↩ Denne Kiendsgierning, at ethvert Folks dygtigste Mænd opstaae i urolige og bevægede Tider, har hidtil kun lært Romerne og deres virkelige Efterfølgere, at vil man have store Generaler, maa man sørge for at have uophørlig Krig, men det burde lære alle de Folk, der ønske at skue og at øve menneskeligt Storværk, at det ingenlunde er den ægte Stats-Konst at gjøre Livet i Freds-Tid saa stivt, saa afmaalt og ensformigt, men netop at gjøre det saa frit, saa gjærende og derved saa virksomt og frugtbart, som mueligt. Kun Engellænderne fulgde denne Klogskabs-Regel i det Attende Aarhundrede, men skiøndt det betaide sig udmærket godt, er de dog nu nær ved, paa Tydskernes Ord, at troe, det var en Feil, der maa rettes, fordi det var iblinde de greb det Rette og har endnu ikke opdaget den levende Sammenhæng mellem Aarsag og Virkning. Om Skjalden John Milton (1608-74), hvis »tabte Paradis« for Engellændernes Øine er det største Mesterværk i sit Slags; om Giendøber-Profeten John Bunyan (1628-88), hvis saakaldte »Pillegrims-Gang« agtes af alle Partier i Engeland for den ypperste Andagtsbog under Himlen, og om Kvæker-Patriarken Georg Fox (1624-90), der blot med sin Mund gjorde sig udødelig paa begge Sider af Verdens-Havet, kan vi vel ikke her udbrede os, men nævnes maae dog ogsaa i Stats-Historien 669 disse Stormænd, der Alle, ved Siden ad Cromwell, udsprang af lav Herkomst, skyede Stats-Kirken og udviklede sig giennem den voldsomme Giæring, thi hele dette Kæmpe-Kuld, med Hambden og Cromvell i Spidsen, vidner høit, at hvor ikke i det mindste Gudsdyrkelsen er fri, og Adgangen til de høieste Stillinger aaben for de Dygtigste fra alle Sider, der vil de store Kræfter næsten nødvendig begynde med at sprænge det Bestaaende, og har dog sjelden eller aldrig enten Rolighed eller Klarhed nok til at skabe en ny Tingenes Orden, hvorunder Alle kan finde den Frihed, de fattedes. Cromwell, som aabenbar af alle Oprørerne var den Roligste og Klareste, beskyttede saaledes vel i en vis Grad Gudsdyrkelsens Frihed (The liberty of worship), og betjende sig naturligviis i alle Retninger af de dygtigste Redskaber, han kunde finde, men den falske Grund, hvorpaa hans Høisæde hvilede, og den falske Stilling, hvori han stod baade til Folket i det Hele og til sit eget Parti, gjorde ham det dog umueligt at grunde noget Varigt, og vilde sagtens, om han havde levet længer, gjort ham til en grusom Tyran. Han tilegnede sig nemlig ikke blot hele den Kongelige Myndighed, han havde paataget sig at afskaffe, men stræbde selv efter at faae Konge-Navn og giøre Thronen arvelig i sin Æt, hvorved han snart fik alle Stemmer imod sig, baade deres, der havde raset for Kongedømmets Afskaffelse, og deres, der havde kæmpet for det og Arve-Retten, og Georg Monk (1608- 70), som havde tjent baade Kongen og Cromwell, fandt, efter Olivers Død (1659), ingen Vanskelighed i at sætte den ulykkelige Carl Stuarts Søn og Navner paa Thronen. Olivers ældste Søn, Richard, som uden al Dygtighed var udnævnt til hans Eftermand, aftakkede nemlig strax uden Modstand, og selv hans anden Søn, Henrik, med større Evner, trak sig tilbage i Stilhed for Skroget (the rump) af det »lange Parlament,« som ellers kun til Latter prøvede paa at opvække den i Fødselen kvalte Republik fra de Døde, og Ingen af Cromwel[l]s Redskaber, hverken de skarpe, som Krigsmændene Lambert og Ludlow, eller de fine, som Statsmændene Whitelocke og Thurloe, duede til selv at spille Mester*).