Drachmann, Holger Forskrevet

389

Første Bog

I

At Menneskene kan klumpe sig sammen i saa smaa Reder - holde ud at leve dér - ovenikøbet kalde Reden for en nærsom og hyggelig lille Købstad!

Og i saadan et Hul - i dette Hul - er jeg selv født! tænkte Gerhard. Gud véd, hvor mange af sine Ufuldkommenheder og Mangler man skylder de forste, bestemmende Barndomsindtryk?

For fem Øre Intelligens fordelt paa et Par tusind Individer af begge Køn - uden at medregne Børn og Hunde. Brødnid, Sladder og politisk Ufordrageligheci. Et Kastevæsen, tilsyneladende medgørligt, i Virkeligheden ufordrageligt som det indiske. Henover Hovederne paa hele Menigheden gaar Tidens og Menneskehedens store Spørgsmaal som en Flok svirrende Duer. Ingen har Bud efter dem, ingen sender Brev med dem. En Plaskregn er - som Franskmanden siger - en Begivenhed; og den Ulykkelige, der oprindeligt kom hertil med en og anden Idé at tære paa, vil inden faa' Aars Forløb finde sig tommere end den stupideste Hovedstadsfilister. At være blandt de fremligste Honoratiores her, er at være paa Frysepunktet af Kultur. Man skulde tro, at alle Byens Figurer var udsprungne af en Lystspildigters Opfindsomhed. Man smiler - indtil man opdager, at disse Figurer er Mennesker og har samme Fordring, som En selv, paa at ville tages alvorligt. Og har man opdaget det, saa véd man ikke, om man skal give sig til at græde.

Gerhard havde været der et Par Dage kun; og han vidste Alt, kendte dem alle. Lægen og Borgmestren, Provst og Apotheker, den store Agent og den lille Toldkontrollør, de Handlende, Skipperne, Haanclværkerne, de Fattige, Krøblingerne, Idioterne, den 390 »gale« Sidse - alle forekom de ham at høre med til et Farce-Optog. Men da han saa', hvor alvorligt søvndysset, med hvilken Følelse tillige af Ansvar og Egenværdighed de bevægede sig i deres Rolle - uden at han samtidig mærkede et Digtersmil, en dramatisk Hensigt bagved - saa gruede han.

Der gives altsaa et Værre end Døden; - der gives et Ophør, en Tilintetgørelse, som lever .

Han kunde intet ytre til dem; thi de forstod ham ikke. Deres Sprog var et andet end hans - og dog gjorde de Fordring paa at tale et fælles. Det var Synd - syntes han - at ironisere over dem; og naar han i sit stille Sind vilde beklage dem, saa mærkede han, hvor deres Selvsikkerhed irriterede ham. Forholdet var utvivlsomt det, at de paa samme Tid var bange for ham og saa' ham over Hovedet. De kunde intet faa ud af ham, saa reserveret han var; og de havde paa Fornemmelsen, at han kiggede dem »durk«. - - -

Mødet med Kusinen havde straks forstemt ham. Hun vilde kaste sig om hans Hals.... og i samme Øjeblik stod de begge to stille, saa' paa hinanden og kunde ikke finde hinanden. Hvor Fattigdom og sørgelige Forhold dog vansirer og skæmmer!

Og saa denne Fattigdom, der til en Begyndelse har Dannelse, Ungdomsfmhed, Selvfølelse at dække sig med - og som Tomme for Tomme sænker Niveauet.... som endnu smiler, endnu i Snittet paa en plettet Kjole søger at maskere sig.... og dog er Masken faldet og Smilet en sørgelig Grimace!

Aa hvor det skar ham i Hjærtet - og dobbelt, da han saa', hvorledes hans Bevægelse straks blev iagttaget og slog et Saar - et af de mange, som var tilføjet dette brave, energiske og kærlige Kvindehjærte.

Du - finder mig - vist meget forandret? spurgte hun med et trist Koketteri, idet hun saa' ned ad sig, skød de halvt-snuskede Børn tilside og pegede paa en Stol i den mer end halvt snuskede Stue.

Han nænnede ikke at lyve. Man bør altid nænne at lyve lidt overfor en stakkels Kvinde - tænkte han, men sagde: Ja - jeg finder 391 Dig unægtelig forandret. Kære, hvor gør det mig ondt for Dig!

Jamen - Du maa ikke sige noget Haardt til ham. Lov mig det! Han er, med alt det, virkelig god imod mig - og Børnene hænger ved ham.... og - desuden - det nytter jo ikke noget. Det er engang som det er! sagde hun.

Der var ingen Taarer i disse Øjne - ikke længer. Saa meget mere følte han sig snæret om Hjærtet ved dette Udtryk - Ediths eget! Han klappede Børnene paa Hovederne; en lille Pige, en Vildkat, entrede op ad ham; hun blev vist ud af Moderen; Barnet havde Moderens Ungdomsøjne - men nogle stygge Lader - maaske fra daarlig Omgang paa Gaden - maaske Arv fra Faderen, Hr. Alfred Ottosen, hvem Gerhard ikke saa'..... Han var just paa denne Tid ude i Byen - til et Møde - et Møde i Anledning af »Akkorden« - forklarede Kusinen med en pinlig Omhyggelighed i at vælge saadanne Udtryk, der kunde berolige Fætteren.

Gerhard tænkte ved sig selv: Han sidder paa Værtshus!

Saa gik de lige til Sagen, talte om Gælden, om Kavtionister, det besvegne Beløb..... den af de »store« Købmænd, som var strengest mod Hr. Ottosen..... om Mulighed for at begynde Noget igen. Fru Ottosen fremhævede sin Mands Arbejdsevne og hans Sorgløshed - alle hans selskabelige Anlæg, for L'hombre, Pianofortespil, Dilettantkomedie - hvilken udmærket Taler han var - hvor virksom i det politiske Liv.... hvorledes han havde kæmpet imod de stedlige Venstremænd og holdt Foredrag imod Socialismen.... Dernæst talte de om at indløse nogle Møbler - om hvorvidt Gerhard vilde medvirke ved en privat Forestilling, som de tidligere L'hombrevenner blandt Honoratiores havde stillet i Udsigt...... om Gerhard muligvis vilde skænke et Maleri til Bortlodning - om han havde mange Bestillinger - om hvordan hans Kone levede - om hun var saa smuk, som man sagde; osv.......

Og som de talte, følte Gerhard Niveauet sænke sig Trin for Trin, en Kløft aabne sig med et sørgmodigt Svælg mellem ham og dette stakkels falmede Kvindemenneske dér! Hvor var hendes Ungdomsfrejdighed og hendes Pige-Undseelse? hendes altid 392 hungrige Intelligens, der havde arbejdet saa kvikt omkap med den grønne Student og Maler? At han med hende skulde tale om mislige Affærer - uden at hun rødmede! At »Venstremænd og Socialister« for hende var bleven til Ondet - som Helten Ottosen bekæmpede - medens hun ydmyg nævnede L'hombre-Honoratiores og Gerhards smukke Kone - sammenfattende dem under Et, som man nævner og misunder Jordens Mægtige! Hun, den revolutionære Kusine - hans Ungdomsleges ironi-ombæltede Valkyrie!

Ravnekrog, Næringssorg, Fattigdom, Forkuelse!

Han havde Taarer i sit Hjærte, da han afslog at tage til Takke dér til Middag. Han havde allerede bestilt Maden til sig paa Gæstgivergaarden - sagde han. Men til Aften skulde han komme - for at hilse paa hendes Mand.

Og da han gik, idet han med et Haandtryk besvarede hendes halvt hysteriske Tak, kunde han have grædt ved hendes Øjekast: saa pinligt-bønligt - en Bøn om ikke at være haard imod Manden.... Manden, hvem hun skammede sig ved - og elskede!

Altsaa, den Følelse kan dog ikke dø! sagde han ved sig selv. Eller - er det Vanen, Nøden, der binder hende til ham - og saa en Rest af Stolthed overfor mig - mig, hvem hun sidst af alle vilde vise sit Indres virkelige Misère for? Hvem véd! -

Han spiste til Middag paa Gæstgivergaarden, hvor han lod Maden bringe op paa sit Værelse. For hver Bid, han tog, faldt han i Tanker.... af dem, man med Anstrengelse maa rive sig ud af; han vilde ikke fortryde, at han havde handlet, som han havde. Det var jo hans Ungdoms Gæld, han betalte.... at sige, som han skulde til at betale. Men hun - for hvem han havde forskrevet sig - hun skulde blot ane....!

Og han spurgte sig selv: havde Du set hende saaledes - vilde Du da muligvis have besvaret hendes Brev og Telegram anderledes? -

Hvor havde han dog ikke i disse Aar bundet sig til det komfortable Liv - til en behagelig Nydelse af sin Frihed, den være sig nok saa parret med det Kedsommelige! Han hørte en Tid til, som 393 har indarbejdet sig i Forfinelse, fordringsfuld i Vaner, kræsen i Smag.... det erkendte han i dette elendige Gæstgiverhul, hvor Seng, Servante, et slidt Listetæppe, et »Tyrolerlandskab«, en skæv Hængereol med en Bibel, Knigges Omgang, nogle folkelige Almanaker og Topsøes Fra Amerika - i et ubestemt Tidsrum skulde være hans Fange-Bohave og aandelige Forfriskning.

Han havde læst i Topsøes Amerika - men ikke turdet blive ved. Han frygtede, at han skulde give efter for en Tilbøjelighed til at søge Frihed og Forglemmelse fjærnt vesterpaa - uansét Forfatterens københavnske Reservationer.

Nu sad han her og tænkte paa Edith! hun som blev og holdt ud.

Da Eftermiddagen og Skumringen faldt paa, udholdt han ikke længer Ensomheden. Han gik nedenunder i Gæstestuen. Der var en Del Folk, som i Halvmørket forekom ham alle ens - Byens Honoratiores eller Handelsrejsende. Tobaksrøg var der og Snak; ikke altfor livlig Diskussion; man talte

»en om et Kirktaarn og en om en Mast« -

og just som det bellmanske Vers faldt ham ind, rejste en noget undersætsig Herre sig, gik tæt hen til ham, viste ham et bredt, plusset Ansigt med umotiveret ungdommelige Træk, omhyggeligt børstet Kindskæg, nedfaldende Flip og Staal-Pincenez - hviskende, idet han exalteret trykkede hans Haand: Jeg er Ottosen - Tak, kære Svoger! Tak!....

Og »Svogeren« trak Gerhard med sig hen til det runde Bord foran Sofaen, fik ham sat paa en Stol, begyndte en Præsentation af de Tilstedeværende - afbrød saa, for at ringe paa Opvartningsjomfruen, forlangte Kaffe, Likør og Cigarer (som Gerhard senere fik paa Regning) holdende og ledende Traaden i en Samtale, hvori Gerhard kun med Enstavelsesord tog Del. Det syntes Hr. Ottosen om at gøre, at Hr. Gerhard stilledes i det gunstigste Lys - uden at han derfor anbragte en Skæppe over sit eget; han indflettede sit »Ikkesanclt, kære Svoger« ved Spørgsmaal om Kunst, Hovedstadsliv øg Politik - strøende med sin fede Haand et »Dér kan I se!« rundt omkring blandt Købmænd, Apotheker, Kontrollør, 394 Agent og Dampmøller.... og pludseligt, da Gerhard rømmede sig under Hr. Ottosens »vi maa dog alle sorn én erklære Socialismen for en Udskejelse, en Kræftskade«.... pludseligt styrkede Socialismens Bekæmper sig med to smaa Likører - og efter et opmærksomt Blik paa Gerhards reservérte Ansigt, gled Udskejelsen blideligt over til at blive en Sygdom »hvorpaa en klog og kærlig Læge kan raade Bod« - medens Kræftskaden ganske bortamputértes.

Gerhard overhørte, hvad der videre drøftedes til Landets Beroligelse og Verdens Fred; saasnart han kunde, rejste han sig, bukkede for Herrerne og gik ud i Gangen, hvor han havde Hat og Paletot.

Ottosen fulgte med:

De vil dog ikke forlade os allerede, kære Svoger? spurgte han forceret frejdig.

Jo jeg vil! svarede Gerhard kort.

Jamen?....

Jeg plejer at gaa min Aftentur! sagde Gerhard.

Saa følger jeg Dem! De gaar maaske hjem til Hanne?....

Jeg gaar mig en Tur - og jeg gaar helst alene! lød Svaret.

Aa - Hr. Gerhard! Er De vred paa mig - er De meget, meget vred paa mig? Gud, jeg føler dybt, hvor uværdig jeg maa staa i Deres Øjne - og hvor ædelt De har handlet imod mig - imod os.... og hvis et helt Livs Taknemlighed - ja og et redeligt Arbejde i Afsavn og Ydmyghed kan tilbagebetale Dem, hvad De maaske ikke savner - men som for os er - aa!....

Hr. Ottosen vilde kaste sig til »Svogerens« Bryst.

Gerhard rystede ham afsig. De var for hule, altfor lavede, disse Udgydelser. Det gjorde Gerhard ondt for denne Fyr - og paa samme Tid var Manden ham næsten modbydelig. Saa tørrede Hr. Ottosen et Par Likør-Taarer af sine Øjne og gik ind i Klubben igen. Gerhard drev op igennem Byen.

395

II

Han slentrede i det begyndende Tusmørke hen ad den lange, nøgterne Gade, hvor den ene Skorstenspibe ikke syntes at turde hæve sig over den anden. En nyopført Sparebank gjorde Undtagelsen - og saa Agentens, den store Brænderiejers, toetages Hus. Han turde være sig sin Magt bevidst - han, med sin gammeldags Fusel, hvori Byens Borgere og Omegnens Smaafolk havde opstrammet og sløvet sig gennem Generationer.

Da der langt borte, i Aftnens dæmrende Tysthed, viste sig en enkelt Fodgænger, drejede Gerhard kort om ad det smalle Brostræde ned til den øde Havneplads. Under ingen Omstændigheder vilde han i Snak med Mennesker. En afdød Mudderpram spærrede Havneløbet mellem de to Bolværker, en Dæksbaad og en ensom Jagt laa fortøjet ved Brohovedet. En firkantet, dværgagtig Mand stod og saa' paa en omvendt Trillebør, som for at udgranske, hvad dér vel kunde have været i; og drev langsomt afsted, med Hænderne bagpaa Ryggen, Hovedet sænket. Alt syntes sænket i passive Grublerier - Prammen, Jagten, de nærmeste, gamle, krogede Bygninger, hvis altfor høje »kølsprængte« Tage tyngede paa udbolnede Mure med smaa asthmatiske Vinduer i. Det var ikke Liv, dette - men et malet Billed - en Radering - en gammel Hollænder - en van der Neer. Mørkere blev disse Silhouetter, der ragede op mod Foraarshimlens mere og mere svindende Skær. Gerhard satte sig paa noget Tømmer, tog sin lille Pibe frem og gav sig til at ryge. Tungere blev han om Hjærtet - indtil han følte, hvorledes Aftnens store, udelte Stemning skød sig ind i og løftede op paa hans Sind. Ud over Havnen saa' han, kendte denne korte, kraftige Arm af Fjorden - med den fremskydende Sandbanke - »Flakket« - bag hvilken Østersøen blaanede stille bort i den Nat, der tøvende højtideligt nærmede sig. Han havde staaet her om Formiddagen - iforgaars, da han kom, og igaar, da han var lige ved at rejse igen - og fundet Landskabet saa fladt, interesseløst, uden Skønhed - uden Interesse for ham . Nu sad han her, og stirrede og tænkte - og sænkede sig mere og mere i Vemoden, den dybe, bløde Erkendelses Vemod: at det jo var i 396 denne lille Ravnekrog, han var født - her havde han, indtil sit ottende Aar, leget paa og ved dette Vand - ude under Sandbanken var han strandet med en Kammerat - histovre i den gamle Bygning, med det kølsprængte Tag over de smaa Vinduer, havde han faaet Straf af sin Moder - hende, han kunde huske som gennem et Slør af Solstøv, naar det var Dag, og af Mørkerædhed, naar det blev Aften - medens han forgæves søgte efter Faderens Træk. Hans Fader var blevet til Onklen; altfor tidligt var Drengens Barndom rykket op med Rode her og indplantet i Hovedstaden. Men nu, denne Aften, syntes han at se sin Moders Ansigt, indrammet af en Blondekappe med lila Baand, kigge ud gennem en af de smaa Ruder i den gamle Økonom-Bolig.... og hun aabnede Vinduet og kaldte ad ham, med en i sin Myndighed blidt klingende Stemme: Henrik dog! er Du nu faldet i Vandet igen? Kom ind - det er sent!.... Og hun havde saa kloge og bedrøvede Øjne.

Han bøjede sit Hoved, holdt Haanden for sine Øjne, lod Piben gaa ud,

Sæt at det var hans Moder - en halvbedaget gammel Kone, mild, god, overbærende - han her skulde have besøgt! Hvor kunde han ikke have talt med, betroet sig til hende! Aa, en Moder - en Moder!

Eller.... hvad véd vi derom? Vokser vi ikke først fra vore Klæder - saa fra vore Meninger - vore Venner.... hvorfor skulde vi ikke vokse fra vore Forældre? Det er bittert - maaske. Men er ikke Livet bittert? Vi fødes - kastes ud - vore Kære dør - eller vi dør fra dem. Jo mindre vi fæster os ved noget, desto bedre. Livet er kun én Ting: Arbejde!

Og han skulde arbejde.

Han sad længe bøjet, svingende frem og tilbage med sin Pibe. Saa blødt og bevæget han var stemt, saa haarde forekom ham disse Ord: »han skulde arbejde«. Der laa Arbejde bag Alt - bag Mudderprammen, Jagten, det kølsprængte Tag paa det Hjem, hvor ogsaa hans Forældre havde tjent Livets Ophold ved deres beskedne Gerning. De havde røgtet deres Gerning - arbejdet for Eksistensen - og sat en Søn i Verden. Havde de gjort det i 397 Kærlighed? Maaske; - han var kun den eneste. Hvem kunde forøvrigt trænge tilbunds heri.... i Noget? Menneskene udleverer ikke deres sidste Hemmeligheder.... og det er maaske godt, at de ikke gør det. Men derved bliver nemt al Kunst, som skabende GenFremstilling af de fineste, lønligste Motiver, saa hinkende og mat.

Han havde en Hemmelighed.... kunde han lægge den ind i sin Kunst, sit Arbejde? -

Han saa' op. Ude over Fjorden, stribet af i svage Nattebriser, hævede Maanen sig som en halvoverskaaren Fersken.... ubestemt rød i Farven, som ogsaa den var en mat Kunst, der ikke vover det dristige Greb paa Palletten. Han saa' spørgende paa den - kendte ikke sin Hemmelighed deri - ikke Ediths Maane.

Kun et Par Aftner siden.... umuligt at det kun var de faa' Aftner.... og det skære, bølgende Sølvlys havde fyldt hendes Værelse og fyldt hans Sjæl med Billedet af hendes stolte Trøstesløshed, hendes Noblesse, hendes dulgte Ømhed, som var Maalet for hans Attraa.

Han rejste sig. Det svulmede i ham med en hed Trang til Hengivelse, med en endnu dybere Trang til Forstaaelse. Var hun her nu.... aa, var hun her! - paa denne øde Plads, med Fjord og Hav udenfor sig, med den dunkle Himmel, de fine, skære Nattetoner over sig, de mørke Silhouetter, der indrammede Maanen, som mere og mere guldblank svømmede op over den stille Vandflade. Det rislede, Vandet, med Guldregnglans dér hvor Brisen aandede - og med svage, lange, vippende Skiver, hvor den umærkelige Dønning legede. Hvilken Aften! hvilket Billed - hvilket Digt! Og saa denne overjordiske Længsel, som det menneskelige Hjærte er istand til at rumme - Side om Side med de Afgrunde af Sorg og Selvanklage, hvori intet Øje ser Bund. Gud dog! Gud - som har skabt Længslen efter Kærlighedslykke - men ikke har skabt nogen Kunst, der helt og rummende iklæder Længslen Form og Billed! Musiken evner det kanske.... men ikke Ordet, ikke Farven, Linjen....!

Hvordan skulde han vinde hende? Han havde talt stærke Ord nok derom.... og talt ærligt. Han havde - syntes han - kastet Fanen ind i Karréen; men hvordan hugge sig igennem og gribe den? Et var ham klart: kom han tilbage, uden i det mindste af 398 yderste Flid at have gjort Forsøget, Forsøget med baade Mennesket og Kunsten i sig selv - saa var hun den stolte, afvisende Edith, hun - Pariaen - som var utilgængeligere end nogen anden, han havde kendt blandt de »højere« Kaster.

Og som han tænkte dette, begyndte den gamle, velbekendte Stemme at tilhviske ham: Du er en Taabe, en idealistisk Nar.... hun vil jo netop gerne tilhøre Dig - men Du har selv stemt Fordringerne for højt - for jer begge - og i sin Ensomhed smiler hun deraf - eller ærgrer sig! Vend tilbage, kast Dig for hendes Fod, gør Fest for hende, brug din Veltalenhed, bestorm hende med Forsikringer.... og hun vil i dine Arme hviske til Dig, at hun hverken venter sig det store Menneske eller den store Kunstner af Dig, men simpelthen elsker Dig, fordi hun ikke kan lade være.... saa lidt som de Andre, Du har kendt, har kunnet lade være!

Gerhard trak Vejret dybt, besværligt; lukkede Øjnene, og syntes at Nattens store »Radering« - Digtet, som nyligt havde aabnet ham sin Favn af Forstaaelse og Kærlighed - var blevet et sammenløbet Virvar af brogede Sansefornemmelser.... hvorover han skammede sig.

Han slog sig pludselig med Knytnæve for Panden. Slaget var stærkt nok - han ligesom vaagnede - saa' ud for sig: Dér laa Naturen omkring ham i stille, lidende Ro - den rislende Guldregnglans over det dunkle Vand, der ikke hidser til Begær men leder til Selvfordybelse, til den Tankens Andagt, som maaske er evigere end Religionerne. Og i den flækkede Gylden-Ferskens underligt vemodige Smil syntes han at se sin Moders kloge, bedrøvede Øjne - og han hørte hende sige:

Henrik - Henrik, min Dreng - det er sent - kom hjem!

Ja.... mumlede han.... sent - men ikke for sildigt, at komme til sig selv - komme hjem!

Saa lyttede han, studsende. Ovre fra den mellemste af de gamle Bygninger - dér hvor et Lysskær trængte ud fra de smaa Vinduer - hørtes Toner, Instrumenter, Sang.... Han var kommen i den Grad paa det Rene med, at den lille By var Provinsmisèrens »døde« By - hvor han selv skulde begrave sig og arbejde - og nu levede man, spillede og sang - tilmed en Bellman - histovre i hans gamle Barndomshjem!

399

Han gik tilbage fra Havnehovedet, forbi nogle Tømmerstabler, trykkede sig tæt op ad Bygningens Mur og nærmede sig Vinduet, hvor det varme Lysskær indefra brødes i de smaa Ruder med Maanens kølige Glans udenfor.

Vinduet var sat paa Klem med en lille Krog. En uøvet, ikke ubehagelig, ret kraftig Mandsrøst hørtes til Akkompagnement af Violin, Guitar og en Fløjte. Det var en af de gamle Fredmans Sanger, som maatte holde for; og med ét Slag tykkedes Gerhard ind i en Række af hine ubestemte Ungdomsindtryk - med deres halvforsorne og halvbarnagtige Melankoli, deres reelle Kæreste- Penge- og Tømmermændssorger - den bellmanske Melankoli, som er naiv og harmløs, maalt med Heine og med Musset.

Bröderna fara väl vilse ibland
om glasen, men intet om krogen,
Alla de hitta till drufvornas land -
drick, bröder, drick litet grand!
Hör, hur de stulta och skrapa i sand,
famla på dörrar och bulta med knogen,
ragla och tumla, med stopet i hand,
och blöda om tunga och tand.

En Stemme afbrød højt - hæst lidenskabeligt: Nu kommer jeg!

Og i Mol fortsattes Strofens gribende Slutning:

Fader Mowitz! slå i, slå i!
min flicka har glömt mig, jag dör trogen;
natt och dag jemt i fylleri
skall all min sorg gå förbi.

Gerhard kunde ikke tage fejl.... det var Ulf, som havde sunget det sidste.

400

III

Paa Bygningen vendte ingen Dør ud imod Havnen. Gerhard gik bagom - kom ind i en Gaard med et højt Plankeværk - bildte sig ind at han skulde kende dette foroverhængende Grænseskel, der maatte have skilt hans Barndoms snevrere Verden fra den store Verden udenfor - fandt frem til en lav Dør - ind i en mørk, murstensbelagt Gang - hørte atter Stemmerne - fandt endnu en Dør - bankede paa.... Stemmer og Instrumenter tav - derpaa lød Ulfs: Kom ind, f F-!

Gerhard stod i den aabne Dør. Stuen var lav, nogenlunde rummelig, megen Tobaksrøg, et Bord i Midten, ved Bordet sad to Mænd, Ulf stod oprejst øsende af en rygende Bolle med en Kop, hvis Indhold han skænkede i Glas af forskellig Størrelse - det største nærmest hans egen Plads. Bag hans høje, stærkt fremduvende Skikkelse saa' man ind i et mindre Værelse, hvor en ældre Kone sad ved et Bord med en lille Petroleumslampe og en stor, opslaaet Bog. Hun holdt en Strikkestrømpe i den ene Haand og syntes med den anden Haands Pegefinger - som et læsende Barn gør - at finde sig Vei, langsomt, prøvende, ned ad den store Side.

Ulf, som saa' ned i Bollen og ikke hen til Døren, sagde spørgende:

Er det Gendarmen? Er det Dem, Kristensen? Maa vi ikke synge med Vinduet paa Klem? Skal vi maaske helt kvæles? Skal vi helt blive en Politi- og Embedsstat - hvad, Kristensen! De er jo selv en skikkelig Fyr - og hvis De regerede.... men det gør De nu bare ikke. Kom og tag Dem et Glas Punsch - og laan mig Deres Sabel til at stange min Visdomstand med! Det er den eneste, der ikke er ormstukken endnu - den taaler Berøring af koldt Staal - men det forstaar sig, den Tand faar man ogsaa først, naar man er bleven saa gammel, at man er ophørt med den slemme Vane at kysse Pigerne - som skrevet staar i den berømte Davids Salme:

401

Honsefødder og Gullerødder
og Halsen af en Svane...

S, v, a - Sva siger Svanehalsl hende med Svanehalsen -

min flicka har glömt mig, jag dör trogen;
natt och dag jemt i fylleri
skall all min Sorg gå förbi!

Skaal! Kristensen; og Sk.......

Han afbrød, stirrede mod Doren.... i næste Øjeblik holdt de to Venner hinanden omslynget. Gerhard raabte: Ulf! kære gamle uforandrede Ulf! Men Brynjulfsen kyssede Gerhard paa Kinderne, paa Panden, i Haaret... medens store Taarer lob ned ad hans egne blege, magre Kinder - og han sank sammen, overvældet af Bevægelse, idet han skamfuld bøjte at dække for sine Øine.

Gerhard rev hans Hænder bort, loftede ham op og ind til sit Bryst, ikke selv Herre over sine Følelser; knugede ham til sig og mærkede, hvorledes Vennens Skikkelse var bleven mager, svajende som et Ror; holdt ham frem for sig, som havde han været en Kvinde - besvarede hans Kys - skammede sig for sig selv og for de andre i Værelset - var paa Nippet til at briste i Hulken - betvang sig, tog fast om den tilbudte Kop, stødte den overgiven mod Ulfs Glas og styrtede den varme, sode, stærke Drik i sig, sigende under en Latter, som Ulf istemmede:

Gendarm Kristensen mælder sig til Tjeneste i den gamle Kaserne!

I »Invalidehotellet« raabte Ulf, skrævende ud med de lange Ben og spildende Punschen i en Bue tværs over Bordet..... Maa jeg saa forestille Dem Invaliderne: først og fremmest mig selv - Ære den, Ære bor! Dernæst den defekte Kæmpe, min Vært Hr. Matthias Ravn - ogsaa kaldet Matthias Corvinus - efter den store ungarske Konge og Slagsbroder - men ellers gemenligen benævnet Mikkel Ravn efter vor egen berømmelige Michael Corvinus, den store Sang- og Musikmester, der skal være død som Præst i Slagelse 1663 efter at have begaaet et Uhyre af en latinsk Lærebog om Kunsten at gøre Vers og at synge dem paa Dansk - hvilken 402 Lærebog har været mig selv til uendelig Gavn og Glæde. Puh! jeg maa trække Vejret. Samme Matthias Ravn er iøvrigt Fader til - naa nej, det kan vente.... han er Alt muligt og i alle Egenskaber »forhenværende« - forhenværende Dragon, Skibstømmermand, Værtshusholder, Materialforvalter, noget af en Smed, Murer og Maler, Stadsmusikant, Tusindkunstner, stærk Mand, godmodig Mand, hidsig Mand, svag Mand - lemlæstet i adskillige Felttog med sin egen overstrømmende Daadstrang - et udmærket Humør - ikke pensioneret endnu af Staten - men paa Vartpenge under sin blidere Halvdels ligesaa stilfærdige som myndige Opsigt.... hun sidder dér inde og studerer i »Visdommens Bog«, hvilken Bog hun har lært udenad, da hun ikke kan se med sit synlige Øje men hører til dem, som kan læse i Sjælene....Verstanden? Godt! og hvis De ikke har forstaaet, saa gør det heller ikke noget - komnat doch alles spater! som jeg pleiede at sige, da jeg var noget yngre - - - ikkesandt, Gerhard? Nu kan jeg - med Deres og Heines Tilladelse - nærmest kalde mig »unjung und nicht ganz gesund.«

Ulf holdt inde; han hostede, tog sig lidt til Siden, lo - men med en Grimace, som gjorde Gerhard ondt - øste et Glas op, nikkede til de to Mænd, som syntes vant til hans Løjerligheder og hvoraf den ene, Hr. Ravn, tørte sig med en stor, bred Venstrehaand om sit Frederikdensyvende Skæg og nikkede velvilligt til Gerhard.

Ulf drak Glasset ud i ét Drag, klippede med Øjnene og sagde, pegende over Bordet mod den anden af de to Mænd i Stuen:

Se saa paa ham dér, Gerhard! - men pas godt paa ham - at han ikke straks gør det af med Dem.... det er min »Kaliban«, som meget nødtvungent føjer sig efter mig - en dannet og velopdragen Kaliban forresten, der synger med en daarende Røst og ligervis som Hr. Ravn trakterer forskellige Instrumenter - Glastrompeten ikke undtaget. Hvis jeg ikke frygtede for at optænde en ikke ganske u-farlig Vrede hos ham, skulde jeg paa Stedet give et Omrids af hans stormbevægede Liv og ikke ganske udadlelige Levned..... naa, vi er alle Toldere for Vorherre, og Byen her, som har udstødt ham, slaar os to i Hartkorn sammen, og det er maaske det , der i Virkeligheden knytter denne Ur-Indvaaner Arthur 403 Svanning Kaliban til den indvandrede Ulf Brynjulfsen Prospero - hvorom læses kan i Shakspeares vidunderlige Skuespil »Stormen« - som jeg engang, det være sagt med nogen Overvindelse - forgæves anmodede min ærede Papa om at lade mig bearbejde og sætte i Scene til Fordel for en noget reduceret dansk Digter af den realistisk-ro mantiske Skole..... Abracadabra! ingen Vidtløftigheder..... Skaal, Arthur Svanning! Skaal, Onkel Matthias! Skaal, gode Madam Ravn - kære, gode Tante Eva derinde!.... dette er min fra Maanen nedfaldne Ven og Stalbroder, den berømte Maler og Literat Henrik Gerhard.... vi hilser ham i vor fattige men dydige Midte!

Ulf hostede atter. Madam Ravn drejede Hovedet efter Lyden af hans Stemme - Gerhard gik derind og rakte hende Haanden, som hun lidt usikker greb idet hun jævnt og ligefrem bad ham være velkommen - ret som om hun længe havde kendt ham og ventet hans Besøg. Hendes Pande var glat, gul, uden Rynker; under Kappens Strimmel sad Haaret glat; Øjnene saa' ivejret uden Glans, og det gav Ansigtet noget dødt, maskeagtigt, men Munden havde fine Linjers Spil - en intelligent, »tapper« Mund, af en Støbning og Modellering, som man kan finde den hos adelige Slægter og hos Kvinder ud af Folket - hyppigere og mere energisk bevaret end hos vor snart sagt jævnt udglattede Embeds og højere Borgerstand. Gerhard dvælede ved denne Mund, søgte noget i Ansigtets Udtryk og Form - som han dog ikke ret syntes at kunne faa frem.... og saa' lidt skuffet ned i den store, opslaaede Protokol - et underligt Værk - med storstilet Avisudklip, fastklæbede Korrekturark, Linjer skrevne af Ulfs og af en anden Haand, korte Sentenser, vægtige Bibelsteder, Vers, Husraad, hist og her en Illustration, en Karrikatur, et stiliseret Kvindehoved og Hovedet af en Jagthund.....

Det er bestemt Brynjulfsen, som her har været paa Spil? sagde Gerhard smilende.

Og Madam Ravn svarede med et Smil, der var fint, skælmsk og dog alvorligt, et Smil af en egen overbærende Ro, der maatte have adskillige Oplevelser og Genvordigheder bag sig: Det er Deres Ven, som har foræret mig denne Hus-Postille - som han kalder den; - for jeg kan slet ikke mere læse Bogtryk - men her 404 kan jeg skimte mig frem og véd hvad der staar; - og sommetider læser Brynjulfsen højt for mig og saa giver han mig mange Forklaringer - for det Menneske vèd jo Alting; - men jeg har nu forresten mine Tanker derved og saa trækker jeg fra og lægger til - ellers vilde jeg blive ganske tummelumsk. Er De ogsaa saa godt lært som Deres Ven? -

Gerhard vidste ikke ret, hvor han skulde fæste sine Øjne og hvad han skulde sige, smilede og vilde til at spørge hende; men Ulf raabte: Aa, han stikker mig ganske ud, Tante Eva! Lad ham ikke besnære Dem - han er farlig for alle Kvinder, ogsaa for dem, der har passeret Linjen -

selv tre Snese Aars Koketter
han med Lyst paa Listen sætter....

Er det ikke rigtigt, Gerhard? -

Madam Ravn holdt Haanden over sine Bryn, smilede med dette underlige »folkelige« Smil, Mistro, Skælmeri og Erfaringsalvor blandet sammen: Aa nej vel, er han saa slem? Ja de Mandfolk, de Mandfolk - at vi Kvindemennesker ikke ogsaa kan lære at holde os fra dem! Vi skulde aldrig være saa taabelige at ville have med dem at skaffe. Det siger jeg altid til Matthias: et enligt gammelt Fruentimmer kan dog retirere sig selv - om hun blot har en Seng, som hun kan krybe til og fra, og en lille Kogekakkelovn, hvor hun kan faa sin Smule Mad varmet. Men lad de Mandfolk have spillet og drukket og jubileret og lemlæstet hinanden - og lad saa et saadant Skrog blive ensom og hjælpeløs.... hvad nytter ham saa alle de Kræfter, han gjorde sig til af? de bare gør, at han bander sine Daarskaber - og han kan ikke gøre sin egen Seng istand, ikke sit Kammer rent, ikke holde Klæderne sammen om sig - ikke saa meget som koge sig en Kedel Vand til den eneste Trøster, som han stadig skal raabe paa: Punsch og Punsch! Fy! siger jeg - lad ham ligge, som han har redet; og lad ham tænke paa den, der delte Seng med ham og tog alle Gjenvordigheder paa sig og sled og stræbte og fik Børnene og Utak til derfor - lad ham det!

405

Ja lad ham det, den utaknemlige Hund! raabte Ulf leende og hostende. Hører De, Gerhard! selv i den »lave Vraa« gør det moderne Skisma sig gældende. Leve den ustandseligt fremskridende Emancipationsidé! Kønnenes store Borgerkrig er begyndt - Mand og Kvinde lever adskilt - og vil Verden formere sig, maa det ske ved Knopskydning som hos de primitive Organismer. Fy! hvad er Elskov? Det er noget med en Dobbeltseng..... væk med Dubbléringen - leve Enbo-Systemet! Kierkegaard vil triumfere - Kvindebevægelsen vil sejre - Mændene vil blive de lavere Former, der drikker sig ihjel i Fortvivlelse. Manden med hans grovere Drifter vil naturligvis være den, der bukker under. Vi har hele vort despotiske Levned igennem afvekslende forherliget og fordømt Kvinden - i Skulptur, Maleri, Digte og Statskunst. Nu kan vi ha' det saa godt: Kvinden mælder sig fra Kompagniskabet; og Manden kan putte sig ind i et tomt Romfad, kan han, og stoppe Spunshullet til og rulle sig selv ned i Tilintetgørelsens Afgrund. Tilbage bliver Kvinderne.... Gud bevares hvor de vil skænd's om Eneherredømmet og Arbejdets Deling! -

IV

Gerhard stod en Stund paa Tærsklen mellem de to smaa Værelser og saa' sig spørgende omkring. Familien Ravn - altsaa! tænkte han. Det var »jævne« Folk her boede - og dog kunde man næsten paa Forhaand finde en Tone, en Stemning, der maatte forudsætte naturlig Dannelse og Takt. Ulf snakkede løs - som sædvanligt; men der var ingen letpaaviselig Afstand mellem hans »geniale Vrøvl« og disse Menneskers Opfattelses og Tilegnelsesevne. Selv hans filosofiske Brokker, hans fremmede Ord og Vendinger, hele hans Jargon syntes hverken at forbløffe eller genere. Om han nu end havde opholdt sig længe her og sandsynligvis givet Folkene »Nøglen« til mange af sine Underligheder, saa maatte der endda godskrives den lille, tarvelige Lejligheds Beboere megen opvakt og fin Forstaaelse af Ulf- og ikke ringe Sympathi for ham. Nu og 406 da traf hans Øjekast Gerhard: Dér ser De.... syntes han at sige... dette er Almuesfolk, som har faaet Lov at leve paa deres eget Bestik - og det er ikke saa misvisende endda!

Madam Ravn blev siddende ved sin Bog, indskød af og til en Bemærkning, stilfærdig og dog med en vis Vægt.... og det var ligegyldigt hvad der blev sagt eller svart, om Ordene faldt djærvt eller meget haartrukkent - hun blev ikke bragt ud af Ligevægt, havde netop intet »Madammeagtigt« ved sig, irriterede ikke ved nogen moraliserende Tone, men maalte Mændene sundt og ædrueligt Skæppen fuld, idet hun gjorde gældende, at baade Hr. Ravn og Hr. Svanning - og Ulf Brynjulfsen med - kunde takke sig selv for al den Molest og Fortræd, som netop deres »Svagheder« havde bragt over dem.... hvortil hun for sin egen »Kæmpes« Vedkommende føjede den Bemærkning, at naar han trods sine Gebrækkeligheder i sin Alderdom kunde holde Humøret oppe ved at synge og spille og drikke Punsch og »ikke gøre en Kat Fortræd« - som han plejede at sige - saa havde det været bedre, om han virkelig aldrig havde gjort en Kat Fortræd, aldrig i sin Hidsighed havde taget Kampen op med en ulige Styrke - for saa kunde han nu sidde arbejdsfør og med sit gode Udkomme for sig og Børnene - og kunde endda gøre sig en glad Aften med Spil og Sang og et mindeligt Glas!

Hr. Ravn lo med en uanfægtet Samvittigheds Latter. Han rejste sig et Øjeblik meget besværligt fra Stolen, hvori han havde siddet tilbagelænet med Guitarren lagt over sit svære Bryst. Nakken, den brede Næserod og Hagen, med et graasprængt Frederikdensyvende Skæg, tydede paa stor fysisk Styrke; - Ansigtets Udtryk var godmodigt, forstandigt-sorgløst; - kun naar han drog paa Brynene, kom der en Fold i Panden, og der var en brutal Energi i denne Fold, som i de mere varmblodige Dage nok kunde have givet Modstandere noget at betænke sig paa. Hans Ben var stift, hele den ene Side af hans Vikingelegem som lammet - Hofteskaalen sandsynligvis i sin Tid knust - og den højre Arm sad krum, kun Fingrene kunde bevæges. Han strøg sit Skæg gemytligt - en Kende utaalmodigt - lod sig atter falde tilbage i Stolen, kluklo og sagde:

407

Det var Ret, Mutter! Vi Mandfolk er nogle slemme Drenge - men hvor mange artige Drengebørn tror Du der blir født? Du har nu kun bragt Pigebørn til Verden.... det kan være din Fejl og det kan være min.... men det er rimeligt, at hvis Du havde haft en Søn, saa havde Du optugtet Knægten til at koge Thepottevand og strikke Strømper - og saa havde han hængt over Bøgerne og var bleven Toldmedhjælper med 800 Kr. om Aaret! Det var hvad jeg tjente undertiden paa tre Maaneder - da jeg havde min Førlighed endnu. Og jeg véd meget godt, at jeg har været en glad Kammerat og aldrig er gaaet afvejen for et Slag Kort - men jeg véd ogsaa, og det kan vor Logerendes Ven maaske ha' godt af at vide, at Matthias Ravn aldrig har ladet det sidde paa sig, at nogen sagde, han ikke spillede ærligt. Enhver har sit Syn paa de Dele - og jeg véd godt, at man i Klubben siger om den og den, at de Herrer ikke spiller ganske reelt, og det kommer der nu aldrig nogen Fortrydelse ud af.... men naar en Kammerat siger til mig: Du snyder, Matthias! saa siger jeg ingenting - men jeg ta'er Mester i Krebsen og sætter ham tværs igennem Vinduessprosser og det hele - og saa kan man jo bryde sit Hofteben ved den Lejlighed. For der skal være Orden og Redelighed i Alt, Mutter! Og naar nogen vil stjæle Kul paa Oplagspladsen, og naar jeg er Formand og de ovenikøbet vil ha' mig ind med i deres Fedteri - saa siger jeg dem det først i Mindelighed, og naar de saa kommer allesammen imod mig og stikker med Knive, saa slaar jeg løs.... om jeg saa skal ligge et Aar paa Hospitalet med overskaaret Arm og med Benet brækket endnu engang. Og naar saa de Store her i Byen holder sammen, og naar de giver mig min Afsked, fordi de siger, at jeg ikke kan styre mig, og naar de ovenikøbet siger, at jeg holder med Socialisterne - hvad der jo forresten maatte blive min egen Sag og hvad jeg ogsaa nu gør, skøndt det hverken kan gavne dem eller mig - saa siger jeg til Dig Mutter: vi kan ligegodt være bekendt hvad vi er - for vi har aldrig skyldt en Haandværker eller et Menneske her i Byen en Ore - ikke hverken i vor Velstands Dage, saa længe siden det er, eller nu da Pigebørnene sender os deres Skillinger.... naa, naa, Mutter! Du skal ikke vinke ad mig - for det er da en ærlig Sag, at vor lille Edith fortjener 408 godt ved sin Komedie og kan undvære til sin Familie - og naar Hr. Brynjulfsen véd det og hans Ven maaske ogsaa..... Jamen, Mutter, hvorfor skal Du nu til at græde? Vand slukker ikke Sorgen, og Mælk ikke Torsten. Vi skal ha' Bollen tomt - og en Bellman endnu, inden vi gaar tilkøjs. Kom, Svanning, lad os kile paa! -

Gerhard havde drejet sig imod Ulf og saa' spørgende, bestemt paa ham. Men Ulf virrede med Hovedet ad ham og raabte: Kom, lille Kaliban! Puds Katten! puds Katten! Tante Eva har grædt nok med sine stakkels Øjne - hun skal ha' en Bellman - en lystig en! Værs'god, mine Herrer! Nr. 62 - Polonaise - trefjerdedels Takt - Drududeru-duderudu -

Mowitz valdthornet proberar,
och sin tuggbuss valkar i mund....

De tre Mænd kastede sig over Bollen, drak, greb Instrumenterne, spillede, sang - alle tre unisont - Ulf den hidsigste og mest larmende.... Fødderne trampede Takten i Gulvet, Lampen paa Bordet dirrede, og de to smaa Rum fyldtes drønende af Raabet:

Friskt Courage på Gröna Lund!

Ah! tænkte Gerhard med bankende Hjærte; her er altsaa det Punkt, som man i denne Familie vil udenom, vil dække over - og dog ikke kan glemme! Og her træffer jeg Ulf - i hendes Hjem!

Han saa' til Madam Ravn; hun havde bøjet sig ned over den store Bog, de spinkle, runkne Hænder skyggende for Øjnene. Hvor gammel kunde denne aldrende Kone da være, dengang hun blev Moder til Edith? spurgte Gerhard sig selv. Og han blev saa sælsomt bevæget, da han tænkte Ediths Navn - og da han saa' hen til Moderen dér - og til Faderen derinde.... og pludseligt forekom det ham, som om han maatte have vidst det, da han traadte herind og fandt Ulf!... Edith maatte have røbet sig gennem »Stemningen« i dette Hjem - tarveligt, ejendommeligt, noget for sig - hvor ikke Uhygge, ikke Forsømmelighed fik Lov at 409 stikke Hovedet frem..... og han følte sig skamfuld, pinligt berort, da han op imod dette Hjem stillede sin Kusines.

Men hvem er da denne Svanning? spurgte han ved sig selv, for at komme bort fra sine Tanker.

Han saa' paa denne Mand dér, som strøg sin Gige dillettantmæssig upaaklageligt - med fødte Anlæg, ingen Pretentioner. Han havde indtil nu ikke mælet et Muk; havde straks betragtet den Indtrædende med nogen Skyhed, ikke synderlig velvilligt - havde derpaa ligesom gemt sine Øjne, der kun af og til søgte Ulf - agtpaagivende og atter sløvt eller aandsfraværende.... og saa kunde der ved en og anden Ytring pludseligt tændes en Gnist i dette Blik..... og nu var denne Gnist fremme, og tilskyndet af Bellman og Ulfs Eksempel kilede Hr. Svanning los paa sit Instrument med Bevægelser, der ikke altid traf Tonen ganske sikkert.... og han sang, medens Ulf med sit ene Øje stadig paa Vagt halvt syntes at passe paa ham og beherske ham, halvt at have ham til bedste og lade ham skøtte sig selv.

Han sang, denne Hr. Svanning. Man skulde af hans kraftige, undersætsige Skikkelse - hans med blaa Tatoveringer forsynede, faste, haarede Haand - slutte sig til et stort Stemmeomfang. Men det var Hr. Ravn, der havde den stærke, lidt brutale Basrøst, og det var Ulfs hæse, i Højden skingre Baryton, der skar igennem. Svannings Stemme gjorde sig - for Gerhards opmærksomme Øre - gældende netop ved en besynderlig sprød, sentimental Klang.... og det var det paafaldende ved denne Mand, at hans egen Stemme, Musiken og Ulfs inciterende Væsen syntes som Magter fra en anden Verden at baandlægge Tilbøjeligheder og Instinkter, der kom og svandt med disse Glimt i de truende og atter melankolsk sløve Øjne.

Der var noget Frygteligt i disse Øjne, hvis Omgivelser nærmest var smukke - fine, hvælvede mørke Bryn og en lige, »engelsk« Næse, af et ret mandigt, lidt afsnuppet Snit.... men over Fanden, langs det ene Bryn og tværsover den brune Kind lob Arret efter et forfærdeligt Saar - og denne Skramme maatte man se paa - og den gjorde Glimtet i Øjet end mere vildt, Ansigtsudtrykket afvekslende uhyggeligt og ulykkeligt.

410

Han var Sømand; det kunde man se. Han maatte have faaet en i hvert Fald omhyggeligere Opdragelse end den første, den bedste »Skipper« - det kunde man slutte sig til af hans Maade at være paa, hans Manerer, Foredraget i hans Sang. Han kunde være paa Alder med Ulf - maatte have tumlet sig meget - havde et langt mere muskuløst Legem end Ulf at holde sig oppe ved - var dog et Vrag - Invalid sammen med Ulf - her i Ulfs underlige »Invalidehotel«.

Nu har vi nok af Bellman! raabte Brynjulfsen og kastede den Fløjte, som han under Sangen havde trakteret som Taktstok. Man er da heller ikke forpligtet til bestandig at dyrke de samme Guder - hvad mener De, Gerhard? Kan De huske, da vi endnu havde Bourgogne! Nu maa vi nøjes med Punsch... det er godt for mit Bryst - siger Tante Eva - og hun glemmer aldrig at tilføje »med Maade«. Med Maade er nu ikke godt for noget - vel? Kaliban - you good for Nothing! Da dit Hoved ikke var skrøbeligt, saa holdt Du heller ikke Maade.... nu er det s'gu bagefter, som Præsten sagde, da han skulde berede Røveren. Ja, Onkel Ravn ler - det er nu hans Talent. Men Dødogpine, Gerhard, kan vi ikke drikke Bourgogne, saa kan vi synge den. Dér har De Stemmen - Melodonten!

Ulf skød et skrevet Nodeblad hen til Gerhard, tog Violinen fra Svanning og strøg denne Melodi, som Gerhard fulgte med Øjnene paa Bladet, Hjærtet sælsomt bevæget af Minderne om Edith - om »Elysium«.

411

Allegretto.
Forspil .

412

Ulf skottede til Gerhard og nynnede:

Je suis pris par une femme,
cheveux blonds et teint de lait;
aussi fait-elle à mon âme
autant de mal qu'il lui plaît:
Valentin!.....

Gerhard svarede i Takt: Monsieur!

Ulf fortsatte, med hævet Stemme - tilbagetrængende sin Hoste, svingende Glasset:

Verse, verse, verse, verse,
verse-nous du vin tout plein.
Ah! ah! Valentin!
verse-nous du vin tout plein.

Saa kommer vi til min Version! raabte Ulf hæftig, trykkede Svanning Violinen i Hænderne, slog med Knoen paa Ravns Guitar, kastede Hovedet tilbage og halvt sang, halvt deklamerede til de to Med-Invaliders Akkompagnement:

Bourgogne.

Ung i Kvinders Kridthus stod jeg
for min Sang og for mit Mod;
men som Aarene forlod mig,
Livets Glæde mig forlod.
Satanas!....

(mørk Stemme)

»Her er jeg!«....
- Skænk mig Vin i dybe Skaaler,
drikke vil jeg, til jeg dor;
haa, haa, Satanas,
tag mig med, naar jeg blir or!

413

Og vi drak Bourgognes Drue,
hver en cru fra hvert et Sted,
drak paa Død for mangen Frue
ja og mangen Jomfru med.
Satanas!...

»Her er jeg!«....
- Denne Vin i dybe Skaaler
taaler jeg, indtil jeg dør;
haa, haa, Satanas,
det er Dig, som først blir ør!

Ømheds Nætter, Arbejds Dage,
frejdigt Mod paa Livets Gang:
Alting vender nu tilbage
med min Vin og med min Sang.
Satanas!...

»Her er jeg!«...
- Denne Vin i dybe Skaaler,
den gør ung, men ikke ør;
haa, haa, Satanas,
Du kan vente til jeg dør!

Men belært af mangen Frues
ja og Frøkens Ledebaand
overgiver jeg min Drues
Pasning i en trofast Haand.
Elskede!....

(lys Stemme)

»Her er jeg!«....
- Skænk mig Vin, som jeg den taaler,
saa jeg ej blir vild og ør;
Vin, Vin, Elskede,
draabevis indtil jeg dor; Elskede!
draabevis indtil jeg dør.

414

Da Sangen var endt, sank Ulf tilbage. Han syntes næppe at have Kræfter til at fatte om sit Glas og føre det til Munden. Hans Bryst arbejdede; paa hans blege, smalle Pande stod Sved i Perler.... med et mat Smil trykkede han Gerhards tavst fremrakte Haand. De saa' hinanden dybt ind i Øjnene - og i begge Mænds Øjne stod blank Væde. Først nu erkendte Gerhard ret Forandringen, som var foregaaet med Vennen; en Forandring, som bar Uoprettelighedens Mærke; og Gerhards Haand sitrede uvilkaarligt.

Nej Sludder! raabte saa Ulf og rejste sig med et Ryk - og en smærtelig-overgiven Grimace.... De mener, at det er min Svanesang - jo, det mener De! Men om saa var.... det maa dog engang ende - og man skal bare ikke bilde sig ind at man er »udødelig« - som den gamle Fritz sagde til sine Grenaderer. Aa, hvor det er dumt at hale dette Liv ud i en tyndere og tyndere Rebslagertraad - som de Fleste bestræber sig for. At knække over - at ligge dér - at være stille! det er hele Hemligheden. Og paa den Hemlighed kan man selv hjælpe saadan...!

Han greb Bollen med begge Hænder, satte den for Munden og sugede til. Kæmpen Ravn gav med en høj Latter sit Bifald tilkende; Hr. Svanning saa' ud som om han vilde kaste sig over Ulf og fravriste ham de fristende Rester af den Blandingsdrik, hvortil den lille Kreds øjensynligt ikke første Gang tog sin Tilflugt for at bedøve sig - for at glemme - eller blot simpelthen for at følge et Instinkt..... men den gamle, klinkede Terrin, klæbrig af de mange Opøsninger, gled ud af Ulfs Hænder, faldt paa Gulvet og knustes under et Brag.

Madam Ravn stod dér midt i Stuen. Uden Ophidselse, stille bydende, famlede hun ud mod Ulfs sitrende Haand, tog den og sagde: Nu gaar De ovenpaa, Hr. Brynjulfsen. Deres Ven skal da ikke se Dem saadan! - Og paa samme stille, inappellable Maade betydede hun sin Ægtefælle og Hr. Svanning at det var Sengetid.

Ulf lo - lidt genert - purrede sig op i Haaret, klappede Madam Ravn blidt paa Skuldren og sagde henvendt til Gerhard: Tante Eva har Ret; - vi har alle Ret - de, som nyder, og de, som forbyder; - men den, som siger nej, er den stærkeste. Desuden.... han pegede paa Terrinens Skaar.... jam finis est. Kom, Gerhard; min Hybel er ovenpaa! -

415

De to Venner stavrede i Mørke op ad en knagende Loftstrappe. Ulf rev Tændstikker af, aabnede en Dør; de traadte ind i et tarveligt Kammer - gammel Tobakslugt - et Vindu vendte ud imod Havnen - Maanen var gaaet bort derude - Ulf tændte et halvt nedbrændt Lys, pegede paa en brøstfældig Sofa med Hestehaarsbetræk - kastede sig selv paa en opredt Seng - gravede Ansigtet ned i Puden og hulkede: Jam finis est!

Gerhard satte sig paa Sofaen, foroverbøjet, seende paa Vennen, vidende hverken ud eller ind. Han syntes, at Verden nærmest var forrykt. Og dette var hans gamle Barndomshjem!.... og udenfor var Natten saa stille.

V

Aa jeg er fortvivlet - fortvivlet! raabte Ulf, idet han med et Ryk rejste sig halvt overende. Han sad saaledes, med lukkede Øjne, Hovedet fremstrakt, idet han ligesom gennem de lukkede Øjne stirrede paa en bestemt Person. Gerhard maatte gøre Vold paa sig for at overvinde en Følelse af Uhygge. I Lysets døsige Skær saa' han paa dette Ansigt dér, gult, falmet - med Spor af Ungdomsskønhed og med Afskygninger af tærende Sorger, Trang, Mærker af hyppige Drikkelag, en vild, barok Intelligens og en løjerlig, blød, indsmigrende Ynde som hos et Barn, der jamrer over at have stødt sig og synes at hele Verden maa dele dets Nød. Gerhard saa' paa dette Ansigt og mumlede: han gør mig ganske forrykt - og saa ligner han tre Personer, som jeg i den sidste Time har filtret ind i hinanden: min Svigerfa'r - Madam Ravn - og Edith!

Han rejste sig, gik over til Ulf, slog ham paa Skuldren, ruskede ham, lagde sluttelig Armen om hans Hals.... Ulf! kære, kære Ven! sagde han. Kom dog til Dem selv - jeg har saa længe søgt Dem - betro Dem til mig - hvad kan jeg gøre for Dem? -

De? Ulf saa' ivejret, spilede Øjnene op, trak paa Skuldrene - tvang Gerhard ned paa en Stol udenfor Sengen og sagde: Jo - De kan gøre det , at De vil høre lidt paa mig. Lad mig brøle, tude, skabe mig for Dem. Hvorfor generer vi Nordboer os altid for 416 hinanden? Hvorfor vil vi spille Jærnmennesker og »Helte«? Grækerne - hvad? - Odysseus! se hvor han hyler op og græder og beklager sig - og han var s'gu dog ingen Vantrivning. Aa, Gerhard, Gerhard.... og hvad kan det saa nytte altsammen, hvad kan det nytte?

Ulf bøjede Hovedet; lidt efter fortsatte han: De véd, jeg skrev til Dem. Jeg krydsede flere Gange Deres Vej i Udlandet - jeg har været Dem nærmere, end De selv tror; ogsaa herhjemme har jeg været paa Nippet til at søge Dem...... jeg skyldte Dem Tak for Deres Hjælp; men man takker nu engang ikke ved at sige nogle Ord - De føler , at jeg var Dem taknemlig.... og forresten, naa ja, Gud være med Dem - og Fanden ivold med Dem! Vi er kvit.

Gerhard vilde afbryde, men Ulf virrede hastigt med Hovedet og vedblev: Jeg hader og afskyer Dem og alle Mennesker; maaske fordi jeg elsker saa usigeligt, saa lidenskabeligt Alt det, som bor bag Menneskene og glimtvis aabenbarer sig i et Blik, et Ord, en Situation. Vi forpester og forgifter og umuliggør hinanden dette Liv - Livet det herlige! -Ja vi tænker os, at Livet kunde blive, kan have været, maaske vil blive herligt engang, naar vi atter lever i Miles Afstand fra hinanden - i et Telt, med et Filttæppe, en Bosse, en Hund, en Kvinde.... en Hund, vi ikke prygler, en Kvinde, som vi ikke odelægger ved Smiger, som vi ikke bedrager - og som ikke bedrager os.

Leve den store sociale Revolution, Gerhard! hører De! raabte Ulf pludseligt. Leve, leve, leve den forfærdelige Operation - hvorefter vi igen kan blive et sundt Legeme, som kan snakke med om den »sunde Aand«.

Til H- med Reformer! Skidt være med alle vore Lappeskræddere! Kan de fordele Jorden imellem os, saa at vi ikke skal fryse og sulte og drikke og forbande hverandre? - Kan de undertrykke det krigsvidenskabelige Barbari, som har gjort vort Aarhundred til en af de hæsligste Karrikaturer i Historiebogen? Leve den store Folkevandring om igen - den blodige Folkevandring, som har den u-blodige Fremtid i sit Skød! Vi vil ikke være disse Millioner af arme, forknytte, fornedrede Djævler, der blot yngler og yngler for at gøde Valpladser. Vi vil være Mennesker og ikke Kaster - vi vil have Liv, Frihed, Kunst. Og skal det »nye System« betales med 417 den højeste Pris - saa lad os betale. Barrikader! Barrikader! Aa, mit Bryst.......!

Ulf sank tilbage, vred sig, hostede. Saa snappede han - inden Gerhard kunde forhindre det - en Flaske under Sengen og drak begærligt. Han blev atter rolig, slog Proppen til i Flasken, vendte sig smilende imod Gerhard og sagde: Deres Excellence tilgiver! Solatium in tenebris - skjult for Tante Eva - min Trøst i Skyggen. »O, I Skygger!«....

Ulf! sagde Gerhard smærteligt. Er det saadan vi skulde mødes? -

Ja saadan - vrængede Ulf, men med et Smil i Grimacen; saadan og ikke anderledes - med Deres Velbaarenheds Tilladelse! For nu - i de senere Aar - har jeg gjort den store Opdagelse, den literær- og kulturhistoriske: jeg véd, hvorfor at Burns og Musset, Byron og Evald - de fineste og bedste og dybeste Aander - og alle de mange, mange andre, Carl Bagger og vore Nordmænd og vore Svenskere og vi Danske - jeg véd, sammen med vor store Jeppe paa Bjærget, hvorfor »hele Verden« drikker.

Vi drikker allesammen simpelthen af den Grund, at vi ellers kvæles af Raseri og Fortvivlelse! Kun Jøderne drikker ikke - endnu ikke; men det har ingen Fare: de vil ogsaa komme dertil, naar de ret er bleven gennemsyret af vort Aarhundredes »Aand«. Og om dette vil deres egen store Profet Heine kunne belære dem. Og saa - naar ogsaa Jøderne er begyndt at opgive Ævret - saa kommer den store Folkeomvæltning. Og saa ender Fortvivlelsen - og dermed Vinforfalskningen; medens den rene Drues Æra begynder!

Gerhard!... bad Ulf efter et Ophold, hvorunder han atter havde lukket Øjnene.... Gerhard! ræk mig Deres Haand. Tak! Og vær ikke vred paa mig, fordi jeg sagde at jeg hadede Dem. Det er ligesom om det var et Aarhundred siden vi første Gang mødtes. Hvor jeg holdt af Dem dengang! Jeg tror, at jeg endnu har megen Godhed for Dem.... De er allenfals den eneste, jeg med Glæde ser i denne min Dekadencens Hule - og dog - jeg er ærlig - der er Noget ved Dem, som..... Jeg tror, jeg ringeagter Dem, misunder Dem og frygter Dem under Et. Maaske ligger det i den uhyre Daarskab, jeg begik, at sende Dem mine 418 Udgydelser til Paris. Det ene Mandfolk aabne sig for det andet! C'est tomber dans le ridicule. Nu véd De det.

Mand og Mand kan »operere« sammen, arbejde sammen, sprænge Miner sammen, gaa paa Parti. Mand og Kvinde taler fortroligt sammen, oplever sammen - uden at de derfor just behøver at leve sammen. Det er et af Tegnene for mig paa vor Kulturperiodes Forfald, at vore unge Mænd snakker saa haanligt om Fortrolighed overfor en Kvinde; de »bruger« Kvinden, men gemmer deres Fortrolighed til Mændene. Oho! de vil blive grusomt skuffet.... tror De ikke det?

Ulf, bad Gerhard stilfærdig - opriv Dem dog ikke saadan! Betro mig Deres Sorger. Sig kun - ja sig kun til mig: jeg elsker hende!....

Ulf gemte sine Øjne. Han sad oprejst i Sengen, ludende fremover, talende ned imod Gulvet. Ja ja! mumlede han. Jeg elsker hende!... og derpaa tilføjede han, stirrende stift paa Gerhard, som om han vilde udgranske ham: Gør De Nar ad mig? De, som har »taget Deres Parti« i Livet! - Er det dog ikke latterligt, dette: en Mand gaar hen, lige i Slutningen af det nittende Aarhundred, hvor Tiden har overstaaet sine Børnesygdomme, og bliver forrykt, fordi han elsker en ung Kvinde, der staar i Forhold til en anden Mand, hvem hun rimeligvis ikke har det mindste at beklage sig over - tværtimod. Hun er hverken paafaldende smuk, eller glimrende, eller pikant eller forførende - hun har hverken hidset mig ved Kærtegn eller spillet Marionetkomedie med sine og mine »Følelser«. Ulykken er bare den : jeg har betroet mit Hoved i hendes Hænder - og hun har beholdt det, uden at barbere mig mine Lokker af! Mit Hoved har hun beholdt - og mit Hjærte - og hun véd maaske næppe selv deraf. Jeg har ikke »ruineret« mig for hendes Skyld - eftersom jeg intet havde at ruinere. Aa nej, al den Roman-Sludder passer aldeles ikke. Der kan ikke saa meget som skrives en Novelle derpaa... og dog er jeg perdu! Ulf spyttede.... saa' paa Gerhard, som sad ubevægelig paa sin Stol, kun nikkende hen for sig med næsten umærkelige smaa, korte Nik.

Ulf nikkede paa sin Side sørgmodig. Ediths Hovedbevægelse! sagde han og tilføjede henkastet: Ja, ja, men De kender hende nu 419 ikke. De siger bare til mig: Idealist - uforbederlige Fantast og Fæ - hvorfor stiller De hende op paa en Piedestal og gør hende til noget andet og mere end hvad hun er - en ganske sød ung Dame, der maaske dog spiller Komedie - og som tilsidst alligevel gaar hen og charmerer sig i en Tilbeder - tilhører ham - fortryder det - og glemmer Historien i et Ægteskabs Begravelse.

Men jeg vil svare Dem: Jeg »idealiserer« hende ikke - det er Knuden, det er Ulykken. Jeg har omgaaedes hende meget fortroligt - og jeg har i det mindste gjort mig Umage for at holde al »Forelskelse« ude. De har nu set Familien - ganske jævne Folk, »simple« Folk, som det hedder - men jeg har intet Simpelt fundet hos hende. Vi - af vort Lag - tror altid paa Dannelsen ved Skolen og den selskabelige Omgang som paa et Dogme. Men jeg vil sige Dem, Gerhard, aldrig har jeg overrasket hende i at sige en Dumhed eller tænke en Lavhed; - jeg har én Gang, af Skinsyge eller af tidligere daarlige Erfaringer, ladet mig henrive til at bruge en plump Ytring overfor hende - og jeg glemmer aldrig hendes Udtryk - jeg forstaar blot ikke, at hun ikke slog mig i Ansigtet - Lysten dertil var der! og »lammefrom« er hun sandelig ikke!

Gerhard saa' paa Ulf; deres Øjne mødtes. Ulf rystede blot paa Hovedet og sagde adspredt: De kender hende ikke!

Videre! bad Gerhard med halv Stemme og tilføjede: Hendes Familie - de to Gamle hernede - de véd intet?.... Ulf rystede paa Hovedet som før.

De to Gamle... fortsatte Gerhard... de tror, at hun er ved et Theater - og de lever delvis eller helt af hendes Gage!

Ulf saa' hurtigt op: Men hvoraf véd De?...

Aa jeg formoder!...

Snak! -

Nuvel - jeg har tilfældigt haft en Samtale med Halvvig om Edith! -

De - med Halv... om Edith! raabte Ulf; og tyssende paa sig selv sænkede han Stemmen til en Hvisken: Har De ogsaa talt med Edith? -

Ja! -

Om mig? spurgte Ulf skælvende.

420

Ja - om Dem!

Ulf lænede sig tilbage i Sengen, lagde Hænderne over Øjnene..... noget efter mumlede han: hun har altsaa ikke glemt mig?

Hun vil aldrig glemme Dem! sagde Gerhard sagte.

Ulf syntes at høre disse Ord som langt borte fra..... han lod Hænderne langsomt glide ned fra Ansigtet, og hans Taarer gled, en for en, ned over de magre Kinder. Han bevægede sig ikke, men hans Læber dirrede - og det varede en Stund, inden Gerhard kunde forstaa, hvad han sagde.

- Jeg skulde have taget hende, Gerhard! jeg skulde have taget hende. Det er det, Kvinden vil. Hun vil have noget at tilgive os - hun, som dog næsten altid begynder med at elske os af pur Medfølelse. Det næste Stadium er, at hun elsker Styrken i os - Brutaliteten, om man vil. Hun vil engang høre et: Du skal! - saa har hun sidenefter mindre at bebreide sig, synes hun. Du gode Gud! vi, som begynder med at fremhæve hendes Renhed og Kyskhed og Noblesse.... det er jo det samme som at spærre hende Vejen og gøre os til af vor egen Moral. Hvad Djævlen er da det Moralske? Det er noget, man »vedtager« - noget, hvorom Kønnene aldrig i Evighed bliver enige - noget, som kun Menneskene afgør to og to indbyrdes. Altid glemmer vi den uendelige Forskel mellem Kønnene - men se det glemmer aldrig Officeren, Slagteren, Forretningsmanden - de véd dette: jeg byder, hun lyder! Vi »filosoferer« derover, vi handler ikke; og medens vi selv bliver rørt over vor uendelige Hensyntagen - saa glider hun længere og længere fra os, ligefrem skræmmet bort fra det, som Kvinden allerhelst vil give - og kun har helt at give - sig selv.

Aa men, Gerhard, det begyndte jo allerede i mit Ægteskab - det, der endte saa brat - og ved min egen Skyld. Dér begyndte min Ulykke..... Havde jeg holdt fast - selv da Genifebren greb mig - havde jeg sagt til hende: lad Febren rase - Du skal bære over - Du skal vente - Du maa ikke slippe.... jeg er tusind Gange bedre end alle dem, der laster mig; jeg er bedre end Du selv , Du, som baade er køn og stolt og eiendommelig..... du vover ikke at tage imod al min Forgudelse - for saa at lægge Dig paa de Laurbær, som jeg har baaret sammen til Dig, og erklære: han er umulig! Aa, Gerhard, Gerhard! det er for sent - jeg véd det.... 421 men alligevel bliver det staaende som en Sandhed: en Mand burde aldrig gøre sig altfor ringe overfor en Kvinde.... saa taber han Retten, den, som ingen Verdens Lov kan give eller fratage ham, men som han ejer i sig selv og ved sig selv - i og ved Kvindens dybe Længsel efter at beskyttes, tilgive og beherskes! -

Men det er for sent, det er for sent! tilføjede Ulf: Strømme af Ord og Strømme af Taarer bringer aldrig det Tabte og Forspildte tilbage.... fra Tab til Tab gaar det - altid gribende efter »hende« og dog ikke vovende at fastholde - indtil man staar ved Edith - ved Ulykken.... eller bagom Edith ved Lykken - ved Døden! - - - - -

Jam finis est.

Ulf laa tilbagelænet, han rørte sig ikke, han talte ikke mere; kun Læberne bevægede sig - som under Paakaldelsen af et Navn.

Gerhard ventede; han var dybt bevæget.... han kunde jo ligesom fortsætte ud af den Lidenskab, som tærede paa denne Mand dér. Og dog turde han ikke tale til Vennen - det var at røve ham den sidste Illusion; - thi vi lever dog paa en sidste Illusion.... saa længe vi lever.

Hvorfor turde han saa ikke? Var da han, Gerhard, ganske klar paa Ediths Følelser?... var hun i det hele taget istand til at fæste sine Følelser afgjort ved nogen? Der gives jo de Kvinder, som kun gaar uberørte - i dybere Forstand uberørte igennem Livet, fordi de ikke formaar - ikke har sig selv at give!

Og Stik paa Stik fo'r det gennem Gerhards Hjærte ved Ulfs Ord: tage - give - Brutalitet - beherske!

Det snurrede og susede i Gerhards Hoved. Var det uendeligt indviklede Spørgsmaal saa let løst: gøre en Kvinde til sin Ejendom ved at tage hende? Og hvaci saa? - besidder man hende saa? Besad Gerhard Annette?.... besad Halvvig Edith? - Hvad er Besiddelsen? Rusens Højdepunkt! Og derefter Reaktionen, Kritiken, de tusind smaa Opdagelser gensidigt, Fortrydelsen eller Sløvheden..... og saa maaske: en ny Passion.

Altsaa: »den evige Skrue« - Livets fuldstændige Uberegnelighed - og paa Bunden det gabende mørke Intet.

422

Nej - saa heller Askesen - Munkens Liv i Cellen..... eller Skeptikerens Slentren gennem Tilværelsen uden at anstifte noget synderligt Ondt, og uden at gøre noget nævneværdigt Godt - en Vegeteren, der ikke udelukker smaa agréments - Rejser - gaa i Skoven - fiske - jage - arbejde for Opholdet og maaske en Livrente.

Gerhard holdt sit Hoved i Hænderne, støttende Albuerne mod Knæerne. Der var noget, der vilde le indeni ham..... og atter var der en ond Tanke: Løj ikke denne Mand dér for ham? Dølger vi Mænd ikke Sandheden for hinanden - Kvindens Besiddelse? Vilde Gerhard ikke - om Edith havde skænket ham sin Gunst, om hun maaske blot for et Øjeblik, i Selvforglemmelse revet med af Stemningen havde været hans - vilde Gerhard da ikke have bevaret denne Hemmelighed, dækket over den med en Ordstrøm, skjult den, gemt den for enhver - og navnlig da for en Ven, som altid har Rivalens Mulighed i sig? Jo sandelig!

Det maatte være saaledes: Ulf løj for ham.... han angrede det Skete for Ediths Skyld - han følte sig hendes Besiddelse uværdig - han var jo ingen Libertiner, men en oprevet Idealist - og det slog ud i Sentimentalitet, og han blandede sin første Kone ind i dette Forhold..... dækkende med Edith over sin ulykkelige Ungdomskærlighed, sin Svaghed i Handling som i Ræsonnement..... og han bedøvede sig - han drak - drak i Kompagni med Faderen dernede, dette Vrag af en Kæmpe, der hviler som en Byrde paa Datterens fine Skuldre og trykker hende ned i Pariaernes Kaste.....

Aa! stønnede Gerhard; og nu han, denne Svanning - »Kaliban« - som Ulf ogsaa drikker med, behersker og halvt beherskes af... det er naturligvis ham, Sømanden, Skipperen, den oprindelige Svigersøn - som ogsaa vilde »tage« - og for hvis Brutalitet Edith flygtede! Hvilket Sammensurium! - en Daarekiste - en Verden for det forfaldne Geni Ulf.... ret en Verden for ham! Hun løj - Edith - for sig selv - for dem alle; en ulykkelig Kvinde, men en af dem, der tillige anstifter Ulykke - som de fleste Kvinder, der bærer »Dobbeltheden« i sig. Skyggen var maaske dog den, som havde Ret; hun var »træsk«...... Psychen i hende, det

Fine og Kvindelige, var bleven saaret af denne plumpe Bejler - 423 og Forretningsmanden var kommen - Officeren var ogsaa kommen - og tilsidst Geniet!

Hun havde tilhørt dem alle - hviskede Gerhard ved sig selv. Med Sorg, under Lidelse - af Forfængelighed og af Medlidenhed, og af den dunkle Trang til at vække Behag og yde Barmhjærtighed.... deraf hendes Oprevethed, hun, en oprindelig stolt og undselig Natur, der bliver kejtet, fordi den véd sig skyldig, og som lider, fordi den uden socialt Fodfæste higer mod Frihed og maa værge sig mod Beskyldningen for Letfærdighed.

Ja ja! stønnede Gerhard og knugede Hænderne for Øjnene. Saadan er det sandsynligvis - saadan maa det være; og jeg er bleven den sidste i Rækken - og jeg drikker ikke !

Han saa' hende i dette Øjeblik for sig saaledes som hun havde bøjet sig over ham i hans Drøm eller Ikke-Drøm, hvid, slank, svaj, og havde lagt Fingerspidserne paa hans Bryst og spurgt ham: Sover De?.....

Han havde sovet - havde ikke omfavnet hende - hun var ikke bleven hans. Men nu syntes han, at hun havde tilhørt ham...... og en Følelse af Lykke gennembævede ham. Det var, som havde han faaet Syndsforladelse for alle sine Tvivl og alle sine Daarskaber..... Han ejede denne Mandens urokkelige Styrkefølelse, som Besiddelsen af den Elskede formaar at give - som er over , eller usammenlignelig med den Stolthedsfornemmelse, hvormed Opdageren ser Guanahani's Palmeskov svømme op af Oceanet....

og han kyssede de stolte, varme Læber og hviskede: Min Edith! min lille stakkels Edith! -

Og saa var det Annettes hede Mund, fugtig af Champagnen.... og saa var det hin anden Kvinde... de andre Kvinder; - og han fo'r sammen - lo - eller syntes at han lo - og sænkede sig ned i den Afgrund af stridende Lyst- og Straffefornemmelser, hvori endnu intet menneskeligt Lod har naaet Bund.

Han var hos Edith - hun tilhørte ham. - De vaagnede sammen. En skær, gylden Stribe af Morgensol kyssede hendes Øre - og han kyssede hendes Øre; hun skjulte sit Ansigt - gravede det ned i Puden. Han stod op...... og nu var det gennem en Skov de gik, langs en Sti mellem Stammerne; - højt var der til Løvet, og usynligt kvidrede Fuglene, og det gav Genlyd saa at de To ikke 424 kunde høre hvad de sagde hinanden. Men af og til kom et Ord fra hende, som han ikke syntes om; og de maatte rykke nærmere, for at kunne tale om Ting, som pinte ham; trivielle Ting - saadanne, som gør den lyse Skov mørk og graa - Livets Nødvendigheder og Byrder.... og han blev fortrædelig, hun tavs; han vranten, hun hæftig..... de skændtes, og han brugte et Ord, som gjorde hende ulykkelig, og hun brugte et Ord, som gjorde ham bleg..... De var langt fra hinanden; hun løb - løb smukt - han vilde raabe til hende:

Den hvide Hind, den hvide Hind
i Skoven -

men i det Sted raabte han: Løb Du kun til dine Tilbedere; - jeg viger Pladsen for Grosserere og Officerer og fordrukne Genier; - og hils derhjemme din plumpe Fa'r og din enfoldige Mo'r og din aandssløve Brudgom - Uhyret, som har ødelagt min Dejlighed for mig!

Han følte hele Plumpheden ved disse Ord... men ak, nu var de sagt. Hun gav et Skrig fra sig, men vedblev at løbe uden at se tilbage. Pludseligt snublede hun, faldt, rullede om paa Siden, blev liggende. Han styrtede til, knælede ned. Hun laa livløs; af et Saar i Tindingen piblede Blodet ned over Oret, det lille, røde Ore, som han om Morgenen havde kysset med Elskerens Ild og Andagt..... og det blonde Haar filtredes af den klæbrige Væske.... og han kyssede og kyssede, dykkede sin Mund over Saaret, men fik Munden fuld af Blod; - og af Blod kvaltes han, af Ruelse, Fortvivlelse - Dødens stivnende Fortvivlelse over at have tilintetgjort dette Liv, som han burde have skaanet, fredet, fremhjulpet..... saa sammenstykket, saa selviskt, saa lidet brødefrit hans eget Liv havde været! - - - -

Min Gud! raabte Gerhard og fo'r ivejret ved Lysets Sprutten, Flakken - en stærk Opblussen og et dybt Mørke.

Han saa' sig aldeles forvirret omkring. Ulfs Kammer.... fyldt af Osen fra Lysets glødende Tande - af Romdunst og gammel Tobakslugt. Paa Sengen laa henstrakt noget langt, mørkt Noget. Idet Gerhard stirrede derpaa, og medens Dagningen sivede ind 425 gennem Vinduet, traadte den Liggendes Ansigtstræk mere og mere frem - men paa en trolddomsagtig, uvirkelig Maade: den høje, smalle klare Pande, de matte lukkede Øjne, de magre Kinder, det røde, graasprængte Skæg - og det tynde, purrede, brusende Haar, der stod som en bleg Glorie om Lidelsen, Sorgen, Udskejelsen...... Sorgen, Udskejelsen og Lidelsen, hvorover der gik et barnligt, kruset eller krøllet Smil, som om Spidsen af en fantastisk Drømmefugls Vinge havde kildret den Sovende i Forbifarten.

Gerhards Øjne fæstede sig paa denne Mund - ved dette Smil; og uvilkaarligt udbrød han: hvad det dog er for en Lighed! Og han bøjede sig ned og kyssede Ulf paa Panden: Stakkels Ven!

Edith! hviskede Ulf i Søvne - og Smilet var lykkeligt, lyst.

Gerhard fo'r sammen, bredte Tæppet varsomt over Vennen - stod længe og saa' paa ham, Karrikaturen af Edith, medens den vaagnende Dag begyndte, først at forsølve, saa at forgylde den forkomne Poets Fattigdom. Og Gerhard nikkede:

Du lyver ikke - hun lyver ikke; - men jeg tror, at jeg helst aldrig vil se hende mere. Jeg vil arbejde for hende og for Dig. Jeg er den stærke!

Saa listede han sig ned ad Trappen. Gangdøren stod aaben. Da han var udenfor paa Havnepladsen, stod Solen op. Jeg er nok kommen til at tilhøre Natten! tænkte Gerhard. Byen sov; kun en Kat sad paa en græsgroet Stentrappe og gned sig med Poten over Øret.

VI

Gerhard fik travlt de følgende Dage. Han havde skrevet efter sine Sager, Pakkassen og Kofferter. De kom; og med dem et lille Brev fra Annette. Gerhard aabnede Brevet med nogen Overvindelse..... indeholdt det Bebrejdelser? eller bad hun om Tilgivelse? hvorfor skrev hun i det hele taget? Annette skrev ligefrem, ret elskværdigt; hun havde taget mod en Indbydelse fra den gamle Lehnsgrevinde - de vilde til et Bad sammen og tilbringe en Del af 426 Sommeren i Udlandet. I Familien - skrev Annette - hed det sig, at Gerhard var taget paa en Studierejse, og ingen vilde da fortænke hende i, at hun saa ogsaa vilde ud og more sig. Imidlertid havde de jo Stunder til at tænke over deres Forhold. Hvorfor i Grunden gøre Skandale? - og hvorfor egenlig tage sig Verden saa sérieux? Det mente ogsaa den gamle Lehnsgrevinde.... og hermed Farvel, min Ven, og overanstreng Dig ikke, og lad os mod Sommerens Slutning mødes som to fornuftige Mennesker - hvad vi saa end bestemmer. Din Annette.

Han brændte Brevet, idet han tænkte: hvor alle Mennesker, som intet har at bestille, hvor de dog ligner hinanden!

I hans Tanker formede sig Ordet: Luxus-Kvinde! Og saa var der alligevel hos ham en Længsel - hvorover han ærgerlig eller skamfuld bed sig i Læben. Vilde jeg da ønske, at de var Vaskerkoner eller Strygejomfruer alle?.... nej, men han vilde ønske, at han kunde tage Annettes Penge og give dem til Edith.... Edith, som saa ogsaa vilde blive Luxus.... aa Snak! det laa slet ikke deri !

Uvilkaarligt tænkte han paa den lille Alma derhjemme hos Konferensraadens - og paa Pastor Nærøe - og paa Konferensraadens Theater - og paa hele »Selskabet« - Publikum - Intelligensen - Pressen - hele den Verden, hvori Gerhard havde levet og som han dog ikke kunde sætte sig udenfor - - - - - - - - - - - - - - - og atter tænkte han paa Ulfs Verden - Madam Ravn - Matthias Ravn - »Kaliban« - Ulf

Det forekom ham, som han glimtvis øjnede Traade, der krydsende forbandt de tilsyneladende saa dybt adskilte, ja uforenelige Verdner. Skulde man vente paa Ulfs »store Folkeomvæltning«? - eller kunde Kunsten ikke slaa Bro - hans, Gerhards, Kunst? - - -

Der var andre Breve; et fra Redaktionen ved det regeringsvenlige Organ, hvortil Gerhard havde sendt Artikler. Redaktøren skrev - undskyldende, beklagende - den store Stofmængde - en nødvendig Reduktion af Medarbejdernes Antal..... kort sagt, Konditionen var sagt op. Ah! tænkte Gerhard; Krigen erklæret!

Han læste Bladene - dem, som Gæstgivergaarden holdt; og han fik tilsendt Aviser og Tidsskrifter. Han var hurtigt klar over Stillingen. De regeringsvenlige Blade »luftede« den Frafaldne ud - til Tak for det »Vi vil lufte ud«, som Nøragers Sprøjte prangede 427 med. Det Billed, som Gerhard havde sendt til Udstillingen, og som en Kunsthandler havde gjort ham et jævnt antageligt Bud paa, det fik i Løbet af to, tre Dage læst og paaskrevet gennem nogetnær hele Regeringspressen. Man beklagede, at den alvorlige og begavede Kunstner havde givet efter for en desværre mere og mere om sig gribende Tendens henimod en »usund Retning« osv. Gerhard smilede. Hans Billed var tværtimod et jævnt nøgternt Rutinearbejde - mente han selv. Kunsthandleren skrev, at Publikums Købelyst desværre havde vist sig saa lille, og hvis Gerhard ikke vilde gaa ind paa en betydelig Reduktion i Prisen... osv.

Gerhard svarede tilbage, at han skulde rejse og bruge Penge - han tog imod det »reducerte« Tilbud.

Saa pakkede han sine Sager ud. Han vilde male, han vilde radere. Det Bentzen-Overgaardske Organ indeholdt hans »Drøm«. Organet indeholdt tillige i Anmældelsen af Kunstudstillingen en Passus om Gerhards Billed. Man sagde ham ingen Komplimenter; det vilde have været malplaceret; man var betydeligt mere reserveret end den begejstrede Nørager - men Velvilligheden overfor Forfatter-Kunstneren skinnede igennem, og med stor Behændighed var Slutningen formet saaledes, at den hele Passus kunde læses som en Anerkendelse af »Jeg drømmer« - medens Billedet paa Udstillingen traadte tilbage i den akademiske Halvskygge, hvor det retteligt havde sin Plads.

Gerhard smilede. Han vilde radere Illustrationer til sin Drøm; nu kunde han gøre det. Og han vilde male et Interiør - den bellmanske Nat - en »moderne bellmansk Vision«. Han havde Modellerne ved Haanden; og han havde Natten, Stemningen, »Inspirationen« i sit Hjærte.

Det skulde komme an paa en Prøve - om der var Plads for individuel, inspireret Kunst i det lille Land, hvor man ødelagde hinanden paa Stik- og Slagord. - - - - -

Han havde straks den første Dag taget Ediths lille Nøgle frem - den, han efter Løfte skulde sende hende tilbage. Han nænnede det ikke, kunde ikke bringe det over sit Hjærte - han syntes tilmed, at han med denne lille Ting ligesom kunde »lukke af for hende« og beholde hende for sig selv. Han bed sig i Læben, da 428 han tænkte dette - og da han følte, at han dog ikke kunde lukke af; - hun ejede jo selv sin Person, sin Frihed - eller ejede den ikke! Han skar Tænder, gik op og ned ad Gulvet, gik ud, ned til Havnen, løste en lille Baad, som laa dér, roede et godt Stykke ud paa Fjorden, kom drivvaad af Sved tilbage - tog Brevpapir frem og skrev med dirrende Haand - skrev godt , som det forekom ham, selv om Bogstaverne næppe nok lystrede Haanden.

Da han sent om Aftnen læste Brevet igennem, fandt han, at det kun indeholdt Bebrejdelser og mest talte om ham selv.

Han brændte det.

Saaledes var det gaaet hver Dag - og hver Aften. Nøglen laa endnu i den lille Portemonnaie, og Brevet kom ikke videre.

Men nu arbejdede han efter løse Udkast paa sine Plader; der begyndte at falde Ro over ham; og om Aftnen tegnede han en Karton henne hos Familien Ravn. I Førstningen vilde det ikke ret smage det lille Selskab, saaledes at »udlevere sine Intimiteter« som Ulf sagde. Men efterhaanden som Interiøret dukkede frem, de to Stuer, Bordet, Lampen, Instrumenterne, Figurer, Hovederne - og navnlig da Kartonen gav Plads for det opspændte Lærred, og da Selskabet med Undren og derpaa med Selvtilfredshed begyndte at se sig selv i Farve, med stærkt angivne Lys og Skygger..... efterhaanden vænnede man sig til den temmelig faamælte, af sit Arbejde optagne Maler. Ulf var oprømt, ledede Koncerten og Opøsningen af en ny »gammel« Bolle; Hr. Ravn fortalte Historier og passede sit Instrument, »Kaliban« var tavs og passede sit, Madam Ravn var stille og sad under Lampen med Visdommens Bog. Aftnerne gik.

Om Dagen havde Ulf nogle Timer i Borger- og Realskolen - Timer i Dansk og Skrivning, skøndt han, som han sagde, »hverken kunde Dansk eller kunde skrive«. Man maatte jo - tilføjede han paa sin sørgmodig-vrantne Maade - fortjene sit Brød ved Noget; Klæderne skulde man da ogsaa holde sammen om Kroppen - ihvorvel det havde været bedre at vise sig i hele sin Nøgenhed for den By - saa var man fuldstændig Paria - og dette er en Hædersrang her !

Gerhard spurgte sig selv, om Ulf dog ikke var affektert; men han opdagede snart, at Vennen virkelig havde »kastet los« og med 429 en lidende, filosofisk, absolut ophøjet Foragt saa' ned paa Byen - hvilket Byen besvarede med saa vidt muligt at sky ham, som havde han været en uren. Der var maaske nok noget af et Martyrium heri for Ulfs Vedkommende - og et Martyrium har sit Sukkergodt i al Bitterheden. Ulf erkendte det ogsaa; som han i det hele taget »erkendte Alt - ligetil Cynisme«. Han gik maaske virkelig og ventede paa den store Omvæltning - den, han baade i sin barnagtige Fantasi og i sin dybe, intuitive Fornemmelse af den almindelige Forsumpning forestillede sig som nær forestaaende. »Det kan komme idag - og det kan komme imorgen - og det kan vare et Par Aar. Jeg haaber, at jeg maa leve saa længe indtil jeg kan se mig selv hængt op paa Lygtepælen.... jeg vil i hvert Fald komme i stort, om ikke i udvalgt Selskab,« sagde han smilende. Og han tilføjede: »Min Lærergerning - sit venia verbo - bekræfter for mig den almindelige Regel, Forsumpningen, Stagnationen, Forfaldet. Vi afretter disse Drenge til at blive kongetro og lovlydige og religiøse og nationale og Gud véd alt. Det vil sige, saa snart der er en Fyr, som har nogen Tilbøjelighed til individuel Tænkning, nogen Stolthedsfølelse i sig, Ærekærhed, Selvstændighedstrang - ja blot vil slaa lidt ud med Arme og Ben - saa »skruer« vi ham. Maskineriet virker, og Hvalpen er inden kort Tid lovlydig, gudsfrygtig, kongetro osv. Kan vi sletikke magte ham - saa støder vi ham ud af Skolen med et Kridtkors paa Ryggen. Vi slaar ham til »Canaillens Ridder« - og han kan da ty til Hovedstaden og formere det utilfredse Proletariat dér..... og saa er han moden , naar Tidens Fylde kommer. Han vil da først og fremmest hænge sine gamle Lærere!«

Og Ulf gned sig i de magre Hænder, skød Læberne frem og hostede.

Jeg vogter mig ellers strengt for - vedblev han - at foregribe Begivenhedernes Gang i Skoletimerne. Jeg behandler Drengene mildt; jeg kan ikke andet; de gør lidt Nar ad mig, men jeg trækker paa Skuldrene; jeg »præker« aldeles ikke for dem..... deres Tid kommer alligevel! Véd De ellers, min kære Gerhard, hvem der staar mig haardest imod her i dette Hul?.... Ja undskyld, han er nok af Deres Familie - men vi kan ikke bære Ansvaret for vor Familie - jeg ikke heller. Det er Deres ærede Svoger, Hr. Ottosen 430 - en charmant Stridskæmpe for de »ordnede Tilstande«. De undskylder, at jeg ler! Endnu iaftes i Klubben skal han have ytret sin dybe Beklagelse over at De var faldet iblandt Røverne - i »Gøglerreden«, som han benævnede min stakkels Ravne-Krog. Aa Gud, hvor Menneskene er grinagtige! Gør mig ellers oprigtigt ondt for Deres Kusine..... ja for her i Byen véd vi Alting.... men forresten ikke mere ondt for hende end for saa mange andre stakkels Kvindemennesker - hvis Herrer Ægtemænd eller Herrer Elskere ikke er det Salt værd, som de spiser, og ikke den Væde til Saltet, som Vorherre i sin uransagelige Visdom lader dem tilflyde

- paa Snyltekontoen i Klubben! - - - - - - - -

Ulfs Ord pinte Gerhard; han havde selv Fornemmelsen af, at han maatte vælge mellem Kusinen, Svogeren, Klubben og Byen paa den ene Side - og Ulfs »Ravne-Krog« paa den anden. Han blev mere og mere reserveret overfor Hr. Ottosen, og med mindre og mindre Takt søgte denne at indynde sig hos Svogeren, drage sig hans mulige Kunstner-Naivitet til Nytte, slaaende ved alle Lejligheder paa Familieskabet, i hvis fjærne Hovedstadspidse Konferensraaden lyste som en Guldfrugt i en Æventyrhave. Hr. Ottosen havde Fantasi - og vilde gerne plukke. Om ikke den ældste lille Pige kunde blive anbragt ved Balletten? - det var jo dog baade en sædelig og en udviklende Skole, og maaske, hvem véd, den lille Ottilie kunde have slumrende Evner.... Vejen fra Balletten til Skuespillet var traadt mer end én Gang.... og saa var en kgl. Skuespillerindes Gage - med Feu - en formelig Kapital... og hun kunde komme i det bedste Selskab og gøre et glimrende Parti - for heldigvis var vore kongelige Skuespillerinder alle hævet over selv den ringeste Tvivl om deres uplettede Kvindelighed!

Og om ikke Hr. Ottosen kunde faa en Plads f. Ex. som Regisseur - til at begynde med? For han forstod sig paa Theatret - havde scenisk Blik - og kunde føre Regnskaber!.....

Gerhard blev omsider ked af hans Overhæng. En Dag gik han til Kusinen; han traf hende alene hjemme - det var næppe usædvanligt; hun havde grædt - det var maaske Reglen; Gerhard opdagede, ved at se nærmere paa hende, at hun skulde være Moder igen - for fjerde eller femte Gang.

431

Han trykkede hende tavst i Haanden, beholdt den uvilkaarligt i sin, satte sig ved hendes Side i Sofaen. Han vilde sige hende uforbeholdent sin Mening om hendes Mand; det nyttede ikke, han kunde ikke bekvemme sig til at betragte ham som en Paarørende..... for Pokker! hvad Forhold staar han i til mig ? sagde Gerhard og knugede denne Haand dér med de blaa Aarer og den af Synaalen haardtprikkede Fingerspids.

Det er Dig , Hanne, jeg vil være god imod - men jeg kan ikke taale hans Paatrængenhed - det maa Du vide. Vi er jo ingen Børn!.....

Hun slap hans Haand, lagde sin Arm paa hans Skulder, bøjede sit Hoved imod ham og græd: Sig det ikke - sig det ikke saadan, Henrik! bad hun. Jeg er dog saa ulykkelig!.....

Han klappede dette Hoved dér; hun lagde sig helt ind til hans Bryst, som vilde hun græde ud engang ved en Mands Bryst.

Han hviskede uvilkaarligt - som en Trøst: Hvem er lykkelig? Tror Du jeg er?....

Hun saa' mønstrende paa ham gennem sine Taarer - et Kvindeblik - ikke skarpt men dog undersøgende nok:

Jo, Du er lykkelig, Henrik. Du skal ikke sige det modsatte, for at trøste mig. Du er lykkelig med hende - Du har jo heller ikke Grund til andet. Du kan se saa underlig længselsfuld ud af dine Øjne - Du er aldrig hos os i Stuen, men altid langt borte..... aa jeg misunder Dig; det er stygt - men jeg misunder Dig. Tiden har gjort mig lille og snever - men jeg kan ikke derfor. Nu da Du er kommen, véd jeg godt, hvordan jeg er. Henrik, Henrik..... det kunde have været ganske anderledes! -

Han saa' paa dette Haar, forpjusket som det var; paa denne Pande, med en Fure i; paa disse Øjne, der vilde skjule sig og dog løftede sig, matte og trætte, røbende sig og tilstaaende ham, hvad der ikke længer kunde have Værdi for ham - hvad hun selv følte at der ingen Fristelse, ingen Appel indeholdt for ham...... og han

bøjede sig ned til hendes Mund, som bad ham - uden Ord - om et Kys.

Han kyssede sin Kusine - et uskyldigt Kys - ikke hende men en hel lidende Kvindelighed igennem hendes Sorger og Skuffelser og trofast gemte Hemmelighed.... og han fik en saa uendelig 432 Medfølelse med hendes sagtmodige, kyske Sorg - han omfavnede hende hæftigt idet han mumlede et Navn, som hun antog for sit eget.

Et Hm! bragte ham - dem begge - til at se ivejret. Hr. Ottosen var kommen ind i Stuen. Der var et plumpt og dumt og tillige snu Blik i de efter Sædvane glansfulde Øjne, hvormed Kusinens Mand smilede til »Svogeren«. De trøster nok den stakkels Hanne! sagde han med en Haandbevægelse, der ganske var laant fra Provinsscenen - og han smilede, som vilde han sige »Aa hvad, imellem Familie«.... og saa klappede han sin Kone paa Hovedet, og hun lod sig tage ind til hans Bryst - og dér stod Gerhard oprejst, bidende sig i Læben, søgende rundtomkring med Øjnene efter sin Hat - som laa paa Gulvet.

Bliver De ikke og tager til Takke hos os idag til Middag, kære Gerhard? spurgte Hr. Ottosen familiært - saa familiært, at Gerhard straks svarede:

Tak - jeg har lovet min Ven Brynjulfsen at sejle en Tur ud med ham i Eftermiddag!

Aa Brynjulfsen - Deres »anden« Svoger! lo Hr. Ottosen. Det er Skade at vi ikke alle tre kan være sammen. Men jeg skal sige Dem, jeg har nu mine Anskuelser!.....

Og jeg har mine! sagde Gerhard hurtigt, tog Hatten op, hilste og vilde gaa.

Henrik! bad Fru Ottosen og strakte Haanden ud - bliver Du ikke, for min Skyld?

For din Skyld - gaar jeg! var Gerhards Svar. Og han gik.

VII

Ulf laa paa Sengen; han tørte sin Pande med et Haandklæde, som han brugte i Stedet for Lommetørklæde, og drak langsomme Slurker af et Glas med Rom, koldt Vand og Sukker...... hostede nu og da og skottede til Vinduet, som stod aabent.

Skal jeg lukke -? spurgte Gerhard, som sad i Sofaen foran det 433 brøstfældige Bord, hvor det flød med Bøger, Papirer, Kridtpiber og Cigarstumper.

Nej - svarede Ulf - ikke endnu! Aa hvem der kunde ryge sig en Pibe. Men se det kan man nu ikke med denne Hoste - Basta......! Keder ellers mine Dokumenter Dem? -

Gerhard saa' op fra Papirerne og smilede: De vil dog gerne indkassere Deres Forfatter-Tribut! -

Mais si! lo Ulf - hostede og slurkede.

De havde været en Sejltur med Svanning i hans Dæksbaad »Brune Betty«. Aftnen var faldet paa, en af disse klare Majaftner, hvor man - som Ulf sagde - kan se durk igennem Himlen uden at finde Vorherre. Ulf havde været stille og var krøbet sammen under Gerhards Plaid; Svanning havde været talende...... det var som om Brisen, Baadens elastiske Bevægelser, den aabne Horisont ved Fjordens Munding, den skarpe, friske Luft havde dirket hans Evner op. Han havde, paa Ulfs Tilskyndelse, sunget en Malaier-Sang og fortalt besynderlige Historier fra Sydhavet og om et Mytteri ombord i en spansk Brig, hvor Mandskabet var sammenløbet Rips-Raps fra alle Himmelegne. Og Ulf havde omsider afbrudt ham med Stumper af Aarestrups Oversættelse efter Victor Hugo:

I denne store Brigantine
er lutter tappre Mænd ombord.

Saasnart Ulf citerede noget, holdt »Kaliban« øjeblikkeligt inde med sine Historier, lyttende efter Ulfs Stemme, som var det Visdom alt, hvad der flød af denne Kilde.

Det syntes, som om Svanning havde beholdt Erindringen om et vildt, planløst Livs brogede Situationer - medens der var sænket som et Slør over hans oprindelige Skoleopdragelse, hans boglige Kundskaber. Der lysnede Glimt frem hos ham af Intelligens og Forstaaelse - naar Ulfs Tale paavirkede ham; ellers sad han mut og tvær, kun opmærksom paa Rorpinden, Sejlskødet, Baadens Fart gennem Vandet; de Historier, han fortalte, var 434 lugenlunde utroværdige, men ensformige med deres Knivstik, Malaierpiger, Renden bort fra Skibe, Hyrebasser, Spillebuler og Dansebuler.... de blev fortalt drævende, næsten søvndyssende..... men undertiden kunde Fortælleren gribes som imod sin Vilje af Situationens dramatiske Kraft - og paa Forhaand lo han - det vil sige: Arret, den forfærdelige Skramme, lo - medens det øvrige Ansigt beholdt sin tavse Muthed; og naar Arret havde let, saa lo Øjnene..... og det var som om Næveslag, Knivsblade, Romflasker, nøgne brune Piger og blødende Mænd farvede Luften i hans Nærhed.

Ulf kunde da stirre paa ham, som om han selv var hallucineret af disse Syner. Og Gerhard betragtede de to Mænd - faldt i Tanker - tænkte paa Raderinger - paa sin Kusine - paa hele Livet bag ham..... og paa Edith.

- - - Ulf laa paa Sengen; Aftnen havde været for kold for ham, han hostede og drak sin kolde, søde Grog. Og han sagde:

Det er den »store« Forkølelse, Gerhard! Det er den, jeg tager med mig og som tager mig med sig over i Evigheden. Hvis det da ikke er et Hjærteonde - som Lægerne siger; ha ha! disse kloge Hoveder, som har opdaget en »Hjærtefejl« hos mig..... hører De, Gerhard! jeg har Fakultetets Ord for, at der er noget ivejen med mit Hjærte ..... lykkelige jeg, som ejer et!

Aa men Gerhard, hvad skal jeg gøre med Evigheden? Blot jeg dog var Mystiker! Undertiden er jeg lige ved at være det..... jeg er Fanden ikke tilsinds at skrive under paa vort Aarhundreds videnskabelige Kapitulation. Jeg vil ha' en Evighed.... maa jeg be' om at kunne mødes med - med hende! Jamen saa er der den anden. Aa Snak; hvis der er To, saa smælter de sammen til en Enhed. Hvorfor skulde de ikke kunde det? »Det opstaar i Uforkrænkelighed!« Er det blot noget Præstesludder, for at dække over alt det Fæle, Orme og Stank? Herregud, er vor Fantasi blevet saa sølle, at vi ikke kan gøre det Hop over Orme og ilde Lugt - helt ud i det svævende Blaa, de hvide, skinnende Skyer, Beskuelsens Herlighed, hvori de frigjorte, forklarede Sjæle mødes! Er det Sludder, da vil jeg s'gu begrave mig i Middelalderen, hvor to Mennesker, der ikke kunde faa hinanden i Livet, troede fuldt og 435 fast paa et Gensyn »hisset«. Hvilken Styrke heri, hvilken Livsstandhaftighed: - Tinsoldaten og den lille Danserinde, der smælter sammen til én Klump - Støv og Aske - saa Opstandelsen og Gensynet! Ja De ler, Gerhard? De skulde Pinedød skamme Dem!.....

Jeg ler over den Maade, hvorpaa De siger det, ikke over hvad De siger! svarede Gerhard og tilføjede, idet han pegede paa et Ark Papir: Skal vi skrive et Stykke sammen, Ulf?

Hvilket Stykke? et Stykke i en Avis?... det kan De vist selv besørge! sagde Ulf spydig.

Et Skuespil! Her ligger et Udkast. Skal vi - oprigtig talt? spurgte Gerhard indtrængende.

Aa lad mig i Fred! bad Ulf. Desuden - det er for sent. Jeg er træt, Ebben løber ud. Jeg er født paa den gale Side af Aarhundredet. Jeg skulde heller have ventet til ind i næste Trækning. Nu bestaar jeg af sentimentale Brokker - De tildels ogsaa. Vil De gøre noget, saa gør det paa egen Haand. De maa gerne bruge mit Udkast. Jeg skal engang imellem - naar jeg er fuld - give Deres Kladde en Overhaling. De maa gerne have alle mine Papirer; det er en net Bunke »Aphorismer«. Maaske kan De faa et lille Bind derudaf - hvis De vil bekoste min Begravelse. Men glem ikke, at jeg vil have en Sten - en rigtig stor, solid Graasten ude fra Strandkanten - paa min Grav. Saa forvilder maaske en veritabel Havmaage sig ind paa Kirkegaarden, og sætter sig paa Stenen og giver dette dejlige, klingre, skarpe Kampskrig fra sig - og saa tror Folk Gudstraffemig at det er mig, mig selv dernede, som skriger paa Revolution - Hurra for Havet og Stormfloden! - - -

Ulf hostede og slurkede. Gerhard saa' blødt bevæget paa ham. Ulf vedblev - mere dæmpet: De skal ogsaa plante Margueriter paa min Grav.... ja det er sandt, jeg er Medlem af en eneste Forening, Ligbrændingen, men det er lige fedt: jeg vil have min Urne i Jorden - jeg elsker Jorden - og en Strand-Sten ovenpaa - jeg elsker Stranden - og Margueriter rundtomkring - jeg elsker disse hvide, skære, højstænglede, slanke, ydmyge og stolte Blomster. Do You understand? Jeg véd ikke hvorfor, men jeg synes at Margueriterne minder mig om det, som Tyskerne kalder »die süsse 436 Gewohnheit des Daseins« - og jeg vil dog, ærlig talt, saa forbandet nødigt bort fra dette »Dasein«..... Skaal, Gerhard, min Eftermand, min Arvtager! Leve den sociale Republik - Fred paa Jorden og blandt Menneskene en Velbehagelighed! -

Lidt efter bad han, med Hænderne lagt over Øjnene: Aa luk det Vindu; jeg tror, jeg kan sove. Men bliv De bare siddende! Min »Digterlampe« er iorden iaften - tror jeg.

Gerhard lukkede Vinduet, stirrede ud i den klare, tindrende Majaften, der hvilede med lange gyldne Striber over det fjærnt blaanende Hav; og han vendte sig og saa' en Tid lang paa den Sovende.

Der vældede op i ham en Kærlighed til den Mand dèr, en vemodig Ømhed, som han ikke kunde forklare sig - som han halvt følte sig genert ved. Han tænkte: er det en saadan Ømhed, der ytrer sig overfor Kvinder? Naar man har gjort Kvinder til Genstand for denne Ømhed - hvor skuffet vender man sig da ikke tit fra dem! Attraar vi ikke disse bløde, eftergivende, vort eget Legem saa modsatte Former, digtende dem et Indhold til, som vi ret besét tager fra vor egen, fra Mandens Sjæl, Fantasi, Intelligens? En Mand forlader sin Hustrus, sin Elskedes Arme; han være nok saa maadeholden i Nydelsen af hvad disse svage, bløde, eftergivende Arme skænker ham.... hvor ofte føler han sig dog ikke uoplagt til fortrolig, indtrængende Samtale - ja tidt paa en smærtelig Maade stødt tilbage af Manglen paa virkelig Fællesforstaaen, Fællesinderlighed dér hvor han for Minuter siden afbildede sig sin Tankes lønlige Lysthave med hviskende Ekko fra sin Sjæls sarteste Rørelser!

Vel sandt, et Døgn, en Dag behøver kun at gaa: og atter søger vi, om det saa blot var i Tanken, med Længsel tilbage til Stedet, hvor vi drømte Minuternes livsalige Drøm..... men den samme Opvaagnen har den samme sørgmodige Skuffelse i Følge - og naar Cynikeren forklarer det paa sin Maade, saa har Cynikeren dermed intet forklaret - thi Hemmelighederne i Mand og Kvindes Samliv ligger dybere end den raa Materialist kan naa' eller se dem.

437

Kan man elske en Kvinde - og have hende til Ven og Fortrolig paa samme Tid? Udelukker det ene ikke det andet? Hvorfor begaar Mændene Daarskaber, Forbrydelser - hvorfor »begaas« det Højeste i Kunsten - overfor saa mange Kvinder, der kun har Ungdommens eller Skønhedens farlige, vilkaarlige Evne til at fastholde?

Manden er grim - for mager eller for fed; hans kantede eller plumpe Former, grove Hud, uharmoniske Bevægelser, ru Stemme - hans hele Ydre, der kun undtagelsesvis er afslebet for at kunne behage, intet af dette frister os, hidser vor Fantasi, forvirrer vor Dømmekraft. Men Dage og Nætter igennem kan vi forfriskes ved hans Selskab, forynges ved hans Lune, græde sammen med ham over en Verden, hvis Mysterier hans Blik har gennemtrængt - aldrig en Kvindes. Nye Lande i Tanken opdager vi sammen med ham; og gælder det med ét Ord at ramme Kærnen i den Kunst, vi fælles dyrker, saa spørg ham . Tal til din Hustru, din Elskede, om det samme - og hvad enten Du er en Dilettant eller et Geni, hun vil ryste paa Hovedet, smile, lægge sine Arme om din Hals og sige: Jeg elsker Dig. Spørg ikke om mere! -

Lad os elske Manden!

Lad mig elske Dig, Ulf, dér! sagde Gerhard og bøjede sig over Vennen. Du magre, grimme, nedbrudte Mand - der alligevel minder mig om en ung Kvinde, som jeg rettelig burde afstaa Dig! Jeg er løbet fra Livets Goder - og løber maaske dog efter en Skygge. Jeg er stærk, jeg har Selvtillid, Livet ligger for mig. Jeg bør være den Stærke, give Afkald - og vokse derved. Jeg frygter desuden Kvinderne.... de har gjort mig det Onde, at jeg ikke stoler paa min Evne til at besvare deres Kærlighed. Jeg er bleven skeptisk..... medens Du, med alle dine lidenskabelige Udfald, er naiv, følsom - hvad Kvinden kalder en god Mand. Du er »god« - værst mod Dig selv, som det hedder. Jeg er »Mand« - en Egoist. Og hun, Edith, som staar imellem os, hun vil indse det og skænke Dig sin Kærlighed. Det er den , Du behøver, og Du vil leve op igen - vil blive de Lidendes, de Fortryktes, Staklernes, de Ensommes - Kvindernes Digter..... medens jeg bliver Artist! - 438 Og bevæget ved sine egne, som det forekom ham sjeldent højmodige Tanker, kyssede Gerhard Ulf sagte paa Panden.

Ulf slog Øjnene op, smilede og sagde: »Naa, skriver I, Karle!« Hvad er det, De bestiller, Gerhard? -

Gerhard tændte Lampen paa Bordet og svarede ligeledes smilende: den ene Del af Mennesket Gerhard-Brynjulfsen er ifærd med at filosofere over den anden Del! -

Aa - det husker De? sagde Ulf - lo - vendte sig om og sov videre.

Gerhard gav sig til at læse Ulfs Papirer:

VIII

»En Forfatter maa have noget af Publikum i sig: han maa kunne røres, glæde sig, le, græde uden at tage det altfor nøje med, hvad Kritiken i strængeste Forstand vilde sige. Ellers bliver han ikke Forfatteren, men kun den moderne Tids »Zwitterkind« - Kritikeren.

I et Drama er det sjeldnere den talte, deklamerede Replik, som direkte skal bringe sin Virkning til Publikum... det beror meget mere paa, hvad Virkning en Replik, sagt af en Skuespiller til en anden Skuespiller, sluttelig frembringer paa Tilhøreren. Scenen skal stadig forestille Verden; og det er saare sjældent, at Verden giver sig til at tale ligefrem til os. Publikum eksisterer i en vis Forstand ikke i Theatret. Aktør saavelsom Digter maa altid kunne tænke sig at spille for »tomme Bænke«. Digteren, som i sit Arbejdsværelse danner sine Scener, er egentlig ligesom den opmærksomme Tilskuer til et Opløb, der foregaar udenfor hans Vinduer. Han ser de hæftige Bevægelser, hører de truende eller til Orden formanende Ord - Altsammen indenfor Aktionens Ramme. Ingen raaber dernedefra op til ham . Han er glemt; men han glemmer Intet!

Digteren er Digter, Publikum, Skuespillere, Regissør, Maskineri, Alt samlet i En. Han er Jehova, som skaber Verden ud af 439 Kaos - paa et Ark hvidt Papir. Han maa være flittig som Skaberen var det; i sex Døgn maa han slide, men hviler han sig paa den syvende Dag, tør han aldrig sige: Se, det er saare godt!

Vidste et Folk, hvad det skyldte sine store Digtere, saa vilde det beundre dem endnu mere end det gør; og Digterne vilde blive endnu mere forfængelige end de ere. Heldigvis gives der Kritik og Kritikere. Digteren faar ikke Lov til at overvurdere sig selv; og Folket faar ikke Lov til at beundre. Hvorfor skulde ikke ogsaa Kritiken kunne udrette noget?

Naar en stor Skuespildigter - Molière f. Ex. i »Fruentimmerskolen« - skaber et Mesterværk ved at slaa alle Regler ihjel, saa slaar han dermed en Regel fast, fra hvilken ingen Undtagelse gives: man skal have Geni!

Men da der i Mangel af Geni gives en Bunke Talenter, saa gives der ogsaa en Bunke dramatiske Regler! Gaa hen og synd imod dem allesammen - Sandsynligheden er for, at Du vil lave noget Fuskeri. Men hvis Du ejer et Hjærte - et stort Hjærte - og hvis Du en Dag river det ud af Livet paa Dig selv og kaster det blødende op paa Scenen: saa kan Du være sikker paa at opnaa nogen Virkning - endog den, at dine Synder tilgives Dig!

Men endnu bedre var det, om Du havde et halvt Dusin ægte lystige Indfald, et Lune, der strømmede af sig selv, uden at Klownen behøvede at hjælpe derpaa ved Narrestreger.... saa fik Du hele Borgerskabet med Dig og kanske Sølvtøj ved dit Jubilæum!

Sky aldrig stærke Midler paa Scenen: thi Lampeosen skal nok svække dem inden de naa'r ned til Publikum! Vær ikke ubetinget bange for de grove Effekter: Shakspeare har brugt dem, og hvor hans Kæmpefod har traadt, kan vi vel nok putte vor spidssnudede Sko uden Fare for at synes en Tølper! Men sig aldrig paa Scenen en Dumhed, som Du vilde skamme Dig for at sige til en paalidelig god Ven - og vis aldrig en Raahed frem deroppe, som Du vilde rødme over at vide iagttaget af en elsket Kvindes Øjne! Saa kan Du forresten tage Dig hvad Friheder Du vil: den »gode« Smag kan rejse sig og gaa; de krænkede Ynglinge kan pibe Dig ud; Aviserne kan klemme Dig mellem Skjoldene Dagen efter..... den »gode« Smag har aldrig haft det sidste Ord; de krænkede 440 Ynglinge ville engang blive modne Mænd; og Aviserne......... dem kan Du pakke dit Smørebrød ind i, naar Du tager i Skoven for at glemme det Hele!

Glem ikke én Ting: Du selv er Publikum; Du har alle dets Lyder og Dyder, dets forudfattede Meninger, dets Sejghed, som skal overvindes, men ogsaa dets letvakte Hjærte, dets Længsel efter Skønhed.

Det er for Dig dit Stykke spilles!«

Gerhard bladede videre i Ulfs Papirer. Han gennemlæste et paabegyndt Udkast til et Skuespil over et middelalderligt Æmne. Manuskriptet var affattet som en Dagbog - aldeles i Ulfs Manér.

»Nej, det er ikke til at holde ud - det er ikke til at holde ud!

Vi har været i Theatret!

Giv saa Rapporten!....

Øl! Her er Rapporten: Fem lange Akter - foruden Mellemakterne. Et Spil i Præketakt - Kostumer i Anilinfarver - Ensemblet Sildesalat.... Diktionen fuld af blomstrende Planter med lange Rodtrevler.... nogen dramatisk Effekt... megen Snakken om hvad der ikke kommer Sagen ved... ingen Natur-Bund... ingen Skrig fra Hjærtet...........

Bah! Hjærtet? Lad os holde »Almindeligheder« ude af Betragtningen! - Her er Rapporten:

En af de ældre Digtere - et Ungdomsarbejde - med Mærker af Epigontiden over sig - intet Mesterværk - men alligevel en Poets Arbejde - noget Varmt - noget Højtsvunget - noget, som gør godt at se og høre paa.... Alt i Alt: lad os sidde i Theatret med Pietet! Og dog - og dog.....

Fanden dermed - og Fanden dermed og nok en Gang Fanden! Nu véd jeg det! nu har jeg det!... Citat. Gammel Kæmpevise:

Det var om en Midsommer Nat,
Riddere og Svende skulde gaa paa Vagt.

I Lunden ganger den Ridderdands,
de dandser med Blus og Rosenkrands.
441 For dandser Hr. Hagen med kruset Lok
den fejreste Ridder i al den Flok.

For dandser Hr. Hagen under Sobel og Maar
den fejreste Ridder i Kongens Gaard.

Kongen stander i Lofte,
han hører den Dands over Tofte.

»Hvem er den Ridder, der Dandsen for træder?
hvem er den, der over de andre kvæder?«

»I stander op alle mine Mænd
og Riddere bold!
og træder I mig en Bederdands
over grønnen Vold! -«

Kongen ned fra Svalen sprang,
han ganger i Dands ved Hr. Hagens Haand.

Saa herlig dandser han Hagen. -

Ro væk, Manne! - Det skal være et Drama.

Altsaa: Ikke noget Fjolseri med sentimentale Omskrivninger. Kniven lige i Tyndstegen - tschu! Vi vil ha' Middelalderen. Hvad er Middelalderen? Det er Blod, Vin, stærkt Arbejde, Kys, Vold, ingen Grublerier, Trofasthed, Hævn, Glæde og Galgenhumør: ta'er Du min Kæreste fra mig, saa slaar jeg Dig ihjel!...

Men det skal komme Dannerkongen dyrt at staa. Altsaa: det Givne , det er - Kongen. Dronningen. Jomfru Else, Dronningens bedste Tærne. Ridder Hagen, Kongens bedste Mand. Narren. Et Dusin raske Svende med Hjærtet paa det rette Sted. En Slyngel, Kongens Fortrolige. Herrer og Damer ved en Banket. Vagt, Drabanter og andet Pak. Saa begynder vi. Det er den blaa Midsommernat.....

Hvorfor »blaa«?

Den virker blaa , saadan en Nat: med Længsler og Begær i.

442

Kongen staar med den anden Slyngel oppe paa Svalen..... Kongen er ikke fra Holmblads Fabrik. Han er en Mand - en snavs Karl men med god Fordøjelse, stærk Appetit, ingen Samvittighed - vil drikke al god Vin og favne alle fagre Kvinder.... er endikke ugenégen til at synes om en ung, velskabt Mand.... med andre Ord: en gennemført Æsthetiker - en katholsk Hedning, der elsker den ubundne Skønhedsdyrkelse i hvilken Skikkelse som helst - og som selv har opmuntret Ridder Hagen til, eller i det mindste sét igennem Fingre med at han modtog Beviser paa Dronningens Gunst!

Det begynder ikke konventionelt, hvad?...

Altsaa: - Dernede under den fremspringende Svale ganger Dansen i Rosenlunden! Lad os antage, at der ingen Roser er men des flere Træer. Ridder Hagen danser og synger for. De danser med Fakler i Hænderne. Se Blussene - med et Skær op over Kongens Ansigtstræk. Ser I ham? Han følger med store udhvælvede Øjne under smalle Bryn de smidige Bevægelser dernede og indsuger Stemmens Velklang. Det er »Bederdands« men ingen Bedemandsdans. Der er Hallo deri, Muskler, Ungdomstrods og Ungdomsglæde. Dette Dusin unge, kraftige Mænd er den endnu uberørte Marv i det halvraadne Dannerhofs Legeme. Endnu véd Ungersvendene ikke, hvad de vil bruge deres aandelige og legemlige Sundhed til. Uvilkaarlig har de sluttet sig om Ridder Hagens Person; uvilkaarlig føler de, med ham staar og falder deres Haab om Fremtid - her eller udenfor Riget. Og han danser som en ung Hjort, synger som en ung Drossel, ubekymret om Fordærvet, hvis Gift endnu ikke er gaaet ham i Blodet.

Narren staar dernede; han spiller til Dansen.

Oprindelig Munk, godt Hoved, pukkelrygget - eller dog skruttet - bortrømt fra Klostret. Godt og Ondt blandet i ham; man bliver ikke nemt »ædel«, naar man er skævskuldret og naar Folk stedse haaner En; man bider fra sig, man har Galgenhumor; man vilde gærne kaste sit Had paa denne Hagen dér, men afvæbnes af hans Ridderlighed, hans Ubevidsthed om egne Fortrin, hans Umiddelbarhed. Narren tvinges saa at sige mod sin Vilje til at følge Ridderen som hans Skygge, hans knurrende Hund..... denne Herre dér har dog i det mindste aldrig sparket Hunden!

443

Narren elsker Jomfru Else.

Haabløst - naturligvis. Elskov er en Sygdom, der ogsaa kan trives i Skyggen. Er man Nar og Sanger, saa er man allerede derved dømt. Det er Narrens og Sangerens Sædvane at kæle for en fix Idé. Muligvis kunde der engang gives en Chance!...

Og dér borte mellem Rosenlundens Træer stikker et fint, blond Hoved frem.... Jomfru Else titter paa Mændenes Dans!

For da dandser Hr. Hagen med kruset Lok
den fejreste Ridder i al den Flok.

Men aldrig har hun ladet ham forstaa det. Hvor kunde hun? - ak, hun har sét ham engang i Dronningens Nærhed - besnæret, fanget..... og Jomfruens Hjærte har banket som skulde det briste. Er Alt i denne Verden slet? Alt ved dette Hof fordærvet?... nuvel, i sin Jomfruuskyld kan man længes - og man kan liste sig hen i Lunden - at se Ridder Hagen danse, at høre hans mandige, glade Stemme i Midsommerens Nat.

Længsler bølger igennem Rosenlunden, til Faklernes viftende Skær, under Dansens elastiske Bevægelser. Hun staar som fastnaglet dér mellem Træerne. Narren har faaet Øje paa hende. Han gør en utaalmodig Bevægelse: - her er intet Opholdssted for unge, uberygtede Jomfruer - saa faa som de ere ved Hoffet!... men hun ser ikke paa Narren, hendes Øje følger

Hr. Hagen under Sobel og Maar
den fejreste Ridder i Kongens Gaard.

Kongen staar med sin Fortrolige oppe paa Svalen. Bring mere Vin ud! Han løfter sit Bæger, stryger Fugtigheden af Skægget, føler Velbehaget gennem den stærke Krop, indsuger Faklernes Skær, den muldne, krydrede Aande fra Lund og dampende Enge - peger ned over Tralværket:

Hvem er den Ridder, der Dansen for træder?
hvem er den, der over de andre kvæder?

444

Den Fortrolige hvisker Kongen i Øret og peger samtidig paa Ridder Hagen, der intet ser, og paa Jomfru Else, som titter frem.

Kongen smiler - springer ned fra Svalen mellem de Dansende - griber Hagens Haand - og under Dans og Sang ved Faklernes Skær fører Kongen de unge Mænd ud af Scenen. Idet Hagen kommer forbi Stedet, hvor Else har skjult sig, standser han og studser - men ud maa han sammen med sine Kammerater.

Kongen og hans Fortrolige drager nu Jomfru Else frem. Hun kan knap holde sig oprejst af Skræk og Undseelse. Kongen overvælder hende paa Skrømt med Bebrejdelser, fordi hun »søger et Sted, hvor ingen Jomfru kommer, og belurer de unge Mænd«. Hun forstaar knap hans Ord. Han morer sig over hende »en saa uskyldig Skønhed i Knop«. Hun vil afbryde - han gør hende en Kærlighedserklæring. Hun vender sig angst - han griber hende ved Armen og siger, at naar hun kan sætte en af hans Vasaller Stævne - en ung Galning, som ovenikøbet har kastet sine Øjne langt højere Steder hen - saa kan hun vel høre og bønhøre Kongen, hendes Herre! Hun vil flygte. Kongen ler, og paa et Vink af ham griber den Fortrolige og hans Folk den afmægtige Pige - og ind bæres hun i Slottet bagefter Kongen. Scenen bliver mørk.

Dronningen træder ind fra den modsatte Side. Hun søger Hagen. Han kommer straks efter, spejdende, med en Fakkel i Haanden. Da han ser en Skikkelse, som halvt skjuler sig derhenne i Skyggen, kaster han Faklen, træder paa den og iler frem. I Mørket omslynger Dronningens Arme ham. Han har troet, at det var Jomfru Else. Maanen bryder frem igennem Lovet. Dronningen bebrejder ham hans Koldsindighed. Er jeg da bleven gammel - er min Skønhed falmet - saa kort Tid siden jeg aabned Dig min Dør?... Han véd intet at svare, kender sig ikke selv, kan ikke komme bort fra Synet af Jomfru Else - og føler dog denne højtstaaende Kvindes Ømhed. Han siger, at han frygter! - Hun ler: Naar frygted han? - Han taler om »den Ret, han krænker!« Hun ler højt: Ret og Ære her ved dette Hof.....

I det samme høres Jomfru Elses Skrig bag Scenen. Hagen farer sammen: Hørte I... hvem var det? - Dronningen siger spottende: En Kammertærnes Skrig ved min Gemals natlige Drikkelag; - 445 og det skulde anfægtejer! Hun har vel god Vilje for ham.... som de alle har.... som jeg har for Dig, Du smukke Mand! Kom!

Natten er kølig, Elskov er varm,
hvor er din Mund - og din stærke Arm?
din brune Nakke, din krusede Lok -
min fejreste Ridder i al den Flok!

Og hun river ham til sig.«......

IX

Resten af Udkastet var løse Antydninger - hist og her Scenegangen angivet - nogle Vers - Udstregninger - Blækklatter, som var lavet til Hoveder - atter nogle Vers - en Sang - tørre, skematiske Notitser - nogle Tal - og Slutningen (tre forskellige Slutninger).

Men for Gerhard formede sig umiddelbart de to følgende Akter. Næsten uden at vide deraf havde han Pennen i Haanden - og det var som om Papiret slog Gnister. Lampen brændte; Gerhards Pande brændte og hans Indre skælvede. Tankerne jog ham og han jog Tankerne, medens han skrev, hvilede, mumlede og skrev.

Han saa' Banketten for sig i den følgende Akt. Herrer og Damer i Hallen. I Baggrunden danses der, ved Siderne spilles der Bræt og drikkes. Kongens Navnedag - den store Begivenhed. Kongen og Dronningen hver paa sin Side af Salen; bag Dronningens Stol Ridder Hagen, forpustet fra Dansen, forceret oprømt, med Bæger i Haand. Narren ildner, hidser, spotter ved sine Sange - slyngende sine Viser som en broget Traad gennem Banketten, hvor Alt gaar ud paa det Ene: underkaste sig Kongens Vilje, føje hans Luner, og saa tage for sig af Retterne, enhver efter Evne.

Da Kongens Fortrolige føler sig ramt ved et særlig djærvt Hib fra Narren, vil han paa Stedet tugte den Skrutryggede. Hagen lægger sig imellem og frier Narren for Mishandling. Vi Herrer - 446 siger han - faar ikke særlig store Opgaver at bruge vore Kræfter paa; Landet er i Fred; kun Vildtet og vore Damer véd sig ikke sikre. Men at slaa en Værgeløs - som tilmed synger for os - det er ikke Herre-Færd!

Og den lille Flok af Ridder Hagens Trofaste giver deres Bifald tilkende. Modparten truer; man mærker, at Drikkelaget er fremskredet.

Kongen byder Stilhed, rejser sig med løftet Bæger, siger smilende:

Vore store Fædre har været os for store - de tog Løvens Part af Berømmelsen - hvor blev vore Fjender af? ingen blev levnet os at overmande!

Dog jo: vi har Fjender: de Timer, der keder os; de Bekymringer, der mod vor Vilje rykker os paa Livet; Rynken under Øjet, Furen over Brynet, det graa Haar, den visnende Sjæl - fy! bort med dem! i Leding mod dem! Ingen skaane sig selv - saa lidt som vi skaaner Andre. Med Øjeblikket jages Fjenden paa Flugt. Prise vil vi da Øjeblikket, idet vi nyder det af al vor Formue:

Hvert Vildt er om en Hals,
naar Jagtstaalet blinker;
hver Blomst er tilfals,
naar Jægeren blot vinker;
Livet er et Tavlbræt,
hvor Tærninger triller;
ingen kan vinde,
naar ikke han spiller.

Narren ler højt, da denne Kongens Tale er tilende. Fanfare. Drikkelaget fortsættes.

Men ved Kongens Side sidder Jomfru Else. Ligesom sløvet stirrer hun ud for sig; engang imellem smiler hun aandsfraværende, ler naar de alle ler - bliver pludselig tavs, tager imod et fremrakt Bæger, nipper, giver det hastigt fra sig med en Grimace - og siger til Kongen: Skal Eders Nar ikke synge os en ret fornøjelig Sang? en, som bringer til at glemme!

447

Jo, Nar! siger Kongen leende. Giv os en ret drøj Sang - os, vor Dronning, vor lille Else, vort hele Hof!

Og han smisker i Skægget; og Alle laver sig til at høre noget ret saftigt.

Narren træder frem under Hokuspokus, stemmer sin Luth - og synger en lille troskyldig Sang, som han engang har sunget for Jomfru Else.

Hun rejser sig, gaar ligesom en Søvngænger tværs over Scenen imod Narren, der viger tilbage. Hun kommer til at staa lige foran Dronningen - ser ikke paa hende, men stirrer Ridder Hagen ind i Ansigtet - og med et Skrig styrter hun ned paa Knæ, strækker Armene imod ham, vil tale, men kan ikke.

Han stiller sig foran Dronningen stirrende paa Jomfru Else. Alle er spændt paa denne Scene: - hvad dette muligvis, i Hoffets letfærdige Ensformighed, kan blive til?

Jomfru Else løser et Smykke fra sit Haar, løser sin guldbræmmede Kappe - hastigere og hastigere kaster hun Ringe fra sig, river sin Overkjole af.... sigende: Jeg hørte de smaa Fugle synge paa Engene - lad os gaa ud paa Engene, min Elskede, hvor den friske, svale Vind blæser! Jeg hørte Gøgen kukke i den tætte Skov - lad os skjule os dér i Mørket, min Elskede! Men saa vil de onde Folk pege ad os med skæv Mund.... lad os derfor gaa til Aaen, hvor Vandet rinder, det dybe, rene Vand - lad os dykke os derned i - dykke os dér tilsammen, min Elskede, og føres langt, langt bort - til det hellige Land!

Dronningen ler højt: Det hellige Land! Herrer og Damer gentager spottende: Det hellige Land! Fanfare.

Kongen raaber leende: Nok - nok, lille Else! Du gøgler næsten saa godt for os som min Nar!

Hvad om vi gav Dig til Narren som hans Frille -
til Omstrejfer-Livet Du passe vilde:
i blotte Særk og paa nøgen Fod
kan hændes Du blev hver en Gøgler god!

448

Narren knæler for Jomfru Else; men Hagen støder ham tilside og rækker sine Arme frem - og hun kaster sig til hans Bryst med det Raab: Frels mig - og frels Dig selv!

Kongen harmfuld frem: Er dette Gilde-Skæmt? I, min Frue! (til Dronningen) tag den Tærne med Jer i jer Badstue - hun er afsindig - lad hende faa en Svedekur - og stryg hende saa til Kagen!

Blæs op, Spillemænd! Og I, Ridder Hagen, gaa for i Dansen - hvis I er ved Sans og Samling end!

Ridder Hagen trækker sin Klinge, medens hans Kammerater slaar Kreds om ham og Jomfru Else; og han raaber pegende ud:

Den Dans, jeg danser for,
den træder I mig vel efter;
Fordærvelsen som Giftsvamp
ved Hallens Vægge hæfter;
det var vel en stor Gerning
at rydde den Rede ud -
ædru frygter jeg Kongen,
men drukken jeg frygter kun Gud!

Stor Larm. Stille! tordner Kongen. Vaabnene ned! Alle Kvinder skal forlade Hallen! -

Saa træder Kongens Drabanter frem og afvæbner Ridder Hagen og hans Kammerater. Alle Kvinder forlader Salen - Jomfru Else hændervridende mellem Dronningens Tærner.

Kongen gaar smilende hen til Hagen, lægger sin Haand paa hans Skulder, stryger hans lange, bløde Haar. Kongens Fortrolige hvisker noget - men Kongen slaar op med Haanden og svarer leende: Nej, den Hals er for smuk til at snæres af Mestermandens Strikke. Ungdommen tager sig altid Livet for alvorligt. Nu ville vi have god Rus inat, I Herrer! Og hvis Narren dér ikke synger os sin lystigste Vise - saa skal han hænges ved Gry i Galgen, og Ridder Hagen skal selv klynge ham op. Jeg er Konge - jeg er Herre! -

Narren og Ridder Hagen veksler et hastigt Øjekast. Saa synger Narren - synger sig fra Galgen, som han siger. Jubel; alle Bægre svinges.

449

De Tærninger, de trille
i Jomfruens Skød:
om Kvælden Spøg og Favnetag
og Vinen lind og rød!
Til Sengekamret finder jeg
vel Vejen mig tilnød -
imorgen kan I vække mig
ifald jeg ej er død.

O Rus, som giver Døden
i Vinen saa rød:
o hellige Guds Moder, Du,
jeg hviler i dit Skød!
Du stiller hver en Smærte mig,
ja Elskov med tilnød -
kanske den store Vellyst først
begynder ved vor Død.

x

Gerhard var geraadet i det hellige Raseri, det Sjælens Delirium, hvori stor Poesi er skrevet - hvori maaske kun Poesi skrives. Som et Lyn fo'r hans Tanker ind i sidste Akt; hans skælvende Haand kradsede med Pennen hen over Papiret; hans Øjne stod fulde af Taarer - han bed næsten sin Læbe igennem forat standse disse Taarer og Oprøret i sit Hjærte. Edith saa' han overalt - hørte hendes Stemme, forstod hendes Sorg, smilede gennem hendes Smil - syntes, at hendes bløde Haar laa tæt op imod hans Kind og at hun hviskede ham Ord i Øret.... og der paakom ham en aldeles forfærdelig Angst for at han skulde blive vanvittig, inden han havde faaet Ordene nedskrevet.

Og under en Pavse, hvor han skyllede Vand i sig af Ulfs Karaffel, saa' han til Vennen, som laa bleg i Dagens gryende Skær, der sivede ind gennem Forhængsgardinets Sprække.... og det var, som om Ulf ogsaa hviskede til ham.

450

Ja ja! mumlede Gerhard; vi er Medarbejdere, to Brødre, Stykker af det samme Menneske - og dette er et Menneskedrama - uden Hensyn til Kostumerne - »frisch vom Fass«, som Ulf vilde kalde det!

Og Gerhard skrev - Vers, Prosa, afsnuppede Sætninger, Tirader, Ord, Tegn, som han kun selv kunde tyde - - - - -

Det er lige før Dagningen. Medens hele Hoffet hviler beruset, har Narren faaet listet Jomfru Else ud fra den sovende Dronning og hendes Tærner. Indgangen til Dronningens Værelser er tilvenstre paa Scenen; tilhøjre Forstuen, som fører til Kongens Sovekammer. I Baggrunden en Balustrade, hvorover skimtes det vide Landskab med Gryets Taager, søvntunge, mørke Skove og dæmpet blinkende Moser og Kær.

Nu følger disse Scener, tæt sammenpressede som Livets Optrin former sig. Og da Gerhard, svedvaad, med svidende Øjne og bankende Tindinger havde lagt Pennen og løb Akten igennem - saa følte han noget i sig, som havde han udført en Gerning - han og Ulf tilsammen!

Narren fører Jomfru Else frem. Hvorhen? spørger hun skælvende. Hun er som lammet af Frygten for Mishandling - og hun frygter denne Pukkelryggedes Selskab dér - og i den svage Dagning synes hun at se Skygger overalt - og ingen Udvej, intet Haab om Frelse bort fra Omgivelserne og fra Erindringen - bort fra sig selv, sin Nedværdigelse, sin Ulykke. Hun peger paa Kniven i Narrens Bælte.... Giv mig den og overlad mig til min Skæbne!

Han knæler for hende, kysser Spidsen af hendes Fod, hendes Kjolesøm.... tilstaar hende sin vanvittige, sin haabløse Kærlighed.... hun hører næppe paa ham, fatter ikke hans Ord - men pludseligt gaar det op for hende: Ogsaa han efterstræber mig; - er da Mændene kun rivende Dyr - Kvinden kun Vildtet, det svage Vildt, som ingen Tilflugt véd! Og hun snapper Kniven. Han vrister den fra hende, gemmer den i Skeden - og med inderlig Bedrøvelse fjærner han sig nogle Skridt og giver hende ved Tegn tilkende, at hun intet ondt har at frygte af ham. Hun er sunket sammen. Han nærmer sig atter, slaar Kors for sig, blotter sit Hoved, bøjer sig ydmygt, strør Støv paa sit Haar: Jeg er din Træl, 451 om Du saa vil - din Hund, som skal forsvare Dig med Tænder og Kniv - kom blot, kom! Vi sniger os gennem mørke Skove, over Moser og Kær, som jeg kender, ud over Landegrænsen. Jeg skal synge, betle, rapse Dig Brødet undervejs - synge din Sorg isøvn paa Vandringen gennem de fremmede Lande - indtil vi naa'r Jordans forjættede Vover - hvis hellige Vande skal tvætte Dig. Og friet for Kummer og den nagende Erindring banker Du paa Porten til det Asyl, hvor alle Flygtninge finder Hvile - og jeg bor ved Foden af dit Fristed - og hver Kvæld kryber jeg op i det høje Træ og synger dér din Ungdoms simple Sang. Kom blot, kom!....

Hun løfter sine Øjne og ser paa ham - om hun tør tro ham. Men over Balustraden dukker en Skikkelse frem. Hun vil udstøde et Skrig - men det er Ridder Hagen, som bevæbnet iler frem imod hende, rykker hende op til sig og ind til sit Bryst: min Elskede!

Og Narren kryber helt hen til Siden, krummer sig sammen med Fingerspidserne borede ind i Ørerne..........

Hvor lidenskabeligt strømmer nu ikke disse dæmpet hviskede - stigende og atter dalende Ord mellem de Elskende. Allede her synes den hellige Flods tvættende Vande at bølge mellem de to saarede Hjærter. Hvor er Magthavernes Vold? hvor Fordærvelsens Gift? Hvad er mægtigt til at lutre, til gensidigt at udsone og tilgive, til at forjætte Fremtiden, som denne alt gennemglødende Kærlighed - de Unges Kærlighed, der i sig indeholder Loven, Mysteriet, Udødeligheden!

Hvor rørende menneskeligt dette den Enes Skriftemaal, som den Anden stedse afbryder med at bekende sin Skyld - den, hun bortkysser under Taarer, medens hun blot beder ham tænke paa sin egen Frelse!

Vor Frelse - svarer han - den ligger stedse forud for os; maa hver Dag gribes med fornyet Frejdighed og Livsmod, gennem Kamp og gennem Taalmod, i Lidelse og i Lykke - indtil den stærke Død en Kvæld siger sit: Nok! Gaa nu ind tilsammen til den store Hvile!

Følger Du mig, min Elskede? spørger han.

452

Ja ja, min Elskede! jeg følger Dig gennem Livet til Døden. Vi følges tilsammen til Jordans Flod - hvor Livet begynder fra nyt af Og rækker vi ikke saa langt, sygner vi hen undervejs, saa har Du dit Sværd til os begge! svarer hun.

Ej hvad! raaber han muntert. Mit Sværd har først et Ærind her!....

Narren er sprunget op. Dagningen falder paa. I det første Morgenlys kommer de søvndrukne Kammersvende frem paa Tærsklen til Kongens Forstue - og ligeoverfor kommer Dronningen frem fra sine Gemakker. Hun raaber bydende til Kammersvendene, at de skal gribe de To..... men op over Balustraden svinger sig de kraftige Skikkelser af Ridder Hagens bevæbnede Kammerater.

Spillet er ulige, min høje Frue! siger Ridder Hagen, imedens hans Folk griber og binder Kammersvendene. Og I selv, Frue! skift Elsker - som I skifter Dragt - men tag ham dennegang ældre og erfaren, at han intet fortryder og ikke ønsker sig nogen Forandring. I har min Velsignelse. Gaa saa ind og stæng eders Dør - thi her vil falde svær Dugg!

Hun slynger en Fornærmelse imod Jomfru Else og ham. Galne Kvinder skal Narre tæmme! siger Ridder Hagen. Nar! knebl Hendes Naade - skyd hende blidelig ind ad Døren - og stæng for!

Hestene venter, Herre! raaber en af Hagens Folk utaalmodig.

Pest og Plager følge jeres Hovspor! raaber Dronningen. Gid Sygen slaa den Skøge dér - og Lamhed lægge Dig øde, Ridder!....

Kongen frem paa Tærsklen, halvt paaklædt, med Sværd i Haand: Hvem bander saa aarle og stygt i Kongens Gaard? Vil I drage af Landet, Ridder Hagen, saa tag min Velsignelse med! Holla, alle mine Folk!....

Og Kongen springer ned og frem.

En Bederdans! en Bederdans! raaber Narren under Krumspring svingende sin Kniv. Kongens Fortrolige frem; Narren saarer ham. Kongen hugger til Narren; Ridder Hagen afbøder og siger: Giv mig frit Lejde til Middagstid, Herre! - og I skal frit faa Lov at sove Rusen ud! -

453
KONGEN
( fører et Hug imod Ridder Hagen ).

Til Helved med Lejde og med utro Vasaller!

RIDDER HAGEN
( støder ham ned; Solen staar op ).

Sol over Landet!

DRONNINGEN
(segnende paa Tærsklen ).

Kongen falder!

I det indbrydende Sollys svinger Ridder Hagens Folk deres Sværde og raaber:

Til Jordans Flod - til det hellige Land!

Og Narren synger for. Scenen skifter. Den lille Flok, med Ridder Hagen, Jomfru Else og Narren, staar ude i det af Solen tillive vakte Morgenlandskab. Vidt og stort, friskt og oprindeligt strækker Landskabet sig: de søvnafslørede Skove, de bølgende Bakker, den blinkende Fjord - det svulmende blaa Hav i det Fjærne. Uvilkaarligt knæler Skaren, ogsaa Narren bøjer Knæ. Ridder Hagen staar med Armen slynget om den slanke Kvindeskikkelse; han udbryder:

Natten er veget, og Mørket med den,
nu lyser Sol over Landet!
mit dyreste Eje, min Hjærtensven,
der stiger en Dag af Vandet:
der stiger en Dag med en vinkende Krands
omkring sin herskabelig' Pande -
og bor ikke Lykken her tillands,
den bor i de fremmede Lande.

Saa ville vi fare, hvor Lykken os Tjeneste byder.

454

Hun omslynger ham og svarer:

Saa ville vi fare, hvor Lykken bor,
dog derpaa ville vi lide;
ej Lykken er fledført til Hav eller Jord,
den bor ved vor nærmeste Side,
den bor os imellem, i Fryd og i Nød,
i onde og gode Dage -
saa længe vi staar i vor Kærligheds Brød
al anden Lykke vi vrage.

Saa ville vi tjene det Herskab, som helst vi begærer.

Narren falder ind:

Lykken har ej sit blivende Sted,
skifter som Solen og Vinden,
svinder med Rødmen paa Kinden
- Narren følger med.
Flyr han, stolt Høg, fra sin Due en Dag,
ej hvor den Due blir myg og spag
- Narren følger med.

Pjuskede Fjer i de skinnendes Sted,
Taarer i Hjærtet og Øjet,
ak, hvor den Elskov har løjet
- Narren følger med.
Ingen forlanger af Narren hans Tro,
nu er vi lige, vi pjuskede To
- Narren følger med.

455

Men Ridder Hagen slutter smilende:

Mit Høgebo, mit Ridderhus,
det vil de jævne her i Grus;
mit Sværd kan Stridsmænd sløve mig,
mit Liv kan Fjender røve mig:
der blir fra min Herrestands Dage
Kærligheds Nar tilbage!

Og som jeg var en Nar dengang
i Dansen jeg ved Hove sprang,
saa bytter glad mit Herresværd
med Brixen jeg i Narrefærd:
Skælmernes Konge vog jeg,
til Nar min Elskede slog mig!

Jomfru Else omfavner ham hæftigt. Narren rynker Panden - farer sig med Haanden over Øjnene - rækker ham med en Grimace sin Bjældehue, sigende:

Herre - Kammerat - jævnbyrdige Mand;
velkommen i min - i vor ur-gamle Stand!

Koret:

Til Jordans Flod - til det hellige Land!

- - - - Gerhard var ophørt at skrive, Lampen gaaet ud; Solen havde længe lyst gennem Forhængsgardinet og fyldte det lille Værelse med gule, varme Reflekser. Ulf laa paa Sengen og sov, med Tæppet slaaet over sig.

Der var en Haand, som famlende lagde sig paa Gerhards Skulder. Han saa ivejret.... havde han sovet? Madam Ravn stod ved Siden af ham, og hun spurgte ham dæmpet:

Har De arbejdet hele Natten? Har De maaske hjulpet Brynjulfsen?.... Han trænger vist til det! -

456

Gerhard nikkede: Ja, jeg har hjulpet vor fælles Ven - det vil sige, jeg har blot fortsat, hvor han har begyndt. Nu skal vi ordenlig arbejde sammen. -

Hun bøjede sig dybere ned over Gerhard og sagde blødt: De holder meget af ham.... De er en god Mand! Herregud, om De blot kunde blive her hos os.... men trænger De nu ikke til Kaffe? -

Gerhard saa' paa hende - tog hendes Haand, og med en lille Sitren ovenpaa Nerveanspændelsen og den afbrudte korte, faste Søvn, endnu næppe fuldstændig vaagen spurgte han hende efter en pludselig Indskydelse:

Er De.... er Ulf Brynjulfsen Deres.... er De ikke i nær Slægt?....

Han er min Søsters Søn! var hendes Svar.

Gerhard rejste sig.

Hun tog ham stilfærdigt om hans Arm og hviskede: Lad os ikke vække ham. Kom med mig nedenunder. Matthias sover endnu. Jeg skal lave Dem Kaffe ude i Køkkenet - og dér vil jeg tale med Dem.

De er en god Mand!......

457

Anden Bog

I

Det var August; - Augustmaaned var godt fremskredet, med tør Varme og tør, mættet Lugt af det modne Korn, som begyndte at mejes.

Aftnerne kortere og mørke, med Stjærneskud i voksende Fald; men Køligheden faldt ikke paa, trods Mørket brød ind. Varmen fra om Dagen hvilede sammen med Støvet over Veje, Marker og den lille Bys uddøde Gade. Natten bragte knap en Luftning ude fra Fjorden. Saa kom en Tordenregn; Alt aandede op - Gerhard pakkede sine Sager sammen og tog tilbage til Hovedstaden. I hans Koffert laa det renskrevne Manuskript til det Drama, hvorpaa han og Ulf havde arbejdet.

Ulf havde overgaaet sig selv; han havde fundet Gerhards Udkast fra hin Majnat »antageligt« - og gennem Sommermaanedernes Samarbejde var Stykket opstaaet under adskillige Forandringer, mange Afbrydelser og mærkelige Forslag fra Ulfs Side. Han havde saaledes, næsten med Stædighed staaende paa sin Part af Medarbejderskabet, villet have, at Stykket - om det nogensinde bragtes til Opførelse - skulde spilles i moderne Dragter »for at hævde dets indre Værd og bryde med enhver Tradition.« Gerhard havde maattet stille ham tilfreds ved at forære ham det bellmanske Billed - som ikke var bleven fuldført. Det hang paa Væggen i Ulfs lille Kammer. Med et beklemt Hjærte skiltes Gerhard fra Kusinen, hvem han sendte nogle Linjer, for at undgaa en oprivende Afsked; - og med Vemod og Sorg, som til gode Venner, sagde han Farvel i Invalidehotellet. Ved Afskeden tog Madam Ravn ham tilside og medgav ham en omhyggelig indsvøbt lille Pakke; den indeholdt Breve - hviskede hun - og en lille Seddel 458 til Gerhard; denne Seddel skulde han læse, naar han fandt for godt og naar han mente, at han vilde udrette noget særligt for Ulf!

Gerhard kom til Hovedstaden. Han tog ind paa et af de Hoteller, der ligger nær Jærnbanestationen; han syntes selv, at han burde have valgt et mere fordringsløst, men den lille Købstads Gæstgivergaard stod ham i friskt Minde - han vilde kunne læse sine Aviser i en rummelig og luftig Hotelcafé og ikke i en »Gæstestue«. I det større Hotel behandles man som Udlænding; man faar sin Regning og har sin Frihed. I det mindre behandles man familiært. Gerhard smilede selv ad sine tiloversblevne aristokratiske Nykker - men valgte det større Hotel.

Desuden - hans Ophold i Hovedstaden blev vel næppe aflang Varighed. Han havde kun den Mission at faa Stykket anbragt. Konferensraaden skulde spille det. Ulf skulde reddes. Hvorhen Gerhard saa tog, og hvad han vilde foretage sig, blev et underordnet Spørgsmaal.

Han var altsaa igen i denne By. Hvor den saa' fremmed paa ham, denne halvt gemytlige, halvt pauvre By med sit arkitektoniske »Tjenestepigefysiognomi«! Han maatte mindes sine Skoleferier - naar han var kommen tilbage fra Strand og Marker og Landeveje og store Linjer. Luften stod stille i disse Gader med Stegekælderos, nikkende Vognmandskrikker, Bybude uden Employ, Drivere uden Maal og Med. Solen skinnede paa Torvenes tørrede Hestegødning; hist og her var en Husfaçade vasket ren eller malet op. Det var hele Forandringen - og dog var saa meget forandret: det laa i En selv.

Som man dengang gloede paa Skoledrengen og som han følte sig trykket, forlegen, med en ubestemmelig Sorg over Et eller Andet - saaledes gloede man nu paa Gerhard og han følte sig trykket. Ingen Bekendte hilste paa ham - man var maaske endnu ikke ret kommen tilbage fra Ferien - men Husene gloede, 459 søvnige, matte og dog ligesom med en stille, spørgende Bebrejdelse: vil Du ikke kendes ved os? hvad har vi gjort Dig? haaner Du vor Grimhed - saa løft Dig selv og os! eller forsvind og lad os være grimme og skikkelige, vi kan ikke gøre for det!

Uvilkaarligt greb han til Manuskriptet, som han havde under Armen; og han følte til den lille Pakke Breve i Lommen. Jo de laa dér. Løfte sig selv - løfte paa disse Huse, disse Mennesker - aa, han vilde, han skulde, han kunde....!

Han havde løbet den lille Seddel igennem, mange Gange stavet sig gennem disse Ord, skrevne ligesom i Tusmørke - den halvblinde Kones Tusmørke.

Meningen var vel nogenledes den, at Gerhard maatte disponere over den forseglede Pakke Breve - sandsynligvis en Brevveksling mellem Ulfs afdøde Moder og hendes Søster Madam Ravn - naar Hensynene til Ulf ønskeliggjorde, at Brevene blev forevist »den rette Person«. Men tillige sagde Seddelen, at Brevene kun var bestemte for Ulf »eller den, som stod ham nærmest, ja meget nær.«

Hemmelighedsfuldt og unægtelig uklart - tænkte Gerhard; og han ønskede i sit stille Sind, at den Samtale eller de Samtaler, han havde haft med Madam Ravn, havde været mindre hemmelighedsfulde og uklare. En ikke almindelig Søskendekærlighed og et ret intensivt Had til Ulfs Fader - hvem Madam Ravn nævnede som »Justitsraaden« - det var Hovedindtrykket, som var blevet siddende hos Gerhard efter disse Morgnernes og de sene Aftentimers hviskende Meddelelser. Et Tryk, et tungt Besvær ved at udtale sig eller en Frygt for at udtale sig, havde hvilet over den ellers klare og paa sin stille Maade myndige Kone. Naar Gerhard spurgte om den lille Alma - Konferensraadens Plejedatter eller Adoptivbarn - saa tav Madam Ravn haardnakket og ytrede kun engang: ja hende fik han, den lumpne Mand, da han skulde gøre sine Synder gode igen, den snavs Forfører! - Og da Gerhard spurgte: var Konferens... var Justitsraaden og Deres Søster da ikke gift? saa nikkede Madam Ravn hæftigt og svarede: jo gift var 460 de - hvad de aldrig skulde været - og skilt blev de.... og - og - saa døde hun, og Barnet kom til mig - og derfra fik han det - for han vilde have det og vidste godt, at vi lige laa i Sygdom og Elendighed og jeg var som tossét af Sorg og Nattevaagen og kendte ikke mine levende Raad, naar jeg bare kunde gøre ham nogen Fortræd!....

Jamen De gjorde ham da ingen Fortræd ved at lade Barnet komme til ham - naar De mente, at De ikke selv kunde forsørge det! sagde Gerhard, for hvem det Hele saa smaat begyndte at blive taaget.

Men hun nikkede blot - med Ediths korte, bestemte Smaanik..... og der var intet mere at faa at vide. Og da Gerhard hen for sig selv mumlede: altsaa Ulf og Alma Søskende - og Ulf og Edith Søskendebørn - ja jeg har tænkt mig det paa Ligheden! saa var det, at Madam Ravn rejste sig op, gik til Kommoden og syntes at søge efter noget..... Brevpakken, som Gerhard først fik ved Afrejsen.

Men om denne Søster holdt hun af at tale med Gerhard - og det var et stille, lidende Sværmeri, der aabenbarede sig hos den jævne, simple Kone. De mange spredte Træk af en sund, sikker Forstand, et varmt Hjærte, et i de smaa fattige Kaar stolt og ærekært Sind, som Gerhard fra Dag til Dag fandt hos Madam Ravn, de gik alle igen i hendes Fortællinger om denne Søster - men udvidede, forstørrede, tilsatte med et originalt Temperaments, en fantastisk, romantisk Naturs hæftige Følelser, Higen efter at hengive sig, Utaalmodighed og Blødhed, Frihedstrang og Hensynken i Skuffelsens Vemod. Der var upaatvivieligt for Madam Ravn kun denne ene Kvinde i Verden - værd at elske, at beundre, at lide for og med - og at hævne.

Ulfs Moder; ganske og aldeles Ulfs Moder! tænkte Gerhard og trykkede »Tante Evas« Haand. Og hun beholdt hans Haand i sin, anstrengte sig for at se hans Blik og mumlede: Aa De skulde have kendt hende!.... stakkels Ulf! de Mennesker, der har saadant at slægte paa, de bliver aldrig lykkelige..... men ligegodt er det 461 skammeligt og skændigt, naar der bliver faret frem imod dem, som der bliver! Ja er De ikke enig med mig?....

Vi er enige! sagde Gerhard.

Hun syntes halvt at være bange for Ulf - hvem hun efter eget Sigende aldrig talte med om disse Ting, saa lidt som han selv røbede Lyst til Fortrolighed. Han nævnede sjeldent eller aldrig Ediths Navn - bøjede kunstigt af, eller blev endog forbitret, naar Talen faldt i den Retning. Madam Ravn kunde ikke rime hans Godhjærtethed og Hensynsfuldhed sammen med den Haardhed og Vildhed, der »paa hans slemme Aftner« stod ud af hans Ord og løjerlige snirklede Hentydninger. Hun vidste, at han havde været gift, og hun tænkte sig, at han stadig kom tilbage til Erindringen om en ulykkelig Tid, hvor han rimeligvis selv havde meget at sone og fortryde. At Ulf eller Gerhard skulde have kendt noget nærmere til Edith i Hovedstaden, bortset fra, at de maaske havde sét hende »paa sin Komedie«, det forudsatte Madam Ravn ikke. Hun havde kun én Gang, i sin Ungdom, været i den »store« By; og da hun senere havde læst eller hørt om, hvor meget den havde udvidet sig og hvor mange Mennesker der nu boede i den, saa forestillede hun sig dens Proportioner som saa uhyre, at det ene Menneske vel maatte være vildt fremmed for det andet. Gerhard lod hende blive i Troen. Paa dette Punkt - Edith - var Madam Ravn nærmest en lukket Bog. I »Visdommens Bog« stod intet om dette Kapitel - saa lod Gerhard og Madam Ravn som efter en stiltiende Overenskomst Kapitlet fare, skøndt det kostede Gerhard Overvindelse, ikke at fritte. Ganske forbigaaende havde Madam Ravn berørt, at Edith ikke havde været hjemme i en Række Aar; hun skrev kun, naar hun sendte Penge, og da meget kort; hun havde det godt, hvor hun var. Og Madam Ravn sukkede.... med noget af Almuekonens Befrielse i Sukket: naar man kan sende Penge hjem, og aldrig beklager sig, saa har man det godt!

Ja ja, henkastede Madam Ravn, hun er en god Pige, et godt Barn, Edith; men egenraadig som hele vor Slægt, hun vil, hvad hun vil, og lader sig hverken sige eller skræmme.... maaske faar 462 hun ogsaa engang en Mand, naar hun ikke venter for længe! For de Damer ved Komedien, de bliver jo ogsaa gift, ikkesandt?

Jo! svarede Gerhard smilende - bed sig saa i Læben og kunde ikke afholde sig fra at spørge: men har Edith ikke engang været lige ved at skulle giftes her? -

Tys! sagde Madam Ravn og vendte de tilslørede Øjne ligesom lyttende mod Stuen, hvor Hr. Svanning nyligt havde siddet: Han er nu en Stakkel, er han, og har selv forskyldt det, og - intet Ondt skal siges paa ham - aldenstund vi ikke har givet os selv vor Natur.... og Matthias og jeg tog vel Pigebarnet for haardt dengang, skøndt vi mente det bedste men bare ikke forstod hende, som jeg senere har tænkt over og nu forstaar. Ja med ham var det dog næppe gaaet..... og vor ældste Datter, som vi foreslog ham, vilde han ikke vide af at sige - og hun blev da gift i Jylland og sidder jo lidt smaat i det, men med en stræbsom Mand, en pæn Mand, og sine to Børn. Ja ja, det bliver hverken altid som det skal være - men sjeldent bliver det heller saa galt, som det synes; og naar vi rækker saa vidt, at vi dør, saa er det maaske det bedste, vi kan komme til. Men tal blot ikke til Svanning derom - for han kan blive saa gal, saa gal...... aa de Mandfolk, som aldrig kan lære at styre sig - hvor mange Hug og Paamindelser de saa faar! Det skulde de lære af os Fruentimmer - for vi maa gaa og bære og bære og tie stille - hvad ondt og godt vi saa tænker.... tys!

Og saaledes var Sommeren nu næsten tilende. Gerhard saa' tilbage paa Opholdet i Invalidehotellet som paa en besynderlig Blanding af Oplevelse og Drøm - paa en Uvirkelighed, hvori tre, fire Menneskers Figurer og Karakterer tegnede sig bestemt nok og dog saa vagt, saa henflydende - knyttede sammen ved et magisk Baand, en Skæbnetraad, der kunde briste hvad Øjeblik det skulde være - og som dog holdt - maaske holdt ved det, man kalder Poesi .

Gerhard smilede ved Ordet - og havde dog intet andet Udtryk derfor. Livet - forekom det ham - var ikke altid fortættet Handling, men langt oftere fortættede Følelser, Stemninger, intime Rørelser, Hemmeligheder, som enhver havde med sig selv og som maaske aldrig fandt noget Opgør.

463

De dør med os - eller de siver ud, halvt med halvt imod vor Vilje. Vi er alle Poeter, nogle med, andre uden kunstnerisk Fremstillingsevne. Denne Kaliban, som ernærer sig ved »tilfældigt Sjov« og maaske ved en ubetydelig Aarpenge fra Slægtninge eller Familiens Bo - og Ulf, som ogsaa ernærer sig »tilfældigt« og som gaar med Døden i Hjærtet - begge de to, der ikke synes at kunne leve udenfor denne snevre Kreds, hvis lønlige Tiltrækning er over dem som Nationalfølelsen er over Nationerne...... og Kæmpen Matthias, der aldrig synes at tænke ud over Dagen, og hans halvblinde Kone, der kun tænker altfor meget, de begge to, der ernæres af Datteren, som de aldrig ser, medens den gamle Kone trykkes af en Sorg, der er en Hævn, som dog ikke synes at ramme...... hele det lille Invalidehotels lukkede Horisont og dog saa potenserede intime Liv, hvorpaa Købstaden ser ned med Prosaens bornerte Selvfølelse.... og Gerhards egen Stilling, usikker, utryg, mere paatvunget ham ved Tilfældigheder end valgt med velberaad Hu, og dog med en »Idé's« lysende Varme over sig..... hvad var det andet end Poesi? Hvordan, i alle gode Magters Navn, forvare sig imod Livets vilkaarlige Brutalitet, mod al den Hjærteraahed, som den stigende Udvikling slæber med sig fra Barbariet, om ikke man fledførte sig til Poesien som til en »mild Stiftelse«, der lader Eksistenskampens Vold og Lumpenhed og Uretfærdighed buldre som en Storm udenfor sine Mure? -

Poesien! skulde være Gerhards Løsen - som den var Ulfs, hvormeget han end gav sig Udseende af at forkætre og forsømme den.....

Og med Poesien i Form af Manuskriptet begav Gerhard sig den ikke ganske behagelige Gang til hans Svigerfa'r - Theaterchefen.

II

Dér i Chefens Arbejds- og Audiensværelse mødtes de altsaa igen - efter at de ikke havde set hinanden siden hin berømte Middag.

Og dér - fra Toppen af en Piedestal og fra det øverste af en 464 Boghylde - skuede Busterne af de to store Allonge-Heroer ned paa Konferensraad Gunnar Brynjulfsen. Molière med de buede Øjenbryn, aabne, smærtefulde Træk, fremspringende Kindben og den smukke Mund, Geniets kummerfuldskønne Mund, overhvælvet af den let opstrøgne Moustache - Komediedigteren, der i Thronens Ly svang Svøben mod Hof, Adel og Gejstlighed, og som martredes tildøde af Kvindesorger - den svage Mand i sit Hjem, Kæmpen paa Scenen, Kongens Kammertjener, Komedianten blandt Marquierne. Og den anden Kæmpe - Nordboen - Komedieskriveren blandt Universitetsprofessorer - den smaaborgerlige Satyrikus, Pebersvendens lukkede, stillestaaende Træk med denne gnavne Intelligens, hvis Saft er tørret ind og imod hvis Skal Kvindesmil og Kvindegraad er prellet sporløst af.

Eller har den Haand, som formede Busten, ikke kunnet lære os noget andet og mere? tænkte Gerhard medens han sad og saa', hvor Konferensraaden tog sig lille ud i sin Stol mellem de to Allonger.

Theaterchefen havde endnu ikke løftet sine Øjne fra den næsten irriterende Betragtning af sine elegante Støvlespidser. Gerhard havde talt; der var en Pavse; Konferensraaden saa' usædvanlig lukket og diplomatisk ud idag. Nu hævede han Høvedet lidt og sagde langsomt, let snøvlende - med skarp Udtale af a'et:

De er gal - undskyld!

Undskyld? svarede Gerhard paa sin Side, med let rynket Pande - clerpaa smilende.

Jeg mener - vedblev Konferensraad Brynjulfsen - at De bærer Dem ad som et ufornuftigt Menneske. De kommer til mig - Gud véd hvorfra - og netop som jeg sidder paa Springet, nu da Prøverne skal begynde tidligere iaar, forat de Herrer i Pressen.... naa, det kan være det samme.... men De kommer her, ikke - som jeg maatte formode - for at bede mig glemme det sidst Passérte - hvad jeg forresten længst har slaaet en Streg over - da jeg virkelig absolut aldrig nærer nogen rancune ......!

Undskyld! afbrød Gerhard og pegede paa Manuskriptet, som laa foran Konferensraaden. Jeg kom for dette - og ikke for noget andet!

465

De kom - sagde Konferensraaden vred - for paa en ubehagelig Maade at minde mig om Familieforhold, som De dog ikke er berettiget til at blande Dem i. Jeg kunde da paa min Side spørge Dem om Deres Forhold til - til Annette.... men det gør jeg ikke. Jeg siger Dem kun: De bærer Dem dumt ad, min Kære!

Og Konferensraaden gjorde Mine til at rejse sig - fortrædelig og optaget af Theatertjenesten. Audiensen var tydeligt nok forbi.

Vil De læse dette Stykke - interessere Dem derfor, hvis De finder, som jeg, at det er Interesse værd - og lade det opføre, saasnart De kan? spurgte Gerhard fast.

De to Mænd vekslede Øjekast, maalende hinandens Intelligens og Krigsberedskab. Scenen fra Rue de Rivoli syntes at skulle gentage sig.

Deres Stykke... hvad handler det da om? spurgte Konferensraaden distrait.

Deres Søns og mit Stykke! svarede Gerhard stigende i Stemmen, endnu beherskende sig. Jeg har udviklet Dem Gangen deri og hvad jeg kunde kalde de ledende æsthetiske Principper, hvorover det er bygget. De og jeg har undertiden talt om den dramatiske Produktions Goldhed - i hvert Fald her hos os. Nu kommer Deres eget Kød og Blod - eller jeg kommer paa hans Vegne - og tilbyder Dem Poesi, oprindelig, frisk Kunst, stærke Optrin, med vor egen Folkedigtnings paa engang dystre, djærve og bløde Kolorit over sig... ja jeg bliver veltalende, men jeg taler ogsaa for en Anden - ovenikøbet for Deres Søn, som er syg, som vil gaa til Grunde, baade sjæleligt og legemligt, hvis vi ikke skaffer ham denne Chance - for det kan blive en Chance, derpaa giver jeg Dem mit Ord!

Konferensraaden saa' til Siden, rejste sig, gik op og ned ad Gulvet med Manuskriptet sammenrullet i Haanden.

Han sagde:

Min Søn er stadig gaaet sine egne Veje - han har i en Række Aar undveget mig - ser mig formodentlig over Hovedet, jeg som jo kun er en Embedsmand, en Statens Tjener, et Individ af 466 gammeldags Tænkning og Principper. Hvordan han har levet, det kan jeg maaske forestille mig. At han er syg og trængende, det berører mig pinligt og vilde gøre mig endnu mere ondt, om jeg ikke vidste, at han selv i saa mange Maader havde forskyldt sin Skæbne. Man kan end ikke overfor sine Nærmeste gribe hjælpende ind, naar de aldeles ikke vil lade sig raade eller sige. Vi kan maaske forlade denne Del af Æmnet! Hvad dette Arbejde angaar, som jeg paa Forhaand vil stille mig aldeles loyalt, upartisk overfor, saa er det min Pligt som Theaterchef at gøre mig bekendt dermed, for saa at sende det til Censor, afæske ham hans Mening og derpaa, naar jeg endnu en Gang har sammenholdt hans Anskuelse med min egen Dom, at sende en skriftlig Meddelelse til Forfatteren, eller Forfatterne, om hvorvidt Stykket kan benyttes af Theatret eller ej.

Dette er den ganske reglementære Forretningsorden, og De kunde have sparet Dem Deres i sig selv meget interessante Foredrag, min Bedste! Det bliver saaledes, som jeg siger, og ikke..... da De dog vel ikke vil supponere, at jeg i mine Paarørendes egne Sager skulde lade mig lede af Tjenesten uvedkommende Hensyn.... nej naturligvis det vil ikke en Mand af Deres Takt og Levemaade, min kære Gerhard!

Konferensraaden var standset ved det store Bord i Midten af Værelset, støttende sig dertil med Rullen i Haanden, halvt lukkede Øjne, et let Smil over Underansigtet - forskanset bag den sidste Tirade. Nu kunde jo Modparten forsøge... eller lade være. Theaterchefen var et Kastel, imod hvilket der saa tidt var løbet Storm. Hverken Søn eller Svigersøn, ingen inferiør Person kunde i det hele taget rokke Stillingen - i dette Land, hvor det »Autoritære« var i saa kraftig Vækst. Kun opefter i Rangforordningen frygtede Chefen..... og saa var der én Magt, Pressen, som Chefen delvis benyttede og delvis følte sig afhængig af..... men dette kunde jo dog Gerhard ikke vide; eller - om han formodede det - han var Svigersønnen - bundet af et godt Baand, et fast Baand - Formuen!

467

Gerhard tav - maalte Stillingen - tav.

Konferensraad Brynjulfsen smilede - og blev venlig, meddelsom. Den, der føler sig sikker, har nemt til Venlighed.

Han sagde fortrolig, legende med denne Papirsrulle, som man maaske, alt i alt, kunde blive kvit ligestraks:

Hør nu - et Ord, min kære Gerhard. Hvad er det i Grunden De har tænkt Dem med dette? Et middelalderligt Skuespil - saadan og saadan.... jeg forudsætter Talent deri, Studier efter Shakspeare, maaske Øhlenschlæger - naa ja, De maa ikke blive vred, men De kender jo vore Kanuter - Personalet - det er altid sløjt, naar vi skal spille disse ha-stemte Ting..... for de Herrer i Pressen tvinger os jo desværre til at skulle spille, hvad der dog alligevel ligger os saa uendelig fjærnt - al denne Ædelhed og Blod og Taarer, Gudbevares! man bliver blot mindet om Død og Gebrækkelighed.... og saa tilmed i disse knappe og trykkede Tider! Forstaar De, Gerhard, vi taler imellem os - Personalet kan ikke spille de Ting, og Publikum gider, snart sagt, ikke se dem heller. To, tre, fire Forestillinger - og tomme Bænke. Hvordan faar vi vort Underskud bragt ned? Sæt Dem i mit Sted! Jeg har ingen Helt og ingen Heltinde - kun en Samling Invalider; én Karakterskuespiller - som er gebrækkelig - og én komisk Kraft - som der slides paa i Tide og Utide.... det vil sige, han slider selv i Utide paa sig. Nogle smaa kapriciøse Damer - der alle vil være Primadonnaer og i alle mulige Fag - et Par mandlige Brugbarheder - en Sanger, som gør Skuespillertjeneste - og saa Statister. Hvad vil De gøre ud deraf?

Dertil kommer Dekorationer og Maskineri. Vort Maskineri er usselt og kostbart. Og hvad skal vi med alle de Dekorationer, som males for tre Forestillinger og saa lægges paa Loftet? Det er blot at tynge vort Budget - og det er tynget nok.

Tænk Dem saa dertil alle de Mennesker, som De kender: Embedsmænd, Grosserere, og saa alle vore abonnerende Damer! Og de Mennesker skal se paa Taarer og Blod og Død og Bedrøvelighed i tre, fire Akter? Ja hvis det var en Opera - hvor man stikker sig ihjel og synger dertil! Det gik endda.... men et »mørkt« Skuespil - selv om der er en Nar deri - nej, nej, min Bedste!

Nej! hvis De tiltror Dem Evner til at skrive for Scenen - og 468 jeg tiltror Dem gerne Alt - saa giv os et Stykke ud af vort eget lille borgerlige Liv - helst i en og samme Dekoration... Molière deroppe, han forlanger aldrig denne Luxus med Udstyr...... lad os ikke faa hans »Tartuffe« - ikke nogen Bitterhed - men en jævn, helst lidt fornøjelig, ukompliceret Handling - saadan mellem Slægt og Venner, med nogle Rivninger, lidt Kærlighed - eller megen, som De vil - ikke Politik, ingen sociale eller religiose Principdebatter.... det har vi allerede nok af.... et Stykke blaa Himmel over det Hele, lidt Sang, og Knudens Løsning paa den for alle Parter mest tilfredsstillende Maade. Herregud, Scenen er dog ikke til, for at reformere Verden eller anskueliggøre Lidenskaberne, om jeg saa maa sige, in puris naturalibus - men for at understrege en gavnlig Maxime, satirisere paa en urban Maade over vore Skrøbeligheder, og forresten lette, forskønne og forædle Livet...... og hvad Ulf angaar, saa tjener det Dem til Ære, at De har ofret Tid og Talent paa at ville give ham en Chance, som De siger: men jeg, hans Fader, kan forsikre Dem, at han har haft Chancer nok - men forspildt dem alle - og De vil med dette Stykke hverken vinde Opinionen for ham eller for Dem, medens De kun - hvis Stykket blev opført - vilde lægge Dem selv Hindringer ivejen paa en Bane, hvor det naturligvis skulde være mig særligt magtpaaliggende at byde Dem et fornøjeligt Velkommen! Konferensraadens Ansigt havde lagt sig til Alvor, da han nævnede Ulfs Navn. Nu lagde det sig atter til Smil, da han kammeratlig fortrolig nærmede sig Gerhard og med et lille elegant Dimissions-Buk stak ham Papirsrullen under Armen.

Gerhard kastede Manuskriptet hen paa Bordet. Han var bleven mørkerød i det solbrændte Ansigt; nu blev han gulbleg. Ordene vældede frem hos ham imod »Kastellet« - han gav sig næppe Stunder til at forme dem eller beregne deres Virkning; han vilde have Alt ud paa engang. Han skildrede Ulfs Liv og Omgivelser - holdt dette Liv, disse Omgivelser op imod Konferensraadens eget og egne - viste i korte, fyndige Omrids Ulfs Kunst, Smag, Dom - selv i dens Bizarreri - og sammenholdt dermed Konferensraadens »Æsthetik«. Han talte højere og højere, medens Chefen trippede frem og tilbage og skottede til Døren forbitret, forbløffet, ude af 469 Stand til at fatte Voldsomheden og endnu mindre til at bryde eller standse den.

Gerhard raabte: Jeg er saa inderlig ked af at spille Komedie for Dem eller for nogensomhelst. At De er en »habil« Mand til at styre Deres Theater - det har De vist; men Kunst er noget, hvorom De ingen Anelse har. Jeg skal dokumentere dette med Pen i Haand, hvor jeg kan komme til, tidligt og sent skal min Haand være over Dem - og er De smidig i Paraden, saa er jeg hensynsløs i Angrebet. Jeg skal kaste mig over Dem med et Raseri, som De selv har fremkaldt - ikke fordi De har fornærmet mig ved et Afslag, men fordi De har vist mig, hvor bundegoistisk De er imod Deres Søn. De frygter for at trække ham frem fra den Forglemmelse, hvor han nu saa bekvemt for Dem og Deres holder sig skjult. Et Stykkes Skæbne er jo altid tvivlsomt - og hvor kompromitterende for Dem, hvis det gik galt! Saa var den »gale Ulf« igen paa Tapetet - han kunde jo - ja han kunde finde paa saa meget i sin Uberegnelighed. Men nu siger jeg: Stykket skal op! og Ulf selv skal tvinge Dem dertil. Jeg skal forsyne ham med Vaaben.... jeg kender dem ikke selv, men muligvis vil De tage Syn over dem.... at sige: blot se, ikke røre! Det er Ulfs Ejendom, som jeg forvarer for ham! -

Konferensraaden vilde ikke tro sine Ører. En saadan Brutalitet - en ligefrem Kommandotone fra hans ellers saa beherskede Svigersøn. Var da de unge Mænd allesammen ble ven gale - var alle Baand løsnede?

Han vilde til at spørge om noget lignende - men greb sig selv i at stirre - stirre ganske stum - paa en lille Pakke gulnede Breve, der lagdes paa Bordet med Udskrifterne opad..... og disse Udskrifter, de samme og de samme, stirrede paa ham som Minder fra en i Glemsel begravet Tid.

Hvad - hvad vil De gøre med disse Breve? spurgte Konferensraaden, som røbede den utvetydigste Lyst til at tilegne sig dem.

Gerhard tog ikke sine Øjne fra ham - og da han havde sét nok, skød han Brevene sammen. Kastellet var bragt til Tavshed. Gerhard puttede den lille Pakke i Lommen, og sagde:

Jeg har faaet dem - for at give dem til Ulf. Tidspunktet kan 470 jeg selv bestemme. Hvad han vil gøre med dem, véd jeg ikke.... men jeg tror - ja jeg tror sikkert, at De først vil lade vort fælles Arbejde komme til Opførelse - naturligvis hvis De og Deres Censor finder det værdigt. Min Ven Ulf og jeg er en Slags aandelige Siamesere.... Jeg har god Tid til at vente - han maaske mindre. Og hermed anbefaler jeg mig og vort Arbejde i Deres venligste Erindring. Farvel! -

Han var ude af Døren. Konferensraad Brynjulfsen gjorde et Skridt - betænkte sig - lod Haanden glide bag om Øret og op over Panden. Der var adskilligt at glatte væk. Han tænkte - paa mangt og meget - og tilsidst paa at dette var en dum Historie. Aa hvad! der er selvfølgelig noget Talent deri.... bliver det en Succes, saa meget des bedre!.. i modsat Fald, saa vil man sige, at mit gode Hjærte er løbet af med mig! -

Og Konferensraaden syntes allerede at føle sit gode Hjærte. Saa blev der banket paa Døren; Tjeneren kom ind og mældte diskret en opgaaende Stjærne ved Balletten, den Ballet, som saa længe havde ligget nede.

Javist, javist! jeg er hjemme for Frøknen! sagde Theaterchefen, og hans Øjne blev klare, ungdommelige, hans Skikkelse rank...... der kom noget stort over den elastiske Olding.... noget af Galskaben, der ret besét altid er stor - større end Forstillelse, Autoritetshy kleri.

Døren gik op for en lille buttet og vever Dame.

III

Gerhard saa' paa sit Uhr, da han paa maa og faa gik ned ad Bredgade. Klokken var over To; han havde ikke spist Frokost - havde villet vente, til Scenen hos Konferensraaden var overstaaet. Og nu var den overstaaet; han havde Appetit; Manuskriptet var han bleven af med - og han smilede hen for sig, da han følte til Brevpakken i Lommen: Du er jo en sand lille Skat - hvis hemmelige Kræfter jeg ikke kender; men Du virker og kan maaske gøre 471 Vidundere endnu..... bedst at jeg gemmer dig; Ulf kunde muligvis omgaas dig med mindre Varsomhed!

Og han gik gennem Grønningen ud ad Langelinje, tænkende paa Konferensraadens Ansigt - smilende - men pludseligt trak der som et Næt af Skyer over hans Tanker: en af de ubestemte Forudfølelser, der kan kaste Skygge og rejse Storm midt i den klareste, stille, varme Augustdag.

Han rystede det af; gik op i Langelinjes Strandpavillon, forlangte noget at spise, satte sig ved et af Bordene i det ydre Galleri, lagde Hatten fra sig, tørrede sin varme Pande og saa' ud over Rheden.

En stolt Beliggenhed for en Hovedstad - tænkte han - og fangede i sit Blik Horisonten fra Taarbækspynten ned mod Tre Kroner, ud mod Kongedybet, over Værfterne paa Refshaleøen, til Batteriet Sixtus med Flagstangen, de kuplede Træer og Kanonerne. Kongedybet! tænkte han..... Minder fra Kanonaden, som ringede Aarhundredet ind over Hovedstaden og Landet...... og nu løber Aarhundredets Ebbe trægt og langsomt ud... maaske dog med en Daad, en Løftelse i sin Slutning.... eller med en Dønning fra en af Verdensstormene derude - derude.... Ulfs sociale Revolution!

Velkommen skal Du være! sagde han pludseligt og viftede med sin Hat; han begyndte saa at spise, og da han var færdig og havde tændt en Cigar, lænede han sig tilbage og tænkte: hvad nu - hvad saa?

Han vilde »gennemtænke« det Hele ret grundigt - hvilket? Istedetfor at gennemtænke, saa' han med Malerens Øje. Han saa' denne Flade dér for sig - og Augustsolen brændte ned derpaa - med bløde svage Briser hist og her, der lagde sig ligesom koketterende ind mod Skibsskrogene, overskærende Skyggespejlingerne, som legede i smaa Hop over det blanke Vand. Slæberdampere, som kom med Pramme, trækkende baade dem og Røgen efter sig - glidende døsigt forbi opankrede Lystfartøjer, der tørrede kridhvide Sejl og indigoblaa Skjorter.... nu en stor udenlandsk 472 Damper, ganske lodrette Sider, som en uhyre Cigarkasse af Jærn, med en kogende, sitrende Lyd gennem den stille Luft, sorte, sværtede Master op mod en gyldenglinsende Sky, der allerede begyndte at antage Eftermiddagens Skær.... og Jærnkassen lod Ankeret gaa, svajede op, stødte hvid Damp fra sig ind i den sorte Rog.... en Dirren og en Dronen - og stille laa Kolossen dér - og Baade kom paa Siden - Havnevæsnets Dampbarkasse - eller var det Karantænevæsnets?.... Gerhard fik formelig travlt med at finde ud, hvilken det kunde være........ og saa tabte alle disse Detailler, Skrog og Master og Briser og Spejlinger, deres Interesse for ham. Og han gav sig til at forestille sig, hvorledes denne Damper losser og atter lader - og alle de Hænder og alle de Hjærner, som sættes i Bevægelse derved - og Pakhusene og Oplagspladserne, som aabnes og fyldes, og Kontorerne med alle Pennefolkene og Regnefolkene - og Pengene, som kommer ind og løber ud igen - rundtomkring i Byen, som suger sin Næring fra Havnen. Og Principalerne, der tager ud paa Landet til Familierne, som holder alle Bladene og køber nogle af Bogerne; og Kommis'erne, Handelsbetjentene, der lukker Kontoret og begiver sig ud paa Tivoli eller længere ud ad Frederiksbergkanten, hvor Aftnen falder paa og hvor Forlystelsesstederne vinker og lokker med Lys og Lamper, med Revue-Forestillinger, Sang og Klang...... thi dette er en By, som har sin Havn - et friskt, kommercielt Pust igennem sig - og Byen vil more sig, vil hverken afmale sig Fremtiden særlig mørk eller rosafarvet, vil slide Dagen og leve Livet - hvad der maaske er det aller fornuftigste, saa længe man er ung.... og en By, en Hovedstad, bør aldrig blive gammel i den Forstand, at den skruer sig op i en kritisk-filosofisk Fremtidsspekulation og Nutidsforknyttelse. »Leben und leben lassen!« -

Kongedybet!..... Ja, tænkte Gerhard, hvis Blik atter var ude over Rheden; det var saaledes..... og gennem Fragtdampernes Dirren og Dronen kan man endnu ligesom fornemme et svagt Ekko af de snart hundredaarige Kanoner fra de gamle Blokskibe....... men for at »flette en saadan Mindekrans om Nationens Pande« tør denne Pande ikke stadigt være feberhed af den moderne Tænkning. Værs'god! Videnskab, Kritik, Kunst har sine 473 lovbestemte Veje og Virkninger - og den, der vil skrue tilbage, skruer sig selv i Klemme..... men hvem siger, at det naive Drag i Folket, at Lysten til harmløs Livsglæde ikke findes endnu? og at denne Folkets store gode Side ikke netop var medbestemmende i det »Humør,« hvormed man slog, skrev og sang dengang?......

Ve dem, der nu kunstigt, i god Tro eller paa en politisk Doktrin, skruer Folket op til Krigsberedskab med Kanoner og Volde og Værker og Faner..... Ansvaret vil komme over dem, og saa er det maaske ikke engang dem , som skal bløde! Men ve ogsaa dem, der som et Modtræk paa en anden politisk Doktrin puster til Folkets gamle Svaghed for at »gøre Grin med det Hele«. At slaas - og rimeligvis falde, det er endda ikke den værste Udgang paa et ebbende Aarhundred; at more sig ved et Glas og en rask Sang, det kan være ligesaa godt som det daglige Brød.... men at grine, det er virkningsløst; paa Grinet bygger man ligesaa lidt et Folk op, som man dermed nedriver Magthavernes Værker og Volde!

Hvad om man engang kunde tage Livsglæden, Morskaben i sin Haand - synge den ud blandt et træt men endnu ikke livstræt Folk - skænke den ud til tørstige Gemytter - selv om »Udskænker« skulde blive hængende ved Ens Navn! tænkte Gerhard og rejste sig. Jan Steen havde sin Knejpe - Bellman sine Tilhørere. Shakspeares Theater vilde vi nu kalde en Gøglerbod; men da Heiberg kom hjem fra Paris med sin Vaudeville, saa spurgte vore »alvorlige« Digtere, om Meningen var at gøre Theatret til en café chantant? Meningen var god nok - men Heiberg blev den fine Mand. Nu er hans Æsthetik fløjten; hans Koupletter bestaar..... Leve den kommende danske Digter, der ikke ender som min Svigerpapa - som »fin« Mand! Aa, Ulf, Ulf, havde Du faret lidt skaansommere frem imod Dig selv, saa havde Du kunnet være Jan Steen og Bellman i én Person!......

Og Gerhard gik ud ad Langelinje.

Dér - idet han passerede den halvrunde Bænk med de skyggefulde Busketter omkring - hilste han paa Anna Funch. Hun sad sammen med Overgaard og Frøken Harriet Palm. Gerhard gik 474 lige hen til Bænken, trykkede Overgaards Haand og Anna Funchs - hilste ærbødigt paa Frøken Palm.

Men i hvilken Krog af Verden har Vorherre haft Dig saa længe? raabte Overgaard. Sæt Dig, Menneske, og fortæl!.... din Villa var aflukket, de jeg vilde besøge Dig, og man sagde......

Anna Funch standsede ham med et Blik, som hun lod gaa over til Gerhard og som dvælede dér med en ængstlig Spørgen og med en moderlig Vemod - en Moders, eller en Søsters - tænkte Gerhard, medens det samtidigt ikke undgik ham, at Overgaard prøvede Blikket og ikke fandt sig ganske beroliget derved. Gerhard nikkede - blev adspredt - og spurgte endelig Anna Funch, hvorledes Drengen havde det?

Han har det godt, han er bleven stor og gaar i Skole - Ferien er jo nu endt og nu maa han slide i det - ligesom vi andre! svarede hun med sit gamle, lyse Smil og med den dulgte Varme i dette Smil - som Gerhard dog fandt mere tilsløret, paa en egen Maade »ældre« - ligesom ogsaa Stemmeklangen forekom ham forandret.

Ja - Aarene gaar! sagde han, for at sige noget.

Og Drengene vokser op til at blive Fædrelandsforsvarere! raabte Overgaard. Det er ellers mageløst - vi slaar paa Trommen og bygger Fæstninger, baade tillands og tilvands, for at komme i Krig med Preusserne eller Russerne - hvis det da ikke bliver Kineserne - og saa gaar vi selv hen og bliver fra Dag til Dag mere og mere preussisk eller russisk eller kinesisk - Sabelherredømme og Mandarinvæsen - Presseforfølgelser, Bøder, Fængsel - stadige Overgreb fra Regeringens Side; se nu den sidste Afskedigelse - en ren Skandale.... det er s'gu behagelige Forhold at være Redaktør under!

Hvor er din gamle Overlegenhed? spurgte Gerhard smilende.

Aa Du snakker... vrissede Overgaard. Hvad bestiller Du - hvorfor skjuler Du dig - hvorfor tager Du ikke din Part af Oppositionens Slid - da Du dog begyndte derpaa?

Du mener, at det vilde kunne nytte? spurgte Gerhard lidt drillende. Jeg maatte da først og fremmest kunne finde Oppositionen - 475 at sige, den samlede, den ordnede og derfor den virksomme. Men da jeg igaar kom tilbage til Byen igen og gav mig til at læse Bladene - saa fandt jeg bare, at I skældte hinanden ud indbyrdes - ligesom for et halvt, et helt eller flere Aar siden. Men at skælde Nørager ud i Bentzen-Overgaards Blad - og omvendt - det er ikke fristende. En Engel af Uegennyttighed maatte den Regering være, som ikke benyttede sin overlegne Stilling: den at være en Enhed!

En rar Enhed - Selvtægtens og Bornerthedens! sagde Overgaard skarpt. Er Du bleven vakkelvorn igen?....

Nej men Du er bleven nervøs! svarede Gerhard kort.

Anna Funch saa' bønligt misbilligende paa dem. Frøken Palm faldt ind. Hun havde øjensynligt ventet paa at tage Ordet. Hendes Næsefløj dirrede; hun saa' lige ud for sig - og Profilen tegnede sig med sine stolte, strenge Linjer op mod den sollysende Luft, medens hendes Mundvig krusede sig - som til Bid og Kys paa engang - og hele den slanke, spænstige Skikkelse dirrede af Utaalmodighed og Stridslyst...... dette Ansigt og denne Skikkelse »lige sluppen ud af et Bjærgpas« - som Ulf havde sagt - Jaguaren, som laver sig til Spring.

Mændene er fejge, fejge - sagde hun og kastede haanligt med Hovedet. Hendes indre Bevægelse nægtede hende at faa sagt mere.

Mener De med Mændene ogsaa Redaktør Bentzen? spurgte Overgaard med et Sideblik.

Hun vedblev at rette Blikket ligefrem - Munden krusede sig endnu mere.... det var, som vilde den sende et Kys ud, men den bed. Jeg undtager ikke Redaktør Bentzen! sagde hun - bøjede saa Hovedet, som om hun stiltiende gjorde en Afbigt - og fortsatte dæmpet, næsten gennem Tænderne og dog med en Blødhed, der overraskede Gerhard og gjorde hendes Ord vægtigere end hvis hun lidenskabeligt havde forceret Stemmen: Vi Kvinder kan være Diplomater - siger man; vi kan forstille os og derved sejre; men vi kan ogsaa.... her blinkede hun og saa' truende lige paa Gerhard.... vi kan ogsaa være Soldater, ofre os, kaste os hen - det beror paa, om man fører os - om man vil og tør! Vi tør altid! tilføjede hun pludseligt.

476

Anna Funch lagde sin Haand paa hendes Arm. Kære Harriet!.... sagde hun beroligende.

Frøken Palm rev Armen til sig - smilede derpaa, som vilde hun undskylde sin Hæftighed, og sagde til Gerhard: Véd De, at Anna Funch er traadt ind i Bestyrelsen af vor Forening og hjælper med til at redigere Bladet? Hun skriver og oversætter meget deri - og skriver godt - naturligvis. Skade kun, at det nytter saa lidet! sagde hun spydigt.

Det mener De ikke, Harriet.... svarede Anna Funch paa sin blide Maade. Jeg vilde kun ønske, at jeg havde Deres brændende Energi - mine Kræfter slaar ikke altid til og da Bevægelsen virkelig er »stigende«, som Overgaard siger, saa bliver Arbejdet det ogsaa. Vi kunde ønske en Mand med i Redaktionen; at sige en Mand, som var enig med os - som virkelig stod paa Kvindens Side og ikke lod sig trætte eller anfægte af enhver begyndende Bevægelses Ufuldkommenheder - navnlig ikke lod sig anfægte af det let-komiske Skær, som »Kvindebevægelsen« i vort lille hyperkritiske og lattermilde Samfund til en Begyndelse ikke er undgaaet. Vore Modstandere, Mændene, har jo de mange morsomme Indfald og de smidige Penne - men vor værste Modstand er naturligvis fra Kvinderne selv. Imod den skulde en Redaktor træde op - en Redaktør, som engang til Forskel fra de mange Journalister var en Mand !

Og hun saa' aabent spørgende paa Gerhard.

Overgaard ligesom belurede hendes Blik. Til hans Beroligelse svarede Gerhard undvigende - at det maatte have sine store Vanskeligheder at finde en saadan mandlig Redaktør - der jo næsten skulde være Ridderen uden Frygt og Dadel - foruden at hans Kundskaber maatte være omfattende - sociale, nationaløkonomiske, juridiske. En »digterisk« Natur - for ikke at sige en Poet - mente Gerhard absolut vilde være forkastelig; han vilde ikke kunne stille sig upartisk, vilde føle sig tiltrukket af Ynde, Elskværdighed, og tilbagestodt af det modsatte - hvis han selv endnu var en Mand, som ikke helt havde taget Afsked med Ungdomsrørelserne; eller han vilde blive en besværlig, fordringsfuld »Profet« 477 - hvis han havde passeret Middagshøjden og nærmede sig Oldingen. Og deri samstemmede Overgaard - ingen Digter, ingen Kunstner, men en Journalist!

Anna Funch modsagde mildt; Frøken Palm huggede ind. Overgaard blev varm - og det klædte ham. Samtalen blev levende. Anna Funch vendte sig mere og mere til Overgaard, over hvem hun øvede en Indflydelse, der ikke var til at tage fejl af. Frøken Palm drillede baade ham og Gerhard.... Gerhard, som alligevel kun halvt var med i disse Spørgsmaal Mand og Kvinde imellem; de forekom ham maaske lidt for ydre, for meget af Theorier, valgte Standpunkter - uanset Alvoren, det Personlige, som han ikke kunde benægte. Hvad vil da disse to Kvinder?... foruden alt det, de »vilde« paa Grund af en Bevægelse, der var stærk nok til at forme baade Ønsker og Fordringer. Frøken Harriet Palm var langt den betydeligere, den dristigere, den lidenskabelige, den, som maaske havde haft mest at lide, mest at trænge tilbage - syntes Gerhard. Men hvad vilde hun da? Aa, jo dog, maaske - under en stor Bevægelse, en Revolution, gribe Fanen, være selve Fanen..... men vilde hun være dette for en enkelt Mand snarere end for de mange, baade Kvinder og Mænd?.... Ja hvem véd! Tiden vilde maaske vise det.

Men overfor Anna Funch kunde Gerhard ikke værge sig imod dette Indtryk af en Theori... det, som Halvvig i Kupeen havde ytret. Og Gerhard blev adspredt. Vi Mænd saavelsom Kvinder er ude over vort naturlige, i hvert Fald vort tidligere Hvile- og Tyngdepunkt - tænkte han - og vi gaar vanskelige Tider imøde - Ulfs »vanskelige« Tider.

Saa rejste man sig og gik. Overgaard indviklet i et Stridsproblem med Frøken Palm. Anna Funch og Gerhard nogle Skridt bagefter.

Kan De huske - spurgte han uvilkaarligt - da vi mødtes og spaserede her sammen, dengang da.... ja det er snart adskillige Aar siden!

478

Hun saa' hurtigt paa ham, gav hans Haand et let Tryk, og sagde dæmpet, bedrøvet:

Vil De dog ikke træffe sammen med Annette? Hun er her jo - ude hos den gamle Lehnsgrevinde. Men det véd De vel? Tilgiv mig - men jeg synes, at De begge maa ønske en Forklaring.... nu er der gaaet saa lang Tid - meget kan se anderledes ud - og man taler dog bedre end man kan skrive!

Gerhard bed sig i Læben: Ser De hende - har De talt med hende? spurgte han dæmpet.

I dette Øjeblik vendte Overgaard sig og raabte til Gerhard: Hør Du Hemmelighedskræmmer - din politiske Tro trænger vist til Bestyrkelse. laften - og imorgen Aften med - »styrker« den gamle Lehnsgrevinde de Troendes Skarer ved en stor Have-Forsvarsfest ude paa sit lille Enkesæde, Du véd den hvide Gaard med den kønne gamle Park her tæt udenfor Byen - knap en Fjerdingvej; man kan køre eller gaa derud, som man vil. Vi har faaet Indbydelseskort paa Kontoret - man vil ogsaa have Vantro med, dels for at omvende, dels for at »anmældes«. Enhver uberygtet og nogenlunde ædru Person har forresten Adgang - imod en passende Entrée til Forsvarssagen - altsammen Selvbeskatning! Den gamle Dame giver loyalt sine Træer og Buske og Plæner til Pris... der vil blive talt og sunget og gøglet ved kulørte Lamper, med Tombola og Theater og Fyrværkeri - Alt for Fædrelandet. Tag derud!.... Damerne og jeg kommer..... vi skal blot spise til Middag med Bentzen....... ah, dér har vi vores Redaktør en chef!......

Og Redaktør Bentzens trætte, joviale Skikkelse, smilende sarkastisk i Solskinnet, ligesom levendegjort solbelyst Intelligens, svingede ind paa Langelinje imod dem.

Han hilste med en hvid Haand... Damerne bøjede deres Hoveder... Frøken Palm løftede hurtigt sit, krummede Læben, sigtede og afskød en eller anden Pil - som Bentzen greb i Luften, sendte tilbage - bøjende sig drømmende med de kloge Øjnes noble Ironi - en hengiven og lidende Ironi under Jaguarens bløde Blik.

479

Gerhard anbefalede sig. Han skulde spise sammen med en Ven - sagde han.

IV

Gerhard gik gennem Byen. Han kunde ikke komme bort fra det Blik, som var vekslet mellem de To. Det vedblev at sysselsætte ham: Akurat som om de var ifærd med at forbløde sig begge - af Vunder, som de tilføjer hinanden - og som Samfundet, Omgivelserne, hjælper til at udvide - og dog tilhører de hinanden, elsker hinanden - hun ildner hans svigtende Energi - han blødgør og bøjer Metallet i hende..... og saa forbløder de sig begge - men de er lykkelige; - Hoben, Skraalet, Støvet, Snavset kan ikke trænge op til deres Højde, den »ideale« Kærlighed - i hvis Ensomhed saa mange Taarer fældes, saa meget Hjærteblod rinder!

Og Gerhard tænkte sig Redaktør Bentzen i Ensomheden - den frygtede Pen, det sarkastiske Smil, den drømmende Ironi..... og denne modige, ærekære og kloge Mand fælder Taarer i Ensomheden og hans Hjærteblod siver - og Støvet og Snavset hvirvles op imod ham - og hans Pen bliver dobbelt frygtet, hans Ironi fortærer som en jævnt fremskridende Brand - fortæret som han selv er.

Her - i dette lille Land - den snevre Hovedstad! tænkte Gerhard.

Hans Tanker paa Bentzen og Harriet Palm overskyggede ganske Anna Funch og Overgaard. De blev ligesom subalterne - de to sidste......

Tænk om Anna Funch og jeg var kommen til at tilhøre hinanden! Ja for det er dog en saa frygtelig Tilfældighed den, der bestemmer Menneskenes Forhold. Eller er der intet tilfældigt? Sæt jeg den Dag havde truffet Anna Funch hjemme - og ikke Annette....

480

hvilke Skuffelser for os begge alligevel! værre maaske end for Annette og mig - hvor galt det saa blev!

Nej, han vilde ikke tænke paa dette. Og saa var det dog, som om hver Sten, hver Flise - hver udspændt Markise, der kastede sin Skygge over disse glødende Fliser - hvert Gadehjørne - hvert Kræmmerskilt talte til ham i denne snevre By - talte ham mindende til.

Hvor var nu det »friske, kommercielle Pust« igennem denne By? Den laa dér, bagt af Solen gennem hele sit næsten uddøde »Strøg«, sendende Røg og Stank imod ham fra hver i den bugtede Færdselsaare udmundende Gade og Gyde. Den halve By maatte man vandre igennem for at finde én arkitektonisk Façade - paa et Torv med svage Rester af et lokalt Folkeliv - og denne Façade laa ligeoverfor de gabende Ruiner af et Slot, som ingen syntes at have Hast med at genopbygge, som maaske skulde ligge hen i en symbolsk Ruin. Kun Hundene var der lidt Liv i endnu - sparsomt nok: - i Menneskene intet; Menneskene, som var begyndt at forfølge de Firbenede, der ikke turde være de gamle glade Hunde mere.

Og paa engang syntes Gerhard, at han ikke gik i Hovedstaden men i den lille Købstad, som han nylig havde forladt.... og at det ikke var en solhed Augusteftermiddag, men at det var Nat, en lys Nat, hvor ingen Mennesker færdedes paa Gader og Torve - hvor alt Liv og Samkvem stod stille, medens alligevel Vogne kørte ham forbi - Vogne med Skygger af Mennesker, de afdøde gamle »glade« Københavnere. Og disse Menneskeskygger var klædt i de foregaaende Generationers Dragter - saaledes som de passede for den lille snevre, gemytlige By bag dens Volde og Glacier - Herrerne i højkravede, langskødede Frakker, dinglende Signeter fra Vestelommen - Damerne i Kysehatte, korte Kjoleliv, højt opbundet Bryst...........

Gerhard standsede; hans Hoved svimlede, hans Nakke smertede ham. Er det et Solstik? tænkte han. Begynder Nerverne nu for Alvor at nedlægge Arbejdet? Ja ja, jeg har budt dem meget i dette halve Aar - arbejdet som en Dampmaskine i denne Sommer - og tænkt endnu mere. Jeg maa have Fred, Hvile, Skygge omkring mig.... aa, jeg maa, jeg maa tale med et Menneske - 481 føle et sympathetisk Væsens Nærværelse - eller jeg bliver syg, sindssyg i dette mennesketomme Øde......

Et arrigt »Vaskov« skræmmede ham og bragte ham til Besindelse. Han sprang op paa den Omnibus, der nær havde kørt ham over, og rullede ad Frederiksberg til.

Han saa' og hørte intet undervejs. Det var tilfældigt at han havde valgt denne Vogn, men ikke tilfældigt at han nu søgte ind i den gamle Park, der bød paa Fred, Hvile, Skygge - ikke blot for ham men for de mange, Voksne og Børn, ensomme Vandrere, støjende Klynger, fortrolige Par.

Saa ofte han havde gaaet her - og hans Morgen eller Aftenture havde i de forløbne Aar tidt ført ham herind - bestandig var Indtrykket vendt fornyet tilbage, den afdæmpede, løftende og vemodige Følelse af at spasere ind i en Tid, der ikke kan og vel heller ikke skal kaldes tillive igen - men som dog er der i vor Bevidsthed, mild-glad, frodig, hyggelig og fredsæl - op imod Aarhundredslutningens Hastværk og Hærværk, Kiv og Konkurrence - vort Aandslivs Guldalderidyl op imod fin de siecle.

Han passerede de to halvrunde Bænke - »Saksen« - hvor man mønstrer og mønstres; med et lille ærbødigt Nik hilste han paa sin gamle Kending, den slanke, stramme, barhovedede Mand dér paa Granitpiedestalen; og da han havde overvundet det første Syn af den nedtrampede Plæne med Smørrebrødspapirer, tumlende Børn og Barnepiger - saa strøg han Hatten af Hovedet og lod de støvtunge Træers Skygger svale sig, medens han paa maa og faa slentrede henad de bugtede Gange langs de krummede Kanaler. Og han hilste paa Svanerne - og tænkte paa Ulfs »Svanen snehvid med sin Slangehals«; og han saa', ligesom gennem et Slør af Barnetanker, paa den kinesiske Thepavillon med de dejlige uhyre Drager; og han kom atter ud i Solen, Eftermiddagssolen, som glødede over Slotsterrassen, dér borte over Plænen, og som med sit varme Kys kastede Glans og Liv over det øde, grimme Slots Façade; og atter ind i Skyggen, op over en lille Høj, hvor han mødte en af disse ensomme Vandrere i langskødet kaffebrun Frakke og graa Hat - saadan en »gammel Elsker«, der tridser af 482 henunder de stille Træer, langs de stille Kanaler, tænkende paa dengang hun kom ham imøde rødmende under den store, brede Solhat, trippende paa de smaa Fødder med de korsbundne Baand opover de fine Ankler........ og Gerhard hilste uvilkaarligt, medens den gamle Herre forbavset og lidt fornærmet tog til sin Hatteskygge.

Mon jeg engang skal gaa saadan? tænkte Gerhard. Og Fuglene sang - halvt søvnigt bedøvede af Varmen.

Gerhard standsede. I den afsides Lindeallee - ikke langt fra den »literære« Fasangaard - saa' han en Klynge Børn, som legede. En ung Dame, i lys Dragt, Straahat, et lille hæklet brunt Shawl over de fine Skuldre, stod tæt ved Børnene. Hun morede sig øjensynligt ret af Hjærtet over deres Veverhed, deres Voldsomhed, deres klare Raab, deres Latter - hvori der blandede sig Graad. En lille Fyr - kunde være tre, fire Aar - stod fornærmet, med Fingrene i Munden, stride Taarer ned ad den runde Kind. En lille Pige søgte forgæves at trøste ham. Saa vrikkede hun, med smaa latterligt efterabede »voksne« Bevægelser, kastende paa Hovedet, bort fra ham hen til de andre. Hendes korte, brune Piske fløj hende om Skuldrene, krænket som hun var over at se sin moderlige Omhu ganske uden Paaskønnelse. Hun raabte: Saa kan Henrik saamænd for mig gerne staa dér til evig Tid og tude!.....

Den unge Dame traadte til, knælede ned, tog Fingrene ud af Munden paa Henrik - talte godt for ham..... og fluks var hun inde med ham i Kredsen, fo'r afsted, smidig, svaj, let og elegant, i susende Leg med Børnene, blandende sin egen fornøjelige Latter i deres friske Hallo, som de kandelaberstive Lindetræer besvarede med et alvorligt Ekko. Det gav et Sæt i Gerhard....

Den hvide Hind, den hvide Hind
i Skoven.

483

V

Er det alle Deres Børn - Edith? spurgte han fornøjet og stillede sig ivejen for hende.

Han havde ligesom hele Tiden vidst at han vilde træffe hende her i Haven - havde gaaet med den stille Forudfølelse af, at han maatte opleve et kært Gensyn. Haven havde med sin Stemning saa at sige forjættet ham det - og han sagde hende det, idet han smilende rakte hende Haanden.

Hun paa sin Side greb sig straks i sin første Tilbøjelighed til Generthed - trykkede leende hans Haand og sagde: Det er mine Eftermiddagsbørn.... er han ikke en mageløs lille Fyr, hvad? ham Henrik dér - som altid bliver fornærmet! -

En lille Navnefætter! sagde Gerhard. De holder af Børn, Edith.... det kunde jeg da forresten tænke mig - det ligner Dem ganske - og hvor De kan lege med dem - og hvor det klæder Dem at løbe saadan om imellem dem!

Ogsaavidere, ogsaavidere! svarede hun, bøjede Hovedet og blev rød. Vil De nok lade være at sige mig, hvad der klæder mig og hvordan jeg løber..... for ellers løber jeg fra Dem! udbrød hun.

Hvorhen? til Verdens Ende...... Til Havens skal jeg idetmindste nok følge Dem, Edith. Men skal vi ikke spasere sammen?

Jo - hvis jeg kan slippe bort fra Børnene! Men det er ikke saa lige en Sag, naar man først giver sig af med dem! sagde hun.

Han vilde nu række dem Penge til at købe Kager for hos Kildekonen. Men hun svarede, at man ikke skulde købe Børn bort...... og hun bøjede sig ned, kyssede de nærmeste og lovede at komme igen imorgen og lege med dem. Han bad, om han dog ikke alligevel maatte give dem noget..... hun lo, rystede paa Hovedet..... han uddelte Femører, og Børnene pilede afsted, halende den lille Fyr imellem sig, saa at hans stumpede smaa Ben næppe rørte Jorden. Edith lo med sin klare, hjærtelige Latter - som lysnede Gerhard helt ind i Sjælen.

484

Aa, Edith - De er sød - De er kær! sagde han og tog hendes Arm ind under sin. Hun saa' lidt forskrækket eller tvivlende paa ham - men Smilet over hans solbrændte, friske Kinder, og en frejdig, aaben Varme i hans Øjne beroligede hende. Og hun nikkede - og de gik sammen.

Gik Gangene op og ned langs de snoede Kanaler i den stille Have - hvis Larm fra Udkanterne efterhaanden tystnede ind, alt som Eftermiddagsskyggerne strakte sig over Plæner og Rabatter. Satte sig saa paa en Bænk, under et Træ, dér hvor kun ganske enkelte Par smaahviskende gled dem forbi - eller hvor saadan en »gammel Elsker« foroverbøjet dukkede afsted, fordybet i sin Drøm. De generede sig lidt i Begyndelsen, men efterhaanden saa' de ingen og intet. De talte sammen.

De talte om, hvad de tidligere havde talt sammen om: Bøger, Liv, Skuespil, Samfundsspørgsmaal, Rigdom, Fattigdom - men fors t fortalte Gerhard længe om Opholdet i den lille Købstad - om Ediths Familie - om Ulf- om Gerhard selv; han meddelte Alt, hvad han vilde sige, og sprang over Alt hvad han ikke mente sig berettiget til at berøre - ikke var klar paa selv og ikke vilde spørge om. Edith paa sin Side spurgte ikke, men hørte; var synlig glad ved at høre ham tale saa smukt og godt om Forældrene - indskød Bemærkninger, smaa Udraab - nikkede bedrøvet, eller nikkede glad. Ganske naturligt faldt Ordene dem imellem - som havde de kendt hinanden længe; men denne Sommer havde jo ogsaa givet dem fælles Berøringspunkter nok. Deres sidste Møde blev kun lige strejfet.

De talte sammen som gode Venner taler. Og Gerhard fornam med Glæde, hvor tryg Edith følte sig nu..... og da han ytrede denne Glæde og fremhævede alt det Gode og Smukke, som hun efter hans inderste Overbevisning havde kaldt tillive i ham og som det var hans Haab at deres fortsatte Bekendtskab vilde styrke hos ham, saa nikkede hun saa aabent og elskværdigt, som man kun kan nikke til en god Ven, fra hvis egen Mund man nok kan taale at høre sig lidt berømme. Hun saa' ham glad ind i hans Øjne 485 - ligesom forundret over at finde ham saaledes , og paa samme Tid tagende hans varme Ord, hans ærbødige og hengivne Blik som en Tribut, hendes egen Tillid til ham og Respekt for ham nok kunde retfærdiggøre.

Aa ja, ja ikkesandt - vi vil være Venner, gode Venner? sagde hun gentagne Gange holdende hans Haand i sin.

Men derpaa gled hun atter for et Øjeblik tilbage i noget Undvigende - som søgte hun i sig selv og ikke rigtig var klar paa, hvordan hendes Ord kunde fortolkes - og efter et saadant Øjeblik kunde hun afbryde ham næsten hæftigt: Nej, nej; De maa ikke tillægge mig saa meget godt. Kendte De mig rigtig, som jeg er, saa vilde De finde mig misundelig, smaalig, mistroisk - ja lavt tænkende - kort sagt, et ganske almindeligt Kvindemenneske! lo hun. Jo jo, De skal tro det, naar jeg siger Dem det. Der er blot Et, jeg forlanger at De skal stole paa: jeg kan være trofast mod mine Venner - jeg glemmer ikke selv tilsyneladende Ubetydeligheder - men deraf følger ogsaa at jeg husker, hvad der krænker mig. Og man siger, at jeg nemt saares. Dér ser De, hvad De har at rette Dem efter.... aa jeg forekommer mig virkelig utaalelig til Tider. Gud véd om jeg har godt af den megen Ensomhed! tilføjede hun hen for sig, bøjende Hovedet, ridsende med Parasollens Dupsko i den tørre Jord.

Han sad og saa' paa hende fra Siden af. Hvor mylrende mange Spørgsmaal skød der ikke frem i ham - og hvor smuk fandt han hende ikke - hun, som ikke var nogen Skønhed - ikke havde Anna Funchs regelmæssige, bløde Ansigtslinjer - ikke Jaguarens stolte, strenge Profil; men yngre end de to Damer, hvem han uvilkaarligt sammenlignede hende med, besad hun denne ugengivelige Ynde, uden ved Blik, Miner, Paaklædning at røbe sig som bevidst over sin Tiltrækning. Han dvælede ved hendes ulasteligt formede Nakke, den klare, blegrøde Teint, det lille, fine Ore, den smukke Mund - den viljefaste Hage.... saa' alligevel slet ikke paa hende, sagde sig selv, at han ikke kunde udgrunde det Tiltrækkende ved hende, at det ikke laa deri og deri, at hun egenlig var ham saa uendeligt fjærn, og at han i Fjærnheden havde 486 hende for sig ligesaa attraaværdig som hun sad dér ved hans Side.....

Hun løftede sine glansfulde graa Øjne, kloge og bedrøvede og dog skælmske - lysende af denne Intelligens, der syntes at gennemskue ham og dog var i Forlegenhed med ham - denne Mand dér, som holdt af de lange Pavser og ikke vidste at bruge dem til noget bedre end til at se paa hende. Utaalmodigt var hendes Blik.... Ja ja, Edith! sagde han - jeg har den slemme Vane at blive distrait; men ogsaa jeg lever meget ensomt.....!

Hun trak tvivlende paa de lyse, let skyggede Bryn. De har dog Deres Frihed, kan gøre og lade, som De synes, rejse, blive borte, komme igen, vælge Deres Selskab....! sagde hun.

Jeg har ikke min Frihed - ikke endnu. Men sæt jeg vilde tage den - for bestandig - hvad vilde De saa, Edith? spurgte han dæmpet.

Hun tav, drog paa Brynene, lo saa og svarede henkastet: Deres Frihed - hvad skulde jeg med den?..... tror De, jeg samler paa »Friheder«, som man samler paa Frimærker?... det er dog virkelig komisk!

Der var en let Bitterhed i hendes Stemme. Edith! sagde han bebrejdende.

Hun gav sin Kjolenederdel et lille Slag med Parasollen: Ja - Edith og Edith og Edith - sagde hun hæftig. Og hvorfor »Edith«?

Aa ja - naturligvis - De er i Deres Ret - saadan hedder jeg jo - det er mit Navn - og Alle kalder mig ved det - De med! Tro blot ikke at jeg er fordringsfuld... men.... eller tro, hvad De vil - hvad De vil - værs'god!

Hun saa' bort - og han paa hende; og han tænkte: Nu vil jeg blive vred, jeg vil skænde. Og han sagde spydigt: Skal jeg maaske sige Frøken Ravn?.... De er barnagtig, Edith!

487

VI

Hun vendte Øjnene lige imod ham - og hun var bleg. Eftermiddagsskyggen laa dybt og blødt over Stedet, hvor de sad; Skumringen var ved at begynde; højt oppe over de fjærnere Trætoppe - en Lind og en mørk Kæmpegran - laa et svagt gyldent Skær fra den svundne Sol; de enkelte Fuglestemmer, der havde pippet, tav som paa Kommando.... Luften var mættet af Dagens Varme, og Aftnen syntes kun Bebuder af den orientalske Augustnat; langt borte den dæmpede, forvirrede Summen af Menneskefærden - der kan have noget saa ængstende ved sig - og nogle endnu fjærnere, sprøde Toner af Fortepianoklimper - og en døende Trutten fra et Hornorkester.

Hun lyttede, rejste sig - og sagde paa sin korte Maade: Farvel - jeg maa gaa nu - ellers faar jeg Mulkt!

Mulkt!... han gentog dette uden Forstaaelse. Ah - saadan - jeg havde glemt!..... Aa sæt Dem endnu et Øjeblik, Edith! bad han og rakte efter hende med Haanden.

Hun satte sig, med Hovedet bøjet, Hænderne i Skødet om Parasollen. Han tog Parasollen og gav sig til at lege med den; hun syntes ikke at bemærke det. I sin tidligere lette Tone, ligefrem og utvungent spurgte han hende, om hun hele Sommeren havde været i Byen og om hun vilde blive Efteraaret og Vintren over herhjemme? Hun svarede i Førstningen ikke, fo'r sammen, og spurgte ham:

De rejser vel? -

Han svarede undvigende, og spurgte atter: Har De været i Byen hele Sommeren? Tænk, jeg har jo glemt at sende Dem Deres lille Nøgle - eller, jeg skal være ærlig, jeg har ikke kunnet bekvemme mig dertil - ikke nænnet det!

Aa, min Nøgle! sagde hun. Ja jeg har virkelig savnet den - det kostede mig Møje at faa gjort en lignende i dens Sted - den er saa aparte.... og dyrt var det! tilføjede hun smilende.

Se nu smiler De igen, Edith; saa er De langt kønnere! sagde han. Maa jeg komme en af Dagene og levere Dem den?

488

Kan De ikke simpelthen sende mig den? spurgte hun.

Jo - hvis De foretrækker det! Han flyttede sig nærmere til hende, tog hendes Haand; hun lod ham holde den; og han sagde: Skal De nu hen og synge?

Hun nikkede.

Og efter endt Forestilling?... spurgte han. Hun tav.

Skal vi spise sammen - ligesom den Gang? spurgte han.

Hun rystede paa Hovedet.

Vil De ikke?... spurgte han.

Hun gjorde Mine til at rejse sig. Med et let Tryk om hendes Haand holdt han hende tilbage.

De er vred paa mig - sagde han - og har dog ingen Grund dertil! Jeg vil netop ikke tale som da vi sidst saa's. Jeg lovede mig dengang at betragte den Nat - ja lad mig kun kalde det med Pietet, en Ømheds Pietet, som den man har overfor de dyrebareste Minder. Jeg kan ikke tale derom - jeg savner Ord...... men jeg

savner ogsaa, aa tro mig, i saa usigelig Grad Selskab - Deres Selskab, Edith! Jeg er langtfra befæstet nok i de gode Forsæt, som De fremkaldte i mig. Jeg har i denne Sommer gjort nogle Fremskridt - synes jeg selv - men det er væsenligst paa Ulfs Vegne og paa hans Foranledning, kan jeg sige. Han skal reddes - det har jeg svoret - og samtidig reddes der noget i mig selv. De forstaar det muligvis ikke - men ligemeget! Jeg har fortalt Dem om det Stykke, vi har skrevet, og jeg kunde fortælle Dem meget, meget mere - kunde blive ved at tale med Dem fra nu af til Dagenes Ende. De véd det altsammen - véd eller kan slutte Dem til alt. Hvorfor nærer De da Tvivl eller Mistro overfor mig? Hvorfor kan vi ikke være sammen i utvungen og kammeratlig Selskabelighed - vi to alene? Skal jeg minde Dem om, at De jo netop ifølge Deres Livsstilling, Deres uafhængige Vaner, Deres Karakters Styrke, hundred ejendommelige Egenskaber hos Dem, altid har sat Pris paa at have Venner, som De med Tillid kom imøde og som med Hengivenhed og Beundring søgte Deres Selskab - selv paa den »uborgerlige« Tid af Dagen eller Døgnet?......

Hun bød ham ved en Bevægelse af Munden - mere end ved et halvt henhvisket Ord - at holde inde. Hendes Øjne fæstede sig blødt i hans - og disse Kvindeøjne kunde have sagt ham, at hun 489 nærede Tvivl og ikke nærede Tvivl: at hun ængstligt søgte, ventede.... kun vilde have hørt ét Ord, som hendes Stolthed foreskrev hende at bie paa.... eller at hun maaske endnu ikke vovede at lytte efter dette Ord - at hun maaske alt i alt intet vilde, ikke var sig noget bevidst; som vel vor noble Natur ikke er sig bevidst, naar det Øjeblik nærmer sig, da vi er helt Følelse, helt Indskydelse, Stemning....

»Naturens eget Hjærteslag saa nær.«

Han tav; de tav begge. Hun sad tæt op mod ham; han vidste næppe, om det var hans Arm, der havde draget hende; men hendes bløde, friske Kind, der lyste saa bleg i Skumringen, var ganske nær hans Mund, og hans Læbe berørte det lille fine Øre.

Hun syntes at være lykkelig ved at sidde saaledes - og netop ved at han intet sagde. Ham forekom det umuligt at tale: Alt omkring ham, Aftnen, Skyggerne, Træets Løv, det hendøende Grønne, nogle Lysprikker, der langt borte tændtes - selv det fjærne, svage Pianoklimper talte for ham og om det samme.... og saa var det, at han paa engang spurgte sig selv: forraader Du Ulf? Og han syntes, at han i det mindste var nær derved; thi den slanke Kvindeskikkelse her - halvt i hans Arm - hun var dog saa elskelig! Og nu hviskede det indeni Gerhard med Ulfs Ord: tage - tilhøre!

Gerhard følte, hvorledes hans Arm sitrede.

Men hun tilhører jo en Anden! sagde han ved sig selv. Nej, Din er jeg - din - om Du har Følelsen af, hvad Du besidder i dette Øjeblik! syntes hendes bløde Kind at svare.

Gerhard bøjede sig frem og saa' hende i Øjnene. Edith! hviskede han. Hun svarede ikke.

Han betænkte sig; en svag Sitren af hendes Haand - og hendes Læber aabnede sig halvt. Vilde hun blot hviske mit Navn! tænkte han - og skammede sig over sin Fejghed. Ja for det var fejgt af ham - han vidste det godt, han krympede sig ved Tilstaaelsen - men han savnede Mod. Han vilde besmykke det med Navnet Hensynsfuldhed - vilde erindre sig om, at han overfor denne stolte, ærekære unge Kvinde havde svoret - saaledes at hun selv 490 havde hørt det - at han aldrig mere vilde eftertragte en Kvinde, som tilhørte en Mand! Han vilde altsaa have, at Edith skulde fri ham fra det hele Ansvar ved at komme ham halvt imøde? Var han saa fejg - eller var han virkelig hensynsfuld? Hvilke Kroge og Dybder i et Menneskes Sind! Og nu skød paa den mest pinefulde, beskæmmende Maade Billedet sig frem af den Kvinde, som han engang havde frataget en Mand.... og det fulgtes af Annette i altfor tydelige Omrids - nedværdigende ham ved en Fortrolighed, der i dette Øjeblik var ham som en korporlig Straf- et Slag i Ansigtet - saa skønt, rent, helligt netop dette Øjeblik her ved Ediths Side var ham.

Aa min Straf! sukkede han.

Og hans Arm slappedes, han vendte sin Mund bort fra denne Kind, og hans Hoved bøjede sig.

Edith stod oprejst foran ham. I en kølig, fremmed Tone sagde hun: Det er sent - det er jo mørkt - kom - vil De følge mig igennem Haven!

Nogle tunge Trin hørtes henne i Gangen, og en Skikkelse dukkede frem med en Stok i Haanden. Der ringes ud! sagde »Havemanden« kort og bydende; og det forekom Gerhard, at Manden paa en plump Maade fikserede Edith i hendes lyse Dragt, der skinnede mod Træernes Mørke.

Hun drejede sig hurtigt og løb den modsatte Vej - Gerhard efter forvirret.

Edith! sagde han aandeløs, da han naaede op paa Siden af hende - jeg beder Dem - hør mig - jeg vil Alt, alt muligt, hvad De kan forlange.... Sig blot til mig, at De er fri - at De vil gøre Dem fri: og jeg skal....!

Tys! bad hun og tog ham fast ved Haanden. Lad os gaa stille.... De maa ikke sige noget.... det var saa kønt!

Han kunde ikke se hendes Ansigt tydeligt. Hun snublede over en Trærod - tog imod hans Arm, og i Tavshed og hastigt gik de Side om Side gennem den næsten mennesketomme Have mod Udgangen, hvor Lys og Lygter skinnede dem imøde fra Runddelen 491 udenfor, og hvor Summen af Mennesker, Lyd af Hornorkester og Lirekasser steg sammen med Støvet op mod Augustaftnens skyløse, matviolette Himmel.

Hun slap hans Arm og sagde igen smilende: Det er blevet meget for sent - jeg faar nu Mulkt. De maa ikke følge mig længer - og - ikke sandt, det lovede De mig engang - De maa ikke gaa derhen og høre paa mig!...

Og hvis jeg nu gjorde det? Alle andre gaar dog derind og hører paa Dem! sagde han utaalmodig.

Hun trak paa Ordene, undveg hans Blik:

Alle andre - gentog hun.... ja! - men De ikke, De ikke!

Han gav sig ikke Stunder til ret at mærke sig Ordenes Betoning: Aa, Edith, kan vi da ikke være sammen iaften - senere?.... bad han.

Hun rystede hæftigt paa Hovedet: Nej, nej - umuligt! Og bedende tilføjede hun: De lover mig, at De ikke vil gaa derhen!...

Ja - men saa vil jeg besøge Dem imorgen - midt paa Dagen - eller træffe Dem her i Haven, hvad Tid De vil...... kære, kære Edith! sagde han og bøjede sig ned imod hende. Vidste De blot.... men vi vil tales ved - ikkesandt - som gode Venner! imorgen!

Hun saa' ham ind i Øjnene - syntes at forske hans Blik og veje hans Ord.

Pludseligt, med et kort Nik og et Farvel, samlede hun Kjolenederdel og Skørter om sig, hoppede med smaa, nydelige Hop over Holdepladsen, hvor Kuskene havde spildt Vand, og forsvandt i Alleen. Han fangede det sidste Glimt af hendes lyse Dragt - hendes sidste, yndefulde Bevægelse - en Hind, et Daavildt, der bliver borte bag Træerne - forsvinder imellem Forlystelsessteder, Folkelivet, Gøglet......

Nu ja! sagde han frejdig, glad over Synet af hendes slanke Ynde og erindrende sig hendes klare Latter blandt Børnene: Hvorfor ikke Folkelivet - Gøglet? Grumme svært at afgøre, hvor »Gøglet« egenlig er - udenbys eller indenbys!

Og mekanisk gik han langsomt bag efter - ind i Elysiums lille Have, hvor der var fuldt af Folk, hvor Gaskandelabrerne tændtes, medens man hørte Sang, Piano og Violinspil gennem de aabne 492 Vinduer i den hvide Bygning. Folk drak deres Øl i Lysthusene - og han selv forlangte et Glas. Da han torstig vilde sætte det for Munden, standsede han.... og satte Kruset urørt fra sig.

Gennem Haven slentrede Halvvig og »Skyggen« Side om Side - Skyggen, hvem Gerhard samme Formiddag i Hotellets Kafé havde anmodet om at besøge sig paa sit Værelse for at høre nyt om Ulf.

De to Herrer gik ind ad Døren til den hvide Bygning. Gerhard saa' stærkt Lys - et Glimt af Dameskuldre paa Tribunen - hørte Musiken dundre, Applaus. Døren var atter lukket.

Gerhard gik ud paa Vejen, kaldte paa en Kusk, satte sig op i Vognen. Gennem Falkonéralleen, ud ad Jagtvejen - og saa drej om! jeg skal nok sige Besked!

Og tilbagelænet i Vognen mumlede han: Skal det være Gogleri iaften - saa lad os faa Gøgleriet! Jo galere, des bedre! - -

VII

Hvert Øjeblik rejste han sig med smaa Ryk - og lod sig atter synke tilbage: Ham altsaa.... det er bestandig denne Mand.... og derfor kunde vi ikke være sammen.... aa Kvinder, Kvinder! Men jeg skal vise - ja jeg skal vise.... aa pyt! Leve Fædrelandet - alt for Fædrelandet! Jeg haaber, Overgaard er derude - og at man kan drikke sig fuld! Skade at Ulf ikke er her.... nej nej, ikke Ulf! Aa, fy, fy - hvor det er grimt det hele. Javist - kør bare væk - kør F - ivold!

Kusken havde drejet sig paa Bukken og spurgte, om Herren havde sagt noget?

Naa ja.... er her ikke en Ølhave undervejs? Hold et Øjeblik. De skal faa saa meget De kan tylle i Dem - uden at vælte mig. Jeg trænger selv til en Hjærtestyrkning!

Og han og Kusken »satte af« og gav sig til at drikke - Øl - Porter - Kognac. Jeg er Ulf iaften! sagde Gerhard og lo.... forstaar De, Kvæld-Ulv!

493

Kusken tænkte ved sig selv: hvad er det for noget Vrøvl, han siger? Naa men Herren er gemytlig! -

Og de kørte videre. Gerhard pressede sin knyttede Haand i Siden; han følte, at han blev ond - ond imod sig selv og alle andre. Og saa var han maaske mest bedrøvet.

VIII

Det var saadan en Forsvarsfest.

Den gamle Lehnsgrevinde var hjemkommen fra Udlandet. Hun havde flittigt læst sine Blade - og ikke andre Blade end sine egne - og raadført sig med sine Venner. Et Greb i Pungen kunde man nok gøre, dér hvor der var meget at gribe til. Men ovenikøbet stille det halve af sit Hus og hele sin Park til Forsvarets Raadighed, det var et Eksempel til Efterfølgelse for alle Godsejere.

Alle Vennerne - hele Bredgade - var derude; og da Gerhard kom, var man i fuld Gang.

Fra Talerstolen dalede netop den sidste Flig af en Dannebrogstale ned, og havde den ikke Nyhedens Interesse længer, saa var den netop det gode Gamle.... og ligesaa var den afsungne Sang, en af dem til tolv paa Dusinet med Rimene »Skjold« og »Vold« og »Landesorg« og »Fædreborg« - saaledes som Overgaard refererede for Gerhard. Og Mængden løftede Hattene og raabte Hurraerne - og Gerhard saa' alle disse Hoveder belyste af de kulørte Lamper under den natblaa Himmel mellem de mørke Træer - og Dannebrogsflag var der paa alle Sider - og Kanonslag var der ogsaa - og nu spredtes man rundt omkring ved Gynger, Bazarer og i Beværtningstelte - altsammen til Fordel for Selvbeskatningen..... men den gamle Kaptejn gik og rystede paa Hovedet, brummende noget hen for sig idet han trykkede Gerhards Haand og saa' lidt mistænksom paa Overgaard og de to Damer; - Redaktør Bentzen var udebleven.

Overgaard bad Gerhard om at blive forestillet - hvilket Gerhard gjorde adspredt.

494

De synes ikke at være rigtig tilfreds, Hr. Kaptejn? sagde Overgaard frittende elskværdig. De savner maaske den rette Aand - finder det maaske lidt kunstigt, hvad?

Den gamle Soldats firkantede Skikkelse strammede sig op; Lampernes røde Skær spillede i Brilleglassene: Jeg siger, Ho'det ivejret - se ligeud! Naar det engang kommer, saa kommer det - og saa er vi alle Mand paa Pletten, min unge Herre! sagde han.

Jeg er bange for - svarede Overgaard med sammenknebne Øjne - at vi alle er der paa Pletten - liggende forstaar sig!

Kaptejnen saa' paa Overgaard, dernæst ud til Siden, hvor unge Mennesker med Salonbøsser skød til en Ørn med en Skive i Maven, dernæst op i de mørke Træers Løv, hvor Skæret fra Lamperne flakkede fra Gren til Kvist og omsider slugtes som af en Afgrund...... saa gav Kaptejnen Gerhard et kort Nik og gik sin Vej.

Var det dog ikke Synd? sagde Anna Funch mildt bebrejdende til Overgaard. Manden dér gik jo i sin gode Tro - og det er her vel mange, som gør!....

Jaguaren viste Tænder. Overgaard gav sig til at tale højt: dette var ikke en Folkesag, men en Regeringsforanstaltning - ikke et umiddelbart Udslag af nogensomhelst »Aand«, men blot og bar Politik - Regeringspolitik! -

Militarismens Aand! sagde Jaguaren.

Nogle Forbigaaende standsede og hyssede. Overgaard saa' sig udfordrende omkring. Gerhard sagde til ham: husk Du har Damer med! Jaguaren lo, Anna Funch saa' prøvende misbilligende paa Gerhard.

Hvordan er det Du ser ud iaften? er Du bange, Gerhard? spurgte Overgaard.

Maaske jeg er bange for mig selv! svarede Gerhard og trak paa Ordene. I Mundhuggeri vil jeg ikke.... der er en hel Del Humbug i alt dette - men der er Noget , forekommer det mig, som Du er for bornért eller for halsstarrig til at kunne se!....

Og han fjærnede sig.

Drev omkring paa maa og faa, mellem Mennesker, forbi oplyste Bazarbutiker med nydelige Damer, forbi Drikketeltene, hvor 495 man var særlig patriotisk: Man burde kaste sig ind i det - tænkte han - blive begejstret, være begejstret - rive med sig! Der er - som jeg sagde - Noget deri, noget bagved og over dette - men som blot bliver forfladet, forjasket paa denne Maade. Aa, var det store Øjeblik der - det, som maa komme! hvor man kunde falde med Ære - lære dem at falde med Ære! Den værste Død af alle er dog at lade sig trampe ihjel af Gæs!

Og som han lod sine Øjne løbe langs Rækkerne af de kulørte Lamper, opdagede han en Mand - en Skikkelse, som han flere Gange glimtvis havde set - en besynderlig lang, mager Mand, hvis Hoved syntes med et højt, stift Halsbind ligesom limet fast paa Kroppen. Og dette Hoved havde et skægløst, udtæret Ansigt, der smilede - smilede uhyggeligt i Lampernes grønlige eller gullige Skær, medens Skikkelsen skød de kantede Skuldre ivejret og vrikkede med Hovedet i Takt - naar en patriotisk Sang eller et Udraab ret skar igennem.

Gerhard studsede: hvad har den Mand at bestille? - er han Lampist? - hvorfor lusker han frem og tilbage og kigger paa Transparenternes Gud og Konge og Fædreland? Se, han griner jo formelig - som var han den levende Død!

Gerhard gøs uvilkaarligt, lukkede Øjnene, og forestillede sig alle disse skikkelige Mennesker her stillet Ansigt til Ansigt med den store Afgørelse. Forsvar - Krig - Dræbning!

Mon Festkomiteen har tænkt derpaa?

Festkomiteen sad i et Drikketelt, hvor Gerhard traadte ind. Nogle af Herrerne var naive, følsomme Gemytter; andre var mere professionelle Forsvarsvenner; de drak alle godt - nogle Du's - klinkede - sang - holdt Taler..... Gerhard skulde have et Glas med; han blev bænket i Kredsen ved Bordet.... det var ham nogetnær ligegyldigt, hvad han foretog sig; hans Indre var fyldt af Bitterhed og Vemod..... saa fyldte han yderligere paa med Champagne.

Ved et andet Bord sad et Selskab af yngre Mænd, Lieutenant Norden og hans Kammerater, civilklædte. Ogsaa de drak og var højrøstede. Lieutenant Norden vendte Ryggen halvt til Gerhard 496 og syntes fortrædelig irriteret. Paa engang fo'r han op og sagde til en af Kammeraterne: Du skal passe paa dine Ord!.... Og Du skal passe paa - svarede Kammeraten - at Du ikke blir en fuldstændig Grillenfænger! Kom nu, mine Herrer; vi vil hen til Varietéen - vi vil høre la belle Annette - la belle chansonette. Ah! tout pour la patrie!.....

De brod leende op. Gerhard fulgte efter dem.

Der var ganske rigtigt et Varietéetheater - med Belysning - flagsmykket - et Orkester foran - og et henrykt Publikum paa Bænke og Stole under aaben Himmel. Morke, alvorlige Træer som Ramme om det hele.

Og dér paa Scenen - Tribunen - i Rampens og Sidelampernes stærke Skær, pudret, malet, sminket, Haaret opsat med en koket lille »Schäferhat«, blændende Skuldre, Arme og Bryst, et storblomstret, kort Silkekostume i Rococo - lyserode, højhælede Støvler - elegant Fod - elegant Ben - yppig, indsmigrende, overgiven, dristig lige til Grænsen - eller udover...... dér stod Annette, vuggende i Hofterne, med Hænderne i Siden, fremgurglende og kvidrende under et Fyrværkeri af Øjekast og Miner den franske Sang - det banalt-frivole og genialt-pudserlige Vaas, som Gerhard og Annette sammen havde hørt hin Aften ude i Champs Elysées.

Man klappede øredøvende; man vilde vise, baade at man kunde Fransk og at man paaskønnede Kunstproduktionen som saadan og tillige som et privat Dameoffer paa Fædrelandets Alter. En ny Sang; denne syntes man dog at finde lidt vel dristig - især Gestikulationerne; men de unge Herrer raabte bis og kastede Smaabuketter. Annette nejede, smilede - bøjede sig meget dybt forover - kyssede paa Fingrene, med straalende Øjne - or af Kunstens Triumf.... hoppede ud, blev kaldt frem igen.... et Extrakouplet, fuldstændig meningsløst - ny Begejstring og endelig Sortie.

Der spillede et underligt Smil i Gerhards Øjne. Han rynkede Panden - denne Pande brændte af Champagnen. Ja, hun er en Kurtisane! tænkte han - hun er i sit Element her.... men hvorfor er jeg her? Er det for at være latterlig i disse Herrers Øjne - latterlig 497 i mine egne, jeg som bestandig flygter for hvad der er min Ejendom og eftertragter hvad der tilhører en Anden!.... aa, vi skal faa at se, vi skal faa at se!

Han trængte med Magt - med en ond Magt Billedet tilbage af Edith - følte, at han var ifærd med at begaa en Lavhed, som hele Samfundet endda frit tilstod ham at begaa.... og han fulgte efter Lieutenant Norden og hans Kammerater, som gik ind i Garderoben bag Varietéscenens Bræddebygning. Alt var jo her som blandt Gøglere - paa en Dyrehavsbakke - en »finere« Bakke.

De komplimenterende Herrer havde frit Foretræde hos Annette, som foran et af den gamle Grevindes Toiletspejle og ved en Kammerpiges Hjælp søgte at fjerne Sminken og faa sit Haar bragt iorden. Hun lo og pludrede, stadigt seende sig i Spejlet og nu og da snærrende lidt ad Kammerpigen, besvarede Herrernes Galanterier - og syntes at more sig over den unge Norden, som kendeligt var i Unaade og hvis smukke Ansigt var blegt - en mager, fortrukken Bleghed, der ikke klædte.

Gerhard skottede til ham - og søgte forgæves i sit Indre efter hadefulde Følelser imod den unge Mand. Ligegyldighed fandt han - og en underlig Medfølelse - en sælsom Interesse for ham - Rivalen dér, som nu gennemgik Skærsilden.... og Gerhard tænkte paa Edith, paa Ulf, paa Brevet i Paris, paa denne Sommer, paa de svundne Aar. Og han var helst gaaet sin Vej straks.

Men han stod bag Annette og saa' over hendes blottede Skuldre sin egen Skikkelse i Spejlet - rank, med solbrændt Ansigt, stærkt blussende Kinder - og hans Øjne sænkede sig ned over disse Skuldre, denne Hals.....

Hun fo'r op med et Udraab: Nej er det virkelig Dig! Og han bukkede for hende - med et underligt smilende Sideblik til Herrerne her i Primadonnaens Toiletværelse.... hun lo - betænkte sig et Øjeblik - slog Hænderne om hans Hals: Henrik!

Hun kyssede ham.... og han mærkede, at hun havde drukket Champagne. De er gaaet - alle de kedsommelige Narre er gaaet! hviskede hun, da han vilde gøre sig fri.

Han vendte sig; de To var alene i Paaklædningsrummet.

Gud, hvor jeg morer mig, Henrik! og imorgen Aften skal vi til det igen. Saa' Du mig dernede fra? - synes Du at jeg er chic?

498

Hvor Du er køn - og brun.... aa din stygge Dreng, som gjorde mig alle de Knuder. Er Du nu bleven kureret for din Spleen? Var der et lille Fruentimmer med i Spillet? Kom her! vi slaar en Streg over det hele - begge to. Og det drikker vi paa!....

Hun snappede en optrukken Flaske, skænkede i to flade Glas - spildte - lo - kyssede ham: Drik ud, Du! her er mere.... aa det er dejligt at more sig - at være »paa Brædderne« hvad? Er Du ikke lidt bedaaret.... hvad, Du Bjørn? Kan Du huske Aftnen i Paris?.... jeg har ikke glemt den, som Du ser!

Og hun satte sig paa hans Skød, tvang hans Moustache tilbage med myge Fingre, tog hans Øre ned til sin Mund og hviskede: Se det er nu din Skyld, at Villaen er lukket derhjemme - men Du bor vel paa Hotel? Jeg kører til Byen med Dig.... det bliver formeligt et »Æventyr« - ikke sandt - en Mand, der bortfører sin egen Kone! - -

Han saa' hende skifte Dragt, følte hvert Øjeblik hendes Kys, følte sig saa dump og svimmel og hed - ude af Stand til at tænke, ønskende sig langt bort og dog undergivet sin Attraa - der atter forekom ham saa forsmædelig. Han greb hende i Armene og knugede til, saa at hun skreg. Du gør mig angst! raabte hun - men lo igen.... han med. Og hun undredes over hans Latter, men fandt ham pikant, »ny« - en løjerlig desperat Mand i Grunden - men det klædte.

Saa sad de sammen i en Vogn, der kastede Skæret fra sine Lygter udover Vej og Hækker. Hun puttede sig ind til ham, han knugede sig med Haanden over Panden. Henrik! hvad tænker Du paa? spurgte hun. Nej jeg vil slet ikke spørge om din Kusine - eller om Nogenting - og Du vil jo heller ikke spørge, vel? Men jeg synes, at det er væmmeligt - ja ligefrem tosset og væmmeligt, at vi skal have det med Pengene imellem os. Nu bli'r vi jo sammen, ikkesandt? - og Papiret river vi itu - kys mig!

Der fo'r en Strøm, en vild Strøm af Befrielse igennem ham. Han kunde blive fri Mand igen - ingen Byrder - ingen Gæld! Denne Nat blot - denne ene..... eller en kort Tid i Sandsebedøvelse, en »ny« Bryllupsrejse - langt bort, til Udlandet - bort fra Edith og forsøge paa at glemme - glemme, at han nogensinde 499 havde tænkt sig at blive en nobel Kunstner og et helt Menneske - i denne Tidsalder - Aarhundredets Ebbe.

IX

Klokken var noget over Tolv. I Hotellets Kafé stod Døren paa vid Gab aaben ud til den flisebelagte Forsal og den brede Trappegang, som førte til Værelserne ovenpaa. Augustnatten var lummer, stille - orientalsk. Opvarteren tørrede i Smug Svedperler af Panden med Servietten, medens han satte den anden Flaske frem i Iskøleren for et lille Selskab paa fire Personer - Halvvig, Skyggen, den lille Natalie og Edith.

Der var kun dem i Salen; de var kommen i en Vogn lidt før Tolv. Skyggen havde ført dem herhen; Edith havde villet det saa. Halvvig modsatte sig aldrig hendes Ønsker; han skulde efter Bestemmelsen rejse imorgen, var oprømt, drillede godmodigt Edith med »Skyggen« - hvem hun denne Aften havde viet en særlig Opmærksomhed; den lille Natalie fandt sig beføjet til at vise sig skinsyg - det morede Halvvig, hvem Skyggen i sin melankolske Ensomhed paa den senere Tid havde sluttet sig til. Forretningsmanden fandt Skyggen »mærkelig« - betragtede ham i Grunden ikke som et normalt, maaske næppe som et helt udvokset Menneske; men dette Menneske havde i Forretningsmandens Øjne et Noget, der gjaldt meget: Skyggen taalte alt af og led formodentlig en Del under den lille Natalie - og han behandlede Edith med en paafaldende Ærbødighed, talte med hende i et literært Sprog, om Skuespil, Kunst, Literatur, hvilket tidt indbragte ham Irettesættelser fra Natalie - og dette gav Anledning til smaa livlige Scener, Sarkasmer, Drillerier, Bunker af Citater, tummelumske Paradokser - hvorunder Edith lo med sin hjærtelige Latter.... og denne Latter var nu engang Musik i Halvvigs Ører.

Naar Du ler saadan, Edith, saa tror jeg at Du har det godt - og at Du ikke savner det Selskab, de Forbindelser, som jeg nu engang ikke kan give Dig! sagde han dæmpet.

500

Hun svarede med et taknemligt Nik, men alvorligt, at hun havde det godt og ikke savnede andet Selskab. Med sine besynderlige Øjnes Vemod - Øjne som en lille Hund - kunde han saa stirre paa hende, forskende om der var et eller andet, som hun trængte til eller vilde have Fornøjelse af;..... hun syntes at kende enhver Fold og kunne følge enhver Bevægelse i Halvvigs Ansigt og Indre - og hun svarede ham sagte, at hun ikke trængte til noget.

Er der ikke noget, jeg kan tage med hjem fra min Rejse til Dig? spurgte han og fyldte hendes Glas. Du er bleven saa alvorlig lige med Et; - er her ikke for varmt herinde? skal vi dæmpe nogle af de Gasblus? - aa, Opvarter!.....

Hun rejste sig, paa sin ejendommelige korte Maade..... Ja her er meget varmt! sagde hun og gik hen imod D o ren.

Halvvig gjorde Mine til at folge efter - men beholdt sin Plads ved Bordet, fyldte Skyggens og den lille Natalies Glas, klinkede og gav sig paany til at spøge med dem; Skyggen red sin Kæphest og lod Diamanten paa sin Finger spille i Skæret af de dæmpede Gasblus.

Du skulde virkelig give mig den Ring! sagde Natalie fornærmet. Jeg har tidt nok bedt Dig om den! -

Den Ring - svarede Skyggen højtidelig - min Broders Ring?.... nej ikke for alle Golkondas Rigdomme skiller jeg mig ved den..... skøndt Du er min Skat! tilfojede han og deklamerede:

»Dem Einen die Perle, dem Andern die Truhe.«

Hvem er den Golkonda? spurgte hun.

Halvvig lo. - -

Edith var gaaet ud i Forsalen, hvor Portier'en stod og viftede sig med en Avis. Hun havde spurgt ham - straks cia hun steg ud af Vognen, medens de andre gik foran ind i Kafésalen - om Hr. Gerhard ikke boede her? Portier'en havde bejaet og tilføjet, at Hr. Gerhard ikke var kommen hjem endnu. Om der var nogen Besked....?

Nej nej! sagde hun kort.

Nu gik hun atter hen imod Portier'en - spurgte ham ikke, 501 men saa' paa ham..... han svarede med et høfligt, beklagende Skuldertræk: endnu ikke!

Hun blev rød, bøjede Hovedet, bed sig i Læben og gik ind igen.

Da hun kom tilbage til Bordet, var hun noget bleg.

Du er ikke vel iaften - vil Du køre hjem? spurgte Halvvig opmærksom.

Hun smilede; det betød intet - sagde hun.... men om man ikke kunde sætte sig derhen ved det Bord, saa at man havde det friske Lufttræk fra den aabne Dør lige imod sig?

De flyttede derhen. Saadan var det bedre - sagde hun og syntes med Behag at indsuge Luften fra Forsalen medens hun stirrede derud ufravendt - nu og da gribende til sit Glas - let sitrende, naar hun satte det fra sig igen.

Tag Dig iagt, Edith! sagde Halvvig spøgende - Du drikker for meget iaften - Du, som ellers plejer at formane os andre!

Hun smilede adspredt - tog sig i det, nikkede rundt og tømte sit Glas. Jeg tror at det er godt for min Hovedpine! sagde hun.

Stakkel, har Du Hovedpine - skal jeg ikke faa en Vogn til Dig? spurgte Halvvig og saa' urolig paa hende. Nej! svarede hun hæftig - smilede atter og lagde sin Haand undskyldende ovenpaa hans. Han mærkede at hendes Haand var kold, men turde intet sige.

Skyggen forlangte en Flaske til, var allerede lidt omtaaget, erklærede bestemt, at han ikke vilde sidde her som den »modtagende«.... man skændtes lidt derom.... Flasken kom - Skyggen lod med et majestætisk Vink Opvarteren fylde Glassene, hævede sit, vendte Øjnene op mod Loftet, drak ud og sagde til Edith med et besynderligt blankt, hvast Blik:

Véd De, hvem det gjaldt?

Hun nikkede rolig: Ulf!

Og De drikker ikke med? spurgte han næsten truende.

Halvvig bemærkede venligt, mæglende: Vi drikker alle paa den stakkels Brynjulfsens Vel!

De skal ikke stakle ham - han er ingen Stakkel! raabte Skyggen. Men hvis han er, saa véd jeg, hvem der har gjort ham dertil!

Natalie tyssede paa ham; Halvvig saa' lidt forbløffet ud; Edith 502 løftede rolig sit Glas - det sitrede let i hendes Haand - saa tømte hun det. Skyggen iagttog hende med rullende Øjne.... saa gav hun sig pludselig til at le - tog sit Tørklæde op foran Panden, rev det atter bort og sagde: Hvordan er det, De bærer Dem ad, Menneske?

Med Gravrøst svarede Skyggen: Det skal jeg sige Dem, Frøken. De er nervøs iaften - det er jeg med. Men jeg har hele Dagen gaaet og ventet paa at træffe Gerhard hjemme her paa Hotellet.... han skulde fortælle mig om Ulf.... og det kunde De vist ogsaa have godt af at høre paa! Og hvis De mener, at jeg har drukket for meget og maaske ikke kan opføre mig ordenlig i Deres Selskab - saa siger jeg Dem, at jeg elsker Ulf - og at han er hundred Gange bedre end Gerhard - som De har spurgt mig om iaften og som De synes at have faaet en saa varm Interesse for!

Edith rejste sig, bleg, med sammenknebne Læber. Halvvig bøjede sig over imod hende og sagde: Det er vist bedst, vi gaar?.... Han vendte Ryggen mod Døren, medens Edith stirrede igennem den og ud i Forsalen. Portier'en tog i dette Øjeblik bukkende imod et Par - en Herre og en Dame - som gik op ad Trappen, hun ved hans Arm, leende, han hastende med at komme op. Portier'en sendende en Opvarter i Hælene paa dem med Lys og en mod Nummerskiltet klirrende Nøgle.

Skyggen havde fulgt Ediths Blik og kendt Gerhard og hans Kone. Natalie saa' Edith vakle men atter gribe fat om Bordkanten og langsomt sætte sig eller synke ned paa Stolen - hvor Halvvig og Natalie i Forening understøttede hende og pressede en i Iskøleren dyppet Serviet om hendes Pande. Hun rev den bort - lagde sig et Øjeblik frem over Bordet med Hovedet i sine Hænder - rystedes af en Brystkrampe, en med Magt tilbagetrængt Hulken, og sagde næsten uforstaaeligt, med en Gestus: hent en Vogn - lad mig komme hjem!

Jeg skal....! sagde Skyggen, der saa' ud som en raadvild Tordensky.

Men Halvvig var allerede ude af Døren.

Edith løftede sit Ansigt og saa' forvildet paa Skyggen og Natalie. Hvad vil I mig?.... hvorfor ler I ad mig? raabte hun og drejede sig - hviskede derpaa: ja det var ham - ham med sin smukke 503 Kone - som han - som han ikke.... Aa fy hvor det er hæsligt! raabte hun atter, rejste sig og støttede sig mod Bordet med Hænderne knyttede over Dugen. Hun saa' truende paa Skyggen og Natalie, der stod ganske tavse. Naa, I ler ikke? - det vil jeg heller ikke raade Jer til! udbrød hun indtrængende, medens hun knejsede og pressede de blege Læber sammen. Saaledes stod hun nogle Sekunder, lukkede derpaa Øjnene, som om det hele sejlede for hende.... Natalie vilde gribe hende, men Edith viste Hjælpen fra sig: Rør mig ikke! sagde hun mat - jeg véd, jeg bliver syg, ligesom - ligesom dengang.... og hvem er saa hos mig, hvem har Godhed for mig, hvem vaager over mig - ganske stille, uden alle de mange Ord - de mange løgnagtige Ord - og næppe forlanger Tak af mig derfor..... ja hvem gør det? Det gør den Mand, som I ler ad - I to, der ikke kender andet end.... aa det er grimt og lavt altsammen. Sig det - sig det imorgen - naar I ser ham - ham, som..... men sig ham det, naar han er alene - at Edith sagde, at - at Edith.... aa jeg bliver syg - jeg forstaar Ingenting - jeg vil blot være hos ham, som fortjente at jeg aldrig i mit Liv havde tænkt paa nogen anden..... nej hvor jeg foragter mig, at jeg kan tale til Jer - til nogen - om det, som ingen og ikke jeg selv kan begribe!

Og hun vaklede hen til Døren - hvor Halvvig kom ind ad og tog hende bleg og bekymret i sin Arm. Vognen holdt derude. Portier'en og Opvarteren bukkede. Halvvig havde »affundet« sig rigeligt med dem.

I Kafésalen, i Gaslysenes dæmpede Skær, stod Skyggen og gravede sig i sit Skæg...... Natalie saa' vrippen og ond ud.

Naa! sagde hun; det var saamænd en ordenlig Lektie, hun gav os - den Vigtigprinsesse!

Skyggens Øjne funklede idet han majestætisk kaldte ad Opvarteren.

X

Det regnede blødt og tungt; i den mørke, varme Nat kørte Vognen langsomt - paa Halvvigs Ordre. De holdt udenfor den lille 504 Laage; han mere bar end førte Edith gennem Gangen op i Huset. Dér - inde i Stuen - søgte han efter Lys. De havde ikke talt sammen lige til nu. Hun bad ham, stille klynkende, om ikke at tænde Lys. Hun hvilede paa Sofaen, hvor han havde lagt hende med Puden tilrette under Nakken. Hun stønnede, hendes Hoved og Bryst smærtede hende, hun forsøgte at rejse sig men sank tilbage. Vil Du iseng - skal jeg hjælpe Dig? spurgte han og begyndte paa en Kammerpiges eller Sygeplejerskes lydløse, fingernemme og varsomme Maade at afføre hende de stramtsiddende Klæder, Kjolen og Korsettet, som han omhyggeligt lagde tilside, findende alt og udførende alt i Mørket, nu og da sagte klappende hendes Haar eller strygende hendes nedhængende Arm, som en Kvinde overfor et Barn - et Barn, hvem man ikke udspørger og endnu mindre skænder paa, fordi det er sygt, blot trænger til Hjælp, til Beroligelse.

Hun samlede Linnedet sammen om sit Bryst, trykkede hans Haand mat og sagde: Et Shawl - jeg fryser! -

Han ledte et Shawl frem; det var ikke nok; hentede Tæppe, Puder fra hendes Seng, skænkede Vand, badede hendes Tindinger..... hans Øjne syntes at kunne gennemtrænge Mørket i alle Kroge, at kunne iagttage hvert Træk og aflæse ethvert Ønske i hendes blege, lidende Ansigt. Han bøjede sig ned over hende, og da hans Stemme ellers var skarp, gennemtrængende, vovede han ikke at hviske - men lyttede kun, om han kunde fornemme, hvad hun hviskede.

Tak, - Philip - sagde hun - Du bliver jo her hos mig? lad mig holde din Haand - jeg er bange - ligesom dengang.... bange for mig selv..... hvem er det nu, jeg holder? Er det Dig, Philip..... aa bær over med mig.... jeg vil saa nødigt dø, og jeg kan dog kun bedrøve Dig ved at leve!

Nej nej! sagde han - vist ikke; det er mig, som har alt at bede Dig om Tilgivelse for - men vi taler slet ikke derom. Du skal blot komme Dig igen. Jeg opsætter min Rejse nogle Dage - en Uge, om Du vil - vi faar den gamle Kone til at være hos Dig - eller en Sygeplejerske. Du trænger til Ro - jeg har set det hele Dagen - hele denne Sommer. Du maa ud paa Landet - en Maaned, to 505 Maaneder..... jeg skal finde et Sted til Dig - min kære, gode lille Edith!

Han nærmede sin Mund til hendes Kind; hun drejede sig bort men uden at slippe hans Haand. Han trak atter Hovedet til sig - uden Utaalmodighed; skod sagte Puden tilrette..... blev siddende saaledes længe, strygende hendes Arm næsten uden at berøre den - indtil han paa hendes Aandedræt mærkede at hun sov.

Saa lagde han hendes Hænder varsomt overkors paa hendes Bryst, listede sig hen til den højryggede Stol ved Vinduet, satte sig dér, stedse stirrende mod Sofaen. Nu og da lod en svag Klynken derfra - et utydeligt Udraab..... han var atter derhenne; men hun sov, med Hovedet bortvendt.

Og da Dagningen sivede ind gennem Vinduet, og Fuglene udenfor akurat begyndte at pippe, løftede hun Hovedet fra Puden og saa' derhen, hvor Lyset kom fra. I det gryende Skær sad denne Mand tilbagelænet i Stolen - bleg, træt, med tunge, lukkede Øjne - en ældet Mand.

Hun lagde sine hvide Hænder over Øjnene og græd - ganske stille, for ikke at vække ham.

XI

Skyggen traadte næste Formiddag tidlig ind i Hotellets Kafé. Han vilde, førend han gik til »Giftblanderiet«, forsøge at træffe Gerhard, og hvis ikke, saa skrive ham et Par Linjer til, som kunde bringes ham op paa hans Værelse.

Han traf Gerhard - siddende i en Krog ved et Bord med urørt Frokost foran sig, seende i et Blad, hvori han ikke læste. Gerhard havde været nede i Kaféen for den blev aabnet for Gæster, havde gaaet frem og tilbage mellem Rengøringskoner - havde endelig faaet bestilt sig Frokost - drukket det halve af en Kop sort The med Smag som Kinabark - ransage t Blade - de illustrerede, som syntes ham at illustrere lutter ligegyldige, ham uvedkommende Ting, fyrstlige Besøg, Ballonopstigninger, Afrikarejser, 506 Verdensstriker, et nyligt »opdaget« Billed af Rubens..... dette havde han længe stirret paa, vendt det paa Hovedet - et af de ikke ualmindelige flanderske Æmner: en ude i den mørke Skov henslængt sovende Nymfe, Bakkantinde, Model - yppig, hensynsløs, ugratiøs - dégagée ..... Han sad med den ene Haand knyttet under Kinden, Albuen plantet paa det optrukne Knæ, Blikket søgende tomt ud i det tomme Rum.

Og i dette Rum skød Skyggens Skikkelse sig frem, hilste højtideligt, satte sig, saa' paa Gerhard, som ikke havde forandret Stilling, blot nikket.

Skyggen greb en Avis, som han ogsaa vendte paa Hovedet - bøjede sig saa over imod Gerhard og meddelte, ligesom om han besvarede et kriminelt Forhør, kort og med Gravrøst Aftnens Optrin.

Gerhard lyttede - nikkede langsomt - en Blussen fo'r over hans Kinder og Pande - og saa blev han bleg. Opvarter! kaldte han.... vil De bringe mig to store Glas Portvin med Angostura - megen Angostura!

Han skød det ene Glas over mod Skyggen, som iagttog ham med stive, vandklare, lidt blinkende Øjne..... det andet Glas førte Gerhard til Læben, men rystede stærkt paa Haanden og nedsvælgede Indholdet som om det brændte.

Tak for Meddelelsen! hviskede han hæst. Vil De endnu engang gentage mig hendes Ord - men vil De nøje tænke Dem om.... for jeg vil naturligvis ved Lejlighed efterforske, hvorvidt Deres Referat har været aldeles korrekt!

Skyggen blinkede, rullede truende med Øjnene, bed sig i det store Mundskæg - drak sit Glas ud og rakte Gerhard en lille Seddel. Jeg har faaet den af et Bud - lige for nyligt - før jeg gik herhen! sagde Skyggen.

Gerhard læste:

Edith er syg. Besøg vil ikke blive modtaget, ligesom enhver Spørgen til hendes Befindende vil blive afvist. Hun har al den Pleje, hvortil hun trænger. Saa snart hun kan taale at komme ud, vil hun tage paa Landet.
Ph. Halvvig.

507

Og De har faaet denne Seddel?.... spurgte Gerhard. Skyggen nikkede mørkt. Vil De have noget imod at overlade mig... naa nej, hvorfor det?.... værsgod! sagde Gerhard, gav Sedlen tilbage til Skyggen, rejste sig, bukkede - trykkede Skyggens Haand - gik ud af Kaféen og opad Trappen.

Skyggen blev endnu siddende lidt, gravende sig med den hvide Haand i Skægget.... fik saa Øje paa den rubens'ke Nymfe - drejede hende - studerede hende en Stund - tænkte et Citat - gjorde en Sammenligning med den lille Natalie..... skubbede hende pludseligt fra sig og gik med stive, korte Skridt ud paa Gaden og hen i Giftblanderiet.

Gerhard kom op paa sit Værelse, standsede, tog Vejret dybt, lyttede - aabnede sagte Døren ind til Sideværelset, hvor Annette laa og sov i en stor Seng.

Hun sov, havde slaaet Tæppet tilside for Heden i Værelset, var rød og varm, den ene blottede Arm bag om Nakken, den anden over Sengekanten med opadvendt indre Haandflade - aaben Mund - Knæet optrukket - yppig, hensynsløs, ugratiøs - dégagée...... hendes Tøj flød paa Stolen, henad Gulvet. Gerhard bukkede sig varsomt, samlede sammen, lagde iorden.

Han stod og saa' paa hende og ud i det tomme Rum - med Ligegyldighed, en vranten Ligegyldighed, som Maleren, der betragter en hvilende Model og ikke véd, hvad han skal stille an..... for man kan jo ikke tale, meddele sig til, forklare sig for en Kvinde, der savner enhver Forudsætning uden den at være saadan eller saadan skabt.

Han var jo ikke Rubens - for ham var ikke det »flanderske Kød« Alt. Han kom i dette Øjeblik formelig til at hade Rubens som en sjælløs Farvevirtuos..... og Gerhard gjorde et Skridt imod Sengen som havde han Lyst til at slaa den Kvinde dèr....... Det Fortvivlede kom over ham, at han havde delt Leje med Modellen - Modellen, som var en Nymfe, en Bakkantinde, en Kurtisane...... Kurtisanen, som var hans Kone!

Han rystedes af Fortvivlelse over, at hvis han slog hende - saa slog han sig selv - og at om han saa piskede sig, kunde han ikke 508 piske Favntagene ud afsig - dem, han havde delt med hende dér, som atter havde »købt« ham tilbage til Trældom, Skam, Fornedrelse.

Aa, han var jo gal.... det var lutter syge, nervøse, ja nervøse moderne Overdrivelser. Hvad i al Verden vilde en flandersk Maler - en Jordaens, en Jan Steen, en Frans Hals, alle hans tidligere gode Venner blandt Nederlænderne - hvad vilde de have sagt til saadanne Tirader? Let ham ud, vilde de gjort. Sæt Kruset for Munden - elsk din Kone - mal hende - bank hende.... mal bare godt - og lad Fiolen sørge!

Men det var ikke saadan, gik ikke saa let. Vi er moderne Naturer, ønsker og trænger til fin Forstaaelse; har vi sat det kropstærke brutale Humor til - har vi tabt baade i Livsmod og i Skildringens djærve, kødelige Anskuelighed - saa har vi vundet i Erkendelse af det sarte Skjulte, i Anelse om »de Ting, der ikke ses« og som griber os dobbelt i Egenskab af halvt usynlige Magter.

Baade Maleren og Digteren, Kritikeren og Videnskabsmanden vil leve deres moderne Liv i intim Forstaaelse med disse Magter..... vi skyer Omgangen med det »flanderske Kød« - ikke af Snærperi - ikke som om vi var blaserte - men fordi vort høje Kulturtrin har gjort vort Hjærte undseeligt, vor Smag lutret, vort Valg kysk.

Og idet Gerhard tænkte dette og fæstede sit Blik mørkt og fjendtligt paa den Kvinde, over hvem han skammede sig og ved hvem han følte sig fornedret - saa blev hun for ham til noget andet og mere end Annette Kirchhoff, Brændevinsmandens Datter, Konferensraadindens Datter, Konferensraadens Stifdatter, hans egen Kone. Hun blev tillige Indbegrebet af det Lag i Samfundet, der bygger paa Fuselens Penge, i Ly af Titlen, under Skærm af Ansvarsløshed og Prestige. Du er - syntes hans Øjne truende at sige til hende - Du er skabt til at ødelægge, hvad der vil lade sig lægge øde, naar det savner Modstandskraften mod Fuselen, Pengene, Titlen og Prestigen. Du kan ikke forsvare Dig med Henvisning til manglende Kundskaber - thi Opdragelsen har proppet Dig med Lærdomsbrokker nok, hvoraf Du kunde lægge i det mindste én Sten til Frihedens og Sandhedens Bygning. Du er lad i din Nydelsessyge - flygtig i dine Passioner - overfladisk i dine 509 Sorger som i dine Adspredelser; Du véd intet og vil intet - tager Pladsen op for baade de villende og vidende; Du mangler Blod - og Du ræddes ved Tanken om Blod; Du mangler Sundhed - og er dog altfor »lebendig«; Du har ingen Taarer - undtagen for en Avisulykke, som er glemt imorgen; Du har intet Gemyt! Dit Bryst er endnu ikke klemt fladt af Korsettet - men din Sjæl er klemt flad af din Omgang, din Tid - Du Barn af en Tid, der løber ud med Aarhundredets Ebbe! Jeg er slet som Du, fornedret ved Dig. Men jeg vilde være endnu slettere, hvis jeg blev hos Dig. Othello kvæler sin Kone fordi han er skinsyg. Jeg er ikke Othello og ikke skinsyg..... og desuden frygter jeg Vridsløselille. Jeg gaar min Vej fra Dig - gaar for bestandig!

Han vækkede Annette og sagde hende kort, sammentrængt, med en monoton Stemme, at det var umuligt de forsøgte et Samliv..... at han i hvert Fald var fast bestemt paa at bryde et Forhold, der i hans Øjne var en Nedværdigelse for dem begge. De vilde ikke ses mere - han vilde ikke se hende - forresten kunde hun gøre, hvad hun vilde.

Hun sad op i Sengen, søvndrukken, endnu næppe rigtig klar over, hvad han havde sagt - strakte saa Benet ud, hoppede hen imod Døren, som han havde lukket efter sig. Hun aabnede den; - han var gaaet ud af sit Værelse.

Hun gik tilbage til Sengen, sad dér med den ene Strømpe i Haanden - saa' sig fortrædelig om - saa' forbitret paa denne Seng..... Aa, han er gal! sluttede hun og trak Strømperne paa.

Klædte sig paa ihast, ærgrende sig over, at hun ikke havde sine Toiletsager; gik saa nedenunder. Portier'en havde faaet Ordre - sagde han - til at bestille Fruen en Vogn!

Hun nikkede som var det selvforstaaeligt, sprang op i Vognen og kørte ud til den gamle Grevinde, som skændte dygtigt.

Annette surmulede lidt, lo derpaa og sagde: Det var unægteligt en Dumhed; - vil man endelig lade sig bortføre, saa skal man ikke 510 vælge sin Mand dertil. Forresten er han gal - han vil skilles...... men jeg vil ingen Skandale have!

Det holder jeg med Dem i, kære Barn! sagde den gamle Verdensdame. Livet er ikke saa mange Anstalter værd. Men hvordan bliver det iaften? - De er jo vort bedste Trækplaster, lille Annette.... De optræder da vel? -

Af mit ganske Hjærte! raabte Annette. Vi vil ha' den dobbelte Indtægt - og jeg vil være dobbelt forførende!

Tag Dem iagt! missede Lehnsgrevinden og strøg hendes Haar lidt tilside fra Øret.... saa faar De to Chapeau'er at gaa fra mig med!

Nej nej! forsikrede Annette leende - hvad inat angaar: je fairai lit à part!

Tu vas faire..... lo Grevinden, omfavnede hende og tog hende med ind til Frokosten, hvor en Del af Festkomiteen ved Kaviar og Madeira forhandlede Planen for Slutningsaftnen. Den skulde være glimrende - løfte Fanen - slaa Oppositionens Hyssen ned... Oppositionen, som allerede var ude idag i sine Organer og gjorde Kommers.

XII

Gerhard flakkede om - saadan som en Mand driver paa en Flaade fra et synkende Skib. Flaaden er ganske mekanisk bundet sammen af hvad der nærmest var for Haanden - hver ny Skvulpen af Dønningen løsner et Stykke - og tilsidst driver Manden paa en eneste Planke...... rundt omkring ham det tunge, graa Hav, hvorover Stormen er faret; og ikke et Sejl i Horisonten.... alene paa sin Planke, Dybet under ham og en tom Himmel spændende sin Hvælving over ham.

Disse Dage, Døgn, gør maaske en Mand til en Mand - naar de ikke sender ham tilbunds.

Han havde skrevet derud til Gartnerhuset - uden at vente Svar; han vidste, at intet vilde komme. Han havde været derude 511 ved Døren; en gammel, halvdøv, ugennemsigtig og ubestikkelig Kone havde rystet paa Hovedet og afvist ham. Han havde ventet sig det - og han drev og flakkede, hvileløs, søvnløs.... indtil han saa' sig siddende hos Anna Funch i hendes Stue.... og hørte sig selv, men som om det var en Fremmeds Stemme, spørge hende om de besynderligste Ting - hvortil hun svarede moderligt venlig - dernæst tilbageholdende, endelig forvirret, maaske saaret - og tilsidst medlidende, rystende langsomt paa Hovedet som ad en Syg. Men hvorledes skulde han ogsaa i sin Sindstilstand med omsigtsfuld Takt kunne have spurgt..... om saadan noget som Anna Funchs og Halvvigs intime Forhold i deres Ægteskab..... om Halvvig var en hensynsfuld Mand - om han var eller ikke var et stærkt Temperament - om hun mere havde at beklage sig over manglende Forstaaelse, over aandelig Uoverensstemmelse, end over hvad der dybest maa kunne saare Kvindens Gemyt - dér hvor det er fint og sart og let saarbart?......

Han følte selv tilsidst, at han hverken kunde spørge eller vente at faa Svar - han havde jo ikke den intime Ret her til en Fortrolighed, som Kvinden ikke yder Vennen - maaske næppe Ægtefællen - og kun undtagelsesvis Elskeren. Og da hun med varsom Deltagelse vilde flytte Fortroligheden over paa Gerhards eget Gebet - vilde mægle, forsone..... saa blev han stum, gav sig til at spørge om Drengen - han var sendt til Sorø Akademi.... og deres Samtale løb ud i en pædagogisk Undersøgelse af, hvorvidt Drenge skulde opdrages udenfor eller i Hjemmet - naar Moderen var saa optaget, som Anna Funch var.

Han gik; han vidste, at de efter denne Samtale ikke vilde ses mere. Saa fulgte der Dage af Lindring - Lindring forsaavidt som Gerhard maatte flytte fra Hotellet - han havde ingen Penge flere - maatte skaffe sig Arbejde - søge sig en Lejlighed - snakke med Folk.

Men stedse var der som Spindelvæv over hans Syn, Tryk paa hans Tanker, Mangel paa Energi i hvad han foretog sig - og tillige Rastløshed, Ængstelse for noget ubestemt..... og dette Ubestemte antog om Nætterne kun altfor bestemte Former - og han kunde ligge og stirre og stirre med lukkede eller aabne Øjne, indtil Morgenlyset kom med en blyvægtig Mattelse - og han sov ind 512 og vaagnede vaad af Sved, men ikke af Graad. Han kunde ikke græde..... aa havde han blot haft Taarer!

Han bestemte sig til at søge en Læge - hans tidligere Skolekammerat, som dengang havde bistaaet Annette og som nu havde faaet en stor Praxis - Nervepraxis.

Jagu er De nervøs, Gerhard! Hvis De var et Fruentimmer, vilde jeg ikke betænke mig - eller jeg vilde netop betænke mig paa at kalde det hysterisk. De skal spise og drikke godt - Styrtebade - Motion.... kan De ikke tage ud paa Landet?.....

Men Gerhard vilde ikke for noget tage ud paa Landet - da han dér vilde »begynde at søge«.... svarede han. Lægen saa' forskende paa ham - skrev noget op - Pulvere, Piller...... slog ham paa Skuldren: Ho'det ivejret, Mand!

Og se ligeud... jo Tak! svarede Gerhard med et anstrengt Smil. Tror De ikke, at en Sindssygeanstalt.....?

Aa hvor vil De hen? Appetit mangler De - noget Blod i Hjærnen..... tag Dem en Ferie, rejs!....

Jeg maa blive her - jeg skal og maa arbejde! svarede Gerhard kort.

Naa saa arbejd for Pokker - og gør Gymnastik.... vi begyndte jo dengang sammen derpaa - da havde jeg Tid - nu sluger den Praxis mig... jeg er maaske langt mere overanstrengt end De - mere »nervøs« - jeg, Nervelægen! Farvel! -

Og Gerhard mældte sig til Tjeneste ved nogle Aviskontorer; - et Par Stykker havde Brug for ham.

Han begyndte at oversætte - referere - anmælde - stedse med Spindelvævet om Hovedet. Mældte sig til Gymnastik hos Hr. Eriksen - tabte Klingen af Haanden - faldt ned af Springhesten - fik en halv Forstuvning af Foden - anlagde Stok..... begyndte at anlægge en historisk Novelle, men gøs, da han havde faaet et Kapitel færdig. Han var kommen til at bruge Ord, som lagdes i Munden paa en og anden Skønjomfru, men som han maatte huske var sagt af.... aa af hende, hvis Navn kredsede omkring ham som en Fugl højt oppe i den klare Septemberdag og snart var nærmere, snart fjærnere - ulideligt som nær, ulideligt som fjærn..... ulideligt alt.

Nej, han vilde, han skulde mestre det. Hun havde jo dog gjort 513 ham Fortræd - hvor meget eller hvor lidet hun saa havde villet det. Gav han efter for den blode Erindring, saa var han fortabt..... Stolt, stolt maatte han bære Hovedet - ivejret - ligeud - gennem Tykt og Tyndt, gennem Dagenes trivielle Slid. Var han ikke en Pokkers Karl, at han kunde slide sig bort fra Erindringen?....

Og hans Hovmod syntes ham Lægedom - den Planke, hvorpaa han drev.

XIII

Saa sad han en Aften i sit lille Arbejdsværelse højt oppe paa femte Sal. Lampen lyste paa Avisudklip, Korrekturark, tryksværtede Blade, hvide Blade. Han havde arbejdet en fem, seks Timer i Træk - smed en Korrektur tilside - samlede Hænderne for Øjnene, saa' langt, langt bort - greb et hvidt Blad og skrev:

Bægret.

Jeg tager Bægret af din Haand
idet jeg i dit Øje ser -
jeg véd hvad Skaalen gemmer.
O lifligst Drik i lifligt Kar:
og om det end ej ubrudt var,
hvad er jeg selv? det sprøde Ler,
som hungrer imod Vinens Aand!
Jeg vil min Vin, vil intet mer -
jeg tager Drikken af din Haand
og Skaalen hos mig gemmer.

Senere, ud paa Natten, just som han vilde flytte Lampen ind i det snevre Sovekammer, blev han staaende og saa' paa sin Boghylde - en fattig Boghylde med tomme Huller mellem enkelte Skatte fra Antikvarens Bod. Han strakte Haanden ud og vilde tage en saadan Skat, for efter Sædvane at læse en Stund inden Søvnen 514 kom. Men Hylden syntes at svømme og sejle for hans overanstrengte Blik..... han saa' ned paa Bordet - et blankt Stykke, ligesom en Strimmel roligt Vand, mellem Hæfter og Blade. Han satte sig, drog et dybt Suk, en træt Mands Suk..... knejsede saa - greb Papir, skrev:

Den raske Ungdom.

Den raske Ungdom tog et Spring
og satte over Vandet,
brød sig en Blomst, snart her, snart hist,
forlod den med et Suk tilsidst
og drog sin Vej af Landet.

Det led paa Tiden, og der drog
en Vandrer ind i Landet;
og dér, hvor Strømmen flød i Ro
mod Solens Guldglød, hviled To
hver paa sin Bred af Vandet.

Hun hviled her, han hviled hist,
imellem dem laa Vandet;
og hun var bleg, og han var graa,
og begge stirrende de saa'
hvor Aftnen faldt paa Landet.

Da voved han sit Ungdoms Spring
fra før han drog af Landet;
og op han drev paa Sandets Grund,
dér kyssed hun den blege Mund
mens Natten faldt paa Vandet.

Han skød hastig Bladet bort, greb Lampen, gik ind, klædte sig af og faldt i en fast Søvn - hvoraf han vaagnede besynderlig let, som ikke i mange Dage. - -

Saa hændtes det, nogen Tid efter, at han ligeledes en Aften 515 havde arbejdet og vilde tage sig en Bog. Han tog ogsaa en Bog, lagde sig tilsengs, med Lampen paa sit Servantebord, gav sig til at læse - men vidste slet ikke hvad han læste. Eller han var begyndt at paavirkes, men brød Traaden over - lod Bogen synke, og der gled et lille, ubeskrevet Blad - Smudstitlen - ud. Havde jeg nu en Blyant!.... tænkte han, og han syntes, at der laa en Blyant paa Servantebordet - syntes derpaa, at han døsede ind - Lampen brændte endnu, men mattere og mattere, med et mildere og mildere Skær, der var saa velgørende for hans Hoved, hans Hjærne, hans Tanker. Han gjorde en Bevægelse - blev angst for at støde til noget eller nogen - rakte Haanden ud - og syntes, at den mødtes af et svagt Tryk.... og han saa' ind i et Par bedrøvede Øjne - mildt bedrøvede, lidende, stille Øjne, der vedblev langsomt at flytte sig.... og han fulgte med dem - saa' ivejret - en Rytter - højt tilhest - travende ud, smilende, hilsende med kniplingsprydet Haand - en Pokkers stolt Karl.... indtil Rytteren med Et slugtes ligesom i en Afgrund af Mørke.... og Øjnene kom frem igen, som søgende ham under Taarer.

Og Gerhard sad op i Sengen - og han græd.... varme, strømmende Taarer, der vedblev at løbe igennem hans Fingre, hvormeget han saa søgte at fjærne dem. Og han tænkte: hvor saligt at kunne græde! ydmygt og stille! - -

Næste Morgen, da han vaagnede, laa Bogen paa Bordet med et beskrevet Blad. Han læste:

Den høje Hest.

Den høje Hest, den høje Hest,
hvor er den stolt at ride -
med Fjerbarret, med Tressehat,
med Kaarde ved sin Side.

Og alle Broer giver Gny,
hvert Borge-Led opspringer -
og se, Skønjomfru giver Køb,
selv uden Ring paa Finger!

516

Og hvert et Valdhorn sender ud
Stamherrens Ry saa vide -
den høje Hest, den høje Hest,
hvor var den nem at ride!

Kom, Ydmyghed, Du stille Ven,
og sæt Dig ved min Side;
nu skal vi to i navnløs Krog
tilsammen Dagen stride. -

Gerhard gemte Bladet; og han mærkede endnu, hvor hans Øjelaag sitrede - som vilde Randene overløbes af blød Væde; og smilende klædte han sig paa. Let om Hjærtet, trædende paa en egen beskeden Maade henad Fliserne, gik han til Aviskontoret, for at kaste Oversættelse og Anmældelse i det slugne Løvegab.

Om Aftnen, lige i det sidste Tusmørke, gik han sig en Tur om Byen, langs Søerne og tilbage. Han tændte Lampen paa sit Arbejdsbord - men stod endnu en Stund og saa' ud ad Vinduet paa de mat blinkende Søer og Alleerne dybt dernede, og Lysprikkerne langs de tunge Husfaçader, og den store Klump af Tage og Skorstene, Byen, der spændte sig fra Øst til Vest og som i den henflydende Aftendis og Damp saa' kolossal ud - Murstensverdnen, Menneskerummene og Mennesketankerne.

Satte sig saa ved Bordet, under Lampeskæret, skrev:

Den snevre Kreds.

Nu bliver Alt saa smaat derude,
den vide Kreds indsnevrer sig;
jeg kigger ind ad Hjærtets Rude -
nu bliver Alt saa stort hos mig.

Men der er ingen brede Gæster,
ej Skænk og Sølvtøj i hver Vraa;
der er en Mand, som holder Fester
blandt sine Minders kære Smaa.

517

De gode Børn - i Klynger træder
de Dansen om den gamle Ven;
og om de snubler, om de græder,
de rejser sig og ler igen.

Jeg kigger ind ad Hjærtets Rude,
det trange Rum udvider sig:
nu bliver Alting smaat derude,
nu der er stort og lyst hos mig.

XIV

Gerhard sled. Der havde været Tidsafsnit, hvor han laa alt andet end paa den lade Side; - dengang var han stolt derover. Nu sled han, uden at tænke paa at rose sig af sin Flid. Hans Gæld brændte ham, drev ham frem; Verden kunde stille sig paa Hovedet eller paa Benene - han skulde samle Penge, samle henimod en Snes Tusind Kroner - alt i alt.

Han samlede ind, Krone paa Krone saagodtsom. Og hvor langt var der ikke frem? Men herpaa turde han ikke tænke. Næppe fandtes der den Avis, det Tidsskrift, den Almanak, hvori han ikke skrev - næppe det opdukkende og atter forsvindende Boghandlerforetagende, hvortil han ikke gav Bidrag. Nørager pegede med aldrig svigtende Hjælpsomhed - og Gerhards Pen og Blyant fulgte efter som et Barn efter Goldammen. Han tegnede, illustrerede - alt muligt, godt og daarligt - men navnlig skrev han, anmældte, oversatte, refererede. Man kaldte ham smaahviskende »Skrivekuglen«. Gerhard hørte sit Øgenavn - smilede, trak paa Skuldrene; hvad vidste de om det? Kunde hans Helbred blot slaa til - saa holdt hans Ører vel Spydighederne ud. I Begyndelsen malede han ogsaa - til Kunstauktioner, for Glarmestre og Forgyldere. Han lod sig skambyde, fornærme. Hvad saa? - naar blot »Maalet« naaedes.

Men han fik at fornemme, at naar han malede om Dagen og skrev og tegnede den halve Nat, saa vilde Kræfterne ikke slaa til i 518 Længden. Han gjorde tillige den Opdagelse - maaske betegnende for denne By - at man ved at forcere Produktionen tilsatte sit Renommé hurtigere som Maler end som Publicist. At »male for Auktioner« trykkede langt snarere Navnet og dermed Priserne, end at skrive om alt og overalt - hic et ubique. Saa rettede han sig efter Lands Skik og skrev.

Det afledte ogsaa Tankerne bedre - Tanken paa Edith. Vi maa ses engang - sagde han til sig selv, naar Mindet trængte paa, naar han lod Haanden synke, Pennen falde, og naar det sitrede i hans Øje. Vi maa have en Forklaring - hun vil ikke nægte mig den - hun vil tilgive mig, naar hun maaske erfarer, hvor jeg slider - og lider!

Og det kom over ham, at han gerne vilde ynke sig. Men han fik det gjennet væk..... hvordan sled, stred og led ikke Tusinder i denne By? Og det faldt dem maaske ikke engang ind at ynke sig! Hvad led hun ikke selv - saa stolt hun var! og naar havde hun i Grunden beklaget sig? -

Undertiden - i Begyndelsen - skrev han lange Breve, som han saa rev itu. De gjorde ham kun modløs, forstyrrede hans tvungne Arbejdsro - faldt som Gnister fra en Verden af stærke Følelser - af Poesi maaske - ned i al den tørre Langhalm, han skulde tærske. Og sæt at hele Halm-Bunken brændte op - hvor blev saa Hoveripengene af?

Han levede Sliderens, Eneboerens Liv oppe paa sin femte Sal i to smaa Værelser, spiste og drak, hvad der netop var nødvendigt for at holde Kræfterne og dermed Humøret vedlige; var ikke meget meddelsom, saa's overalt, hvor han var pligtig at komme, høflig nok til ikke at blive trængt ud af »Lauget«; skarpt iagttaget af dem fra Regeringspressen - thi man havde ikke »glemt« ham; behandlet afvekslende med Kourtoisi og køligt Forbehold af Oppositionen - krydsende sin Vej mellem Politikens og Literaturens strengt afprikkede Grunde - bevægende sig lidt efter lidt som »kendt Mand« i et tvivlsomt Farvand, der kan være baade friskt og dybt - ligesaavel som det oftest er ferskt og fladt - undgaaende saavidt muligt Slammet, Mudderet, Kloakkernes utvivlsomme Udløbsrender. - -

Men hvilke Dynger unyttig Literatur maatte han ikke pløje 519 igennem - bortset fra de Dynger, han selv producerede! Hvilke ørkesløse Skuespil - sceniske og politiske - maatte han ikke bivaane! hvormange Forsamlings-Debatter - hvormeget Nonsens - Vrøvl - Kævl - hvilken Masse af tomme Ord maatte ikke gaa igennem hans Hjærne!

Værst var det maaske med Literaturen - den, han skulde »samvittighedsfuldt« anmælde. Han havde en Dag faaet en saadan ny Bog tilsendt. Forlægger, Forfatter (Forfatterinde) og det Organ, hvori han tilfældigvis skrev - alle ventede de.

Gerhard læste, bladede, læste... og mindedes nogle Linjer i en Opsats af en yngre Kritiker:

»Der er noget fortvivlende i at se tilbage over den uhyre Bogproduktion, hvert Aar opviser; der er en Del Talent at se, Kløgt, Flid og Opfindsomhed, men Dødens Mærke er over det meste; selv det mest bestikkende smulrer hen, naar man vil føle Livspulsen i det.« -

Gerhard lod Bogen synke. Kritikeren havde Ret i hvad han skrev: »Disse Skikkelser er mere frembragte efter en fast Plan end sprungne ud som en Blomst af sin Stængel. De har ikke taget Magten fra Forfatteren, og de tager derfor heller ikke Magten fra Læseren.«

Og Gerhard sukkede. Jamen det maa jo dog engang komme! Vi maa efterhaanden nogenlunde have oparbejdet den ny Tidens og Tingenes Betragtning - friere og sandere - og denne Betragtning vil ikke undlade at sætte Blomst! Imidlertid ville vi - ikke efter Skriftens Ord »sukke og bede« - men retfærdigt og sandhedskærligt lægge tilrette, ordne, advare og opmuntre. Hver har sin Gerning at gøre i det Stille. Saa faar den kommende Tidens »Aand« udpege den eller de Udmærkede, der hæver Skatten! -

Og han tænkte sig undertiden varm over dette, at hæve Skatten - men afbrød sig med et Smil: Snak, Henrik Gerhard! ingen Fantasterier.... tjen dine Penge, Skrivekugle! -

Der kom Bud fra Theatret. Ulfs og Gerhards Skuespil skulde opføres; dets Tur var kommen - eller man havde intet bedre for Haanden; Arrangementsprøverne var begyndt, nu vilde 520 Sceneinstruktøren gerne konferere med den af Forfatterne, som kunde være tilstede under Prøvernes Gang.

Gerhard var da tilstede. Chefen saa's ikke; Gerhard havde i den fungérende Sceneinstruktør den bedste Støtte, en diskret Vejleder, en smagfuld Arrangør, en Mand, der i Udlandet havde iagttaget meget, eksperimenteret en Del herhjemme, ikke var opslidt endnu - om han end syntes at have nogle Illusioner bag sig og adskillig Tvivl foran sig.

Gerhard manglede den Praksis, der alene gør sikker, Ansigt til Ansigt med Scenen. Han erkendte det og lagde saa vidt muligt Alt i Instruktionens Hænder. Instruktøren imødekom ethvert Ønske, føjede sig efter de beskedent udtalte Vink, hvori der forekom ham at være bon sens. De to Mænd fandt temmelig hurtigt et Fælles, hvori de kunde mødes. De havde først begge to været reserverte, som skulde de vogte sig for Blottelser. Saa opdagede de, at det ikke gjordes Behov - smilede og spøgede med hinanden.

De havde nok ikke ventet Dem Prøverne saaledes? spurgte Instruktøren leende.

Jeg maa tilstaa - svarede Gerhard - jeg blev heller borte fra dem!

Det skulde De dog ikke! Selv om De synes, at alt nu ser kaotisk ud, saa former vi lidt efter lidt Rammen, den faste Støbning.... og har vi først den , saa vokser Kunstværket umærkeligt ud - hurtigere end De selv muligvis antager det! sagde Instruktøren.

Det skulde glæde mig - sagde Gerhard. Ærlig talt forekommer jeg mig som paa et Skib førend Afrejsen. Hvorledes der skal komme Orden, Plan, en ledende Traad - endsige et »Kunstværk« ud af denne Forvirring.....?

Jamen det kommer! sagde Instruktøren og kneb Læberne bestemt sammen, medens Øjnene smilende syntes at sige: Det kommer - men hvorledes ? - - -

Prøverne gik deres Gang. Men da Gerhard arbejdede hjemme til To, Tre ud paa Natten, mødte han med bankende Tindinger - Hovedet ligesom i Spindelvæv - ved Formiddagens Theaterprøve. Han var nærmest stemt for, at Stykket ikke duede - at det havde været formasteligt af Ulf og ham nogensinde at have ment det modsatte. - Han syntes dernæst, at Skuespillere og 521 Skuespillerinder var en Menneskerace for sig - uden hverken mere Vid og Aand, snarere med mindre Dybde end mange Mennesker, der spiller Komedie udenfor Scenen paa Livets Theater. Han begreb ikke, at Instruktøren i det hele gjorde sig den Ulejlighed at instruere - da ingen hørte efter ham men alle vranten gik deres egen Vej. Gerhard tænkte: de har alle opdaget, at Stykket er slet.... lad mig tage det tilbage, mens Tid er, ogsaa for Ulfs Skyld!

Men Instruktøren erklærede med sit Smil - at nu kunde Stykket ikke tages tilbage - ikke uden stor Staahej, Vrøvl, Aviskævl.... og hvorfor det i Grunden?

Det er en anden Sag! sagde Gerhard godmodig. Men i hvert Fald kan jeg da blive borte.... min Tid er knap, meget knap! -

Ja De arbejder nok meget! sagde Instruktøren henkastet. Der var maaske en Medfølelse deri - men Gerhard tænkte: han ynker Dig! Jo jeg vil gaa!... sagde han højt... De klarer nok det hele!

Instruktøren bad ham elskværdig om at holde ud. En Gang skulde jo dog være den første - og lærerigt var det!

Gerhard holdt ud. Han holdt ud at komme træt, modfalden - søvnig - fra det skarpe Formiddagsskær og den friske Luft ind i Theaterbygningens Halvmørke, sparsomme Gasbelysning, Støv, Stank. Var han for sensibel - eller var det virkelig ikke en altfor »kunstig« Verden denne, hvori en hel lille Verden for sig, en hundred Mennesker, virkede afspærret fra Luft og Lys og i Grunden fra Livet med, for at frembringe Kunstværker, der i saa høj Grad maa bygge paa det Tilfældige? Var det blot Ulfs og Gerhards Stykke, som forekom ham at have saa svag Grund at hvile paa - eller virkede alt herinde, det hele Repertoire, paa saa løst Fundament: nogle Mennesker, der »agerede« - en Ledelse, der syntes utilgængelig at holde sig skjult bagved en Stab af Embedsmænd - og endelig Publikum... dette ganske mystiske Væsen, som nu var forsvundet fra de dunkle Bænkerader, de tomt gabende Loger, men som en Aften, naar Gassen blev skruet ivejret, vilde sidde dér, give sin Mening tilkende og atter forsvinde? - - -

Og hvordan vilde Gerhard paa Ulfs og sine egne Vegne da være tilmode? Vilde han have fornemmet, at det sælsomme Væsen - det underligt store gloende Dyr med de mange hundrede 522 Øjne - at det havde faaet en ædel Trang tilfredsstillet, eller blot at det var gaaet bort ligesaa apathisk som det var kommet? - - -

Han sad her, Dag efter Dag, paa en af de tomme Bænke - i Mørke - med det øde Orkesterrum som en dyb, bred Grav mellem sig og den svagt belyste Scene. Og deroppe gik nogle Herrer og Damer; de fleste i Overtøj for Trækvindens Skyld - Trækvinden, der svøbte ned fra det taarnhøje Maskinloft, hvor stundom en aaben Luge nedlod Vintersolens kolde Striber, Dagens grelle Skær. Af og til, medens Herrerne og Damerne paa Forfatterens Sprog tiltalte hverandre - eller afbrudt ved en Bemærkning fra Instruktøren snakkede sammen i »daglig« Tale - - af og til lod da Maskinfolkene et Bagtæppe gaa ivejret eller skiftede en Kulisse for en anden »Prøves« Skyld.... og der blev et kortere eller længere Mellemrum af Mundhuggeri - Herrerne og Damerne tog atter fat, og Gerhard var i Middelalderen igen, blandt Ulfs og sine egne Skikkelser af Kød og Blod.

Eller han var der ikke - det var ikke hans Skikkelser, endnu mindre Ulfs - og Kød og Blod havde de ikke. Han gjorde ved sig selv den Iagttagelse, at disse Herrer og Damer, med mere og mindre Rutine, enkelte med Talent for Scenen - som det kaldes - at de gennemgaaende befandt sig i et næsten fuldkomment Vilderede: hvor skulde de tage disse Følelser fra? hvad gøre med disse Ord? hvordan vende og dreje sig i et ovenikøbet »uhistorisk« Skuespil, der ikke selv pegede for dem henimod denne eller hin Rolles »Opfattelse«?

Gerhard blev mildere og mildere stemt, jo mere han saa', hvor Skoen trykkede; godmodig og beskeden gav han sig under Pavserne i Snak med dem. Han forklarede, at der efter hans Mening bag enhver Fremstilling af menneskelige Affekter, fra de stærkest akcentuerede til de mest ligefremme, altid laa en personlig Hukommelse for noget oplevet eller følt. Der var - stadig efter hans beskedne Mening - i og for sig ikke Tale om nogen »Rolle« og allermindst om nogen Theater-Opfattelse. Digteren gav de indre Omrids af Figurer, Mennesker, hvori han selv havde nedlagt Hukommelsesarbejde fra egne Lidenskaber, Følelser, Anelser - eller fra hvad han nærliggende havde iagttaget eller anet hos andre.

523

Dette var Naturen - Kilden til al Kunst - sagde han; og med jo større Energi man nærmede sig den og øste deraf, jo mere virkede Kunstværket som rent og purt Menneskeliv, Menneskeværk. Det samme maatte gælde for Skuespilleren - blot at han havde den skærpede Opgave og Fordelen ved tillige at virke med de ydre Midler, Stemmen, Minen, Øjets Sprog, Gestikulationen, Legemets Førelse. Ogsaa alt dette hvilede paa Selviagttagelse, Hukommelse fra Naturen - aldrig paa Tradition, Theaterrutine. Og hvad historisk eller uhistorisk Digtning angik, saa ytrede Gerhard, at det »historiske« Skuespil paa en vis Maade - hvis man havde et meget intelligent Publikum for sig - kunde gives i hvilketsomhelst Kostume. Om Digteren saa har gjort de grundigste Arkivstudier, bliver han dog aldrig mere historisk end hans eget Blod og Temperament er. Det var atter Mennesket - eller de forskellige Mennesker i ham - som talte ud gennem Fløjel eller Klæde, Staal eller Hvergarn. Dette kunde Skuespillerne maaske ikke have Skade af at høre - saa lidt nyt det iøvrigt var.

De hørte ogsaa gerne - eller lod ialfald saadan. En enkelt, som syntes særlig anlagt for filosofiske Drøftelser, fordybede sig i den Grad i Æmnet, at Gerhard fandt det klogest at dreje af. De havde alle - forekom det Gerhard - mest Tilbøjelighed til at blive rost for deres »Opfattelse af Rollen«, samtidig med at de paa det elskværdigste underkastede sig hans Kritik. Kritisér os bare dygtigt! sagde de - baade Herrer og Damer - det er jo dog det vi skal lære af! Han var meget varsom; han syntes, at de fleste af dem var nogle store Børn - og Børn vil netop ikke Kritik. Han blev forholdsvis hurtigt klar paa, hvor liden Oversigt de havde over et Stykke - hvor lidet et Stykke i det hele interesserede dem - hvorledes det altid var Rollen - og hvordan de til denne eller hin Rolle næsten som Regel tog noget, der var dem tillært fra en anden Rolle - noget, som dem indbyrdes imellem gjaldt for Traditionen. De havde en egen barnlig, nærmest ubevidst Respekt for denne Tradition - og heri blandede sig saa for nogle af de yngres Vedkommende Bestræbelsen henimod »Naturlighed«. De havde af Bladene læst, gennem Literaturen faaet meddelt visse Paamindelser om, at de levede med i en Tid, hvor Virkelighedsdigtning og Virkelighedstrang gjorde Fordringer gældende. De moderne 524 Stykker, nordiske og fremmede, der af og til blev spillet mellem Vaudeville-Repertoiret og en enkelt løsflagret romantisk Fugl, havde skærpet deres Appetit for ogsaa at være med paa det Moderne. Saa havde de anlagt en egen slentrende Gang, en tør, monoton Replikfremsigelse - eller et afsnuppet, kort Trav - visse drævende Bevægelser, et Kast med Hovedet, langsomt skelende Øjne - for Damernes Vedkommende en egen kæphøj Impertinence, som om de altid var fornærmet - afbrudt af klynkende Klage og atter af konvulsiviske Latterudbrud. Det Sentimentale og det Impertinente, det nervøst Forjagede og det ligegyldigt Omkringslentrende - det syntes at være blevet det moderne »Virkelighedsmærke«, som paa den ene Side stred med Traditionen og paa den anden Side allerede var ifærd med at blive Tradition. Ingen eneraadig Vilje kastede sin Opfattelse herimod - intet stort, beherskende Talent dækkede over de mange smaa Forsøg - det Hele var nærmest som en »Forsøgsskole«.... der nu forsøgte sig med det Gerhard-Ulfske Stykke, saaledes at tre, fire forskellige Lag af scenisk Fremstillingskunst aflejrede sig indenfor den middelalderlig-romantiske Ramme.

Og Gerhard saa' det og blev mere og mere tilbøjelig til at ønske, at han kunde to' sine Hænder og i Stilhed liste sig væk.

XV

Han skrev sine Betragtninger i nogle Breve til Ulf.

- - - - Altsaa, kære Ulf, De maa ikke gøre Dem nogen Forventning; det bedste er, at vi er fattet paa det værste. Det var De ganske vist, da vi skiltes, men jeg vilde jo sætte min Krig igennem. Nu vil De maaske ovenikøbet bebrejde mig det, naar vi begge ligger dér paa bar Mark med det væltede Læs - men jeg gjorde det for Deres Skyld og i den redeligste Hensigt. Kanske gaar det bedre end jeg spaa'r; og saa vil jeg have Dem her til Byen paa min Kvist; jeg faar et Værelse til, med Sol og dejlig Udsigt - helt ud over det blaa Sund, som nu er hvidt, men som til den Tid vil svulme af Henrykkelse.

525

Jeg svulmer undertiden af Henrykkelse ved Prøverne. Det er, naar jeg sidder og lytter til Deres Vers. Det er stolte Vers, Ulf! friske, ægte Varer - ubegribeligt at nogen endnu i vore Dage har Kilden i sig, siger jeg til mig selv. Og De kalder Dem syg! De burde skamme Dem.... det er mig, som begynder at falde af, synes jeg.

Kongen - Karaktérskuespilleren - er den, som behandler Versene bedst; en dannet og smagfuld Mand - mig en lille Smule for smagfuld kanske. Det er trist, saa Manglen paa Førsterangskræfter gør den enkelte Skuespiller altfor »ene«; han savner Medspiller, saa at sige Staal at slaa imod, og tilsidst maa Rutinen dække. Og han er træt; han gør paa mig det Indtryk at have opgivet det Hele - eller nogetnær. Han er maaske mere Kritiker end Kunstner. Han læser meget og er vist fra Karakterens Side en nobel Mand, en fin, forstaaende Natur. Tænk Dem, Ulf, en kgl. Skuespiller, som læser! Men han er ked af det. Gud véd, om de ikke alle er trætte.... eller er det blot mig dernede i Parkettet?

Jeg gør mig dog den redeligste Umage for at holde Illusionen og Humøret vedlige. Bare det ikke gaar mig som en Bekendt af mig fortalte, at det var gaaet ham ved Prøverne. Man bliver ved at slaa af og slaa af i sine Fordringer - stadig læggende noget af sit eget ind i Spillet - seende for hver Gang med mere og mere partiske Øjne - af Frygt for i det hele taget at skulle finde baade Spillet og Stykket trivielt, meningsløst..... indtil pludseligt Aftnen kommer, hvor Gassen skrues ivejret, et nyt, skarpt, grelt Lys paa det Hele.... de tusinde dumme og mellem dem de mange friske, ubestikkelige Øjne..... og med dem ser man den Aften - og saa ligger vi dér!

Naa, nu er jeg der atter. Blot vi havde gjort Narren lidt mindre sammensat, mindre sentimental maaske, mere af en Klown - undskyld! Komikeren, som har Rollen, er absolut Theatrets største Kraft, maaske det eneste »fødte« Skuespillertalent - han er flittig, mangesidig, kan sin Rolle paa Fingrene - men han kan ikke forvandle sin Natur.

Ridder Hagen - udføres af en Brugbarhed fra Vaudevillen. Nej De, Ulf, skulde have spillet ham - for ti Aar siden.

Jeg hører Dem allerede bande. Det maa De ikke - thi nu kommer vi til Damerne. Men jeg er for galant; jeg springer helst 526 over. Dette er ganske vist ingen Avisanmældelse, hvori man for Bladets Skyld ikke tør tage Bladet fra Munden. Alligevel...... hør véd De i en Fart noget, som kunde karakterisere disse vore kære Ingenuer - disse saft og kraftløse, sippede Smaadamer, som har faaet indstuderet en tre, fire Roller »mit Müh' und Noth«, og som paa dem lægger et helt Repertoire. At Uskyldigheden, den faldne eller den efterstræbte, endnu bestandig skal se ud som om den gik med Mamelukker og spillede Skolekomedie! Jeg begriber ikke, at vor Jomfru Else kan blive saadant et affektért Uvæsen - der undertiden sender den i Mørket siddende Forfatter et straffende Blik: Gud hvad det dog er for noget Skaberi, De her lader os sige!

Ja, min lille naadige Jomfru, en af os to skaber sig virkelig!

Eller Dronningen - som igennem Chefen har gjort bestemt Fordring paa, at baade dette og hint skal stryges, da hun umuligt - i det mindste ikke paa nogen Forestillingsaften - kan tage »saadanne« Udtryk i sin Mund. Hun vil stadigt give Rollen af - vil ikke være med til en saadan Ryggesløshed. Mon de gode Damer ved Theatret aldrig har elsket nogen Mand - legalt eller illegalt? Vidste man ikke det modsatte, skulde man virkelig tro det.

Idetheletaget har jeg en Anelse om, at Personalet finder Stykket jævnt interesseløst og jævnt anstødeligt. En af dem, Theatrets Haltefanden og gode Hoved, sagde forleden noget uhyre fint; han sagde, at som romantisk Stykke var det for »moderne«, og som moderne (hvad jeg bestandig paa Dril hævder, at det er) kunde han hverken se noget Princip eller nogen Debat deri. Hvis ikke den behændige Komponist og Musikdirigent havde lagt nogle gamle Melodier heldigt tilrette for Narren - saa vilde han holde hvad det skulde være paa en Fiasco.

Altsaa bliver det en Fiasco - thi Narren redder næppe vort stakkels Stykke. Det skulde da være, som Musikdirigenten sagde, at vi fuldstændig skrev det om som en Libretto for en Opera - hvortil han saa vilde sætte Musiken.

Ikke saa gal en Idé! Hvad siger De - i al Beskedenhed - kære Ven?

527

Nej nu skal jeg i al Beskedenhed sige Dem min Mening, Ulf. Prøverne er saa vidt fremskredne, at jeg kan danne mig en Mening. Overtøjet er lagt af - en og anden er trukket i en »Riddervams« - der er kommet en meget virkningsfuld Dekoration - Bagtæppet foreløbigt - ned fra Malersalen - og efter et forfærdeligt Skænderi imellem Damerne indbyrdes og mellem hele Personalet og Instruktøren (gamle og ny Tvistepunkter) har Dronningen bestemt sig for at »spille helt ud« (nærmest for at ærgre Ingenuen) og Jomfru Else har lovet, baade at hun virkelig vil skrige ude i Kulissen og at hun i Banketscenen vil aflægge sin sursøde Nolimetangere-Mine (irriteret ved Dronningens Paastand, at hun kun havde én Maade at bruge Øjnene paa). Alle vil de - paa Trods imod Instruktøren - gøre deres Bedste; og dette Bedste synes nu at skulle komme de ulykkelige Forfattere til Gode.

Dette er Lapperi - ja tilvisse. Men saadan er Institutionen. Et smilende Paradis for den, som træder naiv ind; et Kævlets og Intrigernes Helved ved nærmere Bekendtskab. Men da hele Landet synes at have forskrevet sig til de onde Magter - hvorfor saa ikke den første Kunstanstalt?

Vort Stykke har mange svage Punkter og Fejl; nogle, som endnu ville kunne rettes, andre, som ligger dybere og hvorpaa der ikke kan bødes - denne Gang ikke. Mine væsenligste Indvendinger beholder jeg foreløbigt hos mig selv. Men - trods alt - er det min faste Overbevisning, at Stykket vilde kunne gøre sig - hvis vi havde Skuespillere og Skuespillerinder.

Naar jeg tænker mig, at det er disse Mennesker - og deres Kolleger ved Privatscenerne, ja næsten enhver »Optræder« over den ganske By med Forstæder og Landkommuner - som er hele Landets Kæledægger! naar det er en Begivenhed, at denne Herre, Frue eller Frøken faar Snue - naar deres Gøren og Laden, privat eller offenlig, deres hele Ve og Vel gennem alle Pressens Afskygninger daglig serveres paa den alvorsfuldeste Maade Side om Side med indgribende Verdenshændelser.... og naar disse Mænd eller Kvinder, gennemgaaende ganske almindelige, flere af dem højst tarvelige Personligheder, i den Grad føler sig som Centrer for en ukritisk, næsten altid smigrende og rosende Opmærksomhed - ja saa begriber jeg baade deres Sky for den virkelige Kritik og jeg 528 staar undskyldende men tillige skamfuld-ærgerlig overfor deres barnagtige Forfængelighed, deres tomme, flade og ørkesløse Tilværelse - Dilettanter, som dog de fleste er, Væsner uden Kærne, uden Oprindelighed, uden fast Struktur - et Aands-Proletariat, efterabende det »gode« Selskabs ydre Fremtræden - det gode Selskab, som i sin Midte har optaget Goglerne og som ødelægger dem og selv ødelægges ved deres Skin-Kunst.

Jeg begriber det dybe Forfald, hvori - paa ganske enkelte Undtagelser nær - vor sceniske Kunst er geraadet; og jeg forstaar, at denne Kunst først paany vil hæve sig, naar Gøgleren atter bliver ærlig Komediant, stolt over sin Stand, den han afgrænser udadtil og uddyber indadtil næsten med drakoniske Love. Som det nu er, er det en selskabelig Vælling - oftest en Forfængelighedssag at »være ved et Theater« - en ganske indbringende Forretningssag undertiden - Theatret en tvivlsom Morskabsinstitution - en plumret Skandal-Kilde, der finder sit Afløb i Pressen - Pressen, som ikke tilfører Institutionen Fornyelse og Friskhed gennem »Folkets Røst«, men som yderligere opstemmer Strømmen til at blive en behagelig Dam for Andesnadder og Gaasevrøvl.

Om Forfatterne, Videnskabsmændene, de bildende Kunstnere lod sig behandle paa samme Maade! Ja det kommer maaske - Enden er jo ikke endda!

Dette er mit Hovedindtryk fra én enkelt Vinterkampagne ved vor første Scene. Tænk om jeg havde været der i ti!

Nu har Arbejdet nogetnær faaet sin »faste Ramme« som Instruktøren siger. Skade kun at Prøverne paa et Par Operaer og en ny Ballet kommer imellem - Stykkets Opførelse udskydes derved og Personalets Interesse slappes. Det er en underlig Anstalt - med alle mulige Kunstarter imellem hverandre; den ene træder den anden over Tæerne. Gid jeg kunde samle et Dusin Bekendte - Herrer og Damer - »Dilettanter« naturligvis. Jeg tror, jeg vilde kunne opføre Stykket med dem - helt naivt, paa bar Bund, med megen Flid og Indøvelse naturligvis, men uden alle disse fortvivlede sceniske Forudsætninger. Det at spille Komedie, er kanske ikke saa svær en Kunst, som man tænker - naar man bare ikke bestandig tænkte paa at spille Komedie. En meget svær Kunst 529 forøvrigt - baade at spille og skrive! Jeg bliver mere og mere bange for vort Arbejdes Skæbne; dets Svagheder falder stærkt iøjne - efterhaanden som den ubestemte »Duft« taber sig. Er det vor eller Skuespillernes Fejl eller begge Parters? Jeg sagde forleden til Instruktøren - der nødigt udtaler sig om Enderesultatet medens han med utrættet Opmærksomhed filer og afrunder Detaillerne - jeg sagde: Dette Stykke er fremkommet tredve Aar for sent - eller dets Tid vil først falde, naar en Generation er gaaet - hvis det da ikke »falder« for stedse med det samme!

Men han smilede blot og nikkede: Vi faar at se! De skal ikke tage det saa ængstligt - der er virkelig mange Skønheder deri!

Jeg svarede ham, som sandt var, at jeg havde liden Forfatterængstelse for mit eget Vedkommende; men at min Ven laa inde med »Løvens Part«, og at denne Ven var borte og syg!

Tror De ikke, at Brynjulfsen kommer til Stykkets Opførelse - eller dog til Generalprøven? spurgte han.

Og Svaret? Ja svar mig nu, kære Ulf.

Ulf svarede ikke. Gerhard var næsten tilsinds at betragte det som et daarligt Varsel. Havde Ulfs Tilstand da forværret sig saa meget? Stakkels Ven - hvor var de fattige begge to nu - og hvor meget afhang ikke af Skuespillets Skæbne!

Ulfs Fremtid. Paa sin egen tænkte Gerhard ikke. Han var jo dog sammenlignelsesvis den lykkeligere - hvor overanstrengt, hvor nedslaaet han ogsaa tidt følte sig. Han var den sundere Del af Legemet; han haabede, han ventede.

Vintren var gaaet; den kolde, bidende Marts forbi; April med sine Byger, sine Solsmil, sine Forjættelser begyndt. Generalprøven blev ansat.

Den halv-festlige Stemning, som kan virke saa betagende paa Forfatteren, der første Gang skal i Ilden. Og dog mangler der Uhyret med de mange, mange Øjne - Publikum - som alene giver Spændingen, Faren, Sejren, Nederlaget. Gulvet er halvt fyldt - med Skuespillere, Komparser, Funktionærer, Kvinder og Børn - som et tavst, afdæmpet Karneval. I Parketterne - hvor de »fine« Folk imorgen skal sidde - sidder hviskende og pegende de sminkede, 530 kostumerede Aktører, Aktricer, Statister. Man lister sig op paa Scenen gennem den lille Jærndør i Orkestret, og kommer ned igen - sætter sig ikke altfor nær ved Forfatteren, da man hverken vil skænke ham en mulig forhastet Opmuntring eller paa Forhaand nedslaa ham. Ingen kan danne sig nogen endelig Dom om et Skuespil ved Generalprøven - men der er dog nogle »vise« Mænd og Kvinder, som oftest blandt de inferiøre Skuespillere, hvis Udtalelser man lytter efter - saaledes at man privat altid haaber noget mere eller frygter noget mindre.

Og der dannede sig smaa hviskende Klynger rundtomkring.

Gerhard holdt sig borte fra dem. Han vilde kun forlade sig paa sine egne Indtryk - han noterede i en Lommebog og talte af og til dæmpet med Instruktøren.

Chefen var der, i tilknappet sort Frakke; han hilste koldt høfligt paa Gerhard og forlangte endnu nogle Strygninger hist og her.... i og for sig uden Betydning, men han erklærede visse Ord »anstødelige« og fordrede dem strøgne. Gerhard nikkede smilende - og bejaende; han hørte knap efter, hvad der forlangtes af ham - han var ganske inde i Stykket; det løb ham varmt op til Panden og med en behagelig let Gysen ned ad Ryggen. Han sad drømmende - sugede disse stærke Ord til sig igennem det bløde Sprog.... tænkte forunderlig lidet paa, at han selv havde haft med dette Stykke at gøre - saa' og hørte paa det ikke som »Stykke« men som en halvtredje Times Symfoni, der havde Ulf til Mester og som fortonede sig op imod en Baggrund af den lyse Nat - med et blond, blegt Kvindehoved indrammet af Maanebølger.......

Med et Suk - og en stille, glad Taknemlighedsfølelse rejste han sig, da man var færdig. Han nikkede rundt til de Nærmestsiddende, der saa' lidt betuttet paa ham..... og med Korets Slutningsord: til det hellige Land! stod han ude paa Torvet i grelt Eftermiddagssolskær.

Han skyndte sig hjem og skrev bevæget, højtideligt og derpaa muntert spøgende til Ulf. Endnu et Brev begyndte han paa; men det rev han itu......

Han gik tidligere iseng end han plejede, laa ikke og læste, faldt snart isøvn. Han drømte om Edith fra ifjor Foraar - og om en Succes for Ulf.

531

Tredie Bog

I

Gassen er skruet ivejret, Aftnen er der, Folk er der - en Aprilaften i det kongelige Theater. Der er Bredgade, der er de andre Gader, der er fuldt Hus - fra Gulv til Loft de tusind Grosserere, de halv hundred Journalister, de sexhundred Tanter, som vaager over den nordiske dramatiske Literatur.

Og det begynder ret lovende; det er jo næsten som »Elverhøj« dette.....

Men i det dunkle Parterre, og højest oppe, nærmest ved Himlen, sidder spredt et halvt hundred Mænd og Kvinder, yngre og ældre; de er daarligt klædte, men der er i deres Øjne et festligt Blink, som siger: her sidder vi Efterkommere af det Theaterpublikum, der i sin Tid gjorde Kjøbenhavn mærkbar iblandt Hovedstæder; vi venter, vi haaber......

De er faa'; de mønstrer dette Theater, som under Chefens Ægide er blevet Hoffets, de tusind trætte Grossereres, de sexhundred Tanters Opera og Lystspilhus. Og de halv hundred Journalister sidder paa Gulvet tilhøjre og tilvenstre - Faar og Bukke - eller tilsammen Ulve i Faareklæder, mest tilbøjelige til at skambide hverandre, men i Mangel deraf tænkende paa, hvilken dejlig Tand de skal sætte i Forfatterne til dette Stykke - som efter Forlydende inde fra Kulisserne »hverken skal være det ene eller det andet«.

Og Tæppet er oppe. Alle Øjne stirrer. - - - - - - -

Gerhard havde Dagen igennem arbejdet med Lyst og Iver; tog sig saa et romersk Bad, spiste tilmiddag paa sin beskedne Knejpe, hvor ogsaa »Skyggen« søgte. Og Gerhard hilste efter Sædvane afmaalt men venlig paa Skyggen - som idag var særlig 532 febrilsk; de rullende Øjne syntes at sige: Jo, jeg er en sikker Mand iaften - skøndt jeg ikke har Udgangstilladelse; men det gælder Ulf- det er hans Stykke - jeg blæser ad Dig!

Det gjorde Gerhard ondt at se disse uforsonlige Øjne, som formelig lyste gennem den halvdunkle Kælder. Han havde jo dog ikke gjort Skyggen nogen Fortræd - snarere kunde det modsatte siges. Denne Vinter havde mildnet og samtidig fæstnet saa meget hos Gerhard; han nærede ikke Vrede mod nogen, grumme liden Bitterhed - søgte at luge sit Ukrudt, søgte Forsoning med Livet, han, som havde saa meget at sone.

Men han kendte Skyggen tilstrækkeligt; det var forgæves at prøve paa Forsoning dér, hvor den Idé stod urokkelig: Gerhard havde fortrængt Skyggen af Ulfs Hjærte.... Gerhard var en lumsk, en tvetydig Mand... Edith var »træsk«.... hele Verden var Lumskeri..... Skyggen havde kun tilbage at svælge i Nydelsen af Erindringen - og saa gennem sit Forhold til den lille Natalie ligesom at nyde Brodden ved at karrikere Ulfs Kærlighed til Edith.

Gerhard følte sig forstemt; »Skyggen« kastede Skygge.

Saa rejste han sig, hilste - fik et stumt Nik - og gik hjem paa sin femte Sal. Fra Resterne af fordums Herlighed søgte han sit bedste sorte Tøj ud, bandt sit hvide Halsbind foran det smalle, grønblaa Spejl og smilede over, hvor graa han var bleven det sidste Aar. Forgyldningen er snart af Sante Gertrud...... men Svinelæ'ret bestaar! tilføjede han med Kækhed.

Dog, han fornam denne Tyngsel over Nakken og en Susen, som en kogende Konkylie, for Ørerne; og han saa' lidt vemodig til Skrivebordet med de store Dynger Papir og Bøger; satte sig i Arbejdsstolen, støttende Kinden mod Haanden - og trak langsomt Skuffen ud.

Dér laa den lille Pakke Breve.

Det bares ham med Et for, at han egenlig var deres Ejermand - i hvert Fald deres rettelige Forvalter - og en Forvalter maatte dog kende sit betroede Gods. Halvt i Tanker vilde han saa bryde et... eller rettere aabne og læse - thi Brevene var jo brudt. Men han tog sig deri.... og lod Brevene mekanisk vandre ned i sin Kjolelomme.

533

Hvorfor? han vidste det næppe selv. Han vidste, at han under Forestillingen skulde være indelukket i den lille gitrede Prosceniumsloge - Chefens »Forbryder-Skab«, hvor de dømte Forfattere ved Premieren holdes fængslede - for at fores ud til Henrettelse eller som Sejerherre.

Og han tænkte - halvt drømmende: nu sidder jeg derinde, umiddelbart med Scenen udenfor mig - Skuespillerne - deres malede Ansigter, deres nervøse Træk..... selv er jeg rolig, jeg vil være rolig.... jeg kan næsten som gribe ind i Stykket - og dog kan jeg hverken gøre fra eller til længer. Men dernede - saaledes at jeg kan se den halve Del af Gulvet - med den underlige Refleks fra Rampelyset over de Hundreder stirrende Øjne - dernede er »Uhyret« - som enten kærtegner, eller sønderriver - eller gaber.

Chefen, min ærede fordums Svigerpapa, har sat sig ind hos mig. Han iagttager mig, medens han tror sig ubemærket, nøje fra Siden af - og samtidig lytter han med sammenknebne Øjne til Uhyrets Bevægelser dernede. Og nu »ytrer« Uhyret sig.... der hysses - stærkere..... Chefen har rejst sig, han bider sig maaske i Læben over sin egen Dumhed, at lade saadan et Arbejde opføre, men samtidigt vil han nyde sin Triumf ved min Ydmygelse. Han siger mig dæmpet et Par bidende Ord;.... mig fornærmer han ikke - jeg er ude over det..... men jeg tager roligt disse Breve frem og holder dem op for ham. Og saa gaar han. Men jeg sidder og læser disse Breve - Ulfs Breve - medens Uhyret lader vort fælles Arbejde - en Poets og en Artists Hjærteblod - falde med Glans.

Og næste Dag sender jeg Ulf hans Ejendom - den, vi er to om at dele - som vi er to om at dele vort Tab.

Og jeg arbejder støt videre........

- Han saa' paa sit Uhr, og sprang op. Idet han endnu engang rettede ved sit Haar, sit Skæg, sine Klæder, sagde han smilende: »Umiddelbart førend Spartanerne gik i Kampen, ordnede de omhyggeligt deres Klæder, salvede og flettede deres Haar«..... se Kofoeds Verdenshistorie.

534

II

Der er Love for Alt i Verden, ogsaa Love for Theaterstykkers Skæbne ved en Førsteforestilling. Gerhard var som »ny« Mand ikke rutineret nok til af den første Akt at slutte sig til de efterfølgende to - men denne ofte skæbnesvangre Begyndelse, det første, umiddelbare Tag i Folk, var heldig forløbet; Gerhard gik ud af »Skabet« og stillede sig naturlig glad i Kulissen, saa' paa Virvarret, blev puffet og trængt af Maskinfolkene, blev trykket tavst i Haanden af Kongen, hvis Fedtsminke glinsede ned paa den aabne, kraftige Hals, blev næsten stormende omfavnet af den nervøse Ingenue - hvis Tur jo egenlig først nu kom - fik et naadigt Smil af Dronningen, hvis Sortie var bleven stærkt beklappet...... og dér stod Gerhard med denne ugengivelige Følelse siddende endnu i Halsen - Følelsen af Uhyrets klaskende Klapsalve ved Tæppets første Fald.

Den vagthavende Brandmand traadte militært an og spurgte med Haanden til Hjælmen, »om han inte maatte byde Hr. Forfatteren en Baier - da der dog vistnok var meget varmt inde i Skabet?«

Gerhard tog med Tak og en Ducør imod det uskrømtede Tilbud - og bag ham stod Instruktøren, som nikkede smilende og sagde paa sin diskrete Maade:

Brandvagten har Ret. Det gik jo ganske godt til en Begyndelse - skøndt der rigtignok var forskellige Ting, som ikke var heldige..... men det saa' De vel ikke?

Nej! svarede Gerhard ganske aabent - jeg saa' Ingenting!

Men De hørte?... spurgte Instruktøren og slog paa en betegnende Maade Hænderne dæmpet sammen. Ja ja - det lød jo ret kraftigt..... men nu kommer vi til det farlige Punkt - den lange Akt..... blot ikke de mange gamle Damer var i Logerne!

Og de mange Journalister paa Gulvet! sagde Narren.

Saa giver Regissøren sit Vink: alle paa Plads, alt iorden! Skuespillerne faar dette underlige paa samme Tid aandsfraværende og spændte Udtryk i deres Ansigter - de er alle paa »Krigsstien« - Tomahawken er gravet op - nu skal de tage Skalpen eller selv 535 skalperes. Forfatteren, som iaften er deres Ven - imorgen maaske Genstanden for deres Kulde eller Spot - kryber ind i Skabet.

Idet Gerhard gaar derind fulgt af Instruktøren, skyder Chefen sig frem, klædt i Galla; han lægger sin behandskede Haand kammeratlig-opmuntrende paa Gerhards Skulder, tager Plads paa en Stol ved Siden af ham, hvisker ham et Par forekommende Ord i Øret og aabner den lille forgyldte Gitterlaage halvt..... Instruktøren sidder tavs opmærksom bagved de To.

For Gerhards Øre - for alle hans vakte Sanser - begynder da et ejendommeligt Skuespil ved Siden af og udenfor Skuespillet. Der foregaar i og med ham en Proces, som afvekslende gør ham kold og varm: først nu ser, hører og dømmer han. Hvor lang er ikke denne Periode - og hvor lidet evner Skuespillernes stumme Spil at udfylde denne Pavse..... hvor er denne Replik tom - hvilken hul Tirade - hvor »skrevne« er ikke disse Ord - hvor utilfredsstillende virker denne Vise..... nej, nu falder der Klap - men det var mat. Narren anstrenger sig - men uden »Baggrund«; han er vant til at have Publikum med sig og stoler derpaa; men hans Løjer mangler iaften »Smældet« - og han trættes tydeligt nok, eller han forcerer. Saa forceres der over hele Linjen - og det synes at irritere »Uhyret«...... tys! hvad var det? Der hyssedes. Gerhard ser et overrasket, fortrædeligt Glimt i Skuespillerens Ansigt..... og han ser Chefens Blik fra Siden af, koldt, overlegent, stikkende..... han føler selv et Stik i Hjærtet - og saa overvinder han det, han smiler; han véd i disse Minuter paa Forhaand Stykkets Skæbne, kan tillige paa en Prik sige, hvorledes han, hvis han nu sad ved Prøven, vilde gribe ind, bortskære, motivere, sammentrænge.... og tillige hvordan han vilde ildne, opflamme, retlede Personalet - véd bestemt, at Personalet bestandig er »paa Siden« af Stykket, stoppet op ved dets tekniske Mangler, ikke grebet af dets Poesi og derfor uden Evne til at gribe »dem« dernede, slaa dem den allerede vakte Kritik af Haanden, pirre dem ud af deres Døs, besejre deres Misfornøjelse - bibringe dem Stemningens elektriske Stød.

Og han bøjer sig rolig frem forbi Chefen og ser paa »dem dernede« - ser disse fremmede Ansigter, de overlegne Smil, Ligegyldigheden, Uopmærksomheden - hist og her en ængstelig Søgen, 536 et Blik, som endnu holder fast..... derpaa et stort, halvmørkt Rum med enkelte Dobbeltprikker fra Kikkerter..... og han føler, snarere end han opdager, den synkende Interesse..... og han hører atter denne dæmpet susende, tilspidsede Lyd af et Theaterpublikums Hyssen.... gjaldt det en tilfældig Rolighedsforstyrrer? eller en for »djærv« Replik? eller gjaldt det Ulfs og Gerhards Stykke?

Det gjaldt Stykket i dets Helhed.

Chefen rejser sig fra sin Stol, staar endnu et Øjeblik oprejst i Skabet - lyttende; der er dernede i Salen en Tavshed, som ikke er til at tage fejl af, et mat, uoplagt Publikum..... og Chefen forlader Skabet, med et eneste, flygtigt Blik paa Gerhard, uden at ytre noget, ladende Døren ud til Kulissegangen staa paa Klem.... Gerhard og Instruktøren er alene.

Saa bøjede Instruktøren sig frem og iagttog Gerhard. - - -

Han sad tilbagelænet paa Stolen; han havde sunket og fordøjet Chefens Blik, tænkte ikke længer derpaa, ikke paa de Breve, som laa i hans Kjolelomme, ikke paa noget Konferensraaden og ham indbyrdes vedrørende. Han havde foldet Hænderne over sit ene Knæ, og tilbagelænet stirrede han med et Smil frem for sig. Hvad tænkte han paa?

Han tænkte paa »Uhyret« - uden Vrede, uden et Korn af Bitterhed i sin Sjæl. Han var hverken krænket eller overlegen - ikke kunstig overlegen; behøvede ikke at stramme sig op - han følte, at Slaget var tabt, søgte at gøre sig klar over Aarsagerne - satte alle tre Parters Sag ud fra hinanden, Publikum, Forfatterne, Skuespillerne - følte en inderlig Befrielse, og drog et Suk.

Hvad tænker De paa? hørte han Instruktøren spørge hviskende med en blød, venlig Stemme.

Jeg tænker paa - svarede Gerhard ligeledes hviskende, uden at forandre Stilling - at jeg egenlig har Grund til at være glad; jeg føler mig lettet - nu er det overstaaet!

Jamen - vi er jo ikke til Ende. Folk er lidt matte iaften.... men det kan komme i sidste Akt - og forøvrigt er en Premiere ikke altid afgørende - et Stykke kan spille sig op - vi har Exempler derpaa! sagde Instruktøren opmuntrende, beroligende.

Gerhard vendte sig lidt bort - lyttende. Instruktoren saa' fra 537 Siden af, hvorledes der gik en egen højtidelig Vemod over Gerhards Ansigt - som nu drejede sig med en stille festlig Glans i Blikket. Og Instruktøren, der havde set en Del Forfattere i Skabet, blev opmærksom.

Jeg takker Dem - hviskede Gerhard - for Deres Forsøg paa at trøste mig! Det behøves ikke, det forsikrer jeg Dem. Man kan aldrig sige, hvad Skade en Sejer - ovenikøbet straks ved første Forsøg - kan afstedkomme. Det beror vel paa den Enkelte; men jeg tror ikke, at jeg havde taalt det. Jeg vilde have følt min Forfængelighed hurtigt tilfredsstillet - vilde vanskeligt være bleven klar over de uendelige Vanskeligheder, som den dramatiske Produktion frembyder, vilde maaske have kastet mig over denne »Gren« af Kunsten uden dybere at prøve mig selv - for saa med Fortørnelse og Bitterhed at staa overfor de Skuffelser og Nederlag, som dog aldrig udebliver paa denne Bane. Det er meget tvivlsomt, hvorvidt jeg snart - om ellers nogensinde - forsøger mig igen; jeg tror, at min Ven Ulf aldrig gør Forsøget med mig og han kommer selv næppe dertil paa egen Haand. Jeg kan ærligt tilstaa Dem, at det materielle Tab - den materielle Skuffelse - hverken bliver let for Ulf eller mig at bære; man »haaber« dog altid - og jeg havde ventet mig store Ting for min syge Ven. Naa - det faar saa være. Men da De har spurgt mig, saa vil jeg sige Dem, at jeg nærmest sad og tænkte paa mit Forhold til »Uhyret« dernede - til Publikum. Jeg kan paa det nøjeste Nøje sige Dem - og det er dette , jeg er glad over at føle iaften - at jeg sidder her som en befriet Mand. Man »forskriver« sig altid ved Sejrene.... hvis De forstaar, hvad jeg mener. Dette Publikum, »Folk« eller vort Folk - Deres og mit - det vil jeg vedblive at holde af, at staa i venlig Rapport til, at føle mig forbundet, at leve for og med og af - uanset at det tidt kan synes mig dumt og bornert, uvilligt, ja hadefuldt. Jeg vil aldrig hade det - men dertil fordres, at jeg kan have det paa Afstand, om jeg saa færdes nok saa meget iblandt det. Jeg bryder mig ikke om dets Medfølelse med mine Tab....; men jeg vil nødigt vide mig det skatskyldigt, fordi jeg har »gjort Lykke«. Det er altid nærmere ved at fordærve sine Kæledægger end ved at kue sine Stifbørn..... det frister, det frister altid sine Yndlinge til at lege for dets Luner og fire for dets Smag. Jeg forsikrer Dem....

538

og jeg beder Dem tro, hvad jeg her ganske uvilkaarligt kommer til at sige Dem iaften.... det er alt andet end Stolthed eller Storsnudethed, der taler ud af mig. Det kunde maaske lyde saadan. Men jeg sidder her glad og taknemmelig, fordi jeg ligesom er undsluppen en Fare. Hvis Folk forkaster Ulfs og min Digtning, saa forkaster de dog ikke Poesien deri - den bliver tilovers for os begge to at tære paa, og den vil paa en eller anden Maade vende tilbage og knytte Baandet mellem vore Bestræbelser og Folks Modtagelighed. laften er »man« ikke modtagelig - af de eller de Grunde; men en anden Gang, paa anden Tid, maaske paa andet Sted, vil man ikke stille sig saa kølig...... allenfals har jeg Lov at tro det, ligesom jeg nu har Lov til at vedblive med at holde af dem - dem dernede, der uden selv at vide det har gjort mig ydmyg og beskeden og taknemmelig - i Stedet for at jeg kunde siddet her ør i Hovedet, en Fandens Karl, dum - dummere end jeg var kommen!

Og Gerhard lo stille hen for sig.... og saa blev hans Haand grebet af Instruktøren. De trykkede tavst hinandens Hænder. De følte, at de var Venner - fra dette Øjeblik af - fra Opholdet i Konferensraad Brynjulfsens Forbryder-Skab.

Tæppet faldt under svag Hyssen - Tavshed - og saa tog man fat paa Mellemaktspassiaren dernede. Gerhard gik rolig ud i Kulissen. Ingen Brandmand bød ham paa Øl, Skuespillerne veg ham Vejen; de havde paa engang saa travlt indbyrdes - eller de satte dette Kulisse-Smil op, anstrengt, nervøst.... han nikkede venligt til dem og gik ind paa Scenen, hvor Regissøren susede ham forbi; alle havde travlt og alle var slappe, kunde han mærke.

Han traadte hen til Kighullet i Tæppet - saa' ud, om han kunde skelne nogle Ansigter - og det gav et lille Sæt i ham. Dér, paa en af de forreste Rækker i andet Parket, bøjede et blond Hoved sig frem og syntes at studere Theaterprogrammet opmærksomt. Det maatte være Edith - men hun saa' ikke op. Han søgte ikke efter andre Ansigter - følte kun den varme Luft og Lugt af Sminke, Støv, Gas.... blev halvt revet overende af en Maskinkarl med et Sætstykke - krydsede sig frem mod Baggrunden og steg op ad 539 Trappen til Foyergangen. Det var som om ingen saa' ham, ingen havde Brug for ham. Meget rimeligt! tænkte han smilende.

Han vedblev at gaa frem og tilbage i Foyergangen - var langt borte fra Theatret og Stykket og dets Skæbne. Og imidlertid fuldbyrdedes dets Skæbne i den sidste Akt. Han var afgjort klar over Situationen - læste sig den til paa de Personer, der løb eller slentrede ham forbi. Hvorfor i Grunden blive her og tage den sidste Overhaling med? tænkte han. Kan være at det er »sundt«..... kan være at det blot ødelægger, hvad der for mig er opbygget iaften! Og han fik fat i sit Overtøj - og følte sig ubeskrivelig lettet, da Theatrets Bagdør faldt i efter ham.

Han stod ude i den friske, rene Luft... og det var Maaneskin. Det havde han ganske glemt.

Ah! sagde han og drog Vejret dybt, dybt.

Til Jordans Flod - til det hellige Land! Hvor ligger det mon?.....

III

Han gik igennem Gammelholms Kvarteret, standsede i Havnegade ligeoverfor Knippelsbro; havde for sig dette Stykke »gamle« By, der smælter sammen med den nyere Bys Liv langs Kaierne - de store engelske Dampere og den hjemlige Fragtfart; det Stykke København, der ikke forsvinder - for saa maatte vi selv forsvinde med vort nationale Mærke, Handelen, Skibsfarten, Udførsel af Landbruget, Omsætningen. Nu var her stille; kun Lyd af en vagthavende Toldmands Skridt - og en dæmpet Brummen ombord fra de indskibede Stude. Gerhard lyttede til Kreaturernes ejendommelige beroligende Sprog - og han mønstrede de langs Bolværket i Rækker opstillede Smørfustager - lod saa Blikket flakke over paa »Finlappersiden« tværs over Vandet - hvor de gammeldags Gavle trekantede sig op imod den maanelyse Luft. Et rødligt Lys fra en af Matrosskænkestuerne - og de muntre Toner fra en Gige eller Harmonika.... og Alt blev stille, en Dør lukkedes. En forsinket Færgebaad skar langsomt med sin mørke Skygge over 540 det smalle Vand - overskærende den rislende Guldregnglans fra Maanen. Gerhard tænkte paa den Aften han havde siddet ved Havnehovedet i den lille Købstad.

Nu stod han her.

Børsens Spir hævede sig - og Mastetoppene - og over Knippelsbro drønede dumpt en Vogn..... og Skygger lagde sig ud over Vandet fra Bygninger rundt omkring - med Lygtestriber imellem, der syntes at strække sig legende efter Maanens blanke vippende Skiver. Det slog ham, hvor beboet og dog hvor stille - hyggeligt og hjemligt her var. Den hvilede i sindig, tryg Ro, denne ejendommelige Del af Byen - tænkte ikke paa hidsende Skuespil, brød sig ikke om, hvorvidt et »Stykke« var faldet eller ikke - var selv et Skuespil, der skulde nydes sundt og frejdigt og med Kærlighed og Pietet.

Der paakom Gerhard den samme taknemlighedsfyldte Stemning som hin Eftermiddag ude i Frederiksberghave...... og nu tænkte han: Edith!

Han var allerede saa godt »luftet ud« fra Indtrykkene i Skabet - kendte en fornøjelig Ligegyldighed hos sig, en virkelig Overlegenhed uden Anmasselse..... han drejede om Hjørnet, ned ad Gaden, kom forbi Theaterbygningen - hvor Folk under den »røde« Lygtes Skær lige begyndte at strømme ud.

Han gik tværs over Torvet..... og nu saa' han en slank Dameskikkelse, som med bøjet Hoved hastede henimod en Omnibus.

Han traadte uvilkaarligt ivejen. Edith! sagde han og løftede Hatten.

Hun saa' op - forskende et Sekund - og rakte ham den behandskede Haand, som han frejdigt greb og trykkede. Vil De tage min Arm, Edith? Og han havde hendes Arm under sin; de skraaede hastigt over Torvet ned ad Gothersgade, som var temmelig mennesketom.

Hun var bevæget og oprørt. Hvor kan man dog pibe ad det Stykke! sagde hun.

Ja saa - lo han - de peb?....

Hun saa' paa ham: Var De der ikke til Slutningen?..... aa det var hæsligt.... jeg hørte dem klappe bag mig - men saa blev der 541 hysset - og tilsidst pebet! Og hun tog den ene Haand op til Øret.

Han lo. Hun standsede ham med et lille Ryk og saa' ham vist ind i Ansigtet. Saa begyndte hendes Øjne at faa Glans - det spillede i dem - hun sagde: Nu maa De ikke blive vred.... men jeg maa le sammen med Dem..... det var dog for dumt at pibe!

Og de lo sammen. Han sagde: Men ser De, jeg har overstaaet det - jeg er saa glad som en Fisk i Vandet - saa tilfreds!....

Endnu engang saa' hun spørgende paa ham, bøjede Hovedet og sagde: Jeg synes naturligvis, at der var saa meget kønt deri - men de kan ikke, nej de kan ikke spille det .... og det kan maaske slet ikke spilles!

Saa gik de langsommere Gaden ned, drejede om ad Nørreboulevard, talende sammen om Aftenens Begivenhed. Han blev saa hyggelig tilmode over hendes klare, friske Syn paa baade Skuespilkunst og Forfatternes Arbejde. Han glemte halvvejs, at han var Part i Sagen - men ytrede han en for varm Tilslutning til hendes Domme, saa holdt hun undseelig inde eller hun sendte ham det prøvende Blik: mener De det nu ogsaa saaledes - eller er det maaske høflig Overlegenhed?

Han lo. Edith - sagde han - De er altid paa Deres Post. De betvivler dog, at jeg har frigjort mig, at jeg virkelig har det Hele bag mig. Men skal vi nu lade denne Genstand falde - som Herren i Selskabet sagde til Damen!

Hvad sagde da Herren til Damen? spurgte hun nysgerrig.

Han pegede - svarede Gerhard - paa en temmelig grim og idiotisk Mand, og spurgte saa Damen: hvem mon det Uglebilled er dér? Hvortil Damen svarede: det er min Mand! Hvorefter Herren sagde: skal vi saa lade den Genstand falde!

De lo begge ad denne tarvelige Historie. Nedover Boulevarden gik de, hvor Husrækken kastede Slagskygge, medens Maanens grønlige Skær laa over de nøgne Træer, det svagt blinkende Vand i Ørstedsparken. De kiggede derind gennem Gitteret og saa' paa de antike Bronceafstøbninger, der hist og her, i Skygge eller belyste, syntes at leve et Liv for sig i Frihed, Nøgenhed, Skønhed midt imellem det gamle Københavns grimme og den nye Byes kedelige Husrækker. Gerhard tog fat paa Emnet, blev veltalende uden at tænke paa at ville være det..... Ja ja! sagde 542 han; det er alligevel en stor og god Handling af den Rigmand, der har sat disse »fremmede Guder« ind iblandt os, et Musæum under aaben Himmel; vi og vore Børn kan have godt af at se baade Nøgenheden, Skønheden og Friheden Ansigt til Ansigt - hvor vi før kun havde et Skilderhus, en Kanon og en Mølle. Og tilmed Chapu's Jeanne d'Arc! Er hun dog ikke som en Aabenbaring - et saadant Begejstringens simple, knælende Digt i Bronce! Jeg standser hver Dag for hende paa mine Ture - og jeg tænker paa.... naa det er ligemeget, Edith! men der kommer heldigvis mange varme og stærke Tanker gennem mit Hoved, naar jeg lufter Dagslidet og Døgnliteraturen ud. Bare vi kunde komme ind til hende - er hun ikke dejlig?.... har De set hende, Edith?

Jo, Edith kendte hende godt - kendte dem alle derinde - havde øjensynligt ikke alene set dem og tænkt over dem, men ogsaa skaffet sig Kundskab om dem.... og Alt kom frem paa denne friske, klare og dog tilbageholdende Maade, der for Gerhard særlig iaften var Musik at høre. Men han vogtede sig nu for at sige det. Hun talte, han hørte, han svarede, de gik, de stod stille.... og nu og da skottede hun til ham, han til hende, og de opdagede det begge og lo - og han sagde: Vi ta'er Maal af hinanden - men det behøves aldeles ikke - vi snakker brillant sammen iaften, ikkesandt Edith? Han kunde ikke andet - behøvede ikke at gøre sig Umage - men talte til hende og gik ved Siden af hende saa naturligt og ligefremt, saa hjemmevant ved hendes Selskab næsten, som spaserede de denne Tur hver Aften. Og hans elskværdige Oprømthed var smitsom; hun fortalte hvorledes det sidste Efteraar var gaaet: - ude paa Landet, i en afsides, meget bakket og skovbevokset Egn hos venlige og hjærtelige Folk - først en dejlig September, men da var hun bleg og træt - saa en lidt trist Oktober, men da var hun bleven glad og rødkindet..... og de hjærtelige Mennesker havde gjort deres dertil - Folk, som stod sig godt, men tillige var jævne og fordringsløse. De fandt kun - sagde Edith med sin rene, godlidende Latter - at jeg undertiden ytrede mig, maaske ikke altid i Ord men i Tankegang noget mere fordomsfri end man var vant dér paa Egnen. Moderen var meget religiøs, Datteren vilde gerne være det - var ikke længer ganske ung, havde muligvis givet nogle Kurve bort, og vilde have mig til 543 Fortrolig i Hjærteanliggender. Faderen var stiv konservativ i alle politiske Spørgsmaal - et gammelt jovialt Stykke af en forhenværende Levemand. Vi havde Disputer nok - og nogle hæftige. De ansaa' mig... sagde Edith med den nydelige Bøjning af Hovedet... for en ung velstaaende Pige, der havde fri Raadighed baade over sin Tid og sine Beskæftigelser og som rimeligvis engang havde tænkt paa at gaa til Scenen. Jeg hverken bildte dem noget ind, som ikke var sandt, eller modsagde dem - men naar Talen faldt paa Folkeløn, paa Landarbejdernes Kaar, paa Socialisme, paa Rigdom og paa Fattigdom - paa alle de Spørgsmaal, som ogsaa var trængt til den afsides Egn - saa kunde jeg tage Bladet fra Munden.... og de gjorde store Øjne! Fruen i Huset tog mig da tilside og mente, at jeg vist havde været under daarlig Paavirkning - og Datteren blev halvt bange for mig og mere og mere nysgerrig. Jeg tror alligevel, at begge kunde lide mig - og jeg har bevaret de allervenligste og taknemmeligste Følelser for dem. De troede vistnok, at min Sygelighed - som de kaldte det - skrev sig fra en ulykkelig, ubesvaret Tilbøjelighed......

Edith vilde le, men bøjede Hovedet og Gerhard saa', at hun rødmede.

Han sagde Et eller Andet, for at slaa det hen. Hun løftede Hovedet, knejsede lidt og udbrød: Aa men, det er dog ogsaa virkelig sandt - og det sagde jeg tidt til den Gamle, at.... Hvilket? spurgte Gerhard. Hun vedblev, mere behersket: han paastod, at Folkelønnen ikke kunde sættes højere - i de daarlige Tider - og han erklærede Husmandens og Arbejderens Kaar for gennemsnitlig gode - naar de blot ikke selv faldt hen til Misfornøjelse og Misundelse. Baade den kristne Moral og sund Fornuft maatte desuden lære de Tjenende Nøjsomhed og Afsavn.... de skulde bare lade være at drikke. Jeg spurgte ham, om han altid havde foregaaet med et godt Eksempel? - og han lo, men blev dog næsten vred. Saa henviste hans Damer til den store Godgørenhed, som fandtes blandt mange Godsejere - og deres Fruer blev fremhævet, fordi de besøgte Fattige og strikkede til dem og holdt Bibellæsninger og foranstaltede Basarer. Men nu blev jeg næsten vred og paastod, at intet var saa skadeligt i virkelig moralsk Forstand som denne spredte Godgørenhed, ganske bortset fra, med hvad Midler 544 den virker. Den bare gør, at en hel Del velstillede Mennesker skyder sig ind under den og siger: dér kan I se, hvor meget Godt der gøres - tiltrods for at man raaber paa de Riges Haardhed! Godgørenhed skulde altid ske i det Stille - og alle , der havde noget tilovers, skulde føle sig af deres Samvittighed tvungne til at give rigelig bort uden at ville have Tak eller Omtale derfor. Saa var der allerede en »Løsning« igang af det store Spørgsmaal.... og sker det ikke, saa kommer dog den Dag, da de Fattige tager fra de Rige - og skøndt jeg ikke vil forsvare det, saa maa jeg dog sige....

Men Edith, De er jo en hel lille Radikaler! afbrød han hende muntert.

Atter bøjede hun Hovedet, rødmede og svarede: Jeg er radikal og ikke radikal - som man vil; jeg bliver blot flov, naar jeg hører det benævnet saadan eller saadan - det, som jeg i min Ensomhed saa tidt gaar og tænker paa. Undertiden synes jeg, at alle Mennesker maa tænke som jeg - og at de i det mindste gerne vilde, om de blot ikke var bange for at skulle høre Navnebetegnelsen »radikal«, »emanciperet« og saa videre. Men véd De, hvad der blandt andet kan falde mig ind? spurgte hun med sælsomt funklende Øjne. Naa, lad høre! - bad Gerhard. Hun tøvede lidt, saa sagde hun, først undseeligt, og saa stigende i Tonen og Udtrykket, pegende mod Parken: Jeg tror, jeg kan sige, at jeg elsker alt, hvad der er skønt og frit - om ikke alt hvad der er nøgent, i det mindste ikke det, som jeg ved at se paa faar Indtrykket af at være nøgent. Jeg elsker at se paa godt Skuespil i Theatret, at høre god Musik, baade den alvorligere og den lettere. Jeg holder ubeskriveligt meget af at færdes i Naturen - og kan jeg ikke faa Skov eller Strand, saa gaar jeg gerne i en Park med Træer og et lille Vand. Jeg holder grumme meget af denne By - jeg har jo ogsaa kun set saa faa' andre, der var større og smukkere; jeg synes, at der gøres meget for dens Forskønnelse - og naar jeg læser det modsatte i mine »oppositionelle« Blade, saa synes det mig tidt at være uretfærdigt. Men hvis jeg var rig - meget rig - saa vilde jeg maaske dog ikke anskaffe dejlige Statuer, hvorover nogle Voksne kunde glæde sig og som maaske Børn kunde vænne sig til at se 545 det Skønne ved. Jeg tror, jeg vilde tænke paa de Tusinder af Børn og Voksne, som først og fremmest trænger til Mad, Klæder, Renlighed, Boliger, Skolegang.... ja De smiler - jeg tager det maaske for hæftigt - men jeg glemmer aldrig, hvad jeg saa' i min Opvækst og dengang jeg som pur ung var ude at tjene - og hvad jeg siden den Tid dagligt har haft for Øje og maaske særlig har haft Øje for - nej det maa lyde for Dem som en Lærebog - og saa hører jeg dog til de »overflødige« Skabninger, hvis Livsstilling i hvert Fald ikke egner sig til at betragtes som stort andet end Lediggang, der interesserer Lediggængere.....!

IV

Under Tavshed og tilfældige Bemærkninger fortsatte de Vejen forbi det store Dagmar-Komplex, ad Vesterbros Passage, forbi National, Tivolis lukkede Portal og aabne Pavillon, ud ad Vesterbrogade - det københavnske St. Pauli, der har saa meget for Lediggængere at byde paa. Maanen stod skyfri i den kølige Afteneller Natteluft, over Kupler og Tage, over Frihedsstøtten og den lange Husrække. Maanen skinnede, Lygterne skinnede, Sporvogne eller Omnibuser vendte de klare grønne eller røde Øjne ud; Byen syntes her omkring sit nye Centrum at trække Vejret lettere, mindre tynget af Autoritet, Alvor - »Tradition« - end paa Konferensraadens Kongens Nytorv. Denne By vilde dog leve - lidt let, lidt sorgløst, lade staa til - saa længe Tid forundtes og Midlerne med. Det forekom Gerhard iaften, at Folk spaserede med mere elastiske Skridt - og slentrede med mere abandon end vanligt. Adspredelsens mange Hænder raktes jovialt ud efter dem; Forlystelsens forskellige Døre aabnedes indbydende for dem - og ind strømmede de Flere, og ud traadte de Enkelte fra Variétéer og Restauranter - meddelsomme, nysgerrige, forventningsfulde - med et bon-mot, en Vits paa Læberne, og med Øjnene smilende op til den gode gamle Maane fra det gode gamle Københavns Tid, da alle de uendelige »Spørgsmaal« hverken var brændende 546 eller kunstigt skulde slukkes - da der var virkelig Skuespilkunst i den gode gamle Stad og et virkeligt Theaterpublikum - og endda Lyst og Tid og Penge til at tage Forstadsnydelserne med.

Og Gerhard spurgte Edith, om hun var træt og om hun vilde køre; men hun foretrak at gaa. Saa tog han Traaden op dér hvor hun havde sluppet. Oprømt bemærkede han, at denne Aften i Grunden havde klaret ham mange Bugter. Hvad var »overflødigt« - og hvad var ikke? Umuligt var det at komme alle de Lidende, Livets Stifbørn til Hjælp - men det var tillige en Sag for sig; ikke blot en privat men ogsaa en offentlig og en meget indviklet administrativ.

Sandhed og Ærlighed i Kunstbestræbelse - ja det burde være en stor Bys Sag; og godt var det, naar det i Mangel deraf blev en privat. For Gerhards Vedkommende, saa havde han sine Tvivl om, hvorvidt denne Periode formaaede at udvikle en egen, gedigen Kunst.... Men en stor Bys Adspredelsestrang, den var altid tilstede; den kunde ledes, udvikles, forædles. Og nu viste han Edith, hvorledes det banale Gøgl - der tiltrak Mængden og dog ikke tilfredsstillede den - hvorledes dette Gøgl havde sine gode, naive, harmløse Sider, som foreløbigt laa sænket under et bestemt Niveau; men med god Vilje, et godt Greb, noget Talent, fremfor alt Hjærtet paa det rette Sted og Kærlighed til et sundt og frit Folkeliv, kunde man løfte Niveauet - og derved den store Mængde, der dog ikke tilbragte deres hele Tid med at skaffe Brødet til sig selv og tænke paa Brødet for de andre.

Ser De, Edith! sagde han, medens de spaserede gennem Frederiksbergallee og drejede om ad Sidevejen til Gartnerboligen.... vort Hovedstadspublikum, og særligt vore Mænd, yngre som ældre, de har i Grunden taget Afstand fra Theatret - som ikke har Talent nok at byde paa og raade over. Saa søger Publikum Variétéerne - fylder dem men tilfredsstilles ikke derved. Smagen er for kræsen - om den end kan være sløj nok. Man vil noget andet. Hvor er det andet?....... Det ligger imellem det sygnende Theater og det altfor platte eller dumme Revue-Gøgl. Dér ind imellem skal man med sin Idé.... ikke tre Timer ved en kedelig Forestilling af embedsmandslønnede Dilettanter - og ikke tre Timer imellem korte Skørter, der ikke kan synge, og Akrobater, 547 der kun kan staa paa Hovedet. Man skal have Lov til at drikke sit Øl ved en Forstadsforestilling, som Damer kan se paa og hvorved Mændene bliver forfrisket, underholdt, i alvorlige Tider maaske revet med, begejstret....

Tivoli-Carstensen var for sin Tid et Geni, som virkelig kom en Folke-Trang imøde; nu har Tivoli sine Stjærner hos Baedeker - men er blevet fint, kedsommeligt, trykket ind imellem Hospitaler og Brandmure; - det slider paa den gamle Berømmelse, men som en bedaget Kokette overkultiveret og anæmisk. Nej - det lille, joviale Forstadstheater, Folkelivs-Knejpen under Anstændighedens Tugt og Talentets Taktstok! Aa, hvis Ulf var at formaa dertil - hvis hans Sind ikke var blevet sygt samtidig med at hans Legeme tæredes.... Ulf var Manden og jeg kunde bistaa ham! sagde Gerhard frejdig og ivrig. - - -

De var naaet til Gartnerboligen. Edith betragtede smilende Gerhard, nikkede fornøjet til hans Ivrighed.... syntes et Øjeblik tvivlraadig, men det faldt sig saa naturligt, at han ledsagede hende op ad Trapperne, stadigt talende - indtil han stod i hendes Stue, den han ærbødigt betragtede, medens han lagde Hatten fra sig og spurgte: Maa jeg sidde lidt ned - for nu er jeg virkelig træt.... og hvor jeg har snakket løs - jeg kender mig jo næppe igen!

Hun lagde Overtøjet af, satte sig og saa' paa ham. Maanen skinnede ind ad Vinduet, ligesom hin Nat. Men hvor var den Mand dér dog forandret! Han følte hendes Blik, smilede og nikkede venlig, medens hun forskende iagttog ham. Saa rejste hun sig utvungen, glad: Jeg er tørstig! sagde hun. Vil De have et Glas Vand - Øl - Vin? - nej jeg har vist ikke Vin, ligesaalidt som jeg kan byde Dem noget at spise....! Aa jeg trænger ikke til noget! lo han - jeg har faaet tilstrækkelig aandelig Føde iaften - men et Glas Vand eller Øl!.... Hun hentede det og satte paa Bordet. De klinkede smilende. Men er det nu virkelig Dem? spurgte hun, frembøjet, med Hænderne over sit Knæ, de klare, lyse Øjne fæstede paa ham. Og er det Deres virkelige Humør - Deres oprigtige, gedigne, alvorlige Munterhed?... spurgte hun.... De, som dog for et Par Timer siden maa have været i en formelig Kattepine; - var det dog ikke en trist, egenlig en »nederdrægtig« Historie, 548 som Ulf vilde have sagt? - Og hun lo; han med: Skal jeg synge som Don Ottavio? spurgte han:

Jeg sværger,
jeg sværger ved min Ære!....

Tys, tys! sagde hun. Tænk, jeg syntes, at jeg saa' Ulf i Theatret.... det var da jeg engang vendte mig om mod Parterret..... men jeg er rigtignok ikke sikker i min Sag - for der var saa mørkt dér bagved. Saa' De noget til ham?

Nej! svarede Gerhard lidt alvorlig. Jeg tror ikke, at vor stakkels Ven er naaet saa langt - men sværge derpaa tør jeg naturligvis ikke! Hør Edith! sagde han saa efter et Øjebliks Tavshed - véd De, at jeg egenlig er forelsket i Ulf- og at det maaske er, fordi der findes saa meget af det Kvindelige i ham. Og véd De, hvorfor De ikke.... ja det er jo vanskelige Ting at tale om.... men jeg tror, at De var kommen til at holde paa en anden, en inderligere Maade af ham, hvis ikke netop det Kvindelige havde været saa fremtrædende i hans Karaktèr!

Og tror De, at det er saadan? spurgte hun efter en Pavse.

Gerhard blev lidt forlegen for Svar; men havde han ikke i Vinterens Løb overvundet og tilbagetrængt Styrken og Retningen af sin Lidenskab for den Kvinde, i hvis Stue han nu sad? Han ligesom hele Tiden spurgte sig selv: er det, at Du saa utvungen fortrolig, saa spøgende og ligefrem sidder her og saa kammeratligt har underholdt Dig med hende hele Aftnen, er det ikke Bevis?....

Han fornam ikke den nervøse Uro, ikke den underlige Sitren, hvori en elsket Kvindes Nærværelse sætter selv en viljefast Mand - han maatte sikkert have »overvundet« det. Og nu talte han med hende, som man taler i disse lykkelige Undtagelsestilfælde med og til en dyrebar, kær Veninde. Hans Liv laa paa saa egen »historisk« en Maade bag ham - syntes han; han fandt let og sikkert alle de vanskeligt tilgængelige Ord for en Art Skriftemaal - hans Forhold til Annette, dets Begyndelse, dets Udvikling, hans egen Skyld, det »artistisk-sandselige« Drag i hans Natur..... et Øjeblik følte han en Sitren, da han berørte den Aften, den ulyksalige Aften, 549 som jo for bestandig maatte have fældet Dommen over ham hos Edith...... men resolut og fast tog han om det ømme Punkt, skaanede sig ikke, undskyldte sig ikke - hans Opførsel havde været denne Mændenes skinsyge Hævntrang dér hvor de savner baade Retten og Grunden til Skinsyge og til Hævn - og saa træffer deres Lidenskabelighed dem selv, hvis de endnu formaar at lide den finere Naturs Lidelser..... og saa fører de lønlige Magter denne Kamp i Mandens Sjæl om hvorvidt han skal gaa til Grunde eller rejse sig.

Gerhard sagde ikke, at han havde rejst sig; det maatte Edith selv have paa Fornemmelsen eller ej; ligesaalidt nævnede han, at Svælget mellem ham og Annette var uoverstigeligt - at hans og hendes ydre som indre Verden maatte skille dem, selv om de aldrig lagde Attesten paa det gode Samfunds Visitbord. Han omtalte derimod sin Gæld - som en Forretningsmand nævner en indgaaet Forpligtelse, der skal indfries. Og spøgende udbredte han sig over, hvorledes han fra sin »Herligheds Tid« stod opført for en Forskrivning paa Tolvtusind og desuden havde henimod Ottetusind i privat Klatgæld som forhenværende »grand seigneur«. Mylord Gerhard - sagde han muntert - maa under vore smaa Forhold kunne paaregne en sand Methusalems Alder, inden denne Snes tusind runde Kroner faar løbet deres Vej igen fra ham og tilbage til de respektive Steder. Mylord vil blive gammel og graa - hvad han allerede er paa Veje til - krumbøjet og langskægget og furet og luvslidt som en anden Jerusalems Skomager - og endda kan det knibe med at svare Enhver sit - da man dog tillige skal leve hver Dag, Edith! Og ikke alene mit daglige Brod skal jeg tjene - men være aandeligt paa Højde med min Tid, at jeg kan retlede og selv forstaa. Ja det vil næppe vare længe, inden jeg i Alvor kan kalde mig Deres »gamle Ven« - og hvis vi da maaske undertiden mødes i Frederiksberghave, enten saa Sneen knirker under vore Fodtrin, eller Løvet hænger skyggende over vore Hatte, saa beder jeg Dem paa Forhaand ikke altfor nøje undersøge Boniteten og Moden af min Fod- eller Hovedbeklædning. Hjærtet derimod haaber jeg skal endnu en Række Aar nyt og usvækket bevare en glad-vemodig Erindring om baade en lys Juninat og en stemningsfuld Augusteftermiddag.... men den blotte Tanke herpaa 550 begynder næsten at gøre mig sentimental, Edith! Det er Maanens Skyld - Maanen, som viser mig Deres kære Ansigt saa blegt og dog saa friskt - jeg, som selv skal være frisk, frejdig.... da det dog er Frejdigheden i Sindet og Friskheden i Bestræbelsen, der gør os til Herre selv over Sorgerne, Savnene - ja over Sygdom og Lidelserne med, naar de kommer! - -

Hun sad og saa' paa ham, talte ikke, legede med den hvide Haand om Glasset, drejende det langsomt saa at de slebne Kanter fangede Skæret fra Maanen.... og en Refleks skød af og til op over Gerhards Ansigt og han smilede.

Hvor hun er nydelig - tænkte han, og hvor jeg føler mig lykkelig over at kunne sidde her og glæde mig ved Synet - og vide med mig selv, at hun har hørt saa rolig paa mig som en Veninde paa en Ven - hørt paa mig, forstaaet at jeg ikke alene har »Aftenen« overvundet og bag mig, men at jeg ud af hin Nat, som jeg her oplevede, har vidst at forme mig den store, noble, følelsesfulde Baggrund for et Liv i sagtmodig Stræben mod at genoprette! Tænker hun nu paa den Mand, som rimeligvis har foræret hende dette smukke, slebne Glas - den Mand, hvis Navn ikke nævnes mellem os, men som hun maa forstaa, at jeg ærer - hvem jeg maaske endnu paa Bunden af min Sjæl misunder hans Lykke?.... men saa er dette dog menneskeligt! Eller er der ikke Lykke for ham heller? Hvad er det, vi kalder for Lykke? Har nogen af os faaet udstædt dens Lejdebrev - andre ikke? Har jeg ikke tænkt mig tidt at besidde den - og hviler jeg nu ikke i Resignationen som den eneste gyldige Hvile? Jamen Ulf da! hans Digt dengang - »her mit Lejdebrev jeg skriver«.... Mod Skønhed har han stræbt og hans Hjærteblod flød i hans Sang. Tænker Edith dog maaske ikke paa ham - da hun nu véd, baade hvor ringe jeg er, maalt med ham, og hvordan et Haab er bristet for ham denne Aften? Tænk dog, om denne forunderlige Pige dér elskede ham - og det kom til hans Kundskab - foranlediget ved mig: hvilken Sejer og Oprejsning for ham - maaske hans Liv gengivet ham - og hvilken, ja hvilken dyb Glæde for mig - om jeg formaaede, om jeg kunde føle det saadan!

Edith sad og saa' paa Gerhard. Det forekom ham, at hendes Øjne blev saa drømmende, ligesom mørkere i Farven - med en 551 hemmelighedsfuld lys Gaade legende ubestemt derinde. Og med Et greb han sig i at tænke over denne Gaade..... og han rejste sig fra sin Plads. Maaneskæret bølgede omkring ham, han gjorde et lille Kast med Hovedet som ved en fattet Beslutning, tog ned i sin Lomme, lagde Brevpakken paa Bordet; - Brevene gled langsomt ud, Edith syntes næppe at bemærke dem; han sagde mildt, læggende en ældre Vens Fortrolighed i sin Stemme, som han akkurat lige beherskede:

Nu maa jeg gaa, Edith; det er jo blevet sent. Men véd De, hvad jeg har siddet og tænkt paa.... jeg har tænkt, at det dog kunde være muligt, at Ulf var kommen her til Byen - eller vilde komme.... og at han da en Dag vilde besøge Dem. Ikkesandt, det var jo noksaa rimeligt, at det vilde ske - paa Grund af Slægtskabet imellem Dem og ham. De er hans Kusine, Edith; han véd det, og De vil sandsynligvis kunne faa det at vide gennem disse Breve, som Deres Moder har givet mig at gemme til ham. Man har jo saadan sine Fornemmelser - og jeg har paa Fornemmelsen, at disse Familiehemmeligheder ikke bør vedblive at være i min Varetægt. Jeg foreslaar Dem et Bytte, Edith! hvis De endnu har den lille Ting.... naa ja, Revolveren, som De gemte for mig den Nat? Den er ikke længer nogen Fare for mig - og Dem kan den dog kun være en Erindring af en meget blandet Art.... jeg skammer mig nærmest derover. Altsaa, Brevene imellem Deres og Ulfs Moder bliver her hos Dem - og De vil maaske lade ham læse dem her, eller give ham dem..... Alt i alt, førend jeg træffer Ulf igen, vilde jeg gerne vide, at De og han havde talt sammen i Fortrolighed. Jeg véd ikke, hvorledes han stiller sig til vort Uheld iaften - pirrelig og sygelig, som han er. Jeg har sagt Dem, at jeg elsker ham - og det er ingen Overdrivelse. Mig elsker han ikke - og jeg kan forstaa det. Men der er En, som han med hele sit Væsens Ildfuldhed, sit urolige Hjærtes Sønderrevethed omfatter og omklamrer - jeg turde næsten sige til Døden. Om denne Ene - om hun kunde læge hans Sind og hans Saar, maaske blot ved med sin blide Stemme at sige ham.....!

Naa ja ja, Edith! afbrød Gerhard sig, idet han ret og rank stod foran hende, med en uvilkaarlig Dirren af Læberne, udstrækkende Haanden til Farvel - seende paa hende, som vilde han sige: De 552 har hørt mine Bekendelser - jeg er kommen her som en Mand - og jeg gaar, for ikke at føle mig svag i Deres Øjne.... jeg gaar til mit Slid blandt de Mangfoldige, der endda træller haardere end jeg. Ingen har Ret til at beklage sig; vi faar vor Høst efter vor Udsæd - og maa sige Tak til, om Vintren tænder os et venligt Mindes lille Lampe!

Hun saa' ikke paa ham; hendes Haand havde sluppet Glasset. Saa rejste hun sig langsomt, med bøjet Hoved.

Farvel, Edith! sagde han fast og tilføjede spøgende: De, som..... som næsten er Ulf opad Dage - og som burde være hans!

Hun gik stille hen til Gerhard, lagde sit Hoved op mod hans Skulder, seende ned for sig og sagde:

Men jeg er jo Deres!

Edith! raabte han og gemte hendes Hoved i sine Hænder.

V

Der var en lille Fugl derude - den første lille Fugl, som vaagnede i de fintknoppede Træer; Gryet, det sparsomme første Gry, sivede fra hemmelighedsfulde Kilder gennem den rene, fugtige Luft; Duggen trak Perle paa Perle ad spæde Kviste og grønlige Spirer; den første lille Fugl saa' sig om - som var den ikke ret klar over hvem og hvor? og den gav et Pip fra sig - som forstummede i Stilheden. Men dens Kammerat, en Ven eller Veninde, havde isøvne hørt den svage Hilsen; og nu løftede den Hovedet, og de smaa blanke Øjne skinnede - og begge flyttede endnu engang tæt til hinanden, søgende ved de smaa fjedrede Legemers Varme Værn mod Gryets Kølighed, hvis sitrende Gys fylder alt Levende med den ubestemte Anelse om Dagens og Lysets Farer og Genvordigheder.

Hvor havde denne korte Nat, den første Vaarnat, været guddommelig skøn i sin Hengivelse og Inderlighed. Og hvad véd Fuglene ikke at fortælle derom, de, som nu skal synge Foraaret og Sommeren igennem det selvsamme simple, storladne Digt, de 553 vege og bløde, de vellydfyldte og muntre smaa Viser med dette Omkvæd: Alt for Dig og Alt ved Dig!

Simple og storladne Digt om den Kærlighedslykke, der er ren i sit Udspring og stærk i sin Higen dér hvor Hjærtet annammer kyskt og varmt og stolt den store Kalk fra Livets Alterdisk. Livet, det rige, mægtige, som er selve den Gud vi i al vor Skrøbelighed tilbeder.

Vege, bløde, vellydfyldte smaa Viser om den muntre Frejdighed, der fylder Brystet ved Tanken: hun er mig Alt, han er mig Alt!

Livssunde Lyd, der fra Fuglens stakkels lille Strube gennemtrænger al Dagens Virvar, al Lysets Travlhed, med den sejrende Erindring om hvad det blide Mørke tilstod og skænkte - naadigt skænked og jublende tilstod.

Og som Gryet fra de hemmelighedsfulde Kilder vokser i raskere og raskere Strømme, indtil en gylden Skumbølge kaster sig over Land og Sø: saaledes følger Fuglens spæde Pip en stigende Trang til at udvide sig i Hymne, sprede sig i et uendeligt Kor af Lovsang over Menneskenes slumrende Boliger, over det stille Land, den svagt sukkende Sø - indtil Solen, den store Elskov, det glødende Hjærte, favner alt Levende og Livløst i ét Kys:

Vaagn op! - - - - -

Døren paa Gartnerboligen aabnedes, og en Mand traadte ud, smøgede Frakkekraven op, idet han læmpeligt trak Døren til igen; smilede, slog Kraven ned - drog Vejret dybt, som aandede han for første Gang i Verden Gryets rene, stærke, kølige Luft. Han ligesom kunde ikke bekvemme sig til at tage de to, tre Trin ned - holdt i Haanden en Nøgle, som han mekanisk gemte uden at gøre Brug af den - steg ned, saa' op imod Huset, bevægede Læberne som under Bøn - hørte den besvaret af en Fugls svage Stemme - følte Taarer ifærd med at dugge de Øjne, som han ikke fæstede nogetsteds..... og hastede hen ad Havegangen til Laagen, som faldt i bag efter ham, medens han med elastiske, korte, faste Skridt skyndte sig til den første Omdrejning af Vejen ind mod Byen - og var borte uden at se sig tilbage.

554

Men ved den modsatte Drejning af Sidevejen stod en høj, foroverbøjet Skikkelse - ubevægelig, Hovedet ludende lidt frem, Hænderne knyttede bag paa Ryggen. I det blege, magre Ansigt fulgte et Par udhvælvede Øjne, blodskudte, anstrengt stirrende gennem det svage Morgengry Bevægelsen af Laagen og af den Bortilende.

Skikkelsen stod saaledes en Stund, knejsede pludseligt, slog ud med den knyttede Haand, truede - syntes at svingle - rettede sig og gik med lange men varsomme Skridt hen til Laagen, igennem den og ned ad Havegangen - op til Gavldøren, hvis Greb han sitrende omfattede. Et Øjebliks Spænding.... Døren var ikke laaset; - et Glimt som af Triumf i de udhvælvede Øjne - en dyb Rødmen over de gulblege Kinder..... og lydløs, omklamrende Gelænderet, steg Ulf Brynjulfsen opad Husets indre Trappe til Ediths Entrédør. Han ringede et sagte Slag - endnu et - lyttede; ingen Lyd derindefra; ingen Stemme; Ulf hviskede sit Navn og slog med Knoen varsomt mod Døren; den forblev lukket. Han satte sig som sønderbrudt paa Trappeafsatsen - bøjede Hovedet - dybere og dybere.

VI

Dér sad han - og han spurgte sig: er Du sindssyg, Ulf? Det forekom ham, at han var det - var »gal«; og atter vidste han ganske nøje, at han var klar over Alting - »synsk« maaske; han saa' sig selv siddende her paa Trappen udenfor Ediths Dør, saa', kendte, følte sit Legem siddende her - medens en ulegemlig Del af ham var trængt indenfor og opholdt sig i det Værelse, hvis mindste Enkeltheder i Gryets aandeagtige Skær viste sig for ham. Ligesom ved hint Morgengry - Aar tilbage - syntes han, at han havde sovet derinde, at han pludselig var vaagnet og at han igennem Vinduet højt oppe i Luften saa' de første smaa svage Rosa-Skyer over en underlig død Skorstenspibe; at han listede sig paa Taaspidserne omkring Bordet, bøjede sig, kyssede de Bøger, som Edith om 555 Dagen læste i.... knælede ned, kyssede Fligen af Bordtæppet, det hæklede Betræk paa Stolen, et halvt sømmet Lommetørklæde - Alt, hvad der ved sin stille Orden og Properhed mindede om hendes Sans for Orden og Hygge..... og at han lyttede ved Døren, Døren ind til Helligdommen - dér, hvor hun sov. Og han gentog sit Digt:

Agnes vom Graben, træd ind, gak ud!
som var Du i Stuen hjemme:
Gak bort som Søster, træd ind som Brud -
ret aldrig jeg skal mig forglemme!
Naar Klokkerne ringe til Ave.

Men som han gentog dette - og som alle smærtelige Fornemmelser af Savn og Længsel fra de mellemliggende Aar skød sig ind - saa tænkte han paa ham, den Mand, Vennen, som var gaaet ud af Havelaagen - ud fra dette Hus....... og Ulfs Hoved bøjede sig

saa tungt, og han knugede sine foldede Hænder sammen..... var

det muligt?

Nej, det var umuligt!

Han begyndte at eksaminere sig selv - han vilde Punkt for Punkt overtyde sig om, at han havde været i endog en usædvanlig Ophidselse - at han havde drukket altfor megen Vin denne Aften og Nat - at Vinen havde frembragt en Hallucination - at han følgelig intet havde at fortvivle over, intet at bebrejde Edith - blot havde at sidde her og vente til Morgnen - til Dagens Komme - til denne Dør blev oplukket - til han kunde kaste sig for hendes Fod og bede hende tilgive....

Og han begyndte: Du véd jo, Ulf, at Du kom til Byen og tog ind hos »Skyggen« - at Du bor hos ham - at han har ladet rede Seng til Dig paa Sofaen - at I var sammen i Theatret - at Du dér saa' Ediths Nakke - at Du gik førend Forestillingen var forbi - ligegyldig for, hvorledes den endte - gik ud paa Torvet og drev omkring dér ligegyldig for Alt - og at Alt blev Dig til Pine i samme Nu som Du havde set Gerhard og Edith gaa bort sammen.... at Du saa gik paa Vinstuer - og omkring paa Sangerlokaler.... og 556 at Alt, hvad Du drak og Alt hvad Du saa' og hørte, kun var én stor Bekræftelse paa »at den store Pan var død« - at Kunst ikke existerede mere, eftersom - eftersom at......

Aa, hun elsker ham! Og jeg maa se at ombringe ham! Hvorfor løb jeg ikke efter ham - brødes med ham - kvalte ham - eller han mig? Saa var det forbi, forbi, forbi......

Nej men det er jo Vanvid. Hvorfor har han ikke samme Ret, som jeg, til at tale med hende i den flygtende Nats fortrolige Timer.... især efter »Nederlaget«, hvor han trænger til Trøst?

Og Ulf gav sig til at le: forlanger jeg Trøst for noget Nederlag? Pokker ivold med Kunst og Alt! Men se han har alle Kort paa Haanden: Liv og Sundhed og Arbejdslyst og Fremtid og Gud véd hvad det Vaas hedder..... medens jeg kun har hende; kun hende!

Kan man elske saa sinnlich-übersinnlich, at Alt udenfor dette Ene, denne Ene, er tomt Mørke? Kan nogen, som jeg, elske uden at attraa - og dog attraa Besiddelsen? Er det nødvendigt, at man dør, naar man er saaledes beskaffen - da det dog er umuligt at leve paa en saadan Lidenskab uden at være eller blive gal?

Maaske jeg er gal! Nu sidder jeg her - og derinde, nogle Rum borte fra mig, sover en ung Kvinde. Jeg vil sværge paa - jeg vil lade min Haand brænde af paa - at hun er kysk i sine Tanker, sanddru, god, stolt...... og dog er hun kun en Kvinde, kun et Menneske. Ogsaa hun har Fordringer paa Livet, frejdig, sund, ung, som hun er - og hun vil elske og blive genelsket! Det er den Længsel, som bølger gennem Verdensrummet; den Lov, hvorunder hvert Væsen bøjer sig; og naar nu Kunst og Literatur gaar i Vinterkvarter, naar de »store« i Aanden giver sig til at præke Oldkristendom, Askese, Dødelse af Livet her for at vinde et muligt hisset - maaske blot for her at finde Hvilens Nirwana - saa ser jeg et Kvindehoved bevæge sig langsomt benægtende, beskedent tvivlende - og de søde, kyske Øjne sænker sig under en Protest: Livet vil Elskov - Elskov er Gud - Gud er Kærligheden!....

Ja ja! mumlede Ulf og han støttede sit Hoved i sin Haand op mod Trappegelænderet. Maaske er jeg sindssyg - maaske uendelig klog og skarpsynet. Mit Legem er her, medens mit ulegemlige Væsen er borte herfra!

557

Og han syntes, at han begav sig hjem - hjem til Skyggens Bopæl. Det forekom ham, at det var Skærtorsdag Morgen. Dagen gryede stærkt. En Mælkevogn rullede op foran Huset - og dér stod han og satte Nøglen i Gadedøren. Mælkekusken sprang ned paa de glatte, dugvaade Stene, der skinnede i Reflekser fra Æthrens tiltagende Klarhed, hvorover lette, broncegyldne Smaaskyer drev for den friske Søndenvind. Frisk saa' han ud, denne Kusk med sit røde Skæg, æblemossede Kinder, Kasketten paa Sned. Godmorgen! hilste han og gav sig til at tumle med sine Blikspande. Det klang af Dag og Dagsgerning. Ulf lukkede Døren bag sig, syntes at han lukkede Dagen og Livet ude, steg i Halvmørket op ad de knagende Trapper - korn ind - fandt »Skyggen« sovende med et nedbrændt Lys ved Siden - blev paa engang rørt over Skyggen og forbittret paa ham - kastede sig tungt paa Sofaen og følte, at der inde i hans Bryst sad en Hulken, som var ved at kvæle ham.

Han hørte denne Hulkens Lyd; den forfærdede ham og han skammede sig. Han rev Flippen af og Skjortelinningen op, tømte Vandkandens Indhold over Nakke og Isse - saa' hen paa Sengen, kunde ikke udholde Skyggen dér - gik ind i det tilstødende lille Værelse, op og ned, op og ned indtil det begyndte vaandefuldt at synge indeni ham. Hvor kommer disse Idéforbindelser fra - med Rhytmedans over sig - disse Ord med Farveglød - et Noget, der glider ud fra Mørket, svinger gennem Lys og skærer i Hjærtet med sød Gysen og en angstfuld Fornemmelse af atter at skulle til at græde? Han sidder ved Bordet, med Papir foran sig, Pennen i Haand. I dette Øjeblik bøjer en hvid Skikkelse sig ind i hans Favn - og hun ser paa ham igennem Øjne, der græder, men uden Taarer. Hun lægger sine Arme - de slanke, barnlige Arme om hans Hals - og Ord vrider sig ud af hendes halvtaabne Mund, hvis Læber ere saa paafaldende røde i det paafaldende blege Ansigt: Vi er ulykkelige begge to - fordi vi er mere lykkelige end Mennesker mægter at være! Kender Du en Religion, som er evig? Der er kun en ! - alle de andre ere kun Forsøg, som har laant fra den - og de blegner, glider ud i Mørket, forsvinder. Tør Du nævne den? Det er Band og Baal for dig - Menneskenes Korsen sig - Kirkens Anathemer - Samfundets: Bort! ud af Synedriet!

558

Men i dit Øre tør jeg hviske Dig den.... For vel er det Skærtorsdag, og alle Bandbullerne oplæses Verden over, og Kætterne brændemærkes, og Autoriteterne triumferer - men paa denne Dag vasker Pave, Kejser og Kejserinde, Kongen af England og mange, mange store Folk i Ydmyghed de Fattiges, de Lidendes, de Ulykkeliges Fødder. Du og jeg, vi er de Fattige, de Ulykkelige - vi har forskrevet os, vor Frihed, vor Person - men vor Sjæl er fri! Og idet vi klamrer os Legem til Legem, stiger vi, Sjæl mod Sjæl, op efter imod det Evige. Du sitrer! Du taaler ikke denne Fart, svage Mand, som Du er! Men jeg er Heksen - Skærtorsdagsnattens unge Heks - som bryder Troesbekendelsens Skranker, Fornuftens Grænser, Statskalenderens Baand - alle Love undtagen den eneste evige: Elskovens! Fik de mig i deres Magt, de dernede: hvor stenede de mig ikke, brændemærkede mig, slæbte mig i Skarnet, bandt mig til Pælen, antændte Veddet og takkede Himlen, at denne Forargelse blev kvalt af Røgen og tørret til Aske af Flammerne! Kom, Elskede! Tør Du? Ikke til nogen Tromskirke gaar det, ikke til noget Bloksbjærg! Hvad skulde vi dér? Hvad har jeg at gøre med den gustne Cyniker, den hæslige Spotter, hvis Magt jeg har trodset hele mit ringe Liv igennem - sanddru, som jeg har været i min Fornedrelse, stolt i mine fattige Kaar, uafhængig i mit Fangenskab, undseelig i min Stads, ulykkelig under min Svaghed, kysk i mine Tanker, øm og hengiven i min Kærlighed! Med ham , Fristeren og Spotteren, har jeg intet at skaffe - og han intet med mig!

Men i det grænseløse Rum, hvor de mylrende Stjærner kredser om Sol efter Sol og smiler ad vor lille Jordfunkes Myther - dér vil jeg stige med Dig, indtil vi føler vore Legemer svinde ind og pustes bort. Da ville vore Sjæle i unævnelig Henrykkelse favnes som én skinnende Gnist, der oplyser Vejen imod den store Urgaades Mysterium!

Kom! kys mig! - og føl den eneste Friheds Lykke: at dø! - -

Ulf var atter vaagnet op af sin Bedøvelse, sin Rus, sin Hallucination - han kunde ikke give sin Tilstand noget Navn, men idet han saa' sig siddende her, lænet op mod Trappegelænderet, foran Ediths Dør, følte han, at han maatte blive gal - hvis ikke hun vilde 559 tage hans Angst og hans Tvivl fra ham, berolige ham, trøste ham - blot lægge sin Haand paa hans Hoved.....

Gjorde hun det ikke, vedblev denne Dør at være lukket for ham - paa denne tavse, haanlige eller ligegyldige Maade, hvorunder livløse Genstande formelig kunne synes at tænke, ytre sig højt, handle - saa maatte han dø. Han var, syntes han, naaet til Tingenes yderste Grænse.

Og han ringede - stærkt, gentagne Gange.

Det varede - Sekunder, Minuter, en Evighed. Han kunde ikke aande, hans Fingre spændte sig om Dørposten - han dirrede og skælvede: saa tog han sig sammen ved en sidste Anstrengelse. Døren aabnedes tøvende - som i undseelig Ængstelse; ligesom ubevidst og halvt i Drømme gik den op; og dér stod Edith, slank og lys, i Morgendragt, med et stort Schawl slaaet om sig. Det gled lidt tilside ved en Bevægelse af Overraskelse..... og Ulfs Øjne fæstede sig paa den lyse Skikkelse og han saa' et Glimt af Skuffelse i hendes Blik.... men ligesaa hurtigt skiftede Blikket - hun rakte Haanden frem, som vilde hun støtte den vaklende Mand dér; en dyb Medfølelse spejlede sig i hendes vigende Øjne; med sænket Hoved, næsten uden at berøre hans Haand, førte hun ham ved Haanden ind i Dagligstuen; han var som viljeløs, kunde ikke tale - hun pegede paa en Stol ved Bordet; men han blev staaende oprejst, støttende sig ved Bordet, stirrende paa hende; ingen af dem formaaede at tale; saa satte hun sig paa Sofaen, yderst paa Kanten, foroverbøjet - Hænderne foldede i Skødet - saa' ivejret, forsøgte et Smil, som atter gled under i en dyb Rødmen; og idet hun fo'r sammen, rejste hun sig hastigt, bleg, en sart, fin, linieskøn Blufærdighed, der er som lammet over at føle sin hjælpeløse Afmagt......

Ulf! bad hun.... hviskende med en fremmed, forskrækket Stemme.... vil De ikke nok gaa? Hører De, De maa gaa! De gør mig angst. Hvordan er De kommen her?.... og hun saa' sig sky omkring, som begreb hun ikke, at hun selv havde ført ham ind, og som søgte hun en Udvej, Flugt, Beskyttelse.

Hans Udtryk var mørkt; han sugede Bitterhed ind ved hendes 560 Ord, der burde bevæget ham til Hensynsfuldhed. Det var Glimtet af Skuffelsen i hendes første Blik, der rugede over ham med en stigende Lyst til at gøre hende noget ondt - tilføje hende en Krænkelse - hævne sig. Og han smilede haanligt. Hendes Angst, hendes Raadvildhed - der var ham saa fremmed - belærte ham om, hvor stærk han selv var; og han smilede atter, tænderskærende: Hun forraader sig.... tænkte han.... hun anklager sig selv - hun frygter Dig - aa, jeg er den stærkere her! Brug da din Magt, Ulf!

Han gjorde et Skridt frem - aldeles uden Herredømme over sine Handlinger, sine Ord. Han sagde en hel Del - vristede Sætninger ud af sine Tanker, uden at kunne give dem indre Sammenhæng - men med en hemmelig Glæde over at høre disse vilde, lidenskabelige Ord - Bekendelser, Bebrejdelser, Bestormelser.... saa afbrød en hul Hoste ham. Yderligere hidset og irriteret stampede han i Gulvet og kastede sig frem imod hende.

Hun halvt sad, halvt stod støttet mod Sofaens Sidelæn; hun skælvede og var dødbleg.... nu lynede hendes Øjne; hun bøjede sig frem, greb ham om begge Haandledde, opbydende hele sin Styrke, og sagde fast, myndig:

De rører mig ikke! De har drukket Vin - De véd ikke, hvad De siger eller gør. Gaa ud, Ulf! - Gaa bort herfra! Imorgen skal jeg svare Dem - naar De er kommen til Dem selv og har skammet Dem!

Han havde sat sig ved hendes Side, gjorde sine Hænder fri, klemte hendes som i en Skruestik - stirrede ind i hendes Øjne, paa hendes Mund med de vrede, dirrende Læber - paa hendes slanke Hals, hendes fine, kyske Skuldre.... og der var i denne oprørte Blufærdighed, i denne bly Stolthed, der værger for sig, netop alt det , der gjorde ham afsindig ved Tanken om at blive ført bag Lyset....

Hun lyver! mumlede han. Hun tilhører ham - det er hans Ejendom, hun forsvarer imod Dig, Ulf! Og naar hun har faaet Dig bort - saa føler hun sig befriet som fra et Uhyre - hendes Dør vil altid være lukket for Dig, aaben for ham - og de vil tilsammen ynke Dig, hade Dig, le Dig ud! Nej nej, jeg er her - jeg har Magten - jeg elsker hende, tusind Gange mere end nogen anden 561 har Evne til eller Forstaaelse af. Jeg vil ikke altid være den, som staar i Skygge og bliver let ad; er det en Forbrydelse, saa er det en Forbrydelse - men Alt tilgives den, som vover, som handler, som sejrer. Tage - tilhøre!......

Og hans Mund søgte hendes Læber, idet han lagde Armen om hendes slanke, svaje Liv, der allerede forekom ham at sitre hans Omfavnelse imøde......

Det var Edith - og ikke Edith, han holdt i sin Arm. Det var hans Ungdomskærlighed, som han greb efter; og i en underlig Væsens-Dobbelthed mærkede han, hvorledes hans Arm dog ikke havde Sejerherrens brutale Vilje - hvorledes han halvt i Lyst og halvt i Angst, i Fortvivlelse, i Undseelse - næsten som et Barn, en Dreng - stirrede ind i disse Øjne uden at turde opspore og mestre sig Udtrykket i dem - og lynsnart fo'r igennem hans Hukommelse Ordene fra hans Yndlingslæsning de lange Aar tilbage:

Fürwahr, es sind die Augen eines Todten -
das ist die Brust, die Gretchen mir geboten,
das ist der süsse Leib, den ich genoss!

Han berørte Ediths Læber - og tumlede tilbage; rejste sig - vaklende ligesom blændet. Edith havde faaet sin Haand fri - og med sin fulde Kraft havde hun slaaet ham i Ansigtet.

Dér sad hun - i Arms Længde fra ham. Schawlet havde hun trukket tæt om sig; endnu var hendes Haand knyttet og hendes vidt opspilede Øjne skinnede; og dér stod han, bedøvet - beskæmmet, mindre ved Slagets fysiske Magt end ved Følelsen af, hvilken Haand der havde været løftet mod ham og hvilken Voldshandling der havde truet hende.

Han svinglede; et Øjeblik troede hun, at han skulde falde baglænds - men han veg langsomt, hans Arme sank slapt ned; saa knælede han paa Gulvet, skjulte Ansigtet i sine Hænder og hulkede:

Aa, Edith, Edith! stakkels Barn!... stakkels vi To - og alle Mennesker! -

Han vedblev at ligge derhenne, hulkende af hele sit Hjærte; engang imellem afbrød den tørre, hule Hoste hans Graad. Og 562 han vaandede sig, bed sig i Læben, kæmpede med sine Taarer, sine fysiske og sine sjælelige Smærter. Gryet udenfor blev stærkere; Lyset sivede og sivede ind - Edith bevægede sig, strakte Haanden i det hvide Ærme frem og sagde dæmpet: Ulf!

Hun saa', at Rusen var ganske veget fra dette forgræmte, sorgtærede, blege Ansigt og fra denne Skikkelse, knuget under Lidenskabens Jærnaag; hæslig havde han været hende for nogle Minuter siden; højtidelig forekom hende denne umandige Sammensynken nu, denne Afmagt, der ikke vidste sine levende Raad.

Ulf! bad hun inderligt. Rejs Dem - lad mig i Fred.... se at komme til Ro - vær barmhjærtig mod Dem selv! -

Ja ja! sagde han tonløst. De ynkes over mig - og De vil være mig kvit - og jeg har groveligen fornærmet Dem - tilgiv!

Han bøjede sig, som vilde han krybe paa Hænder og Fødder, rejste sig halvt, krogede sig hen til hende, sank ned for hendes Fødder, greb den ene Fod... hun trak den angst og hastig til sig, men han havde kysset den.

Hun frøs, svøbte sig i Shawlet, klappede hans Hoved, nævnede ham blidt ved Navn, talte ham beroligende til som et Barn: Gode Ulf - kære, gode, svage Mand - tænk ikke derpaa. Tænk blot paa Deres Helbred! De opriver Dem - og mig med - til ingen Nytte. Gaa hjem, hører De; det er snart lyst..... kom til mig imorgen, hvornaar De vil. Jeg skal høre Dem - De kan tale til mig som til Deres Søster.... men kom aldrig, aa nej aldrig paa denne Maade til mig - og brug aldrig de Ord, De har brugt, og tænk aldrig saadanne Tanker.... de saarer mig saa frygteligt og de nedværdiger Dem: De, som er Ædelheden, Finheden, Godheden selv!

Han hørte ikke paa hende, men spurgte hviskende: Edith, elsker Du ham? Sig, at det kun var en Rus, et Øjebliks Besættelse, en Galenskab fra Din Side..... og jeg glemmer alt; han er mig Luft, er mig Intet - jeg vil intet vide, blot tro, at der endnu er Mulighed for min Kærlighed!

Sig det! gentog han hæftig.

Hun rystede paa Hovedet, bøjede sig over ham og sagde: Ulf! lad mig sove - jeg bliver aldeles forstyrret i mit stakkels Hoved - 563 jeg taaler ikke alle de Sindsbevægelser. Hvis De er syg - og De er jo syg og træt - saa tag mit Shawl, læg Dem her og hvil Dem. Jeg maa selv hvile et Par Timer - jeg kan næppe holde mig oprejst længer. Jeg betror mig ganske til Dem - ganske som for Aar tilbage! - - - - -

Hun havde rejst sig og vaklede ind i den næste Stue; trak Døren sagte til efter sig. Han stirrede omkring uden at se noget og vedblev at gentage, ligesom for at dulme og bedøve: hun betror sig - betror sig til mig! og imorgen vil hun tale med mig - og hun betror sig til mig!....

Uden at fatte Trøsten, syntes han, at det var Trøst. Han kunde maaske slet ikke tænke mere.

Han rullede den ene Persienne halvt op, skræmmedes af Lyset, lyttede til de smaasladrende Fugle og fandt, at han kunde have drejet Halsen om paa dem - han, som elskede alle smaa Dyr. Nej, det er lutter Uskyldighed - de er uskyldige! gentog han og syntes atter, at der laa Trøst i Ordene. Han vilde husvales. Saa faldt hans Blik over Bordet - Breve laa dér. Har de lagt deres Brevveksling frem? har de siddet her og læst sammen? Har hun maaske slet ikke....? Aa, Edith, hav Medlidenhed med mig - og tilgiv mine stygge Tanker om Dig! Du er, hvad Du altid har været, har ikke forandret Dig, kan ikke besiddes af nogen - Du, som ikke besidder dig selv! Vi To har jo dog ogsaa læst og talt Natten igennem.... men han, han, som er mig saa ulige, og som aldrig forløber sig, som kan lægge Planer og gennemføre dem..... aa, Gud i Himlen, han er en smuk Mand, en veltalende Mand, ikke mere Slyngel end jeg.... ingen er Slyngler, men nogle er Sejerherrer - og hun er hans - og her ligger Beviserne!.....

Han greb efter Brevene, læste, kunde ikke forstaa.... studsede - sitrede - læste. Brev paa Brev fra hans egen Moder til hendes Søster, Tante Eva, som havde født den lille Alma. Hans Moder - hans egen Moder - som var bleven skilt fra Justitsraad Brynjulfsen, Gunnar Brynjulfsen, men som paa en Rejse igen var truffen sammen med ham, havde været svag et Øjeblik - og Frugten var Edith. Og hvor hun hadede ham, hvor denne Kvinde hadede sin »retmæssige« Forfører. Hun var død i det første Aar efter Ediths Fødsel - men havde ladet Søsteren Eva sværge ved alt dyrt og 564 helligt dem imellem, at Edith aldrig skulde tilhøre det brynjulfsenske Hus. Og Tante Eva havde holdt Løftet; hendes lille Alma - hvem hun aldrig havde haft blidere Følelser for - var bleven Konferensraadens Adoptivdatter. Hos Familien Ravn var Edith opdraget - Ulfs kødelige Søster. - -

Nu stod han, med det sidste Brev i Haanden, derinde, hvor Edith laa tilbagelænet paa den hvide Pude. Hun var faldet isovn. Idet han aabnede Døren, skød bag efter ham det første Skær af Morgensolen ind imod Sengen. Det gyldenrøde Skær kyssede hende - og Ulf bøjede sig over hende, som vilde han følge Solens Eksempel. Hvor inderlig ømt, højtidelig ømt - og hvor mørkt, tungsindigt var hans Blik. Edith! hviskede han; - hun smilede, men slog ikke Øjnene op. Edith! raabte han næsten vildt og greb hendes Arm. Hun fo'r ivejret, angst - med Forbittrelse i Øjet. Han holdt Brevet imod hende, med Neglen ridsende under nogle Linjer.... hun stirrede, læste.... han satte sig tungt og træt paa Sengekanten: Nu har jeg Lov at sidde her! sagde han fortvivlet. Læs! læs!

Men da hun forvirret, sky og spørgende saa' ivejret fra Brevet, opdagede hun, at han blev højrød i Ansigtet; hans Bryst arbejdede - en anstrengt Hosten - og det klare Blod stod ham ud af Munden. Han faldt forover, ned mod Gulvet.

Nogle Minuter efter havde Edith faaet vækket og hentet den gamle Kone i Huset. De to Kvinder lagde Ulf Brynjulfsen paa Sengen og lod ham synke koldt Vand og badede hans Tindinger. -

Det er min Broder! hviskede Edith.

Du Frelsens!... sagde Konen. Hvad dog Frøknen oplever! -

VII

Tiden gaar.

Hvad der nys er hændet os, kan paa engang forekomme os saa sælsomt fjærnt; og ransager vi vor Hukommelse, kan vi finde som 565 Slut paa en hel Række Lykke- og Smærtefornemmelser dette Ord fra daglig Tale: Tiden gaar.

Edith er optaget af sin syge Broders Pleje, ofrer sig ganske for denne Kærlighedsgerning, som havde hun netop ventet paa en saadan Opgave. Gerhard har kun behøvet et flygtigt Blik paa hende og paa ham, for at føle, hvorledes alt er forandret her i dette lille Hjem. Det er blevet til et Hjem - den syge Digters og hans Søsters; milde, store, forsonende Magter breder deres usynlige Vinger her, hvor en energisk, livskraftig ung Kvinde kæmper for at fravriste Døden dens Bytte. Ediths Blik paa Gerhard havde sagt ham Alt: Ulf taaler ikke at se nogen - allermindst den tidligere Ven; dette Hus forbliver lukket - kun Døden kan aabne det - og Døden kæmper vi imod!

Men da Gerhard gik bort, hviskede han for sig selv: ingen kommer her - jeg ikke - men saa er Halvvig ogsaa udelukket. Nu er der sket, hvad der skulde ske. Og med mig er det bedste sket..... jeg som haaber, at Ulf maa leve!

Saasnart Ulf kunde taale at flyttes, rejste Edith med ham ned til den lille Købstad - til Invalidehotellet. Naar Vintren kom, var det hendes Agt at tage paa »Tournée« i Sverig-Norge, Finland, Rusland eller de tyske Østersøhavne. Nu var hun Familiens Overhoved og dens Forsørger.

Gerhard vidste det, anede det, saa' det Alt: den lille Alma levede som forhen uforstyrret, uanfægtet, i Konferensraadens Familie; hun var forlovet med Pastor Nærøe, Brylluppet skulde staa til Efteraaret. Pastor Nærøe opsøgte en Dag Gerhard. Præsten ansaa' det for sin Pligt - sagde han - at gøre et Forsøg paa at jævne og udsone i den Familie, som hvis Medlem han nu snart havde Retten til at tale. De fleste Familier havde jo unægteligt - desværre - et eller andet Punkt, en eller anden Hemmelighed..... om Gerhard f. Ex. vidste, at Ulf skulde være flyttet sammen med en Halvsøster eller en paa anden Maade beslægtet ung Pige - og om 566 Gerhard vidste, hvorvidt det var Tilfældet, at hun ernærede sig - ja man sagde ovenikøbet den øvrige Familie og Ulf med - ved at synge.... synge for Folk? -

Gerhard nikkede og svarede: Ganske paa samme Maade som f. Ex. De kommer til at ernære Deres Familie ved at præke for Folk!

Pastor Nærøe sendte Gerhard sit elegisk-faste Blik. Gerhard besvarede Blikket roligt: jeg tillod mig at ytre mig saaledes - uden Forklejnelse for Dem!

Præsten spurgte videre, hvorvidt Gerhard antog, at der fra »Medlemmer af Familien Ravn« vilde blive stillet Krav eller gjort Spørgsmaal gældende overfor den brynjulfsenske Familie i Hovedstaden. Gerhard besvarede dette Spørgsmaal ligeledes roligt med et: nej.

Præsten lagde sin hvide Haand diskret paa Gerhards Arm:

Og Deres Hustru....? sagde han.

Optræder - svarede Gerhard - efter hvad jeg sidst hørte, snart paa denne Herregaard, snart ved et Badested for et elegant og taknemmeligt Publikum. Hun synger ogsaa for Folk - men underholder ingen Familie derved!

Hvorledes antager De, at det vil ende? spurgte Præsten efter et lille Ophold - forsigtigt medfølende.

Hvorledes det vil ende? sagde Gerhard. Der er Kvinder, for hvem det slet ikke ender. Maaske hører Annette til dem. De lever - som Ibsen siger - i Uskyldighedstilstanden; de kender ikke Forskel paa Godt og Ondt. Hvis En eller Anden om nogle Aar fortalte mig, at Annette optraadte i en Circus paa den anden Side Havet - saa skulde det ikke undre mig. Blot haaber jeg, at jeg til den Tid vil have betalt det sidste Afdrag paa en Forskrivning!.....

Pastor Nærøe blev noget tankefuld. Man véd virkelig næppe mere, hvad man skal tro om Fremtiden! sagde han. Mon ikke hele Tiden har »forskrevet« sig til de onde Magter! - ak, vort ulykkelige lille Land - vort stakkels Folk......!

Og de to Mænd talte om, hvor galt det egentlig saa' ud.

567

VIII

Tiden gik. Firserne var udløbet. Gerhards Liv i Hovedstaden lignede stedse en Maskines; - men Maskinen indstillede nu og da det tvungne Arbejde, satte gennem stjaalne Nattetimer ny, frisk Damp op; og over disse Nætter kom der til at hvile en Duft, en Farve og Klang af Fest og Helligdag. Erindringen, Længslen, Haabet.

Et lille moderne Toaktsstykke, fint og dybt - som legende Solskær over en sydlandsk Kyst; det var Resultatet af de stjaalne Nattetimer; det blev indleveret, antaget - blev opført og faldt igennem. Sidst havde Forsøget været for »djærvt«, dennegang var det for »fint« - for det store Rum, der indesluttede de sex hundred abonnerende Tanter og de tusind trætte Grosserere.

Gerhard tænkte, at nu kunde han og Theatret passende tage Afsked med hinanden.

Nogle Dage efter Stykkets Opførelse stod der i det nøragerske Organ følgende Digt underskrevet Ulf.

Vi vil Guder!

Andre Stier lad os træde,
andre Syner lad os se!
hvorfor piskes til at græde -
som var det for sent at le?

Vi vil Guder - kom nu, Seer!
vi har længst af Dogmer nok;
vi vil atter Aander, Feer
i en billed-broget Flok.

Vi vil ej bag Dyrehuder
se os selv i bæstisk Flok:
vi vil lattermilde Guder
med den epheu-kranste Lok;

568

med det store Smil om Munden
og det aabne, varme Blik -
Arven, som de nok i Grunden
fra vor Adels-Ahne fik!

Arven fra vor Stammefader,
menneskelig stor og skøn,
som sit Paradis forlader
endnu harmlos, endnu grøn,

endnu ukendt med at bande
Jordens moderlige Navn,
endnu Guds-Duft om sin Pande
- og en Eva i sin Favn!

Ja, om saa vort Hjærte flænges
under Dødens Rovdyrs-Tand,
vil vi under Latter længes
mod Elysiums Drømmeland.

Vi vil Guder, Genier, Aander,
Alfer i en skælmsk Tagfat -
mens vi os paa Lejet vaander
i den lange, lange Nat.

Gaa tilside, sorte Præster
med jert sorte Hjærnespind!
Edith, led til lyse Fester
ved din hvide Haand mig ind!

Gennem lange, tunge Nætter
- tunge ved et Livs Forlis -
vær mig Feen, som forjætter
os det tabte Paradis!

Mange har jeg kunnet more
ved et sært, barbarisk Sprog -
569 vis mig stille nu den store
klare, skønne Billedbog!

Kraftesløs jeg kan kun sende
Dig et Blik, et ydmygt glad,
mens jeg ser din Haand at vende
roligt for mig Blad paa Blad.

Og fra Bogens Sider strømmer
Styrken atter til mit Sind,
mens paa Barnevis jeg drømmer
mig i Helte-Verdner ind:

Skove ryddes, Udyr fældes
og Tyranner strækkes ned
af en Adels-Slægt, som ældes
aldrig i al Evighed.

Druen dufter, Øjet skinner,
Læben synger Livets Pris:
stærke Mænd og stolte Kvinder -
o det svundne Paradis!

Guder vi vil, vi vil Helte -
og vi griber fra vor Grav
efter Afrodites Bælte
og den gyldne Thyrsusstav!

IX

Og op i Halvfemserne var man naaet. Gerhard havde samlet og udgivet et Bind Digte af Ulf; de fineste, de mest glødende, de dristigste, de mindst bisarre. Meningerne var i Grunden ikke delte derom..... men Resultatet var, at halvandethundred Eksemplarer solgtes! Tiden vilde Fest-Lyrik og Konfirmations-Lyrik; 570 den vilde ikke tiltales paa »Gudernes Tungemaal«. Nuvel, tænkte Gerhard, man tør ikke gaa i Rette med nogen Tid - den vil, hvordan den saa er, tiltales paa sit Sprog! Og et Bind Noveller og Aforismer saa' Lyset. Samme Resultat. En Boghandler bemærkede, at Markedet var overfyldt. Gerhard svarede smilende, at Ulf længst havde sagt det samme - og at Skønliteratur rimeligvis allerede var en overlevet Form. Hvad der ikke kunde siges paa to Spalter i en Dagbladsfeuilleton, det tilhørte Bibliothekerne som Kuriositet. Praktiske Bøger - populært-videnskabelige Husraad, Skolebøger, Kogebøger og Lexica, det var Reglen. Begrebet Digter var allerede afløst af Betegnelsen Forfatter, og Forfatteren var Journalist. Men nu vilde Gerhard for sit Vedkommende gøre et sidste Forsøg med en stor Roman - en Opgørelsesbog.

Og han gik til Arbejdet med stor Stofrigdom - mange personlige Erfaringer - en Del Kundskaber - ingen forudfattede Meninger - forekom det ham.

Han lagde sin Plan, fordelte Figurerne, Lys og Skygge over Afdelinger og Underafdelingerne.... han begyndte at samle og knytte Traadene, levede Personernes Liv om og om igen i sig selv - dykkede hele sin Sjæl i Naturens Bad.... og fandt sig overfor en Række Spørgsmaal. Hvor var den Magt, der tillod ham denne Handlen efter eget Tykke? Og hvad havde han i Grunden Ret til at sige? Hvor langt turde han gaa med sig selv og med andre? Tilhørte andre Menneskers Hemmeligheder ham - kunde han erindre og indestaa for disse Ord - nænnede han at gengive sine egne Løndomstanker - formaaede han at mestre en Stil, som uden at blive skruet var ejendommelig?..... Hvor skulde man afslutte disse fortløbende Sider, der gjorde Fordring paa at være en Del af det uendeligt vilkaarlige og uendeligt lovløse Liv - et Segment af den uophørlige Cirkel? - Man kunde jo dog hverken begynde eller ende en Bog.

Jo - Magten og Retten havde han, hvis han tog sig den! Han selv bar Ansvaret - delte Ansvaret med sin »Idé«.

Men hans Idé bestod kun i Kraft af det Tidsafsnit, han vilde skildre. Og denne Tid var i særlig Grad en Søgen, Hasten, Skiften Standpunkter.... ingen Afslutning, ingen synlig Totalanskuelse, ingen Hvile. Hist og her, sparsomt nok, en Karakter, der 571 kæmper med en Fanestang i Haanden...... en stor Drift »Stemmekvæg«.... Masserne og Sindene i bølgende Bevægelse henimod gryende Former.

Saa syntes han, jo mere han arbejdede sig ind i Bogen, at Lyriken netop var denne Tids naturlige Udtryksform! Da tre Mennesker ikke længer var enige om noget mellem Himmel og Jord, da alle Prosaens Afskygninger var forsøgt og egenlig alle Forsøg allerede opgivne, da Anatomi- og Kriminalromanen havde beskrevet sin egen Cirkel, da der var lavet bindstærke Noveller paa saa godt som Resultaterne af enhver Videnskab - og ingen Bog endda var bleven Slægtens Evangelium - saa kunde Digteren med Føje pege paa sine egne øjeblikkelige eller temporære Stemninger, paa sine personlige Udbrud af Jubel, Skuffelse, Haab, Glæde, Smærte - og sige: se, dette indestaar jeg for, jeg Barn af en Tid, der ikke har fæstnet sig i én gyldig Livsanskuelse, men som ler, græder, lider, længes og haaber sammen med Døgnets og Aarets Tusinder!

Og Gerhard tænkte: Lyriken er snart en lukket Bog for denne Tid - som alligevel er mere lyrisk end nogen anden; den lever paa Stumperne, fra Haanden og i Munden saa godt som; vi er snart sagt lig Himlens Fugle allesammen - og Himlens Fugle synger eller lytter til den, som synger!.....

Læse Lyrik, vil Folk ikke; men høre den, vil de. Musik vil Verden - Toner - en Vise - Ord, der hurtigt griber, fænger, flagrer bort og efterlader en Stemning. Endnu er »Folket« der - de brede, store Lag - de, som arbejder og arbejder, slider og slider; de vil lade Psykologen beholde sit Arbejdsfelt - maaske beundre hans Værk, naar det engang bliver dem tilgængeligt. Men de vil have Digteren, Sangeren, for deres egen Mund - blot han sorger for selv at lægge sig dem paa Læben!

Enhver Tid er god nok til at udrette noget godt i!

Og medens Gerhard arbejdede paa sin store Bog, skrev han til Ulf og spurgte ham tilraads angaaende sine Tvivl.

Endelig kom Svaret.

572

X

Det indtraf kort efter en Begivenhed, der kastede et grelt Lys over det Tiaar, som skulde afslutte Aarhundredet; og Lysets Grelhed stod i Forhold til de nærmest foregaaende Tiaar.

Ulfs Brev var et Diktat; Haanden Ediths; det lod saaledes:

- Vor synderlige Gunst tilforn!

Dette beder jeg udtrykkeligt Edith skrive. Min Tavshed i disse Aar kunde mistydes, kære Ven. Nu kan De forsøge paa at tyde den. Det er unægteligt paa Slutningen med mig. Ubegribeligt at Maskinen har holdt saa længe, belemret, som den var, med nogetnær alle Tidens Gebrækkeligheder. Hvad der af Hoved, Hjærte, Lunger og andre »ædle« Dele vil være tilbage af mig, naar jeg forhaabenlig snart kryber ind i Rejse-Diligencen, det er næppe Omtale værd. Forsynet har fra første Færd ment mig det godt; men der maa være faldet den gamle Herre noget ind, medens han formede mit »Ler« - eller en Fusker maa være kommen imellem; Resultatet blev ikke nogen Udstillings-Genstand - og jeg burde være gaaet i Skrab-Kassen for længe siden.

Min Hjærte Søster har givet mig Haand og Mund for, at hun vilde skrive Alt , hvad jeg her dikterer. Altsaa faar De Alt - men De faar blot ikke hende selv, i hvert Fald ikke saa jeg ser derpaa. Thi De er hende ikke værdig. Ingen er hende værdig. Hvis hun, hvad Guderne forbyde, skulde bryde et givet Løfte til mig, saa vil De selv til Deres dybe Beskæmmelse erfare det: ingen Mand af dem, jeg kender eller kan tænke mig, er god nok til hende! De fleste hjælpeløse Vrag plejer at tale i Profetstilen, og naar man er saa snavs, som jeg, bliver man genegen til Sentimentalitet. Men tro mig hvad jeg siger, selv om det forekommer Dem sentimentalt.

Enhver rutineret Diakonisse kan pleje en Mand; - selv kølige Kvindenaturer udfører deres Kærlighedsgærning punktligt - og de svage Mænd giver dem ug i Karakterbogen og testamenterer dem Formuer eller Pretiosa. Ære være Kvinderne! Men en døende Mand - og især en nervelidende - har en uendelig fin 573 Fornemmelse i sit Hjærte, ligesaa fin som et Barn paa Ammens Skød. Der gives Ammer og Ammer. Jeg kan af den Haand, der pusler mig, det Blik, der bøjer sig over mig, læse mig et helt Liv til - og jeg bedrages ikke.

Aa, Gerhard, hvor jeg elsker min Søster!....

- Her havde Ulfs egen Haand taget fat; store, besværlige, stundom udflydende Skrifttegn. -

Jeg sidder halvt oprejst i Sengen, Puder bag Ryggen; jeg hoster - akkurat nok til at det kan høres af de smaa Guds Engle. De smaa Guds Engle sidder oppe i Himlen og skriver Menneskenes Karakterbøger: paa den ene Side Synderne, Daarskaberne, Fejlene - paa den anden Side Sygdommene, deres Langvarighed, de mere og mindre raffinerede Lidelser. For hver særlig daarlig Nat udstreges en enkelt Daarskab. Et Kvælningsanfald tager muligvis tre utilgivelige Letsindigheder med sig. Men naar jeg en hel Nat har været uden Smærter, saa tænker jeg mig, at de smaa Guds Engle har fornummet, hvorledes jeg har ligget stille og grædt ved Tanken paa Edith, paa hendes Karakters Renhed, hendes Væsens Sanddruhed og Godhed, hendes ærekære Stolthed, hendes rørende Tillid til ethvert af mine Ord - jeg, som mit hele Liv ikke har bestilt stort andet end producere overflødige Ord og forfængelig Tale.

En saadan Nat - tænker jeg mig - finder ingen Karaktergivning Sted i Himlen. De smaa Engle lader Pennen staa i Blækhornet og hvisker indbyrdes. Jeg spidser Ører og opfanger Navnet: Edith! og Overengien - Klasse-Duxen - siger: for hendes Skyld hænger vi Riset paa Væggen denne Nat!....

Gerhard, jeg vil sige Dem noget. De faar hende ikke - De vover ikke at tage hende fra mig, selv ikke, naar jeg er død! Jeg elsker hende som man elsker én Gang - jeg, som har elsket saa ofte. Hun slaar det hen i Spøg, eller lader vred og skænder. Blodets Baand imellem os gør hende tryg, og hun øger kun min grænseløse Ømhed ved at vise mig den mest opofrende Omhu. Men hvis jeg blev rask - hvis jeg kunde staa op - hvis jeg kunde blive som De er..... aa, jeg véd, at hun vilde frygte mig og at vi maatte 574 skilles og lægge Land og Sø imellem os. Men derfor hader og frygter jeg Dem, Gerhard - den Mand i Dem, der har vist sig som min bedste Ven. De har jo ogsaa vist Dem som hendes!

Nej, nej, ikke saadan. En Orm, som jeg, der allerede hænger halvt nedtraadt under Dødens Hæl - en saadan Orm giver ikke Galde fra sig. Mit Blod kan De faa - min sidste Hemmelighed og Hilsen - min Hilsen i Kærlighed.

De husker vor Spøg om os som de to Halvdele. En hel Mand skulde Edith have i os to tilsammen - og endda et Plus til. Men dette Plus findes ikke i vor Slægt og vor Tid. Kanhændes ind »i næste Trækning«. Edith har gaaet en Skærsild igennem - og er kommen ren ud deraf, hvor vi to, De og jeg, kun har mørke Pletter. Hun ser ikke Skygger og frygter dem ikke. Kan De - kunde jeg sige det samme?

Jeg dør; - se til, at De kan gøre det samme, paa en hæderlig, honnet Maade. At leve - helt ud til Fingerspidserne - paa en honnet, sanddru, ærlig Maade, det er en Umulighed for Mænd af vor Tid og vore Forudsætninger. En Katastrofe maa bringe os alle - Slægten, Folket - over paa den anden Side af Svælget. Her er vi bevidst og ubevidst saa indfiltret i Svaghed og Anmasselse, i Gaaen paa Akkord og Forfølgelseslyst, i Fejghed og atter Fejghed - at Slaget maa til, det rensende, det lutrende.

Mærk Dem en Døendes Ord, Gerhard! Det er Kvinderne , som har bevaret Idealerne renest under disse tyve Aars forfladende og forjaskende Kampe. Om hun er »Kanon-Kvinde« eller demokratisk Fritænker: hun vil noget, hun tror paa noget, vil vove noget, ofre, lide - ja sætte Livet ind. En saadan Kvinde er Edith - uden at hun selv véd deraf. Og hun har mange Søstre; men alle har de kun bevaret sig, fordi de har bevaret noget af det Naive, det Ur-Ægte, det Usammensatte fra Folkets brede Lag - dette Begreb »Folket«, som vi , Bourgeoisiets Affødninger, længst er ophørt at tro paa.

Vi tror nemlig ikke mere paa det, vi som selv har døbt det, dengang vi skulde bruge det mod Junkere og Præster. Men denne Tvivl er Giften i vort Blod: Bourgeoisiet er i Forfald, fordi det har fornægtet sit eget Udspring. Vi bygger vore Villaer, udvider vore Byer, stifter vore Banker og Aviser, beskytter Præsterne, 575 koketterer med Junkerne og opelsker Soldaterne. Og endda trives vi ikke! Ubegribeligt med denne snigende Epidemi..... Vi ser blot ikke, at Kildespringene er forstoppede; vi bygger paa en Sump - vort eget Værk. Det er vor rasende, hensynsløse Egoisme, vor gud-løse, kærlighedsløse, haabløse Materialisme, der langsomt forgifter nedefter - medens Junkerne ler i Skægget og Præsterne toer deres Hænder i Salvelse.

Men Folket er der! og dets Kærne er marvfrisk endnu......

kun »Spidserne«, Agitatorer, Agenter, Kolportører, hvad de nu hedder, har taget Skade paa deres Sjæl ved Berøringen med os . Pøblen er vor Karrikatur - men Folket er vort Ophav!

Og inden Pyæmien har naaet Kærnen, vil det allerede vise sig, at af Folkets Midte fremgaar Mænd og Kvinder, som har levet iblandt os uden at blive smittede. Særligt Kvinderne har bevaret den hellige Ild under alle de Askedynger, vi har fejet ud fra vore slukkede Baal. I sund Livsglæde, paa simple, store Sandheder, under aaben, frimodig Intelligens har de levet deres Liv rundtomkring iblandt os. Vore Slibrigheder har ikke tilsølet dem, vort Grinebideri ikke forvirret dem; de har smilet ad vore hule Tirader, trukket paa Skuldrene ad vore Løgne. De venter og haaber paa Regnskabets Dag - de fortvivler ikke, de hader ikke, kaster sig ikke hid og did i svigtende Nervers Utaalmodighed..... Folkets Døtre, som har set med Tidens frie Blik, som har taget det Bedste af hvad Tiden bød i Kunst, i Opfindelser, i Liv - de vil Mænd, som atter virker for Menneskeheden....... og Edith hører til disse Kvinder.

Men De, Gerhard, hvad vil De? og tror De om Dem selv, at.....! Nej, jeg vil ikke fritte. De raader over Deres eget Liv. Jeg er Dødens indfaldne Referent; jeg refererer.

Blot dette. Da jeg var ung og rask endnu og kunde drikke »Vinen den røde« og leve mit eget Liv - saa kastedes jeg hid og did for at søge mig Standpunkt. Jeg smiler nu over disse Bugtninger - men den splittede Tid var medvirkende. Ogsaa Arvegods fra min Faders Side var medvirkende. Jeg tilgiver det gamle Glansbilled af mit ganske Hjærte. Det er mig ligesom en humoristisk Trøst, at han var med til at give Kunsten ved vort Sekels Slutning sit faderlige Indsegl (for at tale i Lapidarstilen). Efter 576 hvad jeg hører, er han død - men hans »Værk« vil leve og gaa i Arv til hans Eftermand.

Alt bliver saa højtideligt, naar man skal til at dø; ogsaa Konferensraaden staar i Højtidsklædning for mig - som hin første Aften efter »Elysium«. Men Edith vil ikke tilgive ham; hun er uforsonlig - som Datter af Folket. Ingen Akkord. Hun har taget Arv efter vor Moder og hele den Slægt.

Og hun og jeg har læst den store Revolutions Historie. Naar jeg havde et »men«, havde hun derimod lysende Øjne. Hun læste, jeg hostede; og da de unge, barbenede Mænd og Drenge under Fanerne strømmede til Landegrænsen for at forsvare Fædrejorden og Friheden - saa rejste hun sig, bleg og atter blodrød. Jeg spurgte hende: Edith, hvis det gik løs herhjemme - hvad vilde Du saa?..... Hun svarede ikke, greb Bogen igen, læste videre, skælvende. Vore Øjne mødtes; hun stirrede paa mig, som om jeg var langt, langt borte.... og hendes Øjne funklede som Staal og Ild gennem en Røgsky. Om Natten, da hun sov, fik jeg fat i Papir og kradsede noget ned - det blev Begyndelsen til en Krigssang. De vil rimeligvis finde den blandt mine »efterladte« Papirer.

Jeg siger Dem, Gerhard, den Mand, der mener at turde tage denne Kvindes Skæbne i sin Haand, han maa nøje vide, hvad han gør. De kan vinde hende; hun vil elske Dem, hun vil intet Løfte, ingen Garantier fordre; byder De hende et »sorgfrit Udkomme«, saa vil hun glad nyde det med Dem; har De kun en Brødskorpe, vil hun skaffe en til; hun kender aabenbart ikke Begrebet Frygt; hun er som de højtkultiverede Hedninger, der endnu ikke har tilsat deres Dyder; hvis De vil plante Kaal sammen med hende i en Udørk, saa vil hun luge Deres Kaal og kysse Deres Haand. Men De bør helst aldrig nævne et Ord til hende om noget Stort, som De agter at gøre - thi den Dag, De svigter, vil hun vende Dem Ryggen for bestandig. Ikke Ord, ikke Graad, ikke Guld vil bevæge hende; kun hvis De dræbte Dem for hendes Fod, vilde hun maaske tage Vaabnet, tilføje sig selv Døden - og tilgive Dem.

Saadan er Edith. Men det vidste De maaske ikke?....

577

XI

Og her er Referatet. Edith har nægtet at skrive efter min Diktat. Grunden ligger lige for. De Anstrengelser, det unægteligt koster mig at afslutte, maa De opføre paa min uafgjorte Gæld til Dem.

Som vi netop læste den store Revolutions Historie - indtraf den store Begivenhed i vor lille Købstad. Hvad De ikke allerede har set af Bladene, vil De nu læse hos mig. Og dermed: Vale et Fave!

En Saga - Halvfemsernes Saga - man kan tage Varsel deraf. Den korte Stil vil være tjenligst. Taarerne er flydt og aftørret, Blodet skyllet af Havnepladsen. Vi havde det hele Optrin udenfor vore Vinduer. Nu er Byen atter rolig, Sprøjten trukket ind, Borgmesteren kommet sig af sit Slagtilfælde. Stakkels Land!

Slaget stod her. I næsten en Uge var Byen febrilsk. De nye Valg var udskrevet - vi blev velsignet med hele Valgkampagnens Misère - dennegang en virkelig Misère - Begyndelsen paa Enden - les quatre fins de 1'homme, saa at sige. Vort stakkels lille Land!

Opløftende for en Døende at høre og næsten se paa, ikkesandt? Opkog af tyve Aars Beskyldninger, Gendrivelser, Skvadronader, Ramser, Løfter og Løgne. Højres Kandidat, Hr. Grosserer Halvvig, nærmest en naiv Mand med »klart« Program. Han vil værge sit Land og sørge for Grossererne. Socialdemokraternes to Kandidater, den mere moderate og den intransigente. Venstres syv Kandidater - to Redaktører, en Skolelærer, en Gaardmand, en Prokurator, en Læge og en forhenværende Præst. Det er næsten ugørligt at udpege Nuancerne - men Hadet ligger lige for; Evropæere og Danske, forhandlende og uforsonlige, Fritænkere, Grundtvigianere, Skeptikere - en Bænkevælling af Mistænkeliggørelse og Skadefryd. Grosserer Halvvigs Stillere har faaet Prygl den foregaaende Aften af Socialdemokraterne, der indbyrdes fejder paa Skænkestuerne, hvor »Kaliban« lytter til med funklende Øjne, medens Arret ler .

Højre har forskanset sig i Klubbens Lokaler, hvor Hr. Ottosen er Klown, Dannebrog vajer udenfor og Gendarmerne gaar Vagt. Naar Flagene ikke er strøget betids om Aftnen, rives de ned af 578 Socialdemokrater og radikale Venstremænd. Borgmestren telegraferer til Hovedstaden og mælder Sagernes Stilling; men Hovedstaden er selv optaget og febrilsk.... Svaret lyder tilbage: de stedlige Myndigheder og Gendarmerne maa gøre deres Pligt efter Konduite!

Referenter er her - et Utal; Nørager med hans Stab, Overgaard med Anna Funch og Frøken Palm; Redaktør Bentzen skal holde en stor Tale; Kredsen er truet baade af Højre, ildesindede Venstre og Socialdemokrater, der er i Vækst her siden Teglværket og Jærnbanen er kommen. Alle vil se den »syge« Digter og alle beder de ham skrive en Sang »imod de andre«. Jeg beder Edith anmode dem om at lade mig dø i Fred. Hvis jeg var rask, skulde jeg skrive en Freds- og Frihedshymne. De hyler her nedenunder mit Vindu, paa Pladsen hvor Talerstolen bliver slaaet op. Jeg spørger Edith, om det er Skafottet de rejser - Skafottet, hvorpaa de vil radbrække hverandre med de stumpe Torturredskaber, der kaldes den konstitutionelle Valgfrihed. De er gale - de er besatte - det hele Land har forskrevet sig til Fanden!

Og nu gaar det løs. Det er de tyve Aars Udsæd, der indhøstes i Halvfemserne. Lutter Ramser; ingen gider høre derpaa, man vil kun afbryde. Redaktør Bentzen holder en ypperlig Tale - som ikke overbeviser nogen. Og nu bliver han skældt ud; hans tidligere Venner har plukket hans tidligere Artikler itu. Socialdemokraterne staar sig bedst; de véd i det mindste, hvad de vil ; forfærdelige Brøl. Onkel Matthias kravler næsten helt ud ad Vinduet og vinker leende ad Svanning, som er forrest, med en Trepægleflaske i Haanden, blandt Teglværksarbejdere og Tørveskærere. Edith staar bleg, med dirrende Næsebor, ved Siden af min Seng. Hun hvisker til mig: Det var ikke rigtigt, at vi lod Svanning komme ud..... han sad og drak med Onkel iaftes og lod saadanne besynderlige Ord falde; jeg har ingen Magt over ham idag!

Nu skal Halvvig tale. Halvvig siger, hvad han skal - meget fornuftigt - ud af Kogebogen om Industri og Told og Alderdomsforsørgelse - og saa skal vi forsvare vort Land.....! Hyl og Hujen og Skrig og Piben. Forsvar Dig selv! raabes der. Og nu lyder Kalibans Stemme: Du har taget min Kærest' fra mig, Du skal dø, din Hund!

579

Og saa er det, at Talerstolen stormes, Halvvig rives ned og hans Pande knuses af Kalibans Flaske. Gendarmerne fyrer, to Tørveskærere og en Teglværksarbejder falder. Vild Flugt, Folk trampes ned. Da Pladsen er ryddet, ligger de Saarede og Dræbte dér..... Kaliban arresteres; han ser sig om med et fjollet Smil, og den frygtelige Skramme i hans Ansigt ler. Men Gendarm Kristensen, der er exalteret, løber omkring paa Pladsen og bliver ved at skyde sine Patroner af i Luften. Og Borgmesteren bæres bort under Krampe.

Min stakkels Edith. Hun og Anna Funch har været hos den døende Halvvig hele Natten; han er gaaet bort saa godt som uden at være kommen til Bevidsthed; kun lige mod det sidste kendte han de to Kvinder og hviskede, at de skulde tilgive ham og holde af Drengen - saa vilde de ogsaa holde af hinanden.... Jeg véd, hvilken Hædersmand han har været - jeg har erfaret det gennem de to Kvinder, som her har lært hinanden at kende.

Og nu er Turen til mig. Jeg har faaet denne »Valgdag« med - og jeg kunde fristes til at gaa bort med en Aandrighed over Livet. En Afsindig - uden Idé om Politik - afgør et Valgs Skæbne, dræber en retsindig, naiv Mand og foranlediger tre stakkels enfoldige Daglejeres Drab!

Hvilket Vanvid - endda der staar en Lidenskab bag! Men vore politiske Lidenskaber? Meningen med denne Generations indbyrdes Kampe?..... Aa, kære Ven, havde jeg Taarer tilbage, vilde jeg græde over mit Folk. Men nu beder jeg Dem - De, som skal leve - om at sætte en frisk Streng paa Lyren og synge glade, tillidsfulde, eller energisk manende Toner ud til de Mange, der ikke »vide hvad de gøre«. Helst friske, glade Toner; de maner bedst. Farvel! Levvel!

Ulf.
580

XII

Nogle Aar efter - en Augustnat henimod Maanedens Slutning - træder Gerhard ud af den lille Sidedør paa et Etablissement, et Slags Forstadstheater, som nogle for Sagen interesserede Mænd har ladet opføre i Frederiksbergkvarteret.

Alt er lukket og slukket, Folk er gaaet hjem; Natten er stille, med et fint Skyovertræk, hvorigennem Høsthimlens Stjærner hist og her kommer tilsyne..... og langsomt glider en af de tindrende Myriader ned over Hvælvingen, lyser som et Bueskud, og sluges af Dunstkredsen.

Gerhard ser ivejret, følger adspredt den lysende Bue, ret som om en Fosforstikke skrev en Streg over en sort Tavle - og han gaar sin Vej roligt hjemad, alene med sine Tanker, til den lille Lejlighed, han bebor i Voldkvarteret.

Byen sover. Et Par yngre og nogle halvgamle Nattevandrere hilser paa Gerhard med denne høflig-gemytlige Fortrolighed, der er ganske københavnsk, hverken tysk, svensk eller noget andet: Vi kender ham; han bidrager Sit til at skaffe os en fornøjelig Aften nu og da; vi kan trænge til det, for Tiderne er ikke overdrevent fornøjelige - nej ved Gud; hvordan mon han sidder i det? og hvad er egenlig hans rigtige Mening? han er forresten en godmodig Fyr - lidt kort for Hovedet, naar man vil drikke med ham; aa, han kan jo ikke drikke med alle.... hvor skal vi faa noget mere Øl fra?....

Og de gaar bort, disputerende om, hvorvidt hans sidste Vise skulde tages som et Indlæg for eller imod den sidste Skandale i Thinget - hvorvidt han er lunken eller ivrig Forsvarsven, Republikaner, Socialist, Fritænker - eller om han er det stik modsatte? For noget maa han da være i denne By, hvor der er nihundredognioghalvfemsindstyve udprægede Meninger om Kuglen paa Nikolajtaarn.

Og en af Nattevandrerne foreslaar, at de skal vende om og 581 spørge Gerhard.... Det gør de; og Gerhard svarer smilende: Jeg mener, at Kuglen paa Nikolajtaarn er rund - men hvis nogen paastaar, at den er ottekantet, vil jeg ikke afdisputere ham det!

Aa, De er altsaa en Vindhane! siger den yngste.

Gerhard letter paa sin Hat, bukker og svarer: Jeg er ikke bornert nok til at have en uforgribelig Mening om noget - ikke engang om hvorvidt De er uforskammet eller ej! Jeg vil blot gaa hjem og sove - hvilket jeg ogsaa anbefaler Dem!

Vil De slaas? spørger det unge Menneske og skotter til sin Kammerat.

Gerhard svarer roligt: Jeg vil holde mit Krudt tørt - som Garibaldi paalagde sine Soldater!

Saa gaar han videre.

Han standser ud for Frihedsstøtten; han er alene; Byen sover.

Denne Støtte, som, løjerligt nok, er bleven Byens Centrum i Tidernes Løb. Tusinder tager hver Dag Navnet i Munden uden at tænke over Betydningen - saaledes som vi alle dagligt tager de betydningsfuldeste Ting i Munden og tænker ikke. Og det turde maaske være bedst saaledes! mumler Gerhard. Gaar vi i Dybden, saa finder vi de store Spørgsmaal, de store Gaader, de store Tvivl. Men det gælder for en By, et Folk, at leve Livet - sundt og tillidsfuldt at virke paa denne Overflade, hvortil vor Eksistens er bunden.

Hold Krudtet tørt - Humøret oppe - Tungen lige i Munden!

Og som han tænker dette, stiger fra disse Omgivelser Minderne frem. Det er, som satte Erindring Erindring Stævne her om Støttens Fod. De største historiske Begivenheder i Folkets Liv, og de smaa dagligdags i hans eget. Natten og Stilheden slaar sine Traade krydsende over den store Væv - og han synes paa engang, at han er saa ensom, at ingen kan raade og hjælpe ham, at denne By er død, og at han selv snart vil svinde som Atom ud i Atomernes mystiske Rige.

Atter glider et Stjærneskud - højt oppe over Støtten - væk i en Bue. Den gamle barnlige Forestilling om en Stjærnes Fald og et Menneskelivs Udslukning. Hvor snart forbi! Det er næppe Aar og Dag siden, at »Skyggen« en Aften sad ude i Gerhards lille Forstads- og Folkelivsknejpe. Han saa' paa en dramatisk Scene, frisk, 582 harmløs, fornøjelig; en ung, tækkelig Pige med noget Talent og mere Temperament har at synge en lille Vise - en af Ulfs Sange. Da Sangen er sunget, rejser Skyggen sig højtideligt og stille; ingen ser, at han gaar - og han kommer aldrig tilbage igen. Nogle Dage efter fandt man ham ude i Skoven; han laa med Ryggen mod en Bunke vissent Løv, Tindingen gennemskudt; paa Brystet Ulfs Digtsamling - et ombøjet Mærke ved Sangen »Trofast til Døden«.

Og Gerhard tænker paa Anna Funch; bortrevet ved en af disse epidemiske Sygdomme, der synes at have sat sig fast i denne By - den usunde, overbefolkede, overbebyggede By.

Edith opdrager Drengen, som hun har taget hjem fra Sorø; han skal ikke studere - han skal blive et flinkt, et praktisk Menneske! siger Edith... og hun véd, hvordan den lille Kapital skal anvendes, som er sat ud for Drengen efter Halvvigs Dødsbo. En Mængde Slægtninge - nærmere og langt ude - har gjort Krav i dette Dødsbo. Der er mange fattige Slægtninge - Byen bliver fattigere og fattigere, synes det.

Saa staar Gerhard dér, lænet op mod Gitteret omkring Frihedsstøttens Fod. Og han tænker paa Edith.

Han folder Hænderne over det kolde Jærngitter og bøjer sit Hoved. En dyb Følelse af stille Vemod og stille Lykke gennembæver ham; - Vemod, Erindringens sarte Ledsagerinde med de drømmefjærne Øjne; - Lykke, thi det er vel Lykken at kunne længes uden at begære - som det er lykkeligt at erindre uden Brodd og Smærte.

Eller skuffer han sig selv? Ligger der ikke Smærte paa Bunden af den Længsel, som dog ikke har Erindringens fulde Jubel bag sig og som hver Dag stirrer, mildt bebrejdet af sin egen Uro, mod Mødets forjættede Land? Har hans Ungdom taget den endelige Afsked med ham og i Skilsmissens Øjeblik trykket ham Resignationens Trøstegrunde i Haanden - som en til »Missionen« Omvendt stikker en gammel Ven sine Traktater under Armen?

Gerhard løsner sine Hænder fra Grebet om Gitteret ved »Frihedens« Støtte, og med bøjet Hoved gaar han langsomt hjem til sin ensomme Lejlighed. Natten hviler over denne By, der sover - i Splid med sig selv og dog sorgløs ubekymret, slaaende Alt i 583 Glemsel, dyssende ned, ladende staa til, og dog er der dem blandt de Tusinder sovende, som har tunge Drømme. Natten skjuler. Ude fra Østersøen, fra Køgebugt, ind over det flade Land, over Strømmen, Havnen, dybt ind gennem Byen kommer en fin Taage umærkeligt ligesom listende sig paa.... og Nord fra, fra Sundet, frem over søvnslørede Skove kommer en anden Arm af samme Taage - og de synes at forene sig, for at knuge Byen i deres Favntag.... men endnu staar Hvælvingen deroppe fri, den rolige Høstnats Himmel med de stille, plirrende Stjærner. Gerhard føler sig let gysende berørt af den lave, klamme Taage; han ser op - atter et Stjærneskud - dennegang som var det en Raket, et Ildøje, der langt borte fra kastedes ivejret - højt, højt - for at udspejde Byen. Jo, den sover!

Gerhard er hjemme i sin Lejlighed; men han kan ikke sove og vil ikke tænde Lys. Han sætter sig i den gamle brøstfældige Hestehaarssofa, den han har udbedt sig som Arv efter Ulf. Han kan akkurat skimte en Række Skilderier paa Væggen, Raderingerne til hans »Jeg drømmer« - dem en Kunsthandler engang, da det kneb haardest for Gerhard, gjorde ham et Skambud paa og som Gerhard har beholdt.

Han synker hen i en underlig halvdrømmende Dvale, som hans Læge spøgende plejer at kalde hans »clairvoyante« Tilstand. Og han tænker paa sin Kunst - paa hvorfor han opgav den - paa at han ikke vil anmasse sig nogen Fordring dér, hvor man rolig har at oppebie kommende ny Tid, nyt Liv, nye Kræfter, ny Kunst.... thi dette er dog Epigonvæsen alt!

Og med Et, som opklaret indenfra af et sitrende Skær, skyder hans Drøm sig frem, ganske som den Nat han drømte og derpaa nedskrev den. Og han ser Edith for sig.

Paa blide Bølger af Erindring og Længsel føres hun ham imøde. Det er Galleriet - det lyserøde - hvori hin unge Kvinde med det straalende, trohjærtige Smil træder imod ham; i Haanden holder hun det højrøde Ordensbaand - og da han ser paa det, synes der at dryppe en Bloddraabe fra det.

Han føler sit Hjærte slaa; varmt og atter som frøs Alt i ham; og 584 han stirrer paa hende og paa Baandet. Hun bemærker hans Blik, vender sig sagte, uden Bebrejdelse, kun med en stille, ydmyg Bedrøvelse - og hun peger paa et Sæde, som spærrer en Dør - Døren ind til Brudegemakket.

Dér sidder de saa, Side om Side; han tager hendes Haand, hun sidder med bøjet Hoved og vinder det røde Baand om sin lille hvide, smalle Finger. Edith!... siger han.

De behøver ikke at fortælle mig noget - hvisker hun med sin blide Stemme; - jeg véd jo Alt og jeg har intet, intet at beklage mig over, intet at bebrejde Dem!....

Edith - vedbliver han - vi er ikke unge længer, og der er kommen store Ting imellem os; Drengen er imellem - og Ulfs Skygge er der; - aa han havde Ret i, hvad han skrev mig til som sin sidste Vilje; han holder denne Dør lukket! -

Holder han den Dør lukket?.... hvisker hun.

Ja, Edith - ja! Og Gerhard fortæller hende Alt, hvad Ulf skrev - alt det, som fra at være Formaninger og Advarsler i Ulfs døende Stemme blev til Tvivl i Gerhards Bryst. Men disse Tvivl er saadanne, som er en Mand værdige - en Mand, der vil Lykken for en elsket Kvinde - og Lykken er ikke Besiddelsen men Længslen - Længslen i Ærefrygt og Hengivenhed, i Stræben mod Fuldkommenhed, i Dødeisen af den Uro, for hvilken der dog aldrig gror Lyksalighedens Lægeurt! Og Gerhard taler og taler, henvendende sig til hende, som talte han til sin egen Sjæl. Romeos Ord: »It is my soul that calls upon my name.« Edith, dyrebare Edith! se, jeg har formaaet at tvinge Forfængeligheden tilbage - fordi Du aldrig hidsede den; jeg frygter denne Tid; er i Uro og Bekymring for den - og elsker den som et sygt Barn. Jeg holder af denne By, fordi den omfatter din bramfri Livslyst, dine nøjsomme Glæder. Jeg ser dens store Skrøbeligheder, aner Tugten - men river ikke som Ulf op i Saarene; Du rev aldrig op i mine, i hans. Ikke hader jeg de Mennesker, fra hvem jeg har fjærnet mig - Farisæerne, der nu betragter mig fuldkomment som forskrevet til den Onde. Jeg har slaaet mig ned blandt Gøglere, mellem »Toldere og Syndere« - tidt fundet dér alt det menneskeligt Gode, som jeg vilde ønske mig selv; - og jeg har ikke Ret til at forarges over Brist og Brøst, hvis Skygger jeg dog kan forfølge i mit 585 eget Væsen. Jeg har ikke glemt, at hvad Verden kalder Gøglere, det var dine tidligere Kammerater! Jeg synger mine Sange, lader mine Figurer agere, for en Slægt, der maaske selv synger paa sit sidste Vers. Jeg gør det som et redeligt, honnet Arbejde - hvorfor maaske en kommende lykkeligere Slægt engang vil vide mig Tak. Men Alt - hvor meget eller lidet det saa er - skylder jeg Dig Tak for. Vilde jeg kunne gøre det, hvis jeg satte Dig som Maal og Belønning - og hvis Maalet rykkedes mit Liv paa Nærthold i Lidenskab, i Rusens Sødme?.... Ak, Edith, Du vilde ikke frygte, men over mig er Ulfs Skygge - og jeg er bange!

Hun har siddet, med Hænderne foldede over hans ene Skulder, vendt imod ham, lyttende; - hun nikker langsomt, bevæget som ved Takten af hans Ords Tonefald, ryster dernæst stille paa sit Hoved - og rejser sig.

Er det Ulfs Skygge, som har spærret den Dør? holder han den lukket? spørger hun med en sælsom Stemme. Saa se da!.....

For Gerhards stirrende Øjne viser sig et stort, dybt Mørke. Ediths hvide Skikkelse staar derinde..... hun hæver Haanden, det blodrøde Ordensbaand skinner mod den uendelige Baggrunds Nat. Og hun svinder mere og mere.

Men Gerhard synes, at han rejser sig - at han træder hen til et Vindu - ser ud, ned paa en By, som er hans egen og dog forekommer fremmed. Morgnen gryr, men det er gennem sejg Taage, at Lyset kæmper. Uhyggelige, utydelige Bølgebevægelser - stridere og stridere, som dybe, delte Strømme, der maler imod hverandre. Og en ængstende, dump Rallen, som en Sovende, der knuges af en Mare og stønner. Saa den fjærne Lyd, der høres som en Torden - men hvoraf intet Øre dog kan tage fejl: Kanonild.

Og med Et haster Mennesker frem dernede; - de øde Boulevarder, de tomme Gader fyldes med søvndrukne, skrækslagne, uvaskede, blege Ansigter. Halvpaaklædte Mænd, Kvinder i Natlinned, trykkende jamrende Smaabørn ind til det Bryst, som ingen tænker paa at skjule. De er lamslaaet af en Rædsel, som ingen vover at give Ord. Saa kommer en Rytter sprængende - han hugger Hæl i Hestens rygende Flanker - et Barn rides ned - Rytteren behujes og forbandes af Mængden, som bølger efter....

586

Hesten styrter i Volten om det glatte Hjørne - Rytterens Kepi i Rendestenen - han løfter sit blødende Hoved, tager Vejret to, tre Gange - med Fraadesavl om det stubbede Mundskæg - brøler hæst: Fjenden - Landgang - Fjenden!..... og han vælter bagover død.

Et vederstyggeligt, modbydeligt - og i sin Modbydelighed forfærdelig højtideligt Skuespil af Hovedstadens Befolkning i Dødsangst. Gerhard føler hver Enkelts Rædsel som Isnaale gennem sine Aarer. De styrter tilbage, op i Husene; en kaster sig ud af et Vindu - de fleste kommer atter frem som vilde Rotter gennem Døre, op ad Kælderhalse. Nogle Kvinder er bleven vanvittige og slæber Børn i Sengelagner som paa en Sluffe efter sig - og de hyler: Krig, den forbandede Krig - gid Helved annamme dem, som er Skyld.... aa Gud i Himlen bevar os, bevar, bevaaaaar! Og fra Taarnene bamler, rangler og dirrer Klokkerne - og bag denne Metallyd, over den, truende, døvende, Sekund efter Sekund, eller i én eneste brummende Brølen: Kanontordnen.

Saa en Ildstreg - en lysende Bue gennem Taagegryet - lige præcis som en Raket, en af dem, man har sagt Aa! til paa Tivoli...... et Bombekast ned i den snevre Sidegade.

Der kommer en Drosche, som holder - varskoet af en Politibetjent, der har faaet et Barn og et Fuglebur trykket i Armen. Ud af Vognen stiger besværligt en gammel, rystende Mand, hjulpet af en pur ung Pige med Regnhætte over et halvt nysgerrigt, halvt forskrækket Ansigt. Hun vender tilfældigt Blikket op mod Gerhard, der maalløs vil gøre Tegn til hende...... og nu træffer Projektilet Vognen. Ingen Vogn, ingen Hest, Kusk, gammel Mand, ung Pige mere - et rygende, søndersplittet Sammensurium af Menneskeliv, Jærnbøjler, Dyrelemmer kastet i Stenbroen, slaaet op mod Husvæggen..... og et Skrig af Fortvivlelse, Raseri, af vild Desperation fra Mængden, der trykker sig med stive Øjne opad Muren, som om Ødelæggelsens Afgrund med Et aabnede sig.....!

Gerhard har istemmet Skriget; han har faaet sine stivnede Lemmers, sit stormende Hjærtes Brug tilbage. Hævn - Modstand - Forsvar! - han vil slaas! Han er nede paa Gaden; de vil alle slaas - men hvor - hvem fører os?.... afsted! til Tøjhuset - til 587 Kommandanten - til en Isenkræmmer; - bryd Dørene op - Vaaben! - aa, dér er Soldaterne - de har allerede været i Ilden - Gud hvor de ser ud.... Kæven dingler paa den ene - men Synet fra Bombekastet var værre; - dér er Vogne - hele Rækker - alle de Saarede - og vi har Ingenting vidst - det er kommet som Lyn igennem Taage! - Hvor nær staar Fjenden? - Landgang paa Amager og Landgang ved Vedbæk! - hvem er den Officer tilhest? - en Adjutant, Premierlieutenant v. Norden; - bløder han? - ja hvad Fanden - sikke Øjne - Sablen i Venstre - det er nok første Gang at han er »Venstremand«; - Sludder, hold Kæft med Højre og Venstre; - »Frivilligt Mandskab frem til Forter og Befæstningen!« Hurra! dér er Bentzen-Overgaard og Evropæerne - og Nørager og de Danske; - Vrøvl, vi er alle Danske - man har overfaldet os og vi er uforberedte - som altid. - Er Befæstningen for svag? - rimeligvis - der er ikke Stunder at tænke derpaa. Hvor er Socialdemokraterne? - dér er Socialdemokraterne - Masser, Masser - Hurra!

Til Arbejde, Liv eller Død.

Og de gaar frem under Fanen; den er rød - med et hvidt Kors i.

Om der er gaaet en Dag, et Døgn - eller mere? Gerhard véd det ikke. Ingen véd noget. Udmattede, faatallige Tropper, uøvet frivilligt Mandskab imod Fjendens krigsvante, øvede Skarer. Men Haabet beskæmmer ingen - og vi skal jo haabe paa Allierede. Der er gaaet Hul paa Evropas store Brandbyld - Udbruddet er først kommet over os; Alle staar imod Alle - og kan vi holde den første Tørn, saa kan Hjælpen naa' os. Flaaden ligger paa Havsens Bund - Æren dækker den. Hæren har kæmpet som brave Mænd kæmper. Resterne ligger langs de udstrakte Befæstningsvolde, med Væbningen, med de frivillige Korps. Her er Artillerikampen - som bærer Bud helt ind over Byen. Her er Udfaldene - og her er den første Linjes Lazarether.

Og her - hvor en inspicerende Officer tidligere har haft sin Embedsbolig, hvor Blomster har nikket i Haven og hvor en af disse bløde, lidt slørede Pigestemmer til Pianoet har sunget fredelige 588 Krigssange ud til fredelige Voldarbejdere - her, hvor Volden er høj og bred med en Grav udenfor, her staar det ene frivillige Korps under Vaaben..... det andet er nyligt kastet tilbage fra et haardnakket Udfald - eller et fortvivlet - »under svære Tab« - som det hedder i Krigshaandværkets Journalistsprog.

Det er Journalister, Kunstnere, Gøglere, Studenter, yngre og ældre Handelsbetjente, Mænd af alle Aldere og Samfundsklasser, som her er traadt under Vaaben. Gerhard ser sig selv staaende iblandt de andre - ventende paa Adjutanten, der skal bringe Ordre til endnu en Udrykning - en Rekognoscering - Fjenden kommer for nær. Mændene er tunge, alvorlige; Korpsets Spøgefugl har opbrugt sit Forraad, Vitserne bider ikke. I Skumringen lyser Officersbygningens gullige Mure; Skorstenen nedskudt, Ruderne gennemhullede; Bohavet er kastet udenfor - et taffelformet Fortepiano hviler sin amputerte Benstump paa en tom Nodereol. Indefra Bygningen høres Saaredes Stønnen. En ung Kvinde kommer frem i Døren, hun er bleg, blond, sætter sig paa Trappestenen, med Hovedet bøjet, Hænderne lagt over Knæet. Saa rejser hun sig, gaar hen til Gerhard, som taler dæmpet med Overgaard. Den sidste vender sig overrasket: Edith!

Ja - siger hun, med sit Nik - Lægen bemærkede lige netop, at vi var for mange Kvindemennesker derinde.... vi skulde tilmed tilbage i »anden Linje« - for her skyder man paa os! Og hun tilføjer i en let Tone - næsten som spøgede hun: Jeg troede forresten ikke, at man skød paa Lazarether - ovenikøbet paa Sygeplejersker med Bind om Armen!.... og hun peger paa sit Genferkors.

I Krigstilfælde tillader man sig adskilligt! - svarer Overgaard tørt. -

Gerhard ser ængstlig paa hende. Han er ikke overrasket ved at træffe Edith; alle synes at være dér, hvor de skal være - om de holdtes aldrig saa fjærnt før. Men han er angst paa hendes Vegne. Hun besvarer hans Blik med et Smil - et dvælende, et der samler som et Livs Indhold her, tæt op ad den Grænse, som skiller Liv og Død, I næste Minut kan han være inde i Dødens mørke Land - alene derinde - hun ladt tilbage - prisgivet den hele Række Tilfældigheder, Vilkaarligheder, Voldshandlinger, Rædsler....... og det er som skreg det indeni ham af Forbittrelse mod dette 589 Umenneskelige, Modbydelige, som saa tørt-upersonligt benævnes Krig..... og af en ræddelig Angst for at skilles fra hende, vide hende hjælpeløs...... Edith! siger han med Møje og gør et Skridt frem imod hende, advarende, afværgende, vinkende, at hun skal forlade Stedet. Den kommanderende Officer synes at se spørgende paa ham, paa hende..... Mændene rundt omkring, de udmattede, nedslaaede, tunge eller febrilske, ser ogsaa paa de To; - flere af dem har sandsynligvis genkendt hende fra dengang hun optraadte - og mange kender Gerhard.... alene Øjeblikkets Alvor, saa nær »Grænsen«, gør maaske, at disse febrilske Læber ikke nævner Navne - at disse stive Træk, næsten dækkede af Krudtslam, Støv og Kammeraters størknede Blod, ikke røber Videbegærlighed.

Man staar foran den store Afgørelse - venter det Alvorlige - og man ser paa disse To med den Adspredthed, der følger i Farens Spor eller gaar forud for den.

Gerhard ser det altsammen - tænker og føler det alt - stirrende ufravendt mod Edith, søgende ind imod dette Smil, der lysner op midt iblandt Død, Saar, Ruin, Hæders klæbende Sved og Blod, Vederstyggelighed - Tilintetgørelse. Det er ham til Fuldkommenhed klart, at hun ikke staar her som et Undtagelsesmenneske »løst fra Støvets Baand« - som et Barn, der ikke véd af Fare og derfor ikke kender til Frygt. For hende er Krigen et ligesaa vildt, hæsligt Spøgelse, som for ham. Han læser sig det til i hendes Blik; hun er ingen exalteret Kanon-Kvinde, ingen moderne-lille Kopi af en Jeanne d'Arc, som vil svinge Feltfanen og ombringe Fjender massevis. Der staar i hendes Øje et Glimt af oprørsk Kvindevrede imod dette Forfærdelige - som maaske kunde være undgaaet - som vi maaske selv i kortsynet Stivsind har nedkaldt over os. Hun og han synes samtidig - gennem hin Sjælenes clairvoyante Sympathi - at se og gyse tilbage for »Kalibans« frygtelige Arr, som ler!

Og saa er der dog hendes lyse Smil.... og han hører endnu den klare, velklingende Stemme, da hun siger dette »for her skyder man paa os« - siger det med et frejdigt Skælmeri, der skinner gennem den oprørte Alvor. Og han erindrer - som man i helt alvorsfyldte Øjeblikke erindrer sig det Smaa, det Tilfældige, det, 590 der endog spiller i det Komiske - hvorledes hun engang fortalte, at hun havde set en Barnepige siddende paa en Bænk med en lille Dreng ved Siden af sig og et spædt Barn i en Kaleschevogn. En stor gul Hund - ung endnu - var kommen til, havde pludselig lagt sine Poter op paa Barnevognen og snuset nysgerrig. Drengen, der næppe stolede synderligt paa Barnepigen, havde da paa sin lille Søsters Vegne med bønlig-dirrende Forskrækkelse tilraabt Edith: »Den bider Tulle!«

Ediths Deltagelse for Drengen, hendes Forstaaelse af hans hjælpeløse Rædsel for dette store Uhyre, hendes hemmelige Glæde over, at han havde paakaldt hendes Bistand og lagt sin egen Beskyttelsestrang - sin Ridderlighedsfølelse i Knop - for Dagen.... alt dette røbede sig i den klare, hjærtelige Latter, hvormed Edith ledsagede Fremstillingen af den lille Scene..... og denne ubetydelige, forbiglidende Overfalds-Situation fra Fredens og Idyllens Dage, den spejler sig for Gerhards Erindring i det lyse Skælmeri, hvormed hun her søger at dække over det nøgterne, haandgribelige Alvorsspøgelse - Krigen: de skyder paa os alle - Mænd som Kvinder - og Børnene med; - Uhyret vil sluge os alle!

Dette Smil...... Det er, som Gerhard først nu kender det ret - nu det samler og aabenbarer et Livs Indhold nær ved Grænsen for det mørke Land, Skyggernes Land, hvorom han dengang drømte..... hvorom ikke alene han har drømt, men mange iblandt det Folk, der sorgløst og dog forpint levede de lange Splittelsens og Tvivlens golde Aar.

Han ser Smilet lyse imod sig nu - men det har jo stedse været over ham; det tilhørte, det kom fra en Kvinde, der stod lavt i de manges Omdømme - og nu er vi alle lige, paa samme Linje, i »yderste« Linje. Hvem kan her, med den store Afgørelse for Øje, hovmode sig?... og hvad har alle vore forskellige Levnedsførelser - var vi iblandt de for Farisæerne skyldige, og var vi blandt Tolderne de bravere - hvad har de ført os til og hvad andet kan de føre os til - end til at »falde med Ære«?

Og Gerhards dirrende Læber mumler: Ære være Dig; Du som har opretholdt dette Smil - hvad ondt og svagt og smaat Du saa har set hos mig, hos de andre! Du, som ikke har trængt Dig frem 591 - vel vidende, at i »første« Linje dér boltrer først ret Forfængeligheden, Ærgerrigheden, Havesygen, Hadskheden sig.... Du, som med smaa Midler har anstiftet det Gode, at jeg - en iblandt de mange - har kunnet se hen til det store Menneskelige uden at gramse efter Legetøj og Narreværk. Du, som har været klog - og holdt Dig fjærnt fra mig; øm - og ventet trofast paa mig; stolt - og skjult din Sorg og din Længsel! Du, som har maattet lide, naar de andre nedsatte mig, allermest, naar Du selv indsaa' mine Fejl, og dog aldrig har bebrejdet mig én Ting, hvorover Du selv hemmeligt fældede Taarer. Det er ikke din Skyld, at jeg ikke kom til at tilhøre de Bedste - men det er din Skyld, at jeg nu staar her uden at regnes blandt de Allerringeste. Saa havde Ulf Ret: Fremtiden tilhører Kvinderne - de vogter Idealerne!

Og han gaar frem imod hende, tager hende i Haanden; de ser sig omkring. Derudenfor - bag denne Vold, som snart er skudt sønder og sammen, og hvis Opførelse har set Folket i Leg med Fraser, i Strid om Grunde, i Kiv om Skyld og Ret, i Opløsning og Forbittrelse - dér er han, Fjenden - ligemeget hvem, ligemeget hvorved og hvordan han kom; men han vil os det Onde - vil tage vor Frihed, den Stump, vi har tilbage; vil bruge vor Jord og vore Kræfter - forfølge vort Sprog, Essensen af Folkets Liv...... om han kommer til at dvæle her længe!

Og hvorfor skulde han ikke dvæle her - blive her ret længe, naar han har slaaet os til Jorden; her, hvor enhver af vore Sange kan belære ham om, at der »er godt at være«?

Hvem vil forhindre ham deri? Disse Mænd, der allerede halvt synes at mistvivle - denne Haandfuld, sammenlignet med hans egne Masser? - - - -

Gerhard ser sig omkring; han læser sig Nedstemtheden, Trætheden til i disse Miner - og han tænker: har disse Mænd - har vi alle - i Tide og Utide, ved hvert Jubilæum, enhver Zweckessen, i enhver kunstig fremkaldt Anledning danset og trallet og skraalet og sunget os kede af alle vore gode gamle Sange?... Nuvel! og hans Øjne tindrer: En ny Streng paa den gamle Lyre! en ny Melodi til de gamle Tanker! og friskt Mod! Kom, Edith; vi ville synge vor Kærlighed ud - synge om vort Sprog, vor Jord, vort Liv - synge om at »falde med Ære!« 592 Og hun har forstaaet ham; de har vekslet et Blik; de er gaaet sammen hen til det taffelformede Klaver, der hviler sin afskudte Benstump paa den tomme Nodereol. Med funklende Øjne - vendt imod Mændene - det blege Ansigt rødmende som under en Bekendelse og en Besværgelse - synger hun til hans Ledsagelse:

Op, alle Mand! nu gælder det
vort Sprog, vor Jord, vort Liv!
den gustne Strid om Skyld og Ret,
den smedded os en tveægs Kniv,
men Faren fører Ven ved Ven
i favnedybe Rækker hen
og kvæler Kævl og Kiv:
én Ild slaar ud i Nødens Stund
og brænder gennem Sjæl og Krop
og gløder Hornet for vor Mund:
op, danske Folk, vaagn op!

Det er Ulfs Ord, hans Begyndelse. Og Gerhard fortsætter:

Vort Sprog - det blev vel misbrugt tidt
ved Mad og Gildes-Bord,
men dog tør vi bekende frit,
vort Sprog er os vor egen Mo'r,
hun tændte Tankens første Gnist,
som slukkes ej før Hjærtets Brist
med Læbens sidste Ord:
og staar det Sprog kun grumme lidt
i Ry og Rang blandt denne Jords,
vi lærer aldrig, aldrig et,
som vi har lært vor Mo'rs!

593

Vor Jord - den bløde, side Grund,
hvor vi er rundne af
og som i Spøg og Alvorsstund
vor Sjæl sin Bølgelinje gav -
hvor vore Døde lagdes ned
i Svøb, som drak vort Blod, vor Sved,
i Slægters gamle Grav -
vor Jord, vor Mark, vor Eng, vor Strand,
som favned os, som hengav sig:
vor Elskede! vort dyre Land,
nu vil vi slaa for Dig!

Op, alle Mand, som Ven ved Ven!
Det Bud er ikke svært,
at give Livet villigt hen,
som Nødens Time fik os lært:
thi over, hvad hver enkelt vil,
et Noget himmelhøjt er til
saa stort, saa dyrt, saa kært!
Saa lad kun Fjenden slaa os ned
med al sin Magt af Jærn og Bly:
men faldt et Folk i Kærlighed,
staar Folket op paany!

De har sunget det sidste Vers sammen. Han vil træde tilbage paa sin Plads imellem Rækkerne; hun staar dér endnu, den ene Haand mod Hoften, den anden fremstrakt - Hovedet knejsende, Næsefløjene dirrende - Øjnene overnaturligt store - det lyse Smil som et blankt, frejdigt Staal gennem en Sky af Støv og Røg..... Mændene bølger omkring dem, svingende Vaabnene - alle disse Læber vil gentage Slutningsordene -

Da deles Luften pludseligt under en tung, hastig Masse, som slaar ned, kaster Jorden tilside, hvirvler sig rundt i en Sky af Støv, Røg og Ild..... og Mændene, der er faret fra hverandre, ser Edith ligge paa Jorden, ubevægelig, Armene udstrakte - og Gerhard i nogle Skridts Afstand derfra - slæbende sig frem igennem Gruset, indtil hans Hoved hviler over hendes..... og han søger 594 med sine Læber at standse Blodet, der løber fra hendes Tinding ned bag Øret...... hun slaar Øjnene op, smiler, synes at hviske..... han samler hendes Arme over Brystet - hans Hoved synker ned - fra hans gennemskudte Side styrter Blodet over dem begge - og dér ligger de begge, Side om Side, ubevægelige - Dødens Mulm og Nattens Fred over deres Træk.

Og dér - foran dem - har Adjutanten, Premierlieutenant v. Norden, holdt sin Hest an. Den ranke, smukke Officers Ansigt er blegt - og langsomt, stirrende paa Edith, sænker han med venstre Haand sin dragne Klinge. Det sitrer i hans Øjne - det funkler som af Indvielse over hans Pande. Vendt imod Skaren strækker han Klingen pegende ud og frem.

Og frem og ud stormer Mændene - dér hvor Skumringen blander sine Skygger i Røgen og hvor Skuddene glimter. Skuddene drøner, Røgen tætnes, Raab høres - ingen Eder.... Sang.

De synger:

og faldt et Folk i Kærlighed,
staar Folket op paany.