↩ At nu denne saakaldte Engelske Reformation, med sin besynderlige Frugt: den Anglikanske eller Høibispelige Kirke, er noget ganske Eget, hidtil mere forbigaaet end betragtet udenlands, og ei mindre anfægtet end beundret i Hjemmet, det er vitterligt nok, og at Engeland, ved ogsaa at faae en Kirke aldeles for sig selv (a church of its own) saavidt muligt aflukkede sig fra hele den øvrige Christenhed, er indlysende ; men at dette hænger nøie sammen med den Overvægt, det Wælske Element, ved Hjælp af det Angelske, fik over det Normanniske, det har man hidtil ikke bemærket, men anseet den Anglikanske Kirke for en Uting, der egenlig kun havde sin Grund i Henrik den Ottendes Griller og endeel besynderlige Tilfælde. Betænker man derimod, at Wælskmænd og Engelskmænd havde fra Arildstid en overveiende Hang til Selvstændighed, medens Normannerne derimod altid beundrede Paven og var opsat paa Erobringer, da begynder det at lysne over den Aflukning, der var Tudor-Slægtens Grundsætning, og kommer vi ihu, at Anglerne, med al deres Lyst til Selvstændighed, dog var altfor historisk-poetiske til enten at glemme deres Nordiske Oprindelse eller den Christne Kirkes »Almindelighed,« imedens Wælskmændene, saalænge vi kiende dem, var, ligesom Henrik Tudor, aldeles indsluttede i og til sig selv, da maae vi ogsaa finde, at den Anglikanske Kirke er meget Wælsk, og blev derfor i det Hele hverken folkelig eller giennemgribende virksom paa Øen.