Drachmann, Holger

Gerhard saa' paa sit Uhr, da han paa maa og faa gik ned ad Bredgade. Klokken var over To; han havde ikke spist Frokost - havde villet vente, til Scenen hos Konferensraaden var overstaaet. Og nu var den overstaaet; han havde Appetit; Manuskriptet var han bleven af med - og han smilede hen for sig, da han følte til Brevpakken i Lommen: Du er jo en sand lille Skat - hvis hemmelige Kræfter jeg ikke kender; men Du virker og kan maaske gøre 471 Vidundere endnu..... bedst at jeg gemmer dig; Ulf kunde muligvis omgaas dig med mindre Varsomhed!

Og han gik gennem Grønningen ud ad Langelinje, tænkende paa Konferensraadens Ansigt - smilende - men pludseligt trak der som et Næt af Skyer over hans Tanker: en af de ubestemte Forudfølelser, der kan kaste Skygge og rejse Storm midt i den klareste, stille, varme Augustdag.

Han rystede det af; gik op i Langelinjes Strandpavillon, forlangte noget at spise, satte sig ved et af Bordene i det ydre Galleri, lagde Hatten fra sig, tørrede sin varme Pande og saa' ud over Rheden.

En stolt Beliggenhed for en Hovedstad - tænkte han - og fangede i sit Blik Horisonten fra Taarbækspynten ned mod Tre Kroner, ud mod Kongedybet, over Værfterne paa Refshaleøen, til Batteriet Sixtus med Flagstangen, de kuplede Træer og Kanonerne. Kongedybet! tænkte han..... Minder fra Kanonaden, som ringede Aarhundredet ind over Hovedstaden og Landet...... og nu løber Aarhundredets Ebbe trægt og langsomt ud... maaske dog med en Daad, en Løftelse i sin Slutning.... eller med en Dønning fra en af Verdensstormene derude - derude.... Ulfs sociale Revolution!

Velkommen skal Du være! sagde han pludseligt og viftede med sin Hat; han begyndte saa at spise, og da han var færdig og havde tændt en Cigar, lænede han sig tilbage og tænkte: hvad nu - hvad saa?