↩ For at kunne giøre dette med Skiel, maae vi imidlertid betragte alle Partier fra et høiere Stade, end man i det Syttende Aarhundrede lod giælde, thi forstaaer man ved Protestantisme kun de Skriftkloges Paastand, at nu ikke længer Kirken og Bisperne, men deres egen Fornuft og Forstand skulde give Aflad og foreskrive det indvortes Menneske Love, da var Jesuiterne aabenbar ogsaa Protestanter, og vil man bestride Jesuitismen, hvor man end finder den, da kan man ingenlunde indskrænke sig enten til Jesuiter-Ordenen eller til de Romerske Papister, thi der var aabenbar endeel Jesuitisk allevegne, saa det er egenlig kun en vis Aabenhed, Ærlighed og Hjertelighed, der forholdsviis kiendelig udmærker den Protestantiske Deel af Christenheden og har gjort den til Skuepladsen for menneskelig Frihed og Oplysning.