↩ Et Øieblik maae vi imidlertid dvæle ved den store Valplads paa Grændsen af Northumberland, endnu berømt paa hele Stor-Øen under Navn af »Floddon,« thi baade var James (Jakob) den Fjerde, som der fik sit Banesaar (1513), den mest Elskede af alle Stuarterne, hvis Moder, Margrethe fra Danmark, havde bragt Ørkenøerne og Hetland til Medgift; men der faldt med ham tolv Skotske Jarler og utallige Herremænd, saa det var et Stød, den Skotske Adel aldrig forvandt*). Da denne kun alt for stridbare Adel længe havde forstyrret Landets Fred, var Tabet ved Floddon vel ikke slet saa stort for Skotland, som det syndes, men det var dog et Nederlag, der spaaede Underkastelse og nødte Skotland til herefter at fire for Engeland, som Det, siden Edvard den Tredies Tid, under stadigt Forbund med Frankerig, havde baade trodset og drillet.