↩ Det var Carls Broder Ferdinand, der, ifølge sit Giftermaal med den forrige Konges Syster, giorde Krav paa den Ungerske Krone, men tiltrak derved Tydskland det første Tyrke-Besøg, da hans Medbeiler, den Siebenbürgske Voivod, Johan Zapolja, kaldte Soliman til Hjælp, som strax var ved Haanden med sine hundredetusinde Rovdyr, og satte hele Tydskland i Skræk (1529) ved Wiens Beleiring. Skrækken var heller ingenlunde ugrundet, thi, var Wien faldet, seer man ikke, hvad der skulde hindret Soliman fra at vande sine Heste baade i Rhinen og i Kongeaaen, saa hvem der glemmer Terning-Kastet om meer end hele Tydskland over den jævnaldrende Speierske Rigsdag, hvor Protestant-Navnet kom til Verden, skulde aldrig skrive Verdens-Historie. I det Sextende Aarhundrede følde man ogsaa godt, hvad der stod paa Spil, og optegnede med Beundring Navnene paa alle de Tydske og Spanske * 583 Riddere og Adelsmænd, som i Wien, en heel Maaned ved Micheisdags-Tider, sloges drabelig med Soliman, til han, efter en blodig Hoved-Storm, fandt det raadeligst at vende Ryg, og skal have lyst Forbandelse over den Tyrk, der vilde gientage den ulykkelige Prøve*). Det Sidste er rigtignok kun et Tyrkisk Sagn, men just derfor des mærkeligere, hvor det kun har lidt at betyde, hvad Soliman sagde om sit Tydske Tog, men saare meget, hvad Indtryk det gjorde paa Tyrkerne, saa Wiens tappre Forsvar (1529), som standsede Soliman i Europa, fordunkler endog Dius (1538), som standsede ham i Asien, og med Fornøielse anbefaler Verdens-Historien saavel den Spanske Ridder Ludovico Aualos, med sine syvhundrede Urokkelige, som de Tydske Hovedmænd Pfalzgrev Philip den Stridbare og Grev Nicolai af Salm til et udødeligt Minde.