↩ At nu denne fælles Frihed for »Aand og Over-Haand« hver i sin Kreds, med giensidig Erkiendelse af de naturlige Grændser, ingensinde ret traadte i Kraft, men at ogsaa de Lutherske Fyrster mere og mindre tilegnede sig den selvtagne Romerske Keiser-Ret til at beherske »Aandens Verden,« som de dog Alle nægtede Keiseren i det Hellige. Romerske Rige, og havde, ved at underskrive den Augsburgske Bekiendelse, udtrykkelig fraskrevet sig; det er vistnok en sørgelig Kiendsgierning; men hverken var det Luthers Skyld, der baade med Mund og Pen bestandig forfægtede sin og hvert Menneskes aandelige Fribaarenhed, ikke heller maa det dølges, at Skylden meestlaae hos de Lutherske Skriftkloge uden Aand, som hverken var Mænd for at hævde sig det aandelige Fortrin, de paastod, eller vilde nøies med den Troes-Enighed, Aanden af sig selv fremkalder, og endelig maa det indrømmes, at i Oplysningens saavelsom i Menneskets Barndom er Frihed en farlig Sag, saa, naar kun den Augsburgske Confessions sidste Artikel herefter kan træde i Kraft, da har i det mindste vi Nordboer intet at klage over den verdslige Tvang, der med eller mod de andre Artikler har været øvet, da den først gav os en Stilhed, der tjende os bedst, og siden nødte os til at oplade Øinene for den Giensidighed, uden hvilken sand Frihed i det Borgerlige Selskab er umuelig.