↩ At nu »Carl fra Gent« som Lutheranerne til hans store Forsmædelse nys havde kaldt ham, ei havde Gaver til at fortsætte eller forbedre hvad Dr. Morten havde begyndt, det trænger nu neppe til Beviis, men han var dog saa vant til, uden videre at indtræde i sine døde Medbeileres Rettigheder, at han, for hvem Aand og Aande var hip som hap, maatte sagtens tænke, at Pennen, der i en Munke-Haand havde gjort saa store Mirakler, maatte i en Keiser-Haand giøre langt større, og kunde umuelig indsee, det var daarekistegalt, med et Pennestrøg at ville sætte »Skyggen paa Tydsklands Solskive« tredive Streger tilbage. Han satte derfor rask (1548) sit Stempel paa det berygtede Augsburgske Mellem-Stykke (Interim), hvorved han tillod de Protestantiske Fyrster at beholde de Kirke- og Kloster-Godser, de havde tilegnet sig, tillod de gifte Præster at beholde deres Koner og Lægmænd at nyde Kalken i Nadveren, men Altsammen kun »indtil videre,« og paa de Vilkaar, at man paany skulde indføre Messen med alle de aflagte Kirke-Skikke, lade den Papistiske Theologi staae ved Magt, og vise Vor-Frue med alle Helgene, den hellige Fader og hans Sønner, Bisperne, skyldigst Ærbødighed**).