↩ Saaledes begyndte den Nederlandske Friheds-Krig, der overlevede baade Vilhelm og Philip (1572-1609), og Enden blev, som vi veed, at Holland, Seeland, Frisland, og i det Hele syv Landskaber, blev under Navn af de forenede Nederlande eller »Holland,« en Calvinistisk Fristat, medens derimod Flandern, Brabant og alt det Øvrige blev hængende ved Spanien giennem hele det Syttende Aarhundrede, men beholdt dog paa Papiret deres gamle Friheder, og de Vallonske (Fransktalende) Nederlændere var selv saa ærkecatholske, at de maatte føle sig langt friere under Spansk end under Hollandsk Overherredømme. Kun Flandern og Antwerpen, som mistede deres Handel og den offenlige Brug af deres Modersmaal, og gik Glip ad Samvittigheds-Friheden, blev da egenlig Offeret, og Skylden maa Hertugen af Arschot, Antwerpen, Gent og Amsterdam dele mellem sig, thi det var ingenlunde Philips Magt, der voldte det. Dengang nemlig Albas Eftermand Marquis Reqvesens døde (1576), tog Hertugen af Arschot og det indenlandske Statsraad Tømmen, sluttede paa egen Haand det saakaldte Genter-Forlig med Vilhelm af Oranien, og nødte Don Juan, Keiser Carls Frillesøn, som nu skulde være Regent paa Philips Vegne, til at aftakke alle de Spanske Krigsfolk, saa han var mere i deres Magt end de i hans***). Vel kom de fremmede Tropper tilbage med den forrige Regentindes Søn, Hertug Alexander Farnese af Parma, og Indtagelsen af Antwerpen (1585) gjorde saadan en Opsigt over hele Europa, at man virkelig troede, Kong Philip med sine Spanske Djævle kunde erobre hele Verden; men seer man lidt nøiere til, da bliver man * * * 629 lettelig vaer, at netop i Hertugen af Parmas Dage (1578-92) viste det sig i Nederlandene saavelsom i Frankerig og paa Havet, at Philips beundrede Stormagt var dog kun glimrende Afmagt. Kun sig selv og Omstændighederne havde nemlig den snu og smidige Italiener at takke for den glimrende Rolle, han spillede, ved at betjene sig af Naget mellem Valloner og Flæminger, saavelsom mellem Catholiker og Protestanter, og ved til enhver Priis at kiøbe alle de Kræfter, som var tilfals, og med alt dette lykkedes det ham dog først efter Snigmordet paa Vilhelm af Oranien (1584) at fiske i rørte Vande, og bemægtige sig Brüssel, Gent og Antwerpen, men lykkedes ham selv ikke da at udrette Noget mod den unge, saa-godt som hovedløse Fristat i Norden*). Tvertimod gavnede han Samme uberegnelig ved at drive alle de Brabantske og Flanderske Protestanter, som der var Noget ved, til Fristaten, og drive Verdens-Handelen fra Antwerpen til Amsterdam, saa hans Bedrifter fordunklede aabenbar kun Vilhelms og Hollændernes, forsaavidt [som] Skinnet altid fordunker hvad der fattes Glands, og Glands fattedes unægtelig de Hollandske Friheds-Helte, men var ikke desmindre Helte i deres Slags og deres Tid, da de standhaftig kæmpede for den Samvittighedens, Ordets og Tankernes Frihed, som er Livets Spore og Lysets Vugge. Giennem hele det Syttende Aarhundrede var Holland næsten udelukkende denne Friheds Sæde, hvorfra den, ogsaa med en Vilhelm af Oranien, forplantedes til Engeland, og denne verdenshistoriske Kiendsgierning kan Skriverne ligesaalidt rokke med alle deres Penne, som Skjaldene med deres Mundharper, den kan ikke engang Gustav Adolphs, langt mindre den Parmesanske Alexanders, Bedrifter virkelig fordunkle. At hverken Hollænderne i det Hele, eller Sjælen i deres Friheds-Kamp, Vilhelm af Nassau-Oranien, var »brændende og skinnende Lys« i Aandens Verden, maa vist nok indrømmes, men det var deres egen Skade, og at de ophøiede Friheden for Nyttens, ingenlunde for sin egen Skyld, og vilde ei skride for andet end de var, det havde de i Livet Gavn, og det havde de i Historien Ære af. At paadutte Folk slette Hensigter, naar de giør Godt, og forære dem Gode, naar de giør Ondt, det er i vore »Kritiske Historier« vist nok meget sædvanligt, saa det maae selv de Levende, end sige de Døde, finde sig i; men det * 630 er altid slet gjort og bør aldrig komme Andre end Gierningsmændene selv til Skade paa deres gode Navn og Rygte. Trods alle de Dyder, man derfor kan tillægge Hertugen af Parma, var han dog ikke andet end en Leie-Tjener hos sin Tids koldeste og nedrigste Tyran, og trods alle de Lyder, man kan tilskrive Vilhelm af Oranien, var han dog den Borgerlige Friheds Sag, som han havde antaget sig, tro til Enden, og faldt som Martyr for den; thi først da han, saa at sige alene, fandtes ubestikkelig, satte Tyrannen (1580) den Priis paa hans Hoved, som Snigmorderen stræbde at vinde, og Fristatens Penge var gaaet saa rene igiennem hans Hænder, at han selv døde fattig*).