↩ Først, naar man betænker dette, kan man forstaae, hvi baade Keiser Carl og Kongerne Frands den Første og Henrik den Ottende, trods al deres indbyrdes Kiv og Strid, og med deres fælles Ligegyldighed for Himlen, for Paven og Kirken, kunde være enige om at afskye Luther og Reformationen; thi baade maatte de føle sig fordunklede af Morten Luther, som en »Kongelig Skolemester« af en langt høiere Orden, og maatte finde, de voxde nedad, jo mindre Priis man satte paa »Purpur og kosteligt Linned«, Øiens-Lyst og Overdaadighed.