↩ Moriz, en storagtig Vildbasse fra Barnsbeen, havde nemlig kun indsmigret sig hos Keiseren, for at skille sin ædle, høimodige Frænde i Wittenberg ved Kurhatten og Overmagten, og vilde ligefuldt være Hovedet for Lutheranerne, saa han giorde sig ordenlig en Fortjeneste af at narre Keiseren, lod sig beskikke til Tugtemester for Magdeburg, som trodsede Mellemstykket, fik derved en Krigshær paa Benene, spillede under Dække med Magdeburgerne, forbandt sig med Kongen af Frankerig, rykkede i Marken (1552) med 28000 Mand, og udstædte med det Samme sin Krigs-Erklæring i Lutherdommens og den Tydske Friheds Navn. Med faa Folk og færre Penge laae Keiseren i Insbruck, og Moriz var en Karl, der forstod at smede mens Jernet var varmt, saa Keiseren fik snart at høre, at Tyroler-Passet ved Ehrenberg var sprængt, og at Moriz om nogle Timer selv vilde være hans Giæst. Midt om Natten flygtede han da med sit Hof til Villach i Kärnthen, og lod sin Broder Ferdinand, der, som Romer-Konge, var valgt til hans Eftermand, underskrive de Freds-Betingelser, Seierherren foreskrev. Ventelig har Ferdinand, hvem Carl vilde nøde til at opgive den Romerske Konge-Værdighed, til Fordeel for Philip, alt i Forveien været enig med Moriz, og skiøndt denne lykkelige Æventyrer alt næste Aar (1553) fik sit Banesaar, blev Lutherdommen dog høitidelig fredlyst paa Rigsdagen i Augsburg 1555, netop en Menneske-Alder efterat Luther i Worms var erklæret fredløs**).