Drachmann, Holger Uddrag fra Forskrevet (Danske Klassikere)

↩ Nogle kan tage den Ret - andre give den fra sig - men Ret bliver det ikke. Du og jeg, lad os blot ikke tro, at vi nogensinde bliver »Et«. Jeg bliver det for Dig, hvad Du selv gør mig til. Gør mig straks fra Begyndelsen af til en Mand; - men en Mand siger til den Kvinde, som han elsker og som elsker ham: Følg mig - gaa hjem i mit Telt, mit Hus, mit Slot, mit Kvistkammer, min Hule! Du har kaldt os Forlovede. Der er intet, der er mig fjærnere, ubehageligere, end det Ord, det Begreb. De faa Bekendte, jeg har, vil le ad mig... det skal de ha' Lov til. Din Papa og Mama vil behandle mig som et taalt Subjekt - en Lykkejæger - hvis de da ikke faar »Forlovelsen« forpurret. Din Slægt ligesaa. Min Slægt - jeg har ingen her i Byen; den, jeg har, vil i det højeste gratulere mig til et godt Parti. Jeg vil ikke gaa omkring og være latterlig for mig selv - ovenikøbet med en rig Pige. Jeg kender ikke dine Forhold - din Formue - det bliver din egen Sag. Men min Sag bliver det, at da jeg ikke føler mig bundet til Samfundet ved andre konventionelle Baand - og da Du jo, som Du siger, baade er moderne og Realist - saa vil jeg, Idealisten, sige til Dig: Du følger mig nu fra dette Hus, hvor der sover et Barn , hjem til mit Hus, hvor endnu ingen Kvinde har sovet... ingen uden min Dydsdrage, min Scheidewasser! Dér hører Du hjemme fra idag af, hvor Du har tilstaaet mig din Kærlighed. Vi hører ikke hjemme Arm i Arm paa Promenader og paa Visiter - vi hører hjemme Arm i Arm dér, hvor Kærligheden venter paa os! -