↩ Man skulde nu tænkt, at Hertugen af Parma for Alvor vilde stræbt at indtage i det mindste Holland med den store Krigshær, der havde truet Engeland, men dels maae vi huske, at Philip, trods sine uhyre Indkomster, var aldrig pengestærk, saa efter saa kostbar en Vende-Reise, som den »uovervindelige Flaades,« var Krigs-Kassen tom, og dels var fra nu af (1589-92) * 633 Philips Gridskhed især rettet paa Frankerig, hvor han, Ted Hjelp af Guiserne, haabede at siaae to Fluer med eet Smæk: baade udrydde Kiætteriet og med det allerchristeligste Rige afrunde sit Romanske Keiserdom. At begge Dele slog feil, har det Forrige viist, men Hertugen af Parma maatte dog immer staae paa Pinde i de Vallonske Provindser, og giøre to Tog imod Henrik af Navarra, den ene Gang (1590) for at undsætte Paris, og den anden (1592) for at undsætte Rouen*), og efter hans tidlige Død af Vattersot, det samme Aar, gik Alting i Staa, undtagen forsaavidt Vilhelm af Oraniens Søn, Moriz, pillede saa smaat hele Geldern bort. Vel opgav Philip aldrig sit Krav paa Fristaten, men han opgav dog ikke blot Haabet om at undertvinge den, men ogsaa den søde Ungdoms-Drøm at kunne beherske og behandle Nederlændere paa Spansk, thi hvad han havde beholdt gjorde han til en Systerlodd for en af sine Døttre, gift med den Østerrigske Erkehertug Albert, til at nedarves i deres Æt**). Der forløb vel endnu adskillige Aar, inden Spanien (1609) indgik Vaaben-Stilstand, og et halvt Aarhundrede, før det (1648) sluttede en ordenlig Fred med de saakaldte »Oprørere,« men Fristaten voxde netop i den Tid op til en af de store Verdens-Magter, som det Syttende Aarhundredes Historie skal vise.