Drachmann, Holger IX

IX

Klokken var noget over Tolv. I Hotellets Kafé stod Døren paa vid Gab aaben ud til den flisebelagte Forsal og den brede Trappegang, som førte til Værelserne ovenpaa. Augustnatten var lummer, stille - orientalsk. Opvarteren tørrede i Smug Svedperler af Panden med Servietten, medens han satte den anden Flaske frem i Iskøleren for et lille Selskab paa fire Personer - Halvvig, Skyggen, den lille Natalie og Edith.

Der var kun dem i Salen; de var kommen i en Vogn lidt før Tolv. Skyggen havde ført dem herhen; Edith havde villet det saa. Halvvig modsatte sig aldrig hendes Ønsker; han skulde efter Bestemmelsen rejse imorgen, var oprømt, drillede godmodigt Edith med »Skyggen« - hvem hun denne Aften havde viet en særlig Opmærksomhed; den lille Natalie fandt sig beføjet til at vise sig skinsyg - det morede Halvvig, hvem Skyggen i sin melankolske Ensomhed paa den senere Tid havde sluttet sig til. Forretningsmanden fandt Skyggen »mærkelig« - betragtede ham i Grunden ikke som et normalt, maaske næppe som et helt udvokset Menneske; men dette Menneske havde i Forretningsmandens Øjne et Noget, der gjaldt meget: Skyggen taalte alt af og led formodentlig en Del under den lille Natalie - og han behandlede Edith med en paafaldende Ærbødighed, talte med hende i et literært Sprog, om Skuespil, Kunst, Literatur, hvilket tidt indbragte ham Irettesættelser fra Natalie - og dette gav Anledning til smaa livlige Scener, Sarkasmer, Drillerier, Bunker af Citater, tummelumske Paradokser - hvorunder Edith lo med sin hjærtelige Latter.... og denne Latter var nu engang Musik i Halvvigs Ører.

Naar Du ler saadan, Edith, saa tror jeg at Du har det godt - og at Du ikke savner det Selskab, de Forbindelser, som jeg nu engang ikke kan give Dig! sagde han dæmpet.

500

Hun svarede med et taknemligt Nik, men alvorligt, at hun havde det godt og ikke savnede andet Selskab. Med sine besynderlige Øjnes Vemod - Øjne som en lille Hund - kunde han saa stirre paa hende, forskende om der var et eller andet, som hun trængte til eller vilde have Fornøjelse af;..... hun syntes at kende enhver Fold og kunne følge enhver Bevægelse i Halvvigs Ansigt og Indre - og hun svarede ham sagte, at hun ikke trængte til noget.

Er der ikke noget, jeg kan tage med hjem fra min Rejse til Dig? spurgte han og fyldte hendes Glas. Du er bleven saa alvorlig lige med Et; - er her ikke for varmt herinde? skal vi dæmpe nogle af de Gasblus? - aa, Opvarter!.....

Hun rejste sig, paa sin ejendommelige korte Maade..... Ja her er meget varmt! sagde hun og gik hen imod D o ren.

Halvvig gjorde Mine til at folge efter - men beholdt sin Plads ved Bordet, fyldte Skyggens og den lille Natalies Glas, klinkede og gav sig paany til at spøge med dem; Skyggen red sin Kæphest og lod Diamanten paa sin Finger spille i Skæret af de dæmpede Gasblus.

Du skulde virkelig give mig den Ring! sagde Natalie fornærmet. Jeg har tidt nok bedt Dig om den! -

Den Ring - svarede Skyggen højtidelig - min Broders Ring?.... nej ikke for alle Golkondas Rigdomme skiller jeg mig ved den..... skøndt Du er min Skat! tilfojede han og deklamerede:

»Dem Einen die Perle, dem Andern die Truhe.«

Hvem er den Golkonda? spurgte hun.

Halvvig lo. - -

Edith var gaaet ud i Forsalen, hvor Portier'en stod og viftede sig med en Avis. Hun havde spurgt ham - straks cia hun steg ud af Vognen, medens de andre gik foran ind i Kafésalen - om Hr. Gerhard ikke boede her? Portier'en havde bejaet og tilføjet, at Hr. Gerhard ikke var kommen hjem endnu. Om der var nogen Besked....?

Nej nej! sagde hun kort.

Nu gik hun atter hen imod Portier'en - spurgte ham ikke, 501 men saa' paa ham..... han svarede med et høfligt, beklagende Skuldertræk: endnu ikke!

Hun blev rød, bøjede Hovedet, bed sig i Læben og gik ind igen.

Da hun kom tilbage til Bordet, var hun noget bleg.

Du er ikke vel iaften - vil Du køre hjem? spurgte Halvvig opmærksom.

Hun smilede; det betød intet - sagde hun.... men om man ikke kunde sætte sig derhen ved det Bord, saa at man havde det friske Lufttræk fra den aabne Dør lige imod sig?

De flyttede derhen. Saadan var det bedre - sagde hun og syntes med Behag at indsuge Luften fra Forsalen medens hun stirrede derud ufravendt - nu og da gribende til sit Glas - let sitrende, naar hun satte det fra sig igen.

Tag Dig iagt, Edith! sagde Halvvig spøgende - Du drikker for meget iaften - Du, som ellers plejer at formane os andre!

Hun smilede adspredt - tog sig i det, nikkede rundt og tømte sit Glas. Jeg tror at det er godt for min Hovedpine! sagde hun.

Stakkel, har Du Hovedpine - skal jeg ikke faa en Vogn til Dig? spurgte Halvvig og saa' urolig paa hende. Nej! svarede hun hæftig - smilede atter og lagde sin Haand undskyldende ovenpaa hans. Han mærkede at hendes Haand var kold, men turde intet sige.

Skyggen forlangte en Flaske til, var allerede lidt omtaaget, erklærede bestemt, at han ikke vilde sidde her som den »modtagende«.... man skændtes lidt derom.... Flasken kom - Skyggen lod med et majestætisk Vink Opvarteren fylde Glassene, hævede sit, vendte Øjnene op mod Loftet, drak ud og sagde til Edith med et besynderligt blankt, hvast Blik:

Véd De, hvem det gjaldt?

Hun nikkede rolig: Ulf!

Og De drikker ikke med? spurgte han næsten truende.

Halvvig bemærkede venligt, mæglende: Vi drikker alle paa den stakkels Brynjulfsens Vel!

De skal ikke stakle ham - han er ingen Stakkel! raabte Skyggen. Men hvis han er, saa véd jeg, hvem der har gjort ham dertil!

Natalie tyssede paa ham; Halvvig saa' lidt forbløffet ud; Edith 502 løftede rolig sit Glas - det sitrede let i hendes Haand - saa tømte hun det. Skyggen iagttog hende med rullende Øjne.... saa gav hun sig pludselig til at le - tog sit Tørklæde op foran Panden, rev det atter bort og sagde: Hvordan er det, De bærer Dem ad, Menneske?

Med Gravrøst svarede Skyggen: Det skal jeg sige Dem, Frøken. De er nervøs iaften - det er jeg med. Men jeg har hele Dagen gaaet og ventet paa at træffe Gerhard hjemme her paa Hotellet.... han skulde fortælle mig om Ulf.... og det kunde De vist ogsaa have godt af at høre paa! Og hvis De mener, at jeg har drukket for meget og maaske ikke kan opføre mig ordenlig i Deres Selskab - saa siger jeg Dem, at jeg elsker Ulf - og at han er hundred Gange bedre end Gerhard - som De har spurgt mig om iaften og som De synes at have faaet en saa varm Interesse for!

Edith rejste sig, bleg, med sammenknebne Læber. Halvvig bøjede sig over imod hende og sagde: Det er vist bedst, vi gaar?.... Han vendte Ryggen mod Døren, medens Edith stirrede igennem den og ud i Forsalen. Portier'en tog i dette Øjeblik bukkende imod et Par - en Herre og en Dame - som gik op ad Trappen, hun ved hans Arm, leende, han hastende med at komme op. Portier'en sendende en Opvarter i Hælene paa dem med Lys og en mod Nummerskiltet klirrende Nøgle.

Skyggen havde fulgt Ediths Blik og kendt Gerhard og hans Kone. Natalie saa' Edith vakle men atter gribe fat om Bordkanten og langsomt sætte sig eller synke ned paa Stolen - hvor Halvvig og Natalie i Forening understøttede hende og pressede en i Iskøleren dyppet Serviet om hendes Pande. Hun rev den bort - lagde sig et Øjeblik frem over Bordet med Hovedet i sine Hænder - rystedes af en Brystkrampe, en med Magt tilbagetrængt Hulken, og sagde næsten uforstaaeligt, med en Gestus: hent en Vogn - lad mig komme hjem!

Jeg skal....! sagde Skyggen, der saa' ud som en raadvild Tordensky.

Men Halvvig var allerede ude af Døren.

Edith løftede sit Ansigt og saa' forvildet paa Skyggen og Natalie. Hvad vil I mig?.... hvorfor ler I ad mig? raabte hun og drejede sig - hviskede derpaa: ja det var ham - ham med sin smukke 503 Kone - som han - som han ikke.... Aa fy hvor det er hæsligt! raabte hun atter, rejste sig og støttede sig mod Bordet med Hænderne knyttede over Dugen. Hun saa' truende paa Skyggen og Natalie, der stod ganske tavse. Naa, I ler ikke? - det vil jeg heller ikke raade Jer til! udbrød hun indtrængende, medens hun knejsede og pressede de blege Læber sammen. Saaledes stod hun nogle Sekunder, lukkede derpaa Øjnene, som om det hele sejlede for hende.... Natalie vilde gribe hende, men Edith viste Hjælpen fra sig: Rør mig ikke! sagde hun mat - jeg véd, jeg bliver syg, ligesom - ligesom dengang.... og hvem er saa hos mig, hvem har Godhed for mig, hvem vaager over mig - ganske stille, uden alle de mange Ord - de mange løgnagtige Ord - og næppe forlanger Tak af mig derfor..... ja hvem gør det? Det gør den Mand, som I ler ad - I to, der ikke kender andet end.... aa det er grimt og lavt altsammen. Sig det - sig det imorgen - naar I ser ham - ham, som..... men sig ham det, naar han er alene - at Edith sagde, at - at Edith.... aa jeg bliver syg - jeg forstaar Ingenting - jeg vil blot være hos ham, som fortjente at jeg aldrig i mit Liv havde tænkt paa nogen anden..... nej hvor jeg foragter mig, at jeg kan tale til Jer - til nogen - om det, som ingen og ikke jeg selv kan begribe!

Og hun vaklede hen til Døren - hvor Halvvig kom ind ad og tog hende bleg og bekymret i sin Arm. Vognen holdt derude. Portier'en og Opvarteren bukkede. Halvvig havde »affundet« sig rigeligt med dem.

I Kafésalen, i Gaslysenes dæmpede Skær, stod Skyggen og gravede sig i sit Skæg...... Natalie saa' vrippen og ond ud.

Naa! sagde hun; det var saamænd en ordenlig Lektie, hun gav os - den Vigtigprinsesse!

Skyggens Øjne funklede idet han majestætisk kaldte ad Opvarteren.