↩ Denne truende Fare var, som bekiendt, Tyrke-Pesten, der nu rasede over hele Østerleden, og maatte i Solimans Dage (1520 -66) vel ogsaa forvandlet Vesterleden til en Ørk, hvis den ikke havde fundet sin Grændse i Tydskland og sin Modgift i Reformationen. I det Femtende Aarhundrede havde nemlig endnu Venedig, Johanniter-Ridderne paa Rhodos, og Ungarn med Belgrad, trodset Mahomed den Andens frygtelige Vaaben; men i Begyndelsen af det Sextende Aarhundrede (1508-16) havde Paven, i Forbund med alle Christenhedens store Magter, saaledes svækket Venedig, at Sultan Selim (1512-19) ei blot i Mag kunde erobre Syrien og Ægypten, men ogsaa gjøre sig det Venetianske Kongerige, Cypern, skatskyldigt, og Soliman begyndte sit glimrende Sultanat med at indtage baade Rhodos og Belgrad, og efter de Christnes store Nederlag ved Mohacz (1526) oversvømmede han Ungarn saa tidt han lystede. Nu kom altsaa Raden til Tydskland, der maatte synes at være uden Redning forloren, da Keiserens Afmagt og de utallige Smaafyrsters Selvraadighed gjorde et Forsvar * 582 med Rigets samlede Kræfter saa godt som umueligt, og Frankrigs tappre, enevældige Herre, Frands den Første, var Solimans Stalbroder*). Dette offenlige Forbund mellem den Tyrkiske Sultan og den »Allerchristeligste Konge« var heller ingenlunde blot en Skam for Frands, men et af Jule-Mærkerne, som viste, at den Vestlige Christenhed uden Reformationen snart vilde blevet endnu mere Tyrkisk end den Østlige, blevet, som den bekiendte »Franske Oplysning«, ligesaa protestantisk mod den Christne Tro som mod Papisteriet; men skiøndt Luther, ved at vække baade den christelige Bevidsthed og den Tydske Folke-Kraft, ligesaavel var Tyrkens som Pavens ypperste Modstander, saa blev dog Tydskland, ved den store Splidagtighed i Kirke-Sagen, for Øieblikket endnu mere udsat for Tyrkisk Oversvømmelse, og naar derfor det Østerrigske Huses Magt kun ikke selv overvældede Tydskland og forstyrrede Reformations-Værket, kunde den, som et Bolværk mod Tyrken og hans Stalbroder Franskmanden, umuelig være for stor. De tre Giftermaal, der bragde det Østerrigske Huus paa den ene Side Nederlandene, Spanien og Neapel, og paa den anden Ungarn og Bøhmen, var da virkelig »sluttede i Himlen«, og skiøndt de bestandige Krige mellem Carl og Frands giør Ingen af dem Ære, der kun som Røvere sloges om Mailand, saa var de dog et Mesterværk af Forsynet, da Begge derved aabenbar forhindredes fra at giøre noget meget Værre.