✂

✂ TIL denne anden Deel af den store »Haandbog i Verdens-Historien, efter de bedste Kilder,« der udkom 1836 med Paategning: »Maa trykkes. C. Reiersen«, (uden Datering), er store Brudstykker af Forfatterens Manuskript imod Sædvane bevaret; og da det her gælder et af Grundtvigs Hovedværker, i visse Maader hans genialeste Skrift, maa det vel findes i sin Orden, at Udgiveren har benyttet Haandskriftet til at udstyre Teksten med et lidt større »kritisk Apparat«, end denne Udgave ellers byder.

✂ Foruden de afvigende Læsemaader i 2. Udgave fra 1862, som er tilsat i Klammer og Noter, vil man under Teksten finde bemærket, hvor den første trykte Udgave, som i det hele ligger til Grund for denne tredje, er uoverensstemmende med det Haandskrift, hvorefter den er trykt. Hvor et Ord i den trykte Tekst øjensynlig er indkommet ved en Fejllæsning af Manuskriptet, der er overset ved Korrekturlæsningen, er Haandskriftets Ord indsat i Steden uden videre Bemærkning. Men hvor der kan være Mulighed for, at Afvigelsen fra Manuskriptet skyldes Grundtvigs egen Rettelse ved Korrekturlæsningen, er Haandskriftets Tekst (H) anført i en Note.

✂ I det hele er disse Noter ikke saa mange, at de kan tænkes i væsentlig Grad at forstyrre de mange Læsere, som ingen Interesse har for slige smaa Varianter.

✂

Fortale.

✂ Middel-Alderens Historie efter de bedste Kilder maa vel kaldes et Værk, der bringes seent tilveie, saa naar denne Bog fører saa stor en Titel, da maa dens Forfatter enten være meget indbildsk eller giøre Regning paa billige Læsere, saa billige, at tage de end ikke den blotte Villie i Gierningens Sted, glemme de dog gierne hvad der fattes for hvad der findes. Men saa billige Læsere giør jeg ogsaa virkelig Regning paa, da det første Forsøg altid, videnskabelig talt, maa være Fuskeri, og kan desuagtet giøre meget Gavn, og er nærværende Arbeide ikke det første Forsøg paa, efter de bedste Kilder, at sammenkiæde hele Middel-Alderens Historie, saa er de Forrige dog udentvivl andre danske Læsere ligesaa ubekiendte som de er mig. Vist nok skal ved denne Leilighed Gibbon og Johannes Müller baade hæderlig og taknemmelig ihukommes, thi den Ene af dem har bidraget uberegnelig til at kiende og den Anden til at skatte Middel-Alderen, men Ingen af dem har dog prøvet paa med Flid at skille de Begivenheder, der havde kiendelig Indflydelse paa det Hele, fra dem der kun angik de enkelte Folke-Færd, og at sammenkiæde dem til en Middel-Alderens Verdens-Historie. Gibbons berømte Værk om Romer-Rigets Tæring og Helsot (the decline and fall of the Roman Empire) har imidlertid ved et Lykke-Træf, eller dog rettere ved Engelsk-Mandens gode Øie til det Store og skarpe Blik for det Virkelige, faaet mere Lighed end noget Andet mig bekiendt med en saadan Historie, thi ved at begynde med Trajan og ende med Konstantinopels Indtagelse, har han først truffet til at tage Middel-Alderen i sin rette Udstrækning, og ved at sammenfatte Dens Hovedstæder, Rom og Konstantinopel, vandt hans Frem-Stilling en Middel-Punkt, hvorom alle 535 Hoved-Begivenheder temmelig godt kunde samles. At han ikke benyttede denne Fordeel, men kastede de store Blokke ved Siden ad hinanden, som det kunde falde, kom nu vel mest af en vis Skiødesløshed og Mangel paa Smag, som falder Engelsk-Manden naturlig, men selv naar han havde ordnet bedst, vilde Bygningen dog baade blevet skiæv og ufuldstændig, fordi han miskiendte Christendommens velgiørende Virkninger og oversaae aldeles Nordens Vigtighed, saa han fandt aldrig de rette Aarsager til det Gode, men kun til det Onde.

✂ Hvad nu Valget og Anordningen i denne Haand-Bog angaaer, da har jeg stundom havt saa ondt ved at blive enig med mig selv, at det maatte synes et Vidunder, om jeg blev det med Alle, men i de fleste Tilfælde har jeg dog overbeviist mig om, det kan ei anderledes være, naar Begivenhederne selv skal hjemle sig deres Rang og forsvare deres Plads. Kun mod tre Ting kan der vel i denne Henseende giøres grundede Indvendinger og kun om To har jeg lige til Slutningen været tvivlraadig. Der kan nemlig vel, som jeg paa sit Sted har vedgaaet, reises temmelig stærke Indvendinger mod Islændernes Optagelse i Haand-Bogen, men selv om de skulde findes uigiendrivelige, var min dobbelte Partiskhed, baade som Nord-Bo og Historie-Skriver, alt for stærk til at det enten kunde nytte mig eller gavne Læseren at bekæmpe den, saa tvivlraadig har jeg kun været om Tydsker og Bøhmer, som, hvis de læste Bogen, bestemt vilde savne Endeel, de maaskee havde Ret til at finde.

✂ Om denne Udeladelse nu i Grunden kommer af et Horn, jeg har i Siden paa Tydskerne, og en vis Fornemhed, hvormed jeg seer de Slaviske Folk over Hovedet, det giver jeg Læseren at betænke, men beder ham troe mig paa mit Ord, at det i saa Fald er mig ubevidst, hvad han sagtens kan, da Bogen giver Exempler Nok paa, at jeg beskriver Meget, der kun er mig ilde tilpas.

✂ Hvad nu Tydskerne angaaer, da prøvede jeg paa at parre dem med Italienerne, som var det Selskab, de i Middel-Alderen syndes selv at vælge, men jeg fandt deres Kongers Forhold til Italien saa aldeles personligt, at jeg hverken kunde afvinde dette Forhold noget folkeligt Præg eller turde paatvinge det mindste Skin deraf. Skulde altsaa Tydskland, efter Otto den Stores Dage, tiltrække sig vor særdeles Opmærksomhed, maatte det være ved sine indvortes Anliggender, men disse var for mine Øine saa udstykkede, at Man ikke ved nogen Konst kunde faae Samling paa dem, og Kiven, som de 536 Tydske Konger yppede med fremmede Fyrster om »Rang og Titler«, syndes mig kun en Trætte om Keiserens Skiæg. Vist nok forberedtes der i Tydskland noget Stort giennem Middel-Alderen, men hverken var det af statshistorisk Natur, ikke heller skulde Man vel selv i Kirkens eller Skolens Historie have let ved at finde en Række af Kiends-Gierninger, der viiste Udviklingen, saa hvad vi derom veed, staaer udentvivl bedst i Indledningen til Tydsklands Historie i Nyaars-Tiden. Da jeg nu tillige fandt, at end ikke Albert Kranz havde vovet sig til en Tydsklands-Krønike i Middel-Alderen, opgav jeg ogsaa at giøre Forslag dertil, og maa nu lade den kyndige og upartiske Læser dømme, om min Tvivl-Raadighed desuagtet har reist sig af en ond Samvittighed i Grunden, eller blot af den historiske Frygt, vi Danskere har for at rage i Strid med saa strænge Herrer, som deTydske Recensenter har været. Glipper imidlertid alt Andet, faaer jeg trøste mig med, at større [historisk] Uret kan jeg umuelig have gjort Tydskland, end alle Ny-Tydske Historie-Skrivere har gjort mit Fæderne-Land.

✂ Hvad nu Bøhmerne skulde anke paa, maatte naturligviis være, at Hussiter-Krigen ei syndes mig vigtig nok til egenlig Omtale i Middel-Alderens Verdens-Historie, men Aarsagen^ hvi jeg ikke ved Slutningen af Kirke-Rigets og Kors-Togenes Historie berørde den, var netop min forudfattede protestantiske Mening om dens særegne Vigtighed, og da jeg dog ikke siden uden ved et halsbrækkende Spring kunde komme til den, blev den, kun mod min Villie, aldeles uberørt. Ved nu at tænke efter, syndes mig ogsaa, den kun var et Varsel for Religjons-Krigene i Nyaars-Tiden og berørdes altsaa bedst i Indledningen til deres Historie, men da det skulde være et underligt Mis-Greb af En selv, Man ei skulde finde en Undskyldning for, tør jeg her ikke stole paa mit [paa eget] Omdømme.

✂ Saameget om Udeladelserne, der for Resten, i Sammenligning med andre Haandbøgers Tragten efter Fuldstændighed, er saa mangfoldige, at de ei her kan opregnes end sige forsvares, og komme vi nu til Kilde-Valget og Kilde-Brugen, da er Opgaven netop i Middel-Alderens Historie1 saare vanskelig, og udkrævede, for ret at løses, enten endeel For-Arbeider, som end[-nu] fattes, eller langt flere Kundskaber og langt mere Tid og Flid, end Man kan vente af en enkelt Mand2, saa jeg kan blot sige, *1H. »Verdens-Historie«. *2H. »hos en Enkelt-Mand«. 537 at jeg har anvendt Alt hvad jeg havde og næsten mere Tid end jeg kunde paa at finde og benytte de bedste Kilder. Allerede i min Ungdom vedgik jeg, at en Verdens-Historiker egenlig skulde kunne alle Sprog og have læst alle Bøger, men forlangde ogsaa billigt Hensyn taget paa Umueligheden deraf, og paa Johannes Müllers Mis-Greb, der anvendte hele sin Tid paa Forberedelsen1, saa han fik ingen til Udførelsen2, og den Læse-Verden, der virkelig ønsker sig universalhistorisk [almeenhistorisk] Oplysning og Vidskab, maa naturligviis ønske, at vi heller, ved at give Udbyttet af vore ufuldendte Studier til Priis, udsætte os for endeel Irettesættelser, end at vi tage det med os i Graven. Hvad Man i denne Henseende kan fordre [kræve] af os, er kun, at vi skal være forholdsmæssig [-viis] dygtige til det store Værk, vi fuske paa, og ved aldrig at nævne andre Kilder, end dem vi virkelig har brugt, giøre det let baade for Venner og Fiender, baade for Misundere og Medhjelpere, at opdage vore Feil og Mangler, saa Hine i en Hast kan rettes og Disse afhjelpes. Naar belæste Folk for Resten her3 finde en Sag anderledes fortalt end ellers, da vil det sædvanlig komme deraf, at kun faa Skribenter har saa gode Historiske Bog-Samlinger til Tjeneste som vi Kiøbenhavnere, og at det er blevet en indgroet Uskik af ældre og nyere Beretninger selv at sammensætte en Fortælling, som ellers ingensteds findes, hvorimod jeg strængt har villet holde mig til den Efterretning, som Tid og Sted og Omstændigheder giør [giorde] troværdigst. Først paa denne Maade kan nemlig Kilde-Brugen blive til virkelig Nytte og Oplysning, medens Man kun skuffer baade sig selv og Læseren, ved vel at anføre de bedste og nærmeste Efterretninger, men dog i Fortællingen sammenblande dem med egne Giætninger eller med Udladelser af Andre, der, efter Omstændighederne, umuelig kan afhjemle deres Ændringer. Dette Uvæsen har imidlertid under Romer-Aaget taget saaledes Overhaand, at de Fleste mene, Man ikke blot med god Samvittighed kan, men skal og maa, til Oplysningens Fremme, rette eller beklippe og udfylde overtroiske eller barbariske Vidners Udsigende, enten efter eget Skiøn, eller dog efter Andres, der, om end langt borte fra Begivenheden, dog baade tænkde og skrev mere classisk. Selv Sismondi, den ædle Genfer af Pisansk Herkomst, der dog har mærket Uraad hos Classikernes Abekatte og lægger særdeles Vægt *1H. »Forberedelser«. *2H. »Udførelse«. *3H. »her ofte«. 538 paa Samtidighed og Nærværelse hos Hjemmels-Mændene, kan dog ikke bare sig for alt imellem at rette eller forbedre Malaspinis eller Villanis Efterretninger efter Machiavell, der et Par hundrede Aar senere gjorde Vind i Historien med hvad han stjal fra de Gamle.

✂ Med denne liden Fortale anbefaler jeg da mine Lands-Mænd et Arbeide, jeg længe har ønsket at see, men gruet for at røre med en Finger, og mine egne Forestillinger om Middel-Alderen har derved vundet saa meget i Sammenhæng, Bestemthed og Tydelighed, at hvem der kan lystes ved at læse Bogen, vist ikke vil fortryde det. At nu ogsaa ret Mange og især de Unge kunde læse den med Lyst, var vist nok mit Ønske og ved Værkets Begyndelse mit Haab, men saavidt jeg har kunnet mærke, er det dog ikke Tilfældet, og hvad Ungdommen angaaer, tager Bogen vel Skade for Hjem-Giæld, da jeg nok seer, Fortællingerne er sædvanlig for korte og Bemærkningerne for lange til at huge dem. Ældre Folk derimod, som ønske at ordne og benytte deres Historiske Kundskaber, burde vist ikke lade sig afskrække af Bemærkningerne, som de har Lov til at springe over, men trods al anden Uenighed give mig Ret i, at kun naar Man saaledes stræber at gaae til Bunds, og giør med Anstrængelse sit Bedste, vil vi i boglig som i enhver Henseende kunne udrette Noget, der er værdt at nævne, og bane Vei for Efterfølgerne.

✂ Saaledes tager jeg, indtil videre, Afskeed med min historiske Læser, thi for det Første kan jeg af mange Grunde ikke levere den Tredie Deel af Værket, der skulde omfatte Nyuaars-Tiden, saavidt vi har seet den, og om jeg nogensinde skal kunne det, synes tvivlsomt, thi saa stort et Offer, som jeg ved Middel-Alderens Historie har maattet bringe, hverken kan eller vil jeg bringe ved de senere Aarhundreders, der vist nok høilig kunde trænge til at blive drøftet og reengjort, men er os dog baade langt tydeligere og af mindre Vigtighed end de forrige fuldstændige Tids-Rums. Maatte jeg ellers uden Fortrydelse i denne Henseende raade mine Lands-Mænd Noget, da skulde de tage mig i Tjeneste som Historie-Skriver, mens jeg lever, og lokke mig til at være flittig, thi Rim-Smede seer dog ogsaa i Historien bedst1 hvad der virkelig er stort og smukt og hvad der rimer sig, det Ene med det Andet; men de er baade lidt flygtige og lidt magelige af Natur, saa der maa *1H. »bedst baade». 539 støde mange særdeles Omstændigheder sammen, og løbe meget Vand til Strande, før En af dem bekvemmer sig til det vedholdende og tit smaalige Arbeide, Verdens-Historien i vore Dage kræver, som blandt Andet er at gaae i Heste-Møllen med Plautus, ved at læse de mange kiedsomrnelige Bøger, hvori Latinerne og deres Efterlignere har ormstukket og mølædt, eller parteret og radbrækket den uskyldige Historie. Hos mig har nu engang Skjalden og Bog-Ormen svoret sig i Fostbroder-Lag, som »de Græske Tvillinger,« saa Skjalden maa, for Venskabs Skyld, tit slide Tiden i de Dødes Rige, og vil da gierne giøre hvad han kan til Danmarks Ære og Nordens Gavn, som en ordenlig Verdens-Historie med den deraf udspringende menneskelige Vidskab unægtelig vilde være; men kan mine Haand-Bøger kun med Nød og neppe komme ud, da bliver jeg rimeligviis i mine koldsindige Dage saa kied og leed ad Historie-Skrivningen, at jeg for Alvor smider Pennen og lærer mig til at giøre Svovel-Stikker, som intet Hoved-Brudd koste mig, men som Folk sætte Priis paa. See, om der da i Morgen igien opstaaer en Skriver, hælvten Skiald og hælvten Bog-Orm, der, efterat have giennemgaaet en saadan Skiærs-Ild, som jeg, vil tage fat, hvor jeg slap, og skrive de Haand-Bøger i Nyaars-Tidens, i Nordens, i Kirkens, i Poesiens og saavidt mueligt, i hele Literaturens Historie, som jeg har længe havt i Hovedet, og turde endnu faae Tid til at føre i Pennen, see, det er et stort Spørgsmaal, hvorpaa Man ikke skulde lade det komme an, blandt Andet, fordi jeg da ikke blev et opmuntrende, men et afskrækkende Exempel. Jeg veed jo nok, at Mange ansee min gammeldags Tro for en slem Over-Tro, der burde udryddes, men, alt Andet fraregnet, maa Man jo dog, som fornuftige Folk, indsee, at hvad der ikke med Magt lod sig giøre i forrige Tider, da Man i Almindelighed var anderledes kraftig og virksom, lader sig mindre giøre nu, saa AH hvad der nu skal lykkes, maa skee med List og [med] Læmpe. Da jeg derfor nu er blevet billig eller dog klog nok til at unde hvad jeg kalder Vantro hos Andre ligesaa frit Spille-Rum, som hvad Andre kalde Over-Tro hos mig, bør Man jo for sin egen Skyld af al Magt fremme mine Bestræbelser, med Mund og Pen, for Folkelighed, Moders-Maal og vedenshistorisk Oplysning om Menneske-Livet, thi det er Noget, vi kan Allesammen have godt af, og trænge Allesammen til, for at handle klogelig og virke heldig for hvilketsomhelst andet Maal og Øiemed. Vedblev Man derfor 540 at hindre istedenfor at fremme denne min ikke blot uskyldige men fra alle Sider høistønskelige Virksomhed, da var det blot fordi Man virkelig elskede Døden og Afmagten og Taabeligheden høiere end Livet og Kraften og Vidskaben, og hvad Følgen deraf maatte blive, har vi1 dog vel Allesammen Oplysning Nok til at foradsee.

✂ September 1836.

*1H. »har vi nu«.

✂

Indhold.

• Middel-Alderen
• Christenheden og Romer-Riget
• Folke-Vandringen og Nørre-Leden
• Hunner og Gother
• Byzantiner og Araber
• Franker og Longobarder
• Sachser og Angel-Sachser
• anskere og Nordmænd
• Normanner og Islændere
• Kirke-Riget og Kors-Togene
• Engelsk-Mænd og Fransk-Mænd
• Italien og Konstantinopel.

✂

Middel-Alderen.

✂ Menneske-Slægtens Levnets-Løb, som ved Over-Gangen til Middel-Alderen kræver en egen Opmærksomhed, ansees af Mange for et tomt Hjerne-Spind, og forudsætter en os saa ubegribelig Forbindelse og Sammenhæng mellem vore Forfædre og Efterkommere, igiennem os, at selv hvor Troen derpaa har vedligeholdt sig, finder den sig dog for det Meste saa beleiret af Tvivl, at den trænger til hurtig Undsætning1. Ingen Støtte kan nu vel være kraftigere end Universal-Historien [Almeen-Historien]2 selv, der bevidner3 dette Levnets-Løb, men vi giøre dog vel i at afvæbne en heel Hær af Indvendinger med den simple [jævne] Bemærkning, at »Menneske-Slægtens Levnets-Løb« er kun et uegenligt, billedligt Udtryk for hvad Man ellers maatte kalde Menneske-Naturens gradvise Udvikling til Klarhed over sig selv; thi vel forudsætter en Saadan samme, os endnu ubegribelige, Forbindelse mellem de hinanden afløsende Slægter, men Udtrykket behager os, og det er en langt større Understøttelse for en vaklende Tro, end Man sædvanlig beregner. Herved mindes vi desuden om, at det os Ubegribelige hænger paa det Nøieste sammen med alle Menneske-Naturens [Menneskekiønnets]4 Fortrin for Dyrene [de Umælende], som det ikke blot er en vanskelig Sag at nægte, men for Mennesket en betænkelig Sag at fraskrive sig, og endelig er det en stor Trøst ved alle ubegribelige Ting kun at tænke sig dem saaledes indtil videre, da vi ikke blot kan5 finde os i, men føle en egen Fornøielse ved, at noget Stort, tilsyneladende Ubegribeligt, en Tidlang spænder vor *1H. »at den trænger til alle de Støtter, den kan faae«. *2 Saaledes ogsaa ændret i det følgende i 2. Udg. *3H. »beskriver«. *4 I det følgende sætter 2. Udg. i Steden for »Menneske-Naturen« enten »Menneskekiønnet«, »Menneskearten« eller »Menneskelivet«. *5 »kan» mangler i H.542 Nysgierrighed til det Høieste, naar vi kun tør haabe at faae den tilfredsstillet, uden at Storheden derved formindskes. Nu er det unægtelig en stor Idee [Tanke], at tænke sig Menneske-Naturen giennem Aar-Tusinder i uafbrudt Virksomhed, ikke blot for, som Dyre-Naturen [Dyrearten], med Guddommens Hjelp, trods Døden i det Enkelte, at vedligeholde Livet i det Hele, men for tillige at naae et tilsvarende stort Maal, hvortil enhver Tids-Alder og enhver Slægt har bidraget Sit, og hvorved alle Tiders Mennesker, som have havt det i Sigte, kan og skal forenede glæde sig, hvad jo vil være Tilfældet, dersom Menneske-Naturen engang bliver klar over sig selv i alle sine Forhold, og bliver sig derved Guddoms-Kraft bevidst til at opvække sine Døde, og i alle sine Skikkelser føre et evigt, saligt Liv. Tanken er nu vist nok dristig, men at der dog er en Menneske-Aand, som kan fatte den og arbeide paa dens Udførelse, det er en Kiends-Gierning, som jeg allerede tilstrækkelig beviser ved at skrive derom, og Læseren ved at fatte min Mening; thi begge Dele forudsætte aabenbar ikke alene at der har været saadan en Menneske-Aand til, men at der er saa endnu, siden vi staae i levende Forbindelse med den.

✂ Om nu denne Tanke blot er en Grille af Menneske-Aanden, eller en velgrandet Formodning, den har om sin Natur [Art] og Bestemmelse, det er vistnok et stort Spørgsniaal, men ogsaa meget for stort til at Enkelt-Manden paa fri Haand kan afgiøre det; thi da det angaaer Menneske-Naturen i det Hele, saa angaaer det den aabenbar kun i det Enkelte, forsaavidt det Enkelte tager Deel i det Hele, og det var dog vel intet Under, om Menneske-Naturen, ved Brug af alle sine Kræfter giennem Aartusinder, kom i det Hele langt videre, end den, med saare indskrænkede Kræfter giennem mindre end et Aarhundrede, kommer i det Enkelte hos En af os. Om den store Tanke holder Stik, er altsaa ingenlunde et privat [eget] Spørgsmaal for Hver især, men et almindeligt for hele Menneske-Slægten, som kun Universal-Historien kan gyldig besvare. Det Eneste Enkelt-Manden, blot ved Kundskab1 til Menneske-Naturen i sig selv og sin nærmeste Omgivelse, fornuftigviis kan sige herom, er, at da Menneske-Naturen i det Hele kun er virksom giennem lutter Enkelte, saa maa dens Virksomhed, hvorvidt den saa end gaaer, dog altid ligne Menneske-Livet i det Enkelte og speile sig deri. Dette er imidlertid en langt større *1H. »Kiendskab«. 543 Oplysning end det ved første Øiekast synes, thi vi behøve nu ikke at kiende Stort til Menneske-Livet i forrige Tider, for strax at kunne skiønne, at der virkelig fra Slægt til Slægt finder en Forandring Sted, der ligner den, vi spore hos os selv og alle Enkelt-Mænd mellem Vuggen og Graven. Dette maa nemlig blive klarere, jo længere Tiden rykker frem, og det er derfor ikke [ingenlunde] noget Nyt at sammenligne Tids-Aldrene i Verdens-Historien med Omskiftelserne i Enkelt-Mandens Liv: de ældste Tider nemlig med vor Barndom og Ungdom, Middel-Alderen med vore Manddoms-Aar, og den nyere Tid med Alderdommen; kun er Sammenligningen sædvanlig betragtet som et blot poetisk Spil [kun som en Vittighed], der ei kunde giøre mindste Krav paa videnskabelig Gyldighed. Da vi imidlertid Alle ere enige om, at Oplysningen i de sidste Tider kiendelig er steget, saa vi i mange Henseender er klogere end vore Fædre, saa indseer Man let, at enten maa Menneske-Naturen i det Hele have udviklet sig i samme Orden, som i det Enkelte, eller den maatte have udviklet sig i en Anden, da det er klart, at stille, som Dyre-Naturen [Dyrelivet], har den ikke staaet, hvor den ene Slægt blev klogere end den Anden. Kan derfor Menneske-Naturen, som kun er virksom giennem lutter Enkelte, umuelig udvikle sig efter andre Love, end den i alle de Enkelte følger, saa kan vi forud være visse paa, saa langt tilbage som Menneske-Historien gaaer, at spore en aandelig Udvikling af vor Natur [Art] i det Store, der paa det Nøieste svarer til den, vi i det Smaa kan erfare hos os selv.

✂ Med Rette tale vi derfor om et stort Levnets-Løb af Menneske-Slægten igiennem Aartusinder, da vi giennem Jødernes og de Christnes Skrifter kan stave os saalangt tilbage, og udfinde, hvilket Tidsrum det er, de gamle Græker og Romere har beskrevet, og har nu mangen Enkelt-Mands aandelige Levnets-Løb paa Jorden endt sig med den saligste Vished om Udødelighed, da er det neppe for dristig en Formodning, at Menneske-Livet i Slægten vil slutte med en herlig Triumph [Seier] over Døden! Da denne imidlertid maa udvikle sig giennem Menneske-Naturens Forstand paa sig selv i sin Heelhed, saa see vi her paa een Gang Historiens Vigtighed og Videnskabelighedens høie Bestemmelse, trøstes derved lettelig over hvad Alderdoms-Skrøbelighed, der, tilligemed Forstanden [Oplysningen], maatte være indtraadt i vor Tids-Alder, og advares kraftig mod enhver Miskiendelse af det Menneskelige under nogensomhelst Skikkelse, hvorved vi aabenbar kun 544 fordunkle vor Indsigt, forsinke, og, saavidt det staaer til os, forspilde Menneske-Naturens Triumph [Seier].

✂ Naar vi nu fra dette Stade betragte Old-Tidens Historie, da har det ingen Nød, vi deri skulde miskiende Billedet af Slægtens phantasirige [aandfulde], men ogsaa lettroende, letsindige, viltre og balstyrige Ungdom, men vel staae vi ved Old-Tidens ulyksalige Slutning megen Fare for at miskiende Guddoms-Præget i Menneske-Naturen. Den slutter nemlig med et Verdens-Rige, hvis herskende Folk ei kiender noget mere Guddommeligt end at undertvinge og undertrykke alle Andre, og dog er dette Røver-Folk med Rette blevet herskende, da baade Ebræer og Græker og alle de andre Folk, vi ved dem har lært at kiende, aabenbar ødelagde sig selv, og frembragde en Forvirring, hvorunder et ordenligt Tyranni blev et nødven-

✂ digt Onde.

✂ Heraf synes nemlig at følge, at hvordan det end har sig i det Enkelte, er Mennesket dog i det Hele bedst tient med at blive ved Jorden, og betragte sig selv som et fornuftigt Dyr, da der enten ingen Guder er til, eller de misunde og knuse Menneske-Naturen, hvor den vover at ligne dem og eftertragte Deel i deres Frihed og Udødelighed. Vi skal imidlertid betænke, at hvad der er galt for alle de Enkelte, umuelig kan være godt for

✂ det Hele, og at Indlemmelsen af hele den dannede Verden i Romer-Riget er ingenlunde en Fortsættelse, men en voldsom Forkortelse af Slægtens Levnets-Løb, ligesom naar en Unger-Svend, for gientagne Forbrydelser, dømmes til evigt Slaveri, og har hverken Kræfter, Mod eller Frihed [Rum] til mandig Virksomhed, men gaaer som unaturlig Olding kun Graven og Fortvivlelsen imøde. Herved stadfæstes nemlig den Ebraiske Anskuelse af Mennesket, som skabt i Guds Billede til Udødelighed, men forført og faldet i Barndommen, uddrevet af sit Paradis, og dømt som en Synder til Døde; thi deraf kan vi paa den mest fyldestgjørende Maade forklare os hele Slægtens Ungdoms-Liv, saavel i de mange Folke-Færd, der udgik fra Guds Ansigt [Aasyn], opgav Udødeligheden, slog Øinene til Jorden og nedgravede sig med Flid i den, som hos de Faa, der vel bevarede Mindet om deres høie Byrd og Lysten til Livets Krone, men smigrede sig dog med falske Indbildninger, og tilsatte Kræfterne i vilde Udsvævelser, til de faldt i Bøddelens Hænder, som, trods al sin Lumpenhed, dog i dette Stykke var den Guddommelige Retfærdigheds Tjener, og havde, mens 545 han udførde den Almægtiges Domme, nødvendig Lykken med sig.

✂ Nu gjaldt det altsaa: om den Ebraiske Anskuelse af Guddommen vilde stadfæste sig ligesaa godt som den af Mennesket, og det lod sig forudsee, den vilde; thi den Strid, hvori Jødernes Folke-Liv giennem hele dets Blomster-Tid laae med deres egne Propheters Anskuelse, beviiste noksom, at den var ikke efter deres Hjerte, saa, var den sand, var den ogsaa guddommelig. Man maatte altsaa vente, at Guddommens Naade og Miskundhed vilde aabenbare sig ligesaa klart i Slægtens Levnets-Løb, som Retfærdigheden, og at der efter Døden ved Faldet vilde times en Opreisning til Livet, saa Folkene, udfriede fra Mørkets Magt, oversattes i Guds elskelige Søns Rige. Dette havde nemlig de Ebraiske Propheter spaaet under mangfoldige Vendinger, og En af de Sidste, Daniel, havde udtrykkelig sagt at i »Jern-Rigets« Dage vilde Himlens Gud stifte et evigt Rige, for hvilket alle Andre skulde falde.

✂ Det er derfor ganske i sin Orden, at »Verdens Frelser« fødes under August, og at Himmeriges Rige kommer tilsyne midt i Helvedes-Riget under Nero, just da den store Skarp-Retter, ved Jerusalems Forstyrrelse, fuldender sit Værk, og maa nu, da alle Misdæderne er henrettede, bruge Øxen til de Uskyldige, for aabenbar at forbryde det Liv, han, ved hyklet Iver for »Retfærdigheden«, hidtil har fristet.

✂ Med Christus-Riget, dette Særsyn paa den store Skue-Plads, der, med hele Verden i Sigte, udvikler en forbausende Kraft, hermed1 begynder aabenbar en ny Tids-Alder i Slægtens Levnets-Løb, og naar den skal svare til Afvexlingen i Enkelt-Mandens Liv, maa det være Slægtens Hjerte-Tid, thi efter Ungdommens Flygtighed følger hos os Alle, som end har Kraft tilbage, en vis Adstadighed, da vi sætte os fast i Et eller Andet, som har vundet vort Hjerte, det være nu en Idee [Tankegang], en Kvinde-Favn, en egen Syssel, eller hvad det vil, og kæmpe for dette vort »Liv-Stykke« til det Yderste. At nu ogsaa de første Christne satte sig fast i deres Tro og kæmpede for den til det Yderste, uden at bryde sig om, det var den visse Død, det veed Man nok2; men, ved at betænke os et Øieblik, skal vi finde, det var Tilfældet med alle Slags Folk, som gjorde Opsigt i Middel-Alderen: med Araber og *1H » dermed «. *2 »nok« findes ikke i H. 546 Tyrker, saavelsom med Paver og Munke, Riddere, Konstnere og Gildes-Brødre, immer var det enten en egen Tro, en vis bestemt Virksomhed, eller en fix Idee [nagelfast Tanke], som havde vundet deres Hjerte og hvorom hele deres Liv dreiede sig. Naar vi derfor vil lade Middel-Alderen, og hvad der virkede i den, videnskabelig vederfares Ret, da maae vi aldrig glemme, det var »Følelsens Tid«, der ligesaalidt kan undværes som »Indbildnings-Kraftens eller Forstandens«, naar et menneskeligt Levnets-Løb skal være fuldstændigt, og dernæst maae vi gribe i vor egen Barm, for at lære, hvorledes Følelsen, naar den er de andre Sjæle-Kræfter overlegen, gestalter [afrunder] Menneske-Livet. Da vil det aldrig falde os ind, enten at Middel-Alderen skulde være feilfri, eller at dens Billede er mindre elskværdigt, fordi den havde andre baade Feil og Fortrin end Old-Tid og Nu-Tid; men vi vil blive opmærksomme paa, at ligesaavel som der gives en aandløs Følelse, der7 naar den bliver herskende, fornedrer Mennesket til Dyrene, saaledes gives der ogsaa en aandløs Phantasi [Indbildning] og Forstand, der, naar de blive herskende, gjør netop det Samme, og at det navnlig er en saadan »aandløs Forstand«, der i den nyere Tid har miskiendt og nedsat Middel-Alderen, og under Navn af »Sandselighed« erklæret alt Aandeligt i sin hjertelige Skikkelse for aandløst. Hvor denne aandløse, af sit eget Intet opblæste, Forstand er blevet enevældig, nytter det nu vist nok ligesaa lidt, som hvor den dyriske Følelse hersker, at tale Aandens Sag, men dog er det let at bevise ethvert fornuftigt Menneske, at, da alle vore Konster og Handværker stamme fra Middel-Alderen, kunde vi ikke ønske den borte, og hvor Forstandens aandelige Retning kun er blevet skiæv ved den Brøst, Menneske-Naturen har under alle Former, der vil det sikkert hielpe at betragte Middel-Alderen med stadigt Hensyn paa »Kvinden«, som ikke tilfældigviis, men ganske nødvendig i den spiller en Hoved-Rolle. Kvinden er nemlig som vi alle veed, den menneskelige Følelse i egen Person, og minder hun os end for tit i Livet om den første Kvinde i Paradis, er hun dog ogsaa alle Dage et ligesaa veltalende som gyldigt Vidne om, at Menneske-Aanden ingenlunde er indskrænket til Phantasiens og Forstandens Former, men har netop i Følelsen sin yndigste og mest levende, skiøndt vist nok tillige sin skrøbeligste, Natur-Skikkelse paa Jorden. Indbildnings-Kraften ligner nemlig en Fugl, der kun ved at dale kommer til at berøre Jorden, 547 medens Følelsen ligner en Blomst, rodfast i Jorden, der kun i Duften kan hæve sig til Himlen; men des beundringsværdigere er den Middel-Alder, Menneske-Slægten ved Hjelp af Christendommen fik, og især den ægte »christne Kvinde«, hvor vi i Livet er saa lykkelige at møde hende, thi der er Duften blevet til Nattergal-Slag, og Blomsten slaaer kun Rødder i Jorden med den dybe Følelse, at Himmel og Jord er i Slægt, og skal fyldes af en og samme Herlighed !

✂ Hvad der nu især skulde hindre Forstanden fra at miskiende Middel-Alderens aandige Præg, det er det Samme, som skal hindre enhver »Moders Søn« fra at miskiende det Dybe hos Kvinden, der, naar det fyldes af Kraften fra det Høie, er det mest Himmelske paa Jorden, altsaa »Moder-Forholdet«, hvori Følelsen staaer til Forstanden, ligesom Kvinden til os alle, paa den gamle Adam nær, der paa en Maade var1 Fader baade til Moder og os, ligesom Phantasien paa en besynderlig Maade gestalter [danner) Følelsen og ægter den. Men derfor er ogsaa Forstanden, skiøndt eensdan 2 [eensartet] hos os alle, i Grunden ligesaa forskiellig, som den mest dyriske Følelse er fra den Aandeligste, og den Svageste fra den Stærkeste, og da dog Forstanden altid, hvor den kommer til Bevidsthed, befinder sig i en Slags Fjeder-Ham eller Fugle-Skabning, vil den altid vurdere Følelsen efter den Følelse, hvoraf den selv er udsprunget, ligesom vi alle naturlig betragte »Kvinden« som vi betragte vor Moder.

✂ Anvende vi nu dette paa vort Forhold til Middel-Alderen, da see vi strax, det er umueligt, at Araberen og Tyrken, hvis Moder, i det Store som i det Smaa, var En af hans Faders Slavinder, kan betragte Middel-Alderen saaledes som En af os christnede Europæer, hvis Moder var hans Faders tro Ægte-Fælle, og for hvis Vugge der blev sunget: vel er Manden ikke af Kvinden, men Kvinden af Manden, men dog er der ligesaa lidt Mand uden Kvinde, som Kvinde uden Mand i Herren; thi ligesom Kvinden er af Manden, saa er Manden ved Kvinden og Alt af Gud!

✂ Uagtet vi derfor ingenlunde maae oversee, at selv paa Araber og Tyrker virkede den Ebraiske Anskuelse og den Christelige Forklaring, er det dog indlysende, at »Christenheden« indslutter den egenlige Skue-Plads for Menneske-Livet i Middel-Alderen, saa dens Forhold til sine aabenbare *1 H. »er«. *2H. »formel den Samme«. 548 Fiender: Hedninger, og Mahomedaner, bliver ligesaavel Sjælen i Statens, som Christendommens Forhold til Overtro og Vantro i Kirkens Historie. Derfor begynder Middel-Alderens Stats-Historie med Christenbeden i Romer-Riget, og slutter med Konstantinopeis Fald og Granadas Indtagelse, ligesom Middel-Alderens Kirke-Historie begynder med Christendomrnens Opkomst, og gaaer til Reformationen, og som Skole-Historien begynder med den Christne Lære-Stand og det Ny Testamente, og faaer sit andet Tids-Rum ved Bogtrykker-Konsten og den derved betingede universelle Skribent-Virksomhed 1.

✂ Først naar vi saaledes skarpt adskille det Uforligelige 2, som det i Følelsens Tid adskildte sig selv, og atter samle det Eensartede, som det ligeledes i Forestillingen om Christus-Riget samlede sig selv, først da faae vi en rigtig Forestilling om Slægtens Middel-Alder, og lære at vurdere Følelsens Forhold til det Øvrige i Mennesket, hverken blot efter dens Himmelske Fylde i den ældste Christenhed, eller efter dens aandige Kraftløshed og dyriske Nedrighed i det udartede Pavedom, men efter h e l e sin store Virksomhed giennem femten Aarhundreder. Fra dette Stade indsee vi ogsaa let, at den Papistiske Grille at ville vedligeholde Middel-Alderen eller føre den tilbage, og det Rationalistiske Uvæsen, som protesterer mod Middel-Alderen, vilde, om det var mueligt, udslette den af Slægtens Levnets-Løb, og fnyser over enhver Begeistring for den, at de er lige aandløse, skiøndt ingenlunde lige oprørende. De forholde sig nemlig til hinanden, som Jøderne efter Jerusalems Forstyrrelse til Tyrannerne paa Roms Throne; thi af en naturlig, skiøndt sygelig Følsomhed holdt Hine fast paa Skyggen af den forsvundne Phantasi-Verden, medens disse i unaturlig Hovmod stræbde at udslette hvert levende Spor af den og giøre sig selv til de eneste Guder. Uagtet vi derfor ligesaa alvorlig maae protestere imod virkelig at gaae tilbage til Middel-Alderen, som mod at gaae i vor Moder igien, da Livet, som er os kiærest [nærmest], derved nødvendig gik i Løbet, saa er dog den historisk-poetiske Tilbage-Gang til Middel-Alderen, med virkelig Begeistring for den3, os endnu mere uundværlig end det levende Minde af vor kiødelige Moder; thi det gaaer med *1 2. Udg. »den derved betingede Almue-Skole og Almeen-Oplysning. *2H. »Ueensartede«. *3 2. Udg. »det historisk-poetiske Tilbageblik paa Middelalderen med tindrende Øine. 549 alt Aandeligt, som med Guddommen, der maa elskes for at kiendes og forstaaes, og det er den videnskabelige Menneske-Slægt ligesaa nødvendigt at kiende og forstaae sin Middel-Alder, som det er Enhver af os nødvendigt at være sig sit forrige Liv bevidst, naar vi sømmelig skal fortsætte og fuldende det.

✂ Herom skulde man da tænke, der i Christenheden ei kunde være uden een videnskabelig Mening; thi vel maatte Skilsmissen i det Sextende Aarhundrede mellem dem der forstandig vilde fortsætte Menneske-Livet, og dem der vilde standse det, en Tidlang forblinde begge Partier for det rette Forhold mellem Middel-Alderen og Forstands-Tiden; men havde deres Følelse i Grunden sammensmeltet1, vilde de dog efterhaanden paa begge Sider opdaget deres Feiitagelse og mødtes paa Halv-Veien. Men ligesom Kirke-Historien lærer os, at der var stor Forskiel paa, hvad Apostlerne, og hvad Mange af St. Peders Efterfølgere kaldte Christendom, saaledes lærer Stats-Historien os, at der var ikke mindre Forskiel paa de Folk, der giennem Middel-Alderen indlemmedes i Christenfaeden, og at Maaderne, det skedte paa, var tit af det Slags, at de, aandig talt, var den ligesaa nær og maaskee nærmere før Daaben end efter den. Det giælder derfor i det Hele, som i det Enkelte, at hvor alvorlig end Christendommen helliger Ægteskabet, saa fødtes der dog mange uægte Børn i Christenheden, især siden Troen blev en tvungen Sag, og det bør aldrig undre os, at de, hvis Mødre sympathiserede langt meer2 med Araber og Tyrker end med de første Christne, ogsaa, skiøndt de blev oplærte i Christenhedens mageløse Skole, kom til at betragte baade Kvinden og Middel-Alderen, Christendommen og hele Aandens Verden med Tyrkiske Øine. Vi maae overalt, fra det Øieblik Christendommen blev, som man siger, »ophøiet«, men som det bør hedde »fornedret« til »Stats-Religjon« i Romer-Riget, huske, at der, naar man skal tale Hjerte-Sproget, findes kun en skjult Christenhed i Verden, saa hvad der siden yttrer sig i den Kreds, der fører3 det store Navn, baade giennem Middel-Alderen og den nyere Tid, maa nødvendig bære kiendeligt Præg af de christnede Folkefærds naturlige [hedenske] Hjerte-Lag, længe før det ved Reformationen kom til en aabenbar kirkelig Skilsmisse. Ligesaalidt derfor som Nutiden er eens i Syden og Norden, ligesaalidt var Middel-Alderen det; thi vel udvandrede, *1H. »været eensartet«. *2 2. Udg. »deelte langl mere Følelse«. *3H. »bærer«. 550 saavidt vi kan skiønne, alle Nybyggerne fra Tydsklamd og Norden, men deels har Tydsken og Nordboen 1 aldrig hjertelig gjort Eet, og deels viste netop Udvandringerne hen paa en hjertelig Forskiel mellem de Udvandrede2 og de Kværsiddende, som Historien klarlig lægger for Dagen, med den Kiends-Gierning, at Angel-Sachserne var de eneste Udflyttere, inden Romer-Rigets Grændser, som nogenlunde holdt fast paa deres Moders-Maal.

✂ Dette er nemlig Grunden til det Barbari og den almindelige Forvirring, der hersker fra Konstantin til Karl den Stores Tid; thi da er den første Christenhed opløst i Romer-Riget; hvad Kraft der i den gamle Verden endnu findes, er Barbarisk; Gother og Franker lade sig romanisere i Gallien, Spanien og Italien; og Angel-Sachserne lade sig først christne i det Syvende Aarhundrede, saa hermed begynder først den ny Folke-Verden at gestalte sig, hvor Følelsen er naturlig dyb og kraftig nok til at holde paa Moders-Maalet, og til3 derigiennem hjertelig at tilegne sig den Ebraiske Anskuelse og Saameget af Christendommen, som lader sig forene med [rumme i] Folke-Naturen.

✂ Her see vi nemlig Knuden i Middel-Alderens Historie, som Man hidtil forgiæves har stræbt at løse, men som dog unægtelig har Krav paa vor spændte Opmærksomhed, thi hvorledes Forsynet bar sig ad med at skabe en ny Folke-Verden, der vedligeholdt aandig Forbindelse med den Gamle, og var skikket til en Forstands-Udvikling af Old-Tidens høieste Anskuelse, skikket til en Videnskabelighed, hvorigiennem Syunerne forklare sig selv, dette Mester-Stykke af Guddoms-Konst, der aabenbar giennem Middel-Alderen, som den store Konst-Tid, er lykkedes, det maa jo Universal-Historien, naar den skal svare til sit Navn, beskrive.

✂ Den sædvanlige Maade, hvorpaa Man oplyser dette »Middel-Alderens Mørke«, synes vel at være meget simpel, i det Man fortæller os, at da Græsken blev giemt i Konstantinopel, og Latinen paa en Maade i hele Vestens Kirker og Klostere, saa hændte det sig lykkeligviis, at Man i det Fjortende og Femtende Aarhundrede gav sig til at læse de Latinske Classiker, og da det nu tillige traf sig saa vel, at Tyrkerne tog Konstantinopel, og endeel Græker flygtede til Italien, *1H. »Tydsker og Nordboer«. *2H. »Udvandrende«. *3 »til« mgl. i H. 551 saa kom ogsaa de Græske Classiker for en Dag, hvoraf da den nyere Videnskabelighed, ved den Aands-Frihed, Reformationen gav, naturlig udviklede sig. Men havde Tingen været saa simpel, vilde den samme Videnskabelighed dog formodenlig udviklet sig endnu langt bedre og naturligere i Romer-Riget, mellem Augustus og Augustulus, da Man forstod meget bedre baade Latin og Græsk end Philologerne enten i det Femtende eller det Syttende Aarhundrede, og Man havde Guds-Gaver af den Aands-Frihed, der hører til at læse og skrive hvad Man vil om gamle Sager og ny Opdagelser. Rimeligviis maa altsaa Folkene i Romer-Riget enten manglet Lyst eller Kraft til at giøre de videnskabelige Kæmpe-Skridt, saa Middel-Alderen blev nødvendig, om aldrig for andet, saa dog for at befolke Studere-Kamrene med en bedre Stamme, og at den Bedste nu ikke kom til Italien, hvor Man historisk lod det beroe med at beundre hvad allerede var gjort, følger af sig selv, saa det bliver fra alle Sider Hoved-Sagen, hvorledes Tydskland og Norden, Reformationens Hjemstavn og den ny Videnskabeligheds Sæde, kom i Forbindelse med den Classiske Old-Tid. Selv fra det laveste Catheder burde Man da have seet, at der i Tydskland og Norden maae have slumret aandelige Kæmpe-Kræfter, der trængde til Christendommen og til Middel-Alderen, for at vaagne og udvikle sig til de videnskabelige Kæmpe-Skridt; men oplyse Sammenhængen kunde Man rigtignok ikke, selv med en Johannes Müllers Falke-Syn, uden at kiende den Nordiske Literatur fra Middel-Alderen, som Angel-Sachser og Islændere frembragde; thi først den kan lære os, at de Nordiske Folk selv i deres Hedenskab havde aandige Forestillinger om Menneske-Livet, og følde en brændende Begiærlighed efter at kiende og afbilde det i alle sine Retninger 1. Denne Literatur oplyser nemlig ikke blot den Nordiske Middel-Alder fra det Ottende til det Fjortende Aarhundrede, men den viser os Folk med egne sindrige Myther og med et ganske eiendommelig historisk-poetisk Præg, af hvis Kirker og Skoler Latinen umuelig ret længe kunde fortrænge Moders-Maalet, som ikke blot var i Folke-Munde, men ogsaa ført til Bogs, og hvis Forstand, naar den modnedes, nødvendig maatte opfatte baade Christendommen, Middel-Alderen og hele Menneske-Livet ganske anderledes end Blandings-Folkene af Romerske Ruiner og Romaniserede Brud-Slykker fra Tydskland og Norden.

*1 2. Udg. »afbilde hele dets Levnetsløb«. 552

✂ Middel-Alderens Dunkelhed, elier, om Man vil, Ægyptiske Mørke, reiser sig da ingenlunde af, at Folk da, fremfor nut elskede Mørket mere end Lyset, men fornemmelig deraf, at Man har villet oplyse den med en tom Lygte, saa Mørket sad meget meer i Øinene end det laae i Tiden; thi at Lyset i Følelses-Tiden har det samme dunkle Farve-Skiær, som det altid har for Hjertet og hos Kvinden, kan aldrig undre oplyste Folk, at det kun er i Krogene, ædle Folk kunde have Lyst til at bygge og boe, viser blot, at vi har den samme Menneske-Slægt for os,, som i Old-Tiden kun forslog til at befolke eet Jødeland og halvandet Grækenland, og at vi endnu savne Oplysning om Adskilligt af Vigtighed, er ene og alene vore Latinske Skole-Mesteres Skyld, der enten indbildte os, at Middel-Alderen var det ikke værd at befatte sig med, eller indskiød os dog en dyb Ringe-Agt for de Kilder, der ikke i det Mindste var paa slet Latin. Det Sidste har nemlig gjort, at det Islandske Saga-Bibliothek saa seent kom for Lyset, at Angel-Sachsernes samlede Digte endnu med deres Postill er vente paa Udgivelse*), og at ventelig Noget af det Bedste fra Middel-Alderen endnu ligger begravet ensteds i en Papir-Mødding eller i en Afkrog.

✂ Dog, hvad der er meer end alle Bøger savne vi rigtig nok endnu til ret at forstaae Middel-Alderen, og det er Grækernes Hjelp, ligesom vi savne Jødernes til at forstaae Old-Tiden; men derfor er disse to Folk heller ikke saaledes udslettede, som Romerne, men vil træde til i betimelig Tid. Det kan vel synes paradox [urimeligt], at Grækerne, der kom sovende giennem Middel-Alderen, skal forklare os den; men saa vist, som Middel-Alderen er Slægtens Hjerte-Tid, saa vist er ogsaa Grækerne dens aandigste Hjerte-Folk, som, efter den oprindelige Naturens Orden, skulde ført an i Middel-Alderen, og maa altsaa kunne lære at forstaae den saa godt som deres egen Natur. Derfor blev Græsken det Ny Testamentes hellige Sprog, og derfor har Grækerne selv i deres sovende Tilstand havt langt mere Indflydelse paa Middel-Alderen, end Man sædvanlig troer; thi Nordboernes Krigs-Tjeneste i Maglegaard giennem det Ellevte og Tolvte Aarhundrede, altsaa netop i Islands Blomster-Tid, maa Man ingenlunde forvexle med de gamle Barbarers i Rom. Ogsaa fra denne Side skal vi derfor indsee vor Trang i Vid-skabs-Tiden til en levende Forbindelse med Ny-Grækerne, **) Siden 1836 er herpaa raadet Bod [2. Udg.] 553 hvem vi maae hjelpe til at indhente det Forsømte, for at de igien kan hjelpe os til at forstaae det Forbigangne; thi skiøndt vi Nordboer, ved Christendommens Hjelp, og med lidt Tilstød giennem Væringerne, slap taalelig giennem Middel-Alderen, var det dog egenlig ikke vor Høvdings-Time, og de sidste tre Aarhundreders Historie viser, at vi fortog os i Middel-Alderen, og kunde paa et hængende Haar kommet til at gaae sovende giennem Vidskabs-Tiden. Det lader sig nemlig ikke dølge, at vi, lige siden Reformationen, saa vidt som mueligt, har gaaet i Tydskernes Lede-Baand, saa de havde endog nær Ir^st os fra, ved Hjelp af Islænderne, at opfriske Mindet om vor egen Middel-Alder. Det fandt vi imidlertid dog, gik for vidt, og siden vi fandt baade Mod og Kraft til en grundig Protest mod det videnskabelige Tyranni, tør vi vel ogsaa fmde?I hvad vi behøve til videnskabelige Frem-Skridt i Nordisk, som netop er »Universal-Historisk« Retning. Ligesaalidt som Tydskerne kiøs os fra Edda og Heimskringla, ligesaalidt skal enten Tyrken eller Paven kyse os fra Middel-Alderen, da blandt Andet Heimskringia lærer os, Man kunde heroppe med Liv og Sjæl være inde i Middel-Alderen og skildre den deilig fra Top til Taa, uden enten at kysse Pavens Tøffel, snakke Kloster-Latin eller troe paa tossede Legender.

✂ Dog, hvorvidt vi tør gaae, som hvorvidt vi kan komme, maa Tiden vise, og vi skal vist nok ikke rose os af vore Frem-Skridt, saalænge de kun staae paa Papiret, medens Latinen hersker i vor Skole, og vi forgiæves lede om de gamle Skjaldes og Saga-Præsters Eftermænd, hvis krydrede Tale skal være Ungdommens, som Honning-Dugg Biernes Føde. Naar vi derfor beskrive de svundne Tider, som de ved et Underværk synes at hæve sig for os fra mølædte Blade, da er det ei, fordi vi indbilde os, Bøger kan oplade Øine, som før [netop] faldt sammen over dem [Pennen], end sige da indgyde det Mod og den Kraft, de livløse Stakler selv saa øiensynlig fattes, men det er, fordi vi selv er levende Beviser paa, at Saga hører i Norden til de Udødelige, der vel enstund af Harme over døve Øren kan holde Tand for Tunge, men mister dog aldrig Mælet, glemmer ei heller hvortil det duer, og løfter aldrig saasnart den levende Røst, før Odin kommer og tømmer daglig Guld-Kalken med hende i Gynge-Salen, givende Syn for Sagn: at Nordens Aand giør altid Kæmpe-Skridt!

✂

Christenheden og Romer-Riget.

✂ Hvor Christendommen betragtes som en Stats-Sag, er det følgeligt, at Man ogsaa i Stats-Historien begynder en ny Tids-Alder med Christi Fødsel; men naar Man seer, det kun i Middel-Alderens Dunkelhed kunde falde Folk ind saa grovelig at forvexle Kirke og Stat og Forholdet til Himlen med det til Jorden, da har det store Mis-Greb sædvanlig til Følge, at Man ogsaa bliver blind for den historisk virkelige Forbindelse, der er mellem Christendommen og alle den ny Verdens Borger-Samfund. Derfor er det nu almindeligt i Stats-Historie n knap at nævne den Christus, hvis Fødsel Man dog regner efter, men deristeden at opregne alle Roms Tyranner fra Augustus til Augustulus, som om Slaverlet under dem endnu bestandig var Et af Old-Tidens Borger-Samfund, der først opløstes ved det Vestlige Riges Undergang, og gav Plads for et lovløst Barbari. At Man herved reent glemmer det Østlige Romer-Rige, der dog alle Dage var ligesaa godt et Borger-Samfund som det Vestlige, og burde altsaa trolig følges til Konstantinopels Indtagelse, uden at ændse Barbariet, det er latterligt nok, og lader sig neppe forklare uden deraf, at vore Skoler var Latinske, ikke Græske; men Hoved-Feilen er dog den, at Man derved paa den ene Side sønderriver og forvirrer Middel-Alderens Stats-Historie, og paa den Anden forvexler Borger-Samfund med Slaveri, og at en saadan Feiltagelse hos de Lærde maa i Vidskabs-Tiden have sørgelige Følger for Staten [Livet], indseer Man let.

✂ Først maae vi derfor huske, at der i Rom aldrig havde været Andet end en »Røver-Stat,« thi det var jo der1 ikke Borgere, forbundne til fredelige Sysler og fælles Forsvar end sige til noget høiere Øiemed, men Krigs-Folk, der slog dem [sig] sammen, for at drive Røver-Handværket med mere Sikkerhed og Eftertryk, leve paa Naboernes Bekostning og lade Tiden vise, hvorvidt de kunde udstrække deres Erobringer. Paa dette Stats-Øiemed var aabenbar alle Indretninger beregnede, saa selv Stats-Religjonen skulde udvide sig med Riget, ved at optage alle undertvungne Folks Guder, og her var da ingen Folke-Aand tænkelig, uden Man saaledes vil kalde den fælles Drift og Evne til at giøre alle de Opoffrelser og *1H. »her«. 555 underkaste sig alle de Indskrænkninger, Røver-Anslaget paa hele Verden for at lykkes maatte kræve. Kun fra dette lave, vi maae vel sige nedrige, Stade kan vi øine Noget, der ligner et Borgerligt Selskab i Rom, og derom vilde følgelig i Stats-Historien ei blevet mere Tale end om Røver-Staterne i Barbariet, hvis det ei var lykkedes Rom efterhaanden at undertvinge hele den dannede Verden. Da det imidlertid var skeet og alle Old-Tidens Stater forvandlede til Romerske Provindser, da veed vi, at selv Romerne havde ondt ved, efter de saakaldte Borger-Krige, at finde Noget, der i deres Øine lignede en Stat, fordi Alle var een Mands Slaver. Vilde Man nu end sige, at saalænge Rom raadte for Keiser-Valget, var Keiser-Tyranniet 1 ogsaa En af de Byrder, Romer-Aanden drev sit Folk til at bære, for evig at nyde det herlige Røver-Liv, hele Verdens Besiddelse skiænkede dem, saa bortfalder dog ogsaa dette med det Juliske Huus, thi da Krigs-Hærene i Provindserne tog sig den Frihed at vælge Keisere, tabde Rom sig aldeles i det store Slaveri, der var Dets Kæmpe-Værk. Her afrunder sig ogsaa det Hele, thi skiøndt Jødernes Borgerlige Selvstændighed alt længe ei havde havt stort mere at betyde end den Frihed, Romerne skiænkede Grækerne og Andre, saa var Jerusalems Forstyrrelse dog endnu en vigtig Stats-Begivenhed, og den samme Vespasian, som derved vandt sin Navnkundighed, tilintetgjorde ogsaa den Skygge af Frihed, der end hist og her var tilbage, ved at erklære alle Lande for Romerske Provindser.

✂ Her maatte altsaa Stats-Historien sluttet [sluttes], dersom den ikke ved et Vidunder var blevet fortsat, thi da Riget udgjorde hele den dannede Verden, som laae magtesløs iTyranniets Lænker, var der slet ingen Udsigt til bedre Tider. Ingen Keisers Personlighed kunde skabe dem, thi Jøder og Græker var ligesaa uduelige som Romerne til at giøre deres Fædres Gierninger, og udenfra var ingen Hjelp at faae, thi der var kun raa Folke-Færd, som, naar de bemægtigede sig Riget, i det Høieste, som Mogolerne i China, kunde tilegne sig den Dannelse, de forefandt, og vedligeholde den i Slaveriet indførte Orden2.

✂ Men netop i Neros sidste Dage kommer der i Rom og trindt i Riget et nyskabt Folk for Lyset, hvorimod3 Alt hvad der sætter en Ære i at hedde Romersk træder i Kamp, og taber *1H. »Enevolds-Magten«. *2H »den indførde Orden i Slaveriet«. *3H. »hvormed«. 556 giennem tre Aarhundreder bestandig Slaget; dette Folk kan vi, trods alle Blandinger, spore lige til vore Dage, som Byg-Mestere af en heel Række nye Stater, og de maae da nødvendig tiltrække sig vor hele Opmærksomhed, saa vi kun ændse Rom og dets Keisere for »de Christnes« Skyld. Hvor dette Folk kom fra, hvad Det fra Begyndelsen førde i sit Skjold, hvordan Det midt i Romer-Riget hævdede sin Selvstændighed, og siden ligesom tabde sig i den ny Folke-Verden, Det gav Navn og Dannelse, er da1 statshistoriske Spørgsmaal af den høieste Vigtighed for hvem der tager Deel i det høiere Menneske-Liv, hvad Tro han saa end ellers bekiender sig til.

✂ For nu, saa godt som Kilderne tillade, at besvare disse Spørgsmaal, der angaae intet mindre end vor aandelige Sammenhæng med Old-Tidens dannede Verden, begynde vi vel bedst med Romeren Tacitus, som i Anledning af Jerusalems Forstyrrelse melder, at der fattedes ikke paa frygtelige Forvarsler, saasom Krigs-Hære i Luften, Ild i Skyerne, Bulder i Templet og en Røst fra Helligdommen »nu drage Guderne bort;« men at Jøderne af en ugudelig Overtro holdt det for usømmeligt at forsone sig med Himmelen, medens Mængden trøstede sig med, der stod skrevet i Præsternes gamle Bøger, at Øster-Leden paa denne Tid skal blive mægtig og Folk fra Jødeland komme til Regieringen, thi det faldt dem aldrig ind at Spaadommen gjaldt Vespasian og Titus*). Da nu samme Tacitus, i Anledning af Neros Raseri mod »de Christne«, fortæller os, at disse bar Navn efter en vis Christus, som Pontius Pilatus korsfæstede i Jødeland under Tibers Regiering**), saa vilde selv Romerne ikke kunne fortænke os, som kiende Følgerne, i at vi heller anvende Spaadommen paa de Christne end paa Vespasian og Titus, hvis Regiering kun var kort og ubetydelig mod det lille Christen-Folks, der paa samme Tid udgik fra Jødeland. Her faae vi da paa eengang det umistænkeligste Vidnesbyrd, vi kan ønske os, baade for de Christnes Jødiske Herkomst og for Tilværelsen af Ebraiske Spaadomme, som Jerusalems Forstyrrelse nøder os til at overføre paa dem, og dermed lade vi Romeren fare, for af de Christnes Hellige Skrift at faae nærmere Oplysning om begge Dele.

✂ Under Keiser Augustus, læse vi der, mens Herodes den **) Taciti Historieb. V. 13. ***) Taoiti Aarbøger. XV. 44. *1H. »det er«. 557 store Blod-Hund endnu sad paa Thronen i Jerusalem, kom der nogle Stjerne-Kigere tilbyes fra Øster-Leden og spurgde efter den nyfødte Jødernes Konge, hvis Lykke-Stjerne de havde seet paa Himlen. Ved denne Efter-Spørgsel kom hele Jerusalem i Bevægelse, og Herodes, som hugede ilde til, sammenkaldte alle de Skriftkloge, for at høre, hvor Christus (Messias), den store af Propheterne bebudede Jøde-Konge, skulde fødes? De Skrift-Kloge svarede, at efter Propheten Michas Spaadom skulde den store »Folke-Hyrde« fødes i Bethlehem, Davids By, og derhen sendte nu Herodes Stjerne-Kigerne, med den Aftale, at de skulde komme til Jerusalem igien og melde om de havde fundet Barne-Kongen, for at ogsaa han kunde hylde Christus i Svøbet. Der blev imidlertid intet af, thi da Stjerne-Kigerne havde fundet ham de søgde, i Jesus, Marias Søn, og offret ham Guld, Virak og Myrrha, afskrækkedes de ved en Drøm fra at komme til Jerusalem og reiste en anden Vei hjem, og da Herodes mærkede, hans List mislykkedes, brugde han Vold og lod myrde alle smaa Børn under to Aar i Bethlehem og dens Omegn. Jesus undgik imidlertid Døden, thi hans Pieie-Fader, Tømmermanden Joseph, var alt i Forveien, efter et Drømme-Syn, flygtet med ham og Maria til Ægypten, hvor han blev til Herodes var død. Siden opslog Joseph sin Bopæl i den lille By Nazareth i Galilæa, hvor Jesus blev opfødt, uden at Man veed synderlig meer om ham, før han var tredive Aar; men da, i Keiser Tibers femtende Begierings-Aar, blev han paa een Gang navnkundig ved sin Daab i Jordans Flod. Her stod nemlig i de samme Dage hans Frænde Johannes, en Søn af Præsten Zacharias, ved Færge-Stæderne og gjorde stor Opsigt, thi han førde Ordet, fyrig i Aanden, ligesom En af de gamle Propheter, straffede Synd og Ugudelighed uden Persons Anseelse, og forsikkrede bestemt, at nu kom Christus, den store Konge, at oprette Himmeriges Rige paa Jorden, som der var spaaet, saa hvem der vilde vinde Borgerskab i det, maatte nu strax bekiende sine Synder og lade sig døbe i Jordan. Der strømmede Folk til Johannes i Tusind-Tal, ikke blot fra Landet men ogsaa fra Hovedstaden, og omsider skikkede Geistligheden og de Lærde i Jerusalem et høitideligt Gesandtskab til ham med det Spørgsmaal: om han ikke selv var Christus; men dertil svarede han reentud Nei, og vidnede: jeg er kun »Røsten i Ørken« udsendt for Herrens Ansigt at bane ham Vei, men har staaer midt iblandt eder, »den Ubekiendte«, hvis Sko-Baand jeg ikke er værdig at 558 løse, jeg døber med Vand, men han med den Hellig-Aand! Derefter skedte det en Dag, at Jesns kom til Jordan og forlangde at døbes af Johannes og nødte sig paa ham, skiøndt han svarede: hvad vil du hos mig, jeg kunde bedre behøve at døbes af dig, og saa snart Jesus var døbt og steg op af Floden, da aabnede Himlen sig for Døberens Øine, den Hellig-Aand neddalede i Due-Skikkelse over Jesus, og det lød fra Himlen: denne er min elskelige Søn, i hvem Jeg Snder Velbehag. Fra denne Dag af udraabde Johannes Jesus for Christus, Guds Søn, og Verdens Frelser, stillede sig selv i Skygge, og endte snart sine Dage, fængslet og halshugget af Kong Herodes den Yngre, hvem han lydelig havde lastet for Ægteskabs-Brudd.

✂ Efterat Jesus var døbt, kom den onde Aand og fristede ham, tilbydende ham hele »Verdens-Riget,« med al dets Herlighed, blot for et Knæ-Fald, men Jesus sagde: pak dig, Satan ! thi der staaer skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene Ham alene, og nu begyndte Jesus at vandre om i Landet, og viste sig i alle Maader, som den omspaaede Christus, i hvis Dage Blinde skulde see, Døde høre, Halte gaae, Spedalske renses, Døde staae op og Fattig-Folk spørge gode Tidender. I sine Taler, der vare ligesaa mageløse som hans Jærtegn, skildrede han det Himmerig paa Jorden, der nu stiftedes, som et Frihedens, Lighedens og Broderskabets Rige, hvori den Ypperste bestandig skulde være Alles Tjener, ligesom han selv, skiøndt Herre født, tog en Tjeners Skikkelse paa sig; og Enigheden, der skulde finde Sted mellem Borgerne indbyrdes, saavelsom med Kongen, skildrede han i de stærkeste Udtryk som den fuldkomne, aandelige Eenhed, Kiærligheden skaber. Naar derfor Mængden vilde udraabe ham til Konge paa verdslig Viis, da undveeg han, og først da det endelig syndes, som hans Disciple forstod ham, holdt han sit Indtog i Jerusalem, som den omspaaede Folke-Hyrde af Davids Æt, uden at der hos hans jublende Følge var mindste Tegn til verdslige Forventninger. Hermed sluttedes imidlertid Jesu Prophetiske Bane, thi Præsterne og de Skrift-Kloge havde længe tragtet ham efter Livet, neppe fordi hans Tale om sin guddommelige Eenhed med den Himmelske Fader virkelig stødte dem, men fordi han bestandig nedrev dem, og det tit i Folkets Paahør, som Øien-Skalke og blinde Veiledere, der kun søgde deres egen Ære og timelige Fordeel, og som aandelige Røvere, der havde ranet Kundskabs-Nøgelen og brugde den kun til at lukke dem ude, der vilde indgaae i Helligdommen, og disse hans 559 uforsonlige Fiender havde nu den Glæde, at En af hans egne Apostler, Judas Iskarioth, forraadte ham til dem uden Larm? hvorpaa de strax dømde ham fra Livet som en selvgjort Guds Søn, og overgav ham til den Romerske Lands-Høvding Pontius Pilatus, for at faae ham korsfæstet. Herved mødte nu vel den Vanskelighed, at Pilatus, som vidste godt hvad Præsterne skadte, og vilde nødig forgribe sig paa den vidunderlige Mand, forlangde Beviis for en Brøde, som Romer-Retten satte Døds-Straf paa, men da Præsterne fik Mængden til at larme og høirøstet forlange hans Korsfæstelse, da gik Pilatus dog paa Forlig med sin Samvittighed, saa han dømde, at Folket skulde faae sin Villie, men vaskede sine Hænder for deres Øine og sagde: jeg har ingen Deel i den Retfærdiges Blod, det blive eders Sag! Ja, skreg Mængden, hans Blod komme over os og vore Børn, og fulgde ham saa til Galge-Bakken (Golgatha), hvor han blev korsfæstet mellem to Røvere, med den Over-Skrift paa Ebraisk, Græsk og Latin: Nazaræeren Jesus, Jødernes Konge; Noget, Præsterne vel stødte sig over og bad Pilatus forandre, men dertil svarede han blot: hvad jeg skrev, det skrev jeg! De Romerske Strids-Mænd deelde nu den Korsfæstedes Klæder imellem sig og kastede Lodd om hans vævede Kappe, medens Præsterne og de Lærde kappedes med Pøbelen om at spotte ham, sigende: han har hjulpet Andre og kan ikke hjelpe sig selv; er han Israels Konge, da stige han nu ned ad Korset, saa vil vi troe det; lad Gud nu redde ham, om han har Lyst, thi han sagde jo, han var Guds Søn; men derimod sagde den Ene af Røverne til ham: Herre! naar du kommer i dit Rige, da tænk paa mig, og Jesus svarede: sandelig, sandelig, siger jeg dig, idag skal du være med mig i Paradis! Da nu desuden Himlen sortnede og Jorden skjalv, og Jesus døde rolig med de Ord: Fader! i din Haand befaler jeg min Aand; saa gjorde det et besynderligt Indtryk paa alle Tilskuerne, Mængden slog sig for Brystet og sneg sig bort, og den Romerske Høvedsmand sagde: det var sikkert en retfærdig Mand, ja; det var en Guds Søn!

✂ Saaledes døde da Jesus paa Korset som en Misdæder, men fik dog en hæderlig Begravelse, thi En af de Jødiske Raads-Herrer, ved Navn Joseph fra Arimathia, en rig Mand, som hemmelig bar Venskab for ham, fik Lov af Pilatus til at tage hans Legeme ned og jorde det prægtig i et nærliggende Grav-Sted, han havde ladet udhugge til sig selv i en Klippe. Da imidlertid Jesus havde sagt offenlig, at Tredie-Dagen efter sin 560 Død vilde han staae op igien, fandt hans mægtige Fiender det raadeligst at forebygge de farlige Rygter, deraf kunde opstaae, ved at sætte deres Seigl for Lukke-Stenen og stille en Romersk Vagt, som de fik af Pilatus, omkring Graven, og saaledes stod Sagerne tredie Dags Morgen, som var Paaske-Søndag, men da foer i Dag-Brækningen en Engel ned fra Himmelen som et Lyn, væltede Stenen fra Graven og satte sig paa den, medens Vagten daanede og Jesus stod op. Rygtet derom søgde Præsterne og de Lærde vel at kvæle i Fødselen ved at bestikke Vagten, saa de tog dem Skylden paa og sagde, at mens de sov paa deres Post, var det lykkedes den Korsfæstedes Discipler at stjæle hans Lig, men Disciplerne, som vidste sig fri, hørde alt om Morgenen med Forbauselse den store Tidende af nogle Veninder, der kom til Graven, just som Vagten flygtede, og traf Engle der, som bevidnede Opstandelsen, og samme Dags Aften indfandt Jesus sig pludselig midt iblandt sine Discipler, som var forsamlede inden lukte Dørre af Frygt for Jøderne. Saaledes lod Jesus sig i Løbet af fyrretive Dage tilsyne for dem, og overbeviste de Tvivlende om sin virkelige Opstandelse med »Kiød og Been«, ved at spise og drikke, lade dem føle paa sig og vise dem baade Nagle-Gabene fra Korsfæstelsen og Aabningen i hans Side, som en Romersk Strids-Mand gjorde med sit Spyd, for at see, om han var rigtig død, og for Resten dreiede hans Tale sig deels om de Messianske Spaadomme, hvis Opfyldelse paa sig han klarlig viiste Disciplerne, og deels om »Christus-Riget«, som nu skulde oprettes. Blandt sine Discipler havde han lige fra Begyndelsen udvalgt Tolv til Apostler (fuldmægtige Sendebud), hvoraf dog den Ene forradte ham, og »de Elleve«, med tre Galilæiske Fiskere, Simon Peder og Zebedæi-Sønnerne, Johannes og Jakob, i Spidsen, var det da især, han efter sin Opstandelse omgikkes og oplyste, og i deres Paasyn foer han til Himmels, saa en Sky tog ham bort fra deres Øine, efterat han havde lyst sin Velsignelse over dem og sagt: gaaer ud i al Verden, underviser alle Folk og døber dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands 1, og lærer dem at holde alle de Anordninger i Hævd, som jeg har givet eder, og see, jeg er med eder alle Dage til Verdens Ende! De blev imidlertid endnu en Tidlang staaende og stirrede efter den Opfarne, indtil der kom to Mænd i Straale-Dragt og sagde til dem: hvi staae I Galilæer her, og stirre paa Himlen; denne Jesus, som er optaget, han kommer igien *1 2. Udg. »i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn«, 561 ligesom I saae ham opfare; men saa [da] tilbad Apostierne den Himmel-Farne og vendte glade tilbage til Jerusalem, hvor han havde befalet dem at bie, til de efter nogle Dages Forløb blev iførte med Kraft fra det Høie og fik den Hellig-Aand, som skulde tale igiennem dem, veilede dem til al Sandhed, og trøste dem med en salig Evighed over al den Trængsel, de for Jesu Navns Skyld maatte være beredt paa at lide.

✂ Det hele Christen-Folk som nu var forsamlet i Jerusalem, bestod dengang kun af hundrede og tyve Personer, men Herren havde ogsaa lignet sit Rige ved det Mindste af alle Frø-Korn, som dog snart blev høiere end alle Kiøkken-Urter og opvoxde til et Træ, hvori alle Himlens Fugle bygde Rede, og det begyndte mærkelig at stadfæste sig ti Dage efter Himmel-Farten, thi da, paa første Pindse-Dag, blev der pludselig et saadant Brag og Bulder i Huset, hvor Apostierne sad, at hele Staden kom i Bevægelse, og den Hellig-Aand kom over Apostierne, som glødende Tunger at see til, hvorpaa de opløftede Røsten paa allehaande Tunge-Maal og talede om Herren, Der var iblandt Tilhørerne Jøder og Jøde-Venner (Proselyter) baade dybt inde fra Øster-Leden, og fra Ægypten, Arabien og Nord-Afrika, fra Italien og Grækenland, som deels boede i Jerusalem og deels var kommet reisende til den store Høitid, for Lov-Givningen med Guddoms-Røst paa Sinai, og forbausede sagde de til hverandre: ere ikke alle disse Talere Galilæer, og dog høre vi dem tale vort Moders-Maal og forherlige Gud med vore Tunger! Somme slog det vel hen i Spas og sagde: de har drukket sig fulde i sød Viin, men nu reiste Simon Peder sig, paa hvis Bekiendelse Herren havde sagt, han vilde grunde sin Kirke som paa en urokkelig Klippe, og han holdt en Tale, hvori han med Lys og Ild udviklede, at dette var Opfyldelsen af Davids Forventning og Propheternes Spaadom, saa hvem der vilde arve med dem, maatte nu troe paa den Himmel-Farne og lade sig døbe, og det gjorde samme Dag hen ved tre Tusinder.

✂ Saaledes dannede sig da »den Christne Menighed« i Jerusalem, der var som eet Hjerte og een Sjel i mange Legemer, thi de vare ligegode om Alt, Ingen kaldte Noget sit eget, og hvem der havde faste Eiendomme solgde dem og bar Pengene til Apostierne, som dermed understøttede de Trængende, og da nu Apostierne tillige helbredte alle de Syge, Man bragde dem, i Jesu Navn, saa fandt den ny Menighed almindelig Yndest hos Folket Anderledes var det med Præsierne og de Lærde, som 562 fnøs over, at de lærde i Jesu Navn og bevidnede hans Opstandelse, men skiøndt Apostlerne desaarsag droges for Retten, fandt Fienderne det dog raadeligst, at lade dem fare, deels for Mængdens Skyld, og deels fordi deres Orakel, den gamle, skriftkloge Gamaliel, gav dem at betænke, at var den ny Lærdom Menneske-Paafund, vilde den jo snart falde bort afsig selv, ligesom Skryderiet af alle de Andre, der havde udgivet dem for Christus (Messias), men var det Guds Sag, da var det jo Galenskab at prøve Styrke med haml Denne Skaansel strakde sig imidlertid kun til dem, Man vidste havde kiendt Jesusi levende Live og været hans Discipler, saa mod den øvrige Menighed udbrød der snart en stor Forfølgelse i Anledning af Stephan, som var Lærer og Fattig-Forstander (Diakon), gjorde mange Mirakler, og bandt, i en offenlig Tvist om Jesus, Munden paa alle de Skrift-Kloge af den Alexandrinske Skole, hvorover de blev saa rasende forbittrede, at de trak ham for Retten, som en Guds-Bespotter, der talde foragtelig baade om Mose-Loven og Templet, som Ting, Jesus fra Nazareth skulde afskaffe. Vel forsvarede Stephan sig mesterlig for Raadet med Jødernes egen Hellige Skrift, hvoraf han beviiste, at baade havde Moses selv forkyndt den store Prophet, som Folket uindskrænket skulde lyde, og Salomon, der bygde Templet, havde udtrykkelig erklæret, at dette Værk af hans Hænder var ikke Guds Huus; men netop Klarheden skar hans Fiender i Øiet, og da han desuden sagde, han saae Himlen aaben og Jesus staaende ved Guds høire Haand, saa foer Man i vildt Raseri ind paa ham, slæbde ham ud af Staden og stenede ham. Rolig befalede Stephan sin Aand i Jesu Haand, og bad i Døds-Stunden for sine Mordere, men dermed formildede han dem ikke, og det var især en ung Skrift-Klog, ved Navn Saulus, en Discipel af Gamaliel, som jublede ved Stephans Henrettelse, og rasede mod alle hans Troes-Forvandte, saa hele Menigheden, paa Apostlerne nær, blev enten kastet i Fængsel eller maatte frelse sig ved Flugten. Det var imidlertid langt fra, at at Christi Rige derved forstyrredes, thi det udbredtes netop ved de Adspredte, blandt hvilke nogle Kyprioter og Kyrenæer endog stiftede en Menighed af troende Hedninger i Antiochien, som blev de Første, der kaldte sig »Christne 1,« og Forfølgeren Saulus blev nu selv om skabt til den store Hedning-Apostel Paulus.

*1 2. Udg. »som efter en Aabenbarelse kaldte sig »Christne«.« 563

✂ Med denne Forvandling gik det saaledes til, at da Saulus ei fandt meer at gjøre i Jerusalem, drog han til Damask i Syrien, med Fuldmagt fra »Raadet« til ogsaa der at fængsle de Jøder, som udraabde Jesus for Messias, men underveis blev han pludselig overstraalet af en himmelsk Glands, styrtede til Jorden og hørde en Røst, som raabde: Saul, Saul! hvi forfølger du mig? og da han spurgde: Herre, hvem er du? da lød Svaret: den Jesus, du forfølger, og det vil svide til dig at stampe mod Brodden! Skælvende og bævende spurgte nu Saulus, hvad han skulde gjøre, og fik Befaling at vente paa Svar i Damask, hvorpaa han stod op og lod sig lede ind i Byen, thi han havde mistet sit Syn, og i Damask kom efter nogle Dages Forløb en Christen, ved Navn Ananias, til ham, lagde Hænderne paa ham i Herrens Navn, saa han fik sit Syn igien, og døbde ham. Siden aabenbarede Herren sig selv for ham og gav ham Apostel-Kald til Hedningerne, og ham var det især, som reiste omkring og udbredte Christendommen i Riget, ligesom han ogsaa, ved sine Breve til de nye Menigheder, skriftklog udviklede Lærdommen om Jesus, som hele Menneske-Slægtens Frelser, og den rette Sammenhæng mellem den gamle og den ny Pagt. Foruden Antiochien, som var Stedet, Paulus immer gik ud fra og vendte tilbage til, opslog han især sin Lære-Stol i Ephesos, Corinth og Rom, til hvilken sidste Stad han vel blev sendt i Lænker fra Jødeland, men fik dog kun Huus-Arrest, uden at det formeendes ham at tale til alle dem, der vilde besøge ham.

✂ Her, med Pauli Ophold i Rom under Nero, slipper den mageløse Historie om Christus og hans Riges Stiftelse, i de Christnes Hellige Skrift, det saakaldte »Ny Testamente,« og paa Indvendingerne, Man nys i Mængde har gjort mod Paalideligheden deraf, kan vi her ikke indlade os, da de ikke grunde sig paa andre gamle Efterretninger, men ene og alene paa Urimeligheden, Man vil have fundet deri, at Jesus skulde være Guds Søn meer end andre Mennesker. Tvertimod maae vi bemærke, at hele Rimeligheden er paa det Ny Testamentes Side, thi af Christi Guddom lade alle Christendommens guddommelige Virkninger sig forklare, men tænker Man den bort, da er de store Kiends-Gterninger, som ei lade sig rokke, den største Urimelighed under Solen. Kun det lod sig tænke, at Guddommens Aande, som oprindelig var Mennesket indblæst, havde selv efter Faldet paa naturlig Maade opvakt Ebræerne, som det Prophetiske Folk, til at arbeide paa Opreisningen, 564 og at det var lykkedes i Jesus, den store Lære-Mester, som blev, hvad Sokrates knap drømde om, Guds elskelige Søn, forsonede Himlen med Jorden, fornyede Samfundet mellem Gud og Mennesket, blev Opstandelsens Første-Grøde, og Veiviseren til de Levendes Land, som kun behøvede troende at betragtes og efterlignes for at hæve hele Menneske-Slægten til sin Herlighed! Kun det lod sig tænke, og Maaden hvorpaa Guddoms-Manden aabenbaredes og kan frelse Slægten, altsaa Christendommens Væsen, kan da altid være et Tvistens Æble paa Jorden, i det Nogle paastaae, det gik og gaaer Altsammen naturlig til, medens Andre forklare det overnaturlig; men den Ebraiske Anskuelses Rigtighed, Christi Guddom og hans Magt til at opvække aandelig Døde, de hvile urokkelig paa Christendommens bekiendte Virkninger i Verden, der nødvendig maae have havt en saadan Aarsag, da de ellers var udeblevet. Vist nok har Mængden af de Christne, baade Lærde og Læge, til alle Tider paastaaet, at ethvert Forsøg paa at forklare Christendommen naturlig var det Samme som at fornægte den, da Jesus vel havde en Moder, men ingen Fader paa Jorden, og Gienfødelsen i Daaben er den eneste Optagelse i hans Samfund, men det er et Kirke-Historisk Spørgsmaal, som ei vedkommer os her, og Stats-Historien lader sig ikke aftrætte, at overalt, hvor man tilegnede sig den Ebraiske Anskuelse og troede paa Jesus Christus, som Guddoms-Manden, i hvem al Spaadom opfyldtes og Mennesket forligtes med Gud, der skedte, trods al anden Forskiellighed i Opfattelsen, en aandig Opreisning. Til Lykke giør den Kirkelige Strid, som kun er vigtig for Enkelt-Manden i hans egen Saligheds-Sag, heller ikke mindste Forskiel paa den historiske1 Betragtning af Christendommen! thi hvordan Christendommen end virkede, har Folkenes Vilkaar dog2 i det Store gjort en mærkelig Forskiel, og det Ebraiske Folke-Liv bliver os lige vigtigt, enten det tjende til at udvikle begge Christi Forældre eller kun hans Moder. Christus-Riget, som det dannede sig frit af Begyndelsen, er ligefuldt den Mosaiske Kirke-Stat i forklaret Skikkelse, og den Christelige Lære-Stand lige kiendelig en ny Skole af Jødernes Skrift-Kloge, der lægger Ebræernes Hellige Skrift til Grund, og forklarer den blot paa en ny Maade, efter Christi Levnets-Løb og hans Apostlers Anviisning, saa under alle Forudsætninger er det Ebræernes *1H. »videnskabelige (opr. »statshistoriske«). *2H. tilføjer: »aabenbar«. 565 Anskuelse, af Gud og Menneske og deres indbyrdes Forhold, som levende forplanter sig med de Christne i Kirke, Stat og Skole. Dette lader sig saameget mindre nægte, som vi bestandig ved Siden see en Flok Jøder, blinde for Christus, som i Synagogen forgiæves lede om Abraham s Velsignelse, Moses Stav, Elias Kappe og Salomons Viisdom, medens det Altsammen lever paa de Christnes Læber og blomstrer og frugter i deres Skiød !

✂ Hvordan nu egenlig den mærkværdige, meer end to hundredaarige, Krig mellem den Christne Kirke-Stat og de Romerske Tyranner udbrød, derom bar vi ingen udførlig Beretning; thi Tacitus, her vor eneste Hjemmel, melder blot, at Nero, for at neddæmpe Rygtet om hans Deel i Roms Ildebrand, lod de Christne straffe som Mord-Rrændere, saa de bleve deels korsfæstede, deels, indsvøbte i Dyre-Skind, sønderrevne af Hunde, og deels, indviklede i brændbare Ting, brugte som Fakler ved de natlige Folke-Forlystelser i Neros Haver*). Det kunde imidlertid dog ei saa ganske være tilfældigviis, at Neros høieste Grusomhed traf de Christne, og Tacitus anmærker derfor ogsaa, at vel var de uskyldige i hvad Man straffede dem for, men kunde ellers som »Fiender ad det Menneskelige Kiøn« fortjene hvad det skulde være, og valgdes kun af Nero til at bære Skylden, fordi deres Nidingsskab havde gjort dem almindelig forhadte. Da Romerens Mening hermed nu ingenlunde kan være, at de Christne havde gjort dem skyldige i andre borgerlige Forbrydelser, som Loven satte Døds-Straf paa, men kun at deres Aand og Tænke-Maade var ægte Romere en Vederstyggelighed, saa har han vist angivet den sande Aarsag til Krigen, der ikke blot forklarer dens Regyndelse men ogsaa dens Fortsættelse under Keisere, som, efter Romernes Dom, i alle andre Henseender var det Modsatte af Nero.

✂ Ved første Øiekast, nemlig, synes vel Intet urimeligere end Christen-Forfølgelserne i Romer-Riget; thi Roms Tempel var jo et Pantheon, der skulde have Rum til alle Guder, og vel var Freds-Aanden, der saa øiensynlig besjælede det ny Folk, den Romerske Krigs-Aand aldeles modsat; men Romerne havde jo altid ønsket, at deres Fiender vilde elske Fred over alle Ting og lade sig taalmodig træde paa Nakken, og Roms enevældige Tyranner maatte jo gierne givet Aar af deres Alder for at faae alle deres Undersaatter saa spagfærdige som de Christne.

**) Taciti Aarbøger [H. Annaler]. XV. 44. 566

✂ Her viiste det sig imidlertid, at Roms Aand, før den forsvandt, havde gjort et dybt Indtryk paa mange Hjerter, saa de følde, at trods det fredelige Skin var de Christne Roms farligste Fiender, og at Romerne, med al deres Klogskab, dog i Middel-Alderen meest fulgde deres Hjertes Drift, kan jo aldrig undre os, da det var en tvungen Sag. Deres Følelse bedrog dem heller ingenlunde heri, thi den Christne Kirke-Stat, hvori »Miskundhed og Sandhed mødtes, Retfærdighed og Fred kyssedes«, stod jo saa fiendsk mod den Romerske Røver-Stat som mueligt, og naar dens Borgere ei beviste det med Sværdet i Haanden, da var det aabenbar kun, fordi de troede, Sværdet i Munden var langt skarpere, og ventede for Resten paa deres usynlige Konge, som snart vilde komme igien, for at udslette de Ugudelige af Jorden og lade de Hellige arve den. Havde nu endda de Christne viist sig afmægtige, da kunde Romeren foragtet dem, men nu opdagede Man snart, de var ubøieligere end Gato og kunde taale Ondt trods Regulus, saa det var klart, at en frygtelig Fiende havde indsneget sig Riget, mens Vagten sov, og kunde blandt Romerne1 ei vente mindste Skaansel, med mindre han2 viste sig uovervindelig.

✂ Kun fra dette Stade bliver den besynderlige Kamp mellem Romersk Grusomhed og Christelig Taalmodighed os forklarlig, men bliver det da ogsaa i den Grad, at vi see, den var uundgaaelig; thi vel maatte der tit blive Vaaben-Stilstand, fordi ethvert Nederlag, Romerne leed, maatte vise dem, det var Daarskab, at bekæmpe Tanker og Troens Ord [Troes-Ord] med Ild og Sværd, men enhver nyopvoxet Slægt vilde dog fornye Prøven, indtil enten Frygten aldeles lammede Armen, eller de Christne tabde deres Frygtelighed. Vi kan ogsaa virkelig i den Tid, Krigen varede (68-312), tælle syv Hoved-Slag, altsaa Eet omtrent paa hver Menneske-Alder, skiøndt vi naturligviis ikke finde alle Mellem-Rummene lige lange.

✂ At det var Nero, som slog det første Slag i Verdens Hovedstad, har vi hørt, og det skal, efter et gammelt Sagn i Christenheden, blandt Andet have truffet To af de Christnes ypperste Høvdinger: Simon Peder, som blev korsfæstet, og Paulus, som blev halshugget*).

✂ Under Vespasian, som tog Penge for sin Part, og Titus, hvis gode Gierninger skal have været saamange, som der er Dage **) Euseb. II. 25. *1H. »Romere«. *2H. »den«. 567 i to Aar, men hvoraf dog slet Ingen er kommet til vor Kundskab, var det stille, saa først under Domitian stod det andet Slag, formodenlig i Ephesos, hvor Johannes, Zebedæi Søn, En af de tolv Høvdinger, endnu levede, men »Discipelen som Herren elskede« overlevede dog Tyrannen, der ogsaa skal have beroliget sig, da han hørde af Jesu Frænder i Palæstina, at Christi Rige var ikke af denne Verden*).

✂ Saa overfladelig tænkde ikke den forgudede Trajan, hvis Eftermæle hos alle Romerske Forfattere er et Side-Stykke til hans Triumph-Bue, hvis Levninger Man endnu beundrer i Roms Gruus; thi under ham blev alle Jesu Frænder, med den meer end hundredaarige Jerusalemske Biskop Simeon i Spidsen, henrettede, og en anden Christen-Høvding, Apostel-Discipelen Ignats i Antiochien, blev slæbt til Rom og kastet for de vilde Dyr**). Hvordan det dengang stod sig med de Christne, og hvad ægte Romere tænkde om dem, har vi ogsaa et umistænkeligt Vidnesbyrd om i to Breve, vexlede mellem Keiseren selv og hans gode Ven, Plinius den Yngre, som var Statholder i Bithynien, oppe ved det sorte Hav. Den samvittighedsfulde Romer beder nemlig Keiseren om nærmere Forholds-Regler, da han finder saa mangfoldige Christne, og er uvis om, enten de kun skal straffes, naar de har gjort Ondt, eller Navnet kanskee allerede er Ondskab Nok. At de skal straffes uden videre Undersøgelse, naar de ikke vil nægte, de er Christne, bande Christus og offre til Guderne, det finder imidlertid Plinius, er soleklart, da det jo er en afskyelig Stiv hed og Haardnakkenhed, saa det er kun Spørgsmaal, om Man ikke dog, naar de er saa føielige, skal see igiennem Fingre med hvad Man ellers veed om dem. Dertil svarer den naadige Herre, at det var som talt ud af hans Hjerte, saa hvem der vilde fornægte Christendommen, og i Gierningen vise sin Omvendelse ved at offre til Guderne, skulde benaades, hvad Mistanke der end ellers hvilede paa ham***).

✂ Denne de Christnes »Haardnakkenhed« var ogsaa en Vederstyggelighed for den boglærde Tyran, Mark Aurel, ellers høilig berømt under Navn af »Philosophen paa Thronen«, seent i det Andet Aarhundrede, og i hans Dage (161-80) gik Man naturligviis grundig tilværks. Det gjaldt ikke blot Høvdinger, som den ældgamle Biskop Polykarp i Smyrna, endnu en **) Euseb. III. 18-20. ***) Euseb. III 36. Ruinarts Martyr-Historier. 8. ****) Plins Breve X. 96 -97. 568 Discipel af Apostlen Johannes, og Philosophen Justin, der havde skrevet mod Hedenskabet; men der slagtedes for Fode, som vi see af Brevet fra Menigheden i Lyon. Da Grusomheden her saa ganske ligner Optrinene sammesteds i Rædsels-Tiden, som vi har oplevet, burde Man vist nok holde Keiseren undskyldt, naar Sagen ikke, midt under Slagteriet, var blevet indstillet til ham, i Anledning af en Romersk Borger, Attalus, som var iblandt Offerne, men da Mark Aurel dertil svarede, at hvem der ikke vilde fornægte Troen, maatte lade Livet, saa tog han sig unægtelig Skylden paa. Attalus blev nu, til et nyt Skue-Spil, sat paa en gloende Jern-Stol, men var saa kiedsommelig, at han, selv halvstegt, tilraabde Tilskuerne: her kan Man see, det maa være jer, ikke os, der æde Mennesker, og hvad der endnu ærgrede Gallerne allermest, var Slavinden Blandines Halstarrighed, som, skiøndt spærlemmet og svagelig, dog ikke ved de mest udtænkte Pinsler kunde bringes til at sværge ved Guderne, end sige da til at paalyve de Christne noget Ondt. Da Gallerne godt havde mærket, det var især »Opstandelsen«, Martyrerne trøstede sig ved, saa besluttede de at sætte en Pind for den, ved at brænde alle Ligene og kaste Asken i Rhone-Floden; men selv Asken synes at have været haardnakket, thi Menigheden i Lyon hæver sig i den næste Menneske-Alder aabenbar som en Phønix, under sin berømte Biskop Irenæos, en værdig Discipel af den gamle Polykarup*).

✂ Samme Irenæos, den sidste Apostoliske Høvding blandt de Christne, skal være blevet nedsablet i Spidsen af sin Menighed, under Keiser Septimius Severus, først i det Tredie Aarhundrede **); men det Mærkværdigste ved Kampen i denne Keisers Dage (193-209) er dog, at hans Krigs-Erklæring kun giælder de Jøder og Hedninger, der gik over til Christendommen; thi vel gjorde det ingen synderlig Forsidel med et Rige, der paa sin Viis, ligesom det Romerske, bestandig maatte udvide sig; men det viser dog, at Romerne havde indtil videre opgivet Haabet om at udrydde Christen-Folket, og vilde indskrænke sig til at hindre dets Formerelse, ligesom Pharao Israeliternes.

✂ Den nærmeste Anledning hertil har ventelig været Christendommens Udbredelse i Afrika, thi Severus var selv derfra, og det er først under ham den Afrikanske Menighed begynder at giøre Opsigt, med den berømte Jurist Tertullian i **) Euseb. IV. 15-16. V. I. ***) Ruinarts Martyrhistorie 61. 569 Spidsen; men hvorlidt det lykkedes at kvæle denne Opstand i Fødselen, viser ikke blot Tertullians Overgang, der netop skedte under Forfølgelsen, men især den følgende Tid, da Christendommen aabenbar giør sig herskende i Alexandrien, hvor den Christne Skole-Mester Origenes beundres som et Lys af de boglærde Hedninger*).

✂ Under saadanne Omstændigheder havde det været Romernes gamle Skik at slutte en Vaaben-Stilstand, i Haab om bedre Tider, og en Saadan indtraadte nu ogsaa virkelig, mens Origenes blomstrede, under Keiserne Alexander Severus og Philip, blandt hvilke den Sidste endog gjaldt for en hemmelig Christen**). Man kan heller ikke sige, at dette gamle Krigs-Puds mislykkedes, thi fra den Tid førdes Krigen dog med afvexlende Lykke, saa de Christne leed store Nederlag og bad om Fred.

✂ Det første sørgelige Nederlag fandt allerede Sted i Midten af det Tredie Aarhundrede, under Keiser Decius, som fornyede Kampen; thi enkelte Christne Høvdinger, saasom Biskopperne i de Apostoliske Menigheder i Jerusalem, Antiochien og Rom, udmærkede sig vel endnu, men de Christne tilstaae dog selv, baade at deres berømteste Anførere, Cyprian i Karthago og Dionys i Alexandrien, tog Flugten, og at Mange overgav sig, eller, hvad der var det Samme, kiøbde falske Beviser for at de havde offret til Roms Guder. Origenes berømmes vel af sine Venner for Tapperhed, men der ymtedes dog om, han gav tabt, og glimrende seirede han da i det Mindste ingenlunde***). At den gamle Tapperhed næsten var uddød under Vaaben-Stilstanden, som varede en heel Menneske-Alder, det fik de Christne da at føle, og skiøndt Endeel under Krigens Løb atter med Cyprian tog Mod til sig, saa viser dog den almindelige Glædeover Freds-Tilbudet af Keiser Gallien, at Helte-Tiden var omme †).

✂ Denne Fred, som gav Christenheden Romersk Borger-Ret, og varede næsten et halvt Aarhundrede (259-305), opløste derfor aldeles Christus-Riget, der vel kan holde Fred med alle verdslige Herrer, som ei vil forgudes, men umuelig give sig under deres Beskyttelse, og Forfølgelsen under Diokletian ligner da langt mindre en Krig mellem to selvstændige **) Euseb. V. 5. 10. VI. 1-3. 13. 14. 19. ***) Euseb. VI. 21. 34. ****) Euseb. VI. 39-46. VII. 1. *†) Euseb. VII. 10-13. Ruinart 178. 570 Magter, end en egen Slags Grusomhed, den Romerske Tyran behagede at øve mod sine christne Slaver. Hermed være det ingenlunde sagt, at Christus-Riget ophørde, thi da det er af aandelig Natur, kunde det nok bestaae i Løn, fordi det ikke meer var saa kiendeligt i Verden, men det forsvandt af Stats-Historien, saasnart det begyndte at sammensmelte med Romer-Riget, og denne Sammen-Smeltning, som fuldførdes under Constantin den Store, begyndte aabenbar under Gallien og fortsattes rask giennem hele Freds-Tiden. Hvad der efter denne Tid kaldes Christenheden er allerede i Kirkelig end sige iBorgerlig Henseende noget ganske Andet end det »Himmerig paa Jorden,« som hævede sig under Nero og sank under Decius, for under Diokletian aldeles at forsvinde; thi den senere Christenhed skabes og beherskes jo af Keisere og Konger, Bisper, Paver og Boglærde, og naar den, som under sin Sammen-Smeltning med Romer-Riget, har en kiendelig Eenhed, udgiør den netop allerklarest et Rige »af denne Verden,« som Christus-Riget umuelig [slet ikke] kan være.

✂ Det er imidlertid klart, at det ingenlunde var udvortes Magt, der styrtede Christus-Riget, og vi maae derfor et Øieblik dvæle ved de indvortes Aarsager til Opløsningen af det kraftigste og ædleste, det elskværdigste og lykkeligste Borger-Samfund, der har været paa Jorden, og staaer derfor endnu overalt i Christenheden, selv i Frankrig, for de Klogestes Øine, som Idealet af [Mønsteret paa] en fuldkommen Stat, hvis Borgere kun lyde de Love, de selv bifalde, men bifalde altid de Bedste, har ingen synlig Øvrighed, uden den de selv vælge, og kan afsætte naar de lyste, men lyste det kun, naar den bryder Pagten, og har endelig baade Mod og Kraft til, hvad Øieblik det skal være, med Glæde at offre Liv og Blod for Fædrene-Landet Et saadant Rige er det nemlig aabenbar Lukas beskriver, naar han skildrer Menigheden i Jerusalem, og skiøndt vi af Pauli Breve see, at der allerede i hans Dage, ved den store Udvidelse, Riget fik, indsneeg sig smaa Uordener, saa spore vi dog indtil Midten af det Tredie Aarhundrede alle Hovedtrækkene hos dette besynderlige Folk, der, som Brudstykker af Mange, og adspredte over hele Romer-Riget, kun havde Bopæl sammen, forsaavidt hele Jordens Kreds er det store Mandhjem, kun havde Herkomst og Sprog [Æt og Tale] tilfælles, naar [fordi] hele Menneske-Slægten er af eet Blod og alle Tungemaal Brudstykker af et Grund-Sprog, og som endelig kun havde et Fædrene-Land, der blomstrede ved deres 571 Selv-Opoffrelse og skiønnede paa den, naar de glemde »deres Folk og deres Faders Huus« paa Jorden over Himlen, som Menneske-Aandens oprindelige Hjem, de Levendes Land, hvortil det er Støv-Hjertets Ære og Fryd at opløftes. Medens vi nu maae være billige nok til at indrømme, der hører meget til at opoffre Livet for et usynligt Fædrene-Land, saa er det dog klart, at Rigets Selvstændighed beroede derpaa, ligesom det var Kongens (Christi) udtrykkelige Ord: hvem der nægter mig for Mennesker, ham nægter jeg igien, og naar vi derfor i Midten af Aarhundredet see de flygtende Høvdinger, Cyprian og Dionys, beholde deres Æres-Poster, og dem, der faldt i Slaget, stilles op igien til Rigets Vagt, da er vi forberedte paa det Værste. Det gik altsaa i den Christne Kirke-Stat omtrent som i den Mosaiske, der egenlig kun varede, til Josva og alle de Ældste, som havde seet Herrens Gjerninger, var døde; thi efter Polykarps Dage staaer Irenæos kun som et enkelt Vidne om den forsvundne Herlighed, hvis matte Efter-Skin vel endnu en kort Tid skjuler men kan umuelig læge Folkets Brøst. Daaben og Nadveren havde vel det store Vidnesbyrd i Menigheden, at de vidunderlig kunde skiænke Folke-Aanden og sammensmelte hele Folket med den usynlige Konge, men naturligviis kun under Troens Betingelser; og denne Tro begyndte aabenbar at vakle, saasnart de var døde, der havde seet Kongen Ansigt til Ansigt, og ved hvis Haands-Paalæggelse Aanden aabenbar kom over de Troende, og i et Rige, der kun hvilede paa Troen, maatte det nødvendig føre til Opløsning. Vel fandt den vaklende Tro, paa Aandens Meddelelse og den levende Forbindelse med Kongen, to Støtteri den indviede Lære-Stand og den Hellige Skrift, men ved at læne sig til dem, blev den en Overtro paa dem, som maatte have ganske anderledes Virkninger, og forvandle Christus-Riget enten til et Bispe-Rige (Hierarchi) eller til en lærd Republik (et Anarchi), hvoraf Hiint trænger til verdslig Beskyttelse for at vare, og Denne til Tugt for at holde Fred med sig selv, medens de Begge, for at vinde Skin af Eenhed, maatte have en Tyran. Naar vi derfor see, at i det Tredie Aarhundrede, da Afrikanerne kom til at staae for Styret, indførde Tertullian og Cyprian den Tro [Overtro], at »de Indviede« udgjorde det egenlige Christen-Folk eller de Aandelige (Geistligheden) og raadte for Himmerig, medens Origenes og alle hans Discipler med stort Bifald prædikede den Lærdom [det Æventyr], at Aanden laae skjult under Bibelens Bogstav og maatte med Lærdom og 572 Kløgt opmanes deraf, da vinder det Hele en forbausende Klarhed; thi ligesom Hiint minder os om det gamle Karthago med sine i de Kabiriske Mysterier indviede Raads-Herrer, og Dette om Ægyptens Trold-Karle og Hieroglypher, saaledes opdage vi, at det var ikke Christus-Riget, men Bispe-Riget i Vesten og de Lærdes Republik i Østen, der under Decius tabde Slaget og lærde at elske den Rolighed, som Verden giver. Saasnart nemlig Bisperne hist, og de Skrift-Kloge her, gjorde sig selv til Christi Statholdere med uindskrænket Fuldmagt, da var Rigets Monarkisk-Demokratiske Forfatning forvandlet til et reent [etslags] Aristokrati, der kun levnede Christus Konge-Navnet og kunde umuelig besjæles af Hans Aand, da Aanden netop [selv] er Hans Statholder, og maatte afsætte sig selv for at sætte Andre i sit Sted. Hvor stor en Ære det da end er for Christendommen, at den, selv misbrugt og misforstaaet, gav Tanke-Gangen en langt meer aandig Retning og Skrifterne om Gud og Menneske et langt dybere Indhold, end noget Hedenskab mægtede, saa hørde dog Christenheden, deelt mellem Bisper og Professorer, i Borgerlig Henseende til de Dødes Rige, hvis Indbyggere Bispe-Stav og Pen umuelig kunde levende forene eller begeistre for Fædrene-Landet, der nu ikke længer var de Levendes Land men Kirke-Gaardene med Martyr-Grave. Hvorledes nu Religjons-Friheden i et halvt Aarhundrede maatte virke, hvormange Tusinde der i Hjerte-Tiden maatte strømme til det Christne Samfund, med de store Løfter om Synds-Forladelse og Salighed, og med de stærke Vidnesbyrd om Guddommeligt Pant, og hvor magelig Bisper og Professorer maatte giøre Himmel-Veien, for selv, mens de vendte den Ryggen, at staae som de der gik i Spidsen, det hører egenlig Kirke-Historien til at udvikle, men maa dog ogsaa her berøres, for at vise, hvor naturligt det gik til, at Christus-Riget borgerlig tabde sig i Roms Slaveri. Behøver dette imidlertid Bekræftelse, da er Biskop Euseb fra Constantins Dage det umistænkeligste Vidne, naar han bekiender, at under Freden brændte de, der gik for Hyrder, af Had mod hinanden, og gav i Herske-Syge Verdens Høvdinger ei det mindste efter, saa det var intet Under at ogsaa Herren ryggede Pagten, nedbrød Murene, sløifede Fæstnings-Værkerne, gjorde Sværdet unyttigt og var ikke med sit Folk i Striden, men tog Aar fra dets Alder og gav det Skiændsel i Tilgift*).

**) Euseb. VIII. 1. 573

✂ Hvorledes det derimod kunde falde en Romersk Keiser ind, under disse Omstændigheder at forfølge de Christne, der dog aabenbar hørde til hans taalmodigste og nyttigste Slaver, og var, naar han blot vilde skaane dem, saa nær ved at forgude ham, som deres Tro neppe nok tillod, det er saa svært at begribe, at vi vel nødes til at give de Christne Ret i, det var kun »den Onde,« der ophidsede sine Redskaber til at udrydde »det gode Navn,« da det syndes afmægtigt. Det var imidlertid ingenlunde Uromersk, men i samme Smag som den tredie Puniske Krig, der til Gatos Glæde lod ham døe i Fred, og alle hvem der følde romersk, fandt det vist meget rimeligt, at de Christne skulde udlevere deres Hellige Skrift, som man ansaae for deres Vaaben, og lade deres Kirker, som Man kaldte deres Stad, nedrive, medens Bisperne, som jo var deres Høvdinger, gik under Aaget og offrede til Roms Guder.

✂ Paa intet Mindre var det heller, Forordningen lød, som i Begyndelsen af det Fjerde Aarhundrede udkom i alle fire Keiseres Navn, thi saamange Tyranner var der nu om Navnet, og i hele ti Aar arbeidedes nu, fornemmelig i Asien og Afrika, paa at nedrive Kirker, brænde Bibler, og befolke Grave og Bjerg-Værker især med Bisper, Præster og andre oplyste Folk, som ei vilde udlevere Skriften og fornægte Troen *). At nu Mange faldt fra i Fristelsens Tid var intet Under, og at endnu langt Flere holdt ved, skiøndt det holdt haardt at døe paa Bispe- og Bogstav-Troen, var ogsaa naturligt, da de fleste Mennesker i Hjerte-Tiden ei, uden at føle sig grændseløs ulykkelige, kan fralægge sig en Tro, der giver dem ogsaa [endog] kun det svageste Haab om Synds-Forladelse og Salighed; men at selv endeel gamle Hofmænd før lod sig flaae end de fornægtede Herren, og at Man endnu stødte paa en Emeritus [Udtjent], som, da der spurgdes: om han havde hellige Skrift er i Huset, svarede smilende: ja, i Hjerte-Kammeret; det minder unægtelig om Apostel-Ordet, at Guds Skrøbelighed er dog stærkere end Menneskene**).

✂ Det var imidlertid ingenlunde blot de Christne, der nu følde sig »i Helvede, i Pinen«, thi af den levende Skildring, en samtidig Christen har efterladt os, see vi, at Riget var faldet i ryggesløse Barbarers Haand, hvem kun det Uhyre fornøiede, medens hvert Spor af ædle Følelser, af Dannelse og fine Sæder, var dem en Vederstyggelighed. Dalmateren (Illyreren) **) Euseb. VIII. 2. 6-13. ***) Euseb. VIII. 6. Ruinart 343. 574 Diokletian var nemlig for en Snees Aar siden(284) blevet udraabt til Keiser af en Krigshær, paa en Tid, da der var Oprør allevegne og Grændserne hærgedes af Barbarer, og han betragtede nu aabenbar hele Riget blot som en »Krigs-Skueplads«, han som klog General maatte stræbe at spille Mester paa og drage Fordeel af, det længste mueligt. At undertrykke Oprørene og befæste Grændserne, var altsaa hans fornemste Sag [første Omsorg], og da han ei selv kunde være allevegne, og lykkelige Tjenere er Tyrannens farligste Fiender, saa tog han sig strax en Medhjelper [Medkejser], endnu raaere end han var selv, og de valgde sig igien hver en Keiserling (Cæsar), der fik sin Deel af Byttet og havde Kronen i Vente. Paa denne Maade lykkedes det ogsaa virkelig Diokletian ei blot i hele tyve Aar, som var en Keiser-Evighed, at bære Kronen, men ogsaa at sikkre Grændserne og kvæle alle Oprør, men jo bedre Fred de barbariske Keisere vandt og holdt med hinanden, desbedre Stunder og desmere Dristighed havde de naturligviis til at plage Indbyggerne, og Alting kom nu for Alvor paa Krigs-Fod: Retten, som dog hidtil havde været pleiet til daglig Brug, sad nu udelukkende i Spyd-Stagen, og hele Riget behandledes som et fiendtligt Land, de seierrige Generaler tænkde snart paa at forlade, og udsugede da paa alle muelige Maader, deels for at leve flot og dog sanke Skatte, og deels for at holde Krigs-Folket i Virksomhed og god Lune. Diokletian selv var gierrig tilgavns, og havde desuden stor Lyst til at bygge op og rive ned, hvortil han behøvede meget, da han havde opslaaet sin Bopæl i Nikomedien og vilde have den ligesaa smuk som Rom*). Hans Med-Broder, Maximianus Herculius, havde vel ikke den Orm, men han satte sin eneste Glæde i Liderlighed, og traadte deri som al Ret, saa al Anstændighed under Fødder, og dog kaldte Man deres Dage gyldne, da Man oplevede Galers, som ogsaa var Drive-Hjulet i Raseriet mod de Christne. Dette Uhyre, hvis Moder Romula var født paa hin Side Donau, og hvis Ærgierrighed det var at kaldes, som Romulus, en Søn af Mars, var En af Keiserlingerne, gift med Diokletians Daatter Valeria, og førde sig taalelig op, saalænge Keiserne var i deres Kraft; men da de begyndte at ældes, kastede han Masken, piinde Diokletian til at forfølge de Christne, og nødte saa snart baade ham og Maximian til at nedlægge Regieringen. De Christne skal han have svoret Undergang, fordi Spaamændene, **) Bogen om Forfølgernes Endeligt (de mortibus persecutorum) mellem Lactantses Skrifter, Kap. 7. 575 som var hans Geheime-Raader, sagde, at Intet Offer vilde lykkes, da der immer [altid] var Christne tilstæde, som slog Kors for sig og forstyrrede derved det Hele; men Forfølgelsen mod dem, som hans egen Gemalinde Valeria maa have hørt til*), var ham dog ingenlunde Hoved-Sagen, thi det var at indtage [udsuge] og ødelægge hele Riget, derfor nødte han de afgaaende Keisere til at udnævne to ret foragtelige Keiserlinger, den Ene Drukkenbolten Severus, og den Anden Studedriveren Daia, som var i Slægt med ham, og kom til at hedde Maximin. Det gjaldt nu kun om, at den gamle Constantius Chlorus, der som Keiserling havde havt Gallien og Britannien, og skulde nu være Galers Med-Keiser, snart vilde lægge sig til at døe; thi han var, for sin Retfærdighed og Mildhed, saa elsket baade af sin Krigshær og i sin Egn, at Galerius ei turde røre ved ham, men da Constantius indskrænkede sig til sin snevre Virke-Kreds, havde Galer dog alt i den største Deel af Riget frit Spille-Rum. Dette benyttede han nu til at give Romerne et Exempel paa en Herske-Syge, en Lovløshed, en Udsuelse og Blod-Tørst, saa upartisk og grændseløs, som de endnu ikke havde kiendt; thi hans største Morskab var at fore en stor Flok Bjørne, han hele sin Tid havde sanket paa, med levende Mennesker, saa det var en stor Naade, hvem der fik Lov at døe ved Sværdet; Lovkyndighed, Rettergang og alskens Lærdom regnede han til de »Sorte Konster«, Man ei noksom kunde hade, Soldater sattes overalt til Dommere, og han sagde høit, at den Persiske Forfatning, hvorefter Enevolds-Herren eiede alle Folk [hele Folkemængden] med Hud og Haar, var den Eneste, han kunde lide. Hvad de gamle Romere (siger den samtidige Skribent meget naiv) efter Krigs-Retten (jure belli) havde gjort ved de undertvungne Folk, det vovede han at byde Romerne selv; thi uden Persons Anseelse maatte de ind i Mand-Tallet, deres Marker blev maalt, deres Huus-Dyr og Vin-Stokke talt, Kop-Skat [Næseskat] skulde de Alle give, for det, sagde Galer, har mine Forfædre maattet give til Romerne, og vel var det kun i en vis Alder, men Man trak Aar fra de Gamle og lagde til de Unge, saa der blev hardtad Ingen fri uden Tiggerne. For at imidlertid Ingen uden Nødvendighed skulde regne sig til dem, »hos hvem Keiseren havde sin Ret forloret«, befalede han, at Tiggerne, hvem Livet kun var til Byrde, skulde samles om Bord paa Skibe og sænkes i Havet**).

**) Forfølger-Bogen 9-15. ***) Forfølger-Bogen 18-23. 576

✂ Dog, Constantius havde en Søn, ved Navn Constantin, som vel med Flid var forbigaaet ved Valget af Keiserlinger og opholdt sig ved Galers Hof, hvor Tyrannen troede ham sikker nok, men han var elsket i Krigs-Hæren, smuttede bort, og traf sin Fader i sidste Aande-Dræt, fik hans Velsignelse og udraabdes af Krigs-Hæren til hans Efter-Mand. Det maatte Galer, skiøndt han fnøs, finde sig i, og fik ovenikiøbet to Med-Beilere, da han for Alvor vilde skrive selve Roms Borgere i Skat, thi den aftakkede Keiser Maximians Søn, Uhyret Maxents, som var i Byen, benyttede Fortvivlelsen, fik sin Fader til at axle Purpuret igien, og tog det selv, ved Hjelp af Liv-Vagten (Prætorianerne), som Galer havde opløst, og af Svine-Slagteren Luccan, som havde havt Leveringen af det Flæsk, Keiserne, istedenfor at beskatte Almuen, pleiede at uddele til dem*). Nu var de da Sex om Regieringen, og skiøndt det kostede Severus Livet at han gik til Italien imod de to Nye, blev dog Tallet fuldt igien ved Barbaren Licinius, som Galer gav Purpuret, men nu var Uhyret modent, thi han raadnede levende op. Under de Helvedes-Smerter, han leed, havde Galer imidlertid, tilligemed Constantin og Licin, underskrevet en Forordning, hvori Tyrannen vel roser sin gode Hensigt med Blod-Loven mod de Christne, men beklager dog, at den, ved de sære Menneskers Ivrighed og Halstarrighed, har voldt endeel Ulæmpe, og vil derfor lade Naade gaae for Ret, saa de Christne skal have Lov til at være hvad de er og bygge deres Kirker op igien**).

✂ Kort efter udbrød der Krig mellem Constantin og Maxents, ved hvilken Leilighed Constantin, beraabende sig paa et Syn og Varsel, førde Korset i sit Banner, og lod sig efter Sei~ eren afbilde med det »som Frelsens Tegn og Manddoms rette Mærke« i sin Haand paa Torvet i Rom***). Strax efter udkom da ogsaa en Forordning af ham og Licin, der vel kun udtrykkelig tilstod Christendommen samme Frihed som alle andre Religjoner, men lød dog særdeles gunstig for dens Bekiendere, og skiøndt de endnu enstund blev forfulgt i Østerleden, først af Maximin (Daia) og siden af Licin, blev Christendommen dog snart paa en Maade herskende i Riget med Constantin, som lykkelig undertrykde alle sine Medbeilere og blev usædvanlig gammel paa Tronen †).

**) Forfølger-Bogen 26. Zosimos II. 9. ***) Euseb. VIII. 17. Forfølger-Bogen 31-35. ****) Euseb. IX. 1-9. Constant. Levnetsi. *†) Euseb. IX. 1-7. X. 5. 8-9. 577

✂ At dette nu ogsaa har fundet saa godt som almindeligt Bifald hos dem, der brød sig noget om Religjon, seer Man blandt Andet med [paa] Constantins Broder-Søn, Julian, som var en ivrig Dyrker af Roms Guder (360-62); thi da han faldt paa et Perser-Tog, udraabde hans egen Krigshær en Christen (Jovian) til Keiser, og siden spore vi knap Tanken om, at det kunde være anderledes.

✂ At nu denne Christendommens Seier over Hedenskabet er langt fra at være saa glædelig en Begivenhed i Kirkehistorien, som Biskop Euseb, og Millioner med ham, har tænkt, det maae netop alle Christne straxindrømme, da Christendommens saakaldte »Ophøielse« til Stats-Religjon i Romer-Riget øiensynlig var en dyb Fornedrelse, der paa den ene Side aabnede Kirke-Dørren for alle dem der tænkde lavest, og paa den Anden [Side] gjorde Roms Tyran til Menighedens Ypperste-Præst (Pontifex Maximus); men i Statens og Skolens Historie er den tilvisse en Hoved-Begivenhed, al den Priis og Beundring værd, som Man vil skiænke den. At vi nemlig har Stater, som kappes om Rangen med Old-Tidens Bedste og stile end høiere, og at vi har en Høi-Skole, hvor de forbigangne Tider som ved en Trylle-Stav opstaae, for i Forening med den Nærværende og Tilkommende, at vise og forklare hele Menneske-Livet, det er aabenbar en Følge af, at Korset fortrængde Ørnen i Roms Banner, og skiøndt Man vel kan indbilde sig, det Samme vilde skedt alligevel, er det dog kun, ligesom vi kan indbilde os, at om vi end var blevet kvalt i Fødselen, kunde vi maaskee dog levet ligegodt. Det var derfor barnagtigt, her at tale om Constantins Bevæggrunde til at blive Christen, om hans Ret til at hedde et christeligt Menneske, og om den Maade, hvorpaa saavel han som de Christne Bisper og Professorer benyttede Seieren; thi det, seer Man let, bliver Altsammen deres egen Sag, medens Følgen i alle Tilfælde blev hvad den blev og er ret egenlig vores Sag. Jo meer man imidlertid nedsætter Constantins og hans Samtidiges Christendom, des klarere bliver det, at Christendommen paa en Maade maatte blive herskende i Romer-Riget, for at virke saa velgiørende som Tilfældet blev paa de følgende, selv de fjerneste, Tider; thi tænke vi os en Apostolisk Menighed, levende i Aanden, da trængde den ligesaalidt til verdslig Beskyttelse, som den attraaede verdslig Rigdom, Magt og Ære; men netop naar Menighed var udartet, og dog uundværlig i Verden, da var det et Mester-Stykke af Forsynet, at 578 sammenkiæde den med Tyrannens Fordeel og med alle Verdens-Rigets Indretninger, som maatte give de indbrydende Barbarer deres høieste Forestilling om Stats-Klogskab og Dannelse. Paa Barbarerne er det nemlig vi nu maae fæste Øie, thi dem er Romer-Riget aabenbar givet til Priis, og kun med Hensyn paa dem kan vi fortsætte Stats-Historien, efterat Christus-Riget har tabt sin Selvstændighed og falder i det Mindste tilsyneladende sammen med det Romerske, men Barbarernes Riger blive nu1 igien kun Gienstand for Stats-Historien, fordi der i dem ved Christendommens Hjelp udvikle sig Stater efter den Ebraiskes Lignelse, med aandelig Oplysning til Hoved-Øiemed. Hvorfor ikke Romer-Riget heelt og holdent ved Christendommens Hjelp kunde forvandles til en saadan Stat, er et unyttigt Spørgsmaal, thi Romer-Riget var jo alle de gamle Staters Rakker-Kule, hvis Liig umuelig der kunde sammenvoxe til et Kæmpe-Legeme, og skiøndt Christendommen havde viist, den mesterlig kunde forene »Jøder og Græker, Skyther og Barbarer« til eet Folk, saa var det dog kun under Vilkaar, som i Constantins Dage snarere slet Ingen end alle Rigets Indbyggere vilde finde sig i. Naar derfor Christendommen under disse Omstændigheder kronedes til Keiserinde, da var det kun vigtigt, fordi, som dens Prophetiske Apostel mesterlig udtrykker det, Hun derved fik »begge den store Ørns Vinger« at flyve paa til Ørken, bort fra Slangens Ansigt, hvor Hende var Sted og Næring beredt i Tidernes Løb! Saa lidt derfor end Keiser-Daaben fortjener den Bebreidelse, at have forværret Romer-Rigets Stilling og fremmet dets Opløsning, da den aabenbar formildede Tyranniet og forsinkede Opløsningen, saa kan Christendommen dog ei forlange Tak derfor af Roms Tilbedere, da det er klart, den virkede kun for sig selv og Menneske-Slægten, formildede kun Tyranniet fordi den skaber2 Retfærdighed og aander Mildhed, og forsinkede kun Opløsningen, for at faae Tid til, saavidt mueligt, at giennemtrænge det Hele og syre hele Massen3, saa Menneske-Aanden kunde høste Gavn af Barbarernes Seier. Nu, da den nyskabte Folke-Verden ligger udbredt for os i al sin Herlighed, vidt overstraalende den Gamles, har vi ondt ved at troe vore egne Øine, naar vi, opvaagnende, betænke, hvad der Alt maatte skee, for at vi kunde komme sovende dertil; men forsvinde *1H. »bliver jo«. *2H. »byder«. *3 2. Udg. »saavidt mueligt, at giennemsyre det Hele«, 579 maatte nødvendig al denne Herlighed som en Drøm, hvis vi ei vilde oplade Øiet og see hvad der er skeet, beundre Forsynets Styrelse og følge dets Vink.

✂ Historiens Skne-Plads maatte enten lukkes eller paa en Maade flyttes fra den dannede Verden, hvor Dyd nu kun var Svaghed og Daaden Misgierøing, men viselig blev den saaledes udflyttet, at den i Grunden kun blev udvidet, blev mesterlig afdeelt og aflukket, saa den gamle Verden, som sin egen Skygge, blev staaende i Bag-Grunden. Lænkerne knustes og Hjertet fik Luft, men Kiæden brast ikke; som en Ægyptisk Konge-Mumie, skrinlagt i Alabast og stillet tilskue i et Grav-Palads: i Konstantinopel og Classikerne bevaredes den gamle Verdens Dannelse til den Ny, uden at dog Forfinelsen kom ubetimelig til at smitte og fordærve de raa men stærke og dybe Naturens Børn, som skulde fortsætte Menneske-Livet! Vist nok et stort Vidunder, men ei til ørkesløs Forbauselse, nei, til lærerig Efter-Tanke, thi fordi Mennesket er skabt i Guds Billede, udvikler ethvert Guddommeligt Storværk sig i Menneske-Naturens Orden, og er for os vel ugiørligt, men ei uforklarligt.

✂ Vi skal saaledes huske, at den Eenhed, Romer-Riget gav den dannede Verden, var kun stiv Eens-Formighed, altsaa kun den samme Lighed, som Døds-Kulden giver alle Menneske-Legemer, og da Christendommen igien kaldte Folkene til Live, maatte der nødvendig i det Mindste vise sig een Hoved-Forskiel, den nemlig mellem Østen og Vesten. Kun Øster-Leden, Grækenland iberegnet, havde været den gamle Dannelses Hjem-Stavn, og kun de Østlige Folke-Færd havde Romeren fundet døende og overvældet, de Vestlige havde han fundet raa, og overvundet med Krigs-Konst, og kun, saavidt de blev unaturlig forfinede, afkræftet. Denne Forskiel var heller ingenlunde tilfældig, thi Østerlænderen var Phantasi-Tidens fødte Konge, og havde i Ungdommen saaledes forkiælet og forsvækket sig, at han, i det Mindste giennem Middel-Alderen, aandelig talt, ei vel kunde blive meer end en Skygge, og Grækerinden, som var født til Hjerte-Tidens Dronning, havde fordandset og forkiølet sig, saa hun maatte holde Sengen og være glad om hun ei sank i Graven. Romerinden var nu vist nok den store Skiøge, der nødvendig efter sine egne Love maatte faae de løsagtige Vestalinders Straf og levende begraves, medens de trælbaarne Kvinder i Afrika, Spanien, Gallien og Britannien, umuelig kunde beklæde 580 en Dronning-Stol, hvorover Konge-Aanden svævede; men ogsaa for at raade Bod paa dette Savn var Christendommen kommet til Verden, og [blev], som »den hellige Moder, Kirken«, kronet til Keiserinde i Romer-Riget. Saalænge Christus-Riget stod, kunde Man i Stats-Historien ei kiende Forskiel paa dets Indbyggere, da de Alle var Eet1, men ved dets Opløsning, giennem det Tredie Aarhundrede, viiste det sig snart, at den herskende aandige Følelse, Man i Østen beholdt, var Tro paa Guddommelig Vidskab, øst med Lærdom af den Hellige Skrift, medens Man i Vesten foretrak den langt dybere Følelse, som Troen paa den ind viede Geistligheds hemmelige Samfund med Guddommen unægtelig er. Hvor protestantisk vi derfor end i Kirke-Historien ville bedømme dette Forhold, maae vi dog finde det meget naturligt, at »de Lærdes Republik« i Østen knap under en Despots Formynderskab kunde hindres fra at ødelægge sig selv, medens »Bispe-Riget« i Vesten sammenvoxde til et Pavedom, [som] de verdslige Herrer maatte bøie sig for; thi jo daarligere Lærde, desmere Kiv, men jo daarligere Bisper, desstørre Enighed, og i Troen paa de Enige kan Man hvile, men i Troen paa de Stridige maa Man kives.

✂ Denne mærkelige Forskiel mellem Østen og Vesten kom ogsaa netop i Constantin den Stores Dage ret for Lyset ved de »Arianske Stridigheder«, som vi vel gierne aldeles vilde overlade Kirke-Historien, men kan ikke, fordi de aabenbar hørde langt meer til Statens og Skolens, hvori de har efterladt sig uudslettelige Spor. Hele Østens Geistlighed var nemlig paa den Tid forsaavidt enig med sin store Lære-Fader Origenes, at de grundede deres Tro paa deres egen Skrift-Klogskab, og ved at kaare Roms Tyran til Ypperste-Præst haabede naturligviis Enhver af Østens Skole-Mestere at faae sin Theologi til at blive herskende, medens Vestens Bisper kun forlangde Beskyttelse mod opsætsige Lægmænd. Nu fremstod Præsten Arius i Alexandrien, Lærdommens Stapel-Stad, med et nyt Indfald om Christus efter Skriften, og det satte hele Østen i Bevægelse, medens Man i Vesten knap vidste, hvad Striden, der syndes at dreie sig om et eneste Bogstav i et Græsk Ord*), egenlig var om. Det gik naturligviis Constantin ligedan, men da det var ham, der skulde afgiøre Trætten, maatte han dog **) Omousios og omoiusios, som om vi vilde spille med Ordene »Gud lig« og »gudelig«. *1 2. Udg. »da de saae eens ud«, 581 have en Mening derom, og holdt nu snart med Arius og snart med hans Modstandere, hvoraf der nødvendig, da Keiserens Ord skulde være en Lov, maatte følge store Ubehageligheder for dem, der holdt paa en modsat Mening. Den herved opkomne Skik, at Keiserne skrev Troes-Bekiendelser (Symboler), som Man skriver Forordninger, efter den Mening, Man for Øieblikket finder rimeligst, eller finder hos sin Yndling for Øieblikket, [den] lærde Man imidlertid i Østen snart at finde sig i, som et nødvendigt Onde, der dog havde det Gode ved sig, at hvem der tabde Slaget i Dag, kunde vente at vinde det i Morgen, medens samme Skik for Vestens Bisper og deres Hjord var en Vederstyggelighed, hvorved en Lægmand opkastede sig til Herre baade over Troen og Geistligheden.

✂ Under disse Omstændigheder var det da ganske i sin Orden, at Østen og Vesten fik hver sin Keiser, og Østen i Byzants eller Konstantinopel en ny geistlig, verdslig og videnskabelig Middel-Punkt, hvor Græsken aldeles som Bog-Sprog fortrængde Latinen, og det var jo Betingelsen for, at Vesten kunde overlades Barbarerne, uden at dog den gamle Dannelse og den Græske Literatur derved gik forloren. Os kan det derfor være ligegyldigt, hvad der bevægede Constantin til at vælge Byzants istedenfor Nikomedien til den ny Hoved-Stad, eller bevægede Theodos til at dele Riget ordenlig mellem sine Sønner (395), saa Arcadius fik hele Østen, og Honorius hele Vesten, thi Følgen blev den samme, og istedenfor at gaae i Rette med den døde Keiser som en Roms Forræder, glæde vi os ved, der dog nu engang kunde blive en god Ende paa Roms Tyranni, da Østen og Vesten var blevet sig deres Uforenelighed bevidst. At dette nu ogsaa virkelig, uden al Skyld hos Theodos og hans Sønner, netop skedte i deres Dage, see vi klarlig ved i Skolen eller Literaturen at betragte de to Bisper, som under Arcad og Honor ret egenlig deelde Rigets Beundring: Antiochenseren Chrysostomus og Afrikaneren Augustin, Hin det store Lys i Østen og Denne i Vesten. Begge rage de op over deres Sidemænd og over deres Eftermænd giennem hele Middel-Alderen, som Bjerge over Dale, og Begges efterladte Skrifter er i Skole-Historien uforgiængelige Mindes-Mærker om det høiere Sving og den dybere Grundighed, Christendommen alt i den gamle Verden gav Hedningers Tanke-Gang; men Chrysostomus, i hvem Østens Professor-Stamme holder sin egen pyntelige Lov-Tale og Lig-Prædiken, er aabenbar strax færdig, da Følelsen opløser sig i 582 Betragtninger, og Materien taber sig i Formen; [hvorimod] Augustin, i hvem Vestens Bispe-Sjæl først kommer til Besindelse, er derimod i fuld Giæring, og føler sig bestandig draget til to modsatte Sider: Spidsfindighedens bundløse Afgrund og det umaalelige Hjerte-Dyb. Hvor Man beklapper Chrysostomus, vil Man altsaa nøies med at balsamere Rom i Vie-Vand paa Græsk, men hvor Man føler sig grebet af Augustin, der stræber aabenbar et nyt christnet Grækenland at skyde sig op giennem Roms Ruiner, og da vi veed, det lykkedes, kan de store Hindringer, det mødte, men seierrig overvandt, aldrig ængste, men vel oplyse og fornøie os.

✂ Der herskede nemlig i Vesten, og da især i Nord-Afrika og Italien, en Slaphed og Sædernes Fordærvelse hos de Dannede, der var saameget des grueligere, som Dannelsen der var falsk, var en hovedkulds Forfinelse af Barbarer, og hermed hængde hos de Boglærde en aandløs, vantro Retning paa det Nøieste sammen, saa Grammatikeren Hieronymus var Vestens Orakel, Pelagius med sin tørre Moral var nær ved at faae flere Stemmer blandt Bisperne end Augustin, og selv Denne, der kun med Møie havde revet sig løs fra de » Latinske Classiker,« var, med al sin Varme, dog meget for efteraars-kiølig til en Vaar-Prædikant i det store Hjerte-Aar. Naar vi derfor nu see Barbarerne bryde ind paa alle Kanter, og Vandalerne bemægtige sig Nord-Afrika, mens Augustin ligger paa sit Yderste (430), da maae vi finde, det var ogsaa paa den høie Tid, at den falske Dannelse med alle sine raadne Grene blev afhugget ved Roden, og de faa efterladte Bog-Lærde fik Andet at vide end hvad Man kan læse og gruble sig til, og Andet at giøre end at forkiættre og drille hinanden. At nu imidlertid Læge-Midlet ei blev værre end Sygdommen, at ikke selv Spiren til en betimelig Dannelse gik tabt i Barbariet, men at Augustin og Hjeronymus, efter, som skrinlagte Kirke-Fædre, at have sovet for Altret i tusind Aar (fra det femte til det femtende Aarhundrede), stod lyslevende op igien1 med Luther og Melanchton, og blev den rette Skole-Dags Morgen-Haner, det er jo vist nok et stort Under, men dog slet ikke større, end at det lader sig forklare af Middel-Alderens Historie. Bagefter kan vi nemlig godt see, det gjaldt kun om tre Ting, for at det Romerske Helvede kunde blive en2 Skiærs-Ild for Vestens Christenhed, hvoraf Menneske-Aanden kunde luttret udgaae, *1 2. Udg. »stod reformerede op«. *2H.»en taalelig«. 583 naar Forstands-Tiden kom, studere den gamle Verden i sine efterladte Folk og Skrifter, og derpaa, med »Forstands [Hjertets] oplyste Øine« og [med] velberegnede Kæmpe-Skridt, fortsætte sin Bane til Maalet, og disse tre Ting var: at den Christne Troog Anskuelse bevaredes, at der indvandrede kraftige Folke-Stammer med aandige Anlæg, og at Skolen i Konstantinopel, om end faldefærdig, dog blev staaende, og aldrig i Vesten ganske tabdes af Sigte. For det Første var der nu sørget ved den Nødvendighed, det var Geistligheden, naar den vilde herske i Christi og hans Apostlers Navn, og tilegne sig med Tienden alle Aarons og Leviternes Rettigheder, at den da maatte1 for sin egen Skyld holde strængt over alt det Oprindelige i Kirken, beflitte sig paa Troes-Enighed og prise Guds Husholdning i det Gamle Testamente. For det Sidste vilde der blive Raad, naar paa den ene Side Konstantinopel trods den herskende Svaghed og Forvirring frelstes fra Barbarerne, medens2 paa den anden Side de Lærdes Tvistigheder holdtes3 ved Lige, og Vestens Bisper nødtes4 til at tage Hensyn paa dem; thi da vilde Skole-Kundskabens Elementer mechanisk forplante sig i Østen og aldrig ganske glemmes i Vesten, saa de lærde Feider i Konstantinopel, og Tvisten mellem den Latinske og Græske Kirke, beskæmmede vel det Byzantinske Rige og vanhældede den Christne Kirke, men var dog for Christenhedens tilkommende Høi-Skole, og derved baade for Kirke og Stat, aldeles uundværlige. Det Tredie: at skaffe det Vestlige Romer-Rige en god Deel nye Indbyggere, som havde anderledes Kræfter og mere Hjerte for Aand end de gamle Italiener, Spanier, Gallier og Britanner, det kunde naturligviis kun Guddommen, men at de derfor, langt fra at være himmelfaldne, var skabt og giemt til Det og Meer, [det] vil bedre Middelalders-Historier 5 end vi endnu har, let kunne vise.

✂ Hvorledes det nu gik til med Romer-Rigets Opløsning og ny Befolkning, det hører naturligviis ikke til Romer-Rigets men til dets Fienders Historie, og til Lykke træffe vi Folk mellem dem, hvem Historien var kiær fra Moders Liv, og hvis Levnets-Løb derfor nødvendig maatte blive en Historisk Beskrivelse værd.

*1 H. »thi da maatte den«. *2 H. »og naar«, *3H. »kunde holdes«. *4H. »nødes«. *5H. »en bedre Middel-Alderens Historie«.

✂

Folke-Vandringen og Nørre-Leden.

✂ Man maler vist nok Krig i det Hele med dens rette Farve, naar man dypper sin Pen i Blod, men den blodigste Beskrivelse, Man kan give af Krigen, er dog kun mat, mod den, Krigen giver af sig selv, saa Historien skulde aldrig befatte sig med saadanne Natur-Skildringer, men heller forbigaae alle de Krige med Taushed, der intet Mærkværdigt er ved uden Blod-Badet. Naar man derfor arbeider paa at tiltælle sine Læsere alle de Hug og Stik og Stød, Romer-Riget fik, til det faldt, af Hunner og Gother, Franker og Longobarder, Heruler og Vandaler, Burgunder, Alaner og Svever, og saa videre fort i det Uendelige, for1 saa igien al udfinde, hvor de var Alle kommet fra, og hvortit de bedes indbyrdes; naar Man giør det, da stiler Man vist nok ganske fornuftig paa at give os et tro Billede af Folke-Vandringen, som et brusende Hav fra »Chinas Kyst til Øster-Søens Grændse«, eller som et almindeligt Oprør i Menneske-Naturen [Menneskeslægten], under hvilket hele Barbariske Folke-Færd rulle frem mod den dannede Verden som uhyre Bølger, oprørte af alle dyriske Drifter, som de til Vædde-Strid løsladte Storme, medens Millioners Vaaben-Gny og Sværde-Lyn er Torden-Veiret, der2 Slag i Slag udbreder Angest, Død og Ødelæggelse over alle de deilige, frugtbare, blomstrende Lande paa Middel-Havets Kyst; men det er et meget utaknemmeligt Arbeide. Der vil nemlig altid findes en Pult [Pulk] Kosakker paa Grændsen af den dannede Verden, hvis Helte-Gierninger give den en langt mere levende Forestilling om Folke-Vandringen end alle lærde Penne, saa Kiedsommeligheden, de ved idelig at gientage Et og det Samme, nødvendig udbrede, bliver i dette Stykke Pennens 3 eneste, umisundelsesværdige Fortrin. Det lade vi altsaa fare, og stræbe heller at henlede Opmærksomheden paa Nødvendigheden af Roms Fald og Sammes lykkelige Følger, som gyldig bevise, at det ingenlunde var dyriske Drifter, men dybere Menneskelig Følelse, der udmærkede Delerne af Romer-Riget. Barbarers Indfald i den dannede Verden er nemlig saa gamle som den, og fornye sig til alle Tider, saa Kymrer og Teutoner var ligesaavel Skythers og Gallers Efterfølgere, som Hunners og Gothers Forløbere, og *1H. »og«. *2H. »som«. *3H. »Pennenes«. 585 Arabers og Slavers, Mogolers og Tyrkers Angreb og Indbrud er aabenbar af samme Slags, saa de Lærdes Forestilling om Folke-Vandringen som en mageløs Begivenhed [Ustyr] i det femte og sjette Aarhundrede er et tomt Hjerne-Spind af Romersk Overtro. Hvad der er mærkværdigt og mageløst ved den store Omvæltning, er da ingenlunde Bulderet og Barbariet, som aldrig udebliver, hvor Dannelsen er udartet til Kiælenskab, og Kræfterne opløst i Nydelse, men det er den underfulde Gienfødelse og Fornyelse af Menneske-Livet i ungdommelig Friskhed mellem Ruinerne af den gamle Folke-Verden, det er hvad der slaaer os, baade som et mageløst Sær-Syn, og som et ganske besynderligt Trylleri, vi ikke veed andet Navn til end »Romantisk«. Navnet er ogsaa det heldigste, der kunde vælges, naar Man blot ikke vil udstrække det til hele Middel-Alderen, men indskrænker det til Vexel-Virkningen mellem de Romerske Ruiner og de Nordiske Udflyttere, og Betragtningen deraf i en Maanskins-Nat, ved Siden ad Barbariske Jette-Skikkelser, lig den vilde Jæger, som giennemfarer Verden for at æde den deilige, flygtende Prindsesse, han har kastet sin dyriske Kiærlighed paa*).

✂ Dog, disse Middel-Alderens Fee-Slotte, omsværmede af grumme Jetter og skielmske Dværge, men bevogtede af strænge Riddere og djærve Kæmper, maatte vel saare forundre os, i Egne, hvor Man, giennem fem Aarhundreder, fra August til Augustulus, kun saae Bødler og Tugthuus-Lemmer, naar Man ikke i Blusset af Martyr-Baalene saae straalende Vidnesbyrd om et guddommeligt Menneske-Liv i det Skjulte; men en Fortsættelse af Menneskets store Levnets-Løb kunde vi dog aldrig see i disse Tryllerier, naar vi ikke opdagede, at hine Fee-Slotte er at ligne ved Herberger i Ørken for en stor Konge, som under mange Farer kæmper sig giennem fiendtlige Ene-Mærker til et nyt Land, hvor han vil reise sin Throne. Tiden har imidlertid viist, at det var saaledes, at Menneske-Aanden havde en anden Verden omkring Vester-Havet og Øster-Søen, hvor den skulde fortsætte hvad der begyndtes omkring Middel-Havet, men at denne Verden var endnu ikke beredt, saa Aanden maatte enstund friste Livet i allehaande Forklædninger, snart som en vandrende Ridder og reisende Spillemand, snart som en bodfærdig Pillegrim og ydnryg Kloster-Broder; thi at **) Dette træffende Billcde af Barbariet i Middel-Alderen findes muntert udmalet i Tydskernes Heltebog, og navnlig i »Aties Konge-Liv« eller Etzols Hofhaltung«. 586 Nørre-Leden var Aandens Maal, see vi klarlig, da det baade var derfra al aandig Rørelse udgik og [det var] der Aanden fra Reformationen af fik en Nyaars-Tid, der ingenlunde maa bedømmes efter hvad den alt har naaet, men efter hvad den fører til.

✂ Saaledes at gaae baglænds, for at komme ret ind i Fortiden, er et Kneb, vi først i den allersidste Tid har lært, og dermed har Bladet kiendelig vendt sig saavel i den Kritiske som i den Pragmatiske Historie, thi saalænge Man blev siddende magelig i sit Studere-Kammer, og snart indbildte sig, Man kunde mane de gamle Skribenter op og efter et strængt Politi-Forhør bedømme baade dem og deres Efterretninger, snart drømde, at Man forklarede Historien, naar Man fortalde, hvad Hensigter Man selv vilde havt, og hvordan Man selv vilde baaret sig ad, naar Man havde været i de Gamles Sted, saalænge legede Man aabenbar kun med Historien eller rettere med sin egen Skygge. Nu derimod, da vi begynde med det virkelig Nærværende og nærmest Forbigangne, som er sikkert nok, bedømme vi ikke de gamle Efterretninger efter eget Tykke, men efter deres Overeenstemmelse med de Menneske-Naturens Love, vi i den sikkre Historie og vor egen lille Verden har opdaget, og Enkelt-Mændenes Hensigter lade vi staae ved deres Værd, som tvivlsomme og os uvedkommende Ting, medens vi slutte fornuftelig: at hvad der virkelig kom ud af en Ting, det var den Aands Hensigt, som styrer det Hele.

✂ Naar vi derfor ønske at vide, hvordan det omtrent har seet ud i vort Norden ved Christi Fødsels-Tid, og hvad der foraarsagede de ældre Udvandringer, da begynde vi ikke med at sammenligne de Græske og Latinske Billinger om Thule med vore egne Old-Sagn, som ei engang selv veed [kan vise] om de er fra Brand-Old eller fra Høi-Old; men vi begynde med den Kiends-Gierning, at Nord-Tydskland og Danmark er nu det egenlige Sæde for universel Videnskabelighed, hvor Man stræber at samle alt Menneskeligt i Menneske-Begrebet og udlede det af Menneske-Naturen, derfor ogsaa de eneste Steder, hvor Man arbeider paa en organisk sammenhængende Verdens-Historie, medens Man andensteds, selv i National-Historien, nøies med det atomistisk Sammendyngede. Heraf slutte vi med Føie, at hvor daarlig vi maaskee end behandle den store Opgave, maa det dog ligge i vor Natur at have Lyst dertil, og i Forsynets Plan at vi skal befatte os dermed, hvad igien ei kan være Tilfældet, uden at vi ogsaa oprindelig har havt tilsvarende Evner og Anlæg.

587

✂ Heraf følger ogsaa nødvendig, at vi har havt en tilsvarende Fortid, og vi har nu en Prøve-Steen fra de gamle Efterretninger om Norden, som i det Hele og Store er aldeles tilforladelig, og viser sig at være det, naar den sammenlignes med vore Boglige Mindes-Mærker fra Middel-Alderen. Man dømme nemlig hvad Man vil om Saxos og Snorros og alle de Islandske Saga-Skriveres historiske Tilforladelighed i det Enkelte, saa beviser disse Bøgers blotte Tilværelse dog ligefuldt, at Norden havde en i Middel-Alderen mageløs Historisk Retning, og vi behøve kun at aabne Bøgerne, for at see, at Aands-Gaverne svare dertil, saa, naar de ikke forskiærtsedes [forspildtes], maatte de i Forstands-Tiden avle en saadan Historisk Vidskab, som den der nu fødes.

✂ Nu finde vi imidlertid ogsaa baade hos Saxo og hos Islænderne en Mængde Sagn og Sange, som skal være fra Old-Tiden, og skiøndt det er vanskeligt at tale om Aar og Alder, hvor Old-Tiden løber ud i Eet til det Niende Aarhundrede efter Christi Fødsel, saa er dog Sagnenes Ægthed beviist, naar de er i den Aand, vi hos os selv og hos Middel-Alderens Fædre [Kæmper] har lært at kiende, og hvad det Mythiske angaaer, kan vi ikke tvivle om at Anskuelsen jo er ældgammel, hvis den virkelig svarer til Bestemmelsen af det Historiske Vidskabs-Folk. En saadan Anskuelse af Menneske-Naturen i sit eget Inderste og Ahnelse af sin Løbe-Bane har nemlig et Folk, saavelsom hele Slægten, kun i sin fyrige Ungdom, og skiøndt nu Vidskabs-Folket vist nok i Forhold til Hjerte-Folket er en Silde-Fødning, har vi dog ingen Grund til at sætte deres Ungdoms-Arbeide, som Mythe-Smedningen er, paa denne Side Christi Fødse!

✂ Hvad nu den Nordiske Mythe-Krands selv angaaer, da er dens Ægthed, som Udtryk for Nordens Aand, paa det Gyldigste beviist ved den Yndest, de nye Skjalde i Norden har fattet for den, thi i dem har Aanden vedkiendt sig den; men det er ogsaa indlysende, at den tilhører det universal-historiske Vidskabs-Folk, da den udtrykker det Grund-Forhold, hvori Samme nødvendig maatte see sig til Udødeligheden, som for alle aandige Folk er den Livets Krone, hvorpaa de stadig fæste Øie.

✂ Naar vi nemlig give Agt paa de Folk i Old-Tiden, i Middel-Alderen og i Nyaars-Tiden, der eftertragtede Udødelighed, da opdage vi en mærkelig Forskiel, der svarer til Forholdet mellem Phantasi, Følelse og Forstand, hvoraf den ogsaa aabenbar udspringer, saa de Ældste søgde deres 588 Udødelighed i Nedstammelse fra Guderne, de Mellemste i et hemmeligt Samfund med dem, og de Yngste i deres daadfulde Kamp derfor1, hvad aabenbar kommer af, at Phantasien naturlig knytter sig til Fortiden og lever i Beskuelsen, Følelsen gaaer paa det Nærværende og lever af Indtryk, Forstanden stræber fremad og lever i Haabet!

✂ Indskrænke vi os nu til Hedningerne, for at være sikkre paa at see Natur-Forholdet, da er det iøinefaldende, at ligesom Perser-Mytherne symbolisere Phantasiens, og Græker-Mytherne Hjertets Forhold til de udødelige Guder, saaledes afbilder Nordens Mythologi Forstandens Forhold til Udødeligheden, som den Livets Krone, der kun kan ventes for daadfuld Kamp og kun naaes ved at giennemgaae og overstaae Døden. Hvorvidt nu disse sindrige Myther, som dreie sig om Valhal og Gimle, ere oprundne og udspundne i Norden, uden at Man først hørde en lille Fugl fra det Fremmede synge derom, det er et Spørgs-Maal, der vel kan pirre Nysgierrigheden, men er her kun forsaavidt af Vigtighed, som vi maae indsee, at skulde Vidskabs-Folket selv skabe saadanne Myther, maatte det være tidlig, mens Phantasien var i sin fulde Kraft, og skulde det have Hjelp dertil udenfra, maatte det være, mens Aanden var over de egenlige Old-Folk, altsaa en god Stund før Christi Fødsel.

✂ Naar vi nu, med disse For-Kundskaber, spørge Romere og Græker, hvad de veed om Hyperboræerne, da svarer Lucan os paa Vers, at i Neros Dage vidste Man i det Mindste, Nordboerne havde saadanne Valhals og Gimle-Myther, som vi fandt her hjemme, thi han siger:

✂ Kun hos eder skal Man finde
Falke-Syn for Gude-Spor,
Eller ogsaa I er blinde
Fremfor alle Folk paa Jord;
Thi hvor vi kun blege Skygger
Skimte giennem Taage-Sky,
Der for eders Øine bygger
Aanden sig en Hald paa ny!
Kan jer Sang Man regne efter,
Død kun deler Livets Flod,
Som sig hist med friske Kræfter
Rører i hvert Ledemod!

*1 2. Udg. »de Yngste i deres Efterligning«. 589

✂ Held de Folk, som boe i Norden! Fare de end vild deri,
For den værste Frygt paa Jorden:
Dødens Frygt, er de dog frie!
De har Kæmpe-Mod i Bringe,
De er Dødens Over-Mænd,
Finde lumpent det at thinge
Om et Liv, Man faaer igien!*)

✂ Herskede der nu i Norden, ved Christi Fødsels-Tid og Middel-Alderens Begyndelse, den høieste Betragtning af Jord-Livet, som er fundet eller kan findes hos Hedninger, da undrer det os ikke længer, enten at de udvandrende Stammer følde sig tiltalte af den Christelige Anskuelse, hvor de mødte den, eller at Rigerne, de stiftede, blev Vugger for de nye Borger-Samfund; thi hvor Man kæmper for Evigheden, kan Man umuelig leve blot for Øieblikket, hvor Aand saa mægtig besjæler Folket, kan Tilstanden umuelig være dyrisk. Saalidt derfor, som vi i det gamle Norden kan tænke os slebne Sæder og Forelæsninger over Menneskets og Borgerens Pligter og Rettigheder, saavist var det dog et menneskeligt Liv, der førdes, med mere Agtelse for Ærlighed, Billighed og for alle ædle Følelser, end Man fandt i noget andet Hedning-Land, thi det ligger i det aandige Kæmpe-Folks Natur og speiler sig i dets Myther. Ligesom nemlig Grækernes Splidagtighed speiler sig i Olympierne, saaledes maa ogsaa Asernes indbyrdes Venlighed, og Frygt for at besmitte deres Thing-Sted selv med deres arrigste Fiendes, med Fenris-Ulvens Blod, borge os for, at Nordboerne havde Lyst til Lande-Fred og dyb Agtelse for Lov og Ret, skiøndt de paa deres Vikings-Tog naturligviis foer afsted som Thor i Øster-Leden. Ogsaa Raaheden giør Man vel i ikke at tænke sig alt for stor, da Bærsærkerne kun, ligesom Røvere i Middel-Alderen, var Undtagelser, de giæve Kæmper ærlig stræbde at frelse Kvinderne og hele Verden fra, medens Skjaldene bænkede alle Ædlinger i Valhal og i Freias Bur, men viste alle Niddinger til Hel. Edda-Sangene er ogsaa i denne Henseende talende Mindes-Mærker, thi vel kan Ingen af os sige, naar de har faaet den Skikkelse, hvori vi fandt dem paa Island for et Par Aarhundreder siden, men deels maae de dog være fra en Tid, da de kunde blive til, altsaa fra Heden-Old, og deels er de under alle **) Lukans Pharsal-Kvad I. 452-62. 590 Omstændigheder oldnordiske Planter, der forudsætte megen Dyrkelse af Aandens Marker. Vel er nemlig Vøluspa (Norne-Kvadet) dunkel og Havamaal (Lære-Digtet) lidt klodset, og det var naragtigt at ville sammenligne Nordens episke Nyn, selv Bjovulfs-Drape iberegnet, med Grækenlands Høisang, men det kommer især deraf, at Følelsen har sin poetiske Rigdom i Begyndelsen [Midten], og Forstanden i Slutningen, saa vores Vædde-Løb med Grækerne i poetisk Udvikling kunde ligesaalidt falde i Old-Tiden [Middelalderen], som det nu, hvis vi slægte Fædrene paa, kan udeblive, men Anlæget dertil maatte være medfødt, og maa have været ligesaa umiskiendeligt i hele Nordboens Liv, som det er i Nordens Myther og Eddas Viser.

✂ Naar Man derfor har tænkt sig de gamle Nordboer som Umennesker, da kom det især af blind Tro paa Latinernes guddommelige Viisdom og menneskelige Fuldkommenhed; thi de Romerske Videnskabs-Mænd, latterlig Ihukommelse, forsikkrede jo, at baade nedstammede de selv fra Kannibaler og at det var alle Folk, til der kom et Andet og polerede dem, og at Man dog paa denne Maade maatte begynde med et Folk, der havde poleret sig selv, var en dybere Bemærkning end dem, der tækkes selvkloge Drenge. Hvad der imidlertid, efter Opdagelsen af de Nordiske Old-Sager [Oldsagn], har hindret Tydskerne, de store Veiere, Maalere og Vragere i Vidskabs-Staden, fra at forudsætte en betydelig Grad af Aands-Dannelse og Borgerligt Anlæg i det gamle Norden, er deels deres egen Mangel paa aandige Mindes-Mærker og deels Beskrivelsen af Tydskland, som Tacitus gav i Slutningen af det Første Aarhundrede; thi det er en indgroet Fordom hos Tydskerne, at det er dem, der har civiliseret [sat Hoved paa] os, en Fordom, der i de sidste tre Aarhundreder, da vi unægtelig har gaaet i Tydskernes Lede-Baand, har selv i Norden vundet en vis Hævd, der hører Mod til at trodse. Men havde vi ikke det Mod, da var vi vel [heller] ikke Kæmpernes Børn, som avede Tydskland og knuste Rom, men det var dog lige vist, at vi kun fulgde Tydskerne i den Tid, vi glemde Fædrene, og at de umuelig kan have givet os den Borgerlige Sammenhæng, de sagtens maatte fattes i Taciti Dage, da de endnu har langt mindre deraf end vi. Hermed nægtes det ingenlunde, at i det Mindste Nord-Tydskerne og vi har fra Arilds-Tid havt Aand tilfælles, ei heller skal vi [Danske] prale af Mindes-Mærkerne, vi derom har forud, thi havde Island ikke været, vilde vi neppe engang 591 havt en Saxo, men skulde været Indskrænkede til de Angel-Sachsiske Levninger, som er Blandings-Gods; saa hvad der skal paastaaes, er blot, at hvor barbarisk det end i den første Keiser-Tid kan have seet ud i Tydskland, følger deraf slet ikke, det jo saae langt anderledes ud i Norden. Ligesom Havet er Natur-Kampens store Skue-Plads, saa er det aabenbar Kæmpe-Aandens Element, hvortil Norden anderledes fortroelig sluttede sig end Tydskland, som det endnu kiendes paa Tunge-Maalene, thi Vores ligner Havet fra Dets letteste Bølgen til Dets høieste Brusen, medens Tydskernes langt mere ligner Hestenes Trampen og Vognenes Rummel, Pilenes Susen og hele Vaaben-Gnyet. Tydskeren var fra Arilds-Tid langt mere Skytte og Nordboen Skipper og Fisker, og lige fra Middel-Alderens Begyndelse, da Hjertet faaer Anførselen, maatte det i Selskabs-Livet giøre en mærkelig Forskiel, om end ikke Tydsklands Beliggenhed havde ført det med sig, at de tidlig hjemsøgdes af Romerne og kløvedes af Galliske og Slaviske Stammer, som baade Cæsar og Tacitus melde.

✂ Betragte vi nu, med disse Tanker, den Skildring, Tacitus giør af Tydskerne, og lade hans Frihaands-Tegning, som vi ei kan bedømme og endnu mindre stole paa, staae ved sit Værd, da finde vi ikke en eneste Kiends-Gierning, der strider imod, men Flere der tale for vor Nordiske Betragtning af Sagen. Vi finde ligesaalidt hos ham som i de Eddiske Sange Spor af Billed-Dyrkelse, som er et vist Tegn til, at Aanden endnu var for stærk til at taale grovt Afguderie, og ved Siden ad National-Mythen om Tuiske (Tydske-Vodan) som Stam-Fader til Ingevoner, Istevoner og Svever (ventelig Saxer, Est-Gother og Svaber)1, finde vi en Mars og Mercurius, som naturligviis er Tyr og Odin, med en Isis og Hercules, som selv Latineren udleder tilskibs fra Norden*). Hermed sigter han aabenbar til Phønicernes Seilads paa Norden, og skiøndt han sagtens har taget Thors-Hammeren for Hercules-Kiøllen og Fjorgyn for Isis, hentyder dog det Sagn, han anfører om »Hercules-Støtterne« i Norden, paa, at Man dengang i Tydskland har vidst Noget at fortælle om Tyriernes Halvgud.

✂ Her staae vi da ved Spørgsmaalet om Phønicernes Seilads **) Taciti Tydskland. 3. 9. 34. *1 2. Udg. »om »Tyske« som. »Mands« Fader og som Stamfader til Ingevoner, Istevoner og Svever (ventelig ingwinas, estwinas og swæfas)«. 592 paa Norden og Øster-Søen, et Spørgsmaal, der i den nyere Tid har været meget omtvistet, og lader sig naturligviis altid omtviste, da Phønicerne selv ingen Bøger har efterladt, og det gamle Nordens Bøger hverken berette Noget, eller kunde, som Bøger skrevne i Middel-Alderen, være gyldige Vidner derom. Saae vi Nordboer paa vor egen Ære, da maatte vi helst give dem Ret, der paastaae, vi fra Arilds-Tid var os selv overladt; thi at vi har en Mythe-Krands, der kroner Fædrene til et af Historiens Hoved-Folk, [det] beviser sig selv, at der var Ager-Dyrkning, Skibs-Byggeri, Smede-Konst, Rim-Smedning og Rune-Skrift i det Hedenske Norden, [det] lader sig egenlig slet ikke [heller] nægte, og er Fædrene kommet saavidt uden Hjelp af Old-Tidens store Mæglere, da har vi unægtelig stor Ære af dem, som langt vittigere end Grækerne, der selv maatte tilstaae, de kun ved Ægypters og Phønicers Hjelp blev ret vendt baade i Himlens og Jordens Betragtning. Men allerede denne Omstændighed maa giøre Sagen mistænkelig i alle upartiske Dommeres Øine; thi trængde selv Grækerne, som dog aabenbar var bestemte til en langt tidligere Udvikling, til Hjelp fra Øster-Leden, hvor Old-Tidens store Konge thronede, da var det høist urimeligt, at Nordboerne kunde undvære den, hvis Bestemmelse krævede, at Letnemhed og Dannelighed, men ingenlunde at Originalitet [(Skaberlighed)] skulde være deres Hoved-Egenskab.

✂ Uagtet derfor de faa Græske Efterretninger, der er os levnede om »Thule«, baade er for korte og for mørke, til at vi deraf ene kunde drage en forsvarlig Slutning om levende Samkvem mellem Middel-Havets og Øster-Søens Folke-Kreds, saa er det dog klart, at Grækerne flere hundrede Aar før Christi Fødsel vidste meer og bedre Beskeed om Norden end Romerne efter Christi Fødsel, da deres Krigs-Hær dog havde været ved Elben, hvad kun lader sig forklare af [gammel] Seilads paa de Egne, og naar vi dertil lægge den Kiends-Gierning, at Phønicerne fra Arilds-Tid handlede med Tin og Rav, som de efter al Rimelighed kun fandt i Britannien og ved Øster-Søen, da maatte der være stærke Grunde mod Nord-Farten, naar den med Føie skulde omtvivles. Grækerne har nemlig baade kaldt Rav-Kysten Raunonia, et Navn, de ei kunde giøre uden Hjelp fra Norden, og de har vidst Noget om de Danske Øer og om Nordens Beboelighed høit op imod Polar-Kredsen [Sneekredsen]; thi skiøndt Strabo paastaaer, de vidste slet Intet, og anfører kun Sligt som lutter Løgn af Marseillianeren Pytheas, 593 saa viser Anførelsen dog ligefuldt, at Pytheas har vidst Endeel, og var hans »Thules Historie« ikke forgaaet, vilde hans Kundskab til Norden sikkert være uimodsigelig. Spørgsmaalet er nemlig her slet ikke, om der har staaet endeel Fabler i Thules Historie, thi det giør der jo altid i de første Beretninger om fjerne Lande, ei heller om Pytheas, som han paastod, selv havde været i Norden og var reist tilbage over Land ned til det sorte Hav, thi det bliver hans egen Sag, men om det var mueligt, at han paa fri Haand kunde digtet sin Beskrivelse af Norden, og til at vi skulle troe det, er der i Billingerne, Man har givet os, formeget Rigtigt, selv naar Man ikke læser Ost-Daner for Ost-Damner og finder »Kullen« i deres Forbjerg Kalve.

✂ Hvorvidt nu Pytheas var ældre end Aristoteles, veed Man egenlig slet ikke, men var han yngre end Herodot, har denne dog ligefuldt hørt tale om Floden Eri-Dan i Norden, hvor Ravet skulde findes, og vel mener han, det er en grov Løgn, da Enhver kan høre at Eridanos er intet Barbarisk men et godt Græsk Ord, som ventelig En af de gamle Poeter har gjort; men den Grund vilde han aabenbar selv fundet daarlig, hvis han havde kunnet Dansk, og vi slutte kun deraf, at ligesom Homer vidste godt, Phønicerne handlede med Rav, saaledes har det ogsaa været et gammelt Sagn i Grækenland, at Ravet kom af de Taarer, Phaetons Søstre ved den Nordiske Flod Eri-Dan fældte over deres forulykkede Broder. Disse Rav-Taarer minde nu igien os Nordboer venlig om de gyldne Taarer, Freya, efter Mythen, fældte, da hun bedrøvet ledte om sin elskede Ottar, og naar vi høre Grækerne synge om de salige Øer ved Verdens Ende, hvor Gudernes Yndlinger frydede sig ved Udødeligheden, da kan vi ikke undgaae at tænke paa Øerne heroppe, som vi veed, gienlød af Skjalde-Sang om alle de hedenfarne Ædlingers Gammen i det grønne Gudhjem. At Grækerne i det Mindste ikke derved tænkde paa Noget, der lignede deres »Elysium«, høre vi paa Achil, som forsikkrer Odysseus, at han vilde heller være Hyrde ved et Ledd paa Jorden end Keiser i Skyggernes Rige, og Navnet Sæl-Land eller Sjæl-Land, som Dronning-Øen i Bælte-Havet bærer, kunde give de østerlandske Giæster riig Anledning til at sammensmelte det Synlige med det Usynlige i en saadan Mythe.

✂ Lægge vi nu hertil, at den Alexandrinske Geograph Ptolomæos, som beraaber sig paa Tyriske Kilder, nævner i Norden baade Saxer, Friser, Gother og Norske, da kan vi 594 neppe tvivle paa, hans Dauske jo skal være Danske*), og endnu mindre derpaa, at Man, før Romernes Germaniske Krige begyndte, vidste i Tyrus langt meer om Norden end Romerne, før vore Frænder gjorde sig den Uleilighed selv at bringe visse Tidender**), og hvad Tyrierne vidste om vort Norden i Aarhundredet før Christus, var sikkert nok, som Alt hvad de da havde meer end Romerske Lænker, kun ringe Levninger af gammel Rigdom. Yderst mærkværdigt er det ogsaa, hvad nok hidtil aldrig har været ændset, at der endnu findes levende Spor af Phønicerne i Norden, thi paa Færøerne, hvor Man endnu dandser i Takt med Skjaldene, der sang om Sigurd Fofners-Bane, der veed Man ogsaa endnu at fortælle om et Handels-Folk, der havde hjemme i Syden, en Otting (Økt) østligere end Færøerne, og besøgde dem fra Irland af, for at samle Fugle-Fier og Ædel-Stene (Tidner), samt at den Rigdom, Irland havde faaet ved disse Fremmede, siden lokkede de Nordiske Vikinger did for at plyndre***).

✂ Forudsat nu, som der er al Grund til at antage, at Phønicerne beseilede Norden, især før Perser-Tiden, da er det ikke blot naturligt, at Man talde om Herkules-Støtter ligesaavel i det høie Norden som i det yderste Vesten, men vi har i den Tyriske Historie seet, at derved opgaaer et mærkeligt Lys over det Herkuliske Arbeide med Geryons Oxer, og af et saadant Samkvem mellem Øster-Lændere og Nord-Boer kan vi nemt forklare os alle Sporene af en tidlig Aands-Udvikling og Dannelse i Norden. Ikke heller kan Man nægte, det ligner Forsynet, der havde saa store Ting isinde med Nordens Kæmper, selv i Vuggen og i Svøbet at berede dem til deres Bane, men at Samkvemmet med de gamle Folk tidlig afbrødes, var ogsaa nødvendigt, naar Nordboen ei skulde følge dem i Graven, men erstatte dem paa Jorden!

✂ Naar vi komme til Nordens Deeltagelse i Folke-Vandringen, da har den vist nok ogsaa mange Dunkelheder, men at baade Gother og Longobarder, Angel-Sachser og Normanner, altsaa alle de Stammer, der ret blev til mærkværdige Folk paa Romer-Rigets Gruus, var Asa-Dyrkere, altsaa meer eller **) Efter Jornandes Angivelse har Man dengang klarlig læst »Danske« hos Ptolomæos, samt Navnene paa adskillige af Norges Landskaber, med Bemærkning om Soel-Hvervene deroppe. ***) Ptolomæi Geographi II. 11. ****) Min Hjemmel er en Optegnelse af Hr. Pastor Schrøter paa Færøe, bekiendt i de Færøiske Kvæders Historie. 595 mindre besjælede af Nordens Aand, det veed vi dog, og det er Hoved-Sagen; thi hvad enten de Stammer oprindelig boede sønden, østen eller nordenfor Øster-Søen, var kun blandt vore Fædres Bog-Lærde en barnagtig Æres-Sag, som vi naturligviis strax lade falde, og naar vi ved Leilighed forfølge selv de dunkleste Spor, er det kun for at see, hvorvidt de kan giøre os Stammens bekiendte Levnets-Løb forklarligere. Kun om Normannerne er det klart, at de samtlig havde hjemme nordenfor Øster-Søen, og om Angel-Saxerne, at de ikke havde det, men var en Blanding af Nord-Tydske og Syd-Danske, medens Gother og Longobarder give Tvivl og Giætninger fuldt Spille-Rum, og maae i alt Fald, før1 de nedsatte sig i Romer-Riget, have været Blandinger af Allehaande, da de, Man veed ikke hvormange, Aarhundreder2 havde tumlet sig paa Grændserne. Der er imidlertid ingen Grund til at mistroe deres egne Skribenters Forsikkring, at deres Vandring var begyndt tilsøes fra Skandinavien, hvor Goth-Landene endnu findes, og det er da den ældste Udvandring vi spore fra det høie Norden, thi den maa have fundet Sted ved Christi Fødsels-Tid om ikke før. Gimbrer og Teutoner maae vi nemlig ganske overlade de Romerske Skribenter, som har slaaet dem ihjel til sidste Mand, thi derved har de gjort os det umueligt at forfølge deres Spor, og efter hvad de fortælle os, har det jo været lutter forvovne Kroppe uden al Aand, som ved at aarelade Romerne have gjort deres Bedste. Navnet »Cimbrer« er i Øvrigt, saavidt vi kan skiønne, ganske det Samme som Kymrer, og henviser da ikke til noget andet Norden end Galliens, og at der selv i de følgende Aarhundreder har været endeel Kymrer og Galer fra Irland og Bretland med i Spillet, kan neppe omtvivles, hvad enten Man betænker deres gamle Art, eller mønstrer de høist forskiellige Folk, der Alle skal være fra Norden.

✂ Under alt dette er der med Flid Intet talt om den Indvandring i Skandinavien, som vore Old-Sagn omtale, og Upsals-Odin staaer i Spidsen for; thi enhver Forbindelse, hvori vi vilde sætte den enten med Udvandringerne eller med Nordens Kultur-Historie, vilde være aldeles vilkaarlig, medens det let kunde hænde sig, vi tog for en Indvandrings-Historie hvad der i Old-Sagnet kun var en Tempel-Mythe, sammenblandet med Nordboernes dunkle Ihukommelse af deres Asiatiske Herkomst. Skulde der desuagtet ligge noget Folke-Historisk til *1H. »da«. *2 2. Udg. »i Aarhundreder, man veed ikke hvormange,« 596 Grund for Odins Gude-Spilop i Sverrig, lidt før Christi Fødsel, da løb han sikkert ikke fra Pompeius ved det sorte Hav, men snarere fra Cæsar i Gallien, thi baade fører Sagnet ham igiennem Franken, Sachsen og Danmark, ogsaa har Giøgleri altid bedst kunnet trives i Gallien, og endelig maa vel Up-Svenskerne [have] havt et eget Natur-Anlæg, siden de, ingenlunde uden Føie, har faaetNavn af Nordens Franskmænd. Havde nu virkelig [en] saadan Svensk Indvandring fundet Sted, da hængde [hang] den udentvivl sammen med den Gothiske Udvandring, men alt Sligt maa Man lade staae ved sit Værd, som løse Giætninger, der umuelig kan give noget Andet den Hjemmel, de selv fattes.

✂ Hvad vi derimod veed om Gotherne, som Nordens For-Tropper, maa nu følge, da vi i Christendommen og Nordiskheden har betragtet den ny Tids aandige Elementer, og maae vi end bekiende, at den Enes Indtrædelse er ligesaa dunkel som det Andets er klar, maae vi dog ogsaa finde det i sin Orden, da de jo førdes samman, for at Nordiskheden skulde udvikles af sin dybe Dunkelhed i Christendommens Lys.

✂

Hunner og Gother.

✂ Vel fandt selv de Romerske Skribenter sig nødt til at giøre Forskiel mellem de vilde, dyriske Hunner og de høihjertede, dannelige Gother, men da Begge var Rigets Fiender, hindrede det ingenlunde Dyrkerne af »Kvirinus« fra at hade og forbande Gotherne dobbelt, som de Lykkeligste, ja, vi har endog en Afhandling »om Forsynet« af en berømt Biskop (Synesius i Kyrene), hvor Gotherne i Ægyptisk Billed-Sprog skildres som »Typhons dvs. Djævelens« Eiendoms-Folk. Menneske-Aanden finder sig derimod behagelig overrasket ved i Gotherne at see Mærkes-Mændene for den1 ny Folke-Skare, der ingenlunde vilde tilintetgiøre men høste Frugten af de gamle Hoved-Folks høie Syner og store Bedrifter, og naar derfor Hunnerne, i Spidsen af Mogolske og Slaviske Vrimle, rase frem i det Fjerde og Femte Aarhundrede og er nær ved at overvælde Gotherne og blive Verdens-Rigets Arvinger, da kan Aanden *1 I H. rettet til »en«. 597 ligesaa umuelig være hvad Man kalder »upartisk«, som den kan være eensidig Romersk; thi for sin egen Skyld maa den aldeles afgjort tage Gothernes Parti mod Romere saavelsom mod Hunner. Aanden maa nemlig ønske Verdens-Rigets Undergang, som Betingelsen for Menneske-Livets folkelige Fortsættelse, efter Landenes og Tidens Leilighed, men umuelig kan den ønske det Romerske Verdens-Rige forvandlet til et Hunnisk eller Chinesisk, hvorved Ondt kun var blevet værre. Men Partiskheden for Gotherne er dog langtfra at være grændseløs, thi Man er sig selv nærmest, og et Gothisk Verdens-Rige, hvor klarlig det end havde fordunklet det Romerske, vilde dog været til ubodelig Skade, da Menneske-Aanden, naar det Kæmpe-Folk, Gotherne tilhørde, havde ødelagt sig selv, kun vilde havt Svaghed at sætte mod den dyriske Styrke og Vildhed, som aldrig uddøer. Naar derfor Gotherne, under Ermanrik, i det Fjerde Aarhundrede tydelig røbe Lyst til at indtage hele Verden, og der paa den store Skue-Plads slet Intet findes, som, naar de er enige, kan standse dem, da er det aabenbar Forsynet, som vinker ad Hunnerne og adskiller Gotherne, saa Aanden med inderlig Deeltageise, men med den høie Rolighed, som Over-Blikket giver, betragter det store »Gothiske Sørge-Spil«, der ligner et »Ragnaroke«, hvori alle Aser falde, men kun for at opstaae forklarede, i den fra Hel tilbagevendte Balders Glands.

✂ At slig en Tale maa synes dem bespottelig, der forgude Romerskheden, selv midt i dens Keiserlige Usselhed, er Noget, Menneske-Aandens Talsmænd ei kan ændse, men det klinger vel ogsaa mistænkeligt for somme Andre, og det maa derfor anmærkes, at det, langtfra at være blot Hjerne-Spind og glatte Tale-Maader, kun er en Anskuelse, der udspringer af hine Kæmpers egen Historie, der, som Jornandes vidner, ei fandt, deres Høvdinger1 kunde nøies med noget ringere Hæders-Navn end Anses (Aser) eller Halv-Guder*). Sligt bør heller ikke mere undre Nogen, som har Sands for »Aand«, thi det er kun i Videnskabeligheds Barndom, Man drømmer om et svælgende Dyb mellem Poesi og Historie, og finder det daglig bestyrket ved aandløse Historier og tomme Digtninger, hvorimod vi allerede nu godt kan forstaae, at da Han, som skabde det **) Gothe-Krøniken af Jornandes 13. *1 2. Udg. »fandt at deres Høvdinger ei«. 598 Udvortes, skabde ogsaa det Indvortes, maatte Han slet forstaaet sin Konst, hvis det Ene ikke1 svarede til det Andet.

✂ Vist nok har vi ingen fuldstændig Gothe-Historie, men vi maae huske, at en fuldstændig Historie har intet Folk uden Jøderne og de Christne, og allermindst kan vi da forlange en saadan af Gotherne, der, som sagt, langt mere var den Tydsk-Nordiske Fylkings djærve For-Trop og Mærkes-Mænd af forskiellige Stammer, end et afrundet Folk. Da nu derhos Gothernes Levnets-Løb paa den store Skue-Plads kun var stakket og langt fra at naae Forklarings-Tiden, saa er Alt hvad vi med mindste Føie kan vente, talende Mindes-Mærker om, at Kæmpe-Aanden med dem indtraadte paa den store Skue-Plads og skabde et nyt Tids-Rum i Verdens-Historien, saa Gothernes Undergang er en kæmpemæssig Selv-Opoffrelse ligesom til Udsoning af den romerske Røvers himmelraabende Synd, en Selv-Opoffrelse, der ingenlunde rører os mindre men kun mildere, fordi vi see, at Helten i dette saalidtsom i noget ægte Sørge-Spil var uden Brøde.

✂ De Historiske Mindes-Mærker, et forgaaet Folk kan have efterladt sig, er nu enten udvortes kiendeligt Stor-Værk, hvoraf Billed-Støtter høre til de Mindste og et Borgerligt Selskab til de Største, eller det er Skrift, som viser hvad de var [vidste] og hvad Indtryk de gjorde paa Samtid og Efter-Slægt.

✂ Til det første Slags Mindes-Mærker høre nu unægtelig begge Rigerne paa den Pyrenæiske Halv-Øe, thi efter Gotherne har Spanien og Portugal ei faaet andre nye Indbyggere end Morerne, og de vilde altsaa hersket der endnu, hvis de ikke havde fundet deres Overmand: enten i den knæsatte Gothe-Kæmpe selv, eller i den gamle Spanier og Lusitaner, gienfødte af Kæmpens [Christendommens] Aande og opfostrede under hans [dens] Skjold.

✂ I Spidsen for de Skriftlige Mindes-Mærker staae Brud-Stykkerne af den Gothiske Bibel, forsaavidt de klarlig vise at Gothe-Sproget, (efter Prokops Forsikkring det Samme som Vandalers, Gepiders og Alaners) var, ligesom det Angel-Sachsiske, en Blanding af Tydsk og Nordisk, men med den Forskiel at Tydsken, som hist laae under, var her overlegen. I alle andre Henseender er derimod den Latinske Gothe-Krønike af Alaneren Jornandes, og den »Byzantinske Herodot« Prokops Beskrivelse af den Gothiske *2H. »ei«. 599 Undergangs-Krig i Italien de Ypperste, da de lære os baade hvad Rolle Folket spillede paa den store Skue-Plads, hvad de troede om sig selvkog hvad deres klogeste Samtidige dømde om dem, men derfor maae vi dog ingenlunde oversee de Tydske og Nordiske Sagn og Sange, der dreie sig deels om Gothernes gamle Helte, Volsunger og Niflunger, og deels om deres berømteste Konger i det Fjerde og Femte Aarhundrede: Ermanrik (Jormunrik, Jarmerik) og Didrik (Theodorik, Thjodrik) af Bern (Verona); thi de kan aldrig være saa æventyrlige, at de jo give os en paalidelig historisk Efterretning om det Indtryk, Gothernes Kæmpe-Færd gjorde paa Nordbo er og Tydske i den fjerne Middel-Alder. At saadan et begeistrende [saadanne grunddybe] Indtryk paa Efter-Slægten giennem Aarhundreder ikke blot er Kiends-Gierninger men store Helte-Gierninger, der aldrig lykkes Smaa-Sjæle, om de end herske over al Verden og paa Skrømt forgudes af feige Millioner, det maa dog vel Grækenlands og Roms Historie have lært os, og var det end ikke hidtil Skik i Skolen at anvende det paa Middel-Alderen, maa det dog nødvendig føres i Skik, naar den ei skal beskrives i Mørke, men stilles i sit rette Lys.

✂ Hvor klart det nemlig end er, at med Christendommen begynder ikke blot Menneske-Slægtens aandige Hjerte-Tid, men at den er ogsaa Livs-Kraften, som giennem hele Middel-Alderen tænder og nærer den himmelske Ild i Hjertets Helligdom, saa staaer dog Christus med sin Martyr-Skare for Verden, som Olympens Guder for Grækerne, og først i de Gothiske Helte faaer Christenheden sine verdslige Halv-Guder, svarende til Grækernes Herakles og Argonauter. Det kunde Man imidlertid umuelig see, saalænge Man i Verdens-Historien aldeles oversaae Norden, og indbildte sig i Karl den Store og hans tolv Jævninger, latterlig udsmykkede paa Norsk-Arabisk, at finde Middel-Alderens høieste Idealer [ældste Halvguder], og dog er det først i nærværende Aarhundrede at Niflunge-Kvadet (Lied der Niebelungen) og det Bedste af Tydskernes Helte-Bog er kommet for Lyset, medens Bjovulfs-Drapen, det Gothiske Helte-Digt, og Gudruns-Kviderne, kolossalske Brud-Stykker af det Gothiske Sørge-Spil, endnu kun sees af en enkelt Stjerne-Kiger og betragtes ørkesløst som uforklarlige Nord-Lys!

✂ Saameget til Indledning i det første og vidunderligste af Middel-Alderens Fee-Slotte mellem Roms Ruiner, og lad os nu høre, hvad Man endnu i Gothernes Dage og strax derefter 600 vidste at fortælle om deres dunkle Ophav, deres aabne Færd og glimrende Fald!

✂ Med trende Skibe, saa lyder det Gothiske Folke-Sagn hos Jornandes, slog Berig (Børge) fordum sit Fæste løs og seilede fra Øen Skanzia (Skaane eller Skandinavien) Folke-Kuben og Kæmpe-Balgen, lige over til Veichsel-Mundingen, gjorde Land-Gang, rykkede frem og indtog Ulme-Rugernes Land, som laae ved Strand-Kanten. Han undertvang ogsaa Vandalerne, og her blev Gotherne siddende til under deres femte Konge, Filimer (Fjølner?), som førde dem ned til de Skythiske Lande, som de paa deres Sprog kaldte Ovim (gauiam dvs. Auen), hvor de slog Spalerne og trængde frem lige til det Sorte Hav. Der blev imidlertid Endeel tilbage paa den Veichsel-Øe, Vividarierne siden beboede, men de kaldtes Gepider eller Sinker, fordi de nedstammede fra Mandskabet paa et af Børges Skibe, som kom drattende bagefter, og disse Gepider havde siden Intet med Gotherne at giøre, førend de under deres Kong Fastid udvidede deres Grændser og holdt et stort Slag mod Kong Oster-Gothe, som de dog aldeles tabde*).

✂ Dette, tilligemed Opregneisen af endeel gamle Gothe-Helte, hvis Navne hardtad alle er saa forskrevne, at de ei kan udtales, udgiør al den Efterretning, Jornandes »efter Gothernes Kæmpe-Viser« har givet os om deres Ophav; men det er Tegn nok til at den Gothiske Vandring er begyndt fra vort Norden, da det i modsat Fald umuelig kunde blive nævnt i deres Folke-Sagn, der nærmest kom fra Krim, mellem det Sorte og Asovske Hav. For Resten lønner det neppe Umagen at bryde sit Hoved med saa kortvillig [stakaandet] en Landnam-Saga, og vi vil da kun bemærke, at Ulme-Rugernes Land sagtens skal betyde Holm-Gaard (Holm-rice), da det netop var der, og navnlig i Esthland, de Tydske Gother boede**).

✂ De Gothiske Halv-Guders (Asers) Slægt-Register i fjorten Ledd, fra Gapt (Gaut) til Didrik af Bern, maae vi derimod lægge vel Mærke til, ikke for at modsige Jornandes, som selv finder det lidt fabelagtigt, men baade fordi »Gaut« ganske rigtig er et af de berømte Eddiske Navne paa Asernes Stam-Fader (Odin), og fordi vi af de fjorten Ledd kan see, at **) Gothe-Krøniken af Jornandes 3-4. 17. ***) Ord-Spillet med Gepidernes Navn lærer os at »bie« (gebidan) hedder paa Gothisk »ge-pidan«. [viser hen til gothisk ga-beidan, vort bie], og »Vividarierne« er »Viridarier« Øboere, af det Tydske »Werder« dvs. en Holm. 601 Gotherne selv i det Høieste har regnet tretten Menneske-Aldere mellem deres Udvandring og Midten af det Femte Aarhundrede, hvad særdeles godt passer med, at vi hos Tacitus først under Keiser Tiber finde Gother i Bevægelse*).

✂ Hvad Jornandes desuagtet fortæller os om Gotherne ved det Sorte Hav ei blot før Augusts men før Alexander den Stores og Kyri Dage, maae vi naturligviis springe over, som Noget, han ingenlunde fandt om Gotherne i deres egne Kæmpe-Viser, men læste om Skyther og Geter i Latinske Bøger, og syndes, burde tages med til Folkets Ære, da Skyther, Geter og Gother var Romerne Hip som Hap. Dette Spøgeri af Old-Tidens Døde i Middel-Alderens Krøniker maa imidlertid ligesaalidt forarge som forvirre os, da det var uundgaaeligt, naar de nye Indbyggere i den dannede Verden baade lærde at læse, og følde, de maatte være i Slægt med Fortidens Hoved-Folk, for at fortsætte deres Liv, men var langtfra at kunne giøre en ordenlig Stam-Tavle, saa den Gothiske fra Geterne er endnu [endda] langt rimeligere end den Frankiske fra Trojanerne, den Brittiske fra Brutus og den Skotiske fra Skytherne.

✂ Angaaende nu Gothernes Forhold til Romere og Hunner, som udgiør deres egenlige Historie, da er dets Indtrædelse naturligviis ogsaa dunkel, thi Gotherne skrev dengang ingen Historie, og Romerne maatte blive slaaet tilgavns af dem, før de lærde at skielne dem fra andre Germaner, Skyther og Barbarer; men dog finde vi allerede Kong Oster-Gothe gaae over Donau, og strax efter Tyrannen Decius falde for Gotherne i Møsien (Bulgarien) midt i det Tredie Aarhundrede**). Under Valerian finde vi dem ogsaa giøre frygtelige Vikings-Tog fra Krim. baade til Lille-Asien og Grækenland, men det fortjende knap at bemærkes, naar det ikke udmærkede Gotherne fra de andre Romer-Fiender som Nordiske Ulke, thi som Røvere var Romerne selv saa kolossalske, at Ingen taaler Sammenligning med dem***). Disse Vikings-Tog, der vist gav Stof til mange forgaaede Kæmpe-Viser, tog imidlertid kun en sørgelig Ende for Gotherne, thi paa det Sidste, der skal være foretaget med Skibe i Tusind og Folk i Hundrede-Tusind-Tal, havde de med Hoved-Styrken gjort Land-Gang ved Salonik i Makedonien, men stødte paa Romer-Hæren under **) Jornandes 13-14. Taciti Aarbøger II. 62. ***) Gothe-Krøniken af Jornandes 16-18. Zosimos I. 23. ****) Jornandes 19-20. Zosimos I. 27-36. 602 Keiser Klaudius, leed et frygteligt Nederlag, blev afskaaret fra deres Flaade, og omkom hardtad til sidste Mand paa Hjem-Toget tillands over Balkan*). At nu Romerne høilig har overdrevet deres egen Helte-Gierning i den eneste berømte Seier, de vandt over Gotherne, det er rimeligt nok, men at den dog, i det Mindste i Forbund med Pesten, der fulgte den i Hælene og rev Keiser Klaudius med sig, har været hvad Man kalder afgiørende, det maa Man slutte deraf, at Vikings-Togene holdt op, og en heel Menneske-Alder henrandt, før Gotherne igien begyndte at falde Romerne besværlige. Først i Konstantin den Stores Dage see vi dem atter byde Brodden, og hvor tvivlraadige de Lærde end er om det Enkelte ved denne Leilighed, seer Man dog godt, Konstantin fandt det raadeligst at slutte Fred og Forbund med dem**).

✂ Ogsaa herved bidrog Konstantin aabenbar til at forsinke Romer-Rigets Opløsning, thi just nu fik Gotherne deres store Erobrer, Ermanrik, som skal have udstrakt sit Spir ei blot over Landene mellem Donau og Øster-Søen, men ogsaa over hele Norden, og holdt desuagtet troelig Fred og Venskab med Ætten af Konstantin. Det gik saavidt, at selv da efter Julians Død hans Frænde Prokop greb efter Kronen, understøttede Gotherne ham, og skiøndt de derved indvikledes i en Krig med Keiser Valens, som tilligemed sin Broder Valentinian beholdt Overhaand i Riget, saa tabde Valens dog snart Lysten til at kives med dem og fandt sig i at møde den Gothiske Høvding Athanarik paa et Flodd i Donau-Strømmen for at handle om Fred, da Athanarik havde forsvoret at sætte sin Fod paa Romersk Grund***).

✂ Nu er det først vi høre til Hunnerne, og den samtidige Latiner Ammian, hvem det tilfaldt at indføre dem i Verdens-Histonen, har gjort det paa en Maade, der vel ei kan kaldes smagfuld, men maa, sammenlignet med deres Bedrifter, dog findes dem aldeles værdig. Han skildrer dem nemlig som tobenede Fæ1, eller som et Slags Kentaurer med Bukke-Been, der hængde [hang] paa Hestene Dag og Nat, som om de var sammengroet med dem, besørgede der alle deres Forretninger baade i Krig og Fred, og nøiedes med at faae Kiødet, de aad, **) Zosimos I. 42-43, 45-46. ***) Jornandes 21. Aschbachs Vest-Gothiske Historie. [H. tilf. »I. 2«]. ****) Jornandes 23. Ammian XXX. 5-8. XXXVII. 4. Zosimos IV. 7. 10-11. *1H. »Dyr«. 603 saa mørt, som det kunde blive under Sadlen. Lige var de op og ned som Stolper, aldrig skiftede de Klæder, før de faldt af dem i Pjalter, flængede i Ansigtet fra Barndommen af var de saagodt som skiæggeløse, aldeles uden Gud i Verden og uden al menneskelig Følelse af Ære og Skam, af Ret og Uret. Vævre var de imidlertid, saa hvor de foer afsted paa deres stygge Heste, kunde Man knap fæste Øie paa dem, og de var skrappe Bue-Skytter, skiøndt deres Pile kun havde Spidser af Been. De mylrede frem fra Hinsides det Asovske Hav, undertvang Alanerne og indvæltede sig paa Gothe-Kongen Ermanriks udstrakte Rige, som, skiøndt han var en vældig Krigs-Mand og havde indtaget mange Lande, blev dog nu saa forbluffet, at han dræbde sig selv*).

✂ Saavidt Ammian, og adspørge vi nu Jornandes, som aabenbart har havt Latinerens Skildring for Øie, hvad han veed meer at fortælle om Sammen-Stødet mellem Hunner og Gother, da høre vi, Ordet gik, at den samme Kong Filimer (Fjølner?) som førde Gotherne til Krim, havde landsforviist en Hob Trold-Hexe, som saa i Ørken ved Omgang med urene Aander blev Mødre til de skrækkelige Hunner. Disse dværgagtige Vanskabninger, med en1 Kiød-Klump til Ansigt, med to smaae sorte Prikker, hvor andre Folk har Øine, og med et Tunge»Maal, der knap kunde lignes ved et menneskeligt Sprog, nissede nu længe om mellem Moradserne paa hin Side det Asovske Hav, som de holdt for uoverkommeligt, indtil engang Nogle af dem, som var paa Jagt, satte efter en Hind, der sagtens var en Hex af deres egen gamle Familie, thi hun viste dem Vei over et hemmeligt Vadsted, som derved blev Alle vitterligt. Ad den Vei kom nu Hunnerne over til andre Folk og hvem de ikke kiøs Livet af, overraskede de tilhest med deres sikkre Pile, saa det ene Folk gav tabt efter det Andet, og Raden kom snart til Gotherne, som dengang vel endnu havde den store Ermanrik til Konge, men han var ældgammel, over hundrede Aar, og fik desuden snart sin Hel-Sot, lemlæstet af de Rox-Alanske Brødre Sar og Amme (Sør og Hamder), hvis Syster Sanel (Svanhild) han havde ladet sønderrive af Heste, fordi hendes troløse Hosbond gik over til Hunnerne. Oster-Gotherne underkastede sig da Hunner-Kongen Balamir, men Vese-Gotherne, som alt var seilet deres egen Sø, bad **) Ammian XXXI. 2. *1H. »en flad«. 604 Keiser Valens om Boliger i Thrakien, som de ogsaa virkelig fik og undgik derved Hunne-Aaget*).

✂ Her, ved Gothernes Indgang i Romer-Riget, maae vi nødvendig standse et Øieblik, skiøndt hverken for at opmaale Ermanriks Keiserdom, eller for at trættes med Folke-Sagnet om Hunnernes Herkomst; thi selv naar det Bedste er udenfor den dannede Verden, er det1 dog skjult i Mørket, hvor kun Guddommen kan finde og ingen Pen beskrive det, og det er rimeligt nok, at de Hexe og Meen-Vætter, der var Hunnernes første Forældre, boede Chineserne langt nærmere end Gotherne, uden at de derfor har Noget at klage over Stam-Tavlen. Men Skils-Missen hos Gotherne, som Hunnerne gav Anledning til, er saa vigtig en Sag i Verdens-Historien, at vi maae stræbe derom at giøre os saa tydelig en Forestilling, som mueligt.

✂ Man har nu saalænge været vant til at kalde Ostro-Gother og Vese-Gother Øst- og Vest-Gother, og følgelig at slaae Forskiellen hen i Vind og Veir, at allerede Jornandes, skiøndt han holder fast ved de gamle Navne, hælder til den Mening, at de forklares bedst af Øst og Vest **); men desuagtet maae vi nødvendig forudsætte en langt dybere Grund, da den ene Gothe-Stammes Forbund med Hunnerne og den Andens Afsky for dem, der indvikler og løser den store Knude i et Verdens-Drama, umuelig kan være grebet af Luften. Ladende derfor de tvivlsomme Navne staae ved deres Værd, vil vi først bemærke, at Romerne adskildte Gotherne med to Andre, som de sikkert fik fra dem selv, nemlig: Gridunger og Tirfinger [(Fredsmænd og Voldsmænd?)], og dernæst, at hver Stamme havde sin egen Konge-Slægt: Ostro-Gotherne Amaler (Helte-Bogens Amelunger) og Vese-Golherne Ballher (Baldere) ***). Naar vi nemlig hertil lægge, at saavel Gothernes Blandings-Sprog som deres ældste Bo-Pæle omkring Øster-Søen henpege paa Tydskland og Norden, da kan vi neppe feile i den Slutning, at hos En af Stammerne har det Tydske og hos den Anden det Nordiske Element havt Over-Vægten. Under denne Forudsætning falder det strax i Øinene, at Ostro-Gotherne maa være den Tydske Stamme, thi Amelungen Didrik af **) Gothe-Krøniken af Jornandes 24-25. ***) Gothe-Krøniken af Jornandes 14. 25. ****) Ammian XXXI. 3. Jornandes 5. *1 2. Udg. »thi selv det Bedste er, naar det er udenfor den dannede Verden,« 605 Bern, Hunne-Kongens Ven og Høire-Haand, er aabenbar Tydskernes Gothe-Helt, og da Ermanrik dog havde for stort et Ry til reent at glemmes, stille de Tydske Sangere ham i Spidsen for den anden Gothe-Stamme og lade ham overvindes af Didrik i det store Ravenna-Slag*). Her, hvor Vittik (den Gothiske Tusind-Konstner Vølunds Søn Vidrik) slaaer to af Attilas Sønner, som er Didrik betroede, kæmper ogsaa baade Kong Frode af Danmark og alle Nordens Folk ligeop til Grønland for Ermanrik, og saa ubetydeligt det end i alle Henseender er, hvordan en Tydsk Mester-Sanger skifter Lodd og Lykke mellem to Gothe-Konger, hvis Mellem-Værende, et heelt Aarhundrede, vel maatte forebygge Slags-Maal, saa klart viser det dog, at Tydskerne ansaae den Gothe-Stamme, der stod fiendtlig mod Attila for den Nordiske, og den der holdt med ham for den Tydske.

✂ Om dette nu kan tjene til at kaste Lys paa Gothernes følgende Historie, er vist nok et andet Spørgsmaal, men Orden er dog immer en god Ting, og det eneste Historiske Grund-Lag for Ravenna-Slaget mellem Gothe-Kongerne er aabenbar det paa Mury-Fælleden, hvor Ostro-Gotherne var Hunnernes Støtter og Vese-Gotherne deres Bane-Mænd.

✂ Dog, der løb meget Vand til Strande og flød meget Blod i Strømme, før Gotherne, som skildtes ad ved Donau, stødte sammen ved Marne, og før vi med Vese eller Vise-Gotherne (Viserne) flygte fra Hunnerne, maae vi med et Par Ord berøre deres Christendom, Da nemlig Christenheden udelukkende er Menneske-Historiens Skue-Plads i Middel-Alderen, maa det endelig bemærkes, at de Vise-Gother, som nu fik Bo-Pæle i Romer-Riget, havde alt enstund været christnede og fik ved denne Tid en Oversættelse af Bibelen paa Moders-Maalet af deres Biskop Ulfilas**). Da der allerede under Konstantin den Store nævnes en Gothisk Biskop, har Christendommens fri Udbredelse ventelig hørt til Forbundet med ham, men vi kan her hverken indlade os videre derpaa, eller paa de Lærdes Trætte om, hvorvidt Gotherne fra Først af blev christnede af Orthodoxe eller af Arianske Præster, da det i begge Tilfælde er sikkert nok, baade at Ulfilas læmpede sig efter den Arianske Keiser Valens, og at begge Gothe-Stammerne selv efter deres Nedsættelse i Romer-Riget vedblev at være Arianer. Dette er derimod vigtigt, thi det hørde til **) Ravenna-Slaget i Hagens og Primissers Helte-Bog. ***) Jornandes 51. Sozomens Kirke-Historie VI. 37. 606 Gothernes ulykkelige Stjerne, som voldte deres Undergang, ingenlunde blot ved den Modsætning de derved kom i til Vester-Ledens Indbyggere, men især ved den Kulde, hvormed de Arianske Præster behandlede Troens Grund og Hjertets Dybheder.

✂ Da nu de Christnede Vise-Gother, under Fridgiern og Alavif (Aleif), bad Kong Valens om Forlov til at nedsætte sig syden for Donau, see da, siger den samtidige Ammian, var Man i Byzants tosset nok til at tænke, at disse arrige Romer-Fiender ved Flytningen kunde forvandles til trofaste Venner og blive Rigets Værn. Nu strømmede da Barbarerne saaledes skareviis over Donau, at Skriverne, som stod og skulde tage Tal paa dem, maatte snart opgive det utaknemmelige Arbeide, medens Romerne selv omhyggelig sørgede for, at ikke en Eneste af Rigets Ødelæggere, om han end laae i sidste Aande-Dræt, skulde lades tilbage. Men da Man saa havde faaet hele den uhyre Vrimmel sat over Floden, bar Man sig lumpent ad med dem, lod dem sulte fordærvet og solgde dem kun alt det Hunde-Kiød, Man kunde opdrive, i saa dyre Domme, at Man tog en smuk Slave for en død Hund. Denne smukke Handel drev den Romerske Feldt-Herre Lupicin og de andre Høveds-Mænd selv, hvorved de bragde Gotherne til Fortvivlelse, og Uveiret brød snart løs i Anledning af et Giæste-Bud Lupicin gjorde for Gothe-Høvdingerne, Fridgiern og Aleif, i Marcianopel (nærved Missjuri). Hoved-Styrken af det Gothiske Følge, som maatte blive udenfor Stads-Porten, kom nemlig i Strid med Indbyggerne om Levnets-Midler, og da Lupicin, halvfuld og halvsovende, hørde det, lod han strax alle Gothe-Høvdingernes Drabanter nedsable. Rygtet herom kom snart til Gotherne udenfor Byen, som da tænkde, Man lod vel Høvdingerne selv drikke samme Skaal, og stormede derfor rasende frem, hvorover Lupicin blev saa ællevild, at han lod Fridgiern og Aleif fare frit, for, som de foregav, at berolige Gemytterne [deres Landsmænd]. Paa en Maade gjorde de det nu vel ogsaa, thi Barbarerne tog imod dem med Fryde-Raab i høien Sky, svang sig til Hest og foer afsted fra Byen, men snart hørde Man Luren drøne fra alle fire Verdens-Hjørner, hele Gothe-Folket foer i Harnisk med flyvende Faner og slog Lupicin, som vovede sig ud imod dem, aldeles af Marken. Til al Ulykke laae der nu ogsaa endeel Gother, under Kold og Sverre (Sueridus et Colias), som længe havde staaet i Romersk Tjeneste, i Vinter-Leir ved Adrianopel, thi da Man, for en 607 Sikkerheds Skyld, vilde forlægge dem til Asien, gjorde de sig opsætsige [balstyrige], og da Man vilde tvinge dem med Magt, plantede de Oprørs-Fanen og forenede sig med Fridgiern*).

✂ Saasnart Keiser Valens, som dengang opholdt sig i Antiochien, fik Tidende herom, lavede han sig vel til at komme selv, men sendte dog Profulurus og Trajan med en Deel Tropper forud, og disse Høvdinger var saa hidsige, at de angreb Gotherne i deres runde Vogn-Borg, hvorved Romerne vel ikke mistede saa mange Folk som Fienden, men tabdé dog Modet, og indsluttede sig i Marcianopel, overladende Gotherne ikke blot Val-Pladsen men hele det aabne Land, som nu blev frygtelig udplyndret og ødelagt**).

✂ Endelig komValens selv og vovede ved Adrianopel, i sin Ubesindighed, et Hoved-Slag med Gotherne, men det faldt saa ulykkeligt ud, at der i hele den Romerske Historie er Intet at ligne det ved uden Nederlaget ved Cannæ; thi Meer end de to Tredie-Dele af Romer-Hæren blev liggende paa Val-Pladsen, med 35 Oberster (Tribuner) og Generalerne Sebastian og Trajan, og Keiseren selv enten faldt i Slagets Tummel uændset, eller blev, som Andre vil, indebrændt af nogle Gother i en Hytte, han var tyet til, saa han fik i alt Fald ingen anden Lig-Begængelse end den frygtelig majestætiske, Nederlaget gav ham***).

✂ Dette mærkværdige Slag, der tilintetgjorde den sidste Hær, som med mindste Skiel kunde kaldes Romersk, og gav Gotherne Spydstage-Ret over Riget, stod Aar 378, mellem Løvens og Jomfruens Tegn (som Ammian sirlig udtrykker sig), og havde Gotherne forstaaet sig det Mindste paa Beleirings-Konsten, vilde sagtens ei blot Adrianopel men selv Konstantinopei faldeti deres Hænder; men nu sagde Fridgiern med Rette, det var ikke værdt at løbe Panden imod Væggen, og da hans Folk desuagtet vilde prøve deres Lykke, fik de det at føle. Saa skulde det være, thi Byzants havde endnu et Aartusinde tilgode, og saamegen Krigs-Konst, som Vest-Gotherne behøvede, hvor de skulde hen, lærde de nu snart af Spanieren Theodos den Store, den sidste Krigs-Mand, der beklædte Verdens-Thronen!

✂ Theodos, der selv havde opsvunget sig ved Tapperhed, vidste nemlig godt at skiønne paa Gothernes, og saasnart **) Ammian XXXI. 2-5. ***) Ammian XXXI. 6-8. ****) Ammian XXXI. 11-13.608 han derfor havde indgydt dem en Smule Ærbødighed, overøste han dem med Æres-Beviisninger, saa selv den gamle Hedning Athanarik, som havde forsvoret at sætte sin Fod paa Romersk Grund, og havde med sine Trofaste vanket om mellem Bjergene paa Min Side Donau, medens Fridgiern thingede og sloges med Valens, selv han glemde nu sin Eed over den tappre Keisers venlige Indbydelse og giæstede ham i Byzants, hvor han blev fyrstelig modtaget, fandt at Keiseren var en »Gud paa Jorden«, døde og blev kongelig begravet! Som en Følge heraf traadte Gotherne skareviis i Keiserens Tjeneste, saa han fik en heel Krigs-Hær af dem, hvormed han overvandt alle sine Med-Beilere og samlede for sidste Gang det store Verdens-Rige*).

✂ Saaledes syndes da Vest-Gotherne 1 udkaarede til det Byzantinske Riges Liv-Vagt, og paa en Maade blev de det virkelig ogsaa for Aarhundreder, thi de udgjorde den berømte Væring-Trop (Forbunds-Folket), indtil deres Nordiske Frænder afløste dem; men saa stille kunde det dog umuelig gaae af, og tænkde Theodos, de [at Gotherne] vilde være blinde Redskaber i Haanden paa Galleren Rufin og Vandalen Stilke, som han satte til sine Keiser-Børns Formynder, da tog han mærkelig feil. Det undrer os derfor ikke at see Gotherne Gainas og Alarik (Alrik) nærved at afløse baade Arkad og Honor, men vel er det mærkeligt, at det ogsaa var Gothisk Troskab og Rimelighed der reddede dem. Da nemlig Væringe-Høvdingen Gainas, mod hvem Arkad ei turde mukke, gjorde Opstand, var det kun en trofast Gothe, Frode Hedning (Frauita), der mægtede at kue ham**), og Vest-Gothernes Nøisomhed under Alrik og Adulfer hardtad mageløs.

✂ I hvad Ærinde Baltheren (Balderen) Alrik, med Kiernen af Vest-Gotherne, egenlig kom til Italien, er vanskeligt at sige, da Man derom har modsigende Efterretninger, og det slet ikke kunde undre os, om han kom selvbuden, for at iagttage Gothernes Tarv ved Vester-Ledens Deling, som nu øiensynlig skulde gaae for sig. Hans og hans Eftermands hele Adfærd passer imidlertid bedst med den Efterretning, at han var ordenlig indkaldt af Keiser Honor og Stilke for at kue Oprørerne og de over Rhinen indtrængende Barbarer; thi først efter Stilkes **) Jornandes 27. 28. Zosimos IV. 34. 40. ***) Zosimos IV. 56. V. 12-22. Idacii [H. »Fasti«] og Marcels Aarb. *1 2. U d g. her og i det flg.: »Vesegotherne«. 609 Mord, og efter et haanligt Afslag paa en ydmyg Bøn om Bopæle, see vi ham gribe til Sværdet. Medens nu Barne-Keiseren Honor, som et egensindigt Barn, sad og kukelurede i det uindtagelige Ravenna og drillede Gothen, han ei turde møde, gik Alrik mod Rom, og da Byens Sendebud gav ham at betænke, at hvis han ikke fandt sig i Billighed, foer alle Mand i Harnisk, da slog han en høi Latter op og sagde: velan! jo mere Græs, desbedre Slæt, men hvad Billighed angaaer, da vil jeg nøies med alt jert Sølv og Guld og Løsøre og saa de fremmede Trælle. Men hvad beholde saa vi, sagde Gesandterne; Livet, svarede Gothen, og da Budene kom igien med den Beskeed, var der vel Endeel, som meende, at naar Man bragde Roms gamle Guder et høitideligt Offer, frelste de nok deres Kiæledægge fra Barbarerne; men Ingen turde dog foranstalte det, og Mao beed da i det sure Æble at offre Gothen 5000 Pund Guld, 30000 Pund Sølv, 4000 Silke-Kofter, 3000 røde Skind og 3000 Pund Peber*). Hvad imidlertid en Steen maatte græde over, siger Kviriten Zosimos, var at Man ikke blot for at bringe Alt tilveie, berøvede Guderne deres Smykker og lønnede saaledes Stadens Besldærmere med den sorteste Utaknemmelighed, men Man tog endogsaa og smeltede Somme af dem. Blandt disse var Tapperheden (virtus), saa det er intet Under, mener Zosimos, Man siden ei saae Spor af den hos Romerne, men vi, som, iblandt Andet, veed, den var smeltet længe før de thingede med Gothen, maae vel smile ved hans Troskyldighed**).

✂ Istedenfor nu, da en Anden (Soldaten Konstantin) havde opkastet sig til Keiser i Gallien og Britannie n, og han selv ei turde vove sig ud af Ravenna, at modtage Alriks gientagne Tilbud om Fred og Forbund paa billige Vilkaar, idensted erkiendte Honor Oprøreren for Keiser, forsvor at slutte Fred med Alrik og hvervede Hunner til at slaae ham***). Nu syndes Alrik, den læmpeligste Maade var at udnævne en anden Keiser, som vilde være rimelig, og det gjorde han, til ikke liden Betuttelse for Honor, som nu gierne vilde dele halvt med Skabningen af ham, han ikke vilde skiænke en Øde-Mark ved Donau; men den Attalus, Alrik havde gjort til Keiser, var ligesaa dorsk og egensindig som den Anden, saa Alrik fandt det raadeligst at afsætte ham igien og prøve om Honor ei var blevet klog af Skade. Det var han imidlertid ikke, og nu først **) Zosimos V. 26-31. 35-36. Orosii Historiske Kirke-Værn VII. 37-38. ***) Zosimos V. 35-41. ****) Zosimos V. 42-51. 610 erklærede Alrik ham aaben Feide, indtog og plyndrede Rom*), men selv dette gjorde han med en Ædelmodighed og dyb Ærbødighed for Alt hvad der hørde Christus til, som den samtidige Latiner Orosins ei noksom kan beundre**).

✂ Nu tænkde Alrik for Alvor paa visse Værelser, men overraskedes af Døden1 i Nedre-Italien, hvor han lavede sig til at indtage Sicilien og Nord-Afrika, og fik sit Hvile-Sted paa Bunden af Floden Busento (ved Cosenza), som Gotherne afledte, mens de nedsænkede Kongens Lig og hans bedste Klenodier***).

✂ Efter Alrik besteg hans Kone-Broder Adulf det Gothiske Høi-Sæde, og ham synes Honor dog endelig at have indrømmet Bopæl i Gallien, naar han paa egen Fare vilde see til at rense dette Land og Spanien for Oprørere og indbrudte Barbarer. I alt Fald gik Adulf til Gallien, hjalp Keiserens Feldt-Herrer og nøiedes selv med Guienne og Languedoc, hvor Narbonne blev hans Yndlings-By, blandt Andet fordi Theodos den Stores Daatter, Prindsesse Placidia, hvem han havde ført med som Gidsel men behandlet med ridderlig Ærbødighed, her endelig belønnede hans Kiærlighed og blev hans Dronning. Dette Adulfs Kongelige Bryllup (ved Jule-Tid 413) kan Man see, har gjort megen Opsigt i Verden, og det med Føie; thi Man saae her ikke alene Gothe-Kongen i Romersk Dragt, men saae ham i Spidsen af 50 Unger-Svende, der med begge Hænder øste Guld og Ædel-Stene i Skiødet paa den Romerske Prindsesse, der, som en fortørnet Gudinde, modtog til Sone-Offer hvad Kæmpen ranede i Tempel-Staden. Det urimelige Ægteskab lykkedes imidlertid ikke, thi vel fødte Placidia snart en Gothisk »Theodos«, men han døde i Svøbet, Adulf faldt snart ved et Snigmord (415), og Placidia kom tilbage til Rom, hvor hun blev Moder til Valentinian den Tredie og Rigs-Forstanderske i hans fleste Dage, der falde sammen med Hunne-Kongen Attilas†).

✂ Denne Rim-Thusse i Dværge-Stil, med det sortsmuttede, glatte2 Ansigt, det tynde Skiæg og de smaa gnistrende Øine††), er nu, efter Alriks og Adulfs Fald, det Eneste, der paa den **) Zosimos VI. 6-13. ***) Orosii Kirke-Værn VII. 28-29. ****) Olympiodor hos Photios. Idacii Aarbog. *†) Olympiodor hos Photios. Orosii Kirke-Værn VII. 43. *††) Jornandes 35. *1H. tilføjer: »(410)«. *2H. »platte«. 611 store Skue-Plads tildrager sig Opmærksomhed, og skiøndt det langt mindre vidner om hans Storhed end om Tidens Usselhed, at Gesandtskaber fra Rom og Konstantinopel mødes i denne Kosak-Hetmans Leir mellem Sau og Drau, som i den store Konges Gaard, til hvis Gunst al Verden maa beile, saa vilde det dog aldrig skeet, naar ikke Attila havde været sin Tids Napoleon. Med Krigs-Gudens Sværd, som en Ungersk Bonde havde hittet til ham., haabede han ogsaa virkelig at indtage hele Verden, og Udsigterne var særdeles gunstige, da Vest-Gotherne syndes at ville slaae sig til Ro ved Pyrenæerne, og hardtad alle andre bekiendte Krigs-Folk, med Øst-Gother 1 og Gepider, stred under det Hunniske Banner, medens to Børne-Børn af Theodos den Store (Valentinian den Tredie og Theodos den Anden) legede med Kronerne i Rom og Konstantinopel. For vore Øine synes imidlertid Attila at have forsømt det gunstige Øieblik til at reise en fast Mogolisk Verdens-Throne midt i Europa, thi længe nøies han med at reise den aarlige Skat, Byzantinerne gav ham, fra 200 til 2000 Pund Guld og at foreskrive begge Keiserne Smaa-Love, men at det hverken var af Ædelmodiglied eller af Frygt for Rigets egen Styrke, det har Konst-Taleren (Sophisten) Priskos klarlig viist os, i den mesterlige Beskrivelse af Hunne-Kongens Gaard, der som en Levning af hans forsvundne »Gothiske Historie«, er kommet til os. Samme Priskos hørde nemlig selv til Et af de mange Gesandtskaber, den Byzantinske Keiser skikkede til Attila, for at smigre hans Forfængelighed, slukke eller rettere nære hans Guld-Tørst og formilde hans Vrede, og tager end Hunne-Hoffet sig ikke nær saa prægtigt ud i Sophistens lune Beskrivelse, som i den Tydske Mester-Sangers varme Skildring (Ezels Hofhaltung), saa fristes vi dog intet Øieblik til at tvivle om, at Grækeren jo baade malede efter Naturen og forstod sin Konst. Medens vi nu maae overlade det til Attilas og Folke-Vandringens Monographer at benytte dette kostelige Brud-Stykke heelt og holdent, hvad for længe siden burde være skeet, vil vi holde os til Gjæstebudet i Attilas Træ-Slot paa Høien (ventelig paa Hedning-Bjerget dvs. Heidenberg ved Eisenstadt, hvor Sagnet lægger det), thi der see vi ham klarlig i al hans Glands. Guld-Kar og Sølv-Kar flyde paa Bordene og Hunne-Adelen skinner af samme Metaller, men stolt sidder Kongen i Midten paa sin Løibænk med Bæger og Blikke af Træ, *1 2. Udg. her og i det flg. »Ostrogother«. 612 udmærkende sig i alle Maader, som Napoleon i sit glimrende Følge, ved dobbelt afstikkende Tarvelighed. Skjalde træde ind og besynge hans Herrefærd, saa mange Øine funkle og mange Taarer trille, Hof-Narren kommer (som i China) derefter, og Huset ryster af Skogger-Latter, men ved dette, saalidt som ved Vinen, enten slaaer Attila et Smil eller forandrer en Mine, saa var hans lille Søn ikke kommet ind, hvem han klapper mildt paa Kinden, fordi Spaamændene har [havde] lovet, han skal [skulde] ligne sin Fader, da maatte Man troe, der var slet intet Menneskeligt hos ham. Den stakkels Blaamand (Maurusier) Zerkon, hvis Kone Hunnerne har [havde] taget, mens han foer deres Ærende, venter [ventede] da kun forgiæves i et muntert Øieblik at finde Øren-Lyd og Ret hos Kongen, han bliver kun til Latter ved at brække paa alle de tre Sprog, Hunnisk, Gothisk og Ausonisk (Italiensk), der tales i Leiren, og var det ikke for denne Mærkeligheds Skyld, havde vi ikke engang her kunnet ændse ham, thi at Bønner ikke rørde Hunne-Kongen, og at han, der knap vidste Tal paa sine Koner og nys havde holdt Bryllup med sin egen Daatter, ingen Forestilling havde om et ordenligt Ægteskab, det følger af sig selv*).

✂ Midt i det Femte Aarhundrede var det da først, Attila med alle fem Fingre greb efter Verdens-Kronen, sættende sine femgange Hundrede-Tusinde i Bevægelse, dog ikke, som Man skulde ventet, mod Konstantinopel, der just nu havde faaet en Keiser (Marcian), som nægtede ham Skat, ja ikke engang lige mod Rom, men over Rhinen til Gallien, hvor Barbarerne alt saalænge havde holdt deres Stævne-Møder, at Man skulde tænke, der var intet Fristende meer for en Hunner. Denne uformodenlige Vending bestyrker unægtelig den Efterretning, at det egenlig var Vest-Gotherne, Toget gjaldt, og hvor ubetydelige de end kan synes os, naar vi skatte det Tolosanske Rige efter Alen-Maal, havde Attila dog sikkert den Følelse, at de Gother, som lod haant om at sidde under Hunnernes Vinger, var Kæmperne, der maatte fældes, før det var sikkert at røre ved Krysterne, som bagefter faldt af dem selv.

✂ Dog, skiøndt Attila saa dybt som mueligt foragtede Keiser Valentinian, var det dog ingenlunde Tilfældet med Keiserens Feldt-Herre Aetius, en Fremmed (som det synes en Gothe) paa Fædrene-Side, der ved sin Tapperhed havde opsvunget sig fra den nederste Hylde, havde enstund som Gidsel fulgt **) Gesandtskabs-Beretningerne hos Hoeschel og i Byzantiner-Samlingen. 613 Hunne-Leiren, og giennem mange Aar nydt den tvetydige Ære at regnes blandt Attilas ypperste Venner*).

✂ Samme Aetius, vidste Attila, stod i Marken med en vældig Hær af Franker, Burgunder og allehaande Tydske og Nordiske Folk, som enten slet ikke eller kun nødig stod under Hunnerne, og derfor var det ham en Hoved-Sag, at sætte Splid mellem Romere og Vest-Gother til han havde faaet Bugt med En af Parterne. Hertil var der saameget bedre Udsigt, som Ravenna-Hoffets Nederdrægtighed og Troløshed aldrig havde tilladt det Venskab, Vest-Gotherne attraaede, at slaae Rødder; men til Hunne-Kongens Ulykke og hele Verdens Held, vidste imidlertid den Romerske Statholder i Gallien, Avitus, høit anskrevet hos Alriks Ætmand Thjodrik, som da beherskede Vest-Gotherne, at mægle Forlig mellem ham og Aetius, saa de betimelig forenede deres Styrke, og derved fortjende Avitus aabenbar ei blot det usle Purpur, han siden ved Gothernes Bistand et Øieblik bar, men den Navnkundighed i Verdens-Historien, hans Sviger-Søn, Digteren Sidonius, dristig nok lovede ham **).

✂ Til Orleans kom Attila uden Modstand og stod just paa Nippet at tage Staden med Storm, da den forbundne Hær kom til Undsætning og nødte Hunne-Kongen til at trække sig tilbage over Seine, men nu slog han Leir med sine Hundrede-Tusinder paa de saakaldte Catalauniske Marker eller Mury-Fælleden mellem Troyes og Chalons i Champagne. Her stod da (ved den 308de Olympiades Begyndelse, omtr. 452) det mærkværdige Slag, som frelste den dannede Verden fra Hunne-Regimentet, og Attilas Spaamænd fandt Varslerne saa uheldige, at den eneste Trøst over Nederlaget, de turde give deres Herre, var at »Hoved-Manden« i den fiendtlige Hær skulde falde, hvorved Attila naturligviis tænkde paa Aetius, i hvem han saae sin farligste Modstander og bittreste Fiende. For nu dog at giøre Nederlaget saa kort som mueligt, nølede Attila med at begynde Slaget til ud paa Efter-Middagen, men derved fik Vest-Gotherne Leilighed til at bemægtige sig Høiderne, og da Slaget med rasende Forbittrelse fortsattes midt ind i den sorte Nat, blev hverken Pinen kortere eller Blod-Badet mindre. Hvorvidt det nu er bogstavelig sandt, enten at der faldt 150000 Mand, eller at en lille Bæk, der løb over Val-Pladsen, blev af **) Franke-Krøniken af Gregor fra Tours II. 8. og Gesandtskabs-Beretningen af Priskos. ***) Jornandes 36. Sidonii Æres-Vers til sin Sviger-Fader, Keiser Avitus. 614 Blod til en stor Aa, derom er det nu meget for silde at trættes; men det er store Ting, at vi veed, saaledes sagde Folk, som selv var med i deres unge Dage og tænkde graahærdede kun med Gru tilbage paa den Dag, da alle som tørstede drak af det røde Hav. Ost-Gotherne, med deres Høvdinger Volmer, Vimmer og Ditmer, havde Attila stillet mod deres Frænder Vest-Gotherne, sagtens med den Tanke, at naar Gotherne havde ødelagt hinanden, da spillede Hunnerne Mester, og det var en haardnakket Kamp, hvori vel Vest-Gotherne omsider vandt, men mistede deres tappre Kong Thjodrik, uden at Nogen kunde sige for vist, om han styrtede med Hesten og traadtes ihjel, eller han fældtes af Svogeren til Jornandes Olde-Fader: den Ost-Gothiske Prinds Andag*).

✂ Attila havde trukket sig tilbage til sin befæstede Leir, hvor han, omringet af Seier-Herrerne, lod Sadler opstable til et Baal i Nøds-Fald, men Romere og Vest-Gother var ogsaa matte, saa de vovede ikke at storme, og deres Forsæt at udhungre Attila tilintetgjorde Aetius ved at raade Thjodriks Søn Thorismund at skynde sig hjem, før hans Brødre spurgde Faderens Fald og bemægtigede sig Riget. Hvad enten han nu gav det gode Raad for gammelt Venskabs Skyld, eller fordi han meende, Man kunde ligesaa snart trænge til Hunner som til Gother, saa frelste han Attila, der vel enstund holdt det for et Krigs-Puds, at Fienden forsvandt, men mærkede dog endelig, han havde Veien for sig, og drog nu bort1, i det Forsæt at komme snart igien og hevne Skade**).

✂ Hvor vi imidlertid atter møde Hunne-Hæren, er ved Aqvileias Porte (ligeoverfor Triest), hvor der ligesaalidt var Fare for at støde paa Aetius, som paa Vest-Gotherne; thi denne sin Thrones sidste Støtte havde Keiser Valentinian, i Mellem-Tiden, selv paa en løs Mistanke ryddet af Veien. Forstod nu end Hunnerne sig kun slet paa Beleirings-Konsten, saa synes Attila desbedre at have forstaaet sig paa Fugle-Skrig; thi just som han rykkede op med Hunne-Hæren, der var kied af Lange-Legen, saae han endeel Storke føre deres Unger bort fra Taarnene paa Muren og giættede sig deraf til Stadens Ulykke, som ogsaa snart paafulgde, thi et Stykke Muur styrtede ned, Borgerne var blevet trygge, Hunnerne brød ind og nøiedes ei med **) Jornandes Gothe-Krønike 36-40. 50. Idacii Aarbog. ***) Jornandes Gothe-Krønike 40-42. *1H. »hjem«. 615 at plyndre og myrde, men ødelagde i Bund og Grand den trodsige Stor-Stad, dengang Roms Medbeilerske*). Ogsaa Roms Porte nærmede sig nu den Frygtelige, men da alle Barbarerne stod i den Tro, som Romerne naturligviis ivrig bestyrkede dem i, at Airik havde faaet saa brad en Død, fordi han forgreb sig paa den hellige Stad, saa stod Attila i Beraad1 med sig selv, om han vilde spille det høie Spil, og Roms Biskop, den gamle, ærværdige Leo, kom da ret som han var kaldet, i Spidsen af2 sit Præsteskab og bad ydmygelig for Staden. For første og sidste Gang i sit Liv spillede Hunne-Kongen den Ædelmodige og lod sig bevæge til at skaane Staden, men, for at Ingen skulde tænke, han var blevet et andet Menneske, svor han en høi Ed, at dersom ikke Keiseren sendte ham sin Syster Honoria, der selv havde beilet til ham, og gav hende et standsmæssigt Udstyr, da kom han igien og gjorde reent Bord**). Med dette gode Forsæt og med et umaadeligt Bytte drog nu Attila hjem, og mens Man tvistes om, hvorvidt han næste Sommer gjorde et nyt Tog mod Vest-Gotherne og blev slaaet af dem ved Loire, som Jornandes melder, er det en afgjort Sag, at Døden forhindrede ham fra at giæste Italien ineer, og hans Helsot skal have været en pludselig Blod-Styrtning, han fik om Natten efter sit Bryllup med den skiønne Ildiko***).

✂ Saaledes endte da denne Døds-Engel sin blodige Bane, og naar Somme af vore Lærde formode, [at] vi i ham vilde beundre En af Verdens ypperste og ædleste Helte, hvis han ikke havde havt det Uheld, kun at skildres af sine Avinds-Mænd, da skal vi huske, at han og hans Hunner ene og alene maae tilskrive sig selv dette Uheld; thi havde de benyttet »deres Time« til at giøre, lære og grunde Noget, der i den dannede Verden var værdt at mindes, da vilde de derved upaatvivlelig sikkret sig et tilsvarende Efter-Mæle; men kunde eller vilde de ikke giøre Andet end Ondt, og levede de blot for Øieblikket, da optog de deres Roes, mens de udtømde deres Kraft, og har hos Efter-Slægten, som de foragtede, og hos Menneske-Aandens nyskabte Folk, som de stræbde at kvæle i Fødselen, kun Utak tilgode ! Med saameget mere Ret afvise vi hver Hunne-Klage, som Middel-Alderens Digte vise, der fattes ikke paa Folk, **) Sammesteds. Prokops Vandaler- Krig 1.4. Franke- Krøniken af Gregor II. 7. ***) Gothe-Krøniken af Jornandes 42. ****) Sammest. 43. 49. *1H. »saa var A. meget i Beraad«. *2H. »for«. 616 hvem Attilas Glimmer blændede, men kun paa Sagn om store og ædle Træk hos den Frygtelige, om hvem tvertimod det eneste Skrift-Folk, der har sat en Ære i at nedstamme fra Hunnerne, Ungarerne nemlig, fortælle os, at hans Kongelige Vaaben var en kronet Rov-Fugl og Titelen, han førde: Attila, Bendekucæ Søn, den store Nimrods Ætmand, af Guds Naade Hunners, Gothers og Daners Konge, Jordens Skræk og Herrens Riis*).

✂ Hunnerne, fortæller Jornandes, gjorde deres Helt en prægtig Lig-Begiængelse, med Ridder-Spil og Giæstebud omkring Lig-Baaren, og med en Lovsang, der paa det Tørreste udtrykde, at Attila, Mundzuks Søn, havde været den Største af alle Hunne-Konger, de tappreste Folks Herre, som med mageløs Vælde undertvang baade Skyther og Germaner, gjorde Romerne skatskyldige, og havde selv i Døden Lykken med sig, da hverken Fiender fældte eller Venner sveg ham, men han endte lystig uden al Pine! Derpaa begrov de ham i Stilhed om Natten, med de Fiende-Vaaben, han selv tog, med et prægtigt Ride-Tøi og andet Mere, lagt i en tredobbelt Kiste af Guld og Sølv og Jern**). Hvor han jordedes, veed Ingen, thi alle Graver-Karlene slog Man ihjel, men der giættes paa Egnen omkring Jass-Bereny i Slavonien, hvor Man har fundet et Guld-Horn med Billed-Skrift, som giælder for Attilas***). For sin Thrones Støtter skal han have holdt Gepider-Kongen Ardrik og Ost-Gothen Volmer, og vist er det, at han maa takke Gotherne for sin poetiske Udødelighed, thi det ægte Chinesiske Ligvers, som dog ogsaa kun findes i Gothe-Krøniken, forplantede vist ikke hans Priis, og naar Skjaldene kvæde om »Ezel og Atle Hunne-Konge«, da er det kun enten som Didrik af Berns Beskytter eller som Niflungernes lumske Svoger og grusomme Bane. Det Første er mere den Tydske og det Andet den Nordiske Betragtning af ham, og ligesom Man sporer hans Dronning Kerka (hvem1Priskos fandt siddende paa Gulv-Teppet at holde sine Terner i Arbeide) i Atles Frille Herka (Tydskernes Fru Helcke), saaledes gienkiende vi ogsaa i »Ildiko«2 hans Valkyrie (Gud-Run og Grim-Hild) om hvem baade Niflunge-Kvadet og de Eddiske Atle-Viser dreie sig.

**) Ungarer-Krøniken af Thurocz 13. ***) Gothe-Krøniken af Jornandes 49. ****) Klemms Attila. *1H. »som«. *2H. »Ildiko« i«. 617

✂ Attilas Sønner indbildte sig vel, de var hans Arvinger, men hverken kunde de forliges om Rangen, heller ikke var det mere venteligt, at Gother og Gepider skulde kæmpe for dem, end at de, Napoleon gav Kroner og Marskalk-Stave, skulde sværme for »Kongen af Rom«, saa det er i sin Orden, at begge Thronens Støtter faldt fra, saasnart Herskeren var borte, og da Ost-Gothen Thjodrik i Verdens-Historien unægtelig er Hunne-Kongens nærmeste Efter-Mand (hvorfor Sagnet ogsaa har gjort dem samtidige), saa vende vi os uden videre til ham, og kaste blot et Blik paa Italien, for at see, hvad han der fandt for sig*).

✂ Keiser Valentinian faldt omtrent paa samme Tid som Attila, myrdet af en vis Okyl (Eigil), der havde tjent Aetius**), og nu, da Theodos den Stores Slægt var aldeles uddød, var der slet intet i Veien for, at hver Strids-Mand tog sin Part, naar de blot kunde enes om Delingen. Britannien var ogsaa for længe siden opgivet og havde alt fra Norden faaet sit ny, Angel-Sachsiske, Herskab, Nord-Afrika besad Vandalerne upaatalt, og kun Vest-Gothernes Beskedenhed, som heller vilde være Keiserens Bunds-Forvandte end deres egne Herrer, vedligeholdt endnu et Skin1 af Romer-Herskab i Gallien og Spanien, hvor der dog mylrede af Barbarer. Det var da egenlig kun Italien, der trængde til nyt Herskab og maatte smertelig savne det, mens den Thjodrik voxde op og øvede sine Kræfter, som Forsynet havde bestemt til en mageløs Keiserlig Stat-Holder paa den Classiske Jord-Bund. Vel gav nemlig den Vest-Gothiske Thjodrik hin Yngre sin Ven Avitus Purpuret, men over Italien raadte nu Ingen uden Høvdingen for den Barbariske Liv-Vagt, og det var for Øieblikket Rikmer (Reimer), halv Sveve og halv Gothe, som synes ret at have havt Lyst til at see, hvormange Keisere han kunde giøre og tilintetgiøre, saa selv de taalmodigste Skrivere krympe sig lidt ved at tælle dem. Reimers Eftermand, Latineren Orest, hvem (tilligemed hans gode Fader Tatulus) Priskos har lært os at kiende lidt til i Hunne-Leiren som En af Attilas Handlangere, havde vel en anden Lyst, thi han hængde Purpuret paa sin egen lille Søn, der ved et sært Lykke-Træf hedd Romulus, efter sin kiære Morfader i Padua; men hvad enten Orest nu har troet sin gamle Stal-Broder, Skythen **) Gothe-Krøniken af Jornandes 50. 52-53. ***) Franke-Krøniken af Gregor II. 8. *1H. »Skimt«. 618 (Gothen) Edkons Søn Odoaker (Odger) for godt, eller Denne har stukket ham ud hos Barbarerne, saa blev Odger hans Bane-Mand, den lille Romulus (Augustulus) fik Naadsens-Brød, og uden at kalde sig enten Keiser eller Konge, gjorde Odger vitterligt, (omtr. 476) at han og ingen Anden var Italiens Herre*).

✂ Saaledes gik da Attila virkelig paa en Maade igien og sloges om Italien med sin egen Skygge, men hans rette Eftermand Thjodrik Ditmersøn, der just var født, til stor Glæde i hans Faders Huus, da der kom Bud fra hans Broder, Kong Volmer, at han havde slaaet Attilas Sønner af Marken; denne Thjodrik hin Store var nu allerede kommet til Skiels-Alder og lod kun Odger enstund raade ene ved Po, fordi han haabede selv at finde et passende Høi-Sæde østenfor det Adriatiske Hav**). Dette vilde imidlertid ikke lykkes, da der endnu sad en Slump Gother, uvist af hvad Stamme, i Thrakien, med en tapper Konge, som ogsaa hedd Thjodrik; thi disse to Navnere og naturlige Medbeilere til Gothe-Riget, vidste det Byzantinske Hof vexelviis saa snildt at sætte mod hinanden, at det bestandig var Gotherne, der tabde. Om nu Keiser Zeno, hvem Ditmers Søn havde gjort store Tjenester, omsider betaide ham med en Anviisning paa Italien, eller om Thjodrik af egen Drift fulgde Alriks lysende Exempel, derom var alt i gamle Dage Meningerne deelte, men i begge Tilfælde er det jo Hoved-Sagen, at han virkelig rykkede op, ei blot med alle de vaabenføre Mænd, han kunde faae Samling paa, men med »Koner og Børn, Korn og Kværne«, for ordenlig at nedsætte sig i Italien***). Kuld og Mangel, Sygdom og Gepider stræbde nu vel at standse ham paa Halv-Veien, men hvad han mødte, trodsede han kiækt, og hvad han maatte, taalde han standhaftig, til Alt var overvundet ! Med Gepiderne, Gothernes1 gamle Stalbrødre og nye Medbeilere, som dengang beherskede Slavonien, var Kampen imidlertid længe tvivlsom, men da lod Thjodrik sig række et Bæger Vin paa Hesten, tømde det paa Lykke og Held og satte sig derpaa i Spidsen, med de mærkværdige Ord: hvem der vil finde Vei giennem Fiendens **) Priskos i Gesandtskabs-Beretningerne. Udtoget bag Ammian. Marcellins Aarbog. ***) Gothe-Krøniken af Jornandes 52. ****) Jornandes i Gothe-Krøniken 51. 57. Malchos i Gesandtskabsberetn. Udtoget bag Ammian. Ennods Lovtale 6. *1H. »Gothers«. 619 Fylking, han følge mig! Helte-Mod er ei hver Mands Sag, men Faa vinde Seier til Manges Gavn, Kongens Bedrift er Folkets Ære og det er den almindelige Dom, at som Herren er, saa følge ham Svende! Derfor, op med Konge-Banneret, saa Fienden kan see, jeg leger ei Skjul, og alle Mand [kan] vide, hvad Hals der hugges efter og hvad Vei Man maa gaae for at falde med Ære! Det hjalp, Gepidernes Fylking bugnede ved Gothe-Kongens Anløb og snart var den brudt, da flygtede Alt hvad flygte kunde og Gotherne beholdt ikke blot Val-Pladsen, men fandt i Fiendens Lader, paa Loft og i Bing, de Levnets-Midler, de høilig trængde til for at opholde Livet og fortsætte Reisen*).

✂ Odger mødte vel nu de selvbudne Giæster paa Grændsen med en talrig Hær, men Kampen ved Isonzo, hvor han vilde gjort Thjodrik Over-Gangen stridig, synes dog ei at have været ret alvorlig, saa det var først ved Verona Thjodrik tilkæmpede sig Hæders-Navnet »Didrik af Bern«. Han synes den Dag at være kommet lidt silde op (ligesom Alexander den Store ved Kameel-Gaarden); thi efterat Slaget alt har varet en Stund, staaer han endnu i sin Telt, spænder sin Rustning paa og trøster sin Moder, som, tilligemed hans Syster, gaaer ham tilhaande, lidt bleg ved Tanken om Lykkens Ustadighed. Min Moder! sagde Gothe-Kæmpen, betænk dog, at hvad der idag skal kiendes paa Valen, det er ikke Andet, end hvad I saalænge har vidst: at det nemlig var en Mand, I bragde til Verden, da jeg blev født, og jeg maa jo ikke have Andet for Øie end mine Fædres Bedrifter, thi vanslægte vi [Sønnen], da er Ætten uddød1! Og hvad Lykkens Ustadighed angaaer, da var det Noget, min Fader aldrig ændsede men beilede kiækt til dens2 Gunst og fandt sig aldrig skuffet! Med disse Ord svang Thjodrik sig paa sin Strids-Hest, der alt længe, urolig ved Lurens Drøn, havde stampet og vrinsket, og skiøndt Gotherne havde begyndt at trække sig tilbage, da Kongen kom, tjende det dog kun til at giøre Fremgangen mere kiendelig og Seieren fuldstændig. Kun med Nød og Neppe undkom Odger selv til Ravenna, thi hvad der ellers ikke faldt i Slaget, overgav sig med Høvdingen Tue, eller omkom paa Flugten over Etsch, som de havde i Ryggen, og ved denne Leilighed kan Heltens samtidige Lov-Taler i sin høitravende Stil ei noksom berømme **) Ennods Lovtale over Thjodrik (bag Mansos Ostgothiske Historie). *1H. »uddøet«. *2 Her og mange andre Steder har H. »Den« for »den«.620 Floden, der saa kraftig bidrog til at aftvætte Italiens Uhumskhed*).

✂ Hermed vilde Krigen ventelig været endt, hvis ikke Tue, som skulde beleire sin gamle Herre i Ravenna, var som en Skielm gaaet over til ham, men nu blev Omstændighederne betænkelige, Krigen varede hele tre Aar, og selv efter at Odger havde lidt et nyt Nederlag ved Adda, hvor Vest-Gotherne kom deres Frænder til Hjelp, vovede han et natligt Indbrud i Thjodriks Leir, der vel ikke lykkedes efter Ønske, men kostede dog udentvivl mange Gothers Liv. Vi see i det Mindste Thjodrik derefter slutte et mindeligt Forlig med Odger, og først siden blev han denne Med-Beiler kvit ved en Leilighed, vi ikke ret veed om Odger selv gav ved at staae ham efter Livet, eller Thjodrik greb for at raade alene**).

✂ Nu (493) var da Thjodrik Herre af [over] Italien og Sicilien, og det er troeligt nok, hvad hans Lovtaler forsikkrer, at han var hellende føer og majestætisk, med store funklende Øine og Kæmpe-Næver, men det egenlig Smukke hos ham, ligesom hos de første Vest-Gothiske Konger, er dog at hans Hug ei stod til Erobringer, men til en velgiørende og rolig Virksomhed i den ny Bopæl, saa sin store Anseelse i alle omliggende Lande benyttede han kun til, saavidt mueligt, at vedligeholde Fred mellem alle de Tydske og Nordiske Riger, som havde reist sig i Vester-Leden. Han stræbde derfor ogsaa at besvogre sig med alle de nye Konge-Huse: tog selv en Syster af Frankeren Klodevig (Hlodvig) som nu spillede Mester i Gallien, til sin anden Dronning, giftede En af sine Døttre med den Vest-Gothiske Kong Alrik hin Yngre og en Anden med den Burgundiske Kong Sigmund, sin Syster med Vandaler-Kongen Trasimund og hendes Daatter af første Ægteskab med Thyringer-Drotten Hermanfred, og skiøndt det var ham umueligt at berolige Hlodvig, hvis Liv og Lyst Erobrings-Krigen var, saa bragde han dog baade med det Gode og med det Onde Franke-Drotten til nogenlunde at holde sig indenfor Galliens Grændser***).

✂ Saaledes skaffede Thjodrik Italien Fred, og dermed noget Splinternyt i det Femte Aarhundrede, men han arbeidede ligesaa utrættelig paa at skaffe dets Indbyggere Ret, Velstand og **) Ennods Lovtale 8. Udtoget bag Ammian. Jornandes 57. ***) Jornandes 57. Prokops Gothe-Krig I. 1. Udtoget bag Ammian. Ennods Lovtale 10. ****) Jornandes 58. Udtoget bag Ammian. 621 Tilfredshed, og betjende sig dertil1 af Latineren Cassiodor, giennem hele hans Regierings-Tid Stor-Kantsler og ved Pennen i alle Maader Gothe-Kongens Høire-Haand. Sine Gother indrømmede Thjodrik kun den Tredie-Part af Landet, Odger allerede havde tildeelt Leie-Tropperae, og som den tynde Befolkning gjorde til et meget taaleligt Offer, især da Gotherne udelukkende paatog sig Lande-Værnet, medens Italienerne beholdt alle deres gamle Love, Indretninger og offenlige Forlystelser, og skiøndt Gotherne var Arianer, gjorde han dog2 før sine allersidste Dage ei mindste Skaar i de Rettroende s Kirke-Frihed eller selv i deres Geistligheds Stilling og Anseelse. Endelig, skiøndt han selv ei kunde lære at skrive sit Navn med fire Bogstaver (peod) [som var hans Stempel, saa] opmuntrede han dog af al Magt Konster og Videnskaber, lod overalt Stædernes forfaldne Mure, Vandledninger og Bade-Huse istandsætte, og forskiønnede især Verona med et prægtigt Pallads og en Bue-Gang mellem det og Stads-Porten *).

✂ At det nu ikke blot er hos Thjodriks Lovtaler hans Efter-Mæle lyder saa priselig, det see vi hos Prokop, der naturligviis betragtede ham med Byzantinske Øine, men giver ham desuagtet det Lov, at skiøndt han af Navn var en Voldsmand (Tyran) der havde anmasset [tilranet] sig Thronen, var han dog i Gavn saa ypperlig en Fyrste som Nogen af de bedste Keisere, aldenstund han holdt Loven i Hævd og Barbarerne i Tømme, ja, spurgde om sin Magt i Kløgt saavelsom i Kraft.

✂ Dog, ligesaa enige som de Gamle er om at Thjodriks første 30 Regierings-Aar var en gylden Tid for Italien, som Alle maatte undres over, ligesaa eenstemmig berette de, at han paa Sidstningen fik et grueligt Anstød af Tyran-Feberen, og lod blandt Andet [Andre] de ypperste Romerske Raads-Herrer: den vise Boethius og hans lærde Sviger-Fader Symmachus, blot paa en løs Mistanke, uden Lov og Dom henrette. Det var imidlertid, siger Prokop, baade den første og sidste Uretfærdighed han begik, thi da Man nogle Dage efter satte en stor Fisk paa Bordet, syndes Kongen, han saae den henrettede Symmachus stirre frygtelig paa sig giennem dens døde Øine, hvorover han blev saa beængstet, at han strax gik tilsengs og reiste sig aldrig meer, men skriftede med Angers-Taarer Misgierningen for sin Læge Elpidius**).

**) Udtoget bag Ammian. Ennods Lovtale 11-16. ***) Prokops Gothc-Krig I.1. *1H. »dertil især«. *2 »dog« mgl. i H. 622

✂ Thjodrik havde i levende Live bygget sig et prægtigt Grav-Sted og udsøgt en uhyre Steen til Over-Ligger *), og det er da upaatvi vielig det saakaldte »Vor Frue Capel« udenfor Ravenna, hvis eneste Tag-Steen skal veie omtrent en Million Pund, og hvor Thjodriks Kiste af Porphyr skal have staaet1 indtil den Franske Beleiring af Ravenna 1509, da den mistede sin Plads og2 blev muret ind i Ruinerne af Stadens Konge-Borg**).

✂ Et aandeligt Side-Stykke til dette tikantede Grav-Capel med Helle-Taget, er det store Mindes-Mærke, Thjodrik som »Didrik af Bern« har faaet i Tydskernes Helte-Bog og den Islandske Vilkin-Saga, og hvem kan nægte, at denne Gothe-Konge, som aftvang Græker Beundring og Romere Kiærlighed, maa have været en Kæmpe af Vælgten, der ærlig fortjende at kommes priselig ihu, saalænge der paa Jorden fandtes Frænder ad ham; men det er dog ogsaa mærkeligt at see, hvor dyb den Følelse var, hos Venner som hos Fiender, at der hvilede en dunkel Brøde paa ham, [som] ei Døden selv kunde ret afsone. Medens derfor Paven i Rom uden al Barmhjertighed lader ham fare til Helvede, lader selv en venlig Historie-Skriver i næste Menneske-Alder (Prokop) ham smage Helvedes Kvaler i levende Liv; Tydskerne, hvis Helt han ret egenlig er, lade ham lokke af en Dværg ind i Bjerget, hvor han aldrig meer seer Dagens Lys, og Islænderen, eller hans Hjemmels-Mand, lader ham forsvinde paa en kulsort Hel-Hest ud i Ørken at kæmpe med Drager til Domme-Dag***). Det er unægteligt haardt for en Kæmpe, der, efter mange Dyre-Aldre, atter, saavidt Enkelt-Manden kan, skabde en »Menneske-Alder« paa Jorden, men det er dog ikke desmindre sandt, at hvem der bliver Tyran, om end først paa Gravens Bredd, han maa bøde for det, og er det en Kæmpe, hvis Kald og hvis Dag-Værk det netop var at styrte Tyranniet og indsætte Menneske-Aanden i sine tabte Rettigheder, da maae vi lade ham fare til Skiærs-Ilden, om vi end ønske at kunne slukke den med vore Taarer. Nyaars-Tidens Kiendelse vil da stemme overeens med Middel-Alderens Følelse, og kun udtrykkelig tilføie, hvad Følelsen forudsatte, at Folkenes Stor-Mænd er Folkenes Speil, i alle **) Udtoget bag Ammian. ***) Mansos Ost-Gothiske Historie S. 396-98. ****) P. E. Müllers Saga-Bibliothek II. 289 *1H. »staaet til Skue«. *2 2. Udg. »udenfor Ravenna, hvor T.s Kiste af Porphyr skal have staaet, og hvis eneste Tagsteen skal have veiet en Million Pund og først have mistet sin Plads 1509, da den«. 623 Maader deres »Visere«, saa Staven kan ei brydes over Diderik af Bern, uden at brydes over Gothe-Stammen, hvis Krone han bar, og hvis Endeligt Historien derfor ogsaa lærer os, var ingenlunde mindre ulykkeligt end hans. Et af hans Mund-Held, som blev til et Ord-Sprog, var: en ussel Romer, som træder i Gothens, men en dygtig Gothe, som træder i Romerens Fod-Spor, og det var aabenbar Tænke-Maaden, som indviede baade ham og hans Gother til Undergang, thi selv den bedste Tyran er det for Konger et Selv-Mord at efterligne, og ei mindre var det et Selv-Mord af Gothe-Folket, at ville, med Opoffrelse af deres Moders-Maal og gradvise Udvikling, tilegne sig Romernes Sprog og den gamle Verdens Dannelse. Vi, der giennem tre Aarhundreder har gjort noget Lignende, vi nænne vel knap at kalde det Synd, men Døden, som er Syndens Sold, ramde os dog aabenbar i samme Grad, som vi gientog Gothernes Brøde, og vi vilde forgaaet som de, hvis vi ei havde oplevet den Time, da ægte Dannelse kan fordunkle den Falske og Aanden i Moders-Maalet opsvinge sig høit over en konstlet Veltalenheds blændende Sminke, kildrende Klang og bedøvende Blomster [Duft].

✂ Thjodrik var sønneløs og efterlod ved sin Død (526) Riget til sin umyndige Daatter-Søn Athalarik (Adelrik), hvis Moder Amalasuentha (Malsvinde) indtil videre skulde regiere for ham, men hun, der var opdraget til den fine Verden, blev snart for sin overdrevne Romerskhed Gotherne saa forhadt, at hun underhandlede med Keiseren i Byzants om et Fri-Sted i hans Rige; tidlig døde Adelrik og da Malsvinde blev myrdet af sine Egne, greb Keiseren det som et Paaskud til at bemægtige sig Italien*). Til Gothernes Uheld traf det sig nemlig, at Byzants just paa den Tid i Keiser Justinian fik sin August, der vel endnu mindre end den Romerske, var selv nogen Helt, men havde, ligesom Denne, et godt Greb paa at anvende de store Midler, den Græske Dannelse, uindskrænket Magt og en rummelig Samvittighed gav ham til at naae sine ærgierrige Hensigter, og han havde ovenikiøbet hvad Man, trods alle Smagens Indvendinger, vel maa kalde den Svine-Lykke, at Tidens største Feldt-Herre, Belisar, var et blindt Redskab i hans Haand. Da nu paa den anden Side Italienerne, trods alle Thjodriks Velgierninger, hadede og foragtede Gotherne af Hjertens Grund, som Arianer og Barbarer, Man ei kunde giøre sig mindste Samvittighed over at forraade til det fine og **) Jornandes 59. Prokops Gothe-Krig I. 2-4.624 rettroende Byzantinske Hof, saa var det rimeligt nok, [at] Justinian indbildte sig, det Hele vilde gaae af uden Sværd-Slag, naar han blot kunde deels narre og deels true Thjodriks Syster-Søn, Theodat, den sidste Amale, en gammel Gnier, som læste i Plato, til at opgive Riget. Deri tog han imidlertid mærkelig Feii, thi saasnart Gotherne opdagede, at deres Konge var en Forræder, slog de ham ihjel, og hyldede i hans Sted Vittik (Vedege) som vel var af ringe Herkomst men brav og ædel, hvorpaa en tyveaarig Krig lærde de Byzantinske Rænke-Smede, at blodige Offere til sidste Mand kunde Gotherne blive men aldrig Slaver!

✂ Da nemlig Justinian saae, at Gotherne ei vilde lystre Pennen men klappede paa Sværdet, da greb ogsaa han til Sværdet og sendte dem Belisar, som nys havde styrtet det Vandaliske Rige i Nord-Afrika, og da Prokop fra Cæsareæ (sikkert en Jøde), et Vidunder af en Historie-Skriver i sin Tid, fulgde med Belisar, som hans Haand-Skriver, kan vi omtrent faae ligesaa klar en Forestilling om den Gothiske som om den Polske Undergangs-Krig. Vel var det kun en lille Krigs-Hær, Belisar førde i Marken, og den bestod ovenikiøbet af lutter hvervede Tropper, rovgierrige, balstyrige og utroe; men han var, som sagt, i sin Tid en mageløs Feldt-Herre, og Gotherne havde efterlignet Romerne i Alt, undtagen i det Eneste, der fortjende Efter-Ligning: dea Romerske Krigs-Konst, selv var Belisar tapper og havde, under Krigen med Perser og Vandaler, dannet sig en Liv-Vagt af de stærkeste Karle og forvovneste Kroppe, der fandtes i to Verdens-Dele, Italienerne, som beboede de store Stæder, var feige og troløse, og det er derfor intet Under, at han i det femte Krigs-Aar (540) bragde Gotherne til Fortvivlelse, saa de kastede sig i hans Arme og deres Konge afstod ham sin Krone*). Belisar modtog imidlertid kun Kronen for at føre saa vel den som Kongen til Byzants, og skiøndt Jornandes, som hermed slutter sin Gothe-Krønike, selv synes at have anseet Kampen for endt, saa var det Brede dog endnu tilbage.

✂ Uagtet nemlig det uindtagelige Ravenna var overgivet tilligemed Kronen og næsten alle de faste Stæder var i Fiendens Vold, besluttede dog Gotherne heller at trodse Døden end trælle for Keiseren. Det vilde sagtens kun blevet et kort Krampe-Træk, hvis Belisar havde faaet Lov til at krone sit Værk, men **) Prokops Gothe-Krig, første og anden Bog. Gothe-Krøniken af Jornandes 59-60. 625 Keiseren, som kiendte intet til Ædelmodighed uden paa Papiret, troede naturligviis ikke paa Belisars, men fandt det raadeligst at holde ham i et hæderligt Fangenskab som Binde-Hund i Konstantinopel, og han vidste slet ikke, hvem han turde betroe til at føre Krigen mod de Gothiske Tølpere, som, naar galt skulde være, heller hyldede hans Generaler end ham. Engang endnu slap han vel Belisar løs, men, som det synes, mere for at blive ham kvit end for at bruge ham, thi han maatte gaae til Italien uden sin Liv-Vagt og saagodtsom uden alle Midler til at udrette Noget mod den tappre Totilas, En af de ædleste Konger, Solen har beskinnet, under hvis Banner Gothe-Levningen dannede en Skjold-Borg bedre end nogen Fæstning, og under hvis Spir baade Italien og Sicilien, paa nogle faa Muse-Huller nær, havde bøiet sig. Dog, Gotherne var alt for faa og Italienerne alt for slette, til at ikke netop en ædel Helt maatte bukke under, naar den Byzantinske Keiser endelig fandt en klog Hær-Fører, som han troede sig sikker paa, Gotherne ei vilde tage til Konge, og en Saadan fandt han i den Armeniske Gilding Narses, der ikke blot var snu, men som en Undtagelse i sit Slags, tillige modig. Med uindskrænket Fuld-Magt, med Tønder Guld og talrige Leie-Tropper, hvoriblandt en heel Longobarde-Hær, kom Narses til Italien, og leverede Totilas et Hoved-Slag ved Foden af Apenninerne, hvori Gothernes Mangel paa Krigs-Konst ret øiensynlig berøvede dem Frugten af deres udmærkede Tapperhed, og Totilas fik, efter elleve Aars priselig Kamp, sit Bane-Saar. Kun den forstenende [klare] Fortvivlelse gav endnu en Gother Konge-Navn, men han som fik det, Teias, anførde dog den Gothiske Kæmpe-Levning, udhungret, omringet af Bjergene, Havet og Fienden, saa kongelig i Døds-Kampen (553) ved det ildsprudende Bebius (Vesuv), at selv den Byzantinske Historie-Skriver kan ikke nægte ham sin Beundring eller bare sig for at ligne ham ved Old-Tidens Halv-Guder. Hans Gothiske Slag-Sværd var en Skræk for de tappreste Fiender, hans brede Skjold var deres Skive, og hans Arm utrættelig, men da han, uden at rykke eller vende sig, vilde ombytte Skjoldet, hvori der hængde tolv Spyd, med et Andet, da kom det trettende Spyd og giennemborede hans nøgne Bryst. Det var imidlertid langt fra, at hans Kæmper, som Fienden havde tænkt, derved tabde Modet, thi de blev ved at stride mandelig ei blot til Aften, men hele næste Dag, og først derpaa sendte de Narses det Bud: at nu saae de, Gud selv var dem imod, saa, naar de maatte tage hvad 626 Løs-Øre, der hørde dem til, og drage bort med Fred, at søge sig et Fristed mellem Frænder udenfor Keiserens Rige, da vilde de stikke Sværdet i Balgen. Narses fandt det ikke raadeligt at drive saadanne Kæmper til det Yderste og lod dem fare paa deres Æres-Ord, at de vilde forlade Italien og aldrig meer føre Vaaben mod Romerne*).

✂ Hermed slutter Prokop sin Gothiske Krigs-Historie, men dog veed vi, at der endnu var en lille Kæmpe-Trop, som ved Frankernes Hjelp haabede at fordrive Romerne, og [som] først efter Disses mislykkede Tog til Italien, overgav sig til Narses, 7000 Mand i Tallet, og sendtes til Byzants, hvor de sagtens blev stukket ind mellem Væringerne. Hvormange de Gother derimod var, som blev boende i Tuscien og det Venetianske, veed vi ikke, men naar vi siden see Florents opblomstre og Venedig taarne sig paa Bølgerne, da see vi, der blev ogsaa Kæmper af Gothernes Børn**).

✂ Hvor de udvandrende Gother drog hen, veed Man ikke, men rimeligviis tyede de til deres Frænder i Spanien, og til disse, som vi forlod paa Mury-Fælleden, hvor de høstede deres Laurbær men begrov deres [sidste] Helt, maae vi nu atter vende os, skiøndt det er kun en fattig Trøst over Kæmpe-Livets Undergang, vi der kan finde; thi vel stod Dødskampen ved Kseres først halvandet hundrede Aar efter den ved Vesuv; men dette Tids-Rum var for Vest-Gothen 1 langt mindre Frist end Pine. Da nu desuden vore Kilder her næsten blot er tørre Aar-Bøger, maae Vest-Gotherae2 efter Seieren over Attila nøies med faa Ord i Verdens-Historien, ligesom deres Konger med [faa] Dage paa Thronen, thi Navn uden Gavn og Tid uden Stor-Værk er Tomhed, som Aanden forbigaaer med Taushed. Fire og Tyve Konger afløste hinanden i to Aarhundreder, mest som vilde Dyr, paa Vest-Gothernes [paa Gothernes] Throne, og deres Hæder og Ære maa da vel lignes ved Guld-Bordet af 500 Punds Vægt, som kaldes en Levning af »Salomons Herlighed« og skiænkedes Thorismund af Aetius til en Amindelse om Gothe-Daaden i Hunne-Slaget, men brugtes siden af en Oprører til at kiøbe Hjelp af Kongen og faldt endelig i Arabernes Hænder***).

**) Prokops Gothe-Krig, tredie og fjerde Bog. ***) Agathias I Justinians Levnet. ****) Prokops Gothe-Krig I. 12. Fredegars Franke-Krønike 73. Aschbachs Vest-Gothiske Historie 130. *1H. »Vise-Gothen«. *2H. »Vise-Gotherne«. 627

✂ Franker-Thorismund, som bragde Klenodiet og Seieren hjem, blev nemlig snart myrdet, paa Anstiftelse af sin egen Broder Thjodrik, og denne faldt siden for den tredie Broder, Euriks (Eriks) egen Haand*), saa naar vi maae kalde disse to Broder-Mordere de ypperste Vest-Gothiske1 Konger efter Hunne-Slaget, da vækker det kun en daarlig Formodning om Resten. At disse to Brødre imidlertid, trods Broder-Biodet, glimrede paa Thronen fremfor alle andre Konger i deres Tid, det see vi, baade af Lov-Talen over den Ene og Klagerne over den Anden, hos Biskop Sidonius i Auvergne, som personlig kiendte dem begge, og var sin Tids berømteste Latinske Digter, saa, naar de alligevel affærdiges kort, er det kun fordi deres Tid (453-84) var Alderen mellem Atles Fald og Didrik af Berns Thron-Bestigelse, da Alt hvad Man kaldte stort var det kun efter en formindsket Maale-Stok. I Verdens-Historien har det derfor kun lidt at betyde enten hvordan Sidonius gjorde Vers eller Thjodrik Thjodriksøn spillede Skak i Narbonne, eller Erik i Bordeaux laande Øre til Ost-Gothers, Frankers, Sachsers og Herulers, ja, selv til Romerske og Persiske Gesandter; thi det var dog Altsammen kun Stads, som falmede snart og beskrives kun for Løier**).

✂ At Erik derimod indtog Aries, Marseille, Auvergne og hele Spanien, saanær som Gallicien, hvor Sveverne beholdt et lille Rige, at han gav Vest-Gotherne deres første skrevne Love og var en Velynder af lærde Mænd, blandt hvilke en vis Leo var for ham, hvad Cassiodor blev for den store Ost-Gothe, det maa der vel, for en Ordens Skyld, lægges Mærke til; men Hoved-Indtrykket, Erik gjorde paa sin Tid, var dog Gru for hans Tyranni, og da det store Vest-Gothiske Rige aldrig blev halv saa berømt som det Lille, har han aabenbar ikke Ære men Skam af sine Erobringer***).

✂ En Søn af denne udmærkede og lykkelige Tyran var Alrik den Anden, som fik Thjodrik den Stores Daatter, men faldt i Slaget ved Poitiers (507) mod Franke-Drotten Hlodvig, der i hans Dage indtog Gallien og undte ligesaalidtVest-Gother som Burgunder, eller Andre end sig selv, det Mindste deraf †). Det nødtes han nu vel til, da Thjodrik tog sig alvorlig af **) Idacii Aarbog. Jornandes 43-45. 47. ***) Sidonii Breve I. 2. VIII. 9. ****) Sidonii Breve VII. 6. Gregors Franke-Krønike II. 25. *†) Gregors Franke-Krønike II. 35. 37. Isidors Aarbog. *1H. »Vise-Gothiske «. 628 Riget, hans Daatter-Søn Amalrik skulde arve, men dog kunde Man nok med Rette sige, at Thjodrik hjalp kun Vest-Gotherne af Asken i Ilden; thi deels gjorde han dem skatskyldige og deels gav han Amalrik en Ost-Gothe til Formynder, som aabenbar saae meer paa sin Herres og især paa sin egen Fordeel end paa Rigets Bedste. Denne Formynder, Theudes eller Thjodis (Thusse), som strax giftede sig ind i en gammelspansk og rig Familie, skildle da ogsaa siden (531) Amalrik baade ved Liv og Krone, og flyttede Herre-Sædet fra det Tolosanske Rige (Septimanien), hvor Kiernen af Vise-Gotherne var, til Spanien midt ind imellem Vandalers, Alaners og Svevers Afkom*).

✂ Naar derfor Jornandes i Anledning af Alrik den Anden bemærker, at her, som saa tit, Konge-Rækken endte med samme Navn som den begyndte **), da maae vi vel give ham Ret, og helst overlade de følgende Tyranner, uden Slægt-Register og Helte-Gierninger, til den Glemsel, der tjener dem bedst. Kun i en Sum vil vi lægge Mærke til, hvad de offenlig tog dem for meer end [at] slaae hinanden ihjel, og det var deels, i 70 Aar (554-624), at slaaes med Byzantinerne, som ved at understøtte en Oprører, (Athnagild) kom i Besiddelse af alle Sø-Stæderne og var enstund nær ved at indtage hele Riget***), deels, til Slutningen af det Sjette Aarhundrede, at forfølge dem der modsagde Arius, og endelig, i det Syvende, at døbe Jøder med Sværdet over Hovedet og halshugge de Haardnakkede. Det var i Øvrigt den tappre Tyran Lievgild, Sveve-Rigets Ødelægger, som i sin Kron-Prinds Hermangild (Irmingild) lagde det sidste blodige Offer paa Arianismens Alter, og hans anden Søn Reccared (Richard) [var det,] som i Slutningen af det Sjette Aarhundrede afsvor Kiætteriet†). Derimod var det Byzantinernes lykkelig Tugte-Mester, Sisebut, der begyndte det Syvende Aarhundrede med Jøde-Forfølgelsen, som her havde langt meer at betyde end i andre Lande, da Keiser Hadrian skal have sendt 50000 Jøder til Spanien og Landet i alt Fald nu havde Hundrede-Tusinder af dem, hvorfor vi ogsaa endnu dele Jøderne i de Portugisiske og Polske††).

**) Jornandes 58. Prokops Gothe-Krig I. 12-13. ***) Jornandes 47. ****) Isidors Aarbog. Gregors Franke-Krønike IV. 8. *†) Isidors Aarbog. Franke-Krøniken VIII. 28. 46. IX. 15. *††) Isidors Aarbog. Aschbachs Vest-Gothiske Historie S. 238 -40. 629

✂ Hvorvidt nu Jøderne i det Syvende Aarhundrede, da deres Frænder Araberne spillede Mester, følde Drift til det Samme, og derved paadrog sig Hadet, eller det først var Forfølgelsen, der vendte deres Øine mod Østen at søge Hjelp, kan vi ikke afgiøre; men Tvangs-Daaben (til Christenhed ens Ære noget Splinternyt) var lige afskyelig, og Følgen blev den samme, saa Araberne, da de, efter Nord-Afrikas Erobring, angreb Spanien, fandt i de mishandlede Jøder stærke og farlige Bundsforvandte.

✂ Hvorlidt imidlertid disse Jøde-Feider var i de ægte Gothers Aand, seer Man blandt Andet af Opstanden i Languedoc mod Vamba i Sidstningen af det Syvende Aarhnndrede (672), thi Grev Hilderik af Nismes greb til Vaaben for at undgaae den Straf han skulde lidt for sin Mildhed mod Jøderne, og saavel det stærke Medhold han fandt, som hans og hans Tilhængeres Navne, viser tydelig, at han stod i Spidsen for de egenlige Vest-Gother. Opstanden kom især til at see farlig ud, da Povel Græker, som Vamba med en Krigs-Hær sendte imod Hilderik, ikke blot selv faldt fra, men fik Hertogen i Celtiberien, (Arragon) i Led-Tog med sig og antog Konge-Navn; men dog tykkedes det Vamba, efterat have taget baade Narbonne og Nismes med Storm, at undertrykke Opstanden og fordrive Jøderne*).

✂ Men see, nu kom Araberne, og skiøndt deres første Forsøg, i Vambas Dage (omt.675)**) aldeles mislykkedes, saa naaede de dog en Menneske-Alder senere deres Hensigt og blev Herrer saagodtsom over hele det skiønne Land, der i to Aarhundreder, trods al Forvirring, havde kappedes med det Byzantinske Rige i Dannelse og overgaaet det i Velstand.

✂ Den nærmeste udvortes Anledning til Stats-Omvæltninger er sædvanlig saa ringe som Gnisten, der tænder i Krudt-Taarnet? og da det dog synes Folk urimeligt, udtømme de sig gierne bag efter i Giætninger paa hemmelige Aarsager, som danne modsigende Rygter, og at ville forene dem er spildt Uleilighed. Derfor lade vi det bedst staae ved sit Værd, hvad Man fortæller om Grev Julian i Ceuta, (paa Kysten af Afrika) dengang Spansk, som, tilligemed to misfornøiede Konge-Sønner, Ebbe og Sisbut, skal i hemmelig Forstaaelse med Araberne have overtalt dem til Angrebet i Kong Rodriks Dage, som afgjorde Landets **) Den Spanske Krønike af Rodrik i Toledo III. 2. 10. og Aschbachs Vest-Gothiske Historie S. 276-86. ***) Rodriks Krønike III. 11. 630 Skæbne. Da nemlig Araberne under Feldt-Herren Musa var kommet i rolig Besiddelse af Nord-Afrika (omt. 700), behøvedes der aabenbar ingen andre Overtalelser til for Alvor at gientage Angrebene paa det nærmeste Land, end Herske-Sygens og Ærgierrighedens, og behøvedes der mindste Opmuntring, da var den givet dem tilstrækkelig ved den oprørende Mishandling af Jøderne, som Man i Slutningen af det Syvende Aarhundrede (694) havde kronet med den skændige Lov, at alle Jøder, som de, der stod i hemmelig Forbindelse med Mahomedanerne, skulde giøres til Slaver og berøves ei blot deres Formue men ogsaa deres Børn*).

✂ Aar 711 (eller vel rettere 712) landede Høvdingen Tarik paa Musas Vegne ved Gibraltar (Grønhøi) med en lille Hær, der kun syndes bestemt til For-Trop, men forstærkedes af Jøder og havde Lykken med sig, saa Slaget, [som] Tarik vovede mod en langt talrigere Hær under Kong Rodrik, ved Kseres de la Frontera, i Nærheden af Cadiz, blev ei blot vundet, men nævnes i Historien, som eenstydigt med Spaniens Indtagelse.

✂ Dette Slag, der skal have varet en heel Uge »fra Søndag til Søndag«, beskrives omtrentlige æventyrlig i Spanske og Arabiske Krøniker, men tillige saa taaget, at Man derved mere faaer en Ahnelse af den syvhundredaarige Kamp, der paafulgde, end en Forestilling om et virkeligt syvdags Kæmpe-Slag**). Hjemmels-Mændene for et Saadant [for dette] er da ogsaa meget for unge til at staae fast mod den gamle Biskop Isidor i Beia (eller Badajoz), som skrev i Midten af det Ottende Aarhundrede, og melder ganske tørt, at Mængden, som kun af Trang fulgde Rodrik, tog snart Flugten, saa Tarik og Musa fandt kun betydelig Modstand af den tappre Høvding Theudmer (Thjodmer), som i sin Egn (Murcia) forsvarede sig saa tappert, at ikke blot den Arabiske Feldt-Herre men Caliphen selv sluttede et ærefuldt og ubrødeligt Forlig med ham, i Følge hvilket hans Søn, Athnagild, endnu i Isidors Dage uanfægtet beklædte sin Faders Høi-Sæde***).

✂ Saaledes forgik da begge de Gothiske Riger, efterat Tre Aarhundreder havde klarlig stadfæstet Kong Adulfs Ord, som pleiede at sige: først var det min Agt at udslette hvert Spor af **) Rodriks Spanske Krønike III. 18. Aschbachs Vest-Gotiske Historie S. 317-19. ***) Den Spanske Krønike af Rodrik i Toledo III. 18-19. og Aschbach S. 319-23. ****) Isidor Pacensers Beretning om Arabernes Indbrud hos Florenz i Espanna Sagrada. 631 Rom, saa hvad der før hedd Romer-Rige kom til at hedde Goth-Land og Keiser August blev glemt over Kong Adulf, men siden fandt jeg, at Gotherne var altfor balstyrige, og de Romerske Love for [altfor] gode til at aflægges, og nu sætter jeg derfor min Ære i med den Gothiske Kraft at bøde paa den Romerske Skrøbelighed og vinde Navn ei af Rigets Ødelægger men af dets Opreiser*). Istedenfor da at Syd-Boerne have udskreget Gother som Vandaler for Fiender ad Riget med dets Konster og Videnskaber, burde de takke dem for Alt hvad der reddedes, og komme ihu, at ligesom det var under den store Ost-Gothers Vinger Boethius og Gassiodor udklækkedes til videnskabelige Orakler i Vesten, saaledes var det Ikke blot i Spanien den hellige Isidor (Hispalensis) opstod, men han var selv paa Møderne-Side en Gothe, og i hans Encyklopedi fra det Syvende Aarhundrede maa Man vel sige, den gamle Dannelses Levninger i Vesten balsameredes, for at dyrkes som Reliqvier til Reformationen.

✂ Som Nord-Boer pege vi imidlertid heller paa de Gothiske Reliqvier, vi efter Reformationen har opdaget i Danmark [og Tydskland], i England og paa Island, da de baade kan og skal tjene til at give alle Historiens Dyrkere en værdig og levende Forestilling om det Kæmpe-Kuld, som Helte-Livet og dermed baade Poesi og Historie skylder sin virkelige Gienfødelse! Foruden Digtene om Diderik af Bern, i hvem Tydskerne søgde at sammentrænge den Gothiske Helte-Daad, har vi nemlig et stort Old-Sagn om Stærk-Odder, Stor-Værks Søn, baade Kæmpe og Skjald, barnefødt i Esthland, mens Gotherne boede der, og skiøndt det, ved først at skrives op i det Tolvte Aarhundrede, naturligviis har tabt meget baade i Fylde og Runding, er det dog kiendeligt nok, at Man i Norden, begeistret af Gothernes Bedrifter baade ude og hjemme, har villet sammentrænge dem i den trehundredaarige Kæmpes Levnets-Løb, som fra Først [af] havde sex Arme men mistede de Fire ved at brydes med Thor**).

✂ Fremdeles har vi et Angel-Sachsisk Digt fra det Syvende eller Ottende Aarhundrede, som i alle Maader maa kaldes et »Gothisk Helte-Digt«, thi deels er det langt mere lagt an paa et Vædde-Løb med det Græske end paa en Efter-Ligning deraf, og deels er Helten, Bjovulf, ikke blot en Gothe, men med sin tredivemands Styrke saa at sige Kæmpe-Folket i **) Orosii Historiske Kirke-Værn VII. 43. ***) Saxos Danmarks Krønike 6te, 7de og 8de Bog. 632 egen Person, og udtrykker i et æventyrligt Levnets-Løb deres Helte-Gierninger, i det han først fælder Trolden og Menneske-Æderen Grændel med Hexen, hans Moder, og dernæst, paa sit eget Livs Bekostning, Ild-Dragen Stærk-Hjort, som rager over Old-Tids Skatte [Oldtidsskatten]*). Heri speiler sig jo aabenbar Dobbelt-Kampen med Hunner og Romere og Slange-Giften i Romer-Dannelsen, der fortærede Gothens Kæmpe-Liv.

✂ Endelig, fandt vi paa Island, med Volsung-Saga, en Række gamle Viser eller poetiske Dialoger [Samtaler] om Volsung-Slægten, der stammede fra Odin, og naaede sin Middags-Glands i Sigurd Fofners-Bane, berømt fra Øster-Salt til Magle-Gaard, som reed uskadt igiennem Luer og fældte Dragen, som rugede paa den mageløse Skat, men sveg, forhexet, sin Valkyrie, Brynhild, og myrdedes paa hendes Anstiftelse af sin ny Elskerinde Gudruns Brødre**). Allerede herved føres Tanken til Gotherne, men den fæstes ved dem, naar vi see Alle Hunne-Konge og Jormunrek spille med i den store Tragedie, og naar vi da bemærke, at Valkyrie-Livet og Ulykkes-Ringen, hvorom hele det store Sørge-Spil dreier sig, give Digtningen et Præg, der vel er ægte Nordisk, men dog hverken Dansk eller Angel-Sachsisk [angelsk], end sige Islandsk, da kan det neppe feile, vi jo her have en Gienlyd af Gothernes egne historisk-poetiske Sange, som Jornandes omtaler, men Tiden paa deres Grund-Sprog har fortæret. Ligesom for selv at røbe det, slutte de derfor ogsaa med Svanilds Sønder-Trædelse af Heste »de hvide med de sorte« og Jormunreks Lemlæstelse af hendes Brødre Sør [le] og Hamder, som vi kiende fra Jornandes, og først under denne Forud-Sætning kan vi forstaae, hvi der findes kiendelige Spor af disse Volsunger ei blot i Tydskernes Niflunge-Kvad men ogsaa i Angel-Sachsernes [Anglernes] Bjovulfs-Drape; thi da er det Gothe-Folkets egen Anskuelse af sit Kæmpe-Liv til Ermanriks Død, og den dermed sammensmeltede Ahnelse af sin følgende Skæbne, og Atles (Attilas) Navn er kun plumpet ind, fordi enten Gotherne selv efter Ermanriks Tid, eller dog den Islandske Oversætter, brugde det som et »Pharao« til Hunne-Kongen ihvad han saa hedd.

✂ Naar dette bliver Alle vitterligt, og Man vænner sig til ligesaavel i Toskanas og Venedigs som i Spaniens og **) Bjovulfs Drape. ***) De Historiske Sange i Sæmunds Edda. 633 Portugals Historie at see en [Slags] Fortsættelse af den Gothiske, da vil Forestillingen om Kæmpe-Folkets Vigtighed og Virksomhed hverken være mat eller taaget, om Man end aldrig sknlde opdage mere skriftligt Efterladenskab af Gotherne end det Lidet vi alt kiende. Da Man imidlertid nylig ei blot har fundet mange flere Brud-Stykker af den Gothiske Bibel, end der fandtes i Upsals-Bogen med Sølv-Stil (Codex argenteus), men ogsaa en Gothisk Afhandling, turde maaskee ogsaa nogle Gothiske Viser engang komme for Dagen og lære os bedre at kiende Navn paa Folkets gamle Helte end Gothe-Krønikens Latinske Afskrivere, der synes at have villet hevnet sig aandelig paa dem ved bogstavelig at slaae dem ihjel. Jo flere virkelige Mindes-Mærker af Gotherne, Man opdager, desbedre vil Man forstaae Stærkodder-Viserne, og jo Færre Man opdager, des kiærere vil Man faae denne skurrende men dybe Efter-Klang af et æventyrligt Kæmpe-Liv giennem tre Aarhundreder (400 -700) hvoraf Oldingen [Stærkodderen], med en dunkel Brøde paa sit Hoved, omsider selv blev kied, og kiøbde sig for sine Blod-Penge, det frygtelig røde Guld, en Bane-Mand!

✂

Byzantiner og Araber.

✂ Det Fjerde og Femte Aarhundrede, mellem Ermanriks Fødsel og Thjodriks Død, er aabenbar Gothernes Tid; men i det Sjette Aarhundrede stræber Byzants med Held at giøre sig til Middel-Punkten i den dannede Verden, og i det Syvende fordunkle Araberne alle andre Folk, hvad unægtelig kun aabnede det Borgerlige Selskab bedrøvelige Udsigter; thi selv om Man vilde forgude Mahomed i Kirken og Byzantinerne i Skolen, nødtes Man dog til at bekiende, at hverken gav Byzantinernes Stats-Klogskab Borger-Livet en Skikkelse, Menneske-Aanden skulde glædes ved, ikke heller oprettede Islamismen en Høi-Skole, hvor Aanden mødte Andet end Spot og Miskiendelse. Da vi imidlertid for længe siden er trøstede over disse Ting i Stater af Nordisk Byrd og ved HøiSkoler af Christelig Rod, er det fornøieligt at betragte de overvundne Hindringer, som, langt fra at kunne standse, maatte selv befordre [fremme] den store Udvikling.

634

✂ Vel er det nemlig langt fra, vi med de »Latinske Jurister« kan forgude »Romer-Retten«, der under Justinian fik sin berømte Skikkelse; thi den blev en Lande-Plage overalt, hvor den hos Nordiske Stammer fortrængde »Arilds-Loven«, men baade som Veileder og Afviser var den os dog sikkert nødvendig, og havde Konstantinopel ikke holdt sig til det Femtende Aarhundrede, vilde vist hverken Reformationen lykkedes i det Sextende eller Videnskabeligheden siden. Ligeledes er det vel langt fra, vi med det Attende Aarhundredes Humanister [Renegater] kan udlede baade Middel-Alderens Poesi og Største-Delen af vor Dannelse fra Araberne, hvis store Prophet var selv kun en daarlig Digter, og hvis hele Dannelse aabenbar bestod i hvad de, som Tyve og Røvere, tog fra Spanier og Byzantiner; men vi vilde have ondt ved at lænke os Ny-Spanierne uden Morians-Kampen, eller den ny Tid uden Kors-Togene, og for begge Dele maae vi naturligviis takke Araberne, som Kæmper takke deres Fiender for Seieren. Langtfra derfor i den blot tilsyneladende Krebs-Gang at savne Forsynet, maae vi høilig beundre den Viisdom, hvormed det satte Byzantiner og Araber sammen, saa de kom til at fremme den ny Verdens Dannelse som de begge stilede paa at forhindre.

✂ Nu at opregne de Byzantinske Keisere vilde være ligesaa unyttigt som kiedeligt, men det Justinske Huus af Gothisk eller dog Tydsk Herkomst, maae vi lægge Mærke til, thi det gav Riget tre Keisere i Træk (518-78) blandt hvilke Justin den Anden maaske nok havde den bedste Villie, men den Midterste, Justinian, unægtelig de største Evner og den bedste Lykke, saa han er blevet En af de berømteste Fyrster i Verden. Denne de Latinske Juristers Halv-Gud, som skal have været Gidsel hos Didrik af Bern, og var i alt Fald, da Didrik dalede, den opgaaende Soel, stammede imidlertid hverken fra Græker eller Romere, men enten fra Gother, Gepider eller Et af de andre Tydsk-Nordiske Folk, der slog Leir i Illyrien, og »Justinian« skal have været en Oversættelse af hans Barbariske Navn Uprauda, svarende til vort »Oprigtig«*). Hans Mor-Broder Justin (Jostein) var kommet til Byzants med tomme Hænder og kunde hverken læse eller skrive, men havde i Krigs-Standen svunget sig op til Keiser og givet sin Syster-Søn en lærd og fornem Opdragelse i Hoved-Staden, og Aaret efter **) Alemans Anmærkninger til Nid-Skriftet (historia arcana) 68 og Justinians Levnet af Invernizi VII-IX. 5-6. 635 Thjodrik den Stores Død (527) besteg Justinian det Høi-Sæde, han over en heel Menneske-Alder (til 565) skulde beklæde. Hvad der har gjort ham saa berømt er deels Erobringen af Italien og Afrika, deels hans talrige og prægtige Bygninger, hvoriblandt Sophie-Kirken har vakt selv Tyrkens Beundring, og endelig »Lov-Bogen«, der i den senere Middel-Alder mangensteds var nær ved at sættes over Mose-Loven, og har i Nyaars-Tiden trindt i Christenheden kun havt alt for megen [tyrannisk] Indflydelse.

✂ I de sidste Dage, da Man stod saa hardt paa, at Enhver skulde hverken have meer eller mindre end han fortjende, har Man vel ogsaa villet skille Justinian ved hans store Navn, men det fortjener i det Mindste ingen Efterligning, deels fordi Man kun vilde fradømme ham det paa Grund af hans slette Tænke-Maade, som her slet ikke maa komme i Betragtning, og deels fordi hvem der er en stor Mand i sin Tid, bliver, trods alle Indsigelser, historisk ved at være det til Verdens Ende. Justinian var nemlig vel en Lilleput i Sammenligning med Heroerne, men han var dog ligesaavel den Byzantinske August, som Belisar var den Byzantinske Antonius og Prokop den Byzantinske Herodot, det vil sige, han var Sjælen i en Kreds af udmærkede Mænd, der gjorde overordenlig Opsigt og havde kiendelig stor Indflydelse paa alle følgende Tider.

✂ Nær var imidlertid Justinians store Planer blevet kvalt i Fødselen, thi i hans femte Regierings-Aar udbrød der i Konstantinopel en farlig Opstand, der sikkert vilde skildt ham baade ved Liv og Krone, dersom ikke hans gode Lykke, hans Gemalindes Aands-Nærværelse og Belisars Troskab, havde forhindret det, og her maa det da bemærkes, at Justinian havde ladet sin Gemalinde Theodore krone tilligemed sig og høitidelig erklæret hende for sin Medhjelp i Regieringen. At Theodore havde været Skue-Spillerske er sagtens vist nok, siden hendes Bagtalere knyttede alle deres Beskyldninger til denne Kiends-Gierning, men om disse Beskyldninger for al muelig Udsvævelse havde anden Grund end Misundelse, og om hendes Fader var Bjørne-Trækker, kan være os saameget mere ligegyldigt, som det hverken var Anstændighed, fornemt Væsen eller Dannelse, selv Fienderne savnede hos Keiserinden. Derimod skal vi lægge Mærke til, at denne Grækerindes Kroning og aabenbare Herredømme over Keiseren i Konstantinopel, som gjorde saamegen Opsigt i Verden, var kun et svagt Billede af Følelsens Thron-Bestigelse, som den følgende 636 Middel-Alders Historie klarlig beviser. Fra denne Side faaer ogsaa Opstanden mod Justinian et eget Præg, der udmærker den fra de Utallige baade før og siden, thi den udsprang af Mod-Sætningen mellem det græsgrønne og det himmeibiaa Parti (Prasiner og Veneter) ved Vædde-Løbene, og opkom derved, at Øvrigheden, som ellers dengang immer begunstigede de Himmeibiaa, enten af en Feiltagelse eller i et Anstød af Upartiskhed hængte en Prasiner og Veneter, grebne i et Opløb, ved Siden ad hinanden; thi da det blev vitterligt, ved det Strikken brast og Stymperne slap, gjorde begge fiendtlige Partier fælles Sag mod Regieringen og satte en Anden paa Thronen. Justinian stod allerede paa Springet at flygte ud af Paladset, men da reiste Theodore sig og sagde: det beroer vel paa Keiseren selv, om han vil redde sig ved Flugten og her fattes hverken Skib eller Skatte, men udentvivl vil han snart fortryde det og i alle Tilfælde vil jeg holde Stand, thi jeg gider ikke levet et Øieblik længer end jeg er Keiserinde, og jeg finder Purpuret skiønt endog som Jorde-Tøi. Nu skammede Keiseren sig og blev siddende, Belisar med den Gothiske Liv-Vagt og en vis Mundus med Herulerne trængde, hver fra sin Side, uformodenlig ind paa Rende-Banen, hvor den ny Keiser thronede, og nedsablede over Tredivetusinde af Folket, hvormed Stormen lagde sig, og Justinian fik Ro til at udføre alle sine og Theodores store Anslag [Forsætter]*).

✂ Hvad nu først Helte-Gierningerne angaaer, da øvedes de, som Man veed, slet ikke af Keiseren selv, men især af Belisar og Narses: Denne en Armenier og Hin, efter en løselig Yttring hos Prokop, en Dacier**), og Gothe-Krigen, som de var Begge om at føre, har vi betragtet, saa det er egenlig kun Toget til Afrika, vi her har med at giøre

✂ Dette Tog, som foretoges strax efter Opstanden (533) og skaffede Belisar hans store Navnkundighed, gjaldt Vandalerne, et Nord-Tydsk Folk, der henved hundrede Aar havde behersket Nord-Afrika, som raa Arianer faret glubsk afsted med de Rettroende og som forkiælede Barbarer ødelagt dem selv med Romersk Overdaadighed og Vellyst; men eftersom disse Vandaler ei har fortjent at omtales videre, maae vi her i Forbigaaende bemærke, hvordan de først kom til Afrika.

✂ Efter Keiser Honors Død (423), da Aetius satte En af sine Venner paa Thronen, gjorde Statholderen i Afrika, Bonifas **) Prokops Perser-Krig I. 24. ***) Prokops Vandaler-Krig I. 3. 637 sig denne mægtige Mand til Fiende ved at blive Honors Syster, Placidia, og hendes umyndige Søn tro, og da Placidia fik Overhaand, vidste Aetius at sætte Splid mellem hende og Bonifas, hvorpaa denne (427) for at sikkre sig [selv], kaldte Genserik til Hjelp fra Andalusien, hvor han dengang havde leiret sig med sine Vandaler. Snart opdagedes vel Sandheden og Aetius maatte flygte til Hunne-Leiren, hvor han sluttede Venskab med Attila, men Bonifas kunde hverken med det Gode eller med det Onde formaae Vandalerne til at give Slip paa Byttet, saa de beholdt Afrika.

✂ En af de Byzantinske Keisere havde siden gjort et mislykket Tog mod Vandalerne, og selv Thjodrik den Store fandt det raadeligere at besvogre sig med deres Konge end at byde ham Brodden, men nu havde Endeel af de Indfødte (Maurusierne) gjort Opstand imod dem, og Justinian fattedes ikke Ajnledning til at sende dem Belisar paa Halsen, thi Gelmer, som nu beherskede Vandalerne, havde stødt den retmæssige Konge, Hilderik, som desuden var Justinians gode Ven, fra Thronen og vilde, paa Keiserens Forlangende, ei engang sende ham til Konstantinopel*).

✂ Vel var der en Mand i Keiserens Stats-Raad, der af al Magt fraraadte det Afrikanske Tog, som et kostbart Vove-Stykke, der selv naar det lykkedes bedst var til ingen Nytte, med mindre Man kunde og vilde tage baade Sicilien og Italien med; men hans Indvendinger frugtede saa lidt, at de ei engang skulde berøres her, hvis de ei var kommet fra en Mand, vi maae lægge Mærke til: Finants-Ministeren eller, som det hedd i Byzants, Huus-Hovmesteren John fra Kappadokien, der vel, som en Blod-Igel, Folket forbandede, havde mistet sit Embede under Opstanden, men fik det igien, saasnart den var dæmpet**).

✂ Under Bedækning af 97 Galeier eller som de kaldtes Dromoner, gik nu Belisar tilseils med 10000 Fodfolk og 5000 Ryttere, stolende, som han med denne Haand-Fuld Leie-Tropper maatte, især paa sig selv og sin gode Lykke, paa sin Huus-Trop af Brynieklædte, der skyede hverken Ild eller Vand, paa sin Gemalinde Antonine, en gammel Veninde af Theodore, ei mindre kiæk og snild end hun, og derhos maaskee ogsaa en Smule paa sin kloge og velunderrettede Haand-Skriver, Prokop, som vel giøs lidt for den lange Sø-Reise, men besluttede **) Prokops Vandaler-Krig I. 7-10. ***) Prokops Perser-Krig I. 24-25. Vandaler-Krig I. 10. 638 dog, efter en Drøm der gav lykkeligt Varsel, at giøre Følgeskab*). Tør Man troe denne Skriver i Alt, da havde John fra Kappadokien, for at spare Ildebranden og knibe paa Vægten, gjort et stort Skielm-Stykke med Skibs-Kavringerne, som var halv raa og allerede mulne og uspiselige, da Man kom til Morea**), men det Værste var dog, at Leie-Tropperne reentud erklærede, de vilde ikke slaaes tilsøes; thi da Vandalerne havde en anseelig Flaade, var det høist rimeligt, den vilde see til at forebygge Land-Gangen***). Temmelig raadvild kom Belisar derfor til Sicilien, som da tilhørde Gotherne, og skikkede Prokop til Syrakus for at indhente Efterretninger, men der var Prokop saa heldig hos en gammel Bekiendl at træffe en Person, der kun for tre Dage siden havde forladt Karthago og bevidnede, at hverken havde Vandalerne mindste Nys om Fienden, ikke heller vilde Man i disse Far-Vande støde paa deres Flaade, da den var sendt til Sardinien for at tugte en Oprører. Saasnart Belisar hørde det, lod han giøre klart til at lette, løb med en strygende Vind over til Kysten af Barbariet, og ankrede næste Dag ved Kap Vade (St. Paul), fem Dages Fod-Reise fra Karthago †). Han sammenkaldte nu vel et Krigs-Raad, men hvormange Indvendinger end Skat-Mesteren, den kloge og anseelige Archelaus, gjorde imod Landingen paa Lykke og Fromme, hvor der var ingen Havn nærmere end Karthagos, iværksatte Belisar den dog paa eget Ansvar og var heldig nok til at naae Karthago ligesaa tidlig som Flaaden. Vandalerne som i forskiellige Hobe omringede ham underveis, havde aftalt at mødes ved et Sted, som kaldtes Decimum, men de tog Feil ad hinanden, og nedsabledes eller adsplittedes stykkeviis, saa Belisar tog Hoved-Staden uden videre Sværd-Slag ††). Siden, da Gelmer havde faaet sin Broder Zazon tilbage fra Sardinien og samlet hele sin Magt, stod der imidlertid et Hoved-Slag, hvori Vandalernes Mængde og Standhaftighed enstund gjorde Seieren tvivlsom, men Belisars Krigs-Konst og Lykke vandt dog Prisen: Vandaler-Hæren blev knust, Zazon faldt og Gelmer skjulde sig hos Maurusierne i Pappua (Biban) Bjergene i det Algierske†††). Her indespærredes han nu af en Trop Heruler under Pharas, til hvem han omsider **) Prokops Vandaler-Krig I. 11-12. ***) Sammest. I. 13. ****) Sammest. I. 14. *†) Sammest. I. 14. *††) Sammest I. 15-20. *†††) Sammest. I. 25. II. l -4. 639 udhungret overgav sig og førdes i Triumph til Byzants, hvor han hverken kom til at sulte eller tørste, men fik rigeligt Naadsens-Brød til sin Død. Skiøndt det siden Tibers Tid var uhørt, at Andre end Keiserne selv holdt en ordenlig Triumph, skiænkede dog Justinian Belisar en Saadan; men det var kun et ynkeligt Syn, thi Helten gik til Fods og kastede sig underveis tilligemed sin kongelige Fange, i Støvet for Keiseren, der thronede paa Rende-Banen, for saaledes, om mueligt, at overbevise den mistænkelige Tyran om sin slaviske Frihed for al Ærgierrighed*). En Lykke var det for Verden, at Justinian hardtad var ligesaa bange for Belisars Seire som lysten efter Frugten af dem, og holdt ham derfor saameget mueligt bundet i Byzants; thi ellers var Spanien og Gallien vel kommet til at gaae samme Vei, som Italien og Afrika; men jammerligt er det at see en Belisar behandlet som en Bul-Bider, og med al sin Forsigtighed undgik Helten dog ei ganske den Løn, hvormed alle Tyranner helst betale Stor-Værk, thi han døde, kort før Justinian, i fuld Unaade, arvet af Keiseren som en Majestæts-Forbryder. Hvad senere Skribenter fortælle om den blinde Belisar, der, gammel og graa, maatte tigge sit Brød, er da vel kun en Fabel, men afbilder dog godt hans ynkelige Skæbne**).

✂ Om Justinians Bygninger har Man en heel Bog, som temmelig tidlig er tillagt Historie-Skriveren Prokop; men selv om den var af ham, kunde den dog ikke her komme i Betragtning; thi vel er det mærkeligt at see den keiserlige Byg-Mester [Byggelyst] ufortrøden kæmpe med de mange Ildebrande, Jord-Skiælv og Over-Svømmelser, der i hans Dage paa et Øieblik nedbrød, hvad der hørde mange Aar til at opbygge; men dog var det aabenbar langt mere Stadsen end Nytten, Keiseren herved havde for Øie, og desuden er det en egen Konst, ikke ret Mange forstaae, at beskrive selv de smukkeste Bygninger til Læserens Fornøielse. Derimod er det altid værdt at vide, at den egenlige Byg-Mester, som især Sophie-Kirken har gjort udødelig, var Anthem fra Tralle (i Lille-Asien), især da Alt viser, han har været en Tusind-Konstner, som med »Damp« og maaskee tillige med et Slags »Krudt«, saaledes hevnede sig paa sin Nabo, der var en stor Procurator, at denne for Retten ynkelig beklagede sig, at han, der var kun et stakkels Menneske-Barn, umuelig kunde holde ud at boe ved Siden ad Tordneren Zeus og Jord-Rysteren Poseidon***).

**) Prokops Vandaler-Krig II. 6-9. ***) Zonaras XIV. 9. Gibbon XLIII. ****) Agathtas (Prokops Fortsætter) V. 6-9. 640

✂ Betragte vi endelig Justinans Lov-Bog, da er der om den skrevet saamange baade smaa og store Bøger, at det for en Latinsk Jurist kunde være en passende Bods-Øvelse at læse1 dem; men af Historie-Skriveren var det allerede Synd at forlange, han med Opmærksomhed skulde giennemlæse Værket selv (Corpas-Juris), der bestaaer af Indledningen (institutiones), den egenlige Lov-Bog (codex), Forordningerne (novellæ) og Juristernes Betænkninger med Lovs-Kraft (pandectæ); og naar kun det er sandt, da indseer Man let, det var en bedrøvelig »Lands-Lov«. Naar nemlig Loven er saa vidtløftig og indviklet, at det er umueligt for Andre end Jurister at vide, hvad der efter den skal kaldes Ret i Landet, da er Dommerne aabenbar de egenlige Lov-Givere og Prokuratorerne de eneste lovgyldige Vidner, saa Juristerne maatte være Engle baade i Viisdom og Dyd, naar ikke alskens Uretfærdighed skulde gaae i Svang under Rettens Navn, hvad vel maa kaldes en af de største Lande-Plager. Man behøver imidlertid blot at giennemblade Lovens niende Bog, om hvad vi2 kalde Criminal-Retten (judicia publica), for at see, det var slemt nok at leve i Byzants, selv naar Man kiendte Loven og saae den fulgt. Det klinger saaledes vel højmodigt nok, at talde Nogen ilde om Keiseren eller hans Regiering, da skulde han Intet lide derfor, thi enten skedte det af Letsindighed og skulde da foragtes, eller i Afsindighed og maatte beklages, eller af Bitterhed som burde tilgives; men Slutningen bliver dog, at det strax skal indberettes til Keiseren, som da med personligt Hensyn vil afgiøre, om Sag skal anlægges eller bortfalde*). Naar Man fremdeles hører, det er Majestæts-Forbrydelse, ikke blot at tale om, Man vil giøre Opstand eller slaae saameget af Keiserens uegenlige Legeme, som en Raadmand eller en Soldat ihjel, men selv at tænke derpaa, da Villien maa tages i Gierningens Sted, see, da behøvede Straffen ikke at være meget haard, for at giøre Folk Livet surt, men nu skulde alt Saadant ei blot koste Ære, Liv og Gods, men Sønnerne af slige Misdædere maatte hverken ved Arv, Testament3 eller paa nogen Maade blive velhavende, thi, siger Loven, skiøndt vi af særdeles Keiserlig Naade skiænke dem Livet, skal de dog altid være usle og elendige, saa Livet er deres Plage og Døden deres Trøst**).

**) Justinians Lov-Bog IX. 7. ***) Sammest. IX. 8. *1H. »at samle». *2H. »vi nu«. *3H. »Testamente«. 641

✂ Det skader imidlertid ikke hertil at føie hvad Loven siger om Nid-Skrifter (libelli famosi), thi medens det klinger meget smukt, at naar Forfatteren er sit Navn bekiendt og kan bevise hvad han siger, da skal ham istedenfor Straf times Roes og Belønning, [saa] er der dog deels1 en Hage ved, da Nid-Skriftet i saa Fald ikke blot maa være forfattet af Omhu for det almindelige Bedste, men ogsaa af Hengivenhed for2 Keiseren, og deels sætter Loven Livs-Straf for Enhver, som, naar han finder et Nid-Skrift, ikke enten strax tilintetgiør det, eller tier dog bomstille med hvad han har seet*). Alt Sligt kan nemlig kun Slaver og Tyranner kalde Ret, medens alle fribaarne Mænd nævne det med sit rette Navn: Vold paa Menneske-Naturen og skamløs Forhaanelse af dens Værdighed.

✂ Det være imidlertid langt fra, hermed at ville sværte enten Justinian eller hans Slor-Kantsler, Tribonian, som var Sjælen i den store Lov-Commissjon, thi hverken havde Nogen af dem gjort foranførte Love, som de kun lod staae, ikke heller udspilede og indviklede de Romer-Retten, som de meget mere sammentrak og klarede for Modsigelser, det Bedste, de kunde; men det skal indskiærpe os, at »Romer-Retten« kun passer til det Romerske Tyranni, hvoraf den udsprang, og har derfor Retfærdigheds Skin, men fornægter dens Kraft, og undergraver ret med Flid fra alle Sider »Dyden og Retten«, som den synes at sværme for.

✂ Tribonian blev for Resten under den store Opstand, som En af Folkets3 Plage-Aander, afsat, tilligemed John fra Kappadokien, men ogsaa strax efter indsat paa Ny, og Prokop giver ham kun et daarligt Skuds-Maal; thi vel siger han, det var en meget lærd og klog, yderst fiin og behagelig Mand, medens John derimod var en uvidende Tølper og Drukkenbolt, kun klog paa Profiten; men han forsikkrer dog tillige, at Tribonians Gierrighed gik over alle Grændser, saa han ansaae det for en »lovlig Fordeel«, naar han hvert Øjeblik for Betaling forandrede Loven**),

✂ Denne Historie-Skriver i de gamle Grækers Smag, som giør os fortræffelig bekiendt med hele sin Tid, kan nu vist nok gierne have gjort baade John og Tribonian Uret, men dog kun forsaavidt, som vi klarlig see, at de Fleste, han roser, var **) Justinians Lov-Bog IX. 36. ***) Prokops Perser-Krig I. 24-25. *1H. »men deels er der«. *2H. »til«. *3H. »Rigets«. 642 ikke stort bedre end dem han laster, saa Belisar og hans Haand-Skriver staae for os som uforklarlige Vidundere i en afskyelig Verden. Det Sidste har nu vel tildeels sin Grund i Prokops naturlige Partiskhed, men dog maatte aabenbar baade han og hans Helt være besjælede af en langt høiere og ædlere Tænke-Maade end Resten, for at have baade Sind og Evne til deres udmærkede Daad. Begge var de ogsaa Fremmede, Man veed ei af hvad Herkomst, men udentvivl har Prokop fra Palæstina været en Jøde; thi Man seer godt, han vil hverken giælde for Christen eller Hedning, og dog endnu mindre for En af de stærke Aander, som forgude deres egen gode Fornuft og Forstand. Man har for Resten et gammelt Nid-Skrift over Justinian og Theodore, Belisar og Antonine, og mange Andre, som Endeel af vore Lærde har tillagt Prokop, og anseet for den reneste Kilde til hans Tids Historie; men hvor selv Lov-Talerne see ud som Ironi, fristes Man ikke til at øse af Nid-Skrifter, og til Prokops Ære maa det anmærkes, at Beskyldningen for at have skrevet den lumpne Pasqvil (historia arcana), er aldeles grebet af Luften, eller, hvad der er det Samme, hentet fra et halvgammelt græsk Lexikon, Man veed hverken af hvem eller fra hvad Tid*).

✂ I dette Nid-Skrift giøres det blandt Andet Justinian til Forbrydelse at have afskaffet den Romerske Konsul-Værdighed og nedlagt de Offenlige Skoler, men Sagen var dog kun, at i hans Dage Lysten ophørde til den tomme Konsul-Værdighed, der var forbundet med store Omkostninger1, og at han lukkede den Hedenske Høi-Skole i Athenen, der, siden den under Antoninerne fik stærkt besoldede Lærere, ei synes at have gjort synderlig Nytte. Den Synd vilde da være nemt afsonet, dersom ikke Justinian, som vi veed fra andre Kilder, baade havde berøvet de sidste Atheniensiske Professorer, der dog gjaldt for store Philosopher, deres Leve-Brød, og forbudt dem at beholde deres Tro **), men det viser rigtig nok, at han var en lovløs Tyran, der foragtede baade Mennesket og Videnskaberne, og misbrugde Christendommen, som han aldrig selv rettede sig efter, til Paaskud for en Volds-Gierning. Saa aabenbar stridende mod Christendommens Aand er nemlig **)Om Prokop og Svidas i Fabritii Græske Bibliothek VI. 253-57. IX. 626-29. ***) Malalas Keiser-Krønike XVIII, 187. Gibbon XL. *1H. »Bekostninger«. 643 Samvittigheds-Tvang, at i Østen, hvor Man virkelig var skriftklog, havde Man under alle Feiderne om Kirken, eller rettere om Kirke-Gaarden, dog lige Justinians Dage taalt Jøder og Hedninger i alle verdslige Bestillinger, og først nu, da der mellem de mange udmærkede Mænd ikke var een Biskop, lukkede Man Adgangen til alle Embeder for dem og undte dem knap det usleste Liv. Kun naar Man, som det nu var Skik, lover sig selv Salighed for en Troes-Bekiendelse, der kun er et tomt Munds-Veir, da er det i sin Orden, at Man af »Christen Kiærlighed« aftvinger Alle et Saadant. De syv Atheniensiske Professorer, med Stoikeren Simplicius i Spidsen, maae imidlertid have hørt til de ærligste Folk paa den Tid; thi de lod sig ikke Munds-Veiret aftvinge, men gik heller i Land-Flygtighed til Persien, hvor de havde hørt, Kongen var en heel Philosoph, der kunde baade Plato og Aristoteles paa sine Fingre, og hvor de da ikke tvivlede om, der jo endnu herskede de samme rene Sæder og alskens høie Dyder, som Plato, i en af sine Samtaler, lader Sokrates tillægge Perserne. Vel fandt de sig, som Man nok kan vide, aldeles skuffede i disse1 Forhaabninger, men dog modtog Perser-Kongen dem meget artig, og da de ikke vilde blive hos ham, gjorde han det til et Vilkaar i Fred-Slutningen med den Byzantinske Keiser, at Philosopherne skulde til deres Død hæderlig opholdes paa offenlig Bekostning og have Lov til at beholde deres Tro *).

✂ Denne Perser-Konge hedd Khosru den Første, med Tilnavn Nuschirvan eller den Høimodige, hvis Retfærdighed blev til et Ordsprog, og hvis Krige med Byzantinerne vi har udførlig beskrevne af Prokop og Agathias, og skiøndt hverken disse Krige, om Mesopotamien og Georgien, eller Ny-Persernes Bedrift i det Hele, kan her komme i synderlig Betragtning, maae de dog i Forbigaaende berøres.

✂ Vi huske nok, at Partherne fra Crassus-Dagene var de hovmodige Romere en Pæl i Kiødet, men langt frygteligere end de blev dog Ny-Perserne, som, i Begyndelsen af det Tredie Aarhundrede (under Keiser Alexander Severus), omstyrtede Arsacidernes Throne og reiste en Ny, vidt bekiendt2 under Navn af Sassanidernes. Den Første, der besteeg den, var nemlig Artaxar eller Artaxerxes, Søn af Sassan**), hans **) Agathias II. 28-31. ***) Sammest. II. 26-27. *1H. »disse sværmeriske«. *2H. »som er bekiendt«. 644 nærmeste Eftermand, Schapur, fangede og, Man vil sige, flaaede den Romerske Keiser Valerian, og i hans Dage skal Manes være opstaaet, og have stiftet det Manichæiske Troes-Samfund, der i det Fjerde Aarhundrede blev meget udbredt og navnkundigt over hele Romer-Riget. Saalidt vi nu end her kan indlade os paa at adsprede det Mørke, der indhyller Manes og hans Læres Eiendommelighed, maae vi dog bemærke, deels at denne Persiske Prophet naturligviis staaer i den nøieste Forbindelse med Ny-Persernes Opkomst, og deels, at hans Lærdom aabenbar var en Blanding af Oldpersiske (Magiske) og Christelige Forestillinger, saa Frelsen og Opreisningen, Christus bragde, skulde være den Lys-Kongens (Ormuzds) Seier over Mørke-Drotten (Ahriman), som Zoroaster havde forkyndt og Fædrene ventet. Heraf, seer Man let, det nødvendig fulgde, at han forkastede det Gamle Testamente, som Guddommens gamle Pagt med Abrahams Folk, men her maae vi holde os til, hvad der i Stats-Historien er Hoved-Sagen, at den Mosaisk-Christelige Anskuelse af Menneskets himmelske Byrd og underfulde Opreisning af Faldet ved Jesus Christus, ogsaa i denne Skikkelse gjorde sin Virkning til at hæve og styrke et sjunket Folk. I hvad Forhold han nu stod til Manes, den ny Prophet Mazdak, som vi møde under Nuschirvans Fader Kabades, er dunkelt1, men da han, med stort Bifald, udraabde Kvindernes Fællesskab, spaaede han sanddru om Rigets forestaaende Undergang, thi Erfaring lærer, at en saadan Udsvævelse altid giør Mænd til Kvinder og Kvinder til Dyr, og for Øster-Lænderen, som ei engang holder sit Fruer-Bur i Hævd, er desuden slet Intet helligt. Mazdaks Lærdom var imidlertid ogsaa endeel Perser vederstyggelig, saa, da Kabades antog den, skedte der en Opstand imod ham, og hans Søn Khosru Nuschirvan, som stak sit Spyd i Middel-Havet, og blev berømt i Østen, som Thjodrik i Vesten, var den ingenlunde gunstig. Tvertirnod synes Nuschirvan at have sværmet mere for Zend-Troen end for Retfærdighed; thi baade stræbde han med Sværdet at omvende Georgier og Mingrelier, og hans gientagne Storme paa Edessa (Orfa) skal have reist sig af Lyst til at giøre Christus til Løgner. Det var nemlig et almindeligt Sagn i Øster-Leden, ei blot at den gamle Kong Augar [Abgar] i Edessa havde skrevet Jesus til og faaet et trøsteligt Svar, men ogsaa, at *1 2. Udg. »I hvad Forhold den ny Prophet Mazdak... nu stod til Manes, det er dunkelt«. 645 Jesus med det Samme havde lovet, Edessa skulde være uindtagelig*). Mod det Ord løb Nuschirvan da Storm, og skiøndt Prokop selv ingen Christen var, kunde han dog ikke undertrykke sin Forundring over, hvor besynderlig den mislykkedes, medens vi maae finde det i sin Orden, at skiøndt Sagnet var ugrundet, Herren dog tog Deel i en Kamp, der gjaldt hans Ære.

✂ Nuschirvan sad næsten et halvt Aarhundrede (532-80) paa Thronen, og overlevede altsaa længe sin Byzantinske Med-Beiler, men han fik en ynkelig Død, thi Perser-Navnets Hæder døde med ham.

✂ Han bortreves1 for Resten ventelig af den gruelige Pestilens, der i hele den sidste Halv-Deel af det Sjette Aarhundrede saaledes huserede i Verden, at kun den Sorte Død og den Indiske Cholera kan sammenlignes dermed. Den bemærkedes først i Ægypten, og udbredte sig derfra ligesom med to Arme over hele den da bekiendte Verden, men ligesom Choleraen, med de besynderligste Spring, Vendinger og Farve-Skifter, saa alle Læger maatte fortvivle om at udgrunde dens Veie, end sige da at afværge, standse eller helbrede den. Herom er Græker og Latiner enige, og Evagrios, som selv i sin Opvext giennemgik Pesten, og mistede henimod Alderdommen Kone og Børn deraf, er især et gyldigt Vidne om, hvordan Døds-Englen, som den store Verdens-Erobrer, gik med Kæmpe-Skridt frem og tilbage fra Nilen til Ganges og fra Konstantinopel til Herkules Støtter**).

✂ Midt under denne Lande-Plage, der, som Et af Dødens Mester-Stykker, ret egenlig fordunklede baade Nuschirvans og Justinians Storværk, fødtes en Mand, hvis Liv vel ikke er at rose, men som dog havde Andet end Død til Øiemed og satte store Kræfter i Bevægelse for at naae det, saa der ved ham virkelig paa en Maade kom Liv i Øster-Leden, og i Historiens Øine er en levende Hund bedre2 end en død Løve. Manden vi tale om, er naturligviis Mahomed den Store, hvem vi vel pleie at give et mindre velklingende Tilnavn, men skylde unægtelig dette, naar vi maale ham ei blot med Justinian og Nuschirvan, men selv med Alrik og Thjodrik, istedenfor med Moses og Jesus, ved Siden af hvem han, som saamange Stormænd, bliver lillebitte. Vist nok har han selv givet overflødig **) Prokops Perser-Krig II. 12. 26-27. Evagrios Kirke-Historie IV. 26. ***) Prokops Perser-Krig II. 22-23. Evagrios IV. 28. Agathias V. 10. Gregor fra Tours IV. 31. V. 34-36. VI. 14. 33. IX. 13. 21-24. X. 1. *1H. »døde«. *2H. »altid bedre«. 646 Anledning til denne for ham høist ufordeelagtige Sammenligning, saa ham er i Grunden ingen Uret skeet, men det er en stor Uret baade mod Forsynet og mod os selv, naar vi, fordi en stor Mand miskiendte sig selv, med Flid giør ligesaa, og ansee det for vor Pligt at nedsætte ham ligesaa dybt under hans virkelige Høide, som han i Indbildningen hævede sig derover; thi ved at udøve denne saakaldte Giengiældelsens Ret, lade vi kun Sandhed bøde for hvad Løgnen forbrød, og slaaes til Straf med Blindhed, baade for Slægtens Bane og Forsynets Spor. Vi maae imidlertid indrømme, at med Mahomed var Fristelsen stor; thi i Kirke-Historien hedder han med Rette »den falske Prophet«, saa de der i den har villet redde hans Ære kun har tvættet en Morian og sværtet en Straale-Skikkelse, og i Skolen, hvor Beduinen, der hverken kan læse eller skrive, vil mestre baade Moses og Propheterne, tager han sig uhyre latterlig ud; saa at, til Man lærde at tage Stats-Historien særskildt og i den bestandig blive1 ved Jorden, maatte nødvendig netop de ædleste og aandrigste Historie-Skrivere skildre Mahomed saaledes, at det blev aldeles ubegribeligt, baade hvordan saa ubetydelig en Aarsag kunde have saa forbausende Virkninger, og hvorfor det tillodes Musel-Mændene giennem Aarhundreder at hærge Christenheden, der dog aldrig sank saa dybt, den jo i kirkelig og videnskabelig Heenseende var langt mere værd end Chalifatet.

✂ Naar vi derimod betragte det Borgerlige Selskab for hvad det er: en blot jordisk Indretning til fælles timeligt Bedste, men som dog, ved at skiænke en vis Grad af Fred og Frihed, er Betingelsen for alt høiere Menneske-Liv, der ikke, som Eremitens, vil afsondre eller, som Martyrens, opoffre sig, altsaa Vilkaaret for Menneske-Slægtens fremskridende Udvikling; da see vi strax, det var et smerteligt Savn, hvorpaa Christendommen endnu ikke har raadet Bod, da det lille Himmerig paa Jorden, den skabde, var alt længe som forsvundet, og den dannede Verden endnu bestandig, under et tyndt christeligt Slør, det Romerske Tyranni og den hedenske Uteerlighed. Gotherne var opslugte af Uhyret de vilde fælde, men dog selv hemmelig nærede, som Odin af Fenris-Ulven, Franker og Longobarder stræbde af al Magt at barbarisere hvad de havde tilegnet sig, og de andre Tydsk-Nordiske Folk var endnu Hedninger, uden Udsigt til at blive christnede fra Romer-Riget, hvor *1H. »at blive«. 647 Man almindelig hverken brød sig om fjerne Barbarer eller forstod at tiltale levende Folk.

✂ Hvad Menneske-Vennen under disse Omstændigheder maatte ønske, var vist nok især, at Christendommen dog maatte finde Vei til Folk med usvækkede Kræfter og høiere Sands, hos hvem den kunde udvikle en ny Tingenes Orden, og hvorledes Forsynet sørgede derfor, skal vi snart have den Fornøielse at betragte; men deels trængde Christenheden ogsaa til en aandelig Fiende, der lærde den at føle sin Eenhed og nødte den til at samle sine Kræfter, og deels kunde der i Middel-Alderen ei times Øster-Leden noget Bedre end at ombytte sit daglige Krampe-Slag med Dødning-Dvale i en aaben Begravelse.

✂ Med disse Tanker skal vi giøre vor Udflugt til Arabien, og det store Feldt-Tog med Prophetens Fane, og vil da finde dem ret morsomme og lærerige, uagtet vi ingen Lykke finde at misunde enten Syv-Soverne, Heste-Prangerne eller Kamel-Driverne, der vilde omskabe hele Verden til et Arabisk Paradis, hvori Tomheden er det kiendeligste og Dyrene spille Hoved-Rollen. Under Mussel-Mænd er vi nu alt længe vant til kun at forestille os Tyrker, og føle naturligviis ei synderlig Sympathi [Fællesskab] med dem der godvillig kun gav os »Døden og Djævelen«, men Araberne var saa langt fra at være Tyrker, at de end aldrig har underkastet sig dem, saa den Ottomanniske Porter kun et forstenet Mindes-Mærke af Mahomeds Rige, og kun den næste Menneske-Alder efter Propheten er et levende Billede af hans Tanke-Gang. Medens det derfor er uhyre fjantet, endog blot med Hensyn paa de kiendelige Virkninger, at ligne Islamismen ved Christendommen, der har en heel nyskabt Folke-Verden til sit Mindes-Mærke, og har samme Kraft til at begeistre 1 i sit Nittende som i sit Første Aarhundrede, saa er dog Islamismen virkelig i sin Oprindelse en aandig Kraft, der begeistrede [opflammede] Mahomed og hans Araber, og maatte forekomme alle halv og heel-dyriske Folke-Færd guddommelig. Uagtet derfor Araberne ret egenlig sværmede for Blod-Bad, og stod paa saa fortrolig en Fod med Døds-Engelen, at han, efter deres Forsikkring, bad meget høflig om Forladelse, før han tog Prophetens Sjæl, saa er deres Begeistring [Opblusning] dog noget ganske Andet end hvad der lader sig udlede blot af en Kræmmer-Sjæls lumpne Beregninger og af dyrisk Blod-Tørst, og er i alt Fald det *1 2. Udg. »Livskraft til at opflamme« 648 Menneskeligste, vi giennem mange Aarhundreder møde paa den store Skue-Plads i Øster-Leden.

✂ Halv-Øen mellem det Røde og det Døde Hav, Euphrat og den Persiske Bugt, er saa vidtløftig, at de Tolv Millioner Indbyggere, Man skatter den paa, kun giver omtrent 250 paa Kvadrat-Milen, eller en Befolkning, som Danmark vilde have, hvis vi kun talde 200000 Sjæle; men den store Ørk, med det uforglemmelige Sinai, kiende vi alt fra Israeliternes Vandring over det Røde Hav, og vil i Forbigaaende erindre at Man i Arabien aldrig glemde den underlige Blottelse af Havets Bund og »Stien i de store Vande«*). Hvad nu Arabiens Millioner tog sig for i gamle Dage, veed Man vel ikke saa lige; men just deraf kan man slutte, det har til Hverdags-Brug omtrent været det Samme, som de tage dem for endnu, saa i det frugtbare Syden (Jemen, det lykkelige Arabien) har de helst [ligget og] strakt dem paa Løibænken, i Duft af Kaffe og Balsam-Træet, medens Man i Norden helst tumlede de ædle Heste og lettede de tunge Vandrings-Mænd i Ørken, eller fordrev Tiden bag Kamelerne paa de lange Kræmmer-Veie til Middel-Havet, til Euphrat og Nilen. Paa disse Veie træffe vi allerede i Jakobs Dage Ismaeliterne, som blandt andre Handels-Vahre bragde Joseph til Ægypten, og det er dobbelt mærkeligt, da Mahomed og hele hans Kræmmer-Slægt i Mekka satte en Ære i at nedstamme fra Ismael, Abrahams Søn med den Ægyptiske Slavinde, Hagar, som (efter en berømt Fortolker) betyder Bjerget i Arabien, den store Trælle-Moder**). Det var nu vel [vel nu] just ikke derfor at Araber-Høvdingen Aretas vilde stækket Vingerne i Tide paa den store Hedning-Apostel***); men Sligt bør dog ikke lades ubemærket, deels fordi Man heraf seer, Araberne stod allerede ved Christi Tid for Damask, og deels fordi saadanne Forvarsler stille Menneske-Livet i et vist poetisk Lys, uden hvilket vi aldrig finde Vei1 giennem Verdens-Historien.

✂ Spørge vi nu vor gamle Ven og Veiviser i Hedenskabet, Herodot, hvad han vidste om Arabien, da er Oplysningen, han giver os om denne Syd-Rand af hans beboede Verden, vel ikke stor; men dog ikke blot fortæller han os, det var alle de fine Røgelsers og selv Kanel -Barkens Hjem, han lærer os ogsaa2, **) Diodor III. 39. ***) Gal. IV. ****) 2 Cor. XI. *1 2. Udg. »som baade forskiønner og forkorter os Veien« *2H. »men han lærer os« 649 hvad der endnu er langt paalideligere, at Araberne immer har havt deres Styrke i Æventyr, hvoriblandt det om Kanel-Barken udmærker sig. Denne, sagde nemlig Araberne, vidste de ikke selv hvor groede, om ikke der, hvor Bachos var født, men der var visse Fugle, som bygde Reder1 af den paa ufremkommelige Steder, og dem narrede Man med store Stykker Kiød af alle Slags, som de læssede i Reden, til den faldt ned, og saa tog Araberne Barken og solgde til Phønicerne, et Æventyr, der forklarer sig selv, naar Man veed, Kanel-Barken maatte komme til Søes fra Ceilon og ombyttedes sagtens mest med Levnets-Midler, hvad Man i det lykkelige Arabien fandt var Røver-Kiøb*). Hvor nær Chaldæerne var i Slægt med de egenlige Araber, lader sig vel ikke bestemme, men dog giør Man vel i at lægge Mærke til, at baade kalder Herodot Senacherib Arabers (Chaldæers) og Assyrers Konge**), og tillige see vi af Ebræernes Historie, at Chaldæer og Araber har omtrent været lige nær i Slægt med dem, saa det Syvende Aarhundrede før Christi Fødsel, da Nebukadnezar glimrede, maa ansees for Araber-Timen i Old-Tiden ligesom Mahomeds Aarhundrede i Middel-Alderen.

✂ See vi endelig efter, hvad Diodor fra Sicilien, som ved Christi Fødsels-Tid summede Verdens-Historien op, havde læst om Arabien, da viser det vel ikke stort mere, end at den Ostindiske Handel gik derover, og at Ørken i Norden havde beskyttet det rige Syden mod de store Asiatiske Erobrere; men vi see dog, der var et berømt Tempel, som paa en Maade forenede alle Araberne***), og vi kan ikke tvivle om, det jo var Kaaba-Templet i Mekka, der selv hos Mussel-Mændene spillede saa stor en Rolle, og som deres Historie-Skrivere fortælle os egenlig først var bygt af Adam efter et Paradisisk Forbillede, men fornyet af Abraham og Ismael.

✂ Langt vissere er det imidlertid, at den ny Arabiske Historie begynder med en Kong Abraham fra Jemen, som vilde forstyrret Kaaba, thi her række Byzantiner og Araber hinanden Haand, saa vi ved at forbinde deres Efterretninger udfinde, at i Justinians Dage var en Jøde kommet paa Thronen i Jemen, som paa det Grusomste forfulgde baade Christne og Hedninger, men blev styrtet af den Christne **) Herodots Thalia 107-13. ***) Herodots Euterpe 141. ****) Diodor III. 39-47. *1H. »Rede« 650 [christnede] Konge i Æthiopien, og at siden bemestrede en Romersk Slave, ved Navn Abraham fra Adulis, sig Herredømmet*). Denne Kong Abraham, sige Araberne, bygde i sin Hoved-Stad en prægtig Christen Kirke, der begyndte at tage Søgningen fra Kaaba, men Mekkenserne var snilde nok til at faae Abrahams Kirke besmittet, hvorved den tabde sin Hellighed i Arabernes Øine, og for at hævne sig rykkede nu Abraham mod Mekka, samme Aar som Mahomed blev født; men mistede baade Hær og Liv ved Stene som Sands-Korn, der kastedes ned fra Luften af nogle smaa Fugle eller store Fluer, der førde Døden med sig**).

✂ Dette Æventyr skal formodentlig sige, at Kong Abrahams Tog gik overstyr ved Landfar-Soten, der, som sagt, paa den Tid rasede, og har maaskee, ligesom Choleraen, tit havt Fluer til Forbud; men i alt Fald lærer den hele Historie os, at Christne, Jøder og Hedninger havde levet temmelig fredeligt ved Siden ad hinanden i Arabien, indtil henved Mahomeds Tid, da Religjons-Krigen begyndtes af en Jøde-Konge og fortsattes af en slet Christen, til et Varsel for dens Udbredelse over al Verden under Arabernes Apostoliske Fane.

✂ Mekka ligger i en ufrugtbar Bjerg-Egn, hvor Vandet er dyrt, og dens Indbyggere levede fra Arilds Tid, ligesom nu, af Karavan-Handel og Pilegrims-Reiser. Koreschiderne havde dengang Overmagten og blandt dem var igien Haschemiterne et Slags Ypperste-Præster, som havde Nøglerne til Kaaba. Til denne Slægt hørde ogsaa Mahomed BenAbdalla, hvis Far-Fader Abdo Motalleb var Kirke-Værge i Kong Abrahams Dage, og ved ham maae vi et Øieblik staae stille, ikke for at falde i Staver over hans Aabenbaringer, thi det overlade vi til Tyrkerne, ei heller for at randsage hans Hjerte, thi det overlade vi bedst til Skaberen, men for at see, hvad det var for en Tanke-Gang, der tækkedes ham, og hvordan han forfulgde den.

✂ Dette et nu vel langtfra at være beskrevet saa klart og paalideligt af Abulfeda, syvhundrede Aar efter Prophetens Død, som Jesu Ord og Gierninger af Øien-Vidnerne, men denne Forskiel er saa langt fra at skade, at den meget mere peger paa det rette Forhold mellem Islamismen og Christendommen, der er som Æventyrets til Historien, hvad der bliver os **) Prokops Perser-Krig I. 19-20. Ludolfs Æthiopiske Historie. ***) Gagniers Fortale til Mahomeds Levnet af Abulfeda. 651 klarere, jo nøiere vi sammenligne Alkoranen med Bibelen. Man kan nemlig vel sige, og har virkelig tit sagt, at Bibelen var endnu mere æventyrlig end Alkoranen, men det lader sig dog kun paastaae i en tom Ord-Strid, hvori Man glemmer Sagen over Begrebet [Snakken] og Livet over Bøgerne; thi saasnart Man spørger om, hvad for en Livs-Anskuelse der speiler sig i disse »Hellige Skrifter«, da seer Man strax, at den Mosaisk-Christelige er reen historisk og den Mahomedanske uhyre [vild] æventyrlig. Man tænke sig nemlig hin saa mythisk og dens Indførelse i Verden saa fabelagtig som Man vil, saa maa Man dog tilstaae, at Skabelsen i Guds Billede, Synde-Faldet i Slægtens Barndom, Optugtelsen under Loven, de smilende Udsigter i Spaadommene, med Benaadelsen og Opreisningen i Tidens Fylde, hvorpaa følger et nyt Levnets-Løb og en seierrig Kamp i Aandens Kraft for Livets Krone, dette, der unægtelig er Bibelens Hoved-Indhold, udgiør en sammenhængende Kiæde af Forestillinger om det høiere Menneskelivs Aabenbarelse, Tab og Fornyelse paa Jorden, som, naar Mennesket ved Troen levende kan tilegne sig den, virkelig forbinder ham med Guddommen, og Tiden med Evigheden. Denne Tanke-Række har nu ogsaa alt for megen Lighed med den naturlige [unægtelige] Gang i Menneske-Livet fra Barndom til Manddom, med Ungdoms-Daarskaben midt imellem, til at den skulde falde os utroelig, og Tiden har viist, at i samme Grad som Man levende optog den i sig, i samme Grad antog Menneske-Livet en ædlere Skikkelse, og forberedtes der en Forklaring af Slægtens Løbe-Bane, som kun Israels Propheter forudsaae. Læse vi derimod Alkoranen, da finde vi vidunderlige Forestillinger Nok om Forholdet mellem Gud og Menneske, Himmel og Jord, Tid og Evighed, deels af Arabisk, deels Jødisk og Christelig Herkomst [Byrd]; men hvad vi aldeles savne, er Følgelighed [Rimelighed] og Sammenhæng. Adam er vel saa aldeles Guds udtrykte Billede, at Djævelen (Eblis) blev fordømt, blot fordi han ikke vilde tilbede ham, men dog er Guddommen en fra Menneskeheden saa væsenlig adskilt, i sig selv indsluttet, barnløs Enkelthed, at Eblis, som en god Musel-Mand, maatte være lovlig undskyldt. Adams Fald og Udjagelse af Paradis, saavelsom hele Slaegtens Vildfarelse, forudsættes vel bestandig, men uden nogen Opreisning eller Fornyelse springer dog Porten til Paradis op for alle Musel-Mænd. Vel er endelig baade Moses (Musa) og David store 652 Propheter, og Jesus (Isa) født uden jordisk Fader og undtaget fra Døden, og vel har baade Moses og han gjort mange og store Mirakler til Beviis paa deres guddommelige Fuld-Magt; men dog maa Man ingenlunde troe, at Jesus er Guds Søn, eller bryde sig om hvad der staaer i Bibelen; thi efterat Allah havde sendt en eller flere Apostler til hvert Folk, for at omvende dem fra Overtro og Vantro, sendte han nu til Syvende og Sidst Araberne Mahomed, som vel ingen Mirakler gjorde, men annammede [modtog] Alkoranen, som er det største Mirakel, da Allah deri selv har rettet og forbedret alle forrige Aabenbaringer og samlet hvad alle Folk skal være enige om, og lade Resten staae ved sit Værd til Opstandelsen og Dommen paa den yderste Dag. See, det klinger ikke blot æventyrlig, men er aabenbar et stort Æventyr, hvori den chinesiske Betragtning af Menneske-Slægten, som en egen Dyre-Art, der forplanter sig uden Frem-Skridt, er ligesaa forvirret sammenblandet med den Mosaisk-Christelige Anskuelse af en fremskridende Udvikling, og en dertil svarende »Guddommelig Husholdning«, som det Gamle Testamente med det Ny, saa det maa synes os umueligt, udenfor Daare-Kisten, at sammenvæve saadanne Hjerne-Spind og derpaa bygge sin Salighed. Erfaringen har ogsaa virkelig lært, at Intet af Slægtens Hoved-Folk kunde døie den Drik, og at selv Araberne snart holdt sig til den korte Troes-Bekiendelse, at Allah er en eenlig Gud, og Mahomed hans Apostel, uden i Livet og Tanke-Gangen synderlig at ændse den Mahomedanske Anskuelse, medens de lagde stor Vægt paa Omskiærelsen og paa tusinde Ting, der enten slet ikke eller dog kun meget løselig er berørt i Alkoranen. Ikke desmindre seer Man dog tydelig, at denne Anskuelse baade hos Mahomed selv, og hos den Araber-Slægt, hans mundtlige Tale henrev og indtog, havde Liv og Kraft til at frembringe verdsligt Stor-Værk og overvinde [tæmme] stærke Lidenskaber, saa vi maae nødvendig slutte, at Æventyret har en egen Aand, som maa kaldes den Arabiske og [som] stiller hele Livet i det fantastiske Lys, der som fra en »Aladdins-Lampe« udbreder sig over »Tusind og Een Nat«, [derfor] andensteds med Rette kaldt de Arabiske Nætter. Men under denne Forudsætning klarer sig da ogsaa hele Trylleriet, thi at de Fantastiske Araber, hvis Maal røber dem, som Semiter, og som altsaa skulde havt deres kronede Dage i Old-Tiden, vilde aandelig spille en Hoved-Rolle i Middel-Alderen og det ovenikiøbet som ufeilbare Reformatorer: som den 653 guddommelige Fornufts Statholdere paa Jorden, det er visselig ikke mindre æventyrligt, end Mahomeds Tanke-Gang, men er netop den tilsvarende Yttring af det Arabiske Folke-Liv, som unægtelig selv er et æventyrligt Begreb. Saaledes see vi nemlig Mahomed sammensmelte med sit Folk, og det bliver os kun en Gaade, hvordan baade han og de fik Lyst til at spille den urimelige Rolle og Evne til at spille den saa glimrende. Lysten, som driver Værket, veed vi imidlertid med os selv er en Strømning i det dunkle Hjerte-Dyb, som vi maae lade uforklaret, og det er da kun Anledningen og Evnen det nytter at spørge om; men dog synes os det Hele forklaret, naar vi lægge Mærke til, at alle den gamle Verdens Folk fik en ubetimelig Vidskabs-Alder, som Araberne ei heller kunde undgaae, skiøndt deres Vildskab og Afsondring gjorde, at den baade kom senere, og forefandt langt større Natur-Kræfter end hos Folkene i den store Verden. Vidskabs-Alderen er nødvendig reformatorisk, i samme Udstrækning, som Folkets aandige Syns-Kreds, og hos et Folk, der oprindelig var saa nær beslægtet med Ebræerne som det Arabiske, og var i sin Middel-Alder blevet bekiendt1 med den Mosaisk-Christelige Anskuelse, er et reformatorisk Anslag paa hele Verden forsaavidt ganske i sin Orden, hvorfor Mahomed heller ingenlunde var den eneste Arabiske Reformator, der opstod i det Syvende Aarhundrede, men kun den Dygtigste. For os er Alkoranen vel et Stymper-Værk, ei blot i Forhold til det Gamle og Ny Testamente, som Araberne vil sætte den over, men selv i Sammenligning med Grækernes og vore egne Bøger; men vi maae huske, den er Arabernes første Bog, og en Saadan i flydende Stil, der ovenikiøbet udtrykde [afprægede] Folkets høieste Forestillinger og ædleste Følelser, maatte nødvendig synes de raa Beduiner himmelfalden, og selv forbause dem af Mekkas Kamel-Drivere, der ei havde gjort alt deres aandelige Arve-Gods i Penge, ja, et saadant Værk udspringer kun af en med Besindighed underlig parret Begeistring [Opblusning], der for Forfatteren [Skriveren] selv er hemmeligshedsfuld, saa Mahomed kunde godt indbilde sig, det var Engelen Gabriel, der hviskede til ham. Saaledes talde Sokrates jo paa det Alvorligste om sin Genius, og vi Silde-Fødninger af Skjalde-Ætten veed godt, der ligger en dyb Sandhed til Grund, saa vi beklage blot, at selv den bedste Arabiske Engel havde en Skrue løs, og at2 *1 H. »fortrolig« *2»at« mgl. i H. 654 Mahomed var langt fra, som han dog satte sin Ære i, at hytte sig for den Slemmes Indskydelser. Naar vi imidlertid betragte Syv-Stjernen, Moallakat (de syv Mester-Digte), der tindrede over Kaaba, da kan vi ikke nægte, Mahomed svang sig høit over sine nærmeste Forgiængere; thi i disse Arabiske Kæmpe-Viser rækker Begeistringen kun til1 en ædel, flyvende Hest, en bomstærk, utrættelig Kamel, et tveegget, rosenrødt Sværd og en sortøiet, føielig Skiønhed, saa i poetisk Henseende giælder det om dem Alle, hvad En af de kronede Beduin-Skjalde siger til Ulven: hvad vi møde, det lever vi af, men af os bliver Ingen feed eller rig*).

✂ Hvad nu Mahomeds Levnets-Løb angaaer, da fortælle Byzantinerne, at han havde den faldende Syge og vilde fra Først af kun skjule Skammen ved at udgive Anfaldene for Henrykkelser, og at en forløben Byzantinsk Munk baade sandede det med ham og hjalp ham siden at sammensmede Alkoranen**); men om end heri skulde være noget Sandt, kan vi dog ingen Vægt lægge paa Folks Efterretninger om Prophetens Liv, som først blev opmærksomme paa ham efter hans Død, ansaae ham for en Djævel, og var selv formeget Hverdags-Mennesker til at forstaae en Mand, der i det Mindste ikke havde mange Jævninger i et Aar-Tusinde. Araberne er vist nok hverken mindre partiske eller bedre Menneske-Kiendere, men de bevarede dog omhyggelig hans Kyndingers og især hans elskede Ayeshas Sagn om ham, og sit Mønster, som Man kalder det en Saligheds-Sag at ligne, tillægger Man snarere Lyder end Dyder, som det ikke havde. Man indvende ikke, at Prophetens Ride-Tuur paa det Prophetiske Asen Alborak, fra Mekka til Jerusalem, og derpaa følgende Natte-Vandring giennem de syv Himle, høit over Abraham, Moses og Jesus, fortælles meget troskyldig hos Araberne; thi deels hører det ikke til hans jordiske Løbe-Bane, deels høre vi af Abulfeda, at selv Ayesha skal have sagt, at Propheten rørde sig ikke legemlig af Stedet, men reiste kun i Aanden***), og endelig svarer Alborak (Lynet) i en Arabers Mund aabenbar til Pegasos i Grækernes og Sleipner i Vores. At det ogsaa aandelig **) Amralkois V. 48-50 i Hartmanns »Hellstrahlenden Pleiaden am arabischen poetischen Himmel«. ***) Byzantinerne Theophanes og Zonaras. ****) Mahomeds Levnet af Abulfeda K. 18-19. *1 2. Udg. »henrives man kun. af« 655 kun hængde daarlig sammen med denne æventyrlige Himmel-Fart, er vist nok, saa Abubekr fortjende kun slet sit Arabiske Tilnavn »det trofaste Vidne« ved at gaae i Borgen for dens Rigtighed, men det er derfor lige historisk sandt og mærkværdigt, at det især var paa dette Æventyr, Mahomed bygde sit Haab og grundede Moskeen.

✂ For Resten melde Araberne, at Mahomed var fyrretive Aar, da Gabriel først aabenbarede sig for ham paa Hara-Bjerget, nær ved den Hule, hvor han pleiede at tilbringe Maaneden Ramadan, og da bragde Engelen ham ved Natte-Tid den første Stump af Alkoranen og lærde ham at læse. Dette meddeelde han strax sin Hustru Khadiga, der i hans Rang-Forordning hørde til de fire fuldkomne Kvinder (de Tre var Kong Pharaos Dronning, Jesu Moder og Prophetens Daatter Fatime), og hun laande villig Øre dertil, men bestyrkedes end mere af sin Farbroder Varaka, som havde læst baade Loven og Evangelium, og sagde, at Mahomed var sikkert sit Folks Apostel og ham, Moses havde spaaet om. De næste Tilhængere Propheten fik, var hans Slave Zeid, hans Fætter Ali og Abubekr', og i tre Aar var hans Virksomhed indskrænket til en snever Venne-Kreds; men da fik han Befaling at træde aabenlyst frem, og begyndte med at samle sin Slægt til et Giæste-Bud og spørge, hvem af dem der vilde være hans Vezir (Med-Hjelper) i Apostel-Embedet? Da Ingen vilde svare, tog Knøsen Ali Ordet og sagde: det vil jeg være: slaae Tænder ind, rive Øine ud, riste Maver op, slaae Arme og Been istykker, hvorpaa hele Selskabet brast i Latter og skildtes ad, raabende til Alis Fader, Abu Taleb: nu maa du smukt lystre din Søn*).

✂ Fra nu af vidnede Propheten offenlig, at Afguderiet var en stor Vildfarelse, og han selv Allahs visseste Sendebud, men han maatte derfor taale megen Spot og Forfølgelse af Koreschiderne, saa hans Farbroder Abu Taleb, der var Haschemiternes Hoved, og havde Nøglerne til Kaaba, knap kunde frelse hans Liv, og hans fleste Tilhængere maatte flygte til den Christne Konge i Æthiopien. Propheten var imidlertid taalmodig, og den første Eed, han tog af sine Discipler, var kun, hvad siden kaldtes Kvinde-Løftet: ei at give Gud nogen Jævning, ei stjæle, ei bryde Ægteskab og ei dræbe sine spæde Børn; men i sin Apostel-Værdigheds trettende Aar, **) Mahomeds Levnet af Abulfeda K. 7-8. 656 da Abu-Taleb var død, og hans Liv intet Øieblik sikkert, tog han det høitidelige Løfte af sine Tilhængere fra Yatreb eller Medina dvs. Staden, som besøgde ham, at de skulde forsvare ham til det Yderste, hvorimod han lovede dem Paradis, hvis de faldt i Striden*). Snart saae han sig nu ogsaa nødsaget til at søge Medinenserne paa Haand, og denne hans Liv-Vagt fra Medina blev, under Navn af Ansarier (Hjelpere), hardtad ligesaa berømt som Mohagerierne, hans Følge-Svende fra Mekka, saa Ingen tvivler om, de jo sidde til Høibords i hans Paradis**).

✂ Med denne Prophets Flugt til Medina begynder, som vi veed, ikke blot et nyt Afsnit i hans Levnets-Løb, men en ny Tids-Regning (Hegira) hos alle hans Tilhængere, og vi maae derfor lægge Mærke til, ai Flugt-Aaret vel falder 622 efter Christi Fødsel, men er et reent Maane-Aar, som løber hurtigere end vores, saa 1835 skrive de ikke 1213 men 1250-51.

✂ Efterat nu Mahomed havde besluttet at forsvare Aanden med væbnet Haand og gjort Prædike-Stolen til et Høi-Sæde, maae vi betragte ham som en Arabisk Emir, der paa alle Maader søgde at udvide og befæste sit Herredømme, og hermed stemme de Arabiske Efterretninger overeens, som følge ham hvor han farer, paa sin Mule Daldal, med sit gode Sværd Dhulfakar, fra By til By og fra Val-Plads til Val-Plads. Vel var saavei Slagene med Koreschiderne, ved Bedr og Ohod, som Beleiringen af Jøde-Fæstninger, kun ubetydelige Ting i Krigs-Historien, men havde dog den store Følge, at i det Ottende Aar af Hegira, spillede Mahomed Mester i Hedsias, holdt sit Indtog i Mekka, knuste alle Kaabas Billed-Støtter, og rykkede i Marken med tolvtusind Mand, for med eet Slag at knuse alle sine øvrige Fiender***). Paa et hængende Haar var han nu selv blevet tilintetgjort i Slaget ved Honain, men han holdt Stand, da alle flygtede, kastede Fienden Sand i Øinene, blev Seier-Herre og saae nu snart hele den store Halv-Øe underkaste sig †). Alt i Forveien, sige Araberne, havde Mohamed skrevet baade til Kongen i Persien og til Keiseren i Byzants om at antage Islamismen, og han gjorde nu alvorlige Anstalter [Forberedelser] til at indtage Syrien, men Araberne havde endnu ikke ret Mod paa saa store Ting og saa lange **) Mahomeds Levnet af Abulfeda K. 11-17. 20-21. ***) Sammest. K. 22. ****) Sammest. K. 27. 31. 51. *†) Sammest. K. 54. 59. 657 Reiser [Tog], og nu blev Propheten syg og døde, efter hans egen Mening, af en forgiftet Mundfuld Lamme-Kiød, [som] en Jødinde for nogle Aar siden havde givet ham og som han vel strax havde spyttet ud, men følde dog bestandig Virkningen af*). I sin sidste offenlige Tale, da han følde Enden nærme sig, sagde han til Folket: har jeg hudflettet Nogen, da giøre han Giengiæld paa min Rygg, har jeg talt ilde om Nogen, da bagtale han mig, har jeg faaet uretfærdige Penge, da kræve Man mig! og da han efter Bønnen vilde fare fort med Talen, kom der En og krævede ham for tre Drachmer, som han strax betalte med de Ord: det er bedre at have Skammen i dette Liv end i det Tilkommende**).

✂ Mahomed gik i sit 63 Aar, da han døde (632) og blev begravet i sit Huus i Medina, efterladende sig ingen Børn, uden Fatime, som var gift med Ali og fulgde ham snart i Graven, men han efterlod sig ni Hustruer, foruden en Koptisk Frille, og deriblandt Abubekrs Daatter Ayesha, som han ægtede halvvoxen og bar meest Yndest for***).

✂ Propheten var af middelmaadig Høide, med stort Hoved, hvis Haar blev aldrig graat, tykt Skiæg, frisk Farve, stærke Lemmer og en Knude, som et Due-Æg, mellem Skuldrene, der var hans »Prophetiske Seigl«. For Resten havde han en giennemtrængende Forstand og en ypperlig Hukommelse, var snarere taus end snaksom, men immer mild og sig selv mægtig, holdt strængt over Ret og Billighed mod Alle, var god mod de Fattige og ærede aldrig Nogen for hans Rigdoms Skyld. Med sin Venlighed indtog han Folk, og med sit Følge levede han paa en meget fortrolig Fod, hørde med stor Taalmodighed paa hvem der vilde tale med ham og behandlede aldrig Nogen haanlig. Han besøgde jævnlig sine Følge-Svende og snakkede med dem om verdslige Ting, han malkede selv sine Faar, sad paa Gulvet og syede sine Sko og bødte sine Klæder, og der kunde imellem gaae en heel Maaned, der var ikke Ild paa hans Skorsteen, mens [men] al hans Føde var Dadler og Vand †).

✂ Saalidt som nu alt dette vilde forslaae til at hjemle Mahomed Rangen af en Guds Apostel baade til »de Sorte og de Hvide«, som Araberne tillægge ham ††), ja, saalidt selv Endeel **) Alkoranen Sura 9 (Sales Oversættelse). Mahomeds Levnet af Abulfeda K. 45. 57. ***) Mahomeds Levnet af Abulfeda K. 61. ****) Sammest K. 64. 67-68. *†) Sammest. K. 65-66. *††) Sammest. K. 7. 658 deraf lod sig forene med sand Gudsfrygt og virkelig Oplysning, saa er denne Arabiske Emir dog unægtelig en Fugl Phønix mellem de Østerlandske Despoter i det Syvende Aarhundrede. At han med en Beduin-Samvittighed lovede Paradis for Røver-Kiøb, bliver hans egen Sag, men at han overtalde Beduinerne til at troe, der var baade et Paradis og et Helvede til i det Usynlige, som skulde tages langt meer i Betragtning end alt det Øiensynlige, det var en Helte-Gierning, som han maa berømmes for; thi Saracenerne, som alt længe havde været de bedste lette Tropper baade i den Persiske og den Byzantinske Leir, maatte, saasnart de fik Øinene op, spille Bas i Østen og vilde uden Islamismen været som Hunnerne. At han foreskrev sine Undersaatter en Troes-Bekiendelse, hvis Rigtighed han indestod for med sit Sværd, det var et Tyranni, han havde tilfælles med Keiserne i Konstantinopel, fra Konstantin den Store til Justinian og fremdeles1, men mod en taalelig Afgift tillod han dog baade Jøder og Christne og alle af ham saakaldte »Bog-Folk«, der ei bedrev aabenbar Afguds-Dyrkelse, at blive hvad de var. Havde de Christne i Østerleden været levende, kunde det vel ikke hjulpet dem, hvor det var Majestæts-Forbrydelse at kalde Mahomed en falsk Prophet, men da de virkelig var blevet et »Bogstav-Folk« ligesom Jøderne, fandt de aabenbar langt mere Samvittigheds-Frihed under Mahomed og hans Efterfølgere end under de Persiske Konger og Byzantinske Keisere. At nu endelig Mahomeds Moral ikke blot stod langt under den Christelige, men var uhyre løs og føielig, det seer Man allerede paa hans Fruer-Bur, men hans Lovgivning var anderledes baade klog og menneskelig end Romer-Retten. I denne fordrer nemlig Keiseren, at alle hans Undersaatter, trods hans afskyelige Exempel, skal være christelige Dyds-Helte, medens den Arabiske Emir kun forlanger, at Alle skal være ligesom han, og undskylder sig ordenlig, fordi han af særdeles Grunde ikke, som alle de Andre skal, nøies med fire Koner*).

✂ Al denne Beduinske Storhed vilde nu vel neppe frelst Mahomed fra at nedsynke i Glemsel til de mange Arabiske Emirer, der sagtens i deres Dage gav Halv-Øen Love, dersom hans Efterfølgere (Kalipherne) ei havde udstrakt deres Krog-Kiep **) Alkoranen (Sales Oversættelse) Sura 4. 33. *1 2. Udg. »fra Justinian den Store til Konstantin den Sidste;« 659 som et Septer over en stor Deel af Christenheden, hvor Dannelsen var for indgroet til at lade sig udslette, og trods al sin Udartning mægtig nok til at indtage Araberne, saa de lagde sig efter boglig Konst, og fik i det Mindste, ligesom Romerne, Ord for at være Discipler, som overgik deres Mester. Kun derved er ogsaa Alkoranen kommet til os, ikke som Hinduernes Vedas og Perser[ne]s Zendavest, indhyllet i et uigiennemtrængeligt Slør, men som den Arabiske Talmud, der i Indhold, saavelsom [i] Tids-Følge, slutter sig nærmest til den Babyloniske; men Arabernes Herrefærd var ligesaalidt tilfældig som deres Videnskabelighed; thi begge Dele udsprang af Aanden, der i Mahomed kom til Bevidsthed. Derfor, skiøndt det kun er et Arabisk Æventyr, at alle de fjorten Taarne paa Nushirvans Palads styrtede og den hellige Ild slukdes, den Nat Mahomed blev født, kan der dog ingen Tvivl være om, at han i Aanden saae baade den Persiske og Byzantinske Throne styrte for sit Banner, thi det var aabenbar hans Aand, der hvilede paa de Muselmanske Helte.

✂ Til disse Helte kan vi imidlertid ikke regne nær saamange som Araberne, thi det gik naturligviis Mahomed, som alle Hverdags-Propheter og selvgjorte Apostler, at hans aandelige Indflydelse egenlig kun strakde sig til hans Samtidige, som saae og hørde ham, hvilket Araberne selv maae have følt, siden de skille dem fra alle Andre, under Navn af Prophetens Følge, som efter deres rundeste Regning løber op til 124000*).

✂ Blandt disse udmærke sig nu igien deels Prophetens fire Efterfølgere: Abubekr, Omar, Othman og Ali, deels Feldt-Herrerne Khaled med Tilnavn »Guds Sværd« og Amru, og endelig Abu Sophian, Ommiadernes Stam-Fader, med hvilke1 en Arabiske Helte-Tid stod og faldt! De var Alle Koreschider, men kun Abubekr og Ali var Hashemiter, og Abubekr, som desuden var Fader til Dronning Ayesha med Tilnavn »de Troendes Moder«, havde den Lykke at blive Prophetens umiddelbare Eftermand, uden at Man veed, hvad der egenlig var Mahomeds Tanker om Thron-Følgen i det besynderlige Rige, hvor ingen Apostel maatte opstaae efter ham og Alt dog skulde afgiøres med Apostolisk Myndighed. Det saae derfor ogsaa ud til at det Hele vilde opløst sig ved hans Død; **) Mahomeds Levnet af Abulfeda K. 72. *1H. »hvem«. 660 thi Moseilama, hans farligste Medbeiler til Apostel-Værdigheden, som ogsaa havde skrevet en Bog, stod i Jemen med en betydelig Styrke, og da Araberne saae, at Mahomed ikke blev optaget som Isa, men døde som andre Stakler, da leed de Fleste Skibbrud paa Troen og selv Mekkenserne vaklede kiendelig*), men snart vendte dog Bladet sig, Moseilama faldt i Slaget ved Akria og hans Bog forsvandt med ham, Alt underkastede sig, og Abubekr følde sig stærk nok til paa een Gang at forkynde Kongen i Persien og Keiseren i Byzants aaben Feide**).

✂ Disse Asiens Hoved-Magter havde, som vi veed, længe gjort deres Bedste for at ødelægge hinanden, og nød Begge i den sidste Krig, de førde sammen (611-28), den tyranniske Glæde at drømme, det lykkedes; thi først trængde Perseren Khosru den Anden med Ild og Sværd seierrig frem lige til Middel-Havet, Karthago og Hellespont, men derpaa vendte Bladet sig i Hegiras første Aar, saa Byzantineren Heraklios sankede Laurbær ved Tigris, og Khosru skjalv i sin Hovedstad. Den der seirede sidst var naturligviis den, Araberne, for at spille Mester, maatte først angribe med Efter-Tryk, og derfor skrev Abubekr til alle Muselmænd: jeg agter at sende jer til Syrien for at udrive Landet af de Vantroes Hænder***).

✂ Som. sagt, saa gjort, Khaled, der havde fægtet mod Propheten ved Ohod, men havde omvendt sig saa tidlig, at han hjalp ham ved Mekkas Indtagelse, og vandt udødelig Ære ved Akria†), blev snart en Skræk for Byzantinerne, Bostra faldt, Damask ligeledes, og vel faldt Abubekr, langt fra Striden, med det Samme, men Omar var ikke mindre opsat paa Syriens Erobring, og det store Slag (636) ved Yermuk (nær ved den Galilæiske Sø) gjorde Sagen klar. I har Paradis for jer, sagde Khaled til Muselmændene, men Djævelen og Helvede i Ryggen, og derefter rettede de sig, uden at ændse, hvormange tusind Øine Seiren kostede ††). Næste Aar faldt Jerusalem i deres Hænder, Kaliphen Omar red selv fra Medina som en Beduin, med sin Madpose og sin Vand-Flaske, paa en rød Kamel for at holde sit ydmyge Indtog i den hellige Stad, grundede en Moskee, hvor Man tænkde Salomons-Templet havde **) Mahomeds Levnet af Abulfeda K. 62. ***) Sammest. K. 73. Anmærkning. Ockleys Araber-Historie I. 14-17. ****) Ockley I. 22. *†) Mahomeds Levnet af Abulfeda K. 31. 48. 51. 53. Ockley I. 12-17. *††) Ockley I. 221-42. 661 staaet, og gav de Christne Brevpaa en tarvelig Samvittigheds-Frihed, naar de Ingen vilde omvende og Ingen hindre fra at blive Muselmand*). Nu prøvede vel Heraklios selv at standse Strømmen, men forgiæves. Syriens Hoved-Stad og Christen-Navnets Vugge, Antiochien, gik samme Vei som Damask og Jerusalem og Byzantineren opgav Syrien**). Siden det gik saa godt, sendte Omar nu den kiække Amru, der, ligesom Khaled, alt i Prophetens Dage af en fnysende Fiende var blevet en trofast Ven, med en Hær til Ægypten, som snart underkastede sig, thi Kopterne, som endnu udgjorde Mængden, var Kiættere i Keiserens Øine og sluttede derfor gierne Venskab med Araberne, og skiøndt Alexandrien var Konstantinopels Fadebur, synes dog den modfaldne Heraklios ei at have vovet det Mindste derfor***). Ved denne Leilighed siger Man, det store Alexandrinske Bibliothek gik i Lyset og tjende til at hede 4000 Badstuer i et halvt Aar, men da Alexandrineren Eutychios, som udførlig har beskrevet Stadens Indtagelse, ei melder et Ord derom, og Rygtet først efter Aarhundreders Forløb spores i en enkelt Bog, synes det at være en Fabel †).

✂ Paa otte Aar havde Araberne saaledes gjort sig til Herrer over Syrien og Ægypten, hvorpaa de lagde sig en Flaade til, havde Lykken med sig til Søes som til Lands, indtog Kypern og Rhodos, angreb syv Aar i Træk Konstantinopel og opgav ikke Anslaget paa Keiser-Staden, før (672) den saakaldte »Græske Ild« opfundet af Kallinikos fra Heliopolis gav dem en følelig Forsmag paa Helvede††).

✂ Fuldkomnere endnu lykkedes Perser-Krigen, saa allerede under Omar blev Hovedstaden indtaget, umaadeligt Bytte gjort og det siden saa berømte Bassora grundet, og under den tredie Kaliph, Othman Affans Søn, som havde været Prophetens Haand-Skriver, fuldendtes Erobringen†††).

✂ Her har vi Omridset af Arabernes Helte-Gierninger i den første Menneske-Alder efter Mahomed (632-60), som derpaa tog en sørgelig Ende med Vezir Alis Fald. Denne Abu Taiebs Søn, Prophetens Yndling fra Barns-Been og gift med hans **) Ockley I. 243-64. ***) Ockley I. 304-15. ****) Ockley I. 344-58. *†) Ockley I. 359-61. Gibbon K. 51. *††) Byzantineren Kedren og Zonaras. *†††) Ockley I. 122. 264. 376. 662 Daatter Fatime, staaer virkelig i Historien som hans Skygge, forbigaaet baade ved Abubekrs, Omars og Othmans Valg, enten fordi han var ligegyldig ved Høiheden, eller fordi han ikke turde binde an med Ayesha, som var Arabernes Orakel, og bar et bittert Nag til ham. Da imidlertid Othman, som ogsaa havde lagt sig ud med Ayesha, var myrdet i et Oprør (655), lod Ali sig dog udraabe til Kaliph, men kun som for at lade Skæbnen klarlig vise, at nu var Prophetens Tid forbi. Det blev derfor ikke Ayesha, der styrtede ham, thi vel gjorde hun strax Opstand, men blev fanget i Slaget ved Bassora og maatte slaae sig til Ro*), men Prophetens arrige Fiende Abu Sophian, der ved Mekkas Indtagelse kun paa Skrømt blev Muselmand, havde efterladt en kiæk Søn, ved Navn Moaviah, som var Statholder i Syrien og lod med Held Sværdet dømme i den gamle Trætte**). Vel kom han til Kort i Slaget, men da saa tre Muselmanske Sværmere (Karegiter) besluttede paa een og samme Dag at myrde baade Ali og Moaviah med forgiftede Sværd, da fik kun Ali Bane-Saar, og Abu Sophians Søn anmassede sig Kaliphatet, uden at bryde sig enten om Mekka eller Medina, Prophet eller Alkoran***).

✂ Moaviah tog sit Sæde i Damask og Abu Sophians Æt (Ommiaderne) beholdt Kaliphatet henved et heelt Aarhundrede (660-750), men de tog Hoffet i Byzants til Mønster1, saa her vilde slet Intet være om dem at sige, dersom ikke Musel-Mændene i deres Dage havde indtaget Nord-Afrika og Spanien.

✂ Det ulykkelige Nord-Afrika, som efter et Vandalisk Aarhundrede havde havt et Byzantinsk, var allerede under Othman hærget og plyndret af en Araber-Sværm, og nu da Kalipherne efter Helte-Tiden vilde fortsætte Erobringerne, blev det i hele halvtredsindstyve Aar et Tvistens Æble mellem dem, Byzantinerne og indfødte Barbarer (Berber), indtil hardtad hvert Spor af Christendom, Dannelse og Velstand var udslettet Berber-Dronningen Kahina skal, efter Arabernes Sigende, ret med Flid have ødelagt Stæderne, hvis Pragt og Rigdom hun meende, var det Eneste, der lokkede de Fremmede; men Gibbon anmærker rettelig, at hun giennem Aarhundreder havde **) Ockleys Araber-Historie II. 17-47. ***) Sammest. I. 375. II. 5. 10. 15-16. ****) Sammest. II. 52. 72-78. *1H. »deres Mønster«. 663 havt gode Forgiængere, og Karthagos Ødelægger Hassan Ben Naman var i det Mindste en flink Med-Arbeider. Denne Hassan og hans Eftermand, Musa Ben Nasir, var det, som paa Overgangen fra det Syvende til det Ottende Aarhun drede fuldendte Nord-Afrikas Erobring og hævede Araber-Byen Kairvan (i det gamle Kyrenes Nabolag) til Landets

✂ Hoved-Stad*).

✂ Hvor meget lettere Musa og hans Forløber Tarik slap til Spanien, har vi i Vest- Gothernes Historie allerede seet, og at der i denne Afkrog af Kaliphatet snart (755) reiste sig et selvstændig Rige under Abderahman Ben Moaviah, en Ommiade, der lykkelig undgik det store Blod-Bad, hvormed Proprietens Slægt omsider hævnede sig paa Abu Sophians, det kunde siden tidsnok i Forbigaaende meldes, men Musel-Mændene i Spanien (sædvanlig kaldt Mohrer) fik en egen Historie, som kræver Opmærksomhed. Her traf nemlig Mahomeds Tilhængere Folk for sig, der i Grunden var stærkere end de, og som ikke blot tilbad Christus, men troede virkelig paa ham, saa her fandt Islamismen, saavelsom Pest-Vinden (Samum) fra Arabiens Ørk, sine Grændser, og der opstod en Vexel-Virkning mellem de Østerlandske og de Nordiske Udflyttere, der nødvendig maatte være æventyrlig, og bidrog ikke lidet til at give Ridder-Tiden det Fantastiske Sving og den Romantiske Dunkelhed.

✂ Da Araberne ved deres Ankomst til Spanien endnu var i deres Raahed, og Spanierne ved Undertvingelsen tabde om end ikke al deres Dannelse, saa dog for en Tid baade Modet og Midlerne til at skrive Historie, veed vi kun Lidt om deres indbyrdes Forhold og Kamp i de første Aarhundreder, og vil kun bemærke, at den »Pelagio« som fra det Tolvte Aarhundredes Spanske Krøniker er smuttet ind i alle vore Haand-Bøger, som Mærkes-Manden mod de Vantroe, er Spanieren Isidor fra Badaioz ligesaa ubekiendt som Araberne, og ventelig myntet paa fri Haand af den Baleg eller Belg, de Alle kiende, som en Anfører for de Ægyptiske Tropper i Nord-Afrika, der flygtede fra Berberne over til Spanien og gjorde der meget Ustyr **).

✂ En af de tyve Emirer, der i mindre end 40 Aar fortrængde **) Cardonnes Historie af Afrika og Spanien under Araberne I. 9 - 55. Gibbon K. 51. ***) Isidors Aarbog. Condes Spansk-Arabiske Historie (hos Rutschmann) I. 98. 664 hinanden i det ulykkelige Land, som Arabiske, Syriske og Ægyptiske Røvere sloges om, nemlig Abderahman Ben Abdalla har derimod faaet et Navn i Verdens-Historien, ved at falde ind i Frankrig og blive liggende der, skiøndt Araberne kalde hans Nederlag kun lidet mod det, hans Formand Alsama leed ved Toulouse 721*).

✂ Hvad nu Abderahmans berømte Tog angaaer, da skylde vel de Frankiske Krøniker Hertug Eudo i Aqvitanien for at have været en Forræder, men af Overensstemmelsen mellem Isidor og Araberne see vi, det var meget mere Musel-Manden Othman Ben Neza (Isidors Muneza) der havde forbundet sig med de Christne og ægtet Hertug Eudos deilige Daatter. Denne Skam-Plet paa det blanke Alfaruk 1 (Mahomeds Skjold) skyndte Abderahman sig at afvaske med Munezas Blod, og sendte den Franske Skiønhed, som Musel-Manden havde elsket høiere end sit Liv, til Kaliphen Hixem Alvalids Fruer-Bur**). Derpaa slog Emiren Hertug Eudo tilbage (732), trængde rask frem og stod just paa Nippet at bemægtige sig Tours med alle den hellige Martins Skatte, da Karl Martel, hvem Araberne kalde Kong Kaldo, stillede sig i Gabet med Franker-Hæren, og beholdt ikke blot, efter et haardnakket Slag, Val-Pladsen med Emirens Lig, men satte saaledes Skræk i de Vantroe, at de om Natten flygtede fra deres Leir og tabde Lysten til atgaae over Alborta (Pyrenæerne) og brydes med Afrank. At der i dette Slag faldt Muselmænd i hundredtusind Tal, er for Resten saa langt fra, at Man godt seer, det var kun Mod, de manglede, til næste Dag igien at bestorme de Christnes Fylking, som Isidor derfor ikke ueffen ligner ved »Nordiske Iisbjerge«, der kiølede godt den Arabiske Brynde.

✂ Med dette Stor-Værk træde unægtelig Frankerne ind paa den store Skue-Plads, som Christenhedens Lande-Værn, og minde os om at sige Øster-Leden Farvel indtil videre, hvad vi da ogsaa gierne giør, saa kort som mueligt

✂ Det var Haschemiten Asefah, Ætmand af Prophetens Far-Broder Al Abbas, der styrtede Ommiaderne (750), hans Eftermand Al Mansur grundede det berømte Bagdad, der blev Abbasidernes Hoved-Stad, og ved Slutningen af det Ottende Aarhundrede gjorde Harun Al Raschid en vis **) Conde I. 70. ***) Isidors Aarbog. Conde I. 81-90. *1H. »Alfatuk«. 665 Opsigt i Verden, der dog ingen Ting var imod den samtidige Keiser Karl den Stores. I Abbasidernes Dage var det, endeel Araber begyndte at dyrke Videnskaberne, men det vil dog kun sige: de lærde Græsk, oversatte endeel Bøger derfra paa Arabisk, skrev daarlige Krøniker og stræbde at bygge et Philosophisk System af Aristoteles og Alkoranen, hvad der bekom Islamismen omtrent som de Tyrkiske Leie-Tropper, hvormed Abbasiderne omgav deres Throne.

✂ Kaste vi nu et Blik paa det Byzantinske Rige, som Araberne i det Syvende Aarhundrede indskrænkede til den Thrakiske og Natoliske Halv-Øe, med en Stump af den Apenninske, da er det Vigtigste, vi see, at disse Stumper endnu udgjorde hvad der ved fælles Sprog og Dannelse hængde naturlig sammen, og maatte ganske anderledes støde Araberne fra sig end Syrien og Ægypten. Hertil kommer, at saasnart den Arabiske Begeistring [Spaanild] var slukket, maatte ikke blot den Græske Ild med alle Ruinerne af den Græske Storhed sætte Byzantinerne istand til med Held at forsvare sig mod Musel-Mændene, som mod andre Barbarer, saa Grunden hertil maa slet ikke søges hos de Byzantinske Keisere, som næsten Alle var Uslinger og kun meer eller mindre afskyelige Tyranner.

✂ Heraklios, en Statholders Søn i Afrika, som afløste Blod-Hunden Phokas, havde sin Nød med Perserne og fik Skam af Araberne, beholdt selv Thronen en heel Menneske-Alder (610-40) og Ætmænd paa den Aarhundredet ud (til 711), men disse Heraklider udmærkede sig kun ved at skiære Næse og Øren af hinanden, og Skrabe-Kagen, Justinian den Anden, var baade med og uden Næse et af de ækleste Dyr under Solen.

✂ I det Ottende Aarhundrede (717-97) stod den Isauriske Æsel-Driver Leo og hans Æt for Styret, og med dem pleie de Protestantiske Historie-Skrivere at giøre en Undtagelse1, naar de sværte Byzantinerne; men at de er ene om det, viser strax, det maa være Partiskhed, og saa naturlig den for Øieblikket er os Alle, giør vi os dog kun latterlige ved at vise den i Historien. Sagen er nemlig, at de Isauriske Keisere, og især den Midterste, Konstantin Møgtold (Kopronymos), som rasede hele tredive Aar, var svorne Fiender ad Kirke-Billeder, Helgen-Levninger, Munke og Alt hvad vi pleie at kalde Papisteri, og skiøndt vi nu ikke kan nævne noget Godt, *1H. » en hæderlig Undtagelse«. 666 de var Venner ad, eller vise, at Papister! bedre end andet aandeligt Ukrud lader sig udrydde med »Ild og Sværd,« som var de Isauriske Reformatorers eneste Vaaben1, saa synes vi [man] dog, de var nidkiære Sandheds-Vidner, som Man maa rose og, saavidt mueligt, holde deres afskyelige Tyranni tilgode. Denne Tanke-Gang behøver imidlertid kun at blive klar, for at dømme sig selv, og vi skulde derfor lade Isaurerne ligge hos de nysnævnte Heraklider uændsede, dersom deres Billed-Storm ikke havde gjort Opsigt over hele Christenheden og fundet saa almindelig Modstand, at den ved første Øiekast maa synes uforklarlig. Kun derfor maae vi giøre opmærksom paa dens Sammenhæng med Isiamismen, som en dødfødt Reformation, der havde sit kirke-historiske Moder-Skiød i et dunkelt Kiætteri fra det Syvende Aarhundrede, meget omtalt under Navn af Paulicianismen. Den samme drengeagtige Selv-Klogskab, der indbildte Mahomed, han havde slugt al Viisdom. yttrede sig ogsaa hos disse Kiættere i Armenien, Syrien og Lille-Asien, men var dog alt for svag til paa een Gang at trodse alle Levninger af aandelig Følelse og Middel-Alderens naturlige Drift til at forvexle det Synlige med det Usynlige, saa her vilde Man neppe lagt Mærke til det urimelige Indfald, naar det ikke i de Isauriske Keisere og deres haandfaste Landsmænd havde faaet saa frygtelige Apostler. Den sidste Isaurers Moder, Keiserinde Irene fra Athenen, samtidig med Karl den Store, stillede endelig saa nogenlunde Billed-Stormen, som saa ganske havde sin Tids Aandelighed imod sig, at baade det Ottende Aarhundredes Lys: Johannes fra Damask og alle de Byzantinske Skribenter forsvare Billederne og fordømme Isaurerne, som Muselmænd i Hjertet og langt værre end de i umenneskelig Grusomhed. Vist nok paastod især den første Leo, at han havde dyb Ærbødighed for de Personer, hvis Billeder han beskiæmmede; men da en berømt Munk, efter samme Tanke-Gang, traadte paa Keiserens Bryst-Billede, blev Leo saa rasende forbittret, at det er klart, han vilde i det Mindste siden vist have skaanet Billederne af hvem han virkelig ærede!

*1H. »Grunde«.

✂

Franker og Longobarder.

✂ Byzantineren Priskos, hvem vi nok huske fra Hunne-Leiren, stødte der, en Morgen-Stund, han gik og ventede udenfor en Hunne-Høvdings lukte Dør, paa en Græsk Kiøbmand, som han, til sin store Forbauselse, hørde, slet ikke længdes efter den dannede Verden, hvori, som han sagde, der kun var Ret for den Rige og Galger for Smaa-Tyve, ingen Grændse for Skatterne, ingen Ende paa Plagerne, ingen Beskyttelse mod Barbarerne og ei engang Frihed til selv at forsvare sig, mens iblandt Hunnerne hvem der turde vove sin Trøie og vilde nøies med sin Deel af Byttet, kunde leve som en Herremand.

✂ Hvorledes nu Haar-Kløveren stræbde at bevise Kiøbmanden, at det desuagtet dog var »den bedste Verden«, han i sin Blindhed vragede, det er morsomt nok at læse, men hører ikke hid; thi skiøndt Taleren, efter sit eget Sigende, pressede Taarer af Tilhørerens Øine, vilde Beskrivelsen dog aldrig overbevise os om, at Man let kan trøste sig over al Mangel paa Ret og Frihed i det daglige Liv, naar Man kun har dem paa Papiret og hører dem veltalende skildret ved høitidelige Leiligheder. Derimod kan vi, ved Overgangen til de haarde Halse i Frankrig, Italien og Tydskland, vel trænge til at mindes om, at Tilstanden hos dem var dog i Grunden langt taaleligere for en fribaaren Sjæl, end i den fine, falske, ret med Flid fordærvede Verden, saa det kommer kun af Feighed og Kiælenskab, naar vi heller vilde leve[t] mellem det Sjette, Syvende og Ottende Aarhundredes Byzantiner end mellem Franker og Longobarder.

✂ Det skal imidlertid aldrig nægtes, at Livet mellem disse bomstærke Halv-Tydskere var i det Hele saa Hunnisk, at det umuelig kunde tildrage sig Menneske-Aandens Opmærksomhed, dersom Den ikke selv, huusvild trindt om Land, havde fundet et Fristed midt imellem de ubehøvlede Krabater, hvor Den i Stilhed forberedte, hvad der under Karl den Store begyndte at skimtes og er aldrig siden forsvundet, men udstrakde sin velgiørende Virksomhed lige til os og vil giennem os, tør vi haabe, udstrække den ned til de sildigste Tider.

✂ Dette Fristed var øiensynlig Munke-Buret, hvoraf, om end først efter et Aartusindes Forløb, den store Reformator 668 udgik, og hverken dets Dunkelhed eller Nogen af de Synder, som hemmelig og aabenbar gik der i Svang, maa da bringe oplyste Folk til at miskiende denne besynderlige Kirke-Stat, der med sin strænge Orden dannede en uundværlig Modsætning til den i Verden herskende Lovløshed, aftvang, med Himlen og Evigheden til sit Maal, en uhyre verdslig og barbarisk Tid Ærbødighed for Aand, paatvang dens Hedenskab i det Mindste et Christeligt Skin, og virkede derved usigelig meget baade til at lindre den nærværende Plage og forberede en menneskelig Tilstand i lysere Tider. Naar det derfor i Protestantiske Lande [Bøger] endnu er sædvanligt, at bryde Staven over Kloster-Livet i Middel-Alderen, da maa Man rødme paa deres Vegne der kalde sig oplyste; thi naar det ei kommer af Dyriskhed, røber det dog en rasende Blindhed, med et saadant Chaos for sig, som Livet var i hine Tider, at udøse sin Galde over Giæringen af de bedste og ædleste Kræfter, fordi den ei var, hvad den umuelig kunde være: enten reen eller klar. Til Kirke-Historien hører det at vise, hvorlidet det Christus-Rige, Man i Klostrene stræbde at oprette, lignede det, der fra Apostlernes til Irenæi Dage blomstrede paa Jorden, medens den ei lader ubemærket, hvor underlig dog den himmelske Spire til et Saadant netop i Munke-Buret bevaredes; men i Verdens-Historien har vi kun Ret til at sammenligne Munkenes Christus-Rige med den Byzantinske Keisers, med Mahomeds og hvad der ellers rager frem paa Jorden, og uhyre forblindede maae vi da være, om vi, istedenfor at beundre dets Glands, kun har Øie for dets Skygge-Side, saare uskiønsomme, hvis vi, istedenfor at velsigne, tvertimod forbande dets Ihukommelse !

✂ Uden derfor at indlade os paa kirkehistoriske, end sige da paa reen personlige, kirkelige eller theologiske Spørgsmaal, opdage vi med Glæde og betragte med Ærbødighed de to Mænd i det Sjette Aarhundrede, som er Munke-Livets Patriarcher og Christus-Rigets Stiftere i Vester-Leden: Benedikt den Hellige og Gregor den Store, der, trods Alt hvad Man kan udsætte paa dem, staae i deres Tid som Menneskehedens Skyts-Engle, neddalede fra Skyerne, og har hævdet sig et udødeiigt Navn blandt dens største Velgiørere.

✂ Medens nemlig Italien ret egenlig lignede Hunne-Leiren: i Odgers (Odoakers) Dage og under Gothe-Levningens Døds-Kamp med de Byzantinske Leie-Tropper, da reiste sig i disse to Mænd Alt hvad der var tilbage af Christendom og 669 Aands-Kraft seierrig mod det herskende Barbari og Hedenskab, og medens det er klart, at vi kende Kampens Love langt bedre end de, bliver det dog et stort Spørgsmaal, om vi i deres Sted vilde havt Mod til at vove nogen Kamp, end sige Kraft til at vinde den mageløse Seier, hvis Frugter vi have nemt ved at høste.

✂ Benedikt fra Norcia mellem Apenninerne (i det gamle Sabiner-Land) var Skole-Drengi Rom, da Odger og Thjodrik droges om Landet; men den verdslige Viisdom smagde ham ikke, saa han, kun fjorten Aar gammel, »vankundig med Flid og viselig ulærd« (scienter nescius et sapienter indoctus), flygtede til Ørken og forstak sig i en Klippe-Hule, medens Thjodrik den Store forgiæves stræbde med Mand-Viid og Kæmpe-Styrke at betvinge Uhyret i sin Barm og i sit Rige. Først da Thjodrik var borte, traadte Benedikt for Lyset og stiftede (omtrent 528) Klosteret paa Monte Cassino, ved Ponte Corvo i Samniter-Egnen, der, som Benediktiner-Ordenens Moder-Skiød, er blevet berømt over hele Christenheden, og det med Føie; da alle Sydens Stater, alle Nordens Kirker, og hele den store almindelige Høi-Skole, maa betragte det som deres Vugge. Det var nemlig ikke det Østerlandske Munke-Væsen, Benedikt indførde, men netop det, han, efter selv at have prøvet det, fortrængde, deels som ufrugtbart og deels som overspændt, i det han stræbde at indføre en Regel, ei blot beregnet paa Andagts-Øvelser i Sværmer-Aarene, men paa hele Livet, med alle dets Kræfter og Skrøbeligheder, og paa hele Menneskehedens Tarv. I hans Kloster skulde ingenlunde den udvortes Spægelse, men den Indvortes, som er Lydighed og stræng Orden, være Hoved-Sagen, og Legems-Arbeide, Boglig Konst og Skole-Hold gaae Haand i Haand med Andagts-Øvelser, og Brødrene saaledes, mens de forarbeidede deres egen Salighed, baade lære og vise Barbarerne, hvorledes Frihed og Lydighed, Himmel og Jord, Arbeide for Tiden og for Evigheden lod sig godt forbinde, og førde da Velsignelsen med sig.

✂ Dette, følde ikke blot alle fromme men ogsaa alle kloge Mænd i hine tøileløse og ryggesløse Dage, var en stor og herlig Tanke, saa at endnu før Benedikts Død (542) udbredtes Ordenen ved hans Discipler Maurus og Placidus til Frankrig og Sicilien, og de mange Smaa-Mirakler, Man snart vidste at fortælle om Munke-Faderen, hvor daarlig de end ellers maae findes 670 hjemlede, var dog unægtelig kun Billinger af det Store, han gjorde paa hele sin Tids-Alder*).

✂ Imellem Frankerne forvildedes imidlertid, efter deres egen Bekiendelse, den ny Orden meget snart, og endnu før kom Longobarderne til Italien, hvor de foer frem som vilde Hedninger og forstyrrede selv Klostret paa Monte-Cassino (586), saa Munke-Faderen var dog i Grunden blevet sønneløs, hvis ikke et Aars-Tid før hans Død Gregor den Store var kommet til Verden og havde, langt meer ved at træde i hans Spor end ved at skrive hans Lov-Tale, sikkret ham en varig og velsignet Ihukommelse.

✂ Dengang nemlig Benediktinerne maatte rømme Marken for Longobarderne, tyede de til Rom, som vel ikke meer var Verdens Hoved-Stad, men dog Sædet for Apostlernes Eftermand og for den høieste Dannelse, der end fandtes i Vester-Leden, og i denne mærkværdige By, som vi aldrig giennem Middel-Alderen kan tabe af Sigte, traf de den store Beundrer af Munke-Faderen, høivelbaaren, rig og æret, og derhos, efter Tidens Leilighed, udmærket lærd og veltalende. Den gode Modtagelse, Benediktinerne fandt i Rom, hvor de længe dvælde i det saakaldte Lateranske Kloster, maa da vist for en stor Deel tilskrives Gregor, ligesom det sikkert var Omgangen med Benedikts Discipler, der havde bestemt denne rige Romerske Prætor [(Overdommer)] til at slaae sig fra Verden, giøre sit Huus til et Kloster, hvori han selv blev Munk, grunde sex Klostre paa Sicilien og uddele Resten af sit Gods iblandt de Fattige. Gregor var imidlertid snart kommet ud af Munke-Livet, for som Pavelig Gesandt at gaae til Konstantinopel, og da den store Landfar-Sot, efter en farlig Oversvømmelse af Tiberen, hjemsøgde Rom (omt. 589), blev Gregor eenstemmig valgt til Biskop, efter Pelagius, der selv var et af de første Offere for Lande-Plagen **).

✂ Hvorlidet denne Stilling var efter Gregors Sind, bevidner ikke blot hans Vægring og hyppige Klager over de mange verdslige Forretninger, der laae til den Romerske Bispestol, men især hans kort tilforn mislykkede Forsøg paa at gaae som Missionær til Britannien og [at] omvende de hedenske Angel-Sachser; men da han ogsaa som Biskop i Rom erhvervede sig Hæders-Navnet: Angel-Sachsernes Kirke-Fader, maae vi **) Gregor den Stores Samtale (Dialoger) II. Cassino-Krøniken I. 1. ***) Gregor den Stores Levnet af Paulus og af Johannes Diaconus. 671 nødvendig finde, han, ved at bestige det Apostoliske Sæde, kom paa sin rette Hylde; thi Italien trængde høit til en »Geistlig Fyrste«, der kunde indskyde de altfor Verdslige Ærbødighed, og den ny Dannelse, der spirede i Vester-Leden, trængde som en fin og spæd Plante under en raa Himmel-Egn, til den omhyggeligste1 Pleie af en saadan Statholder for Aanden, som Bispen i Rom med Gregor den Store begyndte at være.

✂ Dette er, Man sige for Resten hvad Man vil om [Kirke-] Fyrsten, der kaldte sig »Guds Tjeneres Tjener«, Bemærkninger, som giør sig selv, naar Man med aabent Øie betragter Franker og Longobarder, og med dem, som det efter Gothernes Undergang syndes2, Vester-Ledens eneste Haab.

✂ Om Longobarderne fortæller deres egen Saga-Mand i Karl den Stores Dage, Povel Varnefredsøn, at de var fra Nørre-Leden og hedd oprindelig Vendler eller Vendelboer, men fik deres bekiendte Navn, som betyder de Lang-Skiæggede, af Odin (Vodan) selv ved en egen Leilighed. De skulde nemlig engang slaaes med Vandalerne, som var Odins Yndlinger, og i den Nød tyede deres Høvdingers Moder Gambara (vor Kæmpe-Vises gamle Fru Birthe)3, som var en klog Kone, til Frigga, der ikke blot røbede, at Odin havde lovet det Folk Seier, han næste Morgen ved Solens4 Opgang først fik Øie paa, men gav det gode Raad, at Vendlernes Kvinder paa den Time skulde stille sig med udslaget5 Haar for den østre Glug, som Odin vilde see ud ad. Det skedte, og da Kvinderne strax faldt Odin i Øinene, spurgde han, hvad det var for Skiægge-Mænd, hvorpaa Frigga anmærkede, at havde han givet dem Øge-Navn, fik han nu ogsaa skiænke dem Seier i Tilgift*).

✂ Heraf kan Man nu troe hvad Man vil, naar Man kun ikke overseer det gyldne Vidnesbyrd om at Longobarderne dyrkede Nordens Guder; thi uden at tale om Andet, sad det Skiæg, de fik Navn efter, snarere paa Relingen af deres Lang-Skibe end paa Hovedet af deres Fruer, og da Velleius Paterculus allerede tidlig i det Første Aarhundrede veed af Longobarder ved Elben at sige, maa Navnet være ældre end den Fru Gambara, der i det Allerhøieste levede tolv Menneske-Aldere før Alfvin 6 (Alboin) Edvins (Audoins) Søn, som seent i det Sjette Aarhundrede førde Longobarderne til Italien.

**) Povels Longobarder-Krønike I. 7-9. *1H. »omhyggelige«. *2H. »som det syndes, efter Gothernes Undergang,« *3 Disse 5 Ord mangler i 2. Udg. *4H. »Soels«. *5H. »udslagne«. *6H. »Ælfvin«. 672

✂ Hvordan i Øvrigt disse Godtfolk havde turet om, siden, som det hedder i Visen: Ebbe (Iver) og Aage de Hellede (Helte) froe »siden de for Hunger af Skaane drog«, kan her ikke komme i Betragtning, men i Prokops Dage boede de ensteds i Ungern og forstærkede Narses mod Totilas med en udvalgt Trop under Prinds Alfvins Anførsel. Saaledes gjorde de Bekiendtskab baade med det smukke Italien og med alle dets Svagheder, og det kunde være Grund nok til det følgende Indbrud, men Man fortæller imidlertid, at da Narses faldt i Unaade hos Justinian den Stores Eftermand, Justin den Yngre, og blev afsat fra Italiens Bestyrelse, skal han selv under Haanden have indbudt Alfvin, ja, det hedder end ydermere, at det især var Keiserinde Sophie, der havde1 spottet med hans Skade og sagt, han hørde til Rokken i Fruer-Stuen, hvorover han i sin Harme lovede at rende hvad Keiserinden i alle sine Dage nok skulde bare sig for at trende *).

✂ Dog, hvad der end var Anledningen, saa brød Kong Alfvin op ved Paaske-Tider 568, ikke blot med Krigs-Hæren, men med alle dem, der kunde baade krybe og gaae, fik over 20000 Sachser og allehaande Barbarer i Ledtog med sig, og brød saa over Alperne ind i Italien**). Friuli [(Friaul)]2 var den første Stad, der faldt i hans Hænder og der satte han sin Marsk og Frænde Girulv til Hertug og Grændse-Vagt, hvad Girulv dog kun bekvemmede sig til at være, paa det Vilkaar, at han beholdt hos sig Endeel af de ypperste Slægter og af de ædleste Heste***). Alfvin gik nu videre og synes ei at have mødt nogen mærkelig Modstand, undtagen i Pavia, som han maatte beleire hele tre Aar, og lovede derfor høitidelig at lade alle Indbyggerne springe over Klingen; men hans Hest var ædelmodigere [end han], thi da han holdt sit Indtog, lagde den sig med ham i Porten og vilde hverken lystre Ride-Pidsken eller Sporerne, førend Alfvin tog sit Ord i sig og lovede at lade Naade gaae for Ret†). Hermed endtes imidlertid ogsaa Alfvins Seiervindinger, thi kort efter blev han myrdet, ved Forræderi af sin Dronning Rosemund, en Gepidisk Konge-Daatter, af hvis Faders Hoved-Skal han havde gjort en Drikke-Skaal, som han engang i Fuldskab nødte Rosemund til at tømme ††).

**) Longobarder-Krøniken II. 1. 5. ***) Sammest. II. 6-7. 26. ****) Sammest. II. 9. *†) Sammest. II. 27. *††) Sammest I. 27. II. 28. *1) H. »at Keiserinde Sophie havde«. *2H. »Friaul «. 673

✂ Efter Alfvins Mord gjorde Longobardernes mange Hertoger sig uafhængige, og lod i hele ti AarThronen staae ubesat; men den Byzantinske Statholder (Exarch) i Ravenna drog dog ingen Fordeel deraf, og Togene som de Frankiske Fyrster for Byzantinske Penge gjorde over Alperne vandt heller Ingen ved, uden de, der med Byttet kom i Behold, saa Man maatte tænke, Longobarderne havde været Mestere i den Kunst at bringe mange Hoveder under een Hat, dersom ikke den samtidige Gregor den Store betroede os, at vilde hans Guds-Frygt tilladt ham at lave Blod-Bad, skulde Longobarne ligesaalidt beholdt Hertuger eller Grever, som Konger og Fyrster *).

✂ Det vilde imidlertid ligesaalidt været det Apostoliske Sædes, som Italiens og Verdens Gavn, om Byzantinerne var kommet til at spille Mester, og Gregor, som selv følde han var mindre Romernes Biskop end Longobardernes**), vandt virkelig disse Vildmænd saavel for Menneskeheden som for Kirken, især ved Hjelp af den Baierske Fyrste-Daatter Thjodlinde, som, da Longobarderne igien tog sig en Konge, blev deres Dronning***). Thjodlinde, som selv var christnet, og bar dyb Ærbødighed baade for Gregors Embed og Lærdom, gjorde sig nemlig saa elsket blandt Longobarderne, at de efter hendes første Gemahls (Othars) Død, tilbød at give den Kronen, som hun gav sin Haand, og nu valgde hun Hertug Aage (Agilulf)2 af Turin, hvem hun ikke blot formaaede til at antage Christendommen men ogsaa til at holde Fred med Rom†).

✂ Hermed endtes det Sjette Aarhundrede, og i det Syvende er det især Kong Grimvald, der for et Øieblik tildrager sig vor Opmærksomhed, fordi det var i hans Dage Byzantinerne sidste Gang prøvede paa igien at rive Italien til sig.

✂ Det var Herakliden Konstans, som i Midten af det Syvende Aarhundrede, efter at have ladt sig slaae til Søes af Araberne, og ved Brodermord og andet Tyranni gjort sig forhadt i Byzants, vilde giøre3 det Mester-Stykke at styrte **) Longobarder-Krøniken II. 32. IV. 301. Gregors Breve IV. 47. ***) Gregors Breve I. 31. ****) Longobarder-Krøniken IV. 5-6. *†) Sammest. III. 31. 36. IV. 8-10. *1 Saaledes i H. *2 2 Udg. »Agilulf (Eiulf)« *3H. »gjort«. 674 Longobardernes Throne, for saa igien at reise sin i det evige Rom*); men en feig Tyran kunde aldrig valgt et uheldigere Øieblik til at sanke Laurbær i Italien, end da Grimvald stod for Styret. Han var en Søn af Hertug Girulv i Friuli, og da Avarerne i hans Barndom indtog Staden, vilde En af hans ældre Brødre slaaet ham ihjel paa Flugten, for at han ikke skulde falde i Fiendens Hænder, men Grimvald sagde: nei, det behøves ikke, jeg kan godt holde mig paa Hesten, og derved fik han Lov at leve. Siden, da en samvittighedsløs Byzantiner stjal Livet af hans ældre Brødre, flygtede Grimvald til sin Foster-Fader Erik (Arrichis) som var Hertug i Benevent, blev det [Hertug] efter ham, og bemægtigede sig omsider Kronen, da to Sønne-Sønner af den Baierske Thjodlindes Broder (Godbert og Berthard) kivedes om den. Selv slog Grimvald Frankerne, der som sædvanlig vilde fiske i rørte Vande, men sin Søn Rumvald havde han sat til Hertug i Benevent, hvor han nu blev beleiret af Keiser Konstans og trængdes saa hardt af den Byzantinske Krigs-Konst, at han maatte kalde sin Fader til Hjelp. Saasnart imidlertid Keiseren hørde, at Longobarder-Hæren var paa Benene, ophævede han Beleiringen og trak sig tilbage til Neapel. Herfra sendte han vel en Høvding, som Longobarderne kalde Sabur (Sapor) med 20000 Mand for at knuse Rumvald; men Hærene mødtes knap i aaben Mark, før Skrællingerne følde, det gjorde ingen Gode at brydes med Kæmper; thi da den Kongelige Vaaben-Drager Amelung ikke blot stak en Rytter af Sadlen, men legede Himmel-Spræt med ham, da flygtede Byzantinerne og lod sig heller tage i Nakken af Døden end gaae den under Øine. Keiseren, som nu fandt, de Fremmede var ham for stærke, maatte da nøies med at mishandle og udplyndre sine Egne, og især gik det ud over Rom, som han i tolv travle Dage stræbde at berøve alle dens Kostbarheder, saa han endogsaa tog Kaabber-Taget af Pantheon, der nu var omdøbt til et Tempel for vor Frue og alle Helgene**).

✂ Hertugdømmet Benevent, der til en Tid udstrakde sig næsten over hele Nedre-Italien, beholdt Grimvalds Æt giennem flere Aarhundreder, men den Lombardiske Krone, som Grimvald med stor Hæder bar en halvsnes Aar, vendte strax efter hans Død (671) tilbage til den landflygtige Berthard, og forblev hos Thjodlindes Slægt til Begyndelsen af det Ottende Aarhundrede, da Denne, ved at rase mod sig selv, forspildte **) Kedrens Byzantinske Aarbog. ***) Longobarder-Krøniken IV. 38. 40. 41. 46. 48. 50. 53. V. 5-11. 675 sin Lykke og forkortede selv sine Dage. Da steg Asbrand, en Ven af Huset, men landsforvlist for sin Troskab mod Berthards umyndige Sønne-Søn, og hans Søn Lodbrand (Luitprand) førde næsten i en heel Menneske-Alder (711-43) Spiret med Æren, medens Araberne tog Spanien, men fandt, tildeels ogsaa ved hans [Lodbrands] Forbund med Karl Hammer, deres Grændse i Frankerig*).

✂ I Lodbrands Dage var det, de Isauriske Keisere, ved at bestorme Billederne, ret egenlig fægtede med Skygger og mistede derved, iblandt Andet, næsten al deres Magt og Indflydelse i Italien. De Romerske Biskopper tog nemlig Billederne i Forsvar, og da de Byzantinske Tyranner vilde giøre dem til Martyrer for det, benyttede Gregor den Anden og den Tredie (715-41) Folke-Troen og andre gunstige Omstændigheder til at giøre baade sig og Rom uafhængige. At Exarchatet derved blev en Stad mindre, havde vel i sig selv ikke stort at betyde, men at Byzantinerne fik Apostlernes Eftermand imod sig, som hidtil havde været deres bedste Støtte i Vester-Leden, det spaaede Exarchatets Undergang, der ogsaa alt under Lodbrand øiensynlig nærmede sig og paafulgde under hans Eftermænd Rakke og Astulv**).

✂ Disse to Brødre var Sønner af Hertug Pemme i Friuli, og havde nær bragt Bisperne i Rom til at fortryde deres Opstand mod Byzantinerne; thi det var haarde Halse, og for Astulv især var ingen Ting hellig, men til Roms og hele Verdens Lykke havde Frankrig nu i Karolingerne faaet en Herre-Slægt, der, uden at være enten nøisom eller blødsøden, dog havde Endeel tilovers for Kirken og fandt det derhos meget bekvemt, som den hellige Faders Vaaben-Dragere, at udvide deres Herredømme syden for Alperne***).

✂ Hermed vender Historien sig da1 til Frankerne, som i det Otten de Aarhundrede naaede at foreskrive hardtad alle de bekiendte Folk i Vester-Leden Love, men dog maae vi endnu engang i Forbigaaende standse ved Klostret paa Monte Cassino, thi det blev i Aarhundredets Løb, under Gregor den Tredie, opbygt paa Ny, og inden dets hellige Mure træffe vi ikke blot **) Longobarder-Krøniken V. 33. VI. 1. 17-22. 35. 46. 50. 53. 58. ***) Sammest. VI. 49. Kedrens Byzantinske Aarbog. Gibbon XLIX. ****) Cassino-Krøniken I. 9. *1H. » da Historien sig« 676 Longobarder-Kongen Rakke og Franke-Drotten Karloman, der godvillig ombyttede Purpur-Kaaben med Munke-Kappen, men ogsaa næsten alle vore historiske Ledsagere*). Navnlig møde vi der Povel Varnefredsøn, hvis Longobarder-Krønike, som, desværre, slutter med Lodbrand, ei blot er den Eneste, vi har, men vel den Ypperste af alle1 Middel-Alderens Latinske Krøniker, livlig, klar og, saavidt mueligt, udstrakt til hele Christenheden. Denne Hæders-Mand var selv en Longobard, hvis Tip-Oldefader indvandrede med Alfvin og nedsatte sig i Friuli, hvorfra hans Sønner vel blev ført i Fangenskab af Avarerne, men En af dem fandt dog Vei tilbage over Bjergene og blev Stam-Fader til vor Povel: [der var] Haand-Skriver hos den sidste Longobarder-Konge, Desiderius, og [var] denne sin gamle Herre for tro til at tjene den Ny tiltakke, skiøndt den Ny var Karl den Store. Denne Herre, som fattede Mistanke til ham, sparede imidlertid Skriverens Hænder for hans Hoveds og Hovedet for Hændernes Skyld, og skiøndt Povel siden flygtede fra sit Forviisnings-Sted (de Termiliske Øer) til Benevent, hvor hans gamle Herres Daatter var gift med Hertugen, saa sendte Keiser Karl ham dog en meget venlig Hilsen, da han omsider slog sig fra Verden og levede for Himlen i Klostret paa Monte Cassino**).

✂ I det vi nu vende os til Frankerne, hvem deres Saga-Mand, Øm eller Høm (Aimo), i det Tiende Aarhundrede, lader nedstamme fra Trojanerne, maae vi lade det staae ved sit Værd, om de var af Tydsk eller Nordisk Herkomst, og blot bemærke, at deres Herre-Slægt kaldtes Merovinger, og sagdes at nedstamme fra en Havmand, saa det vel egenlig burde hedde: Mere-Vikinger dvs. Sø-Haner***). Mellem en heel Deel Høvdinger af denne »haarfagre« Slægt var Herredømmet deelt, indtil Hilderiks Søn Ludvig 2 (Chlodvig), i Slutningen af det Femte og Begyndelsen af det Sjette Aarhundrede (481- 511), ved at udrydde hele sin Slægt, blev den eneste Meroving.

✂ Denne Ludvig var det, som fra Nord-Ost brød ind i Gallien, efter det Vestlige Riges Opløsning, tog Soissons, med hvad dertil hørde, fra Romeren Syagrius, og stræbde at skille saavel Visi-Gother som Burgunder ved deres Deel af **) Cassino-Krøniken I. 4-8. ***) Longobarder-Krøniken IV. 39. Cassino-Krøniken I. 17. ****) Alberik Munks Aarbog under 420. *1 2. Udg. »hører til de ypperste af« *2H. »Lodvig« 677 Byttet. Det vilde sikkert ogsaa lykkedes ham, hvis ikke Thjodrik den Store i Ravenna [Verona] havde standset og overlevet ham; thi selv nu gik han baade over Saone og Loire, som skulde sat ham Grændser, og banede med Vold og List sine Sønner ypperlig Veien til Enevolds-Magt

✂ Vel naaede de fire Ludvigs-Sønner, af hvilke den Sidste Lotter 1 (Chlotar) levede til 561, ikke at skille Visi-Gotherne ved Septimanien eller Languedok; men derimod havde de ikke blot den Fornøielse at indtage det Burgundiske Rige, som foruden Bourgogne og Lyon indbefattede hele Schweits, men benyttede ogsaa Oster-Gothernes Vanheld til at bemægtige sig Dauphinee og Provence, og udstrakde paa en Maade deres Spir baade over Batavien og Thyringen, Baiern og Swaben*).

✂ Man indseer imidlertid let, at Udstrækning i Rummet kan hverken sikkre Riger eller Fyrster Navnkundighed i Tidens Længde, naar der ellers ikke er noget Mærkværdigt ved dem, og den første bekiendte Meroving havde sørget for, at hans Ætmænd, hvor bøddelagtig de end behandlede deres næste Frænder, dog ei derved kunde udmærke sig, men blot vise, at Æblet falder ikke langt fra Træet. Uagtet derfor Lotter omsider blev den eneste Arving til Merovingernes Magt og Eftermæle, vilde han dog ingen Plads finde her, hvis ikke det Frankiske Rige siden havde faaet meer at betyde; men dertil var Grunden allerede lagt ved Ludvigs Optagelse i den Romerske Kirkes Skiød.

✂ Vist nok hængde det kun meget maadelig saramen med den Franske Christendom, saa det maa synes en underlig Partiskhed af det Apostoliske Sæde, at give Ludvig Titel af »den allerchristeligste« Konge, men naar vi huske, at paa den Tid var alle de døbte Tydskere og Nordboer Arianer, da maae vi finde det ganske naturligt, og naar vi ikke spørge, hvad Nytte Frankerne havde af Kirken, men hvad Nytte den havde af dem, vil Sagen findes i sin Orden. Det var Ludvigs Dronning, den Burgundiske Prindsesse Hrodhild (Chrothilde), der saa idelig indskiærpede ham Christi Almagt, at da han i et Slag med Allemannerne forgiæves havde anraabt sine Fæderne-Guders Bistand, paakaldte han Christus, med det Løfte, at vandt han Seier, vilde han lade sig døbe. Dermed var **) Sismondis Franske Historie I. 6. *1 H . »Lodver« 678 Kiøbet sluttet, Ærke-Bispen i Rhelms døbde Franke-Drotten med 3000 af hans Følge-Svende*), og al den Frugt, Man heraf kunde vente, var unægtelig et Slags Haab om at finde Raad mod Uraad i den Christne Kirke, og en vis Ærbødighed for Bisper og Præster, men især for Ypperste-Præsten i Rom, som havde Nøglerne til Himmerig og var saa langt fra Haanden, at han stod ingen Franke iveien. Sligt vilde nu sagtens Apostlerne selv knap fundet værdt at nævne, men deres Romerske Eftermand fandt, det var store Ting, hvorfor Man maatte see igiennem Fingre med Meget, og medens det blev hans [Bispens] egen Skade, at »han holdt Kiød for sin Arm«, var det unægtelig til Verdens store Gavn, at »Ordets skriftkloge Tjenere,« da de var blevet svage i Aanden, fik verdsligt Rygstyd, ligesom Man heller ikke let skal sige, hvilke aandelige Vaaben der vilde bidt paa hine Tiders Franker og Longobarder.

✂ Lotter Ludvigsøn efterlod fire Sønner, som efter Frankernes Lov deelde Magten imellem sig, men efter Merovingernes Skik, stræbde ærlig at skille hinanden ved den saavelsom ved Livet, og skiøndt Damerne havde overordenlig Indflydelse hos disse Fjerdings-Fyrster, i Paris, Orleans, Soissons og Metz, var det dog Synd at sige, de gjorde dem blødsødne.

✂ Det er Sigberts [(Sigurds)] Dronning Brynhild og Hilfriks (Chilperiks) Fredegunde, der har faaet Skyld for alt det Onde, som var saare meget, der skedte Landet rundt i et halvt Aarhundrede, men, uden at tale om, at de i den hellige Guntrams Dronning, Æstergild, havde en farlig Medbeilerske til Jesabels-Rangen**), maa Man dog huske, det er i alle Maader Mændenes Skyld, naar Kvinderne raade. Det er da ikke for at gaae irette med de længst hensovne Franke-Dronninger, vi et Øieblik dvæle ved deres Ihukommelse, men fordi de virkelig, som Heltinder paa den Franske Skue-Plads, har en fjern Lighed med Brynhild og Gudrun, Heltinderne i det store Gothiske Sørge-Spil, og fordi den Ene af dem aabenbar var født til en Dronning i Middel-Alderen. Medens vi derfor lade det staae ved sit Værd, om Fredegunde havde mere Adkomst til at hedde den Franske Jesabel, end hendes Hosbond til at at hedde den Franske Nero, maae vi bemærke, at den Visi-Golhiske Prindsesse Brynhild, som i næsten 50 Aar (566- 613) spillede en udmærket Dronning-Rolle i et fremmed og fiendtligt Land, efter et Øiens-Vidnes Beretning, var ikke blot **) Gregors Franke-Krønike II. 27-31. ***) Sammest. IV. 25. V. 17. 35. 679 smuk og indtagende, men ogsaa høvisk, klog, og majestætisk*), medens Gregor den Stores Breve til hende bevidne, at hun baade havde viist megen Deeltagelse i den store Angel-Sachsiske Missions-Sag, der var hende anbefalet, og betragtedes af Paven som aandelig Syster til Thjodlinde**). Hun var imidlertid i en slibrig Stilling og i slet Selskab: hendes Syster, som var gift med Kong Hilfrik, havde han ladet myrde, for at tækkes Fredegunde, selv blev hun, ved samme Dronnings Omsorg, tidlig Enke ***), og havde, som Formynderske, først for sin Søn og siden for sine Sønne-Sønner, ei blot en uforsonlig Medbeilerske at frygte, men mange haarde Halse at behandle, saa det var intet Under, om Exemplet smittede og Gemyttet forbittredes; men Biskop Gregor af Tours, som har afmalet sine Samtidige og kiendte de første tredive Aar af hendes Dronning-Liv, ymter dog ei engang derom, og hvad senere Krøniker melde om hendes Grusomhed og Løsagtighed i Alderdommen har da ikke stort mere Vægt, end hvad hendes Bøddel Fredegundes Søn, bebreidede hende: at hun var Skyld i ti Kongers Død, hvoriblandt han ikke blot regnede hendes egen Mand, Søn og Sønne-Sønner, men selv hendes Børne-Børns Børn, som han selv udrev af hendes Arme og lod myrde †). Derimod er det vist, at Efter-Slægten tillagde hende næsten alle de prægtige Bygninger og andet Sligt, Man fandt i Landet ††), og hendes Hoved-Feil synes, ligesom Gothernes i det Hele, at have været en urimelig Forkiærlighed for alt Romersk. Hvad der styrtede hende, var da ogsaa de raa men kjække Øst-Frankiske Høvdingers Forbund med Fredegundes Søn: Lotter den Anden, der lod hende sønderrive af Heste †††).

✂ Naar Man samler et Rige ved at sønderrive Kvinder og Børn, da sammenknyttes det i alt Fald ikke med Kiærlighed, som er »Fuldkommenheds Baand«, og hvor Helte-Gierningen er idel Udaad, krones den kun værdig med en evig Ulykke, saa Fredegundes Æt, som i halvandet hundrede Aar beklædte Frankrigs Throne, havde ondt ved enten at faae et roligt Sæde eller en lyksalig Regiering. De er derfor ogsaa kun blevet historisk mærkværdige i en Sum, som Skygge-Kongerne, om hvilke en Byzantiner giver den korte men fyndige Beskeed, at Man **) Gregors Franke-Krønike IV. 27. ***) Gregor den Stores Breve VI. 5. 59. IX. 11. XI. 62-63. XIII. 6. ****) Gregors Franke-Krønike IV. 28. 51. *†) Fredgers Frankiske Aarbog 24. 27-29. 41. *††) Øms (Aimos) Franke-Krønike IV. 1. Sismondi I. 9. *†††) Fredgers Aarbog 19. 39. 680 kalder dem »de Langhaarede«, fordi de har ligesom Svine-Børster langs ned ad Ryggen, og Man seer dem aldrig uden ved Mai-Gildet, hvor de tilbedes af Folket; for Resten æder og drikker de kun som Umælende, medens Huus-Hovmesteren regierer baade over dem og deres Rige*). Denne mageløse Stald-Foring begyndte allerede med Lotter eller Lod ver den Andens Søn, Dagobert, og naar Historie-Skriverne beklage, at de ikke engang kan hitte Rede i Raden af alle disse Langhaarede, end sige i deres Slægt-Register, da synes de at glemme, at i Historien kan Talen ligesaalidt være om som for de Umælende.

✂ Vi maae da holde os til Huus-Hovmesterne (majares domus) eller Rigs-Drosterne, og mellem dem møde vi da ogsaa strax Karolingerne, men hele det Syvende Aarhundrede maae vi dog springe over, for selv om dem at høre Noget, der er værdt at fortælle. Vel hedder det nemlig i Forbigaaende, at det var Karl den Stores Stam-Fædre, Biskop Arnulf i Metz og en vis Pipin, Karlomans Søn, der stod i Spidsen for Stormændene paa Øster-Siden (i Austrasien), da de gjorde Forbund med Lotter mod Brynhild, og at de gav saavel ham som Dagobert mange gode Raad; men da de samrne Konger, saavidt vi veed, ei gjorde Andet end Ondt, maae vi lade Raadenes Godhed staae ved sit Værd, som meget tvivlsom og heel ubetydelig. Den anden Pipin, Asgisels Søn, som skal have været Arnulfs Sønne-Søn, veed vi nok, opsvang sig til Herre baade Øster og vesterpaa, og sloges rask med Bairer, Friser og Andre, som ei vilde lystre; men hvad han sloges for meer end sin egen Fornøielse, og om han vilde Andet med Magten end have og holde den, det veed vi ikke; saa han er kun blevet os mærkværdig ved sin Søn: Karl Hammer (Martel), i hvem den ny Herre-Stamme begyndte at udfolde sig.

✂ Hvad der gjorde Karl Hammer udødelig var nu vel hans berømte Seier over Araberne ved Tours (732), eller rettere hans langvarige, seierrige Kamp med dem om Languedoc, hvorved Pyrenæerne blev Christenhedens faste Skiel-Stene; men Seiren vilde dog hverken æret ham eller gavnet Christenheden, hvis der ikke i Gallien med det Samme var begyndt en bedre Tingenes Orden, end der [det] i de to Merovingiske Aarhundreder nogensinde tegnede til.

✂ Det er nemlig, som en berømt Historie-Skriver (Sismondi) **) Kedrens Byzantinske Aarbog under Leo Isaurers syvende Aar. 681 har bemærket, ganske klart, at den Franke-Trop, derunder Ludvig indtog Gallien, allerede i Løbet af det Sjette Aarhundrede ei blot glemde sit Moders-Maal, men tilsatte alle sine Kræfter paa at tilegne sig Galliske Sæder og Laster, saa det er en ny Franke-Stamme der med Karolingerne bryder ind fra Rhin-Egnen, og viser, især under Karl den Store, anderledes baade Drift og Kraft til at danne sig efter Fortidens Hoved-Folk og efterligne deres Stor-Værk. Naar vi saaledes opmærksom betragte den Skildring, Biskop Gregor fra Tours, i Ludvigs Sønne-Sønners Dage, har givet os af sin Tid, da see vi strax, at de Merovingiske Franker knap brød sig om Andet end hvad der lod sig æde, drikke eller giøre i Penge, saa alt Aandeligt var Gallerne overladt, blandt hvilke Gregor skinnede som et stort Lys, skiøndt han aabenbar kun var en lille Praas paa den hellige Martins Grav, hvorved Man ikke saae rettere, end at Aanden var gaaet alt Kiøds Gang og maatte, for at giøre Mirakler, igien manes op af hellig Jord. Daglig sank de saakaldte aandelige Fædre dybere, saa hvad der under Skygge-Kongerne endnu kaldtes Christendom og Boglig Konst, var dem i det Hele fuldkommen værdigt, som vi kan see paa det Skrivsammen, hvormed en Fredger Skoledreng (Scholasticus) i Midten af det Syvende Aarhundrede vilde fortsætte Gregors Franke-Krønike; thi uden at tale om Stilen, der er som i vore Skole-Drenges Stile-Bøger, kan Man neppe ubeseet tænke sig et saadant Forbund mellem raa Tænke-Maade, annalistisk Tørhed og vrævlevurn Munke-Præk, som her er lagt for Dagen. Saalidt nu end de tydsktalende Franker, der giennem det Syvende Aarhundrede tilkæmpede sig Over-Magten, udmærke sig ved Aand eller Dannelse, saa havde de dog med Moders-Maalet beholdt de ædlere Natur-Kræfter, og skiøndt Karl Hammer slet ingen Samvittighed gjorde sig over at slaae Galliske Bisper ihjel og give sine raa Kæmper deres Indtægter, beskyttede han dog de Tydske Evangelister, og traadte i et venligt Forhold til det Apostoliske Sæde, som fik afgiørende Indflydelse paa den Herre-Stamme, han var af, og paa det Rige, den kom til.

✂ Det var, som vi veed, Longobardernes Nærighed, der nødte Paverne til at søge Fransk Understøttelse; thi vel see vi af Gregor den Andens Torden-Breve til den Byzantinske Billed-Stormer*), at han betragtede Longobarderne som et ** Barons kirkehistoriske Aarbøger under A. 726. 682 godt Rygstyd; men allerede hans Eftermand, Gregor den Tredie, der aldeles rev sig løs fra Keiseren, kunde dog ikke forliges med Kong Lodbrand, og da han klagede til Karl Hammer over den Longobardiske Ugudelighed, gjorde Lodbrand Forbund med Byzantineren for at tugte ham tilgavns. Gregors sidste Brev til Karl er derfor ligesaameget en Beklagelse over Franke-Drottens Lunkenhed, som over Fiendens Grumhed, men Man seer dog godt at Hjelp fra den Kant er hans sidste Haab, som han ingenlunde har opgivet*), og Karl vidste nok, det var hverken hans gode Ven Lodbrands Mening at skaffe Byzantineren Rom igien, eller at forgribe sig paa det Apostoliske Sæde, saa det var kun Gregor selv han vilde tugte for hans Ledtog med de opsætsige Hertuger i Spolet og Benevent Saasnart derfor Gregor var død, ret mærkeligt, samme Aar som Karl og Leo, (741), forligde Lodbrand sig strax med hans Eftermand Zacharias, en Græker af Herkomst [Byrd], fiin og smidig, som, uden at støde enten Longobarder eller Byzantiner, gjorde sig Karl Hammers Søn, Pipin den Lille, uendelig forbundet, ved et Orakel-Svar, der satte den regierende Rigs-Drost paa Thronen og puttede Skygge-Kongen Hilderik den Tredie i et Kloster (752)**). Den ene Artighed er den Anden værd, saa det var ikke meer end billigt, at den ny Konge, af Guds og Sanct Peders Naade, tog sig kraftig af det Apostoliske Sæde, som varden bedsteStøtte for hans Throne, og det gjordes nu høilig behov; thi neppe var Zacharias død, før Longobarder-Kongen Astulv stod for Porten, og han havde1, som det synes, ikke mindste Begreb om, at Rom var mere hellig end Ravenna, eller at Man havde mere Grund til at skaane Biskoppen der, end andre rige, vaabenløse Folk. Den ny Pave, Stephan den Tredie, ydmygede sig kun forgiæves for Longobarden, men gik nu selv over Alperne for at bønfalde den allerchristeligste Konge og, efter i Paris høitidelig at have salvet baade Pipin og hans Sønner, vendte han tilbage med en Franke-Hær som snart nødte Astulv til at give Kiøb. Pipin lod sig imidlertid, trods alle Stephans Advarsler, afspise med tomme Løfter, og aldrig saasnart var Franke-Hæren borte, før Astulv gjorde Anstalt til at beleire Rom, uden at Stephan **) Barons Aarbøger under A. 739 og 40. ***) Sammest. A. 742 og 52. *1H. »og havde,« 683 havde Andet at sætte imod ham end Bønner til Himlen og Breve til Pipin. Han sparede derfor ikke heller paa Nogen af Delene, og hans sidste Brev har faaet en dobbelt Mærkværdighed, baade fordi det gjorde Udslaget og fordi det var stilet i Sanct Peders Navn, der, uden alle Omsvøb, som Christi Stat-Holder paa Jorden, erklærede Frankerne for sin Liv-Vagt, der, ved at forsvare Rom, hans Hoved-Stad, skulde giøre deres Lykke i Verden og faae det evige Liv i Tilgift. Det var en grov Spøg i en meget alvorlig Sag, maae vi vel sige, men det Theatralske har selv i Kirken altid huget Franskmænd godt, og Stephan synes at have kiendt sine Folk; thi nu kom Pipin for Alvor og gjorde kort Proces, i det han ikke blot nødte Astulv til at lade Rom være i Fred, men til at indrømme Paven Ravenna og Alt hvad han havde frataget Byzantinerne*). Aaret efter døde baade Paven og Astulv, Desider fandt sig en Tidlang i Billighed, og da Karl den Store endogsaa, trods alle Romerske Indvendinger, ægtede hans Daatter, blev Udsigterne betænkelige1; men da Karl snart blev kied af Lombarderinden, og Desider tog Karls Medbeiiere i Beskyttelse, kunde der ikke fattes Leilighed til at anklage ham for den mægtige Franke-Drot, og Pave Adrian var meget for klog til at lade den ubenyttet. Følgen blev en Krig, hvori kun Pavia enstund satte sig til Modværge, Desider blev fanget, hans Søn, Adelgis, flygtede til Konstantinopel, Karl forenede den Lombardiske Krone med den Frankiske (774), besøgde Rom i stor Ydmyghed og stadfæstede sin Faders Gave til St. Peder og hans Efterfølgere**).

✂ Hvorvidt nu egenlig dette lille Peders-Rige strakde sig, og paa hvilke Betingelser det overlodes Apostelen og hans Eftermænd, derom tvistes de Lærde endnu, men det er kun Smaa-Ting imod den aabenbare Kiends-Gierning, at der fra nu af var en saadan Kirke-Stat til, med Paven til sit synlige og Sanct Peder til sit usynlige Hoved; thi derved erklærede Franke-Drotten, der nu ogsaa snart af Pavens Haand modtog en Keiser-Krone, sig for »Kirkens verdslige Arm«, og Paven i Rom for retmæssig Stat-Holder i et aandeligt Rige, der skulde omfatte hele Christenheden.

**) Barons Aarbøger under Aar 753-55. ***) Sammest. Aar 756. 70. 73. 74. *1H. »tvivlsomme;« 684

✂ Hermed begynder da det underlig indviklede Forhold mellem Kirke og Stat, eller rettere mellem de Geistlige og Verdslige Fyrster, som i den følgende Deel af Middel-Alderen blev en uudtømmelig Kilde til Kiv og Splid og store Blod-Bad, saa skiøndt Karl den Store ellers netop var vore Historie-Skriveres Yndling, havde de dog længe ondt ved at tilgive ham hans ubesindige Gavmildhed mod Anti-Christ, som hos dem var Pavens Navn efter Skriften. Karl saavelsom Pipin var imidlertid lovlig undskyldte med Ord-Sproget: den ene Haand vasker [tvætter] den Anden; thi Merovingernes Lykke paa den Franske Throne havde været saa tynd, at Man ikke kan fortænke Karolingerne i, de paa alle Maader stræbde at blive fastere i Sadlen, hvad der faldt saameget vanskeligere, som de ikke var Arilds-Drotter, og de maatte være meget dumme for at tænke, at Pave-Haanden kunde holde paa dem, naar de ikke selv ærbødig vilde kysse paa den. Men ikke blot de er lovlig undskyldt, thi ogsaa »Forsynet« er fuldelig retfærdiggjort, hvad enten vi sammeligne Tiden før Karl den Store med Tiden efter ham, eller vi sammenligne Følgerne af den Byzantinske Enevolds-Magt, som blev Tyrkiet, med dem af Tvisten mellem Keiser og Pave, som var Reformationen. Overalt, saa, naar Sværdet skal jævne alle Trætter, som det i Verden jo, efter de gamle Staters Undergang, maatte, da er det aabenbar godt, der er »to Sværd «, deels fordi, som Ordsproget siger, det Ene tit holder det Andet i Skeden, og deels fordi det Ene ligesaa tit forsvarer, hvad det Andet truer. Hidindtil havde Byzantiner og Araber været Frankers og Longobarders Modvægt, men nu, da de Spanske Araber havde Nok at giøre med dem selv og de nedstigende Bjerg-Folk, da Byzantinerne saa godt som maatte rømme Italien, og da det Frankiske Rige udstrakde sig fra Ebro til Elben og fra Nord-Søen til Donau og Tiber, uden at Man mellem Frankerne giennem tre Aarhundreder havde sporet nogen anden Ret end Spyd-Stagens, nu trængde Vester-Leden aabenbar høit til et Geistligt Sværd, der kunde maale sig med det Verdslige, naar ikke Lovløsheden i alle sine Skikkelser skulde forstyrre Skabelsen af den ny Verden. Selv Karl den Store havde nemlig for Skik at forseigle alle sine Konge-Breve med sin Sværd-Knap, og at pege paa Klingen som den Staal-Pen, der skulde gjøre Sagen klar, og det var Verdens store Lykke, at selv han, mellem krye Lehns-Mænd og haardnakkede Hedninger, følde, han maatte heller lade sig indskrænke lidt af en Geistlig Magt 685 end undvære det eneste Middel til i Længden at beherske baade Store og Smaa.

✂ Skulde imidlertid Pave-Magten virkelig baade kunne indskrænke og sikkre den verdslige Magt, da maatte Tydskland, som var det store Franke-Riges Hjerte, baade christnes og ære Paven i Rom som Christi Stat-Holder, og dertil vilde Keiserens Sværd, som drev Sachserne til Døbe-Fonten, kun lidt forslaaet, dersom det ei havde staaet i Pagt med en aandelig Magt, der havde samme Øiemed og anderledes stærke Midler til indvortes Brug.

✂ Fra dette Stade skal vi betragte den store Angel-Sachsiske Missjon i Tydskland 1, med Winfred eller Bonifas i Spidsen, som fra Karl Hammers Dage, under Pavens Banner og Karolingernes Skjold, med Held udbredte Romersk Christendom fra Donau og2 Rhin til Elben og Weser. Angel-Sachserne var nemlig, som vi huske, christnede af Benediktinere, paa Pave Gregor den Stores Vegne, det var de eneste Nybyggere i Romer-Riget, som havde holdt paa Moders-Maalet, og Tiden viiste nu, det var, fordi Nordens Kæmpe-Aand besjælede dem, saa de fandt baade Lyst og Kraft til med aandelige Vaaben at udbrede Christendommen saaledes, som de havde fattet og tilegnet sig den.

✂ Det var i Gregor den Andens Dage, Winfred kom første Gang til Rom at hente den Apostoliske Velsignelse til sit kiække Forehavende, og han arbeidede nu trøstig giennem en heel Menneske-Alder (719-55) paa at grunde, bygge og befæste en Romersk-Christelig Kirke i Tydskland, hvor han, som Pavens tro Fuldmægtig (Legat), vel havde Bryderi nok med allehaande selvraadige Bisper og Fribyttere, men fandt især hos Pipin den Lille saa stor Yndest og saa mægtigt Forsvar, at alle Hindringer blev overvundne. Hvordan det før egenlig saae ud med Christendommen i Tydskland, veed vi vel ikke saa nøie, men opdage dog strax, at sydpaa, i Baiern og Swaben, herskede den yderste Forvirring, og nordpaa tykt Hedenskab, saa kun mellem Friserne var det lykkedes Wilbro[r]d og andre Angel-Sachser at christne en Plet omkring Utrecht. Her [ved Wilbrords Fødder] begyndte [da ogsaa] Winfred sin Virksomhed, og gik derfra til Hessen, hvor Klosteret Fulda, som En af hans Discipler stiftede, blev Plante-Skolen i Norden; *1 2. Udg. tilføjer: »først med Wilbrord fra Nordhumberland, som døble Karl Hammer, og siden«. *2 »Donau og« udelades i 2. Udg. 686 men paa sine gamle Dage fik Winfred en brændende Lyst til at ende hvor han begyndte, aftraadte derfor Ærke-Sædet i Maints, der var oprettet for ham, til En af sine Discipler, og drog selv som Prædikant til Frisland, hvor han [(756)] blev myrdet af Hedningerne.

✂ Med Rette kaldes denne Winfred eller Bonifas Tydskernes Apostel, thi det var aabenbar ham, der, i Spidsen for endeel ligesindede Lands-Mænd, gav den Tydske Kirke sin Skikkelse, og det bedste Beviis paa hans Gaver og Aands-Kraft, er den Livlighed1, Man sporer under Karl den Store og hans nærmeste Efterfølgere, da Tydskerne begyndte at danne sig et Bog-Sprog efter det Angel-Sachsiske Forbillede og satte derved Romaniseringen den rette Grændse.

✂ For at imidlertid den spæde Dannelse i Tydskland kunde voxe og trives, var det nødvendigt, at saavel de hedenske Sachser og Friser, som Slaver, Hunner og Avarer, i Bøhmen, Ungern og Østerrig, maatte tæmmes, og detskedte Altsammen under Karl den Store, som førde Sværdet med Held og Septeret med Ære hardtad i fulde halvtredsindstyve Aar (768-814), og da han tillige holdt Araberne i Ave, er det intet Under, at hele Vester-Leden gjennem en Række af Aarhundreder ærede ham som en Skyts-Aand, besang ham derefter og kaldte hans Keiserdom det hellige Romerske Rige!

✂ Paa dette faste Omrids af Karls Bedrift, som Christendommens 2 Lande-Værge mod Hedninger og Mahomedaner, Troens og Dannelsens Fiender, er det vi maae fæste Øie, naar vi vil forstaae Middel-Alderens Begeistring for denne sin Alexander, og fryde os derved; thi i de Romaner og Sange, vi har om Karl Magnus og hans tolv Jævninger, hans Roland og Holger Danske, er det klart, Man slet ikke har brudt sig om det Enkelte i hans Færd, men kun om [Indtrykket af] hans Liv og Daad i det Hele, og de historiske Efterretninger om hans Krige er saa annalistisk tørre og steendøde, at alle hans Levnets-Beskrivelser, baade gamle og nye, kun friste os til at miskiende ham. Vel har Man en historisk Lov-Tale over Keiseren, som de Lærde sædvanlig nævne med stor Berømmelse og paadutte hans Haand-Skriver, om ikke tillige *1 2. Udg. »Paa Wilbrords og paa Sandhedens Bekostning kaldes vel endnu denne Winfred eller Bonifas Tydskernes Apostel, fordi det var aabenbar ham, der, med Pavens Fuldmagt og med Pipins haande Hynder, gav den tydske Kirke sin Skikkelse, men man tilskriver kun forgiæves hans Gaver og Aandskraft den Livlighed«, *2H. »Christenhedens«. 687 hans Sviger-Søn, Einar (Eginhard) fra Odenwald, men det det kommer aabenbar deels af en [et] i Studere-Kamrene el usædvanlig[t] Dunkelhed [Tusmørke], og deels af den Trylle-Magten »god Latinsk Stil« har havt til at forblinde de Lærdes Øine, thi det er jo dog en Ynk at see næsten halvtredsindstyve daadfulde Aar beskrevne paa halvsyvende Arke-Blad, og det uden andet Kiende paa den Mageløse, end hans vel store Næse, korte Hals og tykke Mave*). Havde derfor denne Skriver virkelig selv staaet for Keiserens Ansigt, da maatte han, trods al sin gode Latin, været en elendig Stymper, uden alt Øie for Livet, Greb paa Pennen og Mod til at skrifte Sandhed; men uden at det hjelper os noget, var han vist lovlig undskyldt; thi han siger iblandt Andet selv: det vilde være dumt af mig at tale enten om Keiserens Fødsel og Barndom eller selv om hans Opvext, da de som vidste Beskeed dermed er Alle døde, og Intet findes optegnet derom**), saa hvor kort eller længe efter Keiserens Død han end har gjort sin gode Stil til hans Ære, har han sikkert, ligesom vi, maattet øse alle sine Efterretninger af Annalisternes vandløse Brønde. Anderledes er det vel med Munken fra St. Gallen, som skrev om Keiserens Bedrifter til hans Ætmand Karl Tykkert, henimod Slutningen af det Niende Aarhundrede; thi baade nævner han udtrykkelig sine Hjemmels-Mænd og følger aabenbar mundtlige Sagn, om hvad den gamle Karl ved den og den Leilighed sagde og gjorde; men saa mærkelige og morsomme disse Smaa-Træk end1 virkelig er, oplyse de dog slet ikke hans store Bedrifter***).

✂ Naar imidlertid Historie-Skriverne, eller i det Mindste deres Læsere, vil lægge Mærke til, at Verdens-Historien er noget ganske Andet end en Samling af berømte Mænds Levnets-Beskrivelser, og glemmes kun over de skarpe Politi-Forhør, Man pleier at holde over Vedkommendes Dyder og Lyder og skjulte Bevæggrunde, da vil de ikke længer finde den Mands Liv indhyllet i Mørke, hvis Bedrift aabenbar kaster Lys paa hele Middel-Alderen. Hvad der nemlig aabenbar var Forsynets store Plan: af Tydske og Nordiske Folk at skabe en ny Verden, der kunde tilegne sig den Gamles Dannelse og fortsætte Slægtens **) Karl den Stores Levnet af Einar K. 22. ***) Sammest K. 4. ****) St. Galler-Munkens Krønike, tilligemed alle didhorende Kilder, findes bedst i Bouquets Samlinger til den Franske Historie T. V. *1H. »end disse Smaa-Træk. 688 Stor-Værk, det kom for en Dag med Karl den Store, som baade følde Drift til Alt hvad dette Øiemed krævede og virkede dertil med en Kraft og Lykke, som nødte selv Byzantiner og Araber til at mærke, der i Vesten var en opgaaende Soel, der maatte hilses med Ærbødighed. Saaledes betragtede er det en Fornøielse at see Gesandterne fra Konstantinopel og Bagdad mødes i Aachen med dem fra Ungern og Spanien, fra England og Danmark, og naar Kaliphen Aarons (Harun Al Raschids) Sendebud fortælle Keiseren, at de fandt ham mindre frygtet og æret, jo nærniere de kom ham, da kan det vel have skurret lidt i hans Øre*), men det var dog netop den ny Verdens Triumph [Lykke]; thi mellem feige Slaver forgudes en Drot af de Næste og spottes af de Fjerne, men mellem fribaarne Kæmper throner han, som mellem » Jævninger«, og sammensmelter først i Sagnet med dem til en Halv-Gud, som [æres og] frygtes til Verdens Ende. Giftermaalet, der var paa Bane, først mellem en Daatter af Karl og en Søn af Athenienserinden Irene, som herskede i Byzants, og siden mellem begge de Gamle, var det vist nok godt, der blev Intet af, men ogsaa det bidrog dog til at aabne den nødvendige Vexel-Virkning mellem Østen og Vesten, og ventelig var det just ved den Leilighed, Franke-Drotten lærde Græsk**).

✂ Herved mindes vi om Karl den Stores Videnskabelighed, der vel har ondt ved at svare til saa fornemt et Navn; men dog maa Man sige om Boglig Konst, som om hele den gamle Adel, at alle dens senere Bedrifter har deres historiske Grund i Daaden, hvorfor den blev adlet, og det var unægtelig Erobringen af Karl den Store 1. Hvordan det egenlig gik til med denne videnskabelige Erobring, lader sig endnu mindre beskrive, end Keiserens mange Feldt-Tog mod Sachser og Slaver, da det ret egenlig gaaer dermed som med hans »Barndora og Opvext,« hvorom Ingen som nu lever veed nogen Beskeed og hvorom heller Intet er optegnet; men til vor store Lykke er Tingen ogsaa her langt vigtigere end Beskrivelsen, og Virkeligheden langt mere værd end Lære-Maaden, saa vi kan nøies med at vide: Keiseren stræbde at samle hele sin Tids Videnskabelighed baade i sit Hoved og i sit Rige. Angel-Sachseren Ælkvin ( Alkuin) er ved denne Leilighed blevet meget berømt, som hans **) Munke-Krøniken fra St. Gallen. ***) Karl den Stores Levnet af Einar K. 25. *1 2. Udg. »Indtagelsen af Karl og Ælfred, Otto og Knud den Store«. 689 Ærke-Skolemester; men ganske burde Man dog ikke glemme de to Skotske eller Irske Svende, som Munken fra St. Gallen fortæller kom til Frankrig i Kiøbmands-Selskab og raabde saa længe »hvem vil kiøbe Viisdom,« til det ordenlig gjorde Opsigt og kom for Keiserens Øren, som da lod dem kalde og satte dem til Skole-Mestere i Frankrig og Italien. At vi høre, den Ene hedd Klemens, nytter os vel ikke stort, da vi ikke veed, hvor dybt Nogen af dem stak, men derimod har vi godt af at mindes om, at Irland netop paa den Tid havde sine videnskabeligste Dage og frembragde i det Niende Aarhundrede sin berømte Philosoph, Johan Erigena, der vel maa kaldes Skolens Martyr, da Man siger, de Engelske Peblinger prikkede ham ihjel med deres Staal-Penne.

✂ Vil vi-nu vide, hvad Keiserens Lovtaler veed at melde om hans Indsigt i Videnskaberne og hans Fortjeneste1 deraf, da siger han: Keiseren besad en saa flydende Veltalenhed at han kunde sige Alt hvad han vilde, reent ud af Posen, men ikke nøiet med Moders-Maalet, lagde han sig ogsaa efter fremmede Sprog og bad ligesaagodt paa Latin som paaTydsk, og kunde han end ikke tale Græsk, saa kunde han dog nok forstaae det. Han dyrkede for Resten de frie Konster alvorlig og gav Mesterne i dem Hæder og Ære, saasom hans Lærer i Grammatiken: den gamle Peer Degn fra Pisa, og Angel-Sachseren Albin med Tilnavn Ælkvin, som lærde ham at tale smukt og tænke ordenlig (Rhetorik og Dialektik) og, hvad han især brød sit Hoved med, at kige Stjerner (Astronomi). Han lærde da ogsaa at regne, men skiøndt han immer havde baade Tavle og Papir liggende under sit Hoved-Giærde, for alt imellem at male Bogstaver, kunde han dog aldrig ret komme afsted med at skrive, thi han var kommet for silde til det. Han sørgede imidlertid ikke blot for, at de undertvungne Folk fik deres Love opskrevne, men opskrev2 ogsaa de »gamle barbariske Viser« om Konger og Herrefærd3 og lærde dem udenad, og han begyndte paa en Tydsk Grammatik*).

✂ Alt dette klinger nu vel lidt fattigt, naar den gode Latinske Stil ikke bøder paa hvad der fattes; men Man maa huske, det er kun det første Skridt der koster, og naar Man begynder at forstaae Middel-Alderen, seer Man strax, at dens Skole-Gang slel ikke maa vurderes efter hvad der kom ud af den for **) Karl den Stores Levnet af Einar K. 25. 29. *1H. »Fortjenester«. *2H. »skrev«, *3H. tilføjer: »op«. 690 Øieblikket, men efter hvad den førde til i Tidens Længde. Det var Følelsens Tid, og hvem der da vil skabe1 Livet efter Bøgerne, miskiender aldeles Hjertets Rettigheder, men hvem der slet ikke da vil lade sig optugte til Boglig Konst, bliver heller aldrig nogen lærd Mand, saa Keiser Karl stræbde snarere at drage formegen end forliden øiebliklig Nytte af Bøger og Bænke [Skolebænke]. Om han maaskee virkelig, som der staaer i hans Viser, var opdraget mellem Araberne i Languedoc, og havde der, tilligemed Fordom mod al Billed-Dyrkelse, og for et dygtigt Sværd-Slags Kraft til Salighed, indsuget2 lidt Overtro paa Skole-Støvet, eller om det Altsammen laae i hans egen Tydsk-Frankiske Natur, maae vi lade uafgjort, og kun bemærke, at Historien synes han at have overseet, saa det var intet Under, han i Skolen maatte nøies med Aarbøger og Lovtaler til sit historiske Efter-Mæle. Dette var imidlertid den gamle Skade i Romer-Skolen, saa indgroet, at Tiden har viist, den lader sig kun helbrede ved et dristigt Snit, som Latinen kalder sit Bane-Saar.

✂ At Karl, skiøndt han gierne vilde være klog paa Himmelens Løb, dog ingenlunde giorde sig til Nar paa Jorden, kan vi vel ganske sikkert slutte af de Riger og det Rygte, han vandt, men dog kan det nok lønne Umagen at læse den Lap, Man har af en Gaards-Ret for hans Ride-Fogeder, thi ved at see, hvordan ban har sine Tanker allevegne: i Haven og i Hønse-Huset, ligesaavelsom i Stalden og paa Marken, overbevises vi om, det var hans Agt, ligesaavel i hele det daglige Liv, som i Kirken, Skolen og Paladset, at skruphøvle sine Franker og omhyggelig bevare alle Levninger af Fortidens Dannelse*). Dertil hørde, som vi see, Gulerødder og Pestinakker, ligesaavel som Roser og Lilier, Æbler, Pærer, Kirsebær og Blommer, og hvordan Keiseren selv fik Smag paa »det Røde« i den fede Ost, som han tog for Rust og skar af, har Man en artig Fortælling om i Munke-Krøniken fra St. Gallen, der blandt Andet erindrer3 om, det ogsaa i denne Henseende var hos »Geistligheden«, Man maatte søge Levningerne af Fortidens Viisdom.

✂ Denne Herre var det nu, som første Jule-Dag, Aar 800, blev kronet til Keiser i Rom af Pave Leo den Tredie, en Høitid, der dengang gjorde langt mere Opsigt i Verden, end vi nu vel kan forestille os; thi hidindtil havde ikke blot Keiserne i Byzants betragtet sig selv som Vester-Ledens retmæssige **) Det saakaldte capitularium de villis hos Bouquet T. V. *1H. »gestalte«. *2H. »havde indsuget«. *3H. »minder«. 691 Over-Herrer, men ogsaa Paverne, og dermed hele Christenheden, havde betragtet dem saaledes, og med Karls Keiser-Kronlng begyndte da et splinternyt Tids-Rum i den Borgerlige Tankegang, som rækker lige til Reformationen. Hos Keiserne blev det nemlig den sædvanlige Tanke-Gang, at de med Navnet ogsaa havde arvet de gamle Romerske Despoters [Keiseres] Ret til at raade efter eget Tykke over Geistlig og Verdslig, Store og Smaa; men hos Geistligheden blev det naturligviis Grund-Sætningen, at den Keiser, Kirken havde skabt, havde den skabt til sin Ære, og at han var skildt ved Alt, naar den skiød ham fra sig, og det maatte nødvendig finde Bifald saavel hos de fribaarne som hos de herskesyge Hertuger1, Grever og Baroner, der ingenlunde vilde kiøbe Æren af en Keiser saa dyrt, at de blev hans Trælle.

✂ Omtrent paa samme Tid endtes den haardnakkede Krig, Karl i meer end tredive Aar havde havt med Sachserne ved Weseren 2 og3 Elben, men naturligviis kun ført, som Man huserer i et Land om Sommeren med Ild og Sværd og opløser derpaa Hæren til næste Vaar, eller til de Underkuede igien reise Hovedet i Veiret. Det Sidste gjorde imidlertid Sachserne saa tit, især under deres navnkundige Høvdinger Alv og Videkind, at Man maatte undres derover, naar ikke Tiden havde viist, at Sachserne var baade udvortes og indvortes stærkere end Frankerne og bukkede kun under for Karls overlegne Personlighed og Fiendernes Mængde, som aldrig fik Ende.

✂ Medens nemlig Sachserne først i denne Krig begyndte4 at træde ud af deres Dunkelhed til et langt og hæderligt Levnets-Løb, da slutte netop Frankerne deres Daads-Tid med Karl den Store, der havde brugt den saa slet, at kun han og hans Far-Fader har skaffet dem Navnkundighed. Derfor var ogsaa Krigen mod Araberne i Keiserens Dage aabenbar kun Streif-Tog [Klapjagt] paa begge Sider, skiøndt Spaniens Tilstand, hvor Ommiaden Abderahman havde opkastet sig til Konge paa samme Tid som Pipin i Frankrig, var meget forvirret, og det er en ganske rimelig Formodning af en nyere Historie-Skriver (Sismondi), at Karl den Stores Spanske Feldt-Tog kun i Viserne er kommet til at see saa glimrende ud, ved det Sagnet sammenblandede dem med Karl Hammers.

✂ Et tredie Beviis paa Frankernes Svaghed midt under Keiserens store Bedrifter, er Skrækken de sloges med, da der i Begyndelsen af det Niende Aarhundrede viste sig en ny Fiende, *1H, »Fyrster,« *2H. »Weser«. *3H. »og ved«. *4H. »begynde«. 692 øiensynlig vakt ved det store Bulder i Sachsen; thi det var den Danske Kong Godefred, der, efter Aar-Bøgerne, indtog Frisland, hærgede den hele Kyst og truede selv med at giæste Keiseren i Aachen.

✂ Det var altsaa venteligt, at Sachser og, hvad Frankerne bestandig sammenblandede: Danskere og Nordmænd vilde spille Mester, saasnart det var ude med Helten, og da »huuslig Lyksalighed« ligesaalidt var faldet i Karolingernes som i Merovingernes Lodd, var det store Franke-Rige sagtens strax blevet opløst, dersom mere end Een af Karis Sønner havde overlevet ham. Det gjorde der imidlertid ikke, saa Ludvig den Fromme besteg uden Modstand sin Faders Throne (814), men fandt snart i sine egne Sønner de værste Medbeilere, og uagtet sin Afsættelse fik han (til 840) Tid nok til at vise, der var ikke Gnist i ham af hvad der opflammede hans Fædre. Riget, som han selv havde deelt mellem Sønnerne, var nu et Tvistens Æble mellem dem og deres Børn, uden at Andet kan tildrage sig vor Opmærksomhed, end Nordens Apostel Asger l (Ansgar), og de første Tydske Bøger med Otfreds evangeliske Rim-Stok i Spidsen2.

✂ De saakaldte ægte Karolinger uddøde med Karl Tykkert (887), og af de Uægte holdt vel den Franske Linie sig endnu et Aarhundrede (til 987); men kun for at haanes af Normanner og forsone3 de Merovingiske Skygger. Karl Magnus (Charlemagne) blev imidlertid aldrig glemt, og lige indtil vore Dage var hans æventyrlige Krønike, selv i det høie Norden, saa at sige, i hver Mands Haand.

*1H »Æsger«. *2 2. Udg. »... Bøger, ikke med Otfreds evangeliske Rimstok, men med den oldsaxiske Messiade »Heliand« (der Heiland) paa Anglernes blomstrende Skjaldesprog til enestaaende Forbillede«. *3H. »minde om«.