↩ Tit har vi allerede maattet nævne den seilivede (1520-66), desværre selv i Christenheden berømte, Tyrke-Sultan Soliman den Anden, som begyndte med at erobre Rhodus og Belgrad, beherskede Ungern, beleirede Wien, og truede længe, i Forbund med den »allerchristeligste Konge«, hele Europa; men dog maa han nævnes endnu engang ved Siden ad Philip den Anden, og det skal ikke fortryde os, da vi kan melde, at han endte med at gaae Glip ad Malta, og at Tyrkiets Historie ender omtrent med ham. Vel har nemlig Barbareskerne paa Afrikas Nordkyst i Algier, Tunis og Tripolis, som Røver-Reder, Fange-Taarne og Orme-Gaarde, ligetil nu været Solimans uforglemmelige Bauta-Stene; men at de ikke blev * * 634 mere, ikke blev Havne for en Tyrke-Flaade, der beherskede Middelhavet, er dog saare glædeligt. Dette har nu vistnok sin dybe Grund deri, at Havet er det fri Element, som »Allah gav de Christne,« men der var dog saalidt baade Christendom og Frihed hos det Sextende Aarhundredes store Sømagter: Portugal og Spanien, at Maltas Forsvar (1565) og Tyrke-Slætten ved Lepante (1571) er dog et halvt Vidunder og en stor Begivenhed. Det var imidlertid heller ingen Spansk Bedrift, men en Efteraars-Frugt af Korstogene, thi da Johanniter-Ridderne var fordrevne fra Rhodus (1522), skiænkede Carl den Femte dem Malta (1530), og dem tilkommer hele Æren for Øens heltemodige Forsvar, og BroderParten af al den Ære, der baade i det Sextende og Syttende Aarhundrede indlagdes paa Middelhavet under Korsets Banner. Endnu havde Paven i Rom heller1 ikke aldeles glemt sit Krav paa at være Christenhedens Forsvar, thi Pius den Femte (1566-72) udskrev et Korstog for at redde Cypern, og skiøndt det ikke lykkedes, hjalp det dog til at samle den store Flaade, ligesaavel af Venetianske og Genuesiske som af Spanske Skibe, i Middelhavet, og det følger af sig selv, at Doria og Veniero kappedes med Santa Croce om Bedriften, der meget uforskyldt tilskrives Don Juan, som Seierherre ved Lepante*). Det Tyrkiske Nederlag var afgiørende, men Seieren blev ikke forfulgt, og, skiøndt Don Juan næste Aar indtog Tunis, tabdes det dog snart igien, og Røver-Staterne, som Cardinal Ksimenes ved sit Afrikanske Tog havde stræbt at forebygge, grundfæstedes nu paa Kysten, men var dog forsinkede til den Ottomanske Port ei meer havde Kraft eller Kløgt til at bruge dem.