↩ Allerede ved det Parisiske Blodbad havde nemlig Henrik (da nitten Aar gammel) fornægtet Calvin og hørt Messe for at redde sit Liv, og at han siden, da han endelig (1576) rev sig løs af Hoffets Lænker, afsvor Papisteriet, viiste kun ydermere, at Troen var ham en meget ligegyldig Sag*). Glødede han nu slet ikke for Calvinismen i kirkelig Henseende, da gjorde han det ligesaavidt for Samvittigheds-Friheden, der maa synes Vendekaaber aldeles unødvendig, eller for den Borgerlige Frihed i det Hele, som i hans Øine var en slem Selvraadighed, og det er derfor intet Under, at han, baade før og efter den sidste Valesers Død, helst fordrev Tiden med Spas, og vaagnede kun op engang imellem mere for at glimre i Marken end for at giøre Kæmpeskridt til et ophøiet Maal.