✂ Hun vendte Øjnene lige imod ham - og hun var bleg. Eftermiddagsskyggen laa dybt og blødt over Stedet, hvor de sad; Skumringen var ved at begynde; højt oppe over de fjærnere Trætoppe - en Lind og en mørk Kæmpegran - laa et svagt gyldent Skær fra den svundne Sol; de enkelte Fuglestemmer, der havde pippet, tav som paa Kommando.... Luften var mættet af Dagens Varme, og Aftnen syntes kun Bebuder af den orientalske Augustnat; langt borte den dæmpede, forvirrede Summen af Menneskefærden - der kan have noget saa ængstende ved sig - og nogle endnu fjærnere, sprøde Toner af Fortepianoklimper - og en døende Trutten fra et Hornorkester.
✂ Hun lyttede, rejste sig - og sagde paa sin korte Maade: Farvel - jeg maa gaa nu - ellers faar jeg Mulkt!
✂ Mulkt!... han gentog dette uden Forstaaelse. Ah - saadan - jeg havde glemt!..... Aa sæt Dem endnu et Øjeblik, Edith! bad han og rakte efter hende med Haanden.
✂ Hun satte sig, med Hovedet bøjet, Hænderne i Skødet om Parasollen. Han tog Parasollen og gav sig til at lege med den; hun syntes ikke at bemærke det. I sin tidligere lette Tone, ligefrem og utvungent spurgte han hende, om hun hele Sommeren havde været i Byen og om hun vilde blive Efteraaret og Vintren over herhjemme? Hun svarede i Førstningen ikke, fo'r sammen, og spurgte ham:
✂ De rejser vel? -
✂ Han svarede undvigende, og spurgte atter: Har De været i Byen hele Sommeren? Tænk, jeg har jo glemt at sende Dem Deres lille Nøgle - eller, jeg skal være ærlig, jeg har ikke kunnet bekvemme mig dertil - ikke nænnet det!
✂ Aa, min Nøgle! sagde hun. Ja jeg har virkelig savnet den - det kostede mig Møje at faa gjort en lignende i dens Sted - den er saa aparte.... og dyrt var det! tilføjede hun smilende.
✂ Se nu smiler De igen, Edith; saa er De langt kønnere! sagde han. Maa jeg komme en af Dagene og levere Dem den?
488✂ Kan De ikke simpelthen sende mig den? spurgte hun.
✂ Jo - hvis De foretrækker det! Han flyttede sig nærmere til hende, tog hendes Haand; hun lod ham holde den; og han sagde: Skal De nu hen og synge?
✂ Hun nikkede.
✂ Og efter endt Forestilling?... spurgte han. Hun tav.
✂ Skal vi spise sammen - ligesom den Gang? spurgte han.
✂ Hun rystede paa Hovedet.
✂ Vil De ikke?... spurgte han.
✂ Hun gjorde Mine til at rejse sig. Med et let Tryk om hendes Haand holdt han hende tilbage.
✂ De er vred paa mig - sagde han - og har dog ingen Grund dertil! Jeg vil netop ikke tale som da vi sidst saa's. Jeg lovede mig dengang at betragte den Nat - ja lad mig kun kalde det med Pietet, en Ømheds Pietet, som den man har overfor de dyrebareste Minder. Jeg kan ikke tale derom - jeg savner Ord...... men jeg
✂ savner ogsaa, aa tro mig, i saa usigelig Grad Selskab - Deres Selskab, Edith! Jeg er langtfra befæstet nok i de gode Forsæt, som De fremkaldte i mig. Jeg har i denne Sommer gjort nogle Fremskridt - synes jeg selv - men det er væsenligst paa Ulfs Vegne og paa hans Foranledning, kan jeg sige. Han skal reddes - det har jeg svoret - og samtidig reddes der noget i mig selv. De forstaar det muligvis ikke - men ligemeget! Jeg har fortalt Dem om det Stykke, vi har skrevet, og jeg kunde fortælle Dem meget, meget mere - kunde blive ved at tale med Dem fra nu af til Dagenes Ende. De véd det altsammen - véd eller kan slutte Dem til alt. Hvorfor nærer De da Tvivl eller Mistro overfor mig? Hvorfor kan vi ikke være sammen i utvungen og kammeratlig Selskabelighed - vi to alene? Skal jeg minde Dem om, at De jo netop ifølge Deres Livsstilling, Deres uafhængige Vaner, Deres Karakters Styrke, hundred ejendommelige Egenskaber hos Dem, altid har sat Pris paa at have Venner, som De med Tillid kom imøde og som med Hengivenhed og Beundring søgte Deres Selskab - selv paa den »uborgerlige« Tid af Dagen eller Døgnet?......
✂ Hun bød ham ved en Bevægelse af Munden - mere end ved et halvt henhvisket Ord - at holde inde. Hendes Øjne fæstede sig blødt i hans - og disse Kvindeøjne kunde have sagt ham, at hun 489 nærede Tvivl og ikke nærede Tvivl: at hun ængstligt søgte, ventede.... kun vilde have hørt ét Ord, som hendes Stolthed foreskrev hende at bie paa.... eller at hun maaske endnu ikke vovede at lytte efter dette Ord - at hun maaske alt i alt intet vilde, ikke var sig noget bevidst; som vel vor noble Natur ikke er sig bevidst, naar det Øjeblik nærmer sig, da vi er helt Følelse, helt Indskydelse, Stemning....
✂ »Naturens eget Hjærteslag saa nær.«