↩ Den »Allerchristeligste« Konges Forbund med den »Tyrkiske Sultan« har vi vel alt i det Foregaaende bemærket, men det maa her med Flid indskærpes, da det hverken var et fortvivlet Middel i yderste Nødsfald, ikke heller stod alene, men var kun et Beviis paa hvor Tyrkisk allerede ved det Sextende Aarhundredes Begyndelse den herskende Tænkemaade var i Frankrig, Noget, der, for den store Indflydelse Fransk Oplysning og Dannelse fik paa hele Christenheden, er af verdenshistorisk Vigtighed. Denne sminkede Tyrkiskhed, der selv spores i Calvinismens hjerteløse »Udvælgelse og Forskydelse« i Salighedens Sag, har vi alt under Ludvig den Ellevte giort opmærksom paa*), og under Soliman den Andens Stalbroder, Frands den Første (1515-47), blev den gruelig indlysende, saa naar han staaer med Palmer i Hænderne som Ridderlighedens og Oplysningens høie Velynder, da har det kun samme Grund som Lovtalerne over Soliman, altsaa de lærde Latineres Brøst baade paa Aand og * 596 Hjerte. Frands var nemlig en Fransk Roman-Helt, hvis Fangenskab i Slaget ved Pavia (1525) gjorde ham langt mere navnkundig end hans heel tvetydige Tapperhed, og hvis Forhold til det smukke Kjøn var langt fra at være elskværdigt*), men hvis Regjerings-Maade var aabenbar Udsuelse og Tyranni. Kun forgjæves leder man ikke blot om ædle Træk, men selv om Spor af Agtelse for Ret og Billighed eller Glimt af Medlidenhed, thi man seer selv Parlamentet i Paris truet med Bøddel-Øxen til at lade Uret gjælde, seer Protestanter brændes paa Slump, og stille, arbeidsomme Valdenser hugges ned for Fode **). Selv af Papir er Palmerne dog meget for gode til saadanne Fyrster, saa Sismondi har virkelig indlagt sig en historisk Fortjeneste ved at stille denne Parisiske Ridderisit rette Lys, og vise os, hvor hans uforskyldte Roes især har hiemme***). Da han imidlertid førde en smuk Person og øste Penge ud ligesaa fort som han tog dem ind, syndes Franskmændene i det Hele godt om ham, og gav hans slette Raadgivere, især hans Moder Luise af Savoien, hendes Yndling, Kantsleren Du Prat, og hans værdige Eftermand Poyet, Skyld for alt Tyranniet, hvori de da ogsaa ærlig tog Deel ). Anderledes blev det derimod allerede under hans Søn, Henrik den Anden (1547-59), som manglede alle Faderens glimrende Egenskaber, thi hvad hans Beherskere: den gamle Lokkedue, Diana af Poitiers, Guise og Montmorenci gjorde, [det] tilregnede Franskmændene ham, men vi maa tilregne dem selv det Hele, da de ved alle Leiligheder viste, de havde samme Livs-Anskuelse som deres Konger.