Drachmann, Holger Uddrag fra Forskrevet (Danske Klassikere)

Treuga Dei.

✂ Selv oprevet i en Tid,
som med Slangens Tand opriver
Slægten delt i Tvivl og Strid -
her mit Lejdebrev jeg skriver:
Jeg var mindre stor end lang;
Slangen fik jeg ikke dræbt,
men mod Skønhed har jeg stræbt,
og mit Blod flød i min Sang.

✂ Hvem er vi fra denne Tid?
Svøbtes Glutten under Skæmten -
nej, ved Barmen stræng og hvid
lagdes den, til Klokkers Klemten.
Fejde-Klokker, Vagt mod Vagt,
Bryllup under Sværdes Kryds,
og det dødsens-bange Kys:
da blev Barnets Spire lagt!

✂ Sidste Kys og sidste Ord!
til sin Vagt den Brudgom haster,
Døden ganger paa hans Spor
og sin Slynge om ham kaster.
Fældet - savnet; elsket - glemt;
taarevædet Brudeseng,
og en Vugge for en Dreng
svøbt og døbt til Klokkers Klemt!

✂ Ve! det gælder Dig og mig.
Giv Asyl med Stormes Læ i,
Rast og Ro paa Stridens Vej;
Treuga Dei! Treuga Dei!
Klærk og Kriger, Store, Smaa:
Næven op mod Himlens Gud!
trygl ham, tru ham, skrig det ud:
Guds-Fred! førend vi forgaa!

✂ Treuga Dei for de Smaa,
dem i Aanden, dem af Kroppen -
for de »lykkelige Faa«,
som med Sved maa værge Toppen!
Var jeg mere stor end lang,
skulde selv jeg Fejden dræbt:
ak, mod Skønhed har jeg stræbt,
og et Nød-Skrig blev min Sang!