Drachmann, Holger

Ulf laa tilbagelænet, han rørte sig ikke, han talte ikke mere; kun Læberne bevægede sig - som under Paakaldelsen af et Navn.

Gerhard ventede; han var dybt bevæget.... han kunde jo ligesom fortsætte ud af den Lidenskab, som tærede paa denne Mand dér. Og dog turde han ikke tale til Vennen - det var at røve ham den sidste Illusion; - thi vi lever dog paa en sidste Illusion.... saa længe vi lever.

Hvorfor turde han saa ikke? Var da han, Gerhard, ganske klar paa Ediths Følelser?... var hun i det hele taget istand til at fæste sine Følelser afgjort ved nogen? Der gives jo de Kvinder, som kun gaar uberørte - i dybere Forstand uberørte igennem Livet, fordi de ikke formaar - ikke har sig selv at give!

Og Stik paa Stik fo'r det gennem Gerhards Hjærte ved Ulfs Ord: tage - give - Brutalitet - beherske!

Det snurrede og susede i Gerhards Hoved. Var det uendeligt indviklede Spørgsmaal saa let løst: gøre en Kvinde til sin Ejendom ved at tage hende? Og hvaci saa? - besidder man hende saa? Besad Gerhard Annette?.... besad Halvvig Edith? - Hvad er Besiddelsen? Rusens Højdepunkt! Og derefter Reaktionen, Kritiken, de tusind smaa Opdagelser gensidigt, Fortrydelsen eller Sløvheden..... og saa maaske: en ny Passion.

Altsaa: »den evige Skrue« - Livets fuldstændige Uberegnelighed - og paa Bunden det gabende mørke Intet.

422

Nej - saa heller Askesen - Munkens Liv i Cellen..... eller Skeptikerens Slentren gennem Tilværelsen uden at anstifte noget synderligt Ondt, og uden at gøre noget nævneværdigt Godt - en Vegeteren, der ikke udelukker smaa agréments - Rejser - gaa i Skoven - fiske - jage - arbejde for Opholdet og maaske en Livrente.

Gerhard holdt sit Hoved i Hænderne, støttende Albuerne mod Knæerne. Der var noget, der vilde le indeni ham..... og atter var der en ond Tanke: Løj ikke denne Mand dér for ham? Dølger vi Mænd ikke Sandheden for hinanden - Kvindens Besiddelse? Vilde Gerhard ikke - om Edith havde skænket ham sin Gunst, om hun maaske blot for et Øjeblik, i Selvforglemmelse revet med af Stemningen havde været hans - vilde Gerhard da ikke have bevaret denne Hemmelighed, dækket over den med en Ordstrøm, skjult den, gemt den for enhver - og navnlig da for en Ven, som altid har Rivalens Mulighed i sig? Jo sandelig!

Det maatte være saaledes: Ulf løj for ham.... han angrede det Skete for Ediths Skyld - han følte sig hendes Besiddelse uværdig - han var jo ingen Libertiner, men en oprevet Idealist - og det slog ud i Sentimentalitet, og han blandede sin første Kone ind i dette Forhold..... dækkende med Edith over sin ulykkelige Ungdomskærlighed, sin Svaghed i Handling som i Ræsonnement..... og han bedøvede sig - han drak - drak i Kompagni med Faderen dernede, dette Vrag af en Kæmpe, der hviler som en Byrde paa Datterens fine Skuldre og trykker hende ned i Pariaernes Kaste.....

Aa! stønnede Gerhard; og nu han, denne Svanning - »Kaliban« - som Ulf ogsaa drikker med, behersker og halvt beherskes af... det er naturligvis ham, Sømanden, Skipperen, den oprindelige Svigersøn - som ogsaa vilde »tage« - og for hvis Brutalitet Edith flygtede! Hvilket Sammensurium! - en Daarekiste - en Verden for det forfaldne Geni Ulf.... ret en Verden for ham! Hun løj - Edith - for sig selv - for dem alle; en ulykkelig Kvinde, men en af dem, der tillige anstifter Ulykke - som de fleste Kvinder, der bærer »Dobbeltheden« i sig. Skyggen var maaske dog den, som havde Ret; hun var »træsk«...... Psychen i hende, det

Fine og Kvindelige, var bleven saaret af denne plumpe Bejler - 423 og Forretningsmanden var kommen - Officeren var ogsaa kommen - og tilsidst Geniet!

Hun havde tilhørt dem alle - hviskede Gerhard ved sig selv. Med Sorg, under Lidelse - af Forfængelighed og af Medlidenhed, og af den dunkle Trang til at vække Behag og yde Barmhjærtighed.... deraf hendes Oprevethed, hun, en oprindelig stolt og undselig Natur, der bliver kejtet, fordi den véd sig skyldig, og som lider, fordi den uden socialt Fodfæste higer mod Frihed og maa værge sig mod Beskyldningen for Letfærdighed.

Ja ja! stønnede Gerhard og knugede Hænderne for Øjnene. Saadan er det sandsynligvis - saadan maa det være; og jeg er bleven den sidste i Rækken - og jeg drikker ikke !

Han saa' hende i dette Øjeblik for sig saaledes som hun havde bøjet sig over ham i hans Drøm eller Ikke-Drøm, hvid, slank, svaj, og havde lagt Fingerspidserne paa hans Bryst og spurgt ham: Sover De?.....

Han havde sovet - havde ikke omfavnet hende - hun var ikke bleven hans. Men nu syntes han, at hun havde tilhørt ham...... og en Følelse af Lykke gennembævede ham. Det var, som havde han faaet Syndsforladelse for alle sine Tvivl og alle sine Daarskaber..... Han ejede denne Mandens urokkelige Styrkefølelse, som Besiddelsen af den Elskede formaar at give - som er over , eller usammenlignelig med den Stolthedsfornemmelse, hvormed Opdageren ser Guanahani's Palmeskov svømme op af Oceanet....

og han kyssede de stolte, varme Læber og hviskede: Min Edith! min lille stakkels Edith! -

Og saa var det Annettes hede Mund, fugtig af Champagnen.... og saa var det hin anden Kvinde... de andre Kvinder; - og han fo'r sammen - lo - eller syntes at han lo - og sænkede sig ned i den Afgrund af stridende Lyst- og Straffefornemmelser, hvori endnu intet menneskeligt Lod har naaet Bund.

Han var hos Edith - hun tilhørte ham. - De vaagnede sammen. En skær, gylden Stribe af Morgensol kyssede hendes Øre - og han kyssede hendes Øre; hun skjulte sit Ansigt - gravede det ned i Puden. Han stod op...... og nu var det gennem en Skov de gik, langs en Sti mellem Stammerne; - højt var der til Løvet, og usynligt kvidrede Fuglene, og det gav Genlyd saa at de To ikke 424 kunde høre hvad de sagde hinanden. Men af og til kom et Ord fra hende, som han ikke syntes om; og de maatte rykke nærmere, for at kunne tale om Ting, som pinte ham; trivielle Ting - saadanne, som gør den lyse Skov mørk og graa - Livets Nødvendigheder og Byrder.... og han blev fortrædelig, hun tavs; han vranten, hun hæftig..... de skændtes, og han brugte et Ord, som gjorde hende ulykkelig, og hun brugte et Ord, som gjorde ham bleg..... De var langt fra hinanden; hun løb - løb smukt - han vilde raabe til hende:

Den hvide Hind, den hvide Hind
i Skoven -

men i det Sted raabte han: Løb Du kun til dine Tilbedere; - jeg viger Pladsen for Grosserere og Officerer og fordrukne Genier; - og hils derhjemme din plumpe Fa'r og din enfoldige Mo'r og din aandssløve Brudgom - Uhyret, som har ødelagt min Dejlighed for mig!

Han følte hele Plumpheden ved disse Ord... men ak, nu var de sagt. Hun gav et Skrig fra sig, men vedblev at løbe uden at se tilbage. Pludseligt snublede hun, faldt, rullede om paa Siden, blev liggende. Han styrtede til, knælede ned. Hun laa livløs; af et Saar i Tindingen piblede Blodet ned over Oret, det lille, røde Ore, som han om Morgenen havde kysset med Elskerens Ild og Andagt..... og det blonde Haar filtredes af den klæbrige Væske.... og han kyssede og kyssede, dykkede sin Mund over Saaret, men fik Munden fuld af Blod; - og af Blod kvaltes han, af Ruelse, Fortvivlelse - Dødens stivnende Fortvivlelse over at have tilintetgjort dette Liv, som han burde have skaanet, fredet, fremhjulpet..... saa sammenstykket, saa selviskt, saa lidet brødefrit hans eget Liv havde været! - - - -

Min Gud! raabte Gerhard og fo'r ivejret ved Lysets Sprutten, Flakken - en stærk Opblussen og et dybt Mørke.

Han saa' sig aldeles forvirret omkring. Ulfs Kammer.... fyldt af Osen fra Lysets glødende Tande - af Romdunst og gammel Tobakslugt. Paa Sengen laa henstrakt noget langt, mørkt Noget. Idet Gerhard stirrede derpaa, og medens Dagningen sivede ind 425 gennem Vinduet, traadte den Liggendes Ansigtstræk mere og mere frem - men paa en trolddomsagtig, uvirkelig Maade: den høje, smalle klare Pande, de matte lukkede Øjne, de magre Kinder, det røde, graasprængte Skæg - og det tynde, purrede, brusende Haar, der stod som en bleg Glorie om Lidelsen, Sorgen, Udskejelsen...... Sorgen, Udskejelsen og Lidelsen, hvorover der gik et barnligt, kruset eller krøllet Smil, som om Spidsen af en fantastisk Drømmefugls Vinge havde kildret den Sovende i Forbifarten.

Gerhards Øjne fæstede sig paa denne Mund - ved dette Smil; og uvilkaarligt udbrød han: hvad det dog er for en Lighed! Og han bøjede sig ned og kyssede Ulf paa Panden: Stakkels Ven!

Edith! hviskede Ulf i Søvne - og Smilet var lykkeligt, lyst.

Gerhard fo'r sammen, bredte Tæppet varsomt over Vennen - stod længe og saa' paa ham, Karrikaturen af Edith, medens den vaagnende Dag begyndte, først at forsølve, saa at forgylde den forkomne Poets Fattigdom. Og Gerhard nikkede:

Du lyver ikke - hun lyver ikke; - men jeg tror, at jeg helst aldrig vil se hende mere. Jeg vil arbejde for hende og for Dig. Jeg er den stærke!

Saa listede han sig ned ad Trappen. Gangdøren stod aaben. Da han var udenfor paa Havnepladsen, stod Solen op. Jeg er nok kommen til at tilhøre Natten! tænkte Gerhard. Byen sov; kun en Kat sad paa en græsgroet Stentrappe og gned sig med Poten over Øret.