↩ Dette, at betragte Calvinismen især i sit Forhold til Frankrig, er imidlertid noget Nyt, da det netop har hørt til den * 595 Franske Oplysning at betragte al Fødsel som Tilfælde, og Skinnet som det Væsenlige, hvoraf fulgde, at Farel, Calvin og Beza kunde ligesaasnart været født i Skotland som i Frankrig, og at Calvinismen var langt bedre paa sin Hylde, hvor den blev herskende Stats-Religion, end hvor den, som en djærv Protest mod den herskende Ryggesløshed og Leg med alt Helligt, bestandig maatte kæmpe for sin Tilværelse. Vi maa derfor, naar vi verdenshistorisk vil lade Calvinismen vederfares Ret, komme vel ihu, hvad Rolle Frankrig baade før og siden har spillet i Christenheden, og lægge vel Mærke til, at det var der, Middelalderens klosterlige Reformationer især havde virket, og hvor i det Sextende Aarhundrede Alt syndes modent til den Omvæltning, der dog forsinkedes til Slutningen af det Attende, vistnok især ved Calvinismens Opkomst og velgjørende Virksomhed. Ogsaa denne var nemlig en klosterlig Reformation og et Valdensisk Giennembrud, kun i Nyaarstidens Stil, og da Lutherdommen var de fleste Tydskere for aandelig og hjertelig eller for poetisk og historisk, kunde den endnu langt mindre trives i Frankrig, hvor selve Calvins overfladelige, men klare Betragtning af Salighedens Sag, efter enhver alvorlig Franskmands Smag, maatte i to Aarhundreder stride og lide for sin Frihed og i det Tredie rømme Landet.