↩ En folkelig Fri-Kirke og en kirkelig Fri-Skole, det var altsaa den store Nyhed, som Luther havde bragt for Dagen, og som hans Tydske Tilhængere forlangde og fik, vel ikke strax, men dog ret snart (1552), Keiserlig Bekræftelse paa, og som følgelig alle Lutherske Fyrster, hvor de var deres egne Herrer, maatte med Fornøielse skiænket deres Undersaatter, thi efter den »Augsburgske Bekiendelse« var det deres Tankegang, at man ingenlunde som hidtil maatte sammenblande den Kirkelige Magt og Myndighed med den Verdslige, da hin er udelukkendeaandelig og denne udelukkende legemlig, saa de har slet intet med hinanden at giøre; de verdslige Herrer maa ingen aandelig Underkastelse forlange, men nøies med at raade for det Haandgribelige, og de Kirkelige Hovedmænd, hvad de saa end kaldes, maae ingen verdslig Myndighed forlange, enten over Store eller Smaa, men skal nøies med den Føielighed, man vil vise dem*).