↩ Kort at fortælle, var nu Sammenhængen den, at Dronning Cathrine, som fandt sig bedre oplagt til Regieringen end sine daarlige Sønner (Frands den Anden, Carl den Niende, og Henrik den Tredie) fandt to Partier, Guiserne og Montmorency, som i hendes Mands Tid havde deelt Herredømmet, og fandt i Bourbonnerne et Tredie, der, som Prindser af Blodet, havde gammel Hævd paa at styre under umyndige og svage Konger, og havde som Høvdinger for de undertrykte Calvinister, et stærkt Rygstyd, saa den Italienske Stats-Konst kunde aldrig have bedre Leilighed til i en herskesyg Kvinde at giøre sit Mester-Stykke. Montmorency var vel stiv og stolt af sin nedarvede Titel »Frankrigs første Baron og første Christen«, men, forladt af sine berømte Systersønner: Admiral Coligni og Frands Andelot, som holdt med Calvinisterne, kunde han dog ikke staae ene, og gik da (1561) over til sine forrige Medbeilere: Guiserne, og nu var Partierne omtrent lige, da Guiserne havde det Østlige Rige (Austrasien) og Bourbonnerne det Vestlige (Neustrien) for sig. Som sædvanlig under slige Omstændigheder var Slagene, fra det ved Dreux (1562) til det ved Jarnac (1569), uafgiørende, og det Parisiske Blod-Bad (1572), som skulde gjort Sagen klar, gjorde den kun paa Cathrines, Valesernes og Guisernes Side saa sort, at ikke engang Jesuiten Daniel vilde paatage sig dens Forsvar*). Sædvanlig tilskriver man den mediceiske Cathrine Bartholomæus-Natten som et djævelsk Anslag, hvormed hun i mange Aar havde gaaet frugtsommelig, men man kan ogsaa giøre et Skarn Uret, og da Guiserne baade stillede sig i Spidsen for * 598 Blodbadet og var de Eneste, der muelig kunde vinde ved det, bør de i alle Maader betragtes som dets Ophavsmænd.