↩ Alle Protestanterne fik nemlig vel Kirkesang paa Modersmaalet, men kun Lutheranerne fik »Psalmer, Lovsange og aandelige Viser,« saa de kunde »lege yndelig for Herren i deres Hjerter,« thi Calvinisterne og alle de saakaldte Reformerte nøiedes med en maadelig Oversættelse af Davids-Psalmerne, der unægtelig var mere »skriftmæssig« men ligesaa uapostolisk som aandløs. Ogsaa dette minder om hvad selv Genferne nu veed at fortælle os, at Luther kun vogtede sig for hvad der stred imod Skriften, medens Zwingel vragede Alt hvad han ikke kunde bevise af Skriften*); men Livs-Grunden saavel hertil som til Luthers deilige »Barnesang om Jesusbarnet,« var dog Aanden, som han havde, og som Medbeilerne, der vilde mestre hvad de skulde efterlignet, fattedes. Derfor blev af alle de nye saakaldte Kirker eller Menigheder kun den Lutherske i Sandhed aandelig og poetisk, hvad, rigtig forstaaet, er Et og det Samme, da upoetisk Aand og aandløs Poesie, hvoraf den Ene svæver i Luften og den Anden pladsker i Vandet, er to Uting, som Menneske-Aanden har intet med at giøre. Med Rette kaldte derfor Luther alle destoragtige Spøgelser, der korsede sig for alt det naturlig Skiønne og Yndige, stundum for alt det Synlige, Bulderbasser eller Skrald-Aander (Rumpelgeister), thi alle ægte og gode Aander, baade i Kirken og udenfor, er virkelig poetiske, ja, Skjaldene er som »Seere« Aandens fødte Præster, saa det er altid en falsk Aandelighed, der fornemt hæver sig over det Legemlige, eller vil sønderrive Baandet mellem det »Udvortes og det Indvortes,« det »Synlige og det Usynlige,« det »Jordiske og det Himmelske,« som jo baade har Skaber tilfælles og sammensmelte netop ved Aanden i den menneskelige Bevidsthed. I det Syttende Aarhundrede, da Bogstaven, som slaaer ihjel, beherskede den * 571 Lutherske Menighed, havde den vistnok ikke mindste Tanke om, at den enten ved at synge Lutherske Psalmer, eller ved at stride for »Christi Legem i Nadveren,« eller ved at forudsætte Eenheden af det indvortes og udvortes Ord, saavelsom af Kirken og Skriften, fulgde en høi poetisk Anskuelse; men det var dog ligefuldt saa, og i det Nittende Aarhundrede, da man daglig bedre lærer at forstaae sig selv, vil det sikkert blive kiendeligt, saavel paa vore borgerlige og videnskabelige, som paa vore kirkelige Bestræbelser; thi Forstand uden Aand adskiller, sønderlemmer og opløser, men Aand med Forstand sammenføier, forbinder og forklarer efterhaanden alt Menneskeligt!