↩ Saaledes samlede da Henrik af Bourbon Riget, og at han alt tidlig (1593) havde paany afsvoret det Calvinske Kiætteri, følger af sig selv, men at han var saa prutten som muelig paa Religjons-Frihed til Hugonotterne, det maae vi vi lægge Mærke til, fordi man sædvanlig, ved at høre om det * * * * 605 »Nantiske Edict« giør sig en ganske anden Forestilling derom*). Ikke blot undtog nemlig Henrik udtrykkelig Paris og de fleste Storstæder fra det Frankerig, hvori Calvinismen skulde have Borger-Ret, men aflagde høitidelig Eed paa at udrydde Kiætteriet; kun seent (1598) bekvemmede han sig til at give et ordenligt Fribrev, og selv det var indskrænket til otte Aar, saa Hugonotterne skulde ikke rose sig af, at deres Høvding var kommen paa Frankrigs Throne, med mindre de havde Sind til at betragte Troes-Sagen med samme Ligegyldighed, som han. Dette var imidlertid ogsaa Tilfældet med hans forroste Rentemester Sully (Maximilian Bethune af Rosni), og med de fleste Hugonottiske Adelsmænd, saa Philip Mornai (du Plessis), der var sin Overbeviisning ligesaa tro, som sin Konge, og stiftede den Calvinske Høiskole i Saumur, staaer som en Vildfremmed midt iblandt dem, og kun det var da Vindingen ved Thronskiftet, at Levningen af den Calvinistiske Alvor og Ærbarhed og hele Uddannelsen paa Modersmaalet var Fransk Fællesgods til Hverdagsbrug.