Drachmann, Holger Forskrevet

✂

✂ At Menneskene kan klumpe sig sammen i saa smaa Reder - holde ud at leve dér - ovenikøbet kalde Reden for en nærsom og hyggelig lille Købstad!

✂ Og i saadan et Hul - i dette Hul - er jeg selv født! tænkte Gerhard. Gud véd, hvor mange af sine Ufuldkommenheder og Mangler man skylder de forste, bestemmende Barndomsindtryk?

✂ For fem Øre Intelligens fordelt paa et Par tusind Individer af begge Køn - uden at medregne Børn og Hunde. Brødnid, Sladder og politisk Ufordrageligheci. Et Kastevæsen, tilsyneladende medgørligt, i Virkeligheden ufordrageligt som det indiske. Henover Hovederne paa hele Menigheden gaar Tidens og Menneskehedens store Spørgsmaal som en Flok svirrende Duer. Ingen har Bud efter dem, ingen sender Brev med dem. En Plaskregn er - som Franskmanden siger - en Begivenhed; og den Ulykkelige, der oprindeligt kom hertil med en og anden Idé at tære paa, vil inden faa' Aars Forløb finde sig tommere end den stupideste Hovedstadsfilister. At være blandt de fremligste Honoratiores her, er at være paa Frysepunktet af Kultur. Man skulde tro, at alle Byens Figurer var udsprungne af en Lystspildigters Opfindsomhed. Man smiler - indtil man opdager, at disse Figurer er Mennesker og har samme Fordring, som En selv, paa at ville tages alvorligt. Og har man opdaget det, saa véd man ikke, om man skal give sig til at græde.

✂ Gerhard havde været der et Par Dage kun; og han vidste Alt, kendte dem alle. Lægen og Borgmestren, Provst og Apotheker, den store Agent og den lille Toldkontrollør, de Handlende, Skipperne, Haanclværkerne, de Fattige, Krøblingerne, Idioterne, den 390 »gale« Sidse - alle forekom de ham at høre med til et Farce-Optog. Men da han saa', hvor alvorligt søvndysset, med hvilken Følelse tillige af Ansvar og Egenværdighed de bevægede sig i deres Rolle - uden at han samtidig mærkede et Digtersmil, en dramatisk Hensigt bagved - saa gruede han.

✂ Der gives altsaa et Værre end Døden; - der gives et Ophør, en Tilintetgørelse, som lever .

✂ Han kunde intet ytre til dem; thi de forstod ham ikke. Deres Sprog var et andet end hans - og dog gjorde de Fordring paa at tale et fælles. Det var Synd - syntes han - at ironisere over dem; og naar han i sit stille Sind vilde beklage dem, saa mærkede han, hvor deres Selvsikkerhed irriterede ham. Forholdet var utvivlsomt det, at de paa samme Tid var bange for ham og saa' ham over Hovedet. De kunde intet faa ud af ham, saa reserveret han var; og de havde paa Fornemmelsen, at han kiggede dem »durk«. - - -

✂ Mødet med Kusinen havde straks forstemt ham. Hun vilde kaste sig om hans Hals.... og i samme Øjeblik stod de begge to stille, saa' paa hinanden og kunde ikke finde hinanden. Hvor Fattigdom og sørgelige Forhold dog vansirer og skæmmer!

✂ Og saa denne Fattigdom, der til en Begyndelse har Dannelse, Ungdomsfmhed, Selvfølelse at dække sig med - og som Tomme for Tomme sænker Niveauet.... som endnu smiler, endnu i Snittet paa en plettet Kjole søger at maskere sig.... og dog er Masken faldet og Smilet en sørgelig Grimace!

✂ Aa hvor det skar ham i Hjærtet - og dobbelt, da han saa', hvorledes hans Bevægelse straks blev iagttaget og slog et Saar - et af de mange, som var tilføjet dette brave, energiske og kærlige Kvindehjærte.

✂ Du - finder mig - vist meget forandret? spurgte hun med et trist Koketteri, idet hun saa' ned ad sig, skød de halvt-snuskede Børn tilside og pegede paa en Stol i den mer end halvt snuskede Stue.

✂ Han nænnede ikke at lyve. Man bør altid nænne at lyve lidt overfor en stakkels Kvinde - tænkte han, men sagde: Ja - jeg finder 391 Dig unægtelig forandret. Kære, hvor gør det mig ondt for Dig!

✂ Jamen - Du maa ikke sige noget Haardt til ham. Lov mig det! Han er, med alt det, virkelig god imod mig - og Børnene hænger ved ham.... og - desuden - det nytter jo ikke noget. Det er engang som det er! sagde hun.

✂ Der var ingen Taarer i disse Øjne - ikke længer. Saa meget mere følte han sig snæret om Hjærtet ved dette Udtryk - Ediths eget! Han klappede Børnene paa Hovederne; en lille Pige, en Vildkat, entrede op ad ham; hun blev vist ud af Moderen; Barnet havde Moderens Ungdomsøjne - men nogle stygge Lader - maaske fra daarlig Omgang paa Gaden - maaske Arv fra Faderen, Hr. Alfred Ottosen, hvem Gerhard ikke saa'..... Han var just paa denne Tid ude i Byen - til et Møde - et Møde i Anledning af »Akkorden« - forklarede Kusinen med en pinlig Omhyggelighed i at vælge saadanne Udtryk, der kunde berolige Fætteren.

✂ Gerhard tænkte ved sig selv: Han sidder paa Værtshus!

✂ Saa gik de lige til Sagen, talte om Gælden, om Kavtionister, det besvegne Beløb..... den af de »store« Købmænd, som var strengest mod Hr. Ottosen..... om Mulighed for at begynde Noget igen. Fru Ottosen fremhævede sin Mands Arbejdsevne og hans Sorgløshed - alle hans selskabelige Anlæg, for L'hombre, Pianofortespil, Dilettantkomedie - hvilken udmærket Taler han var - hvor virksom i det politiske Liv.... hvorledes han havde kæmpet imod de stedlige Venstremænd og holdt Foredrag imod Socialismen.... Dernæst talte de om at indløse nogle Møbler - om hvorvidt Gerhard vilde medvirke ved en privat Forestilling, som de tidligere L'hombrevenner blandt Honoratiores havde stillet i Udsigt...... om Gerhard muligvis vilde skænke et Maleri til Bortlodning - om han havde mange Bestillinger - om hvordan hans Kone levede - om hun var saa smuk, som man sagde; osv.......

✂ Og som de talte, følte Gerhard Niveauet sænke sig Trin for Trin, en Kløft aabne sig med et sørgmodigt Svælg mellem ham og dette stakkels falmede Kvindemenneske dér! Hvor var hendes Ungdomsfrejdighed og hendes Pige-Undseelse? hendes altid 392 hungrige Intelligens, der havde arbejdet saa kvikt omkap med den grønne Student og Maler? At han med hende skulde tale om mislige Affærer - uden at hun rødmede! At »Venstremænd og Socialister« for hende var bleven til Ondet - som Helten Ottosen bekæmpede - medens hun ydmyg nævnede L'hombre-Honoratiores og Gerhards smukke Kone - sammenfattende dem under Et, som man nævner og misunder Jordens Mægtige! Hun, den revolutionære Kusine - hans Ungdomsleges ironi-ombæltede Valkyrie!

✂ Ravnekrog, Næringssorg, Fattigdom, Forkuelse!

✂ Han havde Taarer i sit Hjærte, da han afslog at tage til Takke dér til Middag. Han havde allerede bestilt Maden til sig paa Gæstgivergaarden - sagde han. Men til Aften skulde han komme - for at hilse paa hendes Mand.

✂ Og da han gik, idet han med et Haandtryk besvarede hendes halvt hysteriske Tak, kunde han have grædt ved hendes Øjekast: saa pinligt-bønligt - en Bøn om ikke at være haard imod Manden.... Manden, hvem hun skammede sig ved - og elskede!

✂ Altsaa, den Følelse kan dog ikke dø! sagde han ved sig selv. Eller - er det Vanen, Nøden, der binder hende til ham - og saa en Rest af Stolthed overfor mig - mig, hvem hun sidst af alle vilde vise sit Indres virkelige Misère for? Hvem véd! -

✂

✂ Han spiste til Middag paa Gæstgivergaarden, hvor han lod Maden bringe op paa sit Værelse. For hver Bid, han tog, faldt han i Tanker.... af dem, man med Anstrengelse maa rive sig ud af; han vilde ikke fortryde, at han havde handlet, som han havde. Det var jo hans Ungdoms Gæld, han betalte.... at sige, som han skulde til at betale. Men hun - for hvem han havde forskrevet sig - hun skulde blot ane....!

✂ Og han spurgte sig selv: havde Du set hende saaledes - vilde Du da muligvis have besvaret hendes Brev og Telegram anderledes? -

✂ Hvor havde han dog ikke i disse Aar bundet sig til det komfortable Liv - til en behagelig Nydelse af sin Frihed, den være sig nok saa parret med det Kedsommelige! Han hørte en Tid til, som 393 har indarbejdet sig i Forfinelse, fordringsfuld i Vaner, kræsen i Smag.... det erkendte han i dette elendige Gæstgiverhul, hvor Seng, Servante, et slidt Listetæppe, et »Tyrolerlandskab«, en skæv Hængereol med en Bibel, Knigges Omgang, nogle folkelige Almanaker og Topsøes Fra Amerika - i et ubestemt Tidsrum skulde være hans Fange-Bohave og aandelige Forfriskning.

✂ Han havde læst i Topsøes Amerika - men ikke turdet blive ved. Han frygtede, at han skulde give efter for en Tilbøjelighed til at søge Frihed og Forglemmelse fjærnt vesterpaa - uansét Forfatterens københavnske Reservationer.

✂ Nu sad han her og tænkte paa Edith! hun som blev og holdt ud.

✂ Da Eftermiddagen og Skumringen faldt paa, udholdt han ikke længer Ensomheden. Han gik nedenunder i Gæstestuen. Der var en Del Folk, som i Halvmørket forekom ham alle ens - Byens Honoratiores eller Handelsrejsende. Tobaksrøg var der og Snak; ikke altfor livlig Diskussion; man talte

✂ »en om et Kirktaarn og en om en Mast« -

✂ og just som det bellmanske Vers faldt ham ind, rejste en noget undersætsig Herre sig, gik tæt hen til ham, viste ham et bredt, plusset Ansigt med umotiveret ungdommelige Træk, omhyggeligt børstet Kindskæg, nedfaldende Flip og Staal-Pincenez - hviskende, idet han exalteret trykkede hans Haand: Jeg er Ottosen - Tak, kære Svoger! Tak!....

✂ Og »Svogeren« trak Gerhard med sig hen til det runde Bord foran Sofaen, fik ham sat paa en Stol, begyndte en Præsentation af de Tilstedeværende - afbrød saa, for at ringe paa Opvartningsjomfruen, forlangte Kaffe, Likør og Cigarer (som Gerhard senere fik paa Regning) holdende og ledende Traaden i en Samtale, hvori Gerhard kun med Enstavelsesord tog Del. Det syntes Hr. Ottosen om at gøre, at Hr. Gerhard stilledes i det gunstigste Lys - uden at han derfor anbragte en Skæppe over sit eget; han indflettede sit »Ikkesanclt, kære Svoger« ved Spørgsmaal om Kunst, Hovedstadsliv øg Politik - strøende med sin fede Haand et »Dér kan I se!« rundt omkring blandt Købmænd, Apotheker, Kontrollør, 394 Agent og Dampmøller.... og pludseligt, da Gerhard rømmede sig under Hr. Ottosens »vi maa dog alle sorn én erklære Socialismen for en Udskejelse, en Kræftskade«.... pludseligt styrkede Socialismens Bekæmper sig med to smaa Likører - og efter et opmærksomt Blik paa Gerhards reservérte Ansigt, gled Udskejelsen blideligt over til at blive en Sygdom »hvorpaa en klog og kærlig Læge kan raade Bod« - medens Kræftskaden ganske bortamputértes.

✂ Gerhard overhørte, hvad der videre drøftedes til Landets Beroligelse og Verdens Fred; saasnart han kunde, rejste han sig, bukkede for Herrerne og gik ud i Gangen, hvor han havde Hat og Paletot.

✂ Ottosen fulgte med:

✂ De vil dog ikke forlade os allerede, kære Svoger? spurgte han forceret frejdig.

✂ Jo jeg vil! svarede Gerhard kort.

✂ Jamen?....

✂ Jeg plejer at gaa min Aftentur! sagde Gerhard.

✂ Saa følger jeg Dem! De gaar maaske hjem til Hanne?....

✂ Jeg gaar mig en Tur - og jeg gaar helst alene! lød Svaret.

✂ Aa - Hr. Gerhard! Er De vred paa mig - er De meget, meget vred paa mig? Gud, jeg føler dybt, hvor uværdig jeg maa staa i Deres Øjne - og hvor ædelt De har handlet imod mig - imod os.... og hvis et helt Livs Taknemlighed - ja og et redeligt Arbejde i Afsavn og Ydmyghed kan tilbagebetale Dem, hvad De maaske ikke savner - men som for os er - aa!....

✂ Hr. Ottosen vilde kaste sig til »Svogerens« Bryst.

✂ Gerhard rystede ham afsig. De var for hule, altfor lavede, disse Udgydelser. Det gjorde Gerhard ondt for denne Fyr - og paa samme Tid var Manden ham næsten modbydelig. Saa tørrede Hr. Ottosen et Par Likør-Taarer af sine Øjne og gik ind i Klubben igen. Gerhard drev op igennem Byen.

✂

✂ Gerhard stod en Stund paa Tærsklen mellem de to smaa Værelser og saa' sig spørgende omkring. Familien Ravn - altsaa! tænkte han. Det var »jævne« Folk her boede - og dog kunde man næsten paa Forhaand finde en Tone, en Stemning, der maatte forudsætte naturlig Dannelse og Takt. Ulf snakkede løs - som sædvanligt; men der var ingen letpaaviselig Afstand mellem hans »geniale Vrøvl« og disse Menneskers Opfattelses og Tilegnelsesevne. Selv hans filosofiske Brokker, hans fremmede Ord og Vendinger, hele hans Jargon syntes hverken at forbløffe eller genere. Om han nu end havde opholdt sig længe her og sandsynligvis givet Folkene »Nøglen« til mange af sine Underligheder, saa maatte der endda godskrives den lille, tarvelige Lejligheds Beboere megen opvakt og fin Forstaaelse af Ulf- og ikke ringe Sympathi for ham. Nu og 406 da traf hans Øjekast Gerhard: Dér ser De.... syntes han at sige... dette er Almuesfolk, som har faaet Lov at leve paa deres eget Bestik - og det er ikke saa misvisende endda!

✂ Madam Ravn blev siddende ved sin Bog, indskød af og til en Bemærkning, stilfærdig og dog med en vis Vægt.... og det var ligegyldigt hvad der blev sagt eller svart, om Ordene faldt djærvt eller meget haartrukkent - hun blev ikke bragt ud af Ligevægt, havde netop intet »Madammeagtigt« ved sig, irriterede ikke ved nogen moraliserende Tone, men maalte Mændene sundt og ædrueligt Skæppen fuld, idet hun gjorde gældende, at baade Hr. Ravn og Hr. Svanning - og Ulf Brynjulfsen med - kunde takke sig selv for al den Molest og Fortræd, som netop deres »Svagheder« havde bragt over dem.... hvortil hun for sin egen »Kæmpes« Vedkommende føjede den Bemærkning, at naar han trods sine Gebrækkeligheder i sin Alderdom kunde holde Humøret oppe ved at synge og spille og drikke Punsch og »ikke gøre en Kat Fortræd« - som han plejede at sige - saa havde det været bedre, om han virkelig aldrig havde gjort en Kat Fortræd, aldrig i sin Hidsighed havde taget Kampen op med en ulige Styrke - for saa kunde han nu sidde arbejdsfør og med sit gode Udkomme for sig og Børnene - og kunde endda gøre sig en glad Aften med Spil og Sang og et mindeligt Glas!

✂ Hr. Ravn lo med en uanfægtet Samvittigheds Latter. Han rejste sig et Øjeblik meget besværligt fra Stolen, hvori han havde siddet tilbagelænet med Guitarren lagt over sit svære Bryst. Nakken, den brede Næserod og Hagen, med et graasprængt Frederikdensyvende Skæg, tydede paa stor fysisk Styrke; - Ansigtets Udtryk var godmodigt, forstandigt-sorgløst; - kun naar han drog paa Brynene, kom der en Fold i Panden, og der var en brutal Energi i denne Fold, som i de mere varmblodige Dage nok kunde have givet Modstandere noget at betænke sig paa. Hans Ben var stift, hele den ene Side af hans Vikingelegem som lammet - Hofteskaalen sandsynligvis i sin Tid knust - og den højre Arm sad krum, kun Fingrene kunde bevæges. Han strøg sit Skæg gemytligt - en Kende utaalmodigt - lod sig atter falde tilbage i Stolen, kluklo og sagde:

407

✂ Det var Ret, Mutter! Vi Mandfolk er nogle slemme Drenge - men hvor mange artige Drengebørn tror Du der blir født? Du har nu kun bragt Pigebørn til Verden.... det kan være din Fejl og det kan være min.... men det er rimeligt, at hvis Du havde haft en Søn, saa havde Du optugtet Knægten til at koge Thepottevand og strikke Strømper - og saa havde han hængt over Bøgerne og var bleven Toldmedhjælper med 800 Kr. om Aaret! Det var hvad jeg tjente undertiden paa tre Maaneder - da jeg havde min Førlighed endnu. Og jeg véd meget godt, at jeg har været en glad Kammerat og aldrig er gaaet afvejen for et Slag Kort - men jeg véd ogsaa, og det kan vor Logerendes Ven maaske ha' godt af at vide, at Matthias Ravn aldrig har ladet det sidde paa sig, at nogen sagde, han ikke spillede ærligt. Enhver har sit Syn paa de Dele - og jeg véd godt, at man i Klubben siger om den og den, at de Herrer ikke spiller ganske reelt, og det kommer der nu aldrig nogen Fortrydelse ud af.... men naar en Kammerat siger til mig: Du snyder, Matthias! saa siger jeg ingenting - men jeg ta'er Mester i Krebsen og sætter ham tværs igennem Vinduessprosser og det hele - og saa kan man jo bryde sit Hofteben ved den Lejlighed. For der skal være Orden og Redelighed i Alt, Mutter! Og naar nogen vil stjæle Kul paa Oplagspladsen, og naar jeg er Formand og de ovenikøbet vil ha' mig ind med i deres Fedteri - saa siger jeg dem det først i Mindelighed, og naar de saa kommer allesammen imod mig og stikker med Knive, saa slaar jeg løs.... om jeg saa skal ligge et Aar paa Hospitalet med overskaaret Arm og med Benet brækket endnu engang. Og naar saa de Store her i Byen holder sammen, og naar de giver mig min Afsked, fordi de siger, at jeg ikke kan styre mig, og naar de ovenikøbet siger, at jeg holder med Socialisterne - hvad der jo forresten maatte blive min egen Sag og hvad jeg ogsaa nu gør, skøndt det hverken kan gavne dem eller mig - saa siger jeg til Dig Mutter: vi kan ligegodt være bekendt hvad vi er - for vi har aldrig skyldt en Haandværker eller et Menneske her i Byen en Ore - ikke hverken i vor Velstands Dage, saa længe siden det er, eller nu da Pigebørnene sender os deres Skillinger.... naa, naa, Mutter! Du skal ikke vinke ad mig - for det er da en ærlig Sag, at vor lille Edith fortjener 408 godt ved sin Komedie og kan undvære til sin Familie - og naar Hr. Brynjulfsen véd det og hans Ven maaske ogsaa..... Jamen, Mutter, hvorfor skal Du nu til at græde? Vand slukker ikke Sorgen, og Mælk ikke Torsten. Vi skal ha' Bollen tomt - og en Bellman endnu, inden vi gaar tilkøjs. Kom, Svanning, lad os kile paa! -

✂ Gerhard havde drejet sig imod Ulf og saa' spørgende, bestemt paa ham. Men Ulf virrede med Hovedet ad ham og raabte: Kom, lille Kaliban! Puds Katten! puds Katten! Tante Eva har grædt nok med sine stakkels Øjne - hun skal ha' en Bellman - en lystig en! Værs'god, mine Herrer! Nr. 62 - Polonaise - trefjerdedels Takt - Drududeru-duderudu -

✂ Mowitz valdthornet proberar,
och sin tuggbuss valkar i mund....

✂ De tre Mænd kastede sig over Bollen, drak, greb Instrumenterne, spillede, sang - alle tre unisont - Ulf den hidsigste og mest larmende.... Fødderne trampede Takten i Gulvet, Lampen paa Bordet dirrede, og de to smaa Rum fyldtes drønende af Raabet:

✂ Friskt Courage på Gröna Lund!

✂ Ah! tænkte Gerhard med bankende Hjærte; her er altsaa det Punkt, som man i denne Familie vil udenom, vil dække over - og dog ikke kan glemme! Og her træffer jeg Ulf - i hendes Hjem!

✂ Han saa' til Madam Ravn; hun havde bøjet sig ned over den store Bog, de spinkle, runkne Hænder skyggende for Øjnene. Hvor gammel kunde denne aldrende Kone da være, dengang hun blev Moder til Edith? spurgte Gerhard sig selv. Og han blev saa sælsomt bevæget, da han tænkte Ediths Navn - og da han saa' hen til Moderen dér - og til Faderen derinde.... og pludseligt forekom det ham, som om han maatte have vidst det, da han traadte herind og fandt Ulf!... Edith maatte have røbet sig gennem »Stemningen« i dette Hjem - tarveligt, ejendommeligt, noget for sig - hvor ikke Uhygge, ikke Forsømmelighed fik Lov at 409 stikke Hovedet frem..... og han følte sig skamfuld, pinligt berort, da han op imod dette Hjem stillede sin Kusines.

✂ Men hvem er da denne Svanning? spurgte han ved sig selv, for at komme bort fra sine Tanker.

✂ Han saa' paa denne Mand dér, som strøg sin Gige dillettantmæssig upaaklageligt - med fødte Anlæg, ingen Pretentioner. Han havde indtil nu ikke mælet et Muk; havde straks betragtet den Indtrædende med nogen Skyhed, ikke synderlig velvilligt - havde derpaa ligesom gemt sine Øjne, der kun af og til søgte Ulf - agtpaagivende og atter sløvt eller aandsfraværende.... og saa kunde der ved en og anden Ytring pludseligt tændes en Gnist i dette Blik..... og nu var denne Gnist fremme, og tilskyndet af Bellman og Ulfs Eksempel kilede Hr. Svanning los paa sit Instrument med Bevægelser, der ikke altid traf Tonen ganske sikkert.... og han sang, medens Ulf med sit ene Øje stadig paa Vagt halvt syntes at passe paa ham og beherske ham, halvt at have ham til bedste og lade ham skøtte sig selv.

✂ Han sang, denne Hr. Svanning. Man skulde af hans kraftige, undersætsige Skikkelse - hans med blaa Tatoveringer forsynede, faste, haarede Haand - slutte sig til et stort Stemmeomfang. Men det var Hr. Ravn, der havde den stærke, lidt brutale Basrøst, og det var Ulfs hæse, i Højden skingre Baryton, der skar igennem. Svannings Stemme gjorde sig - for Gerhards opmærksomme Øre - gældende netop ved en besynderlig sprød, sentimental Klang.... og det var det paafaldende ved denne Mand, at hans egen Stemme, Musiken og Ulfs inciterende Væsen syntes som Magter fra en anden Verden at baandlægge Tilbøjeligheder og Instinkter, der kom og svandt med disse Glimt i de truende og atter melankolsk sløve Øjne.

✂ Der var noget Frygteligt i disse Øjne, hvis Omgivelser nærmest var smukke - fine, hvælvede mørke Bryn og en lige, »engelsk« Næse, af et ret mandigt, lidt afsnuppet Snit.... men over Fanden, langs det ene Bryn og tværsover den brune Kind lob Arret efter et forfærdeligt Saar - og denne Skramme maatte man se paa - og den gjorde Glimtet i Øjet end mere vildt, Ansigtsudtrykket afvekslende uhyggeligt og ulykkeligt.

410

✂ Han var Sømand; det kunde man se. Han maatte have faaet en i hvert Fald omhyggeligere Opdragelse end den første, den bedste »Skipper« - det kunde man slutte sig til af hans Maade at være paa, hans Manerer, Foredraget i hans Sang. Han kunde være paa Alder med Ulf - maatte have tumlet sig meget - havde et langt mere muskuløst Legem end Ulf at holde sig oppe ved - var dog et Vrag - Invalid sammen med Ulf - her i Ulfs underlige »Invalidehotel«.

✂

✂ Nu har vi nok af Bellman! raabte Brynjulfsen og kastede den Fløjte, som han under Sangen havde trakteret som Taktstok. Man er da heller ikke forpligtet til bestandig at dyrke de samme Guder - hvad mener De, Gerhard? Kan De huske, da vi endnu havde Bourgogne! Nu maa vi nøjes med Punsch... det er godt for mit Bryst - siger Tante Eva - og hun glemmer aldrig at tilføje »med Maade«. Med Maade er nu ikke godt for noget - vel? Kaliban - you good for Nothing! Da dit Hoved ikke var skrøbeligt, saa holdt Du heller ikke Maade.... nu er det s'gu bagefter, som Præsten sagde, da han skulde berede Røveren. Ja, Onkel Ravn ler - det er nu hans Talent. Men Dødogpine, Gerhard, kan vi ikke drikke Bourgogne, saa kan vi synge den. Dér har De Stemmen - Melodonten!

✂ Ulf skød et skrevet Nodeblad hen til Gerhard, tog Violinen fra Svanning og strøg denne Melodi, som Gerhard fulgte med Øjnene paa Bladet, Hjærtet sælsomt bevæget af Minderne om Edith - om »Elysium«.

✂

Allegretto.
Forspil .

✂

412

✂ Ulf skottede til Gerhard og nynnede:

✂ Je suis pris par une femme,
cheveux blonds et teint de lait;
aussi fait-elle à mon âme
autant de mal qu'il lui plaît:
Valentin!.....

✂ Gerhard svarede i Takt: Monsieur!

✂ Ulf fortsatte, med hævet Stemme - tilbagetrængende sin Hoste, svingende Glasset:

✂ Verse, verse, verse, verse,
verse-nous du vin tout plein.
Ah! ah! Valentin!
verse-nous du vin tout plein.

✂ Saa kommer vi til min Version! raabte Ulf hæftig, trykkede Svanning Violinen i Hænderne, slog med Knoen paa Ravns Guitar, kastede Hovedet tilbage og halvt sang, halvt deklamerede til de to Med-Invaliders Akkompagnement:

Bourgogne.

✂ Ung i Kvinders Kridthus stod jeg
for min Sang og for mit Mod;
men som Aarene forlod mig,
Livets Glæde mig forlod.
Satanas!....

(mørk Stemme)

✂ »Her er jeg!«....
- Skænk mig Vin i dybe Skaaler,
drikke vil jeg, til jeg dor;
haa, haa, Satanas,
tag mig med, naar jeg blir or!

413

✂ Og vi drak Bourgognes Drue,
hver en cru fra hvert et Sted,
drak paa Død for mangen Frue
ja og mangen Jomfru med.
Satanas!...

✂ »Her er jeg!«....
- Denne Vin i dybe Skaaler
taaler jeg, indtil jeg dør;
haa, haa, Satanas,
det er Dig, som først blir ør!

✂ Ømheds Nætter, Arbejds Dage,
frejdigt Mod paa Livets Gang:
Alting vender nu tilbage
med min Vin og med min Sang.
Satanas!...

✂ »Her er jeg!«...
- Denne Vin i dybe Skaaler,
den gør ung, men ikke ør;
haa, haa, Satanas,
Du kan vente til jeg dør!

✂ Men belært af mangen Frues
ja og Frøkens Ledebaand
overgiver jeg min Drues
Pasning i en trofast Haand.
Elskede!....

(lys Stemme)

✂ »Her er jeg!«....
- Skænk mig Vin, som jeg den taaler,
saa jeg ej blir vild og ør;
Vin, Vin, Elskede,
draabevis indtil jeg dor; Elskede!
draabevis indtil jeg dør.

414

✂ Da Sangen var endt, sank Ulf tilbage. Han syntes næppe at have Kræfter til at fatte om sit Glas og føre det til Munden. Hans Bryst arbejdede; paa hans blege, smalle Pande stod Sved i Perler.... med et mat Smil trykkede han Gerhards tavst fremrakte Haand. De saa' hinanden dybt ind i Øjnene - og i begge Mænds Øjne stod blank Væde. Først nu erkendte Gerhard ret Forandringen, som var foregaaet med Vennen; en Forandring, som bar Uoprettelighedens Mærke; og Gerhards Haand sitrede uvilkaarligt.

✂ Nej Sludder! raabte saa Ulf og rejste sig med et Ryk - og en smærtelig-overgiven Grimace.... De mener, at det er min Svanesang - jo, det mener De! Men om saa var.... det maa dog engang ende - og man skal bare ikke bilde sig ind at man er »udødelig« - som den gamle Fritz sagde til sine Grenaderer. Aa, hvor det er dumt at hale dette Liv ud i en tyndere og tyndere Rebslagertraad - som de Fleste bestræber sig for. At knække over - at ligge dér - at være stille! det er hele Hemligheden. Og paa den Hemlighed kan man selv hjælpe saadan...!

✂ Han greb Bollen med begge Hænder, satte den for Munden og sugede til. Kæmpen Ravn gav med en høj Latter sit Bifald tilkende; Hr. Svanning saa' ud som om han vilde kaste sig over Ulf og fravriste ham de fristende Rester af den Blandingsdrik, hvortil den lille Kreds øjensynligt ikke første Gang tog sin Tilflugt for at bedøve sig - for at glemme - eller blot simpelthen for at følge et Instinkt..... men den gamle, klinkede Terrin, klæbrig af de mange Opøsninger, gled ud af Ulfs Hænder, faldt paa Gulvet og knustes under et Brag.

✂ Madam Ravn stod dér midt i Stuen. Uden Ophidselse, stille bydende, famlede hun ud mod Ulfs sitrende Haand, tog den og sagde: Nu gaar De ovenpaa, Hr. Brynjulfsen. Deres Ven skal da ikke se Dem saadan! - Og paa samme stille, inappellable Maade betydede hun sin Ægtefælle og Hr. Svanning at det var Sengetid.

✂ Ulf lo - lidt genert - purrede sig op i Haaret, klappede Madam Ravn blidt paa Skuldren og sagde henvendt til Gerhard: Tante Eva har Ret; - vi har alle Ret - de, som nyder, og de, som forbyder; - men den, som siger nej, er den stærkeste. Desuden.... han pegede paa Terrinens Skaar.... jam finis est. Kom, Gerhard; min Hybel er ovenpaa! -

415

✂ De to Venner stavrede i Mørke op ad en knagende Loftstrappe. Ulf rev Tændstikker af, aabnede en Dør; de traadte ind i et tarveligt Kammer - gammel Tobakslugt - et Vindu vendte ud imod Havnen - Maanen var gaaet bort derude - Ulf tændte et halvt nedbrændt Lys, pegede paa en brøstfældig Sofa med Hestehaarsbetræk - kastede sig selv paa en opredt Seng - gravede Ansigtet ned i Puden og hulkede: Jam finis est!

✂ Gerhard satte sig paa Sofaen, foroverbøjet, seende paa Vennen, vidende hverken ud eller ind. Han syntes, at Verden nærmest var forrykt. Og dette var hans gamle Barndomshjem!.... og udenfor var Natten saa stille.

✂

✂ Aa jeg er fortvivlet - fortvivlet! raabte Ulf, idet han med et Ryk rejste sig halvt overende. Han sad saaledes, med lukkede Øjne, Hovedet fremstrakt, idet han ligesom gennem de lukkede Øjne stirrede paa en bestemt Person. Gerhard maatte gøre Vold paa sig for at overvinde en Følelse af Uhygge. I Lysets døsige Skær saa' han paa dette Ansigt dér, gult, falmet - med Spor af Ungdomsskønhed og med Afskygninger af tærende Sorger, Trang, Mærker af hyppige Drikkelag, en vild, barok Intelligens og en løjerlig, blød, indsmigrende Ynde som hos et Barn, der jamrer over at have stødt sig og synes at hele Verden maa dele dets Nød. Gerhard saa' paa dette Ansigt og mumlede: han gør mig ganske forrykt - og saa ligner han tre Personer, som jeg i den sidste Time har filtret ind i hinanden: min Svigerfa'r - Madam Ravn - og Edith!

✂ Han rejste sig, gik over til Ulf, slog ham paa Skuldren, ruskede ham, lagde sluttelig Armen om hans Hals.... Ulf! kære, kære Ven! sagde han. Kom dog til Dem selv - jeg har saa længe søgt Dem - betro Dem til mig - hvad kan jeg gøre for Dem? -

✂ De? Ulf saa' ivejret, spilede Øjnene op, trak paa Skuldrene - tvang Gerhard ned paa en Stol udenfor Sengen og sagde: Jo - De kan gøre det , at De vil høre lidt paa mig. Lad mig brøle, tude, skabe mig for Dem. Hvorfor generer vi Nordboer os altid for 416 hinanden? Hvorfor vil vi spille Jærnmennesker og »Helte«? Grækerne - hvad? - Odysseus! se hvor han hyler op og græder og beklager sig - og han var s'gu dog ingen Vantrivning. Aa, Gerhard, Gerhard.... og hvad kan det saa nytte altsammen, hvad kan det nytte?

✂ Ulf bøjede Hovedet; lidt efter fortsatte han: De véd, jeg skrev til Dem. Jeg krydsede flere Gange Deres Vej i Udlandet - jeg har været Dem nærmere, end De selv tror; ogsaa herhjemme har jeg været paa Nippet til at søge Dem...... jeg skyldte Dem Tak for Deres Hjælp; men man takker nu engang ikke ved at sige nogle Ord - De føler , at jeg var Dem taknemlig.... og forresten, naa ja, Gud være med Dem - og Fanden ivold med Dem! Vi er kvit.

✂ Gerhard vilde afbryde, men Ulf virrede hastigt med Hovedet og vedblev: Jeg hader og afskyer Dem og alle Mennesker; maaske fordi jeg elsker saa usigeligt, saa lidenskabeligt Alt det, som bor bag Menneskene og glimtvis aabenbarer sig i et Blik, et Ord, en Situation. Vi forpester og forgifter og umuliggør hinanden dette Liv - Livet det herlige! -Ja vi tænker os, at Livet kunde blive, kan have været, maaske vil blive herligt engang, naar vi atter lever i Miles Afstand fra hinanden - i et Telt, med et Filttæppe, en Bosse, en Hund, en Kvinde.... en Hund, vi ikke prygler, en Kvinde, som vi ikke odelægger ved Smiger, som vi ikke bedrager - og som ikke bedrager os.

✂ Leve den store sociale Revolution, Gerhard! hører De! raabte Ulf pludseligt. Leve, leve, leve den forfærdelige Operation - hvorefter vi igen kan blive et sundt Legeme, som kan snakke med om den »sunde Aand«.

✂ Til H- med Reformer! Skidt være med alle vore Lappeskræddere! Kan de fordele Jorden imellem os, saa at vi ikke skal fryse og sulte og drikke og forbande hverandre? - Kan de undertrykke det krigsvidenskabelige Barbari, som har gjort vort Aarhundred til en af de hæsligste Karrikaturer i Historiebogen? Leve den store Folkevandring om igen - den blodige Folkevandring, som har den u-blodige Fremtid i sit Skød! Vi vil ikke være disse Millioner af arme, forknytte, fornedrede Djævler, der blot yngler og yngler for at gøde Valpladser. Vi vil være Mennesker og ikke Kaster - vi vil have Liv, Frihed, Kunst. Og skal det »nye System« betales med 417 den højeste Pris - saa lad os betale. Barrikader! Barrikader! Aa, mit Bryst.......!

✂ Ulf sank tilbage, vred sig, hostede. Saa snappede han - inden Gerhard kunde forhindre det - en Flaske under Sengen og drak begærligt. Han blev atter rolig, slog Proppen til i Flasken, vendte sig smilende imod Gerhard og sagde: Deres Excellence tilgiver! Solatium in tenebris - skjult for Tante Eva - min Trøst i Skyggen. »O, I Skygger!«....

✂ Ulf! sagde Gerhard smærteligt. Er det saadan vi skulde mødes? -

✂ Ja saadan - vrængede Ulf, men med et Smil i Grimacen; saadan og ikke anderledes - med Deres Velbaarenheds Tilladelse! For nu - i de senere Aar - har jeg gjort den store Opdagelse, den literær- og kulturhistoriske: jeg véd, hvorfor at Burns og Musset, Byron og Evald - de fineste og bedste og dybeste Aander - og alle de mange, mange andre, Carl Bagger og vore Nordmænd og vore Svenskere og vi Danske - jeg véd, sammen med vor store Jeppe paa Bjærget, hvorfor »hele Verden« drikker.

✂ Vi drikker allesammen simpelthen af den Grund, at vi ellers kvæles af Raseri og Fortvivlelse! Kun Jøderne drikker ikke - endnu ikke; men det har ingen Fare: de vil ogsaa komme dertil, naar de ret er bleven gennemsyret af vort Aarhundredes »Aand«. Og om dette vil deres egen store Profet Heine kunne belære dem. Og saa - naar ogsaa Jøderne er begyndt at opgive Ævret - saa kommer den store Folkeomvæltning. Og saa ender Fortvivlelsen - og dermed Vinforfalskningen; medens den rene Drues Æra begynder!

✂ Gerhard!... bad Ulf efter et Ophold, hvorunder han atter havde lukket Øjnene.... Gerhard! ræk mig Deres Haand. Tak! Og vær ikke vred paa mig, fordi jeg sagde at jeg hadede Dem. Det er ligesom om det var et Aarhundred siden vi første Gang mødtes. Hvor jeg holdt af Dem dengang! Jeg tror, at jeg endnu har megen Godhed for Dem.... De er allenfals den eneste, jeg med Glæde ser i denne min Dekadencens Hule - og dog - jeg er ærlig - der er Noget ved Dem, som..... Jeg tror, jeg ringeagter Dem, misunder Dem og frygter Dem under Et. Maaske ligger det i den uhyre Daarskab, jeg begik, at sende Dem mine 418 Udgydelser til Paris. Det ene Mandfolk aabne sig for det andet! C'est tomber dans le ridicule. Nu véd De det.

✂ Mand og Mand kan »operere« sammen, arbejde sammen, sprænge Miner sammen, gaa paa Parti. Mand og Kvinde taler fortroligt sammen, oplever sammen - uden at de derfor just behøver at leve sammen. Det er et af Tegnene for mig paa vor Kulturperiodes Forfald, at vore unge Mænd snakker saa haanligt om Fortrolighed overfor en Kvinde; de »bruger« Kvinden, men gemmer deres Fortrolighed til Mændene. Oho! de vil blive grusomt skuffet.... tror De ikke det?

✂ Ulf, bad Gerhard stilfærdig - opriv Dem dog ikke saadan! Betro mig Deres Sorger. Sig kun - ja sig kun til mig: jeg elsker hende!....

✂ Ulf gemte sine Øjne. Han sad oprejst i Sengen, ludende fremover, talende ned imod Gulvet. Ja ja! mumlede han. Jeg elsker hende!... og derpaa tilføjede han, stirrende stift paa Gerhard, som om han vilde udgranske ham: Gør De Nar ad mig? De, som har »taget Deres Parti« i Livet! - Er det dog ikke latterligt, dette: en Mand gaar hen, lige i Slutningen af det nittende Aarhundred, hvor Tiden har overstaaet sine Børnesygdomme, og bliver forrykt, fordi han elsker en ung Kvinde, der staar i Forhold til en anden Mand, hvem hun rimeligvis ikke har det mindste at beklage sig over - tværtimod. Hun er hverken paafaldende smuk, eller glimrende, eller pikant eller forførende - hun har hverken hidset mig ved Kærtegn eller spillet Marionetkomedie med sine og mine »Følelser«. Ulykken er bare den : jeg har betroet mit Hoved i hendes Hænder - og hun har beholdt det, uden at barbere mig mine Lokker af! Mit Hoved har hun beholdt - og mit Hjærte - og hun véd maaske næppe selv deraf. Jeg har ikke »ruineret« mig for hendes Skyld - eftersom jeg intet havde at ruinere. Aa nej, al den Roman-Sludder passer aldeles ikke. Der kan ikke saa meget som skrives en Novelle derpaa... og dog er jeg perdu! Ulf spyttede.... saa' paa Gerhard, som sad ubevægelig paa sin Stol, kun nikkende hen for sig med næsten umærkelige smaa, korte Nik.

✂ Ulf nikkede paa sin Side sørgmodig. Ediths Hovedbevægelse! sagde han og tilføjede henkastet: Ja, ja, men De kender hende nu 419 ikke. De siger bare til mig: Idealist - uforbederlige Fantast og Fæ - hvorfor stiller De hende op paa en Piedestal og gør hende til noget andet og mere end hvad hun er - en ganske sød ung Dame, der maaske dog spiller Komedie - og som tilsidst alligevel gaar hen og charmerer sig i en Tilbeder - tilhører ham - fortryder det - og glemmer Historien i et Ægteskabs Begravelse.

✂ Men jeg vil svare Dem: Jeg »idealiserer« hende ikke - det er Knuden, det er Ulykken. Jeg har omgaaedes hende meget fortroligt - og jeg har i det mindste gjort mig Umage for at holde al »Forelskelse« ude. De har nu set Familien - ganske jævne Folk, »simple« Folk, som det hedder - men jeg har intet Simpelt fundet hos hende. Vi - af vort Lag - tror altid paa Dannelsen ved Skolen og den selskabelige Omgang som paa et Dogme. Men jeg vil sige Dem, Gerhard, aldrig har jeg overrasket hende i at sige en Dumhed eller tænke en Lavhed; - jeg har én Gang, af Skinsyge eller af tidligere daarlige Erfaringer, ladet mig henrive til at bruge en plump Ytring overfor hende - og jeg glemmer aldrig hendes Udtryk - jeg forstaar blot ikke, at hun ikke slog mig i Ansigtet - Lysten dertil var der! og »lammefrom« er hun sandelig ikke!

✂ Gerhard saa' paa Ulf; deres Øjne mødtes. Ulf rystede blot paa Hovedet og sagde adspredt: De kender hende ikke!

✂ Videre! bad Gerhard med halv Stemme og tilføjede: Hendes Familie - de to Gamle hernede - de véd intet?.... Ulf rystede paa Hovedet som før.

✂ De to Gamle... fortsatte Gerhard... de tror, at hun er ved et Theater - og de lever delvis eller helt af hendes Gage!

✂ Ulf saa' hurtigt op: Men hvoraf véd De?...

✂ Aa jeg formoder!...

✂ Snak! -

✂ Nuvel - jeg har tilfældigt haft en Samtale med Halvvig om Edith! -

✂ De - med Halv... om Edith! raabte Ulf; og tyssende paa sig selv sænkede han Stemmen til en Hvisken: Har De ogsaa talt med Edith? -

✂ Ja! -

✂ Om mig? spurgte Ulf skælvende.

420

✂ Ja - om Dem!

✂ Ulf lænede sig tilbage i Sengen, lagde Hænderne over Øjnene..... noget efter mumlede han: hun har altsaa ikke glemt mig?

✂ Hun vil aldrig glemme Dem! sagde Gerhard sagte.

✂ Ulf syntes at høre disse Ord som langt borte fra..... han lod Hænderne langsomt glide ned fra Ansigtet, og hans Taarer gled, en for en, ned over de magre Kinder. Han bevægede sig ikke, men hans Læber dirrede - og det varede en Stund, inden Gerhard kunde forstaa, hvad han sagde.

✂ - Jeg skulde have taget hende, Gerhard! jeg skulde have taget hende. Det er det, Kvinden vil. Hun vil have noget at tilgive os - hun, som dog næsten altid begynder med at elske os af pur Medfølelse. Det næste Stadium er, at hun elsker Styrken i os - Brutaliteten, om man vil. Hun vil engang høre et: Du skal! - saa har hun sidenefter mindre at bebreide sig, synes hun. Du gode Gud! vi, som begynder med at fremhæve hendes Renhed og Kyskhed og Noblesse.... det er jo det samme som at spærre hende Vejen og gøre os til af vor egen Moral. Hvad Djævlen er da det Moralske? Det er noget, man »vedtager« - noget, hvorom Kønnene aldrig i Evighed bliver enige - noget, som kun Menneskene afgør to og to indbyrdes. Altid glemmer vi den uendelige Forskel mellem Kønnene - men se det glemmer aldrig Officeren, Slagteren, Forretningsmanden - de véd dette: jeg byder, hun lyder! Vi »filosoferer« derover, vi handler ikke; og medens vi selv bliver rørt over vor uendelige Hensyntagen - saa glider hun længere og længere fra os, ligefrem skræmmet bort fra det, som Kvinden allerhelst vil give - og kun har helt at give - sig selv.

✂ Aa men, Gerhard, det begyndte jo allerede i mit Ægteskab - det, der endte saa brat - og ved min egen Skyld. Dér begyndte min Ulykke..... Havde jeg holdt fast - selv da Genifebren greb mig - havde jeg sagt til hende: lad Febren rase - Du skal bære over - Du skal vente - Du maa ikke slippe.... jeg er tusind Gange bedre end alle dem, der laster mig; jeg er bedre end Du selv , Du, som baade er køn og stolt og eiendommelig..... du vover ikke at tage imod al min Forgudelse - for saa at lægge Dig paa de Laurbær, som jeg har baaret sammen til Dig, og erklære: han er umulig! Aa, Gerhard, Gerhard! det er for sent - jeg véd det.... 421 men alligevel bliver det staaende som en Sandhed: en Mand burde aldrig gøre sig altfor ringe overfor en Kvinde.... saa taber han Retten, den, som ingen Verdens Lov kan give eller fratage ham, men som han ejer i sig selv og ved sig selv - i og ved Kvindens dybe Længsel efter at beskyttes, tilgive og beherskes! -

✂ Men det er for sent, det er for sent! tilføjede Ulf: Strømme af Ord og Strømme af Taarer bringer aldrig det Tabte og Forspildte tilbage.... fra Tab til Tab gaar det - altid gribende efter »hende« og dog ikke vovende at fastholde - indtil man staar ved Edith - ved Ulykken.... eller bagom Edith ved Lykken - ved Døden! - - - - -

✂ Jam finis est.

✂

✂ Ulf laa tilbagelænet, han rørte sig ikke, han talte ikke mere; kun Læberne bevægede sig - som under Paakaldelsen af et Navn.

✂ Gerhard ventede; han var dybt bevæget.... han kunde jo ligesom fortsætte ud af den Lidenskab, som tærede paa denne Mand dér. Og dog turde han ikke tale til Vennen - det var at røve ham den sidste Illusion; - thi vi lever dog paa en sidste Illusion.... saa længe vi lever.

✂ Hvorfor turde han saa ikke? Var da han, Gerhard, ganske klar paa Ediths Følelser?... var hun i det hele taget istand til at fæste sine Følelser afgjort ved nogen? Der gives jo de Kvinder, som kun gaar uberørte - i dybere Forstand uberørte igennem Livet, fordi de ikke formaar - ikke har sig selv at give!

✂ Og Stik paa Stik fo'r det gennem Gerhards Hjærte ved Ulfs Ord: tage - give - Brutalitet - beherske!

✂ Det snurrede og susede i Gerhards Hoved. Var det uendeligt indviklede Spørgsmaal saa let løst: gøre en Kvinde til sin Ejendom ved at tage hende? Og hvaci saa? - besidder man hende saa? Besad Gerhard Annette?.... besad Halvvig Edith? - Hvad er Besiddelsen? Rusens Højdepunkt! Og derefter Reaktionen, Kritiken, de tusind smaa Opdagelser gensidigt, Fortrydelsen eller Sløvheden..... og saa maaske: en ny Passion.

✂ Altsaa: »den evige Skrue« - Livets fuldstændige Uberegnelighed - og paa Bunden det gabende mørke Intet.

422

✂ Nej - saa heller Askesen - Munkens Liv i Cellen..... eller Skeptikerens Slentren gennem Tilværelsen uden at anstifte noget synderligt Ondt, og uden at gøre noget nævneværdigt Godt - en Vegeteren, der ikke udelukker smaa agréments - Rejser - gaa i Skoven - fiske - jage - arbejde for Opholdet og maaske en Livrente.

✂ Gerhard holdt sit Hoved i Hænderne, støttende Albuerne mod Knæerne. Der var noget, der vilde le indeni ham..... og atter var der en ond Tanke: Løj ikke denne Mand dér for ham? Dølger vi Mænd ikke Sandheden for hinanden - Kvindens Besiddelse? Vilde Gerhard ikke - om Edith havde skænket ham sin Gunst, om hun maaske blot for et Øjeblik, i Selvforglemmelse revet med af Stemningen havde været hans - vilde Gerhard da ikke have bevaret denne Hemmelighed, dækket over den med en Ordstrøm, skjult den, gemt den for enhver - og navnlig da for en Ven, som altid har Rivalens Mulighed i sig? Jo sandelig!

✂ Det maatte være saaledes: Ulf løj for ham.... han angrede det Skete for Ediths Skyld - han følte sig hendes Besiddelse uværdig - han var jo ingen Libertiner, men en oprevet Idealist - og det slog ud i Sentimentalitet, og han blandede sin første Kone ind i dette Forhold..... dækkende med Edith over sin ulykkelige Ungdomskærlighed, sin Svaghed i Handling som i Ræsonnement..... og han bedøvede sig - han drak - drak i Kompagni med Faderen dernede, dette Vrag af en Kæmpe, der hviler som en Byrde paa Datterens fine Skuldre og trykker hende ned i Pariaernes Kaste.....

✂ Aa! stønnede Gerhard; og nu han, denne Svanning - »Kaliban« - som Ulf ogsaa drikker med, behersker og halvt beherskes af... det er naturligvis ham, Sømanden, Skipperen, den oprindelige Svigersøn - som ogsaa vilde »tage« - og for hvis Brutalitet Edith flygtede! Hvilket Sammensurium! - en Daarekiste - en Verden for det forfaldne Geni Ulf.... ret en Verden for ham! Hun løj - Edith - for sig selv - for dem alle; en ulykkelig Kvinde, men en af dem, der tillige anstifter Ulykke - som de fleste Kvinder, der bærer »Dobbeltheden« i sig. Skyggen var maaske dog den, som havde Ret; hun var »træsk«...... Psychen i hende, det

✂ Fine og Kvindelige, var bleven saaret af denne plumpe Bejler - 423 og Forretningsmanden var kommen - Officeren var ogsaa kommen - og tilsidst Geniet!

✂ Hun havde tilhørt dem alle - hviskede Gerhard ved sig selv. Med Sorg, under Lidelse - af Forfængelighed og af Medlidenhed, og af den dunkle Trang til at vække Behag og yde Barmhjærtighed.... deraf hendes Oprevethed, hun, en oprindelig stolt og undselig Natur, der bliver kejtet, fordi den véd sig skyldig, og som lider, fordi den uden socialt Fodfæste higer mod Frihed og maa værge sig mod Beskyldningen for Letfærdighed.

✂ Ja ja! stønnede Gerhard og knugede Hænderne for Øjnene. Saadan er det sandsynligvis - saadan maa det være; og jeg er bleven den sidste i Rækken - og jeg drikker ikke !

✂ Han saa' hende i dette Øjeblik for sig saaledes som hun havde bøjet sig over ham i hans Drøm eller Ikke-Drøm, hvid, slank, svaj, og havde lagt Fingerspidserne paa hans Bryst og spurgt ham: Sover De?.....

✂ Han havde sovet - havde ikke omfavnet hende - hun var ikke bleven hans. Men nu syntes han, at hun havde tilhørt ham...... og en Følelse af Lykke gennembævede ham. Det var, som havde han faaet Syndsforladelse for alle sine Tvivl og alle sine Daarskaber..... Han ejede denne Mandens urokkelige Styrkefølelse, som Besiddelsen af den Elskede formaar at give - som er over , eller usammenlignelig med den Stolthedsfornemmelse, hvormed Opdageren ser Guanahani's Palmeskov svømme op af Oceanet....

✂ og han kyssede de stolte, varme Læber og hviskede: Min Edith! min lille stakkels Edith! -

✂ Og saa var det Annettes hede Mund, fugtig af Champagnen.... og saa var det hin anden Kvinde... de andre Kvinder; - og han fo'r sammen - lo - eller syntes at han lo - og sænkede sig ned i den Afgrund af stridende Lyst- og Straffefornemmelser, hvori endnu intet menneskeligt Lod har naaet Bund.

✂ Han var hos Edith - hun tilhørte ham. - De vaagnede sammen. En skær, gylden Stribe af Morgensol kyssede hendes Øre - og han kyssede hendes Øre; hun skjulte sit Ansigt - gravede det ned i Puden. Han stod op...... og nu var det gennem en Skov de gik, langs en Sti mellem Stammerne; - højt var der til Løvet, og usynligt kvidrede Fuglene, og det gav Genlyd saa at de To ikke 424 kunde høre hvad de sagde hinanden. Men af og til kom et Ord fra hende, som han ikke syntes om; og de maatte rykke nærmere, for at kunne tale om Ting, som pinte ham; trivielle Ting - saadanne, som gør den lyse Skov mørk og graa - Livets Nødvendigheder og Byrder.... og han blev fortrædelig, hun tavs; han vranten, hun hæftig..... de skændtes, og han brugte et Ord, som gjorde hende ulykkelig, og hun brugte et Ord, som gjorde ham bleg..... De var langt fra hinanden; hun løb - løb smukt - han vilde raabe til hende:

✂ Den hvide Hind, den hvide Hind
i Skoven -

✂ men i det Sted raabte han: Løb Du kun til dine Tilbedere; - jeg viger Pladsen for Grosserere og Officerer og fordrukne Genier; - og hils derhjemme din plumpe Fa'r og din enfoldige Mo'r og din aandssløve Brudgom - Uhyret, som har ødelagt min Dejlighed for mig!

✂ Han følte hele Plumpheden ved disse Ord... men ak, nu var de sagt. Hun gav et Skrig fra sig, men vedblev at løbe uden at se tilbage. Pludseligt snublede hun, faldt, rullede om paa Siden, blev liggende. Han styrtede til, knælede ned. Hun laa livløs; af et Saar i Tindingen piblede Blodet ned over Oret, det lille, røde Ore, som han om Morgenen havde kysset med Elskerens Ild og Andagt..... og det blonde Haar filtredes af den klæbrige Væske.... og han kyssede og kyssede, dykkede sin Mund over Saaret, men fik Munden fuld af Blod; - og af Blod kvaltes han, af Ruelse, Fortvivlelse - Dødens stivnende Fortvivlelse over at have tilintetgjort dette Liv, som han burde have skaanet, fredet, fremhjulpet..... saa sammenstykket, saa selviskt, saa lidet brødefrit hans eget Liv havde været! - - - -

✂ Min Gud! raabte Gerhard og fo'r ivejret ved Lysets Sprutten, Flakken - en stærk Opblussen og et dybt Mørke.

✂ Han saa' sig aldeles forvirret omkring. Ulfs Kammer.... fyldt af Osen fra Lysets glødende Tande - af Romdunst og gammel Tobakslugt. Paa Sengen laa henstrakt noget langt, mørkt Noget. Idet Gerhard stirrede derpaa, og medens Dagningen sivede ind 425 gennem Vinduet, traadte den Liggendes Ansigtstræk mere og mere frem - men paa en trolddomsagtig, uvirkelig Maade: den høje, smalle klare Pande, de matte lukkede Øjne, de magre Kinder, det røde, graasprængte Skæg - og det tynde, purrede, brusende Haar, der stod som en bleg Glorie om Lidelsen, Sorgen, Udskejelsen...... Sorgen, Udskejelsen og Lidelsen, hvorover der gik et barnligt, kruset eller krøllet Smil, som om Spidsen af en fantastisk Drømmefugls Vinge havde kildret den Sovende i Forbifarten.

✂ Gerhards Øjne fæstede sig paa denne Mund - ved dette Smil; og uvilkaarligt udbrød han: hvad det dog er for en Lighed! Og han bøjede sig ned og kyssede Ulf paa Panden: Stakkels Ven!

✂ Edith! hviskede Ulf i Søvne - og Smilet var lykkeligt, lyst.

✂ Gerhard fo'r sammen, bredte Tæppet varsomt over Vennen - stod længe og saa' paa ham, Karrikaturen af Edith, medens den vaagnende Dag begyndte, først at forsølve, saa at forgylde den forkomne Poets Fattigdom. Og Gerhard nikkede:

✂ Du lyver ikke - hun lyver ikke; - men jeg tror, at jeg helst aldrig vil se hende mere. Jeg vil arbejde for hende og for Dig. Jeg er den stærke!

✂ Saa listede han sig ned ad Trappen. Gangdøren stod aaben. Da han var udenfor paa Havnepladsen, stod Solen op. Jeg er nok kommen til at tilhøre Natten! tænkte Gerhard. Byen sov; kun en Kat sad paa en græsgroet Stentrappe og gned sig med Poten over Øret.

✂

✂ Ulf laa paa Sengen; han tørte sin Pande med et Haandklæde, som han brugte i Stedet for Lommetørklæde, og drak langsomme Slurker af et Glas med Rom, koldt Vand og Sukker...... hostede nu og da og skottede til Vinduet, som stod aabent.

✂ Skal jeg lukke -? spurgte Gerhard, som sad i Sofaen foran det 433 brøstfældige Bord, hvor det flød med Bøger, Papirer, Kridtpiber og Cigarstumper.

✂ Nej - svarede Ulf - ikke endnu! Aa hvem der kunde ryge sig en Pibe. Men se det kan man nu ikke med denne Hoste - Basta......! Keder ellers mine Dokumenter Dem? -

✂ Gerhard saa' op fra Papirerne og smilede: De vil dog gerne indkassere Deres Forfatter-Tribut! -

✂ Mais si! lo Ulf - hostede og slurkede.

✂ De havde været en Sejltur med Svanning i hans Dæksbaad »Brune Betty«. Aftnen var faldet paa, en af disse klare Majaftner, hvor man - som Ulf sagde - kan se durk igennem Himlen uden at finde Vorherre. Ulf havde været stille og var krøbet sammen under Gerhards Plaid; Svanning havde været talende...... det var som om Brisen, Baadens elastiske Bevægelser, den aabne Horisont ved Fjordens Munding, den skarpe, friske Luft havde dirket hans Evner op. Han havde, paa Ulfs Tilskyndelse, sunget en Malaier-Sang og fortalt besynderlige Historier fra Sydhavet og om et Mytteri ombord i en spansk Brig, hvor Mandskabet var sammenløbet Rips-Raps fra alle Himmelegne. Og Ulf havde omsider afbrudt ham med Stumper af Aarestrups Oversættelse efter Victor Hugo:

✂ I denne store Brigantine
er lutter tappre Mænd ombord.

✂ Saasnart Ulf citerede noget, holdt »Kaliban« øjeblikkeligt inde med sine Historier, lyttende efter Ulfs Stemme, som var det Visdom alt, hvad der flød af denne Kilde.

✂ Det syntes, som om Svanning havde beholdt Erindringen om et vildt, planløst Livs brogede Situationer - medens der var sænket som et Slør over hans oprindelige Skoleopdragelse, hans boglige Kundskaber. Der lysnede Glimt frem hos ham af Intelligens og Forstaaelse - naar Ulfs Tale paavirkede ham; ellers sad han mut og tvær, kun opmærksom paa Rorpinden, Sejlskødet, Baadens Fart gennem Vandet; de Historier, han fortalte, var 434 lugenlunde utroværdige, men ensformige med deres Knivstik, Malaierpiger, Renden bort fra Skibe, Hyrebasser, Spillebuler og Dansebuler.... de blev fortalt drævende, næsten søvndyssende..... men undertiden kunde Fortælleren gribes som imod sin Vilje af Situationens dramatiske Kraft - og paa Forhaand lo han - det vil sige: Arret, den forfærdelige Skramme, lo - medens det øvrige Ansigt beholdt sin tavse Muthed; og naar Arret havde let, saa lo Øjnene..... og det var som om Næveslag, Knivsblade, Romflasker, nøgne brune Piger og blødende Mænd farvede Luften i hans Nærhed.

✂ Ulf kunde da stirre paa ham, som om han selv var hallucineret af disse Syner. Og Gerhard betragtede de to Mænd - faldt i Tanker - tænkte paa Raderinger - paa sin Kusine - paa hele Livet bag ham..... og paa Edith.

✂ - - - Ulf laa paa Sengen; Aftnen havde været for kold for ham, han hostede og drak sin kolde, søde Grog. Og han sagde:

✂ Det er den »store« Forkølelse, Gerhard! Det er den, jeg tager med mig og som tager mig med sig over i Evigheden. Hvis det da ikke er et Hjærteonde - som Lægerne siger; ha ha! disse kloge Hoveder, som har opdaget en »Hjærtefejl« hos mig..... hører De, Gerhard! jeg har Fakultetets Ord for, at der er noget ivejen med mit Hjærte ..... lykkelige jeg, som ejer et!

✂ Aa men Gerhard, hvad skal jeg gøre med Evigheden? Blot jeg dog var Mystiker! Undertiden er jeg lige ved at være det..... jeg er Fanden ikke tilsinds at skrive under paa vort Aarhundreds videnskabelige Kapitulation. Jeg vil ha' en Evighed.... maa jeg be' om at kunne mødes med - med hende! Jamen saa er der den anden. Aa Snak; hvis der er To, saa smælter de sammen til en Enhed. Hvorfor skulde de ikke kunde det? »Det opstaar i Uforkrænkelighed!« Er det blot noget Præstesludder, for at dække over alt det Fæle, Orme og Stank? Herregud, er vor Fantasi blevet saa sølle, at vi ikke kan gøre det Hop over Orme og ilde Lugt - helt ud i det svævende Blaa, de hvide, skinnende Skyer, Beskuelsens Herlighed, hvori de frigjorte, forklarede Sjæle mødes! Er det Sludder, da vil jeg s'gu begrave mig i Middelalderen, hvor to Mennesker, der ikke kunde faa hinanden i Livet, troede fuldt og 435 fast paa et Gensyn »hisset«. Hvilken Styrke heri, hvilken Livsstandhaftighed: - Tinsoldaten og den lille Danserinde, der smælter sammen til én Klump - Støv og Aske - saa Opstandelsen og Gensynet! Ja De ler, Gerhard? De skulde Pinedød skamme Dem!.....

✂ Jeg ler over den Maade, hvorpaa De siger det, ikke over hvad De siger! svarede Gerhard og tilføjede, idet han pegede paa et Ark Papir: Skal vi skrive et Stykke sammen, Ulf?

✂ Hvilket Stykke? et Stykke i en Avis?... det kan De vist selv besørge! sagde Ulf spydig.

✂ Et Skuespil! Her ligger et Udkast. Skal vi - oprigtig talt? spurgte Gerhard indtrængende.

✂ Aa lad mig i Fred! bad Ulf. Desuden - det er for sent. Jeg er træt, Ebben løber ud. Jeg er født paa den gale Side af Aarhundredet. Jeg skulde heller have ventet til ind i næste Trækning. Nu bestaar jeg af sentimentale Brokker - De tildels ogsaa. Vil De gøre noget, saa gør det paa egen Haand. De maa gerne bruge mit Udkast. Jeg skal engang imellem - naar jeg er fuld - give Deres Kladde en Overhaling. De maa gerne have alle mine Papirer; det er en net Bunke »Aphorismer«. Maaske kan De faa et lille Bind derudaf - hvis De vil bekoste min Begravelse. Men glem ikke, at jeg vil have en Sten - en rigtig stor, solid Graasten ude fra Strandkanten - paa min Grav. Saa forvilder maaske en veritabel Havmaage sig ind paa Kirkegaarden, og sætter sig paa Stenen og giver dette dejlige, klingre, skarpe Kampskrig fra sig - og saa tror Folk Gudstraffemig at det er mig, mig selv dernede, som skriger paa Revolution - Hurra for Havet og Stormfloden! - - -

✂ Ulf hostede og slurkede. Gerhard saa' blødt bevæget paa ham. Ulf vedblev - mere dæmpet: De skal ogsaa plante Margueriter paa min Grav.... ja det er sandt, jeg er Medlem af en eneste Forening, Ligbrændingen, men det er lige fedt: jeg vil have min Urne i Jorden - jeg elsker Jorden - og en Strand-Sten ovenpaa - jeg elsker Stranden - og Margueriter rundtomkring - jeg elsker disse hvide, skære, højstænglede, slanke, ydmyge og stolte Blomster. Do You understand? Jeg véd ikke hvorfor, men jeg synes at Margueriterne minder mig om det, som Tyskerne kalder »die süsse 436 Gewohnheit des Daseins« - og jeg vil dog, ærlig talt, saa forbandet nødigt bort fra dette »Dasein«..... Skaal, Gerhard, min Eftermand, min Arvtager! Leve den sociale Republik - Fred paa Jorden og blandt Menneskene en Velbehagelighed! -

✂ Lidt efter bad han, med Hænderne lagt over Øjnene: Aa luk det Vindu; jeg tror, jeg kan sove. Men bliv De bare siddende! Min »Digterlampe« er iorden iaften - tror jeg.

✂

✂ Gerhard lukkede Vinduet, stirrede ud i den klare, tindrende Majaften, der hvilede med lange gyldne Striber over det fjærnt blaanende Hav; og han vendte sig og saa' en Tid lang paa den Sovende.

✂ Der vældede op i ham en Kærlighed til den Mand dèr, en vemodig Ømhed, som han ikke kunde forklare sig - som han halvt følte sig genert ved. Han tænkte: er det en saadan Ømhed, der ytrer sig overfor Kvinder? Naar man har gjort Kvinder til Genstand for denne Ømhed - hvor skuffet vender man sig da ikke tit fra dem! Attraar vi ikke disse bløde, eftergivende, vort eget Legem saa modsatte Former, digtende dem et Indhold til, som vi ret besét tager fra vor egen, fra Mandens Sjæl, Fantasi, Intelligens? En Mand forlader sin Hustrus, sin Elskedes Arme; han være nok saa maadeholden i Nydelsen af hvad disse svage, bløde, eftergivende Arme skænker ham.... hvor ofte føler han sig dog ikke uoplagt til fortrolig, indtrængende Samtale - ja tidt paa en smærtelig Maade stødt tilbage af Manglen paa virkelig Fællesforstaaen, Fællesinderlighed dér hvor han for Minuter siden afbildede sig sin Tankes lønlige Lysthave med hviskende Ekko fra sin Sjæls sarteste Rørelser!

✂ Vel sandt, et Døgn, en Dag behøver kun at gaa: og atter søger vi, om det saa blot var i Tanken, med Længsel tilbage til Stedet, hvor vi drømte Minuternes livsalige Drøm..... men den samme Opvaagnen har den samme sørgmodige Skuffelse i Følge - og naar Cynikeren forklarer det paa sin Maade, saa har Cynikeren dermed intet forklaret - thi Hemmelighederne i Mand og Kvindes Samliv ligger dybere end den raa Materialist kan naa' eller se dem.

437

✂ Kan man elske en Kvinde - og have hende til Ven og Fortrolig paa samme Tid? Udelukker det ene ikke det andet? Hvorfor begaar Mændene Daarskaber, Forbrydelser - hvorfor »begaas« det Højeste i Kunsten - overfor saa mange Kvinder, der kun har Ungdommens eller Skønhedens farlige, vilkaarlige Evne til at fastholde?

✂ Manden er grim - for mager eller for fed; hans kantede eller plumpe Former, grove Hud, uharmoniske Bevægelser, ru Stemme - hans hele Ydre, der kun undtagelsesvis er afslebet for at kunne behage, intet af dette frister os, hidser vor Fantasi, forvirrer vor Dømmekraft. Men Dage og Nætter igennem kan vi forfriskes ved hans Selskab, forynges ved hans Lune, græde sammen med ham over en Verden, hvis Mysterier hans Blik har gennemtrængt - aldrig en Kvindes. Nye Lande i Tanken opdager vi sammen med ham; og gælder det med ét Ord at ramme Kærnen i den Kunst, vi fælles dyrker, saa spørg ham . Tal til din Hustru, din Elskede, om det samme - og hvad enten Du er en Dilettant eller et Geni, hun vil ryste paa Hovedet, smile, lægge sine Arme om din Hals og sige: Jeg elsker Dig. Spørg ikke om mere! -

✂ Lad os elske Manden!

✂ Lad mig elske Dig, Ulf, dér! sagde Gerhard og bøjede sig over Vennen. Du magre, grimme, nedbrudte Mand - der alligevel minder mig om en ung Kvinde, som jeg rettelig burde afstaa Dig! Jeg er løbet fra Livets Goder - og løber maaske dog efter en Skygge. Jeg er stærk, jeg har Selvtillid, Livet ligger for mig. Jeg bør være den Stærke, give Afkald - og vokse derved. Jeg frygter desuden Kvinderne.... de har gjort mig det Onde, at jeg ikke stoler paa min Evne til at besvare deres Kærlighed. Jeg er bleven skeptisk..... medens Du, med alle dine lidenskabelige Udfald, er naiv, følsom - hvad Kvinden kalder en god Mand. Du er »god« - værst mod Dig selv, som det hedder. Jeg er »Mand« - en Egoist. Og hun, Edith, som staar imellem os, hun vil indse det og skænke Dig sin Kærlighed. Det er den , Du behøver, og Du vil leve op igen - vil blive de Lidendes, de Fortryktes, Staklernes, de Ensommes - Kvindernes Digter..... medens jeg bliver Artist! - 438 Og bevæget ved sine egne, som det forekom ham sjeldent højmodige Tanker, kyssede Gerhard Ulf sagte paa Panden.

✂ Ulf slog Øjnene op, smilede og sagde: »Naa, skriver I, Karle!« Hvad er det, De bestiller, Gerhard? -

✂ Gerhard tændte Lampen paa Bordet og svarede ligeledes smilende: den ene Del af Mennesket Gerhard-Brynjulfsen er ifærd med at filosofere over den anden Del! -

✂ Aa - det husker De? sagde Ulf - lo - vendte sig om og sov videre.

✂ Gerhard gav sig til at læse Ulfs Papirer:

✂

✂ Gerhard var geraadet i det hellige Raseri, det Sjælens Delirium, hvori stor Poesi er skrevet - hvori maaske kun Poesi skrives. Som et Lyn fo'r hans Tanker ind i sidste Akt; hans skælvende Haand kradsede med Pennen hen over Papiret; hans Øjne stod fulde af Taarer - han bed næsten sin Læbe igennem forat standse disse Taarer og Oprøret i sit Hjærte. Edith saa' han overalt - hørte hendes Stemme, forstod hendes Sorg, smilede gennem hendes Smil - syntes, at hendes bløde Haar laa tæt op imod hans Kind og at hun hviskede ham Ord i Øret.... og der paakom ham en aldeles forfærdelig Angst for at han skulde blive vanvittig, inden han havde faaet Ordene nedskrevet.

✂ Og under en Pavse, hvor han skyllede Vand i sig af Ulfs Karaffel, saa' han til Vennen, som laa bleg i Dagens gryende Skær, der sivede ind gennem Forhængsgardinets Sprække.... og det var, som om Ulf ogsaa hviskede til ham.

450

✂ Ja ja! mumlede Gerhard; vi er Medarbejdere, to Brødre, Stykker af det samme Menneske - og dette er et Menneskedrama - uden Hensyn til Kostumerne - »frisch vom Fass«, som Ulf vilde kalde det!

✂ Og Gerhard skrev - Vers, Prosa, afsnuppede Sætninger, Tirader, Ord, Tegn, som han kun selv kunde tyde - - - - -

✂ Det er lige før Dagningen. Medens hele Hoffet hviler beruset, har Narren faaet listet Jomfru Else ud fra den sovende Dronning og hendes Tærner. Indgangen til Dronningens Værelser er tilvenstre paa Scenen; tilhøjre Forstuen, som fører til Kongens Sovekammer. I Baggrunden en Balustrade, hvorover skimtes det vide Landskab med Gryets Taager, søvntunge, mørke Skove og dæmpet blinkende Moser og Kær.

✂ Nu følger disse Scener, tæt sammenpressede som Livets Optrin former sig. Og da Gerhard, svedvaad, med svidende Øjne og bankende Tindinger havde lagt Pennen og løb Akten igennem - saa følte han noget i sig, som havde han udført en Gerning - han og Ulf tilsammen!

✂ Narren fører Jomfru Else frem. Hvorhen? spørger hun skælvende. Hun er som lammet af Frygten for Mishandling - og hun frygter denne Pukkelryggedes Selskab dér - og i den svage Dagning synes hun at se Skygger overalt - og ingen Udvej, intet Haab om Frelse bort fra Omgivelserne og fra Erindringen - bort fra sig selv, sin Nedværdigelse, sin Ulykke. Hun peger paa Kniven i Narrens Bælte.... Giv mig den og overlad mig til min Skæbne!

✂ Han knæler for hende, kysser Spidsen af hendes Fod, hendes Kjolesøm.... tilstaar hende sin vanvittige, sin haabløse Kærlighed.... hun hører næppe paa ham, fatter ikke hans Ord - men pludseligt gaar det op for hende: Ogsaa han efterstræber mig; - er da Mændene kun rivende Dyr - Kvinden kun Vildtet, det svage Vildt, som ingen Tilflugt véd! Og hun snapper Kniven. Han vrister den fra hende, gemmer den i Skeden - og med inderlig Bedrøvelse fjærner han sig nogle Skridt og giver hende ved Tegn tilkende, at hun intet ondt har at frygte af ham. Hun er sunket sammen. Han nærmer sig atter, slaar Kors for sig, blotter sit Hoved, bøjer sig ydmygt, strør Støv paa sit Haar: Jeg er din Træl, 451 om Du saa vil - din Hund, som skal forsvare Dig med Tænder og Kniv - kom blot, kom! Vi sniger os gennem mørke Skove, over Moser og Kær, som jeg kender, ud over Landegrænsen. Jeg skal synge, betle, rapse Dig Brødet undervejs - synge din Sorg isøvn paa Vandringen gennem de fremmede Lande - indtil vi naa'r Jordans forjættede Vover - hvis hellige Vande skal tvætte Dig. Og friet for Kummer og den nagende Erindring banker Du paa Porten til det Asyl, hvor alle Flygtninge finder Hvile - og jeg bor ved Foden af dit Fristed - og hver Kvæld kryber jeg op i det høje Træ og synger dér din Ungdoms simple Sang. Kom blot, kom!....

✂ Hun løfter sine Øjne og ser paa ham - om hun tør tro ham. Men over Balustraden dukker en Skikkelse frem. Hun vil udstøde et Skrig - men det er Ridder Hagen, som bevæbnet iler frem imod hende, rykker hende op til sig og ind til sit Bryst: min Elskede!

✂ Og Narren kryber helt hen til Siden, krummer sig sammen med Fingerspidserne borede ind i Ørerne..........

✂ Hvor lidenskabeligt strømmer nu ikke disse dæmpet hviskede - stigende og atter dalende Ord mellem de Elskende. Allede her synes den hellige Flods tvættende Vande at bølge mellem de to saarede Hjærter. Hvor er Magthavernes Vold? hvor Fordærvelsens Gift? Hvad er mægtigt til at lutre, til gensidigt at udsone og tilgive, til at forjætte Fremtiden, som denne alt gennemglødende Kærlighed - de Unges Kærlighed, der i sig indeholder Loven, Mysteriet, Udødeligheden!

✂ Hvor rørende menneskeligt dette den Enes Skriftemaal, som den Anden stedse afbryder med at bekende sin Skyld - den, hun bortkysser under Taarer, medens hun blot beder ham tænke paa sin egen Frelse!

✂ Vor Frelse - svarer han - den ligger stedse forud for os; maa hver Dag gribes med fornyet Frejdighed og Livsmod, gennem Kamp og gennem Taalmod, i Lidelse og i Lykke - indtil den stærke Død en Kvæld siger sit: Nok! Gaa nu ind tilsammen til den store Hvile!

✂ Følger Du mig, min Elskede? spørger han.

452

✂ Ja ja, min Elskede! jeg følger Dig gennem Livet til Døden. Vi følges tilsammen til Jordans Flod - hvor Livet begynder fra nyt af Og rækker vi ikke saa langt, sygner vi hen undervejs, saa har Du dit Sværd til os begge! svarer hun.

✂ Ej hvad! raaber han muntert. Mit Sværd har først et Ærind her!....

✂ Narren er sprunget op. Dagningen falder paa. I det første Morgenlys kommer de søvndrukne Kammersvende frem paa Tærsklen til Kongens Forstue - og ligeoverfor kommer Dronningen frem fra sine Gemakker. Hun raaber bydende til Kammersvendene, at de skal gribe de To..... men op over Balustraden svinger sig de kraftige Skikkelser af Ridder Hagens bevæbnede Kammerater.

✂ Spillet er ulige, min høje Frue! siger Ridder Hagen, imedens hans Folk griber og binder Kammersvendene. Og I selv, Frue! skift Elsker - som I skifter Dragt - men tag ham dennegang ældre og erfaren, at han intet fortryder og ikke ønsker sig nogen Forandring. I har min Velsignelse. Gaa saa ind og stæng eders Dør - thi her vil falde svær Dugg!

✂ Hun slynger en Fornærmelse imod Jomfru Else og ham. Galne Kvinder skal Narre tæmme! siger Ridder Hagen. Nar! knebl Hendes Naade - skyd hende blidelig ind ad Døren - og stæng for!

✂ Hestene venter, Herre! raaber en af Hagens Folk utaalmodig.

✂ Pest og Plager følge jeres Hovspor! raaber Dronningen. Gid Sygen slaa den Skøge dér - og Lamhed lægge Dig øde, Ridder!....

✂ Kongen frem paa Tærsklen, halvt paaklædt, med Sværd i Haand: Hvem bander saa aarle og stygt i Kongens Gaard? Vil I drage af Landet, Ridder Hagen, saa tag min Velsignelse med! Holla, alle mine Folk!....

✂ Og Kongen springer ned og frem.

✂ En Bederdans! en Bederdans! raaber Narren under Krumspring svingende sin Kniv. Kongens Fortrolige frem; Narren saarer ham. Kongen hugger til Narren; Ridder Hagen afbøder og siger: Giv mig frit Lejde til Middagstid, Herre! - og I skal frit faa Lov at sove Rusen ud! -

453

✂

KONGEN

( fører et Hug imod Ridder Hagen ).

✂ Til Helved med Lejde og med utro Vasaller!

✂

RIDDER HAGEN

( støder ham ned; Solen staar op ).

✂ Sol over Landet!

✂

DRONNINGEN

(segnende paa Tærsklen ).

✂ Kongen falder!

✂ I det indbrydende Sollys svinger Ridder Hagens Folk deres Sværde og raaber:

✂ Til Jordans Flod - til det hellige Land!

✂ Og Narren synger for. Scenen skifter. Den lille Flok, med Ridder Hagen, Jomfru Else og Narren, staar ude i det af Solen tillive vakte Morgenlandskab. Vidt og stort, friskt og oprindeligt strækker Landskabet sig: de søvnafslørede Skove, de bølgende Bakker, den blinkende Fjord - det svulmende blaa Hav i det Fjærne. Uvilkaarligt knæler Skaren, ogsaa Narren bøjer Knæ. Ridder Hagen staar med Armen slynget om den slanke Kvindeskikkelse; han udbryder:

✂ Natten er veget, og Mørket med den,
nu lyser Sol over Landet!
mit dyreste Eje, min Hjærtensven,
der stiger en Dag af Vandet:
der stiger en Dag med en vinkende Krands
omkring sin herskabelig' Pande -
og bor ikke Lykken her tillands,
den bor i de fremmede Lande.

✂ Saa ville vi fare, hvor Lykken os Tjeneste byder.

454

✂ Hun omslynger ham og svarer:

✂ Saa ville vi fare, hvor Lykken bor,
dog derpaa ville vi lide;
ej Lykken er fledført til Hav eller Jord,
den bor ved vor nærmeste Side,
den bor os imellem, i Fryd og i Nød,
i onde og gode Dage -
saa længe vi staar i vor Kærligheds Brød
al anden Lykke vi vrage.

✂ Saa ville vi tjene det Herskab, som helst vi begærer.

✂ Narren falder ind:

✂ Lykken har ej sit blivende Sted,
skifter som Solen og Vinden,
svinder med Rødmen paa Kinden
- Narren følger med.
Flyr han, stolt Høg, fra sin Due en Dag,
ej hvor den Due blir myg og spag
- Narren følger med.

✂ Pjuskede Fjer i de skinnendes Sted,
Taarer i Hjærtet og Øjet,
ak, hvor den Elskov har løjet
- Narren følger med.
Ingen forlanger af Narren hans Tro,
nu er vi lige, vi pjuskede To
- Narren følger med.

455

✂ Men Ridder Hagen slutter smilende:

✂ Mit Høgebo, mit Ridderhus,
det vil de jævne her i Grus;
mit Sværd kan Stridsmænd sløve mig,
mit Liv kan Fjender røve mig:
der blir fra min Herrestands Dage
Kærligheds Nar tilbage!

✂ Og som jeg var en Nar dengang
i Dansen jeg ved Hove sprang,
saa bytter glad mit Herresværd
med Brixen jeg i Narrefærd:
Skælmernes Konge vog jeg,
til Nar min Elskede slog mig!

✂ Jomfru Else omfavner ham hæftigt. Narren rynker Panden - farer sig med Haanden over Øjnene - rækker ham med en Grimace sin Bjældehue, sigende:

✂ Herre - Kammerat - jævnbyrdige Mand;
velkommen i min - i vor ur-gamle Stand!

✂ Koret:

✂ Til Jordans Flod - til det hellige Land!

✂

✂ - - - - Gerhard var ophørt at skrive, Lampen gaaet ud; Solen havde længe lyst gennem Forhængsgardinet og fyldte det lille Værelse med gule, varme Reflekser. Ulf laa paa Sengen og sov, med Tæppet slaaet over sig.

✂ Der var en Haand, som famlende lagde sig paa Gerhards Skulder. Han saa ivejret.... havde han sovet? Madam Ravn stod ved Siden af ham, og hun spurgte ham dæmpet:

✂ Har De arbejdet hele Natten? Har De maaske hjulpet Brynjulfsen?.... Han trænger vist til det! -

456

✂ Gerhard nikkede: Ja, jeg har hjulpet vor fælles Ven - det vil sige, jeg har blot fortsat, hvor han har begyndt. Nu skal vi ordenlig arbejde sammen. -

✂ Hun bøjede sig dybere ned over Gerhard og sagde blødt: De holder meget af ham.... De er en god Mand! Herregud, om De blot kunde blive her hos os.... men trænger De nu ikke til Kaffe? -

✂ Gerhard saa' paa hende - tog hendes Haand, og med en lille Sitren ovenpaa Nerveanspændelsen og den afbrudte korte, faste Søvn, endnu næppe fuldstændig vaagen spurgte han hende efter en pludselig Indskydelse:

✂ Er De.... er Ulf Brynjulfsen Deres.... er De ikke i nær Slægt?....

✂ Han er min Søsters Søn! var hendes Svar.

✂ Gerhard rejste sig.

✂ Hun tog ham stilfærdigt om hans Arm og hviskede: Lad os ikke vække ham. Kom med mig nedenunder. Matthias sover endnu. Jeg skal lave Dem Kaffe ude i Køkkenet - og dér vil jeg tale med Dem.

✂ De er en god Mand!......