Grundtvig, N. F. S. Det nittende Aarhundrede, eller Folkeligheden, Grækenland og Høinorden.

Det nittende Aarhundrede, eller Folkeligheden, Grækenland og Høinorden.

Vel sagde Europas Stormagter, at de efter Napoleons Fald vilde saavel i som udenfor Frankrig lægge Alt i de gamle Folder og udslette alle Spor af den franske Revolution, men ligesom dette aabenbar var umueligt, da gjort Gierning ei staaer til Ændring, saaledes viste Stormagterne ogsaa, at de gierne tog, hvad de kunde faae, om det end bar nok saa kiendelige Spor af Revolutionen; og ligesom man overlod Sverrig Norge, 701 fordi Bernadotte havde hjulpet til at styrte sin forrige Herre, saaledes lod man Preussen ustraffet plyndre Saxen og selv tilegne sig det Wittenberg, der var den saxisk-lutherske Christendoms Vugge.

Desuden var lige siden det ny Aarhundredes Begyndelse Folkelighedens Gyldenaar bebudet baade i Nord og Syd, i Nord nemlig ved Skiærtorsdags-Slaget i Kongedybet, mellem den engelske Sømagt under Nelson og de danske Blokskibe under gamle Danebrog, og i Syd ved Parga i Dødskampen mod Tyrkerne under Ali Pascha.

Danskerne, med den unge Villemoes, viste nemlig (1801), at de ei havde glemt, det var deres Forfædre, der fordum indtog Engeland, og Pargioterne beviste, de var ægte Frænder ad de gamle Hellener, som overlod Kserxes Athenen til Rov og Brand, mens de paa Koluri (Salamis) oppebiede Himlens Hevn; thi saaledes efterlod Pargioterne Tyrken kun tomme Huse og Gader i deres Stad, da de, med Asken af deres Fædres Been, flygtede til de joniske Øer, hvor de ogsaa snart blev Vidner til den store græske Opstand mod Tyrken, hvorved Heltene fra den trojanske Krig blev levende paany, især med Miaulis og Kanaris paa Havet, og hvori Stormagterne, trods deres tyrkiske Forkiærlighed, tog saa levende Deel, at det gamle Hellas blev et Kongerige, skiøndt, desværre, med en baiersk Prinds til Konge.

Det var i Napoleons Dødsaar (1821), at Grækerne gjorde Opstand, og skiøndt Bourbonerne stræbte at vinde Franskmændenes Beundring, baade ved at understøtte Nygrækerne, og ved (1830) at giøre et seirrigt Tog til Nord-Afrika, hvorved de ikke blot indtog Algier og befriede Europas Sømagter fra den vanærende Skat, de længe havde ydet de barbariske Sørøvere, men aabnede en smilende Udsigt til den Dag, da Middelhavet kunde blive en fransk Indsø, saa jog dog Franskmændene samme Aar Bourbonerne paa Døren, og Belgien greb Leiligheden til at afkaste det hollandske Aag, og hæve sig til et splinternyt Kongerige, uden Fortid eller Fremtid. Et ligedant Kongehuus var Ludvig Philips i Frankerig, som han selv baade stiftede (1830) og sluttede (1848).

Folkene som havde seet sig narrede op i deres aabne Øine af Stormagterne baade 1815 og 1830, syntes nu (1848) for Alvor at ville tage sig selv til Rette, men det lille Danmark var dog det eneste Rige, hvor Folkeaanden ved denne Leilighed blev sat i Frihed og begyndte et nyt Levnetsløb til at forklare det Gamle.

702

Da imidlertid Ludvig Napoleon, den Stores navnkundige Brodersøn, i hans Navn opkastede sig til Keiser i Frankrig (1852), da erklærede han ogsaa at ville frigiøre Italien lige til det adriatiske Hav; og skiøndt han heller ikke heri blev Frihedens Sag tro, saa kom han dog, ved sine Seire over Østerrigerne, til at forberede den Enevoldsmagt, som Kongen af Sardinien, Victor Emanuel, var lykkelig nok til at vinde selv over Neapel og Sicilien, saa det syntes virkelig, som en samlet italiensk Fristat, med Rom og Venedig, skulde vise Verden, om Opflammelsen under Garibaldi, som Folkehelten, var en aandelig Opstandelse eller kun et natligt Spøgeri. Det Sidste synes imidlertid rimeligst, da Frihedsbevægelsen begyndte med den samme Pave, Pio Nono, som siden har været dens arrigste Fiende, og da den samme Napoleon, der under den preussisk-østerrigske Krig (1866) hjalp Victor Emanuel til Venedig, 1867 med væbnet Haand forhindrede Garibaldi fra at tage Rom i Besiddelse. Denne Roms Indtagelse, som vel snart vil blive samtidig med Pio Nonos Død, menes nu vel paa begge Sider at skulle krone Værket, men Forventningerne vil dog sikkert skuffes, da Spliden er der saa ægte klassisk, at den vist aldrig forlader den evige Stad.

I Grækenland var man imidlertid bleven saa leed og kied ad den baierske Regiering, at man omsider landsforviste Kong Otto, og mod al Forventning (1862) valgte Prinds Georg af Danmark til Konge, ligesom mod al Forventning de joniske Øer, hvorpaa Storbritannien havde holdt utrolig fast, nu blev afstaaede til Grækenland, og derhos søgte Georg at befæste sig paa den vaklende Throne ved Gifterniaal med en russisk Prindsesse; men ingen af Delene vil forslaae til at skænke det ny Athen og Grækenland en ønskelig Fremtid, hvis ikke en aandelig Paavirkning fra Danmark og vort Høinorden kan vække Grækerfolket af den Dødssøvn, hvori det for femten Aarhundreder siden nedsank, da det, ved at sammenflikke sig en ny ugyldig Daabspagt, selv betog Gienfødelsens og Fornyelsens Bad den ny Livskraft, der ogsaa var dem skænket og givet ved den christne Tro og Daab, som ene kan opvække og oplive de henslumrede Folkeaander, der, som skrevet staaer, skiøndt de kaldes Guder, dog skulde døe og aflives som Mennesker.

At dette vil lykkes, dertil er, vel ikke paa Raadstuetrappen, men dog paa Kirkesvalen, Udsigt, ved Grækenlands udvortes men dog hjertelige Nærmelse til Danmark; thi under Aarhundredets Løb, og under mange haarde Prøvelser, ligefra det 703 engelske Røvertog 1807, der ved Ranet af Flaaden aldeles afvæbnede det lille Kongerige, til Skilsmissen fra Norge (1814), det slesvigholstenske Oprør (1848), og især den ulykkelige Krig, hvormed Stormagterne Preussen og Østerrig overfaldt den Afmægtige efter Frederik den Syvendes Død 1863, under alt dette har nemlig i Danmark udviklet og udbredt sig en saa kiæk og lys Betragtning af Menneskelivet i alle dets baade folkelige, kirkelige og videnskabelige Forhold, der i hele Christenheden kan og sikkert vil skænke alle Folkene et Gyldenaar, hvori Livsoplysningen fortrænger alle de boglige Lygtemænd og viser Verden, hvad Folkene er skabte og skikkede til.

Denne Selv-Aabenbarelse, hvorved, som skrevet staaer, Hjerternes Raad aabenbares, alt det timelige Mørke bliver lyst, og alt det Skjulte kommer for Dagen, en saadan Oplysning var umuelig, saalænge Lysets Børn tog de to store Vildfarelser for christelige Grundsandheder: at Menneskelivet ved Syndefaldet havde tabt al Lighed med Gudslivet, og at al christelig Oplysning havde sin Kilde i Bibelen. Førend vi derfor kunde blive klogere paa de guddommelige og menneskelige Ting end denne Verdens Børn, maatte vi først indrømme, at hidtil havde denne Verdens Børn været klogere i deres Kreds end Lysets Børn, og det holdt saa haardt, at man kun i det for sin Dumhed berygtede Danmark kunde finde sig deri. Først her fandt man det soleklart, at dersom der slet ingen Lighed var mellem Gud og Menneske, saa kunde Mennesket hverken lære at kiende Gud eller sig selv, og at den Oplysning, der skulde udspringe af en Bog, maatte være dødere end en Sild. Her derimod, hvor en Mand af Folket lige saa lidt som nogen Kvinde bryder sig om, at al Verden kalder ham dum, naar han kun føler sig glad og lykkelig, her maatte det i Slægtens Vidskabstid snart blive indlysende, at baade maae vi, for at kunne skifte Ord med Gud, have Ordet tilfælles med Ham, og derhos maatte Gud tiltale os paa vort Modersmaal, naar vi skulde kunne forstaae ham, og af disse Forudsætninger følger det med Nødvendighed, at der er en Lignelse af alt Guddommeligt hos os, og at Gudsordets Virksomhed paa os er afhængig af vort Modersmaals Bekvemhed til at udtrykke og forklare den evige Sandhed.

Det Folkefærd, som skulde være skabt og skikket hertil, maatte, som vore høinordiske Fædre, selv i deres Hedenskab stole paa et guddommeligt Forsyn, der styrede Tidens Løb til et evigt Gyldenaar, eller som Danskerne i deres Hedenskab, forgude Hjertet i sin aandelige Enkestand, men ingen af Delene 704 findes hos andre Hedninger, og derfor vil al Verdens Magt ikke kunne forhindre, hvad den almægtige Gud aabenbar har forberedt i vort Fæderneland og ingen andensteds paa Jorden.

Vel synes nemlig Danmark ved den voldsomme Løsrivelse fra Sønderjylland (1864) at være blevet saa lemlæstet, at en videre folkelig Fremgang maatte findes umuelig, og det efter Seiren over Østerrig ved Sadova (1866) lige saa overmodige som overlegne Preussen agter vist aldrig godvillig at opfylde Prager-Fredens Bestemmelse: at tilbagegive Danmark den Deel af Sønderjylland, som vil vedblive at være dansk; men hvor Han, som har al Magt i Himlen og paa Jorden, aabenbar har begyndt en stor og god Gierning, der fuldfører han den dog sikkert, saa det danske Folkehjerte seent men sødt i en gienfødt Fredegods-Tid skal nyde Livs-Oplysningens, Fredens og Frihedens Lykke og Glæde!