↩ Det var nemlig Grundtanken hos Henrik den Ottende, som Reformator, at Kongen skulde være Christi Statholder paa Øen, mod hvis Tyrkiske Pavedom (Supremacy) Ingen maatte knye, uden han vilde behandles som Majestæts-Forbryder (traitor); men naar man betragtede Gudsdyrkelsen for meer end et Skuespil, endsige da, naar Troen var Folk en Saligheds-Sag, lod det sig umuelig giennemføre i det Sextende 617 Aarhundrede, da Trangen til Noget, man ret kunde troe paa og trøste sig ved, gjorde sig giældende i hele den ny Christenhed. Derfor blev, efter megen Forfølgelse og Blodsudgydelse, den Anglikanske Kirke, istedenfor en Bold i Kongens Haand, en Steen paa hans Hjerte, og Engeland en Rede for alle muelige Sekter, og dette Udfald er det, som giør den Wælske Reformation verdenshistorisk, omtrent paa samme Maade, som den Wælske Indkaldelse af Angel-Sachserne, thi begge Dele gav, tvertimod deres Hensigt, Anledning til store og glædelige Begivenheder, først til Skabelsen af den ny Christenhed, som vi tilhøre, og sidst til den virkelige Kirke-Frihed, nu lige uundværlig for Mennesket og for Christendommen, der, ligesom Sabbaten, kun er til for Menneskets Skyld. Sædvanlig i Verden førde Frihed ved Misbrug til Tyranni, men i Engeland førde Tyranni ved Misgreb til Frihed, og derfor skiænker Verdens-Historien de Engelske Tyranner overordenlig Opmærksomhed, og taaler Fædrene for Døttrenes Skyld: Henrik den Ottende for Dronning Elisabeths, og det Anglikanske Fangetaarn for Frikirkens Skyld.