↩ Pietisme eller selvgiort Gudelighed i Kirken, Pedan teri eller Lærdom paa Ramse i Skolen, og Egoisme eller lav Nærighed i Hverdagslivet og de borgerlige Forhold, det er nemlig hvad vi med Rette kalde Jesuitisk, fordi alt dette havde sin [sit] klare Brændpunkt hos Jesuiterne, og var hos dem saa vitterligt, at de vidste godt at besmykke det Altsammen, men det er Synd at sige, de var ene om Nogen af Delene, saa det var kun ved den strænge Sammenhæng og den glimrende Besmykkelse af Tidens Skiødesynder, de vandt Prisen allevegne. Dette er da med andre Ord den samme Beskyldning for »Falskhed,« som man sædvanlig har gjort Jesuiterne, men dog med den Forskiel, at Beskyldningen ingenlunde grundes paa deres hemmelige, men paa deres aabenbare Synder, og hefter langt mindre ved deres Midler end ved deres Hensigter, thi det er klart, at de, under Skin af ikke blot at kysse, men at forgude Pavens Tøffel, og at gjøre sig ei blot til Trælle, men til Fæ for Kirkens Skyld, dog stræbde at afløse Kirken med deres Skole og Paven1 med deres selvudvalgte Ordens-General, vilde altsaa, videnskabelig talt, det Samme som Protestanterne, men udgav sig dog for deres fødte Modstandere og Pavedommets urokkelige Støtter. De forlangde og udvirkede saaledes hos Paven for deres Orden al den *638Religjons-Frihed, der nægtedes Protestanterne, saa for dem var ikke blot Sogne-Baandet løst over hele Christenheden, men alle Kirke-Love afskaffede, alle Pave-Buller, som Ordenen ikke vilde underskrive, ugyldige; selv kunde Ordenen give sig og al Verden Aflad for alle Synder, og tiltage sig Academiske Grader, som skulde giælde paa alle Høiskoler, og Bisperne sk ulde uden videre Spørgsmaal præstevie alle dem, Ordenen forlangde, men maatte ikke tiltage sig mindste Myndighed over dem, saa Alt hvad de, meer end Protestanterne, levnede »Paven og Kirken,« varaabenbarkun en tom Dalailama-Titel og Indtægterne, saalænge Jesuiter-Skolen kunde undvære dem*).