↩ I Øvrigt regner man Offerne ved Blod-Bryllupet, i Paris til Titusinde, hvoriblandt 500 Adelsmænd, og over hele Frankrig til det Firedobbelte, saa i Grusomhed vandt aabenbar det Franske Hof i Carl den Niendes Dage Prisen selv fra det Tyrkiske, som det i alle Maader misundte og med Flid efterlignede**). Da man nu ved denne Leilighed heller hverken sparede »Kvinder eller Børn,« saa blev der virkelig i Frankrig kun ringe Levninger tilbage af den »Kæmpe-Slægt,« der altid opvoxer i den anden Menneske-Alder af et gudeligt Livs-Røre, saa det maa ikke undre os siden for det meste kun at finde lidt [liden] Standhaftighed i Bekiendelsen hos et Parti, der aldrig havde været stærkt i »Troen« men snarere i »Tvivlen.« Baade Henrik af Navarra og hans Navner Prindsen af Condee kiøbde saaledes strax deres Liv med Frafald, og i hele den følgende Tid, selv af Trediveaars-Krigen, er det kan undtagelsesviis, naar der kæmpes for Samvittigheds-Frihed; men glimrende Undtagelser saae man dog ogsaa strax i Rochelle, den ypperste af Hugonotternes Sikkerheds-Pladser, og i den lille Bjergby Sancerre, som roste sig af at have været Calvinismens Vugge. Disse Stæder, som, med nogle faa Andre, fik Held til at lukke deres Porte, før der af Blodbadet naaede meer end Rygtet til dem, maatte nemlig (1572-73) udstaae haarde Beleiringer, men holdt sig saa tappert, at hele Frankrig saae, de vilde hellere falde med Ære end staae til Skamme***). Seer * * * 601 man paa Forsvars-Midlerne og Sjæle-Styrken, da maa man vel give det lille Sancerre, med Borgemester Johannes og Høvedsmand La Fleur, Prisen, men seer man, som vi her maae, paa den Borgerlige Vigtighed, da maae vi finde det i sin Orden, at den lille Beleiring er hardtad glemt over den Store, thi Rochelle havde længe været Hugonotternes ypperste Vaaben-Plads, som vedligeholdt deres Forbindelse med England og for denne Fristad satte alle de Franske Prindser deres Ære i Pant og tabde den.