↩ Tvertimod Guiserne stod Bourbonnerne, en Kongelig Fransk Sidelinie, som oprindelig nedstammede fra Ludvig den Helliges yngste Søn Robert i det Trettende Aarhundrede, og havde været rig paa tappre Krigsmænd, hvoraf En faldt i Slaget ved Poitiers (1356), En ved Azincourt (1415), og En ved Marignano (1515), men den Navnkundigste, Carl af Bourbon, ved Stormen paa Rom (1527). Med ham uddøde den ældre Green paa Stamtræet, og den Yngre, der udsprang i Slutningen af det Fjortende Aarhundrede, med Grev Ludvig af Vendome, havde endnu ikke gjort sig berømt, og var desuden i en Slags Unaade ved det Franske Hof, siden deres berømte Frænde, ovenmeldte Carl af Bourbon, gik over fra Frands den Første til Keiser Carl den Femte. Dengang Cathrine af Medici greb Roret for sin umyndige Søn (1560), * 599 var imidlertid Brødrene Anton af Navarra og Ludvig af Condee i Ry for Tapperhed og i Spidsen for Hugonotterne, saa Dronningen fandt det klogt at læmpe sig efter dem, og skiøndt Prindsen af Condee havde Uheld med sig og faldt oftere i Fangenskab, vedblev han dog at kæmpe modig til, efter Slaget ved Carnac (1569), en Niding skiød ham. Anton, som havde faaet det lille Franske Navarra med Johanne, en Datter af Frands den Førstes Syster, Digtersken Margrethe, faldt derimod fra i Fristelsens Tid og bar Avindskjold mod Hugonotterne, men fik da snart (1562) sit Banesaar i Stormen for Rouen. Omtrent paa samme Tid gik imidlertid hans Dronning Johanne med Liv og Sjæl over til Hugonotterne, og gjorde dem ikke blot megen Bistand, men saamegen Ære, at selv hendes Troes Fjender indrømme, at hun for sin Sjæle-Adel, Kydskhed, Standhaftighed og fine Dannelse, vilde fortjent udødelig Ære, hvis hun ikke saa haardnakket havde forfægtet, hvad der i deres Øine var fordømmeligt Kiætteri*). Saavidt mueligt har Johanne naturligviis opdraget sin eneste Søn, den berømte Henrik af Navarra, til det Samme, men indtil sit trettende Aar (1566) opvoxde han mest ved det grundfordærvede Franske Hof, og da dette Hof, hvis Troløshed var Alle vitterlig, foreslog et Giftermaal mellem Prinds Henrik og Kongernes Søster Margrethe, kun slet berygtet, synes dog Dronning Johanne, over det glimrende Parti, at have glemt baade Dyd og Klogskab, thi hun beed strax paa Krogen, og til dette Bryllup med »Graven og Forraadnelsen« var det, man samlede Alt hvad der blandt Hugonotterne havde gjort Opsigt. Selv blev Dronning Johanne, kun 34 Aar gammel, endnu før Brylluppet det første Offer, og til det Andet var Admiral Caspar Coligni bestemt, uden Sammenligning den Ypperste og derfor den Frygteligste af alle de Franske Calvinisters Høvdinger, lige forhadt af Enke-Dronningen, hvis fine Spil han tit havde fordærvet, og af Guiserne, hvem han vel aldrig havde slaaet af Marken, men efter hvert Nederlag dog mødt med fornyede Kræfter. Ved den fineste Smiger og den fristende Udsigt til en Krig med Spanien, som just dengang paa det Grusomste mishandlede Calvinisterne i Nederlandene, lykkedes det Hoffet at dysse den ellers for sine Argus-Øine berømte Admiral i Søvn, saa han ikke blot kom med til Brylluppet, men foragtede alle Advarsler, og hans * 600 Time var da kommet. Først søgde man ved et Snigmord at blive ham kvit, men da det mislykkedes, aabnede Hertug Henrik af Guise selv det Parisiske Blodbad ved at bryde ind til den sengeliggende, værgeløse Olding, der rolig lod sig nedhugge, med den Bemærkning, at det var dog kun nogle faa Dage, man berøvede ham. Pariser-Pøbelen, som med Flid var sluppet løs, og fuldendte godt hvad Hoffet begyndte, mishandlede nu ogsaa paa det Skiændigste Admiralens Lig, hvoraf kun ringe Levninger blev stædt til Jorde; men det giør unægtelig Calvinismen stor Ære, at Verdens-Historien, der med Afsky vender sig fra de fleste Franske Helte eller skynder sig dog forbi dem det snareste muligt, gierne dvæler ved den Adelsmands Liv og Død, der først (1560) mandig løftede sin Stemme for Standens undertrykte Sag og blev en Martyr for den*).