↩ Kun forgjæves havde nemlig Henrik søgt at udhungre Paris (1590), thi skiøndt man tilsidst bogstavelig aad Græs som Kvæget og bagde Brød af Dødningebeen, holdt Paris dog Pinen ud, til Hertugen af Parma undsatte den, og da Pøbelen saa, for at give sin Glæde Luft, hængde Parlaments-Præsidenten og et Par andre fornemme Jurister, som gamle Lu-rendreiere, man ei kunde lide paa, da tog Hertug Carl [af] Guise, ved at hænge de skrappeste Rodemestere, Brodden fra dem, og satte »skikkelige Folk« i Spidsen, som kunde finde sig i Billighed, og de solgde reentud Paris (1594) til Kong Henrik*). For Løiers Skyld kan det ogsaa bemærkes, at Grev Brissac, som ved denne Leilighed skummede Fløden, og fik, iblandt Andet, to Tønder Guld og en Marskal-Stav, var netop ham, der havde lært Pøbelen at giøre Barricader**), Carl af Guise, mest bekiendt under Navnet »Hertugen af Mayenne,« som selv havde gjort sig et svagt Haab om Kronen, krympede sig vel enstund ved at give tabt, men da Paris gik fløiten, og han mærkede, at Spanierne var daarlige Trøstere, tog han dog ogsaa (1596) paa en skikkelig Maade det Visse for det Uvisse***). Den Sendrægtigste til at give Kiøb var Prinds Philip Emanuel af Lothringen, sædvanlig kaldt »Hertugen af Mercoeur,« som, med Spaniens Hjelp, stræbde at giøre sig uafhængig i Bretagne, og han var udentvivl den gæ veste Mand af dem Alle; thi da han omsider (1598) maatte gaae paa Forlig og gifte sin eneste Datter med Kong Henriks Frillesøn, vendte han Frankrig Ryggen, som et reent Babel, og trøstede sig med at gaae til Ungarn og slaaes med Tyrken).