↩ Det var Kurfyrst Johan af Sachsen, med sin Arving Johan Frederik, Markgrev Georg af Brandenburg, Hertugerne Ernst og Frands af Brunsvig-Lüneborg, Landgrev Philip af Hessen, Fyrst Wolfgang af Anhalt og Borgemesterne af de frie Rigsstæder Nürnberg og Reutlingen, som paa den uforglemmelige Augsburgske Rigsdag (1530) forlangde af Keiseren Frihed til at ordne Kirke-Sagerne paa deres Enemærker efter eget Tykke, og indgav i den Anledning en Forklaring saavel om den christelige Tro og Lærdom, hvortil de bekiendte sig, som om det Papisteri, de vragede, og denne Omstændighed, at Brevskabet, skiøndt opsat af Melanchthon og rettet af Luther, dog er indgivet af de verdslige Øvrigheder selv, paa eget Ansvar og egen Fare, altsaa læmpet efter deres Sind og Tarv, har aabenbar givet det en ganske egen Skikkelse og giver det en ganske egen historisk Vigtighed, som en frivillig Pagt om Kirke-Sager efter Lutherske Grundsætninger mellem Stat og Skole, en Pagt, der vel i Tydskland trængde til at bekræftes af Keiseren, men var andensteds, hvor man fulgde Luther, uden videre gyldig. Hvad nu »Troen og Lærdommen« angaaer, da maae vi blot bemærke, at Lutheranerne udtrykkelig vedkiendte sig den »Apostoliske Troes-Bekiendelse« som deres Troes-Regel, og Bibelen, som den eneste bindende Lære-Forskrift, og Stats-Historien kan saa meget mindre indlade sig paa Enkelthederne af deres Kirke- og Skole-Begreb, da baade den Frihed, de, trods Pavens og Keiserens Forbud, selv havde taget sig, og deres udtrykkelige Erklæring viser, at de ingen christelig Øvrighed erkiendte, uden Aanden, og ansaae den Verdslige Øvrighed for aldeles uberettiget til at øve Kirke- eller Skole-Tvang.