↩ Denne Morten Luther, der ikke alene befriede sit Fædreneland fra Pavedommets og sit Modersmaal fra Latinens Aag, men saa at sige skabde en Tydsk Bibel, der hver Søndag paa Herrens Vegne syndes med »Prædiken og Sang« at staae lyslevende midt iblandt Folket, han maatte næsten nødvendig, selv mod sin Villie, komme til at afløse alle de Paver, Helgene og Kirkefædre, han havde styrtet fra deres Høisæder, og de Tydske Lutheraner kan derfor langt bedre undskylde Canoniseringen af Luthers Bibel og den Augsburgske Bekiendelse, end de langt strængere og stivere Lære-Forskrifter, de siden tilføiede; men her kræver Stats-Historien sin Ret, saa vi maae overlade til Kirkens og Skolens Historie at give de Sachsiske Høiskoler deres Skudsmaal, og vende os til den verdslige Kamp, Lutherdommen strax efter sin Stifters Død (1546-52) maatte bestaae, før den vandt Borger-Ret i det Hellige Romerske Rige.