↩ Allerede i James den Femtes Tid var vel Protestantismen kommet ind, baade fra Tydskland og fra Engeland, men ligesom Tiden viste, det var egenlig kun i sin Franske eller Calvinske Skikkelse, den i det Hele tækkedes Skotterne, saaledes var det ogsaa først i Maries Mindreaarighed, den begyndte at giøre Opsigt i disse Egne, og det ved Apostler af et ganske eget Slags. Det var nemlig sexten Herremænd, med Norman Lesly i Spidsen, som (1546) en Morgenstund brød ind hos Reformationens arrigste Fiende, Ærkebisp David Beatoun i St. Andrews, myrdede ham og satte sig fast i hans Slot, hvor de med en lille Trop Ligesindede forsvarede sig mod hele den Skotske Magt, saa der maatte Franske Hjelpetropper til at undertvinge dem*). Ved denne Leilighed er det ogsaa, den saakaldte »Skotske Apostel,« John Knox, først dukker op, thi han var i St. Andrews de Sammenrottedes Slots-Præst, og faldt med dem i Fransk Fangenskab, men skiøndt han derved kom »paa Galeieme,« slap han dog snart løs, kom, efter endeel Omflakken, til Genf, hvor han valgde sig Calvin til Mønster, og rasede derpaa i sit Fæderneland (1559-72) mod Alt hvad der enten i hans Næse lugtede af Papisteri, eller var dog ikke efter hans Hoved**). Med en saadan rasende Apostel i Spidsen, følger det af sig selv, at Kloster-Brand og Kirke-Plyndring blev de mest iøinefaldende reformatoriske Bedrifter, hvorved Verdens-Historien ikke kan opholde sig, men kun bemærke, at skulde Skotland reformeres i det Sextende Aarhundrede, da maatte det meste skee med Næverne, thi hverken gav den herskende Raahed og Vildhed synderlig Ørenlyd, ikke heller fandt i Bærtelsmesse-Tiden gode Ord noget godt Sted hos det Franske Hof, som det dog egenlig var, de Skotske Protestanter havde med at bestille. Enke-Dronningen var nemlig Syster til Guiserne, og Marie Stuart blev opdraget ved det Franske Hof for at giftes med Frands den Anden, der endog førde den Skotske Konge-Titel, saa Franske Raadgivere og Franske Tropper var immer ved Haanden. Da imidlertid Protestanterne, under Anførsel af James den Femtes Frille-Søn, dengang Prior af St. Andrews, siden Jarl af Murray, greb til Vaaben (1559), fandt de Understøttelse hos Dronning Elisabeth og af alle de Skotter, som fandt det Franske Aag utaaleligt, og Kong Frandses Dødsaar (1560) blev Calvinismens Gyldenaar, som skiænkede den ikke blot * * 610 hvad vi kalde Frihed, men hvad den selv kaldte saa, nemlig uindskrænket Raaderum*). En saadan Reformation var vist nok ikke værd at nævne, hvis Talen var om en Tro, der skulde virke, eller om en Tankegang, der skulde udbrede sig, men forsaavidt Calvinismen fornemmelig var en Afkastelse af Pave-Aaget, Indførelse af Modersmaalet ved Guds-Tjenesten og Opmuntring til Bibel-Læsning, saa kunde den aabenbar, paa hvad Maade den end blev herskende, fremme Folke-Dannelse og Oplysning, og at den Skotske Adel graadig opslugde Kirke-Godset, bidrog vist netop til, at Calvinismen her fremmede Folke-Oplysning og Dannelse i udmærket Grad, thi hvor skriftkloge Præster maae leve af deres Sognefolks Naade, faae de snarere Lov til at døe end til at dovne*