↩ Forsaavidt nødes vi da til selv i Stats-Historien at ændse den Calvinske Theologi, vel ikke i dens videnskabelige og lærde Skikkelse, men som den findes beskrevet i Alterbogen og Catechismen eller Børnelærdommen***), og, hvad vi strax see, ved at sammenligne disse med de tilsvarende Lutherske, er, at, besynderligt nok, Tydskeren reformerede efter sit eget Hierte og Franskmanden efter sit eget Hoved, og det gjælder i alle Maader, at Christendommen var Luther en Hjertesag, men Calvin kun en Hovedsag. Calvin havde imidlertid ogsaa sin Styrke i Hovedet, saa Melanchton kaldte ham forsaavidt med Rette »Theologen,« thi han saae paa Timen, at den »Apostoliske Troesbekiendelse« maa ikke blot staae i Spidsen af den christelige Børnelærdom, men ogsaa lægges til Grund for enhver christelig Lærebygning ), og dette * * * * 593 Glimt af aandelig Forstand, som overalt giør sig gjældende, er Calvinismens glimrende Side, der maatte giøre sin Virkning i hele den Franske Virke-Kreds, som hylder det Glimrende. Dette Glimt er imidlertid ogsaa det Eneste, der ved Daaben giver Calvinismen et Kirkeligt og Christeligt Skin; thi vel pleiede Calvin at sige, at han holdt fast paa sin Daab, skiøndt han lod Salvelsen fare*), men han tog mærkelig feil, thi med Apostel-Kirkens Daabs-Pagt, som han lod fare, tabde aabenbar hvad han beholdt hele sin Kirkelige Gyldighed. Istedenfor den oprindelige Daabs-Pagt mellem Apostel-Kirken og hver tilkommende Medlem, som bestaaer af »Forsagelsen og Troesbekiendelsen,« indførde nemlig Calvin en Splinterny, mellem sig selv og Fadderne, om at lære Børnene baade den Apostoliske Troesbekiendelse og, saavidt muligt, Alt hvad der staaer i Bibelen baade om Lov og Evangelium**), og, det seer man strax, er slet ingen Troes- og Kirke-Sag men kun en Lærdoms- og Skole-Sag. En Daab, der meddeeldes paa saadanne selvgiorte og fremmede Vilkaar, har naturligviis slet ingen Betydning uden som en uforsvarlig Misbrug, saa sin Daab kunde Calvin aldrig tilskrive forringe Virkning, og hvor Daaben er selvgjort, der er Giæsterne ved Herrens Bord aabenbar ogsaa selvbudne og vente sig med Rette kun lidt Gavn og Glæde deraf. Dette, at Calvin fra Først til Sidst tog Skyggen for Legemet, han selv med sin Aand vilde besjæle, var vel skjult for ham selv, og blev det i alt Fald længe for hans Lutherske Modstandere, som især stredes med ham om Nadveren, uden at ændse den selvgjorte Daabs-Pagt, der var Hoved-Hjørnestenen i hans Kirkelige Skygge-Rige, hvorfra alt virkeligt Liv i Aanden naturligviis var udelukt.