Drachmann, Holger Forskrevet

✂

✂ Der er Love for Alt i Verden, ogsaa Love for Theaterstykkers Skæbne ved en Førsteforestilling. Gerhard var som »ny« Mand ikke rutineret nok til af den første Akt at slutte sig til de efterfølgende to - men denne ofte skæbnesvangre Begyndelse, det første, umiddelbare Tag i Folk, var heldig forløbet; Gerhard gik ud af »Skabet« og stillede sig naturlig glad i Kulissen, saa' paa Virvarret, blev puffet og trængt af Maskinfolkene, blev trykket tavst i Haanden af Kongen, hvis Fedtsminke glinsede ned paa den aabne, kraftige Hals, blev næsten stormende omfavnet af den nervøse Ingenue - hvis Tur jo egenlig først nu kom - fik et naadigt Smil af Dronningen, hvis Sortie var bleven stærkt beklappet...... og dér stod Gerhard med denne ugengivelige Følelse siddende endnu i Halsen - Følelsen af Uhyrets klaskende Klapsalve ved Tæppets første Fald.

✂ Den vagthavende Brandmand traadte militært an og spurgte med Haanden til Hjælmen, »om han inte maatte byde Hr. Forfatteren en Baier - da der dog vistnok var meget varmt inde i Skabet?«

✂ Gerhard tog med Tak og en Ducør imod det uskrømtede Tilbud - og bag ham stod Instruktøren, som nikkede smilende og sagde paa sin diskrete Maade:

✂ Brandvagten har Ret. Det gik jo ganske godt til en Begyndelse - skøndt der rigtignok var forskellige Ting, som ikke var heldige..... men det saa' De vel ikke?

✂ Nej! svarede Gerhard ganske aabent - jeg saa' Ingenting!

✂ Men De hørte?... spurgte Instruktøren og slog paa en betegnende Maade Hænderne dæmpet sammen. Ja ja - det lød jo ret kraftigt..... men nu kommer vi til det farlige Punkt - den lange Akt..... blot ikke de mange gamle Damer var i Logerne!

✂ Og de mange Journalister paa Gulvet! sagde Narren.

✂ Saa giver Regissøren sit Vink: alle paa Plads, alt iorden! Skuespillerne faar dette underlige paa samme Tid aandsfraværende og spændte Udtryk i deres Ansigter - de er alle paa »Krigsstien« - Tomahawken er gravet op - nu skal de tage Skalpen eller selv 535 skalperes. Forfatteren, som iaften er deres Ven - imorgen maaske Genstanden for deres Kulde eller Spot - kryber ind i Skabet.

✂ Idet Gerhard gaar derind fulgt af Instruktøren, skyder Chefen sig frem, klædt i Galla; han lægger sin behandskede Haand kammeratlig-opmuntrende paa Gerhards Skulder, tager Plads paa en Stol ved Siden af ham, hvisker ham et Par forekommende Ord i Øret og aabner den lille forgyldte Gitterlaage halvt..... Instruktøren sidder tavs opmærksom bagved de To.

✂ For Gerhards Øre - for alle hans vakte Sanser - begynder da et ejendommeligt Skuespil ved Siden af og udenfor Skuespillet. Der foregaar i og med ham en Proces, som afvekslende gør ham kold og varm: først nu ser, hører og dømmer han. Hvor lang er ikke denne Periode - og hvor lidet evner Skuespillernes stumme Spil at udfylde denne Pavse..... hvor er denne Replik tom - hvilken hul Tirade - hvor »skrevne« er ikke disse Ord - hvor utilfredsstillende virker denne Vise..... nej, nu falder der Klap - men det var mat. Narren anstrenger sig - men uden »Baggrund«; han er vant til at have Publikum med sig og stoler derpaa; men hans Løjer mangler iaften »Smældet« - og han trættes tydeligt nok, eller han forcerer. Saa forceres der over hele Linjen - og det synes at irritere »Uhyret«...... tys! hvad var det? Der hyssedes. Gerhard ser et overrasket, fortrædeligt Glimt i Skuespillerens Ansigt..... og han ser Chefens Blik fra Siden af, koldt, overlegent, stikkende..... han føler selv et Stik i Hjærtet - og saa overvinder han det, han smiler; han véd i disse Minuter paa Forhaand Stykkets Skæbne, kan tillige paa en Prik sige, hvorledes han, hvis han nu sad ved Prøven, vilde gribe ind, bortskære, motivere, sammentrænge.... og tillige hvordan han vilde ildne, opflamme, retlede Personalet - véd bestemt, at Personalet bestandig er »paa Siden« af Stykket, stoppet op ved dets tekniske Mangler, ikke grebet af dets Poesi og derfor uden Evne til at gribe »dem« dernede, slaa dem den allerede vakte Kritik af Haanden, pirre dem ud af deres Døs, besejre deres Misfornøjelse - bibringe dem Stemningens elektriske Stød.

✂ Og han bøjer sig rolig frem forbi Chefen og ser paa »dem dernede« - ser disse fremmede Ansigter, de overlegne Smil, Ligegyldigheden, Uopmærksomheden - hist og her en ængstelig Søgen, 536 et Blik, som endnu holder fast..... derpaa et stort, halvmørkt Rum med enkelte Dobbeltprikker fra Kikkerter..... og han føler, snarere end han opdager, den synkende Interesse..... og han hører atter denne dæmpet susende, tilspidsede Lyd af et Theaterpublikums Hyssen.... gjaldt det en tilfældig Rolighedsforstyrrer? eller en for »djærv« Replik? eller gjaldt det Ulfs og Gerhards Stykke?

✂ Det gjaldt Stykket i dets Helhed.

✂ Chefen rejser sig fra sin Stol, staar endnu et Øjeblik oprejst i Skabet - lyttende; der er dernede i Salen en Tavshed, som ikke er til at tage fejl af, et mat, uoplagt Publikum..... og Chefen forlader Skabet, med et eneste, flygtigt Blik paa Gerhard, uden at ytre noget, ladende Døren ud til Kulissegangen staa paa Klem.... Gerhard og Instruktøren er alene.

✂ Saa bøjede Instruktøren sig frem og iagttog Gerhard. - - -

✂ Han sad tilbagelænet paa Stolen; han havde sunket og fordøjet Chefens Blik, tænkte ikke længer derpaa, ikke paa de Breve, som laa i hans Kjolelomme, ikke paa noget Konferensraaden og ham indbyrdes vedrørende. Han havde foldet Hænderne over sit ene Knæ, og tilbagelænet stirrede han med et Smil frem for sig. Hvad tænkte han paa?

✂ Han tænkte paa »Uhyret« - uden Vrede, uden et Korn af Bitterhed i sin Sjæl. Han var hverken krænket eller overlegen - ikke kunstig overlegen; behøvede ikke at stramme sig op - han følte, at Slaget var tabt, søgte at gøre sig klar over Aarsagerne - satte alle tre Parters Sag ud fra hinanden, Publikum, Forfatterne, Skuespillerne - følte en inderlig Befrielse, og drog et Suk.

✂ Hvad tænker De paa? hørte han Instruktøren spørge hviskende med en blød, venlig Stemme.

✂ Jeg tænker paa - svarede Gerhard ligeledes hviskende, uden at forandre Stilling - at jeg egenlig har Grund til at være glad; jeg føler mig lettet - nu er det overstaaet!

✂ Jamen - vi er jo ikke til Ende. Folk er lidt matte iaften.... men det kan komme i sidste Akt - og forøvrigt er en Premiere ikke altid afgørende - et Stykke kan spille sig op - vi har Exempler derpaa! sagde Instruktøren opmuntrende, beroligende.

✂ Gerhard vendte sig lidt bort - lyttende. Instruktoren saa' fra 537 Siden af, hvorledes der gik en egen højtidelig Vemod over Gerhards Ansigt - som nu drejede sig med en stille festlig Glans i Blikket. Og Instruktøren, der havde set en Del Forfattere i Skabet, blev opmærksom.

✂ Jeg takker Dem - hviskede Gerhard - for Deres Forsøg paa at trøste mig! Det behøves ikke, det forsikrer jeg Dem. Man kan aldrig sige, hvad Skade en Sejer - ovenikøbet straks ved første Forsøg - kan afstedkomme. Det beror vel paa den Enkelte; men jeg tror ikke, at jeg havde taalt det. Jeg vilde have følt min Forfængelighed hurtigt tilfredsstillet - vilde vanskeligt være bleven klar over de uendelige Vanskeligheder, som den dramatiske Produktion frembyder, vilde maaske have kastet mig over denne »Gren« af Kunsten uden dybere at prøve mig selv - for saa med Fortørnelse og Bitterhed at staa overfor de Skuffelser og Nederlag, som dog aldrig udebliver paa denne Bane. Det er meget tvivlsomt, hvorvidt jeg snart - om ellers nogensinde - forsøger mig igen; jeg tror, at min Ven Ulf aldrig gør Forsøget med mig og han kommer selv næppe dertil paa egen Haand. Jeg kan ærligt tilstaa Dem, at det materielle Tab - den materielle Skuffelse - hverken bliver let for Ulf eller mig at bære; man »haaber« dog altid - og jeg havde ventet mig store Ting for min syge Ven. Naa - det faar saa være. Men da De har spurgt mig, saa vil jeg sige Dem, at jeg nærmest sad og tænkte paa mit Forhold til »Uhyret« dernede - til Publikum. Jeg kan paa det nøjeste Nøje sige Dem - og det er dette , jeg er glad over at føle iaften - at jeg sidder her som en befriet Mand. Man »forskriver« sig altid ved Sejrene.... hvis De forstaar, hvad jeg mener. Dette Publikum, »Folk« eller vort Folk - Deres og mit - det vil jeg vedblive at holde af, at staa i venlig Rapport til, at føle mig forbundet, at leve for og med og af - uanset at det tidt kan synes mig dumt og bornert, uvilligt, ja hadefuldt. Jeg vil aldrig hade det - men dertil fordres, at jeg kan have det paa Afstand, om jeg saa færdes nok saa meget iblandt det. Jeg bryder mig ikke om dets Medfølelse med mine Tab....; men jeg vil nødigt vide mig det skatskyldigt, fordi jeg har »gjort Lykke«. Det er altid nærmere ved at fordærve sine Kæledægger end ved at kue sine Stifbørn..... det frister, det frister altid sine Yndlinge til at lege for dets Luner og fire for dets Smag. Jeg forsikrer Dem....

538

✂ og jeg beder Dem tro, hvad jeg her ganske uvilkaarligt kommer til at sige Dem iaften.... det er alt andet end Stolthed eller Storsnudethed, der taler ud af mig. Det kunde maaske lyde saadan. Men jeg sidder her glad og taknemmelig, fordi jeg ligesom er undsluppen en Fare. Hvis Folk forkaster Ulfs og min Digtning, saa forkaster de dog ikke Poesien deri - den bliver tilovers for os begge to at tære paa, og den vil paa en eller anden Maade vende tilbage og knytte Baandet mellem vore Bestræbelser og Folks Modtagelighed. laften er »man« ikke modtagelig - af de eller de Grunde; men en anden Gang, paa anden Tid, maaske paa andet Sted, vil man ikke stille sig saa kølig...... allenfals har jeg Lov at tro det, ligesom jeg nu har Lov til at vedblive med at holde af dem - dem dernede, der uden selv at vide det har gjort mig ydmyg og beskeden og taknemmelig - i Stedet for at jeg kunde siddet her ør i Hovedet, en Fandens Karl, dum - dummere end jeg var kommen!

✂ Og Gerhard lo stille hen for sig.... og saa blev hans Haand grebet af Instruktøren. De trykkede tavst hinandens Hænder. De følte, at de var Venner - fra dette Øjeblik af - fra Opholdet i Konferensraad Brynjulfsens Forbryder-Skab.

✂

✂ Tæppet faldt under svag Hyssen - Tavshed - og saa tog man fat paa Mellemaktspassiaren dernede. Gerhard gik rolig ud i Kulissen. Ingen Brandmand bød ham paa Øl, Skuespillerne veg ham Vejen; de havde paa engang saa travlt indbyrdes - eller de satte dette Kulisse-Smil op, anstrengt, nervøst.... han nikkede venligt til dem og gik ind paa Scenen, hvor Regissøren susede ham forbi; alle havde travlt og alle var slappe, kunde han mærke.

✂ Han traadte hen til Kighullet i Tæppet - saa' ud, om han kunde skelne nogle Ansigter - og det gav et lille Sæt i ham. Dér, paa en af de forreste Rækker i andet Parket, bøjede et blond Hoved sig frem og syntes at studere Theaterprogrammet opmærksomt. Det maatte være Edith - men hun saa' ikke op. Han søgte ikke efter andre Ansigter - følte kun den varme Luft og Lugt af Sminke, Støv, Gas.... blev halvt revet overende af en Maskinkarl med et Sætstykke - krydsede sig frem mod Baggrunden og steg op ad 539 Trappen til Foyergangen. Det var som om ingen saa' ham, ingen havde Brug for ham. Meget rimeligt! tænkte han smilende.

✂ Han vedblev at gaa frem og tilbage i Foyergangen - var langt borte fra Theatret og Stykket og dets Skæbne. Og imidlertid fuldbyrdedes dets Skæbne i den sidste Akt. Han var afgjort klar over Situationen - læste sig den til paa de Personer, der løb eller slentrede ham forbi. Hvorfor i Grunden blive her og tage den sidste Overhaling med? tænkte han. Kan være at det er »sundt«..... kan være at det blot ødelægger, hvad der for mig er opbygget iaften! Og han fik fat i sit Overtøj - og følte sig ubeskrivelig lettet, da Theatrets Bagdør faldt i efter ham.

✂ Han stod ude i den friske, rene Luft... og det var Maaneskin. Det havde han ganske glemt.

✂ Ah! sagde han og drog Vejret dybt, dybt.

✂ Til Jordans Flod - til det hellige Land! Hvor ligger det mon?.....

✂

✂ Dér sad han - og han spurgte sig: er Du sindssyg, Ulf? Det forekom ham, at han var det - var »gal«; og atter vidste han ganske nøje, at han var klar over Alting - »synsk« maaske; han saa' sig selv siddende her paa Trappen udenfor Ediths Dør, saa', kendte, følte sit Legem siddende her - medens en ulegemlig Del af ham var trængt indenfor og opholdt sig i det Værelse, hvis mindste Enkeltheder i Gryets aandeagtige Skær viste sig for ham. Ligesom ved hint Morgengry - Aar tilbage - syntes han, at han havde sovet derinde, at han pludselig var vaagnet og at han igennem Vinduet højt oppe i Luften saa' de første smaa svage Rosa-Skyer over en underlig død Skorstenspibe; at han listede sig paa Taaspidserne omkring Bordet, bøjede sig, kyssede de Bøger, som Edith om 555 Dagen læste i.... knælede ned, kyssede Fligen af Bordtæppet, det hæklede Betræk paa Stolen, et halvt sømmet Lommetørklæde - Alt, hvad der ved sin stille Orden og Properhed mindede om hendes Sans for Orden og Hygge..... og at han lyttede ved Døren, Døren ind til Helligdommen - dér, hvor hun sov. Og han gentog sit Digt:

✂ Agnes vom Graben, træd ind, gak ud!
som var Du i Stuen hjemme:
Gak bort som Søster, træd ind som Brud -
ret aldrig jeg skal mig forglemme!
Naar Klokkerne ringe til Ave.

✂ Men som han gentog dette - og som alle smærtelige Fornemmelser af Savn og Længsel fra de mellemliggende Aar skød sig ind - saa tænkte han paa ham, den Mand, Vennen, som var gaaet ud af Havelaagen - ud fra dette Hus....... og Ulfs Hoved bøjede sig

✂ saa tungt, og han knugede sine foldede Hænder sammen..... var

✂ det muligt?

✂ Nej, det var umuligt!

✂ Han begyndte at eksaminere sig selv - han vilde Punkt for Punkt overtyde sig om, at han havde været i endog en usædvanlig Ophidselse - at han havde drukket altfor megen Vin denne Aften og Nat - at Vinen havde frembragt en Hallucination - at han følgelig intet havde at fortvivle over, intet at bebrejde Edith - blot havde at sidde her og vente til Morgnen - til Dagens Komme - til denne Dør blev oplukket - til han kunde kaste sig for hendes Fod og bede hende tilgive....

✂ Og han begyndte: Du véd jo, Ulf, at Du kom til Byen og tog ind hos »Skyggen« - at Du bor hos ham - at han har ladet rede Seng til Dig paa Sofaen - at I var sammen i Theatret - at Du dér saa' Ediths Nakke - at Du gik førend Forestillingen var forbi - ligegyldig for, hvorledes den endte - gik ud paa Torvet og drev omkring dér ligegyldig for Alt - og at Alt blev Dig til Pine i samme Nu som Du havde set Gerhard og Edith gaa bort sammen.... at Du saa gik paa Vinstuer - og omkring paa Sangerlokaler.... og 556 at Alt, hvad Du drak og Alt hvad Du saa' og hørte, kun var én stor Bekræftelse paa »at den store Pan var død« - at Kunst ikke existerede mere, eftersom - eftersom at......

✂ Aa, hun elsker ham! Og jeg maa se at ombringe ham! Hvorfor løb jeg ikke efter ham - brødes med ham - kvalte ham - eller han mig? Saa var det forbi, forbi, forbi......

✂ Nej men det er jo Vanvid. Hvorfor har han ikke samme Ret, som jeg, til at tale med hende i den flygtende Nats fortrolige Timer.... især efter »Nederlaget«, hvor han trænger til Trøst?

✂ Og Ulf gav sig til at le: forlanger jeg Trøst for noget Nederlag? Pokker ivold med Kunst og Alt! Men se han har alle Kort paa Haanden: Liv og Sundhed og Arbejdslyst og Fremtid og Gud véd hvad det Vaas hedder..... medens jeg kun har hende; kun hende!

✂ Kan man elske saa sinnlich-übersinnlich, at Alt udenfor dette Ene, denne Ene, er tomt Mørke? Kan nogen, som jeg, elske uden at attraa - og dog attraa Besiddelsen? Er det nødvendigt, at man dør, naar man er saaledes beskaffen - da det dog er umuligt at leve paa en saadan Lidenskab uden at være eller blive gal?

✂ Maaske jeg er gal! Nu sidder jeg her - og derinde, nogle Rum borte fra mig, sover en ung Kvinde. Jeg vil sværge paa - jeg vil lade min Haand brænde af paa - at hun er kysk i sine Tanker, sanddru, god, stolt...... og dog er hun kun en Kvinde, kun et Menneske. Ogsaa hun har Fordringer paa Livet, frejdig, sund, ung, som hun er - og hun vil elske og blive genelsket! Det er den Længsel, som bølger gennem Verdensrummet; den Lov, hvorunder hvert Væsen bøjer sig; og naar nu Kunst og Literatur gaar i Vinterkvarter, naar de »store« i Aanden giver sig til at præke Oldkristendom, Askese, Dødelse af Livet her for at vinde et muligt hisset - maaske blot for her at finde Hvilens Nirwana - saa ser jeg et Kvindehoved bevæge sig langsomt benægtende, beskedent tvivlende - og de søde, kyske Øjne sænker sig under en Protest: Livet vil Elskov - Elskov er Gud - Gud er Kærligheden!....

✂ Ja ja! mumlede Ulf og han støttede sit Hoved i sin Haand op mod Trappegelænderet. Maaske er jeg sindssyg - maaske uendelig klog og skarpsynet. Mit Legem er her, medens mit ulegemlige Væsen er borte herfra!

557

✂ Og han syntes, at han begav sig hjem - hjem til Skyggens Bopæl. Det forekom ham, at det var Skærtorsdag Morgen. Dagen gryede stærkt. En Mælkevogn rullede op foran Huset - og dér stod han og satte Nøglen i Gadedøren. Mælkekusken sprang ned paa de glatte, dugvaade Stene, der skinnede i Reflekser fra Æthrens tiltagende Klarhed, hvorover lette, broncegyldne Smaaskyer drev for den friske Søndenvind. Frisk saa' han ud, denne Kusk med sit røde Skæg, æblemossede Kinder, Kasketten paa Sned. Godmorgen! hilste han og gav sig til at tumle med sine Blikspande. Det klang af Dag og Dagsgerning. Ulf lukkede Døren bag sig, syntes at han lukkede Dagen og Livet ude, steg i Halvmørket op ad de knagende Trapper - korn ind - fandt »Skyggen« sovende med et nedbrændt Lys ved Siden - blev paa engang rørt over Skyggen og forbittret paa ham - kastede sig tungt paa Sofaen og følte, at der inde i hans Bryst sad en Hulken, som var ved at kvæle ham.

✂ Han hørte denne Hulkens Lyd; den forfærdede ham og han skammede sig. Han rev Flippen af og Skjortelinningen op, tømte Vandkandens Indhold over Nakke og Isse - saa' hen paa Sengen, kunde ikke udholde Skyggen dér - gik ind i det tilstødende lille Værelse, op og ned, op og ned indtil det begyndte vaandefuldt at synge indeni ham. Hvor kommer disse Idéforbindelser fra - med Rhytmedans over sig - disse Ord med Farveglød - et Noget, der glider ud fra Mørket, svinger gennem Lys og skærer i Hjærtet med sød Gysen og en angstfuld Fornemmelse af atter at skulle til at græde? Han sidder ved Bordet, med Papir foran sig, Pennen i Haand. I dette Øjeblik bøjer en hvid Skikkelse sig ind i hans Favn - og hun ser paa ham igennem Øjne, der græder, men uden Taarer. Hun lægger sine Arme - de slanke, barnlige Arme om hans Hals - og Ord vrider sig ud af hendes halvtaabne Mund, hvis Læber ere saa paafaldende røde i det paafaldende blege Ansigt: Vi er ulykkelige begge to - fordi vi er mere lykkelige end Mennesker mægter at være! Kender Du en Religion, som er evig? Der er kun en ! - alle de andre ere kun Forsøg, som har laant fra den - og de blegner, glider ud i Mørket, forsvinder. Tør Du nævne den? Det er Band og Baal for dig - Menneskenes Korsen sig - Kirkens Anathemer - Samfundets: Bort! ud af Synedriet!

558

✂ Men i dit Øre tør jeg hviske Dig den.... For vel er det Skærtorsdag, og alle Bandbullerne oplæses Verden over, og Kætterne brændemærkes, og Autoriteterne triumferer - men paa denne Dag vasker Pave, Kejser og Kejserinde, Kongen af England og mange, mange store Folk i Ydmyghed de Fattiges, de Lidendes, de Ulykkeliges Fødder. Du og jeg, vi er de Fattige, de Ulykkelige - vi har forskrevet os, vor Frihed, vor Person - men vor Sjæl er fri! Og idet vi klamrer os Legem til Legem, stiger vi, Sjæl mod Sjæl, op efter imod det Evige. Du sitrer! Du taaler ikke denne Fart, svage Mand, som Du er! Men jeg er Heksen - Skærtorsdagsnattens unge Heks - som bryder Troesbekendelsens Skranker, Fornuftens Grænser, Statskalenderens Baand - alle Love undtagen den eneste evige: Elskovens! Fik de mig i deres Magt, de dernede: hvor stenede de mig ikke, brændemærkede mig, slæbte mig i Skarnet, bandt mig til Pælen, antændte Veddet og takkede Himlen, at denne Forargelse blev kvalt af Røgen og tørret til Aske af Flammerne! Kom, Elskede! Tør Du? Ikke til nogen Tromskirke gaar det, ikke til noget Bloksbjærg! Hvad skulde vi dér? Hvad har jeg at gøre med den gustne Cyniker, den hæslige Spotter, hvis Magt jeg har trodset hele mit ringe Liv igennem - sanddru, som jeg har været i min Fornedrelse, stolt i mine fattige Kaar, uafhængig i mit Fangenskab, undseelig i min Stads, ulykkelig under min Svaghed, kysk i mine Tanker, øm og hengiven i min Kærlighed! Med ham , Fristeren og Spotteren, har jeg intet at skaffe - og han intet med mig!

✂ Men i det grænseløse Rum, hvor de mylrende Stjærner kredser om Sol efter Sol og smiler ad vor lille Jordfunkes Myther - dér vil jeg stige med Dig, indtil vi føler vore Legemer svinde ind og pustes bort. Da ville vore Sjæle i unævnelig Henrykkelse favnes som én skinnende Gnist, der oplyser Vejen imod den store Urgaades Mysterium!

✂ Kom! kys mig! - og føl den eneste Friheds Lykke: at dø! - -

✂ Ulf var atter vaagnet op af sin Bedøvelse, sin Rus, sin Hallucination - han kunde ikke give sin Tilstand noget Navn, men idet han saa' sig siddende her, lænet op mod Trappegelænderet, foran Ediths Dør, følte han, at han maatte blive gal - hvis ikke hun vilde 559 tage hans Angst og hans Tvivl fra ham, berolige ham, trøste ham - blot lægge sin Haand paa hans Hoved.....

✂ Gjorde hun det ikke, vedblev denne Dør at være lukket for ham - paa denne tavse, haanlige eller ligegyldige Maade, hvorunder livløse Genstande formelig kunne synes at tænke, ytre sig højt, handle - saa maatte han dø. Han var, syntes han, naaet til Tingenes yderste Grænse.

✂ Og han ringede - stærkt, gentagne Gange.

✂

✂ Det varede - Sekunder, Minuter, en Evighed. Han kunde ikke aande, hans Fingre spændte sig om Dørposten - han dirrede og skælvede: saa tog han sig sammen ved en sidste Anstrengelse. Døren aabnedes tøvende - som i undseelig Ængstelse; ligesom ubevidst og halvt i Drømme gik den op; og dér stod Edith, slank og lys, i Morgendragt, med et stort Schawl slaaet om sig. Det gled lidt tilside ved en Bevægelse af Overraskelse..... og Ulfs Øjne fæstede sig paa den lyse Skikkelse og han saa' et Glimt af Skuffelse i hendes Blik.... men ligesaa hurtigt skiftede Blikket - hun rakte Haanden frem, som vilde hun støtte den vaklende Mand dér; en dyb Medfølelse spejlede sig i hendes vigende Øjne; med sænket Hoved, næsten uden at berøre hans Haand, førte hun ham ved Haanden ind i Dagligstuen; han var som viljeløs, kunde ikke tale - hun pegede paa en Stol ved Bordet; men han blev staaende oprejst, støttende sig ved Bordet, stirrende paa hende; ingen af dem formaaede at tale; saa satte hun sig paa Sofaen, yderst paa Kanten, foroverbøjet - Hænderne foldede i Skødet - saa' ivejret, forsøgte et Smil, som atter gled under i en dyb Rødmen; og idet hun fo'r sammen, rejste hun sig hastigt, bleg, en sart, fin, linieskøn Blufærdighed, der er som lammet over at føle sin hjælpeløse Afmagt......

✂ Ulf! bad hun.... hviskende med en fremmed, forskrækket Stemme.... vil De ikke nok gaa? Hører De, De maa gaa! De gør mig angst. Hvordan er De kommen her?.... og hun saa' sig sky omkring, som begreb hun ikke, at hun selv havde ført ham ind, og som søgte hun en Udvej, Flugt, Beskyttelse.

✂ Hans Udtryk var mørkt; han sugede Bitterhed ind ved hendes 560 Ord, der burde bevæget ham til Hensynsfuldhed. Det var Glimtet af Skuffelsen i hendes første Blik, der rugede over ham med en stigende Lyst til at gøre hende noget ondt - tilføje hende en Krænkelse - hævne sig. Og han smilede haanligt. Hendes Angst, hendes Raadvildhed - der var ham saa fremmed - belærte ham om, hvor stærk han selv var; og han smilede atter, tænderskærende: Hun forraader sig.... tænkte han.... hun anklager sig selv - hun frygter Dig - aa, jeg er den stærkere her! Brug da din Magt, Ulf!

✂ Han gjorde et Skridt frem - aldeles uden Herredømme over sine Handlinger, sine Ord. Han sagde en hel Del - vristede Sætninger ud af sine Tanker, uden at kunne give dem indre Sammenhæng - men med en hemmelig Glæde over at høre disse vilde, lidenskabelige Ord - Bekendelser, Bebrejdelser, Bestormelser.... saa afbrød en hul Hoste ham. Yderligere hidset og irriteret stampede han i Gulvet og kastede sig frem imod hende.

✂ Hun halvt sad, halvt stod støttet mod Sofaens Sidelæn; hun skælvede og var dødbleg.... nu lynede hendes Øjne; hun bøjede sig frem, greb ham om begge Haandledde, opbydende hele sin Styrke, og sagde fast, myndig:

✂ De rører mig ikke! De har drukket Vin - De véd ikke, hvad De siger eller gør. Gaa ud, Ulf! - Gaa bort herfra! Imorgen skal jeg svare Dem - naar De er kommen til Dem selv og har skammet Dem!

✂ Han havde sat sig ved hendes Side, gjorde sine Hænder fri, klemte hendes som i en Skruestik - stirrede ind i hendes Øjne, paa hendes Mund med de vrede, dirrende Læber - paa hendes slanke Hals, hendes fine, kyske Skuldre.... og der var i denne oprørte Blufærdighed, i denne bly Stolthed, der værger for sig, netop alt det , der gjorde ham afsindig ved Tanken om at blive ført bag Lyset....

✂ Hun lyver! mumlede han. Hun tilhører ham - det er hans Ejendom, hun forsvarer imod Dig, Ulf! Og naar hun har faaet Dig bort - saa føler hun sig befriet som fra et Uhyre - hendes Dør vil altid være lukket for Dig, aaben for ham - og de vil tilsammen ynke Dig, hade Dig, le Dig ud! Nej nej, jeg er her - jeg har Magten - jeg elsker hende, tusind Gange mere end nogen anden 561 har Evne til eller Forstaaelse af. Jeg vil ikke altid være den, som staar i Skygge og bliver let ad; er det en Forbrydelse, saa er det en Forbrydelse - men Alt tilgives den, som vover, som handler, som sejrer. Tage - tilhøre!......

✂ Og hans Mund søgte hendes Læber, idet han lagde Armen om hendes slanke, svaje Liv, der allerede forekom ham at sitre hans Omfavnelse imøde......

✂ Det var Edith - og ikke Edith, han holdt i sin Arm. Det var hans Ungdomskærlighed, som han greb efter; og i en underlig Væsens-Dobbelthed mærkede han, hvorledes hans Arm dog ikke havde Sejerherrens brutale Vilje - hvorledes han halvt i Lyst og halvt i Angst, i Fortvivlelse, i Undseelse - næsten som et Barn, en Dreng - stirrede ind i disse Øjne uden at turde opspore og mestre sig Udtrykket i dem - og lynsnart fo'r igennem hans Hukommelse Ordene fra hans Yndlingslæsning de lange Aar tilbage:

✂ Fürwahr, es sind die Augen eines Todten -
das ist die Brust, die Gretchen mir geboten,
das ist der süsse Leib, den ich genoss!

✂ Han berørte Ediths Læber - og tumlede tilbage; rejste sig - vaklende ligesom blændet. Edith havde faaet sin Haand fri - og med sin fulde Kraft havde hun slaaet ham i Ansigtet.

✂ Dér sad hun - i Arms Længde fra ham. Schawlet havde hun trukket tæt om sig; endnu var hendes Haand knyttet og hendes vidt opspilede Øjne skinnede; og dér stod han, bedøvet - beskæmmet, mindre ved Slagets fysiske Magt end ved Følelsen af, hvilken Haand der havde været løftet mod ham og hvilken Voldshandling der havde truet hende.

✂ Han svinglede; et Øjeblik troede hun, at han skulde falde baglænds - men han veg langsomt, hans Arme sank slapt ned; saa knælede han paa Gulvet, skjulte Ansigtet i sine Hænder og hulkede:

✂ Aa, Edith, Edith! stakkels Barn!... stakkels vi To - og alle Mennesker! -

✂ Han vedblev at ligge derhenne, hulkende af hele sit Hjærte; engang imellem afbrød den tørre, hule Hoste hans Graad. Og 562 han vaandede sig, bed sig i Læben, kæmpede med sine Taarer, sine fysiske og sine sjælelige Smærter. Gryet udenfor blev stærkere; Lyset sivede og sivede ind - Edith bevægede sig, strakte Haanden i det hvide Ærme frem og sagde dæmpet: Ulf!

✂ Hun saa', at Rusen var ganske veget fra dette forgræmte, sorgtærede, blege Ansigt og fra denne Skikkelse, knuget under Lidenskabens Jærnaag; hæslig havde han været hende for nogle Minuter siden; højtidelig forekom hende denne umandige Sammensynken nu, denne Afmagt, der ikke vidste sine levende Raad.

✂ Ulf! bad hun inderligt. Rejs Dem - lad mig i Fred.... se at komme til Ro - vær barmhjærtig mod Dem selv! -

✂ Ja ja! sagde han tonløst. De ynkes over mig - og De vil være mig kvit - og jeg har groveligen fornærmet Dem - tilgiv!

✂ Han bøjede sig, som vilde han krybe paa Hænder og Fødder, rejste sig halvt, krogede sig hen til hende, sank ned for hendes Fødder, greb den ene Fod... hun trak den angst og hastig til sig, men han havde kysset den.

✂ Hun frøs, svøbte sig i Shawlet, klappede hans Hoved, nævnede ham blidt ved Navn, talte ham beroligende til som et Barn: Gode Ulf - kære, gode, svage Mand - tænk ikke derpaa. Tænk blot paa Deres Helbred! De opriver Dem - og mig med - til ingen Nytte. Gaa hjem, hører De; det er snart lyst..... kom til mig imorgen, hvornaar De vil. Jeg skal høre Dem - De kan tale til mig som til Deres Søster.... men kom aldrig, aa nej aldrig paa denne Maade til mig - og brug aldrig de Ord, De har brugt, og tænk aldrig saadanne Tanker.... de saarer mig saa frygteligt og de nedværdiger Dem: De, som er Ædelheden, Finheden, Godheden selv!

✂ Han hørte ikke paa hende, men spurgte hviskende: Edith, elsker Du ham? Sig, at det kun var en Rus, et Øjebliks Besættelse, en Galenskab fra Din Side..... og jeg glemmer alt; han er mig Luft, er mig Intet - jeg vil intet vide, blot tro, at der endnu er Mulighed for min Kærlighed!

✂ Sig det! gentog han hæftig.

✂ Hun rystede paa Hovedet, bøjede sig over ham og sagde: Ulf! lad mig sove - jeg bliver aldeles forstyrret i mit stakkels Hoved - 563 jeg taaler ikke alle de Sindsbevægelser. Hvis De er syg - og De er jo syg og træt - saa tag mit Shawl, læg Dem her og hvil Dem. Jeg maa selv hvile et Par Timer - jeg kan næppe holde mig oprejst længer. Jeg betror mig ganske til Dem - ganske som for Aar tilbage! - - - - -

✂ Hun havde rejst sig og vaklede ind i den næste Stue; trak Døren sagte til efter sig. Han stirrede omkring uden at se noget og vedblev at gentage, ligesom for at dulme og bedøve: hun betror sig - betror sig til mig! og imorgen vil hun tale med mig - og hun betror sig til mig!....

✂ Uden at fatte Trøsten, syntes han, at det var Trøst. Han kunde maaske slet ikke tænke mere.

✂ Han rullede den ene Persienne halvt op, skræmmedes af Lyset, lyttede til de smaasladrende Fugle og fandt, at han kunde have drejet Halsen om paa dem - han, som elskede alle smaa Dyr. Nej, det er lutter Uskyldighed - de er uskyldige! gentog han og syntes atter, at der laa Trøst i Ordene. Han vilde husvales. Saa faldt hans Blik over Bordet - Breve laa dér. Har de lagt deres Brevveksling frem? har de siddet her og læst sammen? Har hun maaske slet ikke....? Aa, Edith, hav Medlidenhed med mig - og tilgiv mine stygge Tanker om Dig! Du er, hvad Du altid har været, har ikke forandret Dig, kan ikke besiddes af nogen - Du, som ikke besidder dig selv! Vi To har jo dog ogsaa læst og talt Natten igennem.... men han, han, som er mig saa ulige, og som aldrig forløber sig, som kan lægge Planer og gennemføre dem..... aa, Gud i Himlen, han er en smuk Mand, en veltalende Mand, ikke mere Slyngel end jeg.... ingen er Slyngler, men nogle er Sejerherrer - og hun er hans - og her ligger Beviserne!.....

✂ Han greb efter Brevene, læste, kunde ikke forstaa.... studsede - sitrede - læste. Brev paa Brev fra hans egen Moder til hendes Søster, Tante Eva, som havde født den lille Alma. Hans Moder - hans egen Moder - som var bleven skilt fra Justitsraad Brynjulfsen, Gunnar Brynjulfsen, men som paa en Rejse igen var truffen sammen med ham, havde været svag et Øjeblik - og Frugten var Edith. Og hvor hun hadede ham, hvor denne Kvinde hadede sin »retmæssige« Forfører. Hun var død i det første Aar efter Ediths Fødsel - men havde ladet Søsteren Eva sværge ved alt dyrt og 564 helligt dem imellem, at Edith aldrig skulde tilhøre det brynjulfsenske Hus. Og Tante Eva havde holdt Løftet; hendes lille Alma - hvem hun aldrig havde haft blidere Følelser for - var bleven Konferensraadens Adoptivdatter. Hos Familien Ravn var Edith opdraget - Ulfs kødelige Søster. - -

✂ Nu stod han, med det sidste Brev i Haanden, derinde, hvor Edith laa tilbagelænet paa den hvide Pude. Hun var faldet isovn. Idet han aabnede Døren, skød bag efter ham det første Skær af Morgensolen ind imod Sengen. Det gyldenrøde Skær kyssede hende - og Ulf bøjede sig over hende, som vilde han følge Solens Eksempel. Hvor inderlig ømt, højtidelig ømt - og hvor mørkt, tungsindigt var hans Blik. Edith! hviskede han; - hun smilede, men slog ikke Øjnene op. Edith! raabte han næsten vildt og greb hendes Arm. Hun fo'r ivejret, angst - med Forbittrelse i Øjet. Han holdt Brevet imod hende, med Neglen ridsende under nogle Linjer.... hun stirrede, læste.... han satte sig tungt og træt paa Sengekanten: Nu har jeg Lov at sidde her! sagde han fortvivlet. Læs! læs!

✂ Men da hun forvirret, sky og spørgende saa' ivejret fra Brevet, opdagede hun, at han blev højrød i Ansigtet; hans Bryst arbejdede - en anstrengt Hosten - og det klare Blod stod ham ud af Munden. Han faldt forover, ned mod Gulvet.

✂ Nogle Minuter efter havde Edith faaet vækket og hentet den gamle Kone i Huset. De to Kvinder lagde Ulf Brynjulfsen paa Sengen og lod ham synke koldt Vand og badede hans Tindinger. -

✂ Det er min Broder! hviskede Edith.

✂ Du Frelsens!... sagde Konen. Hvad dog Frøknen oplever! -

✂

✂ Tiden gaar.

✂ Hvad der nys er hændet os, kan paa engang forekomme os saa sælsomt fjærnt; og ransager vi vor Hukommelse, kan vi finde som 565 Slut paa en hel Række Lykke- og Smærtefornemmelser dette Ord fra daglig Tale: Tiden gaar.

✂ Edith er optaget af sin syge Broders Pleje, ofrer sig ganske for denne Kærlighedsgerning, som havde hun netop ventet paa en saadan Opgave. Gerhard har kun behøvet et flygtigt Blik paa hende og paa ham, for at føle, hvorledes alt er forandret her i dette lille Hjem. Det er blevet til et Hjem - den syge Digters og hans Søsters; milde, store, forsonende Magter breder deres usynlige Vinger her, hvor en energisk, livskraftig ung Kvinde kæmper for at fravriste Døden dens Bytte. Ediths Blik paa Gerhard havde sagt ham Alt: Ulf taaler ikke at se nogen - allermindst den tidligere Ven; dette Hus forbliver lukket - kun Døden kan aabne det - og Døden kæmper vi imod!

✂ Men da Gerhard gik bort, hviskede han for sig selv: ingen kommer her - jeg ikke - men saa er Halvvig ogsaa udelukket. Nu er der sket, hvad der skulde ske. Og med mig er det bedste sket..... jeg som haaber, at Ulf maa leve!

✂

✂ Saasnart Ulf kunde taale at flyttes, rejste Edith med ham ned til den lille Købstad - til Invalidehotellet. Naar Vintren kom, var det hendes Agt at tage paa »Tournée« i Sverig-Norge, Finland, Rusland eller de tyske Østersøhavne. Nu var hun Familiens Overhoved og dens Forsørger.

✂

✂ Gerhard vidste det, anede det, saa' det Alt: den lille Alma levede som forhen uforstyrret, uanfægtet, i Konferensraadens Familie; hun var forlovet med Pastor Nærøe, Brylluppet skulde staa til Efteraaret. Pastor Nærøe opsøgte en Dag Gerhard. Præsten ansaa' det for sin Pligt - sagde han - at gøre et Forsøg paa at jævne og udsone i den Familie, som hvis Medlem han nu snart havde Retten til at tale. De fleste Familier havde jo unægteligt - desværre - et eller andet Punkt, en eller anden Hemmelighed..... om Gerhard f. Ex. vidste, at Ulf skulde være flyttet sammen med en Halvsøster eller en paa anden Maade beslægtet ung Pige - og om 566 Gerhard vidste, hvorvidt det var Tilfældet, at hun ernærede sig - ja man sagde ovenikøbet den øvrige Familie og Ulf med - ved at synge.... synge for Folk? -

✂ Gerhard nikkede og svarede: Ganske paa samme Maade som f. Ex. De kommer til at ernære Deres Familie ved at præke for Folk!

✂ Pastor Nærøe sendte Gerhard sit elegisk-faste Blik. Gerhard besvarede Blikket roligt: jeg tillod mig at ytre mig saaledes - uden Forklejnelse for Dem!

✂ Præsten spurgte videre, hvorvidt Gerhard antog, at der fra »Medlemmer af Familien Ravn« vilde blive stillet Krav eller gjort Spørgsmaal gældende overfor den brynjulfsenske Familie i Hovedstaden. Gerhard besvarede dette Spørgsmaal ligeledes roligt med et: nej.

✂ Præsten lagde sin hvide Haand diskret paa Gerhards Arm:

✂ Og Deres Hustru....? sagde han.

✂ Optræder - svarede Gerhard - efter hvad jeg sidst hørte, snart paa denne Herregaard, snart ved et Badested for et elegant og taknemmeligt Publikum. Hun synger ogsaa for Folk - men underholder ingen Familie derved!

✂ Hvorledes antager De, at det vil ende? spurgte Præsten efter et lille Ophold - forsigtigt medfølende.

✂ Hvorledes det vil ende? sagde Gerhard. Der er Kvinder, for hvem det slet ikke ender. Maaske hører Annette til dem. De lever - som Ibsen siger - i Uskyldighedstilstanden; de kender ikke Forskel paa Godt og Ondt. Hvis En eller Anden om nogle Aar fortalte mig, at Annette optraadte i en Circus paa den anden Side Havet - saa skulde det ikke undre mig. Blot haaber jeg, at jeg til den Tid vil have betalt det sidste Afdrag paa en Forskrivning!.....

✂ Pastor Nærøe blev noget tankefuld. Man véd virkelig næppe mere, hvad man skal tro om Fremtiden! sagde han. Mon ikke hele Tiden har »forskrevet« sig til de onde Magter! - ak, vort ulykkelige lille Land - vort stakkels Folk......!

✂ Og de to Mænd talte om, hvor galt det egentlig saa' ud.

✂

✂ Nogle Aar efter - en Augustnat henimod Maanedens Slutning - træder Gerhard ud af den lille Sidedør paa et Etablissement, et Slags Forstadstheater, som nogle for Sagen interesserede Mænd har ladet opføre i Frederiksbergkvarteret.

✂ Alt er lukket og slukket, Folk er gaaet hjem; Natten er stille, med et fint Skyovertræk, hvorigennem Høsthimlens Stjærner hist og her kommer tilsyne..... og langsomt glider en af de tindrende Myriader ned over Hvælvingen, lyser som et Bueskud, og sluges af Dunstkredsen.

✂ Gerhard ser ivejret, følger adspredt den lysende Bue, ret som om en Fosforstikke skrev en Streg over en sort Tavle - og han gaar sin Vej roligt hjemad, alene med sine Tanker, til den lille Lejlighed, han bebor i Voldkvarteret.

✂ Byen sover. Et Par yngre og nogle halvgamle Nattevandrere hilser paa Gerhard med denne høflig-gemytlige Fortrolighed, der er ganske københavnsk, hverken tysk, svensk eller noget andet: Vi kender ham; han bidrager Sit til at skaffe os en fornøjelig Aften nu og da; vi kan trænge til det, for Tiderne er ikke overdrevent fornøjelige - nej ved Gud; hvordan mon han sidder i det? og hvad er egenlig hans rigtige Mening? han er forresten en godmodig Fyr - lidt kort for Hovedet, naar man vil drikke med ham; aa, han kan jo ikke drikke med alle.... hvor skal vi faa noget mere Øl fra?....

✂ Og de gaar bort, disputerende om, hvorvidt hans sidste Vise skulde tages som et Indlæg for eller imod den sidste Skandale i Thinget - hvorvidt han er lunken eller ivrig Forsvarsven, Republikaner, Socialist, Fritænker - eller om han er det stik modsatte? For noget maa han da være i denne By, hvor der er nihundredognioghalvfemsindstyve udprægede Meninger om Kuglen paa Nikolajtaarn.

✂ Og en af Nattevandrerne foreslaar, at de skal vende om og 581 spørge Gerhard.... Det gør de; og Gerhard svarer smilende: Jeg mener, at Kuglen paa Nikolajtaarn er rund - men hvis nogen paastaar, at den er ottekantet, vil jeg ikke afdisputere ham det!

✂ Aa, De er altsaa en Vindhane! siger den yngste.

✂ Gerhard letter paa sin Hat, bukker og svarer: Jeg er ikke bornert nok til at have en uforgribelig Mening om noget - ikke engang om hvorvidt De er uforskammet eller ej! Jeg vil blot gaa hjem og sove - hvilket jeg ogsaa anbefaler Dem!

✂ Vil De slaas? spørger det unge Menneske og skotter til sin Kammerat.

✂ Gerhard svarer roligt: Jeg vil holde mit Krudt tørt - som Garibaldi paalagde sine Soldater!

✂ Saa gaar han videre.

✂ Han standser ud for Frihedsstøtten; han er alene; Byen sover.

✂ Denne Støtte, som, løjerligt nok, er bleven Byens Centrum i Tidernes Løb. Tusinder tager hver Dag Navnet i Munden uden at tænke over Betydningen - saaledes som vi alle dagligt tager de betydningsfuldeste Ting i Munden og tænker ikke. Og det turde maaske være bedst saaledes! mumler Gerhard. Gaar vi i Dybden, saa finder vi de store Spørgsmaal, de store Gaader, de store Tvivl. Men det gælder for en By, et Folk, at leve Livet - sundt og tillidsfuldt at virke paa denne Overflade, hvortil vor Eksistens er bunden.

✂ Hold Krudtet tørt - Humøret oppe - Tungen lige i Munden!

✂ Og som han tænker dette, stiger fra disse Omgivelser Minderne frem. Det er, som satte Erindring Erindring Stævne her om Støttens Fod. De største historiske Begivenheder i Folkets Liv, og de smaa dagligdags i hans eget. Natten og Stilheden slaar sine Traade krydsende over den store Væv - og han synes paa engang, at han er saa ensom, at ingen kan raade og hjælpe ham, at denne By er død, og at han selv snart vil svinde som Atom ud i Atomernes mystiske Rige.

✂ Atter glider et Stjærneskud - højt oppe over Støtten - væk i en Bue. Den gamle barnlige Forestilling om en Stjærnes Fald og et Menneskelivs Udslukning. Hvor snart forbi! Det er næppe Aar og Dag siden, at »Skyggen« en Aften sad ude i Gerhards lille Forstads- og Folkelivsknejpe. Han saa' paa en dramatisk Scene, frisk, 582 harmløs, fornøjelig; en ung, tækkelig Pige med noget Talent og mere Temperament har at synge en lille Vise - en af Ulfs Sange. Da Sangen er sunget, rejser Skyggen sig højtideligt og stille; ingen ser, at han gaar - og han kommer aldrig tilbage igen. Nogle Dage efter fandt man ham ude i Skoven; han laa med Ryggen mod en Bunke vissent Løv, Tindingen gennemskudt; paa Brystet Ulfs Digtsamling - et ombøjet Mærke ved Sangen »Trofast til Døden«.

✂ Og Gerhard tænker paa Anna Funch; bortrevet ved en af disse epidemiske Sygdomme, der synes at have sat sig fast i denne By - den usunde, overbefolkede, overbebyggede By.

✂ Edith opdrager Drengen, som hun har taget hjem fra Sorø; han skal ikke studere - han skal blive et flinkt, et praktisk Menneske! siger Edith... og hun véd, hvordan den lille Kapital skal anvendes, som er sat ud for Drengen efter Halvvigs Dødsbo. En Mængde Slægtninge - nærmere og langt ude - har gjort Krav i dette Dødsbo. Der er mange fattige Slægtninge - Byen bliver fattigere og fattigere, synes det.

✂ Saa staar Gerhard dér, lænet op mod Gitteret omkring Frihedsstøttens Fod. Og han tænker paa Edith.

✂ Han folder Hænderne over det kolde Jærngitter og bøjer sit Hoved. En dyb Følelse af stille Vemod og stille Lykke gennembæver ham; - Vemod, Erindringens sarte Ledsagerinde med de drømmefjærne Øjne; - Lykke, thi det er vel Lykken at kunne længes uden at begære - som det er lykkeligt at erindre uden Brodd og Smærte.

✂ Eller skuffer han sig selv? Ligger der ikke Smærte paa Bunden af den Længsel, som dog ikke har Erindringens fulde Jubel bag sig og som hver Dag stirrer, mildt bebrejdet af sin egen Uro, mod Mødets forjættede Land? Har hans Ungdom taget den endelige Afsked med ham og i Skilsmissens Øjeblik trykket ham Resignationens Trøstegrunde i Haanden - som en til »Missionen« Omvendt stikker en gammel Ven sine Traktater under Armen?

✂ Gerhard løsner sine Hænder fra Grebet om Gitteret ved »Frihedens« Støtte, og med bøjet Hoved gaar han langsomt hjem til sin ensomme Lejlighed. Natten hviler over denne By, der sover - i Splid med sig selv og dog sorgløs ubekymret, slaaende Alt i 583 Glemsel, dyssende ned, ladende staa til, og dog er der dem blandt de Tusinder sovende, som har tunge Drømme. Natten skjuler. Ude fra Østersøen, fra Køgebugt, ind over det flade Land, over Strømmen, Havnen, dybt ind gennem Byen kommer en fin Taage umærkeligt ligesom listende sig paa.... og Nord fra, fra Sundet, frem over søvnslørede Skove kommer en anden Arm af samme Taage - og de synes at forene sig, for at knuge Byen i deres Favntag.... men endnu staar Hvælvingen deroppe fri, den rolige Høstnats Himmel med de stille, plirrende Stjærner. Gerhard føler sig let gysende berørt af den lave, klamme Taage; han ser op - atter et Stjærneskud - dennegang som var det en Raket, et Ildøje, der langt borte fra kastedes ivejret - højt, højt - for at udspejde Byen. Jo, den sover!

✂

✂ Gerhard er hjemme i sin Lejlighed; men han kan ikke sove og vil ikke tænde Lys. Han sætter sig i den gamle brøstfældige Hestehaarssofa, den han har udbedt sig som Arv efter Ulf. Han kan akkurat skimte en Række Skilderier paa Væggen, Raderingerne til hans »Jeg drømmer« - dem en Kunsthandler engang, da det kneb haardest for Gerhard, gjorde ham et Skambud paa og som Gerhard har beholdt.

✂ Han synker hen i en underlig halvdrømmende Dvale, som hans Læge spøgende plejer at kalde hans »clairvoyante« Tilstand. Og han tænker paa sin Kunst - paa hvorfor han opgav den - paa at han ikke vil anmasse sig nogen Fordring dér, hvor man rolig har at oppebie kommende ny Tid, nyt Liv, nye Kræfter, ny Kunst.... thi dette er dog Epigonvæsen alt!

✂ Og med Et, som opklaret indenfra af et sitrende Skær, skyder hans Drøm sig frem, ganske som den Nat han drømte og derpaa nedskrev den. Og han ser Edith for sig.

✂ Paa blide Bølger af Erindring og Længsel føres hun ham imøde. Det er Galleriet - det lyserøde - hvori hin unge Kvinde med det straalende, trohjærtige Smil træder imod ham; i Haanden holder hun det højrøde Ordensbaand - og da han ser paa det, synes der at dryppe en Bloddraabe fra det.

✂ Han føler sit Hjærte slaa; varmt og atter som frøs Alt i ham; og 584 han stirrer paa hende og paa Baandet. Hun bemærker hans Blik, vender sig sagte, uden Bebrejdelse, kun med en stille, ydmyg Bedrøvelse - og hun peger paa et Sæde, som spærrer en Dør - Døren ind til Brudegemakket.

✂ Dér sidder de saa, Side om Side; han tager hendes Haand, hun sidder med bøjet Hoved og vinder det røde Baand om sin lille hvide, smalle Finger. Edith!... siger han.

✂ De behøver ikke at fortælle mig noget - hvisker hun med sin blide Stemme; - jeg véd jo Alt og jeg har intet, intet at beklage mig over, intet at bebrejde Dem!....

✂ Edith - vedbliver han - vi er ikke unge længer, og der er kommen store Ting imellem os; Drengen er imellem - og Ulfs Skygge er der; - aa han havde Ret i, hvad han skrev mig til som sin sidste Vilje; han holder denne Dør lukket! -

✂ Holder han den Dør lukket?.... hvisker hun.

✂ Ja, Edith - ja! Og Gerhard fortæller hende Alt, hvad Ulf skrev - alt det, som fra at være Formaninger og Advarsler i Ulfs døende Stemme blev til Tvivl i Gerhards Bryst. Men disse Tvivl er saadanne, som er en Mand værdige - en Mand, der vil Lykken for en elsket Kvinde - og Lykken er ikke Besiddelsen men Længslen - Længslen i Ærefrygt og Hengivenhed, i Stræben mod Fuldkommenhed, i Dødeisen af den Uro, for hvilken der dog aldrig gror Lyksalighedens Lægeurt! Og Gerhard taler og taler, henvendende sig til hende, som talte han til sin egen Sjæl. Romeos Ord: »It is my soul that calls upon my name.« Edith, dyrebare Edith! se, jeg har formaaet at tvinge Forfængeligheden tilbage - fordi Du aldrig hidsede den; jeg frygter denne Tid; er i Uro og Bekymring for den - og elsker den som et sygt Barn. Jeg holder af denne By, fordi den omfatter din bramfri Livslyst, dine nøjsomme Glæder. Jeg ser dens store Skrøbeligheder, aner Tugten - men river ikke som Ulf op i Saarene; Du rev aldrig op i mine, i hans. Ikke hader jeg de Mennesker, fra hvem jeg har fjærnet mig - Farisæerne, der nu betragter mig fuldkomment som forskrevet til den Onde. Jeg har slaaet mig ned blandt Gøglere, mellem »Toldere og Syndere« - tidt fundet dér alt det menneskeligt Gode, som jeg vilde ønske mig selv; - og jeg har ikke Ret til at forarges over Brist og Brøst, hvis Skygger jeg dog kan forfølge i mit 585 eget Væsen. Jeg har ikke glemt, at hvad Verden kalder Gøglere, det var dine tidligere Kammerater! Jeg synger mine Sange, lader mine Figurer agere, for en Slægt, der maaske selv synger paa sit sidste Vers. Jeg gør det som et redeligt, honnet Arbejde - hvorfor maaske en kommende lykkeligere Slægt engang vil vide mig Tak. Men Alt - hvor meget eller lidet det saa er - skylder jeg Dig Tak for. Vilde jeg kunne gøre det, hvis jeg satte Dig som Maal og Belønning - og hvis Maalet rykkedes mit Liv paa Nærthold i Lidenskab, i Rusens Sødme?.... Ak, Edith, Du vilde ikke frygte, men over mig er Ulfs Skygge - og jeg er bange!

✂ Hun har siddet, med Hænderne foldede over hans ene Skulder, vendt imod ham, lyttende; - hun nikker langsomt, bevæget som ved Takten af hans Ords Tonefald, ryster dernæst stille paa sit Hoved - og rejser sig.

✂ Er det Ulfs Skygge, som har spærret den Dør? holder han den lukket? spørger hun med en sælsom Stemme. Saa se da!.....

✂ For Gerhards stirrende Øjne viser sig et stort, dybt Mørke. Ediths hvide Skikkelse staar derinde..... hun hæver Haanden, det blodrøde Ordensbaand skinner mod den uendelige Baggrunds Nat. Og hun svinder mere og mere.

✂ Men Gerhard synes, at han rejser sig - at han træder hen til et Vindu - ser ud, ned paa en By, som er hans egen og dog forekommer fremmed. Morgnen gryr, men det er gennem sejg Taage, at Lyset kæmper. Uhyggelige, utydelige Bølgebevægelser - stridere og stridere, som dybe, delte Strømme, der maler imod hverandre. Og en ængstende, dump Rallen, som en Sovende, der knuges af en Mare og stønner. Saa den fjærne Lyd, der høres som en Torden - men hvoraf intet Øre dog kan tage fejl: Kanonild.

✂ Og med Et haster Mennesker frem dernede; - de øde Boulevarder, de tomme Gader fyldes med søvndrukne, skrækslagne, uvaskede, blege Ansigter. Halvpaaklædte Mænd, Kvinder i Natlinned, trykkende jamrende Smaabørn ind til det Bryst, som ingen tænker paa at skjule. De er lamslaaet af en Rædsel, som ingen vover at give Ord. Saa kommer en Rytter sprængende - han hugger Hæl i Hestens rygende Flanker - et Barn rides ned - Rytteren behujes og forbandes af Mængden, som bølger efter....

586

✂ Hesten styrter i Volten om det glatte Hjørne - Rytterens Kepi i Rendestenen - han løfter sit blødende Hoved, tager Vejret to, tre Gange - med Fraadesavl om det stubbede Mundskæg - brøler hæst: Fjenden - Landgang - Fjenden!..... og han vælter bagover død.

✂ Et vederstyggeligt, modbydeligt - og i sin Modbydelighed forfærdelig højtideligt Skuespil af Hovedstadens Befolkning i Dødsangst. Gerhard føler hver Enkelts Rædsel som Isnaale gennem sine Aarer. De styrter tilbage, op i Husene; en kaster sig ud af et Vindu - de fleste kommer atter frem som vilde Rotter gennem Døre, op ad Kælderhalse. Nogle Kvinder er bleven vanvittige og slæber Børn i Sengelagner som paa en Sluffe efter sig - og de hyler: Krig, den forbandede Krig - gid Helved annamme dem, som er Skyld.... aa Gud i Himlen bevar os, bevar, bevaaaaar! Og fra Taarnene bamler, rangler og dirrer Klokkerne - og bag denne Metallyd, over den, truende, døvende, Sekund efter Sekund, eller i én eneste brummende Brølen: Kanontordnen.

✂ Saa en Ildstreg - en lysende Bue gennem Taagegryet - lige præcis som en Raket, en af dem, man har sagt Aa! til paa Tivoli...... et Bombekast ned i den snevre Sidegade.

✂ Der kommer en Drosche, som holder - varskoet af en Politibetjent, der har faaet et Barn og et Fuglebur trykket i Armen. Ud af Vognen stiger besværligt en gammel, rystende Mand, hjulpet af en pur ung Pige med Regnhætte over et halvt nysgerrigt, halvt forskrækket Ansigt. Hun vender tilfældigt Blikket op mod Gerhard, der maalløs vil gøre Tegn til hende...... og nu træffer Projektilet Vognen. Ingen Vogn, ingen Hest, Kusk, gammel Mand, ung Pige mere - et rygende, søndersplittet Sammensurium af Menneskeliv, Jærnbøjler, Dyrelemmer kastet i Stenbroen, slaaet op mod Husvæggen..... og et Skrig af Fortvivlelse, Raseri, af vild Desperation fra Mængden, der trykker sig med stive Øjne opad Muren, som om Ødelæggelsens Afgrund med Et aabnede sig.....!

✂ Gerhard har istemmet Skriget; han har faaet sine stivnede Lemmers, sit stormende Hjærtes Brug tilbage. Hævn - Modstand - Forsvar! - han vil slaas! Han er nede paa Gaden; de vil alle slaas - men hvor - hvem fører os?.... afsted! til Tøjhuset - til 587 Kommandanten - til en Isenkræmmer; - bryd Dørene op - Vaaben! - aa, dér er Soldaterne - de har allerede været i Ilden - Gud hvor de ser ud.... Kæven dingler paa den ene - men Synet fra Bombekastet var værre; - dér er Vogne - hele Rækker - alle de Saarede - og vi har Ingenting vidst - det er kommet som Lyn igennem Taage! - Hvor nær staar Fjenden? - Landgang paa Amager og Landgang ved Vedbæk! - hvem er den Officer tilhest? - en Adjutant, Premierlieutenant v. Norden; - bløder han? - ja hvad Fanden - sikke Øjne - Sablen i Venstre - det er nok første Gang at han er »Venstremand«; - Sludder, hold Kæft med Højre og Venstre; - »Frivilligt Mandskab frem til Forter og Befæstningen!« Hurra! dér er Bentzen-Overgaard og Evropæerne - og Nørager og de Danske; - Vrøvl, vi er alle Danske - man har overfaldet os og vi er uforberedte - som altid. - Er Befæstningen for svag? - rimeligvis - der er ikke Stunder at tænke derpaa. Hvor er Socialdemokraterne? - dér er Socialdemokraterne - Masser, Masser - Hurra!

✂ Til Arbejde, Liv eller Død.

✂ Og de gaar frem under Fanen; den er rød - med et hvidt Kors i.

✂ Om der er gaaet en Dag, et Døgn - eller mere? Gerhard véd det ikke. Ingen véd noget. Udmattede, faatallige Tropper, uøvet frivilligt Mandskab imod Fjendens krigsvante, øvede Skarer. Men Haabet beskæmmer ingen - og vi skal jo haabe paa Allierede. Der er gaaet Hul paa Evropas store Brandbyld - Udbruddet er først kommet over os; Alle staar imod Alle - og kan vi holde den første Tørn, saa kan Hjælpen naa' os. Flaaden ligger paa Havsens Bund - Æren dækker den. Hæren har kæmpet som brave Mænd kæmper. Resterne ligger langs de udstrakte Befæstningsvolde, med Væbningen, med de frivillige Korps. Her er Artillerikampen - som bærer Bud helt ind over Byen. Her er Udfaldene - og her er den første Linjes Lazarether.

✂ Og her - hvor en inspicerende Officer tidligere har haft sin Embedsbolig, hvor Blomster har nikket i Haven og hvor en af disse bløde, lidt slørede Pigestemmer til Pianoet har sunget fredelige 588 Krigssange ud til fredelige Voldarbejdere - her, hvor Volden er høj og bred med en Grav udenfor, her staar det ene frivillige Korps under Vaaben..... det andet er nyligt kastet tilbage fra et haardnakket Udfald - eller et fortvivlet - »under svære Tab« - som det hedder i Krigshaandværkets Journalistsprog.

✂ Det er Journalister, Kunstnere, Gøglere, Studenter, yngre og ældre Handelsbetjente, Mænd af alle Aldere og Samfundsklasser, som her er traadt under Vaaben. Gerhard ser sig selv staaende iblandt de andre - ventende paa Adjutanten, der skal bringe Ordre til endnu en Udrykning - en Rekognoscering - Fjenden kommer for nær. Mændene er tunge, alvorlige; Korpsets Spøgefugl har opbrugt sit Forraad, Vitserne bider ikke. I Skumringen lyser Officersbygningens gullige Mure; Skorstenen nedskudt, Ruderne gennemhullede; Bohavet er kastet udenfor - et taffelformet Fortepiano hviler sin amputerte Benstump paa en tom Nodereol. Indefra Bygningen høres Saaredes Stønnen. En ung Kvinde kommer frem i Døren, hun er bleg, blond, sætter sig paa Trappestenen, med Hovedet bøjet, Hænderne lagt over Knæet. Saa rejser hun sig, gaar hen til Gerhard, som taler dæmpet med Overgaard. Den sidste vender sig overrasket: Edith!

✂ Ja - siger hun, med sit Nik - Lægen bemærkede lige netop, at vi var for mange Kvindemennesker derinde.... vi skulde tilmed tilbage i »anden Linje« - for her skyder man paa os! Og hun tilføjer i en let Tone - næsten som spøgede hun: Jeg troede forresten ikke, at man skød paa Lazarether - ovenikøbet paa Sygeplejersker med Bind om Armen!.... og hun peger paa sit Genferkors.

✂ I Krigstilfælde tillader man sig adskilligt! - svarer Overgaard tørt. -

✂ Gerhard ser ængstlig paa hende. Han er ikke overrasket ved at træffe Edith; alle synes at være dér, hvor de skal være - om de holdtes aldrig saa fjærnt før. Men han er angst paa hendes Vegne. Hun besvarer hans Blik med et Smil - et dvælende, et der samler som et Livs Indhold her, tæt op ad den Grænse, som skiller Liv og Død, I næste Minut kan han være inde i Dødens mørke Land - alene derinde - hun ladt tilbage - prisgivet den hele Række Tilfældigheder, Vilkaarligheder, Voldshandlinger, Rædsler....... og det er som skreg det indeni ham af Forbittrelse mod dette 589 Umenneskelige, Modbydelige, som saa tørt-upersonligt benævnes Krig..... og af en ræddelig Angst for at skilles fra hende, vide hende hjælpeløs...... Edith! siger han med Møje og gør et Skridt frem imod hende, advarende, afværgende, vinkende, at hun skal forlade Stedet. Den kommanderende Officer synes at se spørgende paa ham, paa hende..... Mændene rundt omkring, de udmattede, nedslaaede, tunge eller febrilske, ser ogsaa paa de To; - flere af dem har sandsynligvis genkendt hende fra dengang hun optraadte - og mange kender Gerhard.... alene Øjeblikkets Alvor, saa nær »Grænsen«, gør maaske, at disse febrilske Læber ikke nævner Navne - at disse stive Træk, næsten dækkede af Krudtslam, Støv og Kammeraters størknede Blod, ikke røber Videbegærlighed.

✂ Man staar foran den store Afgørelse - venter det Alvorlige - og man ser paa disse To med den Adspredthed, der følger i Farens Spor eller gaar forud for den.

✂ Gerhard ser det altsammen - tænker og føler det alt - stirrende ufravendt mod Edith, søgende ind imod dette Smil, der lysner op midt iblandt Død, Saar, Ruin, Hæders klæbende Sved og Blod, Vederstyggelighed - Tilintetgørelse. Det er ham til Fuldkommenhed klart, at hun ikke staar her som et Undtagelsesmenneske »løst fra Støvets Baand« - som et Barn, der ikke véd af Fare og derfor ikke kender til Frygt. For hende er Krigen et ligesaa vildt, hæsligt Spøgelse, som for ham. Han læser sig det til i hendes Blik; hun er ingen exalteret Kanon-Kvinde, ingen moderne-lille Kopi af en Jeanne d'Arc, som vil svinge Feltfanen og ombringe Fjender massevis. Der staar i hendes Øje et Glimt af oprørsk Kvindevrede imod dette Forfærdelige - som maaske kunde være undgaaet - som vi maaske selv i kortsynet Stivsind har nedkaldt over os. Hun og han synes samtidig - gennem hin Sjælenes clairvoyante Sympathi - at se og gyse tilbage for »Kalibans« frygtelige Arr, som ler!

✂ Og saa er der dog hendes lyse Smil.... og han hører endnu den klare, velklingende Stemme, da hun siger dette »for her skyder man paa os« - siger det med et frejdigt Skælmeri, der skinner gennem den oprørte Alvor. Og han erindrer - som man i helt alvorsfyldte Øjeblikke erindrer sig det Smaa, det Tilfældige, det, 590 der endog spiller i det Komiske - hvorledes hun engang fortalte, at hun havde set en Barnepige siddende paa en Bænk med en lille Dreng ved Siden af sig og et spædt Barn i en Kaleschevogn. En stor gul Hund - ung endnu - var kommen til, havde pludselig lagt sine Poter op paa Barnevognen og snuset nysgerrig. Drengen, der næppe stolede synderligt paa Barnepigen, havde da paa sin lille Søsters Vegne med bønlig-dirrende Forskrækkelse tilraabt Edith: »Den bider Tulle!«

✂ Ediths Deltagelse for Drengen, hendes Forstaaelse af hans hjælpeløse Rædsel for dette store Uhyre, hendes hemmelige Glæde over, at han havde paakaldt hendes Bistand og lagt sin egen Beskyttelsestrang - sin Ridderlighedsfølelse i Knop - for Dagen.... alt dette røbede sig i den klare, hjærtelige Latter, hvormed Edith ledsagede Fremstillingen af den lille Scene..... og denne ubetydelige, forbiglidende Overfalds-Situation fra Fredens og Idyllens Dage, den spejler sig for Gerhards Erindring i det lyse Skælmeri, hvormed hun her søger at dække over det nøgterne, haandgribelige Alvorsspøgelse - Krigen: de skyder paa os alle - Mænd som Kvinder - og Børnene med; - Uhyret vil sluge os alle!

✂ Dette Smil...... Det er, som Gerhard først nu kender det ret - nu det samler og aabenbarer et Livs Indhold nær ved Grænsen for det mørke Land, Skyggernes Land, hvorom han dengang drømte..... hvorom ikke alene han har drømt, men mange iblandt det Folk, der sorgløst og dog forpint levede de lange Splittelsens og Tvivlens golde Aar.

✂ Han ser Smilet lyse imod sig nu - men det har jo stedse været over ham; det tilhørte, det kom fra en Kvinde, der stod lavt i de manges Omdømme - og nu er vi alle lige, paa samme Linje, i »yderste« Linje. Hvem kan her, med den store Afgørelse for Øje, hovmode sig?... og hvad har alle vore forskellige Levnedsførelser - var vi iblandt de for Farisæerne skyldige, og var vi blandt Tolderne de bravere - hvad har de ført os til og hvad andet kan de føre os til - end til at »falde med Ære«?

✂ Og Gerhards dirrende Læber mumler: Ære være Dig; Du som har opretholdt dette Smil - hvad ondt og svagt og smaat Du saa har set hos mig, hos de andre! Du, som ikke har trængt Dig frem 591 - vel vidende, at i »første« Linje dér boltrer først ret Forfængeligheden, Ærgerrigheden, Havesygen, Hadskheden sig.... Du, som med smaa Midler har anstiftet det Gode, at jeg - en iblandt de mange - har kunnet se hen til det store Menneskelige uden at gramse efter Legetøj og Narreværk. Du, som har været klog - og holdt Dig fjærnt fra mig; øm - og ventet trofast paa mig; stolt - og skjult din Sorg og din Længsel! Du, som har maattet lide, naar de andre nedsatte mig, allermest, naar Du selv indsaa' mine Fejl, og dog aldrig har bebrejdet mig én Ting, hvorover Du selv hemmeligt fældede Taarer. Det er ikke din Skyld, at jeg ikke kom til at tilhøre de Bedste - men det er din Skyld, at jeg nu staar her uden at regnes blandt de Allerringeste. Saa havde Ulf Ret: Fremtiden tilhører Kvinderne - de vogter Idealerne!

✂ Og han gaar frem imod hende, tager hende i Haanden; de ser sig omkring. Derudenfor - bag denne Vold, som snart er skudt sønder og sammen, og hvis Opførelse har set Folket i Leg med Fraser, i Strid om Grunde, i Kiv om Skyld og Ret, i Opløsning og Forbittrelse - dér er han, Fjenden - ligemeget hvem, ligemeget hvorved og hvordan han kom; men han vil os det Onde - vil tage vor Frihed, den Stump, vi har tilbage; vil bruge vor Jord og vore Kræfter - forfølge vort Sprog, Essensen af Folkets Liv...... om han kommer til at dvæle her længe!

✂ Og hvorfor skulde han ikke dvæle her - blive her ret længe, naar han har slaaet os til Jorden; her, hvor enhver af vore Sange kan belære ham om, at der »er godt at være«?

✂ Hvem vil forhindre ham deri? Disse Mænd, der allerede halvt synes at mistvivle - denne Haandfuld, sammenlignet med hans egne Masser? - - - -

✂ Gerhard ser sig omkring; han læser sig Nedstemtheden, Trætheden til i disse Miner - og han tænker: har disse Mænd - har vi alle - i Tide og Utide, ved hvert Jubilæum, enhver Zweckessen, i enhver kunstig fremkaldt Anledning danset og trallet og skraalet og sunget os kede af alle vore gode gamle Sange?... Nuvel! og hans Øjne tindrer: En ny Streng paa den gamle Lyre! en ny Melodi til de gamle Tanker! og friskt Mod! Kom, Edith; vi ville synge vor Kærlighed ud - synge om vort Sprog, vor Jord, vort Liv - synge om at »falde med Ære!« 592 Og hun har forstaaet ham; de har vekslet et Blik; de er gaaet sammen hen til det taffelformede Klaver, der hviler sin afskudte Benstump paa den tomme Nodereol. Med funklende Øjne - vendt imod Mændene - det blege Ansigt rødmende som under en Bekendelse og en Besværgelse - synger hun til hans Ledsagelse:

✂ Op, alle Mand! nu gælder det
vort Sprog, vor Jord, vort Liv!
den gustne Strid om Skyld og Ret,
den smedded os en tveægs Kniv,
men Faren fører Ven ved Ven
i favnedybe Rækker hen
og kvæler Kævl og Kiv:
én Ild slaar ud i Nødens Stund
og brænder gennem Sjæl og Krop
og gløder Hornet for vor Mund:
op, danske Folk, vaagn op!

✂ Det er Ulfs Ord, hans Begyndelse. Og Gerhard fortsætter:

✂ Vort Sprog - det blev vel misbrugt tidt
ved Mad og Gildes-Bord,
men dog tør vi bekende frit,
vort Sprog er os vor egen Mo'r,
hun tændte Tankens første Gnist,
som slukkes ej før Hjærtets Brist
med Læbens sidste Ord:
og staar det Sprog kun grumme lidt
i Ry og Rang blandt denne Jords,
vi lærer aldrig, aldrig et,
som vi har lært vor Mo'rs!

593

✂ Vor Jord - den bløde, side Grund,
hvor vi er rundne af
og som i Spøg og Alvorsstund
vor Sjæl sin Bølgelinje gav -
hvor vore Døde lagdes ned
i Svøb, som drak vort Blod, vor Sved,
i Slægters gamle Grav -
vor Jord, vor Mark, vor Eng, vor Strand,
som favned os, som hengav sig:
vor Elskede! vort dyre Land,
nu vil vi slaa for Dig!

✂ Op, alle Mand, som Ven ved Ven!
Det Bud er ikke svært,
at give Livet villigt hen,
som Nødens Time fik os lært:
thi over, hvad hver enkelt vil,
et Noget himmelhøjt er til
saa stort, saa dyrt, saa kært!
Saa lad kun Fjenden slaa os ned
med al sin Magt af Jærn og Bly:
men faldt et Folk i Kærlighed,
staar Folket op paany!

✂ De har sunget det sidste Vers sammen. Han vil træde tilbage paa sin Plads imellem Rækkerne; hun staar dér endnu, den ene Haand mod Hoften, den anden fremstrakt - Hovedet knejsende, Næsefløjene dirrende - Øjnene overnaturligt store - det lyse Smil som et blankt, frejdigt Staal gennem en Sky af Støv og Røg..... Mændene bølger omkring dem, svingende Vaabnene - alle disse Læber vil gentage Slutningsordene -

✂ Da deles Luften pludseligt under en tung, hastig Masse, som slaar ned, kaster Jorden tilside, hvirvler sig rundt i en Sky af Støv, Røg og Ild..... og Mændene, der er faret fra hverandre, ser Edith ligge paa Jorden, ubevægelig, Armene udstrakte - og Gerhard i nogle Skridts Afstand derfra - slæbende sig frem igennem Gruset, indtil hans Hoved hviler over hendes..... og han søger 594 med sine Læber at standse Blodet, der løber fra hendes Tinding ned bag Øret...... hun slaar Øjnene op, smiler, synes at hviske..... han samler hendes Arme over Brystet - hans Hoved synker ned - fra hans gennemskudte Side styrter Blodet over dem begge - og dér ligger de begge, Side om Side, ubevægelige - Dødens Mulm og Nattens Fred over deres Træk.

✂ Og dér - foran dem - har Adjutanten, Premierlieutenant v. Norden, holdt sin Hest an. Den ranke, smukke Officers Ansigt er blegt - og langsomt, stirrende paa Edith, sænker han med venstre Haand sin dragne Klinge. Det sitrer i hans Øjne - det funkler som af Indvielse over hans Pande. Vendt imod Skaren strækker han Klingen pegende ud og frem.

✂ Og frem og ud stormer Mændene - dér hvor Skumringen blander sine Skygger i Røgen og hvor Skuddene glimter. Skuddene drøner, Røgen tætnes, Raab høres - ingen Eder.... Sang.

✂ De synger:

✂ og faldt et Folk i Kærlighed,
staar Folket op paany.