Grundtvig, N. F. S. TILLÆG.

TILLÆG.

Det attende og nittende Aarhundrede. (1715-1866.)1 Det attende Aarhundrede, eller Rusland, Nordamerika og Napoleon den Store.

Det attende Aarhundrede, som i Verdenshistorien strækker sig fra Ludvig den Fjortendes Død (1715) til Napoleons Fangenskab (1815), bør vist nok kaldes Naturalismens Hundredaar, ei blot fordi Naturforgudelsen var dets ugudelige Kiendemærke, men fordi i dets Løb to ny Stater uden alle historiske Forudsætninger akavet hævede sig til høi Anseelse, Rusland og Nordamerika; og skiøndt den Ene, som et Despoti, førte Trælleaaget, den Anden, som en Republik, førte Frihedstræet i sit Vaabenskjold, saa bød de dog lige dumdristig Folkehistorien Trods, som selvgjorte Stormagter, ei af Guds Naade, men af forvovne Kroppe, uden fælles Fortid, Skæbne, Aand og Tungemaal.

Rusland, som udgiør hele Europas Bagdeel mod Østen, med henved 60 forskiellige Stammer og Tungemaal, hævede sig under Peter den Store, først paa Overgangen til det ny Aarhundrede, ved en Krig med den svenske Vovehals Karl den Tolvte, hvem Peter 1709 ved Pultava slog saa eftertrykkelig, at han dermed var afvæbnet. Ved saadanne lykkelige Krige med Sverrig, Polen og Tyrkiet opvoxte Rusland ei blot til en *

696 Landmagt af første Rang, men ogsaa til en betydelig Sømagt, baade sydlig i det sorte Hav og nordlig i Østersøen, og med denne magre Tilvæxt maatte Verdenshistorien i det attende Aarhundrede nøiedes, hvis ikke henimod Slutningen af Aarhundredet de amerikanske Koloniers Opstand imod Storbritannien havde sat flere og større Menneskekræfter i Bevægelse. Vel sattes nemlig alt ved Aarhundredets Midte (1740- 1748) hardtad hele Europa i heftig Bevægelse ved den saakaldte østerrigske Arvekrig og den deraf udspringende saakaldte Syvaarskrig (1756-63), hvorunder det hele selvgjorte Kongerige Preussen, med sin Frederik den Eneste, syntes at trodse alle Europas Stormagter; men det var dog en kort Øienforblindelse, der kun varslede om Synet af Preussen som en virkelig og frygtelig Stormagt, der nu staaer os for Øie.

Keiser Karl den Sjette, med hvem den Habsburgske Keiserlinie i Wien uddøde, tænkte vel at han ved et Gavebrev (den saakaldte pragmatiske Sanction), som han formaaede de fleste europæiske Magter til at underskrive, kunde sikkre sin ældste Datter, Marie Therese, Arvegangen til hele hans Efterladenskab; men knap havde han opgivet Aanden, før Frederik den Anden (den Eneste), der paa samme Tid arvede Thronen i Berlin, erklærede, at selv sit eget, endsige da sin Faders Ord var det tosset at holde, naar man ei havde Gavn, men Skade deraf. Til denne Fribytter maatte da Marie Therese, for om mueligt at beholde Resten, afstaae den bedste Deel af Slesien, men hun beholdt ogsaa, især ved Ungarernes ædelmodige Bistand, virkelig Resten, skiøndt der siden meldte sig meget paatrængende Medarvinger. Det tegnede endog under Syvaarskrigen til, at hun skulde faaet Slesien tilbage, da baade Frankerig og Rusland havde forenet sig med hende om at kue den troløse Preusserkonge, men Kong Frederik slap dog med Skrækken, saa Keiserinde Marie maatte nøies med Haabet og med den Ære, at Keiserværdigheden forblev hos hendes Afkom indtil vore Dage.

Sin aandelige, eller rettere sin aandløse Retning havde det attende Aarhundrede allerede ved sin Midte kiendelig røbet, og det var da Mesterskab i den Helvedes Kunst at undergrave al Tro, ved at giøre alting tvivlsomt, som om det var den eneste rette Vei til en grundig Sandheds-Erkiendelse. Ligefra Aarhundredets Begyndelse vrimlede der i Engelland af saadanne Fritænkere, som enten aabenlyst bekæmpede Christendommen med alle dens Forudsætninger, eller stræbte som Naturalister 697 at befrie Christendommen fra alt det Underfulde (Miraculøse) og Utrolige, der kastede Skygge paa den og forhindrede den fra, ved sin rene Sædelære og ved sin Kiærligheds Aande, at indtage hele Verden. Saaledes begyndte da Latinskolens møisommelige Efterligning af den hedenske Selvklogskab at bære sine Frugter, og de modnedes først hos Calvinisterne i Genf (Genève) og i Frankerig, men dog var det især fra Holland, den almindelige Tvivlraadighed udbasunedes som Lægedom for al menneskelig Daarskab, og Brændpunktet for den ny Viisdom paa Fransk var den videnskabelige Ordbog af Peter Bayle, som opvoxte (1691-1746) til hele 16 Bind og blev en Guldgrube for hele den nye Læseverden. Tre berømte Franskmænd dele imidlertid med Bayle Æren for at have frelst Verden fra Overtroens Mareridt og fremkaldt Oplysningens gyldne Morgenrøde, og det var de tre store Samtidige: Charles Montesquieu, Jean Jaques Rousseau og Voltaire, blandt hvilke dog den Sidste efter hele Verdens Dom vandt Prisen, fordi den fortryllede Hjertet og dræbte derved Troens Foster i Moderslivet.

Vel var det nu hverken i Frankerig eller i Engeland, men i Nordtydskland, at Naturalismen blev videnskabelig udarbeidet til det attende Aarhundredes berømte Rationalisme eller Fornuftlære; men dog blev den aldrig saa levende og saa frugtbar, som i Frankerig, hvor den i Slutningen af Aarhundredet virkelig øvede den Heltegierning at løse alle Hjertebaand og vise Verden, hvad en selvraadig Fornuft turde vove, og hvad en tøilesløs Frihed kunde udrette.

Stødet til denne franske Omveltning (Revolution) kom imidlertid fra den ny Verden, hinsides den spanske Sø, i Nordamerika, hvor mange fribaarne og selvraadige Engelskmænd i Løbet af det syttende Aarhundrede havde nedsat sig og stiftet smaa Samfund, der kun lød deres egne Love. Disse smaa Fristater var nu vel alle langt mere beregnede paa Fred end paa Krig, og i Kvækerstaten Pensylvanien var det endog strængelig forbudt at føre Krig, men da det engelske Parlament henimod Slutningen af det attende Aarhundrede (fra 1770) paastod sin Ret til at beskatte de nordamerikanske Fristater, uden at der dog sad Nogen af deres Midte i Parlamentet, da gjorde Fristaterne Opstand under Anførsel af den ligesaa kloge og ædelmodige som frisindede Georg Washington, og da han søgte og fik kraftig Understøttelse hos Engellands Arvefiende Frankerig, saa nødtes Engelland til, efter at have bortødslet Penge og Menneskeblod i en haabløs Krig, (1783) at erkiende Fristaternes 698 Uafhængighed. »Frihed, Lighed og Broderskab,« som under Krigen havde været Løsenet i Nordamerika, det blev nu, med de hjemkomne franske Hjelpetropper, Løsenet i Frankerig, og allerede i det næste Aartidende (1790-1800) gienlød over Europa det forfærdelige Budskab fra Frankerig, at der var baade Christendommen og al Standsforskiel afskaffet, der herskede de Buxeløse (Sansculotterne) med Uhyret Robespierre i Spidsen, og der hyldede man aabenlyst en Skiøge som Fornuftens Gudinde.

Denne Frihed var nu vel ingenlunde Livets, men Dødens Frihed, men at den dog var af aandig Art, lærte man inden man vidste det: det gamle Roms Aand, med Ørne-Banneret, opsteg af de pontinske Moser, besatte Corsika og aabenbarede sig midt imellem Ny-Frankernes tusinde Ildsvælg i Skikkelse af Corsikaneren Napoleon Bonaparte.

Ja, det var aabenbar en ny Heltebane, Napoleon den Store indviede, og aabnede dermed igien vort Øie for Oldtidens og Middelalderens Storhed, der deels var nedmanet som et Æventyr, deels bandsat som et Galenskab; thi allerede ved sit første Kæmpeskridt, da Napoleon paa een Sommer (1796) indtog Italien og nødte Østerrig til at stikke Sværdet i Skeden, forbausede han sin Samtid, der kun var vant til at beundre Frederik den Enestes og Syvaarskrigens Storværk; og da saa (1798-1800) Napoleon gjorde Heltetoget til Ægypten, indtog i Forbigaaende Klippeøen, den selv af Tyrken uindtagelige Malta, jog Ægyptens Mamelukker ned forbi Pyramiderne ved Memphis og Cairo, og standsede først ved Karmel og Akre paa Nordgrændsen af det hellige Land, da følte Nutiden sig forynget til Beundring og Efterligning af Oldtidens og Middelalderens Bedrift, og kunde ei forstaae, hvorledes man nys saa grovelig havde kunnet miskiende Menneskeslægtens store Løbebane og Guddomskald til mageløst Storværk.

Da derfor, under Heltens Fraværelse paa sit Alexandertog, Republiken syntes at skulle bukke under for Ruslands vilde Horder, som nedtraadte det blomstrende Italien, da var det ingenlunde uventet, at Napoleon i Alexandrien indskibede sig med Cæsars Lykke, landede umødt af de engelske Krydsere, som bedækkede Havet, i Frankrig, greb Ørnebanneret, skiød, som den anden Hannibal, Gienvei over Alperne og vandt (1800) paa Marengos Sletter ei blot Italien men Lykkens Gunst tilbage.

I de tolv følgende Aar opnaaede Napoleon alt hvad han 699 eftertragtede, undtagen Overfarten til Engelland, og selv den vilde sikkert lykkedes ham, hvis han havde kunnet troe Dampskibets Opfinder, Nordamerikaneren Robert Fulton, som Skæbnen gav ham i Vold, og som med sin Opfindelse vilde kiøbt sin Frihed, men da hin Overfart, efter Forsynets Villie, ei maatte lykkes, saa fandt Napoleon sin Vantro uovervindelig.

Saaledes blev Napoleon ikke blot Keiser (1804), men var i Verdens Øine en alle Keiseres Keiser, som godt kunde fortjene at kaldes almægtig, thi han gjorde en af sine Brødre (Ludvig) til Konge i Holland, en Anden (Hieronymus) til Konge i Vestfalen, en Tredie (Joseph) til Konge i Spanien, og sin Svoger (Murat) til Konge i Neapel, hvorhos han fik En af sine Mar-skalker (Bernadotte) valgt til Kronprinds i Sverrig. Selv formørkede Napoleon sin glimrende Løbebane, da han ikke vilde unde den gamle Stormagt Spanien Ro i sin Grav, og da han, som selv havde nedmanet al kongelig og keiserlig Arveret, dog stræbte at gienføde den i sin Afkom, hvorfor han aabenlyst forskiød sin berømte Keiserinde Josephine, og ægtede den østerrigske Keiserdatter Marie Lovise, ved hvem han vel, alt 1810, fik en Søn, som han gav Titel af Kongen i Rom, men efterlod dog ikke engang den tomme Titel med Øen Elba.

Napoleon fik nemlig nu det forfløine Indfald, at han ligesaa trøstig maatte kunne holde Indtog i Petersborg og Moskau, som han havde holdt det i Rom, Wien og Berlin, og medens hans Marskalker blev slaaede i Spanien af Engelskmændene under Wellington, drog han dumdristig ind i Rusland (1812), og tog ei engang Veien til Petersborg men til Moskau, som han vel ogsaa naaede, men snart saae afbrændt af dens egne Indbyggere, saa han langtfra at finde Vinterleie der, over Hals og Hoved maatte trække sig tilbage og overraskedes da af en russisk Vinter, hvorunder hans Franskmænd faldt som Fluer, saa at længe før han naaede Veichselen, lignede hans Hjemtog en vild Flugt, saa Preussen og Tydskland maatte selv forbauses over, at de ikke standsede ham paa Halvveien, da han saagodt som ene giennemjagede dem, til han slap over Rhinen.

Allerede næste Foraar stod imidlertid den Frygtelige slagfærdig midt i Nordtydskland, og seirede med sin skiæggeløse Ungdom, men ved hver Seier svækkedes Napoleon saaledes, at han i Begyndelsen af 1814 maatte trække sig tilbage over Rhinen, og da han ikke vilde nøies med denne Flod og med Pyrenæerne til Grændse, forenede Wellington og Blücher sig i Hjertet af Frankerig, og jog Napoleon, som Hundene en Hare, lige til 700 Paris, hvor han da høitidelig nedlagde Regieringen og lovede at nøies med Keisernavnet, naar man vilde lade ham beholde sin gamle Garde til Livvagt, overlade ham den lille Ø Elba under Toskanas Kyst til fri Raadighed, og aarlig give ham de Millioner, han behøvede, til at hævde sin keiserlige Stilling og Værdighed. Bourbonerne kom nu igien i Besiddelse af den franske Throne, men Aaret efter (1815), da Aarpengene udeblev, landede Napoleon med en Haandfuld Veteraner i det sydlige Frankrig, og da den Krigshær, som, under Marskalk Ney, skikkedes imod ham, langt fra at ville bestride ham, gik over til ham, holdt han uden al Blodsudgydelse sit Indtog i Paris, og Bourbonerne turde ikke oppebie ham, men flygtede ilsomt til Ghent. Vel erklærede nu alle Europas Stormagter Napoleon for fredløs, men han holdt sig dog kiæk i Paris, og mødte Wellington og Blücher ved Vaterloo i Belgien, nær ved Bryssel, hvor der stod et blodigt Slag 1815 (15. Juni), hvori Napoleon dog omsider blev aldeles slaaet, saa at det var kun hundrede Dage, han mægtede at lægge til sine glimrende Keiseraar. Nu nedlagde Napoleon for Alvor Kronen og overgav sig til Engelskmændene, paa det Vilkaar, at han skulde beholde sin personlige Frihed; men langt fra at turde skænke ham denne, lod de ikke Napoleon slippe med et sædvanligt Varetægts-Fængsel, men lænkede ham til Klippeøen St. Helena i Atlanterhavet, hvad der i hans og Samtidens Øine var at giøre ham til Prometheus den Anden, smedet til Klippen, mens Griffen hakkede hans Lever. Her døde Napoleon af Leversyge 1821, men dog blev hans Been siden flyttede med Æren til Paris, hvor de nu hvile i Invalidehallen.

Det nittende Aarhundrede, eller Folkeligheden, Grækenland og Høinorden.

Vel sagde Europas Stormagter, at de efter Napoleons Fald vilde saavel i som udenfor Frankrig lægge Alt i de gamle Folder og udslette alle Spor af den franske Revolution, men ligesom dette aabenbar var umueligt, da gjort Gierning ei staaer til Ændring, saaledes viste Stormagterne ogsaa, at de gierne tog, hvad de kunde faae, om det end bar nok saa kiendelige Spor af Revolutionen; og ligesom man overlod Sverrig Norge, 701 fordi Bernadotte havde hjulpet til at styrte sin forrige Herre, saaledes lod man Preussen ustraffet plyndre Saxen og selv tilegne sig det Wittenberg, der var den saxisk-lutherske Christendoms Vugge.

Desuden var lige siden det ny Aarhundredes Begyndelse Folkelighedens Gyldenaar bebudet baade i Nord og Syd, i Nord nemlig ved Skiærtorsdags-Slaget i Kongedybet, mellem den engelske Sømagt under Nelson og de danske Blokskibe under gamle Danebrog, og i Syd ved Parga i Dødskampen mod Tyrkerne under Ali Pascha.

Danskerne, med den unge Villemoes, viste nemlig (1801), at de ei havde glemt, det var deres Forfædre, der fordum indtog Engeland, og Pargioterne beviste, de var ægte Frænder ad de gamle Hellener, som overlod Kserxes Athenen til Rov og Brand, mens de paa Koluri (Salamis) oppebiede Himlens Hevn; thi saaledes efterlod Pargioterne Tyrken kun tomme Huse og Gader i deres Stad, da de, med Asken af deres Fædres Been, flygtede til de joniske Øer, hvor de ogsaa snart blev Vidner til den store græske Opstand mod Tyrken, hvorved Heltene fra den trojanske Krig blev levende paany, især med Miaulis og Kanaris paa Havet, og hvori Stormagterne, trods deres tyrkiske Forkiærlighed, tog saa levende Deel, at det gamle Hellas blev et Kongerige, skiøndt, desværre, med en baiersk Prinds til Konge.

Det var i Napoleons Dødsaar (1821), at Grækerne gjorde Opstand, og skiøndt Bourbonerne stræbte at vinde Franskmændenes Beundring, baade ved at understøtte Nygrækerne, og ved (1830) at giøre et seirrigt Tog til Nord-Afrika, hvorved de ikke blot indtog Algier og befriede Europas Sømagter fra den vanærende Skat, de længe havde ydet de barbariske Sørøvere, men aabnede en smilende Udsigt til den Dag, da Middelhavet kunde blive en fransk Indsø, saa jog dog Franskmændene samme Aar Bourbonerne paa Døren, og Belgien greb Leiligheden til at afkaste det hollandske Aag, og hæve sig til et splinternyt Kongerige, uden Fortid eller Fremtid. Et ligedant Kongehuus var Ludvig Philips i Frankerig, som han selv baade stiftede (1830) og sluttede (1848).

Folkene som havde seet sig narrede op i deres aabne Øine af Stormagterne baade 1815 og 1830, syntes nu (1848) for Alvor at ville tage sig selv til Rette, men det lille Danmark var dog det eneste Rige, hvor Folkeaanden ved denne Leilighed blev sat i Frihed og begyndte et nyt Levnetsløb til at forklare det Gamle.

702

Da imidlertid Ludvig Napoleon, den Stores navnkundige Brodersøn, i hans Navn opkastede sig til Keiser i Frankrig (1852), da erklærede han ogsaa at ville frigiøre Italien lige til det adriatiske Hav; og skiøndt han heller ikke heri blev Frihedens Sag tro, saa kom han dog, ved sine Seire over Østerrigerne, til at forberede den Enevoldsmagt, som Kongen af Sardinien, Victor Emanuel, var lykkelig nok til at vinde selv over Neapel og Sicilien, saa det syntes virkelig, som en samlet italiensk Fristat, med Rom og Venedig, skulde vise Verden, om Opflammelsen under Garibaldi, som Folkehelten, var en aandelig Opstandelse eller kun et natligt Spøgeri. Det Sidste synes imidlertid rimeligst, da Frihedsbevægelsen begyndte med den samme Pave, Pio Nono, som siden har været dens arrigste Fiende, og da den samme Napoleon, der under den preussisk-østerrigske Krig (1866) hjalp Victor Emanuel til Venedig, 1867 med væbnet Haand forhindrede Garibaldi fra at tage Rom i Besiddelse. Denne Roms Indtagelse, som vel snart vil blive samtidig med Pio Nonos Død, menes nu vel paa begge Sider at skulle krone Værket, men Forventningerne vil dog sikkert skuffes, da Spliden er der saa ægte klassisk, at den vist aldrig forlader den evige Stad.

I Grækenland var man imidlertid bleven saa leed og kied ad den baierske Regiering, at man omsider landsforviste Kong Otto, og mod al Forventning (1862) valgte Prinds Georg af Danmark til Konge, ligesom mod al Forventning de joniske Øer, hvorpaa Storbritannien havde holdt utrolig fast, nu blev afstaaede til Grækenland, og derhos søgte Georg at befæste sig paa den vaklende Throne ved Gifterniaal med en russisk Prindsesse; men ingen af Delene vil forslaae til at skænke det ny Athen og Grækenland en ønskelig Fremtid, hvis ikke en aandelig Paavirkning fra Danmark og vort Høinorden kan vække Grækerfolket af den Dødssøvn, hvori det for femten Aarhundreder siden nedsank, da det, ved at sammenflikke sig en ny ugyldig Daabspagt, selv betog Gienfødelsens og Fornyelsens Bad den ny Livskraft, der ogsaa var dem skænket og givet ved den christne Tro og Daab, som ene kan opvække og oplive de henslumrede Folkeaander, der, som skrevet staaer, skiøndt de kaldes Guder, dog skulde døe og aflives som Mennesker.

At dette vil lykkes, dertil er, vel ikke paa Raadstuetrappen, men dog paa Kirkesvalen, Udsigt, ved Grækenlands udvortes men dog hjertelige Nærmelse til Danmark; thi under Aarhundredets Løb, og under mange haarde Prøvelser, ligefra det 703 engelske Røvertog 1807, der ved Ranet af Flaaden aldeles afvæbnede det lille Kongerige, til Skilsmissen fra Norge (1814), det slesvigholstenske Oprør (1848), og især den ulykkelige Krig, hvormed Stormagterne Preussen og Østerrig overfaldt den Afmægtige efter Frederik den Syvendes Død 1863, under alt dette har nemlig i Danmark udviklet og udbredt sig en saa kiæk og lys Betragtning af Menneskelivet i alle dets baade folkelige, kirkelige og videnskabelige Forhold, der i hele Christenheden kan og sikkert vil skænke alle Folkene et Gyldenaar, hvori Livsoplysningen fortrænger alle de boglige Lygtemænd og viser Verden, hvad Folkene er skabte og skikkede til.

Denne Selv-Aabenbarelse, hvorved, som skrevet staaer, Hjerternes Raad aabenbares, alt det timelige Mørke bliver lyst, og alt det Skjulte kommer for Dagen, en saadan Oplysning var umuelig, saalænge Lysets Børn tog de to store Vildfarelser for christelige Grundsandheder: at Menneskelivet ved Syndefaldet havde tabt al Lighed med Gudslivet, og at al christelig Oplysning havde sin Kilde i Bibelen. Førend vi derfor kunde blive klogere paa de guddommelige og menneskelige Ting end denne Verdens Børn, maatte vi først indrømme, at hidtil havde denne Verdens Børn været klogere i deres Kreds end Lysets Børn, og det holdt saa haardt, at man kun i det for sin Dumhed berygtede Danmark kunde finde sig deri. Først her fandt man det soleklart, at dersom der slet ingen Lighed var mellem Gud og Menneske, saa kunde Mennesket hverken lære at kiende Gud eller sig selv, og at den Oplysning, der skulde udspringe af en Bog, maatte være dødere end en Sild. Her derimod, hvor en Mand af Folket lige saa lidt som nogen Kvinde bryder sig om, at al Verden kalder ham dum, naar han kun føler sig glad og lykkelig, her maatte det i Slægtens Vidskabstid snart blive indlysende, at baade maae vi, for at kunne skifte Ord med Gud, have Ordet tilfælles med Ham, og derhos maatte Gud tiltale os paa vort Modersmaal, naar vi skulde kunne forstaae ham, og af disse Forudsætninger følger det med Nødvendighed, at der er en Lignelse af alt Guddommeligt hos os, og at Gudsordets Virksomhed paa os er afhængig af vort Modersmaals Bekvemhed til at udtrykke og forklare den evige Sandhed.

Det Folkefærd, som skulde være skabt og skikket hertil, maatte, som vore høinordiske Fædre, selv i deres Hedenskab stole paa et guddommeligt Forsyn, der styrede Tidens Løb til et evigt Gyldenaar, eller som Danskerne i deres Hedenskab, forgude Hjertet i sin aandelige Enkestand, men ingen af Delene 704 findes hos andre Hedninger, og derfor vil al Verdens Magt ikke kunne forhindre, hvad den almægtige Gud aabenbar har forberedt i vort Fæderneland og ingen andensteds paa Jorden.

Vel synes nemlig Danmark ved den voldsomme Løsrivelse fra Sønderjylland (1864) at være blevet saa lemlæstet, at en videre folkelig Fremgang maatte findes umuelig, og det efter Seiren over Østerrig ved Sadova (1866) lige saa overmodige som overlegne Preussen agter vist aldrig godvillig at opfylde Prager-Fredens Bestemmelse: at tilbagegive Danmark den Deel af Sønderjylland, som vil vedblive at være dansk; men hvor Han, som har al Magt i Himlen og paa Jorden, aabenbar har begyndt en stor og god Gierning, der fuldfører han den dog sikkert, saa det danske Folkehjerte seent men sødt i en gienfødt Fredegods-Tid skal nyde Livs-Oplysningens, Fredens og Frihedens Lykke og Glæde!