↩ Medens man i Spanien trættedes om, enten Colombo eller en Anden først havde opdaget Amerikas Fastland, og om * * * 585 Colombos Søn skulde nyde den Magt og Ære, Ferdinand og Isabelle havde givet Stor-Admiralens hele Afkom Konge-Brev paa, gjorde hverken den Spanske Regiering eller Colombos Søn sig mindste Umage for at indlægge dem virkelig Ære i den ny Verden, eller endog kun med Kraft at fortsætte det store Opdagelses-Værk, saa alt Saadant overlodes til Hændelsen og til Æventyrere, som Gierrighed, det være sig Penge-Gierrighed, Ær-Gierrighed eller Nys-Gierrighed, kunde sætte i Bevægelse. Vel laande baade Ksimenes og Carls Flamske Ministre Øren til den følsomme Præst Las-Casas ynkelige Beskrivelse af Haiti, hvor man deelde de Indfødte som Kvæg og lod dem trælle i Guld-Gruberne, til de styrtede; men først da den gamle Befolkning derved næsten bogstavelig var udryddet, greb man til et virkeligt Hjælpemiddel, og det var at sælge Genuesiske Kiøbmænd Eneret til Slave-Handelen mellem Neger-Kysten og Vestindien, og skiøndt den Følsomhed, der udelukkende røres enten af Negeres, Drukkenboltes eller Misdæderes Ulykke, altid er uægte, kan den spanske Regiering dog ingen Tak faae af Menneskeheden for det smukke Indfald at helbrede Grusomhed med Slave-Handel og tage Betalingen forud *).