Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENSHISTORIEN. Nyaarstiden

Spørge vi nu endelig, hvad Hensigten kunde være med en saakaldt »Kirke-Skole,« der dog hverken vilde reformere efter Skriften, eller være Plante-Skole for de Kirkelige Embedsmænd, da seer man let, at enten maatte Jesuitterne, som i en Daarekiste, holde Skole blot for Skoleholdets egen Skyld, eller de maatte have meget verdslige og egennyttige Hensigter. Vel søgde nu Jesuiterne at giendrive alle Beskyldninger for Egennytte med deres Armods-Løfte, der hverken tillod de enkelte Medlemmer eller hele Ordenen at have nogen Eiendom, men dels gik der Syn for Sagn i alle de prægtige Skoler og Collegier, de opførde og beboede, at de legede kun med »Armods-Løftet,« og dels er Herskesyge en ligesaa slet Skole-Grund som Penge-Gjerrighed, og en Skolemester-Stand, der vil skattes, lønnes og vare evindelig, ikke for Nyttens men for sin egen Skyld, er altid et tilbunds egennyttigt Selskab.