Grundtvig, N. F. S. N. F. S. Grundtvigs udvalgte Skrifter

2

        

3

NIK. FRED. SEV
GRUNDTVIGS

UDVALGTE
SKRIFTER
VED
HOLGER BEGTRUP

SJETTE BIND

KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
1907

4

TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE
(AXEL SIMMELKIÆR)

5
HAANDBOG
I
VERDENS-HISTORIEN.

MED Søndags-Bogen og Nordens Mythologi fra 1832 er Grundtvig naaet op paa Højdedraget af sin Forfatterbane, og i de følgende ti Aar frembringer han sit Livs Hovedværker. Medens han i Frederikskirken Søndag efter Søndag holder en Række Prækener, hvori hans kirkelige Anskuelse udvikles med stor Kraft og Klarhed, begynder han for Alvor paa Bearbejdelsen af gamle Salmer fra alle de kristne Hovedmenigheder og digter en Mængde ny. I 1837 udkommer Sang-Værket til den danske Kirke med 400 Salmer. Men i Forvejen har han naaet at udsende de to første Dele af Haandbog i Verdens-Historien, Oldtiden 1833 og Middelalderens Historie 1836. Sidste Del, Nyaars-Tiden, følger i 1843.

Dette Værk, som vil fylde to hele Bind i denne Udgave, vidner om en Kæmpeflid og aandelig Kraft, hvortil Literaturen kun ejer meget faa Sidestykker. Vel havde Grundtvig i sine yngre Aar syslet meget med Verdenshistorien, fra 1808, da han blev Lærer i dette Fag ved det Schouboeske Institut, indtil 1817, da han udgav sin tredje Verdens-Krønike. Men en Sammenligning mellem dette Arbejde og Haandbogen i Verdenshistorien viser, at han fra Grunden havde gennemarbejdet Kilderne paany og i Fremstillingen havde valgt en helt ny Synsmaade, da han nu atter optog det historiske Studium.

Som Forarbejde kan kun nævnes Krønike-Rim fra 1829 med den mesterlige Oversigt over den historiske Børnelærdom i Indledningen, meddelt i femte Bind af denne Udgave, Side 229-41. Den store Haandbog er egentlig skrevet som et Hjælpemiddel ved den fortsatte Undervisning efter den Plan, Forfatteren dér havde beskrevet. Men, som han selv antyder i Fortalen, har de almindelige Betragtninger over Historiens Sammenhæng gjort sig saa stærkt gældende ved Siden af den ligefremme Fortælling »efter de bedste Kilder«, at Bogen mere har faaet Præg af en Historiens Filosofi, end 6 af en for unge Læsere tjenlig Skolebog. Til Gengæld har disse Betragtninger, som paa mange Punkter, især i Middelalderens Historie, kaster et nyt Lys over Udviklingens Gang, og som overalt oplyser Forfatterens Livsanskuelse, givet Bogen en Værdi, som langt overgaaer en almindelig »Verdenshistories«. Paa hele den historiske Oplysning, som meddeles paa de folkelige Højskoler, har den øvet afgørende Indflydelse, og endnu efter 70 Aars Forløb bruges den flittig af mange Ungdomslærere og Foredragsholdere som en uundværlig Vejledning til Fremstillingen af Slægtens Levnedsløb i aandeligt Lys.

Paa sine gamle Dage besørgede Grundtvig en Anden Udgave af Verdenshistorien. Middelalderens Historie udkom 1862, Oldtidens 1867, og Nyaarstidens 1869, med et Tillæg, som giver en kort Udsigt over Det attende og nittende Aarhundrede (1715 - 1866). Forøvrigt er anden Udgave i det væsentlige kun et Optryk af første med enkelte Rettelser.

I denne tredje Udgave er første Udgave lagt til Grund. Men fra anden Udgave er der. i skarpe Klammer og Noter, tilføjet saadanne Ændringer, som vedkommer Indholdet, og indsat de danske Ord, hvormed Forfatteren har afløst Fremmedord i første Udgave.

I Steden for det tyske Motto paa Titelbladet af første Udgaves tre Bind har Grundtvig i anden Udgave sat et græsk, nemlig Matth. 16. 3. (»Om Himmelens Udseende forstaar I at dømme, men om Tidernes Tegn kan I det ikke.«)

Paa Bagsiden af Titelbladet til første Bind fra 1833 staaer der:

»Maa trykkes. - I Kjøbenhavns Politieret d. 7de Octbr. 1833. - C. Reiersen.«

7

Haandbog
i
Verdens-Historien.
Efter de bedste Kilder.
Et Forsøg
af
Nik: Fred: Sev: Grundtvig
Præst.

Wo das meiste Leben, dort ist der Sieg.

Joh. Müller.

Første Deel.

Kiøbenhavn.
Paa den Wahlske Boghandels Forlag
Trykt hos Græbe & Søn
1833.

8

Fortale.

De mislykkede Forsøg paa nye Lære-Bøger og Haand-Bøger i Verdens-Historien er vistnok saamange og for det Meste saa kiedelige, at Ingen fristes til at ønske dem formerede for deres egen Skyld, men vilde ingen løbe den Fare at forøge deres Tal, kom det første heldige Forsøg aldrig til Verden, da selv den største Mester umuelig forud kunde vide, hvad Nyt der vilde lykkes ham. Da det nu dog fra alle Sider er vigtigt, at vi faae en god verdens-historisk Haand-Bog, skal vi baade glæde os ved at see, Man arbeider ivrig derpaa og, om vort eget Forsøg tælles blandt de Forulykkede, trøste os med »fælles Skæbne.« Dette var min Betænkning, da jeg vovede mig til Værket, hvis første Deel jeg her fremlægger, og hvad Man end vil sige derom, skal jeg dog vist aldrig fortryde den Tid og Flid, jeg ærlig har anvendt derpaa; thi nu kan jeg see, det er lykkedes mig over min egen Forventning at give en Lede-Traad ved Underviisning i Old-Historien, som kan bidrage til at lette Skole-Aaget og bringe Sammenhæng i de Forkundskaber, den studerende Ungdom maa erhyerve. Det er godt, siger Viismanden, at have baaret Aag i sin Ungdom, men naturligviis kun for dem, der siden sættes i Frihed og finde sig da langt bedre skikkede til at benytte og sikkrede for at misbruge den, og som en saadan nødvendig Forberedelse til videnskabelig Frihed er jeg venlig og vel forligt med Skole-Aaget fra fordum Tid, og kan umuelig ønske det taget fra Ungdommens Hoved og Hals, uden fordi jeg seer, det bør nu ombyttes med et lettere og gavnligere, der bæres paa Skuldrene og lader Hovedet frit. En saadan Lettelse er nemlig ikke blot muelig og gavnlig, men den er aldeles nødvendig, naar ikke Ungdommen snart enten skal synke under Byrden eller kaste den i Fortvivlelse; thi selv paa vor Ungdom er 9 Menneske-Slægtens Alderdom kiendelig, og Propheten kalder det med Rette himmelraabende »at giøre Aaget svart for en Gammel.« Ligesom det nemlig kun er den verdens-historiske Haand-Bog, der kan give os Erfaringens Vidnesbyrd om de gamle Folk, hvis Sprog i den lærde Skole strides om Rangen, saaledes er det i alle Maader Tilbage-Blik og Forstand paa Menneske-Livet, altsaa verdens-historisk Kundskab og Vidskab, der skal lære os at giøre Skole-Aaget gavnligt og Byrden let, og fra dette Stade forsones vi med alle de mislykkede Forsøg paa Haand-Bøger og Lære-Bøger i Verdens-Historien, uagtet de for et Øieblik har bidraget til at giøre Skoie-Aaget endnu tungere, end det var i vore Fædres Dage, for alle dem, der havde mere Menneske-Forstand end Heste-Hukommelse, mere Lighed med Fuglen, der fryder sig ved Livet, end med Ormen, der fraadser i Graven. Tids og Handlings-Graven (Aar-Bogen) er nemlig endnu et pinligere Opholds-Sted for levende Mennesker end Sprog-Graven (Grammatiken), saa det maae være Bog-Orme af første Skuffe, der med Lyst skal opslaae deres Bopæl der, og dog blev Fordringerne til den studerende Ungdom i denne Henseende giennem det sidste Aarhundrede langt strængere end før, fordi Man paa den ene Side følde Nødvendigheden af mere og ordenligere historisk Kundskab, og paa den Anden syndes selv at blive mere uskikkede til at handtere og meddele den, saa de nyeste historiske Lære-Bøger er langt mørkere, sværere og dødere end den Allerførste, som Carion skrev og Melanchthon udgav i det sextende Aarhundrede. Denne Carions Bog, der snart blev fordansket, og hvortil Ungdommens verdens-historiske Kundskab giennem to Aarhundreder omtrent var indskrænket, kiendes nu kun af Faa og er længe kun nævnet med Spot; men den var desuagtet en anderledes god historisk »Børne-Lærdom,« end hvad der i Tidens Løb har fortrængt den; thi baade var den kort og læselig og gav et vel knapt men let og i Grunden rigtigt Over-Blik af Old-Tidens og Middel-Alderens Stats-Historie. Old-Tidens Hoved-Begivenheder var nemlig henført til de saakaldte fire Monarchier (det Assyriske, Persiske, Makedoniske og Romerske), og Middel-Alderens var paa en Maade knyttede til »det hellige Romerske Rige,« som virkelig i Vexel-Virkning med Pave-Dommet spillede Hoved-Rollen paa den store Skue-Plads, saa Skulder-Trækkene over den i det Attende Aarhundrede, da Man aabenbar hverken vidste ud eller ind i Universal-Historien [Verdenshistorien], reiste sig øicnsynlig kun af den barnagtige 10 Kryhed og Lede til al »Børne-Lærdom« som falder halwoxne Skole-Drenge høist naturlig og hørde dengang i alle Fag til Dagens Orden. Heraf kom da ogsaa det Anathema [Bansættelse], Tydskerne lyste over de »fire Monarchier,« der havde det Uheld at staae i Bibelen og maatte derfor paa ingen Maade taales i Verdens-Historien, skiøndt Græker og Romere ligesaavel som Ebræerne, altsaa alle vore Hjemmels-Mænd, vidne, de har virkelig været til i den gamle Verden og der udfyldt hele den stats-historiske Tid. Saavidt kom Tydskerne, da de ikke blot vilde være »klogere end Daniel« men vide bedre Beskeed om Old-Tiden end alle Dens egne Historie-Skrivere, og det første Skridt vi derfor nu maae giøre for at naae Maalet, er da nødvendig et Tilbage-Skridt for at komme paa den rette Vei, hvad Man vel kan kalde at gaae Krebs-Gang, men maa dog langt heller i Skolen have lidt Skam af at giøre, end i hele sit Liv stor Skade af at undlade. Dette Tilbage-Skridt er nemlig af samme Slags, som det der maa giøres, naar Man er gaaet ned ad en Høi paa den gale Side, hvor der er hverken Vei eller Sti men kun en uhyre stor Mose med Tjørne-Krat og Hænge-Dynd, hvor Man strax finder, det var at kiøbe Æren meget for dyrt, om Man haardnakket vilde vægre sig ved at bestige Høien igien, som Man havde vendt Ryggen. Saasnart jeg derfor, henved tredive Aar tilbage, kastede mine Øine paa det splinterny Historiske Kaart (Strom der Zeit), saae jeg paa Timen, det var med de »fire Monarchier« eller rettere: Verdens-Riger, Man maatte begynde, naar de Smaa skulde komme rigtig ind i Historien: ind igiennem Dørren og ei »som Tyve og Røvere« giennem Vinduer og Skorsteens-Piber, og at det saaledes blev som en Leg for Børn at orientere [solrette] sig i For-Tiden og Stats-Historien, ved blot at construere [samle] de gamle Verdens-Riger og opløse den Romerske Haarde-Knude. Da jeg derfor (1808) blev Historisk Lærer i det Schouboeske Institut [Skole], var det min første Omsorg at hjelpe mine unge Venner ud af det Chaos [Virvar], hvori de Ældre saavelsom de Yngre, de Flittige saavei som de Dovne, uden Undtagelse befandt sig, og skiøndt det naturligviis, deels ved min egen Umodenhed og deels ved Mangel paa Hjelpe-Midler, kun halvveis lykkedes, saa frygter jeg dog slet ikke for at modsiges af Med-Viderne, naar jeg forsikkrer, det lykkedes mig snart at give dem langt anderledes Løb og Lys i Old-Historien, end de forhen havde, hvoraf nødvendig hos alle de Livlige opkom Lyst til at kiende den nøiere, og jeg er ganske vis paa, de, ligesaavel som jeg, endnu med Fornøielse 11 mindes de Timer, da vi stræbde at sætte os ind i det store Levnets-Løb, vi klarlig med alle følgende Slægter vare kaldede til at fortsætte, og maatte da sagtens giøre os lidt Umage for at kiende. Hvem der da fra den Tid har kiendt saavel mit Greb paa historisk Underviisning, som mit Arbeide paa en lysere og livligere Haand-Bog, med Høiagtelse for Ebræerne, Kiærlighed til Grækerne og Had til Romerne, vil ligesaalidt korse sig over nærværende Skrift, som over den lillebitte »Historiske Børne-Lærdom« jeg for fem Aar siden gav at begynde med, men De vil snarere undre dem over, at jeg saa længe har tøvet med, efter Evne, at afhjelpe et Savn, jeg saa tidlig følde og maatte meget heller for tyve end for fem Aar siden begyndt at raade Bod paa, da Tiden er kostbar og hundrede Smaa-Feil i det Enkelte er ingen Ting mod et stort Mis-Greb i det Hele. Det var ogsaa virkelig min Agt at udgive den Børne-Lærdom, jeg med Held havde brugt ved Underviisningen, men den blev ved en sælsom Forvandling til det »Korte Begreb af Verdens-Krøniken i Sammenhæng«, som for tyve Aar siden gjorde en vis Opsigt i vor Literatur, men synes ei at have havt mindste Indflydelse paa de mange historiske Lære-Bøger, vi siden hjemsøgdes med, og er nu vel saa næsten aldeles glemt. Hvorledes jeg kom til dette historiske Misgreb, som de løierlige Recensenter [Heglemestere] ventelig kun af Svaghed i Moders-Maalet kaldte et Mis-Foster, hører ikke til denne liden Fortale, men til min Levnets-Beskrivelse, da min Skrift bestandig har været et vel maadelig corrigeret [rettet] men derfor just des troere Aftryk af mit Liv; men Bogens Hoved-Feil laae, saavidt jeg kan skiønne, ingenlunde i dens Indhold, men i dens eensomme Stilling, da den, for at komme paa sin rette Hylde, forudsatte ei alene den Historiske Børne-Lærdom men ogsaa den Haand-Bog i Stats-Historien, vi fattedes. Det indsaae jeg ogsaa meget snart og gjorde (1814) et Forsøg paa at levere en stats-historisk Haand-Bog, men som aldeles mislykkedes og betog mig for mange Aar Modet til at vove et Nyt; thi min »Udsigt over Verdens-Krøniken« (1817) var kun Studier især til den Tydske Literatur-Historie, som vel kunde fortjent lidt Opmærksomhed, men hørde dog til de Frihaands-Tegninger, Man maa være hjemme i Historien for med Fordeel at benytte. Hvem der for Resten kiender hint mislykkede Forsøg, der kun gaaer til den Babyloniske Udlændighed, og sammenligner det med nærværende Bog, vil lettelig forstaae mig, naar jeg siger: de forholde sig til hinanden omtrent som den Ebraiske og den Græske Betragtning af 12 Menneske-Livet og Historien, men jeg maa selv tilføie, at jeg nu foretrækker den Græske til Skole-Brug, ikke fordi det er mig enten den høieste eller den retteste, men fordi det er den Bedste, der paa vort nærværende Stade lader sig videnskabelig grundfæste og giennemføre. Den Mosaisk-Christelige Anskuelse af Livet, i alle sine Retninger og alle sine Yttringer, er mig nemlig, nu som før, den eneste guddommelig sande og eviggiældende, men jeg har efterhaanden lært at skielne skarpt mellem Kirke og Skole, Tro og Vidskab, Timeligt og Evigt, og indseer klart, at ligesaa kraftigt som den Christne Kirke maa tilbagevise ethvert Forsøg af Stat og Skole paa at omdanne den efter Tykke, ligesaa uberettiget er den til at paanøde enten Stat eller Skole en kirkelig Skikkelse. Om det nogensinde vil lykkes mig at giøre det ligesaa klart for mine Lands-Mænd, hvilken velsignet Ting det er, saaledes at slippe ud af det Tanke-Verdenens Chaos [Virvar], hvori vi giennem mange Aarhundreder har befundet os, er vist nok et stort Spørgsmaal, men at jeg skal giøre mit Bedste dertil, er aldeles vist, og jeg har i det Mindste selv vundet Aands-Frihed til at betragte og behandle Verdens-Historien med al den Upartiskhed, Menneske-Aanden, uden at nægte og giendrive sig selv, kan vise, og med det stadige Hensyn paa Livet, som er Tidens Tarv. Selv i Tydskland er Man endelig kommet efter, at Frihaands-Tegningen af Mennesket, og i det Hele af Aandens Verden, svæver i Luften, og at enhver forsvarlig Tanke-Gang maa være bygget paa sikkre Kiends-Gierninger i den virkelige Verden, og da det universelle [almene] Præg, den ny Videnskabelighed, ved Tydskernes Speculation [Grubien], har vundet, frier os fra den Engelske Indskrænkning i Henseende til Tid og Sted, saa er det unægtelig Tidens Tarv, at alle de store Kiends-Gierninger i Menneske-Slægtens Levnets-Løb komme fra Ungdommen af til at staae os klart og levende for Øie, men dertil er en Haand-Bog nødvendig, hvori det Universelle [Almene] saavidt mueligt er udhævet fra det Specielle [Særlige], og Hjemmelen, vi har for Enhver af de store Kiends-Gierninger, omhyggelig angivet. Erindre vi nu, at i Stats-Historien er de Borgerlige Selskaber, i Kirke-Historien de forskiellige Troes-Samfund og i Skole-Historien de berømte Skrifter de store Kiends-Gierninger, da see vi strax, at Stats-Historien maa være Grund-Volden, fordi baade de store Begivenheder i den er meest uomtvistelige og Sammen-Hængen mest iøinefaldende. Det er altsaa med Flid, jeg i Haand-Bogen har 13 forbigaaet Alt hvad der ikke havde stor og kiendelig Indflydelse paa det Borgerlige Selskab, eller Sammes Historie, og at jeg næsten udelukkende har holdt mig til Ebræer, Græker og Romere, som de eneste Folk i Old-Tiden, vi egenlig kan lære at kiende og hvis Virkning paa de følgende Slægter er aldeles overveiende. Mange vil sagtens finde, at jeg har skiænket Ebræerne formegen Opmærksomhed, men det maa jeg ikke ændse, da det ei alene er vist, at De giennem Christendommen har havt uberegnelig Indflydelse paa hele Menneske-Livet, følgelig ogsaa paa det Borgerlige Selskab, i den ny Verden, men ogsaa, at Deres Historie sætter os tilbage i en Tid, vi kun derigiennem kan lære at kiende. Paa den anden Side vil Man kanskee synes, at jeg har været for knap mod Romerne, thi vi er alle opvoxede i deres Skole og veed, de vilde ikke nøies med Mindre end hele Verden og krævede Dens hele Opmærksomhed ; men det er tungt nok, at Deres Historie, uagtet al min Modstand, har indtaget en Tredie-Deel af Bogen, og hvorledes det gik til, at de indtog hele den gamle Verden, og aftvang os derved den Opmærksomhed, vi nødig skiænke dem, har jeg ikke sparet nogen Umage for at oplyse efter de bedste Kilder.

Herved erindres jeg deels om mit Løfte at bruge de bedste Kilder og deels om mine til Historien føiede Betragtninger, og om begge Dele vil jeg skrive til mine Læsere med al den Aabenhjertighed, hvoraf jeg veed, min Skrift ligefra Begyndelsen har baaret, og haaber, den til Enden skal bære Præg; thi saamange Ubehageligheder, den end strax udsætter Skribenten [Skriveren] for, gavner den ham dog selv i Tidens Længde og bidrager til at give Stilen en Friskhed og Livlighed, uden hvilken der vel kan vindes megen Berømmelse men aldrig udrettes noget Stort, og at det er noget Stort, jeg som Skribent [Bogskriver] stiler efter, hverken kan eller vil jeg nægte, hvad enten det saa naaes eller ikke. Med Pennen at meddele mine Lands-Mænd den omfattende, universal-historiske [verdenshistoriske] Udsigt over Menneske-Livet, i alle sine store Retninger og Forhold og i Dets vidunderlig sammenhængende Udvikling giennem Aar-Tusinder, en Udsigt, der hører til det store Nordiske Arve-Gods, jeg saare nødig vilde være ene om, det har jeg ærlig prøvet paa, og været nær ved at fortvivle over, at det, trods al Kraft-Anstrængelse giennem en Række af Aar, slet ikke vilde lykkes; men Man maa derfor ingenlunde troe, at denne Haand-Bog endnu er et fortvivlet Forsøg paa det Samme. Nei, jeg har lært at kiende den himmelvide Forskiel mellem det 14 virkelige Ord i Munden og den blotte Skygge deraf paa Papiret, saa min Hensigt med Haand-Bogen er ene og alene at udhæve og fremstille de store Kiends-Gierninger, hvorefter enhver historisk Anskuelse, altsaa ogsaamin, skal bedømmes, overladende det rolig til Skæbnen, hvorvidt Anskuelsen skal komme til Orde eller ikke. Havde vi derfor en taalelig god Haand-Bog i Verdens-Historien, eller kunde jeg faae en Anden til at skrive den, da brugde jeg langt heller Pen og Tid til andre Ting, og vilde agte Bogen for saameget bedre, som Den, uden Tab af Livlighed, havde færre Betragtninger, hvilke det helst skal ganske overlades til Læseren at giøre; men da jeg nu ingen Udvei vidste til en saadan Haand-Bog uden at skrive den selv, saa giør jeg mit Bedste og maa overlade det til Læseren, om han vil takke eller skose mig derfor. Hvad der nemlig maatte falde enhver Skribent [Forfatter] vanskeligt: at forberede sig ved et omfattende Kilde-Studium [Kildegranskning] og afholde sig fra alle unødvendige Bemærkninger, det var mig aldeles umueligt. Selv Johannes Müller, den dygtigste Mand, der har levet til at skiænke os en gyldig Haand-Bog i Verdens-Historien, kom ikke videre end til i Haand-Skrift at efterlade et Udkast dertil fra hans umodne Tid, og en Samling af tilhørende Excerpter [Uddrag], som Man ei har været klog eller gavmild nok til at unde os, og han raisonerer [bedømmer] aabenbar langt meer end han fortæller! Hvorledes skulde da jeg, med mit forholdsviis ubetydelige Kiendskab til Kilderne, med langt større Forkiærlighed for Anskuelsen og med den Hidsighed paa Alt hvad jeg foretager mig, hvorved Man i Studere-Kamret immer staaer Fare for at sprænge sig, hvorledes skulde jeg enten kunne udtømme Kilderne, eller skrive livlig uden at lade Betragtninger flyde ind, selv hvor jeg, som Læser, ønskede dem udeladte! Bogen er derfor langt fra at være saa god, som jeg ønskede mine Læsere den, men den er til sit Brug meget bedre end de, den kan sammenlignes med, og alle dens Lyder og Mangler kan ei giøre mindste Skade, da det er ganske vist at Man faaer ingen Aand af Bøger, men læser dem med den Man har, og da det jo slet ikke har nogen Nød, at den bliver canoniseret [løftet til Skyerne] i den lærde Verden. Til sit Brug, siger jeg, er Bogen forholdsviis god, thi den skal ingen Lære-Bog og intet Lexikon [Ordbog] være, men en Læse-Bog, hvori de, der har den »Historiske Børne-Lærdom« og »Krønike-Rimene« inde, finde tydelige Omrids af Stats-Historiens fornemste Kiends-Gierninger og Henviisning til Hoved-Kilderne, saa en 15 duelig Lærer med Lethed kan finde Hjemmelen og erhverve eller opfriske sin Kundskab til den mundtlige Meddelelse, der ene kan giøre Underviisningen frugtbar. Har jeg derfor blot med nogenlunde Skiønsomhed udhævet de største Begivenheder, med nogenlunde Flid benyttet Hoved-Kilderne, med nogenlunde Held opsporet Sammenhængen og oplivet Stilen, og i det Hele gaaet tilværks med den Ærlighed og Sanddruhed, der er Historie-Skriverens ueftergivelige Skyldighed, da har jeg ingen Utak fortjent, om Man saa end beviser, at Bogen har mange Feil og kan ved mere Efter-Tanke og grundigere Kilde-Studium [Kildegranskning] blive tusind Gange bedre; thi at Feilene maae blive rettede og Bogen mangfoldig forbedret, ønsker Ingen ivrigere end jeg, og at den maatte skrives, før den kunde rettes og forbedres, det giver Fornuften.

Hvad nu i Særdeleshed Hoved-Kilderne angaaer, da vil Ingen kunne nægte at de for Old-Tidens Historie er det Gamle Testamente, Herodot og Polyb, Diodor og Plutark, og hvor langt jeg end er fra at have udtømt dem, vil Man dog let kunne overbevise sig om, at jeg har læst dem med Flid og Eftertanke, kun maa jeg bemærke, at jeg næsten udelukkende har fulgt »de Halvfjerds,« ikke som ufeilbare i mine Øine, men som de dygtigste Ebraiske Tolke, jeg kiendte, og som de, der desuden havde ældre Haand-Skrifter for sig, end vi kan rose os af.

Om Betragtningerne vil jeg kun sige, at Endeel af dem, nemlig Fremstillingen af Ebræerne som Kirke-Folket, Grækerne som Stats-Folket og Romerne som Krigs-Folket, er, efter mine Tanker, ligesaa nødvendige Dele af Haand-Bogen, som Oplysningen af de historiske Kilders Beskaffenhed, men at Resten, skiøndt subjectiv [personlig] nødvendig for Livlighedens Skyld, maaskee heller maatte være borte, ikke fordi de jo, efter min fuldeste Overbeviisning, er velgrundede, men fordi de lettelig kiede de Unge meer end de gavne dem, og Kiedsommelighed er et Skiær, hvorpaa den bedste Underviisning strander. Jeg har derfor stræbt, saavidt mueligt, at sætte dem for sig selv, hvor de nemt kan overspringes.

Hvad endelig Stilen angaaer, da har jeg vel stræbt at giøre den baade fyndig og livlig, reen og flydende, men jeg seer nok, den desuagtet har mange Knorter, Brøst og Bræk, og det trøster mig slet ikke, at Man er vant til Værre, især i de Haand-Bøger, hvor Kilder benyttes; thi hvad hjelper den Undskyldning 16 Læseren! Det Eneste, der trøster mig, er da den Bevidsthed, at jeg sjeiden eller aldrig har slumret over Bogen, mens jeg skrev den, og haaber derfor Læseren ei heller skal sove ind over den, om han end engang imellem fristes til at gabe, og i saa Fald venter jeg Tilgivelse, i Betragtning af de store Vanskeligheder, det virkelig har, slet ikke at lade Læseren mærke, at Man, hvad under et saadant Arbeide vel er uundgaaeligt, tit baade har læst sig træt og skrevet sig mat.

Vilde mine Lands-Mænd nu mere tage i Betragtning, hvad en saadan Haand-Bog kan og maa lede til, end hvad den i sig selv allerede er, og mere betænke, hvad der var mig, med min Natur, Tro, Anskuelse og Overbeviisning, mueligt, end hvad Man kunde ønske, da vilde det være mig en stor Opmuntring til det svare Arbeide, jeg hardtad med Gru seer for mig i Middel-Alderens Historie, men som jeg dog nødig vilde afskrækkes fra, da det er klart, Man finder aldrig paa, videnskabelig at forfølge den Universal-Historiske [verdenshistoriske] Kiæde giennem Middel-Alderens Labyrinther, dersom ikke en Poetisk [digterisk] Natur vover sig derind og udspeider Leiligheden. At Intet af alt Saadant kan forsone de »stive Latinere« enten med mig eller min Bog, det veed jeg nok, thi de kiende ingen Billighed uden »Romer-Rettens« og skatte ingen Historie uden Roms og Latinitetens, men til dem har jeg en anden Bøn, nemlig at de først og fremmerst vil prøve deres Styrke og kiøle deres Mod paa den simple historiske Sandhed, at Grækerne naaede Høiden af deres Udvikling uden at giøre en eneste »Latinsk Stil« eller engang at titte i den »Latinske Grammatik,« men at Romerne derimod, skiøndt de baade talde og skrev meget bedre Latin end Nogen af alle vore Philologer [Sprogmestere], dog maatte giøre mange Græske Stile, før de slap ud af Barbariet og naaede dog aldrig Grækerne. Heraf følger nemlig, i mine Øine, soleklart, at saavidt som Grækerne kom, kan Man komme uden at giøre Latinsk Stil, og at vil Man videre, bliver den ikke Veien, saa skal Man giøre den, maa det aabenbar blot være af Tvang eller for Morskabs Skyld, og da Romerne, Gud skee Lov, har afhersket og Morskabet neppe opveier Kiedsommeligheden, tør jeg nok haabe at overleve de Latinske Stile-Bøger blandt Folk af den Danske Tunge!

September 1833.
17

Indhold.

  • Indledning
  • Skabelses-Bogen
  • Paradis
  • Kain og Abel
  • Adams Slægt-Register
  • Synd-Floden
  • Noahs Slægt-Register
  • Babels-Taarnet
  • Abraham
  • Jakob eller Israel
  • Joseph
  • Moses og Pharao
  • Ægyptiske Old-Sagn
  • Israels Kirke-Stat
  • Det hellige Land
  • Samuel
  • Saul, David og Salomon
  • Tyras og Sidon
  • Ninive og Babylon
  • Salmanassar og Senacherib
  • Nebucadnezar og Belsazar
  • Meder og Perser
  • Kyrus
  • Kambyses
  • Darius Hystaspis
  • Kserxes
  • Grækerne
  • Sparta og Athenen
  • Philip og Demosthenes
  • Alexander den Store
  • De Hellenistiske Riger
  • Pyrros
  • Romerne
  • Første Puniske Krig
  • Anden Puniske Krig
  • Achæer og Ætoler
  • Tredie Puniske Krig
  • Makkabæerne
  • Den Romerske Revolution [Omvæltning]
  • Keiser Augustus
  • Det Juliske Huus
  • Jerusalems Forstyrrelse.
18

Indledning.

Jordens Kreds, med Land og Vand, betragter Menneske-Slægten aabenbar som sit Odels-Rige, eller dog som Guds og sit Eget, og skiøndt Man vel, naar Man sætter sig i Dyrenes Sted, kan synes, Man havde meget derimod at indvende, saa tie dog Dyrene med Skaden, fordi de er umælende og maae finde dem i at behandles som Oprørere, naar de giør dem uvane og sætter dem op imod Mennesket som deres Arve-Herre og Konge fra Arilds-Tid. Der findes nu vel Folk paa Jorden og det ikke faa, som, skiøndt de ogsaa efter Evne giør sig den underdanig og lader Dyrene trælle for sig og æder dem tilsidst, naar det smager dem, Folk, som desuagtet paastaae, de er selv i Grunden kun et eget Slags Bavianer og stræbe derfor, saavidt som mueligt, at ligne det Umælende; men det er aabenbar ufornuftigt, saa, naar vi vil blive ved at herske paa Jorden, maae vi nødvendig paastaae, vi har Ret dertil, ikke fordi vi er enten de Fleste, eller de Største af Krop og de Stærkeste af Lemmer, thi det er vi ingenlunde, men fordi der er noget langt Ypperligere i os, end i alt Andet paa Jorden baade Levende og Dødt, noget Kongeligt og Guddommeligt, som vi kalde Aand og yttre paa mangfoldige Maader, men kiendeligst og kraftigst med vor Mund, i det levende Ord. Vist nok er dette levende Ord paa Menneske-Læben et stort Vidunder og den største Hemmelighed paa Jorden, ikke blot for de Umælende, men for os selv som høre og føre det; men det er ligefuldt en guddommelig Kiends-Gierning, som viser at vi er af høiere Byrd, skabte og skikkede til et ganske anderledes Liv og Levnets-Løb end de Umælende; thi det er langt fra, at vort Ord er stærkest, naar det nævner og beskriver hvad Man kan see for Øine og tage paa med Hænder, men det er netop i sin Kraft, 19 naar det udtrykker det Usynlige og Ubegribelige, som lever i os eller svæver over os, og skaber saaledes en heel usynlig Verden, som vi Mennesker har for os selv og see kun Skygger og Billeder af i den synlige Verden, og selv de Umælende har aabenbar en dunkel Følelse deraf, at det er en høiere Verdens Kræfter som røre sig i Menneske-Ordet, thi naar vor Konge-Villie kraftig udtrykker sig deri, da er det dem naturligt at studse og adlyde.

Heraf følger nødvendig, at vi Menneske-Børn, Saamange som føle og skatte vor Naturs [Arts] mageløse Fortrin og lade haant om at nedværdige os til de Umælende, vi kan ikke sætte nogen Kundskab ved Siden ad den om os selv og vor Slægt, ved Siden ad Menneske-Kundskab, hvormed al sand Guds-Kundskab herneden maa sammensmelte, ja, hvoraf den er betinget, thi kun fordi vi veed med os selv, at det hemmelighedsfulde Liv i vort Inderste og Ordet paa vor Læbe, som ene udtrykker det, er ei vor egen Skabning og lader sig umuelig forklare af hvad det overgaaer og overflyver, kun derfor spørge vi om Ham i det Skjulte, som os haver skabt, som indaandede [har indaandet] os Livet og som begriber Ordet, den store Herre, hvis Sætte-Konger, det er klart, vi kun kan være, hvis Lov og Villie og Hensigt med os det er vor Pligt [vort Kald] at efterspore og maa nødvendig være vor udødelige Ære og vort uberegnelige Gavn at følge.

Men enten vi nu spørge om vor Slægt og dens Vilkaar eller om vor Skaber og Hans Planer med os, da er der ingen Kundskab, som kan tjene til at klare Dunkelheden i vort Indre, uden Kundskab om Slægtens Levnets-Løb, hvortil vi høre, thi alle fødes vi i den største Vankundighed, os selv ubevidst, finde Ordet først paa Forældrenes Læber, og føle os derved aandelig saavelsom legemlig og uopløselig knyttede til det Forbigangne, som det hvori Oplysningen om det Nærværende er nærmest at søge, og standse kan vi ikke [vi kan da ikke standse], før vi naae vore første Forældre, om de er at opdage, da det nødvendig gik i alle Ledd, som i det Sidste, at det Ny udsprang og udviklede sig af det Gamle.

Eftersom Tilstanden nu er hos os og overalt i den saakaldte Christenhed, da faae vi tidlig en stor Deel at vide, deels ved mundtlige Samtaler og deels ved Bøger om Menneskets Natur [Art], Levnets-Løb og Bestemmelse og om alle menneskelige Forhold i deres tre Hoved-Retninger: til Guddommen, os selv og den øvrige Verden, men Efterretningerne er saa mangfoldige, 20 sædvanlig saa døde og tit saa forvirrede og selvmodsigende, at naar vi komme til Skiels-Aar og vil giøre os selv Regnskab for hvad vi veed om det Menneske-Liv, vi dele, da forefinde vi et Chaos [Virvar], vi hardtad maae fortvivle om at ordne.

Derfor er en Haand-Bog i Verdens-Historien netop nu saa stort et Savn og saa stor en Opgave, da ene den kan vise Traaden i Livs-Labyrinthen, hvortil Slægten øiensynlig trænger, men den kan det [det kan Bogen] naturligviis kun, forsaavidt som Traaden virkelig er i hans Haand, der skriver Bogen, og naar han ikke udgiver sig for andet end en Broder, som selv har deelt Forvirringen og stræber endnu daglig mere at arbeide sig ud deraf, da kan han med Rette kræve Overbærelse og selv Tak for sit Arbeide, naar det, trods alle Feil og Mangler, dog udbreder mere Lys over Menneskets Liv og Løbe-Bane end Man sædvanlig har.

Det første Spørgsmaal vi maae giøre, naar vi vil lære at ordne og skatte den os overleverede Menneske-Kundskab, er naturligviis om dens Kilder, og vi kan da let opdage, at naar Bibelen har været Kilden til vor Børne-Lærdom, da, men ogsaa kun da, er vi derved henviiste til den eneste Kilde paa Jorden, hvoraf det er mueligt at øse en Menneske-Kundskab, der oplyser deres Liv, som føle sig ophøiede over de Umælende og beslægtede med Guddommen, og kun om dem kan Talen være; thi hvem der enten føler, han i Grunden er et Dyr, eller vil dog være det saavidtsom mueligt, maa ligesaalidt som de Umælende spørge om det Forbigangne eller Tilkommende, men skal beskeden [dyrisk] nøies med det Nærværende og modsiger sig kun selv, ved paa nogen Maade at ville forklaresig Livet, da det er Noget han urimelig kan have lært af de Umælende eller have tilfælles med dem. I Grunden er vi da kun blevel historisk vildfarende, fordi vi vragede den Bibelske Veiledning, men at vi vragede den, var rigtig nok for en stor Deel vore Skrift-Kloges Skyld, der meende, de kunde ikke bedre bestride den selvgjorte Christi Statholder i Rom, end ved at giøre dem [sig] selv til Bibelens Statholdere, der havde Ret til i dens Navn at beherske baade vor Tro og Videnskabelighed, thi det maatte, hvor Man først havde begyndt at protestere, nødvendig frembringe en farlig Protest mod Herskabet af en saa umælende Ting, som en Bog, over levende Menneskers Tanker, Ord og Gierninger. Vist nok burde Man, i vore oplyste Tider, have indseet, at Bogen var ligesaa uskyldig som Kirken fordum i det selvgjorte Statholderskab og den selvtagne 21 Myndighed, men det var desuagtet naturligt, at Bogen kom til at lide under de Skrift-Kloges som Kirken under Pavernes Synder; og vel fandt de nymodens Skrift-Kloge sig snart i at beraabe sig paa Bibelen ligesom endeel Protestanter paa Kirken, men naturligviis først efterat have gjort Bogen ligesom Hine Kirken om efter deres Begreb, og en omskrevet Bog er ligesaalidt som en ombygget Kirke hvad den var før, saa her blev det Sidste aabenbar værre end det Første, da de nye Skrift-Kloge ei blot vilde herske i Bibelens Navn, men i en Bibels, de selv havde gjort.

Under alt Dette kom imidlertid ikke blot Kirken men især Skolen i Revolutions-Tilstand [Opløsningstilstand] og kom i saa critisk [mislig] en Stilling, at den aldeles tabde Samlingen, lykønskede sig med Døden og phantaserede over Graven som et Fee-Slot, hvis Indbyggere, naturligviis Orme, fandt uden al Møie et dagligt Giæstebud, og medens vi med Rette lade Kirken skiøtte sig selv, maae vi, som ventede i Skolen dog engang at see Menneske-Livet forklaret, nødvendig see til at hitte paa Raad mod dens dødelige Sygdom, som er den fixe Ide [nagelfaste Tanke], at Menneske-Livet maa først opløses og omskabes og saa forklares, hvad ethvert fornuftigt Menneske dog kan indsee er et fortvivlet Indfald, hvorved Skolen ender sit Værk med at opløse sig selv og overlader saavel Omskabeisen som Forklaringen til Barbarerne derudenfor, som Man nok veed, giør kort Proces og giver den nette Forklaring: at boglig Konst, for alt det Underslæb, Hoved-Brud og Tids-Spilde, den har foraarsaget, skal herefter være om ikke fredløs saa dog brødløs.

Nu er al Læge-Konst for lixe Ideer [løse Skruer og nagelfaste Tanker], som Lægerne selv bekiende, kun en Prøve, og vi maa da prøve, om vi ikke, ved at føre Patienterne [Drømmerne| ind i det virkelige Liv, kan faae de Indbildninger til at dunste bort, som aabenbar har samlet sig i Studere-Kamret, hvor Man hængde over Bøgerne og glemde reent, at Menneske-Livet var til undtagen i Beskrivelsen.

Sæt derfor nu, at der ikke var en Bog meer i hele Verden, men at vi desuagtet var der, som vi jo godt kunde være, da vi jo dog ikke er blevet til enten af Pen og Blæk eller af Bogtrykker-Sværte, og sæt, at vi gierne gad vidst hvad der var skedt, før vi blev født, som vi Folk i Norden godt veed, Man ogsaa uden at være Bog-Orme kan have stor Lyst til, da gik vi 22 naturligviis til de Gamle, der havde giemt paa hvad de hørde og saae, eller til dem Man i gamle Dage kaldte Saga-Mænd og hørde vel efter hvad de vidste at fortælle, og, vilde vi være deres Eftermænd, da beflittede vi os naturligviis paa troelig at fortælle det Samme til de Yngre, da Sagnet ellers blev forvirret, saa Ingen meer kunde hitte Rede deri. Havde vi derfor end om adskillige Ting vore egne Betænkninger, da beholdt vi dem dog enten for os selv og enkelte opvakte Hoveder, eller vi lod dem i alt Fald følge bag efter, som en Oplysning, Forklaring eller Vittighed. Vil vi derfor vide Beskeed om Menneske-Slægten i det Hele og fra Først af, da maae vi jo gaae til de Folke-Færd der er ældst og har befattet dem længst med hvad vi spørge om, og vel paastaae nu Hinduer og Chineser ligesaavel som Jøderne at de fra Arilds-Tid har været det Himmelske Riges Indbyggere, men Forskiellen er at Jøderne har en gammel Historie og de Andre har Ingen, saa hvad vi har Valget imellem er kun at undvære alle Efterretninger om Menneske-Slægtens Old-Tid eller at nøies med Jødernes. Men at nu Jødernes Efterretninger om Old-Tiden maae være langt bedre end Intet, indsees let, naar vi betænke, at de ikke alene stod i Forbindelse med Old-Tidens berømteste Folk: Ægypter, Phønicer, Græker og Romere, men er tillige Stam-Folket til de Christne under alle Himmel-Egne; thi at det er de Christne der først har gjort Menneskets Slægtskab med Guddommen giældende paa Jorden, beviist det mundtlige Ords guddommelige Kraft og med et forunderligt Held stræbt levende at godtgjøre Menneske-Slægtens oprindelige Eenhed, det maa jo være os alle bekiendt, saa, skal vi hos noget Arilds-Folk finde rigtig Beskeed om Menneske-Slægtens Oprindelse og Barndom, maa det være hos Stam-Fædrene til de Christne, der var dens Manddoms Prydelse og dens Alderdoms Trøst.

Har vi nu først indseet, at vi ene og alene maa takke Christendommen, som den gik og gjaldt, levede og virkede i Verden, for alle de værdige Forestillinger vi har om Gud og Menneske og for alle de universelle [almeenmenneskelige] Begreber vor Videnskabelighed brammer med, ja, for alle de Stater og Skoler, som nu er værd at nævne, og er det historisk klart at Christendommen er opkommet blandt Jøderne, mens de endnu tildeels var et samlet Folk, da følger det af sig selv, at mellem alle Historie-Bøger er der ikke Mage til dem, der lære os at kiende Jødernes og de Christnes Oprindelse og det Jødiske Folks hele Levnets-Løb til hvad de Christne kalde Tidens Fylde, 23 og saadanne Historie-Bøger er jo hvad vi kalde Bibelen dvs. Bogen eller det Gamle og Ny Testamente, som derhos har det uskatteelige Fortrin at levere Efterretninger om Verdens Skabelse og hele Menneske-Slægtens Barndom, der paa det nøieste svare til den Forestilling Christendommen har udbredt derom og til hvad vi maae forudsætte, naar Mennesket skal giælde for Jordens Herre og hans Bane lade sig forklare. Naar vi nu endelig opdage, at ved at begynde med Jødernes Historie og betragte de Christnes som en Fortsættelse deraf, bliver en inderlig Sammenhæng og en uafbrudt gradviis Fremgang fra Dunkelhed til Klarhed, fra blind Tro til Erkiendelse, i een og samme Aand, umiskiendelig, da maae vi føle dyb Ærbødighed for de Folks Efterretninger om sig selv, hvis Levnets-Løb er en Ære for Menneske-Slægten og hvis Tro, ved at udvikle en tilsvarende Oplysning, har levende beviist sin Ægthed, saa det vilde være Daarskab at forkaste Nogen af dem, blot fordi den end falder os dunkel eller synes ikke ret at ville stemme med Undersøgelser, vi ei tør kalde sluttede. Om vi vil være Christne eller ikke, derom spørges ei i Skolen men kun i Kirken, og det er desuden vor egen Sag, hver især, men naar Man havde lært Christendommens Historie rigtig i Skolen, da vilde Man ogsaa vide, det var først efter Reformationen de Skrift-Kloge fik det fortvivlede Indfald at giøre ikke blot Christi og Apostlernes Levnets-Beskrivelser, men hele den Jødiske Historie til Kirkelige Troes-Artikler og, for en Feils Skyld, til videnskabelige Axiomer. Mod begge Dele skal vi derfor i Skolen nedlægge en kraftig Protest, og, uden naturligviis at nægte enten Jøder eller Christne Lov til at tage og troe deres hellige Skrift som de vil og tør, paastaae Skolens utabelige Ret til at benytte og bedømme alle Bøger, som den trøster sig til at forsvare det for Sandheden og den tilstrækkelig oplyste Menneske-Slægt. Men naar vi efter Jødernes og de Christnes hellige Historie vil give Efterretninger om Old-Tiden, da maae vi naturligviis give dem, som de findes, da vi ellers forfalske dem og begaae den gruelige Anachronisme [Tids-Forvirring] at udgive Historien af en Bog-Orms Tanke-Gang i det attende og nittende Aarhundrede efter Christi Fødsel for en historisk Efterretning af Christi Samtidige eller af Moses og Andre, der levede mange Aarhundreder før. Vort Skiøn maa det være os uformeent at tilføie, om vi har Lyst, men Efterretningen skal vi levere [give] som den kom os til Hænde, ellers forvirre vi istedenfor at oplyse, og hindre, saavidt det 24 staaer til os, Læseren fra at fælde en rigtig Dom baade om Efterretningerne og om vort Skiøn.

Den samme Grund-Sætning maae vi derfor følge baade med Kilde-Skrifterne fra Middel-Alderen og med dem Græker og Romere har efterladt os, thi vel er de langt fra at være saa paalidelige som Jødernes og de Christnes hellige Skrift, men det er lige vist, at hvem der mynter Efterretninger om Fortiden paa fri Haand, skal have Smæk over Fingrene, og tør vi sige, Nogen af vore Forgiængere har gjort det, da har vi baade Ret og Kald til at behandle dem derefter, men ingen af Delene til at efterligne deres slette Exempel.

Naar nu Haand-Bogen i Verdens-Historien leverer i en Hoved-Sum den Række af Efterretninger om Menneske-Slægten, fra Verdens Skabelse til nu, som findes i Ebræers, Grækers, Romeres og de Christnes Skrifter, da giør den meget Gavn, om end det tilføiede Skiøn skulde være ubetydeligt eller ugyldigt, thi det kan Læseren springe eller strege over, som han synes, og faaer dog ligefuldt en Udsigt over de bedste Efterretninger Man virkelig har om Fortiden, som han kan sammenligne med sin egen Erfaring og Menneske-Kundskab. Dog for at det kan skee, maa enhver Efterretning gives med en vis Fuldstændighed, da Læseren kun derved kan faae et Billede af Begivenheden der opliver Scenen og præger sig i Hukommelsen, og det er da en Hoved-Feil ved historiske Haand-Bøger, naar de ikke er skrevet til at lære noget af men kun til at repetere efter, saa det bør fra alle Sider være Historie-Skriverens Lov, kun at optage saamange Efterretninger, som hans Værks Omfang tillader ham i det Væsenlige at meddele fuldstændige, thi jo mere Udtog af en Efterretning, desmindre Paalidelighed, desmere Fare for at vi, med eller mod vor Villie, har berettet feil og desmindre Leilighed for Læseren til at see og dømme selv.

Under disse Omstændigheder kan det vel synes umueligt at levere en verdenshistorisk Haand-Bog i faa Bind, der egenlig har nogen Gyldighed, da det forholdsviis kun bliver faa Begivenheder Man kan beskrive udførlig; men det maa dog være inueligt, naar almindelig Oplysning skal kunne fremmes, thi Elementar-Bøger i mange Bind er rene Uting, og paa den anden Side er det slet ikke tænkeligt, at Hoved-Begivenhederne i Menneske-Slægtens Levnets-Løb, der ei kan være mange, skulde være ukiendelige, thi de bleve jo kun til Hoved-Begivenheder ved den kiendelig store Indflydelse, der har havt paa det Hele.

25

Det giælder altsaa her kun om den Indsigt, at Menneskeslægtens Historie forholder sig til Folke-Historien, som denne til Enkelt-Mandens Levnets-Beskrivelse, saa, skiøndt alle Begivenheder og Efterretninger høre dertil, har Man dog en gyldig Udsigt derover, naar Man kiender Hoved-Folkene fra deres verdenshistoriske Side eller forsaavidt de gribe ind i det Hele, og Hoved-Folk er igien naturligviis kun de, der kiendelig har grebet ind i det Hele og derved bidraget til at udvikle den ædleste og klareste Skikkelse, hvorunder Menneske-Livet nu findes paa Jorden. Heraf følger nemlig, at Old-Tiden kun har tre Hoved-Folk: Ebræer, Græker og Romere, thi selv Ægypter, Phønicer og Perser kiende vi egenlig kun af deres Efterretninger, og, trods alle Drømme om stumme Personers guddommelige Fortrin, maae de dog i Verdens-Historien lignes ved de Umælende, og den universelle Stræben med Præg af Aand, hvorved Ebræer, Græker og Romere have virket paa alle følgende Slægter og Tids-Aldere, kan de umuelig have lært af de Folke-Færd, der jo kun savne et lignende Eftermæle, fordi de fattedes den [Aand]. Endnu mindre kan Hinduer og Chineser her komme i Betragtning, da de slet ingen kiendelig Indflydelse har havt paa Old-Tidens Menneske-Slægt, saa at, selv om Man paa deres Ord vilde troe, al de havde været Halv-Guder og store Folk før Verdens Skabelse eller dog før Synd-Floden, maatte Man dog betragte dem som Man betragter Eremiter i Kirke-Historien og speculative Philosopher i Stats-Historien, som Man først ændser, naar Man ved en mærkelig Leilighed støder paa dem, deres Gravsted og efterladte Papirer.

I Middel-Alderen holde vi os med samme Ret til Christenheden, fordi det kun var der, Menneske-Slægtens Liv fra Old-Tiden blev fortsat, saa Araber, Mogoler og Tyrker vedkomme os kun forsaavidt de stræbde at hindre denne Fortsættelse, som Fiender altsaa ad Menneske-Slægtens fremskridende Udvikling. Ei engang det Byzantinske Keiserdom kan vi skiænke mere end et Side-Blik, fordi Man der med Flid lagde an paa Stilstand istedenfor paa Fremskridt og gik derfor nødvendig Krebs-Gang.

I Nyaars-Tiden, som vel maa blive Navnet paa den Sidste, efterat Krudtet og Bogtrykker-Konsten kom i Virksomhed og den saakaldte ny Verden opdagedes, følger Universal-Historien af sig selv med Reformatorerne; thi den levende Catholicisme (Universalitet) findes derefter kun hvor den 26 Døde fornægtedes og hvor Man, af en besynderlig Misforstand, korsede sig for Navnet, der dog ligesaavel er Skolens som Kirkens, ligesaavel Menneske-Slægtens som Christendommens Ære.

Vist nok protestere[-de] Protestanterne sædvanlig ligesaa ivrig som Paven imod den Paastand, at de har fortsat Menneske-Livet fra Christenhedens Middel-Alder, og de vil heller have blotte Bog-Staver Alt at takke, men saadanne Protester er Historie-Skriveren nødt til at smile ad; thi deels kan Morten Luther umuelig fragaae, at det Kloster, han krøb ud af, var i Grunden det samme som Augustin anpriste og Benedikt bygde og de følgende Brødre forsynede med de Bøger fra Old-Tiden Man deri fandt, deels er i det Mindste Universiteterne og den Engelske Stats-Forfatning unægtelig udsprungne af Christenhedens Middel-Alder, og endelig var det aabenbar de samme Folke-Færd, Nord-Boerne nemlig, Nord-Tydskerne iberegnede, der spillede Hoved-Rollen baade i Middel-Alderen, ved og efter Reformationen.

Har vi nu saaledes fundet Universal-Historiens Hoved-Folk, der blandt Andet ogsaa er kiendelige derpaa, at de, efter Evne, tog sig af Universal-Historien, som de andre Folk aldeles forsømde og knap havde nogen Ahnelse om, da giælder det kun om at finde den Kreds, hvis Hoved-Begivenheder skal udfylde den almindelige Haand-Bog i Verdens-Historien, og Man opdager da let, at det er hverken Kirke-Samfundet eller den lærde Stand, men det Borgerlige Selskab.

Herom er de Bog-Lærde for nærværende Tid da ogsaa enige, skiøndt af meget forskiellige Grunde, saa det behøver ikke at forsvares, men kun at oplyses, ved et Blik paa disse tre samhængende Kredse, eller rettere denne Menneske-Aandens tredobbelte Virke-Kreds.

Ligesom nemlig Enkelt-Manden staaer i et tredobbelt aandeligt Forhold, som Dyrene ikke kiende, nemlig til Gud, sin egen Sjæl og sine Medmennesker, saa er det Samme naturligviis Tilfældet med hvert enkelt Folk og med hele Menneske-Slægten; thi vel har Menneske-Slægten ingen Side-Mænd men dog noget Lignende i de samtidige Folke-Færd, og ligesom nu i det Store Forholdet til Gud speiler sig i Kirke-Samfundet, saaledes er det af Skolen og Bøgerne vi lære, hvorvidt et Folk eller Slægten i det Hele til enhver Tid er kommet i Forstand paa sig selv og sine Forhold, eller i Oplysning, medens det er 27 Staternes Forfatning og Begivenheder, som vise, hvorledes Menneskerne betragte og behandle hinanden! Nu er det vist nok en af vor Tids herskende Vildfarelser, at Staten ikke behøver at støtte sig til Kirken for at staae fast, men en langt farligere Indbildning er det dog, at Skolen kan bære Staten, og den er desværre saa almindelig herskende, at Man maa frygte for at see alle Stater forsvinde, mens Man beskriver deres Kæmpe-Skridt [i Luften] til Fuldkommenhed. Naar nemlig Lov og Ret, som er Stats-Grundvolden, ikke helliges enten af Tro paa en almægtig Dommer eller dog af en nedarvet Ærbødighed for Fædrenes Indretninger, da staaer Staten kun paa Papiret, thi da er Lov og Ret kun Sort paa Hvidt, som kan ophæves med et Penne-Strøg, og da kommer Retten nødvendig til at sidde i Spyd-Stagen, fordi denne er meget stærkere end Pennen, som Julius Cæsar med Sværdet i Haanden kort og fyndig lærde Metellus med Pennen bag Øret, der vilde spærre ham Skat-Kammeret, thi da sagde jo Cæsar: gaaer du ikke afveien, saa slaaer jeg dig ihjel og det er endda meget lettere gjort end sagt!

At nu den ægte Kirke, selv under saadan en Overhuggelse af Knuden i det Borgerlige Selskab, ikke blot kan bestaae, men skabe ny Stater, hvori Skolen kommer til at blomstre skiønnere end nogensinde, det har Christendommens Historie i Romer-Riget og i Middel-Alderen rigtignok beviist, saa de gamle Præster havde anderledes Ære at tale med, naar de kaldte sig Statens Pillere end de unge Professorer, som aldrig har kunnet gjort Staten nogen større Tjeneste end at passe deres Bog og lade Staten skiøtte sig selv, men deels maae vi dog aldrig glemme, at den ny Skabelse giennem Middel-Alderen er et stort og mageløst Mirakel, der medtog selv Christendommen et heelt Aar-Tusinde, og deels er det dog lige vist og lige klart, at Aandens Storværk først bliver kiendeligt i tilsvarende Stats-Begivenheder, ligesom Livet og Kraften i Enkelt-Mandens Tro og Tanke-Gang først bleve kiendelige paa Vexel-Virkningen mellem ham og hans Med-Mennesker. Derfor see vi, at selv i Palæstina, hvor Aanden dog paa en ganske egen Maade styrede Udviklingen, maatte der dog stiftes en Stat, før enten Kirken eller Skolen kunde træde i ordenlig Virksomhed, og at den forunderlige Kirke-Stat, Christendommen skabde midt i det Romerske Chaos [Virvar], er netop det, der paa Historiens Skue-Plads aabenbarer dens Guddommelighed.

28

Slutningen bliver da, at netop fordi det Borgerlige Selskab bevæger sig paa Grændserne af den synlige og usynlige, Haandens og Aandens Verden, netop derfor er det den egenlige Gienstand for Universal-Historien, men at enhver saakaldet Stat, hvor Haanden ei vil være Aandens Stat-Holder men Herre, saa Sværdet sidder ei meer i Rettens Haand men Retten i Spyd-Stagen, der er intet Borgerligt Selskab, men i det Høieste en ordenlig Røver-Bande leiret paa en Myre-Tue. Hvor derimod Staten virkelig er bygget paa Lov og Ret, der er et Borgerligt Selskab, som efterhaanden vil udklække al den Frihed og Lighed [Ligelighed], der lader sig forene med Retten og det Almindeliges Tarv, og der vil blive fredet om Skolen for at fremme almindelig Oplysning, der, som den ægte Stats sidste Øiemed, nødvendig ved hvert virkeligt Fremskridt vil befæste den. Da nu Frihed er Kirkens Element, og Oplysningen Skolens, saa kan det aldrig feile at vi, ved at følge med den ægte Stat, jo bestandig vil have den sande Kirke og den rette Skole ved Siden og idelig spore deres velgiørende Virkninger, men den universal-historiske Haand-Bog kan ikke indlade sig i at beskrive deres særegne Virksomhed, der ogsaa er stor og mærkværdig nok til at fortjene egne Haand-Bøger, som vil blive tydelige og tiltrækkende i samme Grad, som de store Stats-Begivenheder ere Læserne i frisk og levende Minde.

Naar vi saaledes ligesom slaae Leir i Stats-Historien, fra det Øieblik vi see Aanden med Joseph indtræde deri, da see vi strax, hvor nøie Universal-Historien hænger sammen baade med Geographien og hele Natur-Kyndiglieden, thi hvem veed ikke, at den Borgerlige Virksomhed er paa utallige Maader bundet til Landenes Viikaar, og gaaer nærmest ud paa at giøre sig Jorden underdanig til dagligt Brug og at føre sig alle Kræfter til Nytte, men i Haand-Bogen kan naturligviis kun det kiendelig Store, Iøinefaldende, komme i Betragtning, og naar Man søger Kilden til de menneskelige Storværker enten i Floderne, i Luften eller andensteds end i Menneskets høiere Byrd og vidunderlige Forhold til Guddommen, da løber Man aabenbar efter Næsen, thi at alt menneskelig Stort i Verden er enten skedt i Palæstina, Grækenland og Rom, eller dog udgaaet derfra, det lader sig umuelig forklare enten af Himmel-Egn, Jord-Bund, Vand-Løb og Bjerg-Strækninger, eller af nogen anden Natur end Guds og Menneskets!

Der er imidlertid en dyb Sammenhæng i Alting, end sige da mellem Mennesket og hans Moder, som Jorden jo er, og mellem 29 os og den Luft, vi indaande, saa Intet i Verden kan i Granden være tilfældigt uden for Tosser, og allermindst det, at Ebræer, Græker og Romere havde deres Bo-Pæle paa et og samme Strøg, fra Øst til Vest, og Hoved-Folkenes Bo-Pæle er derfor ogsaa Hoved-Lande, hellige og classiske Steder, i Verdens-Historien, som Haand-Bogen ingenlunde maa lade ubemærkede ; thi selv om vi slet ingen Sammenhæng havde opdaget mellem Folkenes Liv og Landenes Leilighed, maatte vi dog stræbe bestandig at holde Opmærksomheden spændt derpaa, for at det kunde opdages hvad vi fortid vide, maa nødvendig finde Sted. Misgreb og Misbrug er vist nok slemme Ting, men da de nu engang er uundgaaelige, maae vi finde os deri, og maae huske, at det altid dog i Grunden kun er Livet der misbruges, saa, naar vi skulde forebygge Misbrug for Fremtiden, maatte vi ei blot, som Pharao, lade alle Drenge-Børn drukne, men slaae alle Børn ihjel og os selv bag efter, hvad dog netop vilde være en uhyre Misbrug af Livet, altsaa det største Misgreb, Man kan tænke sig. Uagtet derfor Lysten nu er stor nok til at forklare Livets Yttringer af Dødens Natur og til at spørge det Umælende om, hvad de der føre Ordet egenlig har at sige, saa det var Synd at kiæle for den, desuagtet [saa] maae vi dog indrømme, at Man ikke engang kan sige, hvor Historiens Hoved-Lande egenlig er at finde, uden til Huus-Behov at have orienteret [solreltet] sig paa Jorden, og naar derfor historiske Læsere bryde sig for lidt om Breden og Længden, Bjerge og Floder, Dyr og Fugle, Træer og Planter, Nærings-Veie, Fabriker og Manufakturer [Handværker], hvor de færdes, da kommer det dog vist for en stor Deel af, at de der veed bedst Beskeed med saadanne Ting sædvanlig bryde dem alt for lidt om Historien og Moders-Maalet og betænke derfor ligesaalidt Historie-Skrivernes som deres Læseres Tarv. Vel fristes Man nemlig aldrig meer til al ønske, Man omtrent var alvidende, end naar Man skriver en Haand-Bog i Universal-Historien, men derfor bliver Man det naturligviis ikke og Polyhistoriets Historie stadfæster alt for kiendelig den latinske Phrase: aliqvid in omnibus et nihil in toto [det sande Ordsprog: Noget af alt og Intet af det Helej, til at Man engang, med Øie paa det Hele, kan faae Lyst til, ved at samle Stumper, at blive en Stymper i Alt. Derfor skulde vi smukt arbeide hinanden i Hænderne og da det dog hidtil kun er skedt baade sjelden og keitet, for ei at tale om det Avede, saa kan Man endnu ikke forlange det korte men tydelige Over-Blik af de store Natur-Forhold, hvori Mennesket som 30 Jord-Bo staaer, et Over-Blik der ellers netop i Indledningen til en Haand-Bog i Verdens-Historien var paa sit rette Sted. Noget maa der imidlertid dog siges, og lidt veed ogsaa alle Bog-Orme, naar de blot kan hitte paa, kun at sige hvad der er Hoved-Sagen og at sige det saaledes, at Man ikke selv maa være en Bog-Orm, eller vel endog klogere paa Tingene end de, for at forstaae dem. Nu at hitte strax paa begge Dele er, som overalt, videnskabelig talt at slaae to Fluer med eet Smæk, for meget forlangt, men der vil allerede være Noget vundet, naar Man seer, hvad der maa lægges vel Mærke til.

Det [Dette] er nu for det Første ikke, som Man i det attende Aarhundrede troede, at Solen, efter Sigende, staaer stille istedenfor at staae op og gaae ned, thi tør Man i dette Stykke ei engang troe sine egne Øine, var det dog en mageløs Urimelighed at troe Andres blotte Forsikkring tvert derimod, og det er desuden til Lykke Noget, Man ganske rolig kan lade være Solens og Stjerne-Kigernes egen Sag, da Solen umuelig kan have Noget imod, at vi betragte den med de Øine, vi har, og selv Astronomerne finde det nødvendigt til daglig Brug at snakke os efter Munden, som om Solen virkelig endnu stod op og gik ned og bugtede sig under Aarets Løb i Dyre-Kredsen af de tolv Himmel-Tegn! Naar Man nu endelig veed, at indtil det attende Aarhundrede efter Christi Fødsel var det baade mellem Lærd og Læg den herskende Tanke-Gang, at Solen, der saa kiønt oplyser vore Øine til at see alt Andets virkelige Stilstand eller Bevægelse, ingenlunde forblindede dem for dens egen, saa indseer Man strax, at Man i alt Fald hverken kan have synderlig Skam eller Skade af at troe sine egne Øine, til Man soleklart overbevises om, at alle Folk i dette Stykke see feil, og at dette soleklare Beviis i det Mindste endnu ingenlunde er ført, bliver da egenlig det Eneste, Historien har at melde om den besynderlige Paastand af det attende Aarhundredes Astronomer, at hvem der ikke i Blinde vilde troe dem bedre end [baade] sine egne [og deres] Øine, var gruelig forblindet af Fordomme og behersket af Overtro.

Derimod er Solens Virkning paa Jorden, hvoraf den saa kommer, en ligesaa mærkværdig Ting i Verdens-Historien som i det daglige Liv, saa Jævn-Døgn og Soel-Hverv spille deri en ganske anderledes Rolle, end de fleste historiske Læsere forestille sig; thi de give ikke blot Jorden kiendelige Afdelinger med faste naturlige Grændser, men har tillige giennemgribende Indflydelse paa Alt hvad der lever og voxer, saa Menneskerne 31 paa mange Maader deels lokkes og deels nødes til at rette sig derefter. Vel er det nu hardtad en Skam at skrive om saadanne Ting, naar Man ikke veed stort meer, end at hvad Man i daglig Tale kalder Linien, er Jævndøgns-Linien, saa der har Man een Gang om Foraaret og een Gang om Efteraaret Solen lige over Hovedet, og er hele Aaret igiennem ikke langt derfra; men hvor ubetydelig denne Kundskab end synes at være, er den dog langt nødvendigere og langt mere frugtbar, end de fleste Læsere formode; thi Naturen er, som Man nok veed, meget simpel i sin store Gang og nøies med Lidt. Med de to Jævn-Døgne staae nemlig de to Soel-Hverve i nøieste Forbindelse, thi ved det Solen ligesom besøger Ægypterne om Sommeren og Æthioperne om Vinteren, skabes der, saavel norden som sønden for Linien, en Strækning paa 350 Mile, hvor Man een Gang om Aaret har Solen lige over Hovedet og slet ikke noget af det vi kalde Vinter, hvad naturligviis i alle Maader giør en mærkelig Forskiel, saa den Strækning kalde vi med Rette de varme Lande eller det hede Jord-Strøg, men de Lærde, der, til stor Skade baade for dem selv og os, gierne vil have deres Sprog for dem [sig] selv, kalde ikke blot sædvanlig Linien Æqvator, men ogsaa, for en Feils Skyld, de varme Lande de Tropiske, som Man maa vide, for ikke at lade sig forvilde, men Hoved-Sagen er, at dette Jord-Strøg er Dyrenes, især de Vildes, Himmerig, men Menneskets Helvede, saa der har det Borgerlige Selskab ligesaalidt som Aanden kunnet lykkes eller trives.

Fra det Sted derimod hvor Man ved Sommer-Soelhverv har Solen lige over Hovedet begynder en Strækning mod Norden paa 650 Mil, som ender, hvor Man om Sommer-Soelhverv har ingen Nat og om Vinter-Soelhverv ingen Dag, og dette Jord-Strøg, som Man kalder det Milde eller Tempererede, har til alle Tider været det egenlige Menneske-Land eller Mand-Hjem; thi vel er der naturligviis en ligesaadan Himmel-Egn søndenfor Linien, men skiøndt Man nu veed, der ogsaa er en heel Deel Jord, har Man dog aldrig spurgt store Tidender derfra.

Hvad der endelig ligger længere derfra end 650 Miil er for Mennesket det kolde Helvede, ligesom Landet ved Linien det Hede, thi der seer Man hardtad kun Iis og Snee, og hvor det er livligst, mosgroede Stene, Rensdyr og Finner [Finlapper]. Disse Jord-Strøg hvoraf Man kun kiender noget til det Nordlige, hedder i Konst-Sproget Polar-Landene, fordi de er nær 32 mest ved den nordligste og sydligste Punkt, som de Lærde kalde Polerne.

Naar man veed Saameget og derhos at Jord-Kloden, med Land og Vand, baade efter gamle Sagn og nye Opmaalinger, er randagtig eller æggetrind, da behøver Man kun et flygtigt Øiekast paa en konstig Jord-Klode (Globus) for at see, hvad Man forstaaer ved de Kredse, Man tænker sig og taler om, naar Man i Korthed vil angive Landes og Steders Beliggenhed mod Syd og Nord; thi Linien tænker Man sig som en Krinds der deler Kloden midtad, og hvor det hede Jord-Strøg ender, tænker Man sig de to saakaldte Vende-Kredse, som burde hedde Soelhvervs-Kredse, og paa Grændserne af de milde og de kolde Jord-Strøg begge Polar-Kredsene. Ethvert Steds Afstand fra Linien kalder Man nu dets Brede eller Poli-Høide, der naturligviis kan være baade sydlig og nordlig, men er, som sagt, i alle Universal-Historiens Hoved-Lande nordlig, og angives i Grader, saaledes, at ved en Grad i Breden eller Poli-Høiden forstaaes femten Danske Mile hver paa 12000 Alen, saa der fra Jevndøgns-LInien bliver lidt over 23 til hver af Vende-Kredsene, 66 til hver af Polar-Kredsene og 90 til hver af Polerne. At Man endelig kalder den nordlige Vendekreds Krebsens og den Sydlige Steen-Bukkens, det kommer af at Man fra Arilds-Tid inddeelde den Kreds, Solen i Aarets Løb beskriver, eller den saakaldte Dyre-Kreds efter de tolv Stjerne-Billeder eller Himmel-Tegn, den giennemgaaer, saa Sommer-Soelhverv indtræffer i Krebsens og Vinter-Soelhverv i Steen-Bukkens Tegn; men at de Lærde helst kalde Dyre-Kredsen Zodiaken, Soel-Banen deri Ekliptiken og Vende-Kredsene Tropiker, er vel kun af Slendrian fra den Tid, Man kunde kun lidt Græsk og havde dog megen Lyst til at vise, Man kunde Noget.

See, det er Børne-Lærdommen i den historiske Astronomi, som Man ikke kan undvære, men naar Man nu kort og tydelig kunde angive de Hoved-Træk, der udmærke og adskille de hede, milde og kolde Jord-Strøg eller Bælter (Zoner) baade i Henseende til Dyr, Vexter og Alt hvad der har kiendelig Indflydelse paa Menneske-Livet, da vilde det ingenlunde være overflødigt. Det er imidlertid noget vanskeligt, blandt Andet fordi Afstanden i Syd og Nord fra Linien vel giør en kiendelig Forskiel men dog ingenlunde eens, saa Meget kommer an paa Beliggenheden i Øst og Vest, som Man kalder Længden, men [som] har ingen faste, naturlige Grændser at beregnes efter, og 33 Meget beroer paa den underlig afvexlende Høide over Havet, som giør at Man i Høiden finder Snee under Linlen og finder mangensteds enten koldere eller mildere Egne, end Man efter Poli-Høiden skulde formode. At for Resten Guldet og Sølvet findes mest i Syden og Vesten, Kobberet og Jernet derimod i Østen og Norden, at Linien gaaer mest over det store Verdens-Hav, og at Landene i det hede Bælte, der altid var saa fattige paa ædelt Blod, er, mod Vesten (i Syd-Afrika, Brasilien, Peru og Mexiko) uden Sammenligning de Rigeste paa ædle Stene og Metaller, og mod Østen (i Arabien og Indien) Palmernes, Risens og Bomuldens, Sukker-Rørets og Kaffe-Træets, Kryderiernes og de fine Røgelsers Hjem, det er en let Bemærkning, men som bliver vigtig, fordi Verdens-Handelen i det Store er udsprunget af Lysten og Driften hos de kraftigste Folke-Stammer til, saavidt mueligt, at forbinde de varme Landes Rigdom med de milde Egnes mageløse Yndigheder.

Disse milde Egne blive imidlertid, som Hoved-Folkenes Bopæle, bestandig Historiens Hoved-Lande, ligesom de da ogsaa er dens Fædreneland, men uagtet vor Opmærksomhed derved fæstes paa et Rum i Breden af 6-700 Mile, maae vi dog strax bemærke, at Alt hvad der ligger vestenfor Herkules-Støtterne eller Strædet ved Gibraltar (Nørve-Sund) og Alt hvad der ligger østenfor den Finske Bugt, det Kaspiske Hav og Indus-Floden, ligger udenfor Historiens Skueplads baade i Old-Tiden og Middel-Alderen, saa det er først i Nyaars-Tiden, den universelle Retning kraftig har aabenbaret sig, ved at udvide den menneskelige Syns-Kreds og Virke-Kreds, saavidt mueligt, over hele Kloden, hvorved de skjulte Lande i Øst og Vest tilligemed det hede Syden har begyndt at træde ud af deres Dunkelhed.

Indskrænke vi os nu, efter Historiens Anviisning, til dette Midt-Land (Midgaard), der ogsaa endnu er det egenlige Mand-Hjem, da deler det sig selv med skarpe Grændser, i Asien ved de Tauriske Bjerge og i Europa ved Alperne og hvad dermed staaer i Forbindelse, thi der sydenfor paa en Brede-Strækning af halvtrediehundrede Mile (eller mellem 30 og 45 Graders nordlig Poli-Høide) ligger den egenlige Vin-Gaard og Oliven-Skov, Hvede-Mark, og Silke-Rede, som udgjorde Historiens Skue-Plads i Old-Tiden, og hvad der ligger nordenfor, som Man kunde kalde Abild-Gaarden og Humle-Haven, Ege og Naale-Skoven, Rug-Vangen, Byg-Holmen og Hør-Stykket, begynder først i Middel-Alderen at vinde den Betydning, Man nu 34 fristes til at tænke det har havt fra Arilds-Tid. For at orientere [solrette] sig paa Historiens Skue-Plads, giør Man desaarsag vel i, bestandig at have Middel-Havet i Syden og Øster-Søen med hvad dertil hører i Norden, uafladelig for Øine; thi skiøndt Skue-Pladsen i Old-Tiden strækker sig længere mod Østen, bliver Middel-Havet dog Begivenhedernes Middel-Punkt, og hvad der siden virkelig har gjort Epoche i Historien, [det] enten findes i Kredsen omkring Øster-Søen og Kattegat, eller er dog aabenbar udgaaet derfra.

Heraf kunde Man fristes til at tænke, at den Varme Havet udbreder i sit Nabo-Lag var den Oplivende og Solens den Udmattende, men da alle Strand-Siddere er langt fra at være lige daadfulde, viser allerede det, at Grunden ligger dybere, saa Thetys bliver kun Moder til Achil, naar Guderne selv fæste hende til deres Yndling og giør hendes Bryllup. Naar imidlertid Folk med Aand og Kraft komme til Klinterne og see ikke det vilde men det formildede, indenlandske Hav for sig, da er det ganske naturligt at de føle en egen Drift og Dristighed til at pløie saa vid en Mark, og det føder nødvendig, under venligt og fiendtligt Samkvem, den Vexel-Virkning hvorved alle Kræfter udvikle og alle Forhold klare sig.

Herved mindes vi om de mangfoldige Handteringer og Nærings-Veie, der gives i Verden, og medens det følger af sig selv at Ager-Dyrkningen omtrent er det Samme for det Borgerlige Selskab, som det daglige Brød for enhver af os, kan det nok behøve at erindres, at der til dette faste Element maa komme et Flydende, naar Menneske-Aanden skal glæde sig ved Staten, der ellers sædvanlig gaaer i Staae, saa dens Historie bliver kun et Bind Almanakker, hvori Aars-Tallene og Aars-Tiderne spille Hoved-Rollen, og selv de største politiske Omvæltninger blive knap saa mærkværdige, som usædvanlig stærke Jævndøgns-Storme og Soelhvervs-Oversvømmelser. Dette flydende Element i Folke-Livet hører naturligviis til Vandet, ligesom det Faste til Landet, men Erfaringen lærer at Floder vil kun lidt forslaae, med mindre Man følger dem ud i Havet; thi ellers bidrage de netop til at indskrænke Syns-Kredsen og giøre Livet eensformigt. Det er i denne Henseende moersomt at sammenligne Old-Tidens berømteste Floder med Middel-Alderens og Nyaars-Tidens; thi Ganges, Euphrat og Nilen skabe sig hver et Konge-Rige, hvori de æres som Guder, men Donau, Rhin og Thæms er kun de store Canaler for en udbredt Vexel-Virkning og skattes derefter, saa den vidaabne Thæms danner 35 en besynderlig Modsætning til den laasede Nil. Skibs-Fart og Handel, med Havet til Middel-Punkt, er derfor et Element som ingen Stat kan være fremmed for, hvori Menneske-Aanden skal udvikle sig, da det ene er derved Oplysning og alle frie Konster vinde Borgerskab, saa det er med Skibs-Fart som med Menneske-Livet i det Hele, der desaarsag er blevet saa almindelig lignet ved en Pløining af den høie Sø: Intet er vel udsat for saa megen Misbrug og forbundet med saa øiensynlig Fare, men Kampen maa voves om Kronen skal vindes. Toge vi derfor Phønicer, Græker og Nord-Boer ud af Verdens-Historien, da borttog vi dermed hele den store Udvikling af Menneske-Livet, og uagtet Aandens særegne Plan med Jøderne krævede en afsondret [særegen] Stilling og en langsom Udvikling, maatte der dog til en Tid knyttes en venlig Forbindelse mellem dem og Phønicerne, ei blot for at Jerusalems Tempel kunde bygges, men ogsaa for at Folkets Syns-Kreds kunde saaledes udvides og Sjæle-Evnerne saa mangfoldig udvikles, som vi see af Propheternes, især af Ezechiels Skrifter, de blev!

Har vi nu saaledes fæstet Opmærksomheden paa Hoved-Folkenes Stats-Begivenheder, med et Blik paa deres Bopæl og daglige Sysler, da er der vel endnu kun een Punkt, der kræver et særdeles Hensyn, og det er Tids-Regninge n. Vist nok har Man i den sidste Tid gjort alt for meget Væsen af Aars-Tal, især i Universal-Historien, hvor de er langt fra at være saa vigtige som i Enkelt-Mandens korte Levnets-Løb, og det maa deels tilskrives den uheldige Omstændighed, at Universal-Historien i sin Barndom opammedes af Middel-Alderens Annalister [Aars-Bogholdere] som deres eget Barn, og deels hænger det sammen med vor Gammelagtighed, thi at Man i Alderdommen lægger ganske anderledes Vægt paa et Aar end i Ungdommen, er noksom vitterligt; men med alt det er Historien uden Tids-Regning dog unægtelig et Chaos [Virvar], saa det kommer kun an paa at ramme det Rette, hverken kræve Umueligheder, eller smaalig efterstræbe en Nøiagtighed, der kun er til Byrde, eller, hvad endnu er det allerværste, give paa fri Haand Tids-Regningen Udseende af en Sikkerhed og Nøiagtighed som den ikke har.

For nu at orientere [solrette] os i Tidsregningen, maae vi begynde med Tiden selv og betænke, hvad kiendelig Indflydelse den har paa Menneske-Livet, hvorved det da strax falder i Øinene, at det selv i Enkelt-Mandens Levnets-Løb ikke 36 kommer stort an paa Aars-Tal, men kun paa Aars-Tider, hvoraf det Fuldstændige, desværre, har Fire, ligesom Aaret hos os, skiøndt vi heller saae, de havde Begge kun Tre, nemlig Vaaren, Sommeren og Høsten, som i Menneske-Livet kaldes Barndom, Ungdom og Manddom, hvortil Alderdommen, som Livets Vinter, kun synes en sørgelig Tilgift. Da nu Tiden er langt fra at bide saa stærkt paa et Folke-Liv, som paa Enkelt-Mandens, og gnaver endnu meget langsommere paa Menneske-Slægtens i det Hele, saa giælder det aabenbar i Universal-Historien fornemmelig om at vide, hvad der hører til hver Tids-Alder, og hvorvidt vi nu omtrent er rykket frem i det store Levnets-Løb; thi veed vi kun det, da kan Hoved-Begivenhederne ogsaa give os et Overblik af Udviklingen og et Glimt af Maalet, som naturligviis er det Høieste vi kan vinde ved at lægge os efter Verdens-Historien. Snart komme vi nu til den Indsigt, at hvad vi i Stats-Historien kalde Old-Tiden, eller Phønicers, Jøders, Grækeres og Romeres Leve-Tid, svarer til Ungdommen i Enkelt-Mandens Liv, saa Barndommen maa være gaaet forud og, skal Livet ikke være spildt, Manddommen følge efter. Her er unægtelig Knuden i Universal-Historien, thi ingen af nysnævnte Old-Tidens Hoved-Folk fortsætte aabenbarlig deres Liv giennem Middel-Alderen, saa det kan synes som Menneske-Slægten da maatte begynde for fra igien, men at alle historiske Folk har enedes om at kalde den Tid Middel-Alderen, som er Manddoms-Navnet, viser dog allerede, den har gjort et tilsvarende Indtryk paa dem, og ved nøiere Eftertanke opdage vi let, at det Vildsomme i den reiste sig nødvendig deraf, at Nord-Boerne, som skulde fortsætte Menneske-Livet fra Oldtiden, havde baade Alderen og Kræfterne dertil, men fattedes deels Lysten og deels Hjelpe-Midlerne til at gjøre det sømmelig, saa de maatte fra alle Sider tages i Skole, hvad de naturligviis krympede sig ved, og Sagen gik da i Lang-Drag, saa det var først ved Reformationen, de Dygtigste besluttede dem til for Alvor at lære deres Lexe, og det er først nu vi kan begynde videnskabelig og derved ret kiendelig at fortsætte Menneske-Livet fra Old-Tiden. Herved knytter sig en ny Haarde-Knude, da Alderdommen kommer bag paa os, just som vi skulde gjøre videnskabelige Kæmpe-Skridt, hvad paa de gamle Dage, selv naar det ikke forbyder sig selv, dog altid falder ubeleiligt, saa det er intet Under, at selv de Fleste, der nedstamme fra Nordens Kæmper, nu hellere slaae dem [sig] til Ro, enten med 37 den Tanke, at Old-Tiden stilede for høit, eller med den, at vi sovende er kommet Maalet saa nær, at vi, med Kieppen til det tredie Been, ret magelig kan skræve til det. Det Første er nu imidlertid at gjøre det Samme som Papisterne skal have gjort ved Reformationen, nemlig at opgive Fortsættelsen af Livet saavelsom dets høie Maal, og det Sidste lader sig ligesaa aabenbar kun giøre i Drømme; thi at ville forklare Menneske-Livet, førend Man endnu giennem Universal-Historien har lært at kiende det heelt og forstaae det ret, er jo saa barnagtigt, at saa gamle Folk som vi ere, bestemt maae gaae i Barndom før vi, uden at skiemte dermed, kan tale derom.

Have vi nu saaledes orienteret [solrettet] os i Tiden og besluttet at finde og skikke os i den, da forlange vi hverken udførlige Beretninger om Slægtens Barndom eller en nøiagtig Tids-Regning for den, men ønske blot at vide, af hvad Rod det forunderlige Barn er oprundet, hvilke Anlæg Det viste, hvilke Hændelser der havde mærkelig Indflydelse paa Det for hele Livet, og hvorlænge omtrent Barndommen varede. Herom finde vi da ogsaa forunderlig kort og klar Beskeed i de første Kapitler af den mageløse Bog, der vel oprindelig er Jødernes hellige Skrift, men er først ved Christendommen saaledes udbredt, bevidnet og beseiglet, at der ikke gives en paalideligere Hjemmel i Universal-Historien.

Med Ungdommen er det nu vel allerede en anden Sag, thi naar hvert Folk gaaer paa sin egen Haand, faae de naturligviis hver sin Historie og lettelig hver sin Tids-Regning, som kunde forvilde slemt; men til vor store Lykke holdt dog eet Folk fast ved Menneske-Slægtens almindelige Tids-Regning og kom saa betimelig i Berørelse med Old-Tidens andre Hoved-Folk, at vi derved komme ind i deres Tids-Regning, og for at giøre vort kronologiske Held fuldstændigt, er det samme Folk til endnu, regner endnu fra Verdens Skabelse og er, uden al Sammenligning, den bedste Regne-Mester i Verden! Da der kun er eet Folk at giætte paa efter den Beskrivelse, veed Enhver, her menes Jøderne, som, naar vi skrive 1832 [1866] efter Christi Fødsel, skrive 5593 [5833] efter Verdens Skabelse og har i det Mindste siden Moses Tid neppe kunnet tage Fell, da Man i det borgerlige Liv kun lægger eet Aar til ad Gangen. Ogsaa i Tids-Regningen kan vi da giøre et Kæmpe-Skridt, blot ved at gaae ud af Studere-Kamret ind i det borgerlige Liv hos Jøderne og de Christne; thi derved faae vi de to ypperste Hoved-Folk, hvis Levnets-Løb hænger sammen og udfylder 38 hele den historiske Tid, til Hjemmel for vor Tids-Regning, og det er der ganske anderledes Hold i, end Aars-Tal i gamle Papirer, som let kan være forskrevne eller forfalskede, og nye Regnestykker enten efter de skrevne Tal eller paa fri Haand, hvad her vil sige: i Luften. Veed vi derimod først fra Livet, at det paa saa lidt nær, som slet ingen kiendelig Forskiel kan giøre i Menneske-Slægtens Levnets-Løb, er 1832 [1866] Aar siden Christus blev født og at da skrev Jøderne omtrent 3761 [3967], da kan vi i Bøgerne stave os til Alt hvad der i denne Henseende ligger Magt paa, thi da Jøderne komme i Berørelse baade med Cyrus, Alexander og August, see vi strax, hvad der [her] er Hoved-Sagen, at Jødernes egenlige Folkeliv er endt, da Grækernes begynder, saa den Ebraiske, Græske og Latinske Historie kun i Slutningen, da vi kiende Forholdet mellem Regningen fra Verdens Skabelse, den første Olympiade og Roms Bygning, løber parallel [jævnsides].

Hvorlænge Menneske-Slægtens Ungdom nu omtrent har varet og hvad den egenlig førde i sit Skjold, kan vi da umuelig lære enten af de stumme Ægypter eller de sildefødte Græker, men ene af dem der havde baade giennemløbet og beskrevet et daadfuldt Borger-Liv, før Solon gav Athenen Love og Perser-Krigene aabnede den Universal-Historiske Skue-Plads for Grækerne, ligesom Thermopylæ aabner Grækenland for os. Ogsaa her vises vi da til Jøderne som det Eneste af de Folk, der indlemmedes i Perser-Riget, hvis Historie, beskrevet af dem selv, er kommet til os, thi medens det er Enhver uformeent at sværme om, hvor langt herligere og klarere Slægtens Ungdom vilde svæve for os, hvis vi enten havde de gamle Ægypters eller Phønicers, Babyloniers og Persers Historie beskrevet og [deres] Tids-Regning forklaret af dem selv, saa er det dog aabenbar Daarskab at indbilde sig, Man derved oplyser Tids-Regningen og den gamle Historie, som man tvertimod med Flid bringer i Vilderede, ved at vrage den eneste ordenlige Underretning, vi har, og phantasere over Forvirringen.

Vistnok have Nogle af vore Natur-Kyndige fortalt os, de kan see paa Bjergene, især paa dem af Kampe-Steen (Granit), at Verden maa have staaet meget længere end baade fem og sex tusind Aar, og det skal naturligviis være os en stor Fornøielse at høre dem giøre Rede for deres store Opdagelser saavel i Jordens Skiød som paa dens Overflade, naar de beflitte dem paa at tale jævnt og tydeligt; men saalænge de ei agte det Umagen værdt at giøre sig tydelige for Historie-Skriveren, kan de 39 umuelig vente, at han, hvis han duer noget, ændser deres Indvendinger, og selv naar de naturlige Kiends-Gierninger staae klart for ham, er det et stort Spørgsmaal, om de sædvanlige Slutninger derfra vil findes ligesaa urokkelige som Klipperne. Sæt nemlig, at Bjerg-Lagene virkelig beviiste, at Dannelsen deraf maatte være begyndt for hundrede tusind eller for en Million Aar siden, da sluttede man deraf ganske rigtig, at de Skrift-Kloge løb med Lim-Stangen, da de vilde giøre det til en Troes-Artikel, at Verden var skabt af Intet for 5, 6000 Aar siden, men det gjorde de jo under alle Omstændigheder, baade ved at indskyde deres eget Intet i Skabelses- dvs. Dannelses-Ordet, hvor det havde slet intet at giøre, og ved at ville paabyrde den Christne Kirke en splinterny Troes-Artikel og hele den lærde Verden deres Exeges [Fortolkning] som en aabenbaret Historie. See vi derimod paa den Mosaiske Beretning om Verdens Skabelse, da lader den sig ikke blot forene med en høiere Ælde for Bjergene end for Menneske-Slægten, men synes selv at forudsætte Bjergenes, ligesom den bestemt forudsætter Vandets Tilværelse, og nu er det jo naturligviis fra den Skabelse de selv forestillede sig og ei fra den, vore Skrift-Kloge hittede paa, at Jøderne regnede Aarene, ligesom heller ingen kan nægte, at den Natur, hvoraf Man skal kunne drage rimelige Slutninger om Menneske-Slægtens Alder, maa være dens egen og ei Bjergenes Natur; thi selv om Mennesket var sprunget ud af to Flinte-Stene, kunde han godt være en Million Aar yngre end de. Sandt nok, at skulde Menneske-Barnet enten skabt sig selv, eller hvad der løber ud paa det Samme, udviklet sig af en Østers, en Græs-Hoppe eller Orang-Utang, da maatte det sagtens taget Tid, men var formodenlig ikke lykkedes endnu, saa vi giætte med Nødvendighed paa en Aarsag til vort Liv, hvori der i det Mindste var ligesaameget som i Virkningen, og forudsætte dristig at vore første Forældre var i det Mindste lige saa menneskelige som Børn er nu, uden at finde det urimeligt, hvad vi læse i Jødernes hellige Skrift, at de, der, som de første Mennesker, kom underlig til Verden, var baade større og fremmeligere Børn end de findes nuomstunder.

Saameget om den universal-historiske Tids-Regning i det Hele, og for Resten klarer den sig, som sagt, fra Cyri Dage af, saa alle de store Stats-Begivenheder hos Old-Tidens Hoved-Folk kan vi ordne efter Tids-Følgen, og at vi ikke derefter kan ordne de løse Rygter, Grækerne have opskrevet om deres egen og andre Folks Old-Tid, skal være os ligegyldigt, da vi 40 først maatte vide hvad der virkelig var skeet før det lønnede Umagen enten at spørge hvor eller naar. Hermed være det Ingenlunde sagt at Grækernes ældre Sagn ei har nogen historisk Værdi, thi de er jo i alt Fald selv en Aands-Historie, men kun at paa dem er den sædvanlige Regning spildt, og at de i Verdens-Historien ei har mindste Krav paa at staae ved Siden ad de uskatteerlige Efterretninger om Slægtens Old-Tid, som vi finde i Jødernes hellige Skrift, ordenlig fortsatte fra Moses til Cyrus.

Hermed er da peget paa det Vigtigste, der ved Verdens-Historien foreløbig maa komme i Betragtning, og det maa ikke undre os Nord-Boer, om vor Maade at behandle og oplyse Historien paa, vil forekomme andre Folke-Færd fremmed, thi ligesom Jøderne er det eneste Folk der regner fra Verdens Skabelse, saaledes er Nord-Boerne det eneste Folk, der i deres Natur-Stand (Hedenskab) regnede paa Verdens Ende som deres høieste Triumph, og er, tilligemed Jøder og Græker, de eneste bekiendte Folk, der følde sig aandig og levende knyttede til Guderne og deres gamle Forfædre. Kun hos dem er derfor Historien blevet levende opfattet og samvittighedsfuld eftersporet, som vi kan see paa Mose-Bøgerne, Herodots Græske Musæum og den Islandske Heimskringla. Kun hvor Man troede at den ældste Historie-Skriver talede med den Herre, Ansigt til Ansigt, som ikke lyver og i hvis Billede Mennesket er skabt, eller der, hvor Historien forgudedes, som Mnemosyne Moderen til alle Muser eller som Saga Odins Fortrolige, kun der kunde Universai-Historien i Vidskabs-Tiden vente sig ærbødige Dyrkere med Hjerte for det Underfulde i Slægtens Levnets-Løb, og med Øie for det Guddommelige Forsyn, hvoraf det styredes til et fjernt men herligt og straalende Maal, hvor Helten af Gudernes Æt, skiøndt han ved et sørgeligt Fald i den tidlige Barndom nedsank i de Dødes Rige, dog, opreist ved sin Faders Gunst og seierrig ved Hans overordenlige Bistand, finder den Livets Krone og det Udødeligheds-Bæger, som var Gienstanden for hans Længsel og Løsenet for hans Kamp.

Men nu vanke Jøderne alt giennem meer end Sytten [snart giennem atten] Aarhundreder ustadige omkring uden Tempel og Throne og med tilbundne Øine for det Soel-Hverv i Tidernes Fylde, hvorpaa de ventede fra Arilds-Tid og som ene løser baade deres og hele Slægtens Gaade, og Grækerne, skiøndt det undtes dem at see Morgen-Røden fra det Høie, at blive boende i deres Fædres Land og nys igien at afryste Barbarernes Aag, saa 41 ere de dog endnu som Fremmede i deres eget Hjem og fremmede for den Videnskabelighed, deres høibaarne Fædre udklækkede, saa vi Nord-Boer for Øieblikket er det eneste Historiske Folk, der er istand til videnskabelig at fortsætte sine Fædres Levnets-Løb, dragende Fordeel af al den Udvikling, Tiden har medført, og alle de Oplysninger den har bragt, uden at bukke os for Nogen af alle de Vildfarelser, Misbrug og Misgreb, Mellem-Tiden kun synes at have helliget og en død Videnskabelighed at have mesterlig befæstet. Vi kan umuelig tvivle om, at baade Jøder og Græker skal tage Deel i Seieren, de saa kraftig have forberedt og saa levende haabet paa, thi til Ragnaroks-Kampen, sagde vore Gamle, vækker Gjallar-Hornet alle hensovne Kæmper; men for Øieblikket er de dog at ligne ved en affældig Olding og et umyndigt Barn, til hvis videnskabelige Værger og Formyndere vi ere satte mod de Romerske Ulve og Ørne, der endnu forfølge dem og behandle deres rige Arve-Gods som et Rov. Medens vi derfor selv ere gyldige Vidner i Nordens Historie, erklære vi, at i det Mindste ved Bogtrykker-Kunstens Opkomst var baade Jøder og Græker gyldige Vidner om deres Skrifters Ægthed, og at desuden den Christne Menighed vidner for Jøderne lige op til den Dag, de endnu havde Tempel og Skrift-Kloge. Dristig oprulle vi derfor den universal-historiske Kiæde fra Palæstina giennem Grækenland og Rom til os, og sige rolig: har den ikke Gyldighed for Andre, saa har den det dog for Jøder, Græker og Nord-Boer; og hvem der nu ikke føler sig i Slægt med dem, oprulle en Anden, om han kan finde den, eller nøies foruden, men han prøve ikke paa at forvirre og forvanske os denne, thi det kan vi ikke taale, og behøve det, saasandt vi er Kæmpernes ægte Børn, ikke heller; thi da er vi Mænd for at bryde Baner, hvor de ikke alt findes brudte, og at bortrydde de Hindringer, vi møde underveis. Hvem der enten finder det fornøieligere at være hvad vi, med vore Fædre, kalde et Dyr, eller ærefuldere at være en saadan Selv-Stændighed, som vore Fædre kaldte en Rim-Thurs, ham har vi Intet at misunde, men misunder han desuagtet os hvad han selv ikke skatter og vil skille os derved, da maa han ikke fortryde paa, om det svider til ham, at vi har baade Mjølner og Gungner endnu og lader dem uspart, hvor det giælder Asgaards Fred. Vore Børn og Børne-Børn kan umuelig fare bedre, enten i Kirken, i Skolen eller i det Borgerlige Selskab, end ved efterhaanden at høste hvad der blev saaet i Palæstina, Grækenland og det Gamle Norden, saa det maae 42 vi nødvendig stille dem for Øie, som vi fandt det, og frede om det, til de blive store og vi blive smaa, da det faaer blive deres egen Sag, om de vil bytte Israels Herlighed, Grækenlands Ynde og Nordens Haab bort for ægyptiske Mumier og romerske Ære-Porte. De vil imidlertid formodenlig snart see, at aldrig noget Bytte var mere gjort paa Bedrag, fordi de, ved at holde fast paa hvad vi overantvorde dem, faae i Tilgift Alt hvad Man kan byde dem derfor, og har hvad Mennesker af vor Slægt immer trængde til, men aldrig fandt, uden hvor den Prophetiske og Apostoliske Aand svævede over Vandene: har i Kirken en kraftig og trøstelig Spaadom, der naaer til de evige Høie, i Staten en Retter-Gang, hvorved Fattig-Folk kan vinde og hvormed der stiles paa al den Frihed og Lighed, Man med Rette kan forlange, og endelig i Skolen en historisk fremskridende Oplysning, der langsomt men sikkert udvikler Adel-Menneskets Forestillinger om sig selv, om Gud og Verden, til al den Klarhed, de, uden at blive døde og tomme Begreber, i Støvet kan modtage. Saa lydelig og saa gyldig vidner allerede Erfaringen om Christendommens mageløs velgiørende Virkninger i det daglige Liv og dermed paa det Borgerlige Selskab, at der hører djævelsk Menneske-Had eller tyk [grov] historisk Vankundighed til at ønske dem afbrudte, og Dens Fortjenester af Menneske-Aandens Udvikling til Forstand i alle Retninger, og derved af Oplysning og Videnskabelighed, ere vel for Øieblikket saare miskiendte, men dog i Historiens Lys for aabne Øine umiskiendelige, da Troen aabenbar ligesaavel har udviklet den Forstand, der bekæmper, som den, der forsvarer den. Nu at tænke, at disse Virkninger kan vedblive, uagtet Man bortkaster Ærbødigheden for den levende Anskuelse af Gud og Mennesket, der aabenbar var det virkende Princip, det er saa ufornuftigt, at man maa skamme sig ved at tiltroe Nogen den Taabelighed, der ikke selv udtrykkelig vedkiender sig den, og at ville sætte den Romerske Fornuft i den Christelige Anskuelses Sted, er, baade efter Sagens Natur og Erfaringens Vidnesbyrd, at gjøre Døden til Livets, Vold til Rettens, Tyranni til Frihedens og Barbari til Oplysningens Statholder, saa i Sammenhæng dermed var Middel-Alderens groveste Overtro paa Paven knap værd at nævne som Daarskab. Dog, sikkert vil det [dette vil sikkert] ogsaa snart indsees overalt, hvor Jøder, Græker og Nord-Boer have aandelige Frænder, og uden for den Kreds, stor eller lille, nytter det naturligviis ligesaalidt, som blandt dem der skabtes til Umælende, at tale om 43 den Menneske-Aand, der svævede over Helte-Folkene og svæver endnu over deres Børn, naar ikke Fædrenes Tanke-Gang og Tunge-Maal ere blevne dem aldeles fremmede, og at de, der ikke kiende Aanden, ei heller har mindste Forstand paa dens Løbe-Bane, eller Ærbødighed for dens Maal, er saa naturligt, at det intet Øieblik maa forbause [os] og skal kun giøre os ondt, fordi vi har den velgrundede Overbeviisning, at overalt hvor der lyder et Tunge-Maal, hvori vi kan udtrykke vor Tanke-Gang, der høre de som tale oprindelig til vor Slægt, om de end sank saa dybt, at vi maae skamme os ved at kalde dem Frænder!

44

Barndommen. (omtrent 1900 Aar).

Skabelses-Bogen [Skabelsen].

I Begyndelsen skabde Gud Himlen og Jorden, og det skedte, da Mulmet rugede over døde Vande, da aandede Gud derover og satte Skiel mellem Lys og Mørke og Dag og Nat, mellem Himmel og Jord og Land og Strand, og i sex Dage skabde Han Verden, som blev tilsyne. Det kostede Ham Altsammen kun et Ord, thi, saasnart Han kaldte, kom baade Lyset og Livet, i alle de Skikkelser, Han fandt for godt at nævne, saa der blev Soel og Maane og Stjerner paa Himlen og Fugle i Luften og Fiske i Havet og Græs og Blomster og allehaande Træer og Dyr paa Jorden.

Men omsider, paa den sjette Dag, sagde Gud: lad os nu skabe Mennesket, i vort Billede og efter vor Lignelse, til at herske over hele Jorden med al dens Kryb, over Fiskene i Havet og Fuglene i Luften, og Han skabde Manden (Adam) af en Jord-Klimp, men blæste Livs-Aande i hans Næse, saa Mennesket blev til en levende Sjæl, og Han skabde Kvinden (Eva) af Mandens Side, mens han sov, og da Adam vaagnede og saae hende, sagde han: denne Gang er det Been af mine Been og Kiød af mit Kiød, derfor skal hun kaldes Mandinde, thi hun er taget af Manden. Og Gud velsignede Mennesket og sagde: vorder frugtbare og mangfoldige og opfylder Jorden og giører eder den underdanig! Og Gud saae alt det, Han havde gjort, og see, det var Altsammen saare godt, og Han hvilede paa den syvende Dag og helligede den, til et Minde derom, og det er Oprindelsen til Verden, Mennesket og Hvile-Dagen!

Hermed begynder den ypperste og ældste Bog i Verden, som er Jødernes Hellige Skrift, og dette Folk troer endnu derpaa, 45 naturligviis ikke som et menneskeligt Vidnesbyrd om hvad intet Øie saae og intet Øre hørde, men som en Guddommelig Aabenbaring. Hvorvidt nu derved skal forstaaes Andet end det med Guddoms-Aande oplivede Menneskes Grund-Anskuelse af Skabningen og Skaberen, derom kan Man tvistes, men guddommelig er alle Dage denne Forestilling om Verdens Ophav, thi den er, som ingen Anden, baade Guddommen værdig og passende til Menneske-Aandens høieste Flugt og til Hjertets dybeste Rørelser, uden at selv Spidsfindigheden har kunnet opdage et eneste Træk deri, som streed mod en unægtelig Sandhed; thi selv om det var en saadan, at somme Bjerge er langt ældre end den Slægt, der begynder med Adam, da bortfaldt derved vel endeel Bøger af vore Skrift-Kloge, men ikke en Tøddel af Skabelses-Bogen !

Paradis.

Gud havde plantet en Abild-Gaard og Lyst-Have fra Øster-Lide, som fire Floder vandede, og en af dem hedder Phison, den omslynger Guld-Landet Haviia, hvis Guld er purt og som er rigt paa Ædelstene, men den anden Flod hedder Gihon og gaaer rundt om Æthiopien, den Tredie, Hiddekel, flyder østenfor Assyrien, og Phrath er den Fjerde.

I denne Have satte Gud Mennesket til at dyrke og bevogte den, og Livets Træ stod midt i Haven, og Gud sagde til Mennesket: du maa frit æde af alle Træer i Haven, men af Kundskabs-Træet paa Godt og Ondt skal du ikke æde, thi paa hvilken Dag du æder deraf, er du dødsens. Slangen, som var det klogeste Dyr, sagde imidlertid til Kvinden: har Gud ikke forbudt jer at æde af alle Træer i Haven? Nei, sagde Kvinden, Gud har tilladt os at æde af alle Træer, undtagen af Et, der slaaer midt i Haven, som Han sagde vi skulde ikke æde af, for saa døde vi. Ei, sagde Slangen, det har ingen Nød, I døer, men Gud veed nok, at naar I æde deraf, faae I Øinene op og blive som Guder til at kiende Godt og Ondt. Da nu Kvinden saae at Træet var værdt at æde af, fandt Synet behageligt og Vidskaben deilig [herlig], saa tog hun af Frugten og aad og fik sin Mand til at giøre ligesaa. Da fik de begge To Øinene op og saae, de var nøgne, og de gjorde sig Bælter af Figen-Blade, men da de i Tus-Mørket hørde Guds Røst som lød i Haven, da krøb 46 de bag Træerne i Skjul for Guds Ansigt [Aasyn], indtil Han kaldte og sagde: Adam! hvor er du? Jeg blev bange, da jeg hørde din Røst, sagde Adam, fordi jeg er nøgen! Og hvem, sagde Gud, har fortalt dig, at du er nøgen, med mindre du har ædt af det Træ, som jeg saa strængelig forbød dig? Ja, sagde Adam, den Kvinde Du gav mig til Mage, hun gav mig Noget af det Træ som jeg aad. Da sagde Gud til Kvinden: hvi gjorde du det ? Slangen, sagde hun, fik mig narret til at æde! Da dømde Gud mellem Kvinden og Slangen og satte Splid imellem dem og deres Sæd, og sagde til Slangen: Kvindens Sæd skal kløve [knuse] din Isse og du skal stikke [mens du stikker] ham i Hælen. Men til Kvinden sagde Gud: paa Kummer og Suk faaer du nu Overflødighed, dine Børn skal du føde med Smerte, og Manden som din Hu staaer til, skal beherske dig! Og til Adam sagde Gud: fordi du laande Øre til Kvindens Røst og aad af det Træ jeg forbød dig, da skal Jorden være gienstridig under dine Hænder og bære dig Torne og Tidsler og i dit Ansigts Sveed skal du æde dit Brød, til du synker i Støvet, som du er taget af, thi af Jord est du kommen og til Jord skal du blive.

Da gjorde Gud Adam og Eva en Klædning [Klædebon] af Skind og drev dem ud af Paradis, sigende: Adam er blevet som En af os til at kiende Godt og Ondt, mon han skulde have Lov til at plukke Udødeligheds Frugt af Livets Træ ! Tilmed satte Gud Cherubim paa Vagt med funklende, flagrende Sværd, som spærrede Veien til Livets Træ, og Adam boede derudenfor.

Baade fordum og nys har de Lærde været meget tvivlraadige om, hvordan Man bedst skulde forklare sig denne vigtige og mageløse Efterretning om Menneske-Slægtens tidligste Barndom, og var det før sædvanligst at tage den bogstavelig som en aabenbaret Historie, da er det nu hardtad almindeligt at betragte den blot som en mærkelig Mythe fra den graa Old-Tid. Hvilken af Delene Man vælger, bliver Tingen imidlertid omtrent den samme, naar Syns-Punkten kun ikke forrykkes, ved at sætte Jødernes Hellige Skrift i en skiæv Forbindelse med den Christne Tro, hvad vore Skrift-Kloge siden Reformationen ret med Flid har gjort; thi som et almindeligt Opreisnings-Middel forudsætter Christendommen vist nok et almindeligt Fald, men Faldets Virkelighed beviser aabenbar ikke det mindste for Opreisningens, hvorfor ogsaa Jøderne i atten Aarhundreder antog det Ene og forkastede det Andet.

Naar vi nu lade al barnagtig Kiævlen fare, da bliver Spørgsmaalet blot, hvordan Man bedst skal forstaae den mageløs 47 afhjemlede Efterretning om Menneske-Slægtens lykkelige og uskyldige Barndom, der, ved et ulyksaligt Feiltrin og tilsvarende dybt Fald, tog den sørgelige Vending, som Menneskets Natur-Stand under alle Himmel-Egne kun alt for godt lærer os at kiende. Lettelig enes vi da vel ogsaa, deels om det, at havde Mennesket ei før sit Fald havt lysere Øieblikke og bedre Dage end siden, blev hele Levnets-Løbet uforklarligt, og deels om at Mennesket i sin tidligste Barndom ei faldt som en gammel Philosoph men som et Barn, saa Fortællingen vanskelig kan tages for barnlig. Selv Slangen kan, trods sit fabelagtige Udseende, neppe undværes, thi naar Man veed hvad Man siger, hvad de Lærde jo maae, da bliver det en grov Injurie mod [Bagtalelse af] Menneske-Slægten at sige, den [som en Djævel] har fristet og forført sig selv, og en reen Guds-Bespottelse at skyde Skylden paa den medskabte Sandselighed, saa en udvortes Frister er aldeles nødvendig.

Paradiset lader sig heller ikke godt sprænge i Luften, især for de Floders og Landes Skyld, som udtrykkelig nævnes, men vist nok kan Man ikke tænke sig Abild-Gaarden saa lille som sædvanlig, da den maatte være bestemt til hele Menneske-Slægten, i det Mindste i Barndommen og formodenlig i Ungdommen med. Det er derfor neppe urimeligt at antage, det var netop hele det samme Jord-Strøg i Øst og Vest, hvor Man endnu tænker sig Menneske-Slægtens Vugge, og hvor vi bestemt veed, den Universal-Historiske [store menneskelige] Skue-Plads var giennem hele dens Ungdom, altsaa de deilige, milde Egne fra Himmel-Bjergene rundt om Middel-Havet til Herkules-Støtterne. Ved tre af Floderne tænker Man da uvilkaarlig paa Ganges, Euphrat og Nilen, der i Old-Tiden spillede saa udmærket en Rolle, som store Patte-Flasker for Folkene i Barndommen, der naturligviis siden blev overflødige og brugdes kun af blødsødne Skrællinger, mens de raske Unger-Svende udspyttede Patten, pløiede det vilde Hav, besteg de høie Bjerge og forsøgde sig i Verden. Naar Man nu sporer de tre Paradis-Floder saa kiendelig, kan Man ikke godt finde sig i at den Fjerde skulde være aldeles forsvundet, og vover heller at giætte paa Amazon-Floden (Maranhon) i Syd-Amerika, som skal have en slaaende Lighed med de Andre, og hvorpaa det passer udmærket godt, hvad der skrives om Phison, at den flyder om Guld og Ædelstene. Sligt kan jo vel synes Mange latterligt, for det vilde Havs Skyld, der skiller Amerikas Guld-Land fra Afrikas, men det var ikke saa urimeligt, om 48 Jorden engang i sine unge Dage havde hængt rigtig sammen, og Abild-Gaarden havt ligesaa forsvarligt et Hegn mod Vesten i Andes-Bjergene, som mod Østen i Himmel-Bjergene, og Havila-Navnet synes virkelig at være blevet siddende i Abylæ som Man veed er Navnet paa En af Herkules-Støtterne.

Kain og Abel.

Adam og Eva havde først to Sønner: Kain og Abel, og da Kain var født, sagde Eva: her fik vi Guddoms-Manden, men Kain blev en Ager-Dyrker og Abel en Hyrde. Derpaa frembragde Kain Herren et Offer af Første-Grøden og Abel ligeledes Et af sine bedste tidligfødte Lam, og Gud saae mildt til Abel og hans Gaver, men Kain og hans Offer lagde Han slet ikke Mærke til. Det ærgrede Kain, saa han skæmmede sig, men Herren sagde til ham: hvi ærgrer og skæmmer du dig, eller hvad er rigtig Offting med feil Deling? Ti du derfor stille, og tving den Synd, dig lokker! Siden sagde Kain til sin Broder: kom, lad os gaae ud i Marken; og Enden blev, at mens de var derude, sprang Kain til og slog sin Broder Abel ihjel. Da sagde Gud til Kain: hvor er din Broder Abel? det veed ikke jeg, sagde han, skulde jeg passe paa min Broder? Hvad har du dog gjort, sagde Herren, din Broders Blod raaber til mig fra Jorden. See, den Jord som indsugede din Broders Blod fra din Haand, forbander dig og belønner ei dit Arbeide naar du dyrker den, Rædsel og Angest er dine Følge-Svende! Da sagde Kain: min Skyld er utilgivelig stor og Du har idag landsforviist mig, men naar jeg nu vandrer med Rædsel og Angest at skjule mig for dine Øine, vil ikke da Enhver som træffer mig slaae mig ihjel? Nei, sagde Herren, hvem der slaaer Kain ihjel skal faae det syvfold betalt. Saa satte Herren et Mærke paa Kain at Ingen der traf ham skulde dræbe ham, og Kain gik ud fra Guds Ansigt og nedsatte sig i Nod-Landet bagved Paradis.

Kains førstefødte Søn hedd Enok [Hanok] og efter ham kaldte han Staden op som han bygde, men Lamek, som nedstammede fra Kain i femte Ledd, tog to Koner: Ada og Silla, og Ada var Moder til Hyrde-Fyrsten Jabal og til Jubal, som opfandt allehaande Strængeleg; men Silla var Moder til Thubal, som blev Mester for at smedde baade Jern og Kaabber, og til hans Syster Noema. Samme Lamek sagde engang 49 til sine Koner: hør, hvad jeg siger og mærker mit Ord, en Mand har jeg dræbt mig til Meen og til Hjerte-Saar slog jeg en Yngling, men vorder Kain syv Gange hevnet, syttigang syv bliver Lamek.

Ogsaa med dette store Old-Sagn giør det ingen synderlig Forskiel, enten det tages poetisk eller prosaisk, naar Man kun husker, at sandt maa det være; thi det Vigtigste er hvad aabenbar ligger deri, at Afguderi saalidt som Ugudelighed har været Moder til sand Guds-Frygt, men at de i Grunden er to Alen af eet Stykke og i alt Fald yngre end den sande Guds Kundskab og Dyrkelse. Det Andet er ligesom Dette, thi, skal Sagnet giælde for Sandhed, maa ogsaa de almindelige Handværker, selv Smedens og Spille-Mandens, være næsten lige gamle med Menneske-Slægten, og naar Man mærker det, fristes man ikke let til at tvivle om den historiske Nøiagtighed i et Sagn, der med den største Barnlighed og saadanne Træk som Navnet paa Thubals Syster og ei et Ord meer om hende, forbinder en psychologisk Grundighed i Skildringen af den første Morder, Man maa studse ved.

Adams Slægt-Register.

Gud gav Adam en anden Søn i Abels Sted, som kom til at hedde Seth, og Adam var skabt i Guds Billede men Seth var sin Faders udtrykte Billede, og Adam havde desuden baade Sønner og Døttre og blev nihundrede og tredive Aar, før han døde. Ligesaa gammel omtrent blev Seth og en heel Række efter ham, undtagen Enok, som nedstammede fra ham i femte Ledd, han blev kun trehundrede og fem og tresindstyve Aar, thi han fandt Yndest hos Gud, saa han blev henrykt af Gud og forsvandt. Enoks Søn Methusalem blev derimod den Ældste i Slægten og fyldte nihundrede og ni og tresindstyve Aar og han var Far-Fader til Noah, som nedstammede fra Adam i niende Ledd og blev sexhundrede Aar før Synd-Floden kom.

Dette Slægt-Register, hvorefter ti Led udfylde et Tids-Rum af sexten, sytten Aarhundreder, har Man i Vidskabs-Tiden naturligviis studset over, og medens Somme meende, de gamle Patriarker var, ligesom Herkules eller Stærkodder, kun mythiske Personer, foreslog Andre, barnagtig nok, at tænke sig Aarene saa korte, at de blev omtrent hvad vi kalde Maaneder. Havde 50 nu ikke Theologerne siden Reformationen havt den Grille, at Jødernes Hellige Skrift var Klippen hvorpaa den Christne Kirke var bygt, og at paa den skulde de slaae med deres Pen som en Moses-Stav, saa der sprang en Troes-Artikel ud af hvert Bogstav, havde de ikke misundt de Jødiske Talmudister Æren for et saa godt Indfald; da vilde Man for længe siden været videnskabelig enig om Adams Slægt-Register, som om tusinde Ting i Bibelen, thi det er klart, at Leddene kun er anmærkede for Tids-Regningens Skyld, da der om de fleste Patriarker netop kun staaer, hvor gamle de var, da Sønnen blev født og da de selv døde. Der er da intet Spørgsmaal om, at Slægt-Registeret vil sige os, det var i Menneske-Slægtens syttende Aarhundrede, Synd-Floden kom, saa det, efter Jødernes Tids-Regning, er nu omtrent fire Aar-Tusinder siden, og den Efterretning kan vi skatte som vi skiønne, naar vi kun huske, at aldeles ørkesløst staaer sikkert Intet i den Bog.

Dunklere er vist nok Ordet om Enok, men dog er Saameget soleklart, at det ei kan være sandt, uden at Mennesket endnu efter Faldet kan vinde Guds Yndest og derved noget Bedre erid det timelige Liv, og til at udtrykke denne høistvigtige Sandhed er Ordet aabenbar sat.

Synd-Floden.

Guds Sønner saae at Menneske-Døttrene var deilige, og tog sig Hustruer af dem efter Hjertens-Lyst. Da sagde Gud: min Aande skal ei dvæle hos disse Folk evindelig som er af Kiød [som er af Kiød evindelig], deres Tid skal være hundrede og tyve Aar. Det var en Jette-Slægt der fødtes, da Guds Sønner giftede dem med Menneske-Døttrene, Arilds-Tidens navnkundige Jetter, og Ondskaben ynglede stærk i Verden og alle Folk gjorde med Flid det Værste, de kunde optænke. Det saae Gud og sagde; jeg vil udrydde den Menneske-Slægt, jeg har skabt paa Jorden, med Samt Kvæg og Kryb og Fugle, for det ærgrer [harmer] mig, at jeg har skabt dem.

Noah fandt imidlertid Naade for Guds Øine, thi han var en retskaffen Mand, fuldkommen for sin Tid, saa han stod i Yndest hos Gud og han havde tre Sønner: Sem, Cham og Japhet. Til ham sagde Gud: alle Menneskers Time er slaaet, fordi de har fyldt Jorden med Vold, og nu vil jeg ødelægge baade dem 51 og Jorden; men giør du dig en Ark af firskaarne Planker, tættet med Jord-Beeg, og giør den til en Tredækker, trehundrede Alen i Længden, Halvtredsindstyve i Breden og Tredive i Høiden; thi jeg lader en Oversvømmelse komme paa Jorden, saa der levnes ei Liv i nogen Skabning. Og dette skal være min Pagt med dig, at du og din Kone og dine tre Sønner og deres Koner skal frelses i Arken og dermed et Par af alle Slags Dyr og Fugle, baade vilde og tamme, og du skal samle Levnets-Midler til Føde baade for dig selv og for dem. Og Noah gjorde i alle Maader som Herren befoel ham, og syv Dage førend Gud vilde lade Floden komme over Jorden, sagde han til Noah: skib dig nu ind med hele dit Huus og med syv Par af de rene Dyr og Fugle, men eet Par af de Urene, og Noah gjorde som Herren befoel ham og gik ombord, da han fyldte sexhundrede Aar, i den anden Maaned, den Syttende i Maaneden. Og paa den samme Dag brast alle Afgrunds-Kilderne og Himmel-Sluserne aabnede sig og det regnede i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter. Da voxde Vandet og spillede Mester paa Jorden, og Vandet blev ved at voxe, til det gik femten Alen op over de høieste Bjerge, saa det døde Alt hvad der havde Liv paa Jorden, fra Mennesket til Fæet og Krybet og til Fuglene i Luften, det blev ødelagt tilhobe, undtagen Noah og hvad der var med ham i Arken.

Vandet stod over Jorden i fem Maaneder, men Gud havde dog ikke glemt Noah og Alt hvad der var med ham i Arken, thi Afgrunds-Kilderne stoppedes igien og Himmel-Sluserne lukdes og Regnen holdt op, og paa den syttende Dag i den syvende Maaned kom Arken paa Grund, paa Ararats Bjerge, og Vandet faldt, saa paa den første Dag i den tiende Maaned kom Bjerg-Toppene tilsyne. Fyrretyve Dage derefter aabnede Noah Gluggen og udskikkede en Ravn som aldrig kom igien, før Jorden blev tør, men saa skikkede han en Due bag efter, for at see om Vandet var borte, og da den ikke fandt noget Sted at hvile sig paa, fløi den tilbage til Arken og Noah udrakde sin Haand og tog den ind. Otte Dage derefter udskikkede Noah en anden Due, som kom igien om Aftenen med et Olie-Blad paa en Stilk i Nebbet, og Ugen derefter udskikkede han atter en Due, som ei kom igien, og Nyaars-Dag dernæst tog Noah Taget af Arken.

Da nu Jorden var blevet tør, lige Aars-Dagen efter Flodens Komme, da sagde Gud til Noah, at han skulde gaae ud af Arken med alle Sine og med Dyr og Fugle og Alt hvad der var i 52 Arken, og det gjorde han. Derpaa reiste Noah et Alter og offrede derpaa til Gud af allehaande rene Dyr og Fugle til Taksigelse, og det var en Vellugt for Gud, saa Han tænkde og sagde: Jeg vil aldrig nieer bandsætte Jorden for Menneskenes Skyld, for den onde Art stikker i dem fra Ungdommen af, og Jeg vil aldrig mere saaledes slaae ned for Fode; men saa længe Verden staaer, skal Man baade saae og høste og have skifteviis Dag og Nat, Varme og Kulde, Vaar og Sommer! Og Gud velsignede Noah og hans Sønner, sigende 1: voxer og formerer eder, befolker Jorden og behersker den, Frygt for eder være over alle Dyr, de vilde med de tamme, og over Fugle og Fisk, det er eder altsammen underlagt, æder Kiød saavel som Mad-Urter, men ikke Kiød med Blodet i. Og eders Blod, see, det vil Jeg hevne paa Mennesker og Dyr, saa hvem der udøser Menneske-Blod, har sit Liv forgjort, thi Mennesket haver Jeg skabt i Guds Billede! Og see, Jeg giver eder og Alt hvad med eder udgik af Arken, den Forsikkring, at der skal aldrig meer komme saadan en Flod over Jorden, til Undergang for alt det Levende, og min Buei Skyen den sætter Jeg eder i Pant derpaa, at Jeg holder mit Ord, saa naar Jeg lader Uveir trække op over Jorden, da skal min Bue vise sig i Skyerne og minde mig om Pagten, Jeg gjorde med eder!

Dette er den første Fortælling i Moder-Bogen (Genesis) som, ved sin Omstændelighed og annalistiske [aarboglige] Nøiagtighed, giør sig selv kiendelig som en reen historisk Efterretning, saa den maa enten være aldeles paalidelig eller aldeles falsk, uden at det i ringeste Maade vilde undskylde Forfatteren, om det var et ægte Old-Sagn han havde udsmykket; thi at give et dunkelt og ubestemt Old-Sagn historisk Giennemsigtighed og skarpe Omrids, det er ikke at udsmykke Sagnet men dermed at besmykke et Æventyr, Man selv har gjort og vil binde Andre paa Ærmet. Da nu den almindelige Synd-Flod i Noahs Dage desuden er en af de store Kiends-Gierninger, Christus udtrykkelig bekræftede, saa har Efterretningen derom aabenbar al den Hjemmel, som Jødernes og de Christnes sammenføiede Historie kan give, saa det er ligesaa uforsvarligt uden de soleklareste Mod-Beviser, at forkaste den, som det er barnagtigt først at giøre den om, til den bliver aldeles uægte, og derpaa forsvare den. Hvorvidt nu de Natur-Kyndiges Undersøgelser af Verdens nærværende Skikkelse friste dem *

53 til at betvivle [tvivle om] en saa vel hjemlet historisk Efterretning, maae de selv bedst vide; men os har de Intet aabenbaret, som de kunde bevise, stred derimod og neppe det Mindste, der jo øiensynlig godt lader sig forene dermed, medens de derimod har opdaget mangfoldige Ting, der henpege paa det dybe Svælg mellem den gamle og den ny Verden. Saasnart man derfor indseer, hvad for Øieblikket maa tit gientages, at den Christne Kirkes Historie vel mærkelig stadfæster de Mosaiske Efterretninger, men at Kirken selv paa ingen Maade enten staaer eller falder med dem, da formoder jeg stærk, at Synd-Floden er en af de store Begivenheder, de Lærde, langt fra at ville forskyde, meget mere eenstemmig vil forudsætte, som ligesaa nødvendig til at forklare Naturens nærværende Tilstand, som Faldet er til at forklare Historien, og Man vil udentvivl snart opdage, at de største videnskabelige Trætter have reist sig deraf, at Man sammenblandede to saare forskiellige Spørgsmaal: hvad der oprindelig var Tilfældet med Verden og Mennesket, og hvad efter Faldet og Floden.

Hvilke Forandringer nu Floden rimeligviis kan have frembragt, saavel i Henseende til Dunst-Kredsen og Jordens Stilling, som derved til Alt hvad der groer og lever herneden [hernede], det bliver de Natur-Kyndiges Sag at efterspore, saa her kan Historikeren kun yttre sine Tanker spørgsmaalsviis. Skulde nu, blandt Andet, hele Fast-Landet ikke muelig have forskudt sig ned over Jævndøgns-Linien, eller dog, i alt Fald, Amerika, der endnu mod Norden er saa nærgaaende og dog saa stiv paa sin Uafhængighed, have revet sig løs fra os, saa baade Øster-Søen og Middelhavet var oprindelig indelukte, og vilde, under denne Forudsætning, ikke, blandt meget Andet, den ildsprudende Bjerg-Natur især i Syd-Amerika blive langt forklarligere end hidindtil? Vilde det dernæst ikke kaste endeel Lys paa Natur-Historien, om Man antog, at der efter Floden baade i Dyre og Plante-Riget har fundet en Forringelse og Udartning Sted, saa der blev mange smaa Slags af faa Store, og er ikke saavel Kornets som endeel Frugt-Træers Opkomst aldeles uforklarlig, med mindre Man antager, at i Jordens bedre Dage, da Intet egenlig voxde vildt, groede de op af dem selv og reddedes kun, ligesom Mennesket, med Nød og Neppe fra det store Skib-Brudd? Var det endelig saa gramme urimeligt, om Man giættede paa, at Jorden vel oprindelig dreiede sig om Solen [om sin Axel], men kom paa Grund ved Synd-Floden, og maa nu være glad ved Solens Tjenstagtighed, eller kan Man 54 paa anden Maade bedre forklare sig de modsatte Hypotheser [Gælninger], begge ældgamle, og den nu Herskende, længst fra at kunne bevise sig selv?

Det maa i Øvrigt anmærkes, at hos alle de Folk der havde Old-Sagn, var der ogsaa Et om den store Vand-Flod og det underlige Skib; thi skiøndt Man aldrig paa fri Haand kunde deraf slutte sig til den store Begivenhed, kan vi dog umuelig kiende den, uden ved alle disse Sagn at mindes derom.

Noahs Slægt-Register.

Noah plantede en Vin-Gaard og da han drak af Vinen blev han beruset [rusende], saa hans Søn Cham fandt ham liggende blottet i Paulunet, og det gik Cham ud og fortalde sine Brødre, men disse, Sem og Japhet, tog et Klæde og hængde om deres Skuldre og gik baglængs ind og tildækkede deres Fader, uden at see hans Skam. Da Noah blev ædru og hørde hvad hans yngste Søn havde gjort, da sagde han: i Band være Canaan, han vorde sine Brødres Træl ! men Herren, den Velsignede, være Sems Gud og Canaan være hans Træl! Gud giøre lyst for Japhet og lade Sem huse ham og Canaan være hans Træl!

Af disse Noahs tre Sønner, Sem, Cham og Japhet, blev al Jorden befolket og Japhets Sønner hedd Gomer, Magog, Madai, Javan, Thubal, Mesech og Thiras, de deelte Hedenskabets Holme imellem sig, efter Forskiellen paa deres Stammer og Tunge-Maal.

Chams Sønner hedd Chus, Misraim, Phud og Canaan, og fra Chus nedstammede Nimrod, som blev den første Hersker paa Jorden og han var en gudsforgaaen Krop af en Fri-Skytte, som Mund-Heldet lyder: en gudsforgaaen Skytte som Nimrod. Hans Opkomst var i Babylon i Sinears Land og derfra udgik Assur som bygde Ninive.

Sems Sønner hedd Elam, Assur, Arphachsad, Lud og Aram.

Ovenstaaende Træk af Patriarkens huuslige Liv har i den senere Tid skaffet ham megen Eftertale, men det vedkommer os ikke, thi hvem der læser Universal-Historien for at udspeide de store Enkelt-Mænds Lyder, de ligne jo Cham, og hvem der bruger den til et Fibel-Bret for Børn i det daglige Liv, veed kun lidt hvad den duer til. Optrinet har naturligviis ikke heller faaet Plads i Historien for at sværte Noah, og, selv om det skal giøre 55 os opmærksom paa en Udartning af Vin-Stokkeni den ny Jord-Bund, er det dog kun en Bihensigt, da Hensigten aabenbar er, giennem Noahs Spaadom at fremstille os Menneske-Slægten efter Floden baade indvortes og udvortes saaledes deelt, at Semiterne gaae i Spidsen, Japhetiderne udvikles ved Hjelp af dem til at følge efter og Chamiterne blive tilbage, uden forsaavidt at Canaans Afkom maa trælle for begge de lykkelige Brødre. Det er derfor hverken Spørgsmaalet, om Noah handlede moralsk rigtig i at sige hvad hos ham maa tages for et uvilkaarligt Udbrud af prophetisk Begeistring [Fremsyn], eller hvorvidt det kunde ligne Jøderne og i Særdeleshed Moses vitterlig at forfalske Universal-Historien, for at ophøie Sem og nedtrykke Canaan, thi det opstaaer kun ved en ligesaa ugrundet som ærerørig Mistanke, saa Spørgsmaalet er kun, om Seeren saae ret eller ikke? Dette lader sig vel endnu ikke klart afgiøre, men dog synes hele Menneske-Slægtens Levnets-Løb hidindtil at være paa Spaamandens Side, thi at Jøderne er Semiter, fristes Man neppe til at tvivle om, og de, der ansaae sig selv for Japhetider, har unægtelig siden den Christne Kirkes Stiftelse siddet aandelig til Huse hos Sem, medens de Sorte aabenbar udgiør en egen Hoved-Stamme, hvoraf Neger-Folkene bestandig havde Trælle-Kaar, saa Man derved nødes til at tænke paa Cham og Canaan. At i Øvrigt Neger-Handelen kun er slet forsvaret dermed at den er forudseet, følger af sig selv, og kun for Prophetens Skyld maa det bemærkes, at han ikke har spaaet Canaans Afkom bestandig, men kun langvarig Trældom.

Dog, hvad Anfægtning [Indsigelse] denne universal-historiske Spaadom har fundet [mødt], er Intet imod den, der i senere Tid mødte Grund-Efterretningen i Noahs Slægt-Register, at alle Folke-Færd nedstamme fra ham; thi med den syndes Christendommens vigtige Paastand om Menneske-Slægtens Eenhed at maatte staae og falde, og denne Eenhed faldt nu engang de fleste Boglærde i forrige Aarhundrede saa urimelig, at de slet ikke tvivlede paa, den jo maatte falde bort af sig selv, naar Man fik den slemme Overtro paa Bibelen udryddet. Deri tog de imidlertid mærkelig feil, thi Paastanden kan ikke opgives, uden at Mennesket med det Samme opgiver Arbeidet paa almindelig Oplysning og Haabet om at komme til Forstand paa sig selv, saa her giælder det ei blot om den Mosaiske Efterretning, men om Universal-Historien og om hele den universelle Retning i vor Videnskabelighed, der maatte være idel Tant, naar ikke alle 56 de, der virkelig ligne os, hørde til vor Slægt. Lod det sig derfor endog afbevise, at alle Folke-Færd nedstammede fra Noahs tre Sønner, maatte vi ligefuldt paastaae, de havde første Forældre tilfælles med os, og saasnart Man indseer det, vil formodenlig alle Indvendinger mod Noahs Slægt-Register bortfalde, da de ingenlunde er oprundne paa Historiens faste, men paa Speculationens [Grubleriets] luftige Grund. I alle Tilfælde maae ikke blot Christne, men alle den menneskelige Oplysnings Venner, være glade ved i den ældgamle Fortælling at finde en historisk Støtte-Punkt for deres nødvendige Paastand, men vil herefter nok vogte sig for at giøre den til en christelig Troes-Artikel, end sige da at byde Nogen den som et videnskabeligt Beviis, eller balsamere den i Vrævl, som de Skrift-Kloge, der, af de ellers ubekiendte Navne paa Noahs Børne-Børn og Afkom, vilde slutte sig til [alle] de bekiendte Folke-Færd. Vist nok maae vi nemlig formode, at de mange Navne, der umuelig for Intet kan være indlemmede i saa kort og uskatteerligt et Brud-Stykke af Universal-Historien, neppe heller staae der blot for at vise, det er intet løst Rygte om de tre Noah-Sønner som alle Folks Stam-Fædre; men vi skal alligevel strax indrømme, hvad der er let at fatte, at anden Nytte giør de ikke os, førend vi maaskee engang opdage at enhver af de tre Hoved-Stammer virkelig maa have havt saamange Under-Afdelinger. Sligt kan vel synes Mange en naragtig Grille, men ikke dem, der see at vi allerede kan angive en forsvarlig Grund for, hvi Noah kun havde tre Sønner, ligesom Kronos, der da ogsaa historisk [mythisk] sammensmelter med ham, og det skulde jeg mene Man virkelig kan; thi at Jøderne har endeel Frænder, som vi med Grund kalde Phantasi-Folkene, at Grækerne havde en større Familie, som vi med Føie kalde Hjerte-Folkene og at Resten, under Navn af Forstands-Folk, godt lade sig forbinde med Ægypterne, er dog nok ligesaalidt en Grille, som at Phantasien holder sig mest til det Tilkommende, Følelsen til det Forbigangne og Forstanden til det Nærværende, eller at disse tre Virksomheder ingen aandelig Medbeiler har i Menneske-Naturen. Det er derfor ogsaa nok værd at lægge Mærke til, at Jøderne, der kalde Sem deres Stam-Fader, unægtelig er det Prophetiske Folk, at Grækerne, der i det Mindste kom Japhet (Japetos) ihu, var Oldtidens mest historiske Folk, og at Ægypterne, der selv kaldte deres Land Chemia, takkede deres gode Fornuft og Forstand for Alt hvad de havde, og gjorde sig ordenlig til af at Pluto havde hjemme hos dem.

57

Babels-Taarnet.

Der var kun eet Sprog i Verden, da Folk begyndte at rykke frem mod Vesten og leirede sig paa Sletten i Sinear, men her sagde de til hverandre: kom, lad os stryge Tegl og bage dem i Ilden, og bygge os en Stad, med et Taarn i, der naaer lige op til Himmelen, det har vi meer Ære af, end at splittes ad over hele Jorden. Som sagt, saa gjort, og de brugde Tegl for Steen og Lim for Kalk, men saa kom Herren ned for at syne den Stad og det Taarn og Han sagde: see engang, hvad hele den Flok med fælles Tunge-Maal har taget sig for og vil ingenlunde opgive! Kom, lad os fare ned og forvirre deres Tunge-Maal, saa den Ene ikke forstaaer den Anden! Paa denne Maade splittede Herren dem ad over hele Jorden og fik Bygningen baade af Staden og Taarnet til at gaa i Staa, og derfor kom Staden til at hedde Babel dvs. Virvar!

Hermed ender naturligviis Universal-Historien af Menneskets Barndom, og det er rimeligt nok, at Barndommen selv endte med en stor Barne-Streg, men før vi røre meer derved, maae vi atter, fra det urimelige Kirke-Stævne, indskyde os under Skole-Raadet, som alle Bøgers rette Værae-Thing, thi saa latterlig en Troes-Artikel til Salighed, som der lader sig giøre af dette Blad, kunde Man lede længe efter, og havde de tie velbekiendte Troes-Artikler været af det Slags, havde den Christne Kirke neppe faaet nogen Historie, end sige en saa mageløs som den nu har. Naar vi derimod indsee, at Kirken som har havt sin Ulykke med de Skrift-Kloges Bogstav-Tro, maa være glad ved, den rives ned i Bund og Grund, saa det er et reent videnskabeligt Spørgsmaal, hvad Priis vi skal sætte paa Efterretningen om Babels-Taarnet, da vove vi Intet ved at paastaae, at høi Priis maae vi i alt Fald sætte paa saa god en Hjemmel for, at der virkelig har været et Grund-Sprog paa Jorden, hvoraf altsaa alle nærværende Tunge-Maal maae ansees for meer og mindre uægte Døttre. Dette er nemlig en nødvendig Hypothes [Forudsætning], naar vi skal henføre alle Folke-Slag [Folkefærd] til een Menneske-Slægt, og Sprog-Ligheden er igien det eneste videnskabelige Beviis, vi kan tænke paa for denne Eenhed, der er ligesaa vanskelig at opvise [paavise] som nødvendig at paastaae; men havde vi nu ikke havt gyldig Hjemmel for, at der oprindelig var kun eet Tunge-Maal, da havde vi rimeligviis aldrig faaet Mod til at opstille saa paradox [urimelig] en 58 Forudsætning, end sige til at forsvare den, til det begyndte at lysne over Dunkelheden, som er først nu. Saalænge Man nemlig vilde forklare sig al den opkomne Forskiel af udvortes Grunde, da var Paastanden som et selvgjort Paradox [Paafund] latterlig, og det var jo først i Gaar vi opdagede, at et Folks Tunge-Maal er Udtrykket for dets indvortes Eiendommelighed, og fandt saaledes den videnskabelige Traad, der skal veilede os i Sprog-Læbyrinthen, medens vi paa den anden Side neppe endnu ret har fattet den Grund-Sætning, at intet Tunge-Maal, som vi kan lære og deri 1 udtrykke vor Tanke-Gang [i], kan være grund-forskielligt fra vort Eget.

Hvorvidt nu vor Sprog-Granskning, i levende Forbindelse med Menneske-Historien i det Hele, vil føre os til at indsee Nødvendigheden af et Mirakel ved den første Sprog-Deling, det maa Tiden vise; men formodenlig komme vi snart til den Indsigt at, efter Faldet, ethvert Skridt paa den beskikkede Menneske-Bane udkrævede et Mirakel dvs. en overordenlig Virksomhed af Guddoms-Aanden, saa det videnskabelige Spørgsmaal kun bliver: om Kraften til denne Virksomhed ogsaa laae i Menneske-Naturen eller ikke. Da vil vi udentvivl forestille os Sagen saaledes: Grund-Sproget skulde blive uforandret i Barndommen, men naar Slægten kom til Skiels-Aar og Alder, da skulde det gaae den, som det paa en Maade altid gaaer de Poetiske Naturer, der i Ungdoms-Begeistring skabe sig hver sin Verden, saa da vilde Stammerne skilt sig ad, for at linde hver sin passende Bopæl og Syssel, og ved en harmonisk Sammen-Virkning af indvortes og udvortes Aarsager vilde alle Slægtens Hoved-Retninger udtrykt sig i tilsvarende Tungemaal, der udsprang af Grund-Sproget som Grene af en fælles Stamme og forenede sig først igien, naar Øiemedet var opnaaet, som vi kan tænke os en Træ-Top [Trækrone] hvor alle Grene mødes. Efter Faldet, der i alle Maader forstyrrede Lige-Vægten, lader denne Sprog-Udvikling sig neppe tænke uden som en Sprog-Forvirring, og naar Slægten efter Floden ikke vilde skilles ad, altsaa ikke aandelig indtræde i Ungdoms-Alderen, da er det vanskeligt at see, hvorledes denne Knude kunde løses, uden at Forsynet, til Slægtens Bedste, lagde sig derimellem, og det var vist nok et underligt men ingenlunde naturstridigt Middel, at lade Ungdoms-Begeistringen overraske og beruse dem, saa de ligesom drak af Letbe og begyndte med et nyt *

59 Tunge-Maal et nyt aandeligt [folkeligt] Levnets-Løb. Betænke vi endelig, at et Moders-Maal, som ikke passer for os, er i Grunden et Tunge-Baand, vi ønske at skiæres for; at Grund-Sproget efter Faldet ei ret kunde passe for Nogen; at Jorden, efter Floden, kun daarlig svarede til det og at endelig enhver Sprog-Green naturligviis blev Stammen saalig, som de tilsvarende Mennesker i Aanden var Grund-Mennesket; da bortfalde udentvivl af sig selv alle de Urimeligheder, Man ikke har fundet i den gamle Efterretning, men snart paadigtet og snart paabyrdet den.

Hvorlænge det for Resten varede, inden Menneske-Slægten, saavidt mueligt, nødtes til at ryste Barnet af Ærmet og rykke frem mod Vesten til Middel-Havet, hvor Syns-Kredsen skulde udvide og Ungdoms-Kræfterne udvikle sig, det behøver Man ikke at være meget nysgierrig for at spørge om, men enten maae vi dog forblive aldeles uvidende derom eller nøies med Svaret i første Mose-Bog. Vist nok er det altid en vanskelig Sag med Tal i gamle Bøger, men ved Hjeip af Jødernes Tids-Regning, kan vi dog finde ud, at det maa være skeet omtrent for 3700 Aar siden, eller 1900 Aar efter Skabelsen, ligesaalænge før Christi Fødsel og 300 Aar efter Floden. Vel er der nemlig kun tre Ledd (Arphaxad, Salah og Eber) eller høist Fire mellem Sem og den Phaleg, ved hvis Fødsels-Tid vi maae sætte Adspredelsen, men saalænge Folk lever fire, fem hundrede Aar, er Sligt ingenlunde urimeligt, og hvem der ikke kan lide den lange Alder faaer nøies med stakket Kundskab.

60

Old=Tiden. Fra Adspredelsen til Jerusalems Forstyrrelse. (henved 2000 Aar.)

Abraham.

Abraham, Tharahs Søn, som nedstammede i sjette Ledd fra Eber, altsaa i Niende fra Sem, er den første Mand paa Jorden, der fik Noget som ligner en Levnets - Beskrivelse, og denne Semit, som baade Jøder og Araber kalde deres Mødelige, baade Christne og Mahomedaner deres aandelige Fader, er ogsaa unægtelig en universal-historisk Patriark, om hvem det vilde være tungt ei at vide bedre Beskeed, end Hedning-Folkene vidste om deres mythiske1 Stam-Fædre. Baade han og vi havde imidlertid ogsaa det mageløse Held, at Abraham, blandt sine Børn i sjette Ledd, ei blot fandt en Biograph [Levnetsbeskriver], men en Saadan, som den store Moses, der selv var blevet graa i Hyrde-Telten og satte saa den store Hyrde-Konge et uforgiængeligt Mindes-Mærke, ved Siden ad Lov-Bogen for hans Afkom, der nu skulde begynde at giøre ham til den store Folke-Fader, han havde Løfte paa at blive.

Abrahams Fædre havde boet i Chaldæa, østenfor Euphrat, men Tharah flyttede til Charan [Haran] og der sagde Herren til Abraham: gak ud af din Faders Huus og fra din Slægt og drag til et Land som jeg skal vise dig; saa vil jeg giøre dig til et stort Folk og skiænke dig stor Navnkundighed og en velsignet Amindelse: hvem der velsigner dig vil Jeg velsigne, hvem der forbander dig vil Jeg forbande, og i dig skal alle Folke-Stammer paa Jorden velsignes! Abraham var dengang fem og halvfjerdsindstyve Aar og han forlod Charan [Haran], paa *

61 Herrens Ord, med sin Hustru Sara, sin Broder-Søn Loth, som var faderløs, og Alt kvad han eiede, og kom til Canaan, til Sichem ved den store Eeg, og der aabenbarede Herren sig for ham og sagde: dette Land vil Jeg give din Afkom, derfor bygde Abraham Herren et Alter paa det samme Sted.

Abraham og Loth var rige Mænd, begge, og i Tidens Længde kunde deres Hyrder ikke forliges om Græs-Gangene, derfor sagde Abraham til Loth: vi er Brødre og der maa ingen Splid være, enten mellem os eller vore Hyrder, og her er Rum nok, saa, vil du gaae til Høire, gaaer jeg til Venstre, og vil du gaae til Venstre, gaaer jeg til Høire! Da faldt Loths Øine paa Sletten ved Jordan, omkring Sodoma og Gomorra, som dengang vandedes af Floden og var et Paradis, ligesom Ægypten, og den Egn udvalgde han og opslog sin Bopæl i Sodoma blandt et meget slemt og ugudeligt Folk. Abraham blev derimod i Sichem, til Herren befalede ham at rykke op og syne Landet, lige ud til Havet, som hans Afkom skulde besidde, og siden boede han ved Mamres Eeg, ved Hebron og bygde Herren ogsaa der et Alter.

Nu havde Kong Ba11a i Sodoma og Kong Bassa i Gomorra, og tre andre Smaa-Konger deromkring, i tolv Aar skattet til Chodolgomer, Konge i Elam, men i det Trettende faldt de fra, og i det Fjortende drog Chodolgomer ud i Herrefærd mod dem, og havde Kong Amraphel i Sinear, Kong Arioch i Elassar og Thargal Folke-Konge i Følge med sig, og de slog Kæmperne i Astaroth og Karnain og Omeræerne i Staden Sau og Horiterne paa Seirs-Bjerge, til Terebinthen ved Pharan i Ørken. Derfra vendte de fire Konger tilbage til Trætte-Kilden i Kades, slog Amalekiterne og mødtes til Strid med de fem frafaldne Konger i Salt-Dalen som var fuld af Lim-Grave. Der flydde og faldt Kongerne fra Sodoma og Gomorra og Resten flygtede til Bjergene, og Seierherrerne plyndrede Sodoma og Gomorra, og Loth, som boede iblandt Sodomiterne, faldt derved ogsaa i Fangenskab og blev bortført. Det kom der en af Flygtningerne og fortalde Abraham i Mamre-Lund, hvor han boede hos Mamres Brødre Eskol og Aner som han var i Samlag med, og saasnart Abraham hørde, at hans Brodersøn var fanget, da fik han strax trehundrede og atten Mand, af sine egne Tyende, paa Benene, kaldte sine Stalbrødre Eskol og Aner til Hjelp og satte efter Kongerne og naaede dem ved Dan, hvor han overfaldt dem om Natten og slog dem, lige til Choba vestenfor Damask. Da Abraham derpaa vendte seierrig tilbage, kom Kong 62 Melchisedek i Salem, som var den høieste Guds Præst, ud imod ham med Vin og Brød og lyste Velsignelse over ham, sigende: velsignet være Abraham af den høieste Gud, som skabde Himlen og Jorden, og lovet være den høieste Gud, som gav Fienden i din Vold! Ham gav Abraham Tiende af Alt, men Kongen i Sodoma var ogsaa gaaet Abraham i Møde, til Savi-Dalen og til Konge-Sletten, og han sagde til Abraham: behold du Byttet og giv mig blot Folkene! Nei, sagde Abraham, jeg vidner for den høieste Gud, som skabde Himmel og Jord, at jeg vil ikke eie Traad eller Trevl af hvad dit er, saa du skulde sige: Abraham kan takke mig for hvad han har; jeg vil derfor Intet beholde undtagen hvad de unge Karle har fortæret og hvad der tilkommer mine Staldbrødre: Eskol, Aner og Mamre !

Siden havde Abraham et Syn, hvori Herren talede til ham og sagde: vær ikke forsagt! Jeg er dit Skjold og din store Løn! Da sagde Abraham: Ak! min Herre! hvad nytte mig Gaver, aldenstund jeg er barnløs og min Træl Eliezer fra Damask skal være min Arving! Nei, sagde Røsten, ei din Træl men din Søn skal arve dig, og see engang paa Himlen, om du kan tælle Stjernerne, thi saa mangfoldig skal din Afkom vorde! Og Abraham troede Gud og det blev regnet ham til Retfærdighed, men da Herren sagde: Jeg er din Gud, som udførde dig af Chaldæernes Land, for at give dig dette Land til Arv, da sagde Abraham: hvorpaa skal jeg kiende det, og Herren sagde: paa en treaars Kvie og en treaars Geed og en treaars Væder, en Turtel-Due og en Due-Unge. Alt det tog Abraham da ogsaa og lagde Kroppene deelte men Fuglene hele lige over for hverandre og sad paa Vagt mod Rov-Fuglene som faldt paa Offeret, men i Solebjergs-Laget blev Abraham undrykt, det sortnede for hans Øine og han bævede og hørde en Røst, som sagde: det være dig vitterligt, at til om fire hundrede Aar skal din Æt være udlændig blandt de Fremmede, beherskes, mishandles og undertrykkes af dem, men du skal have en god Alderdom og samles til dine Fædre i Fred, og i den fjerde Slægt vil Jeg føre din Afkom hid igien, thi Amoriternes Ondskab skal have Tid til at modnes. Og see, da Solen var nedgangen, da var Alteret indhyllet i Røg som af en Ovn og der bevægede sig ligesom tændte Lamper mellem Offer-Gaverne.

Da Abraham havde boet ti Aar i Canaan og Sara saae at hun fik ingen Børn, da bad hun Abraham at tage hendes ægyptiske Tjeneste-Pige Agar til Med-Hustru, og det gjorde han, men Agar blev derpaa studs mod sin Frue, og Abraham lod Sara tugte hende som hun vilde. Da nu Sara var haard imod 63 hende, løb Agar bort, men paa Veien til Schur, ved en Kilde i Ørken, mødte Herrens Engel hende og bød hende vende tilbage og ydmyge sig for Sara og spaaede hende en stor, utallig Afkom, sigende: du er frugtsommelig og føder en Søn som du skal kalde Ismael, han skal være but, hans Haand skal være imod Alle og Alles Haand imod ham, men han skal boe for Næsen af alle sine Brødre.

Endelig, da Abraham var ni og halvfemtsindstyve Aar, havde han igien et Syn, hvori Herren talede til ham og gjorde Omskiærelsens Pagt med ham, saa hvert Barn otte Dage gammelt skulde omskiæres og der maatte ikke findes en Uomskaaret, Fri eller Træl, hos hans Afkom, og Herren sagde: Jeg velsigner Sara og giver dig en Søn med hende, som skal være Konge-Fader! Da faldt Abraham paa sit Ansigt men loe og sagde ved sig selv: skulde vi faae en Søn, naar jeg er hundrede Aar og Sara Halvfemts, og han sagde til Herren: ja, Gud lade Ismael leve! Som Jeg siger, sagde Gud, Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak og med ham vil jeg slutte en evig Pagt at være hans og hans Afkoms Gud. Ogsaa din Bøn for Ismael har Jeg hørt og jeg har velsignet ham, saa han bliver Fader til tolv Stammer og til et stort Folk, men med Sønnen, som Sara føder ad Aare, med Isak slutter jeg Pagten.

Derpaa tog Abraham og omskar sig selv og sin Søn Ismael og alt Mandkiøn i sit Huus; men som han niu sad en Middags-Stund i Dørren paa sit Paulun i Mamre-Lund, da slog han sine Øine op og saae tre Vandrings-Mænd og løb dem imøde, bukkede dybt og sagde: Herre! har jeg fundet Naade for dine Øine, da gaae ikke din Tjeners Dør forbi, men lad os tage Vand til Fodbad og vederkvæger eder i Lunden med en Bid Brød, saa kan I fortsætte eders Reise! Som du vil, sagde den Fremmede, og strax løb Abraham ind i Telten til Sara og sagde: skynd dig, tag tre Gievner fint Hvede-Meel og bag Kager! Og selv løb Abraham til Hjorden og tog den bedste Fede-Kalv han fandt, lod en af Tjenerne lave den til i en Hast og beværtede saa de Fremmede under Egen med Smør og Mælk og Kalve-Kiød og gik selv for Borde. Da sagde den Anden til ham: hvor er Sara, din Hustru? Inde i Telten, var Svaret. Velan, sagde Han, om et Aar, ved denne Tid, naar Jeg kommer igien, har Sara sig en Søn! Det hørde Sara, som stod bag Døren i Paulunet og lyttede, og hun loe ved sig selv og sagde: det er nok bagefter! Da sagde Herren til Abraham: hvad skal det betyde, at Sara loe ved sig selv og sagde, hun er for gammel; for Gud er 64 ingen Ting umuelig og, som sagt, Jeg kommer igien ad Aare og da har Sara en Søn! Sara blev nu bange og nægtede, at hun havde leet, men han sagde: Snak! jo vist loe du!

Derpaa reiste de Fremmede sig og gik ad Sodoma og Gomorra til og Abraham fulgde dem paa Vei, og da sagde Herren: Jeg vil ikke dølge for min Tjener Abraham hvad jeg har isinde; thi han skal blive til et stort og talrigt Folk og i ham skal alle Jordens Folke-Færd velsignes, og Jeg veed, han vil formane sine Børn og sin Slægt til at følge Herrens Veie og giøre Ret og Skiel, saa Jeg kan lade Abraham times Alt hvad jeg har lovet ham! Der er kommet mig et stort Skrig for Øren om Sodomas og Gomorras svare Synder, og Jeg foer ned for at see om Skriget har tilstrækkelig Grund eller ikke ! De To var imidlertid gaaet forud til Sodoma, men Abraham stod for Herrens Ansigt, traadte nærmere og sagde: vil Du da ødelægge den Retfærdige med den Ugudelige? Nei, det være langt fra, Jordens Dommer, skulde han ikke giøre Forskiel! Hvis der nu skulde være halvtredsindstyve Retfærdige i Staden, vil du da ødelægge dem, eller vil du ikke meget mere spare hele Staden for de halvtredsindstyve Retfærdiges Skyld? Jo, sagde Herren, findes der i Sodoma halvtredsindstyve Retfærdige, da vil Jeg spare hele Staden for deres Skyld. Men, sagde Abraham, siden jeg nu er kommet Herren i Tale, skiøndt jeg kun er Støv og Aske, saa, hvis der skulde fattes Fem i de Halvtreds, vilde Du da derfor ødelægge Staden? Nei, sagde Herren, findes der fem og fyrretive, ødelægger Jeg den ikke. Og see, Abraham blev ved at bede, og slog af til Fyrretive, til Tredive og til Tyve, og da Herren altid gjorde som han bad, da sagde Abraham: maa jeg ikke nok bede blot een Gang endnu: om der skulde findes Ti! Selv for de Tis Skyld, sagde Herren, vil Jeg da afvende Ødelæggelsen, og dermed brød Herren af og gik.

Da de to Engle om Aftenen kom til Sodama, sad Loth i Porten, løb dem imøde, bukkede dybt og bad dem tage Natte-Leie hos ham, og da de vægrede sig og sagde, de vilde blive paa Gaden om Natten, nødte han dem, til de gik ind, og han gjorde Giæstebud for dem; men før de endnu gik til Sengs, stimlede alle Sodomiterne omkring Huset, kaldte Loth ud og sagde: hvor er de Mænd som tog ind hos dig i Aftes, bring os dem herud at vi kan giøre os lystige med dem! O, nei dog, Brødre! sagde Loth, begaaer ikke den Misgierning, jeg har to ugifte Døttre, dem vil jeg overlade til eders Godtbefindende, naar I blot ikke vil forgribe jer paa Giæsterne under mit Tag! Af Veien 65 med dig, var Svaret, du er selv en Giæst og vil sætte os irette, men derfor skal du ogsaa skee en Ulykke fremfor de Andre. Dermed styrtede de ind paa Loth og vilde brække Dørren op, men da udrakde de Fremmede deres Haand, drog Loth ind til sig, lukkede Dørren og slog Sodomiterne med Blindhed, saa de blev Mede af at lede om Dørren. Derpaa sagde Englene til Loth: har du Sønner eller Døttre eller Svogre eller andre Paarørende i Staden, saa før dem ud af den, thi vi er udsendt for at ødelægge den! Loth gik da ogsaa hen og talde med sine tilkommende Sviger-Sønner og bad dem forlade Byen, fordi Herren vilde ødelægge den, men de tog det som om han kun spillede Giæk med dem. Næste Morgen tidlig skyndte Englene paa Loth og trak ham tilsidst med hans Kone og hans Døttre ud af Staden og sagde til ham: see dig ei tilbage og stat ei stille paa Sletten, men frels dig op paa Bjergene! Da sagde Loth: det kan jeg ikke, men har jeg fundet Naade for Herrens Øine, da spar den lille By her tæt ved, at jeg kan finde Tilflugt der! Velan! var Svaret, jeg vil skaane den, men skynd dig at komme derind! Samme By hedder nu Zoar og just som Loth gik derind, stod Solen op, da regnede der Ild og Svovel ned fra Himlen over Sodoma og Gomorra og ødelagde dem og hele Egnen, og Loths Hustru, som saae sig tilbage, blev til en Salt-Støtte!

Samme Morgen tidlig gik Abraham hen til det Sted hvor han stod for Herrens Ansigt og see, da stod Egnen ved Sodoma indhyllet i Røg og Damp.

Siden skedte det, efter Herrens Ord, at Sara fødte en Søn, som blev omskaaret paa den ottende Dag og kaldt Isak, men da han voxde op og Sara saae, at Ismael drev Spot med ham, da sagde hun til Abraham: jag Slavinden og hendes Søn paa Dørren, thi Slavindens Søn maa ikke gaae i Arv med min Søn. Det, fandt Abraham, var tungt at høre om sin egen Søn, men Gud sagde til ham: lad det ikke falde dig tungt, men lyd kun Sara ad i Alt hvad hun siger om Slavinden og hendes Søn; thi giennem Isak er det, du forplanter din Slægt, men Jeg skal nok giøre Slavinde-Sønnen til et stort Folk, fordi han er af dit Blod. Da stod Abraham tidlig op om Morgenen, forsynede Agar med Vand og Brød, hængde hende Drengen paa Ryggen og lod hende gaae, men hun foer vild i Ørken og da Vandet var fortæret, kastede hun Drengen under en Palme-Busk og satte sig selv ned, et Bøsse-Skud derfra, med Ryggen til ham, sigende: jeg vil dog ikke see mit Barn døe. Da græd Drengen og gav et Skrig og det kom Gud for Øren og en Guds Engel fra Himmelen kaldte ad 66 Agar, sigende: hvad nu: Agar! frygt ikke, Gud hørde Drengens Røst hvor han ligger, staae derfor op og tag ham ved Haanden, thi jeg giør et stort Folk af ham! Da aabnede Gud hendes Øine, saa hun fik Syn paa et Kilde-Væld, hvor hun fyldte sin Vand-Flaske og lædskede Drengen, og Gud var med ham, saa han trivedes i Ørken og blev en Bue-Skytte, og hans Moder skaffede ham en Hustru fra Ægypten.

Siden satte Gud Abraham paa Prøve og sagde: tag Isak, din elskelige, kiære Søn og gak til Høi-Landet og bring mig et Offer af ham paa et af Bjergene, som Jeg bestemmer! Da stod Abraham tidlig op om Morgenen og sadlede sit Æsel og drog afsted, med Isak og To af sine Tyende og med Tørre-Brænde til Offringen. Tredie Dagen fik han Stedet i Sigte som Gud havde valgt, og sagde da til sine Slaver: bier I nu her med Æselet, mens jeg og Drengen gaaer derhen [didhen], saa komme vi igien naar vi er færdige! Brændet maatte Isak bære og selv gik Abraham med Ilden og med Offer-Kniven i Haanden, men, alt som de nu gik ved Siden ad hinanden, da sagde Isak til sin Fader Abraham: min Fader! Ja, min Søn! sagde han, hvad er det? Vi har Ild og Brænde, sagde Isak, men hvor er Offer-Lammet? da sagde Abraham: for Lammet, Søn, vil Herren sørge! Dermed gik de videre, og da de kom til Stedet, bygde Abraham et Alter, lagde Brændet ilave, bandt sin Søn Isak og lagde ham ovenpaa Brændet paa Alteret og rakde efter Offer-Kniven, for at slagte sin Søn; men da kaldte Herrens Engel fra Himmelen ad ham og raabde: Abraham, Abraham! læg ikke Haand paa Drengen og giør ham ingen Skade, thi nu kan Jeg mærke, du frygter Gud og vilde for min Skyld opoffre selv din elskelige Søn l Som nu Abraham saae sig om, fik han Øie paa en Væder, som hængde fast i Krattet ved Hornene, samme Væder gik han hen og tog og offrede til et Brænd-Offer istedenfor Isak.

Da Abraham var hundrede og syv og tredive Aar, døde Sara hans Hustru og han kiøbde en Ager, med en Klippe-Hule, af Hethiten Ephron, til en Familie-Begravelse, og der jordede han Sara, i Hulen Makpela, ved Hebron i Canaans Land, som med Ageren blev ham tilskiødet til et Grav-Sted.

Abraham blev imidlertid selv hundrede og fem og halvfjerdsindstyve Aar, og saae sine Børne-Børn i Opvext, Isaks Sønner, Jakob og Esau, som han havde med sin Frændke Rebekke, og da Abraham døde, mæt af Dage, blev han begravet hos Sara i Hulen Makpela.

Ingenlunde bør Man undres over, at de fleste Læsere i vore 67 Dage ei ret selv veed, hvormeget de troe af denne forunderlige Tale, der bestandig synes at svæve mellem en poetisk Idyl og en idyllisk Historie; thi det Naturlige og Over-Naturlige, det Guddommelige og Menneskelige, som Man i vore langt mere anatomiske end poetiske Dage pleier saa skarpt og dødt at adskille, sammenflyder her saa let og levende for vore Øine, at Man har ondt ved at troe dem, end sige da Historien, som de Skrift-Kloge saa keitet har gjort til en Troes-Artikel. Betragte vi imidlertid med Forstands oplyste, det er, med videnskabelige Øine, denne deilige Skildring af Abraham, den mageløse Folke-Fader, der ikke for Intet er kaldt Guds Ven, da see vi ogsaa et saa træffende Forbillede paa det Største, der udviklede sig i Tidernes Løb, at vi neppe fristes til at tvivle om, Ebræerne jo virkelig maae have havt en saadan vidunderlig Stam-Fader, af hvem Christus var den ægte og Mahomed den uægte Søn, saa det her, som overalt i den hellige Historie, bliver det eneste fornuftige Spørgsmaal, ikke om det er mueligt, der saa klart og glædelig har viist sin Virkelighed, men kun: paa hvad Maade Man helst skal forklare sig det. At nemlig Troen paa den høieste Gud, der skabde Himmel og Jord, og paa et virkeligt Samfund mellem den guddommelige og menneskelige Natur, maatte i Old-Tiden vidunderlig gribe en Enkelt-Mand og ligesaa vidunderlig gestalte hans og hans Afkoms Levnets-Løb, naar der nogensinde skulde blive et Jødedom og en Christenhed i Verden, det see vi af Hedenskabets Historie, og Spørgmaalet er da kun, om dette var en blot EfterVirkning hos de mest Poetiske [opvakte] Naturer af Menneskets Skabelse i Guds Billede, eller tillige, som Jøderne og de Christne har troet, en ny Virkning af Guddommen.

At Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, og især Forvandlingen af Loths Hustru, har stødt Endeel af de Natur-Kyndige, er for Resten vist nok, men i Henseende til det Første kan Man kun sige: de maae være glade, det ikke gik dem, som det jo gik deres gamle Broder Plinius, der formodenlig heller ikke troede, det vilde gaae saa haardt til med Herculanum og Pompeii, før han fik det at føle, og hvad Loths Hustru angaaer, er det høist mærkeligt, baade at Christus omtaler det som en afgjort Sag, og at Herodot fortæller, han selv har seet en sær Støtte med Kvinde-Mærke i Palæstina, som vel turde være den samme, skiøndt han giver den en ganske anden Oprindelse.

Spørge vi endelig om Abrahams Leve-Tid, da maae vi nøies med den Beskeed, at efter sit Slægt-Register nedstammede han 68 i sjette Ledd fra Eber, og at efter vor Ebraiske Text, som det her (trods Indsigelsen af de Halvfjerds) efter Leddene er sikkrest at følge, forgik der ikke fuldt 200 Aar mellem Phalegs Fødsel og Abrahams, saa den Sidste maa sættes omtrent 500 Aar efter Floden og 1700 f. Ch.

Jakob eller Israel.

Isak var en stille Fyrste, men Herren aabenbarede sig dog ogsaa for ham, efter Abrahams Død, og gientog sit Løfte, at i hans Æt skulde alle Folk paa Jorden velsignes. Isak var gift med sin Frændke, Rebekke, Labans den Syrers Syster, og da hun var frugtsommelig, forespurgde hun sig hos Herren om sin Afkom og fik til Svar: du bærer tvende Folk under dit Hjerte, det Ene bedre end det Andet, og det Høie skal tjene det Lave! Hun fødte derpaa Tvillinger, nemlig Esau og Jakob, og da de voxde til, blev Esau en Vild-Skytte, men Jakob var spagfærdig og hjemlig, og saa engang, da Esau kom fra Jagten og var mat, sagde han til Jakob, som sad med en Ret Lindser for sig: jeg er flau, mig Forlov at smage din Rød-Grød! Ja, sagde Jakob, giver du saa mig din Førstefødsels-Ret? Top, sagde Esau, hvad nytter mig den Ret, jo før Man fødes, des før Man døer. Velan, sagde Jakob, saa sværg mig Førstefødsels-Retten til! Da svor Esau og aad og drak, sprang op og foer ud og regnede Førstefødsels-Retten for ingen Ting, og Man kaldte ham siden Edomdvs. den Røde.

Isak holdt mest ad Esau, hvis Vildbrad smagde ham, men Rebekke holdt mest ad Jakob, og da Isak var gammel og blind, havde han betænkt at give Esau den store Velsignelse, der tilhørde hans Æt, men ved Rebekkes List fik Jakob den, hvorover Esau blev saa forbittret, at han lod sig forlyde med, at naar deres Fader døde, vilde han slaae sin Broder ihjel. Derfor sendte Isak og Rebekke Jakob til Syrien, til hans Morbroder Laban, og underveis lagde han sig en Aften, ved Soels Nedgang, til at sove paa Marken med en Steen under sit Hoved. Da saae han en Stige i Drømme, som naaede fra Jorden lige op til Himmelen, hvorad Guds Engle gik op og ned, og Herren stod selv paa Toppen og sagde: frygt ikke! Jeg er din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud, den Grund som du hviler dig paa, den skiænker Jeg dig og din Æt, og din Æt skal være som Støv paa 69 Jorden og brede sig ud mod alle fire Verdens-Hjørner, i den og i dig skal alle Jorderigs Stammer velsignes! Og see, Jeg er med dig paa alle dine Veie, og fører dig hid tilbage og slaaer ei Haanden af dig, til det er Altsammen skedt som Jeg siger! Nu vaagnede Jakob med det Ord: det vidste jeg ikke at Herren var her, og han blev bange og sagde: det er frygteligt, thi hvem kan sige Andet end at her er Guds Huns og Himlens Port! Derpaa stod han tidlig op om Morgenen og tog den Steen, hans Hoved havde hvilet paa, og reiste den op som en Sule, og hældte Olie paa Toppen, og kaldte Stedet Bethel dvs. Guds Huus, og gjorde det høitidelige Løfte: dersom Gud Herren vil ledsage mig og give Føden og Klæden og føre mig tilbage i god Behold til min Faders Huus, da skal Han være min Gud og denne Steen-Sule skal være mit Guds-Huus, og jeg vil tiende til Ham af alt hvad Han skiænker mig!

I Syrien hvor Jakob tilbragde tyve Aar hos sin Morbroder Laban, fik han to Koner for Een, Rachel og Lea, begge Labans Døttre, men det skedte ved Labans Trædskhed og ei med Jakobs gode Villie; thi hans Hug stod kun til Rachel. Han blev ogsaa der ved Guds Velsignelse en rig Mand, baade paa Børn og Gods, og da han dermed vendte tilbage til Canaan, da mødte ham en underlig Ting, thi ved Bækken Jabok som løber i Jordan, paa det Sted som siden kaldes Puneel (Guds Aasyn), kom der en Nat, han var alene, en Mand til ham og brødes med ham, saa hans ene Hofte gik af Ledd, men fik dog ikke Bugt med ham, og da han i Dagningen sagde: slip mig nu, da svarede Jakob: nei, jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig. Hvad er dit Navn, sagde Manden, og, paa Svaret, det er Jakob, sagde han: du skal ikke længer hedde Jakob men Israel (Guds Kæmpe), thi du har kæmpet med Gud som en Mand! Manden gik og Solen stod op, men Jakob haltede og Israels Børn æde ikke Hofte-Senen paa noget Dyr, fordi Jakobs blev forrakt.

At Edomiternes Stamfader Esau her staaer i Skygge mod Israeliternes Stamfader Jakob, er soleklart, og deraf sluttede Man i forrige Aarhundrede, at baade Jakob og Moses havde gjort Esau skammelig Uret; men da, giennem Løbet af tre Aar-Tusinder, Herodes den Store, afskyelig Ihukommelse, er den eneste Edomit, der vandt universal-historisk Navnkundighed, saa vil det attende Aarhundredes Gunst ligesaalidt gavne Esaus Efter-Mæle, som Herodes den Stores vilde vinde ved en Sammenligning mellem ham og den samtidige »Israels Konge« 70 der unægtelig fik en saa velsignet Ihukommelse, at den overgik alle de Forventninger Velsignelsen over Jakob med Rimelighed kunde vække! Saasandt derfor Opfyldelsen er det sikkre Kiende-Mærke, der skiller de sande Spaadomme fra de Falske, maa Forholdet mellem Israeliters og Edomiters Stamfædre, naar de var kiødelige Brødre, og Esau den Ældste, sin Faders Yndling, nødvendig have været, ikke som Man i forrige Aarhundrede drømde sig, men som Moses for tretusinde Aar siden skildrede det, uden at bryde sig om, hvordan Man i Anledning deraf vilde moralisere for de Døde, og, i et critisk Øieblik, skrive Historien om paa fri Haand. Skulde Man ellers i Historien, som den er, finde en moralsk Mærkelighed, da blev det ingenlunde den aldeles naturlige Ting, at selv et haardt Broder-Hjerte stundom er bevægeligt, men vel at Esau kunde have isinde at slaae sin Tvilling-Broder ihjel, hvad vel kun Herodes den Store [en Herodes] vilde kalde naturligt.

Joseph.

Af Jakobs tolv Sønner er det især Levi, Juda og Joseph, der har faaet universal-historisk Navnkundighed, og med Joseph gik det besynderlig til. Han havde allerede i sin Opvext stærke og mærkelige Drømme, som han, til deres store Ærgrelse, fortalde sine Brødre; thi først sagde han til dem: hør engang hvad jeg har drømt: jeg syndes vi var ude i Marken at binde, og da reiste min Neg sig paa Roden, men alle eders Neger neiede for den, og saa fortalde han igien, i sin Faders Nærværelse: jeg drømde at baade Soel og Maane og elleve Stjerner bøiede sig for mig. Jakob, som havde Forkiærlighed for Drengen, hans elskede Rachels Førstefødte, lagde vel Mærke til det Ord, men skiændte dog paa ham sigende: hvad er det, du drømmer om, skulde kanskee baade Fader og Moder og Brødre komme og kaste sig i Støvet for dig! Herover, saavelsom over en blommet Kjole, Joseph havde faaet af sin Fader, fattede hans Brødre Nag til ham, og Somme af dem var rasende forbittrede paa ham, fordi han, efter deres Sigende, havde sladret om dem til deres Fader.

Nu traf det sig engang, at Jakob sagde til Joseph, som var hjemme hos ham i Dalen ved Hebron: gak ned til Sichem hvor dine Brødre vogte Kvæget og see hvordan det gaaer dem, 71 men kom saa igien og siig mig Beskeed! Joseph gik da ogsaa og traf sine Brødre ved Dotham, oppe ved Lande-Veien, men saasnart de fik Syn paa ham langt borte, sagde de til hinanden: see, der har vi Drømmeren, kom nu og lad os slaae ham ihjel og smide ham ned i en af Hulerne og skyde Skylden paa de vilde Dyr, saa skal vi see, hvad der bliver af hans Drømme! Nei, sagde Ruben, som var ældst, lad os ikke slaae ham ihjel, saa vi udøse hans Blod, men smid ham blot ned i en af Hulerne i Ørken! Siden, tænkde Ruben, kan jeg trække ham op og sende ham hjem.

Saasnart nu Joseph kom, greb hans Brødre ham an, trak den blommede Kjole af ham og smeed ham ned i en Hule, som dog var tør, og satte sig derpaa til at spise, men midt i Maaltidet fik de Syn paa en Ismaelitisk Karavane, som kom fra Gilead med en Ladning Røgelse og vilde til Ægypten, og da sagde Juda til de Andre: hvad nytter det at lægge Dølgsmaal paa det, naar vi dog tage vor Broder af Dage, lad os heller sælge ham til disse Kiøbmænd, og huske paa, han er dog vor Broder! Det skede, de trak Joseph op og solgde ham til Ismaeliterne for tyve Lodd Sølv, og sendte saa hans Kjole, dyppet i Blod, til deres Fader, med de Ord: det er en Kjole vi har fundet, see, om det ikke er din Søns! Jakob kiendte strax Kjolen og tænkde, Joseph var revet ihjel af vilde Dyr, og han var utrøstelig derover, jamrede sig og sagde grædende til dem der vilde trøste ham: nei, lad mig kun synke under Sorgen ned til min Søn i de Dødes Rige!

Kiøbmændene førde imidlertid Joseph med sig til Ægypten og solgte ham til Potiphar, en stor Mand ved Kong Pharaos Hof, og der blev han snart som en Søn af Huset, fordi Potiphar mærkede, at der var kommet Lykke og Velsignelse til Huset med den ebraiske Træl; men da Joseph tillige var smuk, fik Potiphars Hustru isinde at forføre ham, og da det ikke vilde lykkes, løi hun for sin Mand og sagde at Joseph vilde forført hende, hvorover han blev sat i Fængsel. Dog, Gud var ogsaa i Fængselet med den uskyldige Joseph, saa han fandt Naade for Slutterens Øine og fik Opsyn med de andre Fanger, og deriblandt med Pharaos Mund-Skiænk og Hof-Bager, som faldt i Unaade hos Kongen og kom i samme Fængsel. Da skedte det en Morgenstund, at Joseph fandt dem Begge meget modfaldne, for nogle urolige Drømme de havde havt om Natten, og var tvivlraadige om hvad skulde betyde; men Joseph muntrede dem op og bad dem fortælle ham hvad de havde drømt. Ja, 72 sagde Mund-Skiænken, jeg drømde der var en Viin-Stok med tre Ranker som blomstrede for mine Øine og bar modne Druer, og jeg stod med Pharaos Bæger i min Haand og pressede Druerne deri og rakde Kongen Bægeret. Godt, sagde Joseph, det betyder, at om tre Dage kommer Pharao dig ihu og indsætter dig i dit Embede igien, men naar det skeer og det gaaer dig vel, da tænk paa mig og indlæg et godt Ord for mig hos Kongen, saa jeg faaer min Frihed; thi jeg er stjaalet bort fra Ebræernes Land og har intet Ondt begaaet. Da Bageren hørde, det gik saa godt, fortalde han ogsaa sin Drøm, om tre Brød-Kurve, han bar paa sit Hoved, og om hvordan Fuglene aad af den Øverste, som var fuld af Bag-Værk for Kongens egen Mund; men han fik kun en daarlig Trøst; thi Joseph sagde: det betyder, at om tre Dage lader Pharao dig hænge i en Galge hvor Fuglene hakke dit Kiød. Det gik som han spaaede, men Mund-Skiænken glemde Joseph, indtil to Aar efter, da Pharao havde havt en Drøm, som han var meget urolig over, og som Ingen af alle hans kloge og lærde Mænd turde paatage sig at forklare; men da faldt det Mund-Skiænken ind, hvordan det gik ham i Fængselet, og han fortalde Kongen om den unge Ebræer, som saa mesterlig havde forklaret baade hans og Bagerens Drøm. Der blev nu strax skikket Bud efter Joseph, han blev raget og pyntet og ført ind til Kongen, og Kongen sagde til ham, jeg har havt en Drøm som Ingen kan forklare mig, men mig er berettet om dig, at saasnart du hører en Drøm, kan du forklare den. Uden Gud, sagde Joseph, kan Ingen svare Pharao godt! Derpaa sagde Kongen: jeg drømde, jeg stod paa Flod-Bredden og saae syv fede og deilige Kiør stige op af Floden og gaae paa Græs, men efter dem kom der syv andre Kiør, saa magre og stygge at jeg neppe mindes at have seet Magen i hele Ægypten, og saa aad de magre Kiør de Fede, uden at det dog gjorde mindste Forskiel paa deres Udseende. I det Samme vaagnede jeg, men sov ind igien og saae da syv store, kiernefulde Ax siddende paa eet Straa, men efter dem opgroede der syv visne [svange], forsvidte Ax, som slugde de Kiernefulde. Begge Drømme giør Eet, sagde Joseph, og det betyder, at først kommer der syv overordenlig frugtbare Aar i Ægypten, men derefter syv Uaar, saa Overflødigheden glemmes over Hungers-Nøden, og at Drømmen var dobbelt, betegner, at det er Noget Gud vil giøre sikkert og snart; men nu maa Kongen see sig om en klog og forstandig Mand, der kan sørge for en almindelig Indsamling af Korn i de frugtbare Aar, saa der i Kongens 73 Værge kan være tilstrækkeligt Forraad og Hungers-Nøden derved forebygges. Om dette Raad syndes alle godt og Pharao sagde til sine Hofmænd: hvor skulde vi finde Mage til Mand med Guddoms-Aande! Og han sagde til Joseph: siden Gud har aabenbaret dig alt dette, da er Ingen din Mester i Indsigt og Forstand, derfor skal hele mit Folk nu lyde dit Ord og kun paa Thronen er jeg din Over-Mand, see, jeg sætter dig i Dag over hele Ægypten! Og Pharao tog en Ring af sin Finger og satte paa Josephs og kastede en Liin-Kappe om ham og hængde en Guld-Kiæde om hans Hals og lod ham age paa sin næstbedste Stads-Vogn, med en Herold foran sig, som udraabde i Kongens Navn, at herefter skulde Ingen i hele Ægypten saameget som røre en Finger uden Josephs Villie og hans Navn skulde være Psontomphanek (Gaade-Giætteren). Joseph var dengang tredive Aar og Pharao giftede ham med Asnath, en Daatter af Præsten Petifri i Heliopolis, som fødte ham to Sønner: Manasse og Ephraim.

Josephs Spaadom gik nu ogsaa i Opfyldelse, og i de frugtbare Aar opdyngede han en uslukkelig Mængde Korn i Kongens Forraads-Kamre [Pakhuse], trindt i alle Stæder, og da saa Uaarene kom og Folket raabde om Brød og Kongen viste dem til Joseph, da solgde han dem Korn, først for alle deres rede Penge, dernæst for deres Heste og Æsler, Kiør og Faar, og endelig for deres Jord og for dem selv, med Hud og Haar, saa de blev Alle Kongens Vordnede. Paa denne Maade fik Ægypterne baade Føde-Korn og Saae-Korn, men forpligtedes til at yde Femte-Parten af hver Aars Afgrøde til Kongen i Land-Gilde, og Kongen blev den eneste Jord-Drot i hele Riget, paa Præsterne nær, som fik Korn for Intet og beholdt deres Jord.

Alt dette var imidlertid langt fra at udtømme det uhyre Forraad, Pharaos forsynlige Minister havde vidst at bringe tilveie, og da den store Mis-Vext strakde sig langt videre end til Ægypten, saa strømmede der Penge ind i Landet fra alle Kanter, med Folk som kom og kiøbde Korn, og det gav Anledning til et af de smukkeste Optrin, Man nogentid saae i den store Verden, men som neppe Nogen af Tilskuerne drømde om, skulde faae den universal-historiske Vigtighed, der ligger klar for vore Øine. Sønnerne af Hyrde-Fyrsten i Canaan, som havde solgt deres Broder, kom nemlig ogsaa til Ægypten i den dyre Tid, for at kiøbe Korn, og vistes, med alle de Andre, til Ministeren, som Manden for det Hele, og han kiendte dem paa Timen, men de naturligviis ikke ham, og de laae i Støvet for ham, 74 da stod han og tænkde paa sine Barne-Drømme; men han var nu en Hof-Mand, der ikke bar Hjertet paa Læberne, men talde ægyptisk og lod dem sige ved sin Tolk, at han ansaae dem for Speidere, der, under Paaskud af Korn-Kiøb, kun kom for at udforske Landets Leilighed. For nu at rense sig, fortalde de Alting, baade Løst og Fast, hvordan de alle Ti var een Mands Sønner og havde været tolv Brødre, hvoraf den Ene var død og den Yngste hjemme hos Faderen i Canaan. Denne yngste Broder var Ministerens eneste Heel-Broder, Benjamin, og han lod dem derfor sige, at, skiøndt deres urimelige Fortælling bestyrkede hans Mistanke, skulde dog En af dem faae Lov at reise hjem og hente den Broder, de sagde, var hjemme, og, efterat have ladt dem prøve i tre Dage, hvad det var at smides i Fængsel, med Døden for Øine, lod han dem atter komme for sig og sagde: velan! af Gudsfrygt vil jeg spare jert Liv, naar I giør som jeg befaler og henter mig eders yngste Broder, saa jeg kan see, I fare med Sandhed, thi saa vil jeg troe, I er skikkelige Folk, men ellers, saasandt som Pharao lever, skal I døe! Reis nu kun med jert Korn, saa nær som Een, jeg for en Sikkerheds Skyld maa beholde! Nu slog Samvittigheden dem, saa de sagde til hinanden: nu faae vi Løn som forskyldt for hvad vi gjorde ved vor Broder, da vi saae hans Sjæle-Angest og lod som vi ikke hørde hvor bønlig han bad for sig! Ja, svarede Ruben, sagde jeg ikke nok: giør ingen Ulykke paa Drengen, men da vilde I ikke høre mig, og nu kommer hans Blod over os! De tænkde ikke, Ministeren forstod dem, men han forstod dem saa godt, at han maatte gaae tilside og tørre sine Øine, før han, efter det, kunde tage den af dem ud der skulde sidde fangen, til de Andre kom igien,

De Ni kom nu hjem til Canaan med deres Korn-Sække, hvori de, med stor Forfærdelse, fandt alle deres Penge igien, og den gamle Jakob vilde Intet høre om at lade Benjamin reise til Ægypten, før Kornet var fortæret og Hungeren for Dørren, men da gav han endelig efter, betroede Benjamin til Juda og lod dem fare afsted, med de dobbelte Penge og med Foræringer til den store Herre, efter Landets Leilighed, af Balsam, Honning, Mandler og Deslige. Skal jeg nu være barnløs, sagde Oldingen, saa faaer jeg da være det, men min Gud skiænke eder dog Naade for Mandens Øine, saa jeg faaer baade Benjamin og eders anden Broder igien! Dermed reiste de og kom til Ægypten, og da de meldte dem hos Ministeren, befalede han sin Huus-Hovmester at bringe dem hjem til ham og giøre 75 Anstalt [istand] til et Giæste-Bud for dem, men da de blev ført til Ministerens Huus, tænkde de, det var for Pengenes Skyld, der havde forvildet sig i deres Sække og kom derfor strax frem med dem til Huus-Hovmesteren, giørende mange Undskyldninger for den ubehagelige Feiltagelse. Han beroligede dem imidlertid med den Forsikkring, at han havde faaet Pengene, saa hvad de havde fundet i deres Sække, maatte de takke Gud for, hvorpaa han førde deres fangne Broder ind til dem, gav dem Vand til deres Fødder og Foder til deres Æsler og fortalde dem, de skulde spise til Middag hos Ministeren. Da nu Ministeren kom, havde de Foræringerne paa rede Haand, som de overrakde, og kastede sig i Støvet for ham, hvorpaa han spurgde: hvordan de levede, og om deres gamle Fader var frisk, og da de svarede ja, sagde han: Gud velsigne den Mand! hvorved de atter bøiede sig dybt for ham. Dernæst faldt Ministerens Øine paa Benjamin, som han havde Moder sammen med, og han maatte da sige: det er altsaa eders yngste Broder, som I lovede at bringe mig, men han fik neppe Tid at lægge til: Gud være dig naadig, min Søn! før Hjertet løb af med ham og han maatte ind i Kammeret at give sine Taarer Luft. Da han imidlertid havde vasket dem af, kom han ind og lod rette an ved tre Borde: et for ham selv, et for hans Brødre, og et for hans Ægyptiske Giæster, som det var modbydeligt at sidde tilbords med Ebræer, men hvad Brødrene forbausedes over, var at de blev bænkede efter Alderen, saa den Ældste kom ganske rigtig til at sidde øverst og den Yngste nederst, og at der blev lagt fem Gange saameget for Benjamin, som for Nogen af de Andre.

Denne Udmærkelse af Benjamin, Sølv-Bægeret der blev lagt i hans Sæk, Indhentningen af Brødrene som uforskammede Tyve og Ministerens Erklæring, at alle de Andre maatte frit reise hjem, men Tyven skulde være hans Træl, alt dette røber vist nok den fine Hof-Mand, der forstod at prøve Gemytter, men han blev dog aabenbar selv overrasket, da nu Juda, den Samme, der fordum sagde til sine Brødre om Joseph: lad os sælge ham til Kiøbmændene, nu traadte frem og sagde: jeg er vor Fader ansvarlig for Drengen og kom vi hjem uden ham, da døde den Gamle og vi førde hans graa Haar med Sorg i Graven, derfor lad mig være din Slave og lad ham reise hjem med sine Brødre! Knap kunde Ministeren faae Ordet frem, hvormed han drev alle Ægypterne ud, thi Graaden kvalde hans Stemme, saa det rygtedes til Hoffet, og Alt hvad han kunde hulke ud til Brødrene, var: jeg er Joseph, lever Fader virkelig endnu! Resten 76 følger paa en Maade af sig selv, som Josephs Arme om Benjamins Hals, men dog er det mærkeligt nok, at han maatte kysse alle sine Brødre og blande Taarer med dem, før de kunde komme til Orde! En saa sjelden Begivenhed i den store Verden blev naturligviis bekiendt ved Hoffet, før den endnu ret var skedt, og alle fandt det overordenlig smukt, og Kongen syndes, der fattedes nu kun, at Josephs Brødre skulde reise hjem, tage Vogne med sig til Koner og Børn og til deres gamle Fader og komme ned og boe i Ægypten, saa hele den sjeldne Familie blev samlet. Det Samme var Josephs Betænkning og blev strax sat iværk, og skiøndt den gamle Jakob ei kunde skiønne rettere, end at det var et Æventyr, hans Sønner kom hjem med, da de fortalde ham at den store Herre i Ægypten var ingen Anden end deres Broder Joseph, saa nødtes han dog til at troe sine egne Øine, da han saae de Kongelige Vogne, og da steg Blodet ham endnu engang i Kinderne og han sagde: det var meer end jeg havde troet, lever Joseph virkelig endnu, ham maa jeg fare ned og see, før jeg døer!

Oldingen ilede imidlertid dog ei saa stærkt, at han jo gav sig Tid at bede ved Beersaba og at offre til sin Fader Isaks Gud, og der havde han et Natte-Syn, hvori Gud kom til ham og sagde: Jakob! Jakob! Jeg er dine Fædres Gud, far ned uden Frygt til Ægypten, hvor du skal voxe til et stort Folk, thi Jeg følger med og lader dig atter opfare og dine Øine skal Joseph lukke!

Saasnart Joseph hørde at hans Fader nærmede sig, lod han spænde for sin Vogn og mødte ham i Gosen, hvor Oldingen hviskede i hans Favn: nu vil jeg døe, naar det skal være, siden jeg har seet dig lyslevende igien! Derpaa blev Jakob og fem af hans Sønner forestillede for Kongen, som (efter gammel Skik til Hove) blot spurgde Oldingen: hvor gammel han var, og Sønnerne om deres Nærings-Vei, og da de, efter Josephs Indskydelse, sagde de var Faare-Hyrder og bad om Lov til at boe i Gosen-Land, da fik de intet Svar af Kongen, men han vendte sig til Ministeren, og sagde at han kunde lade sin Fader og sine Brødre boe i Gosen eller hvor han vilde, og lagde Kongen til, er der duelige Mænd iblandt dem, da lad dem føre Opsyn over mine Hyrder!

Jakob levede endnu sytten Aar, i Gosen i Ramses, i Nærheden ad Joseph i sin Families Skiød, og udkaarede høitidelig Josephs Sønner, Ephraim og Manasse, til at gaae i lige Arv, som Stamme-Fyrster, med hans egne Sønner, naar Gud 77 gav dem det forjættede Land, og han tog en Eed af Joseph, at han ei vilde begrave ham i Ægypten, men hos hans Fædre, Abraham og Isak, i Hulen Makpela. Paa sit Yderste sammenkaldte han alle sine Sønner og spaaede dem deres Skæbne, i et Billed-Sprog, der er os saare dunkelt, men da vi veed, hvad der i Tidens Fylde udsprang af Juda Stamme, er det os dog klart nok at den Gamle havde Syner, da han sagde: dig, Juda! skal dine Brødre lovsynge, og for din Haand skal Fienden vende Rygg, for dig skal din Faders Sønner knæle! Juda, Løve-Unge! din Opkomst er som Løve-Spring, naar du segner, da slumrer du som en Løve og som en Løve-Unge, Man vover ved at vække! Høvdingen af Juda og Lederen af hans Lænder skal ikke tabe sig, før det kommer for Dagen hvad ham er tilkeiset, og han er Folkenes Haab! Han binder sin Fole ved Viin-Stokken, sin Asenindes Føl ved Ranken, han tvætter sin Kappe i Viin, sin Brynje i Viindrue-Blod! Hans Øine ere klarere end Vinen og hvidere end Melk er hans Tænder!

Jakob var hundrede og syv og fyrretive Aar, da han døde, og efterat han var balsameret i fyrretive og begrædt i halvfjerdsindstyve Dage, da drog Joseph med Kongens Forlov op til Canaan, med et stort Følge af Vogne og Ryttere og af de fornemste Ægypter, og jordede sin Fader i Hulen Makpela.

Joseph selv blev hundrede og ti Aar gammel, og før han døde, tog han de Efterlevende i Eed, at naar Gud udførde dem fra Ægypten, til det Land, Han havde lovet deres Fædre, da skulde de tage hans Been med sig, og Joseph blev balsameret og skrinlagt i Ægypten.

Dette er Summen af den berømte Josephs-Historie, der giennem Aar-Tusinder har bevæget Børn og Oldinger, og da det er den, som i Verdens-Historien fører os ud af Hyrde-Telten ind i de store Stæder, maa den til Verdens Ende give lærde Mænd Nok at tænke paa, men, for ei derover at glemme hvad der ligger os nærmest, maae vi allerførst lægge Mærke til, at der endnu findes Spor af Joseph i Ægypten. Ikke langt fra Kairo, men vestenfor Nilen, bag Bjergene ligger nemlig et Landskab, som de Gamle skal have kaldt Krokodil-Egnen, men som siden kaldtes Arsinoe og hedder nu Faim [Fayum] og er et af de frugtbareste Lande i Verden, hvortil, efter Indbyggernes Sigende, Joseph, Jakobs Søn, skal have forvandlet det fra en stor Indsø, ved Dæmninger, Sluser og Kanaler. Riis og Hvede-Marker afvexle her ei blot med Enge, Palme-Lunde og Oliven-Skove, Tobaks og Sukker-Plantninger, men her er tillige 78 Ægyptens bedste Abild-Gaard, hardtad eneste Viin-Gaard og den store Rosen-Gaard som giennem Rosen-Vandet udbreder sin Duft over hele Øster-Leden, og det er Altsammen et Værk af den lange Josephs-Canal (BahrJuseph), som leder Nilen did giennem en Bjerg-Kløft ved Landsbyerne Hauarah og Lahun, skiller det lille Paradis fra Sand-Ørken mod Vesten og samler konstig en Vand-Masse [Vandfylde] paa den eneste Høide, ved Staden Medina, hvorfra det i ni smaa Kanaler vander og befragter hele Landet. Dette er saa meget mere mærkeligt, som det aabenbar er i denne Egn Gosen-Land eller Ramses maa søges, thi det findes da upaatvivlelig her, hvor den afsides Beliggenhed og egne Frugtbarhed træffer sammen med den vigtige Omstændighed, at dette Landskab, naar det var en Erobring af Joseph fra Vandet, baade trængde til at befolkes og indrømmedes med al Billighed hans Slægt.

Dette er os her det Nærmeste, men dog er hele Ægypten os et mærkværdigt Land, deels for de mangfoldige Old-Sagers Skyld, der endnu findes, og især fordi der alt i Josephs Dage var hvad vi kalde en ordenlig indrettet Stat, der i visse Maader blev Mønsteret for det Borgerlige Selskab baade hos Græker og Ebræer, som selv bekiende, at Ægypterne har været deres Lærere, thi da Græker og Ebræer igien blev hele Verdens Lærere, taber unægtelig baade Statens og Skolens Historie sig oprindelig i det Ægyptiske Mørke, som det er Oplysningens Pligt saavidt mueligt at adsprede.

Under alle Omstændigheder kræver da Landets naturlige Beskaffenhed og Old-Tidens Levninger vor spændte Opmærksomhed, som ogsaa i vore Dage, ved det Franske Tog til Ægypten, er blevet dem til Deel, og Man skimter allerede Lys paa mange Punkter, som aabenbar vil udbrede og klare sig, i samme Forhold, som Man, ved Siden ad Stenene med deres Runer, vil studere Mose-Bøgerne og det levende Mindes-Mærke, Ægypterne have efterladt sig i Kopterne, som er deres Afkom. Vel udgiør Disse nu kun henved et par hundredetusinde Sjæle, og har, skiøndt de blev ved Hjem-Stavnen, til Hverdags-Brug aflagt deres Moders-Maal, men de har det dog endnu til Kirke-Sprog, saa de kan baade læse, forstaae og udtale det, og de har giennem tolvhundrede Aar, midt imellem Barbarer, saa vel bevaret deres Overlegenhed i Dannelse, at i dem maa Man med Held kunne studere de gamle Ægypter og ved deres Hjelp hitte Rede i Old-Sagerne.

Saa ligger da Ægypten endnu som i gamle Dage paa 79 Grændserne af det hede og det milde Jord-Strøg, strækkende sig fra Krebsens Vende-Kreds, hundrede Mile langt, op til Middel-Havet, med Nilen, der ikke blot giennemstrømmer Landet, men er alle Dage baade Middel-Punkten og Axeien, hvorom Alting samler og dreier sig. Man siger nemlig med Rette, at Riget og Landet er ligesaavel opsteget af Floden som Pharaos Malke-Kiør og Axe-Krands; thi fra Souan (Syene) til Bakarah (Kerkasore) nordenfor Kairo, hvor Floden deler sig, er Ægypten kun en Dal mellem Sandsteens og Kalk-Steens Bjerge, kun beboelig og frugtbar, saavidt som den aarlige Oversvømmelse, mellem Sommer-Soelhverv og Efteraars-Jævndøgn, naaer, og Nedre-Ægypten eller Delta er ikke Andet end Sand og Nil-Dynd, der har leiret sig paa Skiærene i Hav-Bugten.

Bjergene paa begge Sider af Vandfaldet ved Souan, hvor Floden synes at udøse sin Harme, for siden at være et Mønster paa Mildhed, maae allerede særdeles tildrage sig vor Opmærksomhed, da de er af et eget Slags deilig, mest rosenrød Granit, som Man ellers ikke finder, udgiør selv her kun som en stor Ære-Port for Elve-Kongen og har givet Souan (Aabningen) sit Navn. Sydenfor Vandfaldet er, blandt de mange Øer, den rivende Bjerg-Strøm skaber af Klippe-Blokke, kun Pilak (Philæ) mærkværdig, hvor Ægypterne sagde, deres Skyts-Aand (Osiris) laae begravet, og hvor der findes store Levninger af gamle Templer, som endda synes sammensatte af Vrag fra ældre Jette-Bygninger, da mange Runer staae paa Hovedet og Sommer-Soelhverv sættes i Løvens Tegn, hvad Stjerne-Kigerne paastaae, kun passede for over 4000 Aar siden. Lige ved Souan ligger derimod en anden Øe, den Nordligste af dem alle, som under Navnet Elephantine er berømt fra Heden-Old, og bærer i sine deilige Haver og Lunde de første Mærker paa Flodens Gunst for Ægypten. Ogsaa her er naturiigviis Tempel-Ruiner bedækkede med Hieroglypher, og saadanne ældgamle Runer finder Man i Mængde selv paa Granit-Fjeldene til begge Sider; men de mest kolossalske [storladne] Ruiner i Øvre-Ægygten elier Maris (Sønderlandet) findes dog ved Edfu, Sna (Esne) og frem for Alt, hvor den gamle Jette-Stad Thebe har ligget, paa begge Sider af Floden, ved Luxor og Karnak, Abu og Gurna. Her seer det nemlig ud, som en heel lille Verden, skabt af Halv-Guder, var lagt i Grus, og skiøndt de gamle Græker skrev med Beundring om Thebe, som de kaldte Diospolis men Ebræerne No-Ammon, saa er det dog Intet mod Franskmændenes Henrykkelse over de blotte Ruiner, som 80 ordenlig synes at have gjort dem andægtige. Hvad de nu især løfte til Skyerne, er først Paladserne ved Medinat-Abu, med Kolosserne Tama og Kama, der rage frem over mange Lignende, og dernæst østenfor Floden de tilstødende Paladser ved Luxor og Karnak og endelig paa sidste Sted den lange Allee af Sphinx-Kolosser i Hundrede-Tal. Deels er det nemlig noget Eget ved disse Paladser, at der findes hele lange Historier udhuggede paa Murene, baade ude og inde, saa Slag til Lands og Vands, Bestormelse af Fæstninger, Indtog og festlige Optog, er paa det Livagtigste afbildede, og deeis maa Man svimle ved blot at tænke paa, hvad Tid og Kraft der hørde til, for paa een Plet at samle og bearbeide alle disse uhyre Granit-Blokke, der samtlig er hentede en tredive Miil borte fra Steen-Bruddene ved Souan. Hertil komme endnu de uhyre Grav-Kieldere i Kalksteens-Bjergene mod Vesten, hvor Mumierne, snart i Kister og snart kun med en beskrevet Papyrus-Rolle under Knæet, er utallige, og hvor Man ikke blot maa studse over den Tid og Flid, det har kostet at udhule disse hvælvede Jette-Stuer, men ligesaameget over al den Konst, baade Malere og Billedhuggere har ødslet med, hvor der skinner hverken Soel eller Maane; thi her seer Man hele de gamle Ægypters daglige Liv, paa Marken og i Husene, snart udhugget og snart afmalet med de mest levende Farver. Ved en Ende har Man opdaget tretten Kieldere, som Man ikke tvivler om jo høre til de berømte Kongelige Begravelser, og i en af dem, der ei havde været aabnet for nyelig, fandt Man til Bekræftelse en stor og prægtig med Billed-Værk bedækket Lig-Kiste (Sarkophag) af Alabaster, som nu staaer til Skue i det saakaldte Britiske Museum i London!

Øvre-Ægyptens Mindes-Mærker slutte for Resten med Ruinerne ved Tenthori (Denderah), hvor Man især beundrer en Bue-Gang, hvor Dyre-Kreds en, og en Sal, hvor alle de øvrige Stjerne-Billeder paa det Nøieste findes afskildrede.

I Mellem-Ægypten, som begynder ved Abydos, findes ingen Ruiner, undtagen Pyramiderne ved Dashur, Sakkara og Gize og Labyrinthen i Fayum, og da det dog var her (Man siger, ved Sakkara) det store og berømte Memphis laae, formoder Man, at det Meste her, ikke som i Øvre-Ægypten har været bygt af Granit og Sand-Steen, men, ligesom de fleste Pyramider, af Kalk-Steen, og at Araberne har brugt Ruinerne, for en Nemheds Skyld, at brænde Kalk af til deres Bygninger.

Man tæller nogle og fyrretive Pyramider, af forskiellig Størrelse, men de største og berømteste er de Tre ved Gize, i 81 Nærheden af Kairo, hvor Bjerg-Klæderne vende sig, og saavidt Man har kunnet maale, for Sandet hvori de staae nedsjunkne, er den Allerstørste omtrent 300 Alen høi og Fod-Stykket af samme Længde. Fra disse Pyramider har Man opdaget en underjordisk Gang til den der ligger kuldkastet og ilde tilredt i Bjerg-Kløften ved Lahoun, som fører ind til Fayum, og saavel denne Pyramide, som den der staaer inde ved Labyrinthen, har det Særegne, at de mest bestaaer af Tegl-Steen, der under Strygningen er givet mere Sammenhold ved at blande Leret med smaahakket Straa!

Ved Bakara (Kerkasore) udstrækker Nilen endnu som fordum sine Arme og omslynger Nedre-Ægypten, men beholder kun de samme To, der fordum blev til Syv, til den falder i Havet ved Rosette og Damiette. Den vestligste Arm hedd i gamle Dage den Kanopiske, hvor nu Søen Edko er, og derpaa fulgde den Bolbitiniske, som er Rosette-Armen, paa hvis høire Bredd Man seer Ruinerne af Deltas berømte Hoved-Stad Sais, men den østligste Arm hedd den Pelusinske, der, tilligemed den Tanitiske og Mendesiske, har tabt sig i Menzale-Søen, saa Damiette-Armen er den, de Gamle kaldte den Bukoliske, og Søen Burlis har slugt den Sebennytiske.

Saavel af de Saitiske Ruiner mod Vesten som af dem ved Matharia, mod Østen, hvor det gamle On (Heliopolis) har staaet, seer Man, at der i Nedre-Ægypten, trods den lange Afstand fra Souan, er bygt mest med Granit, men dog er Levningerne forholdsviis ubetydelige, tildeels fordi de Romerske Keisere lod bringe hvad de kunde til Rom og Constantinopel, men dog især fordi det ikke var saadanne Jette-Værker som de Thebaiske til at trodse Tid og Barbarer!

Hvad nu Ægyptens utallige Ruiner kan røbe, naar Man lærer ret at stave og at lægge sammen hvad Man hidtil kun giætiede paa, det lader sig vist nok ikke forudsee, men vel tør man forudsige, at en Skrift af saa dunkel og tvetydig Natur aldrig kan lære os Saameget om Tilstanden i det gamle Ægypten, som Josephs Historie, der, ved klart og nøiagtig at fortælle en eneste Begivenhed, viser os hvordan det for tre Aar-Tusinder siden virkelig saae ud i Ægypten. Der var nemlig dengang, see vi, allerede en Række af faste Stæder, hvor Korn-Magasinerne anlagdes, Præsterne udgjorde en egen Stand, som eiede Jorde-Gods og levede i den dyre Tid paa Kongelig Bekostning, alle Bønderne, undtagen Præsternes Avls-Karle, var, indtil den store 82 Misvæxt, Selv-Eiere, men blev ved den Leilighed Arve-Fæstere paa Kongens Gods, Læge-Konsten og Balsameringen var noget Dagligdags, et Slags Lærdom og Vidskab blev dyrket med Flid, Hyrde-Livet var Ægypterne modbydeligt, og Forfinelsen i Sæder og Levemaade var steget til saa mærkelig en Grad, at naar vi ikke vidste bedre, maatte vi tænke, Talen var om vore Dage. Naar Man derfor ikke har forundret sig langt mere over Josephs Historie end over Steen-Hugningen, Farve-Blandingen og Bygnings-Konsten, der spores i de kolossalske [storladne] Ruiner, da kommer det aabenbar kun deraf, at Man enten, ligesom de gamle Ægypter, havde mere Sands for Døden end for Livet, eller oversaae flygtig hvad nu er hverdags, men har dog behøvet saa lang en Tid og saa underlige Sammen-Stød for at udvikle sig hos os, at vi maae høilig forbauses ved at see det alt i Slægtens unge Dage, i en Afkrog mellem Afrikas Bjerge.

Vi burde imidlertid, med den Kundskab, Genesis skiænker os, og med den Forstand paa Menneske-Livet, Aartusinders Erfaring bør give, ei studse længe over det Ægyptiske Vidunder,, thi dyrkede allerede Kain Jorden og grundede en Stad, og opfandt hans Afkom alt i Slægtens første Børne-Aar baade Smedning og Strænge-Leg, da behøvede det aabenbar efter Synd-Floden kun at huge en Stamme bedre at staae stille, end at giøre den Fremgang, der nu var muelig, for i et Land som Ægypten at indrette et Borgerligt Selskab og føre en Leve-Maade, som dem vi spore i Josephs Historie. Kun Villien til at vælge en dyrisk Stil-Stand paa det tilsyneladende høie Stade, Kainiterne havde besteget, istedenfor at udvikle Menneske-Naturen i hele sin underfulde Dybde, kun den er i Grunden at forbauses over, men da vi ikke blot finde den hos mangen Enkelt-Mand til alle Tider, men i det Store hos Chineserne, den ny Tids Ægypter, fristes vi i det Mindste ikke til derunder at tænke os noget Guddommeligt, eller at give andet end Ægypterne selv Skylden for, at naar Man undtager hvad Ebræer og Græker ligesom stjal sig til at lære af dem, er Udbyttet af deres tusindaarige Folke-Liv kun Steen-Blokke i Grus-Dynger og Mumier i Jette-Stuer, hvis Runer [Ruiner] beskrive ingen Ting saa tydelig som deres Idræts Forfængelighed!

83

Moses og Pharao.

En af Jakobs ældste Sønner, Levi, havde allerede ved Flytningen til Ægypten en Søn ved Navn Kahat, og Kahaths Søn, Amram, fik med sin Frænke Jochabed to mærkværdige Sønner: Moses og Aaron. Aaron var ældst, men nævnes gierne sidst, fordi han fordunkles af sin Broder, hvis forunderlige Skæbne, fra Fødselen af, og hvis mageløse Bedrifter har gjort ham til den berømteste Stats-Mand og Skribent i hele Verden.

Israeliterne formerede sig nemlig ganske overordenlig i Ægypten, og blev saare mægtige, men da baade Joseph og alle hans Brødre og hans Samtidige var døde, kom der en ny Konge paa Thronen som ikke kiendte Joseph, og han sagde til sit Folk: seer I ikke hvor talrige og hvor mægtige Israeliterne blive, saa de voxer os over Hovedet, derfor, lad os være snilde, saa de ikke, om vi fik Krig, skulde slaae dem til Fienderne, løsrive sig og vandre ud. I Følge heraf maatte Israeliterne med Svøben over Hovedet arbeide paa Fæstnings-Værker [Jetteværker] i Pithom og Raamses, og da de formerede dem ligefuldt og trivedes, da fik Ægypterne ret Vederstyggelighed til dem og plagede dem for Alvor, med alt det haardeste Arbeide ved Kalk-Brud og Tegl-Værker og andensteds, saa de blev rene Trælle. Derhos lod Kongen Ebræernes Jord-Mødre, Sippora og Phua, kalde og befoel dem at kvæle alle Drengene i Fødselen, men da de vare for gudfrygtige til det og undskyldte sig med, at de Ebraiske Kvinder var anderledes haardføre end de Ægyptiske og behøvede ingen Hjelp, da gav Kongen den Forordning at alle Ebræernes nyfødte Drenge-Børn skulde smides i Floden*).

Nu traf det sig at Amrams Hustru kom i Barsel-Seng med en særdeles velskabt Dreng, som de derfor lagde Dølgs-Maal paa et heelt Fjerding-Aar, og da de ikke kunde skjule ham længer, tog hans Moder en Vidie-Kurv, som hun tættede og digtede med Beg, og lagde Barnet i og satte ved Floden i det Grønne [i Sivene], stillende hans Syster paa Vagt et godt Stykke derfra for at see Enden. Imidlertid kom Kongens Daatter med sine Jomfruer ned til Floden for at bade sig, fik Syn paa Kurven, lod den hente og saae, da hun lukkede den op, et grædende Drenge-Barn. Da sagde hun medlidende: see, det er en af Ebræernes *

84 Drenge, og strax var hans Syster ved Haanden og spurgde, om hun ikke maatte hente en ebraisk Amme til ham? Jo nok, sagde Prindsessen, hvorpaa Pigen kom med Drengens egen Moder, og hende gav Prindsessen Barnet med de Ord: pas mig nu godt paa Drengen og am ham op, saa vil jeg betale dig for det. Siden, da han var afvant, tog Prindsessen ham til sig som sin egen Søn og kaldte ham Moses (Vanddru), thi, sagde hun, vi trak ham op af Vandet!

Efter lang Tids Forløb, da Moses var blevet stor, tog han sig sit Folks Trældom nær, og da han en Dag kom og saae en Ægypter prygle en Ebræer, og der, saavidt han kunde øine, Ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og grov ham ned i Sandet; men Dagen efter blev han Vidne til et Slags-Maal mellem to Ebræer, og da han sagde til den der havde Uret: hvi slaaer du din Næste, fik han til Svar: hvem satte dig til Høvding og Dommer over os, vil du kanskee giøre ved mig som du giorde ved Ægypteren igaar, du slog ihjel ! Derover blev Moses bange, og da Rygtet kom for Kongens Øren og hans Liv stod i Fare, flygtede han ud af Landet til Midian, hvor han blev gift med Præsten Jethros Daatter Zippora og opholdt sig i mange Aar*).

Imidlertid døde den Ægyptiske Konge, og Gud hørde hvorledes Israeliterne sukkede og bad til ham under Aaget, og han kom sin Pagt ihu med Abraham og Isak og Jakob, og som Moses en Dag gik i Ørken, hvor han vogtede sin Sviger-Faders Faar, da blev han en brændende Torne-Busk vaer og saae med Forundring at Ilden gjorde den ingen Skade. Det gad jeg dog vidst, sagde Moses ved sig selv, hvordan det hænger sammen, men da han nærmede sig Busken for ret at syne den, da hørde han en Røst derfra, som sagde: Moses, Moses! kom ikke nærmere, men tag dine Skoe af, thi Grunden er hellig hvorpaa du staaer! Jeg er din Faders Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud! Da dreiede Moses sit Ansigt af Ære-Frygt, men Røsten blev ved og sagde: Jeg har seet mit Folks Lidelser i Ægypten og Jeg har hørt hvor de vaande sig under Bødlernes Haand og Jeg kiender deres Kvide; derfor dalede Jeg ned, at udfrie dem af Ægypternes Haand, at udføre dem af samme Folks Land og at indføre dem i det store og deilige Canaans Land, som flyder med Melk og Honning! Saa vær nu du mit Sende-Bud til Kong Pharao og udfør mit Folk, Israels Børn, af Ægypten!

* 85

Hvad duer jeg til det, sagde Moses, og gjorde mange Indvendinger, men det nyttede ham ikke; Herren gav ham Tegn at giøre for Israels Børn og for Kong Pharao, til Vidnesbyrd om hvem der sendte ham, og da han desuagtet undskyldte sig med sit lave Mæle og sin daarlige Udtale, og vilde ikke troe at Han som giver alle Mund og Mæle kunde raade Bod derpaa, da blev Herren vreed og sagde: nu da, saa veed Jeg dog, din Broder Aaron kan tale for sig, og han skal gladelig komme dig imøde, og han skal være din Mund og du skal være hans Orakel, og hils du Pharao fra Herren, at han lader min Første-Fødte, Israel, fare til min Dyrkelse, eller det koster hans Første-Fødte Livet*)!

Moses gav sig nu paa Vei til Ægypten, hvor Herren havde sagt ham, de var alle døde som stod ham efter Livet, og han mødte rigtig sin Broder Aaron i Ørken, og da de rygtede Herrens Ærende i Kredsen af Israels Oldermænd og gjorde Tegnene efter Hans Ord, da troede Folket dem og blev glad, bøiede sig og tilbad Gud som besøgde Israel.

Moses var dengang firsindstyve Aar og Aaron tre Aar ældre, og Brødrene stædtes ind for Pharao og hilsde fra Herren Israels Gud, som sagde: lad mit Folk fare at de kan holde Høitid for mig i Ørken! Men Pharao svarede: hvem er det, der befaler mig at lade Israels Børn fare, den Herre, ham kiender jeg ikke og Israel lader jeg ikke fare. Vel sagde Brødrene: det er os som Ebræernes Gud har sat Stævne, derfor lad os gaae tre Dages Reise i Ørken og offre til Herren vor Gud, at ikke Død og Ulykke skal ramme os; men Kongen sagde til dem: Moses og Aaron! hvi sinke I Folket fra deres Arbeide, gaaer eders Vei, og lad hver passe Sit! Derhos befoel Kongen sine Lade-Fogeder og Skriverne, at der ei længer maatte leveres Folket Straa til Tegl-Værket, men at de skulde selv samle Straa og desuagtet levere [yde] samme Antal Steen daglig, thi sagde Kongen, de har det for mageligt, derfor raabe de paa, de vil ud og offre til deres Gud, men derfor skal I sætte de Karle i Skrue, saa de faae andet at tænke paa end at høre efter Snak! Ordren blev ogsaa nøiagtig fulgt, saa Folket maatte løbe Landet om for at samle Straa, og da det kom til at skorte paa Tallet af Tegl-Steen, maatte Skriverne, som selv var Israeliter, smage Pidsken, og det hjalp ikke at Skriverne gik til Kongen og sagde: hvi handler Du saaledes mod dine Undersaatier, Man giver os *

86 intet Straa men kræver dog ligemange Steen, og os, dine Betjenter, pidsker Man, og det er jo uretfærdigt; thi Kongen svarede blot: I dovner, I driver, derfor siger I: vi vil gaae hen og offre til vor Gud, men gaaer I nu hen og giør Gavn, Straa faaer I Intet af, men Tallet paa Tegl-Stenene maa være fuldt. Da Skriverne kom ud fra Kongen og mødte Moses og Aaron, da sagde de til dem: Gud straffe eder, som I har gjort os til en Brand i Pharaos og alle hans Tjeneres Næse og har givet ham Sværdet i Haanden til at dræbe os*).

Mismodig klagede nu Moses sin Nød for Herren, men Herren sagde: du skal nok faae at see, hvordan Jeg lærer Pharao at skyde efter med begge Hænder, ja, af al sin Kraft at drive paa Folket, saa de rømme Landet. Du skal staae som en Gud for Pharao og Aaron som din Prophet. derfor siig kun til ham Alt hvad Jeg befaler, thi naar han ikke vil høre, da er det Mig som giør ham haard, for at mine Vidunder og Jær-Tegn skal blive mange i Ægypten, og alle Ægypter skal lære, at Jeg er en Herre, hvis Haand kan række dem og føre mit Folk ud midt for deres Næse!

Nu traadte da Moses og Aaron frem for Pharao og gjorde det første Tegn, i hans og hele Hoffets Paasyn, i det Aaron smeed sin Kiep paa Gulvet og den blev til en Slange. Da lod Pharao sine kloge Mænd og Hexe-Mestere kalde og de gjorde det Samme med deres Tryllerier og satte derved Mod i Pharao, skiøndt Aarons Kiep opslugde deres !

Næste Morgen, da Pharao med Følge gik ned til Floden, mødte Moses og Aaron ham, efter Herrens Befaling, gientog i Hans Navn Begiæringen om Orlov for Folket og sagde: til Beviis paa hvem der sendte os, skal nu alt Vandet i Floden, i Søer og Kanaler [Grøfter] og selv i Krukker og Spande forvandles til Blod, saa Fiskene døe og Folkene væmmes ved Nil-Vand! Derpaa slog Aaron med sin Kiep i Vandet og det blev til Blod, saa Ægypterne maatte grave efter Vand for at faae Noget, de kunde drikke, men Hexe-Mesterne eftergjorde ogsaa den Konst, og da Pharao saae det, gik han hjem og ændsede det ikke.

Otte Dage efter kom Moses og Aaron igien til Pharao og forkyndte ham, at hvis han ei lod Folket fare og dyrke deres Gud, da skulde der vrimle af Frøer i Floden og paa Landet og i alle Huse, i Sove-Kamre, Deign-Truge og Bager-Ovne, ja, de skulde hoppe op paa Kongen selv og alle hans Hof-Mænd. Og see, det *

87 skedte, saasnart Aaron udrakde sin Stav, og vel eftergjorde Hexe-Mesterne ogsaa denne Konst, men det gjorde kun Ondt værre, saa nu lod Pharao Brødrene kalde og sagde: beder for mig til Herren, at jeg og mit Folk bliver Frøerne kvit, saa maa eders Folk fare frit og offre til Herren! Velan! sagde Moses, naar vil du, at Frøerne skal forsvinde, saa de findes kun i Floden? Til i Morgen, sagde Pharao. Som du vil, sagde Moses, for at du kan see, hvem der er Enevolds-Herren!

Det skedte ogsaa, men saasnart Pharao fik Stenen fra Hjertet var han lige trodsig, derfor slog Aaron med sin Kiep i Støvet, saa det blev til Gnidder og Gnidderne mylrede baade paa Folk og Fæ, og Hexe-Mesterne, som søgde at eftergiøre Konsten, kunde ikke, saa de sagde selv til Pharao: her har Gud en Finger i, men han ændsede det ikke*).

Da mødte Moses atter Pharao, en Morgen tidlig, han gik ned til Floden, og hilsde fra Herren sigende: lad mit Folk fare at de kan dyrke mig i Ørken; ellers skal Landet og alle Huse vrimle af Spy-Fluer, og det skal skee i Morgen Dag, og Jeg vil sætte Skiel mellem mit Folk og dit Folk, saa i Gosen-Land skal Ingen af de Fluer findes, for at du kan see, Jeg er Herren, al Jordens Gud! Pharao trodsede og Plagen kom, saa Man var nær ved at forgaae af Fluer, hvorpaa Pharao lod Brødrene kalde og sagde: I skal faae Lov at offre til eders Gud her i Landet. Nei, sagde Moses, det gaaer aldrig an, thi vore Slagt-Offere vilde være saadan en Vederstyggelighed for Ægypterne at de stenede os, men vi vil offre tre Dages Reise herfra i Ørken, som Herren har sagt. Velan! sagde Pharao, saa langt maae I gaae men ikke længere, beed nu kun for mig! Det vil jeg ogsaa, sagde Moses, naar saa kun Pharao ei skuffer mig igien og nægter os Tilladelsen. Moses bad, og Plagen ophørde, men Kongen trodsede.

Da lod Herren Moses forkynde Pharao Kvæg-Syge trindt i Riget, undtagen i Gosen-Land, og den kom, men netop fordi Kvæget ikke døde i Gosen-Land, kaldte Pharao Plagen et Tilfælde og regnede den ikke.

Da lod Herren Moses tale til Pharao og kaste en Haandfuld Aske i Luften for hans Øine, til Bylder baade paa Folk og Fæ, og selv Trold-Mændene fik Bylder, men det regnede Pharao ikke heller.

Da sagde Herren til Moses: mød nu Pharao i Morgen tidlig *

88 og hils ham fra Ebræernes Gud, som siger: lad mit Folk fare til min Dyrkelse, eller det skal svide til dit Hjerte og til dit Folks, thi nu slaaer Jeg Dommedags-Slag, skiøndt Jeg glemmer dig for at aabenbare min Kraft paa dig og vorde navnkundig trindt om Land! I Morgen sender Jeg et Hagel-Veir, hvis Lige Man aldrig saae før i Ægypten, derfor skynd dig og lad dit Kvæg drive hjem, thi Alt hvad der findes ude naar Uveiret kommer, baade Folk og Fæ, er dødsens. Som sagt, saa gjort, thi skiøndt Endeel af de Store bleve bange og lod deres Kvæg drive hjem, saa trodsede dog Kongen, til Hagelen kom, med Torden og Lynild, og anrettede en Ødelæggelse paa Folk og Fæ, paa Træer og Sæd, hvortil Man aldrig saae Magen. Da først lod Pharao Moses og Aaron kalde og sagde til dem: nu bekiender jeg min Synd, Herren har Ret og jeg og mit Folk er de Ugudelige, men beder nu kun for mig til Herren, at Torden-Veiret maa gaae over og Hagelen standse, saa maae I fare med Fred, jeg vil ikke forholde eder! Velan! sagde Moses, naar jeg gaaer ud af Byen, skal jeg opløfte mine Hænder til Himlen, og Uveiret skal standse, for at du kan see, at Herren eier Landet; men jeg veed nok det er endnu kun Tant med din og dine Hofmænds Gudsfrygt*).

Moses spaaede ret, thi Uveiret standsede men Pharao trodsede, hvorpaa Moses igien bragde Kongen Herrens Ord, saa lydende: Jeg har forhærdet baade dit og dine Raadsherrers Hjerte, for at I skal være mine Vidner for eders Børn og Børne-Børn om mine Jærtegn og mine Slag i Ægypten. Med det Samme forkyndte Moses, at næste Dag skulde Landet mylre af Græs-Hopper, saa der blev ikke en bar Plet tilsyne, og de skulde fortære paa Marken Alt hvad Hagelen havde levnet, og Moses gik derpaa sin Vei, men han blev hentet tilbage, fordi Pharaos Hofmænd sagde til deres Herre: er Anstøds-Stenen værd at holde paa, siden Du ikke vil lade de Mennesker fare hen og dyrke deres Gud, eller lyster dig at høre at Ægypten gaaer til Grunde? Velan I sagde nu Pharao til Moses og Aaron, I skal have Lov til at reise hen og dyrke eders Gud, men Hvormange giælder Reisen? De Gamle med de Unge, sagde Moses, og Piger saavelsom Drenge, med samt Kiør og Faar, thi det er en Høitid for Herren vi skal holde! Og saa skal jeg sende Trodset bagefter, sagde Pharao, ikke sandt? Sikkerlig, naar jeg giør det, da er Herren med eder, men det er jo klart, I har Skielmen *

89 bag Øret; derfor, ikke saa, men Mandfolkene skal faae Lov at reise, det er hvad I selv har forlangt. Dermed lod Kongen dem jage paa Dørren men Herren bød Moses udrække sin Haand over Ægypten, og lod det saa blæse fra Sønden, saa næste Morgen var Landet oversaaet med Græs-Hopper, og de gjorde Beskeed med Spelten og Hveden, ligesom Hagelen havde gjort med Bygget og Lin-Sæden, saa der blev ikke et grønt Blad eller en Græs-Pile*).

Nu faldt vel Kongen til Føie, mens Moses bad og Vinden fra Nord-Vest drev Græs-Hopperne ud i det røde Hav, men da fik Pharao sit Steen-Hjerte igien, og Herren lod da med Uveir et tykt Mørke ruge over Ægypten i tre Dage, saa Ingen kunde see en Haand for sig og Ingen vovede sig op af sit Leie, men hos Israels Børn var det lyst. Derpaa lod vel Pharao Moses og Aaron kalde og sagde, de maatle gaae hen og offre, naar de blot lod deres Kiør og Faar blive tilbage, men dertil svarede Moses: vil Du da give os Slagt-Offere? nei, ikke saa, alt vort Kvæg maa følge med os, saa der bliver ikke et Been tilbage, thi af vor Hjord skal vi tage vore Slagt-Offere og vi veed desuden ikke Rede paa vor Guds-Dyrkelse før vi komme hen, hvor vi skal. Da sagde Pharao: pak dig, og vogt dig, at du ikke kommer for mine Øine, thi den Dag jeg seer dig igien, skal du døe! Det var et sandt Ord, sagcle Moses, jeg kommer ei meer for dine Øine, thi saa siger Herren: ved Midnats-Tide giennemfarer Jeg Ægypten og afliver alt det Første-Fødte, fra hans Første-Fødte som sidder paa Thronen til Slavindens Første-Fødte som staaer ved Kværnen, og til Kvægets Første-Fød le, og der skal reise sig et Skrig i Ægypten, som hverken før eller siden; men hos Israels Børn skal end ikke en Hund bjæffe, for at du kan see, hvad Forskiel Herren giør mellem Ægypter og Israeliter, og disse dine Tjenere skal komme og kaste sig i Støvet for mig, sigende: drag ud med hele det Folk Du staaer i Spidsen for, som jeg da ogsaa giør.

Med disse Ord forlod Moses Pharao i Vrede som en stor Mand baade i Kongens og alle hans Tjeneres Øine, og han befalede alle Huus-Pædre blandt Israels Børn at laane Sølvtøi og Guldtøi og Klædemon, hver af sin Nabo, og at slagte hver sit Lam, stege det heelt og holde Maallid med alle deres Huns-Folk, staaendc reisefærdige med deres Vandrings-Stave, men Lammets Blod skulde de stryge paa Dør-Stolperne og hele *

90 Karmen til et Kiende-Mærke. Det skedte. Dagen gik og ved Midnats-Tide opløftede sig det store Skrig over hele Ægypten, for der var et Lig i hvert Huus, og Kongen stod op med alle sine Tjenere og lod Moses og Aaron kalde, midt om Natten, og sagde: reiser eder og farer afsted hen at dyrke eders Gud, og tager Alt med eder, baade Folk og Fæ, og beder godt for mig! Ægypterne drev ogsaa af al Magt paa Afreisen sigende: vi er alle dødsens, saa Israeliterne kom ud i en Hast, 600 000 Mand i Tallet, og drog fra Ramses til Succoth paa Veien til det røde Hav og leirede sig i Etham ved Ørken, og Herren ledsagede dem i en Sky-Støtte om Dagen og i en Ild-Støtte om Natten. Men da de laae i Etham, talede Herren til Moses og bød ham føre Folket tilbage ad og slaae Leir mellem Migdol og Havet, thi, sagde Herren, saa tænker Pharao. I er blevet vildfarende i Ørken, og Jeg forhærder ham, saa han forfølger eder og Jeg indlægger mig Ære paa ham og hele hans Krigs-Hær, til et Vidnesbyrd for alle Ægypter at Magten er min*).

Saasnart det nu blev Pharao meldt, at Israeliterne var i Flugten, da blev baade han og hans Raadgivere anderledes tilsinds og sagde: del var dumt, vi satte dem paa fri Fod istedenfor at bringe dem under Aaget Desaarsag rustede Kongen sig i en Hast og forfulgde Israeliterne, med sexhundrede Strids-Vogne, hele Rytteriet og Landets Høvdinger, og naaede dem i deres Leir paa Fælleden ved Havet ligeoverfor Baalsephon, og da Israeliterne slog deres Øine op og saae at den Ægyptiske Krigshær var dem i Hælene, da blev de forskrækkede og skreg paa Herren og sagde til Moses: var der ikke Grave nok i Ægypten siden du førde os ud at falde i Ørken, og var det ikke hvad vi sagde til dig: lad os heller trælle for Ægypterne, thi det er dog bedre end at døe i Ørken! Da sagde Moses til Folket: fatter Mod og staaer stille og seer paa Redningen fra Herren, thi disse Ægypter som I seer idag, skal I aldrig see mere evindelig, Herren selv vil kæmpe for eder og I skal tie. Herren havde nemlig sagt til Moses: hvi raaber du saa høit paa mig, siig blot til Folket at de skal brække [bryde] op, og tag du Staven i din Haand og ræk den ud over Havet, saa skilles det ad og Israel gaaer tørskoet over, men naar Pharao, hvis Hjerte Jeg har forhærdet, sætter efter, da slaaer Jeg mig til Ridder paa ham med hele hans Krigshær, hans Vogne og hans Ryttere, saa alle Ægypterne skal see, hvem der raader!

* 91

Sky-Støtten, som ellers gik foran Israeliterne, hævede sig nu ogsaa og stillede sig bag dem. mellem deres og den Ægyptiske Leir, og Natten faldt paa med Mulm og Mørke, saa Hærene stødte slet ikke sammen, og da Moses udrakde sin Haand over Havet, lod Herren det blæse op med en flyvende Storm fra Sønden hele Natten, saa Vandet skildtes ad og Israeliterne gik tørskoede paa Havets Bund med Bølge-Mure paa begge Sider. Ægypterne fulgde vel efter til de kom midtveis i Havet, og det var i Morgen-Stunden, men da saae de et Glimt af Herren i Ild-Støtten bag Skyen og der foer en Skræk i dem, og Vognene gik i Staa og det lød fra alle Sider: lad os vende Israel Ryggen, thi Herren strider for dem mod Ægypterne! Men see, da udrakde Moses, paa Herrens Ord, sin Haand over Havet, og Vandet kom igien og overraskede de flygtende Ægypter, med alle deres Vogne og Ryttere, saa de fandt deres Grav i Bølgerne og der kom ikke et levende Øie af dem tilbage.

Da Israeliterne saae dette Storværk af Herren, da kom der Ære-Frygt over dem og de slog Lid til deres Gud og til Hans Tjener Moses, og istemde med Fryd en Seiers-Sang, som Moses gjorde, til den Herres Ære, der banede Vei for sit Folk giennem Havet, og henveirede med sit Aande-Pust de trodsige Kæmper, ja, sænkede dem som Steen og som Bly i de rullende Bølger! Sangen sluttede med de blideste Udsigter til en lykkelig Reise, Folkene forbi, som skjalv for Israels Gud, til Odels-Bjerget, hvor hans Helligdom skulde kneise og Hans Throne staae fra Slægt til Slægt evindelig*).

Hele denne mageløse Tildragelse pieier Man vel nuomstunder i Verdens-Historien enten reent at overspringe eller at fremstille paa fri Haand, som en Hverdags-Hændelse, men del Sidste er at forfalske Historien og det Første er at lemlæste den; thi der er for os og for hele Menneske-SJægten ingen vigtigere Begivenhed i hele Old-Tiden, end den, hvorved Ebræerne brød ud af det Ægyptiske Fange-Taarn og tog med sig hvad Sølv og Guld de havde laant af de hovedrige Gniere1. Denne Begivenhed maae vi nemlig takke for, at det store Levnets-Løb, der ved Christendommens Hjelp er fortsat til os, ei afbrødes maaskee alt i Ægypten, hvor der jo dog er »Grave nok,« men allenfalds med Roms Indtagelse af Barbarerne, saa heller end at tyvte Ebræerne, for Alt hvad de baade legemlig og *

* 92 aandelig tog til Laans iÆgypten og glemde at bringe tilbage, skulde Man heller juble over hvert Gran, der ene paa en saadan Maade kunde komme Menneske-Slægten til Nytte, uden at indlade sig paa det ligesaa unyttige som ubesvarlige Spørgsmaal, om hver enkelt Israelit kunde fuldelig hjemle sig hvad han udførde.

Denne Hvers egen og de Ægyptiske Pose-Kigeres Sag vil vi derfor lade staae ved sit Værd, og naar Man støder sig over Plagerne og over hele Jehovah s underfulde Kamp for sit Eiendoms-Folk, da er det her som altid vort første Svar, at det er naturligviis ingen Troes-Artikel for Andre end dem der finde Historien troværdig. Saavel ved sin Omstændelighed og sine levende Farver, som ved sin Overeensstemmelse med Alt hvad vi ellers veed om Tilstanden i det gamle Ægypten, ligner imidlertid Beskrivelsen paa et Haar Beretningen af et Øien-Vidne, og dette Vidne er, efter Ebræernes troværdige Forsikkring, ingen Ringere, end Helten selv, deres gudfrygtige, mageløse Befrier og Lovgiver Moses, saa der hører meget til at tænke, han skulde fortalt vitterlig Usandhed om sit Liv og sine Bedrifter, der maae have været store og glimrende nok til at taale Lyset i deres sande Skikkelse. Havde virkelig Han, som skabde Verden, derved enten udtømt sin Kraft eller tabt sin Ret til at giøre underlige Ting, da fulgde det vist nok af sig selv, at han siden lod det være, men til saa barnagtige Indfald er vi dog vel nu for gamle, og, forudsat, at Gud endnu i Moses Tid kunde giøre Mirakler, synes Resten ganske i sin naturlige Orden; thi at det Folk, af hvem Christus og Christendommen skulde udspringe, kunde være Mirakler værd, tør Man dog nok paastaae, og at Ægypterne holdt paa hvad de havde, saa der maatte Overmagt til at udvriste Israel af deres Hænder, kan ingen Kyndig tvivle om. Det Fornuftigste vilde derfor sikkert være, høilig at beundre Forsynets vise og velgiørende Styrelse, hvorved Israels Hyrde-Stamme indførdes i Ægypten, for der at opvoxe til et Stats-Folk [optugtes til et Borger-Samfund], og siden udførdes til i Palæstina at rygte sit for hele Menneske-Slægten mageløs vigtige Kald; thi det var en Kæmpe-Plan, der ligesaa vel maatte Almagt til at udføre som Alvidenhed til at lægge.

Da nu den Mosaiske Fortælling selv er baade det Klareste og Troværdigste vi veed om Israeliternes Ophold i Ægypten og Udgang derfra, vilde det være aldeles bagvendt andensteds at søge enten nærmere Oplysning derom, eller Bestyrkelse [Bekræftelse] derpaa; men derimod kan vi af den forklare os Meget 93 i de Ægyptiske Old-Sager, som ellers bliver mørkt, og der vil, iblandt Andet, som vi alt har bemærket, opgaae et ganske nyt Lys over det mærkværdige Landskab Arsinoe eller Fayum, naar Man betragter det som Gosen-Land. I Teglsteens-Pyramiderne vil Man da see Mindes-Mærker af Israeliternes Trældom, i det med Flid forstyrrede Horn-Tempel (Kar-Kerun) uden Hieroglypher, ventelig en Jehovalis Helligdom, og i Labyrinthen maaskee finde de tolv Patriarkers Begravelse, ligesom Man da først vil kunne forstaae, hvi den nordligste Tvær-Dal mellem de østlige Bjerge, der begynder ei langt fra Kairo og fører til Land-Tungen Suez, endnu fører Navn af Vildfarelses-Dalen; thi kun saalænge Man søger Gosen-Land ved Heliopolis er baade det og hele den Mosaiske Fortælling uforklarlig.

At for Resten det Jødiske Sagn om Opholdet i Ægypten og Udgangen derfra har [tildeels] været omstændeligere end den Mosaiske Beretning, er naturligt, og vi finde Spor deraf saavel hos Josephus som i det Ny Testamentes Skrifter, uden dog historisk at kunne lægge Vægt derpaa. Naar Stephan, i Apostlernes Gierninger, siger at Moses blev oplært i al Ægyp-Lernes Viisdom, da fristes vi vel ikke til at tvivle om Rigtigheden deraf, men det er kun fordi det egenlig følger af sig selv, da Prindsessen opdrog ham som sinegen Søn, og naar Apostelen Paulus skriver, at de Trold-Mænd der bestreed Moses, hedd Jannes og Jambres, da er det kun for de Christne, med deres særegne Forestillinger om Apostolisk Oplysning, meer end et løst Rygte.

Naar endelig Josephus ene fortæller Adskilligt om Moses Skæbne og Bedrifter, da er vel det Mærkeligste derved, at det Altsammen hverken giør fra eller til i Israeliternes Historie, men dog bør det vides, thi Navnet Thermuthis, som han tillægger Prindsessen, er ogsaa fundet i en Indskrift paa ovenmeldte gaadefulde Horn-Tempel, og det er mærkeligt, at han baade nævner Pyramider og Kanaler mellem hvad Israeliterne plagedes med og siger, de blev tvungne til at lære allehaande Handværker, og det klinger slet ikke urimeligt men kun lidi sært, hvad der fortælles om Heltens Skæbne og Bedrifter, mens han var i Kongens Gaard. Det hedder nemlig, al han, tre Aar gammel, knæsattes af Kongen, som var sønneløs, og fik Diademet at lege med, men traadte paa det, hvad en af Præsterne, som var nærværende, tog for et ondt Varsel og raadte til at dræbe ham, men at siden, da Æthioperne hærgede Landet 94 og slog Ægypterne, fik disse det Orakel-Svar, at de skulde seire ved Hjelp af en Ebræer, hvorpaa de tog Moses til Høvding, som ikke blot frelste Landet, men hjemsøgde Æthiopernes Hovedstad Saba eller Meroe, og indtog den ved Hjelp af Prindsessen Tharbis, som blev forelsket i ham. Mærkeligt er det ogsaa i denne Henseende at der virkelig ensteds i Moses egne Bøger staaer, at han havde en Æthiopisk Hustru*).

Dog, langt vigtigere er det os at vide, naar omtrent Moses levede, og det er i den Henseende klogest at begynde med det Spørgsmaal, hvorlænge rimeligviis det Jødiske Folke-Liv, der var saagodtsom endt før Kyri Tid, maa have varet; thi hvad enten vi spørge: hvor gammel omtrent Carthago blev, eller hvorlænge der var imellem Lykurgs og Grækernes borgerlige Død, eller mellem Romulus og Republikens Undergang, faae vi immer samme Svar: sex, syvhundrede Aar, hvad altsaa bliver det rimelige Tids-Ruin for enhver Stat i Old-Tiden, der levede sin Alder ud. At dette nu var Tilfældet med den Jødiske Stat, viser dens Historie os klart, og senere end 1250 f. Ch. kan vi da aldrig med Rimelighed tænke os Udgangen af Ægypten; men det maa ogsaa omtrent blive Tids-Punkten, thi, efter Christi Slægt-Register hos Mathæus, nedstammede Zorobabel, Kyri Samtidige, i etogtyvende Ledd fra Nahesson, en af Judas Stam-Fyrster ved Udgangen af Ægypten og Svoger til Aaron, hvad, efter tre Ledd paa et Aarhundrede, giver samme Tal, og dermed stemmer Efterretningen hos Moses. Er nemlig Abraham født omtrent 1700 f. Ch. da kom Jakob til Ægypten ved 1400, Joseph døde ved 1350 og Moses kan da ei have været 80 Aar, før omtrent et Aarhundrede efter, altsaa 1250.

Ægyptiske Old-Sagn.

De Bog-Lærde er til alle Tider og under alle Himmel-Egne et eget Slags Folk, som fristes til at rympe Næse ad ethvert gammelt Ord, der ei er ført i Pennen saa varmt som det kom ud af den første Mund, og da nu hardtad alle Folks Old-Sagn kom seent paa Papiret, fordi de enten fattedes Papiret eller Lyst til Pennen, saa er disse dyrebare Mindes-Mærker fra *

95 Heden-Old baade fordum og især nuomstunder skeet meget Uskiei af de Bog-Lærde; men dog kan Man ogsaa giøre dem Uret og giør det virkelig, naar Man forlanger, de skal tage Old-Sagn, der først kom for Lyset, efter i mange Aarhundreder kun at have forplantet sig i Mørket, for gode historiske Vahre, der give ordenlig Oplysning om Mænd og Tider og virkelige Tildragelser. Vor Tids Critiske Bog-Lærde vilde derfor ikke blot have en reen Fod at staae paa men store Fortjenester af Oplysningen, naar de først og fremmerst havde taget alle virkelige Folke-Sagn for hvad de unægtelig er, for umistelige Vidnesbyrd om det tilsvarende Folks Anskuelse af Livet og Historien, og havde derhos vidst at giøre Forskiel paa Folk, som de var til, uden enten at skiære alle over een Kam eller dømme efter Vild og Venskab. Men hvad enten det nu er skeet af Svaghed i Dømme-Kraften eller af en slavisk Frygt for Romeren, endnu længe efter [at] han var død og borte, eller af andre Grunde, saa har de Bog-Lærde enten slet ingen Forskiel gjort paa de sanddrueste og de løgnagtigste, soelkiære og dagskye, ydmyge og storagtige Folks Old-Sagn, eller dog gaaet saa uvidenskabelig tilværks dermed, at det enten var eller syndes dog at være Enkelt-Mandens Tro eller Vantro, Forkiærlighed og Fordomme, der gjorde Udslaget. Naar derfor de Skrift-Kloge i Christenheden lige til i Gaar og i Dag canoniserede saavel Ebræernes Old-Sagn som deres skrevne Historie, og blæste ad Ægypterne s, da var det vel ganske rigtigt, men maatte dog synes ligesaa uforsvarligt som det Modsatte, der sidst kom i Moden, da vore gamle Theologer derved kun halv troskyldig beraabde dem paa en Inspiration [Indblæsning], der kun var til i deres egen Hjerne, og var inconseqvente [ellevilde] nok til ligesaagodt historisk at canonisere de Romerske Old-Sagn, der dog er hardtad ligesaa uefterreltelige som de Ægyptiske.

Vi sige derimod med Rette, at disse to Folke-Færds Historie og Old-Sagn forholde sig aabenbar til hinanden som Dag og Nat, og det allerede fordi Præsten Manetho i On (Heliopolis), som levede under Ptolomæerne efter det Ægyptiske Folke-Livs Undergang, var, efter Alles Vidnesbyrd, den første Ægypter som udgav en Bog om sit Fædrenelands Old-Sager, medens derimod Ebræernes Heros og Lovgiver, Moses, alt ved Folke-Livets Begyndelse, optegnede deres vigtigste Old-Sagn, saa varme som de kom ud af Paulunet, før de kunde sammenblandes med Sagn om ham og Statens Barndom. Dette mageløse Tilfælde vilde ene være nok til at hæve de Ebraiske 96 Old-Sagn høit over alle andre Folks, men nu kommer hertil, at Ebræerae, ved næsten uafbrudt at fortsætte den Foike-Historie, Moses med det Samme saa mesterlig begyndte, kundgiøre en mageløs national-historisk Retning, og at alle deres Historie-Skrivere, til den Babyloniske Udlændighed, efter Lovgiverens Exempel, blotte deres eget Folks Brøst saa djærvt og bedømme dem saa strængt, at Intet uden Sanddruhed kunde undskylde dem hos Folket, og intet Folk, uden den dybeste Ærbødighed for historisk Sandhed, kunde lade selv den Undskyldning giælde. Herfra slutte vi os nemlig ei blot med Rette, men med videnskabelig Nødvendighed, til den mageløse Beskaffenhed af de Old-Sagn, der gjaldt i Paulunet hos Abraham, Isak og Jakob, og udgik derfra kun giennem tre Ledd til Moses, og vi maae nødvendig tiltroe denne skarpe Bedømmer af Folket og sig selv en Samvittighed, baade ved Opskrivningen af de store Old-Sagn og ved Udgivelsen af dem for reen Sandhed, der, ved hans gyldig afhjemlede Fortrolighed med Sandheds Aand, indskyder alle fordomsfri Naturer [Læsere] dyb Ærbødighed. Endelig er det klart, at Christendommen, med alle dens guddommelige Virkninger giennem snart to Aartusinder borger for Moses Troværdighed, og hvorledes Man da skulde hævde sig Ret til at hedde Critisk Historiker eller Videnskabs-Mand, naar Man agtede Manethos Skrift om Old-Tiden for det Mindste mod hans, eller troede de Ægyptiske Præste-Sagn bedre end Ebræernes skriftlige Vidnesbyrd, det er et Spørgsmaal, der kan besvare sig selv.

Dog ikke blot i Sammenligning med Ebræernes mageløse Old-Sagn og Historie, er Ægypternes uefterrettelige, men de er det mere end noget andet Folks, deels fordi det var umueligt at et Folk, uden at være rædsom uhistorisk, giennem hele Old-Tiden kunde sidde med Pen og Papir og en mageløs borgerlig Dannelse, og dog ingen Historie-Bøger skrive og udgive, og deels viser alle gamle Efterretninger om Ægypten, at Præsterne ordenlig stank af Stolthed og Selv-Roes, saa selv de ældste Historie-Bøger af saadanne Folk vilde kun have lidt at betyde, end sige da hvad de fandt for godt at fortælle til fremmede Reisende, som Beviis paa, at Ægypterne var og havde altid været de Frommeste og Viseste af alle Mennesker, saa blandt dem var Ingen at laste uden hvem der ei troede paa de umælende Dyr i hvem Guderne stak. Endelig stadfæster Øiesynet, at de gamle Præster i Ægypten ret med Flid sammenfiltrede Alt hvad de vidste at sige om Guder og Helte, 97 Sjeldenheder og Hverdags-Ting, saa Man søger forgiæves Oplysning hos dem, der satte deres Ære i at giøre mørke Taler. Langt fra derfor at kunne, som Man har meent, rette de Ebraiske og Græske Efterretninger om Old-Tiden efter de Ægyptiske Gaader, komme vi rimeligviis aldrig til at forstaae Meer af disse, end hvad vi, efter de aabenhjertige Folks Tilstaaelser og vort eget Bekiendtskab med Natur-Lovene i Aandens og Legemets Verden, kan giætte os til. Guderne flygtede for Fienden (Typhon) til Ægypten og skjulde sig i Dyrene, sagde de gamle Præster, og det giælder i alle Maader om Menneske-Aanden [Mande-Viddet], at der aabenbarede den sig ikke men legede kun eller krøb dog i Skjul. Dette »Ægyptiske Mørke« er imidlertid en universal-historisk Kiends-Gierning, som vi maae fatte skarpt i Sigte, ei blot fordi det mærkelig hæver Lyset i Gosen-Land eller Ebræernes gamle Historie, men især fordi det længe har aabnet alle urimelige Folk et Smuthul, hvorfra de med Held fordunklede Oldtiden. Det var da omtrent halvfemte Aarhundrede før Christi Fødsel, og Halvsyvende [halvottende] efter Israelit ernes Udvandring, at Grækeren Herodot, fra Halikarnas i Lille-Asien, gjorde sin uforglemmelige Reise til Ægypten, som dengang med indædt Harme knurrede under det Persiske Aag, men lignede i Øvrigt sine Mumier, der endnu trodse Tidens Tand og volde Nutidens Lærde samme Hoved-Brudd som Folket selv voldte Fortidens. Herodot var en anderledes Beundrer af Ægypternes barnagtige Selv-Klogskab, falske Ærbarhed og Storladenhed, end vi uden Skam kan være, og det er derfor sikkert nok, at han hverken har paadigtet dem nogen Lyde, eller fortiet Nogen af deres Dyder, som han kunde opdage; men at de virkelig satte en Ære i at være keitede og gaae avet om i alle Maader, og at der virkelig ikke har været nogen anden Historie at finde, end hvad Præsterne, fornemmelig i Memphis men dog ogsaa i Thebe og On, gav ham at løbe med.

Mines [Menes], sagde de, var den første Konge, og bygde Memphis, paa en Grund, han vandt fra Nilen, ved at lede den mod Vesten ind imellem Bjergene, og Præsterne læste Navnene op paa trehundrede og ni og tyve Konger, som de udgav for hans Eftermænd, men vidste ikke Andet at fortælle om, end at de Atten var Æthioper og at de var Mandfolk tilhobe, paa Nitokris nær, en mandhaftig Dronning, som druknede en Slump Ægypter i et underjordisk Gemak, fordi de havde slaaet hendes Broder ihiel, og kvalde derpaa sig selv i en Aske-Hob.

Den trehundrede og tredivte Konge, som hedd Miris, 98 udmærkede sig derimod særdeles ved at grave den store Sø, der siden bar hans Navn, og hans Eftermand, Sesostris, var en mageløs Helt, som først gjorde Søtog paa det Røde Hav og giennemfoer derpaa med en seierrig Krigs-Hær det faste Land, op igiennem Syrien og Lille-Asien, lige til det sorte Hav, efterladende sig allevegne Minde-Støtter med Indskrifter paa, som angav hans Navn og Fædreneland. Da Sesostris vendte tilbage til Ægypten, modtog hans Broder, som havde været Rigs-Forstander, ham ved Pelusium med et stort Giæstebud, men kun paa Skrømt, thi under Maaltidet lod han lægge Baal om Huset, saa Sesostris maatte lægge Bro derover med To af sine Sønner. Krigs-Fangerne, han førde hjem med sig, brugde Sesostris deels til at bryde og baxe Steen-Kolosser, og deels til at giennemskiære Landet med Kanaler, hvorpaa det Hele blev opmaalt og ligelig deelt mellem alle Indbyggerne. Han var den eneste Konge i Ægypten som tillige raadte over Æthiopien, og hans Billed-Støtte, tredive Alen høi, stod endnu i Memphis ved Hefæstos-Templet, da Darius Hystaspis kom og vilde sat sin ved Siden, men lod det dog være, da Præsten forestilde ham, det gik ingenlunde an, da han endnu stod langt under Sesostris, som, blandt Andet, undertvang de Skyther der trodsede Darius.

Efter Sesostris kom hans Søn Pheron, som blev blind fordi han af Overmod skiød et Spyd i Nilen, da den stod høiest, men han kom sig dog igien, da han med Nød og Neppe fandt en Kone, der var sin Mand tro, og vaskede sig i hendes Vand, hvorpaa han brændte sin Dronning og alle de Koner, der, lige som hun, havde skuffet hans Haab. Af Taknemmelighed mod Guderne udsmykkede han alle deres Templer og prydede især Soel-Templet med to Kolosser af heel Steen, hver paa hundrede Alen.

Efter ham blev en Memphiter Konge, som Grækerne kalde Proteus, og ham, sagde Præsterne, faldt Helena i Hænderne, da Paris flygtede med hende fra Grækenland, og hos ham blev hun i god Behold, til Menelaus kom selv og hentede hende, men Proteus fik kun en daarlig Tak for sin Retfærdighed, thi for at faae Bør og komme bort, gjorde Menelaus et Slagt-Offer paa Kysten af to Ægyptiske Drenge.

Efter Proteus fulgde Rampsenit, som i levende Live nedsteg til hvad Grækerne kalde Under-Verdenen og slog høiest Øine med Isis, hvorved han snart vandt og snart tabde, men kom dog tilbage med et gyldenstykkes Hoved-Bind, og til 99 Amindelse derom, sige Præsterne, det er, at paa en vis Dag En af dem føres med tilbundne Øine ud paa Veien til Isis-Templet, hvor han saa, ladt alene, afhentes og bringes tilbage igien af to Ulve.

Denne Konge er det, som har bygt de vestre Forgaarde ved Hefæstos-Templet og opreist de to Billed-Støtter, som Ægypterne kalde Sommer og Vinter og begegne derefter, saa hiin nyder Ære og denne faaer Skam; men Rampsenit havde ogsaa godt ved at bygge, for han havde Penge som Græs, saa i Rigdom kunde Ingen af alle de følgende Konger ligne end sige maale sig med ham. Han blev imidlertid narret med det Skat-Kammer han lod bygge, thi vel var der udenfra ikke Andet end Mur tilsyne, men Byg-Mesteren havde været skielmsk nok til at lade een Steen i Muren sidde løs, saa Een til Nød og To magelig kunde liste den ud og krybe derind, og det Kneb aabenbarede han paa sit Yderste sine to Sønner, som ogsaa benyttede Vinket saa godt, at Kongen tydelig kunde see, der kom Svind-Sot i hans Penge. Da nu dog Laasen var uskadt og Seiglet ubrudt, kunde Kongen Ingen beskylde og maatte nøies med at lægge Fælder omkring Penge-Tønderne, men hvad der saa gjorde ham reent fortumlet, var at han en Morgen-Stund vel fandt en Tyve-Krop i Fælden, men uden Hoved, thi han der løb i Fælden bad sin Broder kappe Hovedet af sig og tage med, saa hverken Tungen skulde røbe Andre eller Ansigtet ham. Kongen vidste nu ikke bedre Raad, end at hænge Kroppen tilskue paa Muren og stille Vagt ved, som skulde gribe hvem der græd, og det havde nær hjulpet, thi Stakkelens Moder truede Broderen med at angive det Hele, hvis han ikke skaffede hende Kroppen, men det lykkedes ogsaa Skielmen, som fik hele Vagten drukket saaledes under Bordet i Viin, at han ikke blot i ai Mag kunde skiære Tyve-Kroppen ned, men give sig Stunder til at rage Skiægget paa den høire Kind af hele Troppen, dem til Spot og Spee. Kongen blev derved endnu mere opsat paa at fange Træringen, og, da alle andre Midler slog feil, lod han giøre alle vitterligt, at naar Tyven selv vilde indfinde sig hos ham, skulde han ikke blot slippe heelskindet, men faae en stor Belønning. Nu kom da Skielmen for en Dag og Rampsenit holdt ikke blot Ord, men gjorde ham til sin Sviger-Søn, som den klogeste Mand under Solen, efter den Regning, at Ægypterne i den Henseende overgik alle andre Folk og han igien dem.

Hidindtil, sagde Præsterne, havde Retten havt sin Gænge i 100 Ægypten og Riget blomstret i alle Ender, men, efter Rampsenit, kom, under Cheops, al Ondskab i Vælgten, thi det Første han gjorde var at lukke alle Templer og afskaffe Offringerne, og dernæst maatte alle Ægypter trælle for ham, deels med at bryde Steen i de Arabiske Bjerge og slæbe dem over til den Lybiske Side, og deels med Pyramide-Bygningen. Han havde ikke mindre end hundredetusinde Arbeids-Folk ad Gangen, som løste hinanden af hvert Fjerding-Aar, og det kostede dem ti Aar blot at faae Veien istand og Bakken, Pyramiderne staae paa, og de underjordiske Grav-Kamre, han gjorde sig paa den Øe, han ved Udgravning fik Nilen til at danne; men Vei-Værket, af hugne Steen med Hierogiypher, 500 Skridt i Længden, 10 Favne bredt og, paa det Høieste, otte Favne høit, er ogsaa i mine Øine snart ligesaa betydeligt, som Pyramiden selv, hvorpaa der dog anvendtes tyve Aar. Samme Pyramide er for Resten en regelmæssig Firkant, 800 Fod paa hver Side og ligesaa mange høi, trappeviis bygt af hugne Steen, som den var støbt, og forsynet med en Ægyptisk Indskrift, som jeg grandt kan huske, Tolken udtydede saaledes for mig, at blot [alene] Bræk-Midlerne og Løgene af alle Slags til Arbeids-Folkene havde kostet over sexten Tønder Guld, og naar saa er, hvad maa der ikke da være gaaet til Føden og Klæden i det Hele og til alt Værktøietf

Denne Cheops regierede i halvtredsindstyve Aar og hans Broder Chephrin, som lignede ham op ad Dage og bygde den anden store Pyramide ved Siden, regierede i sex og halvtreds, og det Aarhundrede kalde Præsterne Ægyptens onde Tid, hvori alle Templerne stod lukkede, og de to Konger er Ægypterne endnu saa forhadte, at de endog kun nødig nævner dem og har, blandt Andet, kaldt Pyramiderne op efter Hyrden Philitis, som paa den Tid vogtede Kvæg der i Nærheden.

Efter Chephrin, siger Man, kom Mykrin paa Thronen, som vel var en Søn af Cheops men traadte dog ikke i sin Faders Fodspor; thi baade aabnede han Templerne igien, og gav det plagede Folk Hjemlov, og maa prises fremfor alle Konger i Ægypten som et Mønster paa Retfærdighed, da ikke blot hans Domme var retfærdige, men hans Hjerte saa godt, at han gav dem der tabde deres Sag Erstatning [Godtgjørelse] af sin egen Lomme, for at de ikke skulde være vrede paa ham. Men trods al sin Livsalighed blev Mykrin dog meget ulykkelig, og det første Stød han fik, midt under sine priselige 101 Bestræbelser, var, at han mistede sin Daatter, som var eneste Barn, og hende var det, han, til en Udmærkelse, ikke lod begrave men bisætte i den forgyldte Træ-Ko, som staaer i Sais endnu, hvor jeg selv har seet den. Koen staaer der i et kongeligt Gemak, hvor der hver Dag giøres Røgelse og brænder om Natten en Lampe for den, og i et Side-Værelse staae der tyve kolossalske Billed-Støtter, som man kalder Mykrins Kiærester, men som jeg ingen videre Beskeed kan give om. Somme vil rigtig nok sige, at Mykrins Daatter hængde sig af Græmmelse, fordi hendes Fader bar sig unaturlig ad med hende, og at de Andre var Kammer-Pigerne som havde været Faderen behjelpelige og som Moderen derfor havde hugget Hænderne af, men det holder jeg for Snak, saameget mere, som Man beraaber sig paa, at Billedstøtterne har heller ingen Hænder, thi deres Hænder har jeg selv seet ligge for deres Fødder, saa dem har aabenbar Tiden slidt af. Koen ligger ellers paa Knæ, er af naturlig Størrelse og beklædt med et Purpur-Dækken, paa Hals og Hoved nær, hvor Man seer Lue-Forgyldningen og Solen som en Straale-Krands imellem Hornene, og een Gang om Aaret, naar Ægypterne sørge over Guden, jeg ved denne Leilighed ikke tør nævne, kommer Koen ud at soles, som skal være efter en Bøn af Prindsessen paa hendes Yderste.

Mykrins anden Gienvordighed var et Orakel-Svar han fik fra Buto, at han kun skulde leve sex Aar til, og da han desaarsag i Vrede lod kaste Guden i Næse, at hans Fader og Farbroder, som lukkede Templerne, foragtede Guderne og plagede Folket, blev ældgamle og han som var saa from skulde døe ubetimelig, fik han til Svar, at hans Dage blev forkortede fordi han ikke gjorde sin Pligt; thi Ægypten skulde plages i halvandethundrede Aar, og det havde han ikke ændset. Da Mykrin nu hørde at han var fordømt, tog han sig for at leve i Suus og Duus og gjorde, under uophørlig Svir og Sværm, ret med Flid Nat til Dag, for saaledes, ved paa en Maade at leve tolv Aar, at giøre Spaadommen til Løgn. Han efterlod sig ellers ogsaa en Pyramide, meget mindre end hans Faders, og det er den som nogle Græker hen i Veiret har tillagt Skiøgen Rodopis.

Efler Mykrin, sagde Præsterne, kom Apsychis, som har bygt den østlige Forgaard ved Hefæstos-Templet, som er baade kiønnere og meget større end alle de andre.

Under denne Konge, siger Man, der blev saa stor en Arm od, at Laanerne ei havde andet at sætte i Pant end deres Faders 102 Lig, og i den Anledning blev der givet en Lov, som tilholdt, at hvem der pantsatte sin Faders Lig, han pantsatte dermed tillige sit Gravsted, saa, naar han ikke løste sit Pant, kunde hverken han eller Nogen af hans faae en ærlig Begravelse.

Denne Konge efterlod sig ellers et Mindes-Mærke, hvormed han meende at overgaae alle sin Formænd, og det var en Pyramide af Tegl [steen], med følgende Indskrift: sæt mig ikke saa lavt som et Side-Stykke til Steen-Pyramiderne, thi jeg staaer saa høit over dem som Zeus over Gade-Vrimlen: med en Baads-Hage stak Man i Søen, af hvad der hængde ved strøg Man Tegl, og det er min Oprindelse!

Efter ham kom den blinde Anysis fra en Stad af samme Navn paa Thronen, men maatte flygte til Moradserne for Æthioperen Sabako, som brød ind i Landet med en stor Krigshær, beherskede det i halvtredsindstyve Aar og gav den mærkværdige Lov, at hvem der havde forbrudt sit Liv, skulde afsone sin Brøde ved at slæbe Jord til sin Fødeby, hvorved da Stæderne i Ægypten fik deres høiere Beliggenhed. Sabakos Herredømme fik imidlertid Ende med Eet, ved en forunderlig Drøm, han havde, thi der kom en Mand til ham med det Raad, at han skulde sammenkalde alle de Ægyptiske Præster og kappe Hovedet af dem, og det ansaae han for en Fristelse fra Guderne, som vilde have ham til at forgribe sig, for at faae Leilighed til at ødelægge ham, og da han nu tillige kom ihu, at Tiden var udløbet som Oraklet i Æthiopien havde spaaet, han skulde beherske Ægypten, forlod han godvillig Thronen og Landet. Da kom den blinde Anysis tilbage fra Moradserne, hvor han havde skjult sig i halvtredsindstyve Aar og bedt de Ægypter, der bragde ham Levnets-Midler, at bringe ham en Sæk Aske i Hemmelighed, af hvilken Aske med Jord imellem han da skabde Øen Elbo, som var en stor Hemmelighed i meer end fire Aarhundreder, til endelig Amyrtæus fik den opsnuset.

Efter ham kom Hefæstos-Præsten Sethon paa Thronen, og han behandlede Krigs-Standen, som han fandt aldeles overflødig, med saa dyb en Foragt, at han endogsaa tog Jorde-Godset fra dem, som var dem tillagt af de forrige Konger, men derfor vilde Krigs-Folket heller ikke rykke i Marken, da den Arabiske og Assyriske Kong Senacherib med en stor Hær truede Landet. Fortvivlet derover, tyede Præsten ind i Helligdommen og klagede sin Nød for Gudens Billed-Støtte, til han faldt i Søvn af Vaande og havde da et Syn, hvori Guden bød ham være ved 103 et frit Mod og kun gaae Fienden i Møde, sikker nok paa Hjelpe-Tropper. Det gjorde han da ogsaa og drog op til Pelusium, ved Grændserne, med et Følge, der ikke var en eneste Krigs-Mand i, men lutter Kro-Mænd, Handværks-Folk og Dagdrivere, hvorpaa Fiendens Leir ved Natte-Tide oversvømmedes af Mark-Muus, som aad baade Koggere, Buer og Skjolde-Greb, saa Hæren næste Dag maatte flygte vaabenløs og leed et stort Nederlag. Derfor staaer denne Konge endnu i Hefæstos-Templet, udhugget i Steen, med en Muus i Haanden og disse Ord i Munden : hvo mig seer, vorde from *)!

Saavidt Præstern e, siger Herodot, og Man maa vel indrømme, det kan ogsaa være Nok af det Slags; men paa den anden Side kan Man dog heller ikke nægte, det er en meget tarvelig Old-Historie for det ældste Folk i Verden, selv naar Man anslaaer Tids-Rummet til en god Deel mindre end Præsterne, som læste de 341 Konge-Navne op for Hekatæus og Herodot, forsikkrende dem, at de havde udfyldt ligesaamange Menneske-Aldre eller 11340 Aar og pegende til Vitterlighed paa ligesaamange Træ-Mænd i Thebe, der skulde forestille Ypperste-Præsterne, hvis Antal, Søn efter Fader, paa et Haar stemmede med Kongernes! Imidlertid er dog disse Herodots Præste-Sagn omtrent Alt hvad Old-Tiden har kiendt, thi hvad Diodor, som skrev efter Manetho, lægger til, er ubetydeligt, saa Man seer godt, at Historien slet ikke har været de Ægyptiske Præsters Sag, og at det i alle Maader var splittergalt, af saadanne Billinger at ville bygge et Tempel enten for Saga eller Mnemosyne, der kunde trodse de Ihukommelses-Støtter, Moses og hans Efterlignere har reist paa Zion. Derimod kan vi, ved Hjelp af Ebræernes Skrifter, temmelig godt see, hvordan de Ægyptiske Præster, tildeels meget imod deres Villie, er kommet til den naragtige Rigs-Historie, de trykde i Grækeren. Først maae vi imidlertid forvandle de mange tomme Aar-Tusinder omtrent til ligesaamange Aarhundreder, hvorom Præsterne selv har efterladt os et Vink, vi ei kan lade ubenyttet, thi de fortalde selv Diodor, at de vidste kun Rede til syv og fyrretive Konge-Grave, og naar vi nu til de 341 Konge-Navne, de forelæste Herodot, lægge de følgende Sex (Psammetik, Necho, Psammis, Apries, Amasis og Psammenit) som er sikkre nok, da bliver der netop trehundrede og syv og fyrretive, hvoraf vi med Rette forkaste de trehundrede som uægte, da det jo kun *

104 var uærlige Folk der hos Ægypterne, som havde Grave nok, kom til at fattes En*). Tillagde vi nu endogsaa det Ægyptiske Rige, til Senacheribs Tid, hvad Man kalder 41 Menneske-Aldere (1350 Aar), kom der dog allerede en menneskelig Tids-Regning ud, men da 25 Aar er det allerhøieste Man tør regne paa hvert Konge-Ledd, maa det forkortes til 1000, som, lagt til de 700 Aar mellem Senacherib og Christus, giør 1700 Aar og fører os eet Aarhundrede foran Abraham, som jo ogsaa er den første bekiendte Reisende, der fandt en Konge i Ægypten. Hermed kan det ogsaa stemme, hvad Præsterne fortalde Herodot, at indtil den Tid havde Solen i det Ægyptiske Riges Dage staaet to Gange op hvor den gik ned og omvendt, uden at det havde gjort nogen videre Forskiel; thi da det dog neppe var blot Snik-Snak, skulde det vel sagtens betyde, at Himmel-Legemerne i den Tid havde fuldendt to store Kreds-Løb, som jo skeer i tolv Aarhundreder, netop saamange af fornævnte Sytten, som i Herodots Tid var forløbne.

Er nu Tal-Gaaden løst, da komme vi til Ting-Gaaden, som ikke er Mangelen paa mærkværdige Begivenheder i Ægypten, hvor Alting, ligesom i China, gik ufravigelig sin skiæve, kiedsommelig afmaalte Gang, Aarhundrede ud og Aarhundrede ind, men netop Undtagelsen i Rampsinits og de følgende Dage; men ogsaa den Gaade kan vi løse ved Hjelp af Ebræernes Historie, som klarlig viser, hvilken Trængsels-Tid den Ægyptiske Ensformighed maatte giennemgaae fra Josephs Dage og i Grunden aldrig forvandt. At vi har giættet ret, viser ikke blot Rampsinits uhyre Skatte (som Korn-Handelen indbragde) og Hyrden Philitis (Kostgiængeren), som Man gav Skyld for Pyramiderne, men ogsaa Præsternes Afsky for Cheops og Chephrin, som naturligviis har været Josephs-Køngerne, Vævet om Mykrin og hans Daatter (hende der frelste Moses) og endelig om Teglsteens-Pyramiden (i Gosenland) og om den sorte Armod under Apsychis (den forhærdede Pharao), da Folk ikke havde andet at pandtsætte end deres FædresLig.

Hvad det derimod skal sige med den blinde Anysis, fra Byen Anysis som ingen Geograf kiender, der flygtede til Moradserne for Æthioperen, men kom igien, efter 50 Aars Forløb, og havde i Mellem-Tiden skabt en Aske-Øe, der først opdagedes 500 Aar efter, under Kambyses, det er et Spørgsmaal, *

105 men at her er et Hul, som der vil meer end 50 Aar til at fylde, kan Man see med bare Øine; thi var der 500 Aar mellem Anysis og Kambyses, levede jo den Første 1000 Aar f. Ch. og var Sethon samtidig med Senacherib, da var det 700 Aar f. Ch., saa det er formodenlig hele 300 Aar Æthioperne har spillet Mester i Ægypten, paa en Deel af Delta nær, som vel menes med Moradserne.

At imidlertid baade de Ægyptiske Præster og Lands-Folket havde anderledes tydelige Sagn om den ærgerlige Handel med Ebræerne, end Herodot fik at høre, følger af sig selv, og, skiøndt Manethos Bog er forgaaet, har vi dog beholdt Billinger nok til at spore baade Sandheden og Ægypternes Maade at behandle den paa, thi da Josephus udgav sin Jødiske Historie, blev den Deel deraf som angik Ægypten, skarpt recenseret, og i hans Anti-Kritik mod Appion see vi da Æventyrene hvortil Ægypterne havde omskabt Historien, vi finde hos Moses. Vist nok daarlig Fylde-Kalk i Verdens-Historien, men dog mærkeligt i sit Slags er saaledes Fortællingen hos Manetho om Hyrde-Kongerne, som Josephus med Rette beraaber sig paa. Under Kong Timæus, siger nemlig Manetho, da Gud, Man veed ikke af hvad Aarsag, var blevet vreed, rykkede der hovedkulds en Hob ubetydelige Folk, men forvovne Kroppe, fra Øster-Leden ind i Landet, som de ogsaa i en Haande-Vending uden Sværd-Slag bemægtigede sig, saa Fyrsterne kom i deres Hænder. Dernæst stak de Byerne i Brand, omstyrtede Gudernes Helligdomme og gjorde Lands-Folket al den Fortræd, de kunde, slog Somme ihjel og gjorde Andre med Koner og Børn til Slaver. De satte endogsaa En af deres Egne, ved Navn Salatis, paa Thronen, som holdt Huus i Memphis, men gjorde dog baade Øvre og Nedre-Ægypten skatskyldige og holdt Lande-Værn paa de beleiligste Steder, især paa den Østlige Grændse, hvor han forudsaae, at Assyrerne, som dengang spillede Mester, vilde faae Lyst til at giøre Indfald. Allerbeleiligst fandt han en Stad i Sethro-Egnen, østenfor den Bubastiske Nil-Arm, som en forældet Guds-Dyrkelse havde givet Navn af Avaris, den satte han derfor istand, befæstede den med stærke Mure og gjorde den til Borge-Leie for en Hær paa 240000 Mand, som han, for at sætte Skræk i Udlændingerne, flittig øvede i Vaaben, naar han om Høsten kom derhen at maale Korn og give Lønning. Salatis døde efter 19 Aars Regiering og fik Bion til Eftermand, som regierede i 44 Aar, saa kom Apachnas i 86 Aar og syv Maaneder, 106 saa Apophis i 41, saa Janias i 50 Aar een Maaned og endelig Assis i 49 Aar og to Maaneder, og disse Sex var deres Hoved-Mænd som stræbde, jo meer og meer, i Bund og Grand at ødelægge Ægypten; men ellers kaldtes hele Flokken Konge-Hyrder, thi det er Meningen af Navnet Hyk-Sos, sammensat af »Hyk«, som i Præste-Sproget betyder en Konge, og af »Sos« som i Almue-Sproget er baade en Hyrde og Hyrderne. Somme vil sige at disse Hyksos var fra Arabien, og de skal have behersket Ægypten i 511 Aar, indtil Kongerne i Thebe og andensteds gjorde Opstand imod dem, hvorved der udbrød en stor og langvarig Krig, og vel, siger Man, leed Hyrderne et stort Nederlag under Kong Alisfragmuthosis, saa de maatte trække dem tilbage fra det øvrige Ægypten til Avaris, men der, inden stærke Mure, i en Om-Kreds af titusind Agre, forsvarede de dem dog saa tappert, at skiøndt Alisfragmuthosis Søn Thmosis beleirede dem med en Hær paa 380000 Mand, maatte han dog tilsidst gaae paa Forlig og tilstaae dem fri Udgang af Ægypten. Nu drog de da ud hver Een, ikke mindre end 240000 i Tallet, med Alt hvad de havde og begav sig giennem Ørken til Syrien, men da de var bange for Assyrerne, som dengang beherskede Asien, satte de dem ned i det nu saakaldte Jødeland og bygde en Stad ved Navn Hierusalem, der var stor nok til at rumme dem alle*).

Saavidt Manetho, og at nu de nyere Boglærde deraf har gjort et splinternyt Folk, det blive deres Sag, men vi vil lægge Mærke til at Pharao bad Joseph mellem sine Brødre at tage de Dueligste til Opsynsmænd over hans Hyrder, som da blev Hyksos paa to Maader, baade Konge-Hyrder og Hyrde-Konger, saa vi maae dog sagtens kiende »Hyrden Philitis« igien i Manethos Pragt-Udgave. Et andet Spørgsmaal er det vist nok, om Beleiringen af Avaris, som naturligviis maa forstaaes billedlig, skulde være den Samme der saa udførlig er afbildet paa Murene i Thebe; men til Lykke kommer det os ikke derpaa an, og det, som saameget Andet, vil formodenlig klare sig langt hastigere end Man tænker, naar Man først lærer at læse baade Bogstaver og Billed-Skrift fra den rette Side, som Ægypterne kald[t]e den Vrange, og at see Alting i det Lys, de kaldte Mørket!

*
107

Israels Kirke-Stat.

Efter Lovsangen ved det røde Hav, leirede Israeliterne sig i Elim ved de tolv Kilder og de halvfjerdsindstyve Palmer, men da de derfra kom ind i Ørken Sin, gav de Moses og Aaron knubbede Ord og sagde: det var bedre Herren havde slaaet os ihjel i Ægypten, da vi sad ved Kiød-Gryderne og havde Brød, Guds Gaver, end at I skulde føre os ud i denne Ørk at sulte ihjel tilhobe. Da sagde Herren til Moses: see, Jeg lader regne Brød ned fra Himlen, Dag for Dag, til Folket, mens Jeg prøver dem, om de vil holde min Lov eller ikke, og Moses hilste Folket fra Herren som udførde dem af Ægypten, sigende: Han har hørt eders Knur og i Aften skal I faae Kiød, og Brød i Morgen tidlig. Det skedte ogsaa; thi om Aftenen kom der en Sværm Vagteler og bedækkede Leiren, og næste Morgen, da Duggen var faldet, saaes Ørken trindt omkring bedækket, som af Riim, med noget Hvidt, der lignede Koriander og blev kaldt Manna, og det var Brødet fra Herren som Israel aad i Ørken, i fyrretive Aar. Siden, i Rephidim, knurrede Folket over Vand-Mangel, saa Moses sagde til Herren: hvad skal jeg giøre ved dem, de er nær ved at stene mig, men Herren sagde: du skal tage din Stav, som du slog Floden med, og gaae med Nogle af de Ældste hen til Horeb og slaae paa Klippen, saa skal der komme Vand og slukke Folkets Tørst, og det Vand kaldtes siden Trætte-Vandet.

Ved den tredie Ny-Tænding efter Udgangen af Ægypten, kom Folket til Sinai Bjerg, og der talede Herren til Moses fra Bjerget og bød ham sige til Folket: I saae hvad Jeg gjorde ved Ægypterne og Jeg løftede eder ligesom paa Ørne-Vinger op til mig, og saafremt I vil lyde min Røst og holde min Pagt, da skal I være mit Yndlings-Folk fremfor alle Andre, thi hele Jorden er min, I skal være en kongelig Præste-Slægt og et helligt Folk. Dette forelagde Moses alle Folkets Ældste, og hele Folket svarede eenstemmig: vi vil baade høre og giøre Alt hvad Gud siger, og Moses besteg Bjerget for at bringe Gud Folkets Svar, og da han havde gientaget deres Ord, sagde Herren til ham: see, Jeg kommer til dig i Sky-Støtten og taler til dig i Folkets Paahør, saa de skal fæste Tro til dig evindelig! Gak derfor ned og siig til Folket at de rense sig i Dag og i Morgen og toe deres Klæder og komme saa overmorgen frem til Bjerget, hvor Jeg vil nedstige; men sæt dem Skranker, saa de hverken kan prøve paa at bestige Bjerget eller engang røre det, thi hvem der 108 rører det er dødsens, det være Folk eller Fæ, saa skal de stenes eller skydes.

Og Tredie-Dagen, i Morgen-Stunden, da sortnede det over Bjerget, tordnede og lynede og klang som en Kæmpe-Lur, saa Folket skjalv i Leiren, da Moses førde dem ud at mødes med Herren og stillede dem op under Bjerget, og Folket sittrede da de saae Røg-Skyen over Bjerget, hvor Herren nedfoer som i Lue. Basun-Stemmen blev nu stærk og tydelig, Moses talede, og Gud svarede ham lydelig og kaldte ham op til sig paa Bjerg-Toppen, men bød ham saa gaae ned igien og hindre Folket fra at formaste sig og trænge frem til Bjerget.

Da nu Moses var kommet ned til Folket, talede Herren til dem som følger: Jeg er Herren din Gud, som udførde dig af Slaveriet i Ægypten, du maa ingen Guder have uden Mig!

Du maa ikke giøre dig nogen Støtte eller noget Billede af hvad der er oppe i Himlen eller nede paa Jorden eller i Vandene under Jorden, at tilbede eller dyrke; thi Jeg, Herren din Gud, er en nidkiær Gud, som giengiælder blandt mine Fiender Børnene i tredie og fjerde Ledd deres Fædres Synder, men er naadig i tusinde Ledd mod mine Venner som holde mine Love!

Du maa ikke fjase med Herrens din Guds Navn, thi Herren din Gud afløser aldrig dem der fjase med Hans Navn.

Husk paa at holde Hvile-Dagen hellig! Der er sex Søgne-Dage, paa hvilke du skal giøre alt dit Arbeide, men den syvende Dag er Hvile-Dag for Herren din Gud, og paa den skal du slet intet Arbeide giøre, ei heller din Søn og din Daatter, din Karl og din Pige, din Oxe og dit Asen og alt dit Kvæg, ei heller den Fremmede, du huser; thi paa sex Dage gjorde Herren Himlen og Jorden og Havet og Alt hvad der er i dem og paa den syvende Dag hvilede Han, derfor har Herren velsignet den syvende Dag og helliget den.

Hold din Fader og din Moder i Ære, at det kan gaae dig vel og du kan blive gammel i det gode Land, som Herren din Gud giver dig!

Du maa ikke myrde!

Du maa ikke bryde Ægteskab!

Du maa ikke stjæle!

Du maa ikke vidne falsk om din Næste!

Du maa ikke forlange din Næstes Kone, hans Huus, eller hans Jord, hans Karl eller hans Pige, hans Oxe eller hans Asen, eller Noget af hans Kvæg, eller Noget af din Næstes Eiendom!

109

Da sagde det bævende Folk til Moses: nei, tal du til os og lad ikke Gud tale til os, saa vi døe, men Moses sagde til dem: tager Mod til eder, thi Herren er kun kommet til en Prøve, for at Hans Frygt kan være over eder, saa I ikke synde. Folket blev nu staaende langt borte, mens Moses gik hen til Skyen, hvor Gud var, og Herren sagde til ham: tal du til Jakobs Huus og kundgiør Israels Børn: I har nu seet at Jeg talede fra Himlen til eder, giører nu ikke eder selv Guder enten af Sølv eller Guld! Hvor Jeg bestemmer Offer-Stedet og lyser Velsignelse, skal du giøre mig et Jord-Alter at slagte Faar og Kalve paa og vil du giøre et af Steen, da maa de ikke være tilhugne, thi naar dit Hugge-Jern gaaer over dem, er de besmittede. Du maa ikke giøre Trapper op over mit Alter, thi din Skam maa ei være over det*)!

Saaledes fik da det Israelitiske Folk sin berømte Grund-Lov og Moses fik deres Fuldmagt til paa Herrens Vegne at ordne og indrette Alt derefter, som han ogsaa gjorde; men dog var det langt fra at Folket med Eet blev Herren tro og Moses lydig, saa ingen Lovgiver har havt en saadan Kamp at bestaae, for af en selvraadig Horde [Mængde] at danne et borgerligt Selskab. Vandringen i Ørken forlængede sig derfor til en heel Menneske-Alder, uden at dog Folket havde mindste Ret til at besvære sig derover, da de ikke blot, mens Moses var paa Bjerget hos Herren, nødte Aaron til at støbe dem en Guld-Kalv som de [paa Ægyptisk] forgudede, men vægrede sig siden haardnakket ved, paa Herrens Befaling, at rykke ind i Landet, Gud havde lovet Abraham.

Israel havde nemlig, i det andet Aar efter Udgangen, deres Leir i Kades nær ved Canaans Grændser, og derfra sendte Moses, efter Guds Befaling, tolv Høveds-Mænd, En af hver Stamme, ind at syne Landet og sige Beskeed saavel om dets Leilighed som om Indbyggernes Tilstand. Disse tolv Syns-Mænd eller Speidere trængde frem til Hebron hvor Abraham laae, og til Gophne eller Drue-Dalen1, og kom saa tilbage med en Prøve af Landets [ypperste] Frugter, nemlig Figen, Granat-Æbler og Vindruer, men bragde en mundtlig Beskeed der gjorde et frygteligt Oprør i Leiren. Det er tilvisse et Land, sagde de, *

* 110 som flyder med Melk og Honning, men det er en reen Umuelighed for os at indtage det, thi det er fuldt af faste Stæder med høie Mure og stridbare Folk og vi har endogsaa mødt Jetter, Anaks Børn, saa store at vi saae ud som Græs-Hopper ved Siden ad dem. Derover blev Folket som de var fortvivlede, hylede og græd hele Natten og knurrede imod Moses og Aaron, sigende : gid vi var døde i Ægypten eller gid vi maatte døe i Ørken, istedenfor at Herren vil have os til at falde for Sværdet, saa vore Koner og Børn blive Trælle, og vi maatte heller gaae tilbage til Ægypten. Ja, raabde nu den Ene i Munden paa den Anden, kom lad os keise os en Høvding og søge Ægypten! Moses og Aaron kastede sig paa deres Ansigt for Hærens Øine, og To af Speiderne, Osea Nuns Søn, hvem Moses kaldte Josva (Jesus), af Ephraims, og Caleb Jephunnes Søn af Juda Stamme, som ogsaa fra Først af havde opmuntret Folket, gjorde nu Begge deres Yderste for at stille dem tilfreds, sigende: det er et deiligt, overmaade deiligt Land, og naar Gud kun ynder os, kan Han jo sagtens føre os derind, værer derfor ikke gienstridige imod ham og frygter ikke for Lands-Folket, thi dem kan vi æde op i et Maaltid, deres Tid er forbi og Gud er med os! Det hjalp imidlertid slet ikke, Bulderet blev ved og Folket skreg som med een Mund, at de skulde stenes ihjel.

Da kom Herrens Herlighed tilsyne over Tabernaklet og Herren sagde til Moses: hvorlænge skal dette Folk blive ved at opirre og at mistroe mig, til Trods for alle de Jærtegn, Jeg har gjort iblandt dem! Lad mig heller slaae dem ihjel og ødelægge dem og giøre et stort Folk, meget større end dette, af dig og din Faders Huus!

Nei, sagde Moses, lad Ægypterne dog aldrig spørge det, thi fra dem har Du med Vælde udfriet dette Folk, og alle Folkene her trindt omkring har hørt at Du, Herre, er med dette Folk og gaaer øiesynlig i Spidsen for dem, i en Sky-Støtte om Dagen og i en Ild-Støtte om Natten, og gaaer Du nu hen og ødelægger dette Folk i Bund og Grund, da vil alle Folk, som hørde dit Navn nævne, stemme op og sige: Jehovah mægtede ikke at føre Folket ind i det Land, han havde tilsvoret dem, derfor begrov han dem i Ørken! Derfor, Herre, viis dig i din Kraft, ordlydende som Du sagde: langmodig er Herren og saare barmhjertig og sanddru, han forlader Synd og Uret, enddog han ingenlunde frikiender den Skyldige, men hjemsøger Fædrenes Synder paa Børnene i tredie og fjerde Ledd!

Velan, sagde Herren til Moses, Jeg vil være dem naadig 111 efter dit Ord, men saasandt Jeg lever og mit Navn er levende og min Herlighed skal skjule [dække] Jorden, da skal Ingen af de Mænd som saae min Herlighed og saae mine Tegn i Ægypten og i Ørken, og har nu fristet mig ti Gange og vil ikke lyde min Røst, Ingen af dem skal see det Land, Jeg tilsvor deres Fædre; men deres Børn, som veed endnu ikke Forskiel paa Godt og Ondt, de umyndige Spæde, dem giver Jeg Landet! Ingen af dem der opirrede mig, skal see det, men i Caleb min Tjener er der en anden Aand og han har fulgt mig, saa ham vil Jeg føre ind i Landet, han betraadte og hans Sæd skal arve det.

Moses kundgjorde nu Folket, fra Herren, at de skulde omvanke i Ørken i fyrretive Aar, til der var ingen Fleer end Josva og Caleb igien af alle de Voxne, og da nu tillige de ti Speidere, der havde kyst dem, fik en brad Død, saa blev Folket bedrøvet, men tænkde, de kunde giøre det godt igien ved nu strax at byde Cananiterne Spidsen. Det fraraadte Moses dem imidlertid, som en ny Selvraadighed, de vilde komme til at betale dyrt, og de der alligevel drog op i Bjerg-Egnen, hvor Cananiterne havde leiret sig, maatte ogsaa flux med Skam vende

Rygg*).

Endnu enstund blev Folket liggende i Kades, fordi de krympede dem ved at begynde paa den lange Reise, men omsider maatte de dog bryde op og blive ved at trække frem og tilbage i Parans Ørk, omkring Seirs Bjerge, til den gamle Slægt uddøde og Tiden udrandt, hvorpaa Moses endte sine Bedrifter med at indtage Gilead, østenfor Jordan, og uddeelde det til Rubens, Gads og Hælvden af Manasses Stamme, dog med det Forord, at de desuagtet skulde staae deres Brødre troelig bi til Indtagelsen af Canaan. Timen var nu kommet, da Moses skulde sige Folket og Verden sit store Farvel, thi heller ikke han maatte gaae over Jordan, og han stillede sig nu frem i Forsamlingen, hundrede og tyve Aar gammel, klarøiet, rask og rørig endnu, gientog kort og fyndig alle Lovene, for Slægten som var opvoxet i Ørken, og forelagde dem, som han sagde, Livet og Døden at vælge imellem: Velsignelsen, der skulde times Lovens Venner, og Forbandelsen, der skulde ramme dens Fiender. Derpaa bød han Himmel og Jord lytte til den Svane-Sang, Aanden havde lagt ham i Munden, for at den skulde lægges Folket paa Hjerte og paa Tunge, til et evigt Vidnesbyrd, at det var ikke Guds men deres egen Skyld, naar det gik dem ilde, men dog *

112 ogsaa til en evig Trøst, thi den endte triumpherende: fryder eder, I Himle, med Herren, og tilbeder Ham alle Guds Engle f Fryder eder, I Hedninger, med Hans Folk og styrke sig i Ham alle Sønner af Gud, thi nu hævner Herren sine Sønners Blod, giver Fienderne Løn som forskyldt og helliger Landet Han gav sit Folk! Endelig lyste Moses en prophetisk Velsignelse over Stammerne og over Juda, Levis og Josephs Afkom især. og gik saa op paa Nebo-Bjerget, hvor Herren havde sagt, han skulde see ud over Canaan og saa lukke sine Øine i Fred*).

Stort er vist nok det Mindes-Mærke, Moses har efterladt sig i Bøgerne, der bære hans Navn, thi Oldtidens andre Digtere maatte, naar de var lykkeligst, misunde ham det, og dens andre Lov-Givere har Intet at sætte i Ligning dermed, men dog er det ingenlunde den Ebraiske Forsangers, Lov-Givers og Skrive-Mesters eneste eller største Mindes-Mærke; thi det er ikke engang hans Grav, som i Old-Tiden Ingen vidste, men som ligger aaben for vore Øine i Synagogen, hvor den usynlige Haand vidunderlig begrov ham; nei, hans største Hæders-Minde er unægtelig den Christne Kirke, hvor han levende ihukommes og hvor hans Ansigt altid skinner paa Forklarings-Bjerget af Herlighedens Glands i Christi Selskab! Ja, det er umueligt, at tale sandt om Moses og det Folk han stod i Spidsen for, uden at Udtrykket af sig selv bliver poetisk, thi de er, ligesom deres Digter-Værker [Søndags-Syner i Hverdags-Klæder], den høieste Poesi i Form af Prosa, og derfor blev deres Historie nødvendig derefter, sanddru og simpel [jævn] men ogsaa [høist] vidunderlig som ingen Anden, saa det er ingen mørk Tale, naar vi nu sige: blandt Old-Tidens store Folk var Ebræerne, med Moses i Spidsen, en Zeus der tog Himlen til sin Part, hvormed Resten fulgde som. Tilgift, medens Grækerne var en Poseidon, der maatte nøies med Havet, som, naar det straaler skiønnest, dog kun afbilder Himlen og naar det gaaer høiest, kun oversvømmer Jorden, og Ægypterne var endelig en Pluto der tog sin evige Bolig i Under-Verdenen og stræbde kun at udhule Jorden til en Osiris-Grav, skiønnere end Himlen! Dette er ikke længer nogen mørk Tale, fordi Tiden har forklaret den, men det kunde Tiden vist nok ikke gjort, naar ikke Manden Moses havde været en sand Halv-Gud, der steg op paa Sinai som Zeus paa Olympen og talede med Uranos som en Mand med sin *

113 Næste, og steg saa ned igien ei blot til Jorden, men til Plutos Boelig og beskrev baade hvad han hørde paa Bjergets Top og hvad han saae ved dets Fod., saa tørt og tydeligt som en ægyptisk Præste-Pen [Skriverpen]; thi kun derved blev det mueligt at Ebræerne kunde faae det Levneds-Løb, de fik, og vi komme til at forstaae det. Vi kan vist nok ikke bedømme, hvorvidt han, som skrevet staaer, gjorde Tabernaklet, eller Telt-Kirken under Bræde-Skuret, nøiagtig efter den Lignelse han saae paa Bjerget, men jo fortroeligere vi blive med Ebræernes Historie, med Verdens Løb og især med den udødelige Menneske-Natur hos os selv, des klarere staaer det for vort Øie, at hans Lov-Givning og Stats-Indretning var et reent Aftryk af hvad han hørde paa Bjerget, og at hans Syn i Fremtiden, hvor utrolige Ting det end gjaldt, ingenlunde slog ham feil, saa hvad enten vi forklare os det naturlig eller overnaturlig, var Moses dog Old-Tidens største Prophet, og Staten, han stiftede, den sande Guds mageløse Værk, Hans Kirke-Stat, bygget paa Hans udelukkende Dyrkelse, og bestemt til at udvikle den Stats-Kirke [Folke-Kirke] af sig, der nu alt giennem atten Aarhundreder blev lovsunget vidt og bredt, som det store Bede-Huus for alle Folk og den levende Guds Tempel paa Jorden. Naar Man derfor indbilder sig at hvad Moses udgav for Guds Befaling var ikke andet end de Love, han, og Folket for en stor Deel med, kiendte fra Ægypten, da er det netop ligesaa klogt, som om Man vilde sige, at hans Lov-Sang ved det røde Hav var kun Efterligning af Maneros eller Dødning-Dandsen, som, efter Herodot, var Ægypternes eneste Folke-Sang; thi vel kan Man giætte paa Meget i det Ægyptiske Mørke, uden at faae Skam derfor, men ikke paa den Aand der gaaer igiennem Mose-Loven, og maatte, naar den havde besjælet Ægypterne, nødvendig gjort deres Historie ligesaa lys som Ebræernes er. Uagtet derfor baade Moses og hele Folkets Bekvemhed til at udføre den vidunderlig store Plan, Forsynet havde med dem1, vilde være os aldeles uforklarlig, naar vi ikke vidste hvad vi veed om Ægypten og Israels Ophold der, saa laae det dog aabenbar ligesaalidt i Ægypternes Plan, selv at være dette Jehovah-Folk, som at Ebræerne skulde blive det, og har derfor Præsterne havt noget Nys om Forsynets Plan, stræbde de dog ingenlunde at fremme men at forhindre * 114 den, saa den Aand der drev Moses og tilsagde ham de Love, han gav sit Folk, var ingenlunde Ægypternes!

Vist nok indrettede Moses en Præste-Kaste af Levis, altsaa af sin egen, Stamme og gjorde Ypperste-Præstedømmet arveligt i sin Broder Aarons Æt, og da det unægtelig minder os om Ægypten, kunde Man, uden Jødernes og de Christnes Tro, vel et Øieblik fristes til at troe, det hængde ikke rigtig sammen med den Mosaiske Fortælling om Dathan og Abiram af Rubens Stamme, der misundte Leviterne [deres Fortrin], og Leviten Korah, som misundte Aaron deres Fortrin[hans], men sank derfor i Jorden og foer levende til Helvede; men Man seer dog strax, at Skinnet bedrager, naar Man giver Agt paa den borgerlige Stilling, Moses gav sin Præste-Kaste; thi den var saa langt fra at være ægyptisk, at den maatte kaldes fortvivlet, naar Kirke-Staten ikke virkelig havde den Høieste til sin Beskytter. Moses forkastede nemlig i Øvrigt hele den Ægyptiske Stats-Indretning, som det giennemførte Kaste-Væsen var Hoved-Hjulet i, saa Præsterne i Memphis vilde bestemt sagt, han var løbet for tidlig af Skole, og bemærket, at vilde han ogsaa blot have sin Kirke-Stat til at bestaae, maatte han i det Mindste giøre Høvdingskabet arveligt i sin Æt og skabe en Kriger-Kaste af Josephs Stamme til Thronens og Alterets Værn. Nu gjorde han imidlertid intet Saadant, udnævnede vel Ephraemiten Josva til sin Eftermand, men overlod, naar han var død, udtrykkelig Regieringen og Lovenes Handhævelse til Folket selv, som de turde forsvare det for Gud og deres Samvittighed, og da stod Præster og Leviter, med Tabernaklet og Lov-Bogen, arveløse og værgeløse, aldeles overladte til Forsynet og Folkets Godtbefindende. Havde han nemlig tillagt Levis Stamme Tredie-Parten af Canaans Land, ligesom Præsterne havde det i Ægypten, da vilde der dog været Udsigt til taalelige Kaar, naar de vandt Tid til at danne sig en Liv-Vagt af deres Fæste-Bønder eller Avls-Karle, men det var udtrykkelig bestemt i Loven, at Levis Stamme skulde ikke have en Fods-Bred af Landet, men derimod Tiende af Alt hvad der groede og visse Offere desuden, og det beroede altsaa, hvor Enhver gjorde hvad han vilde, som det syndes, ene paa det Folk der dandsede om Guld-Kalven i Ørken, enten de, efter Josvas Død, vilde lade Jehovahs Præster, den strænge Lovs Tolke, leve med sig eller bringe dem til Bettel-Staven. Naar imidlertid Folket virkelig havde hørt de ti Guds Bud med Basun-Stemme [Tordenrøst] fra Ild-Støtten paa Sinai, 115 virkelig seet Jorden sluge Korah, Dathan og Abiram og virkelig seet Aarons Præste-Stav bære Blomster og Mandler, da turde Moses vel haabe, at Mængden vilde føle, det var ikke raadeligt at sulte eller forhaane Jehovahs Præster, og at Tienden ikke var nogen ubillig Godtgiørelse baade for deres Tjeneste og den Trettende-Deel af Landet, der tilkom dem, men var nu deelt mellem de øvrige Stammer. Tiden har viist, han regnede ret, og ligesom da Præsternes borgerlige Stilling fra Begyndelsen var Knuden i den Mosaiske Forfatning, saa er den nu, glimrende opløst, Krandsen derpaa; thi Historien lærer os at Præster og Leviter, uagtet deres mislige Stilling, hverken kom til at fattes Brød og Agtelse eller vandt det ved at smigre Folkets afgudiske Hang, men hindredes kun derved fra at undertrykke Folket og opmuntredes deraf til at holde Loven i Hævd, som deres eneste Rygstyd, selv at læse den flittig og ivrig at udbrede Kundskab derom, som det sømmede sig Guds Ords og Folkets Tjenere, hvortil Mose-Loven aabenbar stræbde at giøre dem*).

Saaledes vidste Aanden, der var over Moses, paa een Gang at sikkre Folke-Friheden mod den i en Kirke-Stat næsten uundgaaelige Fare, og tillige at sætte alle Præste-Standens aandelige Kræfter, selv dens Egennytte, i levende Bevægelse mod Afguderiet og til Udbredelse af en naturlig fremskridende Oplysning, hvorved der banedes Vei for de overordenlige Lærere (Propheterne) af alle Stammer, som Moses udtrykkelig bebudede og som Historien viser, var uundværlige til som et Torden-Slag at vække Præsterne, naar de sov ind, og som Lynild aabenbare Mørkets Gierninger, naar de fandt paa at lyve og at hykle. Da der imidlertid ogsaa kunde og naturligviis vilde opstaae falske Propheter, der enten forkyndte fremmede Guder eller gav Jehovah Skyld for deres Løgn, saa satte Loven Døds-Straf derpaa, og erklærede, at hvem der spaaede Noget i Jehovahs Navn, der ikke skedte, var en falsk Prophet, men hvem der talede Afgudernes Sag, var det altid, hvor store Mirakler han end kunde giøre! Naar Man laster dette, og i det Hele Lovens Strænghed mod hvert afgudisk Ord, som skulde koste Livet, da glemmer Man reent, det var Kirke-Statens, for hele Menneske-Slægten velgiørende, Øiemed at bevare den sande Guds Kundskab og Dyrkelse, og naar Gud hverken opreiste ægte Propheter eller selv handhævede Loven, kunde naturligviis de falske Propheter og alle Spottere lee ad de tomme *

116 Trudsler midt iblandt en afgudisk Mængde, der raadte sig selv. Landet, som Jehovah vilde skiænke sit Folk, for at de der skulde dyrke ham alene og holde Hans Love, skulde nemlig deles ligelig mellem alle Huus-Fædre af de tolv Stammer, enhver Jord-Lodd skulde gaae i Arv, og hvad Forandring dermed end skedte i Tidens Løb, skulde den dog falde tilbage til Slægten i Gylden-Aaret, som indtraf i Midten og Slutningen af hvert Aarhundrede og medførde tillige Eftergivelse af al indenlandsk Giæld; saa, naar Loven blev holdt, havde Folk ondt ved at blive meget rige og selv de Rigeste kunde kun stakket være Herremænd, og aldrig faae Bugt med de velhavende Selv-Eiere, der, i et frugtbart Land, uden Skat og Told, rimeligviis altid vilde udgiøre Mængden*). Under saadanne Omstændigheder pleier Folket ikke at opoffre sine Smigrere undtagen som Man ombytter sine gamle Klæder for Nye, og pleier ligesaa lidt at taale strænge Tugte-Mestere paa Rettens Vegne, saa det var farligst efter Mose-Loven at være en sand Prophet, naar Man ikke var lidt meer end en Demosthenes; men med Tro paa et særdeles Forsyn over Israel, var dog det Værste forebygget derved, at Loven var uforanderlig, saa Jehovahs troe Tjenere havde altid Ret efter Loven og maatte vel altid faae det paa sine Steder, da hver By skulde have et frit Regierings-Raad af sine Ældste og sin egen Høieste-Ret med Dommer og Skriver. Ved det Sidste var der nemlig sørget for, at Lovene, selv naar de meget almindelig overtraadtes, dog paa sine Steder, som i Leviternes Byer, blev i Kraft og kunde, ved Propheterne, paa ny giøre sig giældende, og i Øvrigt var Lovgiveren baade mild og klog nok, til kun at sætte borgerlig Straf for de færreste Lov-Brudd og Livs-Straf kun paa de groveste Forbrydelser, der, med Undtagelse af Afguderiet, saa aabenbar forstyrrede det borgerlige Selskab, at Man snart maatte lære, de kunde lettelig straffes for mildt men vanskelig for haardt. Der var saaledes slet ingen borgerlig Straf enten for Tiende-Svig eller for Overtrædelse af Lovene om Offringer, Skilsmisse mellem Reent og Ureent, om Hvile-Aaret og Gylden-Aaret, hvoraf blandt Andet Følgen maatte blive, at de Fleste gik en Middel-Vei og holdt Saameget af dem som de, uden stor Opoffrelse, kunde, til langt større borgerlig Fordeel, end de fleste Lovgivere drømde om. Den borgerlige Hoved-Sag ved Gylden-Aaret, som var at grundfæste * 117 Odels-Retten og forebygge Oligarchi [Herremandsvælde], var Mængden alt for gunstig til at bortfalde, hvor der ei fandtes nogen Kriger-Kaste eller staaende Hær, og blev end ikke, som de skulde, alle Trælle med det samme frigivne, saa maatte Loven dog ikke blot formilde Trællenes Kaar, men skaffe mange især ebraiske Trælle Frihed og hindre Israeliterne fra, som andre østerlandske Erobrere, at giøre sig til Adel og skabe et Trælle-Folk af de Undertvungne. Loven om hvert syvende Aar, der svarede til den syvende Dag og kaldtes Hvile-Aaret, var at da skulde Jorden og Ploven hvile, alle ebraiske Trælle frigives, og hvad der voxde af sig selv (i Oliens og Vinens Land) tilhøre de Fattige, hvorimod Moses, paa Guds Vegne, lovede en dobbelt Høst hvert sjette Aar, og, skiøndt Man nok kan vide, det klang kun godt i deres Øren, som ingen Jord havde og ingen Tiende fik, saa vilde dog en velsignet Høst i det sjette Aar immer have til Følge, at de Fattige kom ikke til at fattes i det Syvende, og Man seer af Josephus, Man gik helst en Middel-Vei og betragtede Hvile-Aarets Afgrøde som Fælleds-Gods, der skulde deles ligelig mellem Fattige og Rige, hvorved de Første dog altid vandt*). Lægge vi nu hertil at, efter Loven, maatte Israeliterne hverken tage Renter af hinanden eller Pant af den Fattige og at det eneste Tyveri, der stod Livs-Straf paa, var det, de Rige helst gad drevet: at stjæle Mennesker til Salg, da seer Man godt, det var de Ringes Ven, de Faderløses Fader og Enkers Forsvar, som gjorde Moses til Lov-Giver, og kan ikke nægte, det var lysteligt [for Menneskevenner] at boe i et Land, hvor vel, som allevegne, kun Faa blev meget rige, men hvor endnu Færre var meget fattige, og slet Ingen maatte bringes til Bettel-Staven, end sige seipines eller sælges for Giæld! Livs-Straf var der, som sagt, kun for aabenbart Oprør mod Lands-Faderen og Lands-Herren Jehovah, for Mand-Drab med Forsæt, Ægteskabs-Brudd, Blod-Skam, unaturlig Vellyst, Menneske-Tyveri og gienstridig Opsætsighed mod Forældre; Tyven slap med at betale Kosterne firedobbelt, eller, i manglende Fald, blive Træl til Hvile-Aaret, og selv det falske Vidne, skiøndt brændemærket med Guds Afsky, skulde borgerlig kun lide den Straf, han havde stræbt at paaføre den Uskyldige. Her er Viisdom, maa Man vel sige, saa Lov-Giverne i Christenheden kunde i Mose-Loven fundet Nok, der var [værd] at efterligne, uden at anvende Loven * 118 om Guds-Bespottelse og hvad dertil hører [Kiætteri], hvor den ingen Gavn kunde giøre men megen Skade; thi den var kun paa sit rette Sted i Kirke-Staten, hvor Folket havde Landet til Lehnaf Jehovah paa det Vilkaar, ei atbegaae Majestæts-Forbrydelse*).

Herved mindes vi om Landet, der maatte giøres ryddeligt for Kirke-Staten, men maae overlade det til Andre at gaae i Rette med Moses eller Jehovah om Retten til at udrydde de afgudiske Cananiter, for at skaffe den sande Guds Dyrkelse dog een lille Krog paa Jorden, Han skabde heel, til sin Hjem-Stavn; thi i alt Fald havde Israeliterne unægtelig, paa eget Ansvar for Gud, den Stærkeres Ret, som vi maae finde, blev aldrig bedre anvendt, end ikke da vore Nordiske Fædre brugde den til at ødelægge det Romerske Rige. Menneske-Aanden har nemlig Ret til at bjerge sig og fuldføre sin store Løbe-Bane til Forklaring ensteds paa Jorden, og saalænge Man da ikke kan sige Moses, hvordan han skulde have udført den mageløse Plan, til Menneske-Slægtens aabenbare Gavn, enten i Parans Ørk, eller i kiærligt Samfund med de værste Afguds-Dyrkere, bør Man vist spare den Medlidenhed til Menneske-Aanden, landflygtig paa Jorden, Man nu pleier at ødsle paa dens Fiender, som satte det Umælende over Ord-Føreren og Skabningen over Skaberen. For Resten er Guds Finger ligesaa øiensynlig ved Indgangen i Canaan, som ved Udgangen af Ægypten, og at Forsynet havde ligesaavel Ret til at rydde Landet for sit Folk ved Ild og Sværd, som ved Ild og Svovel eller Pestilents, kan Alle forstaae, saa vi vil heller lægge Mærke til den mageløs milde Krigs-Artikel, at naar Hæren var fylket, skulde Mønster-Skriveren udraabe, at var Nogen nygift eller nylig bosat eller bange for sit Liv, da skulde han træde ud og blive hjemme, fordi det var ikke Jehovahs Villie, at Brudgommen skulde rives fra Bruden, eller han som plantede Vingaarden ei smage dens Frugt, medens Frygt er den værste af alle smitsomme Syger paa Val-Pladsen**).

Her see vi Grundtrækkene i Mose-Loven, som i Hvile-Aaret, paa Løv-Salenes Høitid, skulde lydelig oplæses for hele Folket; thi da der kun maatte være et eneste Offer-Sted i Landet, hvor Pagtens Ark stod i Tabernaklet, saa skulde alle Mandfolk samles der tre Gange om Aaret, paa de store *

* 119 Høitider, hvoraf Paasken var den Første, til Minde om Udgangen af Ægypten, Pindse den Anden, til Minde om Herrens mundtlige Tale til Folket fra Sinai, og Løvsalenes Høitid den Tredie, som skulde holdes i Løv-Hytter, til Amindelse om Livet under Telten, som var Abrahams Isaks og Jakobs og blev hele Folkets i Ørken. Det Hele var aabenbart stilet paa at frembringe og befæste al den borgerlige Frihed og Lighed, der paa nogen Maade lod sig forene med Ret og Orden og med Kirke-Statens store Øiemed; Loven var mageløs mild mod de Ringe, og Overdaadighed, med Alt hvad der svækker Folke-Kraften, var, saavidt mueligt, forebygget, og Boglig Konst, som, blandt et Folk af poetiske Selveier-Bønder, fremforalt i Old-Tiden, umuelig kunde trives uden i et Drive-Huus, havde et Saadant i Levis Huus, hvor Lov-Bogen gav et uforligneligt Mønster og hvor de fleste Indbyggere [begavede Husfolk] maatte føle sig lokkede til, endogsaa blot til Tids-Fordriv, at læse og skrive*).

Hvad der nu kunde friste et Folk med saa mild og tydelig en Lov, med skriftkloge Præster og med den Guds Orakel iblandt sig, der gav dem baade Landet og Loven, til at ønske Forandring, vilde være svart at giætte, naar Man ikke vidste, der skal de bedste Been til at bære gode Dage, og skal desuden, hvor den Stærkeres Ret giælder, en egen Tro til at trøste sig med, at den usynlige Lov-Giver er den Stærkeste. Det forudsaae Lov-Giveren og gav derfor en kort men fyndig Konge-Lov, som, naar Rettens Sværd sad i samme Haand som Lynilden, maatte afværge de værste Følger af et overilet Skridt. Naar du kommer ind i dit Land og besidder det, siger Loven til Folket, da siger du kanskee: jeg vil dog ogsaa have mig en Konge, ligesom alle andre Folk, og da skal du, med Herren din Guds Samtykke, tage dig en Konge af dit eget Blod og ingenlunde en Fremmed. Denne din Konge maa hverken holde stort Rytteri eller hjemsøge Ægypten, hvis Veie du skal aldrig meer betræde, og han maa ikke have Huset fuldt af Kvinder, thi det fordærver Hjertet, og han maa ikke heie paa Sølv og Guld. Derimod skal han hos Leviterne faae sig en Afskrift af Lov-Bogen, og den skal han læse i alle sine Livs-Dage, saa han kan lære at frygte Herren din Gud, at holde Hans Bud og udføre Hans Domme, uden at skeie ud derfra til Høire eller Venstre og uden stoltelig at hæve [ophøie] sig *

120 over sine Brødre! Da skal Israels Throne giennem maDge Ledd nedarves i hans Æt *)!

Havde vi nn end Ægypten s gamle Lov-Bog ligesaa fuldstændig og vel bevidnet, som vi har Israels, kunde det dog umuelig lønne Umagen at læse den for at finde Magen, men vel for at finde Modsætningen, der aldrig er kiendeligere end i kloge Folks Love, rigtig beregnede paa modsatte Øiemed; thi at et Folk, hos hvem den groveste Afguds-Dyrkelse ei blot hørde til Dagens Orden, men til Statens Væsen, hvor Præsterne lod alle de Konger staae paa Listen med tomme Navne, der ikke havde enten bygt eller nedrevet Templer og Billed-Støtter, og hvor Folket skulde søge sine Guder, ikke over sig i Himlen, men under sig i Graven og i de umælende Dyr, der maatte de de kloge Love nødvendig lyde langt anderledes end hvor, som i Palæstina, Afguds-Dyrkelse skulde være halsløs Gierning, og hvor Himlens Gud kun vilde have et eneste Offer-Sted, forlangde intet Tempel og taalde ingen Billed-Støtte. Nu har imidlertid selv Herodot saa godt som intet om dette Folks Love, der, ligesom Chineserne, kaldte Høire venstre og stræbde med Flid at forvende Naturens Orden i alle Maader, og Diodor fra Sicilien er da den Første, som, henimod Christi Fødsels Tid, da Ægypternes egenlige Livs-Tid var alt længe forbi, beretter Endeel om deres Love, men saa flygtig og slusket, at det kun er af indvortes Grunde vi kan stole paa Noget deraf.

Ægypten, siger saaledes Diodor, har havt fem indfødte Lovgivere, først Mneues, saa Sasyches, som især beskiæftigede sig med Guds-Tjenesten, derpaa Sesoses, som indrettede Krigs-Væsenet, saa Bochoris, som ordnede Retter-Gangen og gav Konge-Loven, og endelig Amasis**).

Denne korte Lov-Historie, som vi, efter Herodot, endnu kun forøge med det Træk, at Amasis indrettede Politiet, ligner saa ganske Forordnings-Følgen i de nye Stater, at vi maae finde den rimelig, og en Prøve paa hvert af disse Slags Love finde vi i det Mindste hos Diodor, som det kan være værdt at lægge Mærke til.

Forsætligt Mord paa hvilketsomhelst af de hellige Dyr straffedes med Døden, men var det en Stork eller en Kat, Man af Vanvare havde dræbt, da kostede det ogsaa Livet, hvorimod den Ebraiske Lov-Giver omhyggelig forordnede at der skulde *

* 121 være Fri-Stæder spredte i Landet, som den der af Vaade dræbde en Præst eller hvem det var, kunde nemt tye til, før Blod-Hevneren naaede ham. Hvilken Mængde Mennesker der i Ægypten maa have ladt Livet for de Umælende, sluttes let, naar Man kun veed at Nabo-Amterne (Nomerne) i Ægypten sædvanlig havde saa forskiellig Guds-Dyrkelse, at de Dyr der holdtes hellige i det Ene, hadedes i det Andet, og Diodor siger, det var saaledes indrettet med Flid, for at Folket ikke let skulde enes om at giøre Oprør; en Bemærkning, der i Øvrigt er skarpsindig nok og burde drive alle Stats-Mænd til at hylde Religions-Frihed*).

Af Krigs-Artiklerne anføres To, nemlig, at hvem der svigtede Banneret var uærlig, til han udmærkede sig ved Tapperhed, og hvem der røbede Fienden en Hemmelighed, skuide miste sin Tunge, hvorved kan bemærkes, at baade den Ægyptiske og den Ebraiske Lov-Giver vilde bringe de Feige til at skamme sig, men den Ebraiske vilde naae det, før de mistede Æren, Ægypteren først bag efter**).

At Ægypterne havde anderledes bestemte Love om Skiøder, Contracter, Giælds-Sager og deslige end Ebræerne, kan Man forud vide, og at Sagerne for Retten førtes stumt, med to skriftlige Indlæg fra hver Side, hvorpaa Over-Dommeren hængde Sandheds-Tegnet om Halsen paa ham der fik Ret, finder Man rimeligt, saasnart Man hører det***), men Konge-Loven skildrer saa godt det ægyptiske Levneds-Løb som en stadselig Lig-Begængelse med afmaalte Skridt, at den bør kiendes heel.

Det var, siger Diodor, ikke med de Ægyptiske Konger, som med andre Enevolds-Herrer, at de gjorde hvad de lystede, thi ikke blot Regierings-Sagerne men hele deres daglige Leve-Maade gik efter en Snor. De var nemlig ikke omgivet af Slaver eller Smigrere, men af de fornemste Præste-Sønner over tyve Aar, som veeg ikke fra dem Dag eller Nat, og tillod dem aldrig at giøre noget Slet. Det Første Kongen maatte giøre, naar han stod op om Morgenen, var at aabne alle indløbne Breve og i den Henseende besørge det Nødvendige. Naar han derpaa havde været i Bad og var iført hele sin Konge-Dragt, begav han sig til Templet, hvor Ypperste-Præsten ikke blot førend Offringen med lydelig Røst bad Guddommen om Sundhed til den retfærdige Konge, men tillagde ham stykkeviis alle *

* * 122 Dyder, sigende: han er gudfrygtig og menneskekiærlig, nøisom, retsindig og høimodig, ordholden, gavmild og Herre over alle sine Lidenskaber, de han straffer faae aldrig Løn som forskyldt, men de han belønner faae meer end de fortjene. Efter denne Velsignelse kom en Forbandelse over al Kongens Feiltagelse, men saaledes, at han frikiendtes og Skylden for alt Slet og Skadeligt blev skudt paa hans Raadgivere og Redskaber, saa det var ikke ved bittre Bebreidelser men ved overdrevne Lovtaler Man vilde formane Kongerne til Dyd. Naar Kongen nu havde betragtet Offer-Kalvens Indvolde og Offringen var fuldført, da forelæste en Skrift-Klog ham berømte Mænds Raad og Daad af de hellige Bøger, for at Regenten kunde have de bedste Mønstre for Øie til Efterligning. Saaledes var Alting nøie bestemt, ikke blot naar Kongen skulde handle og dømme, men ogsaa naar han skulde spadsere, bade sig, besøge Dronningen og hvadsomhelst man vil nævne, saa han spiste sit tarvelige Kalve-Kiød og Gaase-Kiød efter Vægt og drak sin Vin efter Maal, saa nøie bestemt, som om ikke en Lovgiver men en Læge havde foreskrevet det, og hvor underligt det end klinger, knurrede de gamle Konger dog ikke over alle disse Indskrænkninger, men skattede sig lykkelige, at de ikke som andre Konger var en Bold for deres Lidenskaber, men lod sig styre af Fornuften og var kun udsatte for smaa Feiltagelser. Derfor var de ogsaa almindelig elskede, saalænge denne Lov overholdtes, hvad især viste sig ved den almindelige Lande-Sorg, der fandt Sted naar de døde, og hvad der bidrog meget til Kongernes dydige Opførsel, var den Rettergang der holdtes over dem paa Begravelses-Dagen, thi da holdt Ypperste-Præsten offenlig deres Lov-Tale, som Mængden havde Lov til enten at istemme eller overdøve, saa mange Konger paa denne Maade fik kun en sørgelig Jorde-Færd*).

Saaledes slæber Man endnu om med hans Majestæt i Chinas »himmelske Rige«, lovtaler, undskylder og forguder ham, og [ligesaalidt] som hans Stilling ligner Kongens af Danmark, saaledes [ligesaalidt] har aabenbar Pharaos lignet Kong Davids, altsaa [men] været et mærkeligt Modstykke.

Komme vi nu endelig til Politiet, da beretter Herodot, at Amasis, som sønderrev sit eget Lede-Baand, satte hele Folket under Politiets specielle Opsyn, der var saa strængt, at hvem der ikke aarlig af sig selv gjorde Rede for hvoraf han levede, *

123 havde allerede derved sit Liv forbrudt, og til hans Tid maae vi da vel henføre hvad Diodor fortæller om Tyveri, som en lovlig Nærings-Vei i Ægypten, naar Man blot lod sig indskrive for den og bragde Politiet Kosterne. Da fik nemlig Tyven for sin Umage Fjerde-Parten af Kosternes Værdi, som Eier-Manden maatte betale, saa ingen Tyv, der forstod sit Haandværk og tænkde billig, kunde ønske sig et sikkrere Levebrød eller bedre Hælere*). At Ægypternes Ærbødighed for Tyve-Rænker, som Høiden af Viisdom, var ældgammel, see vi imidlertid af Præsternes Fortælling om Rampsenit, saa Tyvene har vist altid havt bedst af det strænge Politi i Ægypten, som Amasis vel kan have skiærpet men har ingenlunde indført; thi allerede i Josephs Tid see vi at i det Mindste Fremmede maatte være godt beredt paa skarpt Forhør eller berede sig til Døden, og hvor Politiet skal holde saa vaagent Øie med de Fremmede, kan det umueligt tabe de Indfødte af Sigte [Syne]. I et Land desuden, hvor der skulde holdes Syns-Forretning over alle de Hunde og Katte der døde, hvor Lægerne nøiagtig skulde følge de gamle Recepter, hvor den der kureerde for Hoved-Pine ingenlunde maatte kurere for Tand-Pine, og hvor titusinde andre Smaating daglig maatte iagttages, kan Man nok vide, Politiet altid har spilt en Hoved-Rolle, og kan ikke uden Gru tænke sig den Aand [de Evner] og de Kundskaber saaledes indspærrede, der kun ved den Meste Virksomhed kunde føre Menneske-Slægten frem paa sin store Løbe-Bane til Forklarings-Maalet. Faaer Man derfor først Syn paa den sælsomt indviklede men mesterlig udførte, glimrende Bedrift af Forsynet, hvorved Israeliterne lærde Ager-Dyrkning, Handværker og borgerlig Tugt, Leviterne lærde at regne og skrive, at veie og maale, og Moses opdroges til den statsklogeste og mest videnskabelige Mand i Old-Tiden, Altsammen paa Ægypternes Bekostning, uden at der dog gik det Mindste tabt af den høie Tanke-Flugt, den rige Livs-Fylde og den varme Friheds-Følelse, der udmærker Abrahams Hyrde-Stamme og maatte udmærke det Prophetiske Folk, der skulde kundgiøre Slægtens Bane og styre dens Fjed; faaer Man først Syn derpaa, da er det kun med Møie Man river sig løs fra den store Betragtning, der frister til at blive fyrretive Aar i Ørken, før Man gaaer videre; men videre maae vi dog nu ufortøvet, og afbryde vel bedst med den Bemærkning, at, efter Præsternes Tale om Hyrde-Kongerne, * 124 maa Joseph med temmeligt Held have prøvet paa at omskabe alle de ægyptiske Indretninger i en bedre Aand, hvorved Planen med Israeliterne og Moses er blevet betydelig fremmet.

Det hellige Land.

Den Dag kommer nok, da Man ligesaavel i Nyaars-Tiden som i Middel-Alderen, ligesaavel i Skolen som i Kirken, kalder Palæstina det hellige Land, og vil grave nok saa flittig der, som i Grækenland og Italien efter Old-Sager, men endnu er Dagen ikke kommet, thi Landet har været besynderlig forsømt i den videnskabelige Tid, og altid vil Man finde, det ogsaa i denne Henseende danner en Modsætning til Ægypten; thi paa det ene Sted har Smaaheden efterladt sig store og paa det Andet Storheden kun smaa Mindes-Mærker og hist finder Man Spor af langt mere men her af langt mindre end Man veed der har været og virket. Salomons-Templet sank i Grus, længe før endnu Parthenon kastede Glands paa Grækernes forgudede Vidskab, Billed-Støtter og Hieroglypher landsforviste Jehovah, og af det andet Tempel blev, efter Herrens Ord, ei Steen paa Steen, saa de Old-Sager, Man der skulde finde, maatte vel mest være Papyrus-Ruller i Leer-Kar; thi ligesom det er sagt, at Laden, hvori Moses svømmede paa Nilen, var af Papir-Flæg (Byblus), saaledes maae vi sige, det var ogsaa paa en Maade i Papyrus-Baaden Moses og alle de Store i Israel svømmede paa Tidens Strøm til os, thi Jøderne holdt kun Øie med deres Historie [ligesom Søsteren med Moses-Barnet], men skaffe os kanskee nu, naar de see den vel optaget, en ebraisk Amme til den, som godt kan behøves.

Det var tilvisse kun en liden Plet af Jorden, Jehovah forbeholdt sig og skiænkede Abraham sin Ven, selv naar Man seer paa de naturlige Grændser, som er Libanon imod Norden, Euphrat mod Østen, Parans Ørk mod Syden, og Middel-Havet mod Vesten; men skiøndt Løftet ogsaa lyder paa hele denne Strækning, var det dog kun i Davids Tid, Israels Erobringer hardtad gik saa vidt, og hvad der virkelig blev deelt mellem de tolv Stammer var endnu meget mindre. Det var nemlig kan Gilead østen for Jordan, og den beboelige Deel af Landet vestenfor, hvor dog Philisterne beholdt Sø-Kysten, lige op til Jaffa (Joppe), som altsaa var Ebræernes eneste 125 Sø-Stad, uden sikker Havn, og indsluttet af Bjerge, der aldrig synes at have havt ret fremkommelige Veie. Vel kaldes det fra Arilds-Tid Landet som flyder med Mælk og Honning, maa ogsaa have været velsignet, siden det ernærede saamange Indbyggere og udholdt saamange Plyndringer, men dog er det ingenlunde saa varmt og frugtbart som Man skulde slutte efter dets Beliggenhed (mellem 30 og 34 Gr. N. B.), deels fordi Jords-Monnet er meget høilændt, og deels fordi Jordans Slette, siden Sodomas og Gomorras Undergang, er langt fra at være »som Ægypten og Guds Have,« men er tvertimod en skaldet Ørk, med en eneste deilig Græs-Holm (Oase), hvor fordum Jericho laa og Alting duftede af den berømte Balsam, hvortil der nu ei mere findes Tegn [Spor]. Hvordan det egenlig hænger sammen med det saakaldte »Døde Hav«, denne, efter de Natur-Kyndiges Sigende, mageløse Indsø, hvori Jorden taber sig, er endnu en Hemmelighed, da den ei er beseilet eller undersøgt, siden de Romerske Soldater stagede sig om ved Bredderne for at samle det saakaldte Jøde-Beg; men Abrahamiten Moses er gyldigt Vidne om hvad Abraham saae, Forvandlingen af den deilige Egn til et Brandsted. Dette Øde strækker sig lige op til Bjergene, hvor Jerusalem ligger (under henved 33 Gr. N. B.) 26 Miil vesten for Damask og otte Miil østenfor Jaffa, saa det har været den mest afsides Hoved-Stad i hele Verden, hvor der gik ingen Lande-Vei igiennem, men hvortil, saa at sige, kun smalle Stier førde, og derfor blev den saa seent navnkundig blandt Folkene. Ja, selv nu, da dog Zions Bjerg er blevet langt meer bekiendt end Roms de syv Høie, trættes Man dog om, hvor Zion egenlig er at finde, saa det er først ganske nyelig, Man blev temmelig sikker paa, at det er Bjerget mod Sønden, udenfor det nuværende Jerusalems Mure, hvoraf, blandt meget Andet, følger at den saakaldte hellige Grav indenfor Muren, hvor Man giennem femten Aarhundreder knælede sig træt og giøglede med Blænd-Værk, den har Jesus aldrig hvilet i! Konge-Gravene er ogsaa først nyelig opdagede og vente endnu paa den omhyggelige Undersøgelse, hvortil de fremfor alle andre Klippe-Huler indbyde Menneske-Aanden.

Spørge vi om andet frugtbart Land end Jericho-Holmen, og Dschiddin (Engaddi), en ligedan Plet (Oase) vestenfor det døde Hav, da vises vi deels sønderpaa ned imod Ægypten til Bethlehem og Hebron, hvorom Ingen dog veed ret Beskeed, deels vesterpaa til Kyst-Landet hvor Joppe og Rama 126 laae, og endelig nordpaa, hvor Sicfaem og siden Samaria laae, paa Ephraims Bjerg, og hvor Man endnu finder blomstrende Egne med rige Korn-Marker og Oliven-Skove. Her, hvor Josephs Been og Josvas hvile, seer Man ogsaa endnu Grav-Kamre saa store og saa prægtige, i persisk og ægyptisk Stil, at Man kan ikke tvivle om, det jo var til faldne Høvdinger i Israel, de baade blev udhulede og prydede.

Dog, ligesom det er om Egnen ved Genesareth, Josephus udtømde sig i Lov-Taler og kunde dog ei finde Ord til ret at udtrykke dens mageløse Yndighed og vidunderlige Frugtbarhed, saaledes har den ogsaa ganske indtaget de nyeste Reisende, saa de finde det rimeligt nok, hvad Josephus melder, at her paa Flakke-Bjerget med de yndige Skraaninger ned til den deilige Sø med de søde Vande, voxer Alt hvad Man vil saae og plante, frodig, Nordens Træer og Vexter ved Siden ad Ranken og Palmen. Her, hvor det synes som alle Himmel-Egne havde forenet sig om at vise Verden et Glimt af Edens Have, maa Man da vel tænke ophører Virkningen af det døde Hav paa Jordan, som giennemstrømmer Genesareth eller Søen ved Tiberias, og dette Landskab var det som i Jesu Dage kaldtes Galilæa, altsaa hvad Evangelisterne kalde hans Fædreneland, Kapernaums, Canas og Nazareths Egn. Denne Egn maa vi i alle Maader lægge vel Mærke til, thi her ligger ikke blot de berømte Bjerge Thabor i Midten og Carmel ved Havet, men her gik alle Dage Konge-Veien giennem det hellige Land og til Jerusalem, blandt Andet, fordi ved Carmel ligger Akre (Akke, Ptolomais), som har den bedste Havn i Landet (der aldrig kom i Israels Vold) og agtes for Nøglen til det. Her er ogsaa den større Høi-Slette eller Flakke-Bjerget Esdraelon (Jisreels Slette) den store Val-Plads, hvor Erobrerne udfoldede deres Krigs-Hære og en heel Legion i Romer-Tiden havde sit Borge-Leie.

Dog var det ikke her, men sydlig ved Jericho, paa Høiden af Jerusalem i Midten af Landet, at Israeliterne under Josva gik over Jordan og gjorde deres første Erobringer vestenfor den, som det findes beskrevet i den saakaldte Josvas Bog, der fortsætter Mose-Bøgerne, men synes dog først at være skrevet henimod Konge-Tiden.

Det var ved Foraars Jævndøgn, da der var Høivande i Jordan, ligesom i Høstens Tid, da gik Israel over Floden og saasnart Præsterne, som bare Herrens Ark, satte deres Fødder i Vandet, da skildtes det ad, paa underlige Maader, ligesom det 127 røde Hav fordum: hvad der var paa venstre Haand, løb ud i Salt-Søen, men hvad der var paa Høire optaarnede sig og stod stille, og Præsterne blev staaende med Arken midt i Floden mens hele Folket gik over, og Josva udmeldte tolv Mænd af Israels Stammer, som skulde tage hver sin Steen af Flod-Sengen og stille dem op paa den første Leir-Plads vestenfor Jordan, til et uforgiængeligt Mindes-Mærke om den underlige Gierning, Jehovah gjorde, til Pant paa, at Han vilde være med Josva ligesom Han havde været med Moses*).

Derpaa slog Josva Leir ved Gilgal med en Krigs-Hær paa 40000 Mand, og Jerichos Mure faldt af dem selv for Lyden af Jehovahs Lur, da Præsterne i sex Dage havde baaret Arken omkring Byen og stødt saa paa den Syvende i syv Basuner, hvortil hele Folket istemde Fryde-Raab, og Josva lod Indbyggerne springe over Klingen, opbrændte og ødelagde Staden og ønskede, at hvem der bygde den igien maatte miste sin Første-Fødte, naar han lagde Grund-Stenen, og sin Yngste, naar han hængde Portene**).

Landet var fuldt af Nisse-Konger, saa hver Stad for det Meste havde sin, men den Ypperste i Sønden var dog Adonibesek, Kongen i Jerusalem, og i Norden Jabin, Kongen i Hazor, ved Merom-Søen, og med dem og deres Hjelpere holdt Josva to Hoved-Slag som afgjorde Landets Skæbne.

Mest berømt er det første Slag blevet, som stod ved Gibeon, og Gibeon var en Fristad, der kunde maale sig med de største Stæder i Landet, men havde sluttet Forbund med Israeliterne, hvorfor den blev beleiret af fem Konger, med Adonibesek i Spidsen, og da kom Josva til Undsætning og overraskede Cananiterne, saa de holdt ikke Stand men tog Flugten, og leed endnu meer af Hagel-Stene som Herren lod regne over dem, end af Israels Sværd. Seieren var fuldstændig og alle de fem Konger, som skjulde sig paa Flugten i Hulen ved Makkede, blev fanget levende, og Josva lod Folket træde dem paa Nakken for at aflægge al Frygt, og hængde saa de fem Konger i fem Træer til Soels Nedgang, da de blev taget ned og smidt ind i Hulen, hvor de krøb i Skjul og Hulen stoppedes med Steen. Paa den Dag sagde Josva: stat stille, Soel, over Gibeon, og Maane over Ælons Dal, og staaer der ikke skrevet i Kæmpevise-Bogen, at Solen blev staaende midt paa Himlen til Israel havde hevnet *

* 128 sig paa sine Fiender, saa Mage til Dag har Man aldrig seet enten før eller siden, at Gud saaledes hørde et Menneskes Bøn som da han streed for Israel *).

Efter denne Seier, og den ved Merom-Søen over Kongerne i Norden, indtog Josva mange faste Stæder og deelde derpaa Landet mellem Stammerne saaledes, at Juda, Benjamins og Simeons Stamme fik Sønder-Landet til Jerusalem, Ephraims og den halve Manasse Stamme fik Land-Ryggen eller Flakke-Bjerget, Nephtali og Sebulon fik det deilige Land ved Genesareth, Asser fik Egnen ved Karmel og Akke (Akre), og Dan fik sin Part ud til Jaffa; men dog var det langt fra at alle Kananiternes Stæder i Bjerg-Egnen og paa Kysten blev indtaget strax. Tabernaklet med Arken fik sit Stade ved Sichem i Silo, blandt Ephraims Børn, og Leviterne fik ikke en Fods-Bred Ager-Land, men 48 adspredte Byer med Overdrev til Græsgang, og deriblandt de sex Fri-Stæder for dem der begik Vaades-Drab. Selv tog Josva Arv med sin Stamme paa Ephraims Bjerg og boede i Thamna-Sarach, til han døde, hundrede og ti Aar gammel, og ligger sammesteds begravet**).

Ved denne Ebraiske Landnams-Saga er det især at mærke, at en Lignende hos Old-Tidens øvrige Hoved-Folk vilde agtes uskatteerlig og maa da, som mageløs, sagtens være det; men i Sammenligning, ei engang med Mose-Bøgerne men med de Ebraiske Kilder i det Hele, er den kun maadelig, og maa være temmelig seent forfattet, uden andet skriftligt Grund-Lag end Kæmpe-Viserne, den gamle Jorde-Bog og Josvas Afskeds-Tale. Det gaaer nemlig med Folk i det Store som i det Smaa, at i Førstningen, naar de har bosat dem, er de saa sysselsat med det Nærværende, at det kun er flygtig de komme Fortiden ihu, men naar Man sammenligner Tiden mellem Moses og Samuel med den mellem Lykurg og Solon, seer Man dog strax, at Ebræerne, i Forhold til Grækerne, har sørget ypperlig for Historiens Fuldstændighed. Blandt de anførte Steder, hvoraf de Flestes Beliggenhed er uvis, maa Merom-Søen vel, som Josephus vil, være Samachonitis, nordligst i Landet, som Jordan flyder igiennem ei langt fra sit Udspring.

Af Miraklerne har det om Jordan været almindelig troet blandt Jøder og Christne og maa findes at være i sin Orden, men det med Solen har naturligviis gjort mest Opsigt og *

* 129 draget Striden om den Copernikanske Formodning over paa vildfremmede, bibelske, Enemærker, hvad der er saameget latterligere, som den gamle Saga-Skriver, ligesaa troskyldig som hans Frænder i Middel-Alderen, beraaber sig paa en Kæmpe-Vise, som sin eneste Hjemmel. De Skrift-Kloge synes imidlertid ei engang at have lagt Mærke til, at saalænge Solen er oppe er Maanen overflødig, og at hvor Gud har gjort saamange øiensynlige Mirakler som i Israel, maa Man dog sagtens kunne skielne dem fra hvad rimeligviis kun en daarlig Pen har gjort af et godt Vers.

Samuel.

Det gik Israel efter Josvas Død, ei som Man maatte ønsket, men som Man kunde vente: Hver gjorde omtrent hvad han vilde, og Mængden offrede vel i Silo, men havde ingen Lyst til at opoffre deres Skiøde-Lyster enten for Guds eller Næstens Skyld, saa Stammerne holdt kun sammen i Nødsfald og Leviterne omkring i Landet havde knappe Kaar og fristedes til for Gunst og Gave at læmpe baade sig og Loven efter de Selvraadige. Den deraf opkommende Slaphed i alle Forhold gav naturligviis Nabo-Horderne Mod til at hærge Landet, og de gamle Indbyggere Leilighed til igien at reise Hovedet i Veiret; men ved Trykket maatte igien hos et Folk med saa store Aands-Kræfter, og saa vidunderlig en Skæbne, Mindet vaagne om den Gud som gav dem Landet, og Mindet føde Daad som Anger, saa det er i Verdens-Historien blot Spørgs-Maalet, hvad Enden blev paa denne Bølge-Gang: om Samfunds-Baandet derved efterhaanden enten slappedes mere eller knyttedes fastere, og om Folket omsider fattede Kirke-Statens store Øiemed eller tabde det aldeles af Sigte [Syne]?

Kun som en livagtig Skildring af de svare Børne-Sygdomme, den ny og mageløse Stat maatte giennemgaae, er den saakaldte Dommer-Bog os vigtig; thi hvad der giør Udslaget, see vi først i Konge-Bøgerne, som Man for en Deel har opkaldt efter Manden, med hvem Bladet vender sig: Propheten Samuel.

Efter mange Omskiftelser var nemlig Israeliterne i Syden blevet reent underkuede af Philisterne, som beboede fem Steder vestenfor Juda ned imod Ægypten, blandt hvilke Asdod, 130 Askalon og Gaza er de Navnkundigste, og vel havde Samson, den Danitiske [Helt og] Vovehals, enstund budt Philisterne Trods, men hans Landsmænd havde neppe engang vovet at huse og hæle ham, for ei at opirre Fienden. Efter hans Død havde imidlertid Folket paa en Maade samlet sig, ved at tage Ypperste-Præsten, den gamle, nænsomme Eli, til Dommer, og hans Sønner, to gudsforgaane Kroppe men dog Jehovahs Præster, satte sig nu, med Herrens Ark, i Spidsen for et Tog mod Philisterne, hvorved de naturligviis haahede at indlægge sig udødelig Ære og grundfæste det Præste-Herredømme, hvortil der nu var smilende Udsigter. I Førstningen forbausedes ogsaa virkelig Philisterne, ved det høie Fryde-Skrig i Israels Leir over Helligdommen, der ikke i Mands Minde var ført i Marken, og hvortil dog de store Seiers-Sagn fra Josvas Dage var uopløselig knyttede; men de der senest var vant til at seire, skammede sig dog snart ved kvindagtig Frygt, fattede Mod og gik mandelig frem, til Folket flydde, Præsterne faldt og Israels Helligdom var i Fiendens Vold*).

Saa sørgelig endtes da det Tids-Rum, hvori Israel havde betragtet Jehovah med Hedning-Øine, som deres Skyts-Gud, der, ligesom alle andre Guder, maatte finde sig i til dagligt Brug at have Side-Mænd, nøies med Offere, som de kunde falde, og see igiennem Fingre, som Eli, hans Præst, med Lovens Overtrædelse, hvor Lysten var stærk. Havde nu Philisterne beholdt Arken, da var der i det Mindste ikke blevet Noget af den Kirke-Stat, der svævede for Moses, og traadte universalhistorisk i Kraft med Christendommen, men da havde Forsynet ikke heller havt sin Haand deri, og det er derfor i sin Orden, at Philisternes Afgud Dagon brækkede Halsen, da Jehovahs Ark blev sat i hans Tempel, og at der fulgde en Plage med, hvor Afguds-Dyrkerne stillede den op, som et Beviis paa deres Seier ei blot over Israels Folk men over Israels Gud, som som udførde dem af Ægypten og indførde dem i Canaan. Efter Spaamands-Raad prøvede nu Philisterne Konster med Arken, ved at sætte den paa en Vogn, forspændt med Kiør, som aldrig havde trukket men havde deres Kalve hjemme, og blev nu overladt til deres egen Drift, paa Veien op til Bethsemes i Juda-Stamme. Kiørene fulgde Veien op over Grændsen og Philisternes Høvdinger fulgde efter Vognen, til den standsede ved den store Steen, Abel, paa Josva den Bethsemiters Ager, *

131 og saaledes kom Arken tilbage med gyldent Sone-Offer, til glad Forbauselse for hele Israel, men først og fremmerst for Mændene i Bethsemes, som gik paa Marken og høstede Hvede, da Arken, efter syv Maaneders Fangenskab, vendte triumpherende [seierkronet] tilbage og beviste, at Jehovah kunde hjelpe sig selv*).

Saaledes banedes Veien for den store Prophet, som alt var opstaaet, og skiøndt Samuel var opdraget ved Tabernaklet i Silo, brød han sig dog kun lidt om Ark og Tabernakel, som det nødvendig maa være med Propheter, naar de opstaae paa Tider, da Præsterne sove og Folket er deelt mellem Ligegyldighed for alt Helligt og overtroisk Forgudelse af de haandgribelige Helligdomme. Ham valgde nu hele Folket til Dommer, fordi han, efter Jehovas Mund, havde spaaet Ulykken, der kom over Elis Huus, og lignede i alle Maader de ægte Propheter, Loven bebudede, og han fornyede høitidelig Pagten mellem Jehovah og Folket, og havde Tordneren med sig, da han drog ud imod Philisterne, saa de vendte Rygg og leed et stort Nederlag, hvorom Steen-Støtten minder, som han reiste ved Masphath og kaldte Hjelpe-Stenen (Eben-Ezer), sigende: hidindtil haver Herren hjulpet. Philisterne maatte nu give de Stæder tilbage, som de havde frataget Israel, og Samuel indrettede faste Dom-Stole ved Bethel, Gilgal og Masphath hvor han kom engang om Aaret og holdt Thing, men boede ellers i sin Fødeby Rama eller Armathaim paa Ephraims Bjerg, hvor han ogsaa sad i Rette og bygde Herren et Alter. Saaledes gik det, til Samuel ældedes og satte sine Sønner, Joel og Abia, til Dommere i Beershaba i Juda Stamme, men de tog Skænk og Gave og bøiede Retten, og derpaa stimlede Folket sammen om Samuel i Armathaim og sagde: du bliver gammel og dine Sønner træde ikke i dine Fod-Spor, beskik os derfor en Konge, ligesom andre Folk har, der kan skaffe os Ret! Det klang ikke godt i Samuels Øren, men da han desaarsag udøste sit Hjerte for Gud i Bønnen, da sagde Herren til ham: giv du Folkets Ord Magt, thi de vrage kun dig, som de har vraget mig, der udførde dem af Ægypten; derfor lad dem faae deres Villie, men lær dem dog først hvad Konge-Dømmet fører med sig ! Da sagde Samuel til Folket, efter Herrens Ord: naar I faae en Konge, da tager han eders Sønner til sine Øverster og Høvedsmænd, men ogsaa til Ryttere, til *

132 Kiøre-Svende og til Løbere, til sine Høst-Folk og Handværks-Mænd, og eders Døttre tager han til sit Kiøkken, sit Bagers og sit Fadebur! Han tager ogsaa Agre og Vin-Gaarde og Olie-Haver af de Bedste fra eder og giver til sine Drabanter, og han beskatter Alt hvad I har for at berige sine Hof-Mænd, og han tilegner sig eders bedste Græs-Gange og eders bedste Tyende, saa I blive selv hans Trælle, og naar I da jamre eder, da vil Herren ikke høre det, thi I har selv forlangt en Konge! Nei, raabde Folket, ikke saa, men vi vil have en Konge, ligesom andre Folk, der kan skaffe os Ret og kan gaae i Spidsen for os, naar vi har Krig*)!

Dermed gik hver til Sit, men nu var der en Unger-Svend af Benjamins Stamme, ved Navn Saul, som var en overmaade smuk og velskabt Mand og var sit Hoved høiere end hele Folket, og ham sendte hans Fader Kis, som boede i Gibea og var en fornem Mand, ud med en af sine Karle at lede om nogle Æsler som var blevet borte. De ledte længe forgiæves paa Ephraims Bjerg og da de kom til Siph eller Armathaim, sagde Saul: lad os nu vende om at ikke Fader skal blive mere bekymret for os end for Æslerne! Nei, sagde Karlen, der boer en Guds Mand i denne By, som der gaaer meget Ord af, for Alt hvad han spaaer det skeer, lad os gaae til ham, at han kan vise os paa ret Vei! Velan, sagde Saul, men vort Brød er jo sluppet op, hvad har vi at forære den Guds Mand? Jeg har en Sølv-Penge, sagde Karlen, den kan du give ham. Da de nu gik op imod Byen, mødte de nogle Smaa-Piger som hentede Vand, og spurgde dem: om Seeren var hjemme, hvortil de svarede: ja, han er, og naar I gaae strax, da træffe I ham før han gaaer op paa Høien og velsigner Slagt-Offeret, thi der er Offer-Gilde i Dag. Inde i Byen mødte de en Mand, som Saul spurgde om, hvor Seeren boede, og Manden svarede: det er mig og gak du op paa Høien og vær min Giæst i Dag, og bryd dig ikke om Æslerne, thi dem har Man fundet; men hvem hører Æren til i Israel uden dig og din Faders Huus! Herren havde nemlig Dagen i Forveien ladet Samuel vide, at han saaledes skulde møde den Mand der var udseet til Konge, og næste Morgen, da Samuel fulgde Saul ud af Byen, lod han Karlen gaae forud, og da de var i Eenrum, tog han Olie-Flasken [Oliehornet] og salvede Saul til Israels Konge og sagde ham visse Tegn, som skulde møde ham naar han gik hjem, til Stadfæstelse paa, at *

133 det var Jehovahs Kald. Det Sidste der skulde møde den Nysalvede, var en Prophet-Skare, der skulde komme ned fra Offer-Høien paa hin Side Bethlehem, med Fløite-Spil og Strænge-Leg, og da, sagde Samuel, skal Herrens Aand ogsaa komme over dig, saa du propheterer og du skal blive til et andet Menneske! Det gik ogsaa virkelig som Samuel spaaede, og da Sauls gamle Bekiendtere saae ham i Selskab med Propheterne, og hørde ham, grebet af Aanden, føre deres Sprog, sagde de til hverandre, hvad siden er blevet til et Ord-Sprog: hvordan, er Saul nu ogsaa blandt Propheterne!

Derpaa sammenkaldte Samuel Folket i Masphath, talede og sagde: saa siger Herren, Israels Gud, som udførde Israels Folk af Ægypten, Jeg udrev eder af Kong Pharaos og af alle de Kongers Haand som eder plagede; men I har i Dag slaaet Vrag paa den Gud som eder frelste af al eders Angest og Nød, og I sige: beskik os en Konge, saa fremstiller eder nu for Herren, hver Stamme og hver Slægt for sig!

Nu blev der kastet Lodd og Lodden traf først Benjamins Stamme, saa Mattars Slægt, saa Kisses Huus og endelig Saul deri, som blev trukket frem af sit Skjul og udraabt til Konge, og hele Folket istemde Fryde-Raab og sagde: længe leve Kongen!

Hvem af fornemme Folks Børn der følde sig bevægede til det, ledsagede nu ogsaa Saul hjem til Gibea, og da nogle Afskum forhaanede ham og raabde: Blæse være med den Beskytter, da lod Saul, som han ikke hørde det*).

En Maaneds-Tid efter blev Staden Jabes i Gilead beleiret af den Ammonitiske Konge Nahas, og Indbyggerne underhandlede med ham om at overgive sig, men Nahas vilde ikke indlade sig med dem uden paa det Vilkaar, at hver af dem skulde miste det høire Øie, thi saaledes, sagde han, vil jeg have Israeliterne mærkede. Han tilstod imidlertid Jabesiterne syv Dages Frist til at søge Undsætning, og da deres Sendebud kom til Gibea, brast Alle i Graad som hørde deres Ærende, men i det Samme kom Saul hjem fra Marken, og saasnart han hørde hvad der var paa Færde, da kom Aanden over ham, saa han sagde til Budene: hils hjemme, at i Morgen staaer Frelsen op med Solen, og han sønderhuggede et Par Øxen og lod gaae Bud til alle Israels Stæder med Stykkerne og med den Beskeed: saa gaaer det hans Kvæg der ei holder Trop med Saul og med *

134 Samuel! Da kom der Ild i Folket, saa de reiste dem alle som Een, og Saul mønstrede dem i Bezek, og næste Morgen i Dagningen overraskede han Ammoniternes Leir og slog saa drabelig til, at førend Middag var der, selv paa Flugten, ei Samling paa To af Ammons Børn.

Da sagde Folket til Samuel: hid nu med dem, der sagde at Saul skulde ikke være Konge, for de er dødsens! Nei, sagde Saul, idag har Herren frelst sit Folk, idag skal Ingen døe; og Samuel sagde til Folket: lad os gaae til Gilgal og bekræfte Konge-Valget! Det skedte, Samuel salvede Saul til Konge i Gilgal for Guds Aasyn, og der blev offret og Folket holdt en Fryde-Fest som var stor.

Ved denne Leilighed tog Samuel høitidelig Afsked med Folket, talede og sagde: jeg lød eders Ord og satte en Konge paa Thronen, som skal gaae i Spidsen for eder, medens jeg paa mine gamle Dage sidder stille. Svarer mig nu for Herrens og hans Salvedes Aasyn: hvis Oxe eller Asen har jeg taget, hvem har jeg undertrykt eller udsuet, af hvem tog jeg Bod eller Pant, saa vil jeg give Erstatning! Da sagde Folket: du har hverken forurettet eller undertrykt og plaget os og du har ikke beriget dig paa Nogens Bekostning! Velan, sagde Samuel, saa kræver jeg idag Herren og hans Salvede til Vidne derpaa, at I fandt ingen Brøde hos mig! Ja, sagde Folket, til Vidne! Den Herre, blev Samuel ved, er da mit Vidne, som skabte Moses og Aaron og som udførde vore Fædre af Ægypten, og staaer nu I frem, saa vil jeg gaae i Rette med eder paa Herrens Vegne, og retfærdiggiøre Ham i al hans Adfærd mod eder og imod eders Fædre! Jakob og hans Sønner drog til Ægypten, og da Ægypterne underkuede vore Fædre og de raabde til Herren, da sendte han dem Moses og Aaron, udførde dem af Ægypten og gav dem dette Land at beboe. Da de glemde Herren deres Gud, da gav Han dem i Siseras Vold, som var Strids-Høvedsmand hos Kong Jabin i Hazor, og i Philisternes og i den Moabitiske Konges Haand, men da de raabde til Herren og sagde: det var Synd at vi svigtede dig og tjende Baal, frels os af vore Fienders Haand, saa vil vi tjene dig; see, da sendte Han dem Gideon og Barak og Jephta og Samuel og udfriede os af vore Fienders Haand trindtomkring, saa I boede tryggelig! Desuagtet, da nu Ammons Konge Nahas drog op imod eder, da sagde I: nei, vi maae have en Konge til at regiere over os, som om ikke Herren vor Gud var vor Konge! See, nu har I Kongen, som I kaarede, og han er en Guds Gave, naar I frygte 135 og tjene Herren og lyde Hans Røst, saa baade I og eders Konge vandre paa Hans Veie; men hvis ikke, da er Herrens Arm baade over eder og over eders Konge, og giver nu Agt, saa skal I see et af Herrens Under-Værker; thi jeg vil bede Ham nu midt i Hvede-Høstens Tid at lade det tordne og regne, for at I kan tage og føle derpaa, det var baade Synd og Skam af eder at raabe paa en Konge!

Det gik efter Samuels Ord, der korn Torden og Regn den samme Dag, saa Folket bævede for Herren og for Samuel, og de sagde til Samuel: beed du for dine Tjenere til Herren din Gud, at vi ikke skal døe, fordi vi lagde Synd til Synd ved at fordre en Konge!

Frygt ikke, sagde Samuel, thi, trods alt det Onde, I har gjort, vil Herren dog for sit store Navns Skyld ingenlunde forskyde det Folk, Han mildelig tilegnede sig, naar I kun nu vil tjene Ham af ganske Hjerte, og lade de Andre fare som ingen Ting er og Intet formaae! Tænker heller ikke saa ilde om mig, at jeg skulde aflade enten at bede for eder til den Herre, jeg tjener, eller at vise eder den gode og den rette Vei! Kun hvis I fremture i det Onde, gaaer det ud baade over eder og eders Konge *)!

Det er kun sjelden, Man i Historien kan faae Samling paa et Folk og høre deres Stemme, saa, naar det lykkes, maa Man lytte, og hvad Samuel angaaer, som i den sidste Tid er blevet meget bagtalt, da seer Man let, at hvem der hører til et Folk, hvis Historie-Skrivere er saa fremsagte som de Ebraiske, og kan dog faae saadant et Eftermæle blandt sine Egne, han regner kun lidt hvad Man, selv i hans Livs-Tid, end sige da Aar-Tusinder efter, smaasnakker om ham i fremmede Lande!

Saul, David og Salomon.

Saul førde Folkets Krige med Philister, Moabiter og Andre, og, efter Herrens Ord ved Samuel, med Amalekiterne, som skulde udryddes, men han blev snart selvraadig, saa han endog, tvertimod Loven, tog sig for at offre, og efter Seieren over Amalek, stak han det Bedste af Byttet tilside, skiøndt han selv, efter Samuels Ord, havde ladet udraabe i Jehovahs *

136 Navn, at Alt skulde ødelægges uden Skaansel. Da nu Samuel efter Slaget kom til Leiren, og Saul gik ham i Møde og bød ham velkommen, med de Ord: jeg har opfyldt Herrens Bud, da svarede Propheten: hvad er det da for et Drøn og en Brægen, jeg hører? Det er, sagde Saul, kun det Bedste af Byttet, som Folket har giemt for at offre det til Herren, Resten har jeg ødelagt. Hold op, sagde Propheten, og hør hvad Herren sagde til mig i Nat! Hvad er du imod Ham, skiøndt du fører Septeret i Israel, var det ikke Ham der salvede dig til Konge og var det ikke Ham der gav dig Ærendet at udrydde Amalek; hvi lød du da ikke Hans Røst, men faldt over Byttet? Men, sagde Saul, jeg gik jo dog hvor Herren sendte mig og jeg udryddede ogsaa Amalek, saa kun for at føie Folket, sparede jeg Kong Agag og giemde det Bedste af Kvæget til et Slagt-Offer for Herren! Saa du mener, sagde Samuel, det er Herren meer om Offer end om Lydighed at giøre! Nei, du har ringeagtet Herrens Ord og nu agter Herren dig for ringe til at være Israels Konge! Det var vist nok en Feil, sagde Saul, at jeg, af Frygt for Folket, overtraadte Herrens Ord og dit, men tilgiv mig og gak nu med mig, saa vil jeg tilbede Herren din Gud! Nei, sagde Samuel, jeg gaaer ikke med dig, og da Saul tog fat i Snippen paa hans Kappe for at holde ham tilbage, da gik den istykker og Propheten sagde: saaledes river Herren i Dag Israels Krone af din Haand og giver den til din Næste, som er bedre end du, og Israels Rige skal rives itu, det lader sig ei ændre, thi Herren skifter ikke Sind som et Menneske! Jeg har syndet, sagde Saul, men giør mig nu dog den Ære for de Ældste og for Folket, at du gaaer tilbage med mig til Guds-Tjenesten! Da gik Samuel med ham, og efter Guds-Tjenesten sagde han: bring Agag, Amaleks Konge, hid! Da kom Agag skiælvende frem og sagde: er det den bittre Død? Ja, sagde Samuel, ligesom dit Sværd har gjort Mødre barnløse, saaledes skal nu din Moder vorde barnløs, og dermed huggede han ham ned. Derpaa gik Hver til Sit og Samuel sørgede over Saul men saae ham ikke mere*).

Siden sagde Herren til Samuel, hvorlænge vil du bære Sorg for Saul, som Jeg har afsat; fyld dit Horn med Olie og giæst Bethlehemiten Isai, thi blandt hans Sønner har Jeg udseet mig en Konge! Men, sagde Samuel, naar Saul faaer det at høre, slaaer han mig ihjel! Tag en Kvie med dig, sagde Herren, og *

137 slig, du kommer for at bringe Herren et Slagt-Offer, lad Isal være din Giæst, og salv den, Jeg udnævner! Det skedte ogsaa, og den lille David, som var den Yngste af otte Brødre, maatte hentes hjem fra Hjorden som han gik og vogtede, thi Seeren vilde ikke sætte sig til Bords, før han var med, og ham, den rødmussede Knøs med det smukke Væsen og de levende Øine, stod Samuel op, efter Herrens Ord, og salvede midt imellem hans Brødre, uden dog at tale om hvad det havde at betyde.

Fra den Dag af blev David stærk i Aanden, men Herrens Aand veeg fra Saul og der korn en ond Aand over ham, saa han blev modløs og fortvivlet, mistænkelig og grusom, og da David nu snart fældede Jetten Goliath i Dalen Elah, mellem de øde Bjerge paa Veien fra Jaffa til Jerusalem, saa Kvinderne sang: Saul slog Fiender i Tusind-Tal og David i tigange Tusind; da saae Saul sin Medbeiler og Eftermand i David og forfulgde ham til Døden, men kunde dog ikke forhindre ham fra, da Timen kom, at bestige Israels Throne og kaste Glands paa det hidtil af Verden foragtede Folk*).

Medens David i Sauls Tid drev fredløs om i Ørken, og forfulgdes som et Rov-Dyr, havde der samlet sig en udvalgt Kæmpe-Skare omkring ham fra alle Hjørner i Landet, og at de ikke deelde hans Nænsomhed over Saul, hvis Liv var to Gange i hans Haand, er bekiendt, men et andet Træk af Forholdet mellem Hyrde-Helten og hans Følge-Svende er nærved at gaae ad Glemme og er dertil dog meget for godt. Engang da han var ved Hulen Adullam, slap det ham nemlig ud af Munden, at han kunde ønske sig en Drik Vand af Kilden i Bethlehem, hvor Philisterne dengang laae i Leir, og da var der strax tre Vovehalse, som foer afsted og slog sig igiennem Philisterne frem og tilbage, med Vand fra Bethlehem, men da de bragde David det, udøste han det som et Drik-Offer for Herren og sagde: det Vand har I hentet med Livet i Haanden, og Gud bevare mig fra at drikke mine Kæmpers Blod**)!

Disse Kæmper udgjorde nu Kiernen af hans Krigs-Hær, med hans Syster-Søn, den ligesaa snilde og kolde som djærve, Joab i Spidsen; men David brugde dem kun til at indtage Jerusalem, som han gjorde til Rigets Hoved-Stad, og til paa alle Sider at frede det hellige Land, saa det mod Østen fik Euphrat, mod Syden Ørken, det døde og det røde Hav, til sine *

* 138 Grændser; Philisterne lod han det være nok at tugte og med Kong Hiram i Tyrus pleiede han Venskab.

Efter David kom hans Søn Salomon, hvis Regiering var Israels glimrende Tid, ved Skatten han tog af de Undertvungne, ved Ordenen han indførde i Bestyrelsen, ved Deelagtigheden han fik i den Tyriske Handel, ved Templet han bygde, ved Pragten han førde, ved de store Kiøbstæder Baalbek og Palmyr a (Baalath og Thadmor) han anlagde, og ved hans store Forstand og Klogskab, som kastede Glands paa Alt hvad han rørde, og gjorde ham til et Vidunder for Dronningen fra Saba og for Folkene saavidt som Karavanerne fra Tyrus gik.

Om Salomon hedder det strax: han elskede Herren og traadte i Davids Fod-Spor, undtagen at han offirede og gjorde Røgelse paa Høiene, og da han første Gang gjorde et stort Slagt-Offer paa Høien ved Gibeon, hvor Tabernaklet var flyttet hen, da drømde han om Natten at Jehovah kom til ham og sagde: siig mig, hvad ønsker du dig? Herre! sagde han, min Fader David vandrede for dit Ansigt i Hjertens Oprigtighed og Du var saa naadig at lade mig som hans Søn bestige hans Throne; men jeg er i dette Stykke som et Barn, der veed hverken ud eller ind; derfor giv din Tjener Sind til at høre og dømme dit Folk med Retfærdighed og Forstand til at skielne ret mellem Ondt og Godt! Da sagde Herren: velan! siden du hverken forlangde mange Aar eller meget Gods, eller dine Fienders Undergang, men kun Forstand til at giøre Ret og Skiel, da skal du faae din Villie, saa din Mage i Klogskab og Forstand blev aldrig født og skal ei fødes, og hvad du ikke forlangde, Rigdom og Ære, det lægger Jeg til, saa du skal vorde en mageløs Konge, og tager du Vare paa mine Bud og Skikke, som David din Fader, see, da skal du ogsaa leve din Alder ud*).

Det var en Drøm, men Herren gjorde Salomon visere end alle Østens Børn, og han overgik Ægyptens Viismænd, tretusinde var hans Ord-Sprog og over tusinde hans Sange, og han beskrev alle Planter, fra Cedren paa Libanon ned til Huus-Løgen, og alle Fugle og Fiske og Dyr og Kryb, saa der kom Folk fra alle Verdens Hjørner for at høre hans Viisdom.

Og der var Dronningen i Saba, hun havde ogsaa hørt Tale om Salomonog om hans Gud, og hun kom for at prøve ham med mørke Taler; hun kom til Jerusalem med stor Pragt, med Kryderier og meget Guld og Ædel-Stene læsset paa *

139 Kameler, og hun stædtes og ind for Salomon og lod ham høre Alt hvad hun havde paa Hjerte, og han sagde hende Beskeed paa alle hendes Taler, der var Intet, som Kongen jo havde Nøgelen til, og da hun havde hørt hans Viisdom, og seet Templet og alle hans Indretninger, da blev hun som ude af sig selv og sagde til Kong Salomon: hvad Rygtet fortalde mig om dig, kunde jeg ikke troe før jeg saae det for mine Øine, men nu maa jeg bekiende, det var dog ikke halv saa meget som det er i Virkeligheden ! Lykkelige er de som altid staae for dit Ansigt [Aasyn] at høre din Viisdom! Dronningen forærede ham hundrede Talenter Guld og Kryderi som Man aldrig saae Mage til, og Ædelstene, og fik igien af ham alt hvad hun havde Lyst til og reiste saa tilbage til sit Land *).

Salomon var kvindekiær og havde, foruden Kong Pharaos Daatter, et heelt Fruer-Bur af Moabitiske, Ammonitiske, Sidoniske og andre hedenske Kvinder, tvertimod Loven, og da han blev gammel, overtalede de ham til at bygge et Offer-Sted for den Moabitiske Afgud Games paa Bjerget lige over for Jerusalem, og et for den Sidoniske Astarte og for alle de Afguder som Kvinderne offrede til og gjorde Røgelse for. Derfor blev Herren vred paa Salomon og lod ham vide, at han havde sin Krone forbrudt, og at hans Søn skulde kun beholde Lidt af Riget og det endda kun for Davids Skyld og for at holde Lyset tændt i Jerusalem**).

Nu var der en Ephraemit, Jeroboam, Nebaths Søn, som Kongen havde lagt Mærke til, da han sammenbyggede Hoved-Staden, og gjort til en fornem Mand; han mødte engang Propheten Ahia, og havde et splinternyt Klædebon [paa], som Propheten rev af ham og rev i tolv Stykker og sagde til ham: sank de ti Stykker op, thi de ti Israels Stammer skal du være Konge over, dog ikke i Salomons Dage, og vil du træde i Davids Fodspor, da bygger Herren dig et varigt Konge-Huus ligesom Davids. Desaarsag satte Jeroboam sig op imod Salomon, og da hans Liv kom i Fare, flygtede han til Kong Sisak i Ægypten, og blev der, til Salomon døde. Derpaa, da Salomons Søn Rhoboam kom til Sichem for at blive hyldet, raabde Folket om Lettelse for de Byrder, hans Fader havde lagt paa dem, men Rhoboam svarede dem, efter sine unge Tjeneres Raad, at hans lille Finger skulde hvile saa tungt paa dem som hans Faders hele Haand, og derover blev de ti *

* 140 Stammer saa forbittrede, at de hulede i vilden Sky: hvad har da vi med David at skifte? ei er vor Odel hos Isais Søn! Israel! hjem til din Arne! David! pas selv paa dit Huus! Nu kom Jeroboam just tilbage fra Ægypten og blev strax valgt til Konge af de ti Stammer, saa Rhoboam beholdt kun Juda og Benjamins Stamme, men Jeroboam var dog bange for at hans Folk skulde blive ham utro, hvis de blev ved at gaae op til Jerusalem om Høitiderne, og derfor indrettede han dem to Offer-Steder, i Bethel og Dan, og ansatte Præster derved som ikke var af Levis Stamme, og opreiste to Guld-Kalve der, sigende til Folket: see, Israel, dine Guder som udførde dig af Ægypten!

Siden var der idelig Krig mellem Juda og Israel, og i Rhoboams femte Aar brød den Ægyptiske Kong Sisak ind i Landet og plyndrede Jerusalem, og tog alt det Guld-Stads, som var baade i Herrens og i Kongens Huus, al Davids og Salomons efterladte Herlighed*).

Spørge vi nu, naar Salomon levede, da har vi intet andet Maal for Afstanden mellem ham og Moses, end Slægt-Registerne, men alle de vi har løbe ogsaa ud paa det Samme som hans, og han stammede i femte Ledd (giennem Boas, Obed, Isai og David) fra Salmon, der inddrog i Landet med Josva, saa, skedte det ved Aar 1200, da har han besteget Thronen omtrent tusind Aar f. Ch. Men at denne Tids-Punkt virkelig ogsaa er den rette, see vi baade paa Afstanden mellem ham og Salmanassar og især paa den troværdige Beretning, at der forløb omtrent hundrede Aar mellem den samtidige Kong Hirams Død og Stiftelsen af Carthago, som, efter Oldtidens Vidnesbyrd, fandt Sted henimod 900 Aar f. Ch.

Det Aarhundrede, i hvilket Israel udgjorde et samlet Konge-Rige, var saa rigt paa store Mænd, og findes saa livagtig skildret i Konge-Bøgerne, at naar Man i Verdens-Historien lader det uændset, er det kun en daarlig Undskyldning, at Israels Virke-Kreds dog kun var snever; thi deels har Man fra saa gamle Dage slet ingen anden historisk Skildring af en Virke-Kreds, enten stor eller lille, og deels giør det neppe Helten og Skjalden paa Israels Throne mindre, at hans Seire først efter et Aar-Tusindes Forløb begyndte at giøre Opsigt i den store Verden, og at hans Sange først kom til at gaae fra Mund til Mund under alle Himmel-Egne, efterat Hedningerne havde *

141 sunget sig kiede af deres egne Mester-Stykker. Kun da, fordi Kong David blev Forsanger i det Tempel, hans Søn og Guds har bygget, og er endnu en Helt i Christi Kirkes Historie, som de Smaa blive aldrig trætte af at elske og beundre, kun derfor kan Man i Haand-Bogen nøies med at nævne hvad der vilde vel meget Rum til at ret at fortælle.

Hvad derimod her nødvendig maa bemærkes, er den Hoved-Forandring i Israels Borgerlige Stilling, som egenlig alt skedte ved Konge-Magtens Indførelse, men kom dog først ret for Dagen ved Skilsmissen. Det var en Kirke-Stat, uden noget synligt Hoved, Moses havde stiftet, og saasnart der i Kongen blev et saadant Hoved, var det kun Spørgsmaalet, om Jehovahs Dyrkelse kunde holde sig i Stats-Kirken, thi paa en Række af Konger, der vilde nøies med den udøvende Magt, efter en Lov der indskrænkede dem, var ikke at tænke. Istedenfor altsaa at Folket hidtil sad tilhuse hos Jehovah, saa skulde han nu sidde tilhuse hos dem, og skiøndt Salomon var klog nok til at indsee, at selv det store Huus, han bygde i Jerusalem, umuelig kunde rumme den Største, hvem Himlen faldt for trang, saa var dog allerede han daarlig nok til at mene, der var Rum nok i hans Rige til alle Afguders Altre ved Siden ad Jehovahs. Det var Religions-Friheden, som hans Forstand sagde ham, burde findes i enhver Konges Rige [ethvert Verdensrige], saa Feilen laae blot deri, at han betragtede Guds Rige som sit eget, og sig ei som Grund-Lovens Tjener men som dens Herre; men denne Feiltagelse, der, efter Tingenes sædvanlige Løb, snart vilde gaae over paa Præsteskabet i Kongens Tjeneste, bebudede, som Man let seer, den Time, da Jehovah-Dyrkelsen enten vilde blive afskaffet i Stats-Kirken, eller, hvad omtrent var det samme, blandes med Afguderi. Det Sidste, kan vi see, var hvad Jeroboam valgde i sit Rige, og da han forbigik Leviterne, saa fulgde deraf, deels at hans nybagte Præster vilde være blotte Øien-Tjenere for Kongen, og deels at Leviterne, der mistede Tiende og Offer af de ti Stammer, blev aldeles afhængige af Kongens Naade i Jerusalem.

Her var da aabenbar ganske overordenlige Forholds-Regler nødvendige, naar Forsynet ikke vilde opgive sin Plan: at giøre Abrahams og Davids Sæd til en Velsignelse for Jorden, og holde Lampen i Jerusalem tændt, til Lyset [Daglyset] kom som skulde overstraale Verden, saa det har sine gode Grunde at vi møde en uafbrudt Række af Propheter fra Samuel til 142 det andet Tempels Opbyggelse; thi kun i deres Ord er Jehovah tilhuse hos Israel, kun i deres Syner svæver Kirke-Staten over Landet, og kun ved deres fri og kraftige Virksomhed kan en Dæmning reises mod Kongernes Selvraadighed, Præsternes Føielighed, og i det Hele mod den Afguderiets rivende Strøm, der ellers i Old-Tiden opslugde Alt hvad den nærmede sig!

Tyras og Sidon.

At der var et Folk i Old-Tiden, som Grækerne kaldte Phønicer (egenlig Pheniker og Peniker dvs. Lurendreiere) men som Ebræerne har gjort bekiendt i hele den ny Læse-Verden under Navn af de Tyrier og Sidonier, samt at dette Folk i gamle Dage var omtrent det Samme for Verden, som Engelskmænd og Hollændere nuomstunder, det er, saa at sige, alle vitterligt; men det er i Grunden ogsaa Alt hvad selv de lærdeste Old-Kyndinger [Oldkyndige] veed at fortælle os om disse Koglere, der spores allevegne men findes ingensteds. Det klinger nu vel underligt nok, at vi veed snart ikke meer om dem, der seilede saavidt som Himlen var blaa og handlede paa alle Kyster, end om dem, der murede sig ind mellem Bjergene i Nil-Dalen; men dog er det ganske forklarligt, at Ingen fristes mere til at indhylle sin Bedrift i Mørke end netop store Kiøbmænd og Fabrik-Herrer, og det var aabenbar de Tyrier og Sidonier, som derfor helst kom, hvor de kiendtes mindst, og fortalde Ingen deres Veie, men gav de Nysgierrige en Lim-Stang at løbe med, saa »Phøniciske Løgne« blev et almindeligt Ord-Sprog. Skiøndt derfor Herodot giæstede Tyrus, fortæller han dog saa godt som slet Intet om Phønicernes Fortid eller engang om deres Love og Indretninger, Handel, Sæder og Skikke i hans Tid, saa alt det Aabenbare maa have forekommet ham ubetydeligt, og Alt hvad han gad vist været en uigiennemtrængelig Hemmelighed. Havde den gamle Græker havt samme Begreb som vi, om Phønicernes Indflydelse paa Slægten i det Hele, kunde han vist nok sagt os mangt et Ord, vi nu vilde opveie med Guld, men hvor langt han var derfra, see vi strax, da hans Verdens-Historie vel ganske rigtig begynder med Phønicerne, men kun for at vise os fra hvilken indskrænket hellenisk Synspunkt han betragtede dem.

143

Fornuftige Folk i Persien, hedder det nemlig, skyde selv Skylden for Spliden, mellem dem og os, paa Phønicerne, som aldrig saasnart, nede fra det Røde Hav af, kom op til det andet Hav, hvor de nu boe, førend de begyndte at fare paa de lange Reiser med Ægyptiske og Assyriske Vahre. Blandt andet, sige Perserne, kom de da ogsaa til Argos, som dengang var Hoved-Staden i Grækenland, og giorde Marked, men femte eller sjette Dagen efter deres Ankomst, da de næsten havde udsolgt, kom Kongens Daatter 10, med mange andre Fruentimmer, ned til Stranden for selv at kiøbe hvad de fik Lyst til, og mens de stod og handlede bag i Skibet, var Phønicerne frække nok til at angribe dem, hvorpaa vel de Fleste reddede dem med Flugten, men Kong Inaks Daatter 10, tilligemed nogle Andre, faldt dog i Røvernes Hænder, som paa Timen lettede og førde dem til Ægypten. Phønicerne vil jo rigtignok ikke vedgaae, det var dem, der yppede Kiven, men saaledes sige Perserne, læggende til, at siden landede nogle Græker, de veed ikke hvilke, men det har formodenlig været Cretenser, ved Tyrus, og bortsnappede Konge-Daatteren Europa, saa det gik lige op*).

Siden, i Anledning af Herkules 1, om hvis Levetid Ægypterne bragde ham reent i Vilde-Rede, kommer Herodot vel til at fortælle, han har været i Tyrus, men det Udbytte han meddeler os, er kun, at han der ganske rigtig fandt et prægtigt Herkules-Tempel med to kostbare Støtter, den Ene af det pure Guld og den Anden af Smaragd, som egenlig var i sin (ilands om Natten, og at Præsterne, han fik i Tale, forsikkrede ham, at den Guddoms Tempel var bygt tilligemed Tyrus, for 2300 Aar siden**).

Om de Phøniciske Colonier er den gamle Græker ogsaa meget knap paa sine Ord, hvad Man kun kan forklare sig deraf, at Grækerne ligesaalidt som andre Folk havde Lyst til at opregne navnkundige Medbeileres Bedrifter. Selv det berømte Karthago (Karchedon) nævner Herodot kun, hvor han nødes dertil, men har dog opbevaret os det smukke Træk, at Kambyses maatte opgive sit Sø-Tog mod Staden, fordi Phønicerne, med hvis Flaade det skulde foretages, erklærede, at hverken kunde de bryde den hellige Eed, de havde *

* * 144 svoret deres Børn (Daatter-Staten) eller være unaturlige nok til at bekrige dem*).

At Herodot ikke indlader sig stort paa Vestens [Vesterboernes] Anliggender, kan vel ikke undre os, da de aabenbar var ham meget fremmede, men det er dog paafaldende, at han to Gange omtaler Grækers Seilads til Tartessus, vesten for Herkules-Støtterne, uden at nævne Phønicerne, og det er øiensynlig kun for Herkules og Skythernes Skyld han en eneste Gang i Forbigaaende nævner Gadra (Gades, Cadix) **).

Dog, hvad end mere viser Hellenerens Ulyst til at tale om Phønicernes store og gode Handlinger, er den aldeles uforsvarlige Flygtighed, hvormed han berører deres Plantninger paa Øerne i Archipelagus og deres store Indflydelse paa Grækenland selv; thi det lader sig kun forklare af det dødelige Fiendskab mellem Phønicerne og de Asiatiske Græker, hvorpaa han selv under Perser-Krigens Beskrivelse anfører slaaende Exempler.

Kun fordi Herodot fandt et Tempel i Tyrus for den Thasiske Herkules, umagede han sig til Taso, hvor han til sin Ærgrelse fandt,, at Herkules-Templet var bygt fem Menneske-Aldere før den Græske Herkules kom til Verden, og bygt af de Phønicer, der seilede ud for at lede om Europa. Ved denne Leilighed fik han imidlertid de berømte Guld-Gruber at see, og maatte især beundre de gamle Phøniciske, hvormed Bjerget lige over for Samandraki (Samothrace) var reent udhulet; men disse kiendelige Spor synes dog slet ikke at have fristet ham til at besøge denne høist mærkværdige Øe, berømt i hele den gamle Verden for de Kabiriske Mysterier, som. han selv lader forstaae, kom med Cadmus til Grækenland. Han lader det forstaae, men han siger det ikke, saa det er kun ved at jævnføre hans adspredte Yttringer, vi komme efter, at Gephyræerne i Attika, som vilde tillyve sig Græsk Herkomst, men som han kom under Veir med, nedstammede fra de Phønicer, Cadmus bragde ind i Landet, at de Gephyræer, siger jeg, skal smelte sammen med de Pelasger (Naboer) som kom fra Samandraki og lærde Athenienserne de Kabiriske Mysterier. Ved denne Jævnførelse opdage vi imidlertid, det var ogsaa hans Mening, at de samme Phønicer, som havde ført Bogstav-Skriften til *

* 145 Grækenland, og lært den fra sig til deres Naboer Jonerne, havde ogsaa stiftet Oraklet i Dodone, som var det ældste i Grækenland, men disse Skrive-Mestere kunde nok fortjent det, at naar Grækerne engang fik saa mesterlig en Historie-Skriver, han da med en vis Deel-Tagelse havde udbredt sig over deres Levnets-Løb, som de selv havde for travlt til at beskrive*).

Det er imidlertid langt fra, thi Herodot ymter end ikke om, at Phønicerne havde noget at giøre med Glasset og Purpuret, hvis Tilberedelse Man sagtens ikke i Tyrus har villet forklare ham, men hvis Phøniciske Herkomst dog nødvendig maatte være ham bekiendt, og dette er saameget mærkeligere, som han, paa et løst Rygte, fortæller om den Mængde Glas, Æthioperne havde, og nævner ved samme Leilighed Purpuret, som noget dem aldeles fremmed**). Hans Kauthed i Sligt gaaer imidlertid saa vidt, at skiøndt han gierne gad vidst, hvor Rav og Tin i Grunden kom fra, tier han dog bomstille med, hvad han godt vidste, at begge Dele kom nærmest fra Phønicerne. Han glemmer derimod ikke, ved den Leilighed, underhaanden at give Vedkommende med deres Æventyr en Rap, sigende: at der hos Barbarerne skulde være en Flod Eridanus, som falder ud i det Nordiske Hav, og at det er der, Man faaer Rav fra, det gaaer over min Forstand, især da Eridanus er aabenbar intet Barbarisk men et Græsk Navn, formodenlig skabt af en Poet! De Cassiteriske Øer, hvor Tinnet skal komme fra, veed jeg ligesaalidt Rede til, da jeg kun forgiæves har søgt om et Øien-Vidne, der kunde sige mig Beskeed om det Europæiske Hav, saa Alt hvad jeg veed om Tin og Rav, er at begge Dele komme fra de længst bortliggende Steder. Det yderste Hav synes altsaa at indslutte en anden Verden, fuld af Sjeldenheder, hvor det haver hjemme, som os huger bedst, thi det Nordlige Europa er rimeligviis ogsaa rigt paa Guld, om det end ikke er Arimasperne, der slaaes med Grifferne om det, thi det skal Ingen bilde mig ind, at der virkelig fødes saadanne eenøiede Folk, som i Øvrigt ganske ligne andre Mennesker***)!

Ligesom det nemlig herved strax falder i Øinene, at Phønicerne ikke blot har fortalt sære Æventyr om deres Sjeldenheder, men ogsaa fundet det klogest at sige, de hentede Tinnet *

* * 146 stik i Vest og Guldet i Norden, saaledes bør Man dog heller ikke oversee, hvor kræsen og prutten den gamle Saga-Skriver paa een Gang er blevet, saa selv om de længstbortliggende Lande vil han have Syn for Sagn, naar det giælder Phønicerne.

Dog, vi er alle Mennesker, og een stor Fortjeneste har Herodot dog af Phønicernes Eftermæle, da han er den eneste Skribent, som beretter os den Helte-Gierning, de gjorde i den Ægyptiske Kong Nechos Tid og Tjeneste, ved at omseile Afrika. For ikke at blive narret, lod Necho dem nemlig løbe ud fra det Røde Hav, og saae virkelig de samme Skibe komme til Ægypten paa Middel-Havet, skiøndt først efter hele to Aars Forløb; men desuagtet seer Man hos Strabo, at de Lærde siden drog ikke blot Virkeligheden men selv Mueligheden af den Seilads stærk i Tvivl, ja, Herodots Efterretning behandles der saa skiødesløs, at Man ordenlig maa sætte sig ind i Recensent-Væsenet [i de lærde Heglemesteres Sted], for at kunne forstaae, det skal være den, der tales om*). Intet Under derfor, at den nyere Tids Lærde, der knap begreb hvordan Folk kunde snakke, end sige være veltalende, før Man fik Bøger, slet ikke kunde begribe nogen Seilads af Betydenhed, før Man fik Kompas, at de tog Historien for et Æventyr; men det er høistmærkværdigt, at hvad Herodot sagde, en Anden maatte troe, ikke han, det har bragt vore Lærde til at troe Fortællingen, thi det var den Phøniciske Skipper-Efterretning, at under den Seilads fik Man Solen paa sin høire Haand, som Man nu siger, er et vist Tegn paa, de havde passeret Linien.

Her seer Man omtrent Alt hvad Herodot, der handlede saa udførlig om de gamle Ægypter, har behaget at fortælle os om Phønicerne, saa hans Taushed om deres Bedrift og Fortjenester bør ikke komme dem til anden Forkleinelse paa deres gode Navn og Rygte, end den som allerede ligger deri. Ganske tør jeg imidlertid ei forbigaae hans ligesom himmelfaldne Anmærkning, midt i de Ægyptiske Præste-Sagn om Kong Proteus, at trindtomkring hans Lund, søndenfor Memphis, boe Tyriske Phønicer, og hele Egnen kaldes Tyriernes Leir, skiøndt derom kun er at sige, at boede Tyrierne virkelig der ligefor Herodots Øine, da hører den Gaade til Perser-Tiden, og er ubetydelig, men er det et Sagn fra gamle Dage, *

147 skiødesløst berørt, da giælder det sikkert Israeliterne, som virkelig engang beboede den Egn*).

Gaae vi nu til den næste Græske Universal-Historiker, Diodor fra Sicilien, da kom han noget seent, efter at selv Carthagoalt længe var forgaaet, og da den indskrumpede Handel i lurvet Skikkelse tog en anden Gang end fordum, saa nu? efter Gæsars Besøg, afhentede Kiøbmændene selv Tinnet i Britannien og førde det over Land til Rhone-Floden, medens Ravet ogsaa gik til Lands fra Norden, Man veed ikke giennem hvormange Hænder**). Desuagtet vilde Diodor sikkert fortælle os en heel Deel om Phønicerne, dersom vi havde hans Værk heelt og ubeskaaret, thi nu havde Roms Sværd jævnet alle de gamle Folke-Trætter, og Man skrev nu ikke heller Historier for at begeis tre [behage] sine Landsmænd men for at vise dem, hvad Man vidste; men nu træffer det sig, at Diodor i den Deel af Bogen, Tiden har levnet, kun i Forbigaaende kommer til at omtale Phønicerne, saa det er, som om Historien vilde hævne sig paa dem, for de forsømde den.

Om Cadmus seer Man, der i Diodors Tid gik mange Rygter, saa Somme gjorde ham til en Ægypter og Andre til en af Jødernes Anførere ved Udgangen af Ægypten, men at, efter Grækernes Sigende, var han Agenors Søn, udsendt af Kongen i Phønicien for at lede Europa op, og med stræng Ordre at bringe hende tilveie eller blive borte. Det Sidste maatte han da vælge, efterat have gjort sit Bedste og ledt forgiæves trindt om Land, saa han slog omsider Phønicien reent af Hovedet, og nedsatte sig i Bøotien i Grækenland, hvor han, efter et Orakel-Svar, bygde Theben, og ægtede Aphrodites Daatter Harmonia (Samklang) som blev Moder til Semele (Chor-Sangen) og alle hendes Systre. Mythographen Dionysius fortalde fremdeles om Cadmus, at han førde Bogstaverne med sig, læmpede dem efter det Græske Sprog, og gav dem deres Navne, hvorfor de blev kaldt Phøniceriet, saa naar de ogsaa kaldtes Pelasgeriet, var det kun fordi Pelasgerne blev de Første^ der gjorde Brug af dem.

Cretenserne vil derimod sige, det var Muserne, som opfandt Bogstaverne, og naar Man indvender, at det var jo Phønicerne, der havde lært dem af Syrerne (Ebræerne) og med Cadmus indførde dem i Grækenland, da svare de, at alt hvad *

* 148 Phønicerne i den Henseende gjorde var blot at forandre Tegnene.

Endelig fortælle Samothracerne, at det var hos dem Zeus avlede Dardanus, Jasion og Harmonia med Elektra (Rav-Fruen) en af Atlantiderne, og at han selv lærde Jasion de berømte (Kabiriske) Mysterier, hvori Cadmus, da han ledte om Europa, blev indviet, og ægtede med det Samme Harmonia, der ingenlunde, som Grækerne har drømt, var en Daatter af Ares. Brylluppet mellem hende og Cadmus var det Første af alle dem, Guderne gjorde, og der vankede store Brude-Gaver: Sæde-Kornet nemlig af Demeter, Lyren af Hermes, det berømte Hals-Baand, Sløret og Fløiten af Athene, og Trommen, med alt hvad der hører til den store Gude-Moders Dyrkelse, af Elektra, og dermed drog Cadmus, efter Oraklets Vink, til Bøotien og bygde Theben.

Man siger ellers ogsaa, at Cadmus paa sin Reise kom til Rhodus, hvor han bygde Poseidons-Templet i Jalyssa og efterlod Phøniciske Præster til at besørge Guds-Tjenesten, og at han skiænkede en Kobber-Kiedel med Phønicisk Indskrift til Athene*).

Siden, i Anledning af de Spanske Bjerg-Værker, fortæller Diodor, det skedte engang i gamle Dage, ved en stor Skov-Brand paa Pyrenæerne, at der smeltede en forfærdelig Hob Sølv, saa det flød ordenlig i Strømme ned af Bjergene, og da Indbyggerne ikke vidste hvad det duede til, saa kiøbde Phønicerne, som handlede paa de Egne, Sølvet for en Slik, og var endda saa nærige, at da der var meer Sølv end Skibene kunde lade, kappede de deres Bly-Ankere og brugde Sølv isteden. Det førde de nu til Grækenland, Asien og andre Lande, hvorved de blev hovedrige Folk og fik Midler til at anlægge alle deres mange Plante-Stæder, baade i Afrika og Iberien (Spanien) og paa Sicilien, Sardinien og andre Øer**).

Endelig, i Anledning af den store og deilige, frugtbare Øe i det Atlantiske Hav, mange Dages Reise vestenfor Afrika, der synes ham skabt til en Bopæl snarere for Guder end for Mennesker, siger Diodor: samme Øe var i gamle Dage, formedelst Afstanden fra hele den øvrige Verden, længe ubekiendt, men blev dog omsider ved en Hændelse opdaget af Phønicerne. Dette Folk, der fra Arilds-Tid af alle Kræfter lagde dem *

* 149 efter Handel og Skibsfart, og havde Lykken med sig, stiftede nemlig først endeel Kolonier i Afrika og det vestlige Europa indenfor Støtterne, men vovede dem derpaa ud i hvad Man kalder Oceanet (det Atlantiske Hav), og anlagde først og fremmest Gadra (Cadix) paa Halv-Øen, hvor de blandt Andet opførde det prægtige Herkules-Tempel, som der endnu gaaer meget Ry af. Da de nu herfra undersøgde Kysterne, blev de engang under Afrika forslagne af en Storm og drev vesterpaa i mange Dage, med en rask Kuling, til de kom til ovenmeldte Øe, hvis Herligheder de da lærde at kiende og udbasunede. Desaarsag havde Tyrrhenerne (Etruskerne) da de siden blev mægtige til Søes, i Sinde at anlægge en Koloni der, men det forpurrede Karchedonierne (Carthaginenserne) deels for at der ikke fra deres eget Land skulde skee for jævnlige Udvandringer til de deilige Egne, og deels for at have et Sted, de selv kunde tye til i Nødsfald, hvis det engang gik galt med Carthago*).

Saavidt Diodor, og al den Oplysning Grækerne give os om Phønicernes Oldtid, er da i Grunden ligesaa summarisk [taaget] og svævende, som Giftermaalet mellem Poseidon og Tyro, i Nestors Slægt-Register; men dog giver det os en ganske anderledes Forestilling om den gamle Hav-Mand, end hvad Romerne fandt mærkværdigt; thi endskiøndt Trogus, i Anledning af Carthagos Stiftelse, giver sig Mine af at ville gaae til Bunds i de Tyriske Oldsager, saa er det dog kun Sidon han fanger som en Fisk, og selv om den veed han kun lidt at fortælle. Tyrierne, siger han nemlig, nedstamme fra Phønicerne, som i Anledning af et Jordskiælv rømde deres Fædreneland, og satte sig først ned ved den Assyriske Sø, og siden paa Strand-Bredden, hvor de bygde Sidon, som paa Phønicisk betyder en Fisk og fik sit Navn af det gode Fiskeri der var. Mange Aar derefter, da Kongen i Askalon indtog Sidon, flygtede Indbyggerne til Søes og bygde Tyras**).

Da imidlertid Romerne forstod den Konst at indprænte hele Verden deres Skrift som et Evangelium, blev denne kortvillige Phønicer-Historie giennem mange Aarhundreder den eneste giængse, som end ikke endnu er rigtig afløst af det vel ogsaa korte men dog ingenlunde tomme Begreb, vi af Græske Sagn og Ebraiske Vidnesbyrd kan danne os om de store Mæglere paa Oldtidens Marked.

* * 150

Vel skrev nemlig Ebræerne ingen Verdens-Historie, blandt Andet, fordi de ingen kunde skrive, der svarede til den store Fortale, Moses havde gjort, og kunde dog ikke nøies med noget Ringere, men da de tidlig blev Naboer til de Tyrier og Sidonier, kunde de umuelig have en sandfærdig og fuldstændig National-Historie [Fædernelands-Historie], hvor disse ikke nævnedes. Vi finde derfor ganske rigtig Sidon, der først blev navnkundig, ikke blot nævnet i Mose-Bøgerne, men beæret med Navn af Hoved-Stad (Stor-Stad) i Josvas og skildret som en Saadan i Dommernes Bog. Zor derimod, som Tyras hedder endnu, nævnes kun i Forbigaaende i Josvas Bog og fremtræder først i sin Glands under David og Salomon, med hvem dens Konge Hiram stod i Venskab og Forbund *).

Først læse vi nemlig om Hiram, at han sendte Gesandter [Budskab] til David, overlod ham Ceder-Træ, Tømmer-Mænd og Mur-Mestere til Bygningen af hans Slot, og var ham en trofast Ven, hvorfor han ogsaa strax sendte Bud og lykønskede Salomon, da han besteg sin Faders Throne. Salomon skrev ham da til, i Anledning af Tempel-Bygningen, han havde for, og Hirams Svar er saa lærerigt, at det fortjende at indføres heelt, om der end ikke var slet saa knap Tid paa Phønicisk Skrift

Fordi Herren elsker sit Folk, skriver Hiram, har Han givet dem saadan en Konge, og lovet være Herren, Israels Gud, for han gav Kong David en Søn saa vittig og viis, som vil bygge Herren et Tempel og Kongen et Slot! Og hermed sender jeg dig en klog og kyndig Mand, Hiram min Fader, hvis Fader er en Tyrier men hvis Moder er af Dans Døttre, og han forstaaer at arbeide baade i Guld og Sølv og Kaabber og Jern og Steen og Træ, og at omgaaes med Purpur baade rødt og fiolet, han er en Tusind-Konstner, som, i Forening med dine og min Herre Davids kyndige Folk, kan giøre Alt hvad du behager. Hveden og Bygget og Olien og Vinen, som min Herre melder om, skikke han sine Tjenere, og vi skal sikkert fælde Tømmeret paa Libanon og flaade det ned til Jaffa, hvorfra du kan hente det til Jerusalem.

Siden, da Templet var færdigt, forærede Salomon Kong Hiram tyve Byer i Carmels-Egnen, men da Hiram saae dem, behagede de ham ikke og han sagde: hvad er det for Byer du har givet mig, min Broder, og deraf kom det Landskab til at hedde Chabul (Mishag)**).

* * 151

Endelig hedder det, i Anledning af alt det Guld og Sølv, Kong Salomon svømmede i: han bygde Skib i Bugten af det Røde Hav, i Elath (Akaba), og fik heelbefarne Søfolk og Styrmænd dertil af Hiram, som seilede til Ophir og bragde Salomon blot i eet Aar 420 Talenter Guld, foruden kostbart Træ og Ædelstene. Han gjorde sig en Elfenbeens-Throne med Guld-Arme og et Par Løver med tolv Unger af Guld ved Siderne, og han gjorde alle sine Drikke-Kar og deslige af Guld, thi han brød sig kun lidt om Sølv, fordi hvert tredie Aar kom hans Tharsis-Skib hjem, med Hirams Skibe, fuldt af Guld og Sølv og Elfenbeen og Ædelstene*).

Efter Rigets Sønderrivelse var ikke Jerusalems men Samarias Konger Phønicernes Naboer, og Achab, En af dem, var gift med den Sidoniske Kong Ætbaals Daatter Jesabel, hvis Baals-Præster Propheten Elias bød Spidsen paa Carmel ved Sidons Grændser, og i hendes Tid udrustede Salomons Ætmand Kong Josaphat, ventelig i Forbindelse med hendes Søn Kong Ahasia i Samaria, et Tharsis-Skib i det Røde Hav, men Foretagendet strandede, og siden hører Man intet Sligt**).

Disse Efterretninger blive derimod dobbelt sikkre og brugbare ved den Afhjemling, Ebræernes sidste Historie-Skriver Joseph saae sig istand til at give dem. Han, som skrev paa Græsk for hele den lærde Verden, beraaber sig nemlig saavel i Historien selv, som i Forsvaret mod Alexandrineren Appion, paa Tyriske Annaler [Aarbøger], som baade fandtes opbevarede i Tyrus paa Phønicisk, og var oversatte paa Græsk i de Historiske Værker af Dion og Menander fra Ephesus. Af disse nu forgaaede Skrifter anføres ikke blot to Breve, vexlede mellem Salomon og Hiram om Tempel-Bygningen, men ogsaa hele Konge-Rækken fra Hirams Fader Abibal til Pygmalion, med Aarstal for hver, der synes saa nøiagtige, som Man kunde vente i en By, hvor Annalerne [Aarbøgerne] maae ansees for en Green af Bogholderiet. Hvor tør en Historie nu end blotte Navne og Aarstal give, saa er de dog her en stor Vinding, da vi deraf see, det var ved Aar 1000 f. Ch. Salomon og Hiram glimrede, at det var et halvt Aarhundrede senere, under Baals-Præsten Ithobals Regiering, Auza i Afrika (ventelig Utika) stiftedes, og atter et halvt Aarhundrede efter *

* 152 at Pygmalions Syster grundede Karthago, ligesom vi ogsaa af det Hele kan slutte os til, at Tyrus paa Øen, som, efter Joseph, var bygt et Par hundrede Aar før Salomons-Templet, har havt sin Phønix-Alder mellem det ellevte og femte Aarhundrede. Om Hiram fortælles desuden ikke blot, at han blev 54 Aar gammel og regierede i 34 Aar, men det hedder ogsaa : han sløifede det store Stykke ved Øster-Port og udvidede Byen, og han opførde en Dæmning, hvorved han forbandt den Holm med Byen, som den Olympiske Zeuses Tempel staaer paa, og Guld-Støtte n i det Tempel er ogsaa af ham. Han rev ellers de gamle Templer ned og bygde Nye af Cedre fra Libanon, og først bygde han Herkules-Templet, som blev færdigt i Maaneden Perit, og siden bygde han Astartes Tempel, som netop var færdigt, da han drog i Krig med Euchierne, som nægtede at betale Skat men maatte dog falde til Føie. Kong Hiram og Kong Salomon i Jerusalem sendte ogsaa hinanden mørke Taler, paa det Vilkaar at hvem der gav tabt skulde punge ud med svære Bøder, og det maatte Hiram først, men siden var der en ung Tyrier, ved Navn Abdemon, som giættede alle Salomons Gaader og gjorde Nogle til ham, som han ikke kunde løse men maatte betale mange Penge for*).

Hvem nu Euchierne var, veed vi vel ligesaalidt som hvor Tarsis og Ophir laae, men disse Efterretninger formindske dog det Svævende i vor Forestillinger om Tyrus, og lade os skimte en ny Side af den Phøniciske Virksomhed; thi Hirams Forhold til Da vid og Salomon viser klarlig, at han i det Mindste for sin Person var en Jehovah-Dyrker, og rev han da virkelig de gamle Templer ned, maa det nødvendig ogsaa have været til hvad Man kaldte en ny Gud, han bygde de Nye. Mærkeligt er det i denne Henseende ogsaa, hvad Annalerne berette, at 50 Aar efter hans Død bemægtigede Astartes Præst Ithobal sig Thronen, thi i ham er Jesabels Fader, den Sidoniske Ætbaal umiskiendelig, saameget mere, som Joseph paa et andet Sted anfører en Stump af de Tyriske Annaler, hvori det berettes, at der i hans [Ithobals] Dage var et heelt Aars Tørke, som paa hans Bøn endtes ved en stærk Torden-Regn, som vi kiende fra Achabs og Elias Historie**).

* * 153

Dette er da omtrent alle de historiske Efterretninger om Phønicernes Oldtid, de Lærde hidtil har sammenplukket, og de vilde ingenlunde fortjene Plads i den universal-historiske Haand-Bog, naar ikke Phønicernes Mærkværdighed netop bestod i den udbredte Vexel-Virkning, de var Redskabet for; men derfor er Sporene af deres Handel og Skibsfart os langt vigtigere, end den fuldstændigste Beretning om deres Begivenheder i Hjemmet vilde være; ihi derom kan Livet i Venedig og Hanse-Stæderne oplyse os.

Af samme Grund blive de Ebraiske og Græske Digtere anderledes gode Hjemmels-Mænd i den Phøniciske end i nogen anden Historie, naar Man hos dem kun søger Oplysning om Phønicernes Bedrift [Driftighed], og det Lys hvori Oldtiden betragtede dem; men vil Man deraf giætte sig til deres Handels-Veie og Forbindelser, da glemmer Man, det er med Myther og med alt Billed-Sprog, som med Malerier, at naar de er gode, kan Man vel gienkiende Historien deri, men ingenlunde lære den deraf.

Naar saaledes den Homeriske Svine-Driver paa Ithaka fortæller Odysseus om de snue Kræmmere fra Sidon, der solgde Guld-Kiæder med den ene Haand og stjal smukke Folks Børn med den Anden, da viser det unægtelig, hvad Grækerne ansaae dem for, og vi lægge med Rette Mærke til Rav-Perlerne paa samme Guld-Kiæde, da de, saavel som Ravet i Atridens og i Zeuses Palads, viser, at Phønicerne fra Arilds-Tid beseilede Rav-Landet, hvor det[saa] end var; men vil vi deraf slutte os til, hvilken Øe Digteren meende med Svine-Drengens Fædreneland Ortygia, da er det ligesaavel spildt Umage, som at ville oprede hans Slægt-Register, eller finde den Kong Kinyras i Sidons Konge-Række, der forærede Agamemnon den herlige Brynje, eller i Herkules-Mythen at ville søge Oplysning om den Tyriske Seilads, som skjuler sig deri. Skiøndt jeg derfor ingenlunde fristes til at sætte Israels Propheter i Classe med Digterne og Mythe-Smedene, enten i Tyrus eller Hellas, saa tør jeg dog ikke raade Nogen at giøre en Phønicisk Handels-Historie af Ezechiels Syn og Spaadom; thi at Israels Propheter er langt anderledes tilforladelige end Digterne ellers, har vi Lov til at troe og kan vist nok med Held stræbe at bevise, men maae ikke forudsætte i Historien, og desuden høre næsten alle de Folke-Navne, Propheten opregner, til Ebræernes særegne Tale-Brug, som maatte forud være os bekiendt, naar 154 vi deri skulde finde nogen Oplysning. Søge vi derimod hos Esaias og Ezechiel kun en livlig Skildring af Phønicernes Bedrift, Rigdom og Vælde, i det syvende og de nærmest foregaaende Aarh undreder, og Underretning om, med hvilke Øine disse store Seere betragtede det Altsammen, da finde vi os fyldestgjorte, uden at skrive vore egne Giætninger paa deres Regning. Kun for det skal de være vores historiske Hjemmel, at de Tyriske Kiøbmænd var ligesaadanne Fyrster, som de Ostindiske Compagnier i Amsterdam og London, handlende med alle dem der havde noget at kiøbe eller sælge, og handlende med Alt hvad der lod sig bruge eller afsætte, Mennesker ingenlunde undtagne, Hjemmel for det, og for den Kiends-Gierning, at Israels Seere giennemskuede Glimmeren da den var mest blændende, og forudsaae Undergangen da den syndes længst borte.

Det følger i Øvrigt af sig selv, at Karavanerne, som drev Land-Handelen saavel i Asien som i Afrika, baade fra Norden, Østen og Syden, strømmede til Tyrus og Sidon, naar de først var Stapel-Stæderne for Verdens-Handelen, men det er ogsaa klart, at før de kunde trække Land-Handelen til sig, maatte de enstund have seilet paa Steder, hvor man betaide Glas-Perler godt. Tidlig maae altsaa Phønicerne have seilet did, hvor de fik Sølv og Guld og Ædelstene, Elfenbeen og Rav og Tin og Bly for godt Kiøb, altsaa ikke blot til Spanien, men i Syd over Linien og i Nord til Brittanien og Øster-Søen. Om de beseilede Ost-Indien, og om Øen i det Atlantiske Hav var Amerika og navnlig Brasilien, som Endeel har meent, lader sig vel endnu ikke afgiøre, men jeg finder det høist rimeligt, og kan see, at alle Indvendinger mod Mueligheden er grebne af Luften. Mange har vel meent, det her var nok at pege paa Kompasset og spørge, om Phønicerne havde det, men det siger slet intet, da det er klart, at Kolumbus ligesaa godt uden Kompas, som med det, hvis Misviisning endog gjorde ham Hovedet kruset, kunde drevet med Passaten, over det rolige, speilklare Hav, og desuden fattes aldeles Beviset for at Phønicerne manglede Kompasset, medens det er klart at de kiendte Magneten, og høistrimeligt at de brugde den ved Seiladsen, siden den netop kaldes »Herkules-Stenen«*).

Man har talt meget om det »Tyrus og Aradus«, som, efter *

155 Strabos og de andre gamle Geographers Beretning, fandtes i den Persiske Bugt, med Spor af Phøniciske Templer, og har dertil henført Sagnet hos Herodot om Phønicernes Oprindelse ved det Røde Hav, der hos Grækerne var Navnet saavel paa den Persiske som paa den Arabiske Bugt; men langt rimeligere var det Phøniciske Anlæg paa deres Fart til Ost-Indien, og de store Bomulds-Træer, som endnu i Po1ybs Tid fandtes ved Gades og Carthagena, henpege tilvisse paa en saadan Kaas, saavelsom Kaneel-Barken, der kun findes paa Ceilon og maa være udført af Phønicerne, siden Herodot tilstaaer at Navnet stammede fra dem *). Er der ellers Noget i Sagnet om Phønicernes Flytning fra det Røde Hav op til Middel-Havet, da maa ved hint sikkert menes den Arabiske Bugt, og ved den »Assyriske Sø« hos Trogus det Døde Hav, thi det lod sig godt tænke, at Tyrierne først havde boet ved Jordan i Zoar, og havde, efter Sodomas og Goniorras Undergang, som kunde være »Jord-Skiælvet« hos Trogus, tyet op til Middel-Havet og bygget Zor; men alt Sligt er dog Giætteværk, som kun giør Nytte naar det hjelper til at fælde urimelige Fordomme.

At Phønicerne hentede Ravet i Øster-Søen, eller dog deroppe ved, er vel kun en Slutning, vi giør deraf, at del aabenbar kom tilskibs fra den anden Side af Herkules-Støtterne, men Slutningen herfra til det nærmeste Rav-Land paa den Kant er af dem, der baade giør og forsvare sig selv. Mythen om Phaeton, som Soel-Hestene løb løbske med, til han styrtede ned og druknede i Eridanus, hvor hans Søstre, Heliaderne, forvandlede til Æspe-Træer, fælde Rav-Taarer for ham, som Herodot skotter til og Diodor fortæller, er sikkert af Phønicisk Oprindelse, og dybere end Grækerne drømde om, men giver naturligviis ingen geographisk Oplysning, og da Marsellianeren Pytheas, som skrev lidt efter Alexander den Stores Tid, er den eneste Græker, som roeste sig af selv at have været i Thule og kiende det Nordiske Hav, er det sikkert efter ham, Diodor fortæller, at Rav-Øen ligger deroppe og kaldes Basilia, der nøiagtig lod sig oversætte Borgen-Holm (Bornholm). Nu at bestemme, enten hvorfra Pytheas havde sine Efterretninger, eller hvor gode de var, lader sig saameget mindre giøre, som hans »Thules Historie« er forgaaet, og kiendes kun af en bidsk Recensjon hos Strbo, der selv tilstaaer, *

156 han vidste ingen Beskeed om Tingen; men da Grækerne kalde Elektron og Tydskerne Bernsteen hvad kun vi kalde Rav, slaaer det dog neppe feil, at Navnet »Rannonia« som Øen Basilia kaldes af en Græsk Skribent, er kommet fra vort Norden. Sagen vilde for Resten i Verdens-Historien være ubetydelig, naar ikke vort Norden selv bar Spor af tidlige Stats-Anlæg, Ager-Dyrkning, Søfart, Runer og Rime-Konst, men da saa er, forvirres aabenbar Kiæden, naar man taber den ældgamle Forbindelse mellem Middel-Havet og Øster-Søen af Syne *).

Det er ligeledes egenlig som et Vidnesbyrd om den Historiske Sammenhæng, mellem den gamle Østerlandske og Græske Udvikling, at Mythen om Cadmus (Østerlænderen) faaer universal-historisk Vigtighed, og fortjener en anderledes omhyggelig Udvikling i alle sine Grene, end den hidtil har fundet; men dog er det ret mærkeligt, baade at Elektra, som hos Diodor er Sviger-Moder til Cadmus, af Andre kaldes Syster til ham og Europa, og at Europa paa Phønicisk kan være det Samme som Hesperia paa Græsk, altsaa Aften-Landet eller Vester-Leden. Da vi nemlig i Historien spore Phønicerne saa langt i Vest og saa høit i Nord, som vi kan øine, bliver Cadmus-Mythen os nødvendig et Speil for deres Fart, og da vi veed, det har været et gammelt Ægyptisk Præste-Sagn, at en Deel af Verden, ligesaa stor som den der blev tilbage, var revet løs og blevet til en Øe i det Atlantiske Hav, saa slutte vi med Føie, det var denne Europa, Cadmus, efter Mythen, udsendtes for at oplede, men maatte for det Første opgive, trøstende sig ved Giftermaalet med Harmoniaog Konge-Stol i Hellas, som hænger fortræffelig sammen, naar Man blot erindrer, at Velklangen fra Arilds-Tid var en Grækerinde, og besinder sig paa, at Cadmi [Europas] Fader Agenor naturligviis er den berømte Phøniciske Kong Kinyras (Cithar-Spilleren), hvis Borg Man endnu synes at have viist Strabo ved Byblus**).

Herved mindes vi om Philo fra Byblus, som i det andet Aarhundrede efter Christi Fødsel udgav en Mythologi og Historie, som han paastod var skrevet paa Phønicisk, af en vis Sanchoniathon fra Bairuth, førend den Trojanske Krig, især efter Jao-Præsten Hierambaals Mund. Var dette Skrift *

* 157 ægte, kunde vi dog ikke synderlig beklage Tabet af dets historiske Deel, der maatte slutte hvor vi ønskede, den skulde begynde, men det Brud-Stykke af Mythologien, den Christne Kirke-Historiker euseb har bevaret, viser kun alt for tydelig Uægtheden af det gruelige Sammensurium, hvori Phøniceren, ældre end den Trojanske Krig, idelig slaaes med de Græske Mythographer, hvis Ungdom imod ham dog fortjende anderledes Skaansel*). At der imidlertid, før de Græske Grubleres Dage, har været en Phønicer, der vilde sætte Verden sammen af Solegran (Atomer), see vi hos Strabo, som kalder ham Mochus fra Sidon, ældre end den Trojanske Krig, og naar vi tage Brudd-Stykket af Philos Bog for hvad det er, kan vi naturligviis ogsaa føre os til Nytte hvad en Phønicer skrev paa Græsk efter Christi Fødsel, og maa især finde det mærkværdigt, hvad den Byblier fortæller, at Phønicerne til en Tid brugde Omskiærelsen, og at han som Grækerne kaldte den Tyriske Herakles hedd egenlig Melkarth.

Det Første stemmer nemlig med hvad Herodot fortæller, at baade Phønicer og Syrer (Ebræer) i Palæstina havde Omskiærelsen, skiøndt de Phønicer, som i hans Dage besvogrede sig med Grækerne, lagde Skikken af, og vi kan neppe tvivle om, at jo det og Mere forskriver sig fra Hirams Dage**).

Det Andet er ikke blot mærkeligt, fordi Melkarth og Herakles (udtalt Irakles) synes at være eensty dige Phøniciske Navne paa By-Værgen eller Kæmpen for det Borgerlige Selskab, men især fordi Grækerne selv havde det Sagn, at Cadmeren Palæmon eller Melikertes var den Samme som Herakles; og derved berettiges vi end mere til at tage Herakles i Mytherne, hvor han gaaer paa lange Reiser, for Tyrus-Vætten***).

Hvor fornøielig denne Anvendelse kan blive, see vi ogsaa strax, naar vi betragte Æventyret om den trehovdede Geryons Øxne, som Herodot fortæller det, efter Grækerne ved det Sorte Hav; thi derefter boer Geryon paa Øen Erithia, paa hin Side Støtterne, hvor de gamle Græker, efter deres eget Sigende, aldrig kom, og fra Erithia kom Herakles til det siden saakaldte Skythien, som dengang var øde, hvor han under Vinters Hjerte lagde sig til at sove, svøbt i sin *

* * 158 Løve-Hud, men mistede imidlertid ved en Guds Tilskikkelse sine Kiøre-Heste, som var spændt fra og sat paa Græs. Ved at lede om disse kom han til Landet Hylæa (Skov-Bygden), hvor han fandt sine Heste hos Halv-Fruen (Hav-Fruen) Echidne i Hulen og fik med hende tre Sønner, som var Trillinger, Agathyrs, Gelon og Skythe, af hvilke dog kun den Sidste blev stærk nok til at spænde hans Bue og hans Bælte, som han efterlod dem til Arve-Gods*).

Ønske vi nu heri at see et Speil for den Tyriske Handel paa Norden, da behøve vi blot at tage Erithia for Brittannien, hvad saameget bedre gaaer an, som begge Navne, hint paa Græsk og dette paa Ebraisk, kan betyde Profit-Landet, og vi hos Diodor see, at de Gamle ansaae Brittannien, ligesom Sicilien og Geryon, for at have tre Hoveder (Heads dvs. Forbjerge i en Trekant), saa forklarer Resten sig selv, saaledes, at Øxnene (paa godt Nordisk) er Byrdinger (Skibene med Tin og Bly), Kiøre-Hestene (Hav-Hestene) er de Phøniciske Lang-Skibe, som Nordiske Vikinger (efter Mythen) engang maae have gjort flot, hvor Tyrierne laae i Vinter-Havn, havde trukket dem paa Land, og tyggede Drøv i Mag paa hvad de havde med fra Cadix paa Løve-Øen (Leon). Dette giver Tyrierne Anledning til at besøge Øster-Søen, der, for sine Bugters Skyld kaldes passende en Snog forneden, og Følgen heraf bliver Udviklingen af Nordens bekiendte Trilling-Folk, hvortil han jo unægtelig hører, den Engelskmand, der har beviist, han kan spænde den Tyriske Melkarths Bue nok saa høit og Bæltet nok saa stramt, som hans Fader i Konsten **)!

At saadanne Forklaringer ei har mindste Gyldighed i nogen Historie, uden om de kan skaffe sig nogen i det Nittende Aar~ hundredes, hvortil de høre, følger af sig selv, men naar en Mythe uden al Tvang kan komme til at betyde hvad vi ellers veed er sandt [hvad der godt kan være sandt], var det jo en Skam at nægte sig selv og Andre den Fornøielse at see det, og da Tinnet, som alt nævnes af Moses, og Ravet, som er giængs i Odysseen, efter Herodots umistænkelige Vidnesbyrd kom urimelig langveis fra, ad ham ubekiendte Veie, saa maa Phønicerne nødvendig have beseilet Brittannien før Moses Tid, og Landene ved Øster-Søen før Salomons, og bør da *

* 159 have Æren for Nordens tidlige Udvikling, hvis en Saadan virkelig har fundet Sted*).

Med denne Phønicernes tidlige Travlhed stemmer det ogsaa godt overeens, at Man finder Glasset saavel i Jobs-Bogen som i Gravene ved Memphis, og Purpuret i Mose-Bøgerne; thi Old-Tiden har aabenbar ikke kiendt andre Purpur-Farvere end de Tyrier og Sidonier, og hvad Glasset angaaer, da har der vel løbet sære Rygter om de Æthiopiske Glas-Kister, som allerede Herodot taler om, efter de Ægypters Mund, der var Speidere for Kambyses; men Rygtet har aldrig stadfæstet sig, og det var i alt Fald ikke fra Morianerne Grækerne fik deres Glas-Vahre**). Plinius skal for Resten, efter de Lærdes Sigende, være den ældste Skribent, der giver os Oplysning saavel om Purpur-Muslingen ved den Phøniciske Kyst, med en Blære, kaldet Blomsten, hvis Saft alene gav den ægte Farve, som om Glas-Pusteriet, og i Anledning af dette siger han udtrykkelig, at en Strækning paa fem hundrede Skridt ved Bækken Belus, under Karmel, var giennem mange Aarhundreder Glassets eneste Vugge. Efter Sagnet, føier han til, skal Opdagelsen være skeet paa den Maade, at nogle Skibsfolk, der laae for Anker med en Ladning Salpeter, tog Stumper deraf i Land og kaagde deres Mad ved; thi ved den Leilighed, siger Man, smeltede Glimmer-Sandet og viste Verden et nyt Slags Bække som blev til Glas. Plinius tilskriver for Resten Sidon alene Glas-Pusteriet, og siger om Tyrus i hans Dage, at Muslingen og Purpuret var nu hele Herligheden ved den berømte Stad, der fordum blev Moder til Karthago og alle de Phøniciske Kolonier, paa Theben nær i Bøotien, som Sidon havde Æren for***).

Dog, hvorledes Tyrus og Sidon sank, derom veed vi langt bedre Beskeed end om deres Opkomst og Vælde, og naar Kolosserne styrte, seer Man bedst hvor store cle har været, saa det er stor Skade, at det eneste hele Blad vi har af den Phøniciske Historie er i nyere Tider hardtad slet ikke læst.

Da den Assyriske Erobrer Salmanassar, i det Ottende Aarhundrede, trængde frem til Middelhavet, melder Menander fra Ephesus, at Akre, Sidon og alle de andre Phøniciske Stæder lod Tyrus i Stikken, og udrustede Seier-Herren *

* * 160 tresindstyve Skibe til at tvinge Ø-Staden med; men Elulæus, som dengang var Konge i Tyrns og havde lugtet de frafaldne Kittier (Kyprier), holdt sig dog tappert, slog med tolv Skibe Salmanassars de Tresindstyve og gjorde 500 Fanger, hvorved Tyrierne steg særdeles i Anseelse. Assyrerne hevnede sig imidlertid ved at sætte Vagt ved alle Kilder og Floder, saa Tyrierne i fem Aar maatte nøies med Brønd-Vand*).

Saa kort end denne Beretning er, viser den os dog Tyrus i sin høieste Glands; thi Sø-Seieren er kun lidt imod det, at den gamle Dronning paa Havet med Æren udholdt en femaars Spærring, anderledes stræng end Engelands under Napo1eon. Man seer nemlig strax, at Talen ei her kan være om enkelte Skildvagter, som Tyrierne snart vilde viist Vinter-Veien, men om den strængeste Blokade fra Land-Siden ved en Krigs-Hær, der afbrød hele Karavan-Handelen med Asien, og indskrænkede Tyrus paa sin lille Klippe i strængeste Forstand til egne Hjelpe-Kilder, der maatte være rige, for ei at udtømmes.

Hundrede Aar senere, da den Babyloniske Nebucadnezar blev frygtelig, see vi at Kongerne i Tyrus og Sidon forbandt sig med Kongen i Jerusalem og Andre imod ham, og der kan ingen Tvivl være om, at det løb uheldigt af, men dog er det dunkelt, hvad egenlig Udfaldet blev paa den trettenaars Beleiring af Babylonierne, Tyrus dengang under Kong Ætbaal den Anden maatte udstaae**). Efter Vinkene hos Israels Propheter synes det imidlertid rimeligst, at Tyrierne tilsidst, da de kom i Knibe, er, med Alt hvad flyttes kunde, flygtede til Kypern, saa Seier-Herren fandt Fuglen fløiet og Reden tom***).

Siden, i det Sjette Aarhundrede, huserede vel Ægypteren Apries, der havde faaet sig en Sømagt, ogsaa slemt paa denne Kant, men Alt hvad Herodot beretter, er dog, at han streed til Lands med Sidon, og til Søes med Tyrus, og selv Diodors Fortælling lyder dog kun paa, at han slog den Phøniciske og Kypriske Flaade, indtog Sidon med Storm, slog de andre Phøniciske Stæder med Skræk og gjorde et svært Byttet†).

Nu var det, Kyrus blev Asiens Herre, og naar Phønicerne *

* * * 161 underkastede sig Perserne, veed Man egenlig ikke, men Herodot melder udtrykkelig, det var skeet godvillig om ikke før, saa under Kambyses, og at de meer var at betragte som Persiske Bundsforvante, see vi deraf, at de kunde og turde nægte Kambyses Hjelp imod Karthago*). Dog, alle saadanne Forbindelser med sine Overmænd blive snart til Lænker, og var det alt tildeels under Kserxes, hvem Kong Mapen i Tyrus og Tetramnist i Sidon fulgde paa det Græske Tog med trehundrede Skibe, som var de bedste Seilere i hele Flaaden**). I det Mindste maatte de Phønieer uden Lov og Dom række Hals, som fortalde Kongen, hvad vist var ingen Løgn, at de Asiatiske Græker ved Salamis lod dem i Stikken***), men at der dog endnu var Mod tilbage, see vi paa den formelige Opstand de, i Forbund med Ægypterne, gjorde mod Tyrannen Ochus i det Fjerde Aarhundrede. Det blev imidlertid Sidons Undergang, som stod i Spidsen og opirrede Tyrannen, ei blot ved at slaae hans Statholdere i Syrien og Kilikien, men ogsaa ved at fælde alle Træerne i hans Phøniciske Paradis; thi Anføreren for de Græske Leie-Tropper, Mentor fra Rhodus, og Sidons egen Konge Tennes forraadte Staden til Ochus, som brændte af Begiærlighed efter Hevn, men var dog for afmægtig til at tage den som en Mand. Kun de 500 fornemme Sidonier, som Tennes spillede ham i Hænderne, fik han selv den Fornøielse at slagte, thi Resten, fortæller Diodor, stak selv Ild paa Byen, da de saae sig forraadte og havde, ved i Forveien at brænde deres Skibe, berøvet sig enhver Udflugt, og 40000 omkom i Luerne, saa Tyrannen maatte holde sig til Asken, som han fik godt betalt, fordi der var smeltet meget Sølv og Guld med Sidonierne†).

Da Man henved tredive Aar efter, under Alexander, endnu finder Sidon vel svag men dog ei ganske ubetydelig, maa denne Efterretning vel være overdreven, og da Tyrus slet ikke nævnes, har den sikkert holdt sig neutral; thi oversees kunde den Stad umuelig under Ochus, der endnu havde Mod til at lukke sine Porte for Alexander den Store og Midler til at værge sig godt. Bedst Underretning herom linde vi hos Plutarch og Arrian, som har øst af eens Kilder, og her see vi, at da Alexander, efter Slaget ved Issus, rykkede mod *

* * * 162 Phøniclen, var alle By-Kongerne med deres Hjelpe-Skibe hos den Persiske Flaade, men at desuagtet mødte Konge-Sønnen Strato fra Aradus Seier-Herren med en Guld-Krone og overgav ham Staden, et Exempel, som Byblus og Sidon snart fulgde, og Sidon med stor Fornøielse, siger Arrian, da den var forbittret paa Perserne og paa Darius. Tyrierne bevidnede nu vel ogsaa Alexander deres Hengivenhed, men da han forlangde at indlades i Staden for at offre til Herkules, svarede de kiækt, at de baade fandt det sømmeligst og, med Hensyn paa Lykkens Ustadighed, sikkrest, indtil videre, at lukke deres Porte baade for Perser og Græker. Herover blev Alexander ikke blot høilig fortørnet, men saameget mere ærgerlig, som han ikke ansaae det for raadeligt at gaae enten til Ægypten eller Babylon, uden at have sikkret sig alle de Phøniciske Havne, og nu begyndte da den berømte syvmaaneders Beleiring, som i Old-Tiden gjaldt for mageløs. Alexanders Drøm, at Herkules selv fra Muren rakde ham Haand og hjalp ham ind, forklarede hans Orakel Aristander saaledes, at Byen vel skulde blive taget, men at det vilde være et Herkulisk Arbeide, og det var heller intet Børne-Værk, han strax begyndte paa, nemlig at fylde Løbet op mellem Øen og Landet, som var fire Stadier (i det Mindste 500 Alen), men han lærde ogsaa snart, det var ham overlegent, især, saalænge Tyrierne raadte over Vandet. Han havde imidlertid ogsaa her Lykken med sig, thi da det rygtedes i den Persiske Flaade at Sidon, Byblus og Aradus var gaaet over, seilede ikke blot Kongerne derfra hjem, hvorved Alexander fik 80 phøniciske Tredækkere (Triremer), men kort efter løb ogsaa Kongerne fra Kypern ind i Sidons Havn med 120 Skibe, saa nu turde Tyrierne ikke engang vove det Sø-Slag, de havde belavet dem paa, men maatte indspærre sig i deres Havne, som Alexander lod strængt blokere. Herved blev Alexander de Tyriske Brandere kvit, som havde lavet ham et varmt Bad, og nu udtømde Man paa begge Sider hele sin Konst, men da Tyrierne var Grækernes Mestre i Maskineriet, og Tve-Kampen med Poseidon, som Tyrierne spotviis kaldte Opdæmningen, havde særegne Vanskeligheder, var Alexander nær ved at fortvivle om et lykkeligt Udfald, saa, havde det ikke været for Skams Skyld, siger Man, han gierne vilde ophævet Beleiringen. Den første egenlige Fordeel han havde, var da Tyrierne selv uformodenlig brød ud af Nord-Havnen og kiørde i Ring med den Kypriske Flaade, thi da kom Alexander til og tog endeel Skibe, hvoriblandt Et der var opkaldt efter 163 Herkules (ventelig Admiral-Skibet), men stort nærmere kom han dog derved endnu ikke, og da Aristander ved Offingen paa den sidste Dag i Hekatomb-Maaneden (Juli-August) spaaede af Indvoldene, at Staden skulde falde i indeværende Maaned, slog hele Hæren en høi Latter op. Selv Alexander vidste ikke bedre Raad end, ved en Napoleonsk Parol-Befaling, at forandre Almanakken, saa Man skrev den otte og tyvende Istedenfor den Tredivte, men dog løb han Storm samme Dag fra Skibs-Borde paa den søndre Side, hvor han havde skudt Gab paa Muren, og, uagtet det var et stort Vove-Stykke, lykkedes det dog langt over Forventning. Selv var Alexander den Første der sprang i Land, og Admet, som fulgde med, faldt strax, men han fik dog Tyrierne drevet fra Muren, og da Kyprierne benyttede Øieblikket til at løbe ind i den aabne Nord-Havn og giøre Land-Gang fra den Side, kom Indbyggerne mellem to Ilde. Endnu engang flokkedes Tyrierne paa Agenors-Torvet og gjorde et fortvivlet Forsøg paa at drive Flenden ud, men det mislykkedes, og nu begyndte et rædsomt Blod-Bad, da Makedonierne var yderst opbragte, deels over den lange Modstand, og deels over Tyriernes Behandling af nogle Fanger, de tog paa et Skib fra Sidon, som de slagtede paa Muren og smeed i Søen ligefor Alexanders Øine. Her var da ingen Skaansel at vente, uden for Herkules-Templet, som tilligemed Kongen Azelmik frelste nogle Tyriske Høvdinger og Carthaginensiske Gesandter [Sendebud], ellers blev Man ved at myrde, til Man var træt, og Arrian siger, der faldt 8000 ved Stormen og 30000 blev solgt til Slaver, medens Alexander tabde kun 21 Mand ved Stormen og under hele Beleiringen 400 *).

Tyrus faldt, efter Diodors Beretning, just da Man den hundrede og tolvte Gang holdt de Olympiske Lege (efter ny Regning 332 f. Ch.), og efter Alderen skulde han ført Ordet om Beleiringen, men det er, desværre, gaaet ham, som det gik mange Skrivere: han tog ingen [inderlig] Deel i Begivenheden og glenide derfor at beskrive den, medens han forgiæves stræbde at begeistre (indtage) baade sig selv og sine Læsere for det konstige Maskineri [Tømmerværk], der dog kun er saameget værdt som det virker. Hvad han vilde sige, løber for Resten ud paa det Samme, som Arrians Fortælling, undtagen at Alexander efter Stormen lod over 2000 Ungersvende hænge, og at *

164 Slavernes Antal var ei stort over 13000, fordi de fleste Koner og Børn var sendt til Karthago. Kongen (Azelmik), siger han ogsaa, der havde været Perserne saa hengiven, blev afsat, og Alexander overlod til Hephæstion at sætte paa Thronen hvem han vilde, hvorpaa Hephæstion tilbød sin Vært Kronen, som dog vægrede sig ved at bære den, og gav derimod Anslag paa en fattig Urtegaards-Mand ved Navn Ballonimus, som, efter hans Sigende, baade var af Konge-Slægten og fortjende Purpuret. Den Tyriske Vært fik Lov at raade for Thronen og satte virkelig Urtegaards-Manden derpaa*).

Her har vi da den bekiendte Abdalonimus, der saalænge, til Ære for Latinerne Trogus og Curtius, har thronet i vore Haand-Bøger, som Konge i Sidon, men maa nødvendig enten igien ombytte Septeret med Vand-Kanden, eller flytte til Tyrus, nu, da de Kroner, Romerne uddeelde i Historien, har aldeles tabt deres Glands. Skal nemlig Urtegaards-Manden paa Alexanders Tid beklæde nogen Phønicisk Throne, maa det nødvendig blive den, hvorpaa Grækeren sætter ham, og at Alexander heller tog hvem det skulde være til Sætte-Konge i Tyrus, end ham der havde styret under Beleiringen, det er der Mening i, medens Man slet ikke seer nogen Grund til at Sidon, der strax kastede sig i Seierherrens Arme og hjalp ham til at faae sin Harm styret paa Tyrus, skulde nu skifte Høvding. Desuden er Trogus, der rask giør alle de Vældige i Tyrus til fødte Trælle og lader dem hænge af Alexander, hver Kiæft, paa en skyfalden Stratonide nær, som beholder Livet for at være Konge i de Dødes Rige, her aldeles uefterrettelig, og Curtius synes kun at have kommenteret [snakket op] paa fri Haand over Diodors Text, saa Man tør neppe engang laane den Tilsætning af ham, at endeel Tyrier reddede sig ombord hos Sidonierne, hvad han ellers kun har gjort urimeligt, ved at skrive 15000, der vel var fleer end Man selv i Sidon forstod at smugle ud**).

Den Græske Efterretning om Tyri Undergang er derimod saameget mere troværdig, som den svarer til hvad Man kunde vente at høre om Faldet af en saadan Phønix mellem Stæderne, som havde længe kronet Konger og hvis Kiøbmænd Propheten neppe blot for de var rige (thi det var Sidons ogsaa) kaldte »Fyrster paa Jorden,« men hvis Dyder og Lyder *

* 165 vi sikkert have en rigtig Forestilling om, ved at tænke os Engelands Aand saa langt tilbage paa Middel-Havets Kyst!

Vel udholdt Tyrus endnu, under Hurlumlieien efter Alexanders Død, en femten Maaneders Beleiring eller rettere Udhungring; men Beretningen derom tjener kun til at vise, at der var intet Tyrus meer uden af Navn, thi Staden var nu blot en Ægyptisk Fæstning, hvorfra, som fra hele den Phøniciske Kyst, Ptolomæus endog, for en Sikkerheds Skyld, havde ført alle Skibene til Ægypten, og kun som Antigons Trælle fik de Sidoniske Tømmermænd travlt med at fælde Cedre og Cypresser paa Libanon til en Orlogs-Flaade, at slaaes om Stumperne af Alexanders-Riget med*)!

Naar nu endelig Curtius fortæller os, at Tyrus, skiøndt død af dybe Saar, dog blev som født paa Ny og fik Bod for al sin Vaande under de fromme Romere**), see, da kan de troe det hvem der vil; men hvor høit de Phøniciske Hoved-Stæder ragede frem i det første Aarhundrede efter Ch. lære vi dog bedst af de Tyriers og Sidoniers Gesandter [Sendebud] til Sætte-Kongen Herodes Agrippa i Jødeland, som truede dem med Krig og lod sig kun ved sin Kammer-Tjener Blastus overtale til at skiænke dem Fred***).

Allerede heraf see vi imidlertid, at Phønicerne endnu under Keiserne havde den Skygge af Frihed, Romerne pleiede at unde dem der godvillig overgav sig, og, efter Strabo, maa det have været af Pompeius de har faaet den saakaldte Frihed for skikkeligt Kiøb. Samme Forfatter omtaler ogsaa baade Tyrus og Sidon som to endnu i hans Tid rige Handels-Stæder, hvoraf Sidon havde de pæneste men Tyrus de høieste Huse†).

Da det kun er for Indbyggernes Skyld, Man i Historien ændser Byerne, kan disses Skæbne under Araber og Tyrker ei her opholde os, men som et forunderligt Træf bør det dog anmærkes, al Sidon under Kors-Togene blev indtaget af den Norske Flaade, under Sigurd Jorsalafar; thi det viser iblandt Andet at Veien fra Phønicien til Thule var ikke heller i gamle Dage ufremkommelig ††).

Til Slutning et Blik paa den mærkværdige Jord-Plet, der vel *

* * * * 166 maa kaldes Melkarts Grav, men hvorover Aanden dog synes at svæve endnu mellem Cedrene paa Libanon l

Ved Foden af Karmel, som gjorde Skiel mellem Palæstina og Phønicien, ligger Byen og Fæstningen Akke eller Akre (Ptolomais), der har den bedste Havn paa hele Kysten, og trodsede ved sin faste Beliggenhed ei blot i Old-Tiden Israeliterne og i Middel-Alderen, som Ridder-Borg, Muselmændene, men nys Napoleon. Han beleirede nemlig her forgiæves den berygtede Ali Pascha, der fra Akre, som sin utilgiængelige Røver-Kule, giennem en heel Menneske-Alder udstrakde sit Jern-Spir over Syrien og erhvervede sig det udtryksfulde Tilnavn »Slagteren« (Djessir).

Herfra, mod Norden, ligge, som Flekker og Fisker-Leier, Zor og Sayde, Bairuth og Djebail (Gebal), Tarabayos og Ruad, hvorpaa det ei er at kiende, hvad Tyrus og Sidon, Berytos og Byblos, Tripoli og Arados fordum har været, men vel hvad de egenlig hedd og hvor omtrent de har ligget. Havnene er deels fordærvede af Sand som skyller op fra Ægypten og deels tilstoppede med Flid, og Alt er i den Stand Man kan vente efter Ord-Sproget: der groer ei Græs, hvor Tyrken har traadt, saa det er først oppe paa Libanons Aase, hvor han sjelden kommer, Man hentrylles i et blomstrende, smilende Landskab, med Morbær-Lunde, Viin-Gaarde og Olie-Haver, som Sneen fra Bjerg-Toppene vander for Druser og Maroniter.

Man maa nemlig vide, at nede fra Karmel og Jordans Kilder løber der i Nord en dobbelt Bjerg-Kiæde, som de Gamle kaldte Libanon og Anti-Libanon, med en breed Dal-Strækning imellem, hvor Man endnu seer stolte Levninger af Salomons Baalbek, og hvor Lands-Byerne Mara og Malula skal være de eneste Steder, Man endnu til daglig Brug taler Syrisk, som ellers ganske er fortrængt af Arabisk. Vest-Kiæden er nu igien det egenlige Libanon, som, i en Strækning af henved fem og tyve Mile, begrændser det kun fire, fem Miil brede Landskab mellem Bjergene og Havet, som Tyrier og Sidonier har gjort saa berømt. Øst-Siden af Libanon er øde, men Vest-Siden er en Kiæde af frugtbare Trappe-Aase eller Skraaninger (Terrasser), hvoraf Druserne beboe den sydlige Beel, fra Zor til Bairuth, og Maroniterne den Nordlige, derfra til Trabayos, hvor Kiæden endes med det berømte Forbjerg (Cap Carrauge) som de Gamle kaldte Gude-Fjæset (Theoprosopon).

Druserne, hvis Navn vel betyder det Samme som 167 Aboriginer eller Stam-Folk, er formodenlig ogsaa Levninger af den gamle Befolkning, og giør en saadan Hemmelighed af deres Religjon, at har de nogen, maa den vel, som fordum i Sidon og Byblos, stamme fra Ægypten, hvorfra Man ogsaa har sagt, de, efter deres hellige Bøger, vente en Messias, de nu kan see i Ibrahim. Blandt deres Fyrster (Emirer) gjorde endnu i Begyndelsen af det Syttende Aarhundrede Fackarden sig frygtet af Tyrkerne og berømt i Europa, bygde sig et prægtigt Palads i Sidon, besøgde Italien, og røbede i alle Maader en Sands for Cultur og Konst, som det synes, Børnene af de gamle Borger-Samfund aldrig kan tabe. Han lod sig imidlertid lokke til Constantinopel, hvor Strikken, der alt længe havde ventet paa ham, lod ham ikke længe vente paa sig, og siden har det kun været maadelig bestilt med Emirerne, hvis Hoved-Sæde nu er i Kammar, mellem Bairuth og Sayde, i en Egn, hvis Silke er berømt over hele Levanten.

Maroniterne, som beboe den Nordlige Deel, er Syriske Christne, og udgiør en lille Kirke-Stat, der giennem tolv Aarhundreder med afvexlende Lykke modig har forfægtet deres Frihed mod Troens Fiender. Siden deres Patriark, som boer i Klosteret Kannubin, oppe under de ældgamle Cedre, stiler sig Patriark af Antiochien, maa Man slutte, de er Flygtninger fra alle Syriens Egne, og det er ved Trabayos paa Libanons Top, hvor den saakaldte hellige Flod (Nahr Kades) udspringer, Man finder Levningen af den berømte Ceder-Skov, der nu holdes i Hævd selv af Tyrkerne. Levningen er lille, men fandtes dog af den sidste Reisende (Tydskeren Seezen) større end Man længe havde troet.

Bag dette Libanon, hvorover kun Gang-Stier føre, fra Damask til Sayde og Trabayos, boede Havets Herrer fordum tryggelig, som der staaer om Sidonierne i Dommer-Bogen, men Krigs-Hærene banede sig dog Vei til det rige Bytte, og Konst-Veien som fører fra Akre langs med Stranden lige paa Tyrus, tillægger Sagnet endnu Alexander den Store!

Ninive og Babylon.

Mellem alle Verdens Sletter er Ingen blevet saa berømt, som den mellem Tigris og Euphrat, hvor Menneskens Børn 168 vilde bygt et Taarn, der ikke blot poetisk [billedlig] men prosaisk talt [haandgribelig] skulde stikke i Sky; hvor siden de store Stæder Ninive og Babylon, som Old-Tidens Peking og Nanking, forbausede og enstund beherskede Øster-Leden, og hvor endnu i Middel-Alderen Bagdad glimrede som Middel-Punkten for Østerlandsk Vælde, Pragt og Vidskab. Euphrat springer ud i det bjergfulde Armenien (under 40 Gr. N. B.) i Nærheden af Ararat, og skiøndt Man ei ret kan hitte Rede i Udspringet af Tigris, er det dog ei langt derfra, saa de to Floder ligne et Par Tvillinger, udsprungne af samme Moder-Skiød, der vel enstund gaae hver sine Veie, men mødes dog omsider og synke i hinandens Arme, for aldrig meer at adskilles; thi saaledes mødes Euphrat og Tigris ved Korne, mellem Bagdad og Bassora, og danne den saakaldte Stor-Elv (Schat el Arab), som falder ud i den Persiske Bugt. Hele dette Flod-Land, henved 200 Mile i Længden, men smalt, undtagen i Midten, hvor det voxer til over 50 Mile, kunde med Føie hedde Mesopotamien eller Øen (Gezira), men dog er det kun den nordlige Deel Man kalder saa, hvor Orfa ved Euphrat er de Gamles Edessa, og Mosul ved Tigris minder om Ninive, hvoraf Man dog ei har fundet mindste Spor*). Fra Mosul og det ligeoverfor ved Euphrat liggende Kerkeseaf (under 36 Gr.) hvor Landet er 40 Mile bredt, nærme Floderne sig [hinanden] og danne en Slags Trekant, med en Snevring, som er det egenlige Babylonien eller Chaldæa, hvis Frugtbarhed Herodot ei kunde noksom berømme, og hvor Babylon fordum glimrede som et af Oldtidens syv Under-Værker. Nu derimod, efterat Flod-Landet, lige siden Alexander den Stores Tid, har saa jævnlig været Val-Pladsen og Tvistens Æble, mellem Parther og Perser paa den ene, og Syrer, Romere, Araber og Tyrker paa den anden Side, er det intet Under, Man savner den blomstrende Tilstand, og har ondt ved at finde mindste Spor af den forsvundne Herlighed. Allerede Strabo vidste, for meer end sytten Aarhundreder siden, ei bedre at beskrive den Forvandling, Babylon havde undergaaet, end ved at bruge Digterens Udtryk: den store Stad er nu det store Øde**), saa der maatte Engelsk Haardnakkenhed til at troe, det Taarn, der skulde *

* 169 rakt til Himmelen, kunde dog umuelig være sunket saa dybt i Jorden, at det jo lod sig opdage [opgrave]. Erfaringen har imidlertid, denne Gang som saa tit, stadfæstet, at hvem der leder som en Engelskmand, han finder, thi paa denne Maade er der ikke blot østenfor Euphrat fundet kiendelige Levninger af den gamle Stad, med sit Mursteens-Bol værk, men selv paa den fortvivlede Vester-Side fundet en Bygning, som et lille Bjerg i Høiden, der synes mishandlet af Torden-Kiler, kaldes af Araberne Nimrods-Taarnet (Birs Nimrod) og er sikkert Ruinen af det Jette-Værk, hvormed de gamle Børn for fire Aartusinder siden indlagde dem et Navn paa Sinears (Sindsjars) Slette. Det mener i det Mindste En af vore Dages klogeste Historie-Skrivere*), men naar han tillige formoder, at det har ligget midt inde i Vester-Byen, og været det ottetaarnede Belus-Tempel, Herodot beskriver, da er det ikke blot Afstanden (over en stiv Miil) fra Floden, der giør det urimeligt; thi til at holde Huus paa saa frygteligt et Sted, endogsaa kun for at indjage andre Skræk, maatte der vist i Oldtiden saadan en »gudsforgaaen Krop af en Jæger« som Nimrod. Derimod er det sikkert nok samme Ruin [Jordstyd], som Strabo fortæller, Alexander den Store kort før sin Død vilde havt istandsat, men opgav, da han saae, det vilde give Folk i Tusind-Tal Maaneders Arbeide blot at rense Jorden fra, og heraf kan Man end videre slutte sig til, at den store Gruus-Dynge [Grusdysse], med Spor af Ring-Mure, som Engellænderne (Rich og Porter) ogsaa har opdaget nordost for Nimrods-Taarnet, har været Bels Begravelse, som Strabo melder, var reent forstyrret, efter Sigende, af Kserxes**).

Hvor stor Babylon egenlig har været, er de Lærde endnu ikke blevet enige om, fordi Beretningerne er forskiellige og Stadierne var ligesaa, og Ulykken er ikke stor, da vi nu dog veed, hvor den har ligget: lidt nordenfor Helle, under 32 Gr., som er een mindre end Bagdads og to mere end Bassoras Poli-Høide; men da Engellænderne, ved at opmaale Bolværket, har fundet det een Miil langt, og vi af Herodot see, at Alting var afmaalt og snorret der, ligesom i China, kan Man vist frit antage fire Mile for den 400 Stadiers Omkreds, Herodot tillægger den. Derefter var den nemlig større end Paris, og det er jo Alt hvad Man kan vente, da den, efter de Gamles *

* 170 eenstemmige Vidnesbyrd var meget mindre end Ninive. I Øvrigt forsikkrer Herodot, det eneste Øien-Vidne, vi kan beraabe os paa, at Babylon var den Kiønneste af alle de Byer han havde seet, med deilige, snorrette Gader, baade paa Langs og Tværs, og med Huse for det Meste paa tre, fire Stokværk, og at, siden Ninives Undergang, var det ogsaa den største By i hele Asien, anlagt i regelmæssig Firkant paa begge Sider af Floden, hundrede Stadier paa hver Leed. I Henseende til Murene er det lidt underligt med hans Beskrivelse, i det han deels omtaler dem som staaende for hans Øine, men ved en anden Leilighed synes at sige, Darius Hystaspis havde revet dem ned, og deels giver dem den urimelige Høide af 200 Alen, endogsaa vel maalt, uagtet vi hos Diodor see, at selv Ktesias, der pleiede at tage Munden saa fuld som mueligt, kun giættede paa halvtredsindstyve Favne, som Andre forkortede til saamange Alen. Da det imidlertid er klart, at Babylon havde Mure endnu, da Alexander drog derind, og Herodot er sikker nok, maa der enten stikke en Feil i vor Text, eller den maa kunne forstaaes saaledes, at Darius kun har beklippet Murene, og Babylonierne, Herodot talde med, har da benyttet Leiligheden til med Munden at forhøie dem. Heri bestyrkes Man ved at see paa det Hele, thi Ktesias, som holdt af at kiøre og vende, giør Murene brede nok til sex Vogne, men Herodot, som i den Henseende turde troe sine egne Øine, melder kun at der var Rum imellem Taarnene til een Vogn med fire Heste, men at der udenfor Muren var en breed og dyb Grav, smækfuld af Vand, og den har Ktesias formodenlig regnet med. Af den Grav, siger ellers Herodot, skal Leret være taget til Mur-Stenene, men Limen eller Jord-Beget var hentet nordenfor oppe ved Is (Hit) hvor det findes i Mængde. Der var endelig, siger han, ogsaa en indvendig Mur, endeel mindre end den Yderste, og det maa være den, Engelænderne har fundet kiendelige Spor af paa Øster-Siden, som to Been af en Triangel med Floden til Grund-Linie og Porten i Spidsen*).

Den eneste Bygning i det Enkelte, Herodot beskriver, er Templet af otte Taarne, det Ene ovenpaa det Andet, for den Babyloniske Over-Gud, som han kalder Bel-Zeus, hvorved han anmærker, at der gik en Vindel-Trappe udenom, med Sæder midtveis at hvile sig paa, og at i det øverste Taarn var et Allerhelligste uden Billed-Støtter, blot med et Guld-Bord, og *

171 en prægtig Loibænk, hvorpaa Chaldæerne, som var Gudens Præster, forfalde, han Imellem kom og strakde sig, hvad Herodot dog var ligesaa treven til at troe, som en lignende Præste-Fortælling, han havde hørt i Thebe i Ægypten. Først lavere, i et af de andre Taame, saae Man Bel paa en Guld-Throne, med Bord og Skammel for sig af samme Malm, som Chaldæerne vurderede til 800 Talenter, men en Guld-Støtte, tolv Alen høi, som før skulde været der, gav Præsterne Kserxes Skyld for at have ranet. I Forstuen til det Allerhelligste stod to Altere, et Mindre af Guld, hvorpaa kun maatte offres diende Lam, og et Andet, hvorpaa der offredes Faar, og forbrugdes, efter Chaldæernes Sigende, aarlig paa Høitiden Røgelse til tusind Talenter*).

Babylons de svævende Haver, som En af Kongerne skal have anlagt for at fornøie sin Mediske Dronning, der savnede de Persiske Paradiser, taler Herodot ikke et Ord om, saa i hans Tid har de sikkert ikke været til, men om de nogensinde har været til, uden i deres Indbildning, der troede Ktesias, det er et andet Spørgsmaal, som Man har ondt ved at besvare. Foruden Diodor, som, sikkert efter Ktesias, meget omstændelig har beskrevet denne Bygning og Plantning i Luften, omtale vel baade Strabo og Chaldæeren Berosus (hos Joseph) disse Haver, men de har ventelig øst Efterretningen af samme Kilde som Diodor, og alt Andet fraregnet, lod det Konst-Stykke sig slet ikke tænke uden dygtige Hvælvinger, som Strabo derfor ikke heller lader mangle, og dog var det netop Noget, Babylonierne, saavidt Man veed, aldrig befattede dem med**). Det skulde nemlig ikke have været en Svale-Gang med Urtepotter, men en Række af Terrasser [Skraaninger], i det Mindste 200 Alen paa hver Ledd i Firkant, og naar en ellers meget besindig Historie-Skriver finder Sagen bekræftet ved Arrians Efterretning om Alexanders Flytning, til og fra Paradiset, under sin sidste Sygdom, da synes det glemt, deels at Plutark, der anfører »Dagbogens« Ord om det Samme, ei taler et Ord om Paradiset, men kun om »Bade-Huset«, og deels at det slet ikke er Spørgsmaalet, om der var en »Kongens Have« i Babylon, men kun om den var paa Jorden eller i Luften***).

Saavel Have-Anlæget som det store Slot, der skal være blæst *

* * 172 færdigt paa femten Dage, Murene og alt Stort i Babylon, tilskriver Berosus, som levede paa Alexander den Stores Tid, den os velbekiendte Nebucadnezar, og holder Huns med Grækerne, som pleiede at give den Assyriske Dronning Semiramis Æren for det Meste, hvori han vist ogsaa forsaavidt har Ret, som vi af Daniels Bog veed, at Nebucadnezar kaldte Babylon sin Skabning, og maa da vel tilsyneladende have havt nogen Grund dertil. Grækerne kunde imidlertid ogsaa være undskyldte, da de, som Strabo vidner, før Kyri Dage kun havde hørt løse Rygter om det indre Asien, og tog altsaa naturligviis Mythen om Semiramis for gode historiske Vahre, men saaledes som Fortællingen om bemeldte Dronning, efter Ktesias, lyder hos Diodor, er den rigtig nok et flaut og selvgjort Æventyr. Derefter var nemlig Semiramis en Daatter af Hav-Fruen Derketo i Askalon, blev udsat af sin Moder, som sprang i Havet af Fortvivlelse og blev en Fisk, men opfostredes vidunderlig af Duer og fik derved sit Navn, og gjorde endelig sin Lykke hos den Assyriske Kong Ninus, der ikke blot havde bygget sig en Hoved-Stad af samme Navn (Ninive) og erobret Landet mellem Floderne, Medien og Armenien, men havde ogsaa indtaget Lille-Asien, Phønicien, Syrien og Ægypten. Ham hjalp nu Semiramis at indtage Baktrien, men havde, da hun, som hans Enke, arvede Thronen, dog kun den Tanke at fordunkle ham, hvorfor hun iblandt Andet bygde Babylon, hvis Mure blev netop dobbelt saa brede som Ninives og Resten i Forhold. Alle de Deiligheder hun lod afskildre paa Teglsteens-Murene, maatte der en Konstner til at forklare, der lignede Ktesias, som med sin Pen kunde flytte Ninive fra Tigris til Euphrat, og hendes seierrige Tog til Æthiopien er kun Smaating, men de eftergjorte Elephanter, baarne af Kameler, som hun betjende sig af i Krigen mod Indierne, det er et Konst-Stykke der vel endog overgaaer de svævende Haver, skiøndt det just ikke var meget klogt at ville kyse dem, hvis Elephanter bar Taarne, med dem der endog knap kunde synes at bære sig selv. Omsider, da hendes Søn Ninyas stod hende efter Livet, forsvandt Semiramis, og hævede sig til Guderne, men, lægger Ktesias meget opbyggelig til, at hun fløi bort som en Due og gav derved Anledning til den Dyrkelse Man i Assyrien viser Duerne, det er kun en Fabel*).

* 173

Diodor har vel ogsaa, efter ubekiendte Forfattere, en yderst simpel Fortælling om Semiramis, som en smuk Pige af ringe Herkomst, der fik Ninus i sine Garn, overtalde ham til, for Løiers Skyld, at lade sig regiere fem Dage, og brugde dem til at sætte sig fast paa Thronen og kaste ham i Fængsel; men det er aabenbar kun et af de Godtkiøbs-Forsøg paa at mynte Historie af Myther, som om det Alt var sandt der klinger rimeligt nok, saa deraf lære vi kun, at de Critiske Historie-Skrivere i Grækenland har lignet dem i Frankerig og Tydskland. Den eneste Oplysning, vi af Græske Skribenter kan tilføie, er da, at Herodot vel i Forbigaaende nævner Semiramis, som en Dronning i Babylon der anlagde Dæmninger ved Floden, men at hun efter ham maa have levet kun et Parhundrede Aar før Nebucadnezar, istedenfor at hun hos Ktesias lever tusinde Aar før det Trojanske Tog*). Herodot nævner vel ogsaa en Ninus, Bels Søn, men kun som en Heraklide og Stamfader til de Lydiske Konger, og rimeligviis har Navnet, som alle er enige om, Hovedstaden bar, i Mythen bemærket Riget i sin Velmagt og derimod Sønnen Ninyas, som lille Ninus, Riget i dets Forfald, thi skiøndt Ktesias siger, der var tredive Konger mellem Ninyas og Sardanapal, har han dog neppe hørt Navn paa en Eneste af dem, siden han maa kalde ham »Teutamus« der skal have været Priams Samtidige og sendt ham Æthiopiske Hjelpe-Tropper under Memnons Anførsel. Sardanapal har Herodot derimod kiendt, thi ved en Ægyptisk Leilighed husker han paa nogle Tyve i Assyrien, hvis Næse kløede efter Sardanapals store Skatte, og som derfor gravede sig frem under Jorden ind til Kielderne, hvor de laae, og bar om Natten hvad de grov løst om Dagen, ud i Tigris-Floden; men hvad han ellers vidste om Ninives Undergang og Deslige, det giemde han til sin Assyriske Historie, som enten aldrig blev skrevet eller maa være snart forgaaet, da Man knap finder Spor af den**). Kun Saameget see vi af hans Mediske Historie, at efter hvad han havde hørt, havde Assyrerne spillet Mester i Asien lidt over femhundrede Aar, men at derpaa faldt Mederne ikke blot fra dem, men indtog, et hundrede Aar efter, under Kyaxares, baade Ninive og hele Riget saa nær som Babylonien***).

* * * 174

Vil vi altsaa høre meer om Sardanapal, maae vi døie nok et Æventyr af Ktesias, thi det er upaatvivlelig efter ham Diodor fortæller, at Statholderen i Medien Arbakes, dertil opmuntret af den Babyloniske Chaldæer Belesis, som spaaede ham Asiens Throne, gjorde Oprør mod den kvindagtige Sardanapal, og holdt, trods alle de Nederlag han leed, Ørene stive, fordi Chaldæeren bestandig forsikkrede han havde læst i Stjernerne, at Assyriens Lykke skulde dale og Mediens stige. Det første Knæk fik Sardanapal, da hans Baktriske Hjelpe-Tropper gik over til Oprørerne og overrumplede hans Leir, saa han maatte indslutte sig i Ninive, men han stolede dog endnu paa den gamle Spaadom, at Ninive ei skulde falde, før Floden blev dens Fiende, og han tabde først Modet da, efter to Aars Beleiring, en Oversvømmelse nedrev et Stykke af Muren. Da var det han kastede sig selv paa Baalet, med alle sine Kvinder og Skatte, hvorpaa Arbakes ødelagde Ninive i Bund og Grund, men gik dog Glip næsten ad alle Skattene; thi dem tilsneg Belesis sig, ved at foregive, han havde lovet Bel, sin Gud, at føre Ninives Aske til Babylon og giøre en Dynge deraf ved hans Tempel, thi han tog da den Bunke, som Skattene var i, og skiøndt det blev opdaget, lod Arbakes ham dog beholde baade dem og Babylon*).

At nu ogsaa dette oprindelig har været en Mythe, kan vi saa meget mindre tvivle paa, som Sardanapals Navn (Sardi-Napal) ligefrem betyder den sammenstyrtende Levning, og da Belesis endnu er et Steds-Navn ved Euphrat, og Arbake, efter de Gamles Vidnesbyrd, var ligesaa ved Indus, giætter Man sig let til Meningen, men bliver naturligviis derved slet ikke klogere end Man var, paa Ninives og Babylons Historie. Betænke vi imidlertid, at denne Historie, før Kyri Dage, maatte være os aldeles ligegyldig, naar Assyrer og Babylonier ikke tidligere var kommet i Berørelse med noget af Universal-Historiens Hoved-Folk, da indsee vi strax, at Ebræerne, ved at oplyse deres eget Forhold til Rigerne i Flod-Landet, har lært os Alt hvad vi behøve at vide om dem.

Ligesom nu Jødernes Hellige Skrift bekræfter det Græske Sagn om Ninive og Babylon, som Hoved-Stæderne i det ældste Verdens-Rige, saa lærer den os ogsaa, at Kongerne fra den Kant allerede i Abrahams Tid (16-1700 Aar f. Ch.) oversvømmede Syrien og Canaan, og i Dommer-Bogen nævnes *

175 udtrykkelig Kongen af Mesopotamien Chusathaim, som den Første, der bragde Israeliterne under Aaget*). Siden høre vi Intet til Kongerne fra Østen, førend benved tohundrede Aar efter Salomons Død, da Palæstina hjemsøges af den Assyriske Kong Phul eller Phua, saa det stadfæster sig ogsaa, at der, efter Ninus-Tiden kom en Ninyas-Tid i Assyrien, da den store Konge kun var det af Navn. Skal vi altsaa tænke os noget Historisk ved Sardanapal, maa det være Konge-Rækken fra Phul til Ninives Undergang, da Assyrien kun seirede som i en Døds-Kamp, der gav Riget Bane-Saar. At det nu var den truende Undergang, der vakde Sardanapal af sin vellystige Dvale, det siger Mythen, og det følger omtrent af sig selv, men det er yderst mærkeligt, hvad vi læse i Jødernes Hellige Skrift, at det var En af Israels Propheter, der, ved at spaae Undergangen i Jehovahs Navn, vakde den slumrende Løve som skulde rase paa Ephraims Bjerg**).

Herren sagde nemlig til Jonas, Amaths Søn: stat op og gak til Ninive, den store Stad, og forkynd at dens Synd er himmelraabende, og forudsig Ulykkes-Dagen! Jonas vilde nødig og skibede sig ind i Jaffa for at gaae til Tharsis og skjule sig for Herren, men Skibet kom i Havs-Nød, Lodden, som blev kastet for at see, hvem der havde Ulykken med sig, traf paa Jonas, og han blev, efter sit eget Raad, kastet over Bord, hvor han slugdes af en Hval; men da han angrede sin Synd, blev han vidunderlig frelst fra Dødens Lænker og kastet i Land, og nu gik han til Ninive den store Stad, tre Dages Reise lang, og udraabde Herrens Straffe-Dom og den korte Frist i Dage-Tal. Hans Ord blev imidlertid troet i Ninive, og da det kom Kongen for Øre, steg han ned af sin Throne, kastede Kaaben, axlede Sækken og satte sig i Asken, og lod udraabe en Faste over Staden i sit og sine Raads-Herrers Navn, saa baade Folk og Fæ skulde holde Faste-Dag og smage hverken Vaadt eller Tørt, Det skedte, Folket fastede i Sæk og Aske og raabde til Herren af Hjertens Grund, omvendte sig og gik irette med dem selv, sigende: hvem veed, om Herren ikke dog kan betænke sig og lade Vreden gaae over, saa vor Undergang afvendes! Da Herren saae det, betænkde Han sig ogsaa virkelig og gjorde dem ikke den Ulykke, Han havde truet med, hvorover Jonas dog blev meget fortrydelig og knurrede mod Herren, sigende; *

* 176 tænkde jeg det ikke nok, at Du nænde det ikke, og var det ikke netop derfor jeg vilde flygtet til Tharsis, men slaae nu mig ihjel, thi jeg vil heller døe end overleve dette ! Men Herren sagde til Jonas: er du vreed over Velgjort, eller skulde Jeg ikke ynkes over Ninive, den store Stad, hvor der er over hundrede-tusind e Menneske-Børn som veed ikke Forskiel paa Høire og Venstre*)!

Dette klinger vist nok underligt, som ethvert Ord, der levende udtrykker det ubegribelige Samfund i Aanden mellem Gud og Menneske; men det er dog alt for galt over Hvalen, eller hvilketsomhelst Sø-Dyr, at glemme hvad der ligger og lyser i saadant et Ord, hvordan Man saa end helst vil forklare sig det, og dog synes det omtrent at have været Tilfældet med de Skrift-Kloge paa begge Sider, som trættedes om Jonas i Hval-Fiskens Bug. Hvad Miraklet angaaer, vil vi derimod sige det Eneste vi veed: »for Mennesker er det umueligt, men for Gud er alle Ting muelige,« og, saavidt vi kan skiønne, er Jesus Christus os ret egenlig Borgen for dette Mirakels Troværdighed, men det hører til Prophetens Biographi, medens det derimod hører til Universal-Historien, at der endnu, omtrent halvandet Aarhundrede efter Salomons Død, var et Slags Samkvem mellem Tharsis og Jaffa, skiøndt med hedenske (Phøniciske) Skibe, at Prophetens Gud var kiendt og hans Sprog forstaaeligt i Ninive, at denne aflange Stad, som Grækerne kaldte den, var lang tilgavns, havde omtrent saamange Indbyggere som London, og lod sig saaledes giennemryste af det Prophetiske Ord, at den ei alene fik Lov til at staae vel i det Mindste fem Menneske-Aldere, men fik endnu et glimrende Aarhundrede fra Phul til Asarhaddon**).

Ligesom for Resten Jonas-Bogen minder om det Sø-Uhyre ved Jaffa, som der gik Rygte af baade i Grækenland og Rom, saa kan Man heller ikke bare sig for at tænke paa Due-Dronningen Semiramis, naar Man veed, at Jonas bemærkeren Due, saa hun kunde ligesaa godt hedde Semir-Jona, Due-Sangen eller Jonas Spaadom, hvad der er dobbelt mærkeligt, da Duen, som Man veed af Meer end Egen ved Dodone, betyder Spaadoms-Aanden. Om det nu kun er et besynderligt Træf, eller om Herodots Semiramis, fem Menneske-Aldere før Nebukadnezar, har noget med Jonas at giøre, lader sig *

* 177 saameget mindre bestemme, som Semiramis-Sagnet kun er kommet daarligt til os, men tænke vi os en sammensmeltet Spaadom om Ninives Fald og Babels Triumph, som dog netop vakde Assyrien til Kæmpe-Skridt, da lod sig unægtelig, selv om Propheten ikke hedd Jonas, derom digte en lignende Mythe. Om Ninives endelige Undergang findes vel en egen Spaadom i Jødernes hellige Skrift, under Propheten Nahums Navn, men det var neppe den, Sardanapal trøstede sig ved, hvorimod det falder rimeligt, at Jonas i sin Spaadom, som vi af Tobias-Bogen see, Man ogsaa henførde til Enden, har peget paa Floden som den frygtelige Fiende, og Niniviterne trøstet sig ved, at da de dengang slap, havde det intet videre at betyde*). Skade, maae vi vel sige, at Herodots Assyriske Historie er gaaet tabt, thi han maa jo dog vel have beskrevet Ninives Undergang, siden Aristoteles beskylder ham for ved den Leilighed at have, mod alle Nebbets Regler, ladet Spaadoms-Ørnen, der fløi i Spidsen, drikke**).

Salmanassar og Senacherib.1

Det var en Assyrisk Konge som styrtede Thronen i Samaria, og en Anden havde nær gjort det Samme ved Thronen i Jerusalem, og det har paa en Maade gjort dem udødelige i Historien.

Det saakaldte Israels Rige, som Jeroboam Nebaths Søn stiftede, gik snart fra hans Æt, men fik dog Konger Nok, ikke mindre end Nitten i to Aarhundreder, og da Thronen omsider syndes grundfæstet under Jeroboam den Anden af Jehus tappre Slægt, var den netop nær ved sit endelige Fald; thi Sønnen af denne Jeroboam, der havde hersket lige til Euphrat og det Røde Hav, mistede efter sex Maaneders Regiering Livet i et Oprør, og under den derpaa følgende Forvirring var det, Assyrerne første Gang hjemsøgde Landet og kiøbdes bort, som er den kiærligste Indbydelse til at komme snart igien. Næste Gang de kom under Tiglath-Pileser eller *

* * 178 Talgalh-Phelassar, gjorde de reent Bord i Galilæa og bortførde Indbyggerne som Slaver, og saa kom Salmanassar og tog Resten, forplantede de ti Stammer til Medien og andre Lande, og sendte igien hedenske Folk fra Babylonienieg flere Steder hen at boe i Samarias Egne. Disse Folk, som blev kaldt Samaritaner, kiendte i Begyndelsen intet til Jehovah, men da Herren plagede dem med Løver og det blev Kongen i Assyrien meldt, at Løverne ødelagde dem, fordi de ikke kiendte og dyrkede Landets Gud, da befoel han, der skulde skikkes dem Nogen som kunde oplyse dem om den Guds Lov, og saa kom der en af Jehovahs Præster til at boe i Bethel, som oplyste dem om Hans Dyrkelse. Deraf kom det at de siden dyrkede baade Jehovah og deres egne Guder.

Heraf see vi at Salmanassar, som levede i Midten af det Ottende Aarhundrede f. Ch., har blandt Andet hersket baade over Medien og Babylon, og af Josephs Jødiske Historie, lære vi, at han udstrakde sit Herredømme lige til Middel-Havet, hvor Tyrus ene havde Mod og Magt til at trodse hans Vælde*).

Medens alt dette skedte, sad Ezechias, som i tolvte Ledd nedstammede fra Salomon, paa Jerusalems Throne, og hans Fader Achas havde skattet til den Assyriske Konge, men Ezechias vilde ikke være Statholder for Andre end Jehovah, og, skiøndt Salmanassar fnøs derover, var det dog først hans Søn, Senacherib, der fik Stunder til at vende sine Vaaben imod ham. Da nu Assyrerne som en rivende Strøm oversvømmede Landet, faldt Ezechias vel til Føie og gjorde sit Bedste for at mætte Rovgierrigheden med Sølv og Guld, men enten det nu ei har været ham mueligt at sammenskrabe de trehundrede Talenter Sølv og tredive Talenter Guld, der skulde til at opveie Staalet, eller Senacherib kun derved er blevet opmuntret til at spænde Buen høiere, saa see vi hans Generaler Thartan, Raphis og Rabsak for Jerusalems Porte med et stort Følge, bestemt, som vi høre, til at udhungre Staden paa Bjerget. Ezechias sendte nemlig sin Rente-Mester Eliakim med to Andre hen at underhandle, men fik af Rabsak kun det stolte Svar: hils Ezechias, saa siger den store Konge, Kongen af Assyrien: hvad stoler du vel paa, at du tør være mig utro, som om det var meer end et Munds-Veir at sige, du var belavet paa Krig? Stoler du kanskee paa den braadne Ægyptiske *

179 Rør-Kiep, skløndt Pharao er at stole paa som en Kiep der giennemborer hans Haand der støtter sig ved den? Eller vil du sige, I stole paa Herren, jer Gud, er det ikke da netop Ham, hvis Høi-Altere Ezechias har nedbrudt, og sagt til Folket at de skulde kun tilbede for Altret i Jerusalem! Tør du vædde med min Herre, Kongen i Assyrien, at du skal bringe totusind Ryttere tilveie, naar han skaffer dig Heste til dem, velan, du skal faae dem, men kan du ikke engang det, hvordan vil du da slaae den Mindste blandt min Herres Høvdinger af Marken; og mener du desuden, at vi er draget op mod denne Stad uden at adspørge Herren, har Han ikke svaret mig: drag op og ødelæg det Land!

Da sagde Eliakim til Rabsak: tal Syrisk til dine Tjenere, thi vi forstaae det, og tal ikke Ebraisk for Alles Øren som staae paa Muren! Hvad, sagde Rabsak, mener du, min Herre har sendt mig til at holde Tale for dig og din Herre, og ei meget mere for Folket, der sidder paa Muren at æde af Møddingen og drikke af Pølen med jer! Dermed løftede han Røsten og raabde paa Ebraisk: hører den store Konges Ord, saa siger Kongen af Assyrien: lader eder ikke besnakke af Ezechias, thi han kan umuelig frelse eder, og naar han vil indbilde eder, at Herren skal forsvare Staden mod Kongen af Assyrien, da lad ham tale for døve Øren, men hører Kongen af Assyrien, som siger: slutter Fred med mig, og drikker eders Vin og æder eders Figen i Mag, til jeg kommer og bringer eder til et Land ligesom dette, med Hvede-Marker og Vin-Gaarde, Olie-Haver og Bi-Stader! See, om nogen Gud har kunnet frelse sit Land fra mig, saa det lod sig tænke, at Jehovah kunde forholde mig Jerusalem!

Det synes nu, som Rygtet om den Æthiopiske Kong Thirakas Nærmelse gjorde en Standsning, men snart fik dog Ezechias et Torden-Brev fra Senacherib, af samme Indhold som Rabsaks Tale, hvori den Formastelige siger Trods til den Gud, der kunde forsvare sit Land bedre end Guderne i Gozan og Charan og Sepharvaim og alle de Lande, hans Fædre hærgede. Ezechias tyede da til Templet, lagde det aabne Brev paa Alteret, bad og sagde: Herre, du Israels Gud, som throner over Cherubim, du er enevældig over Jordens Riger, thi det var Dig som skabde Himlen og Jorden ! Laan derfor Øre til Senacheribs Ord og hør, hvorledes han forhaaner den levende Gud! Vist nok har Assyriens Konger ødelagt Folkene og kastet deres Guder paa Baalet, men det var heller ingen 180 Guder, det var kun Menneske-Værk af Steen og Træ, derfor frels Du os nu af hans Haand, saa hele Verden kan see, at Du er den eneste Gud !

Da kom der Bud til Ezechias fra Propheten Esias, med Ord fra Jehoah, som lød paa at Han havde hørt den ene Konges Spot og den andens Bøn og vilde skifte baade Seier og Lykke derefter, saa Senacherib skulde aldrig komme til at løfte Skjold mod Jerusalem eller skyde en Pil derind, men som med Stænger og Mile nødes til at gaae den Vei, han kom.

Da skedte det om Natten, at Herrens Engel slog 185 000 Mand i den Assyriske Leir, saa den laae fuld af Lig om Morgenen, og strax bød Senacherib, Kongen af Assyrien, op og vendte tilbage til Ninive, og siden, da han tilbad i sin Afguds Mesraohs eller Nisrochs Tempel, da slog hans egne Sønner, Adramelech og Sarazar ham ihjel og flygtede til Ararats Land, og hans tredie Søn Asordan eller Assarhaddon blev hans Eftermand*).

Man husker nok, at Herodot ogsaa melder et lille Ord om Senacherib, Kongen i Assyrien og Arabien (Babylon), efter de Ægyptiske Præsters Mund, som fortalde at Hefæstos-Præsten Sethon, som dengang sad paa Thronen, drog med Rips-Raps op imod ham til Pelusium, stolende paa sin Gud, som havde lovet at hjelpe ham og som gjorde saa, ved en Hob Mark-Muus, der saaledes om Natten forgnavede Assyrernes Pile-Koggere, Buer og Skjolde, at de vaabenløse maatte tage Flugten**).

At sammenligne dette Ægyptiske Præste-Sagn med den vel afhjemlede Ebraiske Historie, lønner vel neppe Umagen, men da Man af Rabsaks Tale maa slutte, at Ezechias har staaet i Forbund med den Ægyptiske Konge mod Senacherib, seer Man nok, hvor Snakken har hjemme, og naar Man blot veed, at »Musen« var hos Ægypterne det giængse Sind-Billede paa Undergang og Ødelæggelse, falder det i Øinene, at Billed-Skriften ikke har været saa dum, som de Præster Herodot talde med, gjorde den***).

At nu de undertvungne Folk har benyttet Leiligheden til at giøre Opstand mod Assyrerne, er rimeligt, og Spor deraf finde vi saavel i Herodots Fortælling om Medernes Frafald, *

* * 181 som i det Gesandtskab, Kongen i Babylon, Mardak Baladan, sendte til Ezechias, for at lykønske ham efter en vel overstaaet Sygdom, thi det gjorde naturligviis ingen Assyrisk Lehns-Mand med sin Herres Forlov.

Assarhaddon eller Asordan kom imidlertid til Kræfter., og undertvang ei blot Babylon paa Ny, men gjorde ogsaa et Tog hen til Middel-Havets Kyster, hvorfra han førde Kong Manasse, Søn af Ezechias, fangen med sig til Babylon*). Nærmere Beskeed veed vi ikke herom, undtagen at Euseb i sin Chronik [Krønike], uvist efter hvem, beretter, at fornævnte Mardak blev efter sex Maaneders Forløb dræbt af en vis Elibus og denne igien fanget af Assarhaddon, men efter al Rimelighed har Assarhaddon for en kort Tid hævet det sjunkne Rige ved Hjelp af Barbariske Leie-Tropper; thi saaledes pleier det at gaae, og kun saaledes kan vi forklare os det Skythiske Otteogtyve-Aars Herredømme, som Herodot omtaler. Det afbrød nemlig, siger han, Ninives Beleiring, og Skytherne baade plyndrede Askalon i Syrien og klemde store Penge af Psammetik i Ægypten, Ting som passe godt i Assarhaddons Tid, men slet ikke i Kyaxares, som er samtidig med Nebucadnezar og maatte komme længe efter Psammetik, naar denne var Sethons Eftermand**).

Efter Herodot var det omtrent 50 Aar før Kyrus, og 100 efter Medernes Frafald, at Kyaxares indtog Ninive, og det stemmer med den historiske Ramme om Tobias-Bogen, hvorefter Nebucadnezar og Asuerus (Kyaxares) indtog den i Forening, ligesom Arbakes og Belesis i Mythen***), og naar da Ninive først sank i Gruus omtrent 600 f. Ch., kan den godt, som Sagnet vil, have staaet i Alt mellem elleve og tretten Aarhundreder. Mærkeligt er det ogsaa, at naar vi lægge de fem Aarhundreder, Ninives Overmagt i Østen, efter Herodot, skal have varet, til de Syv, som forgik efter Medernes Frafald, komme vi tilbage til Josva, efter hvis Død Kongen af Mesopotamien, Cusathaim eller Cusan-Risathaim, er den Første, der undertrykker Israeliterne. Har ellers Manetho Ret i at Assyrerne begyndte at giøre Opsigt i den første Hyrde-Konges (Josephs) Tid, da har Gusan ikke været den Første af de Assyriske Erobrere i gamle Dage men vel den Sidste.

* * *
182

Nebucadnezar og Belsazar.

Allerede da Ezechias med Flid havde viist Mardak Baladans Gesandter al sin Pragt og Herlighed, spaaede Propheten Esaias, i Jehovahs Navn, at al den Herlighed skulde flyttes til Babylon, og Kongen der have Ætmænd af Ezechias til sine Kammer-Tjenere, og vel kunde det synes opfyldt ved Manasses Fangenskab i Babylon, men det var dog kun som et Forvarsel, og det Brede var tilbage, som først kom tilsyne i den fjerde Slægt Afguderiet havde efter Ezechias Dage taget frygtelig Overhaand i Jerusalem, og den gudfrygtige Kong Josias Bestræbelser, for i Bund og Grund at udrydde det, syndes kun at krones med Held, fordi det blandt de Fornemme afløstes af aabenbar Vantro og Ugudelighed, som gjorde Riget til et let Bytte for den første den bedste Erobrer. Josias faldt i et Slag mod den Ægyptiske Kong Necho, som derpaa indtog Jerusalem og gjorde sig Riget skatskyldigt, og det gav Chaldæernes Konge Nebucadnezar en ønskelig Anledning til, efter sin Seier over Necho ved Carchemis (Kerkesi) paa Euphrats Bredd, at giøre ligesaa*).

Dog, det blev ikke derved, thi da Nebucadnezars Skatte-Konger i Jerusalem, Jechonias og Zedechias, blev ham utroe, gjorde han aldeles Ende paa Riget. Første Gang nøiedes han med at bortføre Kongen Jechonias med 10000 af de Ypperste og Dygtigste i Landet, men Skrabet, som blev tilbage under Zedechias, kunde dog ikke holde sig rolig, og Jeremias-Bogen giver os saa troværdig og levende en Skildring af den Haandnakkenhed og Selvklogskab, parret med Nederdrægtighed og Feighed, som nu hørde til Dagens Orden i Jerusalem, at vi umuelig kan sørge over at see den Røver-Kule oplyst af Stadens og Templets Luer, skiøndt det synes, som om Alt hvad der i Palæstina giennem sex Aarhundreder var bygt til at trodse Tiden og trøste Slægten, sank dermed i Aske. Af samme Bog seer Man, at der paa een Gang var Gesandter [Sendebud] hos Zedechias i Jerusalem fra Tyri og Sidons, Edoms og Moabs og Ammons Konger, og hvad de var samlede for, behøve vi ikke engang at giætte os til, da Propheten sender Bud med dem til Kongerne fra Jehovah, at de ikke maae lyde deres falske Spaamænd og Drømmere, som opmuntre dem til at byde *

183 Nebucadnezar Spidsen; thi Herren har sklænket ham Rigerne, saa enten med det Gode eller med det Onde, tjene ham skal de*). Om hvad de Andre valgde, veed vi ikke stort, men hvem der trodsede til Enden, var Zedechias, eller rettere hans Herskab, Pøbel-Fyrsterne Sephania, Gedalia og hvad de alle hedd, som ophidsede Folket og mishandlede hvem der vovede at blotte og laste deres Dumdristighed. I halvandet Aar var Jerusalem indsluttet af Chaldæerne og blev udhungret, og da Chaldæerne trængde ind, flygtede Zedechias giennem Kongens Have med sin Liv-Vagt, men blev forfulgt og grebet paa Sletten ved Jericho og ført til Ribla i Syrien, til Kong Nebucadnezar, som lod hans Børn henrette for hans Øine og lod saa hans Øine udstikke og førde ham i Lænker med sig til Babylon**).

Vil Man see, hvor aldeles Riget i Jerusalem havde tabt al Lighed med den Kirke-Stat, Moses oprettede, da lægge Man blot Mærke til, at Jeremias, erkiendt for en Jehovahs Prophet alt i Josias Dage, ikke alene blev kastet i Fængsel, da han, efter at have noksom prædiket for døve Øren, vilde forlade Staden, men, fordi han i Jehovahs Navn spaaede at Chaldæerne skulde indtage Staden, blev nedsænket i en Hule, for at sulte og pines ihjel, saa det var kun Morianen mellem Kongens Kammer-Tjenere, Ebed-Melech, der gruede for en saadan Misgierning og frelste hans Liv. Jeremias sad endnu i Fængsel, da Byen blev taget, men Kong Nebucadnezar, som havde hørt hans Rygte, paalagde udtrykkelig sine Høvdinger at sørge for hans Sikkerhed og lade ham frit begive sig hvorhen han vilde, saa, skiøndt han, ved en Feiltagelse, han selv synes at have foranlediget, blev lagt i Lænker, løslod dog Huus-Hovmesteren Nebusar-Adan ham strax, saasnart det opdagedes, og han valgde da at blive iblandt Almuen paa Landet, som Man, efter Stadens fuldkomne Ødelæggelse, ei fandt det Umagen værdt at bortføre. Havde denne lille Hob, med Jehovahs Prophet midt iblandt sig, været ligesindet med ham, da havde der endnu efter Jerusalems Ødelæggelse ligefuldt været et Guds Folk i Palæstina, men det var langt fra, og det varede ei længe, før denne Almue, under Anførsel af trodsige Snaphaner fra Krigens Dage, trods Prophetens Forbud i Jehovahs Navn, drog til Ægypten, for der i Mag at bage *

* 184 Offer-Kager til Himlens Dronning*). Hvor Jeremias siden blev af, veed Man ikke, men ventelig drog han til Babylon, hvorfra, som han forkyndte, Folket, efter halvfjerdsindstyve Aar, skulde vende tilbage, og hvor Man tydelig synes at spore ham i Klage-Sangen ved Babels Floder, som Sagnet tillægger ham**).

Dog, der er en anden af Israels Propheter, som her ingenlunde maa glemmes, da vi ikke alene veed, han var i Babylon, men kom til at staae i et nøie Forhold til Kongerne der, og det er Propheten Daniel af Konge-Slægten, som i sine Drenge-Aar blev bortført, tilligemed Jechonias, og udtaget, tilligemed flere gode Hoveder blandt de unge fornemme Jøder, efter Nebucadnezars Ordre, til at oplæres i al Chaldæernes Vidskab og Boglige Konst. Daniel gjorde nemlig ikke blot, tilligemed sine Staldbrødre, Ananias, Asarias og Misaei, saa udmærkede Fremskridt, at Kongen ved Overhøringen beundrede det; men der indtraf snart et Tilfælde, hvor han steg omtrent ligesaa høit i Babylon som Joseph i Ægypten og paa en ikke ulig Maade.

Nebucadnezar havde nemlig havt en forunderlig Drøm, en Nat, som om Morgenen kun svævede dunkelt for ham, men ængstede ham saaledes, at han strax lod alle Spaamænd og Stjerne-Tydere, Hexe-Mestere og Chaldæer kalde, for at faae at vide baade hvad han egenlig havde drømt og hvad det skulde betyde. Chaldæerne tog nu vel Ordet, paa Aramæisk (Syrisk), og forestillede hans Majestæt, at naar de skulde udlægge hans Drøm, maatte han nødvendig først fortælle den; men jo klarere de udviklede, at for at kunne sige ham hvad han havde drømt og glemt, maatte de være ligesaa kloge som Guderne, hvis Bolig er ikke hos Kiød, desmere forbittret blev Kongen, saa han erklærede udtrykkelig, at hvis de ikke opfyldte hans Forlangende, skulde de Alle miste Livet, som Folk, der kun foer med Løgn og Tant. Da imidlertid Daniel blev opsøgt for at dele Skæbne med de andre Bog-Lærde, og han fik at vide hvorom det gjaldt, udbad han sig blot Natte-Frist af Kongen og lovede da at sige og udtyde ham Drømmen. Fristen blev bevilget, Daniel og hans Stalbrødre bad Israels Gud om Hjelp i Nøden, og da blev Hemmeligheden Daniel aabenbaret i et Drømme-Syn, hvorpaa han stædtes ind for *

* 185 Kongen og sagde: Kongen laae og tænkde paa Fremtiden og saae da en Billed-Støtte, baade stor og stolt, med et frygteligt Blik: Hovedet var af det pure Guld, Arme og Hænder og Bryst var af Sølv, Livet og Lænder af Kaabber, Benene af Jern og Fødderne en Blanding af Jern og Pottemager-Leer! Derefter saae du en Steen, løsrevet uden Hænder fra en Klippe, som slog til Billed-Støtten og sønderknuste den, saa baade Sølvet og Guldet og Kaabberet og Jernet og Leret blev som Støv og henveiredes som Avner for Vinden, uden at efterlade sig et Spor, men Stenen voxede til en Klippe som opfyldte Jorden I Det var Drømmen, og hør nu Forklaringen: du med dit Verdens-Rige er selv Guld-Hovedet, men derefter skal opkomme et Andet [som Sølvet], og saa det Tredie, ligt Kaabber, og saa det Fjerde, Jernet ligt, som knuger og knuser Alt, og Blandingen af Jern og Leer i Fødder og Tæer betyder, at det Rige skal deles og være en Blanding af Styrke og Afmagt, og at da skal Folkene blandes, men kun som Jern og Leer, der aldrig hænger sammen. Men i de samme Kongers Dage stifter Himlens Gud et Rige, som aldrig forgaaer, det knuser og henveirer alle andre Riger, men varer selv evindelig! Sanddru er Drømmen og Forklaringen sikker. Vel havde Daniel givet Gud Æren og udtrykkelig erklæret, at det var ikke ham selv, der havde udgrundet Hemmeligheden, men ikke desmindre faldt dog nu Kongen paa Knæ for ham og befalede at giøre Røgelse for ham, sigende: tilvisse er eders Gud en Gud over alle Guder og en Herre over alle Konger og viis paa det Skjulte, siden han kunde aabenbare den Hemmelighed, og Kongen overøste Daniel med Foræringer og gjorde ham til Over-Statholder i Babylonien og til Mester for alle de Vise*).

Del er mærkværdigt nok, hvad der fremdeles fortælles om Nebucadnezar, om Billed-Støtten, han lod opreise paa Dura-Sletten, og om de tre Mænd, Daniels Venner, han lod kaste i den gloende Ovn, fordi de ikke vilde tilbede den, og om hans Afsindighed og Helbredelse; men det hører dog nærmest til Kirke-Historien; det Foregaaende derimod viser ikke blot, hvorledes Israels Gud skaffede sit Folk Religjons-Frihcd og taalelige Kaar i Udlændigheden, men kaster fra flere Sider Lys paa Tilstanden i Babylon, og meddeler os en universalhistorisk Spaadom, der er den Eneste i sit Slags. Denne Spaadom peger nemlig saa umiskiendelig paa det Persiske, *

186 det Græske og det Romerske Verdens-Rige, at det er Intet Under, Man i vor mistænkelige Vidskabs-Tid har fundet det rimeligst, den var gjort bag efter, men, alt Andet fraregnet, veed vi dog, den er gjort før Christi Fødsel og stadfæstes ei mindre af den følgende Tid end af den Foregaaende, saa der er ei mindste Grund til at formode Andet, end at den vil blive saaledes ved til Verdens Ende! Hvorvidt derimod Daniels Drøm, som røbede og forklarede Nebucadnezars, skal kaldes naturlig eller overnaturlig, det er et Spørgsmaal, Man i Universal-Historien ei fristes til at plage sig med, og hvem der ærgrer sig over Israels Fremsyn, skulde helst skynde sig derfra med den Bemærkning, at Ahnelsen af de fire Verdens-Aldre, som Guldets og Sølvets, Kaabberets og Jernets, har i Old-Tiden været vidt udbredt, peger paa Menneske-Livets fire Aars-Tider og speiler sig i Mythen om Kronos og hans Sønner!

Vende vi nu tilbage til Nebucadnezar og spørge, hvorvidt hans Herredømme strakde sig, da lader det sig ingenlunde bestemt afgiøre, men at han har undertvunget Phønicien og brandskattet Ægypten, see vi ikke blot af de Ebraiske Skrifter, men ogsaa af de Babyloniske og Phøniciske Efterretninger, som Joseph har opbevaret*).

At Herodot slet ikke ændser Nebucadnezar, har Man fundet besynderligt, og det vilde saa være, hvis han ikke med Flid havde giemt Talen om Babylons Konger til sin Assyriske Historie, som vi savne**). Han tilskriver imidlertid rigtig nok en Dronning Nitokris, der maatte være samtidig med Nebucadnezar, de Babyloniske Underværker, som Chaldæeren Berosus tillægger denne Konge, og Fabelhansen Ktesias den gamle Semiramis; men det kommer ventelig af, at den Babyloniske Mythe, som Herodot troskyldig fulgde, henførde al Babylons Herlighed i en Sum til de to Dronninger: Semiramis og Nitokris, hvad udentvivl kun skal sige Babyloniers og Chaldæers Kron-Skud. Forholdet mellem disse er vist nok en dunkel og derhos killen Sag, men som dog maa berøres, om aldrig for Andet, saa dog for at paaanke det Misgreb, hvorved Man i vore Dage har villet oplyse den historiske Dunkelhed med en Poetisk, og saaledes end mere speiet det noksom indviklede Spørgsmaal. At nemlig Chaldæer-Navnet, baade *

* 187 hos de Græske og de Ebraiske Forfattere, snart bruges om et Sæt Præster og Bog-Lærde i Babylon, og snart om en heel Folke-Stamme, det er klart, og at det Chaldæiske Herredømme begynder med Nebucadnezars Fader Nabolassar, er høist rimeligt, men naar Man nu giør disse Chaldæer til et Barbarisk Folk, der nordenfra skal være trængt ind i det Syvende Aarhundrede, da er det grebet af Luften og kun fortvivlet henført til et dunkelt Sted hos Esaias, midt i Spaadommen om Tyras, som i vor Ebraiske Text er uforklarligt, og hos de Halvfjerds siger tydelig: det nytter heller heller ikke Tyrierne at tye til Chaldæa, thi ogsaa der hærger Assur, og Muren (man maa tænke paa [maa vel være] den Mediske) er faldet*). Sagen er i sig selv af liden Vigtighed, da Babylon er langt fra at være en Hoved-Stad i Universal-Historien, men skal Man have en forsvarlig Mening om Chaldæer-Folket, maa Man nødvendig søge dem, hvor Strabo peger, naar han siger: der er i Babylonien et Slags indfødte Philosopher som kaldes Chaldæer, boe for dem selv og befatte sig med Astronomien, tildeels ogsaa med Stjerne-Tyderiet; men der er ogsaa en Chaldæisk Folke-Stamme, som beboer den Deel af Landet, der grændser til Arabien og og den Persiske Bugt**). Da nu tillige Chaldæeren Berosus udtrykkelig siger, at Landet fra Arilds-Tid har været beboet af forskiellige Stammer, og kalder Nebucadnezar Babyloniers og Chaldæers Konge, kan her aldrig være Talen om en senere Indvandring, men vel om at Chaldæerne, enten første eller dog sidste Gang, i det syvende Aarhundrede har faaet Over-Magten, og saavel deraf, at Abraham kom fra Chaldæa, som af Daniels Forhold til Chaldæerne følger, at de var en Semitisk Stamme***). Naar Man derimod nu sædvanlig paastaaer det Samme om de egenlige Babylonier, da er det uden al Grund, thi baade var Nimrod Chams Ætmand, Indmuringen ved Euphrat et plat Side-Stykke til den ved Nilen, og Ligheden i Babylon med Ægyptiske Sagn og Sæder selv Herodot paafaldende†). At Murmester-Skriften (Kile-Skriften) paa Tegl-Stenene, som Man endnu ikke har lært at læse, maa tilhøre dem og ei Chaldæerne, synes naturligt, og at Babylonierne havde deres * * * * 188 Hieroglypher, maae vi ikke blot slutte af de Semiramis-Malerier, Ktesias ophøier, men kan tydelig see hos Berosus, især paa Sagnet om det underlige Dyr Oannes, Hælvten Mand og Hælvten Fisk, der steg op af den Persiske Bugt og bragde Kulturen med sig, men var kun i Land om Dagen; thi alle Mærker maatte slaae Feil, om det ikke var et Skipper-Billede, og det er høist rimeligt at Phønicerne, fra deres Anlæg i den Persiske Bugt, har taget sig lidt af Babyloniernes Opdragelse. Frugten deraf, tænker jeg, var den gamle Semiramis eller Babyloniernes gyldne Tid, hvorimod Nitokris, som vel betyder Skjold-Møen, skal være den Chaldæiske Kamps og Seiers Tid under Nabolassarog hans stormægtige Søn.

Dog, Sligt er naturligviis en uvis Giætning, kun er det vist, at ligesom, efter Herodot, den anden Labynet, under hvem Murene styrte, er Søn af den Første og Nitokris, under hvem de reistes, saaledes er ogsaa hos Daniel Belsazar, hvis Rige deles mellem Meder og Perser, Søn af den Nebucadnezar, som kaldte sig det store Babylons Skaber og med hvem det Chaldæiske Verdens-Rige stod og faldt, hvad altid beviser, at det ikke var indvortes Drift og Dygtighed til stor Bedrift, men kun udvortes Omstændigheder, som engang, i en snever Vending, gjorde Babylon, lig Paris, til Over-Magtens Sæde.

Spaadommene om et saadant Riges Glands og Vælde er naturligviis i sig selv langt mærkværdigere, end om dets let beregnelige Undergang, men dog er neppe nogen Spaadom om en enkelt Begivenhed blevet saa berømt, som den af Esaias om Babylons Indtagelse af Kyrus, deels fordi han nævnes ved sit rette Navn (Kores), deels fordi Ødelæggelsen i Bund og Grund, som den endnu forbauser Øiet, er skildret med de mest levende Farver, og endelig fordi Man i det Mindste længe har troet, at Udtørringen af Euphrat, hvorved, Herodot fortæller, Babylon blev indtaget, var udtrykkelig forudsagt af Propheten*). Saalænge derfor i Christenheden den Tanke-Gang var almindelig, at hvem der ansaae Israels Propheter for sanddrue Spaamænd, maatte ogsaa nødvendig troe hele Christendommen, saalænge greb naturligviis dennes Modstandere til det fortvivlede Raad at erklære alle de klarlig opfyldte Spaadomme for grovt Bedrageri; men naar Man besinder sig paa, at siden Jøderne i atten Aarhundreder, uden at blive *

189 Christne, virkelig har troet paa deres Propheters Sanddrulied, maa det sagtens ogsaa være mueligt; da vil Man naturligviis bære sig klogere ad, og med Beundring af Prophetens store Fremsyn, kun paaanke de Skrift-Kloges Misbrug deraf, og deres fjantede Paastand, at hvad der kun dunkelt spilles paa, er klart forudsagt. At Propheten i Senacheribs Tid baade forudsaae Babels Høihed og Fald, og kaldte paa Meder og Perser og paa Kyrus selv, til at styrte den Stolte, det er klart og det er Nok til at vække vor Beundring af Aandens hemmelige Kræfter, men Flodens Udtørring ved Babels Indtagelse er ingenlunde forudsagt, den er kun dunkelt ahnet af Propheten, da han spaaede i den Herres Navn, der, som han siger, stadfæster sin Tjeners Ord og sine Buds Formodninger, som siger til Dybet: bliv tomt, Jeg udtørrer dine Floder, som kalder Kyrus til Medhjelper ved Jerusalems Bygning*).

For nu ret at forstaae Herodots Fortælling om Babylons Indtagelse, maae vi lægge Mærke til den store Sø, fire Mile (400 Stadier) i Omkreds, langt ovenfor Staden men tæt ved Floden, som Dronning Nitokris havde ladet grave og ledt Floden ind i, medens hun murede Bolværket op og bygde Brohovederne af hugne Steen, paa begge Sider af Euphrat, hvor den løb langs igiennem Babylon. Vel mødte nemlig den Babyloniske Krigs-Hær Kyrus tæt udenfor Byen og blev slaaet, men det var Man belavet paa, saavelsom paa en Beleiring, og havde desaarsag forsynet Staden med Levnets-Midler til mange Aar, saa Babylonierne sad trygt inden deres høie Mure, og Seierherren, som ei saae sig istand til at udrette noget imod dem, kom selv i Forlegenhed. Men hvad enten det nu faldt ham selv ind, eller en Anden gav ham det gode Raad, saa ledte Kyrus nu Floden ind i Dronning-Søen, efterat have opstillet en betydelig Magt baade oven og nedenfor Staden, med den Ordre at bryde ind giennem Flod-Sengen, saasnart Vandet var noksom faldet. Det var jo el stort Vove-Stykke, thi havde Babylonierne faaet Nys eller havt den mindste Ahnelse om det, behøvede de blot at have lukket Flod-Portene og sat sig til Mod-Værge paa Skandsen ved begge Sider, for at fange Perserne ligesom i et Net; men det lykkedes, de vadede igiennem Floden, da Vandet endnu gik dem til Bælte-Stedet, og, da det just var en *

190 Høitids-Dag, blev Midten af Byen taget, medens Man endnu dandsede og holdt sig lystig i Udkanten*).

Om denne Lystighed har vi en foranderlig Efterretning af et Øien-Vidne, Propheten Daniel nemlig, som levede endnu, men var gammel og glemt, medens Kong Belsazar sad over Borde ved et stort Giæstebud, han gjorde for sine tusinde Herremænd. Da nu Kongen havde ladt sig Vinen smage, befalede han at hente Skaalerne af Guld og Sølv, som hans Fader, Kong Nebucadnezar, havde taget ud af Templet i Jerusalem, og da de kom, drak baade han og hans Herre-Mænd, hans Friller og hans Yndlinger Viin af dem, med Priis til Guderne af Guld og Sølv, af Kaabber og Jern og Steen og Træ. Men see, da kom der et Haand-Blad frem og skrev paa den gipsede Væg, ligefor Kongens Øine og forsvandt, hvorover Kongen blev saa forskrækket, at han blegnede og Knæerne rystede under ham, og han skreg paa Stjerne-Tydere, Chaldæer og Spaamænd, at de skulde komme og læse og forklare ham Skriften, og til hvem der kunde det, udlovede han Purpuret og Guld-Kiæden og Rang som den Tredie næst Kongen. Ind kom nu alle de Vise, men da Ingen af dem kunde læse end sige forklare Skriften, da blev alle de Store ligesaa bange som Kongen. Saa kom Dronningen ind, hvor de sad og drak, hilste paa Kongen og trøstede ham med, at der var dog en Mand i hans Rige med de hellige Guders Aand, hvis Viisdom og Forstand paa mørke Taler stod sin Prøve i Nebucadnezars Dage, saa han udnævnedes til Formand for alle Chaldæer og Vise, og Daniel var hans egentlige Navn, men Beltsasar kaldte Kongen ham. Nu ledte Man Daniel op, og, efterat have læst Loven for Kongen, der ei var blevet klog af sin Faders Skade, men ophøiede sig mod Gudernes Gud og knælede for de Umælende, da læste han ogsaa Skriften, sigende: der staaer Mene, Mene, Tekel, Uparsin, og det betyder, at talte er dit Riges Dage, veiet og vippet er du, og deelt er din Magt mellem Meder og Perser! Skiøndt Daniel udtrykkelig havde frabedt sig baade Gunst og Gave, saa holdt dog Kongen Ord med Purpuret, Guld-Kiæden og Rangen, men i den samme Nat blev Chaldæer-Kongen Belsazar dræbt, og Mederen Darius, to og tresindstyve Aar gammel, besteg hans Throne**).

Om den ulæselige Skrift paa Gips-Dækket maa der sagtens endnu være flere forskiellige Meninger end om den, der findes *

* 191 paa de røde Stene fra Babyion; men i det Universal-Historlen maa overlade det til Daniel selv at give Grunde saavel for sin Læse-Maade som for sin Udtydning af den mageløse Indskrift, hvormed alle de andre Boglærde forgiæves brød deres Hoveder, kan den ikke undlade at velsigne den Ebraiske Prophet, der saa venlig rækker den Græske Historie-Skriver Haand; thi derved oplives ikke blot vor Forestilling om Babels Fald, men vi lynslaaes af den glædelige Opdagelse, at Forsynet har vaaget over den Universal-Historiske Kiæde, saa den bliver aldrigafbrudt. Vel ligger der nemlig omtrent et Aarhundrede mellem Daniel og Herodot, men de mødes dog alt i Beretningen om den samme Verdens-Begivenhed; derhos var hverken Daniel den sidste Ebraiske Prophet eller Herodot den første Græske Historie-Skriver, og endelig, hvad der kroner Værket, levede baade Nehemias, som slutter de Ebraiske Historie-Bøger, og Herodot, som begynder den Græske Verdens-Historie, begge under den samme Perser-Konge, Artaxerxes Lang-Haand, hvorved Old-Tidens Historie saa uformodenlig og øiensynlig sammenknyttes, at vi nødvendig maae beundre den Aand, der svæver over Tiderne og styrer deres Løb.

At Herodot ikke taler om nogen Meder Darius, som en kort Tid var Sætte-Konge for Kyrus i Babylon*), har vel baade stødt og piint de Lærde, men det er dog vel intet Under, at Ebræerne, som sad ved Babels Floder, da de udtørredes, end sige Daniel, som stod for Kongens Ansigt, vidste bedre Beskeed om Thron-Følgen, end Herodot kunde give, et Aarhundrede efter, ved at vælge af tre forskiellige Sagn om Kyrus hvad han fandtrimeligst** :). Derimod er det høist mærkværdigt, at Ksenophon, i den historiske Ramme om hans Kyrus-Skilderi (Kyropædien), ikke blot stadfæster at Kongen i Babyion blev dræbt den samme Nat, da Perserne brød ind i Byen, men lader ogsaa Kyrus, efter Hjemkomsten, bukke for sin Morbroder, Mederen Kyaxares, og fortælle ham, at Slottet i Babylon staaer til hans Tjeneste, naar han behager at benytte det som sit eget; thi det Sidste er i den unge Seier-Herres Mund jo kun en høflig Befaling til den gamle Meder om at flytte sin Konge-Stol til Babylon***). At Navnet klinger anderledes, har vel ogsaa stødt endeel Boglærde, men det *

* * 192 beviser kun deres Vrantenhed, thi om Nøiagtighed i Sligt var det aabenbar her slet ikke Ksenophon at giøre, og Forvexlingen var saa meget lettere, som vi af en Anmærkning hos Daniel see, at Darins var en Søn af Kyaxares (Achasuerus)*).

Saaledes faldt da det stolte Babylon og stadfæstede mærkelig Prophetens Ord, om dem der var kloge paa Himmelens Løb**), thi Chaldæernes Læsning i Stjernerne var ikke blot berømt i Oldtiden, men var den eneste Videnskabelighed, vi kan skiønne, Babylonierne beflittede dem paa, uden engang at kunne forudsee den Persiske ei meget fine Krigs-List. Under Darius Hystaspis stræbde Babylon vel at hæve sig igien, men sank derved kun endnu dybere og mistede Endeel af sine Mure og alle sine Kaabber-Porte, blandt hvilke, som vi ved den Leilighed see hos Herodot, En var kaldt op efter Semiramis, en Anden efter Niniviterne, en Tredie efter Belus og en Fjerde efter Chaldæerne***). Fra Alexander den Stores Tid forsvinder Babylon ganske af Universal-Historien, indtil Man begyndte at lede om dens Ruiner, og deraf kan vi slutte, den har havt sin Rigdom og Storhed af Handelen, som fra den Persiske Bugt, fra Persien og Indien, gik derover til Vest-Asien og Middel-Havet, men trak sig, efter Alexanders Tidtil Seleukia og den Parthiske Hovedstad Ktesiphon ved Tigris, for siden, i Araber-Tiden, at flytte til Bagdad og Bassora. Vi veed for Resten, at hvad Babylon selv førde til Markeds var alskens Pynt og Stads (Galanteri-Vahre) fra kostbare Tepper til pænt udskaarne Signeter og lugtende Vande, og da nu tillige Lystigheden og Frækheden var langt fra at fattes, maa Babylon med Rette kaldes Oldtidens Paris. At den ogsaa meget tidlig har udmærket sig ved Stads, kan vi slutte af Josva-Bogen, thi mellem de Ting der ved Jerichos Indtagelse stak den ulykkelige Achan i Øinene, saa han overtraadte det strænge Forbud, var ogsaa Stads fra Sinear eller, som det almindelig oversættes, en Babylonisk Kappe.

Kile-Skriften paa Tegl-Stenene har Man vel, som sagt, endnu ikke lært at læse, men Man har dog grundet Formodning om, at den kun indeholder Giælds-Forskrivninger og andet Sligt, og det er saameget rimeligere, som Ægypterne, der maae kaldes Babyloniernes ældre Brødre, heller ikke synes at have *

* * 193 brugt deres egenlige Bogstav-Skrift (Folke-Skriften) uden til Juridiske Documenter.

Hvad endelig Chaldæernes Viisdom angaaer, da er det vel tilstrækkelig beviist, at det var Fjas med den i Grunden, men kiende bør vi dog det Skudsmaal, Diodor giver den, hvor han fortæller, at de i Staten omtrent havde samme Stilling som Præste-Kasten i Ægypten og beskriver deres Meninger baade om Himmel og Jord, som, han siger, de tillagde en Slags Evighed i Grunden, men betragtede i deres Indretning som et guddommeligt Værk, saa Intet skedte tilfældig men Alt efter Forsynets Bestemmelse. Baade, siger han nemlig, spaaede de rigtig om Alexander og hans Efterfølgere, og forudsige i det Hele Folk deres Skæbne saa nøiagtig, at Man maa forbauses derover, thi Mage til Stjerne-Tydere finder Man ikke i hele Verden*).

Meder og Perser.

Meder og Perser er vel ogsaa blandt de Folk i Old-Tiden, der, langt fra i Tidens Længde at vise sig den store Rolle voxne, de fordum spillede, ei engang har efterladt os en Beskrivelse deraf; men ved høimodig at sætte de fangne Ebræer i Frihed, og ved overmodig at rasle med Lænker for de frie Græker, har dog Perserne gjort Universal-Historien to saa vigtige Tjenester, at den nødvendig maa dvæle ved deres Ihukommelse med langt anderledes Deeltagelse, end ved Assyrers og Babyioners. Vel havde nemlig den Bro, Kserxes slog over Hellespont, kun stakket Varighed, men kan dog aldrig glemmes, fordi den hænger paa det Nøieste sammen med den store Bro mellem Asien og Europa, mellem Græker og Ebræer, som den Persiske Historie danner, en Bro, der var Universal-Historien uundværlig, da den ellers vilde faldet fra hinanden i usammenhængende Brud-Stykker. Asiens blomstrende Tid var forbi, Ebræerne var efter den Babyloniske Udlændighed, som et Folk, kun en Skygge af sig selv, Propheternes Række sluttedes snart efter Daniel, og den sidste Ebraiske Historie-Skriver Nehemias var Mund-Skiænk hos Artaxerxes Lang-Haand, saa Herodot, der netop under samme Konge [giæstede Persien og] skrev sin Verdens-Historie, kom *

194 unægtelig som han var kaldet og kunde ei heller udeblevet længe, naar vi skulde være istand til at sammenkiæde Folkenes Levnets-Løb. Nu var det imidlertid aabenbar Perser-Krigen, som udvidede Grækernes historiske Syns-Kreds, og uden hvilken vi ligesaalidt kan tænke os Herodots Museum, som Alexanders Tog med alle dets forbausende Følger, og derfor især høre Slagene ved Thermopylæ og Salamis til de mærkværdigste Stats-Begivenheder i Tidens Løb.

Det Land, der, med Kyrus, indtraadte i Verdens-Historien, er den store, langagtige Firkant, som dannes af Tigris mod Vesten, det Kaspiske Hav og Gihon (Oxus) mod Norden, Indus mod Østen og det Indiske Hav med den Persiske Bugt imod Syden, altsaa hvad vi til daglig Brug endnu kalde Persien. Vel er just ikke »Persien« men »Iran« (Grækernes Ariane) Hoved-Navnet, Man i Landet selv har betjent sig af; men deels er dette Navn ligesaa ubestemt og svævende, og deels maa det nødvendig giøre Udslaget, at baade var det under Perser-NavnetFolket vandt sin Hæders-Krands, og fra Farsistan det Største i alle Maader udgik. Sagen er da kun, at vi hverken maae tænke os det gamle eller det ny Persien som Hjemmet for en enkelt Foike-Stamme, men som det Asiatiske Tydskland, der endnu mere end det Europæiske har været udsat for idelige Indvandringer og Omvæltninger og hvis Indbyggere endnu langt mindre end Tydskerne har vundet selv den Lighed, fælles Skrift-Sprog og Lovgivning stræber at frembringe. Som en Grændse-Leir, større end Tydskland, mellem Vest-Asien, Tartariet, China og Indien, skal vi derfor betragte Persien; thi en saadan har det lignet fra Arilds-Tid, og dertil synes det i alle Maader skabt. Isteden derfor her at opregne alle de barbariske Navne, de forskiellige Stammer enten have givet dem selv eller faaet af Grækerne og os, vil vi blive staaende ved Meder og Perser i Syd-Vest, som er de eneste nogenlunde faste Folk, vi kan opdage, og derfra kaste et Blik paa Leiren, som den ligger for vore Øine. Hvad vi nu først blive vaer, er den høie Beliggenhed, thi selv Sletterne er Flakkebjerge, flere tusinde Fod over Vand-Skorpen [Vandspeilet], hvoraf følger, at Man her, under samme Polihøide som Ægyptens, har en ganske anden Himmel-Egn, har kun nede i Dalen ved Bugten smeltende Hede, og nordisk Vinter længe før Man naaer det Kaspiske Hav, under Siciliens Brede. Leiren er dernæst vel forskandset, thi den udgiør egenlig kun en Ørk, med en tyk Bjerg-Krands, som i Østen 195 kaldes Solimans-Bjergene og knytte sig der ved Hindukosch til Himalaya, men faaer i Nord-Vest Navn af Zahresch (Zagros), hvor den mødes med Ararat, saa alt Samkvem skeer her giennem Snevringer og Smutter, eller saakaldte Porte (Kotuls), mellem hvilke fordum især de Kaspiske blev navnkundige. Ørken, vi talde om, fører kun Navn af Salt og Sand, men strækker sig fra Nord-Vest til Syd-Ost over hundrede Mile og slaaer, fra Zareh-Søen, en Bugt i Nord-Ost, op mod Kandahar, uden at vi kan sige, hvordan det egenlig saae ud i gamle Dage; thi efter Sagnet skal Salt-Ørken nordenfor Søen have været et deilig bebygget Land i Rustans Helte-Tid, og det er ingenlunde umueligt, da der i dette Jord-Strøg er Salt-Bund allevegne, som bliver frugtbar ved at vandes og øde ved at overlades til sig selv. Landet har nemlig ingen store Floder og fattes Regn, saa det kun lader sig opdyrke ved Hjelp af flittig Brønd-Gravning og konstige Vand-Ledninger, men Perserne har ingenlunde været saa flittige Dyrkere af Vand-Konsten, som de fra Arilds-Tid har været store Mestere i den, og derved i deres Trappe-Land frembragt de deilige Frugt-Haver (Paradiser), Man i Old-Tiden høilig beundrede og endnu saare forlystes ved. Kun hvor Over-Kongen og de ypperste Høvdinger opslog deres Leir, fremtryllede Man et Paradis i Ørken, som forsvandt, saasnart de flyttede, og allerede deraf kan Man let forklare sig de berømte Hoved-Stæders Skæbne, hvis Ruiner Man tildeels forgiæves leder om, men dog kan Somme af de Ældre ogsaa have faaet deres Helsot paa samme Maade, som i vore Tider det berømte Schiras, der ved et sexdages Jord-Skiælv saaledes forstyrredes, at det neppe nogensinde staaer til Opreisning. Bjerg-Landet vestenfor Salt-Ørken er imidlertid ikke blot begunstiget med flere Vand-Løb og videre Sletter end Resten, men var ogsaa fra Arilds-Tid beboet af Hoved-Slammerne, som i Old-Tiden kaldtes Meder og Perser, og her løbe Lande-Veiene mellem Assyrien, Babylon og Indien, deels nordenom Salt-Ørken og deels sydenom Sand-Ørken, hvorved Mellem-Handelen drives, saa paa denne Kant maa vi fæste vor Opmærksomhed.

Medernes berømte Hoved-Stad Ægbatana, sige de Lærde, skal have ligget i Nærheden af det nuværende Hamadan i det Persiske Brak (Irak Adjemi), men da Man intet Spor har fundet af den, veed Man i Grunden ikke mere, end hvad de Gamle melde, at den laae vestlig i Medien, paa samme Strøg som de Kaspiske Porte mod Østen. I Øvrigt beskriver Herodot den, 196 Man kan ikke ret see, om efter Øiesynet, eller blot efter andres Mund, saaledes, at den havde omtrent samme Omkreds som Athenen, men bestod af syv Ringe inden i hinanden, hver med sin Mur, paa Siderne af en Høi, med Borgen paa Toppen. Disse Mure, siger han, var saaledes læmpede efter hinanden, at af de Sex saae Man blot Krandsene, som havde hver sin Farve, den Første hvid, den Anden sort, den Tredie mørkerød, den Fjerde blaa, den Femte lyserød, den Sjette forsølvet og den Syvende forgyldt*). Naar Man læser at Perser-Kongerne opholdt sig om Vinteren i Ægbatana og om Sommeren i Susa eller Babylon, da skal Man vide, at dette kolde Bad om Vinteren og hede om Sommeren kun er udsprunget af en Skriv-Feil hos Strabo, som de Lærde ei har nænt at rette, skiøndt Strabo selv gav et godt Exempel, ved først at sige om Parther-Kongerne, at de boede i Ægbatana om Sommeren, fordi der var kiøligt, men i Seleukia, nær ved Babylon, om Vinteren, og siden, at det var samme Brug som Perser-Kongerne havde gjort af Ægbatana**).

Susa laae i Chusistan, ved Aaerne Ulai og Choaspis, i en deilig Egn, hvor fordum Ranken groede og Jorden bar hundredefold, men der er nu en Ørk, og Man giætter kun paa at Mursteens-Dyngerne ved Kherka-Floden, vestenfor Shuster, er Susas Grav-Høi,

Dog, hvad Man især maatte ønske at finde, var Levningerne af Persepolis og Pasargade i Farsistan, berømte Navne fra Heden-Old paa Kyri Gravsted og hans Folks Helligdom, og herom ledte Man ogsaa aabenbar lykkeligst, thi hvor vanskeligt det end falder for styrtede Paladser at svare til Hæders-Navne, er der dog, efter vor Niebuhrs Reise, ei længer nogen Tvivl om, at jo Marmor-Støtterne (Tschil-Minar) paa Mardescht-Sletten, og Floden Bund-Emir, er stolte Bauta-Stene paa den gamle Perser-Vældes Grav, og vække, i Forbindelse med Trappe-Gangene paa Klippe-Væggen, en høi Forestilling om Tanke-Flugten og Udviklingen under Kyrus og Darius. At det ogsaa netop er Ruinerne af Slottet i Persepolis, som Alexander i en barbarisk Ruus med egen Haand antændte, agtes nu for afgjort, især siden Man begyndte at stave paa Indskrifterne, der synes at giælde de berømte Over-Konger, men da baade Kile-Skriften er glemt og Sproget ubekiendt, er *

* 197 det ei mindre vanskeligt at forsvare de rigtige end at giendrive de urimelige Giætninger. Stort vil der i alt Fald ikke vindes, saalænge Billed-Sproget, som Fabel-Dyrene paa Muren tale, vedbliver at være os mørkt.

Nogle Mile nordenfor disse Ruiner, ved Murgab, har Man vel ogsaa nyelig med megen Sikkerhed peget paa Ruinerne af Pasargade, hvor der, efter de Gamle, stod et Grav-Kapel for Kyrus, men har de Gamle Ret i deres vist nok løselige Beskrivelser, da kan der umuelig være Mile mellem Persepolis og Pasargade; thi enten er det kun to Navne, et Græsk og et Persisk, paa den Hoved-Stad, Kyrus bygde, eller ogsaa var Pasargade kun Navnet paa Ruinerne af en gammel Borg og Grav-Kapellet i Kongens Have ved Persepolis, hvor Ingen boede, uden de vagthavende Magier, som til deres Ophold fik et Faar om Dagen og en Hest om Maaneden. Det Sidste synes at være Strabos Mening, og Arrian kalder aabenbar baade den store Bolig for de Levende og den Lille for de Døde Pasargade, medens Diodor kun taler om Persepolis*). Man paastaaer vel, at Grav-Kamret paa Kirke-Gaarden ved Murgab, som nu kaldes Djævle-Krogen, paa det Nøieste svarer til Beskrivelsen hos Strabo og Arrian, men det brister, thi Man har end ikke fundet Spor af den Persiske og Græske Indskrift, der skulde være, men har tvertimod fundet tydelig Arabisk Læsning, som Man vel kan beskylde for at have slugt den gamle Skrift, men beviser derved neppe hvad Man vilde.

Som Tingene staae, maae vi da antage Pasargade for den samme Perser-Port eller Perse-Gaard som Persepolis, og være glade ved, at der findes eet Spor af de gamle Høie-Lofte, uden dog at glemme, at selv ved Tschil-Minar er vi paa Giætningens Enemærker; thi skiøndt Man har paastaaet, at disse Ruiner passede vidunderlig til Diodors Beskrivelse af Borgen, Kyrus bygde og Alexander brændte, saa er det dog ganske vist, at Diodor, som vi har ham nu, slet ikke beskriver Borgen, men kun Ring-Murene derom, med Kaaber-Portene og Galgerne, som neppe vilde være kiendelige, om de end fandtes **).

Af et ganske andet og langt mærkeligere Slags end alle Stene er det Mindes-Mærke af Old-Tidens Meder og Perser, som Fransk-Manden Anquetil du Perron, i Midten af forrige *

* 198 Aarhundrede, vil have fundet i Indien, og hvoraf vor Lands-Mand Rask for kort Tid siden bragde det manglende Stykke til Europa, og det er da den i Læse-Verdenen berømte Zendavest, der ansees for de gamle Meders og Persers Bibel eller hellige Skrift. Da denne Bog ikke, som Ebræernes Bibel, indeholder nogen Historie om et tilsvarende Folk, men dreier sig blot, i Bønner og Fortællinger, om Lys-Guden Oromasdes Aabenbaringer til Zerduscht, seer Man strax, den egenlig hører til Kirkens og Skolens Historie; men er dens Grund-Sprog (Zend) virkelig de gamle Meders og Persers Skrift-Sprog, og dens Indhold deres Anskuelse af Menneske-Livet, da kan den unægtelig give mange Oplysninger, som maae være særdeles velkomne i et berømt Folks Historie, der maa sammenflikkes af de fremmedes løse Efterretninger. Endnu kan imidlertid Haand-Bogen i Universal-Historien ikke øse af Zendavest men kun pege paa den, som en mærkværdig Gaade, der rimeligviis vil løse sig til Fordeel for vor oldhistoriske Kundskab; thi deels tvistes Man endnu med Grund om Bogens Ægthed, og deels er dens Grund-Sprog (Zend) vel endnu Kirke-Sprog hos Ild-Dyrkerne (Gueberne), men, efter vor store Sprog-Mesters (Rasks) Forsikkring, selv Præsterne aldeles ubekiendt, uden forsaavidt de af den gamle Oversættelse i Pehlvi-Sproget, slutte sig til Meningen. Det Rette vilde være, først at udgive denne Oversættelse, som Præsterne forstaae, thi naar det da stadfæstede sig, hvad Man nys vil have opdaget, at Pehlvi-Sproget tales endnu af en Stamme i de Persiske Grændse-Bjerge ved Tigris, da vilde Bogens Ægthed være beviist, og Oversættelsen kunde benyttes omtrent ligesom de Halvfjerdsindstyves af den Ebraiske Bibel. Pehlvi-Sproget er nemlig Parther-Sproget, ligesom Parsi er Skrift-Sproget under Sassaniderne, og Rask har givet den vigtige Oplysning, at Navnene i Bogen, og da især Ormusd, Ahriman og Mithra slet ingen Betydning har enten i Parsi eller Pehlvi, men have derimod aabenbar hjemme i Zend, som altsaa nødvendig maa være Bogens Grund-Sprog og høre til den graa Old-Tid. Selv da blev det imidlertid et Spørgsmaal, om Zendavest oprindelig havde hjemme i Persien eller, hvor den fandtes, i Indien, og dette Spørgsmaal kunde ene besvares af de gamle Meders og Persers Historie, som den er os bekiendt af de samtidige Skrift-Folks, Ebræers og Grækers, Efterretninger. Disse vil da altid vedblive at være Hoved-Kilden til vor Kundskab, og 199 naar Man, af Glæde over den gamle Bog, har glemt det, maa et saa uhistorisk Exempel, hvorfra det end kommer, lastes og ei efterlignes.

Fandtes der altsaa hverken hos Græker eller Ebræer Spor af en saadan Persisk Prophet, som Zerduscht, og saadanne Medo-Persiske Forestillinger, som Zendavest dreier sig om, da maatte den være saa gammel som Synd-Floden og saa hellig som den vilde, uden at den dog i Persiens gamle Historie, før Alexander, kunde komme i mindste Betragtning; men nu lære vi alt af Ebræerne, at der var en Medo-Persisk Grund-Lov, som selv de ellers uindskrænkede Konger (Despoter) maatte bøie sig for*), altsaa sikkert en hellig Skrift, og hos Grækerne finde vi ikke blot Efterretning om Magierne, som medo-persiske Præster og Skrift-Kloge, men ogsaa om deres første Oldermand Zoroaster, deres Afsky for det sædvanlige Afguderi og deres særegne Lærdom om to Grund-Aarsager, en god og en ond, som de kalde Oromasdes og Ariman, saa Zendavest, naar den først bliver rigtig læst, sikkert vil blive let at forsvare og nem at benytte.

Hvad der imidlertid er os her det Vigtigste at vide: hvorvidt nemlig den Anskuelse, Magierne engang i gamle Dage havde, var levende og virksom i Persernes Daads-Tid, det kan Zendavest umuelig, men kun Historien lære os.

At nu en Medo-Persisk Stamme, Elamiterne eller Elymæerne, var mægtig i Asien førend Assyrerne, det slutte vi nødvendig af den sikkre Efterretning om Elams Konge Kedorlaomer eller Kodolgomer i Abrahams Tid, og at Folket i disse Egne, efter lang Dvale, igien reiste sig under Kyaxares og Kyrus, det er ikke blot en sikker, men berømt Kiends-Gierning, og altsaa maa Folke-Aanden, efter en lang Dvale, være vaagnet, med en Reformation, henimod den berømte Daads-Tid. Medens det derfor var splittergalt, at tænke sig en Religjons-Stifter eller Reformator under Darius Hystaspis, hentyder derimod Historien paa en Prophet før Abraham og en Reformator før Kyrus, saa vi maae finde det i sin Orden, at Grækerne snart tale om Zoroaster som ældgammel, længe før den Trojanske Krig, og snart som en ny Mand, blot nogle Aarhundreder før Kserxes.

Herodot er nu vel ikke af dem, der nævner Zoroaster, eller taler synderlig om Magiernes Lærdom, men han giør hvad *

200 der er os langt vigtigere, i det han giver os Reformations-Historien, forsaavidt den vedkom Staten og uden selv at mærke, hvor vigtig Efterretningen er.

Efterat Assyrernes Herredømme havde varet 520 Aar, siger Herodot, var Mederne de Første, der rev dem løs og stred saa mandelig, at de afkastede Aaget og gav de andre Folk et godt Exempel, der ei heller var forgiæves; men Friheden beholdt Mederne dog ikke ret længe, thi der var en viis Mand iblandt dem, ved Navn Dijokis, Phraorts Søn, som stræbde efter Enevolds-Magten og fik den. Hvad han nemlig ikke før havde drevet strængt paa Retfærdighed, det gjorde han nu, Tøilesløsheden tog Overhaand i Medien, og han lod til ret at blive ivrig, vel vidende at Ret og Uret kan aldrig forliges. Da hans Bymænd det saae, valgde de ham til deres Dommer, hvorpaa der gik saadant et Ry af hans Retviished, at Man ogsaa fra andre Byer strømmede til ham, som den Eneste, der lod Retten have sin Giænge; men da Tilløbet blev saa stort, at Dijokis meende at have Spillet vundet, brød han af med Eet og sad slet ikke meer, i Rette, under det Paaskud, at, ved saaledes uophørlig at trælle for Andre, forsømde han reent sine egne Ting. Nu blev det da værre i Landet med Rov og Ran end nogensinde før, saa Mederne fandt det nødvendigt at holde en Folke-Forsamling og raadslaae om Midler herimod, og strax var der dem (uden al Tvivl, siger Grækeren, Dijoks gode Venner) der meget stadselig tog Ordet og sagde: skal det længe gaae saaledes til som nu, kan vi umuelig bjerge os i Landet, derfor lad os vælge en Konge, der vil holde over Lov og Ret, saa vi kan nyde Lande-Fred og hver passe Sit! Det Forslag fandt Bifald og da Man nu saae sig om efter en Konge, faldt alles Øine paa den store Dijokis, saa han blev eenstemmig valgt, men det Første han nu forlangde, var en fast Borg og en Liv-Vagt, og da Mederne havde skaffet ham det, nødte han dem til at bygge Hoved-Staden Ægbatana, som fordunklede alle de andre Byer. Vel handhævede han fremdeles Retfærdigheden, og det meget strængt, men han behandlede nu Alting skriftlig og lod sig aldrig see, for ikke at tabe sin Anseelse mellem dem der før havde været hans Jævnlige, hvorimod han havde sine Speidere og Lurere allevegne, som meldte, hvem der forsaae sig, at de kunde blive indkaldt og faae deres Straf. Saaledes opsvang da Dijokis sig til Enevolds-Herre over Mederne og skabde eet Folk af dem, istedenfor at de havde været deelt i sex Stammer, 201 nemlig Buser, Partakiner, Struchater, Arizanter, Budier og Magier*).

En Søn af denne Dijokis var Phraortes, som undertvang Perserne og blev meget mægtig i Asien, men faldt i et ulykkeligt Slag med Kongen i Ninive, og Phraorts Søn var Kyaxares, som vel af Skytherne blev nødt til i 28 Aar at afbryde Ninives Beleiring, men indtog og ødelagde den dog omsider og efterlod Riget i god Stand til sin Søn Astyages**).

Her har vi da aabenbar den historiske Zerduscht eller Zoroaster, som i Ægbatana, med de syv Mure, der havde hver sin Farve, bygde et haandgribeligt magisk System; thi den Zoroaster, der maa tænkes meget ældre end den Trojanske Krig, er aabenbar den Mythiske eller Poetiske, hvem vi ingenlunde vil aftrætte hans virkelige Tilværelse i sin Tid, men hvis Virksomhed først giennem Reformatoren, eller den Mediske Lykurg, har avlet Kiends-Gierninger, som Universal-Historien kan ændse. Vel har nu Herodot aabenbar et Horn i Siden paa Dijokis, som en listig Tyran, der egenlig kun brugde Retfærdigheden som en Trappe til Høi-Sædet, og vi kan ikke fortænke den fribaarne Græker i, at han mistroer Dyden paa den Throne, hvis Despot nys havde budt Grækerne Lænker; men vi maae ikke lade os misiede af hans Fordomme, da det er klart, at hverken kan Nogen bestige en Throne ved et friere Valg, end Mederens, efter Herodot, har været, ei heller kan Man paa en uskyldigere Maade samle Stemmer, end ved at indskiærpe og udøve Retfærdighed i en lovløs Tid. Ved Speiderne og Lurerne, Dijokis havde ude, tænker Man vel i vore Dage nødvendig strax paa et hemmeligt Politi, men det er vore Dages og ei de Gamles Skyld, thi vi maae vide, blandt andet af Plutarks Artaxerxes, at herved menes de offenlige Opsyns-Mænd, som i Persien kaldtes Kongens »Øine og Øren«. For Resten fandt allerede Grækeren Ksenophon, som Kyropædien klarlig viser, at ogsaa Enevolds-Regieringen havde sin meget gode Side at betragtes fra, og medens vi glæde os over, at Grækerne nød den Frihed, dog selv de, med deres mageløs borgerlige Retning, ei længe kunde taale, maae vi godt kunne forstaae, at i Persien, et Land, hvor, ligefra Dijoks Dage til Vores, Folket, saasnart det overlades til dem selv, opløser sig i Jagt-Partier og Røver-Bander, der er Enevolds-Regieringen den største Lykke, naar den *

* 202 blot nogenlunde handhæver Retten, freder Landet, nærer Fliden og skiønner paa Fortjenester.

Naar Man imidlertid i Øster-Leden altid meende, at Enevolds-Regieringen var den bedste, da kom det vel tildeels deraf, at Man satte mindre Priis paa Frihed og langt Liv, og meer paa Ret og Rolighed til Hverdags-Hold, end Grækerne, men Østerlænderne var ingenlunde saadanne Taaber at stole paa Hjertens-Godhed hos en Række af Despoter, de stolede paa Præsterne, som en retfærdig Grund-Lovs uafhængige og fødte Værger, og paa Despotens Frygt for, ved aabenbar Krænkelse af Grund-Loven, at forkorte sine kronede Dage, og denne politiske Retning holdt vel ligesaa ofte Stik som nogen Anden, undtagen for de Faa, der spillede det høie Spil at være Despotens Yndlinger og fornemste Redskaber. Hvormeget det, under saadanne Omstændigheder, kommer an paa, om Præsterne er lunkne eller levende, og især paa, hvis Præster de er: en Afguds eller den høieste Guds, der skabde Himmel og Jord og dømmer Høie saavelsom Lave med Retfærdighed, seer Man strax, og derfor er det, ikke blot i Kirkens men ogsaa i Statens Historie, et vigtigt Spørgs-Maal, hvis Præster Magierne var; thi som den Guddom var, de havde selv for Øie, saa var nødvendig den, for hvem Perser-Kongerne maatte bøie sig, og Grund-Loven, der ene bandt den ellers Uindskrænkede.

Hvad Herodot siger herom, indskrænker sig omtrent dertil, at Billed-Støtter, Gude-Værelser og Høi-Altre, agtede Perserne det for Daarskab at betjene sig af, men offrede helst paa Bjerg-Toppe til Zeus, med hvem de meende hele Himmel-Rummet, og offrede derhos kun fra Arilds-Tid til Soel og Maane og de fire Elementer, saa Aphrodite, som de kaldte Mithra, havde de først nylig lært at dyrke af Assyrer og Araber. Magierne, siger han dernæst, er slet ikke som andre Præster, og naar f. Ex. de Ægyptiske agte det for stor Synd at dræbe noget Dyr uden med Offer-Kniven, skaane Magierne derimod Ingen uden Mennesker og Hunde, men sætte ordenlig en Ære i, jo flere Myrer og Slanger, Kryb og Fluer, de kan udrydde*).

Allerede dette vækker imidlertid forholdsviis en god Formodning om Magiernes Religjon, og naar vi huske at baade Lov og Dom udgik fra dem, bestyrkes den særdeles ved Herodots Vidnesbyrd, at hvad det hos Perserne var Skam at giøre, var *

203 det ogsaa Skam at nævne, og var den største Skam at ly ve og at laane, fordi Laan føder Løgn *).

Endnu større Ære giør det Magierne, at den første Græker, som nævner os deres Oldermand, med en Lovtale over de Persiske Prindsers Opdragelse, er Plato, som ensteds lader Sokrates sige, at naar disse er fjorten Aar, faae de fire Lærere: den Viseste nemlig, den Retfærdigste, den Sindigste og den Djærveste, Man kan finde, og den Første lærer dem da Oromasden Zoroasters hemmelige Viisdom (Magi), hvortil baade Guds-Kundskaben og Konge-Loven hører, den Retfærdige lærer dem at være sanddrue i hele deres Liv, den Sindige fremfor Alt at beherske dem selv, da ingen Slave af nogen Lyst kan ret være kongelig fri, og endelig stræber den Djærve at giøre dem kiække og uforsagte, da ogsaa Frygt er en Trældom**).

At det maa være Zoroaster, Diodor mener med Arianernes (Medernes) berømte Lovgiver Zathraust, som beraabde sig paa Aabenbaringer af den gode Genius (Agathodæmon) maa kun her anmærkes i Forbigaaende, fordi de Lærde har overseet det, og fordi det hænger sammen med Stedet hos Philo fra Byblus, hvor den Persiske Magier Zoroaster citeres [nævnes] netop i Anledning af Agathodæmon, som En af dem der tilskriver Gud et Høge-Hoved, men som lægger til: Han er den Første, den Uforkrænkelige, den Evige, den Ufødte, den Uforlignelige, som staaer for Styret til det Gode, den Ubestikkelige, God fremfor alle Gode, Klog fremfor alle Kloge, Faderen til Ret og Skiel, sin egen Lærer i Verdens-Kundskab, fuldkommen viis, den eneste Opdager af al Naturens hellige Vidskab***).

Endelig fortæller Plutark os, at Zoroaster tænkde sig to modsatte Grund-Væsener, hvoraf dog kun det Ene, Oromazes, ved Lyset at ligne, var Gud, og det Andet, Ariman, som Mørkets Aand, en Djævel (Dæmon), men begge havde de skabt hver sin Deel baade af Aandens og Legemets Verden, som derfor laae i uophørlig Strid, indtil Ariman omsider skulde forgaae og give Plads for den lyksalige Tilstand, hvori Jorden var jævn, Menneskene hinandens Lige, Alle med eet *

* * 204 Sprog, uden al Trang og saa frie for Mørket, at end ikke Legemet kastede Skygge*).

Saadanne Efterretninger maae nødvendig minde os om Ebræerne, med hvem Man da ogsaa i Grækenland ymtede om, at Magierne havde Sammenhæng**), og gjaldt det i Historien om smukke Giætninger, vilde Faa kunde lignes ved den, at Magierne udsprang af de ti Israels Stammer, som Salmanassar førde til Medien, og fra hvem virkelig endeel Stammer i Persien udregne deres Herkomst. En ganske anden Giætning er det derimod, som sidst har tækkedes de Lærde, nemlig at udlede Jødernes Forestillinger ei blot om Djævelskabet men ogsaa om Opstandelsen og Udødeligheden fra Magierne, som Man under den Babyloniske Udlændighed giver dem til Lærere; men dette Forsøg paa at forklare Lyset af Mørket maae vi møde med den simple [jævne] Bemærkning, at havde Nogen af Ebræerne Magierne til Lærere, maatte det dog vel især være dem der var og blev i Medien; men at de forsvandt af Historien, medens de, der kom hjem fra Babylon, fortsatte Ebræernes bekiendte Levnets-Løb, som blev Christendommens Vugge, thi det er Kiends-Gierninger, der henveire alle saadanne luftige Hjerne-Spind.

Vi holde os da til det Sikkre, at Dijokis, efter Herodot, opstod som Reformator i Medien 150 Aar før Kyrus eller, som Diodor bemærker, i det andet Aar af den Syttende Olympiade, altsaa omtrent 700 Aar f. Ch., da vi af Ebræernes Historie veed, den Assyriske Magt havde faaet sit Knæk under Senacherib, og hvad enten Man nu finder det rimeligt eller ikke, at de til Medien med Mose-Loven forplantede Jehovah-Dyrkere især har givet Stødet til den Magiske Reformation, maa Man dog nødvendig finde Sammen-Stødet mærkeligt

For Resten er det klart, at der i Medien fra Arilds-Tid har været et eget Slags Hedenskab, der vel ingenlunde var frit for Afguderi, eller prydet med saa reen en Lov som den Mosaiske, men udmærkede sig dog ved en aandelig Anskuelse af Guddommen og af hele Livet, saa Tanke-Gangen dreiede sig om en bestandig Kamp i Mennesket og i hele Naturen mellem Lys og Mørke, Sandhed og Løgn, Godt og Ondt, hvori Lys-Guden med Sine omsider skulde seire og skiænke al sin Skabning en lyksalig Uforkrænkelighed. Hvilken velgiørende *

* 205 Virkning denne Anskuelse, naar den var levende, maatte have paa hele Levnets-Løbet, er nemt at fatte, og hvilken stor Opmuntring det var til den i Persien besværlige Ager-Dyrkning, naar Man troede, at alle skadelige Dyr og Insekter, alle onde og giftige Urter, Øde og Ufrugtbarhed [Goldhed og Øde], var den onde Aands Værk, som skulde hades og, saavidt mueligt, tilintetgiøres, maae vi lægge vel Mærke til, for at see, hvor ganske den Magiske Anskuelse svarede til Landets Tarv og Leilighed. Efter Sagnet var ellers Balkh (Baktrien) det først opdyrkede Landskab, og der, siger i det Mindste Trogus, var Zoroaster Konge, som havde opfundet Hexe-Konsten, udgrundet Verdens Ophav og udspeidet Himmelens Løb, men faldt for Semiramis*).

Uagtet nu Herodots Fortælling om Medernes Opstand og deres Konger til Astyages, er, efter alle Mærker, saa rigtig, som Man fra Old-Tiden kan vente om fremmede Lande, maa Man dog vide, at den samme Ktesias som bragde Talen om Semiramis, Arbakes og Belesis i Omløb blandt Grækerne, ogsaa gav de følgende Mediske Konger andre Navne, og vidste Endeel at fortælle om en vis Parsondas, der, under Kong Artæus, flygtede til Kadusierne ved det Kaspiske Hav og førde bestandig Krig med Mederne, hvori ogsaa engang [senere] Sakerne (Skytherne) under deres heltemodige Dronning Zarine tog Deel**). Er det imidlertid andet end Snak, da er Parsondas, som Man ogsaa finder omtalt under Delingen mellem Arbakes og Belesis, en mythisk Person, der forestiller den egenlige Perser-Stamme.

Kyrus.

Efter Ninives Fald var der i Asien kun tre anseelige Riger: Medien, Babylon, og det Lydiske paa Halv-Øen eller i Natolien, som Man har for Skik at kalde Lille-Asien, og de holdt enstund Fred med hinanden, efterat den store Soel-Formørkelse ved høilys Dag havde forskrækket baade Kyaxares i Medien og Alyattes i Lydien, som just i det Øieblik holdt et af deres mange Feldt-Slag, og til ydermere Forsikkring om godt *

* 206 Naboskab var den Mediske Kron-Prinds Astyages blevet gift med Alyattes Daatter Arine. Om denne Astyages som derpaa besteg sin Faders Throne, og beklædte den i 35 Aar, veed Man Intet at fortælle, før de Drømme, han havde om sin Daatter Mandane, at af hendes Skiød udsprang en Flod som oversvømmede og en Viin-Stok som overskyggede hele Asien, og disse Drømme forklarede Magierne saaledes, at Astyages blev bange, og ei alene giftede Mandane med en Mand af Middel-Standen, Perseren Kambyses, men befalede endog sin Minister Harpagus at dræbe hendes nyfødte Søn. Selv vilde Harpagus ikke udføre det grusomme Bud, men overlod det til Kongens Fæhyrde Mitradates, der havde sin Handel paa Bjergene nordenfor Ægbatana, op imod Havet, og hvem nu Harpagus befoel at udsætte Barnet i den vildeste Bjerg-Egn, hvor det snarest kunde omkomme. Mitradates havde imidlertid en Frille ved Navn Spa[r]ka, med hvem han levede i et Slags Ægteskab, og hun overtalde ham til at udsætte hendes dødfødte Dreng istedenfor Prindsen, hvem hun beholdt og fødte op, og da nu Spa[r]ka paa Persisk er en Tæve, saa har Man deraf gjort den Snak at Kyrus blev født op af en Hund. Han voxde nu op som Hyrdens Søn, til han var ti Aar gammel, men da blev Hemmeligheden røbet ved et besynderligt Tilfælde; thi da Kyrus engang gik paa Gaden og legede med de andre Drenge, gjorde de ham for Spøg til deres Konge, hvorpaa han satte Nogle af dem til at bygge Huse, gjorde Andre til sine Drabantere, En til Kongens Øie og En til hans Øre, og gav, kort sagt, Enhver sin Bestilling. En fornem Meders Søn gjorde ved denne Leilighed ikke sin Pligt, og ham pidskede Kyrus uden al Barmhjertighed, hvorover han beklagede sig hos sin Fader Artambares og denne igien hos Astyages, som fik det Indfald selv at ville see den dumdristige Hyrde-Dreng, men hørde ham med Forundring kiækt forsvare, hvad han havde gjort, som en retfærdig Konge mellem Drengene. Saavel herved, som ved nøie at betragte Prindsens Ansigts-Træk, fattede Astyages Mistanke, truede Mitradates til at bekiende Sandheden, straffede HarpagUus med at lade ham uvidende spise sin egen Søn, og sendte Prindsen hjem til hans Forældre i Persien, da Magierne forsikkrede ham, der var nu ingen Fare, da Kyrus alt som Dreng havde været Konge, hvorved Drømmen var gaaet i Opfyldelse*).

* 207

Da nu Kyrus blev voxen, kom der en Dag en Skytte til ham og hilsde fra Harpagus, her var en Hare til ham, som han endelig maatte selv skiære op i Hemmelighed, og i Haren laae der et Brev, hvori Harpagus, for at styre sin Hevn paa Astyages, raadte Kyrus til at giøre Opstand med Perserne, og lovede selv tilligemed Mange af de Store i Medien at gaae over til ham. Det smagde Kyrus, han skrev sig selv en Kongelig Bestalling som General i Persien, og befalede alle Mand af de tre fornemste Stammer: Pasargaderne nemlig, hvortil hans egen Familie Achæmeniderne hørde, Maraphierne og Maspierne, at forsamle sig hver med sin Tjørne-Kniv. Da de nu kom, gav Kyrus dem det Dag-Værk at rydde en Strækning paa atten, tyve Stadier, begroet med Torne, men bød dem tillige Dagen efter til Giæst i deres Pynt For at beværte dem godt, slagtede Kyrus alle sin Faders Gieder, Kiør og Faar, og da Giæste-Budet var endt, spurgde han Perserne, hvad der hugede dem bedst: Livet i Dag eller det i Gaar? Da de nu alle med een Mund gav det Svar, at derimellem var saa lidt Forlig som mellem Himmerig og Helvede, lovede han dem saadanne kronede Dage, naar de vilde giøre Opstand mod Astyages og staae som Mænd. Perserne, som længe havde knurret over det Mediske Aag, sagde strax Ja, og da Astyages var saa forblindet at betroe Harpagus Anførselen over den Krigs-Hær, han skikkede mod Kyrus, blev Følgen, at Endeel gik over og Resten tog Flugten. Vel stillede nu Astyages sig selv i Spidsen for en ny Krigshær, men han tabde Slaget og faldt i Fangenskab, hvor han vel beholdt Liv og Fred, men ikke Kronen. Mens Astyages sad i Fængsel, havde han imidlertid en mærkelig Samtale med Harpagus, hvori denne erindrede ham om ovenmeldte gruelige Maaltid og spurgde ham bidende: hvordan Lænkerne smagde; men Astyages søgde ganske rolig at bevise ham, at han havde baaret sig baade dumt og slet ad, dumt, ved at spille Kronen i Hænderne paa en Anden, istedenfor at tage den selv, og slet, ved at giøre de uskyldige Meder til Persernes Slaver*).

Herodot siger selv, at der alt i hans Dage var tre forskiellige Sagn om hvordan Kyrus blev Konge og Perserne Herrer i Asien, saa det kunde aldrig undre os, om Et af dem lød saa fabelagtig som dette, men da Grækeren lægger til at han følger en fjerde Fortælling af nogle Perser, der ikke lagde an paa at udsmykke Begivenheden men at stille den i sit rette Lys, og *

208 da han synes at have havt eens Hjemmel for hvad han melder om alle de Mediske Konger, maae vi billig forundre os over, at hvad der begynder saa troværdig, ender saa utroelig *). Alt Andet fraregnet, er der neppe nogensinde fortalt en urimeligere Ting, end at en Konge, der, som det udtrykkelig hedder om Astyages, var uden mandlig Afkom, skulde reent gaae fra Samlingen over en Drøm, der spaaede hans Daatter-Søn Kronen, og er derfor ikke hele Snakken indsmuglet i Herodots Museum, maa Man vel slutte, det har ingen Perser været men en Meder, som her førde Ordet og giennemgik ærlig den Mediske Tid men snublede ved Overgangen til den Persiske, og fortalde et Æventyr, der vel ikke var nogen Udsmykkelse men dog en Forklædning af Sandheden.

Dog, saadanne Tanker og Mistanker maae være saa vel grundede som de vil, saa hjelpe de os dog ikke til en bedre Fortælling; thi skar vi det Urimelige bort, da fik vi kun et Digt, vi selv havde gjort, istenfor Noget, der dog er en Historie om hvad Man, efter den gamle Bog, i Persien fortalde Grækeren om Kyrus, og som ventelig er et Billed-Sprog, hvorunder Mederen mere dulgde end krænkede Sandheden.

Vi maae altsaa lade Fortællingen staae ved sit Værd, ved Siden ad Mythen om Parsondas, derved Hjelp af Parther og Skyther bragde Mederne i Knibe, og hvis Søn det da formodenlig er, der opfødes af Mitradates og Spa[r]ka paa de nordlige Bjerge, og alt hvad vi kan giøre, er at tilføie Ksenophons Beretning om Kyrus, som, hvis den er digtet, passer saameget bedre i Selskabet.

Kyrus, siger Ksenophon, var en Søn af Kambyses, Kongen i Persien, og en Daatter-Søn af Kong Astyages i Medien, hvem han besøgde med sin Moder, da han var tolv Aar gammel, og morede kostelig, ved alle sine vittige Anmærkninger over den Mediske Overdaadighed, der i hans Øine stak latterlig af mod den Persiske Tarvelighed, hvori han var opfødt Astyages fik Lyst til at beholde ham hos sig, og, til hans Moders Forundring, var Kyrus ogsaa strax villig til at blive, fordi, som han sagde, han i Medien, hvor der var anderledes Heste og Ride-Baner end i Persien, havde mærket, han var en daarlig Rytter, og vilde dog nødig i nogen Ting staae tilbage for Andre. Da hans Moder imidlertid spurgde ham, hvem der saa skulde lære ham Retfærdighed, svarede han rask: den kan *

209 jeg, og gav til Grund, at da en stor Dreng med en stakket Kofte havde nødt en lille Dreng med en lang Kjole til at bytte med sig, havde Læreren sat ham til Domnier, men tugtet ham følelig, fordi han dømde at Drengene skulde hver beholde den Klædning, der passede dem bedst. Du var, sagde Læreren nemlig, ikke sat til Dommer over, hvem den lange Kjole passede bedst, men hvem den tilhørde med Rette, og hvad han fortjende som havde ranet den. Hvad jeg for Resten trænger til, sagde Kyrus, vil nok min Bedste-Fader lære mig, og da Moderen Indvendte, det vilde komme ham dyrt at staae i det fri Persien, hvis han i Medien nemmede den Lærdom at ville, som Konge, have Meer end hele Folket, da anmærkede Drengen vittig, at Ingen bedre end en Enevolds-Herre kunde lære Andre, altsaa ogsaa ham, at nøies med Lidt.

Kyrus opholdt sig nu ved det Mediske Hof, til han var femten, sexten Aar, elsket af Alle og inderligst af sine Jævnaldrende, og gav til Slutning glimrende Prøver paa sin Tapperhed, ved et Streif-Tog, Assyrerne gjorde ind i Medien, men derpaa hjemkaldtes han af sin Fader, for at underkaste sig de Øvelser, hvorved Man i Persien udvikledes til Manddom, og her forblev han i Stilhed, indtil hans Morbroder Kyaxares, som fulgde As tyages paa den Mediske Throne, kaldte Perserne til Hjelp mod Assyrerne, der havde væbnet hele Asien imod ham, og, udnævnt til Feldt-Herre, indtraadte nu Kyrus paa den Løbe-Bane, han saa glimrende fuldendte*).

Med denne Forestilling om Kyri Opkomst, der i det Mindste er baade den smukkeste og rimeligste, der i de gamle Efterretninger findes Spor af, og med den Bemærkning, at Herodot ogsaa kalder Babylonierne Assyrer, og melder om deres Forbund med Lyderne mod Kyrus, gaae vi atter denne vor bedste Ven i Møde, som Fiendens List kun for et Øieblik nødte os til at forlade.

Hvorledes nu Kyrus kronede sit Værk med at indtage Babylon, har vi allerede hørt, men Krigen med Lyderne var det som grundede hans Over-Magt, og den hører da i dobbelt Henseende til Hoved-Begivenhederne i Verdens-Historien; thi derved begyndte aabenbar Vexel-Virkningen mellem Perser og Græker, hvis store Følger for Menneske-Slægtens Udvikling det vel er mueligt at overskatte, men umueligt at oversee.

For Tydeligheds Skyld maa vi dog først kaste et Blik paa *

210 den store Halv-Øe mellem det Sorte Hav, Archipelagns og Middel-Havet, som Romerne kaldte Lille-Aslen og Tyrkerne kalde Natolien, uden at Indbyggerne selv, saavidt vi veed, nogensinde har kunnet enes om saa meget, som blot at give sig selv og Landet et Fælles-Navn; fordi fra Arilds-Tid var Halvøen deelt mellem mange forskiellige Stammer og Folke-Færd, saa Herodot talde ikke mindre end Tredive. Vi maae derfor betragte Lille-Asien som et stort Karavanseri, med bestandigt Rykind og Rykud, og sammenligne bedst Tilstanden der ved Kyri Tid med Italiens Tilstand før den Franske Revolution, da Man havde ondt ved at tælle Herskaberne, og fandt kun forældede Spor af den store Sø-Fart og Konst-Flid, som her engang havde blomstret, ja, det berømte Lykiske Orakel i Telmesse, der sang nu paa det sidste Vers, svarer end ikke ilde til det gamle Vatikan med den ledeløse Pave-Stol.

Halv-Øen strækker sig for Resten over 200 Mile fra Øst til Vest, og ligger under en mildere Himmel-Egn end Italien (mellem 34 og 41 Gr. N. B.), men Taurus og Anti-Taurus fra Armenien fylde baade den sydlige og nordlige Deel med Bjerge, og selv i Midten var det fra Arilds-Tid kun vestenfor Halys-Floden, som nu hedder Kizil-Ermak, der fandtes synderlig Dyrkning og bekiendte Riger. Her laae først Phrygien, som i ældgamle Dage skal have behersket Halv-Øen, og var bekiendt af sine fine Græs-Gange, som de Angoriske Geeder nu betræde, men var dog mest navnkundig af sine Konger, Midas med det meget Guld og med de lange Øren, og Gordius Plovmand, der slog den berømte Knude, som Alexander overhuggede. Det Phrygiske Konge-Huus uddøde imidlertid netop nu, med to ulykkelige Unger-Svende, blandt hvilke Adrast af Van-Vare dræbde sin Broder og siden i Fortvivlelse sig selv, og Riget var faldet i Hænderne paa Nabo-Kongen mod Vesten, Krøsus nemlig, som derved udstrakde sit Spir til Halys. Hans eget Folk, Lydierne, var i Øvrigt meer bekiendt for Kiælenskab end Tapperhed, og selv Herodot siger, at hardtad det Mærkværdigste i Landet var Guld-Støvet, som Floden Paktolus, der giennemstrømmede Hoved-Staden Sardes, førde med sig fra Tmolus-Bjerget; men foruden denne Guld-Grube havde Krøsus en Anden: i Karavan-Handelen som Sardes var Middel-Punkten for, og endnu en Tredie: i de Græske Stapel-Stæder paa Kysten, som maatte skatte til ham, saa han havde nemt ved at fremtrylle store Krigs-Hære af haardføre Bjerg-Boer, immer tilfals for klingende Mynt.

211

Endelig var hele Vest-Kysten ligesom besaaet med Græske Plante-Stæder, og En af de Sydlige, Halikarnas, har i Universal-Historien faaet en udmærket Navnkundighed ved at være Herodots Fødeby, men de rige og berømte Søstæder Ephesus, Milet og Phokæa laae dog i Midten, lidt syden og nordenfor Smyrna, paa de Lydiske Grændser.

I de samme fem Aarhundreder, som den Assyriske Over-Magt varede, skal Lydien have været behersket af Heraklider, som regnede sig i Slægt med Bel og Ninus, men siden havde Merimnaderne regieret, hvis Stam-Fader Gyges besteg Thronen ved Snig-Mord paa den sidste Heraklide Kandaules, men begik det kun til sit eget Livs Redning, hvorfor det Delphiske Orakel erklærede, at det først skulde hævnes paa den femte Merimnade *).

Om Sønnen og Sønne-Sønnen af Gyges (Ardys og Sadyattes) veed Man intet Mærkværdigt, undtagen at de næsten uafbrudt fortsatte Krigen, som allerede Gyges havde begyndt med Milet, den frugtbare Moder til berømte Plante-Stæder, især ved det Sorte Hav. Uagtet nu Milesierne i denne Krig leed to berømte Nederlag, et paa deres egne Ene-Mærker og et i Lydien, var dog selv den fjerde Merimnade, Alyattes, der turde maale sig med den Mediske Kyaxares, ingen Elsker af at opholde sig længe ad Gangen i Milets Nabolag, men drog kun ud een Gang hver Sommer med flyvende Faner og klingende Spil, for i en Hast at ødelægge Sæden i By-Vangen. Et saadant Streif-Tog endte omsider Krigen, thi da Lydierne en Sommer stak en Lykke i Brand, tog Ilden for sig selv og lagde Athenes Tempel i Aske, hvad Alyattes i Førstningen vel ikke synderlig ændsede, men da han kort efter faldt i en svær Sygdom og spurgde det Delphiske Orakel om Raad, erklærede Præstinden, at han fik intet Orakel-Svar, før Athen es Tempel var opbygt igien. For at faa Lov til at bygge Templet, traadte nu Alyattes i Underhandlinger med Milesierne, og Enden blev at han sluttede Venskab med dem, bygde Athene to Templer for Eet og fik saa sin Helbred igien**).

Saasnart derimod Krøsus, den femte Merimnade, besteg Thronen, begyndte han strax Krig med Ephesus, og siden, under allehaande Paaskud, med hele Rækken af de Græske Sø-Stæder, som han ogsaa undertvang og gjorde skatskyldige; men *

* 212 det Forsæt han havde fattet, derfra at gaae videre og bemægtige sig Øerne, opgav han dog, paa Forestilling, Somme sige af Bias fra Priene og Andre af Pittakus fra Mytilene. En, hvilken det nu var, af disse To, kom nemlig til Sardes, just da Krøsus laae midt i sine Rustninger, og fortalde, paa Spørgsmaal om Nyt fra Grækenland, at Øboerne hvervede titusinde Ryttere for at angribe Sardes. Da nu Krøsus svarede, at de vilde være hans Lydiske Ryttere usigelig velkomne, anmærkede den Anden, at de Lydiske Skibe udentvivl vilde være Øboerne ligesaa velkomne, og det slog Krøsus, saa han holdt inde med sine Rustninger og sluttede Venskab med Øboerne *). Derimod undertvang han efterhaanden baade Phryger, Bithyner, Paphlagoner og alle Folkene vestenfor Halys, undtagen Lykier og Kilikier, imellem de sydlige Bjerge, og derved blev han Nabo til Perserne, hvis Erobringer alt strakde sig lige til Flodens østlige Bredd **).

Landet østenfor Halys hedd dengang Kappadokien, som, Man veed ikke naar, var indtaget af Mederne, men allerede af Beliggenheden maatte Man slutte, at Disse alt i Forveien havde bemægtiget sig Mellem-Landet, den høie Armeniske Fjeld-Slette, der mod Syden og Norden har uoverstigelige Mure i de Tauriske Bjerge, men skraaer ned til Persien og til Natolien, saa den baade fra Østen og Vesten er tilgiængelig.

Nu, da Krøsus var paa Spidsen af sin Lykke, fik han et Besøg af Athenens vise Lov-Giver Solon, hvem han lod indføre i sit Skat-Kammer og vise al sin Herlighed, og spurgde derpaa, under smigrende Lov-Taler, den Vidtbereiste, hvem der var det lykkeligste Menneske, han kiendte? Athenienseren Tellus, sagde Solon, thi han levede i Stadens bedste Dage, havde ædle og kiække Sønner, saae Børne-Børn af dem alle, og faldt seirende i et Slag for sit Fædreneland. Men saa næst efter ham da, sagde Krøsus, halv stødt, og ventede dog nu at høre sit eget Navn, men da Solon deristeden nævnede to Argivere, da forgik Taalmodigheden ham, saa han sagde reent ud: Giæst fra Athenen! sætter du da min Lykke saa lavt, at den ei engang kan maale sig med Borger-Mænds? Solon undskyldte sig vel med, at Høihed, efter Erfaringens Vidnesbyrd, vakde lettelig Gudernes Misundelse, og at i denne foranderlige Verden Ingen bør prises lykkelig, før han ligger i sin Grav; men dermed *

*