Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENSHISTORIEN. Nyaarstiden

I Tydsklands Lutherdom og Frankrigs Calvinisme har vi nu betragtet de aandelige Kræfter, der bevægede det Sextende Aarhundrede, og, med al deres baade videnskabelige og kirkelige Forskiellighed, sammenvirkede de dog i deres Hjemstavne ikke blot til at afkaste Pave- og Præste-Aaget, men ogsaa til at forhindre eller dog forsinke det Tyrkedom, der i Nyaarstiden truede hele Christenheden, ligesom de, ved ivrig Udbredelse af Prædiken, Sang og Boglæsning paa Folkenes Modersmaal, banede Veien til den Folkelige Oplysning og Bevidsthed, der vel endnu kun i Frankerig paa en Maade er opnaaet, men ligger os dog nær allevegne. Dette er, baade fra den menneskelige, folkelige og borgerlige Side, Reformationens og Protestantismens unægtelige Fortjeneste, der ikke paa mindste Maade forringes af alle de Indvendinger, man enten har gjort eller kan giøre mod deres Stilling til Kirke og Christendom; thi naar disse Indvendinger var allermest uigiendrivelige, blev det dog lige vist, at Kirken og Christendommen, saavelsom »Sabbaten,« er til for Menneskets Skyld, og ei Mennesket for deres, og hverken har man opviist ikke heller kan man opvise nogen modsat Retning i det Sextende Aarhundrede, hvormed Menneskeheden vilde været bedre tjent, og kommet enten snarere, læmpeligere eller sikkrere til den Oplysning og Bevidsthed, som unægtelig er dens jordiske Maal. Hertil kommer endnu, at ligesom Gud »ei er de Dødes Gud, men de Levendes,« saa kan Kirken og Christendommen ei være guddommelige, med mindre de staae i Forbund med Menneske-Livet og med Modersmaalene, som er dets naturlige Udtryk, og dette Forbund 607 var det netop, Papisterne benægtede, hvorved de aabenbar gjorde enten sig selv eller den Kirke og Christendom de forsvarede, en uslukkelig Skam! At nu Skammen udelukkende er Papisternes, saa Kirken og Christendommen, i uopløseligt Forbund baade med det guddommelige og menneskelige Liv, vil giennemgaae Nyaarstidens Skiærsild ligesaa uskadt, som de giennemgik Middelalderens, og udgaae forklarede deraf, det har vist nok Protestanterne hidtil langt mere dristig paastaaet end gyldig bevist, men det er ogsaa Noget, det maa overlades til Kirken og Christendommen selv at bevise, saa hvad Protestanterne i denne Henseende maae rødme over, er kun de Baand, de selv, tvertimod deres egne Grundsætninger, har lagt paa Aandens og Ordets kirkelige Frihed.