↩ Lord Clarendon finder nu vel, at denne offenlige Rettergang og Kundgiørelsen af Dommernes Grunde (Præmisserne) var den store Feil, man burde undgaaet, men dels vilde det, efter Loven, været en klar Rettens Fornægtelse, og dels var Hovedfeilen dog nok den, at de Latinske Jurister af Romer-Retten havde indsuget og hos Kongerne opfostrede saadanne Grundsætninger, der maatte undergrave al menneskelig og borgerlig Frihed, saa at, hvor ubetydelig end Anledningen var, og hvor undskyldelig end Carl Stuart, efter Omstændighederne, maa findes, kalder Verdens-Historien det dog en Lykke, at der eensteds i Christenheden var en offenlig Rettergang paa Modersmaalet, der aabenbarede Romer-Rettens Afskyelighed, og at der fandtes et Borgerligt Selskab, som derved foer i Harnisk. Vist nok var det sørgeligt, at Kampen skulde koste saameget, tildels uskyldigt Blod, men det giør Krigen altid, og det maa indskærpes, at almindelige og umistelige Menneske-Rettigheder dog langt anderledes er en Krig værd, end selv den klareste Ret, en Enkeltmand kan have enten til en Stad eller til et Rige, saa det er en grundfalsk Medlidenhed, som kun har Taarer for de Krige, der føres om fælles Bedste. Borger-Krigen udbrød for Resten ikke i Engeland, men i Skotland, hvor Kongen med al Magt vilde indføre * * 665 sin ny Alterbog, men da Krigen nødte Kongen til at sammenkalde Parlamentet, og, efter en hovedkulds Opløsning, sammenkalde det paany (1640), da var Gemytterne saa forbittrede og Parlamentets Indbildninger om den fuldkomne Frihed og Sikkerhed, man kunde naae, saa grændseløse, at Borger-Krigen ogsaa i Engeland blev uundgaaelig, og Kongens Opoffrelse af sin forhadte Minister Thomas Wentworth (Jarl af Strafford) var kun ham selv til Skam og Græmmelse*). Parlamentet vilde nu ikke nøies med hele den lovgivende Myndighed, men vilde ogsaa igrunden have den udøvende Magt, saa Kongen hverken maatte vælge andre Ministre eller Befalingsmænd over Landeværnet, end hvem der tækkedes dem, og nu maatte da Carl enten nøies med den tomme Titel eller gribe til Sværdet**). At han valgde det Sidste (1642) og viste, tilligemed sine Systersønner, Prindserne Ruprecht og Moriz fra Pfalz, megen ridderlig Kiækhed, men intet fyrsteligt Overblik, det er noksom bekiendt, og, som Vaaben-Skifter betragtede, hørde Slagene baade ved Edgehill (1642) og ved Naseby (1645) kun til de smaa i Trediveaars-Krigens Dage, saa herved kan Verdens-Historien ikke opholde sig, men at der paa Parlamentets Side mylrede Krigsmænd op af Jorden, der snart bragde Kongen med alle sine Riddere til Fortvivlelse, det er en stor Mærkværdighed, som varslede om den Engelske Friheds store Underværker***). I sin Fortvivlelse overgav Carl sig (1646) til den Skotske Hær, som stod i Nord-England, blev solgt af den til Parlamentet, og maatte efter et langt Fængsel og dyb Ydmygelse, som han dog bar med majestætisk Høihed, ende sine Dage (1649) paa Retterstedet, medens Oliver Cromwell, med en seierrig Hær af halvgale Friskytter (Independenter), beherskede baade Parlamentet og Landet ). Sørgeligt og oprørende for Menneske-Hjertet, maa man vist nok sige; men Cromwell havde dog Ret i, at Forsynets Haand heri var umiskiendelig, og naar man betragter det Konge-Speil (Ikon Basiliké), der, strax efter Carls Henrettelse, i hans Navn kom for Dagen, og oplevede i eet Aar halvtredsindstyve * * * * 666 oplag*), da seer man strax, at selv i Modgangs-Dagene havde han slet ikke lært, at Folkenes Rettigheder er ligesaa hellige som Kongernes, og at »fælles Bedste« er den høieste Lov i alle menneskelige Anliggender. Han, saavelsom alle Christenhedens Fyrster paa den Tid, indbildte sig, at de godt, naar Lykken vilde føie, kunde tiltage sig samme Voldsmagt som de gamle Romerske Keisere, og dog giælde for »Herrens Salvede« og Christi Statholdere, kunde selv tilsidesætte Christendommens klareste Bud og dog kræve den allerchristeligste Selv-Opoffrelse af alle deres Undersaatter, fordi det stod i Bibelen, at hvem der satte sig mod Øvrigheden, satte sig mod Guds Anordning, og baade Theologer og Jurister styrkede dem deri, saa naar de, som Carl, for Resten tænkde menneskelig, var de meget at beklage, men ikke mindre at beklage naar de vandt end naar de tabde, thi i begge Tilfælde stod Forfatningen Fare for at blive Tyrkisk, Sværdet Mægleren, og Mandhjem en Ørk, hvor kun Vilddyrene havde deres Frihed. I Middelalderen havde man stræbt baade i Kirke og Stat at hellige en hedensk Materie med Christelige Former, men i Nyaarstiden stræbde især Protestanterne at støbe et Christeligt Indhold i Hedenske Former, og det ovenikiøbet i Romerske, saa Kirken blev en Stats-Indretning, den verdslige Øvrighed kunde giøre med hvad den vilde, og Staten blev enten en Romersk Republik eller et Romersk Keiserdømme, medens Kirke-Forholdet ligefuldt blev ved at være en Saligheds-Sag, og af dette Vilderede syndes ingen Udvei muelig, findes heller ingen, med mindre man giør Kirke-Forholdet til den borgerlige Frisag, det efter Christendommen nødvendig maa være, og giver Staten ikke en Romersk men en folkelig Hedensk Form. Dette laae nu vel saa langt borte fra Pietismens Retning under alle sine Skikkelser, og forudsatte en folkehistorisk Oplysning, som saa ganske fattedes, at en ordenlig Uddannelse af det Borgerlige Selskab var i det Syttende Aarhundrede aldeles umuelig; men Engelændernes dybe Trang og mægtige Drift til fri Virksomhed, forenet med deres mageløse Dristighed til at prøve Alt, brød dog unægtelig Isen, og forarbeidede under en for dem taalelig Uorden, den Historiske Aand, der vel nu i det Nittende Aarhundrede faaer Held til at ordne det store Virvar, ikke efter Romer-Retten, men efter Menneske-Naturens * 667 uforanderlige Love og Folke-Historiens levende Oplysning.