Drachmann, Holger Uddrag fra Forskrevet (Danske Klassikere)

Overgaard bemærkede hertil, at det, som han havde sagt, var »Seminarisme«. Han blev kaldet til Orden af en Journalist og Æsthetiker, som rejste sig kampberedt. Han vilde nedlægge Protest - sagde han - mod Anvendelsen af Ordet Seminarist i nogensomhelst for Lærere, Folkerepræsentanter og Bannerførere forklejnende Betydning af Ordet. Og han paaberaabte sig Grundtvig og Askov og Bjørnsons »Fiskerjenten« - og en Bog af ham selv. Hvorpaa han bad Opvarteren om en ny Cigar, og gik udenfor.