↩ Da alle Disse var døde, og Sachsen deelt mellem Johan Frederiks Søn og Navner, med Kur-Hatten, i Wittenberg, og Henriks Søn Hertug Moritz i Dresden, da hensov ogsaa Morten Luther (1546), og derved brast aabenbar det stærkeste * * 577 Baand, der sammenknyttede de Lutherske Folk og Fyrster; thi før de vilde seet ham med »de graae Haars Krone« kastet paa Baalet, havde de dog nok vovet det Yderste, men nu forblindede Egennytte og Keiserens glatte Ord de Fleste for den Fare, der truede baade Tydsklands og Nordens Frihed, da Carl, i Forbindelse med Paven, og i Fred med Frankrig og Tyrken, opbød hele Spaniens og Italiens Magt for at indtage den lille, nyskabte, Lutherske Verden. Det var kun Kurfyrsten af Sachsen, Landgreven af Hessen og Hertugen af Würtemberg, tilligemed nogle Smaafyrster og Rigsstæderne Augsburg, Ulm og Strasburg, som greb til Modværge, medens ikke blot de Nordiske Konger, men ogsaa Kurfyrsterne af Pfalz og Brandenburg og Hertugen af Preusen sad stille, ja, adskillige Lutherske Fyrster fulgde endog Keiserens Fane. Da Carl imidlertid hverken havde nogen staaende Hær, et velforsynet Skatkammer eller mindste Helteaand, vilde han dog rimeligviis være kommet til Kort, hvis ikke Hertug Moriz af Herskesyge havde forraadt Frihedens Sag, eller naar man kun vilde ladt Augsburgernes Leder, Sebastian Schertlin, En af sin Tids bedste Krigsmænd, raade. Dengang Keiseren, paa egen Haand, aldeles ulovlig, gjorde Kurfyrsten og Landgreven fredløse (erklærede dem i Rigets Acht), laae han nemlig saa godt som værgeløs i Regensburg, hvor Lutheranerne, 90000 Mand stærke, mageligt kunde hiemsøgt ham, før han kunde faae sin Hær fra Ungern, Italien og Nederlandene sammentrukket*), men man spildte den kostbare Tid med at betænke sig paa det Uberegnelige, og da saa Hertug Moriz, efter Aftale med Keiseren, angreb Kur-Sachsen, skildte Forbunds-Hæren sig ad, uden engang at have vovet et Slag. Dermed var Alt saa godt som tabt, thi Keiseren var nu hver Enkelt langt overlegen, og Kurfyrst Johan Frederik var den Eneste, som vovede at værge sig, men leed (1547) ved Mühlberg eller rettere paa Lochau-Hede et fuldstændigt Nederlag og faldt selv i Keiserligt Fangenskab**).