↩ Denne Kamp, bekiendt under Navn af den Smalkaldiske Krig, er vel i sig selv meget ubetydelig, men som det eneste virkelige Forsøg, den stormægtige Keiser Carl den Femte gjorde paa at udrydde det »Lutherske Kiætteri,« som han snart i tredive Aar havde truet med al Landsens Ulykke, er den dog blevet ligesaa verdenshistorisk som han, og desuden viser den os klart, at det var Reformationen, der frelste Tydskland fra at blive et ligesaadan stort Sultanat, som Spanien og Frankerig. Saadanne Sultanater var nemlig i Tidens Smag, da Middelalderens kirkelige og klosterlige, ridderlige og borgerlige, Stalbroderskaber havde overlevet sig selv og tabt deres Glands, uden at Folkene var kommet til Bevidsthed, og i saadanne ledige Timer (aandelige Vacancer) er det, man beundrer Stilemagere i Skolen og Skolemestere paa Thronen, skiøndt deres Klogskab er en Landeplage og deres Heltegierning Aandsfortærelse. Paa Ruinerne af Italiens Fristæder var det, 575 Latin-Skolen med sit Stilemageri, og paa Ruinerne af det Franske Ridderskab, Despotiet med Skoleretten hævede sig, begge Dele efter det Byzantinske Mønster, og de vilde aabenbar allevegne ført til den Byzantinske Grav i Tyrkiets Ørk, dersom ikke ved Reformationen nye Kræfter var vaagnede, Plagerne formildede, og Folkene meer eller mindre førte tilbage til Menneske-Livet i sig selv og deres Modersmaal, saa der af dette Liv kunde udspringe en Oplysning, ei til Dødens men til Livets Tarv og Ære.