Drachmann, Holger Anden Bog

Anden Bog

I

Det var August; - Augustmaaned var godt fremskredet, med tør Varme og tør, mættet Lugt af det modne Korn, som begyndte at mejes.

Aftnerne kortere og mørke, med Stjærneskud i voksende Fald; men Køligheden faldt ikke paa, trods Mørket brød ind. Varmen fra om Dagen hvilede sammen med Støvet over Veje, Marker og den lille Bys uddøde Gade. Natten bragte knap en Luftning ude fra Fjorden. Saa kom en Tordenregn; Alt aandede op - Gerhard pakkede sine Sager sammen og tog tilbage til Hovedstaden. I hans Koffert laa det renskrevne Manuskript til det Drama, hvorpaa han og Ulf havde arbejdet.

Ulf havde overgaaet sig selv; han havde fundet Gerhards Udkast fra hin Majnat »antageligt« - og gennem Sommermaanedernes Samarbejde var Stykket opstaaet under adskillige Forandringer, mange Afbrydelser og mærkelige Forslag fra Ulfs Side. Han havde saaledes, næsten med Stædighed staaende paa sin Part af Medarbejderskabet, villet have, at Stykket - om det nogensinde bragtes til Opførelse - skulde spilles i moderne Dragter »for at hævde dets indre Værd og bryde med enhver Tradition.« Gerhard havde maattet stille ham tilfreds ved at forære ham det bellmanske Billed - som ikke var bleven fuldført. Det hang paa Væggen i Ulfs lille Kammer. Med et beklemt Hjærte skiltes Gerhard fra Kusinen, hvem han sendte nogle Linjer, for at undgaa en oprivende Afsked; - og med Vemod og Sorg, som til gode Venner, sagde han Farvel i Invalidehotellet. Ved Afskeden tog Madam Ravn ham tilside og medgav ham en omhyggelig indsvøbt lille Pakke; den indeholdt Breve - hviskede hun - og en lille Seddel 458 til Gerhard; denne Seddel skulde han læse, naar han fandt for godt og naar han mente, at han vilde udrette noget særligt for Ulf!

Gerhard kom til Hovedstaden. Han tog ind paa et af de Hoteller, der ligger nær Jærnbanestationen; han syntes selv, at han burde have valgt et mere fordringsløst, men den lille Købstads Gæstgivergaard stod ham i friskt Minde - han vilde kunne læse sine Aviser i en rummelig og luftig Hotelcafé og ikke i en »Gæstestue«. I det større Hotel behandles man som Udlænding; man faar sin Regning og har sin Frihed. I det mindre behandles man familiært. Gerhard smilede selv ad sine tiloversblevne aristokratiske Nykker - men valgte det større Hotel.

Desuden - hans Ophold i Hovedstaden blev vel næppe aflang Varighed. Han havde kun den Mission at faa Stykket anbragt. Konferensraaden skulde spille det. Ulf skulde reddes. Hvorhen Gerhard saa tog, og hvad han vilde foretage sig, blev et underordnet Spørgsmaal.

Han var altsaa igen i denne By. Hvor den saa' fremmed paa ham, denne halvt gemytlige, halvt pauvre By med sit arkitektoniske »Tjenestepigefysiognomi«! Han maatte mindes sine Skoleferier - naar han var kommen tilbage fra Strand og Marker og Landeveje og store Linjer. Luften stod stille i disse Gader med Stegekælderos, nikkende Vognmandskrikker, Bybude uden Employ, Drivere uden Maal og Med. Solen skinnede paa Torvenes tørrede Hestegødning; hist og her var en Husfaçade vasket ren eller malet op. Det var hele Forandringen - og dog var saa meget forandret: det laa i En selv.

Som man dengang gloede paa Skoledrengen og som han følte sig trykket, forlegen, med en ubestemmelig Sorg over Et eller Andet - saaledes gloede man nu paa Gerhard og han følte sig trykket. Ingen Bekendte hilste paa ham - man var maaske endnu ikke ret kommen tilbage fra Ferien - men Husene gloede, 459 søvnige, matte og dog ligesom med en stille, spørgende Bebrejdelse: vil Du ikke kendes ved os? hvad har vi gjort Dig? haaner Du vor Grimhed - saa løft Dig selv og os! eller forsvind og lad os være grimme og skikkelige, vi kan ikke gøre for det!

Uvilkaarligt greb han til Manuskriptet, som han havde under Armen; og han følte til den lille Pakke Breve i Lommen. Jo de laa dér. Løfte sig selv - løfte paa disse Huse, disse Mennesker - aa, han vilde, han skulde, han kunde....!

Han havde løbet den lille Seddel igennem, mange Gange stavet sig gennem disse Ord, skrevne ligesom i Tusmørke - den halvblinde Kones Tusmørke.

Meningen var vel nogenledes den, at Gerhard maatte disponere over den forseglede Pakke Breve - sandsynligvis en Brevveksling mellem Ulfs afdøde Moder og hendes Søster Madam Ravn - naar Hensynene til Ulf ønskeliggjorde, at Brevene blev forevist »den rette Person«. Men tillige sagde Seddelen, at Brevene kun var bestemte for Ulf »eller den, som stod ham nærmest, ja meget nær.«

Hemmelighedsfuldt og unægtelig uklart - tænkte Gerhard; og han ønskede i sit stille Sind, at den Samtale eller de Samtaler, han havde haft med Madam Ravn, havde været mindre hemmelighedsfulde og uklare. En ikke almindelig Søskendekærlighed og et ret intensivt Had til Ulfs Fader - hvem Madam Ravn nævnede som »Justitsraaden« - det var Hovedindtrykket, som var blevet siddende hos Gerhard efter disse Morgnernes og de sene Aftentimers hviskende Meddelelser. Et Tryk, et tungt Besvær ved at udtale sig eller en Frygt for at udtale sig, havde hvilet over den ellers klare og paa sin stille Maade myndige Kone. Naar Gerhard spurgte om den lille Alma - Konferensraadens Plejedatter eller Adoptivbarn - saa tav Madam Ravn haardnakket og ytrede kun engang: ja hende fik han, den lumpne Mand, da han skulde gøre sine Synder gode igen, den snavs Forfører! - Og da Gerhard spurgte: var Konferens... var Justitsraaden og Deres Søster da ikke gift? saa nikkede Madam Ravn hæftigt og svarede: jo gift var 460 de - hvad de aldrig skulde været - og skilt blev de.... og - og - saa døde hun, og Barnet kom til mig - og derfra fik han det - for han vilde have det og vidste godt, at vi lige laa i Sygdom og Elendighed og jeg var som tossét af Sorg og Nattevaagen og kendte ikke mine levende Raad, naar jeg bare kunde gøre ham nogen Fortræd!....

Jamen De gjorde ham da ingen Fortræd ved at lade Barnet komme til ham - naar De mente, at De ikke selv kunde forsørge det! sagde Gerhard, for hvem det Hele saa smaat begyndte at blive taaget.

Men hun nikkede blot - med Ediths korte, bestemte Smaanik..... og der var intet mere at faa at vide. Og da Gerhard hen for sig selv mumlede: altsaa Ulf og Alma Søskende - og Ulf og Edith Søskendebørn - ja jeg har tænkt mig det paa Ligheden! saa var det, at Madam Ravn rejste sig op, gik til Kommoden og syntes at søge efter noget..... Brevpakken, som Gerhard først fik ved Afrejsen.

Men om denne Søster holdt hun af at tale med Gerhard - og det var et stille, lidende Sværmeri, der aabenbarede sig hos den jævne, simple Kone. De mange spredte Træk af en sund, sikker Forstand, et varmt Hjærte, et i de smaa fattige Kaar stolt og ærekært Sind, som Gerhard fra Dag til Dag fandt hos Madam Ravn, de gik alle igen i hendes Fortællinger om denne Søster - men udvidede, forstørrede, tilsatte med et originalt Temperaments, en fantastisk, romantisk Naturs hæftige Følelser, Higen efter at hengive sig, Utaalmodighed og Blødhed, Frihedstrang og Hensynken i Skuffelsens Vemod. Der var upaatvivieligt for Madam Ravn kun denne ene Kvinde i Verden - værd at elske, at beundre, at lide for og med - og at hævne.

Ulfs Moder; ganske og aldeles Ulfs Moder! tænkte Gerhard og trykkede »Tante Evas« Haand. Og hun beholdt hans Haand i sin, anstrengte sig for at se hans Blik og mumlede: Aa De skulde have kendt hende!.... stakkels Ulf! de Mennesker, der har saadant at slægte paa, de bliver aldrig lykkelige..... men ligegodt er det 461 skammeligt og skændigt, naar der bliver faret frem imod dem, som der bliver! Ja er De ikke enig med mig?....

Vi er enige! sagde Gerhard.

Hun syntes halvt at være bange for Ulf - hvem hun efter eget Sigende aldrig talte med om disse Ting, saa lidt som han selv røbede Lyst til Fortrolighed. Han nævnede sjeldent eller aldrig Ediths Navn - bøjede kunstigt af, eller blev endog forbitret, naar Talen faldt i den Retning. Madam Ravn kunde ikke rime hans Godhjærtethed og Hensynsfuldhed sammen med den Haardhed og Vildhed, der »paa hans slemme Aftner« stod ud af hans Ord og løjerlige snirklede Hentydninger. Hun vidste, at han havde været gift, og hun tænkte sig, at han stadig kom tilbage til Erindringen om en ulykkelig Tid, hvor han rimeligvis selv havde meget at sone og fortryde. At Ulf eller Gerhard skulde have kendt noget nærmere til Edith i Hovedstaden, bortset fra, at de maaske havde sét hende »paa sin Komedie«, det forudsatte Madam Ravn ikke. Hun havde kun én Gang, i sin Ungdom, været i den »store« By; og da hun senere havde læst eller hørt om, hvor meget den havde udvidet sig og hvor mange Mennesker der nu boede i den, saa forestillede hun sig dens Proportioner som saa uhyre, at det ene Menneske vel maatte være vildt fremmed for det andet. Gerhard lod hende blive i Troen. Paa dette Punkt - Edith - var Madam Ravn nærmest en lukket Bog. I »Visdommens Bog« stod intet om dette Kapitel - saa lod Gerhard og Madam Ravn som efter en stiltiende Overenskomst Kapitlet fare, skøndt det kostede Gerhard Overvindelse, ikke at fritte. Ganske forbigaaende havde Madam Ravn berørt, at Edith ikke havde været hjemme i en Række Aar; hun skrev kun, naar hun sendte Penge, og da meget kort; hun havde det godt, hvor hun var. Og Madam Ravn sukkede.... med noget af Almuekonens Befrielse i Sukket: naar man kan sende Penge hjem, og aldrig beklager sig, saa har man det godt!

Ja ja, henkastede Madam Ravn, hun er en god Pige, et godt Barn, Edith; men egenraadig som hele vor Slægt, hun vil, hvad hun vil, og lader sig hverken sige eller skræmme.... maaske faar 462 hun ogsaa engang en Mand, naar hun ikke venter for længe! For de Damer ved Komedien, de bliver jo ogsaa gift, ikkesandt?

Jo! svarede Gerhard smilende - bed sig saa i Læben og kunde ikke afholde sig fra at spørge: men har Edith ikke engang været lige ved at skulle giftes her? -

Tys! sagde Madam Ravn og vendte de tilslørede Øjne ligesom lyttende mod Stuen, hvor Hr. Svanning nyligt havde siddet: Han er nu en Stakkel, er han, og har selv forskyldt det, og - intet Ondt skal siges paa ham - aldenstund vi ikke har givet os selv vor Natur.... og Matthias og jeg tog vel Pigebarnet for haardt dengang, skøndt vi mente det bedste men bare ikke forstod hende, som jeg senere har tænkt over og nu forstaar. Ja med ham var det dog næppe gaaet..... og vor ældste Datter, som vi foreslog ham, vilde han ikke vide af at sige - og hun blev da gift i Jylland og sidder jo lidt smaat i det, men med en stræbsom Mand, en pæn Mand, og sine to Børn. Ja ja, det bliver hverken altid som det skal være - men sjeldent bliver det heller saa galt, som det synes; og naar vi rækker saa vidt, at vi dør, saa er det maaske det bedste, vi kan komme til. Men tal blot ikke til Svanning derom - for han kan blive saa gal, saa gal...... aa de Mandfolk, som aldrig kan lære at styre sig - hvor mange Hug og Paamindelser de saa faar! Det skulde de lære af os Fruentimmer - for vi maa gaa og bære og bære og tie stille - hvad ondt og godt vi saa tænker.... tys!

Og saaledes var Sommeren nu næsten tilende. Gerhard saa' tilbage paa Opholdet i Invalidehotellet som paa en besynderlig Blanding af Oplevelse og Drøm - paa en Uvirkelighed, hvori tre, fire Menneskers Figurer og Karakterer tegnede sig bestemt nok og dog saa vagt, saa henflydende - knyttede sammen ved et magisk Baand, en Skæbnetraad, der kunde briste hvad Øjeblik det skulde være - og som dog holdt - maaske holdt ved det, man kalder Poesi .

Gerhard smilede ved Ordet - og havde dog intet andet Udtryk derfor. Livet - forekom det ham - var ikke altid fortættet Handling, men langt oftere fortættede Følelser, Stemninger, intime Rørelser, Hemmeligheder, som enhver havde med sig selv og som maaske aldrig fandt noget Opgør.

463

De dør med os - eller de siver ud, halvt med halvt imod vor Vilje. Vi er alle Poeter, nogle med, andre uden kunstnerisk Fremstillingsevne. Denne Kaliban, som ernærer sig ved »tilfældigt Sjov« og maaske ved en ubetydelig Aarpenge fra Slægtninge eller Familiens Bo - og Ulf, som ogsaa ernærer sig »tilfældigt« og som gaar med Døden i Hjærtet - begge de to, der ikke synes at kunne leve udenfor denne snevre Kreds, hvis lønlige Tiltrækning er over dem som Nationalfølelsen er over Nationerne...... og Kæmpen Matthias, der aldrig synes at tænke ud over Dagen, og hans halvblinde Kone, der kun tænker altfor meget, de begge to, der ernæres af Datteren, som de aldrig ser, medens den gamle Kone trykkes af en Sorg, der er en Hævn, som dog ikke synes at ramme...... hele det lille Invalidehotels lukkede Horisont og dog saa potenserede intime Liv, hvorpaa Købstaden ser ned med Prosaens bornerte Selvfølelse.... og Gerhards egen Stilling, usikker, utryg, mere paatvunget ham ved Tilfældigheder end valgt med velberaad Hu, og dog med en »Idé's« lysende Varme over sig..... hvad var det andet end Poesi? Hvordan, i alle gode Magters Navn, forvare sig imod Livets vilkaarlige Brutalitet, mod al den Hjærteraahed, som den stigende Udvikling slæber med sig fra Barbariet, om ikke man fledførte sig til Poesien som til en »mild Stiftelse«, der lader Eksistenskampens Vold og Lumpenhed og Uretfærdighed buldre som en Storm udenfor sine Mure? -

Poesien! skulde være Gerhards Løsen - som den var Ulfs, hvormeget han end gav sig Udseende af at forkætre og forsømme den.....

Og med Poesien i Form af Manuskriptet begav Gerhard sig den ikke ganske behagelige Gang til hans Svigerfa'r - Theaterchefen.

II

Dér i Chefens Arbejds- og Audiensværelse mødtes de altsaa igen - efter at de ikke havde set hinanden siden hin berømte Middag.

Og dér - fra Toppen af en Piedestal og fra det øverste af en 464 Boghylde - skuede Busterne af de to store Allonge-Heroer ned paa Konferensraad Gunnar Brynjulfsen. Molière med de buede Øjenbryn, aabne, smærtefulde Træk, fremspringende Kindben og den smukke Mund, Geniets kummerfuldskønne Mund, overhvælvet af den let opstrøgne Moustache - Komediedigteren, der i Thronens Ly svang Svøben mod Hof, Adel og Gejstlighed, og som martredes tildøde af Kvindesorger - den svage Mand i sit Hjem, Kæmpen paa Scenen, Kongens Kammertjener, Komedianten blandt Marquierne. Og den anden Kæmpe - Nordboen - Komedieskriveren blandt Universitetsprofessorer - den smaaborgerlige Satyrikus, Pebersvendens lukkede, stillestaaende Træk med denne gnavne Intelligens, hvis Saft er tørret ind og imod hvis Skal Kvindesmil og Kvindegraad er prellet sporløst af.

Eller har den Haand, som formede Busten, ikke kunnet lære os noget andet og mere? tænkte Gerhard medens han sad og saa', hvor Konferensraaden tog sig lille ud i sin Stol mellem de to Allonger.

Theaterchefen havde endnu ikke løftet sine Øjne fra den næsten irriterende Betragtning af sine elegante Støvlespidser. Gerhard havde talt; der var en Pavse; Konferensraaden saa' usædvanlig lukket og diplomatisk ud idag. Nu hævede han Høvedet lidt og sagde langsomt, let snøvlende - med skarp Udtale af a'et:

De er gal - undskyld!

Undskyld? svarede Gerhard paa sin Side, med let rynket Pande - clerpaa smilende.

Jeg mener - vedblev Konferensraad Brynjulfsen - at De bærer Dem ad som et ufornuftigt Menneske. De kommer til mig - Gud véd hvorfra - og netop som jeg sidder paa Springet, nu da Prøverne skal begynde tidligere iaar, forat de Herrer i Pressen.... naa, det kan være det samme.... men De kommer her, ikke - som jeg maatte formode - for at bede mig glemme det sidst Passérte - hvad jeg forresten længst har slaaet en Streg over - da jeg virkelig absolut aldrig nærer nogen rancune ......!

Undskyld! afbrød Gerhard og pegede paa Manuskriptet, som laa foran Konferensraaden. Jeg kom for dette - og ikke for noget andet!

465

De kom - sagde Konferensraaden vred - for paa en ubehagelig Maade at minde mig om Familieforhold, som De dog ikke er berettiget til at blande Dem i. Jeg kunde da paa min Side spørge Dem om Deres Forhold til - til Annette.... men det gør jeg ikke. Jeg siger Dem kun: De bærer Dem dumt ad, min Kære!

Og Konferensraaden gjorde Mine til at rejse sig - fortrædelig og optaget af Theatertjenesten. Audiensen var tydeligt nok forbi.

Vil De læse dette Stykke - interessere Dem derfor, hvis De finder, som jeg, at det er Interesse værd - og lade det opføre, saasnart De kan? spurgte Gerhard fast.

De to Mænd vekslede Øjekast, maalende hinandens Intelligens og Krigsberedskab. Scenen fra Rue de Rivoli syntes at skulle gentage sig.

Deres Stykke... hvad handler det da om? spurgte Konferensraaden distrait.

Deres Søns og mit Stykke! svarede Gerhard stigende i Stemmen, endnu beherskende sig. Jeg har udviklet Dem Gangen deri og hvad jeg kunde kalde de ledende æsthetiske Principper, hvorover det er bygget. De og jeg har undertiden talt om den dramatiske Produktions Goldhed - i hvert Fald her hos os. Nu kommer Deres eget Kød og Blod - eller jeg kommer paa hans Vegne - og tilbyder Dem Poesi, oprindelig, frisk Kunst, stærke Optrin, med vor egen Folkedigtnings paa engang dystre, djærve og bløde Kolorit over sig... ja jeg bliver veltalende, men jeg taler ogsaa for en Anden - ovenikøbet for Deres Søn, som er syg, som vil gaa til Grunde, baade sjæleligt og legemligt, hvis vi ikke skaffer ham denne Chance - for det kan blive en Chance, derpaa giver jeg Dem mit Ord!

Konferensraaden saa' til Siden, rejste sig, gik op og ned ad Gulvet med Manuskriptet sammenrullet i Haanden.

Han sagde:

Min Søn er stadig gaaet sine egne Veje - han har i en Række Aar undveget mig - ser mig formodentlig over Hovedet, jeg som jo kun er en Embedsmand, en Statens Tjener, et Individ af 466 gammeldags Tænkning og Principper. Hvordan han har levet, det kan jeg maaske forestille mig. At han er syg og trængende, det berører mig pinligt og vilde gøre mig endnu mere ondt, om jeg ikke vidste, at han selv i saa mange Maader havde forskyldt sin Skæbne. Man kan end ikke overfor sine Nærmeste gribe hjælpende ind, naar de aldeles ikke vil lade sig raade eller sige. Vi kan maaske forlade denne Del af Æmnet! Hvad dette Arbejde angaar, som jeg paa Forhaand vil stille mig aldeles loyalt, upartisk overfor, saa er det min Pligt som Theaterchef at gøre mig bekendt dermed, for saa at sende det til Censor, afæske ham hans Mening og derpaa, naar jeg endnu en Gang har sammenholdt hans Anskuelse med min egen Dom, at sende en skriftlig Meddelelse til Forfatteren, eller Forfatterne, om hvorvidt Stykket kan benyttes af Theatret eller ej.

Dette er den ganske reglementære Forretningsorden, og De kunde have sparet Dem Deres i sig selv meget interessante Foredrag, min Bedste! Det bliver saaledes, som jeg siger, og ikke..... da De dog vel ikke vil supponere, at jeg i mine Paarørendes egne Sager skulde lade mig lede af Tjenesten uvedkommende Hensyn.... nej naturligvis det vil ikke en Mand af Deres Takt og Levemaade, min kære Gerhard!

Konferensraaden var standset ved det store Bord i Midten af Værelset, støttende sig dertil med Rullen i Haanden, halvt lukkede Øjne, et let Smil over Underansigtet - forskanset bag den sidste Tirade. Nu kunde jo Modparten forsøge... eller lade være. Theaterchefen var et Kastel, imod hvilket der saa tidt var løbet Storm. Hverken Søn eller Svigersøn, ingen inferiør Person kunde i det hele taget rokke Stillingen - i dette Land, hvor det »Autoritære« var i saa kraftig Vækst. Kun opefter i Rangforordningen frygtede Chefen..... og saa var der én Magt, Pressen, som Chefen delvis benyttede og delvis følte sig afhængig af..... men dette kunde jo dog Gerhard ikke vide; eller - om han formodede det - han var Svigersønnen - bundet af et godt Baand, et fast Baand - Formuen!

467

Gerhard tav - maalte Stillingen - tav.

Konferensraad Brynjulfsen smilede - og blev venlig, meddelsom. Den, der føler sig sikker, har nemt til Venlighed.

Han sagde fortrolig, legende med denne Papirsrulle, som man maaske, alt i alt, kunde blive kvit ligestraks:

Hør nu - et Ord, min kære Gerhard. Hvad er det i Grunden De har tænkt Dem med dette? Et middelalderligt Skuespil - saadan og saadan.... jeg forudsætter Talent deri, Studier efter Shakspeare, maaske Øhlenschlæger - naa ja, De maa ikke blive vred, men De kender jo vore Kanuter - Personalet - det er altid sløjt, naar vi skal spille disse ha-stemte Ting..... for de Herrer i Pressen tvinger os jo desværre til at skulle spille, hvad der dog alligevel ligger os saa uendelig fjærnt - al denne Ædelhed og Blod og Taarer, Gudbevares! man bliver blot mindet om Død og Gebrækkelighed.... og saa tilmed i disse knappe og trykkede Tider! Forstaar De, Gerhard, vi taler imellem os - Personalet kan ikke spille de Ting, og Publikum gider, snart sagt, ikke se dem heller. To, tre, fire Forestillinger - og tomme Bænke. Hvordan faar vi vort Underskud bragt ned? Sæt Dem i mit Sted! Jeg har ingen Helt og ingen Heltinde - kun en Samling Invalider; én Karakterskuespiller - som er gebrækkelig - og én komisk Kraft - som der slides paa i Tide og Utide.... det vil sige, han slider selv i Utide paa sig. Nogle smaa kapriciøse Damer - der alle vil være Primadonnaer og i alle mulige Fag - et Par mandlige Brugbarheder - en Sanger, som gør Skuespillertjeneste - og saa Statister. Hvad vil De gøre ud deraf?

Dertil kommer Dekorationer og Maskineri. Vort Maskineri er usselt og kostbart. Og hvad skal vi med alle de Dekorationer, som males for tre Forestillinger og saa lægges paa Loftet? Det er blot at tynge vort Budget - og det er tynget nok.

Tænk Dem saa dertil alle de Mennesker, som De kender: Embedsmænd, Grosserere, og saa alle vore abonnerende Damer! Og de Mennesker skal se paa Taarer og Blod og Død og Bedrøvelighed i tre, fire Akter? Ja hvis det var en Opera - hvor man stikker sig ihjel og synger dertil! Det gik endda.... men et »mørkt« Skuespil - selv om der er en Nar deri - nej, nej, min Bedste!

Nej! hvis De tiltror Dem Evner til at skrive for Scenen - og 468 jeg tiltror Dem gerne Alt - saa giv os et Stykke ud af vort eget lille borgerlige Liv - helst i en og samme Dekoration... Molière deroppe, han forlanger aldrig denne Luxus med Udstyr...... lad os ikke faa hans »Tartuffe« - ikke nogen Bitterhed - men en jævn, helst lidt fornøjelig, ukompliceret Handling - saadan mellem Slægt og Venner, med nogle Rivninger, lidt Kærlighed - eller megen, som De vil - ikke Politik, ingen sociale eller religiose Principdebatter.... det har vi allerede nok af.... et Stykke blaa Himmel over det Hele, lidt Sang, og Knudens Løsning paa den for alle Parter mest tilfredsstillende Maade. Herregud, Scenen er dog ikke til, for at reformere Verden eller anskueliggøre Lidenskaberne, om jeg saa maa sige, in puris naturalibus - men for at understrege en gavnlig Maxime, satirisere paa en urban Maade over vore Skrøbeligheder, og forresten lette, forskønne og forædle Livet...... og hvad Ulf angaar, saa tjener det Dem til Ære, at De har ofret Tid og Talent paa at ville give ham en Chance, som De siger: men jeg, hans Fader, kan forsikre Dem, at han har haft Chancer nok - men forspildt dem alle - og De vil med dette Stykke hverken vinde Opinionen for ham eller for Dem, medens De kun - hvis Stykket blev opført - vilde lægge Dem selv Hindringer ivejen paa en Bane, hvor det naturligvis skulde være mig særligt magtpaaliggende at byde Dem et fornøjeligt Velkommen! Konferensraadens Ansigt havde lagt sig til Alvor, da han nævnede Ulfs Navn. Nu lagde det sig atter til Smil, da han kammeratlig fortrolig nærmede sig Gerhard og med et lille elegant Dimissions-Buk stak ham Papirsrullen under Armen.

Gerhard kastede Manuskriptet hen paa Bordet. Han var bleven mørkerød i det solbrændte Ansigt; nu blev han gulbleg. Ordene vældede frem hos ham imod »Kastellet« - han gav sig næppe Stunder til at forme dem eller beregne deres Virkning; han vilde have Alt ud paa engang. Han skildrede Ulfs Liv og Omgivelser - holdt dette Liv, disse Omgivelser op imod Konferensraadens eget og egne - viste i korte, fyndige Omrids Ulfs Kunst, Smag, Dom - selv i dens Bizarreri - og sammenholdt dermed Konferensraadens »Æsthetik«. Han talte højere og højere, medens Chefen trippede frem og tilbage og skottede til Døren forbitret, forbløffet, ude af 469 Stand til at fatte Voldsomheden og endnu mindre til at bryde eller standse den.

Gerhard raabte: Jeg er saa inderlig ked af at spille Komedie for Dem eller for nogensomhelst. At De er en »habil« Mand til at styre Deres Theater - det har De vist; men Kunst er noget, hvorom De ingen Anelse har. Jeg skal dokumentere dette med Pen i Haand, hvor jeg kan komme til, tidligt og sent skal min Haand være over Dem - og er De smidig i Paraden, saa er jeg hensynsløs i Angrebet. Jeg skal kaste mig over Dem med et Raseri, som De selv har fremkaldt - ikke fordi De har fornærmet mig ved et Afslag, men fordi De har vist mig, hvor bundegoistisk De er imod Deres Søn. De frygter for at trække ham frem fra den Forglemmelse, hvor han nu saa bekvemt for Dem og Deres holder sig skjult. Et Stykkes Skæbne er jo altid tvivlsomt - og hvor kompromitterende for Dem, hvis det gik galt! Saa var den »gale Ulf« igen paa Tapetet - han kunde jo - ja han kunde finde paa saa meget i sin Uberegnelighed. Men nu siger jeg: Stykket skal op! og Ulf selv skal tvinge Dem dertil. Jeg skal forsyne ham med Vaaben.... jeg kender dem ikke selv, men muligvis vil De tage Syn over dem.... at sige: blot se, ikke røre! Det er Ulfs Ejendom, som jeg forvarer for ham! -

Konferensraaden vilde ikke tro sine Ører. En saadan Brutalitet - en ligefrem Kommandotone fra hans ellers saa beherskede Svigersøn. Var da de unge Mænd allesammen ble ven gale - var alle Baand løsnede?

Han vilde til at spørge om noget lignende - men greb sig selv i at stirre - stirre ganske stum - paa en lille Pakke gulnede Breve, der lagdes paa Bordet med Udskrifterne opad..... og disse Udskrifter, de samme og de samme, stirrede paa ham som Minder fra en i Glemsel begravet Tid.

Hvad - hvad vil De gøre med disse Breve? spurgte Konferensraaden, som røbede den utvetydigste Lyst til at tilegne sig dem.

Gerhard tog ikke sine Øjne fra ham - og da han havde sét nok, skød han Brevene sammen. Kastellet var bragt til Tavshed. Gerhard puttede den lille Pakke i Lommen, og sagde:

Jeg har faaet dem - for at give dem til Ulf. Tidspunktet kan 470 jeg selv bestemme. Hvad han vil gøre med dem, véd jeg ikke.... men jeg tror - ja jeg tror sikkert, at De først vil lade vort fælles Arbejde komme til Opførelse - naturligvis hvis De og Deres Censor finder det værdigt. Min Ven Ulf og jeg er en Slags aandelige Siamesere.... Jeg har god Tid til at vente - han maaske mindre. Og hermed anbefaler jeg mig og vort Arbejde i Deres venligste Erindring. Farvel! -

Han var ude af Døren. Konferensraad Brynjulfsen gjorde et Skridt - betænkte sig - lod Haanden glide bag om Øret og op over Panden. Der var adskilligt at glatte væk. Han tænkte - paa mangt og meget - og tilsidst paa at dette var en dum Historie. Aa hvad! der er selvfølgelig noget Talent deri.... bliver det en Succes, saa meget des bedre!.. i modsat Fald, saa vil man sige, at mit gode Hjærte er løbet af med mig! -

Og Konferensraaden syntes allerede at føle sit gode Hjærte. Saa blev der banket paa Døren; Tjeneren kom ind og mældte diskret en opgaaende Stjærne ved Balletten, den Ballet, som saa længe havde ligget nede.

Javist, javist! jeg er hjemme for Frøknen! sagde Theaterchefen, og hans Øjne blev klare, ungdommelige, hans Skikkelse rank...... der kom noget stort over den elastiske Olding.... noget af Galskaben, der ret besét altid er stor - større end Forstillelse, Autoritetshy kleri.

Døren gik op for en lille buttet og vever Dame.

III

Gerhard saa' paa sit Uhr, da han paa maa og faa gik ned ad Bredgade. Klokken var over To; han havde ikke spist Frokost - havde villet vente, til Scenen hos Konferensraaden var overstaaet. Og nu var den overstaaet; han havde Appetit; Manuskriptet var han bleven af med - og han smilede hen for sig, da han følte til Brevpakken i Lommen: Du er jo en sand lille Skat - hvis hemmelige Kræfter jeg ikke kender; men Du virker og kan maaske gøre 471 Vidundere endnu..... bedst at jeg gemmer dig; Ulf kunde muligvis omgaas dig med mindre Varsomhed!

Og han gik gennem Grønningen ud ad Langelinje, tænkende paa Konferensraadens Ansigt - smilende - men pludseligt trak der som et Næt af Skyer over hans Tanker: en af de ubestemte Forudfølelser, der kan kaste Skygge og rejse Storm midt i den klareste, stille, varme Augustdag.

Han rystede det af; gik op i Langelinjes Strandpavillon, forlangte noget at spise, satte sig ved et af Bordene i det ydre Galleri, lagde Hatten fra sig, tørrede sin varme Pande og saa' ud over Rheden.

En stolt Beliggenhed for en Hovedstad - tænkte han - og fangede i sit Blik Horisonten fra Taarbækspynten ned mod Tre Kroner, ud mod Kongedybet, over Værfterne paa Refshaleøen, til Batteriet Sixtus med Flagstangen, de kuplede Træer og Kanonerne. Kongedybet! tænkte han..... Minder fra Kanonaden, som ringede Aarhundredet ind over Hovedstaden og Landet...... og nu løber Aarhundredets Ebbe trægt og langsomt ud... maaske dog med en Daad, en Løftelse i sin Slutning.... eller med en Dønning fra en af Verdensstormene derude - derude.... Ulfs sociale Revolution!

Velkommen skal Du være! sagde han pludseligt og viftede med sin Hat; han begyndte saa at spise, og da han var færdig og havde tændt en Cigar, lænede han sig tilbage og tænkte: hvad nu - hvad saa?

Han vilde »gennemtænke« det Hele ret grundigt - hvilket? Istedetfor at gennemtænke, saa' han med Malerens Øje. Han saa' denne Flade dér for sig - og Augustsolen brændte ned derpaa - med bløde svage Briser hist og her, der lagde sig ligesom koketterende ind mod Skibsskrogene, overskærende Skyggespejlingerne, som legede i smaa Hop over det blanke Vand. Slæberdampere, som kom med Pramme, trækkende baade dem og Røgen efter sig - glidende døsigt forbi opankrede Lystfartøjer, der tørrede kridhvide Sejl og indigoblaa Skjorter.... nu en stor udenlandsk 472 Damper, ganske lodrette Sider, som en uhyre Cigarkasse af Jærn, med en kogende, sitrende Lyd gennem den stille Luft, sorte, sværtede Master op mod en gyldenglinsende Sky, der allerede begyndte at antage Eftermiddagens Skær.... og Jærnkassen lod Ankeret gaa, svajede op, stødte hvid Damp fra sig ind i den sorte Rog.... en Dirren og en Dronen - og stille laa Kolossen dér - og Baade kom paa Siden - Havnevæsnets Dampbarkasse - eller var det Karantænevæsnets?.... Gerhard fik formelig travlt med at finde ud, hvilken det kunde være........ og saa tabte alle disse Detailler, Skrog og Master og Briser og Spejlinger, deres Interesse for ham. Og han gav sig til at forestille sig, hvorledes denne Damper losser og atter lader - og alle de Hænder og alle de Hjærner, som sættes i Bevægelse derved - og Pakhusene og Oplagspladserne, som aabnes og fyldes, og Kontorerne med alle Pennefolkene og Regnefolkene - og Pengene, som kommer ind og løber ud igen - rundtomkring i Byen, som suger sin Næring fra Havnen. Og Principalerne, der tager ud paa Landet til Familierne, som holder alle Bladene og køber nogle af Bogerne; og Kommis'erne, Handelsbetjentene, der lukker Kontoret og begiver sig ud paa Tivoli eller længere ud ad Frederiksbergkanten, hvor Aftnen falder paa og hvor Forlystelsesstederne vinker og lokker med Lys og Lamper, med Revue-Forestillinger, Sang og Klang...... thi dette er en By, som har sin Havn - et friskt, kommercielt Pust igennem sig - og Byen vil more sig, vil hverken afmale sig Fremtiden særlig mørk eller rosafarvet, vil slide Dagen og leve Livet - hvad der maaske er det aller fornuftigste, saa længe man er ung.... og en By, en Hovedstad, bør aldrig blive gammel i den Forstand, at den skruer sig op i en kritisk-filosofisk Fremtidsspekulation og Nutidsforknyttelse. »Leben und leben lassen!« -

Kongedybet!..... Ja, tænkte Gerhard, hvis Blik atter var ude over Rheden; det var saaledes..... og gennem Fragtdampernes Dirren og Dronen kan man endnu ligesom fornemme et svagt Ekko af de snart hundredaarige Kanoner fra de gamle Blokskibe....... men for at »flette en saadan Mindekrans om Nationens Pande« tør denne Pande ikke stadigt være feberhed af den moderne Tænkning. Værs'god! Videnskab, Kritik, Kunst har sine 473 lovbestemte Veje og Virkninger - og den, der vil skrue tilbage, skruer sig selv i Klemme..... men hvem siger, at det naive Drag i Folket, at Lysten til harmløs Livsglæde ikke findes endnu? og at denne Folkets store gode Side ikke netop var medbestemmende i det »Humør,« hvormed man slog, skrev og sang dengang?......

Ve dem, der nu kunstigt, i god Tro eller paa en politisk Doktrin, skruer Folket op til Krigsberedskab med Kanoner og Volde og Værker og Faner..... Ansvaret vil komme over dem, og saa er det maaske ikke engang dem , som skal bløde! Men ve ogsaa dem, der som et Modtræk paa en anden politisk Doktrin puster til Folkets gamle Svaghed for at »gøre Grin med det Hele«. At slaas - og rimeligvis falde, det er endda ikke den værste Udgang paa et ebbende Aarhundred; at more sig ved et Glas og en rask Sang, det kan være ligesaa godt som det daglige Brød.... men at grine, det er virkningsløst; paa Grinet bygger man ligesaa lidt et Folk op, som man dermed nedriver Magthavernes Værker og Volde!

Hvad om man engang kunde tage Livsglæden, Morskaben i sin Haand - synge den ud blandt et træt men endnu ikke livstræt Folk - skænke den ud til tørstige Gemytter - selv om »Udskænker« skulde blive hængende ved Ens Navn! tænkte Gerhard og rejste sig. Jan Steen havde sin Knejpe - Bellman sine Tilhørere. Shakspeares Theater vilde vi nu kalde en Gøglerbod; men da Heiberg kom hjem fra Paris med sin Vaudeville, saa spurgte vore »alvorlige« Digtere, om Meningen var at gøre Theatret til en café chantant? Meningen var god nok - men Heiberg blev den fine Mand. Nu er hans Æsthetik fløjten; hans Koupletter bestaar..... Leve den kommende danske Digter, der ikke ender som min Svigerpapa - som »fin« Mand! Aa, Ulf, Ulf, havde Du faret lidt skaansommere frem imod Dig selv, saa havde Du kunnet være Jan Steen og Bellman i én Person!......

Og Gerhard gik ud ad Langelinje.

Dér - idet han passerede den halvrunde Bænk med de skyggefulde Busketter omkring - hilste han paa Anna Funch. Hun sad sammen med Overgaard og Frøken Harriet Palm. Gerhard gik 474 lige hen til Bænken, trykkede Overgaards Haand og Anna Funchs - hilste ærbødigt paa Frøken Palm.

Men i hvilken Krog af Verden har Vorherre haft Dig saa længe? raabte Overgaard. Sæt Dig, Menneske, og fortæl!.... din Villa var aflukket, de jeg vilde besøge Dig, og man sagde......

Anna Funch standsede ham med et Blik, som hun lod gaa over til Gerhard og som dvælede dér med en ængstlig Spørgen og med en moderlig Vemod - en Moders, eller en Søsters - tænkte Gerhard, medens det samtidigt ikke undgik ham, at Overgaard prøvede Blikket og ikke fandt sig ganske beroliget derved. Gerhard nikkede - blev adspredt - og spurgte endelig Anna Funch, hvorledes Drengen havde det?

Han har det godt, han er bleven stor og gaar i Skole - Ferien er jo nu endt og nu maa han slide i det - ligesom vi andre! svarede hun med sit gamle, lyse Smil og med den dulgte Varme i dette Smil - som Gerhard dog fandt mere tilsløret, paa en egen Maade »ældre« - ligesom ogsaa Stemmeklangen forekom ham forandret.

Ja - Aarene gaar! sagde han, for at sige noget.

Og Drengene vokser op til at blive Fædrelandsforsvarere! raabte Overgaard. Det er ellers mageløst - vi slaar paa Trommen og bygger Fæstninger, baade tillands og tilvands, for at komme i Krig med Preusserne eller Russerne - hvis det da ikke bliver Kineserne - og saa gaar vi selv hen og bliver fra Dag til Dag mere og mere preussisk eller russisk eller kinesisk - Sabelherredømme og Mandarinvæsen - Presseforfølgelser, Bøder, Fængsel - stadige Overgreb fra Regeringens Side; se nu den sidste Afskedigelse - en ren Skandale.... det er s'gu behagelige Forhold at være Redaktør under!

Hvor er din gamle Overlegenhed? spurgte Gerhard smilende.

Aa Du snakker... vrissede Overgaard. Hvad bestiller Du - hvorfor skjuler Du dig - hvorfor tager Du ikke din Part af Oppositionens Slid - da Du dog begyndte derpaa?

Du mener, at det vilde kunne nytte? spurgte Gerhard lidt drillende. Jeg maatte da først og fremmest kunne finde Oppositionen - 475 at sige, den samlede, den ordnede og derfor den virksomme. Men da jeg igaar kom tilbage til Byen igen og gav mig til at læse Bladene - saa fandt jeg bare, at I skældte hinanden ud indbyrdes - ligesom for et halvt, et helt eller flere Aar siden. Men at skælde Nørager ud i Bentzen-Overgaards Blad - og omvendt - det er ikke fristende. En Engel af Uegennyttighed maatte den Regering være, som ikke benyttede sin overlegne Stilling: den at være en Enhed!

En rar Enhed - Selvtægtens og Bornerthedens! sagde Overgaard skarpt. Er Du bleven vakkelvorn igen?....

Nej men Du er bleven nervøs! svarede Gerhard kort.

Anna Funch saa' bønligt misbilligende paa dem. Frøken Palm faldt ind. Hun havde øjensynligt ventet paa at tage Ordet. Hendes Næsefløj dirrede; hun saa' lige ud for sig - og Profilen tegnede sig med sine stolte, strenge Linjer op mod den sollysende Luft, medens hendes Mundvig krusede sig - som til Bid og Kys paa engang - og hele den slanke, spænstige Skikkelse dirrede af Utaalmodighed og Stridslyst...... dette Ansigt og denne Skikkelse »lige sluppen ud af et Bjærgpas« - som Ulf havde sagt - Jaguaren, som laver sig til Spring.

Mændene er fejge, fejge - sagde hun og kastede haanligt med Hovedet. Hendes indre Bevægelse nægtede hende at faa sagt mere.

Mener De med Mændene ogsaa Redaktør Bentzen? spurgte Overgaard med et Sideblik.

Hun vedblev at rette Blikket ligefrem - Munden krusede sig endnu mere.... det var, som vilde den sende et Kys ud, men den bed. Jeg undtager ikke Redaktør Bentzen! sagde hun - bøjede saa Hovedet, som om hun stiltiende gjorde en Afbigt - og fortsatte dæmpet, næsten gennem Tænderne og dog med en Blødhed, der overraskede Gerhard og gjorde hendes Ord vægtigere end hvis hun lidenskabeligt havde forceret Stemmen: Vi Kvinder kan være Diplomater - siger man; vi kan forstille os og derved sejre; men vi kan ogsaa.... her blinkede hun og saa' truende lige paa Gerhard.... vi kan ogsaa være Soldater, ofre os, kaste os hen - det beror paa, om man fører os - om man vil og tør! Vi tør altid! tilføjede hun pludseligt.

476

Anna Funch lagde sin Haand paa hendes Arm. Kære Harriet!.... sagde hun beroligende.

Frøken Palm rev Armen til sig - smilede derpaa, som vilde hun undskylde sin Hæftighed, og sagde til Gerhard: Véd De, at Anna Funch er traadt ind i Bestyrelsen af vor Forening og hjælper med til at redigere Bladet? Hun skriver og oversætter meget deri - og skriver godt - naturligvis. Skade kun, at det nytter saa lidet! sagde hun spydigt.

Det mener De ikke, Harriet.... svarede Anna Funch paa sin blide Maade. Jeg vilde kun ønske, at jeg havde Deres brændende Energi - mine Kræfter slaar ikke altid til og da Bevægelsen virkelig er »stigende«, som Overgaard siger, saa bliver Arbejdet det ogsaa. Vi kunde ønske en Mand med i Redaktionen; at sige en Mand, som var enig med os - som virkelig stod paa Kvindens Side og ikke lod sig trætte eller anfægte af enhver begyndende Bevægelses Ufuldkommenheder - navnlig ikke lod sig anfægte af det let-komiske Skær, som »Kvindebevægelsen« i vort lille hyperkritiske og lattermilde Samfund til en Begyndelse ikke er undgaaet. Vore Modstandere, Mændene, har jo de mange morsomme Indfald og de smidige Penne - men vor værste Modstand er naturligvis fra Kvinderne selv. Imod den skulde en Redaktor træde op - en Redaktør, som engang til Forskel fra de mange Journalister var en Mand !

Og hun saa' aabent spørgende paa Gerhard.

Overgaard ligesom belurede hendes Blik. Til hans Beroligelse svarede Gerhard undvigende - at det maatte have sine store Vanskeligheder at finde en saadan mandlig Redaktør - der jo næsten skulde være Ridderen uden Frygt og Dadel - foruden at hans Kundskaber maatte være omfattende - sociale, nationaløkonomiske, juridiske. En »digterisk« Natur - for ikke at sige en Poet - mente Gerhard absolut vilde være forkastelig; han vilde ikke kunne stille sig upartisk, vilde føle sig tiltrukket af Ynde, Elskværdighed, og tilbagestodt af det modsatte - hvis han selv endnu var en Mand, som ikke helt havde taget Afsked med Ungdomsrørelserne; eller han vilde blive en besværlig, fordringsfuld »Profet« 477 - hvis han havde passeret Middagshøjden og nærmede sig Oldingen. Og deri samstemmede Overgaard - ingen Digter, ingen Kunstner, men en Journalist!

Anna Funch modsagde mildt; Frøken Palm huggede ind. Overgaard blev varm - og det klædte ham. Samtalen blev levende. Anna Funch vendte sig mere og mere til Overgaard, over hvem hun øvede en Indflydelse, der ikke var til at tage fejl af. Frøken Palm drillede baade ham og Gerhard.... Gerhard, som alligevel kun halvt var med i disse Spørgsmaal Mand og Kvinde imellem; de forekom ham maaske lidt for ydre, for meget af Theorier, valgte Standpunkter - uanset Alvoren, det Personlige, som han ikke kunde benægte. Hvad vil da disse to Kvinder?... foruden alt det, de »vilde« paa Grund af en Bevægelse, der var stærk nok til at forme baade Ønsker og Fordringer. Frøken Harriet Palm var langt den betydeligere, den dristigere, den lidenskabelige, den, som maaske havde haft mest at lide, mest at trænge tilbage - syntes Gerhard. Men hvad vilde hun da? Aa, jo dog, maaske - under en stor Bevægelse, en Revolution, gribe Fanen, være selve Fanen..... men vilde hun være dette for en enkelt Mand snarere end for de mange, baade Kvinder og Mænd?.... Ja hvem véd! Tiden vilde maaske vise det.

Men overfor Anna Funch kunde Gerhard ikke værge sig imod dette Indtryk af en Theori... det, som Halvvig i Kupeen havde ytret. Og Gerhard blev adspredt. Vi Mænd saavelsom Kvinder er ude over vort naturlige, i hvert Fald vort tidligere Hvile- og Tyngdepunkt - tænkte han - og vi gaar vanskelige Tider imøde - Ulfs »vanskelige« Tider.

Saa rejste man sig og gik. Overgaard indviklet i et Stridsproblem med Frøken Palm. Anna Funch og Gerhard nogle Skridt bagefter.

Kan De huske - spurgte han uvilkaarligt - da vi mødtes og spaserede her sammen, dengang da.... ja det er snart adskillige Aar siden!

478

Hun saa' hurtigt paa ham, gav hans Haand et let Tryk, og sagde dæmpet, bedrøvet:

Vil De dog ikke træffe sammen med Annette? Hun er her jo - ude hos den gamle Lehnsgrevinde. Men det véd De vel? Tilgiv mig - men jeg synes, at De begge maa ønske en Forklaring.... nu er der gaaet saa lang Tid - meget kan se anderledes ud - og man taler dog bedre end man kan skrive!

Gerhard bed sig i Læben: Ser De hende - har De talt med hende? spurgte han dæmpet.

I dette Øjeblik vendte Overgaard sig og raabte til Gerhard: Hør Du Hemmelighedskræmmer - din politiske Tro trænger vist til Bestyrkelse. laften - og imorgen Aften med - »styrker« den gamle Lehnsgrevinde de Troendes Skarer ved en stor Have-Forsvarsfest ude paa sit lille Enkesæde, Du véd den hvide Gaard med den kønne gamle Park her tæt udenfor Byen - knap en Fjerdingvej; man kan køre eller gaa derud, som man vil. Vi har faaet Indbydelseskort paa Kontoret - man vil ogsaa have Vantro med, dels for at omvende, dels for at »anmældes«. Enhver uberygtet og nogenlunde ædru Person har forresten Adgang - imod en passende Entrée til Forsvarssagen - altsammen Selvbeskatning! Den gamle Dame giver loyalt sine Træer og Buske og Plæner til Pris... der vil blive talt og sunget og gøglet ved kulørte Lamper, med Tombola og Theater og Fyrværkeri - Alt for Fædrelandet. Tag derud!.... Damerne og jeg kommer..... vi skal blot spise til Middag med Bentzen....... ah, dér har vi vores Redaktør en chef!......

Og Redaktør Bentzens trætte, joviale Skikkelse, smilende sarkastisk i Solskinnet, ligesom levendegjort solbelyst Intelligens, svingede ind paa Langelinje imod dem.

Han hilste med en hvid Haand... Damerne bøjede deres Hoveder... Frøken Palm løftede hurtigt sit, krummede Læben, sigtede og afskød en eller anden Pil - som Bentzen greb i Luften, sendte tilbage - bøjende sig drømmende med de kloge Øjnes noble Ironi - en hengiven og lidende Ironi under Jaguarens bløde Blik.

479

Gerhard anbefalede sig. Han skulde spise sammen med en Ven - sagde han.

IV

Gerhard gik gennem Byen. Han kunde ikke komme bort fra det Blik, som var vekslet mellem de To. Det vedblev at sysselsætte ham: Akurat som om de var ifærd med at forbløde sig begge - af Vunder, som de tilføjer hinanden - og som Samfundet, Omgivelserne, hjælper til at udvide - og dog tilhører de hinanden, elsker hinanden - hun ildner hans svigtende Energi - han blødgør og bøjer Metallet i hende..... og saa forbløder de sig begge - men de er lykkelige; - Hoben, Skraalet, Støvet, Snavset kan ikke trænge op til deres Højde, den »ideale« Kærlighed - i hvis Ensomhed saa mange Taarer fældes, saa meget Hjærteblod rinder!

Og Gerhard tænkte sig Redaktør Bentzen i Ensomheden - den frygtede Pen, det sarkastiske Smil, den drømmende Ironi..... og denne modige, ærekære og kloge Mand fælder Taarer i Ensomheden og hans Hjærteblod siver - og Støvet og Snavset hvirvles op imod ham - og hans Pen bliver dobbelt frygtet, hans Ironi fortærer som en jævnt fremskridende Brand - fortæret som han selv er.

Her - i dette lille Land - den snevre Hovedstad! tænkte Gerhard.

Hans Tanker paa Bentzen og Harriet Palm overskyggede ganske Anna Funch og Overgaard. De blev ligesom subalterne - de to sidste......

Tænk om Anna Funch og jeg var kommen til at tilhøre hinanden! Ja for det er dog en saa frygtelig Tilfældighed den, der bestemmer Menneskenes Forhold. Eller er der intet tilfældigt? Sæt jeg den Dag havde truffet Anna Funch hjemme - og ikke Annette....

480

hvilke Skuffelser for os begge alligevel! værre maaske end for Annette og mig - hvor galt det saa blev!

Nej, han vilde ikke tænke paa dette. Og saa var det dog, som om hver Sten, hver Flise - hver udspændt Markise, der kastede sin Skygge over disse glødende Fliser - hvert Gadehjørne - hvert Kræmmerskilt talte til ham i denne snevre By - talte ham mindende til.

Hvor var nu det »friske, kommercielle Pust« igennem denne By? Den laa dér, bagt af Solen gennem hele sit næsten uddøde »Strøg«, sendende Røg og Stank imod ham fra hver i den bugtede Færdselsaare udmundende Gade og Gyde. Den halve By maatte man vandre igennem for at finde én arkitektonisk Façade - paa et Torv med svage Rester af et lokalt Folkeliv - og denne Façade laa ligeoverfor de gabende Ruiner af et Slot, som ingen syntes at have Hast med at genopbygge, som maaske skulde ligge hen i en symbolsk Ruin. Kun Hundene var der lidt Liv i endnu - sparsomt nok: - i Menneskene intet; Menneskene, som var begyndt at forfølge de Firbenede, der ikke turde være de gamle glade Hunde mere.

Og paa engang syntes Gerhard, at han ikke gik i Hovedstaden men i den lille Købstad, som han nylig havde forladt.... og at det ikke var en solhed Augusteftermiddag, men at det var Nat, en lys Nat, hvor ingen Mennesker færdedes paa Gader og Torve - hvor alt Liv og Samkvem stod stille, medens alligevel Vogne kørte ham forbi - Vogne med Skygger af Mennesker, de afdøde gamle »glade« Københavnere. Og disse Menneskeskygger var klædt i de foregaaende Generationers Dragter - saaledes som de passede for den lille snevre, gemytlige By bag dens Volde og Glacier - Herrerne i højkravede, langskødede Frakker, dinglende Signeter fra Vestelommen - Damerne i Kysehatte, korte Kjoleliv, højt opbundet Bryst...........

Gerhard standsede; hans Hoved svimlede, hans Nakke smertede ham. Er det et Solstik? tænkte han. Begynder Nerverne nu for Alvor at nedlægge Arbejdet? Ja ja, jeg har budt dem meget i dette halve Aar - arbejdet som en Dampmaskine i denne Sommer - og tænkt endnu mere. Jeg maa have Fred, Hvile, Skygge omkring mig.... aa, jeg maa, jeg maa tale med et Menneske - 481 føle et sympathetisk Væsens Nærværelse - eller jeg bliver syg, sindssyg i dette mennesketomme Øde......

Et arrigt »Vaskov« skræmmede ham og bragte ham til Besindelse. Han sprang op paa den Omnibus, der nær havde kørt ham over, og rullede ad Frederiksberg til.

Han saa' og hørte intet undervejs. Det var tilfældigt at han havde valgt denne Vogn, men ikke tilfældigt at han nu søgte ind i den gamle Park, der bød paa Fred, Hvile, Skygge - ikke blot for ham men for de mange, Voksne og Børn, ensomme Vandrere, støjende Klynger, fortrolige Par.

Saa ofte han havde gaaet her - og hans Morgen eller Aftenture havde i de forløbne Aar tidt ført ham herind - bestandig var Indtrykket vendt fornyet tilbage, den afdæmpede, løftende og vemodige Følelse af at spasere ind i en Tid, der ikke kan og vel heller ikke skal kaldes tillive igen - men som dog er der i vor Bevidsthed, mild-glad, frodig, hyggelig og fredsæl - op imod Aarhundredslutningens Hastværk og Hærværk, Kiv og Konkurrence - vort Aandslivs Guldalderidyl op imod fin de siecle.

Han passerede de to halvrunde Bænke - »Saksen« - hvor man mønstrer og mønstres; med et lille ærbødigt Nik hilste han paa sin gamle Kending, den slanke, stramme, barhovedede Mand dér paa Granitpiedestalen; og da han havde overvundet det første Syn af den nedtrampede Plæne med Smørrebrødspapirer, tumlende Børn og Barnepiger - saa strøg han Hatten af Hovedet og lod de støvtunge Træers Skygger svale sig, medens han paa maa og faa slentrede henad de bugtede Gange langs de krummede Kanaler. Og han hilste paa Svanerne - og tænkte paa Ulfs »Svanen snehvid med sin Slangehals«; og han saa', ligesom gennem et Slør af Barnetanker, paa den kinesiske Thepavillon med de dejlige uhyre Drager; og han kom atter ud i Solen, Eftermiddagssolen, som glødede over Slotsterrassen, dér borte over Plænen, og som med sit varme Kys kastede Glans og Liv over det øde, grimme Slots Façade; og atter ind i Skyggen, op over en lille Høj, hvor han mødte en af disse ensomme Vandrere i langskødet kaffebrun Frakke og graa Hat - saadan en »gammel Elsker«, der tridser af 482 henunder de stille Træer, langs de stille Kanaler, tænkende paa dengang hun kom ham imøde rødmende under den store, brede Solhat, trippende paa de smaa Fødder med de korsbundne Baand opover de fine Ankler........ og Gerhard hilste uvilkaarligt, medens den gamle Herre forbavset og lidt fornærmet tog til sin Hatteskygge.

Mon jeg engang skal gaa saadan? tænkte Gerhard. Og Fuglene sang - halvt søvnigt bedøvede af Varmen.

Gerhard standsede. I den afsides Lindeallee - ikke langt fra den »literære« Fasangaard - saa' han en Klynge Børn, som legede. En ung Dame, i lys Dragt, Straahat, et lille hæklet brunt Shawl over de fine Skuldre, stod tæt ved Børnene. Hun morede sig øjensynligt ret af Hjærtet over deres Veverhed, deres Voldsomhed, deres klare Raab, deres Latter - hvori der blandede sig Graad. En lille Fyr - kunde være tre, fire Aar - stod fornærmet, med Fingrene i Munden, stride Taarer ned ad den runde Kind. En lille Pige søgte forgæves at trøste ham. Saa vrikkede hun, med smaa latterligt efterabede »voksne« Bevægelser, kastende paa Hovedet, bort fra ham hen til de andre. Hendes korte, brune Piske fløj hende om Skuldrene, krænket som hun var over at se sin moderlige Omhu ganske uden Paaskønnelse. Hun raabte: Saa kan Henrik saamænd for mig gerne staa dér til evig Tid og tude!.....

Den unge Dame traadte til, knælede ned, tog Fingrene ud af Munden paa Henrik - talte godt for ham..... og fluks var hun inde med ham i Kredsen, fo'r afsted, smidig, svaj, let og elegant, i susende Leg med Børnene, blandende sin egen fornøjelige Latter i deres friske Hallo, som de kandelaberstive Lindetræer besvarede med et alvorligt Ekko. Det gav et Sæt i Gerhard....

Den hvide Hind, den hvide Hind
i Skoven.

483

V

Er det alle Deres Børn - Edith? spurgte han fornøjet og stillede sig ivejen for hende.

Han havde ligesom hele Tiden vidst at han vilde træffe hende her i Haven - havde gaaet med den stille Forudfølelse af, at han maatte opleve et kært Gensyn. Haven havde med sin Stemning saa at sige forjættet ham det - og han sagde hende det, idet han smilende rakte hende Haanden.

Hun paa sin Side greb sig straks i sin første Tilbøjelighed til Generthed - trykkede leende hans Haand og sagde: Det er mine Eftermiddagsbørn.... er han ikke en mageløs lille Fyr, hvad? ham Henrik dér - som altid bliver fornærmet! -

En lille Navnefætter! sagde Gerhard. De holder af Børn, Edith.... det kunde jeg da forresten tænke mig - det ligner Dem ganske - og hvor De kan lege med dem - og hvor det klæder Dem at løbe saadan om imellem dem!

Ogsaavidere, ogsaavidere! svarede hun, bøjede Hovedet og blev rød. Vil De nok lade være at sige mig, hvad der klæder mig og hvordan jeg løber..... for ellers løber jeg fra Dem! udbrød hun.

Hvorhen? til Verdens Ende...... Til Havens skal jeg idetmindste nok følge Dem, Edith. Men skal vi ikke spasere sammen?

Jo - hvis jeg kan slippe bort fra Børnene! Men det er ikke saa lige en Sag, naar man først giver sig af med dem! sagde hun.

Han vilde nu række dem Penge til at købe Kager for hos Kildekonen. Men hun svarede, at man ikke skulde købe Børn bort...... og hun bøjede sig ned, kyssede de nærmeste og lovede at komme igen imorgen og lege med dem. Han bad, om han dog ikke alligevel maatte give dem noget..... hun lo, rystede paa Hovedet..... han uddelte Femører, og Børnene pilede afsted, halende den lille Fyr imellem sig, saa at hans stumpede smaa Ben næppe rørte Jorden. Edith lo med sin klare, hjærtelige Latter - som lysnede Gerhard helt ind i Sjælen.

484

Aa, Edith - De er sød - De er kær! sagde han og tog hendes Arm ind under sin. Hun saa' lidt forskrækket eller tvivlende paa ham - men Smilet over hans solbrændte, friske Kinder, og en frejdig, aaben Varme i hans Øjne beroligede hende. Og hun nikkede - og de gik sammen.

Gik Gangene op og ned langs de snoede Kanaler i den stille Have - hvis Larm fra Udkanterne efterhaanden tystnede ind, alt som Eftermiddagsskyggerne strakte sig over Plæner og Rabatter. Satte sig saa paa en Bænk, under et Træ, dér hvor kun ganske enkelte Par smaahviskende gled dem forbi - eller hvor saadan en »gammel Elsker« foroverbøjet dukkede afsted, fordybet i sin Drøm. De generede sig lidt i Begyndelsen, men efterhaanden saa' de ingen og intet. De talte sammen.

De talte om, hvad de tidligere havde talt sammen om: Bøger, Liv, Skuespil, Samfundsspørgsmaal, Rigdom, Fattigdom - men fors t fortalte Gerhard længe om Opholdet i den lille Købstad - om Ediths Familie - om Ulf- om Gerhard selv; han meddelte Alt, hvad han vilde sige, og sprang over Alt hvad han ikke mente sig berettiget til at berøre - ikke var klar paa selv og ikke vilde spørge om. Edith paa sin Side spurgte ikke, men hørte; var synlig glad ved at høre ham tale saa smukt og godt om Forældrene - indskød Bemærkninger, smaa Udraab - nikkede bedrøvet, eller nikkede glad. Ganske naturligt faldt Ordene dem imellem - som havde de kendt hinanden længe; men denne Sommer havde jo ogsaa givet dem fælles Berøringspunkter nok. Deres sidste Møde blev kun lige strejfet.

De talte sammen som gode Venner taler. Og Gerhard fornam med Glæde, hvor tryg Edith følte sig nu..... og da han ytrede denne Glæde og fremhævede alt det Gode og Smukke, som hun efter hans inderste Overbevisning havde kaldt tillive i ham og som det var hans Haab at deres fortsatte Bekendtskab vilde styrke hos ham, saa nikkede hun saa aabent og elskværdigt, som man kun kan nikke til en god Ven, fra hvis egen Mund man nok kan taale at høre sig lidt berømme. Hun saa' ham glad ind i hans Øjne 485 - ligesom forundret over at finde ham saaledes , og paa samme Tid tagende hans varme Ord, hans ærbødige og hengivne Blik som en Tribut, hendes egen Tillid til ham og Respekt for ham nok kunde retfærdiggøre.

Aa ja, ja ikkesandt - vi vil være Venner, gode Venner? sagde hun gentagne Gange holdende hans Haand i sin.

Men derpaa gled hun atter for et Øjeblik tilbage i noget Undvigende - som søgte hun i sig selv og ikke rigtig var klar paa, hvordan hendes Ord kunde fortolkes - og efter et saadant Øjeblik kunde hun afbryde ham næsten hæftigt: Nej, nej; De maa ikke tillægge mig saa meget godt. Kendte De mig rigtig, som jeg er, saa vilde De finde mig misundelig, smaalig, mistroisk - ja lavt tænkende - kort sagt, et ganske almindeligt Kvindemenneske! lo hun. Jo jo, De skal tro det, naar jeg siger Dem det. Der er blot Et, jeg forlanger at De skal stole paa: jeg kan være trofast mod mine Venner - jeg glemmer ikke selv tilsyneladende Ubetydeligheder - men deraf følger ogsaa at jeg husker, hvad der krænker mig. Og man siger, at jeg nemt saares. Dér ser De, hvad De har at rette Dem efter.... aa jeg forekommer mig virkelig utaalelig til Tider. Gud véd om jeg har godt af den megen Ensomhed! tilføjede hun hen for sig, bøjende Hovedet, ridsende med Parasollens Dupsko i den tørre Jord.

Han sad og saa' paa hende fra Siden af. Hvor mylrende mange Spørgsmaal skød der ikke frem i ham - og hvor smuk fandt han hende ikke - hun, som ikke var nogen Skønhed - ikke havde Anna Funchs regelmæssige, bløde Ansigtslinjer - ikke Jaguarens stolte, strenge Profil; men yngre end de to Damer, hvem han uvilkaarligt sammenlignede hende med, besad hun denne ugengivelige Ynde, uden ved Blik, Miner, Paaklædning at røbe sig som bevidst over sin Tiltrækning. Han dvælede ved hendes ulasteligt formede Nakke, den klare, blegrøde Teint, det lille, fine Ore, den smukke Mund - den viljefaste Hage.... saa' alligevel slet ikke paa hende, sagde sig selv, at han ikke kunde udgrunde det Tiltrækkende ved hende, at det ikke laa deri og deri, at hun egenlig var ham saa uendeligt fjærn, og at han i Fjærnheden havde 486 hende for sig ligesaa attraaværdig som hun sad dér ved hans Side.....

Hun løftede sine glansfulde graa Øjne, kloge og bedrøvede og dog skælmske - lysende af denne Intelligens, der syntes at gennemskue ham og dog var i Forlegenhed med ham - denne Mand dér, som holdt af de lange Pavser og ikke vidste at bruge dem til noget bedre end til at se paa hende. Utaalmodigt var hendes Blik.... Ja ja, Edith! sagde han - jeg har den slemme Vane at blive distrait; men ogsaa jeg lever meget ensomt.....!

Hun trak tvivlende paa de lyse, let skyggede Bryn. De har dog Deres Frihed, kan gøre og lade, som De synes, rejse, blive borte, komme igen, vælge Deres Selskab....! sagde hun.

Jeg har ikke min Frihed - ikke endnu. Men sæt jeg vilde tage den - for bestandig - hvad vilde De saa, Edith? spurgte han dæmpet.

Hun tav, drog paa Brynene, lo saa og svarede henkastet: Deres Frihed - hvad skulde jeg med den?..... tror De, jeg samler paa »Friheder«, som man samler paa Frimærker?... det er dog virkelig komisk!

Der var en let Bitterhed i hendes Stemme. Edith! sagde han bebrejdende.

Hun gav sin Kjolenederdel et lille Slag med Parasollen: Ja - Edith og Edith og Edith - sagde hun hæftig. Og hvorfor »Edith«?

Aa ja - naturligvis - De er i Deres Ret - saadan hedder jeg jo - det er mit Navn - og Alle kalder mig ved det - De med! Tro blot ikke at jeg er fordringsfuld... men.... eller tro, hvad De vil - hvad De vil - værs'god!

Hun saa' bort - og han paa hende; og han tænkte: Nu vil jeg blive vred, jeg vil skænde. Og han sagde spydigt: Skal jeg maaske sige Frøken Ravn?.... De er barnagtig, Edith!

487

VI

Hun vendte Øjnene lige imod ham - og hun var bleg. Eftermiddagsskyggen laa dybt og blødt over Stedet, hvor de sad; Skumringen var ved at begynde; højt oppe over de fjærnere Trætoppe - en Lind og en mørk Kæmpegran - laa et svagt gyldent Skær fra den svundne Sol; de enkelte Fuglestemmer, der havde pippet, tav som paa Kommando.... Luften var mættet af Dagens Varme, og Aftnen syntes kun Bebuder af den orientalske Augustnat; langt borte den dæmpede, forvirrede Summen af Menneskefærden - der kan have noget saa ængstende ved sig - og nogle endnu fjærnere, sprøde Toner af Fortepianoklimper - og en døende Trutten fra et Hornorkester.

Hun lyttede, rejste sig - og sagde paa sin korte Maade: Farvel - jeg maa gaa nu - ellers faar jeg Mulkt!

Mulkt!... han gentog dette uden Forstaaelse. Ah - saadan - jeg havde glemt!..... Aa sæt Dem endnu et Øjeblik, Edith! bad han og rakte efter hende med Haanden.

Hun satte sig, med Hovedet bøjet, Hænderne i Skødet om Parasollen. Han tog Parasollen og gav sig til at lege med den; hun syntes ikke at bemærke det. I sin tidligere lette Tone, ligefrem og utvungent spurgte han hende, om hun hele Sommeren havde været i Byen og om hun vilde blive Efteraaret og Vintren over herhjemme? Hun svarede i Førstningen ikke, fo'r sammen, og spurgte ham:

De rejser vel? -

Han svarede undvigende, og spurgte atter: Har De været i Byen hele Sommeren? Tænk, jeg har jo glemt at sende Dem Deres lille Nøgle - eller, jeg skal være ærlig, jeg har ikke kunnet bekvemme mig dertil - ikke nænnet det!

Aa, min Nøgle! sagde hun. Ja jeg har virkelig savnet den - det kostede mig Møje at faa gjort en lignende i dens Sted - den er saa aparte.... og dyrt var det! tilføjede hun smilende.

Se nu smiler De igen, Edith; saa er De langt kønnere! sagde han. Maa jeg komme en af Dagene og levere Dem den?

488

Kan De ikke simpelthen sende mig den? spurgte hun.

Jo - hvis De foretrækker det! Han flyttede sig nærmere til hende, tog hendes Haand; hun lod ham holde den; og han sagde: Skal De nu hen og synge?

Hun nikkede.

Og efter endt Forestilling?... spurgte han. Hun tav.

Skal vi spise sammen - ligesom den Gang? spurgte han.

Hun rystede paa Hovedet.

Vil De ikke?... spurgte han.

Hun gjorde Mine til at rejse sig. Med et let Tryk om hendes Haand holdt han hende tilbage.

De er vred paa mig - sagde han - og har dog ingen Grund dertil! Jeg vil netop ikke tale som da vi sidst saa's. Jeg lovede mig dengang at betragte den Nat - ja lad mig kun kalde det med Pietet, en Ømheds Pietet, som den man har overfor de dyrebareste Minder. Jeg kan ikke tale derom - jeg savner Ord...... men jeg

savner ogsaa, aa tro mig, i saa usigelig Grad Selskab - Deres Selskab, Edith! Jeg er langtfra befæstet nok i de gode Forsæt, som De fremkaldte i mig. Jeg har i denne Sommer gjort nogle Fremskridt - synes jeg selv - men det er væsenligst paa Ulfs Vegne og paa hans Foranledning, kan jeg sige. Han skal reddes - det har jeg svoret - og samtidig reddes der noget i mig selv. De forstaar det muligvis ikke - men ligemeget! Jeg har fortalt Dem om det Stykke, vi har skrevet, og jeg kunde fortælle Dem meget, meget mere - kunde blive ved at tale med Dem fra nu af til Dagenes Ende. De véd det altsammen - véd eller kan slutte Dem til alt. Hvorfor nærer De da Tvivl eller Mistro overfor mig? Hvorfor kan vi ikke være sammen i utvungen og kammeratlig Selskabelighed - vi to alene? Skal jeg minde Dem om, at De jo netop ifølge Deres Livsstilling, Deres uafhængige Vaner, Deres Karakters Styrke, hundred ejendommelige Egenskaber hos Dem, altid har sat Pris paa at have Venner, som De med Tillid kom imøde og som med Hengivenhed og Beundring søgte Deres Selskab - selv paa den »uborgerlige« Tid af Dagen eller Døgnet?......

Hun bød ham ved en Bevægelse af Munden - mere end ved et halvt henhvisket Ord - at holde inde. Hendes Øjne fæstede sig blødt i hans - og disse Kvindeøjne kunde have sagt ham, at hun 489 nærede Tvivl og ikke nærede Tvivl: at hun ængstligt søgte, ventede.... kun vilde have hørt ét Ord, som hendes Stolthed foreskrev hende at bie paa.... eller at hun maaske endnu ikke vovede at lytte efter dette Ord - at hun maaske alt i alt intet vilde, ikke var sig noget bevidst; som vel vor noble Natur ikke er sig bevidst, naar det Øjeblik nærmer sig, da vi er helt Følelse, helt Indskydelse, Stemning....

»Naturens eget Hjærteslag saa nær.«

Han tav; de tav begge. Hun sad tæt op mod ham; han vidste næppe, om det var hans Arm, der havde draget hende; men hendes bløde, friske Kind, der lyste saa bleg i Skumringen, var ganske nær hans Mund, og hans Læbe berørte det lille fine Øre.

Hun syntes at være lykkelig ved at sidde saaledes - og netop ved at han intet sagde. Ham forekom det umuligt at tale: Alt omkring ham, Aftnen, Skyggerne, Træets Løv, det hendøende Grønne, nogle Lysprikker, der langt borte tændtes - selv det fjærne, svage Pianoklimper talte for ham og om det samme.... og saa var det, at han paa engang spurgte sig selv: forraader Du Ulf? Og han syntes, at han i det mindste var nær derved; thi den slanke Kvindeskikkelse her - halvt i hans Arm - hun var dog saa elskelig! Og nu hviskede det indeni Gerhard med Ulfs Ord: tage - tilhøre!

Gerhard følte, hvorledes hans Arm sitrede.

Men hun tilhører jo en Anden! sagde han ved sig selv. Nej, Din er jeg - din - om Du har Følelsen af, hvad Du besidder i dette Øjeblik! syntes hendes bløde Kind at svare.

Gerhard bøjede sig frem og saa' hende i Øjnene. Edith! hviskede han. Hun svarede ikke.

Han betænkte sig; en svag Sitren af hendes Haand - og hendes Læber aabnede sig halvt. Vilde hun blot hviske mit Navn! tænkte han - og skammede sig over sin Fejghed. Ja for det var fejgt af ham - han vidste det godt, han krympede sig ved Tilstaaelsen - men han savnede Mod. Han vilde besmykke det med Navnet Hensynsfuldhed - vilde erindre sig om, at han overfor denne stolte, ærekære unge Kvinde havde svoret - saaledes at hun selv 490 havde hørt det - at han aldrig mere vilde eftertragte en Kvinde, som tilhørte en Mand! Han vilde altsaa have, at Edith skulde fri ham fra det hele Ansvar ved at komme ham halvt imøde? Var han saa fejg - eller var han virkelig hensynsfuld? Hvilke Kroge og Dybder i et Menneskes Sind! Og nu skød paa den mest pinefulde, beskæmmende Maade Billedet sig frem af den Kvinde, som han engang havde frataget en Mand.... og det fulgtes af Annette i altfor tydelige Omrids - nedværdigende ham ved en Fortrolighed, der i dette Øjeblik var ham som en korporlig Straf- et Slag i Ansigtet - saa skønt, rent, helligt netop dette Øjeblik her ved Ediths Side var ham.

Aa min Straf! sukkede han.

Og hans Arm slappedes, han vendte sin Mund bort fra denne Kind, og hans Hoved bøjede sig.

Edith stod oprejst foran ham. I en kølig, fremmed Tone sagde hun: Det er sent - det er jo mørkt - kom - vil De følge mig igennem Haven!

Nogle tunge Trin hørtes henne i Gangen, og en Skikkelse dukkede frem med en Stok i Haanden. Der ringes ud! sagde »Havemanden« kort og bydende; og det forekom Gerhard, at Manden paa en plump Maade fikserede Edith i hendes lyse Dragt, der skinnede mod Træernes Mørke.

Hun drejede sig hurtigt og løb den modsatte Vej - Gerhard efter forvirret.

Edith! sagde han aandeløs, da han naaede op paa Siden af hende - jeg beder Dem - hør mig - jeg vil Alt, alt muligt, hvad De kan forlange.... Sig blot til mig, at De er fri - at De vil gøre Dem fri: og jeg skal....!

Tys! bad hun og tog ham fast ved Haanden. Lad os gaa stille.... De maa ikke sige noget.... det var saa kønt!

Han kunde ikke se hendes Ansigt tydeligt. Hun snublede over en Trærod - tog imod hans Arm, og i Tavshed og hastigt gik de Side om Side gennem den næsten mennesketomme Have mod Udgangen, hvor Lys og Lygter skinnede dem imøde fra Runddelen 491 udenfor, og hvor Summen af Mennesker, Lyd af Hornorkester og Lirekasser steg sammen med Støvet op mod Augustaftnens skyløse, matviolette Himmel.

Hun slap hans Arm og sagde igen smilende: Det er blevet meget for sent - jeg faar nu Mulkt. De maa ikke følge mig længer - og - ikke sandt, det lovede De mig engang - De maa ikke gaa derhen og høre paa mig!...

Og hvis jeg nu gjorde det? Alle andre gaar dog derind og hører paa Dem! sagde han utaalmodig.

Hun trak paa Ordene, undveg hans Blik:

Alle andre - gentog hun.... ja! - men De ikke, De ikke!

Han gav sig ikke Stunder til ret at mærke sig Ordenes Betoning: Aa, Edith, kan vi da ikke være sammen iaften - senere?.... bad han.

Hun rystede hæftigt paa Hovedet: Nej, nej - umuligt! Og bedende tilføjede hun: De lover mig, at De ikke vil gaa derhen!...

Ja - men saa vil jeg besøge Dem imorgen - midt paa Dagen - eller træffe Dem her i Haven, hvad Tid De vil...... kære, kære Edith! sagde han og bøjede sig ned imod hende. Vidste De blot.... men vi vil tales ved - ikkesandt - som gode Venner! imorgen!

Hun saa' ham ind i Øjnene - syntes at forske hans Blik og veje hans Ord.

Pludseligt, med et kort Nik og et Farvel, samlede hun Kjolenederdel og Skørter om sig, hoppede med smaa, nydelige Hop over Holdepladsen, hvor Kuskene havde spildt Vand, og forsvandt i Alleen. Han fangede det sidste Glimt af hendes lyse Dragt - hendes sidste, yndefulde Bevægelse - en Hind, et Daavildt, der bliver borte bag Træerne - forsvinder imellem Forlystelsessteder, Folkelivet, Gøglet......

Nu ja! sagde han frejdig, glad over Synet af hendes slanke Ynde og erindrende sig hendes klare Latter blandt Børnene: Hvorfor ikke Folkelivet - Gøglet? Grumme svært at afgøre, hvor »Gøglet« egenlig er - udenbys eller indenbys!

Og mekanisk gik han langsomt bag efter - ind i Elysiums lille Have, hvor der var fuldt af Folk, hvor Gaskandelabrerne tændtes, medens man hørte Sang, Piano og Violinspil gennem de aabne 492 Vinduer i den hvide Bygning. Folk drak deres Øl i Lysthusene - og han selv forlangte et Glas. Da han torstig vilde sætte det for Munden, standsede han.... og satte Kruset urørt fra sig.

Gennem Haven slentrede Halvvig og »Skyggen« Side om Side - Skyggen, hvem Gerhard samme Formiddag i Hotellets Kafé havde anmodet om at besøge sig paa sit Værelse for at høre nyt om Ulf.

De to Herrer gik ind ad Døren til den hvide Bygning. Gerhard saa' stærkt Lys - et Glimt af Dameskuldre paa Tribunen - hørte Musiken dundre, Applaus. Døren var atter lukket.

Gerhard gik ud paa Vejen, kaldte paa en Kusk, satte sig op i Vognen. Gennem Falkonéralleen, ud ad Jagtvejen - og saa drej om! jeg skal nok sige Besked!

Og tilbagelænet i Vognen mumlede han: Skal det være Gogleri iaften - saa lad os faa Gøgleriet! Jo galere, des bedre! - -

VII

Hvert Øjeblik rejste han sig med smaa Ryk - og lod sig atter synke tilbage: Ham altsaa.... det er bestandig denne Mand.... og derfor kunde vi ikke være sammen.... aa Kvinder, Kvinder! Men jeg skal vise - ja jeg skal vise.... aa pyt! Leve Fædrelandet - alt for Fædrelandet! Jeg haaber, Overgaard er derude - og at man kan drikke sig fuld! Skade at Ulf ikke er her.... nej nej, ikke Ulf! Aa, fy, fy - hvor det er grimt det hele. Javist - kør bare væk - kør F - ivold!

Kusken havde drejet sig paa Bukken og spurgte, om Herren havde sagt noget?

Naa ja.... er her ikke en Ølhave undervejs? Hold et Øjeblik. De skal faa saa meget De kan tylle i Dem - uden at vælte mig. Jeg trænger selv til en Hjærtestyrkning!

Og han og Kusken »satte af« og gav sig til at drikke - Øl - Porter - Kognac. Jeg er Ulf iaften! sagde Gerhard og lo.... forstaar De, Kvæld-Ulv!

493

Kusken tænkte ved sig selv: hvad er det for noget Vrøvl, han siger? Naa men Herren er gemytlig! -

Og de kørte videre. Gerhard pressede sin knyttede Haand i Siden; han følte, at han blev ond - ond imod sig selv og alle andre. Og saa var han maaske mest bedrøvet.

VIII

Det var saadan en Forsvarsfest.

Den gamle Lehnsgrevinde var hjemkommen fra Udlandet. Hun havde flittigt læst sine Blade - og ikke andre Blade end sine egne - og raadført sig med sine Venner. Et Greb i Pungen kunde man nok gøre, dér hvor der var meget at gribe til. Men ovenikøbet stille det halve af sit Hus og hele sin Park til Forsvarets Raadighed, det var et Eksempel til Efterfølgelse for alle Godsejere.

Alle Vennerne - hele Bredgade - var derude; og da Gerhard kom, var man i fuld Gang.

Fra Talerstolen dalede netop den sidste Flig af en Dannebrogstale ned, og havde den ikke Nyhedens Interesse længer, saa var den netop det gode Gamle.... og ligesaa var den afsungne Sang, en af dem til tolv paa Dusinet med Rimene »Skjold« og »Vold« og »Landesorg« og »Fædreborg« - saaledes som Overgaard refererede for Gerhard. Og Mængden løftede Hattene og raabte Hurraerne - og Gerhard saa' alle disse Hoveder belyste af de kulørte Lamper under den natblaa Himmel mellem de mørke Træer - og Dannebrogsflag var der paa alle Sider - og Kanonslag var der ogsaa - og nu spredtes man rundt omkring ved Gynger, Bazarer og i Beværtningstelte - altsammen til Fordel for Selvbeskatningen..... men den gamle Kaptejn gik og rystede paa Hovedet, brummende noget hen for sig idet han trykkede Gerhards Haand og saa' lidt mistænksom paa Overgaard og de to Damer; - Redaktør Bentzen var udebleven.

Overgaard bad Gerhard om at blive forestillet - hvilket Gerhard gjorde adspredt.

494

De synes ikke at være rigtig tilfreds, Hr. Kaptejn? sagde Overgaard frittende elskværdig. De savner maaske den rette Aand - finder det maaske lidt kunstigt, hvad?

Den gamle Soldats firkantede Skikkelse strammede sig op; Lampernes røde Skær spillede i Brilleglassene: Jeg siger, Ho'det ivejret - se ligeud! Naar det engang kommer, saa kommer det - og saa er vi alle Mand paa Pletten, min unge Herre! sagde han.

Jeg er bange for - svarede Overgaard med sammenknebne Øjne - at vi alle er der paa Pletten - liggende forstaar sig!

Kaptejnen saa' paa Overgaard, dernæst ud til Siden, hvor unge Mennesker med Salonbøsser skød til en Ørn med en Skive i Maven, dernæst op i de mørke Træers Løv, hvor Skæret fra Lamperne flakkede fra Gren til Kvist og omsider slugtes som af en Afgrund...... saa gav Kaptejnen Gerhard et kort Nik og gik sin Vej.

Var det dog ikke Synd? sagde Anna Funch mildt bebrejdende til Overgaard. Manden dér gik jo i sin gode Tro - og det er her vel mange, som gør!....

Jaguaren viste Tænder. Overgaard gav sig til at tale højt: dette var ikke en Folkesag, men en Regeringsforanstaltning - ikke et umiddelbart Udslag af nogensomhelst »Aand«, men blot og bar Politik - Regeringspolitik! -

Militarismens Aand! sagde Jaguaren.

Nogle Forbigaaende standsede og hyssede. Overgaard saa' sig udfordrende omkring. Gerhard sagde til ham: husk Du har Damer med! Jaguaren lo, Anna Funch saa' prøvende misbilligende paa Gerhard.

Hvordan er det Du ser ud iaften? er Du bange, Gerhard? spurgte Overgaard.

Maaske jeg er bange for mig selv! svarede Gerhard og trak paa Ordene. I Mundhuggeri vil jeg ikke.... der er en hel Del Humbug i alt dette - men der er Noget , forekommer det mig, som Du er for bornért eller for halsstarrig til at kunne se!....

Og han fjærnede sig.

Drev omkring paa maa og faa, mellem Mennesker, forbi oplyste Bazarbutiker med nydelige Damer, forbi Drikketeltene, hvor 495 man var særlig patriotisk: Man burde kaste sig ind i det - tænkte han - blive begejstret, være begejstret - rive med sig! Der er - som jeg sagde - Noget deri, noget bagved og over dette - men som blot bliver forfladet, forjasket paa denne Maade. Aa, var det store Øjeblik der - det, som maa komme! hvor man kunde falde med Ære - lære dem at falde med Ære! Den værste Død af alle er dog at lade sig trampe ihjel af Gæs!

Og som han lod sine Øjne løbe langs Rækkerne af de kulørte Lamper, opdagede han en Mand - en Skikkelse, som han flere Gange glimtvis havde set - en besynderlig lang, mager Mand, hvis Hoved syntes med et højt, stift Halsbind ligesom limet fast paa Kroppen. Og dette Hoved havde et skægløst, udtæret Ansigt, der smilede - smilede uhyggeligt i Lampernes grønlige eller gullige Skær, medens Skikkelsen skød de kantede Skuldre ivejret og vrikkede med Hovedet i Takt - naar en patriotisk Sang eller et Udraab ret skar igennem.

Gerhard studsede: hvad har den Mand at bestille? - er han Lampist? - hvorfor lusker han frem og tilbage og kigger paa Transparenternes Gud og Konge og Fædreland? Se, han griner jo formelig - som var han den levende Død!

Gerhard gøs uvilkaarligt, lukkede Øjnene, og forestillede sig alle disse skikkelige Mennesker her stillet Ansigt til Ansigt med den store Afgørelse. Forsvar - Krig - Dræbning!

Mon Festkomiteen har tænkt derpaa?

Festkomiteen sad i et Drikketelt, hvor Gerhard traadte ind. Nogle af Herrerne var naive, følsomme Gemytter; andre var mere professionelle Forsvarsvenner; de drak alle godt - nogle Du's - klinkede - sang - holdt Taler..... Gerhard skulde have et Glas med; han blev bænket i Kredsen ved Bordet.... det var ham nogetnær ligegyldigt, hvad han foretog sig; hans Indre var fyldt af Bitterhed og Vemod..... saa fyldte han yderligere paa med Champagne.

Ved et andet Bord sad et Selskab af yngre Mænd, Lieutenant Norden og hans Kammerater, civilklædte. Ogsaa de drak og var højrøstede. Lieutenant Norden vendte Ryggen halvt til Gerhard 496 og syntes fortrædelig irriteret. Paa engang fo'r han op og sagde til en af Kammeraterne: Du skal passe paa dine Ord!.... Og Du skal passe paa - svarede Kammeraten - at Du ikke blir en fuldstændig Grillenfænger! Kom nu, mine Herrer; vi vil hen til Varietéen - vi vil høre la belle Annette - la belle chansonette. Ah! tout pour la patrie!.....

De brod leende op. Gerhard fulgte efter dem.

Der var ganske rigtigt et Varietéetheater - med Belysning - flagsmykket - et Orkester foran - og et henrykt Publikum paa Bænke og Stole under aaben Himmel. Morke, alvorlige Træer som Ramme om det hele.

Og dér paa Scenen - Tribunen - i Rampens og Sidelampernes stærke Skær, pudret, malet, sminket, Haaret opsat med en koket lille »Schäferhat«, blændende Skuldre, Arme og Bryst, et storblomstret, kort Silkekostume i Rococo - lyserode, højhælede Støvler - elegant Fod - elegant Ben - yppig, indsmigrende, overgiven, dristig lige til Grænsen - eller udover...... dér stod Annette, vuggende i Hofterne, med Hænderne i Siden, fremgurglende og kvidrende under et Fyrværkeri af Øjekast og Miner den franske Sang - det banalt-frivole og genialt-pudserlige Vaas, som Gerhard og Annette sammen havde hørt hin Aften ude i Champs Elysées.

Man klappede øredøvende; man vilde vise, baade at man kunde Fransk og at man paaskønnede Kunstproduktionen som saadan og tillige som et privat Dameoffer paa Fædrelandets Alter. En ny Sang; denne syntes man dog at finde lidt vel dristig - især Gestikulationerne; men de unge Herrer raabte bis og kastede Smaabuketter. Annette nejede, smilede - bøjede sig meget dybt forover - kyssede paa Fingrene, med straalende Øjne - or af Kunstens Triumf.... hoppede ud, blev kaldt frem igen.... et Extrakouplet, fuldstændig meningsløst - ny Begejstring og endelig Sortie.

Der spillede et underligt Smil i Gerhards Øjne. Han rynkede Panden - denne Pande brændte af Champagnen. Ja, hun er en Kurtisane! tænkte han - hun er i sit Element her.... men hvorfor er jeg her? Er det for at være latterlig i disse Herrers Øjne - latterlig 497 i mine egne, jeg som bestandig flygter for hvad der er min Ejendom og eftertragter hvad der tilhører en Anden!.... aa, vi skal faa at se, vi skal faa at se!

Han trængte med Magt - med en ond Magt Billedet tilbage af Edith - følte, at han var ifærd med at begaa en Lavhed, som hele Samfundet endda frit tilstod ham at begaa.... og han fulgte efter Lieutenant Norden og hans Kammerater, som gik ind i Garderoben bag Varietéscenens Bræddebygning. Alt var jo her som blandt Gøglere - paa en Dyrehavsbakke - en »finere« Bakke.

De komplimenterende Herrer havde frit Foretræde hos Annette, som foran et af den gamle Grevindes Toiletspejle og ved en Kammerpiges Hjælp søgte at fjerne Sminken og faa sit Haar bragt iorden. Hun lo og pludrede, stadigt seende sig i Spejlet og nu og da snærrende lidt ad Kammerpigen, besvarede Herrernes Galanterier - og syntes at more sig over den unge Norden, som kendeligt var i Unaade og hvis smukke Ansigt var blegt - en mager, fortrukken Bleghed, der ikke klædte.

Gerhard skottede til ham - og søgte forgæves i sit Indre efter hadefulde Følelser imod den unge Mand. Ligegyldighed fandt han - og en underlig Medfølelse - en sælsom Interesse for ham - Rivalen dér, som nu gennemgik Skærsilden.... og Gerhard tænkte paa Edith, paa Ulf, paa Brevet i Paris, paa denne Sommer, paa de svundne Aar. Og han var helst gaaet sin Vej straks.

Men han stod bag Annette og saa' over hendes blottede Skuldre sin egen Skikkelse i Spejlet - rank, med solbrændt Ansigt, stærkt blussende Kinder - og hans Øjne sænkede sig ned over disse Skuldre, denne Hals.....

Hun fo'r op med et Udraab: Nej er det virkelig Dig! Og han bukkede for hende - med et underligt smilende Sideblik til Herrerne her i Primadonnaens Toiletværelse.... hun lo - betænkte sig et Øjeblik - slog Hænderne om hans Hals: Henrik!

Hun kyssede ham.... og han mærkede, at hun havde drukket Champagne. De er gaaet - alle de kedsommelige Narre er gaaet! hviskede hun, da han vilde gøre sig fri.

Han vendte sig; de To var alene i Paaklædningsrummet.

Gud, hvor jeg morer mig, Henrik! og imorgen Aften skal vi til det igen. Saa' Du mig dernede fra? - synes Du at jeg er chic?

498

Hvor Du er køn - og brun.... aa din stygge Dreng, som gjorde mig alle de Knuder. Er Du nu bleven kureret for din Spleen? Var der et lille Fruentimmer med i Spillet? Kom her! vi slaar en Streg over det hele - begge to. Og det drikker vi paa!....

Hun snappede en optrukken Flaske, skænkede i to flade Glas - spildte - lo - kyssede ham: Drik ud, Du! her er mere.... aa det er dejligt at more sig - at være »paa Brædderne« hvad? Er Du ikke lidt bedaaret.... hvad, Du Bjørn? Kan Du huske Aftnen i Paris?.... jeg har ikke glemt den, som Du ser!

Og hun satte sig paa hans Skød, tvang hans Moustache tilbage med myge Fingre, tog hans Øre ned til sin Mund og hviskede: Se det er nu din Skyld, at Villaen er lukket derhjemme - men Du bor vel paa Hotel? Jeg kører til Byen med Dig.... det bliver formeligt et »Æventyr« - ikke sandt - en Mand, der bortfører sin egen Kone! - -

Han saa' hende skifte Dragt, følte hvert Øjeblik hendes Kys, følte sig saa dump og svimmel og hed - ude af Stand til at tænke, ønskende sig langt bort og dog undergivet sin Attraa - der atter forekom ham saa forsmædelig. Han greb hende i Armene og knugede til, saa at hun skreg. Du gør mig angst! raabte hun - men lo igen.... han med. Og hun undredes over hans Latter, men fandt ham pikant, »ny« - en løjerlig desperat Mand i Grunden - men det klædte.

Saa sad de sammen i en Vogn, der kastede Skæret fra sine Lygter udover Vej og Hækker. Hun puttede sig ind til ham, han knugede sig med Haanden over Panden. Henrik! hvad tænker Du paa? spurgte hun. Nej jeg vil slet ikke spørge om din Kusine - eller om Nogenting - og Du vil jo heller ikke spørge, vel? Men jeg synes, at det er væmmeligt - ja ligefrem tosset og væmmeligt, at vi skal have det med Pengene imellem os. Nu bli'r vi jo sammen, ikkesandt? - og Papiret river vi itu - kys mig!

Der fo'r en Strøm, en vild Strøm af Befrielse igennem ham. Han kunde blive fri Mand igen - ingen Byrder - ingen Gæld! Denne Nat blot - denne ene..... eller en kort Tid i Sandsebedøvelse, en »ny« Bryllupsrejse - langt bort, til Udlandet - bort fra Edith og forsøge paa at glemme - glemme, at han nogensinde 499 havde tænkt sig at blive en nobel Kunstner og et helt Menneske - i denne Tidsalder - Aarhundredets Ebbe.

IX

Klokken var noget over Tolv. I Hotellets Kafé stod Døren paa vid Gab aaben ud til den flisebelagte Forsal og den brede Trappegang, som førte til Værelserne ovenpaa. Augustnatten var lummer, stille - orientalsk. Opvarteren tørrede i Smug Svedperler af Panden med Servietten, medens han satte den anden Flaske frem i Iskøleren for et lille Selskab paa fire Personer - Halvvig, Skyggen, den lille Natalie og Edith.

Der var kun dem i Salen; de var kommen i en Vogn lidt før Tolv. Skyggen havde ført dem herhen; Edith havde villet det saa. Halvvig modsatte sig aldrig hendes Ønsker; han skulde efter Bestemmelsen rejse imorgen, var oprømt, drillede godmodigt Edith med »Skyggen« - hvem hun denne Aften havde viet en særlig Opmærksomhed; den lille Natalie fandt sig beføjet til at vise sig skinsyg - det morede Halvvig, hvem Skyggen i sin melankolske Ensomhed paa den senere Tid havde sluttet sig til. Forretningsmanden fandt Skyggen »mærkelig« - betragtede ham i Grunden ikke som et normalt, maaske næppe som et helt udvokset Menneske; men dette Menneske havde i Forretningsmandens Øjne et Noget, der gjaldt meget: Skyggen taalte alt af og led formodentlig en Del under den lille Natalie - og han behandlede Edith med en paafaldende Ærbødighed, talte med hende i et literært Sprog, om Skuespil, Kunst, Literatur, hvilket tidt indbragte ham Irettesættelser fra Natalie - og dette gav Anledning til smaa livlige Scener, Sarkasmer, Drillerier, Bunker af Citater, tummelumske Paradokser - hvorunder Edith lo med sin hjærtelige Latter.... og denne Latter var nu engang Musik i Halvvigs Ører.

Naar Du ler saadan, Edith, saa tror jeg at Du har det godt - og at Du ikke savner det Selskab, de Forbindelser, som jeg nu engang ikke kan give Dig! sagde han dæmpet.

500

Hun svarede med et taknemligt Nik, men alvorligt, at hun havde det godt og ikke savnede andet Selskab. Med sine besynderlige Øjnes Vemod - Øjne som en lille Hund - kunde han saa stirre paa hende, forskende om der var et eller andet, som hun trængte til eller vilde have Fornøjelse af;..... hun syntes at kende enhver Fold og kunne følge enhver Bevægelse i Halvvigs Ansigt og Indre - og hun svarede ham sagte, at hun ikke trængte til noget.

Er der ikke noget, jeg kan tage med hjem fra min Rejse til Dig? spurgte han og fyldte hendes Glas. Du er bleven saa alvorlig lige med Et; - er her ikke for varmt herinde? skal vi dæmpe nogle af de Gasblus? - aa, Opvarter!.....

Hun rejste sig, paa sin ejendommelige korte Maade..... Ja her er meget varmt! sagde hun og gik hen imod D o ren.

Halvvig gjorde Mine til at folge efter - men beholdt sin Plads ved Bordet, fyldte Skyggens og den lille Natalies Glas, klinkede og gav sig paany til at spøge med dem; Skyggen red sin Kæphest og lod Diamanten paa sin Finger spille i Skæret af de dæmpede Gasblus.

Du skulde virkelig give mig den Ring! sagde Natalie fornærmet. Jeg har tidt nok bedt Dig om den! -

Den Ring - svarede Skyggen højtidelig - min Broders Ring?.... nej ikke for alle Golkondas Rigdomme skiller jeg mig ved den..... skøndt Du er min Skat! tilfojede han og deklamerede:

»Dem Einen die Perle, dem Andern die Truhe.«

Hvem er den Golkonda? spurgte hun.

Halvvig lo. - -

Edith var gaaet ud i Forsalen, hvor Portier'en stod og viftede sig med en Avis. Hun havde spurgt ham - straks cia hun steg ud af Vognen, medens de andre gik foran ind i Kafésalen - om Hr. Gerhard ikke boede her? Portier'en havde bejaet og tilføjet, at Hr. Gerhard ikke var kommen hjem endnu. Om der var nogen Besked....?

Nej nej! sagde hun kort.

Nu gik hun atter hen imod Portier'en - spurgte ham ikke, 501 men saa' paa ham..... han svarede med et høfligt, beklagende Skuldertræk: endnu ikke!

Hun blev rød, bøjede Hovedet, bed sig i Læben og gik ind igen.

Da hun kom tilbage til Bordet, var hun noget bleg.

Du er ikke vel iaften - vil Du køre hjem? spurgte Halvvig opmærksom.

Hun smilede; det betød intet - sagde hun.... men om man ikke kunde sætte sig derhen ved det Bord, saa at man havde det friske Lufttræk fra den aabne Dør lige imod sig?

De flyttede derhen. Saadan var det bedre - sagde hun og syntes med Behag at indsuge Luften fra Forsalen medens hun stirrede derud ufravendt - nu og da gribende til sit Glas - let sitrende, naar hun satte det fra sig igen.

Tag Dig iagt, Edith! sagde Halvvig spøgende - Du drikker for meget iaften - Du, som ellers plejer at formane os andre!

Hun smilede adspredt - tog sig i det, nikkede rundt og tømte sit Glas. Jeg tror at det er godt for min Hovedpine! sagde hun.

Stakkel, har Du Hovedpine - skal jeg ikke faa en Vogn til Dig? spurgte Halvvig og saa' urolig paa hende. Nej! svarede hun hæftig - smilede atter og lagde sin Haand undskyldende ovenpaa hans. Han mærkede at hendes Haand var kold, men turde intet sige.

Skyggen forlangte en Flaske til, var allerede lidt omtaaget, erklærede bestemt, at han ikke vilde sidde her som den »modtagende«.... man skændtes lidt derom.... Flasken kom - Skyggen lod med et majestætisk Vink Opvarteren fylde Glassene, hævede sit, vendte Øjnene op mod Loftet, drak ud og sagde til Edith med et besynderligt blankt, hvast Blik:

Véd De, hvem det gjaldt?

Hun nikkede rolig: Ulf!

Og De drikker ikke med? spurgte han næsten truende.

Halvvig bemærkede venligt, mæglende: Vi drikker alle paa den stakkels Brynjulfsens Vel!

De skal ikke stakle ham - han er ingen Stakkel! raabte Skyggen. Men hvis han er, saa véd jeg, hvem der har gjort ham dertil!

Natalie tyssede paa ham; Halvvig saa' lidt forbløffet ud; Edith 502 løftede rolig sit Glas - det sitrede let i hendes Haand - saa tømte hun det. Skyggen iagttog hende med rullende Øjne.... saa gav hun sig pludselig til at le - tog sit Tørklæde op foran Panden, rev det atter bort og sagde: Hvordan er det, De bærer Dem ad, Menneske?

Med Gravrøst svarede Skyggen: Det skal jeg sige Dem, Frøken. De er nervøs iaften - det er jeg med. Men jeg har hele Dagen gaaet og ventet paa at træffe Gerhard hjemme her paa Hotellet.... han skulde fortælle mig om Ulf.... og det kunde De vist ogsaa have godt af at høre paa! Og hvis De mener, at jeg har drukket for meget og maaske ikke kan opføre mig ordenlig i Deres Selskab - saa siger jeg Dem, at jeg elsker Ulf - og at han er hundred Gange bedre end Gerhard - som De har spurgt mig om iaften og som De synes at have faaet en saa varm Interesse for!

Edith rejste sig, bleg, med sammenknebne Læber. Halvvig bøjede sig over imod hende og sagde: Det er vist bedst, vi gaar?.... Han vendte Ryggen mod Døren, medens Edith stirrede igennem den og ud i Forsalen. Portier'en tog i dette Øjeblik bukkende imod et Par - en Herre og en Dame - som gik op ad Trappen, hun ved hans Arm, leende, han hastende med at komme op. Portier'en sendende en Opvarter i Hælene paa dem med Lys og en mod Nummerskiltet klirrende Nøgle.

Skyggen havde fulgt Ediths Blik og kendt Gerhard og hans Kone. Natalie saa' Edith vakle men atter gribe fat om Bordkanten og langsomt sætte sig eller synke ned paa Stolen - hvor Halvvig og Natalie i Forening understøttede hende og pressede en i Iskøleren dyppet Serviet om hendes Pande. Hun rev den bort - lagde sig et Øjeblik frem over Bordet med Hovedet i sine Hænder - rystedes af en Brystkrampe, en med Magt tilbagetrængt Hulken, og sagde næsten uforstaaeligt, med en Gestus: hent en Vogn - lad mig komme hjem!

Jeg skal....! sagde Skyggen, der saa' ud som en raadvild Tordensky.

Men Halvvig var allerede ude af Døren.

Edith løftede sit Ansigt og saa' forvildet paa Skyggen og Natalie. Hvad vil I mig?.... hvorfor ler I ad mig? raabte hun og drejede sig - hviskede derpaa: ja det var ham - ham med sin smukke 503 Kone - som han - som han ikke.... Aa fy hvor det er hæsligt! raabte hun atter, rejste sig og støttede sig mod Bordet med Hænderne knyttede over Dugen. Hun saa' truende paa Skyggen og Natalie, der stod ganske tavse. Naa, I ler ikke? - det vil jeg heller ikke raade Jer til! udbrød hun indtrængende, medens hun knejsede og pressede de blege Læber sammen. Saaledes stod hun nogle Sekunder, lukkede derpaa Øjnene, som om det hele sejlede for hende.... Natalie vilde gribe hende, men Edith viste Hjælpen fra sig: Rør mig ikke! sagde hun mat - jeg véd, jeg bliver syg, ligesom - ligesom dengang.... og hvem er saa hos mig, hvem har Godhed for mig, hvem vaager over mig - ganske stille, uden alle de mange Ord - de mange løgnagtige Ord - og næppe forlanger Tak af mig derfor..... ja hvem gør det? Det gør den Mand, som I ler ad - I to, der ikke kender andet end.... aa det er grimt og lavt altsammen. Sig det - sig det imorgen - naar I ser ham - ham, som..... men sig ham det, naar han er alene - at Edith sagde, at - at Edith.... aa jeg bliver syg - jeg forstaar Ingenting - jeg vil blot være hos ham, som fortjente at jeg aldrig i mit Liv havde tænkt paa nogen anden..... nej hvor jeg foragter mig, at jeg kan tale til Jer - til nogen - om det, som ingen og ikke jeg selv kan begribe!

Og hun vaklede hen til Døren - hvor Halvvig kom ind ad og tog hende bleg og bekymret i sin Arm. Vognen holdt derude. Portier'en og Opvarteren bukkede. Halvvig havde »affundet« sig rigeligt med dem.

I Kafésalen, i Gaslysenes dæmpede Skær, stod Skyggen og gravede sig i sit Skæg...... Natalie saa' vrippen og ond ud.

Naa! sagde hun; det var saamænd en ordenlig Lektie, hun gav os - den Vigtigprinsesse!

Skyggens Øjne funklede idet han majestætisk kaldte ad Opvarteren.

X

Det regnede blødt og tungt; i den mørke, varme Nat kørte Vognen langsomt - paa Halvvigs Ordre. De holdt udenfor den lille 504 Laage; han mere bar end førte Edith gennem Gangen op i Huset. Dér - inde i Stuen - søgte han efter Lys. De havde ikke talt sammen lige til nu. Hun bad ham, stille klynkende, om ikke at tænde Lys. Hun hvilede paa Sofaen, hvor han havde lagt hende med Puden tilrette under Nakken. Hun stønnede, hendes Hoved og Bryst smærtede hende, hun forsøgte at rejse sig men sank tilbage. Vil Du iseng - skal jeg hjælpe Dig? spurgte han og begyndte paa en Kammerpiges eller Sygeplejerskes lydløse, fingernemme og varsomme Maade at afføre hende de stramtsiddende Klæder, Kjolen og Korsettet, som han omhyggeligt lagde tilside, findende alt og udførende alt i Mørket, nu og da sagte klappende hendes Haar eller strygende hendes nedhængende Arm, som en Kvinde overfor et Barn - et Barn, hvem man ikke udspørger og endnu mindre skænder paa, fordi det er sygt, blot trænger til Hjælp, til Beroligelse.

Hun samlede Linnedet sammen om sit Bryst, trykkede hans Haand mat og sagde: Et Shawl - jeg fryser! -

Han ledte et Shawl frem; det var ikke nok; hentede Tæppe, Puder fra hendes Seng, skænkede Vand, badede hendes Tindinger..... hans Øjne syntes at kunne gennemtrænge Mørket i alle Kroge, at kunne iagttage hvert Træk og aflæse ethvert Ønske i hendes blege, lidende Ansigt. Han bøjede sig ned over hende, og da hans Stemme ellers var skarp, gennemtrængende, vovede han ikke at hviske - men lyttede kun, om han kunde fornemme, hvad hun hviskede.

Tak, - Philip - sagde hun - Du bliver jo her hos mig? lad mig holde din Haand - jeg er bange - ligesom dengang.... bange for mig selv..... hvem er det nu, jeg holder? Er det Dig, Philip..... aa bær over med mig.... jeg vil saa nødigt dø, og jeg kan dog kun bedrøve Dig ved at leve!

Nej nej! sagde han - vist ikke; det er mig, som har alt at bede Dig om Tilgivelse for - men vi taler slet ikke derom. Du skal blot komme Dig igen. Jeg opsætter min Rejse nogle Dage - en Uge, om Du vil - vi faar den gamle Kone til at være hos Dig - eller en Sygeplejerske. Du trænger til Ro - jeg har set det hele Dagen - hele denne Sommer. Du maa ud paa Landet - en Maaned, to 505 Maaneder..... jeg skal finde et Sted til Dig - min kære, gode lille Edith!

Han nærmede sin Mund til hendes Kind; hun drejede sig bort men uden at slippe hans Haand. Han trak atter Hovedet til sig - uden Utaalmodighed; skod sagte Puden tilrette..... blev siddende saaledes længe, strygende hendes Arm næsten uden at berøre den - indtil han paa hendes Aandedræt mærkede at hun sov.

Saa lagde han hendes Hænder varsomt overkors paa hendes Bryst, listede sig hen til den højryggede Stol ved Vinduet, satte sig dér, stedse stirrende mod Sofaen. Nu og da lod en svag Klynken derfra - et utydeligt Udraab..... han var atter derhenne; men hun sov, med Hovedet bortvendt.

Og da Dagningen sivede ind gennem Vinduet, og Fuglene udenfor akurat begyndte at pippe, løftede hun Hovedet fra Puden og saa' derhen, hvor Lyset kom fra. I det gryende Skær sad denne Mand tilbagelænet i Stolen - bleg, træt, med tunge, lukkede Øjne - en ældet Mand.

Hun lagde sine hvide Hænder over Øjnene og græd - ganske stille, for ikke at vække ham.

XI

Skyggen traadte næste Formiddag tidlig ind i Hotellets Kafé. Han vilde, førend han gik til »Giftblanderiet«, forsøge at træffe Gerhard, og hvis ikke, saa skrive ham et Par Linjer til, som kunde bringes ham op paa hans Værelse.

Han traf Gerhard - siddende i en Krog ved et Bord med urørt Frokost foran sig, seende i et Blad, hvori han ikke læste. Gerhard havde været nede i Kaféen for den blev aabnet for Gæster, havde gaaet frem og tilbage mellem Rengøringskoner - havde endelig faaet bestilt sig Frokost - drukket det halve af en Kop sort The med Smag som Kinabark - ransage t Blade - de illustrerede, som syntes ham at illustrere lutter ligegyldige, ham uvedkommende Ting, fyrstlige Besøg, Ballonopstigninger, Afrikarejser, 506 Verdensstriker, et nyligt »opdaget« Billed af Rubens..... dette havde han længe stirret paa, vendt det paa Hovedet - et af de ikke ualmindelige flanderske Æmner: en ude i den mørke Skov henslængt sovende Nymfe, Bakkantinde, Model - yppig, hensynsløs, ugratiøs - dégagée ..... Han sad med den ene Haand knyttet under Kinden, Albuen plantet paa det optrukne Knæ, Blikket søgende tomt ud i det tomme Rum.

Og i dette Rum skød Skyggens Skikkelse sig frem, hilste højtideligt, satte sig, saa' paa Gerhard, som ikke havde forandret Stilling, blot nikket.

Skyggen greb en Avis, som han ogsaa vendte paa Hovedet - bøjede sig saa over imod Gerhard og meddelte, ligesom om han besvarede et kriminelt Forhør, kort og med Gravrøst Aftnens Optrin.

Gerhard lyttede - nikkede langsomt - en Blussen fo'r over hans Kinder og Pande - og saa blev han bleg. Opvarter! kaldte han.... vil De bringe mig to store Glas Portvin med Angostura - megen Angostura!

Han skød det ene Glas over mod Skyggen, som iagttog ham med stive, vandklare, lidt blinkende Øjne..... det andet Glas førte Gerhard til Læben, men rystede stærkt paa Haanden og nedsvælgede Indholdet som om det brændte.

Tak for Meddelelsen! hviskede han hæst. Vil De endnu engang gentage mig hendes Ord - men vil De nøje tænke Dem om.... for jeg vil naturligvis ved Lejlighed efterforske, hvorvidt Deres Referat har været aldeles korrekt!

Skyggen blinkede, rullede truende med Øjnene, bed sig i det store Mundskæg - drak sit Glas ud og rakte Gerhard en lille Seddel. Jeg har faaet den af et Bud - lige for nyligt - før jeg gik herhen! sagde Skyggen.

Gerhard læste:

Edith er syg. Besøg vil ikke blive modtaget, ligesom enhver Spørgen til hendes Befindende vil blive afvist. Hun har al den Pleje, hvortil hun trænger. Saa snart hun kan taale at komme ud, vil hun tage paa Landet.
Ph. Halvvig.

507

Og De har faaet denne Seddel?.... spurgte Gerhard. Skyggen nikkede mørkt. Vil De have noget imod at overlade mig... naa nej, hvorfor det?.... værsgod! sagde Gerhard, gav Sedlen tilbage til Skyggen, rejste sig, bukkede - trykkede Skyggens Haand - gik ud af Kaféen og opad Trappen.

Skyggen blev endnu siddende lidt, gravende sig med den hvide Haand i Skægget.... fik saa Øje paa den rubens'ke Nymfe - drejede hende - studerede hende en Stund - tænkte et Citat - gjorde en Sammenligning med den lille Natalie..... skubbede hende pludseligt fra sig og gik med stive, korte Skridt ud paa Gaden og hen i Giftblanderiet.

Gerhard kom op paa sit Værelse, standsede, tog Vejret dybt, lyttede - aabnede sagte Døren ind til Sideværelset, hvor Annette laa og sov i en stor Seng.

Hun sov, havde slaaet Tæppet tilside for Heden i Værelset, var rød og varm, den ene blottede Arm bag om Nakken, den anden over Sengekanten med opadvendt indre Haandflade - aaben Mund - Knæet optrukket - yppig, hensynsløs, ugratiøs - dégagée...... hendes Tøj flød paa Stolen, henad Gulvet. Gerhard bukkede sig varsomt, samlede sammen, lagde iorden.

Han stod og saa' paa hende og ud i det tomme Rum - med Ligegyldighed, en vranten Ligegyldighed, som Maleren, der betragter en hvilende Model og ikke véd, hvad han skal stille an..... for man kan jo ikke tale, meddele sig til, forklare sig for en Kvinde, der savner enhver Forudsætning uden den at være saadan eller saadan skabt.

Han var jo ikke Rubens - for ham var ikke det »flanderske Kød« Alt. Han kom i dette Øjeblik formelig til at hade Rubens som en sjælløs Farvevirtuos..... og Gerhard gjorde et Skridt imod Sengen som havde han Lyst til at slaa den Kvinde dèr....... Det Fortvivlede kom over ham, at han havde delt Leje med Modellen - Modellen, som var en Nymfe, en Bakkantinde, en Kurtisane...... Kurtisanen, som var hans Kone!

Han rystedes af Fortvivlelse over, at hvis han slog hende - saa slog han sig selv - og at om han saa piskede sig, kunde han ikke 508 piske Favntagene ud afsig - dem, han havde delt med hende dér, som atter havde »købt« ham tilbage til Trældom, Skam, Fornedrelse.

Aa, han var jo gal.... det var lutter syge, nervøse, ja nervøse moderne Overdrivelser. Hvad i al Verden vilde en flandersk Maler - en Jordaens, en Jan Steen, en Frans Hals, alle hans tidligere gode Venner blandt Nederlænderne - hvad vilde de have sagt til saadanne Tirader? Let ham ud, vilde de gjort. Sæt Kruset for Munden - elsk din Kone - mal hende - bank hende.... mal bare godt - og lad Fiolen sørge!

Men det var ikke saadan, gik ikke saa let. Vi er moderne Naturer, ønsker og trænger til fin Forstaaelse; har vi sat det kropstærke brutale Humor til - har vi tabt baade i Livsmod og i Skildringens djærve, kødelige Anskuelighed - saa har vi vundet i Erkendelse af det sarte Skjulte, i Anelse om »de Ting, der ikke ses« og som griber os dobbelt i Egenskab af halvt usynlige Magter.

Baade Maleren og Digteren, Kritikeren og Videnskabsmanden vil leve deres moderne Liv i intim Forstaaelse med disse Magter..... vi skyer Omgangen med det »flanderske Kød« - ikke af Snærperi - ikke som om vi var blaserte - men fordi vort høje Kulturtrin har gjort vort Hjærte undseeligt, vor Smag lutret, vort Valg kysk.

Og idet Gerhard tænkte dette og fæstede sit Blik mørkt og fjendtligt paa den Kvinde, over hvem han skammede sig og ved hvem han følte sig fornedret - saa blev hun for ham til noget andet og mere end Annette Kirchhoff, Brændevinsmandens Datter, Konferensraadindens Datter, Konferensraadens Stifdatter, hans egen Kone. Hun blev tillige Indbegrebet af det Lag i Samfundet, der bygger paa Fuselens Penge, i Ly af Titlen, under Skærm af Ansvarsløshed og Prestige. Du er - syntes hans Øjne truende at sige til hende - Du er skabt til at ødelægge, hvad der vil lade sig lægge øde, naar det savner Modstandskraften mod Fuselen, Pengene, Titlen og Prestigen. Du kan ikke forsvare Dig med Henvisning til manglende Kundskaber - thi Opdragelsen har proppet Dig med Lærdomsbrokker nok, hvoraf Du kunde lægge i det mindste én Sten til Frihedens og Sandhedens Bygning. Du er lad i din Nydelsessyge - flygtig i dine Passioner - overfladisk i dine 509 Sorger som i dine Adspredelser; Du véd intet og vil intet - tager Pladsen op for baade de villende og vidende; Du mangler Blod - og Du ræddes ved Tanken om Blod; Du mangler Sundhed - og er dog altfor »lebendig«; Du har ingen Taarer - undtagen for en Avisulykke, som er glemt imorgen; Du har intet Gemyt! Dit Bryst er endnu ikke klemt fladt af Korsettet - men din Sjæl er klemt flad af din Omgang, din Tid - Du Barn af en Tid, der løber ud med Aarhundredets Ebbe! Jeg er slet som Du, fornedret ved Dig. Men jeg vilde være endnu slettere, hvis jeg blev hos Dig. Othello kvæler sin Kone fordi han er skinsyg. Jeg er ikke Othello og ikke skinsyg..... og desuden frygter jeg Vridsløselille. Jeg gaar min Vej fra Dig - gaar for bestandig!

Han vækkede Annette og sagde hende kort, sammentrængt, med en monoton Stemme, at det var umuligt de forsøgte et Samliv..... at han i hvert Fald var fast bestemt paa at bryde et Forhold, der i hans Øjne var en Nedværdigelse for dem begge. De vilde ikke ses mere - han vilde ikke se hende - forresten kunde hun gøre, hvad hun vilde.

Hun sad op i Sengen, søvndrukken, endnu næppe rigtig klar over, hvad han havde sagt - strakte saa Benet ud, hoppede hen imod Døren, som han havde lukket efter sig. Hun aabnede den; - han var gaaet ud af sit Værelse.

Hun gik tilbage til Sengen, sad dér med den ene Strømpe i Haanden - saa' sig fortrædelig om - saa' forbitret paa denne Seng..... Aa, han er gal! sluttede hun og trak Strømperne paa.

Klædte sig paa ihast, ærgrende sig over, at hun ikke havde sine Toiletsager; gik saa nedenunder. Portier'en havde faaet Ordre - sagde han - til at bestille Fruen en Vogn!

Hun nikkede som var det selvforstaaeligt, sprang op i Vognen og kørte ud til den gamle Grevinde, som skændte dygtigt.

Annette surmulede lidt, lo derpaa og sagde: Det var unægteligt en Dumhed; - vil man endelig lade sig bortføre, saa skal man ikke 510 vælge sin Mand dertil. Forresten er han gal - han vil skilles...... men jeg vil ingen Skandale have!

Det holder jeg med Dem i, kære Barn! sagde den gamle Verdensdame. Livet er ikke saa mange Anstalter værd. Men hvordan bliver det iaften? - De er jo vort bedste Trækplaster, lille Annette.... De optræder da vel? -

Af mit ganske Hjærte! raabte Annette. Vi vil ha' den dobbelte Indtægt - og jeg vil være dobbelt forførende!

Tag Dem iagt! missede Lehnsgrevinden og strøg hendes Haar lidt tilside fra Øret.... saa faar De to Chapeau'er at gaa fra mig med!

Nej nej! forsikrede Annette leende - hvad inat angaar: je fairai lit à part!

Tu vas faire..... lo Grevinden, omfavnede hende og tog hende med ind til Frokosten, hvor en Del af Festkomiteen ved Kaviar og Madeira forhandlede Planen for Slutningsaftnen. Den skulde være glimrende - løfte Fanen - slaa Oppositionens Hyssen ned... Oppositionen, som allerede var ude idag i sine Organer og gjorde Kommers.

XII

Gerhard flakkede om - saadan som en Mand driver paa en Flaade fra et synkende Skib. Flaaden er ganske mekanisk bundet sammen af hvad der nærmest var for Haanden - hver ny Skvulpen af Dønningen løsner et Stykke - og tilsidst driver Manden paa en eneste Planke...... rundt omkring ham det tunge, graa Hav, hvorover Stormen er faret; og ikke et Sejl i Horisonten.... alene paa sin Planke, Dybet under ham og en tom Himmel spændende sin Hvælving over ham.

Disse Dage, Døgn, gør maaske en Mand til en Mand - naar de ikke sender ham tilbunds.

Han havde skrevet derud til Gartnerhuset - uden at vente Svar; han vidste, at intet vilde komme. Han havde været derude 511 ved Døren; en gammel, halvdøv, ugennemsigtig og ubestikkelig Kone havde rystet paa Hovedet og afvist ham. Han havde ventet sig det - og han drev og flakkede, hvileløs, søvnløs.... indtil han saa' sig siddende hos Anna Funch i hendes Stue.... og hørte sig selv, men som om det var en Fremmeds Stemme, spørge hende om de besynderligste Ting - hvortil hun svarede moderligt venlig - dernæst tilbageholdende, endelig forvirret, maaske saaret - og tilsidst medlidende, rystende langsomt paa Hovedet som ad en Syg. Men hvorledes skulde han ogsaa i sin Sindstilstand med omsigtsfuld Takt kunne have spurgt..... om saadan noget som Anna Funchs og Halvvigs intime Forhold i deres Ægteskab..... om Halvvig var en hensynsfuld Mand - om han var eller ikke var et stærkt Temperament - om hun mere havde at beklage sig over manglende Forstaaelse, over aandelig Uoverensstemmelse, end over hvad der dybest maa kunne saare Kvindens Gemyt - dér hvor det er fint og sart og let saarbart?......

Han følte selv tilsidst, at han hverken kunde spørge eller vente at faa Svar - han havde jo ikke den intime Ret her til en Fortrolighed, som Kvinden ikke yder Vennen - maaske næppe Ægtefællen - og kun undtagelsesvis Elskeren. Og da hun med varsom Deltagelse vilde flytte Fortroligheden over paa Gerhards eget Gebet - vilde mægle, forsone..... saa blev han stum, gav sig til at spørge om Drengen - han var sendt til Sorø Akademi.... og deres Samtale løb ud i en pædagogisk Undersøgelse af, hvorvidt Drenge skulde opdrages udenfor eller i Hjemmet - naar Moderen var saa optaget, som Anna Funch var.

Han gik; han vidste, at de efter denne Samtale ikke vilde ses mere. Saa fulgte der Dage af Lindring - Lindring forsaavidt som Gerhard maatte flytte fra Hotellet - han havde ingen Penge flere - maatte skaffe sig Arbejde - søge sig en Lejlighed - snakke med Folk.

Men stedse var der som Spindelvæv over hans Syn, Tryk paa hans Tanker, Mangel paa Energi i hvad han foretog sig - og tillige Rastløshed, Ængstelse for noget ubestemt..... og dette Ubestemte antog om Nætterne kun altfor bestemte Former - og han kunde ligge og stirre og stirre med lukkede eller aabne Øjne, indtil Morgenlyset kom med en blyvægtig Mattelse - og han sov ind 512 og vaagnede vaad af Sved, men ikke af Graad. Han kunde ikke græde..... aa havde han blot haft Taarer!

Han bestemte sig til at søge en Læge - hans tidligere Skolekammerat, som dengang havde bistaaet Annette og som nu havde faaet en stor Praxis - Nervepraxis.

Jagu er De nervøs, Gerhard! Hvis De var et Fruentimmer, vilde jeg ikke betænke mig - eller jeg vilde netop betænke mig paa at kalde det hysterisk. De skal spise og drikke godt - Styrtebade - Motion.... kan De ikke tage ud paa Landet?.....

Men Gerhard vilde ikke for noget tage ud paa Landet - da han dér vilde »begynde at søge«.... svarede han. Lægen saa' forskende paa ham - skrev noget op - Pulvere, Piller...... slog ham paa Skuldren: Ho'det ivejret, Mand!

Og se ligeud... jo Tak! svarede Gerhard med et anstrengt Smil. Tror De ikke, at en Sindssygeanstalt.....?

Aa hvor vil De hen? Appetit mangler De - noget Blod i Hjærnen..... tag Dem en Ferie, rejs!....

Jeg maa blive her - jeg skal og maa arbejde! svarede Gerhard kort.

Naa saa arbejd for Pokker - og gør Gymnastik.... vi begyndte jo dengang sammen derpaa - da havde jeg Tid - nu sluger den Praxis mig... jeg er maaske langt mere overanstrengt end De - mere »nervøs« - jeg, Nervelægen! Farvel! -

Og Gerhard mældte sig til Tjeneste ved nogle Aviskontorer; - et Par Stykker havde Brug for ham.

Han begyndte at oversætte - referere - anmælde - stedse med Spindelvævet om Hovedet. Mældte sig til Gymnastik hos Hr. Eriksen - tabte Klingen af Haanden - faldt ned af Springhesten - fik en halv Forstuvning af Foden - anlagde Stok..... begyndte at anlægge en historisk Novelle, men gøs, da han havde faaet et Kapitel færdig. Han var kommen til at bruge Ord, som lagdes i Munden paa en og anden Skønjomfru, men som han maatte huske var sagt af.... aa af hende, hvis Navn kredsede omkring ham som en Fugl højt oppe i den klare Septemberdag og snart var nærmere, snart fjærnere - ulideligt som nær, ulideligt som fjærn..... ulideligt alt.

Nej, han vilde, han skulde mestre det. Hun havde jo dog gjort 513 ham Fortræd - hvor meget eller hvor lidet hun saa havde villet det. Gav han efter for den blode Erindring, saa var han fortabt..... Stolt, stolt maatte han bære Hovedet - ivejret - ligeud - gennem Tykt og Tyndt, gennem Dagenes trivielle Slid. Var han ikke en Pokkers Karl, at han kunde slide sig bort fra Erindringen?....

Og hans Hovmod syntes ham Lægedom - den Planke, hvorpaa han drev.

XIII

Saa sad han en Aften i sit lille Arbejdsværelse højt oppe paa femte Sal. Lampen lyste paa Avisudklip, Korrekturark, tryksværtede Blade, hvide Blade. Han havde arbejdet en fem, seks Timer i Træk - smed en Korrektur tilside - samlede Hænderne for Øjnene, saa' langt, langt bort - greb et hvidt Blad og skrev:

Bægret.

Jeg tager Bægret af din Haand
idet jeg i dit Øje ser -
jeg véd hvad Skaalen gemmer.
O lifligst Drik i lifligt Kar:
og om det end ej ubrudt var,
hvad er jeg selv? det sprøde Ler,
som hungrer imod Vinens Aand!
Jeg vil min Vin, vil intet mer -
jeg tager Drikken af din Haand
og Skaalen hos mig gemmer.

Senere, ud paa Natten, just som han vilde flytte Lampen ind i det snevre Sovekammer, blev han staaende og saa' paa sin Boghylde - en fattig Boghylde med tomme Huller mellem enkelte Skatte fra Antikvarens Bod. Han strakte Haanden ud og vilde tage en saadan Skat, for efter Sædvane at læse en Stund inden Søvnen 514 kom. Men Hylden syntes at svømme og sejle for hans overanstrengte Blik..... han saa' ned paa Bordet - et blankt Stykke, ligesom en Strimmel roligt Vand, mellem Hæfter og Blade. Han satte sig, drog et dybt Suk, en træt Mands Suk..... knejsede saa - greb Papir, skrev:

Den raske Ungdom.

Den raske Ungdom tog et Spring
og satte over Vandet,
brød sig en Blomst, snart her, snart hist,
forlod den med et Suk tilsidst
og drog sin Vej af Landet.

Det led paa Tiden, og der drog
en Vandrer ind i Landet;
og dér, hvor Strømmen flød i Ro
mod Solens Guldglød, hviled To
hver paa sin Bred af Vandet.

Hun hviled her, han hviled hist,
imellem dem laa Vandet;
og hun var bleg, og han var graa,
og begge stirrende de saa'
hvor Aftnen faldt paa Landet.

Da voved han sit Ungdoms Spring
fra før han drog af Landet;
og op han drev paa Sandets Grund,
dér kyssed hun den blege Mund
mens Natten faldt paa Vandet.

Han skød hastig Bladet bort, greb Lampen, gik ind, klædte sig af og faldt i en fast Søvn - hvoraf han vaagnede besynderlig let, som ikke i mange Dage. - -

Saa hændtes det, nogen Tid efter, at han ligeledes en Aften 515 havde arbejdet og vilde tage sig en Bog. Han tog ogsaa en Bog, lagde sig tilsengs, med Lampen paa sit Servantebord, gav sig til at læse - men vidste slet ikke hvad han læste. Eller han var begyndt at paavirkes, men brød Traaden over - lod Bogen synke, og der gled et lille, ubeskrevet Blad - Smudstitlen - ud. Havde jeg nu en Blyant!.... tænkte han, og han syntes, at der laa en Blyant paa Servantebordet - syntes derpaa, at han døsede ind - Lampen brændte endnu, men mattere og mattere, med et mildere og mildere Skær, der var saa velgørende for hans Hoved, hans Hjærne, hans Tanker. Han gjorde en Bevægelse - blev angst for at støde til noget eller nogen - rakte Haanden ud - og syntes, at den mødtes af et svagt Tryk.... og han saa' ind i et Par bedrøvede Øjne - mildt bedrøvede, lidende, stille Øjne, der vedblev langsomt at flytte sig.... og han fulgte med dem - saa' ivejret - en Rytter - højt tilhest - travende ud, smilende, hilsende med kniplingsprydet Haand - en Pokkers stolt Karl.... indtil Rytteren med Et slugtes ligesom i en Afgrund af Mørke.... og Øjnene kom frem igen, som søgende ham under Taarer.

Og Gerhard sad op i Sengen - og han græd.... varme, strømmende Taarer, der vedblev at løbe igennem hans Fingre, hvormeget han saa søgte at fjærne dem. Og han tænkte: hvor saligt at kunne græde! ydmygt og stille! - -

Næste Morgen, da han vaagnede, laa Bogen paa Bordet med et beskrevet Blad. Han læste:

Den høje Hest.

Den høje Hest, den høje Hest,
hvor er den stolt at ride -
med Fjerbarret, med Tressehat,
med Kaarde ved sin Side.

Og alle Broer giver Gny,
hvert Borge-Led opspringer -
og se, Skønjomfru giver Køb,
selv uden Ring paa Finger!

516

Og hvert et Valdhorn sender ud
Stamherrens Ry saa vide -
den høje Hest, den høje Hest,
hvor var den nem at ride!

Kom, Ydmyghed, Du stille Ven,
og sæt Dig ved min Side;
nu skal vi to i navnløs Krog
tilsammen Dagen stride. -

Gerhard gemte Bladet; og han mærkede endnu, hvor hans Øjelaag sitrede - som vilde Randene overløbes af blød Væde; og smilende klædte han sig paa. Let om Hjærtet, trædende paa en egen beskeden Maade henad Fliserne, gik han til Aviskontoret, for at kaste Oversættelse og Anmældelse i det slugne Løvegab.

Om Aftnen, lige i det sidste Tusmørke, gik han sig en Tur om Byen, langs Søerne og tilbage. Han tændte Lampen paa sit Arbejdsbord - men stod endnu en Stund og saa' ud ad Vinduet paa de mat blinkende Søer og Alleerne dybt dernede, og Lysprikkerne langs de tunge Husfaçader, og den store Klump af Tage og Skorstene, Byen, der spændte sig fra Øst til Vest og som i den henflydende Aftendis og Damp saa' kolossal ud - Murstensverdnen, Menneskerummene og Mennesketankerne.

Satte sig saa ved Bordet, under Lampeskæret, skrev:

Den snevre Kreds.

Nu bliver Alt saa smaat derude,
den vide Kreds indsnevrer sig;
jeg kigger ind ad Hjærtets Rude -
nu bliver Alt saa stort hos mig.

Men der er ingen brede Gæster,
ej Skænk og Sølvtøj i hver Vraa;
der er en Mand, som holder Fester
blandt sine Minders kære Smaa.

517

De gode Børn - i Klynger træder
de Dansen om den gamle Ven;
og om de snubler, om de græder,
de rejser sig og ler igen.

Jeg kigger ind ad Hjærtets Rude,
det trange Rum udvider sig:
nu bliver Alting smaat derude,
nu der er stort og lyst hos mig.

XIV

Gerhard sled. Der havde været Tidsafsnit, hvor han laa alt andet end paa den lade Side; - dengang var han stolt derover. Nu sled han, uden at tænke paa at rose sig af sin Flid. Hans Gæld brændte ham, drev ham frem; Verden kunde stille sig paa Hovedet eller paa Benene - han skulde samle Penge, samle henimod en Snes Tusind Kroner - alt i alt.

Han samlede ind, Krone paa Krone saagodtsom. Og hvor langt var der ikke frem? Men herpaa turde han ikke tænke. Næppe fandtes der den Avis, det Tidsskrift, den Almanak, hvori han ikke skrev - næppe det opdukkende og atter forsvindende Boghandlerforetagende, hvortil han ikke gav Bidrag. Nørager pegede med aldrig svigtende Hjælpsomhed - og Gerhards Pen og Blyant fulgte efter som et Barn efter Goldammen. Han tegnede, illustrerede - alt muligt, godt og daarligt - men navnlig skrev han, anmældte, oversatte, refererede. Man kaldte ham smaahviskende »Skrivekuglen«. Gerhard hørte sit Øgenavn - smilede, trak paa Skuldrene; hvad vidste de om det? Kunde hans Helbred blot slaa til - saa holdt hans Ører vel Spydighederne ud. I Begyndelsen malede han ogsaa - til Kunstauktioner, for Glarmestre og Forgyldere. Han lod sig skambyde, fornærme. Hvad saa? - naar blot »Maalet« naaedes.

Men han fik at fornemme, at naar han malede om Dagen og skrev og tegnede den halve Nat, saa vilde Kræfterne ikke slaa til i 518 Længden. Han gjorde tillige den Opdagelse - maaske betegnende for denne By - at man ved at forcere Produktionen tilsatte sit Renommé hurtigere som Maler end som Publicist. At »male for Auktioner« trykkede langt snarere Navnet og dermed Priserne, end at skrive om alt og overalt - hic et ubique. Saa rettede han sig efter Lands Skik og skrev.

Det afledte ogsaa Tankerne bedre - Tanken paa Edith. Vi maa ses engang - sagde han til sig selv, naar Mindet trængte paa, naar han lod Haanden synke, Pennen falde, og naar det sitrede i hans Øje. Vi maa have en Forklaring - hun vil ikke nægte mig den - hun vil tilgive mig, naar hun maaske erfarer, hvor jeg slider - og lider!

Og det kom over ham, at han gerne vilde ynke sig. Men han fik det gjennet væk..... hvordan sled, stred og led ikke Tusinder i denne By? Og det faldt dem maaske ikke engang ind at ynke sig! Hvad led hun ikke selv - saa stolt hun var! og naar havde hun i Grunden beklaget sig? -

Undertiden - i Begyndelsen - skrev han lange Breve, som han saa rev itu. De gjorde ham kun modløs, forstyrrede hans tvungne Arbejdsro - faldt som Gnister fra en Verden af stærke Følelser - af Poesi maaske - ned i al den tørre Langhalm, han skulde tærske. Og sæt at hele Halm-Bunken brændte op - hvor blev saa Hoveripengene af?

Han levede Sliderens, Eneboerens Liv oppe paa sin femte Sal i to smaa Værelser, spiste og drak, hvad der netop var nødvendigt for at holde Kræfterne og dermed Humøret vedlige; var ikke meget meddelsom, saa's overalt, hvor han var pligtig at komme, høflig nok til ikke at blive trængt ud af »Lauget«; skarpt iagttaget af dem fra Regeringspressen - thi man havde ikke »glemt« ham; behandlet afvekslende med Kourtoisi og køligt Forbehold af Oppositionen - krydsende sin Vej mellem Politikens og Literaturens strengt afprikkede Grunde - bevægende sig lidt efter lidt som »kendt Mand« i et tvivlsomt Farvand, der kan være baade friskt og dybt - ligesaavel som det oftest er ferskt og fladt - undgaaende saavidt muligt Slammet, Mudderet, Kloakkernes utvivlsomme Udløbsrender. - -

Men hvilke Dynger unyttig Literatur maatte han ikke pløje 519 igennem - bortset fra de Dynger, han selv producerede! Hvilke ørkesløse Skuespil - sceniske og politiske - maatte han ikke bivaane! hvormange Forsamlings-Debatter - hvormeget Nonsens - Vrøvl - Kævl - hvilken Masse af tomme Ord maatte ikke gaa igennem hans Hjærne!

Værst var det maaske med Literaturen - den, han skulde »samvittighedsfuldt« anmælde. Han havde en Dag faaet en saadan ny Bog tilsendt. Forlægger, Forfatter (Forfatterinde) og det Organ, hvori han tilfældigvis skrev - alle ventede de.

Gerhard læste, bladede, læste... og mindedes nogle Linjer i en Opsats af en yngre Kritiker:

»Der er noget fortvivlende i at se tilbage over den uhyre Bogproduktion, hvert Aar opviser; der er en Del Talent at se, Kløgt, Flid og Opfindsomhed, men Dødens Mærke er over det meste; selv det mest bestikkende smulrer hen, naar man vil føle Livspulsen i det.« -

Gerhard lod Bogen synke. Kritikeren havde Ret i hvad han skrev: »Disse Skikkelser er mere frembragte efter en fast Plan end sprungne ud som en Blomst af sin Stængel. De har ikke taget Magten fra Forfatteren, og de tager derfor heller ikke Magten fra Læseren.«

Og Gerhard sukkede. Jamen det maa jo dog engang komme! Vi maa efterhaanden nogenlunde have oparbejdet den ny Tidens og Tingenes Betragtning - friere og sandere - og denne Betragtning vil ikke undlade at sætte Blomst! Imidlertid ville vi - ikke efter Skriftens Ord »sukke og bede« - men retfærdigt og sandhedskærligt lægge tilrette, ordne, advare og opmuntre. Hver har sin Gerning at gøre i det Stille. Saa faar den kommende Tidens »Aand« udpege den eller de Udmærkede, der hæver Skatten! -

Og han tænkte sig undertiden varm over dette, at hæve Skatten - men afbrød sig med et Smil: Snak, Henrik Gerhard! ingen Fantasterier.... tjen dine Penge, Skrivekugle! -

Der kom Bud fra Theatret. Ulfs og Gerhards Skuespil skulde opføres; dets Tur var kommen - eller man havde intet bedre for Haanden; Arrangementsprøverne var begyndt, nu vilde 520 Sceneinstruktøren gerne konferere med den af Forfatterne, som kunde være tilstede under Prøvernes Gang.

Gerhard var da tilstede. Chefen saa's ikke; Gerhard havde i den fungérende Sceneinstruktør den bedste Støtte, en diskret Vejleder, en smagfuld Arrangør, en Mand, der i Udlandet havde iagttaget meget, eksperimenteret en Del herhjemme, ikke var opslidt endnu - om han end syntes at have nogle Illusioner bag sig og adskillig Tvivl foran sig.

Gerhard manglede den Praksis, der alene gør sikker, Ansigt til Ansigt med Scenen. Han erkendte det og lagde saa vidt muligt Alt i Instruktionens Hænder. Instruktøren imødekom ethvert Ønske, føjede sig efter de beskedent udtalte Vink, hvori der forekom ham at være bon sens. De to Mænd fandt temmelig hurtigt et Fælles, hvori de kunde mødes. De havde først begge to været reserverte, som skulde de vogte sig for Blottelser. Saa opdagede de, at det ikke gjordes Behov - smilede og spøgede med hinanden.

De havde nok ikke ventet Dem Prøverne saaledes? spurgte Instruktøren leende.

Jeg maa tilstaa - svarede Gerhard - jeg blev heller borte fra dem!

Det skulde De dog ikke! Selv om De synes, at alt nu ser kaotisk ud, saa former vi lidt efter lidt Rammen, den faste Støbning.... og har vi først den , saa vokser Kunstværket umærkeligt ud - hurtigere end De selv muligvis antager det! sagde Instruktøren.

Det skulde glæde mig - sagde Gerhard. Ærlig talt forekommer jeg mig som paa et Skib førend Afrejsen. Hvorledes der skal komme Orden, Plan, en ledende Traad - endsige et »Kunstværk« ud af denne Forvirring.....?

Jamen det kommer! sagde Instruktøren og kneb Læberne bestemt sammen, medens Øjnene smilende syntes at sige: Det kommer - men hvorledes ? - - -

Prøverne gik deres Gang. Men da Gerhard arbejdede hjemme til To, Tre ud paa Natten, mødte han med bankende Tindinger - Hovedet ligesom i Spindelvæv - ved Formiddagens Theaterprøve. Han var nærmest stemt for, at Stykket ikke duede - at det havde været formasteligt af Ulf og ham nogensinde at have ment det modsatte. - Han syntes dernæst, at Skuespillere og 521 Skuespillerinder var en Menneskerace for sig - uden hverken mere Vid og Aand, snarere med mindre Dybde end mange Mennesker, der spiller Komedie udenfor Scenen paa Livets Theater. Han begreb ikke, at Instruktøren i det hele gjorde sig den Ulejlighed at instruere - da ingen hørte efter ham men alle vranten gik deres egen Vej. Gerhard tænkte: de har alle opdaget, at Stykket er slet.... lad mig tage det tilbage, mens Tid er, ogsaa for Ulfs Skyld!

Men Instruktøren erklærede med sit Smil - at nu kunde Stykket ikke tages tilbage - ikke uden stor Staahej, Vrøvl, Aviskævl.... og hvorfor det i Grunden?

Det er en anden Sag! sagde Gerhard godmodig. Men i hvert Fald kan jeg da blive borte.... min Tid er knap, meget knap! -

Ja De arbejder nok meget! sagde Instruktøren henkastet. Der var maaske en Medfølelse deri - men Gerhard tænkte: han ynker Dig! Jo jeg vil gaa!... sagde han højt... De klarer nok det hele!

Instruktøren bad ham elskværdig om at holde ud. En Gang skulde jo dog være den første - og lærerigt var det!

Gerhard holdt ud. Han holdt ud at komme træt, modfalden - søvnig - fra det skarpe Formiddagsskær og den friske Luft ind i Theaterbygningens Halvmørke, sparsomme Gasbelysning, Støv, Stank. Var han for sensibel - eller var det virkelig ikke en altfor »kunstig« Verden denne, hvori en hel lille Verden for sig, en hundred Mennesker, virkede afspærret fra Luft og Lys og i Grunden fra Livet med, for at frembringe Kunstværker, der i saa høj Grad maa bygge paa det Tilfældige? Var det blot Ulfs og Gerhards Stykke, som forekom ham at have saa svag Grund at hvile paa - eller virkede alt herinde, det hele Repertoire, paa saa løst Fundament: nogle Mennesker, der »agerede« - en Ledelse, der syntes utilgængelig at holde sig skjult bagved en Stab af Embedsmænd - og endelig Publikum... dette ganske mystiske Væsen, som nu var forsvundet fra de dunkle Bænkerader, de tomt gabende Loger, men som en Aften, naar Gassen blev skruet ivejret, vilde sidde dér, give sin Mening tilkende og atter forsvinde? - - -

Og hvordan vilde Gerhard paa Ulfs og sine egne Vegne da være tilmode? Vilde han have fornemmet, at det sælsomme Væsen - det underligt store gloende Dyr med de mange hundrede 522 Øjne - at det havde faaet en ædel Trang tilfredsstillet, eller blot at det var gaaet bort ligesaa apathisk som det var kommet? - - -

Han sad her, Dag efter Dag, paa en af de tomme Bænke - i Mørke - med det øde Orkesterrum som en dyb, bred Grav mellem sig og den svagt belyste Scene. Og deroppe gik nogle Herrer og Damer; de fleste i Overtøj for Trækvindens Skyld - Trækvinden, der svøbte ned fra det taarnhøje Maskinloft, hvor stundom en aaben Luge nedlod Vintersolens kolde Striber, Dagens grelle Skær. Af og til, medens Herrerne og Damerne paa Forfatterens Sprog tiltalte hverandre - eller afbrudt ved en Bemærkning fra Instruktøren snakkede sammen i »daglig« Tale - - af og til lod da Maskinfolkene et Bagtæppe gaa ivejret eller skiftede en Kulisse for en anden »Prøves« Skyld.... og der blev et kortere eller længere Mellemrum af Mundhuggeri - Herrerne og Damerne tog atter fat, og Gerhard var i Middelalderen igen, blandt Ulfs og sine egne Skikkelser af Kød og Blod.

Eller han var der ikke - det var ikke hans Skikkelser, endnu mindre Ulfs - og Kød og Blod havde de ikke. Han gjorde ved sig selv den Iagttagelse, at disse Herrer og Damer, med mere og mindre Rutine, enkelte med Talent for Scenen - som det kaldes - at de gennemgaaende befandt sig i et næsten fuldkomment Vilderede: hvor skulde de tage disse Følelser fra? hvad gøre med disse Ord? hvordan vende og dreje sig i et ovenikøbet »uhistorisk« Skuespil, der ikke selv pegede for dem henimod denne eller hin Rolles »Opfattelse«?

Gerhard blev mildere og mildere stemt, jo mere han saa', hvor Skoen trykkede; godmodig og beskeden gav han sig under Pavserne i Snak med dem. Han forklarede, at der efter hans Mening bag enhver Fremstilling af menneskelige Affekter, fra de stærkest akcentuerede til de mest ligefremme, altid laa en personlig Hukommelse for noget oplevet eller følt. Der var - stadig efter hans beskedne Mening - i og for sig ikke Tale om nogen »Rolle« og allermindst om nogen Theater-Opfattelse. Digteren gav de indre Omrids af Figurer, Mennesker, hvori han selv havde nedlagt Hukommelsesarbejde fra egne Lidenskaber, Følelser, Anelser - eller fra hvad han nærliggende havde iagttaget eller anet hos andre.

523

Dette var Naturen - Kilden til al Kunst - sagde han; og med jo større Energi man nærmede sig den og øste deraf, jo mere virkede Kunstværket som rent og purt Menneskeliv, Menneskeværk. Det samme maatte gælde for Skuespilleren - blot at han havde den skærpede Opgave og Fordelen ved tillige at virke med de ydre Midler, Stemmen, Minen, Øjets Sprog, Gestikulationen, Legemets Førelse. Ogsaa alt dette hvilede paa Selviagttagelse, Hukommelse fra Naturen - aldrig paa Tradition, Theaterrutine. Og hvad historisk eller uhistorisk Digtning angik, saa ytrede Gerhard, at det »historiske« Skuespil paa en vis Maade - hvis man havde et meget intelligent Publikum for sig - kunde gives i hvilketsomhelst Kostume. Om Digteren saa har gjort de grundigste Arkivstudier, bliver han dog aldrig mere historisk end hans eget Blod og Temperament er. Det var atter Mennesket - eller de forskellige Mennesker i ham - som talte ud gennem Fløjel eller Klæde, Staal eller Hvergarn. Dette kunde Skuespillerne maaske ikke have Skade af at høre - saa lidt nyt det iøvrigt var.

De hørte ogsaa gerne - eller lod ialfald saadan. En enkelt, som syntes særlig anlagt for filosofiske Drøftelser, fordybede sig i den Grad i Æmnet, at Gerhard fandt det klogest at dreje af. De havde alle - forekom det Gerhard - mest Tilbøjelighed til at blive rost for deres »Opfattelse af Rollen«, samtidig med at de paa det elskværdigste underkastede sig hans Kritik. Kritisér os bare dygtigt! sagde de - baade Herrer og Damer - det er jo dog det vi skal lære af! Han var meget varsom; han syntes, at de fleste af dem var nogle store Børn - og Børn vil netop ikke Kritik. Han blev forholdsvis hurtigt klar paa, hvor liden Oversigt de havde over et Stykke - hvor lidet et Stykke i det hele interesserede dem - hvorledes det altid var Rollen - og hvordan de til denne eller hin Rolle næsten som Regel tog noget, der var dem tillært fra en anden Rolle - noget, som dem indbyrdes imellem gjaldt for Traditionen. De havde en egen barnlig, nærmest ubevidst Respekt for denne Tradition - og heri blandede sig saa for nogle af de yngres Vedkommende Bestræbelsen henimod »Naturlighed«. De havde af Bladene læst, gennem Literaturen faaet meddelt visse Paamindelser om, at de levede med i en Tid, hvor Virkelighedsdigtning og Virkelighedstrang gjorde Fordringer gældende. De moderne 524 Stykker, nordiske og fremmede, der af og til blev spillet mellem Vaudeville-Repertoiret og en enkelt løsflagret romantisk Fugl, havde skærpet deres Appetit for ogsaa at være med paa det Moderne. Saa havde de anlagt en egen slentrende Gang, en tør, monoton Replikfremsigelse - eller et afsnuppet, kort Trav - visse drævende Bevægelser, et Kast med Hovedet, langsomt skelende Øjne - for Damernes Vedkommende en egen kæphøj Impertinence, som om de altid var fornærmet - afbrudt af klynkende Klage og atter af konvulsiviske Latterudbrud. Det Sentimentale og det Impertinente, det nervøst Forjagede og det ligegyldigt Omkringslentrende - det syntes at være blevet det moderne »Virkelighedsmærke«, som paa den ene Side stred med Traditionen og paa den anden Side allerede var ifærd med at blive Tradition. Ingen eneraadig Vilje kastede sin Opfattelse herimod - intet stort, beherskende Talent dækkede over de mange smaa Forsøg - det Hele var nærmest som en »Forsøgsskole«.... der nu forsøgte sig med det Gerhard-Ulfske Stykke, saaledes at tre, fire forskellige Lag af scenisk Fremstillingskunst aflejrede sig indenfor den middelalderlig-romantiske Ramme.

Og Gerhard saa' det og blev mere og mere tilbøjelig til at ønske, at han kunde to' sine Hænder og i Stilhed liste sig væk.

XV

Han skrev sine Betragtninger i nogle Breve til Ulf.

- - - - Altsaa, kære Ulf, De maa ikke gøre Dem nogen Forventning; det bedste er, at vi er fattet paa det værste. Det var De ganske vist, da vi skiltes, men jeg vilde jo sætte min Krig igennem. Nu vil De maaske ovenikøbet bebrejde mig det, naar vi begge ligger dér paa bar Mark med det væltede Læs - men jeg gjorde det for Deres Skyld og i den redeligste Hensigt. Kanske gaar det bedre end jeg spaa'r; og saa vil jeg have Dem her til Byen paa min Kvist; jeg faar et Værelse til, med Sol og dejlig Udsigt - helt ud over det blaa Sund, som nu er hvidt, men som til den Tid vil svulme af Henrykkelse.

525

Jeg svulmer undertiden af Henrykkelse ved Prøverne. Det er, naar jeg sidder og lytter til Deres Vers. Det er stolte Vers, Ulf! friske, ægte Varer - ubegribeligt at nogen endnu i vore Dage har Kilden i sig, siger jeg til mig selv. Og De kalder Dem syg! De burde skamme Dem.... det er mig, som begynder at falde af, synes jeg.

Kongen - Karaktérskuespilleren - er den, som behandler Versene bedst; en dannet og smagfuld Mand - mig en lille Smule for smagfuld kanske. Det er trist, saa Manglen paa Førsterangskræfter gør den enkelte Skuespiller altfor »ene«; han savner Medspiller, saa at sige Staal at slaa imod, og tilsidst maa Rutinen dække. Og han er træt; han gør paa mig det Indtryk at have opgivet det Hele - eller nogetnær. Han er maaske mere Kritiker end Kunstner. Han læser meget og er vist fra Karakterens Side en nobel Mand, en fin, forstaaende Natur. Tænk Dem, Ulf, en kgl. Skuespiller, som læser! Men han er ked af det. Gud véd, om de ikke alle er trætte.... eller er det blot mig dernede i Parkettet?

Jeg gør mig dog den redeligste Umage for at holde Illusionen og Humøret vedlige. Bare det ikke gaar mig som en Bekendt af mig fortalte, at det var gaaet ham ved Prøverne. Man bliver ved at slaa af og slaa af i sine Fordringer - stadig læggende noget af sit eget ind i Spillet - seende for hver Gang med mere og mere partiske Øjne - af Frygt for i det hele taget at skulle finde baade Spillet og Stykket trivielt, meningsløst..... indtil pludseligt Aftnen kommer, hvor Gassen skrues ivejret, et nyt, skarpt, grelt Lys paa det Hele.... de tusinde dumme og mellem dem de mange friske, ubestikkelige Øjne..... og med dem ser man den Aften - og saa ligger vi dér!

Naa, nu er jeg der atter. Blot vi havde gjort Narren lidt mindre sammensat, mindre sentimental maaske, mere af en Klown - undskyld! Komikeren, som har Rollen, er absolut Theatrets største Kraft, maaske det eneste »fødte« Skuespillertalent - han er flittig, mangesidig, kan sin Rolle paa Fingrene - men han kan ikke forvandle sin Natur.

Ridder Hagen - udføres af en Brugbarhed fra Vaudevillen. Nej De, Ulf, skulde have spillet ham - for ti Aar siden.

Jeg hører Dem allerede bande. Det maa De ikke - thi nu kommer vi til Damerne. Men jeg er for galant; jeg springer helst 526 over. Dette er ganske vist ingen Avisanmældelse, hvori man for Bladets Skyld ikke tør tage Bladet fra Munden. Alligevel...... hør véd De i en Fart noget, som kunde karakterisere disse vore kære Ingenuer - disse saft og kraftløse, sippede Smaadamer, som har faaet indstuderet en tre, fire Roller »mit Müh' und Noth«, og som paa dem lægger et helt Repertoire. At Uskyldigheden, den faldne eller den efterstræbte, endnu bestandig skal se ud som om den gik med Mamelukker og spillede Skolekomedie! Jeg begriber ikke, at vor Jomfru Else kan blive saadant et affektért Uvæsen - der undertiden sender den i Mørket siddende Forfatter et straffende Blik: Gud hvad det dog er for noget Skaberi, De her lader os sige!

Ja, min lille naadige Jomfru, en af os to skaber sig virkelig!

Eller Dronningen - som igennem Chefen har gjort bestemt Fordring paa, at baade dette og hint skal stryges, da hun umuligt - i det mindste ikke paa nogen Forestillingsaften - kan tage »saadanne« Udtryk i sin Mund. Hun vil stadigt give Rollen af - vil ikke være med til en saadan Ryggesløshed. Mon de gode Damer ved Theatret aldrig har elsket nogen Mand - legalt eller illegalt? Vidste man ikke det modsatte, skulde man virkelig tro det.

Idetheletaget har jeg en Anelse om, at Personalet finder Stykket jævnt interesseløst og jævnt anstødeligt. En af dem, Theatrets Haltefanden og gode Hoved, sagde forleden noget uhyre fint; han sagde, at som romantisk Stykke var det for »moderne«, og som moderne (hvad jeg bestandig paa Dril hævder, at det er) kunde han hverken se noget Princip eller nogen Debat deri. Hvis ikke den behændige Komponist og Musikdirigent havde lagt nogle gamle Melodier heldigt tilrette for Narren - saa vilde han holde hvad det skulde være paa en Fiasco.

Altsaa bliver det en Fiasco - thi Narren redder næppe vort stakkels Stykke. Det skulde da være, som Musikdirigenten sagde, at vi fuldstændig skrev det om som en Libretto for en Opera - hvortil han saa vilde sætte Musiken.

Ikke saa gal en Idé! Hvad siger De - i al Beskedenhed - kære Ven?

527

Nej nu skal jeg i al Beskedenhed sige Dem min Mening, Ulf. Prøverne er saa vidt fremskredne, at jeg kan danne mig en Mening. Overtøjet er lagt af - en og anden er trukket i en »Riddervams« - der er kommet en meget virkningsfuld Dekoration - Bagtæppet foreløbigt - ned fra Malersalen - og efter et forfærdeligt Skænderi imellem Damerne indbyrdes og mellem hele Personalet og Instruktøren (gamle og ny Tvistepunkter) har Dronningen bestemt sig for at »spille helt ud« (nærmest for at ærgre Ingenuen) og Jomfru Else har lovet, baade at hun virkelig vil skrige ude i Kulissen og at hun i Banketscenen vil aflægge sin sursøde Nolimetangere-Mine (irriteret ved Dronningens Paastand, at hun kun havde én Maade at bruge Øjnene paa). Alle vil de - paa Trods imod Instruktøren - gøre deres Bedste; og dette Bedste synes nu at skulle komme de ulykkelige Forfattere til Gode.

Dette er Lapperi - ja tilvisse. Men saadan er Institutionen. Et smilende Paradis for den, som træder naiv ind; et Kævlets og Intrigernes Helved ved nærmere Bekendtskab. Men da hele Landet synes at have forskrevet sig til de onde Magter - hvorfor saa ikke den første Kunstanstalt?

Vort Stykke har mange svage Punkter og Fejl; nogle, som endnu ville kunne rettes, andre, som ligger dybere og hvorpaa der ikke kan bødes - denne Gang ikke. Mine væsenligste Indvendinger beholder jeg foreløbigt hos mig selv. Men - trods alt - er det min faste Overbevisning, at Stykket vilde kunne gøre sig - hvis vi havde Skuespillere og Skuespillerinder.

Naar jeg tænker mig, at det er disse Mennesker - og deres Kolleger ved Privatscenerne, ja næsten enhver »Optræder« over den ganske By med Forstæder og Landkommuner - som er hele Landets Kæledægger! naar det er en Begivenhed, at denne Herre, Frue eller Frøken faar Snue - naar deres Gøren og Laden, privat eller offenlig, deres hele Ve og Vel gennem alle Pressens Afskygninger daglig serveres paa den alvorsfuldeste Maade Side om Side med indgribende Verdenshændelser.... og naar disse Mænd eller Kvinder, gennemgaaende ganske almindelige, flere af dem højst tarvelige Personligheder, i den Grad føler sig som Centrer for en ukritisk, næsten altid smigrende og rosende Opmærksomhed - ja saa begriber jeg baade deres Sky for den virkelige Kritik og jeg 528 staar undskyldende men tillige skamfuld-ærgerlig overfor deres barnagtige Forfængelighed, deres tomme, flade og ørkesløse Tilværelse - Dilettanter, som dog de fleste er, Væsner uden Kærne, uden Oprindelighed, uden fast Struktur - et Aands-Proletariat, efterabende det »gode« Selskabs ydre Fremtræden - det gode Selskab, som i sin Midte har optaget Goglerne og som ødelægger dem og selv ødelægges ved deres Skin-Kunst.

Jeg begriber det dybe Forfald, hvori - paa ganske enkelte Undtagelser nær - vor sceniske Kunst er geraadet; og jeg forstaar, at denne Kunst først paany vil hæve sig, naar Gøgleren atter bliver ærlig Komediant, stolt over sin Stand, den han afgrænser udadtil og uddyber indadtil næsten med drakoniske Love. Som det nu er, er det en selskabelig Vælling - oftest en Forfængelighedssag at »være ved et Theater« - en ganske indbringende Forretningssag undertiden - Theatret en tvivlsom Morskabsinstitution - en plumret Skandal-Kilde, der finder sit Afløb i Pressen - Pressen, som ikke tilfører Institutionen Fornyelse og Friskhed gennem »Folkets Røst«, men som yderligere opstemmer Strømmen til at blive en behagelig Dam for Andesnadder og Gaasevrøvl.

Om Forfatterne, Videnskabsmændene, de bildende Kunstnere lod sig behandle paa samme Maade! Ja det kommer maaske - Enden er jo ikke endda!

Dette er mit Hovedindtryk fra én enkelt Vinterkampagne ved vor første Scene. Tænk om jeg havde været der i ti!

Nu har Arbejdet nogetnær faaet sin »faste Ramme« som Instruktøren siger. Skade kun at Prøverne paa et Par Operaer og en ny Ballet kommer imellem - Stykkets Opførelse udskydes derved og Personalets Interesse slappes. Det er en underlig Anstalt - med alle mulige Kunstarter imellem hverandre; den ene træder den anden over Tæerne. Gid jeg kunde samle et Dusin Bekendte - Herrer og Damer - »Dilettanter« naturligvis. Jeg tror, jeg vilde kunne opføre Stykket med dem - helt naivt, paa bar Bund, med megen Flid og Indøvelse naturligvis, men uden alle disse fortvivlede sceniske Forudsætninger. Det at spille Komedie, er kanske ikke saa svær en Kunst, som man tænker - naar man bare ikke bestandig tænkte paa at spille Komedie. En meget svær Kunst 529 forøvrigt - baade at spille og skrive! Jeg bliver mere og mere bange for vort Arbejdes Skæbne; dets Svagheder falder stærkt iøjne - efterhaanden som den ubestemte »Duft« taber sig. Er det vor eller Skuespillernes Fejl eller begge Parters? Jeg sagde forleden til Instruktøren - der nødigt udtaler sig om Enderesultatet medens han med utrættet Opmærksomhed filer og afrunder Detaillerne - jeg sagde: Dette Stykke er fremkommet tredve Aar for sent - eller dets Tid vil først falde, naar en Generation er gaaet - hvis det da ikke »falder« for stedse med det samme!

Men han smilede blot og nikkede: Vi faar at se! De skal ikke tage det saa ængstligt - der er virkelig mange Skønheder deri!

Jeg svarede ham, som sandt var, at jeg havde liden Forfatterængstelse for mit eget Vedkommende; men at min Ven laa inde med »Løvens Part«, og at denne Ven var borte og syg!

Tror De ikke, at Brynjulfsen kommer til Stykkets Opførelse - eller dog til Generalprøven? spurgte han.

Og Svaret? Ja svar mig nu, kære Ulf.

Ulf svarede ikke. Gerhard var næsten tilsinds at betragte det som et daarligt Varsel. Havde Ulfs Tilstand da forværret sig saa meget? Stakkels Ven - hvor var de fattige begge to nu - og hvor meget afhang ikke af Skuespillets Skæbne!

Ulfs Fremtid. Paa sin egen tænkte Gerhard ikke. Han var jo dog sammenlignelsesvis den lykkeligere - hvor overanstrengt, hvor nedslaaet han ogsaa tidt følte sig. Han var den sundere Del af Legemet; han haabede, han ventede.

Vintren var gaaet; den kolde, bidende Marts forbi; April med sine Byger, sine Solsmil, sine Forjættelser begyndt. Generalprøven blev ansat.

Den halv-festlige Stemning, som kan virke saa betagende paa Forfatteren, der første Gang skal i Ilden. Og dog mangler der Uhyret med de mange, mange Øjne - Publikum - som alene giver Spændingen, Faren, Sejren, Nederlaget. Gulvet er halvt fyldt - med Skuespillere, Komparser, Funktionærer, Kvinder og Børn - som et tavst, afdæmpet Karneval. I Parketterne - hvor de »fine« Folk imorgen skal sidde - sidder hviskende og pegende de sminkede, 530 kostumerede Aktører, Aktricer, Statister. Man lister sig op paa Scenen gennem den lille Jærndør i Orkestret, og kommer ned igen - sætter sig ikke altfor nær ved Forfatteren, da man hverken vil skænke ham en mulig forhastet Opmuntring eller paa Forhaand nedslaa ham. Ingen kan danne sig nogen endelig Dom om et Skuespil ved Generalprøven - men der er dog nogle »vise« Mænd og Kvinder, som oftest blandt de inferiøre Skuespillere, hvis Udtalelser man lytter efter - saaledes at man privat altid haaber noget mere eller frygter noget mindre.

Og der dannede sig smaa hviskende Klynger rundtomkring.

Gerhard holdt sig borte fra dem. Han vilde kun forlade sig paa sine egne Indtryk - han noterede i en Lommebog og talte af og til dæmpet med Instruktøren.

Chefen var der, i tilknappet sort Frakke; han hilste koldt høfligt paa Gerhard og forlangte endnu nogle Strygninger hist og her.... i og for sig uden Betydning, men han erklærede visse Ord »anstødelige« og fordrede dem strøgne. Gerhard nikkede smilende - og bejaende; han hørte knap efter, hvad der forlangtes af ham - han var ganske inde i Stykket; det løb ham varmt op til Panden og med en behagelig let Gysen ned ad Ryggen. Han sad drømmende - sugede disse stærke Ord til sig igennem det bløde Sprog.... tænkte forunderlig lidet paa, at han selv havde haft med dette Stykke at gøre - saa' og hørte paa det ikke som »Stykke« men som en halvtredje Times Symfoni, der havde Ulf til Mester og som fortonede sig op imod en Baggrund af den lyse Nat - med et blond, blegt Kvindehoved indrammet af Maanebølger.......

Med et Suk - og en stille, glad Taknemlighedsfølelse rejste han sig, da man var færdig. Han nikkede rundt til de Nærmestsiddende, der saa' lidt betuttet paa ham..... og med Korets Slutningsord: til det hellige Land! stod han ude paa Torvet i grelt Eftermiddagssolskær.

Han skyndte sig hjem og skrev bevæget, højtideligt og derpaa muntert spøgende til Ulf. Endnu et Brev begyndte han paa; men det rev han itu......

Han gik tidligere iseng end han plejede, laa ikke og læste, faldt snart isøvn. Han drømte om Edith fra ifjor Foraar - og om en Succes for Ulf.